HAMLET - Aarhus Teater

men medførte også perioder, hvor teatrene ikke
kunne holde åbent.
De fleste forestillinger gjorde brug af en meget
enkelt scenografi, hvor eksempelvis et par grene
kunne skabe illusionen af en hel skov, eller et par
fakler kunne illudere aften eller nat. Til gengæld
inddrog man ofte beskrivende replikker, såkaldte
’talte kulisser’, der kunne give publikum en idé
om, hvad de skulle forestille sig. Man spillede
som regel i fuldt dagslys, da kunstig scenebelysning
endnu ikke var opfundet. Der fandtes
dog også indendørs teatre, men her spillede
ofte drengekompagnier for et mere velstående
publikum. I 1608 fik Shakespeares teatertrup
’The King’s Men tilladelse til at benytte teatret i
vinterhalvåret, hvilket man må formode har betydelig
forbedring af forholdene for ikke mindst
publikum. Drengekompanier udgjorde i øvrigt en
stor trussel mod de ’almindelige’ teatre, da deres
popularitet efterhånden blev større og større.
Shakespeare har endda indlagt en lille kommen-
tar om denne konflikt i Hamlet, hvor det fortælles,
at teatertruppen, som kommer til slottet, er blevet
fordrevet af netop en sådan drengetrup.
De enkelte teatre havde faste ensembler og
kunne derfor spille forskellige forestillinger fra aften
til aften. De fleste havde et stort og afvekslende
repertoire. Dramatikerne fik ikke nogen store
lønninger for deres produkter, faktisk var de
oftest fattige, med mindre de fandt andre måder
at supplere deres indkomst på – Shakespeare
tjente eksempelvis sine penge som skuespiller
og medejer af teatret og blev i sin alderdom en
meget velhavende mand.
Der blev brugt store summer på kostumer. Dog
var kostumer så dyre, at det ofte kun var hovedrolleindehaverne,
der kunne iklædes periodekostumer
på scenen. Resten af spillerne var iført
hverdagstøj. Skuespillerne bestod udelukkende af
mandlige skuespillere, da man ikke anså det for
anstændigt for kvinder at stå på scenen. Kvinde-
rollerne blev derfor spillet af unge drenge, hvis
stemmer endnu ikke var gået i overgang. Blandt
publikum var der dog kvinder, om end det var
kutyme for kvinder af fornem herkomst at skjule
dele af deres ansigt med et slør, så de ikke kunne
genkendes, når de gik i teatret.
Det var en dyr fornøjelse for Londons befolkning
at gå i teatret. For en almindelig arbejder kostede
det i omegnen af en dagløn at få adgang
til teatrets ståpladser. Men da det var småt med
fornøjelser, var teatrene alligevel voldsomt populære.
Publikum, især dem på de ’billige’ ståpladser
foran scenen, var kendt for at deltage aktivt i
forestillingen. Hvis de ikke brød sig om handlingen
eller skuespilleren, overøste de scenen med
skældsord og forhåndenværende genstande
såsom frugt. Til gengæld tilkendegjorde de også
deres anerkendelse med høje råb og klappen.
I 1642 var en puritansk bevægelse kommet
til magten i London, og da man betragtede
14