Tietgen Magazine #20

REKTORS SIDE
DORTHE FORTÆLLER:
PÅ RUNDTUR I 1.G
Sammenholdet – det gik hurtigt med at lære
folk at kende og falde godt til.
Lærerne taler meget ”professionelt” til os.
Der er mange aktiviteter efter skoletid. Festerne.
Talentakademiet.
Godt at man kan få hjælp i skriveværkstedet.
Det er irriterende med skriveværkstedet, hvis
man ikke har fået afleveret sine opgaver.
Det er lidt hårdt med helt nye klasser efter
grundforløbet.
Der er mange flere lektier, end jeg troede.
Der er ikke så mange lektier, som jeg troede.
Køen i kantinen er alt for lang!
Vi har mange fremlæggelser i de forskellige fag.
Puderne i Boxen er utrolig hårde.
Tiden er bare gået hurtigt, siden vi startede.
Fedt at man kan få lov til at lave nogle arrangementer,
hvis man bare sørger for tingene selv.
Hvad har disse udsagn til fælles?
På det tidspunkt, hvor jeg skriver dette, er 1.g’ernes
grundforløb slut, og de nye studieretningsklasser er netop
dannet. Jeg har været rundt og hilse på i de nye klasser,
og jeg har stillet alle det samme spørgsmål:
”Hvad har gjort mest indtryk i de første tre måneder
her på Tietgen Handelsgymnasium?”
De forskellige udsagn ovenfor er kun et lille udpluk af de
mange svar, jeg har fået.
Svarene viser to ting:
For det første at I elever er forskellige. I bemærker og
værdsætter vidt forskellige ting. Det er næppe overraskende
– hverken for mig eller for jer – men som rektor er
det alligevel sundt at blive mindet om en gang imellem.
Forskelligheden er værd at holde fast i som en værdi i sig
selv. Den hænger tæt sammen med respekt og tolerance.
For det andet at jeres gymnasieliv både handler om fag,
læring og lektier og om venskaber, sammenhold og sociale
aktiviteter. Og ja, begge dele hører med til det at gå på
handelsgymnasiet. I går her for at lære noget! Og samtidig
er gymnasietiden en tid med venskaber og oplevelser.
Tak til alle i 1.g for jeres gode og nogle gange overraskende
svar. Jeg er sikker på, at jeres kammerater på 2. og 3.
år også kan skrive under på de fleste af dem.
TIETGENMAGAZINE 09
TEKST: DORTHE WANG