Kentaur 05 2018

Et uafhængigt tidsskrift 

NUMMER 5.2018 

65. ÅRGANG 

PRIS 40 KR. 

Sidste nummer af Kentaur

December 2018 

2018 

ÅRGANG 65. NR 5 

ISSN 0023-0057 

Indhold 

FORSIDEFOTO: Ringen er sluttet –- KENTAUR gennem 65 år 

og nu pensionsmoden. 

ILLUSTRATION: HKIC 

KENTAUR udgives af neden stående redaktion og er ikke et 

of ficielt organ. De syns punkter, som fremsættes i artikler og 

indlæg, står for forfatterens egen regning og repræsenterer ik ke 

nødvendigvis re dak tio nens – endsige officielle me ninger. 

Redaktionen forbeholder sig ret til at af gøre i hvilket om fang, 

indsendte bi drag kan optages. KENTAUR yder ingen kontant 

betaling for artikler el ler andre bi drag, men samtlige trykte 

indlæg præmieres med gavechecks. 

Eftertryk af artikler m.v. i fuld ud stræk ning er tilladt med kildeangivelse. 

Ud drag og lignende må kun gengives med redaktionens 

tilladelse. Ar tikler kan optages un der mærke, forudsat 

forfatterens identitet er redaktionen be kendt. 

03 Leder 

04 Det grafiske udtryk 

07 Indledning historisk tilbageblik 

08 Historien om Kentaur 

40 Det rent praktiske 

41 Løsninger på konkurrencer i nr. 4-2018 

43 Farvel 

I REDAKTIONEN INDGÅR 

OB T. Dixen Møller (ansvarshavende) 

MJ C.H. Johansen (annoncer) 

MJ S. Mc.K. Boyle 

MJ M. Johnsson 

MJ S.I. Madsen 

KN M.K. Sørensen 

KN M. Hillmann 

CSG P. Flade 

CSG N. Mølleskov 

SSG L.H. Mortensen (redaktionssekretær) 

Ingeniør J.E. Petersen 

P. Melsen 

L. Lund Bering 

L. Sørensen 

LAYOUT OG PRODUKTION: 

Rosendahls a/s 

Evt. henvendelse til redaktionen bedes rettet 

via kentaur@kentaurkamp.dk. 

Redaktionssekretæren moniterer mailadressen 

indtil den 1. juli 2019, hvorefter 

den nedlægges. 

Bladets skribenter giver altid udtryk for egne holdninger og synspunkter. Dette gælder naturligvis 

også med historiker Ole Drostrups spændende fortælling om bladets historie. 

Det har været vigtigt for os at få fortalt KENTAUR historie set udefra – Som vore læsere kunne have 

opfattet situationerne. 

Og netop derfor er det også befriende, at Drostrups fortælling indeholder meninger, antagelser og 

vurderinger! 

Det er dog vigtigt for os at understrege, at vi ikke nødvendigvis er enige, men at det – som altid i 

KENTAUR – står for skribentens egen regning. 

Redaktionen 

2

Oberst T. D. Møller 

Chef for Hærens Kampog 

Ildstøttecenter 

Redaktøren har ordet 

Endnu et år lakker mod enden, og i 

lighed med tidligere har året været 

travlt for den danske hær. Uddannelses- 

og øvelsesaktiviteter kombineret 

med skarpe indsættelser 

inden og uden for landets grænser 

har spændt buen til det yderste. Så 

forligets ambition om flere enheder 

kan kun gå for langsomt. Desværre 

rummer hverken forligsøkonomien 

eller en realistisk hvervning mulighed 

for en hurtig etablering af de 

ekstra underafdelinger. Vi skal således 

langt hen i forliget, førend vi 

ser en konkret udmøntning af flere 

soldater og yderligere underafdelinger. 

Hæren har i 2018 fortsat ydet 

en betydelig støtte til politiet, og 

der er ikke noget, der tyder på, 

at behovet for støtte bliver mindre 

i 2019, nok tværtimod. Støtten 

til politiet er politisk bestemt 

og tjener et godt formål, men det 

har også sin pris. Den danske soldat 

bliver ikke en bedre soldat af at 

støtte politiet. Der sker derimod en 

nedbygning af de soldatermæssige 

kompetencer, som efterfølgende 

skal genopbygges i et i forvejen 

komprimeret uddannelsesprogram. 

En af de store opgaver i 2018 har 

været at forberede overgangen til 

en ny organisering af Hæren og 

en ny måde at gennemføre uddannelsesvirksomheden 

og studie- og 

udviklingsvirksomheden på. For 

kamptroppernes vedkommende er 

det blevet meget tydeligt, hvilke 

mange opgaver Hærens Kampskole 

og senere Hærens Kamp- og Ildstøttecenter 

har løst for kamptropperne 

og Hæren, generelt. Hovedparten 

af opgaverne skal også 

løses fremadrettet, men i en anden 

organisation, på en ny måde, i en 

anden geografi og af nogle andre 

medarbejdere. 

Kentaur har i år 65 år på bagen, 

og i denne anledning har redaktionen 

valgt at fokusere på udviklingen 

af Kentaur, siden tidsskriftet 

så dagens lys tilbage i 1954. De 

historiske artikler er både sjove at 

læse, men viser også med tydelighed 

udviklingen af kamptropperne 

og den danske hær gennem 65 år. 

Nogle af de utopier og fremtidsdrømme, 

som nogle af vores forgængere 

debatterede og drømte 

om, er blevet til virkelighed, andre 

forblev utopier og drømme. Historiker 

Ole Drostrup har på glimrende 

vis beskrevet tilblivelsen af Kentaur 

samt de udfordringer, der over tid 

har været med at holde tidsskriftet 

”på gaden”. Nogle af de historiske 

udfordringer ligner til forveksling 

de udfordringer, som den nuværende 

redaktion har haft. 

Desværre må redaktionen også 

konstatere, at Kentaur kun blev 65 

år. Trods flere ihærdige forsøg på 

at videreføre Kentaur i den nyordnede 

hær, må jeg konstatere, at 

det ikke har været muligt at finde 

en model for tidsskriftets fremtid. 

Der skal derfor lyde en stor tak til 

tidsskriftets trofaste abonnenter og 

læsere samt tidskriftets aldrig svigtende 

annoncører. Sidst men ikke 

mindst en stor tak til de skiftende 

redaktioner. Uden deres ildhu og 

engagement var Kentaur aldrig blevet 

65 år. 

God læselyst og tak for de sidste 

65 år. 

3


Lars H. Mortensen 

Redaktionssekretær på 

KENTAUR 

Det grafiske udtryk 

– Forsiderne 

I de første årgange (1954-1968) var bladets logo suppleret 

med teksten ”Panservåbnets Blad”. Oprindeligt var 

det i øvrigt planen, at bladet skulle have heddet ”Panserbladet”. 

Forsiderne var desuden i denne periode suppleret 

med en silhuet af en Centurion kampvogn. 

I 1962 drøftede man i redaktionen, hvorvidt bladets navn 

skulle ændres til ”Kamptroppernes kurer”, men dette forslag 

blev forkastet. 

Fra 1968 blev ”Panservåbnets blad” udskiftet med 

4

teksten ”Kamptroppernes tidsskrift”, og silhuetten af en 

Centurion måtte vige pladsen. 

I 1969 blev silhuetterne igen aktuelle, men nu var det 

både Centurion og PMV M113, som figurerede enten 

sammen med navnet øverst eller nederst på forsiden. 

I 1978 lanceredes den velkendte røde KENTAUR-figur 

som logo. Dette logo har kun undergået mindre justeringer 

i de efterfølgende udgivelser. 

Fra 2015 måtte teksten ”Kamptroppernes tidsskrift” 

udgå, som en helt naturlig konsekvens af de organisatoriske 

ændringer i Hæren med oprettelsen af bl.a. Hærens 

Efterretningscenter (HEC) og Hærens Kamp- og Ildstøttecenter 

(HKIC). Redaktionen blev fra dette tidspunkt 

sammensat med repræsentanter fra HKIC, HEC og 

Hjemmeværnsskolen, hvorfor udtrykket ”Kamptroppernes 

Tidsskrift” blev vurderet uhensigtsmæssigt i forhold 

til bladets faktiske indhold og målgruppe. 

ALTBERG ® 

BOOTMAKERS Est. 1989 

YORKSHIRE • ENGLAND 

THE 

TABBING 

BOOT 

Kritikere vil måske postulere, at redaktionen var geografisk 

isoleret til det vestjyske, men i den sammenhæng 

bør man notere sig, at HKIC ressort netop var Kamptropperne, 

hvorfor man havde god føling med aktiviteter og 

tendenser ved såvel regimenter og brigader fra kamptroppernes 

”Centre of Excellence” i Oksbøl. 

I 2017 fik KENTAUR-logoet tilføjet teksten ”Et uafhængigt 

tidsskrift”. Udover teksten var der i øvrigt ingen 

væsentlige ændringer i hverken den redaktionelle linje 

eller af redaktionens sammensætning. 

Available in 

Military Brown or Black 

AVAILABLE FROM: 

THE ALTBERG FACTORY SHOP | www.altberg.co.uk 

Unit 2B Racecourse Road, Gallowfields Trading Estate, Richmond, 

North Yorkshire DL10 4TG Tel: 01748 826922 

IW COMPANY ApS | www.inf-wear.dk 

Inf-wear, Topstykket 7 B, 3460 Birkerød 

M0003a 

5

FFG Flensburger Fahrzeugbau GmbH 

WISENT 2 – ONE PLATFORM FOR MULTIPLE MISSIONS 

With its public debut at the Paris 2010 Eurosatory Defence Exposition, FFG Flensburger Fahrzeugbau Gesellschaft mbH 

has developed the WiSENT 2 as the worldwide first truly multi-functional vehicle platform of its class with a revolutionary 

innovative concept. 

In the last four years alone four countries (Canada, Qatar, UAE and Norway) have selected and contracted the innovative 

concept of WISENT 2. 

ONE PLATFORM 

The basic vehicle platform is based on the highly mature Leopard 2 MBT chassis, giving the 

WiSENT 2 all mobility and performance of this world class tank. The WiSENT 2 layout in compartments 

and the modular design architecture of the platform utilizing CANBUS technology 

offers unparalleled operational flexibility and maximized logistics commonality by combining 

state-of-the-art Armoured Engineer Vehicle (AEV) as well as Armoured Recovery Vehicle (ARV) 

capabilities. Regardless of any selected mission role configuration, the WiSENT 2 platform always 

carries an internal main winch of 40t/160m single line constant pull, as well as an internal 

auxiliary winch. Besides that the common basic platform can also be equipped with either 

a conventional Auxiliary Power Unit (APU) or a battery-based Auxiliary Power Boost (APB) to 

ensure extended times of silent watch operations with the main engine off. 

WiSENT 2 AEV using Grappler 

MODULAR CONCEPT 

A central hydraulic module combined with intuitive operation through interactive touch screen displays form the 

very core of the WiSENT 2 system architecture. All Hydraulic main components are concentrated into a single “Plug 

‘n’ Play” hydraulic module as a Line Replaceable Unit (LRU) in the hydraulics compartment, allowing for easy access 

and maintenance. This enables e.g. the WiSENT 2 AEV, featuring a state of-the-art hinged arm excavator and a high 

performance dozer blade for up to 400 m3 of earth moving work, to be transformed into a powerful ARV, capable 

of lifting up to 32 t (metric) with its rotating boom crane, within five hours. Either vehicle configuration can be 

equipped with a Mine Breaching System (MBS) for tactical mine clearing operations instead of the dozer blade, as 

well as with the FFG Combat Recovery System (CRS)® at the vehicle rear. The CRS is designed for the combat recovery 

of distressed vehicles up to MLC 80 with the crew remaining under full protection. 

WiSENT 2 ARV 

MAXIMUM PROTECTION 

The WiSENT 2 offers maximum crew protection against mines and ballistic threats already in its 

basic configuration. 

LOGISTIC COMMONALITY 

All WiSENT 2 configurations share an extraordinary high amount of commonality through the use 

of the same common vehicle platform, reducing the number of specific spares as well as training 

requirements for personnel to an absolute minimum. 

GROWTH POTENTIAL 

The WiSENT 2 features the MLC 80 suspension and driveline of the Leopard 2 A7 MBT including 

reinforced torsion bars, hydraulic track tensioners and hydraulic bump stops as well as high torque 

final drives with a higher gear ratio. 

The modern CANBUS based platform can easily be enhanced with various customer-specific C4IS- WiSENT 2 AEV with MBS 

TAR equipment making the WiSENT 2 ready for any mission in the future combat arena.

Ole Drostrup 

Historiker 

Dette lange indlæg i nærværende særudgave af KENTAUR er 

skrevet af en civilist uden kendskab til noget som helst ud over 

militærhistorie, panser, en frygtelig masse personer i og uden for 

det militære og forsvarspolitiske system samt nogle få års 

beskeden militærtjeneste. Mit specifikke kendskab til KENTAUR 

bygger alene på snart 50 års læsning af bladet og som antydet et 

bekendtskab med en lang række af dets bidragsydere. Jeg har 

draget mine slutninger og konklusioner ud fra de oplysninger som 

har været tilgængelige. Indlægget kan derfor næppe opfattes 

objektivt, men alene som min personlige perception og analyse 

baseret på de tilgængelige oplysninger. 

Historien om KENTAUR 

Der kunne ligge en stor fristelse i dels at fokusere på 

alle disse gode mennesker, der har medvirket til at 

gøre KENTAUR til det blad, som det blev til, og i dels 

at gøre denne særudgave til en sammenskrivning af 

alle de smukke roser, som bladet fik, da det startede, 

og hver gang et jubilæum skulle fejres. 

Men denne gang er tiden ikke til blomster alene, for 

med skolernes nedlæggelse i Oksbøl efter snart 80 års 

virke på heden er tiden også inde til alvorlige overvejelser 

om bladets fremtid og: 

–– 

indadtil om Hær og teknologi efterhånden er blevet 

så forandret, at andre medier – om noget – skal træde 

i stedet med bladets stof, og 

KENTAURs artikler gennem de første 25 år. Det er 

meningen at søge såvel Denckers bibliografi som en 

tilsvarende oversigt, der dækker KENTAURs indhold fra 

1979 til 2018, lagt ind på Pansermuseets hjemmeside, 

hvor samtlige numre af KENTAUR ligeledes er scannet 

ind. Dette materiale vil være af stor betydning for forskere 

og studerende – samt naturligvis alle andre interesserede, 

der ønsker et indblik i dansk militærhistorie 

og den danske militære udvikling i efterkrigstiden. 

59. ÅRGANG 

November 2018, 

O. Drostrup 

–– 

udadtil om et rimeligt antal læsere fortsat finder bladet 

interessant. 

Nedenstående skal handle om, hvad det var for en publikation, 

som stifterne satte i trykken i 1954, hvorledes 

den udviklede sig og om KENTAUR og dets relevans 

op gennem årene. 

På den baggrund måtte det blive muligt at vurdere, om 

der fortsat vil være brug for et nyheds- og debatblad i 

Hæren og for et ”Hærens ansigt” udadtil – for går KEN- 

TAUR ind, er der ikke andet! 

Det daværende Kongelige Garnisonsbibliotek v. Julius 

Dencker udarbejdede i 1979 en søgbar oversigt over 

Leopard 2A5 i 

Afghanistan 

Taktisk anvendels 

i 

missionsområdet 

Læs 

side 4 

Håndbog i 

bevogtning 

Læs 

side 11 

HKS 10 

CH-kursus 

Læs 

side 16 

FEBRUAR 2012 

1 

KAMPTROPPERNES TIDSSKRIFT 

7


Ole Drostrup 

Historiker 

KENTAUR 

– et nyt tidsskrift! 

Det fremgår både af kolofonen i 

bladets første nr. fra januar 1954 

samt fra flere andre steder, at initiativtagerne 

bag KENTAUR var 

kaptajnløjtnant P. Stoltze og ritmester 

T. Tryde. Begge repræsenterede 

her i starten af 1950’erne en 

gruppe yngre progressive officerer 

ved Pansertroppernes Befalingsmandsskoler 

i Næstved, som var 

særdeles optaget af panser og panserteknologi 

samt af panserhistorie 

i relation til den ikke så fjerne verdenskrig 

og den på det tidspunkt 

aktuelle krig i Korea. 

Danmark købte i slutningen af 

1945 et større antal britiske panserkøretøjer 

til vort fortsatte neutralitetsforsvar 

og besættelsesstyrken 

i Tyskland, men først efter vores 

optagelse i NATO tilgik i 1952 otte 

stk. Sherman kampvogne samt et 

ukendt antal pansrede ”selvkørende 

kanoner” M10. 

I efteråret 1952 var den kolde krig 

imidlertid blevet så varm for Danmarks 

og Vesteuropas vedkommende, 

at amerikanerne anså en 

hurtig dansk oprustning for ønskværdig, 

og i forlængelse heraf forærede 

amerikanerne os 200 stk. 

moderne engelske Centurion 

kampvogne til hurtig levering. Hermed 

var et dansk panservåben formelt 

født – reelt var størstedelen 

af det danske officerskorps ude af 

stand til at forholde sig til den nye 

teknologi. 

Stoltze og Tryde gik efter en 

række møder hen over sommeren 

1952 formelt til skolechefen, 

oberst N.E. Leschly – der nok er 

forblevet mere kendt som rytter 

(OL-deltager 1936) end som 

kampvognsmand – med deres planer 

om at starte et militært fagtidsskrift, 

som fokuserede på 

det nye panservåben. De kunne 

henvise til et udtalt behov i hele 

Hæren for information og nytænkning 

omkring det nye våbensystem, 

til udenlandske publikationer, 

tilsagn om indlæg fra skolens 

specialister, gratis trykning af første 

nummer doneret af en kendt 

bogtrykker med forsvarsrelationer, 

Hans Langkjær i København, gratis 

distribution via boghandler Arnold 

Busck (mod reklameplads) og ikke 

mindst: En redaktørplads til skolechefen! 

Leschly var overbevist – han havde 

rent faktisk været med til at drøfte 

ideerne i gruppen allerede fra vinteren 

1952-53. Han kunne nu – atter 

formelt – gå til sine overordnede, 

og efter det, som han 25 år senere 

kaldte ”traditionen tro” ”med grundige 

overvejelser”, ”svære betænkeligheder” 

og ”sund skepsis”, 

var KENTAUR en realitet med en 

redaktion, der ud over ham selv, 

Stoltze og Tryde omfattede kaptajnløjtnant 

J.P. Jensen og en ung 

premierløjtnant P. Herboe-Rasmussen. 

Tryde blev ansvarshavende 

redaktør, og Herboe-Rasmussen 

8

Den første redaktion: J.P. Jensen aka Marokko-Jensen eller Ørken-Jensen, Kaptajnløjtnant P. Stoltze, Ritmester T. Tryde 

og Oberst N.E. Leschly 

blev redaktionssekretær. Desuden 

bidrog Løjtnant Poul Lindegaard 

som tegner. Det ”konstituerende 

møde” fandt sted lørdag d. 22. 

august 1953. 

Karakteristisk nok repræsenterede 

de tre centrale officerer i redaktionen 

en speciel gruppe officerer, 

nemlig den del af korpset, der 

havde været aktive i modstandsbevægelsen. 

Mest kendt er J.P. 

Jensen, alias ”Marokko-Jensen” 

eller ”Ørken-Jensen”, som blev 

uddannet som britiske SOE-agent 

og nedkastet i Jylland og i foråret 

1945 gjorde tjeneste som elitesoldat 

i en SAS-enhed. Redaktionen 

var en gruppe, som virkelig var 

tændt på det nye panservåben og 

krigens erfaringer samt på at påvirke 

udviklingen i den danske hær. 

Leschly sad i øvrigt fra maj 1944 

selv i en stabsfunktion ved Den 

Danske Brigade i Sverige, hvor han 

var udsendt af den illegale såkaldte 

”Lille Generalstab.” 

Efter hele syv redaktionsmøder 

kunne Leschly skrive en yderst 

engageret leder til det første nummer 

af bladet. 

KENTAUR med en Centurion i kolofonen 

og undertitlen: ”Panservåbnets 

blad” (oprindelig planlagt som 

”Panserbladet”) skulle havde som 

mål ”at bidrage til den almindelige 

forståelse af og interesse for panservåbnet 

gennem dialog med alle 

inden for de væbnede styrker.” Bladets 

spalter skulle være åbne for 

saglige og principielle drøftelser. 

Bladet ønskede videre at bidrage 

med viden om det nye våben indadtil 

i forhold til andre panserfolk 

og udadtil på en sådan måde, at 

bladet vil være egnet til læsning 

for, som det hed i tidens sprog: 

”enhver dansk krigsmand med 

interesser også uden for sin egen 

havelåge.” 

Første nummer blev trykt i 1.500 

eksemplarer og distribueret til indog 

udland. 

Det bør i parentes bemærkes, at 

to år før KENTAUR opstod, var der 

etableret et andet militært tidsskrift, 

”VOR HÆR”, som var udgivet 

af Fællesorganisationen af Officerer 

i Hæren og i 1968 videreført 

under navnet ”LINIEOFFICEREN.” 

Navnet KENTAUR relaterede til, 

at med rytteriets nedlæggelse var 

Bukefalos, Alexander den Stores 

hest, sat på stald. Fremover ville 

Hæren anvende et nyt dyr – en 

kentaur – hvor rytteren og hesten 

forenedes i fabeldyret. Den græske 

mytologis kentaur blev billedet på 

soldaten i sin kampvogn. Flere ting 

tyder på, at Leschly var idémanden 

til navnet, men initiativgruppen bag 

bladet optræder kollektivt udadtil. 

Det bør dog som nævnt i nr. 2/73 

bemærkes, at ”kentaur” i Ordbog 

over Det Danske Sprog er anført 

som et synonym for en cyklist! 

I nr. 4/55 forslår en løjtnant 

Bostrøm i øvrigt – i en udmærket 

artikel om hærens nye PMV, halvbæltevognen 

M3 – at lade denne 

nyerhvervelse få navnet KENTAUR 

på dansk pga. sin kombination af 

hjul og bælter. Det vandt dog ikke 

indpas. 

Efter en række optimistiske redaktionsmøder, 

hvoraf det sidste blev 

afholdt 8. januar 1955, stopper 

referaterne pludselig for først at blive 

genoptaget fire år senere i juni 

1959. 

Bladet udkom fortsat i den mellemliggende 

periode, men det kneb 

gevaldigt med at skaffe abonnenter, 

og efter fem års drift ultimo 

1958 besluttede redaktionen at lukke 

bladet under henvisning til en 

efter datidens forhold stor oparbejdet 

gæld på kr. 6.000,- Den oprindelige 

redaktion og dermed initiativtagerne 

forlod samtidig bladet. 

KENTAUR var i alle årene specielt 

af de yngre officerer blevet rost for 

sin eksistens og sit indhold, men 

selv en god forretning må lukke, 

når pengekassen er tom. 

NY GRANAT I RØRET 

Ritmester J.A.F. Clauson-Kaas, der 

tilhørte den samme gruppe af gamle 

modstandsfolk og panserinteresserede 

som bladets initiativtagere 

samt et par andre kolleger, trådte 

imidlertid til og tilbød bladets fædre 

at forsøge en videreførelse. Man 

forhandlede dernæst med hoved- 

9


kreditoren, bogtrykker Langkjær, og 

enedes om at fortsætte udgivelsen 

af KENTAUR med et stærkt forsinket 

nr. 4/58, med en radikal nedskæring 

på antallet af billeder samt 

løbende indlevering af stof til kommende 

publikationer og derved en 

billigere produktion. 

I en samlet leder skrev den nye 

redaktion (i praksis Clausson-Kaas) 

om dette at vende tilbage fra de 

døde (”Et kig bag Forhænget”), at 

”det ville også være naturligt, om 

denne leder havde formet sig som 

en rapport om oplevelserne hinsidan 

– siden De sidst så Deres blad, 

har KENTAUR nemlig faktisk været 

død og er kun af uransageligt forsyn, 

talrige forhandlinger og megen 

velvilje fra forskellig side blevet 

bragt tilbage til livet igen.” 

Om dødens årsag nævnte Clausson-Kaas 

de uindfriede løfter om 

stof, de alt for få, der deltog i diskussionerne, 

uanmeldte adresseforandringer 

og ”den kendsgerning, 

at ¼ af abonnenterne trods 

talrige påmindelser ikke betaler 

deres abonnement!” Og om genopstandelsen: 

Den fortsatte tro på 

KENTAUR som panservåbnets vindue 

udadtil og på tilbagemeldinger 

fra en lille trofast læserskare. 

Ved et møde i Næstved d. 25. juni 

1959 mellem en større gruppe 

interesserede officerer konstitueredes 

en ny udvidet redaktion, som 

ville satse hårdt på inddrivelse af 

de ubetalte abonnementer, diverse 

besparelser på den tekniske tilrettelæggelse 

samt fornyede kampagner 

for flere abonnenter. Ved 

udgangen af året var gælden halveret. 

Et tilbud fra officiel side om 

støtte til bladet blev dog mødt af 

stærk modstand fra flere redaktionsmedlemmer: 

KENTAURs integritet 

som uafhængigt medium 

skulle ikke anfægtes! 

På et redaktionsmøde d. 21. oktober 

året før havde det været oppe at 

ændre bladets navn til ”Kampenhedens 

Blad,” hvis der kom infanterister 

med i arbejdet, men dette blev 

dog forkastet. Den gamle bestyrelse 

havde desuden overvejet mulighederne 

for at ”oprette KENTAUR 

Annonce fra 01 1968 

som en selvejende institution med 

vedtægter, der dels angav, hvorledes 

midlerne skulle administreres, 

dels sikrede, at KENTAUR altid ville 

blive ledet af en majoritet af officerer 

af pansertropperne.” 

Januar 1964: KENTAUR havde nu 

eksisteret i ti år, og redaktionen 

havde fået medarbejdere, der var 

spredt ud over hele landet. 

Jubilæet blev fejret af på et møde 

på Hotel Varde d. 9. marts. Man 

enedes om, at nu var tidspunktet 

kommet til at få en egentlig organisation 

etableret omkring udgivelsen 

af bladet enten som: 

–– 

en organisation og en bestyrelse 

baseret på Panservåbnets officerskorps 

bestående af de to 

regimenter samt løjtnants- og ritmesterforeningerne, 

eller 

–– 

en organisation og en bestyrelse 

baseret på et juridisk grundlag, 

der stadig sikrede et flertal 

af panserofficerer. Arbejdet (inkl. 

tinglysning) skulle foretages af 

en dommer, som var bror til et af 

bestyrelsesmedlemmerne. 

Tre dage forinden havde bestyrelsen 

afholdt et møde i Kastellet 

med et par repræsentanter for 

Infanteriet. Mødet var afledt af Forsvarsaftalen 

fra 1960, og redaktionen 

foreslog nu, at der fremover 

kunne optages ”indtil to” repræsentanter 

for Infanteriet i bestyrelsen. 

Ændringen skulle offentliggøres 

d. 15. august i nr. 3/64. 

I lederen i nr. 2/64 fra 1. april hed 

det dernæst: ”Vi har været med 

til at fastlægge pansertroppernes 

opgaver. Promoveret vort panservåben. 

Bragt artikler fra udlandet, 

fra panserofficerer, diskussioner 

og indlæg i dagens debat. Været 

Panservåbnets talerør. Vi vil fremover 

fortsat arbejde for Panservåbnets 

udvikling, men også satse på 

kendskabet til andre våbenarter og 

mulighederne for samarbejde med 

dem.” 

Selvom det havde været KEN- 

TAURS egen redaktion (bestyrelse), 

der havde taget initiativ til et 

samarbejde med infanteriet, og at 

man havde konstateret meget stor 

interesse for et sådant i ledende 

militære kredse, må man ud fra 

de bevarede kilder konstatere, at 

viljen til et integreret samarbejde 

ikke just var det Vor Herre sad og 

betragtede d. 9. marts 1964 i skyerne 

over Hotel Varde! 

Otte år senere i september 1967 

var bladets status atter oppe at 

vende, og redaktionen drøftede 

en egentlig fundats med redaktionen 

som bestyrelse, men uden at 

komme til enighed. I en ledende 

artikel et års tid senere gav redaktør 

oberstløjtnant P. Stoltze sig selv 

ordet og kritiserede ytringsfriheden 

i Forsvaret og den udbredte 

frygt for en polemik med det politiske 

system. Her fremhævede han 

netop KENTAUR som et uafhængigt 

forum for meninger, synspunkter 

og diskussioner – men abonnementstallet 

var endnu engang 

dalende! Specielt blandt infanteriofficerer 

ønskedes en øget udbredelse 

af bladet. 

I januar 1969 drøftede bestyrelsen 

endnu engang bladets nedlæggelse. 

Man var nu oppe på 1.142 

abonnenter, men økonomien haltede, 

og artiklerne udeblev. 

KENTAUR flyttede fra Næstved til 

Oksbøl i juni 1969, og samtidig blev 

chefen for Panserskolen (fra marts 

1974 chefen for Hærens Kampskole) 

ansvarshavende redaktør, en 

anden medarbejder ved HKS blev 

sekretær, og faste medarbejdere 

ved skoler, regimenter og Hjemmeværnet 

leverede stof – jf. senere. 

10

KENTAUR var blevet et (halv-) officielt 

blad. Nogle kritikere af udviklingen 

sagde ligefrem om bladet, at 

det var blevet et skoleblad. 

Det gamle uafhængige/private 

magasin fra 1954 var i al stilhed 

ophørt med at eksistere. Samtidig 

overgik trykningen af bladet fra 

Langkjær, der som bekendt arbejdede 

gratis med det første nummer 

(og lidt til), og som var yderst 

langmodig med kommende sene 

betalinger og ditto indlæg, til Holstebro 

Bogtrykkeri. 

En æra i den danske militære presse 

var definitivt slut. 

I januar 1969 gik KENTAUR-prisen 

(jf. senere) yderst fortjent til bogtrykker 

Hans Langkjær i København. 

Uden hans store hjælp var 

bladet gået ind i 1958 – måske før! 

I KENTAURs 50-års jubilæumsnummer 

5/03 skrev tidligere redaktør 

Aage Damm, at konstruktionen 

med chefen for Hærens Kampskole 

som ansvarshavende redaktør 

skyldtes, at jobrotationen i Hæren i 

slutningen af 1960’erne havde nået 

et sådant omfang, at en ”gammeldags” 

redaktion kunne risikere kun 

at holde meget kort tid – så måtte 

det ene eller det andet medlem 

bryde op. En fast forankring ved 

Kampskolen og dens ledelse var 

således en klar styrkelse af bladet. 

Der er ikke noget i redaktionsmødernes 

referater, der indikerer, 

at ”personaleflugt” var årsag 

til, at det selvstændige blad gik 

ind. Meget tyder på, at ligesom 

da KENTAUR blev etableret og 

Leschly fik tilbudt jobbet, var der 

tale om, at redaktørtjansen blev tilbudt 

skolechefen, da bladet flyttede 

ind i Oksbøllejren, og dermed 

var en tradition skabt. 

DET NYE KENTAUR 

Første redaktionsmøde i Oksbøl 

fandt sted d. 4. juni 1969. Det blev 

diskuteret, om KENTAUR skulle 

have undertitlen ”Kampskolens 

Blad” eller ”Kamptroppernes Tidsskrift”. 

Det sidste blev valgt – men 

det første havde nok været det 

mest korrekte! 

I nr. 4/77 står således et længere 

opslag først i bladet, hvori redaktionen 

– som på dette tidspunkt 

kun bestod af to mand: Redaktøren 

(chefen for Kampskolen) og 

en sekretær (major) samt ti faste 

medarbejdere (reportere) rundt 

ved regimenter og skoler – endnu 

engang gør en slags status: 

”KENTAUR er et frit og uafhængigt 

organ, hvori man kan give udtryk 

for sine meninger, hvad enten de 

måtte være i overensstemmelse 

med eller komme på tværs af den 

på bjerget herskende opfattelse. 

Man vil virke for faglig og saglig orientering 

om især taktiske og tekniske 

forhold, men også i høj grad 

om organisatoriske, uddannelsesmæssige, 

praktiske og tjenesteforholdsmæssige 

problemer. 

Redaktionen, der (vel pr. tradition) 

er placeret ved Kampskolen, har en 

position i systemet, der gør, at man 

meget let kan blive en part i sagen, 

om man deltog i debatten i bladets 

spalter. Den har derfor som hovedregel 

afholdt sig herfra, om end 

et redaktionelt indlæg af polemisk 

karakter indimellem har fundet vej 

til tidsskriftet.” 

Efter et afsnit om økonomien og 

ønsket om at skaffe flere abonnenter 

– som ikke overraskende er det 

centrale – er opslaget underskrevet 

”Deres KENTAUR”. 

Og lige netop m.h.t. kommunikation, 

information og debat skete der 

noget helt nyt for KENTAUR i nr. 


4/72 og 1-3/73: Bladet fik ørerne i 

maskinen! 

Årsagerne var lederen i nr. 4/72, 

hvor redaktionen ud fra lærebogen 

”Ledelse, Uddannelse og Militær 

pædagogik” kom med et indlæg 

om ”kommunikation” defineret 

som ”Den proces, hvor viden, 

meninger, indstillinger og følelsesmæssige 

relationer meddeles fra 

et individ eller en gruppe til andre 

individer og grupper.” 

Lederen beskrev kommunikation 

og samarbejde som to af tidens 

modeord, men også problematiske 

i det militære system. Lederen kritiserede 

videre systemets forbindelsesveje: 

Ofte forstod man ikke 

baggrunden for trufne dispositioner, 

og ofte kunne man ikke genkende 

hensynet til egne synspunkter 

i højerestående myndigheders 

overvejelser. 

DET skulle man ikke have skrevet! 

I de følgende numre kunne bladet 

inkassere kritik af sin manglende 

forståelse for emner som kommunikation, 

ansvar, beslutninger 

etc. Kritikken var bred, og en garvet 

skribent, oberstløjtnant Henning 

Høngsmark, måtte i et indlæg 

afslutte med ordene: ”Jeg tror ikke, 

at vi er dygtige nok… til at kommunikere.” 

I øvrigt gik redaktionen så at sige 

i skjul de næste fem år, idet der 

ikke foreligger referater fra nogen 

møder før igen i 1978. 

LEDELSE OG ORGANISATION 

OKTOBER 1978 

KENTAUR afholder som nævnt 

igen redaktionsmøder. Bladet var i 

den mellemliggende periode fortsat 

med at udkomme, men med en 

ad-hoc-ledelse i spidsen. 

I anledning af det forestående 25 

års jubilæum blev Garnisonsbibliotekets 

nævnte artikeloversigt solgt 

i trykt form til interesserede læsere 

samt andre militærhistorisk interesserede 

personer. 

Der udarbejdedes efter redaktionsmødet 

et forslag til en egentlig fundats 

for KENTAUR. De vigtigste 

punkter var: 

–– 

KENTAUR er et taktisk-militærvidenskabeligt 

tidsskrift med et 

aktuelt sigte, 

11


–– 

Bladet skal ledes af en redaktion 

på fem medlemmer, hvoraf de 

tre skal tilhøre Pansertropperne 

eller kampvogns- og opklaringsenheder, 

hvis nye enhedsmønstre 

opstår i Hæren. 

JANUAR 1979 

25 års jubilæum. Der er små 1.200 

betalende abonnenter. 

Ud over et indlæg med tilbageblik 

fra en af bladets stiftere, oberst 

Leschly, der ønskede bladet alt 

godt fremover, havde chefen for 

Hæren, generalmajor H.M.H. Boysen, 

mange roser til bladet og så 

det som et forum, hvor man ofte 

havde været igangsætter af nye 

taktiske ideer. Med sit lødige, saglige 

og alsidige indhold gennem 25 

år har bladet været med til at præge 

udviklingen i Pansertropperne 

og Infanteriet, senere Kamptropperne. 

Boysen så bladets opgave som 

det: 

–– 

at inspirere, 

–– 

at være et diskussionsforum – fri 

udveksling af ideer overalt i organisationen, 

–– 

at være igangsætter af nye taktiske 

ideer, samt 

–– 

at præge udviklingen inden for 

vedligeholdelsestjenesten. 

Bladet rummede desuden en status 

og et tilbageblik, men herudover 

syntes en konkret organisation 

at komme på plads: De vigtigste 

statutter var nu: 

–– 

KENTAUR er et militærfagligt 

tidsskrift med et aktuelt sigte på 

Kamptroppernes forhold, 

–– 

Bladet skal ledes af en redaktion 

på fire medlemmer fortrinsvis af 

personel fra Hærens Kampskole, 

og 

–– 

Chefen for Hærens Kampskole er 

ansvarshavende redaktør. 

MARTS 1981 

Nu stod en endelig fundats (ikke 

længere status) at læse i bladet. 

De vigtigste punkter var: 

–– 

KENTAUR er et militærfagligt 

tidskrift med et aktuelt sigte på 

Kamptroppernes og Hærhjemmeværnets 

forhold, 

–– 

Bladet udgives og redigeres af en 

redaktion på seks medlemmer, 

som udgøres af personel fortrinsvis 

tjenstgørende ved Hærens 

Kampskole og Hjemmeværnsskolen 

–– 

Ansvarshavende redaktør er 

ordentligvis chefen for Hærens 

Kampskole. 

FRA MIDTEN AF 1980’ERNE 

Formålet blev ændret til: Et militærfagligt 

tidsskrift, der ”primært dækker 

Kamptroppernes område og 

dermed beslægtede områder”. 

FRA MIDTEN AF 1990’ERNE 

Vedrørende den ansvarshavende 

redaktør kunne man se noteret, at 

hans virke blev ændret fra ”ordentligvis” 

til ”normalt.” 

Senere i årtiet så man i samme 

kolofon opført en redaktion på ni 

medlemmer, vel den største bladet 

har haft, men korrespondenterne 

rundt om i landet var væk. 

Som med så mange andre ledelsesmæssige 

beslutninger fra KEN- 

TAURs manddomsår er det i dag 

ikke muligt at finde endsige forstå 

årsagerne til de mange ændringer 

på redaktionen. Havde der været 

tale om et civilt tidsskrift, ville 

begrebet ”magtkamp” i forhold til 

ledelse, indhold, strategi eller lignende 

umiddelbart falde i øjnene, 

men når det drejer sig om en fredelig 

militær publikation, må der jo 

ligge andre forhold bag! 

Som en kuriositet i forhold til 

ovenstående bør nævnes, at da 

oberst Lars Møller blev chef for 

Kampskolen og dermed ansvarshavende 

redaktør i 2007 skrev han 

om KENTAURs status bl.a. ”Det 

er vigtigt at erindre, at tidsskriftet 

er betalt af abonnenterne og som 

sådant er uafhængigt af Forsvaret, 

og at alle indlæg – af en passende 

standard, naturligvis – vil 

blive bragt uanset om de er i overensstemmelse 

med redaktionens 

holdninger, endsige andres holdninger.” 

(nr. 4/07) 

Se det er nytænkning indenfor 

kommunikation! 

I nr. 5/00 gjorde redaktøren 

opmærksom på det problem, at 

indlæg skrevet af Kampskolens 

medarbejdere ikke nødvendigvis 

udtrykte skolens officielle holdning. 

Derfor valgte man fra næste 

nummer at bringe en ny fast rubrik 

”Nyt fra HKS,” hvor officielle meddelelser, 

nyheder og kommentarer 

blev bragt. De ansattes habilitet 

skulle således være sikret, men 

KENTAURs tilhørsforhold var samtidig 

endnu engang blevet fastslået! 

Bladet var i perioder i 1990’erne 

præget af meget lidt stof: Konkurrencer 

og ”Kort nyt” havde en stor 

plads, men en vigtig funktion var 

en fortsat dialog mellem kolleger i 

systemet om en lang række emner. 

Taktiske forhold og opklaringsvirksomhed 

er to, der umiddelbart falder 

i øjnene. 

I redaktionens korrespondance fra 

disse år kan man på trods af alle 

ændringer fra allerførste nummer 

fortsat læse, at KENTAUR ”er et 

selvstændigt og selvejende blad.” 

Dette var hen ad vejen også kommet 

til at fremgå af bladets kolofon. 

Det gælder ligeledes for skribenterne, 

at der som oftest stod 

at læse, at ”Alle, der har noget 

på hjerte (om de områder bladet 

dækker) vil kunne komme til orde 

gennem KENTAUR efter normale 

redaktionelle regler.” 

Man overgik i 1990’erne til årlige 

redaktionsmøder. Protokollen over 

redaktionsarbejdet har ikke været 

ført efter 1979. Flere møder pr. år 

startede igen i 1996. Protokollen 

stopper dernæst i sin traditionelle 

form i 1999. 

KENTAUR blev således fødet hos 

en lille gruppe officerer, der på privat 

basis og med dem selv som 

redaktion og ledelse udgav et blad. 

Da økonomien fejlede, stod en ny 

tid for døren, og der blev brug for 

en formaliseret organisation. Denne 

ændrede sig hen ad vejen både 

hvad sigte, omfang og ledelse 

angår. Fra marts 1981 fik chefen 

for Hærens Kampskole den ubestridte 

ledelse af bladet, men det 

er svært for en udenforstående at 

få indblik i de nøjere begrundelser 

for ændringerne i og med, at KEN- 

TAURs arkiv ikke kan kaste det fornødne 

lys over udviklingen. 

12

Et samlet situationsbillede 

til soldater på alle taktiske niveauer 

Med hærens C2IS, BMS og ABMS får soldaten en samlet føringsstøtte og informationsdeling på tværs af alle taktiske niveauer. Sammen 

forhøjer systemerne det operationelle tempo, giver det bedst mulige grundlag for taktiske beslutninger samt sikrer en effektiv koordination 

og samordning af de militære kapaciteter i indsættelsesområdet. 

ARMD INF PLT: 4,3 KM 

MECH INF COY: 6,2 KM 

INF SQD: 20 M 

Samlet situationsbillede 

Soldater på alle taktiske niveauer får 

sam me overblik over egne styrkers 

placering. 

Oplysninger om fjenden 

Se, opdatér og del oplysninger om 

fjenden, inklusiv type, størrelse og 

placering. 

Planer på elektroniske kort 

Lav planer direkte på dit elektroniske 

kort og del mellem alle taktiske niveauer. 

Inkludér både tekst og kalker. 

En central del af Hærens C2IS, BMS og AMBS er Command & Control systemet 

SitaWare, som Dansk Forsvar har fuld licens til. SitaWare benyttes af over 20 nationer 

og er indsat i en række af verdens brændpunkter. Læs hvilke fordele SitaWare giver 

dig på www.systematic.com/sitaware


FONDEN 

I oktober 1980 tog redaktionen initiativ 

til at oprette en fond under 

oberst J.V. Fält-Hansen til støtte 

for udgivelse og udvikling af KEN- 

TAUR. På dette tidspunkt havde 

bladet ca. 1.100 abonnenter samt 

et lille overskud på kr. 8.614,- i virkeligheden 

fortsat langtfra nok til 

at drive bladet. Vejen frem var flere 

abonnenter lokket til af et moderniseret 

tidsskrift. 

Udover almindelige tilskud til drift 

for at fastholde prisen på bladet 

skulle indsamlede fondsmidler 

eksempelvis bruges på: 

–– 

flere sider i det enkelte nr., 

–– 

støtte til idé og artikelkonkurrencer, 

samt 

–– 

præmier til panserkendingskonkurrencer. 

Fonden eksisterede til august 

1990, da bladets økonomi syntes 

at være kommet i stabile rammer 

pga. fortsat vækst i antallet af 

Fra 03 1955 

Fra 01 1958 

Fra 01 1954 Fra 01 1973 

14

abonnenter (1848) og et overskud 

på ca. kr. 20.000,-. Det spillede 

dog også ind, at tiderne og personkredsen 

bag bladet skiftede – optimismen 

var med bladet. 

KENTAUR-KENDING 

KENTAUR skiftede ansigt (omslag) 

i alt otte gange i perioden 1954- 

2018. Fra 1997 udkom KENTAUR 

i farver. Opsætning og layout var 

alle årene i top sammenlignet med 

andre publikationer på markedet 

– det var tre gode trykkerier, som 

man hen ad vejen havde valgt. 

Et emne, som ikke har været 

berørt på disse sider, er KEN- 

TAURs annoncører gennem tiderne 

– i virkeligheden et omfattende 

og spændende studium i sig selv. 

Kredsen af annoncører har omfattet 

verdensfirmaer (leverandører til 

Forsvaret) såvel som købmanden 

henne på hjørnet. Salget af annoncer 

har været af stor betydning for 

bladets økonomi, men har alligevel 

i det meste af bladets levetid ikke 

oversteget ca. 10 % af indtægterne 

på det enkelte regnskabsår. Det 

var læserne, der skulle holde bladet 

kørende. 

På tværs af alle odds ændrede 

KENTAUR også karakter flere gange, 

men det kræver et omhyggeligt 

studium for at erkende dette. 

Et enkelt skel skal dog nævnes: Da 

Danmark gik i krig i Afghanistan i 

2002 og i Irak 2003 og herefter, 

specielt efter at de større kampstyrker 

kom til i Afghanistan 2006. 

Nu startede en lang række højaktuelle 

indslag, som næsten havde 

karakter af pressedækning fulgt op 

af baggrundsstof, herunder tekniske 

bidrag og inside-viden, som 

dels slog meget af den civile formidling, 

dels i perioder gjorde 

læsernes forventninger til det kommende 

nummer større og større. 

Det havde ingen troet kunne ske, 

og KENTAR blev aldrig det samme 

igen. 

I 1963 startede bladet INFANTE- 

RINYT inspireret af KENTAUR, 

men blot for at lukke igen i 1970 

efter femten numre på gaden, 

og tilsvarende udkom HÆRNYT 

i perioden 1976-2006, men atter 

uden at overleve (videreført som 

HÆREN 2007-12). 

KENTAUR fortsatte. 

FORUM ARMORUM 

Ovenstående udtryk var oberst 

Leschlys betegnelse for den plaform 

for ”saglige og principielle 

drøftelser (om forhold) inden for 

Panservåbnet”, som han og de 

øvrige initiativtagere ønskede KEN- 

TAUR skulle blive til qua bladets 

indhold. Målgruppen blev som 

nævnt ændret nogle gange, som 

udviklingen i Hæren skred frem, 

men hvad var det for indhold, der 

kom til at udgøre denne platform, 

og fulgte det med udviklingen? 

Dette skal forsøges belyst gennem 

nedslag i publikationen, der forhåbentlig 

kan bringe os videre mod 

en vurdering af KENTAURs relevans 

og værdi. 

På grund af det enorme kildemateriale 

og denne publikations trods alt 

begrænsede sigte er det vanskeligt 

at bringe andet end en række forhåbentlig 

sammenhængende og/ 

eller vigtige/markante bidrag fra 

sammenlagt 64 års produktion á 

fire – fem eksemplarer pr. år samt 

enkelte tillæg. 

DET FØRSTE NUMMER 

Gruppen havde meget på hjerte, 

inden bladets første nummer på 

i alt 44 sider gik i trykken, men 

Første udgave af Kentaur 1954 

udvalget af artikler var klart rettet 

mod de læsere, som man ønskede 

at få i tale, og hvis indlæg og debat 

bladet skulle bygge på. Som militærhistoriker 

er der derfor en hel 

del at begejstres over i dette første 

og historisk set vigtigste nummer: 

Delvis eller helt oversatte artikler 

fra engelsk om panservåbnet, 

om operative erfaringer, herunder 

tyske fra krigen, om frontlivet 

som kampvognsmand i Korea, om 

enkeltmand og anti-tankvåben versus 

kampvogn. Og endelig som 

det helt centrale: En række indlæg 

som samlet leder frem til spørgsmålet: 

Hvordan skal det nye panservåben 

bruges i Danmark? Konklusion: 

Samlet, offensivt og støttet af 

panserinfanteri! KENTAURs koncept 

som led i hærens planlægning 

holdt dog kun en lille halv snes år, 

så var ”panserskytterne” forsvundet, 

og brigadens panser fordelt 

efter behov! 

Resten af bladet rummede en lang 

og grundig artikel om instruktionsteknik 

(der fortsatte i de næste 

numre) samt spændende militærhistorie 

fra krigen (Operation Market 

Garden – ligeledes fortsat i de 

næste numre) og en lige så spændende 

bibliografi i relation til bladets 

mange indlæg. 

Endelig var der nyt fra de to panserregimenter 

og Panserskolerne. 

Det må have været et enormt 

arbejde at samle, oversætte og 

redigere dette første nummer af 

bladet. 

KENTAUR nr. 1/54 endte imidlertid 

også med at blive et historisk dokument, 

idet det – så vidt det kan 

vurderes ud fra studier af Hærens 

overgang fra neutralitetsforsvar til 

allieret – var første gang i den nye 

danske NATO-hær, at begrebet 

”Kamptropper” blev introduceret 

og beskrevet ud fra en lille gruppe 

officerers begejstring for kampvogne 

og det nye panservåben. 

Modtagelsen i den danske presse 

var særdeles positiv: Endelig noget 

15

Polyfa Consultans a/s 

Østergårdsparken 21, Ugelbølle 

DK-8410 Rønde 

Tlf. 87 25 88 51 · www.polyfa.com

professionelt nyt fra en ellers lukket 

og spændende verden. Stor, 

stor ros til initiativtagerne – men 

mest fokus på overfenrik E.G. Møller, 

bøssemageren på Grønnegades 

kaserne i Næstved, der opfandt 

eller udviklede de særeste konstruktioner 

til undervisningsbrug 

ved de store nye kampvogne. 

Også redaktøren for MILITÆRT 

TIDSSKRIFT så muligheder i KEN- 

TAUR og bad i et brev om, at artikler 

af ”mere almen interesse” måtte 

blive overladt til ham pga. vedvarende 

stofmangel. 

De allerfleste panserfolk repræsenterede 

en ny generation, for hvem 

teknologi og information var helt 

centrale emner. Nu stod kampvognen 

her og havde fået sit eget talerør, 

for i 1954 manglede der stadigvæk 

teknisk og praktisk dokumentation 

for det nye våbensystem, og 

de taktiske instruktioner hørte som 

skrevet endnu fremtiden til. 

DEN FØRSTE ÅRGANG 

I de næste numre af bladet (fra nr. 

2/54 og frem) hvilede redaktionen 

ikke på laurbladene, men kastede 

sig over forslag til emner som 

”samarbejde mellem kampvogn 

og infanteri”, herunder brugen af 

PMV’er, debat med læserne om 

”den forstærkede kampvognsdeling 

i angreb,” samt erfaringer fra 

Korea. I stor udstrækning var det 

oversatte indlæg. 

Panserkending blev grundigt introduceret 

i KENTAUR nr. 2/54, og en 

tilsvarende introduktion fik englænderen 

Liddell-Hart, som for mange 

her små 70 år senere stadigvæk 

står som panservåbnets førende 

strateg, med en side om hans syn 

på de tyske pansergeneraler. Liddell-Hart 

dukkede i øvrigt op i KEN- 

TAUR mange gange senere. I starten 

af 1960’erne udarbejdede han 

store artikler om historie og taktik, 

og herunder om Danmarks ringe 

militære evne til at deltage i NATOforsvaret. 

Som en god ting kom den ønskede 

debat umiddelbart også i gang, og 

her gjaldt det i første omgang artiklen 

om panservåbnets brug herhjemme, 

som udløste såvel kommentarer 

som spørgsmål fra læserne. 

Lidt uventet kom første læserreaktion 

fra en civilist! 

Et eksempel på et forslag fra 

læserne var reaktionen på bladets 

oplysninger om, at de store Centurions 

ikke kunne overføres på jernbanevogne 

over Storebælt. Den 

samlede højde var simpelthen 

for stor for færgerne. Nu foreslog 

en læser derfor, at DSB indkøbte 

et antal brugte landgangsfartøjer 

(LST’er) som reservefærger både til 

civil og militær transport. 

Rubrikken ”Nyt fra regimenter og 

skoler” om det interne sociale liv 

blev udvidet betydeligt, og man 

fornemmer faktisk i disse første 

numre af KENTAUR ligefrem konturerne 

af en militær udgave af 

”Familie Journalen”. 

Det var set med en moderne 

læsers øjne gode blade med teori, 

nyheder, historie og visioner. 

MÆRKESAGERNE STARTER 

I KENTAUR nr. 3/54 skrev Leschly 

en markant leder om et emne, der 

prægede bladet gennem alle årene: 

Rationaliseringer i hæren – i 1954 i 

form af indførelsen af konsulenter 

og specialister, som ved deres indblanding 

i de opstillede enheders 

arbejde ”kan optræde i et sådant 

omfang, at de kommandobærende 

føler sig trådt ihjel af gæs!” 

Ligeledes fik den stigende grad af 

nomadetilværelse i Hæren et skud 

for boven: ”Samlebåndsuddannelse 

af officerer og mandskab i 

forskellige upersonlige uddannelsescentre,” 

samt hærledelsens 

modstand mod princippet ”længst 

mulig tjeneste i samme bataljon og 

eskadron.” 

Man fornemmer således allerede 

i KENTAUR nr. 3 en stigende frustration 

over, at de nye højt specialiserede 

panserstyrker ikke kunne 

leve en tilværelse og udvikles 

efter et eget koncept som i udlandet, 

det være sig (det gamle) Tyskland, 

England og USA – nok mest 

det sidste, idet tidskriftet ARMOR 

– efter aftale med samme – syntes 

at have været helt centralt for 

redaktionen i de første år. Dog 

havde man også aftaler om stof 

med CAVALRY JOURNAL og 

SOLDIER. 

De utallige mandskabsafgivelser 

til en lang række opgaver uden for 

enhedens rammer blev beskrevet 

som et stort problem for såvel den 

enkelte vogn som eskadron. KEN- 

TAUR søgte ud fra en stor gennemgang 

af amerikanske pansersoldaters 

uddannelsesforløb og 

ændringen af det personelerstatningssystem, 

man brugte under 

verdenskrigen, at påvise en række 

mulige løsninger for Hærens ledelse. 

I første nr. i 1955 – var det tid til 

status: Ros til bladet fra generalma- 

Man ønsker kampvognshuer 

KENTAUR 01 1955 

17


Nu får man baret KENTAUR 01 1958 

jor C.A. Friis – ”nyttigt i en tid med 

kaos og frustrationer i en hærorganisation 

under fortsat opbygning – 

og held og lykke fremover.” 

Redaktionen så lidt anderledes på 

dens store arbejde med den første 

årgang. Økonomien løb rundt, men 

der skulle tilbydes flere artikler og 

gerne med illustrationer, og der 

skulle skaffes flere læsere. 

Det fremgår dog af debatsiden, 

at man ikke helt havde mistet 

humøret: Man efterlyste således 

til snarlig indførelse en baret som 

den engelske. Panservognshuerne, 

som lignede hovedbeklædningen 

hos den mandlige befolkning 

i Afghanistan meget, var umulige 

at bruge nede i et kampvognstårn. 

Det var bedre med voksdugsbadehætter, 

som nogle besætninger 

foreslog! Der skulle vanen tro 

gå nogle år, inden panserfolkene 

fik deres vilje. Baretten blev først 

indført ved pansertropperne tre år 

senere i 1958. 

Et kontroversielt forhold, som blev 

taget op allerede på de første 

redaktionsmøder, var forholdet til 

Forsvarsstabens Efterretningssektion 

(fra 1967 Forsvarets Efterretningstjeneste): 

Hvad kunne man 

tillade sig at bringe/ikke at bringe i 

et militært tidsskrift, der måtte nå 

ud til en bredere kreds? Det første 

emne, der blev diskuteret, var krigen 

i Korea. Man valgte at bringe 

engelske artikler i oversættelse og 

med tydelig kildeangivelse! 

Sagen var vanskelig. KENTAUR 

bragte i 2018 en artikel om anskaffelsen 

af kampvognssystem Centurion 

i 1953-57. Heri kunne man 

læse, at Forsvarsstaben i perioden 

oktober 1952 – marts 1953 

formelt havde valgt at klassificere 

processen ”hemmelig”, men samtidig 

kunne man i detaljer læse 

om såvel den engelske som den 

danske side af anskaffelsesforløbet 

i dagspressen! Sagen nedklassificeredes 

i marts til ”Til Tjenestebrug”. 

Hvor interessant det 

end kunne være, står der stort 

set intet i fagbladet KENTAUR om 

selve anskaffelsen af de nye Centurions! 

Man så ved flere senere 

lejligheder, hvorledes KENTAURs 

redaktion bliver bedt om ikke at 

bringe for mange oplysninger om 

nye køretøjer og specielt ikke 

sammenlignende detaljer, herunder 

detaljer i forhold til ”Øst-Vest”. 

I forhold til den udenlandske militære 

fagpresse synes denne linje 

at være fulgt frem til i dag. 

KENTAUR FINDER SIN FORM 

Nu var det de ”saglige og principielle 

drøftelser” omkring Panservåbnet, 

KENTAURs stiftere søgte, 

og det er markant, at den debat, 

der prægede de første mange 

årgange – måske i virkeligheden de 

allerfleste – oftest foregik mellem 

bekendte kolleger og mere drejede 

sig om holdninger end om faktuelle 

forhold. Et eksempel kunne være 

en artikel i bladet om taktisk samarbejde 

i et givet terræn. I næste 

nr. kunne man så læse en reaktion, 

hvis pointe er: Man kan ikke… etc., 

eller senere som årene gik, og man 

blev ”dus” i Hæren: ”Du kan da 

ikke mene…. etc.!” 

Når KENTAURs redaktion nogle 

gange blandede sig i debatten 

ved at indrykke ”en bemærkning” 

eller fremsætte en holdning til et 

behandlet emne i bladets leder, 

følte en del debattører sig ”snigløbet” 

i og med, der først var mulighed 

for at træde frem igen om tre 

måneder – i næste eller måske 

efterfølgende nummer: Om et 

halvt år. Det er bagsiden ved at 

debattere i et kvartalstidsskrift, og 

derfor forekom de mest interessante 

debatter som oftest, når en 

læser tog til orde over for lederen i 

det foregående nummer, eller når 

spændende læserbreve (i den tid 

sådanne fandtes) gav anledning til 

kommentarer. 

I slutningen af 1950’erne var bladet 

fyldt med historiske artikler, 

der ikke nødvendigvis lagde op til 

dagens tekst. Kritikere kan mene, 

at det skyldtes mangel på fagligt 

stof, og dette var som bekendt 

også et gennemgående tema på 

redaktionsmøderne, men artiklerne 

var givetvis også et udtryk for et 

stigende ønske blandt professionelle 

– herunder officerer – at lægge 

efterkrigsårenes ”hurra-litteratur” 

bag sig og i stedet studere udvalgte 

og gennemarbejdede tekster. 

Dette kunne KENTAUR levere! 

Endelig skal det nævnes, at KEN- 

TAUR ret hurtigt barslede med fine 

boganmeldelser og fine panserkendingsoplæg. 

Begge dele havde 

til at begynde med en stor læserkreds. 

I 1959 lægger bladet navn til KEN- 

TAUR-konkurrencen. Det var en 

dyst på allehånde discipliner mellem 

delinger fra de to panserregimenters 

kampvognseskadroner og 

med Generalinspektøren for Pansertropperne 

som overdommer. 

Konkurrencen blev opfundet af kaptajn 

K.B. (Der i virkeligheden hed 

H.H., men ønskede at forblive anonym) 

og sat i gang med et brev til 

redaktionen vedlagt en check på 

kr. 250,-. Den årlige konkurrence 

omfattede såvel personlige solda- 

18

terfærdigheder som færdigheder 

på og med kampvognene og havde 

bevågenhed og deltagelse fra 

Hærens højeste taburetter, men 

den sluttede i 1967. På det tidspunkt 

havde en deling fra Jyske 

Dragonregiment vundet hele seks 

gange og dermed fået pokalen til 

ejendom. En ny tid med nye pansrede 

enheder og to typer kampvogne 

i brug i Hæren var en realitet, 

og på konkurrenceområdet måtte 

der ligeledes nytænkes. Det varede 

dog mange år, inden kravet om en 

ny KENTAUR-konkurrence eller en 

lignende dyst blandt de pansrede 

enheder stoppede – faktisk fremkom 

kravet om en genoptagelse af 

legene løbende i bladet gennem de 

næste fire år. 

I 1959 modtog redaktionen et brev 

med forslag om en konkurrence ligesom 

i ARMOR om den mest ”topgejlede” 

deling blandt Gardehusarregimentets 

og Jyske Dragonregiments 

eskadroner. Ideen vandt et 

vist gehør, og brevet blev endog 

bragt i nr. 4/59, men blev på forhånd 

afvist, fordi det fandtes mere i overensstemmelse 

med engelsk/amerikansk 

militærkultur end med dansk. 

CH HST GM E. Kragh skriver om atomare våben KENTAUR 03 1955 

GM Erik Kragh CH HST 

EN MÆRKESAG: A-VÅBEN 

En række spændende og tankevækkende 

bidrag om en ny tids 

krigsførelse kom fra generalmajor 

Erik Kragh, chefen for Hærstaben, 

i nr. 3/55, 4/55 og 1/56. Generalen 

havde taget del i en stor øvelse 

(Operation CUE) i USA maj 1955 

med brug af taktiske A-våben. Han 

beskriver specielt et panserangreb 

5. maj, hvorledes mandskabet kørte 

med åbne luger ind i eksplosionsområdet 

ca. et minut efter eksplosionen, 

og kampvogne og panserinfanteri 

syv minutter senere 

rykkede frem gennem terrænet 

hæmmet af støv fra atomskyen og 

mindre end en km fra Ground Zero. 

Generalens indtryk var, at en afstand 

på mellem 1000 meter og 1500 

meter fra eksplosionsstedet var 

afgørende for at vurdere, hvorvidt 

skaderne var af betydning for den 

taktiske situation eller ej hos en velforberedt 

styrke. Ved velforberedt 

19


var der vel at mærke ikke tale om 

forberedt i forhold til strålingsfare, 

idet amerikanerne og dermed også 

vi andre anså den som minimal! 

I januar 1956 beskrev Erik Kragh 

videre i ”Panservåbnet i vor fremtidige 

hær”, hvorledes magtbalancen 

mellem Øst og Vest gjorde altødelæggende 

A- og B-bombeangreb 

usandsynlige. Man måtte imidlertid 

kunne forvente taktiske A-våben 

brugt mod danske styrker, og her 

ville en massiv indsats af panser 

være det bedste våben til hurtig 

opfølgning af egne A-våben og tilsvarende 

hurtig imødegåelse og 

afspærring ved fjendtlig fremrykning 

under brug af A-våben. I begge 

tilfælde støttet af panserskytteeskadroner 

og infanteristyrker. Var 

der tale om lufteksplosioner, var 

der ingen radioaktiv strålingsfare. 

Emnet ”Panser i atomtiden” blev 

fulgt op i nr. 1/57 i en oversat artikel 

fremsendt af Generalinspektøren 

for Pansertropperne. Den var skrevet 

af den schweiziske professor 

Eddy Bauer, og hans risikovurderinger 

af stråling samt vurderinger af 

panservåbnets rolle i kommende krige 

svarede nøje til general Kraghs. 

Man kunne formode, at fremsendelsen 

ikke var en tilfældighed? Et 

andet indlæg var den amerikanske 

general John Rye’s oversatte artikel 

i nr. 1/59: ”Sadler til Satellitter” 

om Panser til A-krig. Med kampvognens 

taktiske karakteristika: ”Bevægelighed 

og spredning” mente han 

ikke, atomvåben bragte så meget 

nyt til slagmarken! 

Mere generelt om panservåbnets 

succes skrev Kragh med udgangspunkt 

i sidste krig, at denne afhænger 

af tre faktorer 

–– 

Situationen i luften, 


–– 

besætningernes kampmoral, 

samt 

–– 

en dygtig ledelse. 

Hans forbillede var Guderians fremstød 

i Frankrig i maj 1940 og den 

franske general de Lattes dygtige, 

men forgæves panserindsats for 

at stoppe dette fremstød. Kragh 

fulgte dermed fint op på de delvis 

oversatte historiske artikler om taktik 

fra KENTAURs første år. 

Kraghs artikel ledte i øvrigt frem til, 

at det var meget lidt, der gennem 

årene bliver skrevet om luftværn og 

flystøtte i KENTAUR. A-våbendebatten 

hørte man heller ikke meget 

om. Det indhold, som KENTAUR 

lagde hovedvægten på efter de første 

par årgange, var uddannelse, 

uddannelse og atter uddannelse! 

Bladet karakteriseredes på forskellig 

vis som det sted, hvor debatten 

om undervisningen i pansertropperne 

(og Hæren) foregik. 

EN MÆRKESAG: NYT MATERIEL 

KENTAUR nr. 1/62 var lavet som 

jubilæumsnummer for Gardehusarregimentets 

200 år! Men fokus var 

et ganske andet. For første gang i 

bladets historie skød KENTAURen 

med skarpt i sin leder. Årsagen 

var nedtrykthed over Forsvarsforliget 

i 1960, der som forudsætning 

havde, at den amerikanske våbenhjælp 

ville fortsætte som hidtil, og 

den danske hær stod i den grad 

med nedslidt udrustning, våben og 

køretøjer. Denne hjælp syntes nu til 

alles forbavselse i vid udstrækning 

at udeblive (så godt som da, M113 

var på vej!), og en større alternativ 

selvfinansiering syntes udelukket. 

Man stod med en hærordning uden 

midler hverken til materiel eller 

mandskab (Det viste sig dog alligevel, 

at vi fik selvkørende artilleri 

i form af M109 og nye opklaringskampvogne 

M41 foræret). 

KENTAURs protest i sin leder gik 

dog ikke så meget på Forsvarsforliget 

som mod den forventede indførelse 

af bæltekøretøjet M113. 

Protesten var harmdirrende: Der 

var tale om en forældet konstruktion, 

der ikke tillod opsiddet kamp. 

Man pegede på den tyske HS 30, 

den franske AMX-VTP eller pansrede 

hjulkøretøjer. Man skulle i 

Hæren som i det tyske panserinfanteri 

under 2. Verdenskrig satse 

på pansrede mandskabsvogne, der 

kunne følge kampvognene under 

angreb: ”indføres M113 (i såvel 

infanteri som pansertropper) har 

man på forhånd standset udviklingen 

og bundet dansk infanteri og 

danske panserskytter på hænder 

og fødder i en periode af 10-15 år 

frem i tiden.” 

Panserskytterne var motoriseret 

infanteri, der som panserenheder 

var enkadreret i eskadroner, og 

som kun var udrustet med våben 

og feltspade. Tunge våben lå i køretøjerne. 

Eskadronernes delinger 

indgik som selvstændige enheder 

i en lang række opgaver sammen 

med kampvognsdelingerne. Samarbejdet 

blev introduceret i nr. 1/60. 

Ikke mindre bemærkelsesværdig 

var redaktionens skarpe udmelding 

mod nogle politiske udtalelser i tv 

om den forestående anskaffelse 

af et nyt maskingevær til afløsning 

af MG M48 Madsen. Det danske 

firma DISA havde en ny, båndfødet 

”Jomfru Madsen” i salgskataloget, 

men de militære eksperter 

anbefalede et vesttysk maskingevær, 

som var en videreudvikling af 

krigstidens MG 42. ”Hvis kvalitets-, 

produktions- og forsyningsmæssige 

forhold taler lige stærkt til gunst 

for to våben, så lad os tage det 

danske. Hvis ikke, så gør den faggruppe, 

som ved politisk pres øver 

indflydelse på afgørelsen, landet 

en bjørnetjeneste og påtager sig 

et ansvar, den hverken er forpligtet 

eller berettiget til at løfte!” 

Det var første gang redaktionen 

kom med så kraftige forsvarspolitiske 

udmeldinger. 

20

I nr. 2/62 erkendte redaktionen 

imidlertid, at dens kritik i maskingeværsagen 

hvilede på et for tyndt 

grundlag: Valget var truffet, og MG 

62 var på vej. Undskyld til politikerne, 

men TV-udsendelsen havde 

ikke kunnet tolkes anderledes! 

I samme nummer kom (vistnok) 

i øvrigt den første artikel fra vor 

tyske allierede – oversat af premierløjtnant 

Sylvester Slot: Hjul eller 

bælte! Konklusionen var den ikke 

helt uventede, at til opklaringsbrug 

kan der som bevist før og under 

verdenskrigen være store fordele 

ved at anvende et ottehjulet køretøj. 

Nye lavtryksdæk gjorde trykket 

sammenligneligt med et bæltekøretøj, 

og der var store fordele rent 

manøvremæssigt. 

Kampen mod M113 fortsatte med 

uformindsket styrke både i leder 

og i en artikel med præsentationen 

af de forskellige alternativer 

til M113-anskaffelsen. Man kunne 

blandt mange andre PMV’er høre 

om MOWAGs produktion, og KEN- 

TAURS favorit var i øvrigt den franske 

PMV AMX M56, som poserede 

på bladets omslag. Måske fordi 

firmaets danske repræsentant Jørgen 

Schiøtt A/S i årevis var bladets 

største annoncør? 

Som kuriosum kan vi i dag konstatere, 

at det netop er en MOWAGmodel 

8x8, der anno 2017 er 

udvalgt til at afløse Hærens flåde af 

M113. 

Endelig præsenteredes kort den 

nye opklaringskampvogn M41, der 

som nævnt tilgik som våbenhjælp 

fra USA i et antal af 53 stk. til delvis 

afløsning for M24. Haubits 

M109 blev ikke omtalt ikke – det 

var jo artilleri. 

PERSONALEFORHOLD SET 

OPPEFRA 

Nr. 1/62 var også på anden vis 

et vigtigt blad. For udover Gardehusarregimentets 

jubilæum og 

sparket til M113 bragtes en lang, 

opsigtsvækkende artikel af generalmajor 

E.H. Wolff om personelsituationen 

i Hæren, hvor en stigende 

mangel på officerer, specialofficer 

og befalingsmænd gjorde 

sig gældende. Konsekvenserne af 

Man havde også personelmæssige 

udfordringer i 1962 KENTAUR 

01 1962 

den udvikling i tjenesten for officerer 

og befalingsmænd, som KEN- 

TAUR skildrede i sine første numre 

i 1954-55, slog i disse år igennem. 

Der skulle satses på bedre løn- og 

arbejdsvilkår, indkaldes flere værnepligtige 

og frem for alt skulle Forsvarslovens 

indførelse af en stampersonelordning 

i Hæren fremskyndes 

mest muligt. 

Kollega Aage Jansen mente i et 

senere nr., at det var en superfin 

udvikling, ifald man så også fik 

gennemført en omlagt uddannelse 

for de nye soldater. 

Problemerne hos Hæren – som 

generalen så dem – er: 

–– 

Mistro til det udleverede materiels 

anvendelighed, 

–– 

lave lønninger, 

–– 

urimelige personeldispositioner, 

samt 

–– 

generel dårlig trivsel og utilfredshed 

i systemet. 

Foreløbig burde man satse på bedre 

kontrakter og bedre sociale forhold 

og goder til det faste personel 

samt på arbejdsgrupper, der skulle 

arbejde med miljøet. 

En værnepligtig sergent, Keld 

Stockholm, debatterede som noget 

hidtil uset i bladet intenst med 

oberstløjtnant K. Lundsholt om 

værnepligtige befalingsmænds forhold 

i dækningsstyrken i nr. 3/63 

og 4/63 og får årets KENTAUR-pris 

1963 for sine modige indlæg. Godt 

gået – også til KENTAUR! 

I grove træk fremstod situationen 

for Hærens personel ifølge KEN- 

TAUR i starten af 1960’erne således: 

Vi har tidligere hørt om de 

voksende personaleproblemer ude 

hos enhederne og nu fremlægges 

situationen set fra Hærens ledelse 

efter Forsvarsforliget i 1960. KEN- 

TAUR fulgte i årenes løb personalesagerne 

op med nye artikler om de 

forskellige tiltag og deres virkning. 

Dette er et eksempel på, hvorledes 

en idé og en linje i det, som man 

skrev, gik på tværs af skiftende 

redaktioner. 

DEN CIVILE VERDEN 

BANKER PÅ 

At beskæftige sig med verden 

uden for det militære system falder 

formelt uden for KENTAURs 

arbejdsområde. Det er sket mange 

gange, at ministre og andre politikere 

er blevet citeret for initiativer i 

relation til Forsvaret, men Totalforsvaret 

og politikernes og deres partiers 

holdninger har været overladt 

til andre medier. 

I nr. 3/62 kom vistnok for første 

gang en artikel, der var skrevet af 

en rigtig civilist, kontorchef i Sekretariatet 

for Civilt Beredskab og 

den senere radikale arbejdsminister, 

Lauge Dahlgaard. Artiklen hed 

”Samfund og beredskab” og handlede 

om planlægningen af det civile 

beredskab op til en krigssituation. 

Artiklen var yderst aktuel pga. Berlinkrisen 

året før, men var et helt 

nyt emneområde: Krigen og den 

civile verden blev hermed introduceret 

i bladet. Artiklen var en 

opfølgning på introduktion af Civilforsvaret 

i et par tidligere artikler 

fra henholdsvis 1959 (Samarbejde 

mellem CF og Hæren i nr. 1/59) og 

1960 (Samarbejde mellem Forsvar 

og Civilforsvar i nr. 4/60). 

KENTAUR har i øvrigt i årenes løb 

bragt en række artikler om militær 

assistance til det civile Danmark, 

primært gennem Beredskabsstyrelsen 

(tidligere CF) samt 

om anden militær-civil kontakt. Et 

godt eksempel var seniorsergent 

N.M. Christensens indlæg i nr. 

21


5/01 om fyrværkeriulykken i Kolding 

d. 3. november 2004, hvor to 

bjærgningsvogne fra Oksbøl deltog 

i oprydningsprocessen på fabriksområdet, 

hvor der stadigvæk var 

småbrande. Aktionen var farlig pga. 

den fortsatte mulighed for sprængstoffer 

i området, hvorfor arbejdet 

måtte foregå med lukkede 

luger. Fotooptagelser fra vognene 

blev siden vist i TV og aftvang stor 

respekt for indsatsen. 

I forbindelse med dette afsnit bør 

også nævnes, at KENTAUR i nr. 

1/59 bragte et stort referat af general 

Erik Kraghs indlæg i officersforeningen 

fra d. 30. januar 1959, 

hvori såvel statsministeren som 

repræsentanter for de politiske partier 

deltog. Hans emne var: ”Vort 

forsvar i militær belysning,” og 

pointen var en dyb beklagelse over 

de seneste års reduktioner i det 

danske forsvar. Følgen var, at svage 

danske styrker nu kunne blive 

udsat for kupagtige og hurtigt gennemførte 

angreb, hvorved vore allierede 

trods al god vilje ikke havde 

mulighed for at komme til hjælp. Vi 

kender i dag ikke politikernes reaktioner 

på mødet, men vi ved, at der 

nu lød en forstærket kritik ”indefra” 

systemet mod redaktionen, fordi 

man fandt, at bladet bragte uvedkommende 

emner! 

Januar 1966 bragte en nyskabelse: 

KENTAUR fik herefter to ledere 

02 1993 STRIX MT granat 

i hvert nummer, idet en fremtrædende 

officer fra hær eller Hjemmeværn 

eller en sjælden gang en 

politiker indledte bladet med en 

aktuel artikel, og først derefter kom 

bladets faste leder. Generalmajor 

Aage Jansen fik æren af at være 

den første bidragyder med sin artikel 

”Fremad-blik.” 

Ideen med at bringe et sådant 

fremmed og ofte endog provokerende 

indlæg først i bladet var en 

rigtig god metode til at imødegå 

datidens nævnte kritik mod bladet. 

Man kunne nu nøjes med en mere 

”neutral” leder og alligevel bringe 

et aktuelt blad. 

I nr. 4/68 var det for eksempel den 

konservative forsvarsminister Erik 

Ninn Hansen, der apropos den sovjetiske 

indrykning i Tjekkoslovakiet 

i marts, der medførte forhøjet 

beredskab herhjemme, fastslog, 

at 9. april var historie, og ”vi vil gå 

imod ethvert angreb.” 

Bladets egen leder skrev under 

overskriften ”Du puslingeland…”: 

”det var en opmuntring at se den 

selvfølgelighed, hvormed man fra 

politisk hold regnede med vor tilstedeværelse, 

og det var med en 

vis tilfredshed, at vi hine dage tog 

døgnlange vagter, som det altid vil 

være, når man konstaterer værdien 

af mange års arbejde. Vi var rede!” 

INFANTERIET BANKER PÅ 

Som det også fremgår andetsteds i 

dette skrift, ville debatten om samarbejde 

mellem infanteri og panser 

efter Forsvarsaftalen i 1960 ingen 

ende tage. 

Panserskytteeskadronernes nedlæggelse 

i 1962 af strategiske som 

økonomiske grunde, og som blev 

taktisk dybt begrædt af panservåbnet, 

havde absolut ikke gjort et 

samarbejde lettere. 

I oktober 1963 fremkom så i medfør 

af den ulykkelige situation et 

stille forslag i KENTAURs bestyrelse 

om at række en hånd ud til 

infanteristerne, der angiveligt i årevis 

selv forgæves havde forsøgt at 

få et blad på markedet. Det lå dog 

fast, at panservåbnet altid skulle 

sikres ledelsen af bladet. Samtidig 

med optagelsen af artikler 

om infanteri ville man så indsætte 

et nyt navn, ”Kampenhedens 

blad” på forsiden af KENTAUR. D. 

6. marts 1964 blev der dernæst 

afholdt et ”tværfagligt” møde på 

Kastellet om et muligt formaliseret 

samarbejde fra nr. 3/64. 

En væsentlig person bag ”nyordningen” 

var chefen for Livgarden, 

oberst C.G.U. Grüner, som tidligere 

havde været chef for den jyske 

dækningsbrigade. Redaktionen 

kendte oberstens positive indstilling 

til panservåbnet og bad ham 

derfor i en leder i nr. 3/62 om at 

lukke døren op for de nye, militære 

realiteter, og hans artikel blev en af 

ikonerne i KENTAUR. 

Uddrag: ”Lad os slå fast, at den 

moderne kamp føres med ilden 

– specielt med ilden fra de tunge 

våben. Der findes endnu infanteriførere, 

der ikke forstår dette forhold, 

hvilket vil kunne få skæbnesvangre 

konsekvenser for deres 

enheder… Kun panservåbnets panserskytter 

– garnisoneret side om 

side med kampvognene og ført af 

panservåbnets officerer, der før 

roterede mellem panser- og panserskytteeskadroner, 

og som kender 

de indbyrdes forhold til bunds, 

mestrer denne opgave. Det er 

efter min opfattelse ønsketænkning 

at antage, at de givne muligheder 

for samarbejde vil medføre, 

at infanterienheder i de nærmeste 

år fremover kan give panseret den 

fornødne fodfolksnærsikring under 

kamp. Langt hellere bør dette intime 

detailsamarbejde sikres ved 

bibeholdelse af panserskytterne… 

medens vægten i samarbejdet mellem 

panser og infanteri bør lægges 

på det rent taktiske samarbejde, 

dels mellem infanteribataljon/pansereskadron, 

dels på brigadereserven 

bestående af panserbataljon(-) 

forøget med et eller flere forstærkede 

infanterikompagnier. 

Opnås sikkerhed i dette samarbejde, 

er meget vundet. Senere, når 

de pansrede mandskabsvogne tilgår 

infanteriet, kan man muligvis 

med udbytte føre samarbejdet længere 

ned. 

… Sidst men afgørende for opnåelsen 

af det ønskede mål er dog 

fortsættelsen af det frugtbare og 

loyale samarbejde mellem panservåbnets 

og infanteriets officerer, 

der allerede har fundet sted ikke 

22

mindst i de stående brigader. Gennem 

fælles øvelser og kurser vil 

meget kunne opnås, men bedst af 

alt ville være, hvis de pågældende 

officerer kunne følge den daglige 

uddannelse ved det andet våben 

gennem en passende tid…” 

Det skal bemærkes, at obersten, 

udover fortsat at ønske panserskytter 

indsat til nærsikring af kampvognsenheder, 

ligeledes ønskede 

panserskytteeskadronerne genoprettet 

for at give såvel panserbataljonen 

som brigaden større smidighed! 

Men slaget om panserskytterne 

var tabt. Livgarden måtte stå 

klar til at rykke ud! 

Der debatteredes i starten af 

60’erne ”prøvende” med det nye 

tidsskrift, INFANTERINYT, der blev 

udgivet af Generalinspektøren for 

Infanteriet, og med nr. 2/62 introduceres 

så ”Årets artikel”. Den første 

er skrevet af kaptajn N.K. Nørgaard, 

Hærens Officersskole, og 

handlede – måske ikke helt uventet 

– om et nyt syn på en gammel traver:” 

Samarbejdet mellem kampvogne 

og infanteri.” 

Endelig skal nævnes oberstløjtnant 

Tillisch, der i et centralt og til 

dels polemisk indlæg i KENTAUR 

skarr igennem den årelange debat 

og henviste til, at det i udvigende 

kamp nu engang er tvingende nødvendigt 

at sprede brigadens panserenheder 

ud til de nye centrale 

infanterienheder – hvad enten de 

vil det eller ej! Den afgørende taktiske 

artikel om dette emne kom 

allerede i nr. 2/61 og var skrevet af 

kaptajn N.K. Nørgaard. 

Medio 1964 var kun ca. 10 % af 

det forventede, nye materiel (dog 

ikke MG 62) ankommet ifølge KEN- 

TAUR. PMV’er og alle specialvogne 

+ tilbehør savnedes overalt. F.G. 

Tillisch var også her den centrale 

kritiker af såvel forsinkelserne som 

den efterfølgende distribution af 

materiellet til de ventende enheder. 

Uden materiel stod den danske 

hær magtesløs. 

Nr. 1/65 er et markant nummer, 

idet der var kommet en M113 på 

forsiden. PMV’erne var omsider 

Ny PMW M113 på forsiden 


ved at ankomme, og fodfolket, 

der i 1960 opnåede betegnelsen 

”infanteri” pga. en 100 % gennemført 

motorisering, var i den anledning 

på vej mod en ny betegnelse 

”panserinfanteri” – ikke at forveksle 

med ”panserskytter”. Repræsentanter 

for infanteriet blev optaget 

i redaktionen, og en lang artikel 

om den forventede udvikling 

af panserinfanteri i Danmark blev 

bragt. Herunder nævntes karakteristisk 

nok, hvorledes det ville være 

ønskeligt at få en enkelt PMV udrustet 

med 20 mm maskinkanon i 

hvert kompagni og meget gerne en 

Kanonenjagdpanzer som tungt panserværn 

ligesom i Bundeswehr. 

I de følgende numre blev tråden 

med panserinfanteriet taget op. 

Artilleriet havde i juni modtaget 

M109 som selvkørende artilleri, og 

forfatterne mente, at dette samt 

panserinfanteri og pansertropper 

burde slås sammen i ny ”våbenart”: 

Hærens Kampvåben. 

TROPPEPLAN 70 

Allerede i 1/64 havde KENTAUR 

bragt en tysk artikel om infanteriets 

fremtid og om dets understøttelse 

med panserværn (bælter) og 

letpansrede kampkøretøjer (med 

maskinkanon). Artiklens konklusion 

var, at et billigt infanteri uden den 

nødvendige kampværdi er det dyreste 

i anvendelse, fordi det ikke kan 

løse sin opgave. Artiklen fortsattes 

i næste nr. med indlæg om brigadens 

organisation og fremtid. 

Var indførelsen af PMV M113 en 

stor kamel at sluge for KENTAUR, 

krævede Troppeplan 70 (eller Brigade 

70) en endnu bedre synkefunktion! 

Forsvarsministeriet besluttede 

i november 1966 at enkadrere 

Hæren i seks panserinfanteri-brigader 

mod tidligere tre, men med 

reduceret bemanding i den stående 

styrke. 

I følgende nummer af bladet introduceredes 

”Brigade 70”, sammensmeltningen 

af panser og infanteri 

af chefen for hæren, generalløjtnant 

Valdemar Jacobsen. I hver 

panserinfanteribataljon skulle herefter 

indgå én kampvognseskadron, 

og en panserbataljon skulle samtidig 

reduceres fra 40 til 20 kampvogne. 

Målet var, at forøge panserinfanteribataljonens 

ildkraft, men 

dette reducerede altså samtidig 

panserbataljonens slagkraft alvorligt. 

KENTAUR så det nu som sin opgave 

i den kommende tid at mane til 

psykisk samarbejde våbenarterne 

imellem og bragte derfor i en periode 

alene stof fra skolerne. Oberstløjtnant 

J. Petersen (Infanteriskolen) 

skrev i forlængelse heraf en 

central artikel: ”Integration, debat, 

taktik.” Alligevel gik debatten over 

hele to år med argumenter for og 

imod sammenblandingen af enheder 

med forskellige karakteristika. 

Meget efteruddannelse ventede, 

og intet var sket med de professionelle 

soldaters forhold de seneste 

10 år, heller ikke under Troppeplan 

70! 

Skabelsen af kamptropperne var 

lang og sej. 

KENTAUR frygtede en overgang 

alle regimenterne (afskaffet 1842 

genindført 1951) afskaffet til fordel 

for bataljonerne. Endelig frygtede 

flere skribenter, afslutningsvis bl.a. 

J. Dalby i nr. 2/77, at NATO ønskede 

os ud pga. de nye nedskæringer 

i budgettet. 

I 1981 (omtalt i nr. 1-3/81 og 1/82) 

gennemførtes en ny forsvarsordning 

med en reduktion af den ståede 

styrke. KENTAUR tog nu hul 

23


Kentaur 

gennem 

tiden



65. ÅRGANG 

PRIS 40 KR. 



65. ÅRGANG 

PRIS 40 KR. 

Side 14 • Makkersikkerhed. En døgnflue, nytænkning eller bare et pædagogisk flip? 

Side 5 • Det skal være attraktivt at være operativ 

Side 24 • HBU revision 

Sidste nummer af Kentaur


på debatten om følgerne for den 

bestående Troppeplan 70 allerede 

i 4/80 og i følgende nr. om et lettere, 

panserværnsbaseret forsvar? 

Rent taktisk var der siden 1976 

foregået en debat om kampmåden 

”forsvar” – om blokering og områdeforsvar. 

NYE KAMPKØRETØJER 

LEOPARD 1 

Baggrunden for starten af KEN- 

TAUR i 1953-54 var indførelsen 

af kampvognssystem Centurion. 

Som det fremgik af en artikel i nr. 

4/18, skete indførelsen af den nye 

kampvogn i Hæren ca. ½ år efter 

den første artikel i Jyllands-Posten 

om amerikanernes gave. Idégruppen 

(redaktionen) så en væsentlig 

rolle for en militær publikation for 

panservåbnet som en slags ”reglement” 

på en række helt nye områder, 

og deri så de ganske rigtigt! 

Behovet var der, læselysten var 

stor, og der gik en årrække inden 

(udkast til) rigtige reglementer lå 

ude ved enhederne – uden tvivl 

inspireret af de mange artikler. 

Helt anderledes gik det, da en ny 

kampvogn skulle indføres i slutningen 

af 1960’erne. 

I nr. 3/64 og 4/64 rumler det for 

første gang med, at Danmark snart 

skulle have nye kampvogne. KEN- 

TAUR bragte en artikel af den 

berømte amerikanske panserskribent 

Robert J. Icks, der indeholdt 

en sammenligning af de nye vestlige, 

middeltunge kampvogne: Chieftain, 

Standardpanzer (leopard), 

AMX 30, Stridsvagn-S og M60, og 

artiklen fulgtes op i nr. 4/64 med 

betragtninger om ”Nye kampvogn 

til hæren”. 

Først to år senere i nr. 4/66 blev 

det for første gang nævnt, at man 

ville gå i gang med at studere 

markedet for en ny, dansk kampvognsanskaffelse. 

Det blev gentaget 

i nr. 1/67, men heri blev ønsket 

om indførelse af panserjagere som 

hos Bundeswehr sammen med en 

ny kampvogn atter fremsat. 

I nr. 2/67 talte major M. Wester på 

manges vegne, da han slog et slag 

for Chieftain som Centurions efterfølger. 

Men i nr. 2/68 var major 

M.C. Thygesen omsider klar og 

behandlede spørgsmålet i en grundig 

artikel: ”Skal vi have nye kampvogne? 

MBT 70, Stridsvagn S, 

Chieftain, Leo 1, AMX 30?” 

I samme nr. og i nr. 3/68 skabtes 

dog alligevel mudder i vandene med 

en introduktion af den utraditionelle 

amerikanske M 551 Sheridan med 

kanon/raketstyr. Og sandelig: i nr. 

1/71 kom M60a1, M60a1e2, Scorpion, 

og Vickers trillende – og således 

havde hele ti vogne været til præsentation 

I bladet! 

I nr. 4/74 kunne KENTAUR så meddele: 

Valget er truffet! LEO 1a3 er 

på vej! Dernæst fulgte i årenes løb 

allehånde artikler om teknik, uddannelse 

og anvendelse af denne fine 

bil, som alle (efterhånden) blev glade 

for – og vel at mærke ikke så 

noget realistisk alternativ til. 

LEO 1A3 på vej til Hæren 


LEOPARD 2 

23 år senere i nr. 3/97 berettedes, 

at 51 stk. brugte, tyske LEO 2a4 

var bestilt efter sammenlignende 

studier af den og af den amerikanske 

M1a1 Abrams. 

I november 1998 var det dernæst 

på det nærmeste tys-tys, da nøglerne 

til den første, brugte Leopard 

2 blev overdraget til chefen 

for Hærens Kampskole. Kaptajn 

C.H. Johansen skrev i nr. 5/98 om 

indkøb og om uddannelse af danske 

besætninger i Tyskland. Han 

fortalte nærmere om udviklingsplanerne 

på typen, der frem til 2004 

skulle modificeres til 2a5 standard. 

Vognen samt supplerende logistik 

og ammunition var planlagt til 

brug for Den Internationale Brigade 

(DIB). 

Major Erling Gehlert kunne allerede 

i nr. 3/99 opgøre erfaringerne efter 

det første års brug af LEO 2. Der 

måtte allerede nu tænkes fremtid, 

og hans frygt var, at vognen kunne 

rammes af besparelser og dermed 

– som før set – en reduceret opgradering: 

en ”2a4 plus” eller en ”2a5 

minus”. 

51 brugte LEO 2A4 er nu bestilt 


Så kom 11. september 2001, og 

snart var intet som før – heller ikke 

i den danske militære planlægning. 

DE ANDRE 

Tilsvarende var der en kort introduktion 

i nr. 2/98, hvor en notits 

nævnte, at forsvaret havde skrevet 

kontrakt med MOWAG om anskaffelse 

af to stk. Piranha 8x8 med 

option på yderligere 20 stk. til DIB. 

Anskaffelserne skete efter en kravspecifikation 

og udvælgelsesproces 

ultimo 1997. Denne blev efterfølgende 

i nr. 5/98 beskrevet af 

major Terp-Petersen, som gav en 

sjælden set detaljeret indsigt i en 

dansk modificeringsproces. Valget 

stod mellem den tyske Fuchs, 

den finske SISU og den schweiziske 

PIRANHA III – alle hjulkøretøjer, 

anbefalet allerede 1994 i delkoncept 

ved fredsstøttende operationer 

(lange afstande, mindre støj, 

mere komfort). 

26

EJECT THE PAST 

CHAMBER THE 

FUTURE 

CASING AVAILABLE IN 

MULTIPLE COLORS 

REDUCES WEAPON 

SIGNATURE 

WEIGHS 30% LESS 

100% RECYCLABLE 

COLOR CODE POLYMER TO MATCH 

PROJECTILE TYPE AND LOW SIGNA- 

TURE REQUIREMENTS. 

WEAPON REMAINS COOLER. PROVI- 

DES SUBSTANTIAL FLASH REDUCTION. 

EASY TO CARRY AND CONSIDE- 

RABLY LIGHTER THAN BRASS. 

LOW-IMPACT ON THE 

ENVIRONMENT. 

WWW.PTDEFENCE.COM 

PROVIDING 

TACTICAL 

SOLUTIONS


Kaptajn S.L. Laursen meldte sig i 

nr. 4/98 med sit ønske om en snarlig 

indførelse af et infanterikampkøretøj 

som den vesttyske Marder, 

der efterhånden havde 22 års 

tjeneste og erfaringer på bagen. 

Med en 20 eller 30 mm maskinkanon 

ville et sådant køretøj give 

infanteriet en i Danmark hidtil uset 

mobilitet og kampkraft som opsiddet 

enhed, og kun i uoverskueligt 

terræn, samt under angreb og stillingsopbygning 

af forskellig art ville 

soldaten skulle sidde af og kæmpe 

til fods. Anskaffelsen af de schweiziske 

mandskabsvogne med deres 

hurtighed og lange rækkevidde var 

ikke noget alternativ til et IKK. 

I nr. 3/99 anså man så for første 

gang IKK som et potentielt kommende 

infanterikampkøretøj i den 

danske hær. Det skete i forbindelse 

med en gennemgang af den norske 

udvælgelsesproces og efterfølgende 

indførelse af 76 stk. af den 

svenske CV 9030N. 

Selve køretøjet havde i øvrigt været 

omtalt i KENTAUR så tidligt som 

i nr. 3/71. I nr. 1/90 fulgte så den 

britiske Warrior, og som tidligere 

nævnt havde den tyske Marder 

været på banen i nr. 4/98. Det danske 

valg faldt på det ældste og dyreste 

køretøj – fra vort broderland. 

Infanterikampkøretøj CV90 

indføres KENTAUR 03 1999 

IKK CV 9040B blev grundigt og 

begejstret introduceret endnu før 

udvælgelsen af oversergent M.N. 

01 1958 Isenkræmmer Holstebro 

Hirtius i nr. 4/2004. Forinden havde 

flere artikler beskrevet panserøvelser 

i Sverige og erfaringerne med 

den svenske udgave. Den endelige 

introduktion – tilmed i en taktisk 

sammenhæng – kom i nr. 2/09. 

I starten af 1970’erne (nr. 2-3/73 

og 1/74) bragtes ligeledes de første 

planer om ombygning af M113 

og M41 ved dansk eller tysk industri. 

Alternativet var nyt materiel 

og ny organisation til opklaringseskadronerne, 

som stadigvæk skulle 

benyttes herhjemme: Scorpionfamilien 

og Luchs blev fremhævet, 

men sammenblanding af panser og 

hjul ansås for uheldig. Kritikken af 

M113-systemet fra 1962 blev genoptaget 

i nr. 1/75 under henvisning 

til den fortsatte udenlandske udvikling, 

men det endte med, at i alt 

596 stk. M113 skulle opgraderes. 

De nye MICV (Mechanized Infantry 

Combat Vehicle) introduceredes 

som nødvendige for opklaringsenhedernes 

nye opgaver under forsvarskamp. 

I nr. 3/90, 5/93 og 

2/94 blev den nye, danskudviklede 

PMK (Pansret maskinkanon) introduceret 

i KENTAUR. 

INFANTERI NOK ENGANG 

I KENTAUR nr. 1/98, 2/98 og 4/98 

åbnedes i en række indlæg en 

ny central debat om en ”glemt” 

våbenart: Infanteriet. 

Det centrale indlæg var delvis amerikansk 

inspireret og kom fra to 

majorer i Livgarden J. Hjortshøj 

og K. Meyer: Don’t fight the setting… 

Infanteriet blev alt for ringe 

behandlet i bladet i forhold til 

de tunge enheder på trods af, at 

det var kamppladsens vigtigste 

element. Som oberstløjtnant Ralf 

Peters, US-ARMY, havde skrevet 

i: The future of Armored Warfare: 

”Man kan lære langt mere af krigen 

i Tjetjenien end af den i Irak! Vi 

må uddanne og udruste vore styrker 

i forhold til fremtidens krigsmiljøer. 

Fjenden planlægger ikke sine 

krige, så de passer til vore våben. 

Vi må planlægge vore våben, så de 

kan bekæmpe ham hvor, hvornår 

og hvorledes han angriber. Bykamp 

er eksempelvis ikke mulig med 

panser”. 

Bykamp og samvirket mellem infanteri 

og panser var i øvrigt noget, der 

var blevet muligt at træne i Oksbøl, 

da kulissebyen Brikby stod færdig 

i december 2005, men allerede fra 

1992 blev der skrevet rigtig meget 

om bykamp i KENTAUR. 

I nr. 2/00 kom således et stort tillæg 

om bataljonens kamp i by, og 

det fik opfølgning i de næste numre 

bl.a. en artikel om Hjemmeværnets 

støtte til bataljonen under 

bykamp, men også en ny artikel fra 

ingeniørofficererne D. Steemann 

Hansens og B. Petersen: ”Der er 

noget i vejen” i nr. 3/00, som med 

udgangspunkt i et historisk eksempel 

fra Stalingrad i efteråret 1942 

beskrev, hvorledes ingeniørtropper 

kunne/burde anvendes ved effektiv 

bykamp. Det er meget sjældent, 

man har set panseringeniører ytre 

sig i bladet, derfor bør den nævnes 

blandt alle de andre. 

Oberst J.K. Hee, chef for Hærens 

Kampskole, fulgte op på ”Den 

glemte våbenart” i sin leder i nr. 

2/98 ”Infanteristen”, hvor han slog 

kraftigt på det ønskelige i debat 

28

om organisation hos de operative 

enheder og tilsvarende ny bevæbning 

samt øget kampeksercits på 

forskellige niveauer. 

Hee blev taget på ordet i lige så 

kendte artikler som ovennævnte: 

kaptajn P.C. Jensen: Gruppeførerens 

huskebog i nr. 1/99 og 

den allerede omtalte S.L. Laursen: 

Infanterigruppen stormer i nr. 

2/99. Heri fokuseredes på gruppeførerens 

mange og ofte samtidige 

opgaver i felten og gruppens vitale 

funktioner under angreb. Var vore 

soldater godt nok uddannede til at 

klare de mange udfordringer? Laursen 

slår ligesom Hee i sin leder på 

kompagnichefernes ledelses- og 

uddannelsesansvar. 

HJEMMEVÆRNET 

Hjemmeværnets indlæg i KEN- 

TAUR har været specielle, idet de 

i modsætning til indlæg om stort 

set alle andre emner – bortset fra 

udviklingen under den første redaktion 

– i et eller andet omfang syntes 

at være strukturerede fra skribenternes 

side. 

Værnet dukkede frem i bladet allerede 

i nr. 3/56, da den myreflittige 

oberstløjtnant J. Müller startede 

med et par aktuelle artikler 

om panserbekæmpelse og hjemmeværn. 

Men otte år senere havde 

han tre centrale artikler i henholdsvis 

nr. 3/64, 2/66 og 3/66. 

Her beskæftigede Müller sig først 

med emnet: Modstand og Samvirket 

herunder mellem Hær og Hjemmeværn. 

Hjemmeværnets centrale opgaver i 

en defensiv fase er: 

–– 

at skaffe oplysninger, skaffe tid, 

yde indsats og alliere sig med 

terrænet 

–– 

at opnå en fremkaldt maksimal 

forsinkelse på en vigtig og/ 

eller farlig fremrykkeakse, så det 

koster fjenden tid. 

I nr. 2/66 vendte Müller så rundt 

og skrev en lignende, spændende 

artikel om: Samvirket ved Offensiv 

Kamp. 

Her beskrev han Hjemmeværnets 

opgave ved under en fjendtlig landsætning 

at etablere en overvågningslinje, 

hvormed man skulle forsøge 

at indkredse landsætningsstedet. 

Egne fremrykkende hærenheder 

skulle tage kontakt med 

HJV-kompagnierne, der fortsatte 

deres overvågning. Hjemmeværnet 

kunne bidrage med oplysninger, 

vejvisning, bevogtning af krigsfanger, 

sikrings- og evt. vildledningsopgaver 

m.m. 

Endelig i nr. 3/66 fulgte Müller op 

med artiklen: ”Indøvelse af Samvirke 

mellem Hær- og Hjemmeværnsenheder” 

og beklagede, at hjemmeværnsmandens 

24 timers årlige 

pligttjeneste ikke rækker til de 

mange øvelser med Hæren. Løsningen 

kunne være ved samvirkeøvelser 

at supplere de fremmødte 

halvtomme hjemmeværnskompagnier 

med Hærens rekrutter og således 

nå op på realistiske styrketal til 

løsningen af de planlagte uddannelsesopgaver. 

Generalmajor O.C. Permin, Hjemmeværnets 

chef, skrev lederen i nr. 

4/65 og fastslog sit værns vigtighed 

ved at tredele Hærens kamptropper 

i panser, infanteri og hjemmeværn. 

I modsætning til de to 

førstnævnte våben, der optræder 

mobilt i forhold til fjenden, vil det 

tredje våben – hjemmeværnsenhederne 

– altid være og forblive i 

operationsområdet under kamp på 

dansk grund. 

I marts 1981 indtrådte ”Hærhjemmeværnet” 

så med en medarbejder 

i KENTAURs redaktion, efter 

bladet i en længere årrække havde 

haft en fast reporter ved Hjemmeværnsskolen 

i Nymindegab. 

Endelig skal nævnes Permins senere 

efterfølger, generalmajor Ulf 

Scheibye, der i 5/99 skrev en artikel 

om ”fremtidens hjemmeværn”. 

Med forsvarsaftalen i 2000 havde 

Hjemmeværnet overtaget en del 

af Hærens opgaver. Værnet skulle 

opstille en styrke på op til 3000 

mand, og Hæren havde prioriteret 

følgende ”kapaciteter”, som Hjemmeværnet 

burde råde over: 

–– 

Bevogtningskompagnier/-delinger, 

–– 

motoriserede overvågningsdelinger, 

–– 

dele af stabe og stabskompagnier, 

Missionen i Afghanistan omtales 

for første gang i KENTAUR 05 

2005 

–– 

dele af ingeniørenheder, herunder 

ammunitionsrydning, 

–– 

udrykkekompagnier, 

–– 

middeltunge mortersektioner, 

–– 

trafikkontorer, 

–– 

dele af regionalfaglige installationer. 

Det var nu op til generalens folk at 

forhandle mulige enheder og deres 

uddannelse, udrustning, depoter 

mm på plads! 

HÆRENS OPGAVER 

Et sidste, meget konkret debatindlæg 

i nr. 2/98 af en hjemmeværnsmand 

skal nævnes: Løjtnant Claus 

Espeholt: Finskytter og snigskytter. 

”Man kan lige så godt tage skridtet 

fuldt ud og uddanne snigskytter, 

som har bredere anvendelse end 

finskytter, idet snigskytterne er 

trænet til – enkeltvis eller parvis at 

operere i lang tid i fjendtlig område 

med henblik på at observere og 

bekæmpe fjendtlige styrker!” 

Der gik få år, så havde Hæren taget 

skridtet. April-maj 2006 blev de første 

fem mand uddannet med henblik 

på udsendelse i international 

tjeneste som omtalt i KENTAUR nr. 

5/06. Ti år senere gør oversergent 

Hans Lundsgaard status i nr. 3/16. 

Apropos lokalforsvar og Hjemme- 

29


værnets ringe fremmøde: Hærens 

krigsstyrke bestod under den kolde 

krig i vid udstrækning af mobiliseringsstyrker 

(der forsvandt endeligt 

i 2005), men det var yderst sjældent 

denne meget store del af forsvaret 

fandt vej til KENTAURs spalter. 

En undtagelse er major Bo Hagstens 

artikel i nr. 5/90, hvor han 

gav en barsk vurdering af forløbet 

under en mønstring af en kampvognseskadron. 

Det væsentligste 

punkt var, at det havde været 

yderst problematisk at gennemføre 

mønstringen pga. mangel på faglig 

støtte og på mekanikere på såvel 

skyts som elektroniksiden. Nogle 

mønstrede fagpersoner var endog 

ikke uddannede på Leopard. Enkelte 

kampvogne kunne simpelthen 

ikke gennemføre væsentlige dele 

af mønstringen. Skulle moralen 

holdes oppe ved fremtidige mønstringer 

af kampvognseskadroner, 

skulle de faglige tjenester være på 

plads! 

I INTERNATIONAL TJENESTE 

Første gang KENTAUR skriver lidt 

dybdegående om danske soldater i 

FN-tjeneste var i 1963. 

Mange år senere, i juni 1994 (nr. 

3/94) skrev kaptajn K.K. Madsen 

om det, der adskilte os fra alle 

andre FN-kontingenters deltagelse 

i krigen på Balkan: De danske leoparder 

– og deres trælse vej gennem 

politik og bureaukrati til Tuzla 

i Bosnien, om besætningernes 

uddannelse og mangeartede indsats. 

Endelig optrådte premierløjtnant 

C. Lygum i nr. 4/95 med en 

artikel om Hærens håndtering af 

flygtningestrømme i operationsområder. 

Det er reelt de to første artikel, 

der er fundet om Hærens operationer 

”sydpå.” 

03 1955 Georg Jensen 

Året efter bragte KENATUR en 

række artikler om de danske soldater 

og deres iagttagelser under 

kampene på Balkan. Der bragtes 

en artikel om det danske engagement 

i Baltikum og Polen samt 

endelig et indlæg om vores deltagelse 

med en opklaringsenhed i 

en NATO-øvelse i Tyrkiet. Med en 

række numre disse to år (1995- 

96) blev der således sat fokus på 

den danske hærs internationale 

opgaver. I nr. 2/02 fik vi en grundig 

beskrivelse af det danske træningsteam 

i Litauen, hvor danske officerer 

og befalingsmænd støttede 

uddannelsen af den første panserinfanteribataljon, 

man havde opstillet 

og udrustet med materiel fra 

Sverige og NATO-lande. 

I nr. 1/00 bragte oberst T.Aa. Lund 

en lille oversigtsartikel om vort sidste 

operationsområde på Balkan: 

Om den danske bataljon, som blev 

udsendt i sommeren 1999, og 

dens opgaver i Kosovo. I modsætning 

til situationen i Bosnien spåede 

obersten, at kosovomissionen 

ville blive langvarig, idet man foruden 

egentlige militære opgaver 

og sikring af nødhjælpsforsyningen 

også havde egentlige politiopgaver 

at varetage på grænserne mellem 

de forskellige befolkningsgrupper, 

der nærede en dyb mistillid til hinanden. 

Sebastian Mernild, kaptajn af 

reserven og internationalt kendt 

klimaforsker, skrev i nr. 5/02 en 

spændende artikel ”Tanker fra 

Tyrkerborgen,”om den danske 

bataljons CIMIC (civilian-militarycooperation) 

projekter i Kosovo, 

hvor han gjorde tjeneste på Hold 6. 

Projekterne, som han på de danske 

styrkers vegne søgte at initiere lå 

indenfor: 

–– 

Forbedringer af den lokale infrastruktur, 

–– 

vej-, vand- og elektricitetsprojekter, 

samt 

–– 

sociale projekter, herunder, reparation 

af huse, nybygninger, genhusning 

af personer samt forskellige 

former for arbejde med 

demokratiseringsprocesser. 

Ideen med alle disse tiltag skulle – 

som en alternativ militær indsats – 

være at skabe stabilitet i området. 

I nr. 1/04 kom en central artikel fra 

Irak-missionen, der handlede om 

eskortesektionen ved DANCON 

(Danish Contingent). Den blev skrevet 

af oversergent L.S. Jørgensen, 

der deltog på Hold 1 og 2. Eskortekørslerne 

foregik under højt trusselsniveau 

i fire åbne og upansrede 

GD’er (Mercedes terrænkøretøj) 

med tre mand i hver vogn. Vognene 

blev kraftigt brugermodificeret 

på stedet, bl.a. med engelsk hjælp, 

så to maskingeværskytter og en 

kører kunne orientere sig både 

fremad og bagud under kørslen. 

Opgaverne kunne vare fra timer til 

hele dage, og kolonnerne, der skulle 

eskorteres, kunne være på op til en 

snes køretøjer, der alle skulle være 

rede til at ændre rute, hvis de blev 

udsat for et angreb. Tungeste vogn 

kørte forrest. Den kunne evt. flytte 

vejspærringer. Dernæst kom de 

lettere og hurtigere køretøjer med 

en given indbyrdes afstand. Procedurer, 

afstande og øvrige forhold 

i forbindelse med uventede situationer, 

herunder egentlige angreb 

eller sprængninger, stod alle på sektionens 

arbejdsseddel, og Jørgensen 

brugte udtrykket ”Train as you 

fight”, for der var intet reglement 

for eskortetjeneste. Først i nr. 3/05 

kom en artikel om en standardombygning 

af GD’en til ”spejder”- og 

eskortebrug: GD 240 BESK. 

Afghanistan synes at blive introduceret 

i 5/05 i forbindelse med 

seniorsergent S.K. Vejes artikel 

om trafikale problemer i området 

omkring byen Feyzabad, der ligger 

i et ufremkommeligt bjerg/ørkenområde. 

Konklusionen på hans artikel 

var, at kørsel var for farlig for 

danske soldater i militære køretøjer 

så som Landcruisers og GD’er, 

samt at Kampskolen planlagde et 

samarbejde med producenten af 

Mercedes om udstyr og træning 

til kørsel i vanskeligt bjergterræn 

og sne for at forøge sikkerheden 

under patruljering i området. 

Major Erling Gehlert har i nr. 3/06 

en væsentlig artikel om Afghanistans 

største forbandelse: Vejside- 

30

Mindestenen kom til Danmark fra Camp Bastion i 2014 som et minde om de faldne i Helman. 

Stenen blev genindviet ved en parade i Oksbøl 22. Oktober 2014 i overværelse af de pårørende der havde mistet en 

soldat, hvis navn var blevet skrevet på mindestenen. Blandt øvrige gæster var f.eks. Forsvarminister N. Wammen og 

Forsvarschef General P. Bartram 

Seneste tiltag er den flotte glas-overbygning der effektivt beskytter stenen mod det sydvestjyske vejrlig. Foto: HKIC 

bomberne eller IED’er (Improvised 

Explosive Devise). Denne artikel 

fulgtes i de kommende år op af en 

lang række tilsvarende. 

Der var i realiteten meget lidt effektiv 

beskyttelse at ty til: 

Det mest effektive var at vinde 

”hearts and minds” hos den lokale 

befolkning samt ved human intelligence 

at få informationer og tips 

om mulige vejsidebomber. 

Så var der teknikken: Bedre minebeskyttede 

køretøjer som f.eks 

Eagle IV samt tillægspanser i det 

omfang, de enkelte køretøjer kunne 

bære dette. 

Problemet var også dynamisk, idet 

bomberne inkl. tændmekanismer 

og deres placeringer hele tiden 

ændrede sig efterhånden som 

bekæmpelsen gav succes. 

I nr. 5/10 kom endelig en artikel om 

noget, der virkede! Danmark leasede/lånte 

40 stk. Cougar 6x6 MRAP 

(Mine Resistant Ambush-Protected 

Patrol Vehicle), en terrængående, 

pansret mandskabstransporter med 

en høj frigang, der først og fremmest 

beskyttede personellet, men 

ligeledes var let at reparere selv 

ved større skader. 

Den første af en række beretninger 

fra Helman kom i KENTAUR 

nr. 4/07. Det var oberstløjtnant J. 

Grünbergers ”Erfaringer fra Helman 

forår og sommer 2007”, som 

dækkede den periode, hvor han var 

bataljonschef på DANCON hold 3, 

der var en sammensat enhed med 

repræsentanter fra alle landets regimenter 

og endog fra de to andre 

værn. 

Indlægget er hovedsageligt af administrativ 

karakter, men rummer ét 

interessant aspekt: At det ville være 

positivt for de udsendte og deres 

familier og kontakten under de fire 

til seks måneders udsendelse, om 

det danske forsvar i lighed ned det 

engelske havde tradition for socialt 

31


familiesamvær på kasernerne. Dette 

ville ikke mindst kunne give de pårørende 

en gensidig støtte – generelt 

og i vanskelige situationer – der, 

som soldaterne gav udtryk for, ville 

være af stor værdi. 

Dernæst kom i de mange følgende 

numre løbende artikler i form 

af rapporter, beskrivelser, indtryk, 

refleksioner, forslag m.m. fra slagmarken. 

Det startede i nr. 5/07 

med spejdereskadronens arbejde 

og erfaringer, hvor chefen, kaptajn 

Peter Els lovede et antal artikler fra 

tjenesten i Helman. 

02 2003 MOWAG PIR III 

I nr. 1/08 kom en artikel om fire 

Leopard 2 kampvogne til tjeneste 

Helman. Vognen var i august 2006 

i Spanien for at få testet de indkøbte 

varmebeskyttelsesskjolde 

af typen Saab Barracuda, og med 

hjælp fra et ukrainsk kæmpefly lykkedes 

det så for Hæren at få en 

kampvognsdeling + en reservevogn 

samt en bjærgningsvogn og 

en M113G3 overført til Kandahar 

Airfield. Panserkøretøjer, reservedele 

og udstyr blev herefter med 

en meget lang, britiskledet kolonne 

på 96 køretøjer overført fra Kandahar 

til Camp Bastion. 

Taleban var skrækslagen for kampvognene 

og vidste fra starten ikke, 

hvad det var, der var dukket op. 

En traktor af en eller anden slags? 

Taleban forsøgte at minere oplagte 

ruter og åbenlyse kampstillinger, 

hvorfor en afsøgning med ingeniører 

var helt nødvendig. 

Med et robust og træfsikkert 

våbensystem havde kampvognene 

tilført styrkerne en helt afgørende 

ildkraft og teknologi, om end 

de ikke alene kunne vinde krigen i 

Afghanistan. 

Et problem var også den medbragte 

bjærgningskampvogn, som ikke 

var i stand til at trække, endsige fritrække 

en Leopard 2. Leoparderne 

måtte derfor i påkommende tilfælde 

bjærge hinanden. 

Kaptajn B.B. Hundevad skrev den 

store artikel om Leopard 2 ”Danske 

erfaringer med indsættelse af 

Leopard 2a5 kampvogne i Afghanistan” 

i nr. 1/10. Det er denne artikel 

pressen m.m. refererede til herefter. 

Ligeledes gøres IKK’eren klar 

til international indsættelse efter 

tests i Sydafrika. 

Lars Møllers leder i KENTAUR nr. 

2/08 er historisk. Under overskriften 

”Respekt” perspektiverede 

han den danske krigsførelse i Helman 

vinteren 2007/2008 i skikkelse 

af det mekaniserede infanterikompagni 

fra Livgardens 1. Bataljon på 

Hold 4. Denne styrke havde været 

indsat i hårde kampe uafbrudt i 

næsten fem måneder. Hele operationsområdet 

var blevet renset for 

Taleban, men prisen havde været 

fem faldne og ti sårede. Det var de 

største tab for nogen dansk enhed 

i nyere tid. Såvel menige som befalingsmænd 

havde lang tjenestetid 

bag sig, og kompagniet havde 

gennemgået en meget speciel 

træning, bl.a. under arktiske forhold, 

inden udsendelsen. Med den 

udførte våbendåd burde snakken 

om Livgarden som paradesoldater 

kunne bringes til ophør. Det måtte 

være på tide, at få de spektakulære 

begivenheder fra Irak og Afghanistan 

gjort til en del af den danske 

historie og videreført en smuk tradition 

med at tildele fanebånd til 

regimenterne for samme indsatser. 

Hele historien blev beskrevet i en 

efterfølgende artikel af oberstløjtnant 

Kim Kristensen, chef for Hold 

4. Og desuden blev artillerisiden 

beskrevet af en dansk artilleriofficer, 

kaptajn Kenneth Riishøj. 

03 2013 SYSTEMATIC SITAWARE 

FRONTLINE 

I nr. 4/08 var en lang og spændende 

artikel fra Hold 4, ”Kamperfaringer 

fra Helman”, skrevet af 

delingsfører Mads Mikkelsen og 

to gruppeførere K. Betnass og M. 

Harder. Forfatterne gjorde klart, at 

artiklen var et øjebliksbillede, idet 

situationen og vilkårene i området 

meget hurtigt kunne ændres – en 

bemærkning der gik igen i mange 

af de bragte artikler fra Afghanistan. 

De tre forfattere blev årets 

skribenter i KENTAUR. 

I nr. 3-4/09 kom en interessant og 

meget principiel debat mellem den 

tilbagevendte redaktør, oberst Eigil 

Schønning, og overkonstabel Hans- 

Christian Bruus fra Livgarden/Hold 

4 om mandskabets ret til at vælge 

en tilpasset kamppåklædning under 

skarpe aktioner. Var det enhedens 

udseende (må ikke ligne ”lort”) og 

”Hærens materiel er godt nok”- 

syndromet, der talte eller den 

enkelte soldats erfaringer med at 

overleve?? 

H-C. Bruus´ artikel fremstod meget 

velformuleret, og argumenterne 

var skarpe. Så obersten, der qua 

sin stilling som skolechef også var 

Tjenestegreninspektør for Kamptropperne, 

dels havde kendskab til 

situationen i felten, samt til overvejelserne 

blandt de myndigheder, 

der udvalgte og anskaffede nyt 

materiel, måtte langt hen ad vejen 

give Bruus ret! Udrustning til brug 

i Kosovo var ikke nødvendigvis det 

32

ideelle til brug i Helman. 

Den første respons i KENTAUR 

kom syv år senere i 3/16, hvor 

chefsergent Niels Mølleskov præsenterede 

Hærens indkøb af ny 

enkeltmandsudrustning. Adskillige 

af de omtalte sager kunne genkendes 

fra indlæggene tilbage i 

2009/10. 

Ifølge pressen rømmede de sidste 

danske kampsoldater Camp Price 

i Afghanistan 22. juli 2013 og tog 

hjem efter tolv års krig. Her anno 

2018 er der stadigvæk dansk militært 

personel i landet, og det er 

svært at se i KENTAUR, hvornår 

man skal sætte skellet mellem krig 

og fred i Afghanistan, men det er 

en kendsgerning, at den danske 

hær pludseligt stod i en ny situation: 

At man ikke længere skulle 

udsende soldater til kampområder. 

I marts 2010 var Hæren allerede 

ved at forberede denne situation. 

I Oksbøl stod en garvet oberstløjtnant 

J.P. Rasmussen, der overtog 

redaktionen på KENTAUR foruden 

posten som fungerende chef på 

Kampskolen, Tjenestegrensinspektørposten 

for Kamptropperne samt 

stillingen som garnisonskommandant 

i Oksbøl. Den ny redaktør lagde 

ud i nr. 2/10 med en spændende 

leder, der satte fokus på et nyt 

lokaludviklet grundlag for Kampskolens 

arbejde bestående af ”mission, 

vision og strategier” som 

en del af et organisationsprojekt 

”Hærens Kampskole i Fremtiden,” 

der skulle implementeres primo 

2011 med følgende overskrifter for 

det nye projekt: 

–– 

Mission: Kampskolen skaber 

grundlag for, at danske soldater 

kan kæmpe og vinde 

–– 

Vision: Kampskolen vil være 

videnscentret for soldatens 

uddannelse samt for udvikling af 

doktrin, organisation og teknologi. 

De strategier, der er tale om er: 

–– 

Strategi for ledelse og styring 

–– 

Strategi for Kamptroppernes 

videnscenter 

–– 

Strategi for soldatens uddannelse 

samt 

–– 

Strategi for udvikling af doktrin, 

organisation og teknologi. 

Redaktøren sluttede af med en 

opfordring til KENTAURs læsere 

om meget gerne at komme med 

gode forslag til input. Desuden 

citeredes Eigil Schønnings leder 

fra 1/09: ”Hvis vor lille hær fortsat 

skal nå de gode resultater, vi har 

opnået de seneste år, skal vi i fælles 

respekt værne om og udbygge 

samarbejdet mellem enheder og 

Kampskole.” 

HVAD DER IKKE STOD 

Som det fremgik af lederen i allerførste 

nummer af KENTAUR, var 

det med svare betænkeligheder, at 

overordnede officerer gav tilladelse 

til at sætte bladprojektet i gang. 

04 2008 RUAG 

Det fremgik ligeledes af et af de første 

redaktionsmøder, at man var 

noget betænkelige ved at bringe 

en oversat engelsk artikel om Koreakrigen 

af hensyn til evt. reaktioner 

fra Forsvarsstabens Efterretningssektion. 

Senere under den kolde 

krig var der henvendelse fra Forsvarets 

Efterretningstjeneste angående 

sammenlignende opstillinger 

for kampvogne i et nummer af bladet. 

Begrebet ytringsfrihed var oppe 

at vende adskillige gange og ”bad 

standing” hørtes i krogene, hvis 

man afleverede for kritiske artikler. 

Endelig blev redaktionen direkte 

mødt med åben kritik, når man 

bragte indlæg fra bestemte personer 

– uanset rang – der kunne tolkes 

som politiske, eller når man i 

lederen havde omtalt forhold, der 

berørte den politiske sfære. 

Ville de skiftende redaktioner have 

mulighed for at køre et ”uafhængigt” 

militært tidsskrift, var der 

periodisk tale om at skulle bevæge 

sig på en knivsæg! 

Major R.R. Møller skrev et indlæg 

i nr. 2/68 om officerers ytringsfrihed 

og lagde op til ny diskussion 

om ytringsfrihed og holdninger i 

forsvaret. En ændring af officerers 

og forsvarets indstilling til individuel 

ytringsfrihed var hårdt tiltrængt. 

I pkt. 27 i Tjenestereglementet for 

Hæren, som blev udgivet i 1939, 

står der imidlertid udtrykkeligt: 

”Enhver skal være tilbageholdende 

i sine ytringer både med hensyn til 

egentlige tjenestesager og til private 

forhold, der kommer til hans 

kundskab!” 

Kold krig og moderne teknologi 

betød med det tyske udtryk 

”Achtung der Feind hört mit” en 

yderligere begrænsning af ytringsfriheden. 

Skideballer, forflyttelser 

eller strafferetsligt ansvar var 

eksempler på systemets reaktioner 

på kritik dengang. 

33

Wheeled Solutions for a World of Missions 

EAGLE 

Survivability 

Mobility 

Growth Potential 

Affordability 

PIRANHA 

Defense Solutions for the Future 

gdels.com

I det civile såvel som det militære 

samfund anno 2018 taler man 

stadigvæk om ”Åbenhedspolitik”, 

hvor medarbejderne opfordres til 

kritik og debat, men i praksis oplever 

kritikerne ofte at blive mødt af 

fyringstrusler, mobning og isolation. 

Førnævnte ”bad standing” er 

ligeledes blevet et dansk begreb 

og ”Whistleblower” ligeså. 

Indlægget gav anledning til, at chefen 

for et berømt sjællandsk regiment 

opsagde sit abonnement og 

i øvrigt henviste til, at KENTAUR 

efter kamptroppernes fødsel burde 

havde udspillet sin rolle! 

Oberst Lars Møller blev Redaktør 

for KENTAUR i 2007. Uddrag 

af hans velkomsthilsen i 4/07: ”Vi 

er i det danske forsvar ganske ringe 

til at have en fri debat i de få 

tidsskrifter, der findes. Hvis man 

sammenligner med udenlandske 

tidsskrifter som f.eks. INFANTRY, 

ARMOR eller PARAMETERS, har 

vi stort set kun KENTAUR og MILI- 

TÆRT TIDSSKRIFT, hvor kritiske 

synspunkter kan fremlægges og 

forhåbentlig skabe den nødvendige 

debat, der er en forudsætning for 

udvikling. Hvis vi som system ikke 

har fora, hvor man frit kan debattere 

eller fremsætte sine synspunkter, 

risikerer vi at falde tilbage i den 

mørke tidsalder, hvor dogmatiske 

eller betonkommunistiske synspunkter 

var de eneste politisk korrekte 

og gældende.” 

Allerede i nr. 3/08 lød så oberstens 

afskedshilsen under overskriften: 

”God værkstedshumor!” – et nyt 

job som chef ved Produktionsdivisionen 

ventede ham: ”Sandheden 

skal frem. Det skylder vi! Hæren 

befinder sig p.t. i et system, der 

ikke fungerer optimalt. Vore soldater 

oplever mangler af forskellig 

karakter, utilfredsstillende forhold 

og lange leveringstider, bl.a. fordi 

der ikke længere er nogen, der er 

ansvarlig for den samlede virksomhed. 

Det er i denne situation, at førere 

på alle niveauer forstår dels at 

afhjælpe disse mangler og dels at 

signalere til deres svende og svendinder, 

at man godt er klar over, 

at der er noget galt, men at vi alle 

trækker på samme hammel, og vi 

forsøger at gøre det så godt, som 

det er muligt. Problemet er, at dette 

ikke er godt nok til soldater, der 

lige om lidt befinder sig i kamp på 

liv og død i Green Zone. Her har 

man brug for en optimal forberedelse 

med en optimal back-up… 

det skylder vi de unge mennesker 

og deres pårørende. Det er det, der 

forventes af os.” 

Måske er det disse forhold der gør, 

at man som historiker må undre 

sig over alt det, som ikke – eller 

næsten ikke – når frem til bladets 

spalter? 

Eksempler i flæng: 

–– 

Hvad med alle de spændende 

renoverings- og moderniseringsopgaver 

hos Dansk Industri? 

–– 

Hvad med alle de projekter, der 

ikke blev til noget? 

–– 

Hvor var KENTAUR, når noget gik 

galt på heden eller i ørkenen? 

–– 

Hvad med CFE-arbejdet – det er 

meget lidt, man hører! 

–– 

Hvad med de danske UN-soldaters 

missioner, før det gik løs på 

Balkan? 

–– 

Hvad med murens fald og den 

kolde krigs afslutning? Begge 

dele havde uoverskuelig forsvarspolitisk 

betydning for Danmark 

og ændrede totalt den danske 

hærs udseende. 

–– 

Hvad med vores udenrigsministers 

store indsats for de baltiske 

landes suverænitet og den danske 

hærs efterfølgende engagement 

i Baltikum? 

01 1955 BP Benzin 

–– 

Hvad med Operation Bøllebank 

29. april 1994? 

Der kan stilles mange flere spørgsmål 

i relation til specifikke begivenheder 

i Irak og Afghanistan. 

Men tager vi som eksempel Bøllebank 

for snart 25 år siden, gælder 

det, at der reelt var tale om, at 

danske kanoner skød med skarpt 

under en krigshandling for første 

gang siden 1864! Det har siden 

medført afsnit og illustrationer med 

hvide kampvogne i rigtig mange 

historiebøger i vort uddannelsessystem. 

Der er skrevet mange bøger 

om bataljen, et utal af artikler i indog 

udland, TV- og radioudsendelser, 

og der er fortalt historier igen 

og igen. Selv under undertegnedes 

besøg i Pentagon oktober 2015 

kendte man til de danske leoparders 

optræden tilbage i 1994. En 

tidligere forsvarsminister udtrykte 

endog i et avisinterview, at havde 

det ikke været for Bøllebank, havde 

den danske befolkning og den 

danske regering ikke været klar til 

at bakke så entydigt op om USAs 

og Englands globale engagementer 

efter 11. september 2001. Bøllebank 

repræsenterede et skel i Danmarkshistorien! 

Hvor var KENTAUR med historie, 

beretninger, strategi, taktik, mekanik 

og vurderinger? 

Jo, kaptajn K.K. Madsen, eskadronchef 

på Hold 1, skrev allerede i nr. 

3/94 (juni) om de danske leoparders 

trælse vej til Tuzla, om besætningernes 

uddannelse og mangeartede 

indsats. Han sluttede af med 

at skrive, at ”i lyset af den seneste 

udvikling i missionsområdet, 

hvor kampvognen har været tvunget 

til at vise sit potentiale fuldt ud, 

mener jeg, at tilstedeværelsen af 

kampvogne i Eks-Jugoslavien i høj 

grad er retfærdiggjort og bidrager 

væsentligt til forsøget på at løse 

konflikten.” 

Oversergent J.C. Jensen på Hold 

2 fortsatte beskrivelsen i nr. 1/95, 

hvor han fortalte, at eskadronens 

rolle primært var at agere ”brandkorps” 

for de øvrige FN-enheder i 

området, dvs.: 

–– 

Undsætte observationsposter, 

–– 

beskytte konvojer, samt 

––”flagwaving”/håndhæve ”Freedom 

of Movement.” 

35


Da udsendelsen var slut, var kampvognene 

tydeligt krigsprægede 

efter 2-3.000 km kørsel i vanskeligt 

terræn, tretten tilfælde af ”firingclose” 

og to gange direkte kamp. 

Med hensyn til besætningerne 

skrev Jensen, at da eskadronen 

kom i kamp 29. april kunne han se, 

”hvorledes uddannelse på minibane, 

på laserbane, på handlebaner 

og øvelser kom tifoldigt tilbage, når 

det endelig skulle bruges. Besætningerne 

optrådte nøjagtigt som 

var det en øvelse og med samme 

ro og omtanke som på en ganske 

almindelig trist efterårsøvelse.” 

Endelig i nr. 2/95 indgik så et ti 

sider langt tillæg om Hold 3 og 

01 1978 Varde Bank 

Operation Amanda, som fandt sted 

½ år efter Bøllebank – 26. oktober 

1994 – ligeledes i Gradacac nær 

Tuzla i Bosnien. Forfatter var premierløjtnant 

J. Kristensen, som 

havde været delingsfører 1 under 

træfningen. Han kaldte tillægget for 

”En post-operationel rapport,” som 

ikke umiddelbart var tænkt som 

en beretning for ikke-kampvognsuddannede. 

Materialet er spændende, 

meget detaljeret og teknisk 

oplysende. Et besætningsmedlem 

fra Bøllebank har udtalt, at ”det 

kunne se ud som om forfatteren 

havde deltaget i BEGGE aktioner”! 

En historiker kunne næppe finde 

bedre dokumentation, en jurist ville 

muligvis få associationer til bevismateriale 

for hændelsens forløb, 

for eskadronens indsats! 

Og så tilbage til Bøllebank. Undertegnede 

fandt det allerede i samtiden 

sært, at KENTAUR kun bragte 

småindslag som ovennævnte 

samtidig med et helt tillæg om 

en efterfølgende operation. Da 

Lars Møllers bog om operationen 

udkom i 2001, benyttede jeg lejligheden 

til at lave en lidt provokerende 

anmeldelse i KENTAUR for 

at se en evt. respons i bladet. Der 

skete intet! 

Nu er der snart gået 25 år siden 

operationen fandt sted. Debatten 

om, hvad der fandt sted, hvordan 

og hvorfor, har i perioder været 

meget hård. Havde KENTAUR i 

1994/95 bragt et tillæg om Bøllebank 

som det om Amanda, kunne 

mange myter og hårde ord have 

været undgået samtidig med, at 

Bøllebank stadigvæk havde fået 

den status i historiebøgerne, som 

den fortjener. 

KONKURRENCERNE 

Panserkendingskonkurrencer startede 

allerede i nr. 2/54, men ophørte 

med nr. 1/65 pga. manglende 

interesse og redaktionens frygt for, 

at panserinfanteriet vil overtage 

konkurrencen med deres køretøjer. 

Konkurrencen genoptages, da panserkending 

formelt bliver et fag på 

Kampskolen. 

Senest slog seniorsergent T. 

Andersen i nr. 5/99 fast, at panserkending 

fortsat var nødvendig 

på grund af Danmarks deltagelse i 

internationale operationer. Lokale 

konkurrencer gav alt for mange fejl, 

hvilket ville være livsfarligt på skarpe 

missioner. Konstabler, befalingsmænd 

og officerer burde på kursus. 

Konkurrencen afløstes af: 

–– 

Materielkending i nr. 5/09 samt 

”Find syv fejl” på to billeder 

–– 

Årets artikel introduceres med nr. 

2/61. 

––”Årets foto” og ”Dette Nummers 

Foto” var en dyst på optagelser, 

der kørte i en årrække (årets Foto 

frem til nr. 1/99) 

–– 

KENTAUR-konkurrencen – som 

er omtalt andetsteds, og som i al 

beskedenhed kun havde navnet 

og ideen tilfælles med bladet – 

36

lev udskrevet i 1959 og ophørte 

i 1967. 

I nyere tid kan man næsten mene 

at have set en ny konkurrence 

for hvert nummer. Konkurrencer, 

hvor alle har ydet en enorm indsats, 

og som garanteret er fyldt 

med hæder og tak til de deltagende 

enheder eller enkeltpersoner 

fra armeen, men hurtigt er blevet 

glemt, enten fordi konkurrencerne 

gentages næste år, eller måske 

fordi de langt hen ad vejen ikke 

siger den menige læser (med mindre 

vedkommende har været deltager 

– forstås!) ret meget – Dragon 

Recon, f.eks.? 

En stor samlende konkurrence for 

Hærens stående ni kampvognseskadroner 

og opklaringseskadronen 

var Den Nationale Kampvognsbesætningskonkurrence, 

hvoraf en 

stor del foregik i mørke. Den fandt 

sted fra 2002 og nogle år frem. 

Havde der været tale om et egentligt, 

fast ”sportstillæg” med en fast 

medarbejder, havde overblikket 

og værdien for den menige læser 

givetvis været anderledes. 

MUSEET OG HISTORIEN 

Der har i årenes løb været uendelig 

mange spændende historiske artikler 

i KENTAUR. Oftest som baggrund 

for aktuelle forhold, men vel 

også af og til som fyld. I nr. 3/11 

fortalte oberst H. Sommer i sin 

leder om Kampskolens og seniorsergent 

Bo Kjærgaards årlige tur til 

Normandiet og om indtrykket fra 

kampene den 6. juni 1944. Det er 

indtryk, som han bar med sig i sit 

daglige arbejde med unge danske 

soldater. 

Oberst Sommer fandt paralleller 

mellem dengang; de allierede 

soldaters ”bagage” (uddannelse, 

materiel og doktrin) samt det psykologiske 

aspekt, som gjorde, at 

soldaterne troede på, at det var 

muligt at storme de befæstede 

dødsensfarlige strande og til i dag; 

for dette var også, hvad man oplevede 

blandt danske soldater i kampene 

i Afghanistan. 

Historien var blevet levende og 

nærværende: Vi er skabt af historie, 

og vi skaber historie! 

KENTAUR har op gennem tiden 

02 1988 MED SAAB 

også fokuseret på de bestræbelser, 

der er foregået for at bevare Panservåbnets 

historie, repræsenteret 

ved det tunge materiel. Man skal 

derfor ikke i et historisk tilbageblik 

undlade at nævne KENTAURs dækning 

af Pansermuseet ved Hærens 

Kampskole i Oksbøl! 

Oberstløjtnant L.G. Ipsen var den 

første, som samtidig med indvielsen 

af den nye kampskole i Oksbøl 

i 1982 skrev i KENTAUR om indretningen 

af Panservej – hovedvejen 

fra vagtkrydset og op til skolens 

hovedindgang – hvor man i 1969 

havde ladet opstille alle de gamle 

panserkøretøjer fra Nordlejren. Flere 

kom til i forbindelse med udfasninger 

eller på anden vis, og tæringen 

i vognene fortsatte i det friske, 

vestjyske klima. 

I nr. 2/02 og de følgende numre 

startede beskrivelsen af et stort 

anlagt projekt ”Kamptropmuseum”, 

hvorom der flittigt blev skrevet i 

bladet. Her var interesse, ekspertise, 

materiel og mulige investorer. 

Placeringer blev foreslået, og tegninger 

præsenteret, men projektet 

strandede med et brag året efter 

på grund af manglende opbakning 

fra Forsvarets side – ”friendly fire”. 

I nr. 5/10 kunne førnævnte B. Kjærgaard 

så i bladet fortælle om en 

projektgruppe, som gennem nogle 

år havde forsøgt at få nogle af vognene 

fra Panservej under tag og i 

den forbindelse havde startet forskellige 

former for renovering af 

disse. Gruppen var nu blevet en 

forening: ”Hærens Kampskoles 

Køretøjshistoriske Forening” med 

adresse på Industrivej 18 sammen 

med Brandbilmuseet. En væsentlig 

årsag til projektets succes nu 

var Tøjhusmuseets nedlukning som 

selvstændig institution. Tøjhusmuseet 

havde den formelle ejendomsret 

til de fleste af vognene fra Panservej. 

Endelig i 2017 begyndte KENTAUR 

at reklamere for museet ved i hvert 

nummer at optage en artikel om 

dansk militærhistorie med hovedvægt 

på panser. 

Pansermuseets årlige helt store 

arrangement er ”Åben Hede”, som 

afvikles i samarbejde med Kampskolen. 

Det trækker 30-40.000 tilskuere 

og har skarpskydning som 

det centrale element. Arrangementet 

er flere gange blevet behandlet 

i bladet, men den største og 

bedste artikel er skrevet af oberst 

emeritus Ole Bering i nr. 4/17. 

KENTAUR – PERSPEKTIVERNE 

– OG FREMTIDEN 

I det foregående er forsøgt bredt at 

beskrive bladets historie, henholdsvis 

gennem udvalgte artikler/artikelserier 

og få demonstreret bladets 

centrale indhold gennem tiderne. 

Et tilbundsgående studium af de 

mange artikler og forfatternes tilhørende 

arbejde, som fagkolleger 

i det akademiske system absolut 

finder værdifuldt, kræver den datatilgang, 

der som nævnt i indledningen 

er under opbygning. 

Den indscannede samling af samtlige 

numre af Kentaur, Det Kongelige 

Garnisonsbiblioteks registrant 

fra 1979 samt den kommende 

database, der rummer en supplerende 

registrant for perioden 1979 

til 2018, alt sammen beliggende 

på Pansermuseets hjemmeside, vil 

være den bedste arv, man kan forestille 

sig efter KENTAUR. 

KENTAUR DENGANG 

I nr. 4/99 skrev oversergent M.W. 

Christiansen fra Gardehusarregimentet 

et indlæg om KENTAUR, 

som han næppe stod alene med. 

Om gamle dages KENTAUR hed- 

37


01 1963 Vespa 

der det: ”Det er spændende at 

læse med hvilken ånd, KENTAUR 

dengang blev skrevet. Stort var 

sideantallet. På trods af at det var 

et nyt blad, formåede det at gøre 

sig godt på det grafiske område, 

opsætningen, placering af billeder, 

anvendelsen af fornøjelige og 

til den pågældende artikel aktuelle 

tuschtegninger, gjort af en 

af redaktionen bekendt officer – 

det mangler vi i dag. Vi mangler 

også fordums tids flotte opsætning, 

sideopdeling osv. Man kunne 

måske lidt ondskabsfuldt sige, at 

vi er gået fra en dansk udgave af 

ARMOUR til en pamflet fra brugsen. 

Det er ikke bladet værdigt. 

Kik engang på de emner man havde 

dengang: 

–– 

En taktisk opgave, 

–– 

Kentaur- konkurrencen, 

–– 

kampvognsrelaterede artikler fra 

udlandet (krigshistorie), 

–– 

vor egen krigshistorie relateret 

til årsdage (f.eks. 100-året for 

1864), 

–– 

nytilgået materiel til Hæren, f.eks. 

signalmateriel, herunder en præsentation. 

Er det fordi man i virkeligheden er 

bange for at fremsætte ”flyvske” 

tanker eller anderledes måder at 

udtrykke sig på? Mangfoldigheden 

krydret med en god gang dansk 

humor, var absolut fremherskende 

dengang, Prøv at læse et eksemplar 

– man bliver ikke skuffet.” 

Redaktionen måtte naturligvis tage 

til genmæle: ”Alle, der har et budskab 

med almen interesse, skal 

kunne komme til orde. Indholdet 

er derfor – langt hen ad vejen – 

bestemt af læserne. Udgivelsen 

af KENTAUR er ikke et produktionsmål 

for Hærens Kampskole – 

som et tjenesteblad er det for de 

enkelte tjenestesteder. Vi har ingen 

normer for arbejdet, som for det 

meste laves hjemme ved køkkenbordet. 

KENTAUR har ingen økonomi 

til at ”hyre” professionel støtte. 

Vi kan derfor ikke sætte folk til at 

oversætte artikler som i de ”gode 

gamle dage”. Vi finder heller ikke 

det er nødvendigt, idet udbredelsen 

af udenlandske tidsskrifter og 

evnen til at læse en udenlandsk 

tekst i dag er større end tidligere. 

Vedrørende den tekniske side 

af bladet, bliver KENTAUR i øvrigt 

sendt til årseftersyn hos Dansk 

Journalisthøjskole.” 

Ingen tvivl om arbejdets omfang 

og karakter, men man var ikke her i 

forrige århundrede sindet til dialog 

– til fælles bedste! 

Det var i øvrigt Hærens Reglementsforvaltning, 

der gennem 

årene gav gode råd vedrørende 

KENTAURs opsætning. I en vurdering 

fra marts 1990 kaldes bladet 

”smukt og tidssvarende.” Og videre: 

”Det er vigtigt at KENTAURs 

image bevares – bladet er kendt og 

værdsat som sådan…” 

Christensen blev imidlertid bakket 

op af oberstløjtnant-r Aage Damm 

(i nr. 5/99), der selv havde siddet 

i redaktionen fra 1958-65. Om 

38

det moderne KENTAUR skrev han: 

”Indhold såvel som udseende er i 

top, men også forudsigeligt til det 

kedelige. 

Det værste er imidlertid, at trods 

de gode artiklers høje kvalitet og 

en stadig kamp fra redaktionens 

side tegner bladet et billede af danske 

befalingsmænd og officerer, 

som ikke kan være rigtigt – som 

en samling ensporede fagidioter 

uden forbindelse til det omgivende 

samfund. Og dette billede tegnes 

i kraft af de mange forkortelser 

og stednavne stavet med versaler 

samt andre unoder fra ordreudgivelser. 

Mange skribenter formår tilsyneladende 

ikke at løfte bladet ud 

af det militære miljø og ind i hverdagens 

samfund. Resultatet er, 

at sådanne artikler er generelt set 

ulæselige, selv for mig, der dog 

sluttede tjenesten for kun elleve år 

siden, og hvis en forsker eller en 

elev ved Forsvarsakademiet om ti 

år skal fortælle om vor nutids taktik, 

belyst gennem artikler i bl.a. 

KENTAUR, kommer han til kort.” 

Aage Damm blev selv redaktør af 

et fagblad (Dansk Erhverv), da han 

havde forladt sin militære løbebane. 

KENTAUR I DAG 

– OG I FREMTIDEN? 

Da KENTAUR fyldte 50 med nr. 

5/03, skrev chefen for Hærens 

Operative Kommando, generalmajor 

Poul Kierskou, en lykønskning 

til bladet, men gjorde samtidig 

opmærksom på kommandoens 

oplæg: ”Transformation af 

dansk forsvar fra territorialforsvar 

til ekspeditionary forces – leaner 

but meaner.” Danmark stod – ikke 

mindst på baggrund af 11. september 

– i en situation, hvor en større 

del af forsvarets ansatte og enheder 

i stadig stigende grad og med 

meget kort varsel skulle kunne sendes 

på missioner i udlandet. 

Det ville give en masse udfordringer, 

og, skrev Kierskou, ”her kan 

KENTAUR have en vigtig mission 

som Kamptroppernes fagblad, hvor 

debatindlæg og artikler kan udbrede 

kendskabet til og debattere vilkårene 

for de mulige fremtidige 

ændringer og deres konsekvenser, 

når de skal udmøntes i håndgribelige 

aktioner på de enkelte tjenestesteder.” 

Der ville således fortsat være brug 

for et professionelt og relevant tidsskrift 

for Kamptropperne, hed det 

til slut! 

I bladene medio 2018 kom KEN- 

TAURs fremtid endnu engang på 

køkkenbordet. Som redaktør måtte 

den nuværende chef for Hærens 

Kamp- og Ildstøttecenter, oberst 

T.D. Møller, i sin leder i nr. 2/18 

melde ud, at han som følge af den 

nye organisering af Hæren nok blev 

den, der lukkede og slukkede på 

bladet. Der ville ikke længere være 

en skolechef i Oksbøl til at bestride 

hvervet som ansvarshavende, som 

det hedder i bladets seneste fundats. 

Samtidig oplevede redaktøren 

den gamle ”syge” på bladet med 

læserkredsens manglende lyst til 

at bidrage med artikler, en tilsvarende 

generelt dalende lyst til at 

deltage i en skriftlig debat samt et 

faldende antal abonnenter. Var fjenden 

de sociale medier og den hurtigere 

kommunikation? Og var slaget 

tabt? 

Korporal Michael Sørensen fra 

Hjemmeværnsskolen tog i det følgende 

nr. handsken op og slog til 

lyd for at opfatte KENTAUR som 

hele Hærens blad, som burde kunne 

forankres i andre militære enheder 

end i en kampskole i Oksbøl. 

Den manglende skrive- og debatlyst 

hang for ham at se primært 

sammen med manglende tid. 

Til slut fik oberstløjtnant Peter H. 

Søndergaard ordet i nr. 4/18 med 

en artikel, som også skal være denne 

publikations sidste: ”KENTAUR 

bør fremover blive et on-line dansk, 

militært magasin, der appellerer 

til alle våbenarter med velskrevne 

artikler skrevet blandt andre af de 

mange studerende på forsvarets 

uddannelser. 

Hvis vi vil have et KENTAUR, betyder 

det, at nogen skal skrive artiklerne 

– og det bør være Hærens 

soldater!” 

Ifølge Peter Søndergaard er KEN- 

TAUR blevet et sagsbehandlerorgan 

på Hærens Kamp- og Ildstøttecenter, 

og artiklerne beskæftiger 

sig ofte med nicheområder, der 

kun interesserer et fåtal. I mangel 

på artikler udefra har sagsbehandlerne 

mere eller mindre fået vredet 

armen om på ryggen og fået 

en venlig henstilling om at skrive 

noget. Mere venligt kan man sige, 

at ”det primært er de unge operative 

befalingsmænd og officerer, 

der skriver i bladet. Vi ser sjældent 

artikler skrevet af konstabelgruppen 

også alt for sjældent fra officerer 

af majorgraden og op.” 

Men KENTAUR var jo Kamptroppernes 

tidsskrift, hvor emner, der 

var relevante for kamptropperne, 

kunne diskuteres! Man så ligeledes 

et behov for et uofficielt og 

uafhængigt tidsskrift, som fortalte 

nyt om materiel og beskrev kamptroppernes 

affærer – men er dette 

behov der stadigvæk? 

Baggrunden for Peter Søndergaards 

ønske om at bevare et KEN- 

TAUR eksempelvis som et muligt 

”Hærens Udviklingsmagasin” i 

fremtiden er hans kendskab til militære 

medier rundt om i verden. 

Som forbindelsesofficer ved den 

amerikanske hær finder han daglig 

i de mange amerikanske militære 

medier rigeligt med information 

om, hvor vor store allierede bevæger 

sig hen, ”hvilket understreger 

for mig vort behov for KENTAUR. 

Der er behov for et medie, der kan 

fortælle om, hvor VI er på vej hen 

og hvor vi kan diskutere og drøfte 

den retning!” 

EFTERSKRIFT (Red.) 

D. 15. november 2018 er det 

meddelt redaktionen, at det 

ikke er lykkedes for redaktøren 

at finde en myndighed, 

der ønsker at videreføre 

KENTAUR. 

39


Lars H. Mortensen 

Redaktionssekretær på 

KENTAUR 

KENTAUR nedlægges 

og hvad nu? 

Som det er beskrevet i redaktørens 

leder, vil dette være det sidste 

nummer af tidsskriftet KENTAUR. 

Som direkte konsekvens heraf vil 

der naturligvis ikke blive udsendt 

opkrævninger vedr. abonnement 

for 2019 til vore abonnenter. 

Redaktionen indfrier sine forpligtelser 

overfor abonnenterne, da 

alle foretagne indbetalinger alene 

vedrører 2018. Abonnementskartoteket 

vil efterfølgende 

blive destrueret 

efter gældende 

lovgivning. 

Der arbejdes p.t. på, at bladets 

elektroniske arkiv (alle udgivne 

blade) vil blive doneret til Hærens 

Kampskoles Køretøjshistoriske Forening 

i Oksbøl (i daglig tale Pansermuseet). 

Muligheden for offentlig 

adgang til dette arkiv er ikke endnu 

fastlagt. Det er redaktionens vurdering, 

at bladets historie derved 

bevares bedst muligt. 

Al henvendelse til redaktionen 

bedes rettet via kentaur@kentaurkamp.dk. 

Redaktionssekretæren 

moniterer mailadressen indtil den 

1. juli 2019, hvorefter den nedlægges. 

40

Vinderen af PANK-konkurrencen i 04/2018 blev: 

Klaus Jakobsen, 4400 Kalundborg 

Det korrekte svar var: 

Kampvognen er en Centurion MK 11, hvilket 

blandt andet kan konstateres qua den separate 

blendering til venstre for kanonens blendering. 

Beløb kr. 200,- 

Vinder og løsningen på konkurrencen 

fra Kentaur nr. 04 – 2018 

T. Larsen 

8000 Århus C 

Gavechecks 

til COOP 

på kr. 200,- 

Redaktionen ønsker tillykke! 

Redaktionen vil gerne ønske alle en 

rigtig glædelig jul og et godt nytår. 

41

Totalleverandør af 

SKYDEBANEMATERIEL 

til inden- og udendørs brug 

www.le.vistaoutdoor.com 

Tlf. +45 5943 0300 

info@med.dk 

www.med.dk

Kentaur 05 2018

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?