HAMLET - Aarhus Teater

HAMLETS VANVIDSSCENE MED
pOLONIUS (2. AKT, SCENE 2)
POLONIUS:
Væk, væk, jeg ber Jer begge, gå herfra.
Nu skal jeg entre ham.
(Claudius og Gertrud ud.)
Åh, tillad mig,
hvorledes har I det, prins Hamlet?
HAMLET:
Udmærket, tak.
POLONIUS:
Kender I mig, Eders Højhed?
HAMLET:
Det gør jeg da, I er fiskehandler.
POLONIUS:
Nej, ikke jeg, Eders Højhed.
HAMLET:
Så ville jeg ønske, I var så hæderlig en mand.
POLONIUS:
Hæderlig, Eders Højhed?
HAMLET:
Ja, min herre. At være hæderlig, som verden er
indrettet, det er at være én ud af ti tusind.
POLONIUS:
Det har I sandelig ret i, Eders Højhed.
HAMLET:
For hvis solen avler maddiker i en død hund, der
er et godt kysse-kadaver - Har I en datter?
POLONIUS:
Det har jeg, Eders Højhed.
HAMLET:
Så lad hende ikke gå i solen. Det spirende liv er
velsignet, men hvad der kan spire i Jeres datters
liv - pas på, gode ven.
POLONIUS (afsides):
Hvad siger I så! Den samme gamle vise om min
datter. Og dog kendte han mig ikke til at begynde
med, han sagde jeg var fiskehandler - han
er langt ude, langt ude. Sandt nok, i min ungdom
led jeg store kærlighedskvaler, det var meget tæt
på dette her. Jeg taler lidt mere med ham. - Hvad
læser I, Eders Højhed?
HAMLET:
Ord, ord, ord.
POLONIUS:
Hvad drejer de sig om, Eders Højhed?
HAMLET:
Hvem drejer?
24