HAMLET - Aarhus Teater

Undervisningsmateriale 

HAMLET 

Aarhus Teater 

Store scene 

23. september - 

22. oktober 2011 

1

Indhold 

Forord, info og billetbestilling ................................................................ 3 

Pædagogiske overvejelser ...................................................................... 4 

Del I Handlingen og figurerne ................................................................ 5 

1. Handlingsreferat .........................................................................................5 

2. Figurerne ....................................................................................................7 

Del II Shakespeare og hans tid ................................................................ 9 

1. William Shakespeare - fra landbydreng til verdens største dramatiker ......9 

_ Arbejdsspørgsmål ....................................................................................11 

2. Fun facts om Shakespeare ........................................................................12 

3. Det elizabethanske teater .........................................................................13 

_ Arbejdsspørgsmål ....................................................................................15 

4. Renæssancen ............................................................................................15 

_ Arbejdsspørgsmål og litteratur om Shakespeare / Hamlet ......................18 

Del III Arbejdet med teksten ................................................................ 19 

1. Claudius’ tale (1. akt, scene 2) og arbejdsspørgsmål ...............................19 

2. Hamlets første monolog (I,2) og arbejdsspørgsmål .................................22 

3. Hamlets vanvidsscene med Polonius (I,2) og arbejdsspørgsmål ..............24 

4. Hamlets monolog om skuespilleren (II,2) og arbejdsspørgsmål...............27 

5. Hamlets tale til skuespillerne (III,2) og arbejdsspørgsmål ........................29 

6. Hamlets mest berømte monolog (III,1) og arbejdsspørgsmål ..................31 

7. Claudius i bøn og Hamlets overvejelser om hævn (III,3) og arb.spg. .......33 

Del IV Iscenesættelsen .......................................................................... 36 

1. Skuespillerne ............................................................................................36 

2. Instruktøren ..............................................................................................37 

3. Scenografen og lysdesigneren .................................................................38 

4. Kostumedesigneren .................................................................................40 

5. Interview med instruktør Stefan Larsson...................................................42 


2

Forord 

Verdens mest kendte dansker er svensk! 

Når teaterdirektør Stefan Larsson iscenesætter Hamlet, bliver det med 

en svensker i rollen som verdens mest kendte dansker. Teaterdirektøren 

henter nemlig to af Sveriges førende skuespillere, Jonas Karlsson og Marie 

Richardson, til Aarhus Teater for at spille i rollerne som Hamlet og Hamlets 

mor, Gertrud. Stefan Larsson har gennem flere år talt med Jonas Karlsson 

om at spille Hamlet, og at det nu bliver i Danmark, vil nok få Sverige til at 

vende blikket mod Aarhus Teater. 

HAMLET MED MILLIONER AF SØM 

Du kan i Stefan Larssons opsætning forvente Hamlet med et twist, hvor 

tekst og figurgalleri er skåret ind til kernen. Et råt scenerum, moderne 

kostumer og et scenegulv dækket af millioner af søm danner baggrund 

for dramaet. Med internationale kræfter på scenen sammen med teatrets 

ensemble fremføres Hamlet på svensk, engelsk og dansk – naturligvis så 

det er forståeligt for et dansk teaterpublikum. 

Undervisningsmaterialet er udarbejdet af dramaturg Louise Rahr Knudsen og 

udgivet af Aarhus Teaters marketingafdeling, juni 2011. 

God fornøjelse med materialet – og i teatret! 

Info & billetter 

HAMLET af Wiliam Shakespeare 

Aarhus Teater Store Scene 23. september - 22. oktober 

Gymniasebilletter à 75 kr. (ved minimum 10 elever) onsdage og torsdage 

i hele spilleperioden. 

Kursus for gymnasielærere torsdag 22. september med oversætter Niels 

Brunse, kritiker Per Theil og kritiker og lektor i litteraturvidenskab Lilian 

Munk Rösing. 

Læs mere: http://www.aarhusteater.dk/kursus_for_gymnasielaerere.asp 

Få besøg af en skuespiller på din skole - eller mød en skuespiller på 

teatret - hør nærmere på Gruppesalg 70 20 42 92 (man - fre kl. 12-18) eller 

billet@aarhusteater.dk 

Læs mere: http://www.aarhusteater.dk/aarhus_teater_ud_til_dig.asp 

MEDVIRKENDE 

Oversættelse: Niels Brunse 

Instruktion og bearbejdelse: Stefan Larsson 

Scenograf: Jens Sethzman 

Kostumedesign: Nina Sandström 

Skuespillere: Jonas Karlsson, Marie Richardson, Signe Kærup Hjort, Niels 

Ellegaard, Kim Veisgaard, Frederik Ømann, Bue Wandahl, Ashok Prahmanik 

3

Pædagogiske overvejelser 

Hamlet er et af verdenshistoriens mest fortolkede 

stykker, på papiret og på scenen. 

Værket er blevet spillet på et utal af måder og 

blevet udsat for en række radikale fortolkninger, 

bl.a. af Thomas Ostermeier, hvis version af 

Hamlet spillede på Kronborg sidste år. I forskerkredse 

har man diskuteret, hvorfor Hamlet tøver 

med at dræbe sin onkel, Hamlets ubevidste 

længsler, Hamlet som eksistentialist, Hamlet som 

et feministisk stykke osv. Det væsentlige er, at 

ligegyldigt hvilken tolkning, man føler trang til 

at lægge ned over stykket, så er der stadig, 400 

år senere, temaer i Hamlet, der vækker vores 

nysgerrighed og bevæger os følelsesmæssigt. 

Derfor er det også oplagt at arbejde med Hamlet 

i undervisningen, og vi håber, at rigtig mange af 

jer vil fornøjes over muligheden for at inddrage 

forestillingen i undervisningen. 

I forbindelse forestillingen Hamlet udarbejder 

Aarhus Teater et undervisningsmateriale, der henvender 

sig til elever i folkeskolens ældste klasser, 

gymnasiet, højskoler og lignende institutioner. 

Materialet er tænkt som hjælpemiddel og inspirationskilde 

til brug i fagene engelsk, drama, 

dansk, filosofi, almen studieforberedelse samt 

hvor det ellers måtte forekomme relevant. 

Materialets indhold 

I undervisningsmaterialet til Hamlet graves der 

med hjælp fra handlingsreferat og arbejdsspørgsmål 

dybt ned i manuskriptet. Vi ser 

nærmere på dramatikeren og fænomenet Shakespeare 

og hans skuespil. Hvem var Shakespeare, 

og hvordan så den verden ud, hvori han skrev 

sine skuespil og i særdeleshed Hamlet? Hvilke 

forandringer skete under renæssancen, og 

hvilken indflydelse havde de på Shakespeares 

forfatterskab og figuren Hamlet? Vi sætter fokus 

på, hvordan figuren Hamlet er blevet tolket gennem 

tiden, og hvordan vi ser på ham i dag, hvor 

vi tilsyneladende stadig finder evigtgyldighed i 

den tragiske kongesøn. Afsnittet indeholder et 

resume af manuskriptet samt en kort introduktion 

til de væsentligste figurer. 

Med udgangspunkt i Hamlets berømte ’To be or 

not to be’ monolog og en række andre citater 

fra Niels Brunses danske oversættelse, vil der 

blive mulighed for at arbejde med manuskriptet 

tekstanalytisk og på gulvet. Samt ikke mindst i 

engelsk med de oversættelsesmæssige aspekter. 

Alle undervisningsmaterialets afsnit er forsynet 

med arbejdsspørgsmål, der kan tjene som inspiration 

til arbejdet med teksten og/eller bruges 

direkte i undervisningen. En del af spørgsmålene 

forudsætter, at man enten har set forestillingen 

eller læst teksten på forhånd, mens andre gør det 

muligt at arbejde med dele af materialet uden 

forhåndskendskab. 

Undervisningsmaterialets sidste afsnit tager 

udgangspunkt i den aktuelle iscenesættelse. 

Hvad er en skuespiller, en instruktør, en scenograf, 

en lysdesigner og en kostumedesigner? 

Vi skal se nærmere på ’stillingsbeskrivelserne’ og 

på de valg, som det kunstneriske team har truffet 

undervejs. Læs deres egne tanker om arbejdet 

med forestillingen, herunder interviewet med 

teaterdirektør og instruktør Stefan Larsson. 

4

I. Handling og figurer i Hamlet 

1. UDføRLIgT REfERAT 

OBS: referatet bygger på Niels Brunses oversættelse 

af originalmanuskriptet og IKKE på det 

aktuelle forestillingsmanuskript, hvor dele af 

handlingen er reduceret. 

Den unge kongesøn Hamlet har nyligt mistet sin 

far. Hamlets onkel, Claudius, har taget tronen og 

giftet sig med enkedronningen Gertrud, Hamlets 

mor. Hamlet er bitter over giftermålet og føler ikke, 

at der er blevet sørget tilstrækkeligt over hans 

far. Han er i særdeleshed vred på sin mor, som 

han mener ikke blot har begået blodskam, men 

også svigtet de løfter, som hun gav sin tidligere 

mand. Claudius forsøger at mægle og opmuntre 

Hamlet og må samtidig tage sig af en politisk sag. 

Den unge Fortinbras, søn af den tidligere norske 

konge, hvis bror nu sidder på tronen, planlægger 

et angreb mod Danmark. Claudius får sendt bud til 

kongen, som får kontrol over sin søn, der nu i stedet 

får tilladelse til at marchere gennem Danmark 

på vej til krig mod Norge. 

Da et spøgelse viser sig om natten, opsøger 

Hamlet det på opfordring af de skræmte vagtfolk. 

Spøgelset giver sig til kende som den afdøde 

konge. Spøgelset fortæller, at han ikke døde nogen 

naturlig død, men blev forgiftet af sin egen 

bror, Claudius, der efterstræbte tronen. Claudius 

hældte gift i øret på den sovende konge, 

mens han sov i haven. Hamlet sværger hævn, og 

spøgelset vender tilbage til skærsilden. 

Laertes, søn af kongens betroede rådgiver Polonius, 

har forberedt sin rejse tilbage til studier 

i udlandet og må sige farvel til sin far og søster, 

Ophelia, som Hamlet har en romantisk tilknytning 

til. Ophelia lover at afvise Hamlet, efter Laertes 

har overbevist hende om, at der ikke er nogen 

fremtid i forholdet. Ophelia er ikke af samme 

status som Hamlet, og både Polonius og Laertes 

frygter, at han aldrig vil gifte sig med hende. 

Hamlet begynder at opføre sig besynderligt, og 

man frygter for hans mentale helbred. Hamlet 

selv er pint af tvivl. Han er ikke overbevist om 

spøgelsets intentioner, og han finder det svært at 

tage den hævn, han har svoret. For at Claudius 

ikke skal ane uråd, spiller han sindssyg, selv over 

for Ophelia, som han skubber fra sig. Kun Horatio, 

Hamlets ven, der også har set spøgelset, 

kender sandheden. 

Da en gruppe skuespillere ankommer til slottet, 

finder Hamlet lejlighed til endeligt at teste 

Claudius’ skyld. Han instruerer spillerne i en 

scene, der til mindste detalje gentager øjeblikket, 

hvor Claudius hælder giften i sin brors øre, mens 

han hviler i haven. Hamlet er overbevist om, at 

han vil kunne spore både genkendelse og skyld 

i onklens ansigt, når scenen spilles for ham, og 

således vil han få endeligt svar på sit dilemma. 

Ganske rigtigt reagerer kongen skarpt og bremser 

forestillingen. Hamlet er nu klar til at tage sin 

hævn, men tøver alligevel, da han finder Claudius 

fordybet i bøn – han ønsker ikke at sende Claudius 

direkte til himmels. 

Gertrud kalder Hamlet til sit kammer og forsøger 

at finde en forklaring på sønnens mærkværdige 

5

opførsel. Polonius, der gemmer sig bag et tæppe 

for at overvære scenen, giver en lyd fra sig, og 

Hamlet, som tror, det er Claudius, stikker ham 

ihjel med en kniv. Efterfølgende skiller han sig 

af med liget. Gertrud er chokeret, ikke blot over 

mordet, men også de sandheder, som hendes 

søn kan fortælle hende om Claudius. Hun bliver 

overbevist om, at Hamlet har ret og lover at 

holde tand for tunge. 

Claudius, der ser nødvendigheden af at slippe af 

med den gale og morderiske kongesøn, sender 

ham til England ifølge med Hamlets tidligere 

venner, Rosenkrans og Gyldenstjerne. De medbringer 

en skrivelse, hvori Claudius beder den 

engelske konge henrette Hamlet straks ved 

ankomsten. Hamlet opdager brevet, ændrer det 

således, at det er hans følgesvende, der står til 

henrettelse, og vender selv tilbage til Danmark i 

tide til at følge Ophelias begravelse. Ophelia er 

blevet gal efter Hamlets afvisning og mordet på 

hendes far, og hun har strejfet omkring på slottet 

med kranse af blomster og forvirrede udtalelser. 

Hun druknede efter at have forsøgt at nå nogle 

hængende blomster ved floden, men man er i 

tvivl, om det i virkeligheden var selvmord. 

Hamlet vender tilbage til slottet, hvor en rasende 

Laertes holder ham ansvarlig for sin fars og søsters 

død. Claudius råder ham til at udfordre Hamlet til 

en duel, og Laertes beslutter sig for at dryppe gift 

på spidsen af kården. Claudius sikrer udfaldet af 

kampen ved også at hælde gift i det bæger, som 

Hamlet kan styrke sig ved undervejs. Men intet går 

som forventet. Gertrud drikker, uden Claudius kan 

forhindre det, Hamlets skål i den forgiftede drik. 

Laertes sårer Hamlet dødeligt med det forgiftede 

sværd, men bliver også selv såret, og Hamlet, som 

indser tingenes sammenhæng dræber Claudius. 

Da alle er døde, står kun Horatio, Hamlets trofaste 

ven tilbage til at fortælle om begivenhederne. 

Den norske kong Fortinbras’ nevø træder ind på 

scenen, klar til at overtage den danske trone, og 

her slutter tragedien. 

_ ARbEjDSSpøRgSMåL: 

- Hvilke ligheder er der mellem Fortinbras og 

Hamlet? 

- Hvilken grund kunne Shakespeare have haft til 

at inkludere historien om den norske kongesøn, 

der bliver konge over Danmark? 

- Øvelse: Skriv en alternativ slutning på Hamlet, 

som du mener, den burde have endt. Du vælger 

selv det punkt i historien, hvor du vil begynde 

med at ændre begivenhedernes gang. 

6

2. DE VæSENTLIgSTE fIgURER I 


Hamlet 

Vi ved fra scenen ved de åbne grave, at Hamlet 

er 30 år gammel. Han er søn af den nu afdøde 

kong Hamlet, Gertruds første ægtemand. Hamlet 

er i begyndelsen af stykket romantisk involveret 

med Ophelia, som er datter af den betroede 

rådgiver Polonius og søster til Laertes. Hamlet har 

ligesom flere andre i stykket læst ved universitet 

i Wittemberg. Et studie, som hans mor og nye 

stedfar beder ham ikke vende tilbage til. Hamlet 

bærer ved starten af stykket sort i sorg over sin 

far, mens resten af hoffet fejrer det netop overståede 

bryllup. 

Claudius 

Claudius er den nyligt kronede konge, der har 

taget sin brors hustru, dronning Gertrud, til sin 

egen dronning. Claudius frydes ved magten, men 

plages af samvittighed og frygten for, at det skal 

blive afsløret, at han dræbte sin egen bror ved at 

hælde gift i øret på ham, mens han sov i haven. 

Claudius ser Hamlet som en trussel. 

gertrud 

Dronning Gertrud, mor til Hamlet og hustru til to 

konger. Hun fryder sig over lidenskaben i sit nye 

ægteskab og ønsker mest af alt, at hendes søn 

skal komme sig over sin sorg hurtigst muligt, som 

hun selv har gjort det. Hun håber på et ægteskab 

mellem Ophelia og Hamlet. Hun ved ikke, at 

hendes nye ægtemand Claudius står bag mordet 

på kong Hamlet, Hamlets far. 

polonius 

Polonius er rigsråd, kongens nærmeste rådgiver. 

Han varetager kongens interesserer, hvilket inkluderer 

at forsøge at finde ud af, hvad der er 

årsagen til Hamlets vanvid. Han spionerer og 

bruger sin datter Ophelia som madding for at 

regne Hamlet ud. 

Ophelia 

Ophelia er datter af rådgiveren Polonius, og hun 

har været ombejlet af Hamlet. Både hendes far 

og bror råder hende til ikke at tage hans kærlige 

ord for gode varer, for hun er ikke af samme stand 

som ham, og de frygter, at han i sidste ende ikke 

vil gifte sig med hende. Ophelia er en lydig datter, 

men hun mister forstanden, da Hamlet afviser 

hende i sit ’vanvid’ og siden dræber hendes far. 

Laertes 

Laertes er bror til Ophelia og søn af Polonius. 

Han er en mester til fægtning og tilbringer den 

midterste del af stykket på en dannelsesrejse til 

Paris. Da han vender hjem ved nyheden om sin 

fars død og finder sin søster fortabt til vanviddet, 

sværger han hævn mod Hamlet. En hævn, som 

Claudius kun alt for villigt vil hjælpe ham med at 

føre ud i livet. 

7

Horatio 

Horatio er Hamlets gode ven fra universitetet. 

Han er den eneste udover vagterne, der har set 

kong Hamlets spøgelse, og som derfor kender 

til Claudius’ mord på kongen. Han er den, som 

Hamlet undervejs betror sig til. 

Rosenkrans og gyldenstjerne 

Hamlets to venner fra studietiden ankommer 

til hoffet på kong Claudius’ bud. Deres opgave 

bliver at finde frem til, om Hamlet virkelig er eller 

blot spiller vanvittig – og i så fald hvorfor. De 

bliver hurtigt splittede mellem kongens ønsker og 

deres venskab med Hamlet, som de kun ønsker 

det bedste. Hamlet opdager med det samme 

deres dobbeltspil og mister tilliden til dem. 

Laurence Olivier 

som Hamlet 

8

II. William Shakespeare 

- fra landsbydreng til verdens største dramatiker 

William Shakespeare (1564-1616) efterlod ved 

sin død en række værker, nærmere bestemt 154 

sonetter og 38 skuespil. Til gengæld kender vi i 

dag kun ganske få detaljer om hans privatliv. Han 

blev født i den lille by Stratford-on-Avon, hvor 

han også døde 42 år senere. Som 18-årig blev 

han gift med en otte år ældre kvinde, med hvem 

han fik tre børn. Man kender ikke noget til Shakespeares 

uddannelsesmæssige baggrund, og om 

han overhovedet havde nogen, men man ved, at 

han på et tidspunkt rejste til London og ernærede 

sig som skuespiller. Siden begyndte han at skrive 

stykker, hvoraf de fleste blev spillet på Londons 

scener. Senere blev Shakespeare også medejer af 

Globe teatret og kunne i 1613 trække sig tilbage 

til sin hjemby som en velstående og kendt mand. 

En af grundene til, at vi ikke kender til særligt 

mange detaljer om Shakespeares liv er, at han 

trods succes på ingen måde var lige så berømt 

og anerkendt i datiden som i eftertiden. Da 

Shakespeare skrev sine stykker var han én blandt 

mange, der producerede stykker til delvis improvisation 

på datidens scener (se afsnittet om det 

elizabethanske teater). En film som Shakespeare 

in love har siden hen forsøgt at give Shakespeare 

en biografi, men faktum er, at vi ved så lidt om 

ham, at en række forskere ligefrem har forsøgt at 

om ikke modbevise hans eksistens, så i det mindste 

stille spørgsmålstegn ved, om han selv stod 

bag de værker, der i dag bærer hans navn – mere 

om det senere. 

Shakespeares enorme produktivitet 

Shakespeare skrev en enorm mængde værker 

inden for flere forskellige genrer. Udover sine 

sonetter (digte) producerede han op mod 40 

teaterstykker, der alle blev opført i hans levetid. 

De kan groft set deles ind i tre kategorier: tragedierne, 

komedierne og de historiske spil. 

Komedierne omfatter blandt de mest kendte 

Trold kan tæmmes, En skærsommernatsdrøm 

og Stor ståhej for ingenting. Det evige tema er 

kærligheden, forviklinger hjælper handlingen 

på vej, og Shakespeare låner gerne fra eventyr 

og myter, når han krydrer komedierne med det 

overnaturlige. 

De historiske skuespil tager alle udgangspunkt 

i en historisk kongefigur og skildrer, med en 

særlig interesse for den enkelte persons moral og 

følelsesliv, strategier og motiver bag de blodige 

magtspil. Her er Richard III nok det mest kendte 

skuespil i dag. Manuskriptet, der skildrer et skruppelløst 

menneskes vej til magten, er et nådesløst 

portræt af en konge, som blev væltet fra tronen 

af dronning Elisabeths forfader. Tro mod den 

regerende dronning skildrer Shakespeare Richard 

III som et ondt menneske, mens dronningens forfader 

skildres som nobel og værdig som konge. 

Blandt Shakespeares tragedier finder vi Hamlet, 

Romeo og Julie, Kong Lear og Macbeth. Ofte 

tager disse også udgangspunkt i royale scenarier, 

men den personlige udviklingshistorie er her i 

9

fokus, og de beskrevne kongehuse er fiktive, 

om end de tager udgangspunkt i virkeligheden. 

Tragedierne ligger sent i Shakespeares produktionsperiode, 

mens han i sine yngre år primært 

skrev komedier og de historiske skuespil. 

Den grovkornede inddeling af dramatikerens 

værker i tre hovedgenrer yder dog ikke fuld retfærdighed 

for Shakespeares lange og komplekse 

forfatterskab. Således var det endda et særligt 

kendetegn for Shakespeare, at han yndede at 

blande genrerne og eksperimentere. Tydeligst 

bliver det i hans sidste skuespil, hvor en tragisk 

og dramatisk handling afløses af komediens forsoning 

og lette stemning. Men også i hans andre 

værker blandes genrerne. Der er eksempelvis i 

komedierne ofte en uforløst konflikt, der nager 

under festlighederne, eller en hovedfigur, der står 

ydmyget og fortabt tilbage. 

Mens Shakespeare regnes som den måske største 

dramatiker, der nogensinde har levet, så er det 

ikke hans fantasi, hvad angår at finde på historier, 

som han bør blive husket for. Størsteparten 

af Shakespeares værker tager udgangspunkt i 

kendt mytologi, historie og fortællinger – og som 

regel allerede eksisterende dramatiseringer heraf. 

At Shakespeare ikke bliver husket som verdenshistoriens 

mest berømte kopist, skyldes hans 

innovative tilgang til det eksisterende. Han skrev 

aldrig af – han gendigtede og forbedrede, gjorde 

værkerne til sine egne ved at tilføje motiver, 

sidefortællinger, nye figurer og det formfuldendte 

sprog, som har gjort Shakespeare så berømt. 

Krigen om Shakespeares værker 

Hovedparten af de originale tekster, som Shakespeare 

producerede, er i dag gået tabt. Det skyldes 

til dels, at Shakespeare selv var et udpræget 

teatermenneske, som skrev med henblik på den 

aktuelle overførelse. Det var derfor andre, som så 

et potentiale i at udgive teksterne. Men der var 

næppe nogen, der så potentialet i at bevare de 

originale, håndskrevne manuskripter for efter- 

tiden. Der er ofte store forskelle i de udgivelser, vi 

kender til i dag, og derfor hersker der en veritabel 

krig mellem diverse sprogforskere, dramaturger, 

udgivere og andre, der har interesse for 

Shakespeares værker. 

Dertil kommer, at det er overmåde vanskeligt 

at bevise, at det faktisk er Shakespeare, der har 

skrevet alle de tekster, vi i dag henviser til hans 

forfatterskab. En af de mere sejlivede teorier går 

på, at det skulle have været filosoffen, juristen, 

politikeren og forfatteren Francis Bacon, der har 

skrevet alle Shakespeares værker. Teorien er dog 

aldrig blevet bevist, men man mener, at den kan 

forklare, hvordan en simpel skuespiller kunne 

skrive stykker med så filosofisk og lærd tyngde. 

Det undrer nemlig til stadighed forskerne, 

hvordan en person, sandsynligvis uden egentlig 

uddannelse, kunne skrive Shakespeares værker, 

der bugner ikke blot at komplekse filosofiske 

og menneskelige problemstillinger, men også 

af viden om bl.a. historie og jura. Til gengæld 

10

forklarer det, hvorfor værkerne er spækkede med 

andre fejl af geografisk, historisk og filosofisk art. 

Den skolegang, som en landsbydreng fra gode 

kår, måtte forventes at have fået, harmonerer i 

øvrigt ganske godt med netop det, som Shakespeare 

er så kendt for: sit kendskab til græsk og 

romersk litteratur og sin evne til at sætte handling 

på mundrette vers. Shakespeare har lært latin, 

kristendommen, grammatik, retorik og dialektik 

i skolen, og han er blevet stopfodret med antikkens 

forfattere – alt sammen nyttige værktøjer, 

når man havde en karriere som verdensberømt 

dramatiker foran sig. 

_ ARbEjDSSpøRgSMåL 

- Kender I andre af Shakespeare værker? Hvilke 

og hvorfra kender I dem? Beskriv handlingen og 

kategoriser stykket som tragedie, historisk spil 

eller komedie. 

- Kender I nogen af følgende citater? Oversæt 

dem til dansk og diskuter betydningen af dem: 

• “All the world’s a stage” (As You Like it / 

Som man behager) 

• “A plague on both your houses” 

(Romeo and Juliet / Romeo og Julie) 

• “Frailty, thy name is woman” (Hamlet) 

• “All that glisters is not gold” (The 

Merchant of Venice / Købmanden fra 

Venedig) 

• “We are such stuff as dreams are made 

on” (The Tempest / Stormen) 

• “A horse, a horse! My kingdom for a 

horse!” (Richard III) 

• ” The green-ey’d monster” (The Merchant 

of Venice / Købmanden fra Venedig) 

• “Get thee to a nunnery” (Hamlet) 

- Kender I andre citater fra Shakespeare? 

- Tror I, at Shakespeare selv skrev sine skuespil? 

Diskuter 

11

2. SHAKESpEARE fUN fACTS 

Shakespeares egen far døde i 1601? Samme år 

som Shakespeare skrev Hamlet. 

Shakespeare havde en søn, Hamnet, der døde 

som 11-årig i 1596? Omkring en tredjedel af alle 

børn i England døde dengang inden deres 10 års 

fødselsdag. 

I Stratford-on-Avon boede en bager, Hamnet, 

hvis datter i 14-15 års alderen druknede sig af 

ulykkelig kærlighed? I renæssancen mente man, 

at de døde, kunne forvandle sig til ugler, så når 

Ophelia siger en af sine mest berømte replikker, 

tænkte Shakespeare måske på den gamle 

bager: ”De siger at uglen var en bagerdatter. Du 

godeste, vi ved hvad vi er, men vi ved ikke hvad 

vi kan blive”. I kan selv diskutere andre betydninger 

af Ophelias replik. 

Rosenkrans og Gyldenstjerne har fået deres helt 

eget teaterstykke? Rosencrantz and Guildenstern 

Are Dead er en absurd tragikomedie skrevet af 

Tom Stoppard i 1966. Den handler om Shakespeares 

to bifigurer, der fuldstændigt uvidende 

går et blodigt endeligt i møde, uden at deres 

død bliver nævnt i mere end en bisætning. 

Shakespeare fandt sin inspiration til tragedien om 

den danske kongesøn i Saxos Danmarks Krønike 

(eller i en gendigtning af den), hvor Saxo skriver 

om den danske kongesøn Amletus (på dansk Amlet). 

Shakespeare har muligvis aldrig læst Saxo, 

men dramatiseringer af myten kombineret med 

andre fortællinger. 

Shakespeare efterlod i sit testamente husets 

næstbedste seng til sin hustru. Man har spekuleret 

meget over, hvad det kunne betyde: Holdt 

Shakespeare ikke nok af sin kone, eller var husets 

næstbedste seng simpelthen ægtesengen, mens 

den bedste var forbeholdt gæster? I så fald har 

testamentet været en kærlighedserklæring til den 

12 år ældre Anne Hathaway, som Shakespeare 

giftede sig med som 18-årig – seks måneder før 

fødslen af deres første barn. 

12

3. DET ELIzAbETHANSKE TEATER 

Det engelske renæssanceteater betegner tiden 

fra 1558 til 1642, en periode, der går fra begyndelsen 

af dronning Elizabeths regeringsperiode 

og frem til den langvarige lukning af teatrene i 

1642 (mere om det senere). Det elizabethanske 

teater udgør en del af denne periode og beskriver 

helt specifikt tiden fra 1558 frem til dronning 

Elizabeths død i 1603. Det var inden for denne 

periode, at Shakespeare skrev sine største værker, 

og han regnes for en elizabethansk dramatiker, 

selvom han overlevede dronningen med adskillige 

år. Shakespeare var dog ikke den eneste 

betydningsfulde dramatiker i samtidens England. 

Blandt de dramatikere, vi stadig kender i dag, er 

Christopher Marlowe, der dog er bedst kendt i sit 

hjemland. I denne periode blev det efterhånden 

også langsomt en anset beskæftigelse for universitetsuddannede 

at beskæftige sig med dramatik. 

De såkaldte ’university wits’ trak på deres store 

viden om antikkens Grækenland og Rom, der ikke 

kun historisk var en spændende periode, men 

som også bliver betragtet som det europæiske 

teaters vugge. 

I England blev trupper af skuespillere nødt til at 

høre under adelige eller betydningsfulde personers 

beskyttelse for ikke at blive stemplet som 

ulovlige vagabonder. Derfor havde trupperne 

også som regel navne som ’The King’s Men’ eller 

Lord Chamberlain’s Men’. I London var myndighederne 

fjendtligt stemt mod teatergrupperne, 

men da dronningen satte stor pris på regelmæssige 

forestillinger, voksede et større teaterlandskab 

op i Southwark på sydsiden af Themsen, 

hvor teatrene var uden for bymyndighedens 

rækkevidde, men tæt på befolkningen. Teatertrupperne 

tjente penge på at vise forestillinger 

for Londons bredde befolkning. Status fik de ved 

at vise de samme forestillinger for dronningen. 

I samme periode gik man fra mere eller mindre 

uorganiserede, omrejsende teatergrupper til at 

etablere faste scener, primært i førnævnte Southwark. 

Den mest kendte er The Globe Theatre, 

som Shakespeare var med til at rejse i 1599 (det 

brændte i 1613, blev genopbygget samme år og 

endeligt lukket i 1642). Teatret er senere (i 1997) 

blevet genopbygget tæt på den oprindelige 

grund og viser den dag i dag forestillinger under 

åben himmel. 

Teatrene blev i den elizabethanske periode bygget 

op i en ofte cirkulær form omkring en åbning 

i midten. Her befandt scenen sig. Publikum 

enten stod foran scenen eller blev placeret på en 

af de tre etager af balkoner, der omgav scenen 

på tre sider. Træ var et gennemgående byggemateriale, 

hvilket gjorde teatrene sårbare over 

for brande. Da publikum stod og sad tæt sammen, 

var det ikke kun brandfaren, der udgjorde 

en risiko. Smitsomme sygdomme, herunder pest, 

havde gode kår i de tætpakkede menneskemasser 

og voldsomme epidemier gjorde i 1500- og 

1600-tallet ikke kun store indhug i befolkningen, 

13

men medførte også perioder, hvor teatrene ikke 

kunne holde åbent. 

De fleste forestillinger gjorde brug af en meget 

enkelt scenografi, hvor eksempelvis et par grene 

kunne skabe illusionen af en hel skov, eller et par 

fakler kunne illudere aften eller nat. Til gengæld 

inddrog man ofte beskrivende replikker, såkaldte 

’talte kulisser’, der kunne give publikum en idé 

om, hvad de skulle forestille sig. Man spillede 

som regel i fuldt dagslys, da kunstig scenebelysning 

endnu ikke var opfundet. Der fandtes 

dog også indendørs teatre, men her spillede 

ofte drengekompagnier for et mere velstående 

publikum. I 1608 fik Shakespeares teatertrup 

’The King’s Men tilladelse til at benytte teatret i 

vinterhalvåret, hvilket man må formode har betydelig 

forbedring af forholdene for ikke mindst 

publikum. Drengekompanier udgjorde i øvrigt en 

stor trussel mod de ’almindelige’ teatre, da deres 

popularitet efterhånden blev større og større. 

Shakespeare har endda indlagt en lille kommen- 

tar om denne konflikt i Hamlet, hvor det fortælles, 

at teatertruppen, som kommer til slottet, er blevet 

fordrevet af netop en sådan drengetrup. 

De enkelte teatre havde faste ensembler og 

kunne derfor spille forskellige forestillinger fra aften 

til aften. De fleste havde et stort og afvekslende 

repertoire. Dramatikerne fik ikke nogen store 

lønninger for deres produkter, faktisk var de 

oftest fattige, med mindre de fandt andre måder 

at supplere deres indkomst på – Shakespeare 

tjente eksempelvis sine penge som skuespiller 

og medejer af teatret og blev i sin alderdom en 

meget velhavende mand. 

Der blev brugt store summer på kostumer. Dog 

var kostumer så dyre, at det ofte kun var hovedrolleindehaverne, 

der kunne iklædes periodekostumer 

på scenen. Resten af spillerne var iført 

hverdagstøj. Skuespillerne bestod udelukkende af 

mandlige skuespillere, da man ikke anså det for 

anstændigt for kvinder at stå på scenen. Kvinde- 

rollerne blev derfor spillet af unge drenge, hvis 

stemmer endnu ikke var gået i overgang. Blandt 

publikum var der dog kvinder, om end det var 

kutyme for kvinder af fornem herkomst at skjule 

dele af deres ansigt med et slør, så de ikke kunne 

genkendes, når de gik i teatret. 

Det var en dyr fornøjelse for Londons befolkning 

at gå i teatret. For en almindelig arbejder kostede 

det i omegnen af en dagløn at få adgang 

til teatrets ståpladser. Men da det var småt med 

fornøjelser, var teatrene alligevel voldsomt populære. 

Publikum, især dem på de ’billige’ ståpladser 

foran scenen, var kendt for at deltage aktivt i 

forestillingen. Hvis de ikke brød sig om handlingen 

eller skuespilleren, overøste de scenen med 

skældsord og forhåndenværende genstande 

såsom frugt. Til gengæld tilkendegjorde de også 

deres anerkendelse med høje råb og klappen. 

I 1642 var en puritansk bevægelse kommet 

til magten i London, og da man betragtede 

14

fornøjelse som syndigt, blev alle teatre beordret 

lukkede. Lukningen kom til at vare i 18 år og 

markerede slutningen på det engelske renæssancedrama, 

om end de velkendte værker blev 

taget op igen, da teatrene endelig genåbnede. 


- Hvad er kendetegnende for det elizabethanske 

teater? Lav en liste med de væsentligste 

træk 

- Kunne man forestille sig en elizabethansk 

teateropførelse på en dansk scene i dag? 

Hvordan mon den ville blive modtaget? Har I 

nogensinde set noget, der kunne minde om? 

Diskuter. 

- Find informationer om The Globe Theatre, 

som det eksisterer i dag. Hvilke stykker spiller 

man, hvordan bliver de vist, og kan man ellers 

opleve noget på teatret? 

4. RENæSSANCEN 

William Shakespeare skrev sine skuespil på et 

tidspunkt i europæisk kulturhistorie, hvor der for 

alvor var ’blus under kedlerne’ i tankegodset. I 

slutningen af det 16. århundrede havde reformationen 

gjort sit indtog i Europa. Med den skete 

en stor omvæltning i, hvordan mennesket så på 

sig selv og hinanden. Reformationen gjorde, 

med sin insisteren på oversættelse af de religiøse 

skrifter, sammen med Gutenbergs revolutionering 

af bogtrykkerkunsten, det muligt at sprede 

viden til almindelige mennesker. Bøger var ikke 

længere forbeholdt de gejstlige og de ualmindeligt 

velhavende. Det blev også mere almindeligt 

at udgive bøger på de sprog, som folk rent 

faktisk talte, eksempelvis engelsk og dansk. Nu 

kunne man købe og læse både religiøse skrifter 

og almindelige bøger, selvom de stadig var betragteligt 

dyrere, end bøger er det i dag. 

Samtidig begyndte en større velstand at sprede 

sig gennem samfundslagene, og man så et nyt 

slags menneske udvikle sig: Et menneske, der 

havde overskud og mulighed for at interessere 

sig for kunst, kultur og for de nye tanker, der 

spirede frem. Og dem var der mange af, selvom 

størstedelen af befolkningen stadig var umådeligt 

fattige og uuddannede. Kirken havde mistet en 

stor del af sin magt, og videnskaben havde bevist, 

at jorden ikke blot var rund, men heller ikke 

stod i centrum for hele universet. Tiden var kommet 

til at rette fokus mod det enkelte menneske: 

Individet. 

Humanismen er et meget bredt begreb, der 

kan dække over flere betydninger. Det, der er 

væsentligt i denne forbindelse, er, at humanismen 

i det 16. århundrede betød en øget interesse for 

det enkelte individs frihed og ret til at tænke og 

træffe beslutninger selv, for det enkelte individs 

rettigheder og for menneskets evne til at bruge 

sin fornuft. Denne frigørelse af det enkelte men- 

15

neske, som humanismen på mange måder blev, 

betød også, at en lang række valg pludseligt 

krævede eftertanke og handlekraft. Når mennesket 

ikke var fuldstændig underlagt Gud og samfundets 

krav og forventninger, så blev man også 

tvunget til at stille spørgsmålstegn ved meget, 

som før havde været fastlagt og givet på forhånd: 

Hvordan skal jeg opføre mig som menneske? 

Hvilke ønsker har jeg for mit liv? Hvad er godt, og 

hvad er skidt? 

Med mennesket i centrum, tog den form for 

tænkning, som vi i dag kender som humanismen, 

hurtigt fart. Mange af de forhold, som vi i 

dag tager for givet, var nemlig overhovedet ikke 

hverdag i datidens Europa: F.eks. at vi har ret til at 

vælge den uddannelse, vi ønsker, at vi kan gifte os 

med den, vi elsker, at vi kan læse de bøger, vi har 

lyst til osv. 

En anden væsentlig ting, der skete under renæssancen 

var at kunsten blev autonom, dvs. løsrevet 

fra de magtinstanser, som den tidligere havde 

været underlagt: kirken og kongemagten. Dermed 

fik kunstnerne, herunder også dramatikerne, større 

frihed i forhold til, hvordan de ønskede at skildre 

verden omkring dem. Før havde kunstnerne været 

dybt afhængige af at blive ’sponsoreret’ og beskyttet 

af magthaverne, og den kunst man skabte, var 

den kunst som magthaverne gerne ville se, og 

som tjente et formål – et formål, der oftest var at 

styrke magthavernes magt! Selvom der stadig var 

stramme regler for, hvad man kunne tillade sig, 

og censuren var streng, begyndte kunsten at blive 

mere fri, mere eksperimenterende og uden helt så 

meget ’formål’. Så længe man ikke fornærmede 

nogen, var alt for sjofel eller gjorde angreb på 

kirken eller kongen, så kunne man vælge sit indhold 

frit. Nu kunne man pludselig lave kunst for 

kunstens egen skyld. 

Renæssanceteater: The Globe i London 

Hamlet som et renæssancemenneske 

Hamlet blev skrevet i renæssancens England, 

hvor kirken begyndte at miste sin betydning som 

centrum for den menneskelige eksistens, og hvor 

man begyndte at interessere sig for mennesket 

som individ. Humanistiske tanker spirede frem, 

mennesket bliver herre over egen skæbne, men 

må også stille spørgsmålstegn ved sine egne 

valg, ambitioner og forventninger til livet. 

Kongesønnen Hamlet er et billede på denne omvæltning 

i samfundet. Han væmmes ved det hof, 

som Claudius holder i hævd, og hvor der fyres 

salutter af, hver gang kongen har tømt endnu et 

bæger. Hamlet frygter, hvad resten af det lærde 

Europa, som han identificerer sig med, må tænke. 

Hamlet selv er veluddannet, har en stor viden 

om litteratur og historie og er kendt for at have 

en bog i hånden. Hamlet tænker, tvivler, stiller 

spørgsmålstegn ved skæbnen, tøver. Han får alle 

redskaberne stukket i hånden, til at forvandle 

stykket fra en tragedie til et hævndrama – han har 

fået afsløret sin stedfars skyld og han får endda 

16

ig mulighed til at føre hævnen ud i livet. Alligevel 

er Hamlet mest kendt for sine monologer, 

sine lange tænkepauser, hvor han som et klassisk 

renæssance menneske forsøger at løse livets 

store spørgsmål ved hjælp af sin fornuft. Han 

tager sin frie vilje alvorligt. 

En moderne Hamlet? 

”Åh, der er råddenskab i Danmarks rige” 

En klog mand sagde en gang, at hvis Hamlet 

var blevet skrevet i dag, var den aldrig blevet en 

klassiker på samme måde, som Shakespeares 

værk bliver betragtet i dag. En del af forklaringen 

på dette, i første omgang noget provokerende 

udsagn, er den, at Shakespeare, da han satte 

pennen til papir og skrev sin fortælling, var på 

forkant med så meget at det tankegods, som i århundrede 

herefter skulle forme det Europa, som 

vi kender i dag. Alt det er beskrevet i afsnittet om 

renæssancen, hvad vi nu må spørge om selv om, 

er hvorfor Hamlet stadig er så populær i dag? 

Hvad kan Hamlet bidrage med i vores moderne 

virkelighed? 

Hamlet var, dengang i renæssancen, en repræsentant 

for det menneske, der var under udvikling: En 

individualist, en tvivlende tænker. Hamlet stod i 

skarp kontrast til den middelalderlige tankegang, 

som man var ved at bevæge sig væk fra, og som 

Claudius på mange måder repræsenterede med 

sine drikkegilder og blodige trang til enevældig 

magt. Siden har man, eksempelvis i romantikken, 

set Hamlet som den følsomme, melankolske, 

tragiske helt. Hamlets eksistentialistiske overvejelser, 

hans dødslængsel, hans møde med det 

overnaturlige samt ikke mindst hans triste endeligt 

var alt sammen noget, som romantikkerne kunne 

forene sig med, og som gjorde Hamlet til et ideal 

til efterlevelse. Lars Kaaber, forsker og teaterinstruktør 

har sagt om romantikkens Hamlet, som 

han mener er misforstået: 

”Romantikken gør Hamlet til helt. Ud fra den 

synsvinkel på stykket bliver man imidlertid nødt 

til at bortforklare en masse ting i Shakespeares 

oprindelige tekst. I sit forsøg på at slå sin fars 

morder ihjel lykkes det Hamlet at aflive tre andre, 

som er komplet uskyldige. Siden romantikken 

har man haft travlt med at sværte Hamlets ofre 

til for at retfærdiggøre drabene. For vi skal have 

en helt, vi skal have sort og hvidt. Men allerede i 

1760’erne skrev forfatteren og litteraten Samuel 

Johnson det klart og fuldstændig korrekt: Shakespeare 

har ikke nogen helte.” 

I anden halvdel af det tyvende århundrede skrev 

den polske teaterteoretiker Jan Kott en bog 

om Shakespeare, der siden skulle blive meget 

berømt: Shakespeare – vor samtidige. I den 

beskriver Kott den store maskine, et magtens 

hjul, hvor den ene magtliderlige hersker efter 

den anden stiller sig oven på sine forfædres lig 

for blot selv at blive trampet under jorde af dem, 

der kommer efter. Herskere, der spredte rædsel 

17

landt deres nærmeste og blandt befolkningen, fordi 

de hverken skyede mord eller terror i deres kamp 

for magt. Et blodigt spil om magten, som kun alt for 

godt gav mening for forfatteren, der havde oplevet 

Hitlers Tyskland, Maos Kina, Stalins Sovjetunionen for 

blot at nævne nogle få at det tyvende århundredes 

diktatorer. Hamlet er også fanget i denne store maskine, 

fordi han bliver tvunget ind et hævndrama med 

adskillige kom-plikationer. 

Jan Kott sagde en anden interessant ting om 

Hamlet. Han skrev, at Hamlet var et skuespil, der 

absorberer sin tid, at ethvert skuespil af ægte 

kvalitet i det hele taget har en evne til at reflektere 

enhver tid, som det læses/spilles i: ”Hamlet 

er som en svamp. Hvis man ikke opfører stykket 

stiliseret eller antikveret, absorberer det straks 

alle vor tids problemer”. Derfor betyder Hamlet 

noget forskelligt alt afhængigt af, hvornår det 

betragtes. Den er åben for nye fortolkninger for 

hver generation. Hamlet bliver ikke mindre aktuel 

– det bliver til noget andet. Stefan Larsson, der 

skal instruere Hamlet i år 2011, taler i interviewet, 

som du finder længere omme i materialet, om, at 

Hamlet handler om at finde sig selv som et ungt 

menneske og som ældre - om identitet. Men 

Hamlet handler for Stefan Larsson også om en 

masse andre ting, ligesom hver eneste tilskuer 

utvivlsomt vil have sit eget bud på, hvad de får 

ud af forestillingen. 


- Hvis du med få ord skulle beskrive, hvad Hamlet 

handler om, hvad ville du så sige? 

- Er Hamlet aktuel i dag? Hvorfor / hvorfor ikke? 

- Kan du genkende noget af dig selv i Hamlet 

eller nogen af de andre figurer? 

- Hvad er meningen med at opføre klassikere i 

dag? Skal der være en relevans, eller skal vi ’bare’ 

underholdes? Diskutér. 

Læs mere om William Shakespeare og Hamlet 

• 

• 

• 

• 

• 

Hamlet, Romeo og Julie, Kong Lear. William 

Shakespeare, oversat af Niels Bruunse, 

Gyldendal, 1997 

Uglen og bagerdatteren. Vi ved hvad vi er 

– men vi ved ikke hvad vi kan blive. Forvandlingstemaet 

i Hamlet. Johannes Møllehave, 

Lindhardt og Ringhof, 2002 

Shakespeare – vor samtidige. Jan Kott, Hasselbach, 

1966 

At være Hamlet – Casper Sejersen. Artikel i Information: 

http://www.information.dk/154840 

Bogen om Hamlet - værd at vide om Shakespeares 

danske tragedie. Lars Kaaber, Hernov, 

2000 

18

III. Arbejdet med teksten 

I det følgende er angivet en række citater fra 

Niels Brunses oversættelse af Hamlet – den 

oversættelse, der sammen med Peter Hallbergs 

svenske oversættelse udgør grundlaget 

for forestillingsmanuskriptet til Aarhus Teaters 

forestilling. Citaterne er nøje udvalgt fra centrale 

steder i teksten, der gør det muligt at gå 

i dybden med de enkelte scener og diskutere 

temaer, såsom Hamlets syn på livet og døden, 

forholdet mellem Hamlet og Claudius samt 

Hamlets ’geniale galskab’. 

Et tema, særligt udvalgt for dramaholdene, er 

Hamlets kommentarer om skuespilkunsten, hvor 

man kan læse meget om Shakespeares teatersyn 

og datidens skuespilkonventioner. 

Hvert citat er forsynet med en række arbejdsspørgsmål 

med henblik på at sandsynliggøre, 

hvorfor netop det valgte uddrag er fremhævet. 

Det er naturligvis op til den enkelte, hvorvidt 

man vil gøre brug af arbejdsspørgsmålene eller 

eksempelvis gå på gulvet med teksten i hånden i 

stedet. 

Niels Brunse har nyoversat Hamlet. Denne oversættelse 

udgør sammen med Peter Hallbergs svenske oversættelse 

grundlaget for Aarhus Teaters Hamlet-opsætning. 

Mød Niels Brunse til Aarhus Teaters Hamlet-kursus 22. 

september - læs mere på aarhusteater.dk 

CLAUDIUS’ TALE (1. AKT, SCENE 2): 

(Fanfare. Kong Claudius af Danmark, dronning 

Gertrud, Hamlet, Polonius, Laertes, Ophelia, 

Voltemand og Corne¬lius ind med hoffolk i deres 

følge.) 

CLAUDIUS: 

Skønt mindet om vor broder Hamlets død 

endnu er frisk, og skønt det sømmer sig 

for os at bære sorg, så hele riget 

er som ét eneste fortrukkent ansigt, 

har dog fornuften kæmpet med naturen, 

så vi med visest kvide husker ham 

og dog formår at tænke på os selv. 

Og den, som var vor søster, nu vor dronning 

og medudøver af vor stærke magt, 

har vi derfor, med en slags kuet glæde, 

med ét fornøjet, ét fortvivlet øje, 

med munter jordefærd og sorgfuldt bryllup, 

med ligevægt imellem fryd og smerte, 

nu taget til vor hustru; ingenlunde 

19

har vi forkastet jeres kloge råd, 

som I så villigt gav - for alt, vor tak. 

Men hør: I ved, den unge Fortinbras, 

der nærer ringe tanker om vort værd 

og tror, vor kære broders død har gjort 

at rigets hele orden er af lave, 

han har, i drømmen om at være stærkest, 

besværet os med breve og forlangt, 

at vi skal opgi retten til den jord 

hans far har tabt, med fuldt belæg i loven, 

til vores tapre broder. Nok om ham. 

Og om os selv og grunden til vort møde 

lad mig kort sige dette: vi har skrevet 

til norskekongen, Fortinbras’s onkel, 

som ligger syg og svag til sengs og næppe 

har hørt om hvad hans brorsøn pønser på, 

og dermed skal han standses i sit forsæt, 

thi vi har nævnt, at denne rekruttering 

af tropper og af mandskab finder sted 

blandt kongens undersåtter; Jer, vor ven 

Cornelius, og Jer, vor Voltemand, 

vil vi nu sende op med dette budskab 

til Norges gamle konge, uden dog 

at gi jer større fuldmagt til forhandling, 

end hvad der her udførligt er lagt fast. 

Farvel, lad farten gøre pligten ære. 

Act 1, Scene 2 English 

Elsinore. A room of state in the Castle. 

(Claudius, Gertrude, Polonius, Laertes, Hamlet, 

Voltemand, Cornelius, Horatio, Marcellus, Barnardo). 

Flourish. Enter Claudius, King of Denmark, Gertrude 

the Queen; Council: as Polonius; and his 

son Laertes, Hamlet, cum aliis including Voltemand 

and Cornelius. 

KING 

Though yet of Hamlet our dear brother’s death 

The memory be green, and that it us befitted 

To bear our hearts in grief, and our whole kingdom 

To be contracted in one brow of woe, 

Yet so far hath discretion fought with nature 

That we with wisest sorrow think on him 

Together with remembrance of ourselves. 

Therefore our sometime sister, now our queen, 

Th’ imperial jointress to this warlike state, 

Have we, as ’twere with a defeated joy, 

With an auspicious, and a dropping eye, 

With mirth in funeral, and with dirge in marriage, 

In equal scale weighing delight and dole, 

Taken to wife; nor have we herein barr’d 

Your better wisdoms, which have freely gone 

With this affair along. For all, our thanks. 

Now follows that you know young Fortinbras, 

Holding a weak supposal of our worth, 

Or thinking by our late dear brother’s death 

Our state to be disjoint and out of frame, 

Co-leagued with this dream of his advantage, 

He hath not fail’d to pester us with message 

Importing the surrender of those lands 

Lost by his father, with all bands of law, 

To our most valiant brother. So much for him. 

Now for ourself, and for this time of meeting, 

Thus much the business is: we have here writ 

20

To Norway, uncle of young Fortinbras— 

Who, impotent and bedred, scarcely hears 

Of this his nephew’s purpose—to suppress 

His further gait herein, in that the levies, 

The lists, and full proportions are all made 

Out of his subject; and we here dispatch 

You, good Cornelius, and you, Voltemand, 

For bearers of this greeting to old Norway, 

Giving to you no further personal power 

To business with the King, more than the scope 

Of these delated articles allow. 


- Hvilke konkrete informationer får vi ud af Claudius’ 

tale? 

- Hvad siger Claudius om sin broders død og sit 

eget bryllup? 

- ”med munter jordefærd og sorgfuldt bryllup” 

– hvordan skal det forstås? 

- Hvad er grunden til Claudius’ tale? (Bonusinfo: 

I renæssancen var ægteskab mellem svoger og 

svigerinde forbudt på samme måde som ægteskab 

mellem søskende) 

- Hamlet reagerer senere med slet skjult vrede 

mod Claudius. Hvad kan grunden være hertil? 

Kenneth Branagh som Hamlet 

21

HAMLETS føRSTE MONOLOg 

(1. AKT, SCENE 2) 

Åh, gid dog mit alt, alt for faste kød 

ku smelte bort, opløses som en dugg, 

eller der intet lovbud var mod selvmord 

fra Gud, den Evige. Åh, Herre, Gud, 

hvor sølle, slidte, simple, nytteløse 

er denne verdens vaner blevet mig! 

En skændsel! Som en overgroet have, 

der går i frø, erobres denne verden 

af ækelt, mæsket ukrudt. Tænk engang! 

To måneder - nej, knap nok to - er gået 

fra kongens død, så strålende en konge, 

han var en solgud mod den satyr her, 

så kærlig mod min mor, at han forbød 

den frie himmels blæst at slå for hårdt 

mod hendes ansigt - åh, ved jord og himmel, 

skal jeg da huske det? Hun hang ved ham, 

det var, som hendes appetit tog til, 

mens den blev stillet, og en måned efter - 

nej, glem det; lumpenhed, dit navn er kvinde - 

en måned gik, og før de sko var gamle, 

hun fulgte stakkels far til graven i, 

opløst i tårer, som Niobe - hun, 

selv hun - åh Gud, et ufornuftigt dyr 

ku ikke glemme sorgen nær så hurtigt - 

hun gifted sig med onkel, med min farbror, 

der har så lidt til fælles med min far 

som jeg med Herkules - der gik en måned, 

og før de hykleriske tårers salt 

holdt op at svi i hendes røde øjne, 

da gifted hun sig. Hvilken syndig hast 

og hvilke lette skridt til blodskamssengen. 

Det er, det kan kun blive til fortræd. 

Men brist, mit hjerte, tungen må jeg binde. 

English 

O that this too too solid flesh would melt, 

Thaw, and resolve itself into a dew! 

Or that the Everlasting had not fix’d 

His canon ’gainst self-slaughter! O God, God, 

How weary, stale, flat, and unprofitable 

Seem to me all the uses of this world! 

Fie on’t, ah fie! ’tis an unweeded garden 

That grows to seed, things rank and gross in 

nature 

Possess it merely. That it should come to this! 

But two months dead, nay, not so much, not two. 

So excellent a king, that was to this 

Hyperion to a satyr, so loving to my mother 

That he might not beteem the winds of heaven 

Visit her face too roughly. Heaven and earth, 

Must I remember? Why, she should hang on him 

As if increase of appetite had grown 

By what it fed on, and yet, within a month— 

Let me not think on’t! Frailty, thy name is woman!— 

22

A little month, or ere those shoes were old 

With which she followed my poor father’s body, 

Like Niobe, all tears—why, she, even she— 

O God, a beast that wants discourse of reason 

Would have mourn’d longer—married with my 

uncle, 

My father’s brother, but no more like my father 

Than I to Hercules. Within a month, 

Ere yet the salt of most unrighteous tears 

Had left the flushing in her galled eyes, 

She married—O most wicked speed: to post 

With such dexterity to incestious sheets, 

It is not, nor it cannot come to good, 

But break my heart, for I must hold my tongue. 


- Hvad er Hamlets ønske i denne monolog? 

- Hvad forhindrer Hamlet i at føre sit ønske ud i 

livet? 

- Hvad er Hamlets syn på verden? 

- Hvad er Hamlets syn på sin mor og det nyindgåede 

ægteskab? 

23

HAMLETS VANVIDSSCENE MED 

pOLONIUS (2. AKT, SCENE 2) 

POLONIUS: 

Væk, væk, jeg ber Jer begge, gå herfra. 

Nu skal jeg entre ham. 

(Claudius og Gertrud ud.) 

Åh, tillad mig, 

hvorledes har I det, prins Hamlet? 

HAMLET: 

Udmærket, tak. 

POLONIUS: 

Kender I mig, Eders Højhed? 


Det gør jeg da, I er fiskehandler. 

POLONIUS: 

Nej, ikke jeg, Eders Højhed. 


Så ville jeg ønske, I var så hæderlig en mand. 

POLONIUS: 

Hæderlig, Eders Højhed? 


Ja, min herre. At være hæderlig, som verden er 

indrettet, det er at være én ud af ti tusind. 

POLONIUS: 

Det har I sandelig ret i, Eders Højhed. 


For hvis solen avler maddiker i en død hund, der 

er et godt kysse-kadaver - Har I en datter? 

POLONIUS: 

Det har jeg, Eders Højhed. 


Så lad hende ikke gå i solen. Det spirende liv er 

velsignet, men hvad der kan spire i Jeres datters 

liv - pas på, gode ven. 

POLONIUS (afsides): 

Hvad siger I så! Den samme gamle vise om min 

datter. Og dog kendte han mig ikke til at begynde 

med, han sagde jeg var fiskehandler - han 

er langt ude, langt ude. Sandt nok, i min ungdom 

led jeg store kærlighedskvaler, det var meget tæt 

på dette her. Jeg taler lidt mere med ham. - Hvad 

læser I, Eders Højhed? 


Ord, ord, ord. 

POLONIUS: 

Hvad drejer de sig om, Eders Højhed? 


Hvem drejer? 

24

POLONIUS: 

Jeg mener, hvad er emnet for det, I læser, Eders 

Højhed? 


Bagvaskelse, gode herre, for denne slyngel af en 

satiriker siger at gamle mænd har grå skæg, at 

deres ansigter er rynkede, at deres øjne udskiller 

klistret harpiks, som et blommetræ, og at de har 

en righoldig mangel på forstand og er meget 

svage i skankerne. Og omend jeg stoler fuldt 

og fast på det altsammen, min herre, finder jeg 

det taktløst at skrive det ned på den måde. For I 

bliver selv lige så gammel som jeg, hvis I bare kan 

gå baglæns som en krebs. 

POLONIUS: 

(Afsides) Skønt det er galskab, er der metode i 

den. - Vil I ikke nedenunder, Eders Højhed, det 

trækker heroppe. 


Ned i min grav? 

POLONIUS: 

Ja, dér trækker det rigtignok ikke. (Afsides) Hvor 

er hans svar dog somme tider rammende! Et 

lykketræf, som galskaben tit er i stand til at gøre, 

men som forstand og fornuft ikke kunne præstere 

så heldigt. Nu vil jeg lade ham være og straks 

udtænke hvordan han kan mødes med min datter. 

- Eders Højhed, jeg vil tage afsked. 


Min herre, I kan ikke tage noget jeg hellere vil af 

med; undtagen mit liv, undtagen mit liv, undtagen 

mit liv. 

POLONIUS: 

Farvel, Eders Højhed. 


Hvor er gamle fjolser kedsommelige! 

Nicolas Bro som vanvittig og forpint Hamlet flankeret 

af Martin Buch og Frank Thiel i Det Kgl. Teaters opsætning 

(2009) (foto Casper Sejersen) 

25

English 

I’ll board him presently. 

Exeunt King and Queen. 

O, give me leave, 

How does my good Lord Hamlet? 

HAM. 

Well, God-a-mercy. 

POL. 

Do you know me, my lord? 

HAM. 

Excellent well, you are a fishmonger. 

POL. 

Not I, my lord. 

HAM. 

Then I would you were so honest a man. 

POL. 

Honest, my lord? 

HAM. 

Ay, sir, to be honest, as this world goes, is to be 

one man pick’d out of ten thousand. 

POL. 

That’s very true, my lord. 

HAM. 

For if the sun breed maggots in a dead dog, 

being a good kissing carrion—Have you a daughter? 

POL. 

I have, my lord. 

HAM. 

Let her not walk i’ th’ sun. Conception isa blessing, 

but as your daughter may conceive, friend, 

look to’t. 

POL. 

Aside. 

How say you by that? still harping on my daughter. 

Yet he knew me not at first, ’a said I was a 

fishmonger. ’A is far gone. And truly in my youth 

I suff’red muchextremity for love—very near this. 

I’ll speak to him again.—What do you read, my 

lord? 

HAM. 

Words, words, words. 

POL. 

What is the matter, my lord? 

HAM. 

Between who? 

POL. 

I mean, the matter that you read, my lord. 

HAM. 

Slanders, sir; for the satirical rogue says here 

that old men have grey beards, that their faces 

are wrinkled, their eyes purging thick amber and 

plum-tree gum, and that they have a plentiful lack 

of wit, together with most weak hams; all which, 

sir, though I most powerfully andpotently believe, 

yet I hold it not honestyto have it thus set down, 

for yourself, sir, shall grow old as I am, if like a 

crab you could go backward. 

POL. 

Aside. 

Though this be madness, yet there is method 

in’t.—Will you walk out of theair, my lord? 

HAM. 

Into my grave. 

POL. 

Indeed that’s out of the air. 

Aside. 

How pregnant sometimes his replies are!a happiness 

that often madness hits on, which reason 

and sanity could not so prosperously be deliver’d 

of. I will leave him, and suddenly contrive 

the means ofmeeting between him and my 

daughter.—My lord, I will take my leave of you. 

HAM. 

You cannot take from me any thing that I will not 

more willingly part withal—except my life, except 

my life, except my life. 

POL. 

Fare you well, my lord. 

HAM. 

These tedious old fools! 


- Hvad er Polonius’ formål med samtalen? 

- Hvad er Hamlets? 

- Hvorfor kalder Hamlet Polonius for en fiskehandler? 

- Hvorfor vælger Hamlet at spille gal? 

26

HAMLETS MONOLOg OM 

SKUESpILLEREN (2. AKT, SCENE 2) 

Sådan, farvel med jer. Jeg er alene. 

Hvor er jeg dog en træl, en ussel stymper! 

Det er utroligt, at den komediant 

blot i et digt, en drøm om lidenskab, 

tvang sjælen til at lystre fantasien, 

så sjælens værk fik huden til at blegne, 

fik tårer frem i øjet, tegned afsind 

i hvert et ansigtstræk, til stemmen brast 

og alle legemskræfter talte om 

hvad der var formet af hans egen tanke! 

Alt det for ingenting? For Hekuba! 

Hvad er da Hekuba for ham, og han 

for Hekuba, at han skal fælde tårer 

ved hendes lod? Hvad ville han mon gøre, 

hvis han fik samme stikord, samme grund 

til lidenskab som jeg? Vel drukne scenen 

i sine tårer, kløve mængdens ører 

med rædselsgloser, slå hver skyldig sjæl 

med vanvid og de skyldfri med panik, 

forbløffe dem, der intet vidste om det, 

og tryllebinde syn og høresans. 

Men jeg, 

et sløvt og mudderhjertet skvat, jeg går 

så vankelmodig som den vege drømmer 

og siger intet - intet for en konge, 

hvis værdighed og højhed, ja, hvis liv 

blev skændigt ødelagt. Er jeg en kryster? 

Hvem kalder mig en skurk, slår mig i skallen, 

hvem river skægget ud på mig og puster 

det i mit eget ansigt, tar min næse 

og vrider den og sir jeg er en løgnhals 

fra lungerne og op? Tør nogen det? 

Guds død, jeg ville tåle det så tamt 

som duen, jeg er blottet for den galde, 

der kan forbitre livet for en fjende; 

ellers sku’ himlens glenter mætte sig 

med ådslet af den køter. Sjofle slyngel! 

Din lystne, griske, træske morderslyngel! 

Åh, hævn! 

Hvor er jeg dog et æsel! Det er smukt, 

at jeg, søn af en elsket, myrdet far, 

af himmel og af helved kaldt til hævn, 

må krænge hjertet ud i ord, få luft 

som en forkuet køkkentøs, en luder, 

en rakkerknægt! 

Føj for den lede! Tag nu fat, min hjerne! 

Hm - jeg har hørt, at mordere og tyve, 

som så et skuespil, er blevet ramt 

i sjælen af en stærk og sindrig scene, 

så de med ét bekendte deres synd; 

et mord har ingen tunge, men det taler 

med et mirakels røst. Aktørerne 

skal spille noget, der vil minde os 

om mordet på min far, min onkel ser det, 

jeg pirker til ham hvor det smerter mest. 

Og krymper han sig, véd jeg hvad jeg skal. 

Den ånd jeg så, den er måske en djævel - 

for djævlen kan ta skønne skikkelser. 

Måske forgriber han sig på mit tungsind - 

de melankolske har han i sin magt - 

til evig skade for min sjæl. - Men nu 

vil jeg ha klar besked om kongen. 

Og hans samvittighed skal komme til 

at gå i fælden i et skuespil. (Ud.) 

27

English 

Ay so, God buy to you. 

Exeunt Rosencrantz and Guildenstern. 

Now I am alone. 

O, what a rogue and peasant slave am I! 

Is it not monstrous that this player here, 

But in a fiction, in a dream of passion, 

Could force his soul so to his own conceit 

That from her working all the visage wann’d, 

Tears in his eyes, distraction in his aspect, 

A broken voice, an’ his whole function suiting 

With forms to his conceit? And all for nothing, 

For Hecuba! 

What’s Hecuba to him, or he to Hecuba, 

That he should weep for her? What would he do 

Had he the motive and the cue for passion 

That I have? He would drown the stage with 

tears, 

And cleave the general ear with horrid speech, 

Make mad the guilty, and appall the free, 

Confound the ignorant, and amazed indeed 

The very faculties of eyes and ears. Yet I, 

A dull and muddy-mettled rascal, peak 

Like John-a-dreams, unpregnant of my cause, 

And can say nothing; no, not for a king, 

Upon whose property and most dear life 

A damn’d defeat was made. Am I a coward? 

Who calls me villain, breaks my path across, 

Plucks off my beard and blows it in my face, 

Tweaks me by the nose, gives me the lie i’ th’ 

throat 

As deep as to the lungs? Who does me this? 

Hah, ’swounds, I should take it; for it cannot be 

But I am pigeon-liver’d, and lack gall 

To make oppression bitter, or ere this 

I should ’a’ fatted all the region kites 

With this slave’s offal. Bloody, bawdy villain! 

Remorseless, treacherous, lecherous, kindless 

villain! 

Why, what an ass am I! This is most brave, 

That I, the son of a dear father murdered, 

Prompted to my revenge by heaven and hell, 

Must like a whore unpack my heart with words, 

And fall a-cursing like a very drab, 

A stallion. Fie upon’t, foh! 

About, my brains! Hum—I have heard 

That guilty creatures sitting at a play 

Have by the very cunning of the scene 

Been strook so to the soul, that presently 

They have proclaim’d their malefactions: 

For murder, though it have no tongue, will speak 

With most miraculous organ. I’ll have these players 

Play something like the murder of my father 

Before mine uncle. I’ll observe his looks, 

I’ll tent him to the quick. If ’a do blench, 

I know my course. The spirit that I have seen 

May be a dev’l, and the dev’l hath power 

T’ assume a pleasing shape, yea, and perhaps, 

Out of my weakness and my melancholy, 

As he is very potent with such spirits, 

Abuses me to damn me. I’ll have grounds 

More relative than this—the play’s the thing 

Wherein I’ll catch the conscience of the king. 


- Hamlet sammenligner her sig selv og sin sorg 

med en skuespillers spil. Hvad får han ud af sammenligningen? 

- Shakespeare startede sin karriere som 

skuespiller og er kendt for mange steder at 

kommentere skuespilkunsten. Hamlets linjer 

om Hekuba (som var en græsk dronning, kendt 

for sin store følelsesudladning ved synet af sine 

døde børn) er i den forbindelse meget berømte. 

Hvilken konflikt stiller Hamlet her op for skuespilleren? 

- Hvad kan skuespilleren, som Hamlet ikke kan? 

- Hvilken plan tager form i Hamlets hoved 

under denne monolog? Læg mærke til, hvordan 

Hamlet ofte bruger sine monologer til at tænke 

sig frem til noget, som han ikke havde erkendt 

eller overvejet fra begyndelsen. 

- Hvad er hensigten med det skuespil, som 

Hamlet beder skuespillerne spille? 

- Hvad er effekten, da stykket spilles på scenen? 

28

HAMLETS TALE TIL SKUESpILLERNE 



Sig nu replikken som jeg læste den for Jer, 

dansende på tungen; for hvis I bralrer op, som 

mange aktører gør, vil jeg lige så gerne have 

byens udråber til at fremsige mine vers. I skal 

heller ikke save for meget i luften med hånden, 

sådan her, men gå kulti¬veret til værks; for netop 

i lidenskabens storm og skybrud, ja, hvirvel¬vind, 

kunne jeg sige, må I opnå og frem¬stille et mådehold, 

som kan glatte den ud. Åh, det krænker 

mig helt ind i sjælen at høre en højrøstet stodder 

med paryk på rive en liden¬skab i stumper, i 

la¬ser, for sprænge ørerne på dem på de billige 

ståpladser, der allige¬vel for det meste ikke fatter 

andet end meningsløse pantomi¬mer og larm. 

Sådan en stodder skulle piskes for at overspille 

Ter¬magant - det er mere herodisk end Herodes. 

Det må I undgå. 

FØRSTE SKUESPILLER: 

Det står jeg inde for, Eders Højhed. 


I må heller ikke være for tamme, men lad nu 

Jeres eget skøn vejlede Jer. Afpas spillet efter 

ordene og ordene efter spillet, men tag især 

hensyn til ikke at overskride de naturlige grænser. 

For alt hvad der overdrives sådan, fjerner sig fra 

skuespillets formål, hvis bestemmelse både i fortid 

og nutid var og er at holde et spejl op, så at 

sige, for naturen; at vise dyden dens egne træk, 

foragten dens eget kontrafej og selve tidens 

væsen dets udtrykte billede. Hvis nu dette overdrives 

eller bliver sjusket gjort, kan det nok få de 

uvidende til at le, men det får de forstandige til 

at sørge, og bedømmelsen fra én af dem må for 

Jeres målestok opveje et helt teater fuldt af andre. 

Åh, der er skuespillere, jeg har set spille, og 

hørt andre rose, endda i høje toner, som - for nu 

ikke at tale blasfemisk - hverken talte som kristne 

menne-sker eller gik som kristne mennesker, eller 

hedninger, eller noget menneske overhove¬det, 

men stolt-serede og brølede sådan op, at jeg 

tænkte at nogle af naturens håndlangere måtte 

have skabt mennesker, og ikke skabt dem ret 

godt, siden de efterlignede menneskeslægten så 

vederstyg¬geligt. 

FØRSTE SKUESPILLER: 

Jeg håber vi har forbedret os så nogenlunde i 

den hen¬seende, herre. 


I må forbedre Jer helt og holdent. Og lad ikke 

dem der spiller klovnerollerne sige mere end 

der er skrevet til dem, for der er nogle imellem, 

der kan finde på selv at le for at smitte en del af 

de tom¬hjernede tilskuere til at le med, selv om 

der er noget afgø¬rende i skuespillet, der skal 

begribes imens. Det er sølle, og det røber en 

elendig ambition hos det fjols der gør det. Gå ud 

og gør jer rede. 

29

English 


Speak the speech, I pray you, as I pronounc’d it 

to you, trippingly on the tongue, but if you mouth 

it, as many of our players do, I had as live the 

town-crier spoke my lines. Nor do not saw the air 

too much with your hand, thus, but use all gently, 

for in the very torrent, tempest, and, as I may say, 

whirlwind of your passion, you must acquire and 

beget a temperance that may give it smoothness. 

O, it offends me to the soul to hear arobustious 

periwig-pated fellow tear a passion to totters, to 

very rags, to spleet the ears of the groundlings, 

who for the most part are capable of nothing but 

inexplicable dumb shows and noise. I would have 

such a fellow whipt for o’erdoing Termagant, it 

out-Herods Herod, pray you avoid it. 

1. PLAYER 

I warrant your honor. 


Be not too tame neither, but let your own discretion 

be your tutor. Suit the action to the word, 

the word to the action, with this special observance, 

that you o’erstep not themodesty of nature: 

for any thing so o’erdone is from the purpose of 

playing, whose end, both at the first and now, 

was and is, to hold as ’twere the mirror up to 

nature: to show virtue her feature, scorn her own 

image, and the very age and body of the time his 

formand pressure. Now this overdone, or come 

tardy off, though it makes the unskillful laugh, 

cannot but make the judicious grieve; the censure 

of which one must in your allowance o’erweigh a 

whole theatre of others. O, there be players that 

I have seen play—and heard others praise, and 

that highly—not to speak it profanely, that, neither 

having th’ accent of Christians nor the gait of 

Christian, pagan, nor man, have so strutted and 

bellow’d that I have thought some of Nature’s 

journeymen had made men, and not made them 

well, they imitated humanity so abominably. 

1. PLAYER 

I hope we have reform’d that indifferently with us, 

sir. 


O, reform it altogether. And let those that play 

your clowns speak no more than is set down for 

them, for there be of them that will themselves 

laugh to set on some quantity of barren spectators 

to laugh too, though in the mean time some 

necessary question of the play be then to be 

consider’d. That’s villainous, and shows a most 

pitiful ambition in the fool that uses it. Go make 

you ready 

30


- Hvordan instruerer Hamlet skuespillerne? 

Hvad skal de gøre, og hvad må de ikke gøre? 

- Hvad kan have været Shakespeares formål 

med at inkludere denne lille tekst i Hamlet? 

- Hamlet siger: ” […] skuespillets formål, hvis 

bestemmelse både i fortid og nutid var og er 

at holde et spejl op, så at sige, for naturen; at 

vise dyden dens egne træk, foragten dens eget 

kontrafej og selve tidens væsen dets udtrykte 

billede”. Hvad siger Hamlet om skuespillets 

formål, hvis du skal formulere det med dine egne 

ord? 

- Er du enig i Hamlets holdning? 

”At være eller ikke 

at være – det er 

spørgsmålet” 

(Hamlet i Hamlet) 

HAMLETS MEST bERøMTE 

MONOLOg (3. AKT, SCENE 1) 

At være eller ikke, sådan er det - 

om det er ædlest for et sind at tåle 

den tøjlesløse skæbnes hvasse skyts 

eller gå væbnet mod et hav af plager 

og ende dem med trods. At dø, at sove - 

så enkelt; og at sige, søvnen ender 

den hjerteve, de tusind styrkeprøver, 

vort kød har arvet - vist er det en udgang, 

man fromt må ønske sig. At dø, at sove - 

at sove, måske drømme. Dér er knuden, 

for hvad får vi at se i dødens søvn, 

når vi blir kroppens kval og uro kvit? 

Dét får os til at tøve, dét er tanken, 

der gir vor trængsel alt for langt et liv, 

for hvem gad bære verdens pisk og spot, 

tyrannens overgreb, den stoltes hån, 

et vraget hjertes pinsler, lovens træghed, 

oppustet embedshovmod og de spark, 

fortjenstfuldheden får af usselrygge, 

31

hvis han ku gøre regnebrættet op 

med blot en dolk? Hvem ville bære byrder 

og svedig stønne under livets slid, 

hvis ikke skræk for noget efter døden, 

et uopdaget land, hvis grænse ingen 

er vendt tilbage fra, betog os viljen, 

så hellere vi bær’ de vante onder 

end flygter bort til andres uvished? 

Således gør samvittighed os feje, 

sådan blir handlekraftens friske lød 

gjort grå og gusten af en tankes skygge, 

og forsæt, som har vundet fart og højde, 

de driver ud af kurs ved den bevidsthed 

og taber navn af handling. 

English 

To be, or not to be, that is the question: 

Whether ’tis nobler in the mind to suffer 

The slings and arrows of outrageous fortune, 

Or to take arms against a sea of troubles, 

And by opposing, end them. To die, to sleep— 

No more, and by a sleep to say we end 

The heart-ache and the thousand natural shocks 

That flesh is heir to; ’tis a consummation 

Devoutly to be wish’d. To die, to sleep— 

To sleep, perchance to dream—ay, there’s the 

rub, 

For in that sleep of death what dreams may 

come, 

When we have shuffled off this mortal coil, 

Must give us pause; there’s the respect 

That makes calamity of so long life: 

For who would bear the whips and scorns of time, 

Th’ oppressor’s wrong, the proud man’s contumely, 

The pangs of despis’d love, the law’s delay, 

The insolence of office, and the spurns 

That patient merit of th’ unworthy takes, 

When he himself might his quietus make 

With a bare bodkin; who would fardels bear, 

To grunt and sweat under a weary life, 

But that the dread of something after death, 

The undiscover’d country, from whose bourn 

No traveller returns, puzzles the will, 

And makes us rather bear those ills we have, 

Than fly to others that we know not of? 

Thus conscience does make cowards of us all, 

And thus the native hue of resolution 

Is sicklied o’er with the pale cast of thought, 

And enterprises of great pitch and moment 

With this regard their currents turn awry, 

And lose the name of action. 


- Hamlet opstiller et dialektisk dilemma i sin nok 

allermest berømte monolog. Hvad står problemet 

imellem? 

- Hvad er Hamlets problem ved tanken om døden? 

- Hvorfor mon denne monolog kommer på 

dette tidspunkt i stykket? 

- Hvad er monologens sidste ord, og hvordan 

står den i kontrast til resten? 

- Niels Bruunse har i monologens første ord ændret 

noget fra det ellers velkendte citat: ”At være 

eller ikke være, det er spørgsmålet”. Diskuter 

hvilken version I bedst kan lide og hvorfor. 

32

CLAUDIUS I bøN Og HAMLETS 

OVERVEjELSER OM HæVN 


CLAUDIUS: 

Jeg takker, ædle herre. 

(Polonius ud.) 

Der står en stank til himlen af min brøde; 

forbandet er den som den ældste synd, 

et brodermord. Nej, jeg kan ikke bede, 

skønt ønsket om det er så stærkt som viljen. 

Min større skyld tar magten fra min hensigt, 

og som den mand, der har to ting at gøre, 

går jeg i stå, endnu før jeg begynder, 

og svigter begge dele. Denne hånd, 

forbandet ved min handling - var den end 

i dobbelt mål så tyk af broderblod, 

har himlens mildhed ikke regn nok til 

at vaske den så hvid og ren som sne? 

Hvorfor er nåden til, hvis ikke for 

at træde frem i lys for syndens ansigt? 

Hvad har en bøn, hvis ikke dobbelt kraft: 

at standse os før faldet og at skaffe 

tilgivelse, når faldet først er sket? 

Jeg vil se op. Min brøde ligger bag mig. 

Men hvilken form for bøn kan stå mig bi? 

“Tilgiv mit frygtelige mord”? Åh nej, 

det træffer ikke, for jeg ejer stadig 

de ting, som jeg har myrdet for at få, 

min krone, min ærgerrighed, min dronning. 

Kan man da tilgis og beholde synden? 

I denne verdens glatte råddenskab 

fortrænges ret af brødens gyldne hånd, 

og tit kan ondskabs løn bestikke loven. 

Men sådan er det ikke i det høje; 

dér findes ingen kneb, dér drejer sagen 

sig om sit sande væsen, og vi tvinges 

til at gi vidnesbyrd, ansigt til ansigt 

med vores synder. Hvad står så tilbage? 

Prøv da hvad anger kan. Hvad kan den ikke? 

Og dog, hvad kan den, når man savner anger? 

Åh, håbløshed! Åh, hjerte sort som døden! 

Åh fangne sjæl, der spræller som en fugl 

for blot at sidde fastere i fælden! 

Derek Jacobi som Claudius 

Hjælp, engle! Undsæt mig af alle kræfter! 

Bøj jer, I stive knæ, og du, mit hjerte, 

gør dine strenges hårde stål så blødt 

som spæde barnelemmer. Alt kan nå 

at blive godt endnu. 

(Han knæler.) 

(Hamlet ind.) 


Nu ku jeg gøre det, nu mens han ber, 

så let som ingenting; jeg gør det nu - 

han går til himmels, og jeg får min hævn. 

Nej, det må tænkes om. En slyngel dræber 

min far, og for den dåd vil jeg, hans søn, 

den eneste, nu sende samme slyngel 

til himlen. 

Men det er da belønning, ikke hævn. 

Han tog min far mens han var dvask og mæt, 

med al hans skyld i blomst, som forårsgrøde; 

kun himlen ved hvordan hans regnskab står, 

men i min tankes idelige kredsen 

33

er boden tung for ham. Og får jeg hævn, 

hvis jeg tar ham, bedst som hans sjæl er lutret 

og han er rede til sin himmelfart? 

Nej. 

Ind, sværd, vent til det volder større rædsel, 

til han er sløv af druk, til når han raser, 

når han forlyster sig i blodskamssengen, 

når han ved spillebordet bander svovl, 

midt i en handling uden gnist af frelse, 

så vip ham, så hans hæle slår mod himlen 

og sjælen styrter ned, fordømt og sort 

som helved, hvor den havner. Men mor venter. 

Forgæves er den kur, din sygdom henter. 

(Ud.) 

CLAUDIUS: 

Mit ord kan flyve, tanken blir på jord. 

Himlen er stængt for tankeløse ord. 

English 

KING. 

Thanks, dear my lord. 

Exit Polonius. 

O, my offense is rank, it smells to heaven, 

It hath the primal eldest curse upon’t, 

A brother’s murder. Pray can I not, 

Though inclination be as sharp as will. 

My stronger guilt defeats my strong intent, 

And, like a man to double business bound, 

I stand in pause where I shall first begin, 

And both neglect. What if this cursed hand 

Were thicker than itself with brother’s blood, 

Is there not rain enough in the sweet heavens 

To wash it white as snow? Whereto serves mercy 

But to confront the visage of offense? 

And what’s in prayer but this twofold force, 

To be forestalled ere we come to fall, 

Or pardon’d being down? then I’ll look up. 

My fault is past, but, O, what form of prayer 

Can serve my turn? “Forgive me my foul murder”? 

That cannot be, since I am still possess’d 

Of those effects for which I did the murder: 

My crown, mine own ambition, and my queen. 

May one be pardon’d and retain th’ offense? 

In the corrupted currents of this world 

Offense’s gilded hand may shove by justice, 

And oft ’tis seen the wicked prize itself 

Buys out the law, but ’tis not so above: 

There is no shuffling, there the action lies 

In his true nature, and we ourselves compell’d, 

Even to the teeth and forehead of our faults, 

To give in evidence. What then? What rests? 

Try what repentance can. What can it not? 

Yet what can it, when one can not repent? 

O wretched state! O bosom black as death! 

O limed soul, that struggling to be free 

Art more engag’d! Help, angels! Make assay, 

Bow, stubborn knees, and heart, with strings of 

steel, 

34

Be soft as sinews of the new-born babe! 

All may be well. 

He kneels. 

Enter Hamlet. 


Now might I do it pat, now ’a is a-praying; 

And now I’ll do’t—and so ’a goes to heaven, 

And so am I reveng’d. That would be scann’d: 

A villain kills my father, and for that 

I, his sole son, do this same villain send 

To heaven. 

Why, this is hire and salary, not revenge. 

’A took my father grossly, full of bread, 

With all his crimes broad blown, as flush as May, 

And how his audit stands who knows save 

heaven? 

But in our circumstance and course of thought 

’Tis heavy with him. And am I then revenged, 

To take him in the purging of his soul, 

When he is fit and season’d for his passage? 

No! 

Up, sword, and know thou a more horrid hent: 

When he is drunk asleep, or in his rage, 

Or in th’ incestious pleasure of his bed, 

At game a-swearing, or about some act 

That has no relish of salvation in’t— 

Then trip him, that his heels may kick at heaven, 

And that his soul may be as damn’d and black 

As hell, whereto it goes. My mother stays, 

This physic but prolongs thy sickly days. 

Exit. 

KING 

Rising. 

My words fly up, my thoughts remain below: 

Words without thoughts never to heaven go. 


- Hvad overvejer Claudius i sin monolog? 

- Hvad kommer han frem til? 

- Dette er scenen, hvor Hamlet efter at have 

fået vished for Claudius’ skyld via skuespillet, 

finder Claudius bedende ved et alter. Hvad tror 

han, Claudius er i færd med? Har han ret? 

- Hvad overvejer Hamlet her at gøre? 

- Hvad bestemmer han sig for og hvorfor? 

35

IV. Iscenesættelsen 

1. SKUESpILLERNE 

Hvad en skuespiller er, kræver næppe nogen 

nærmere præsentation. Enhver der har set teater, 

film eller tv ved, at en skuespiller lægger stemme 

og krop til den fiktive handling, som publikum 

er vidne til. Skuespilleren er den eneste person, 

som publikum får at se, og alt efter spillestil 

er det op til skuespilleren at overbevise os om 

ægtheden i det, vi får fremvist. Men skuespilleren 

går jo ikke blot ind på en tom scene og fyrer sine 

replikker af. Bag skuespilleren står en instruktør, 

en scenograf, en kostumedesigner, en lysdesigner, 

en regissør, en rekvisitør, en dramaturg, 

en producent og alle de andre, der får den store 

maskine, som en teaterproduktion er, til at løbe 

rundt. Skuespilleren selv bliver heller ikke blot 

skuespiller foran et publikum fra dag til dag. Ikke 

nok med, at skuespilleren som oftest har gennemgået 

en fireårig uddannelse, det kræver også 

op til flere måneders prøver, før alle replikkerne 

og kropssproget sidder i skabet. Og når skuespil- 

leren står på scenen, skal han/hun jo ikke bare 

huske, hvad han/hun selv skal sige og gøre, men 

også hvad de andre gør (og hvornår), hvad der er 

cue’et til musikken, hvor påklædersken står klar 

med det næste kostume, og hvor man kan stå på 

scenen for ikke at træde uden for lyssætningen. 

Heldigvis sidder der en sufflør klar i salen, hvis 

skuespilleren midt i al forvirringen skulle glemme 

sine replikker… 

jonas Karlsson (f. 1971) er en 

svensk skuespiller og forfatter 

med base i Stockholm. Han er 

uddannet fra Skuespillerskolen 

i Stockholm og er siden blevet 

medlem af det faste ensemble 

på Sveriges Nationalscene, Dramaten. Her har 

han bl.a. arbejdet sammen med teaterdirektør og 

instruktør af Hamlet, Stefan Larsson, der tidligere 

var chef for Dramatens scene, Elverket. Samtidig 

med sit arbejde som teaterskuespiller har Jonas 

Karlsson også indspillet en stribe film, skrevet 

novellesamlingen Det andet mål og barsler senere 

i år med et nyt værk. Jonas Karlsson spiller 

titelrollen som Hamlet 

Marie Richardson (f. 1959) 

er en svensk skuespillerinde 

kendt bl.a. for sin medvirken i 

flere store tv-serier, herunder 

Wallander og filmatiseringen 

af Kongemordet, baseret på 

Hanne Vibeke Holts roman. Hun har også været 

med i internationale produktioner, såsom Stanley 

Kubricks Eyes Wide Shot, der havde Tom Cruise 

og Nicole Kidman i hovedrollerne. I hjemlandet 

Sverige er Marie Richardson også kendt for sine 

roller på teatret. Marie Richardson spiller Hamlets 

mor, Gertrud. 

36

Der er mange roller i Hamlet. Udover de store 

roller som Hamlet, Gertrud, Claudius, Polonius, 

Ophelia, Horation og Laertes er der også en 

række mindre roller såsom Rosenkrans, Gyldenstjerne, 

Marcello, de omrejsende skuespillere, 

vagterne m.m. 

Instruktør Stefan Larsson har valgt ikke at besætte 

alle roller, men lade i alt kun otte skuespillere gå 

på scenen på Store Scene. Nogle roller er skåret 

helt væk, andre dubleres, hvilket vil sige, at en 

enkelt skuespiller har mere end en rolle. De resterende 

roller i Hamlet udfyldes af Aarhus Teaters 

ensemble i en forening af unge kræfter: 

Signe Kærup Hjort, frederik ømann og Ashok 

peter pramanik samt garvede ansigter med stor 

erfaring fra Aarhus Teaters scener: bue Wandahl, 

Niels Ellegaard og Kim Veisgaard. 

2. INSTRUKTøREN 

Instruktøren er den kunstneriske leder af en 

teaterproduktion. Det er ikke blot hans job at 

instruere skuespillerne i hver enkelt scene, det 

er også op til ham/hende at have en overordnet 

kunstnerisk vision for projektet og sørge for, at 

den bliver virkeliggjort på scenen. Instruktøren 

arbejder tæt sammen med skuespillerne og scenografen 

(læs mere under afsnittet om scenografi 

og lysdesign), men også med alle teatrets andre 

afdelinger, der løbende vender deres arbejde 

med instruktøren. Instruktøren kan hente vejledning 

hos en dramaturg, der kan hjælpe med alt 

fra bearbejdelse af manuskriptet, casting, tolkninger 

og løbende rådgivning under prøverne. 

Instruktøren behøver heller ikke at tage ansvar for 

økonomi og tidsplaner, som producenterne styrer 

undervejs. 

Stefan Larsson begyndte sin 

skuespillerkarriere som statist 

hos Ingmar Bergman på 

Kungliga Dramatiska Teatern 

(Dramaten) i Stockholm. På 

Dramaten arbejdede han i 

perioden 1984–1990 også som instruktørassistent 

og rekvisitør – og fik små skuespillerroller: 

”Jeg arbejdede i alle tænkelige afdelinger på 

teatret; det var mit universitet.” I begyndelsen 

af 1990’erne var Stefan Larsson en central del 

af det progressive Teater Galeasen i Stockholm. 

Herefter arbejdede han som skuespiller på Sveriges 

største scener, blandt andet med Ingmar 

Bergman i Schillers Maria Stuart og Lars Norén 

i Personkreds 3:1. Desuden har han medvirket i 

tv-serier og spillefilm. 

I 1997 debuterede han som instruktør med Lars 

Noréns Rumäner og har siden iscenesat omkring 

30 forestillinger, de fleste på Dramaten og mange 

på Store Scene. Herudover har Stefan Larsson 

37

introduceret meget nyskrevet og europæisk 

dramatik i Sverige. I 2002 blev han udnævnt som 

kunstnerisk chef for Dramatens eksperimentalscene 

Elverket, hvor han har haft succes med at 

trække et stort publikum til den moderne dramatik. 

I 2004-2008 var Stefan Larsson fast medlem 

af Dramatens dramaturgiat. I dag sidder han i 

Ingmar Bergman Festivalens kunstneriske råd. 

I 2009 tiltrådte Stefan Larsson stillingen som 

teaterdirektør for Aarhus Teater. Som teaterdirektør 

er Stefan Larsson ansvarlig for bl.a. 

planlægningen af teatrets repertoire. det er ikke 

usædvanligt, at teaterchefer, som ofte også er 

instruktører, iscenesætter forestillinger på deres 

‘eget’ teater. Det er derfor Larsson selv, der har 

truffet den endelige beslutning om, at Hamlet 

skulle være en del af sæson 2011/2012 og 

dermed også den anden forestilling, som Larsson 

iscenesætter på teatret. I 2010 fejrede han succes 

med Fanny og Alexander på Aarhus Teaters 

Store Scene. Læs interviewet med Stefan Larsson 

senere i undervisningsmaterialet 

3. SCENOgRAfEN / LySDESIgNEREN 

Scenografen er den person under en teaterproduktion, 

som designer det rum, som skuespillerne 

skal arbejde i. Ikke blot møbler, men vægge, 

gulvflader, farvevalg og ofte også kostumer skal 

overvejes nøje i et tæt samarbejde med instruktøren. 

Ikke nok med, at scenografen er en kreativ 

designer, der skal skabe sit eget visuelle udtryk: 

dette udtryk skal også harmonere med instruktørens 

ønsker. Det er derfor vigtigt, at instruktøren 

og scenografen er på bølgelængde og har et 

nært samarbejde længe inden, prøverne overhovedet 

går i gang. 

Scenografen skal lave tegninger og bygge en 

hel minimodel af scenen, som han/hun ønsker, 

den skal tage sig ud. Denne model præsenteres 

for alle de afdelinger i huset, som skal udføre 

det praktiske arbejde: skræddersalen, værkstederne, 

lydafdelingen, lysafdelingen osv. Der skal 

tages hensyn til, hvad der er praktisk muligt, men 

også hvad økonomien tillader. Der er på forhånd 

fastsat et budget, som scenografen skal holde 

sig inden for, så hvis man eksempelvis ønsker at 

bruge en masse penge på at dække scenen med 

designermøbler, så er der andet, der ikke kan 

lade sig gøre. 

jens Sethzman arbejder med 

at skabe helhed i forestillingens 

æstetiske udtryk. Hans dobbelte 

virke som både scenograf 

og lysdesigner (hvilket er noget 

usædvanligt) gør, at han kan 

skabe scenografien med tanke på lysets virkning 

og omvendt. Jens Sethzman arbejder ikke blot 

med teater, men har også lavet scenografi og 

lysdesign til en række danseforestillinger. Ofte 

er hans arbejde foregået i samarbejde med Nina 

Sandström, der også står bag kostumerne til 

Hamlet 

38

Læs her om Jens Sethzmans tanker bag scenografien 

og lyset til Hamlet: 

Vi befinder os i et rum, hvis referencer strækker 

sig fra Albrechts Dürers polyeder i Melancholia til 

Buckminster Fullers Geodesic Dome. 

En tilstand fyldt med rester af den meningsløse 

verden. Et sted, hvor drømme forvandles til den 

dystre indsigt af, at virkeligheden aldrig er bedre. 

En borg, som i sit indre hjerte udstrækker et væv 

af nervetråde, der ikke kan finde sine koblingspunkter: 

et sted, hvor vandet smager af jern og 

regn, hvor saftglasset fyldes af sand, og hvor det 

slumrende lys glimter svagt i den sorte nat. 

Tegning af Jens Sethzmans scenografi 

¨It is as black as Malevitch´s square 

The cold furnace in which we stare 

A high pitch on future scale 

It is a starless winternight´s tale¨ 

Sabrina / Einstürzende Neubauten 


- Hvad er polyeder? Slå det op. 

- Find en kopi af det nævnte Durer billede og 

udpeg polyederne 

- Find eksempler på Fullers ‘Geodesic Dome’ og 

forklar princippet. 

- Se på billedet af Jens Sethzmans scenografi. 

Kan man genkende hans inspirationskilder? 

- Hvilke associationer får I ved at kigge på billedet 

af scenografien? 

- Passer scenografi og tekst sammen i jeres opfattelse? 

Diskuter. 

- Diskuter hvorfor Jens Sethzmans mon har valgt 

ovenstående sangtekst? 

Buckminster Fullers Geodesic Dome 

Millioner af søm 

Scenegulvet vil være 

dækket af 7 tons søm. 

39

4. KOSTUMEDESIgNEREN 

Kostumedesigneren står bag designet af de 

kostumer, der skal bruges i en bestemt forestilling. 

I modsætning til modetøjsdesignere, så er 

kostumedesigneren pålagt de krav, som teatret 

stiller til kostumerne. Først og fremmest skal de 

passe sammen med instruktørens og scenografens 

ønsker. Dernæst skal kostumerne tilpasses 

de skuespillere, som skal bære dem, og som ofte 

ikke passer en str. 34 ’catwalk’ model. En tredje 

vigtig detalje er, at kostumerne skal kunne holde 

til forestilling efter forestilling, til tider i flere 

måneder af gangen. Inden for de rammer er der 

dog mange muligheder for kostumedesigneren. 

Eksempelvis har Aarhus Teater i flere omgange 

haft Anja Vang Kragh, der tidligere har designet 

for bl.a. Stella McCartney og John Galliano, ansat 

til at lave kostumer (Teaterkoncert Beach Boys, 

2008 og Romeo og Julie, 2010). 

Nina Sandström designer kostumerne til Hamlet 

i tæt samarbejde om det æstetiske udtryk med 

scenograf og lysdesigner Jens Sethzman. 

Læs Nina Samdströms egne ord om kostumerne 

til Hamlet: 

Kostumerne til Hamlet er en blanding af nutidighed 

og 1900-tallets kjoler, der har lånt deres 

snit fra Shakespeares tid. 

Ingen er så pokkers vred og ked af det som Prins 

Hamlet. Ingen kan hade som ham. Hamlet er 

sortklædt gennem hele forestillingen. Sort som 

natten. Tøjet er slidt, støvlerne grove. 

Jeg ønsker at vise de øvrige karakterer set gennem 

Hamlets øjne. De er sært glitrende, iført 

kulørte, nærmest komiske kostumer. Ophelia, 

Hamlets store kærlighed, er sød i turkis satinkjole, 

som var hun på vej til et amerikansk skolebal. 

Men hen imod slutningen bliver hun gal og vandrer 

omkring iført tøj, der er besat med søm og 

fører tankerne hen imod korsfæstelse. 

Mor Gertrud er nyforelsket i Kong Claudius. 

Næppe er Hamlets far blevet begravet, før hun 

smider sin sorte dragt – indenunder har hun en 

knaldpink kjole, der får hende til at ligne en patetisk 

teenager anno 1985. 

Rollerne Reynaldo / Rosenkrantz og Laertes / 

Gyldenstjerne dubleres. De er unge fyre i umage 

tøj, et underligt komisk miks mellem nu og da: 

shorts, renæssancejakker og mærkelige plyskraver. 

Når de skal spille Hamlets studenterkammerater 

ifører de sig klubjakker og hatte a la 

engelske skoleuniform. Simsalabim! 

Kongens rådgiver Polonius er en politisk klovn 

i pink tophat og en patchworkternet nederdel i 

britisk klanmateriale. 

Kong Claudius bærer pelstrimmet, lilla fløjl: tungt 

og diktatorisk. 

40

EKSEMpLER 

på Nina Sandströms 

kostumetegninger 

samt inspirationsfotos 

Hamlet spilles af Jonas Karlsson Gertrud spilles af Marie Richardson Ofelia spilles af Signe Kærup Hjort 

Laertes Polonius Reynaldo 

41

5. INTERVIEW MED STEfAN LARS- 

SON - INSTRUKTøR Og TEATER- 

DIREKTøR fOR AARHUS TEATER 

Interviewet er foretaget i juni måned, hvor 

manuskriptet netop er blevet sendt ud til det 

hold, der skal i gang med prøverne efter sommerferien. 

Som teaterchef og instruktør har du befundet 

sig i en særlig situation, hvor du så at sige har 

dobbelt indflydelse på de stykker, du ønsker at 

iscenesætte. Hvorfor faldt valget på Hamlet? 

Når vi planlægger repertoire, så ser vi ofte 

tilbage i tiden: Hvornår har vi sidst spillet Hamlet, 

hvad har vi ellers spillet af Shakespeare, er 

det ved at være tid til at tage et bestemt stykke 

igen? Det viste sig, at det var et godt tidspunkt 

at tage Hamlet op i den kommende sæson. 

Samtidig ser jeg, når jeg skal vælge en forestilling, 

på de skuespillere, jeg ønsker at bruge, og 

hvad der passer til dem. Jonas Karlsson er født til 

at spille Hamlet, og derfor bliver jeg simpelthen 

nødt til at lave Hamlet! Det er den enkle forklaring. 

Derudover er det en fantastisk tekst, som jeg 

håber på at kunne finde noget i, som er aktuelt 

for vores tid. Jeg har set måske 10 eller 12 Hamlet 

forestillinger i mit liv, og jeg har altid tænkt, at 

der ville komme et tidspunkt, hvor jeg selv ville 

instruere den. Nu er tidspunktet så kommet. 

Til forestillingen har du valgt at lade titelrollen 

som den danske prins udfylde af en svensk 

skuespiller, Jonas Karlsson, mens Hamlets mor 

også spilles af en svensk skuespillerinde, Marie 

Richardson. Hvilke tanker gjorde du dig, før du 

traf det valg? 

Mit ønske er, at Aarhus Teater skal indtage en position 

i det skandinaviske teaterlandskab. Og jeg 

vil skabe samarbejde med andre teatre i Skandinavien. 

Aarhus Teater skal ud i verden. At invitere 

to svenske skuespillere til Aarhus er en måde at få 

det til at lykkes på. 

Hvad kommer det til at betyde sprogligt for 

forestillingen at have to svenske skuespillere i 

væsentlige roller? 

Jeg har ikke tænkt så meget over det sproglige. 

For mig er teater mere end sprog: det er krop, 

det er følelse, det er lys, det er billeder. Teksten 

er kun en del af helheden. Rent praktisk kommer 

svenskerne i forestillingen til at snakke svensk, og 

danskerne dansk - om end danskere også kom- 

42

mer til at tale en smule svensk og omvendt. Min 

vurdering er, at ca. 70 % af teksten kommer til at 

være på dansk. Hamlet har mange monologer, og 

der vil jeg gerne hjælpe publikum lidt på vej. Derfor 

vil monologerne blive vist på vores tekstmaskine 

i loftet. Nu tror jeg ikke, at publikum kommer 

til at have det svært med sproget. Situationerne 

i forestillingen er meget klare, så det burde ikke 

være vanskeligt at forstå indholdet. Der er noget 

med Shakespeare, som gør det nemmere at 

begribe. Jeg forstår selv nemmere Shakespeare 

på dansk, end jeg forstår snak ude på gaden (Stefan 

Larsson er svensker, men har boet i Aarhus 

i en længere periode, red.). Der er en klarhed i 

sproget, som gør, at man kan følge med. 

Du har selv arbejdet med at bearbejde teksten. 

Hvad har været dit fokus? 

Jeg har skåret enormt meget i teksten - næsten 

en tredjedel er røget. Hamlet er kendt for på 

mange måder at være en dårlig og besværlig 

tekst, som er svær at lave. Den vil være så mange 

ting. Jeg har forsøgt at skære ind til benet og 

komme ind til de situationer, som driver handlingen 

frem, uden helt så meget ræssonneren. På 

en måde har jeg forsøgt at privatisere stykket. 

Men jeg vil ikke sige, at jeg afpolitiserer det. Min 

tanke er at skabe en form for politisk, hyklende 

verden, som er et ubehageligt sted for børn og 

voksne at være i. De voksne fremtræder som 

magtmennesker, som kun tænker på at holde fast 

ved deres magt. Hamlet kommer til at handle om 

en syg voksenverden, en magtverden, og en ung 

mand ved navn Hamlet, som forsøger at navigere 

i det. Hvordan døde hans far? Blev han myrdet? 

Spiller Hamlet gal? Er han gal? 

Er Hamlet en helt? 

Helt er vel ikke den rigtige betegnelse, han er 

på mange måder mere et offer. Der udspiller sig 

en mærkelig historie i forestillingen: Hamlets fars 

spøgelse opsøger Hamlet og fortæller ham, at 

han er blevet dræbt af sin bror, og at Hamlet skal 

hævne ham. Herfra starter Hamlet sin hævnrejse. 

Allerede her bliver historien kompleks: for tror vi 

på spøgelser? Hamlet er vel en helt for så vidt, at 

han laver en revolte mod voksenverdenen, at han 

vægrer sig at underordne sig denne verdens politiske 

spil, retorik og konventioner. På den måde 

er han vel nærmest en punkhelt. Men det bliver 

aldrig klart, hvor bevidst Hamlet egentlig er, eller 

om han blot er forvirret og en tragisk figur. Det 

er i virkeligheden det, der er kernen: at Hamlet 

forsøger at finde sig selv og sin plads. 

Hvad er Hamlets forhold til kvinderne i 

stykket? 

Med hensyn til forholdet mellem Hamlet og 

Ophelia, så er der ingen udvikling mellem de to. 

Fra første øjeblik man ser dem, skal man kunne 

se, at de ikke har det godt. Kvindernes roller i 

Hamlet er ekstremt svære – de er nærmest bare 

dekorationer. Ophelia bruges som lokkemad, 

som var hun en anden prostitueret. Og Gertrud 

går fra den ene mand til den anden, nærmest 

som en Lady Anne (kvinde i Shakespeares 

43

Richard III, der lader sig overtale til at gifte sig 

med den nye konge, der slog hendes mand og 

svigerfar ihjel, red.), der går fra én magtposition 

til en anden. Det er et spørgsmål om at overleve 

i en brutal magtverden, og Gertrud bliver revet 

med af en strøm, der er så stærk, at hun ikke har 

noget valg. 

Er Hamlet moderne? 

Jeg mener, at han er moderne på den måde, at 

hans refleksioner i monologerne gør ham til et 

nutidsmenneske. Han har mange refleksioner som 

et ungt moderne menneske også gør sig, og som 

jeg selv gør mig, selvom jeg ikke er ung længere. 

Det bevirker, at man kan relatere til ham. Der er så 

mange fine og naive ting, han reflekterer over – 

ting, der er svære at begribe. Når han snakker med 

skuespillerne om, hvordan man skal spille, så er han 

en revolutionær, en avantgardist. Han er jo datidens 

teatermenneske og Shakespeare selv, når han 

adresserer skuespillerne. Jeg oplever ham meget 

moderne, samtidig med at jeg i iscenesættelsen 

ikke har tænkt mig at gøre ham ekstremt moderne. 

Hamlet har syv lange monologer undervejs i 

stykket. Hvad er funktionen af alle disse monologer? 

Han er talerør. Det er ham, der taler med os, 

med publikum, han skaber kontakten til scenen. 

Hamlet planter mange spørgsmål i vores hoveder, 

som vi skal reflektere over. Mange af de andre 

skuespillere har også direkte kontakt med publikum, 

det havde man jo på Shakespeares tid. 

Claudius taler til os, Polonius snakker med os og 

kommenterer, det som sker. 

Du har valgt et relativt lille hold på otte 

skuespillere, hvorfor det? 

Det hænger sammen med mit ønske om at intimisere. 

Nogle spiller dobbeltroller, men når man 

arbejder med teksten, savner man mærkværdigvis 

ikke at have flere skuespillere. Mange roller er 

røget ud – soldater, tjenere osv. Hele krigen med 

Norge er væk og bliver slet ikke nævnt. 

Hvad er dit forhold til Shakespeare? 

Hele min karriere startede med, at jeg var med 

i Ingmar Bergmans Kong Lear i 1984. Det var 

en kæmpe succes. Vi spillede 135 og gange og 

rejste rundt i hele verden. Da blev jeg forgiftet af 

teatret, af Shakespeare, af sproget, af magien, af 

det suggestive, af Shakespeares klogskab. Han er 

så intelligent, og hans værker er så rige. Det er så 

frygtelig, frygtelig godt. 

Findes der er en rigtig eller ’klassisk’ måde at 

spille Shakespeare på i dag? Sagt på en anden 

måde: har vi nogen forpligtelser overfor det 

oprindelige værk? 

Den eneste forpligtelse, jeg har som en instruktør, 

som laver klassikere, der er lavet tusindvis 

af gange før, er at være radikal i min omgang 

med teksten. Jeg føler, at jeg kan gøre, hvad 

jeg vil med Hamlet. Det er teatrets vilkår; det er 

vores kunstform. Hvis man synes, det er forkert, 

kan man gå hjem og læse Hamlet. Jeg kommer 

til at lave en personlig tolkning af Hamlet. Den 

44

kan blive frastødende eller ubehagelig. Sådan 

er det. Det betyder ikke, at jeg har tænkt mig at 

negligere sproget, for Shakespeare handler i høj 

grad om sprog. Men Hamlet kan man ikke bare 

iscenesætte lige ud af landevejen. Man blive nødt 

til at have en klar tanke med det hele. Hvis man 

bare spiller teksten, som den er, bliver den lang 

og kedelig. Man skal gøre noget med den! 

Hvad er dine forhåbninger til iscenesættelsen? 

Det er mit håb, vi skal finde komikken i Hamlet. 

Det er på mange måder en meget komisk tekst. 

Både Claudius og Polonius har klovneelementer. 

Polonius er helt klart en politisk klovn. Rosenkrans 

og Gyldenstjerne er to omrejsende klovne uden 

rygrad, og graveren præsenteres direkte som en 

klovn. Iscenesættelsen kommer til at balancere 

mellem det sjove, det ironiske og det alvorlige, 

det psykologiske. Som instruktør tror jeg, at det 

er nødvendigt at have en meget drastisk tilgang 

til stykket. Jeg vil provokere publikum, jeg vil ikke 

behage. Publikum kommer til at sidde og tænke: 

”hvad er det her for noget lort?”, hvis man forventer 

en smuk, poleret og fejlfri Hamlet! Det må 

gerne være grimt og vise Hamlet som et menneske 

med fejl, et til tider dumt menneske. 

Hvis du kunne give dig selv som 18-årig et råd, 

inden du skulle se forestillingen, hvad ville det 

så være? 

Jeg tror, det kan være en god ide at læse teksten 

inden forestillingen. Man kan komme mere 

i dybden med indholdet. Det er vigtigt, at man 

forholder sig åbent og ser, hvad der sker. Hvis 

man forholder sig meget åbent, så vil man blive 

overrasket over, hvor aktuel Hamlet er, hvor 

meget man kan identificere sig med og se sig 

selv i figuren Hamlet, der forsøger at navigere i 

en voksenverden. 


45

www.aarhusteater.dk 

46

HAMLET - Aarhus Teater

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?