Arbejdsspørgsmål - Aarhus Teater

More documents

Recommendations

Info

iscenesættelser og derfor har et anderledes sammenligningsgrundlag. KLASSIKERDEBATTEN Lars Liebst og Erik A. Nielsen skrev i slutningen af 1990’erne bogen Hvem ejer Shakespeare som deres kommentar til den klassikerdebat, der på det tidspunkt, i dag og i tiden før rasede over hele landet. Klassikerdebatten handler om, hvordan klassiske tekster må og skal iscenesættes, en debat, der ikke bare for den enkelte instruktør (som beskrevet ovenfor) men også i den offentlige debat har vakt stof til eftertanke. Liebst og Nielsen forholder sig kritisk til de teatre og instruktører, der har valgt at modernisere klassiske tekster. De giver en lang række eksempler på forestillinger, der på forskellig vis forholder sig til teksten, eller med andre ord (mis)bruger klassikeren efter ’populistisk forgodtbefindende’. Her tænkes på ’stjerneinstruktører’, der ser det som deres opgave og ikke mindst ret at hånd- hæve en absolut ubegrænset frihed over for teksten. Ifølge bogens forfattere må man, som iscenesætter af en klassisk tekst, nødvendigvis spørge sig selv om, ”hvad er det for instruktørens koncept, der nødvendiggør opdateringen? Hvad vindes der ved den? Hvad går der tabt ved at rykke begivenhederne ud af den tid, den dramatiske digter selv henlagde dem til? Hvorledes rammer det den symbolske, kunstneriske helhed, som kendetegner historiens store dramaer?” Implicit i disse spørgsmål ligger en opfattelse af, at man skal være varsom med at forestille sig, at man gennem en opdatering, kan bibringe stykker noget, der retfærdiggør et brud på ’den symbolske, kunstneriske helhed, som kendetegner historiens store dramaer’. Den grundlæggende intention hos bogens forfat- terpar, må vi konkludere, er at gøre op med forestillingen om, at man gennem opdateringer må hjælpe klassiske tekster ind i en nutid, hvor de ellers ville fremstå hjælpeløst forældede. Således, skriver Nielsen og Liebst, sker der det, at kun de dele af teksten som instruktøren har opfanget og forstået, kommer til udtrykt gennem iscenesættelsen – altså den moderne af slagsen. Dermed bliver det i langt højere grad end ellers instruktøren, der kommer til at diktere vores fokuspunkt: ”Så meget (misforstået) status har klassikertek- sten ikke i de fleste moderne opsætninger, hvor man snarere opfører det, man mener, der burde stå i teksten – hvis den ellers havde været med på de noder, et ’moderne’ publikum forventes at være med på. Dermed er der i stigende grad frit slag for ’fortolkninger’ af teksten, der selv på én måde er forsvarsløs som aldrig før og må føje sig efter ethvert lokalt genis opfindsomhed” (Lars Liebst / Erik A. Nielsen i Hvem ejer Shakespeare? p.16) Således bliver det ikke blot instruktøren, der beslutter, hvad vi som publikum får adgang til af det egentlige værk, det bliver også instruktøren, der beslutter, hvad vi som publikum er i stand 20
til at kapere. Ofte resulterer det i, at forestillingen kommer til at tage misforståede hensyn til publikums (manglende) forståelse og dannelse for klassikerens komplicerede sprog og univers. Dertil kommer, at Liebst og Nielsen iagttager en tendens i teaterverdenen, der lefler for et ungt publikum, der er vant til et noget andet tempo og en hurtig og afbrudt informationsstrøm: ”...i hvilken grad teatrets lovsungne frihed i nutidens mediesamfund er underkastet en tvang, der stammer fra et noget forpustet begreb om, hvad der er tidssvarende og ’appellerer til ungdommen’ (Lars Liebst / Erik A. Nielsen i Hvem ejer Shakespeare? p.31) Hvor Nielsen og Liebst i lidet flatterende vendinger kritiserer størsteparten af de forsøg på moderniseringer, der løb over scenen i 80’erne og 90’erne, så kommer de også med et forsvar for vellykkede forsøg af slagsen, der i forfatternes øjne bunder i, at instruktøren i første omgang har gjort sig den umage at gå i dybden med tekst og tematik, hvilket må siges at være forudsætning for en vellykket modernisering eller ligefrem en såkaldt dekonstruktion af den oprindelige tekst. Kunstnere som Kirsten Delholm, der med sit anerkendte performanceteater Hotel Pro Forma bevæger sig i helt andre luftlag, får positive ord med på vejen, men advarslen er alligevel klar: Man skal passe på med at blande det klassiske ordets teater med andre udtryk og således forflytte fokus fra den oprindelige intention. HVEM EJER SÅ SHAKESPEARE? Liebst og Nielsen stiller i titlen på deres bog spørgsmålet ’Hvem ejer Shakespeare’? Dermed ment, hvem har ret til at gøre krav på at fortolke hans intentioner og værker og gennem iscenesættelsen gøre ham (og underforstået alle andre klassikere) til talerør for egne intentioner? Svaret er dog for forfatterne, at Shakespeare selv ejer Shakespeare, for definitionen på en klassiker er i den forbindelse netop, at den er i stand til at overleve og forsvare sig imod alle tiders forsøg på modernisering og bearbejdelse: ”At Shakespeare kan forsvare sig selv indebærer, at hans værker ved gentagne studier svarer igen og ofte afviser de fortolkninger, der forsøger at beslaglægge ham’ (Lars Liebst / Erik A. Nielsen i Hvem ejer Shakespeare? p.22) Konklusionen bliver derfor, at klassikeren ikke er i nogen reel fare, til trods for de anslag mod dens liv, der måtte forekomme i nutidens teaterliv. Ikke desto mindre er det væsentligt at markere, at netop fordi ”sproget er dramaets egentlige sted, er det både betænkeligt at omskrive det og overdøve det”. Med al respekt for andre teaterformer, performanceteatret og deslige, så risikerer man mere end noget andet at sløre tekstteatret ved at blande det med for mange andre udtryksformer. I virkeligheden, mener bogens forfattere, er vi måske blevet for dygtige og specialiserede. Skuespillerne er blevet toptunede atleter, der 21
Page 1 and 2: Studiehæfte til gymnasier, højsko
Page 3 and 4: Indhold Don Carlos Information og b
Page 5 and 6: Kursus for undervisere i gymnasiesk
Page 7 and 8: I. SCHILLER OG ET MANUSKRIPT MED ST
Page 9 and 10: VIRKELIGHEDENS DON CARLOS Philip II
Page 11 and 12: II. UDFØRLIGT HANDLINGSREFERAT Sty
Page 13 and 14: FIGURGALLERI DON CARLOS DON CARLOS
Page 15 and 16: III. STURM UND DRANG Sturm und Dran
Page 17 and 18: DEN TYSKE KLASSIK “Teatrets domsm
Page 19: I forbindelse med en iscenesættels
Page 23 and 24: Europa. Ligeledes spiller religion
Page 25 and 26: EN GRUND-EUROPÆISK HISTORIE - inte
Page 31 and 32: TEKSTUDDRAG DON CARLOS - bearbejdet
Page 37 and 38: UDDRAG FRA DET OPRINDELIGE TYSKE MA

Arbejdsspørgsmål - Aarhus Teater

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?