Arbejdsspørgsmål - Aarhus Teater

I forbindelse med en iscenesættelse af en klassisk
tekst er der et væsentligt, overordnet valg,
instruktøren må træffe: modernisering eller ’lige
efter bogen’. Ofte er den måde vi forstår en ’klassisk’
opsætning af en tekst dog noget anderledes,
end vi måske forestiller os. Mange ser eksempelvis
Shakespeare som et noget ophøjet og tungt
materiale. Det er derfor vanskeligt at forestille
sig følgende scene i teatret: Publikum står pakket
som sild i en tønde, mens de spiser, drikker og
kommer med tilråb til skuespillerne, hvis de
keder sig. Samtlige kvinderoller bliver spillet af
drenge, hvis stemmer endnu ikke er kommet i
overgang. For ikke at forglemme, at der bliver
spillet udenfor i fuldt dagslys.
Dertil kommer, at sproget hos Shakespeare
rigtignok er på vers og ofte meget poetisk, men
ikke desto mindre var noget lettere at forstå for
den jævne borger omkring slutningen af det 16.
århundrede, idet ordene var alment kendte i datidens
sprogbrug. Ligeledes var de moralske koder
og omgangsformer som Shakespeare beskrev,
også en del af tiden, og således logiske for alle,
hvor de i dag ofte kræver en forklaring.
På mange måder er Shakespeare i dag således
ikke den samme Shakespeare, som han var i sin
egen tid. Det gør dog ikke nødvendigvis instruktørens
valg nemmere. Han/hun må stille sig selv
en række spørgsmål: Skal man beholde teksten
i sin oprindelige tilstand (og hvis den er oversat,
hvis oversættelse skal man så vælge?) eller skal
man lade den oversætte på ny og evt. bearbejde?
Skal man vælge en scenografi og en kostumering,
der holder sig til den oprindelige tidsperiode,
eller skal man gennem disse elementer
tilføje manuskriptet en ny vinkel og modernisering?
Skal skuespillerne føle og leve teksten,
vælge en ironisk, postmoderne og nutidig distance
eller eksempelvis forsøge at henlægge
deres spil til den historiske tids konventioner, der
foreskrev et spil betydeligt anderledes end vores?
Der er uendeligt mange muligheder, når man skal
iscenesætte en dramatekst, også, og måske især,
når det drejer sig om en klassisk tekst:
”En klassikerforestilling i al dens praktiske og
tekniske kunnen er også teori, nemlig i den
basale forstand, at den er et virkeliggjort syn på
en tekst, der har været set og fremstillet utallige
gange tidligere’ (Lars Liebst / Erik A. Nielsen i
Hvem ejer Shakespeare? p.11)
En iscenesættelse af en klassik tekst er med
andre ord ikke blot et spørgsmål om at overføre
tekst fra papir til scene, men handler i høj grad
om, hvordan man læser, med andre ord analyserer
og fortolker det valgte værk. Det er derfor
aldrig muligt at tale om, at man har set Hamlet.
Man har set én version, én tolkning af Hamlet,
men om man så tilbragte resten af sit liv med at
rejse kloden rundt for at se alle teatre og amatørinstitutioners
versioner af Hamlet så kommer
man aldrig til at se den samme forestilling
igen. Når man spiller en forestilling, vil der oftest
befinde sig mennesker, der møder teksten for
første gang, nogen som har læst teksten, men
aldrig set den iscenesat, og så enkelte garvede
teatergængere, der har oplevet teksten i flere
19