HAMLET - Aarhus Teater

HAMLETS føRSTE MONOLOg
(1. AKT, SCENE 2)
Åh, gid dog mit alt, alt for faste kød
ku smelte bort, opløses som en dugg,
eller der intet lovbud var mod selvmord
fra Gud, den Evige. Åh, Herre, Gud,
hvor sølle, slidte, simple, nytteløse
er denne verdens vaner blevet mig!
En skændsel! Som en overgroet have,
der går i frø, erobres denne verden
af ækelt, mæsket ukrudt. Tænk engang!
To måneder - nej, knap nok to - er gået
fra kongens død, så strålende en konge,
han var en solgud mod den satyr her,
så kærlig mod min mor, at han forbød
den frie himmels blæst at slå for hårdt
mod hendes ansigt - åh, ved jord og himmel,
skal jeg da huske det? Hun hang ved ham,
det var, som hendes appetit tog til,
mens den blev stillet, og en måned efter -
nej, glem det; lumpenhed, dit navn er kvinde -
en måned gik, og før de sko var gamle,
hun fulgte stakkels far til graven i,
opløst i tårer, som Niobe - hun,
selv hun - åh Gud, et ufornuftigt dyr
ku ikke glemme sorgen nær så hurtigt -
hun gifted sig med onkel, med min farbror,
der har så lidt til fælles med min far
som jeg med Herkules - der gik en måned,
og før de hykleriske tårers salt
holdt op at svi i hendes røde øjne,
da gifted hun sig. Hvilken syndig hast
og hvilke lette skridt til blodskamssengen.
Det er, det kan kun blive til fortræd.
Men brist, mit hjerte, tungen må jeg binde.
English
O that this too too solid flesh would melt,
Thaw, and resolve itself into a dew!
Or that the Everlasting had not fix’d
His canon ’gainst self-slaughter! O God, God,
How weary, stale, flat, and unprofitable
Seem to me all the uses of this world!
Fie on’t, ah fie! ’tis an unweeded garden
That grows to seed, things rank and gross in
nature
Possess it merely. That it should come to this!
But two months dead, nay, not so much, not two.
So excellent a king, that was to this
Hyperion to a satyr, so loving to my mother
That he might not beteem the winds of heaven
Visit her face too roughly. Heaven and earth,
Must I remember? Why, she should hang on him
As if increase of appetite had grown
By what it fed on, and yet, within a month—
Let me not think on’t! Frailty, thy name is woman!—
22