Arbejdsspørgsmål - Aarhus Teater
Arbejdsspørgsmål - Aarhus Teater
Arbejdsspørgsmål - Aarhus Teater
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
iscenesættelser og derfor har et anderledes sammenligningsgrundlag.<br />
KLASSIKERDEBATTEN<br />
Lars Liebst og Erik A. Nielsen skrev i slutningen<br />
af 1990’erne bogen Hvem ejer Shakespeare<br />
som deres kommentar til den klassikerdebat,<br />
der på det tidspunkt, i dag og i tiden før rasede<br />
over hele landet. Klassikerdebatten handler<br />
om, hvordan klassiske tekster må og skal iscenesættes,<br />
en debat, der ikke bare for den enkelte<br />
instruktør (som beskrevet ovenfor) men også i<br />
den offentlige debat har vakt stof til eftertanke.<br />
Liebst og Nielsen forholder sig kritisk til de teatre<br />
og instruktører, der har valgt at modernisere<br />
klassiske tekster. De giver en lang række eksempler<br />
på forestillinger, der på forskellig vis forholder<br />
sig til teksten, eller med andre ord (mis)bruger<br />
klassikeren efter ’populistisk forgodtbefindende’.<br />
Her tænkes på ’stjerneinstruktører’, der ser det<br />
som deres opgave og ikke mindst ret at hånd-<br />
hæve en absolut ubegrænset frihed over for<br />
teksten. Ifølge bogens forfattere må man, som<br />
iscenesætter af en klassisk tekst, nødvendigvis<br />
spørge sig selv om, ”hvad er det for instruktørens<br />
koncept, der nødvendiggør opdateringen? Hvad<br />
vindes der ved den? Hvad går der tabt ved at<br />
rykke begivenhederne ud af den tid, den dramatiske<br />
digter selv henlagde dem til? Hvorledes<br />
rammer det den symbolske, kunstneriske helhed,<br />
som kendetegner historiens store dramaer?”<br />
Implicit i disse spørgsmål ligger en opfattelse af,<br />
at man skal være varsom med at forestille sig, at<br />
man gennem en opdatering, kan bibringe stykker<br />
noget, der retfærdiggør et brud på ’den symbolske,<br />
kunstneriske helhed, som kendetegner<br />
historiens store dramaer’.<br />
Den grundlæggende intention hos bogens forfat-<br />
terpar, må vi konkludere, er at gøre op med<br />
forestillingen om, at man gennem opdateringer<br />
må hjælpe klassiske tekster ind i en nutid, hvor<br />
de ellers ville fremstå hjælpeløst forældede.<br />
Således, skriver Nielsen og Liebst, sker der det,<br />
at kun de dele af teksten som instruktøren har<br />
opfanget og forstået, kommer til udtrykt gennem<br />
iscenesættelsen – altså den moderne af slagsen.<br />
Dermed bliver det i langt højere grad end ellers<br />
instruktøren, der kommer til at diktere vores<br />
fokuspunkt:<br />
”Så meget (misforstået) status har klassikertek-<br />
sten ikke i de fleste moderne opsætninger, hvor<br />
man snarere opfører det, man mener, der burde<br />
stå i teksten – hvis den ellers havde været med<br />
på de noder, et ’moderne’ publikum forventes<br />
at være med på. Dermed er der i stigende grad<br />
frit slag for ’fortolkninger’ af teksten, der selv<br />
på én måde er forsvarsløs som aldrig før og må<br />
føje sig efter ethvert lokalt genis opfindsomhed”<br />
(Lars Liebst / Erik A. Nielsen i Hvem ejer Shakespeare?<br />
p.16)<br />
Således bliver det ikke blot instruktøren, der<br />
beslutter, hvad vi som publikum får adgang til af<br />
det egentlige værk, det bliver også instruktøren,<br />
der beslutter, hvad vi som publikum er i stand<br />
20