Arbejdsspørgsmål - Aarhus Teater

More documents

Recommendations

Info

IV. AT ISCENESÆTTE EN KLASSIKER ”Egentlig synes jeg ikke, at Macbeth er særlig interessant som teaterstykke ... Men indstuderingsarbejdet har været én af de mest interessante oplevelser i mange, mange år” Ole Bornedal i Politiken 1998 om sin iscenesættelse af Macbeth på Gladsaxe <strong>Teater</strong> (Lars Liebst/Erik A. Nielsen i Hvem ejer Shakespeare? p. 25) <strong>Teater</strong>livet myldrer med klassiske værker. Fra enhver tidsalder siden teatrets fødsel i den græske oldtid, kender vi værker, der har fået prædikatet klassiker. Men hvad er en klassiker, og hvad stiller man op med en klassiker, når den skal iscenesættes i en nutidig kontekst? klassiker, (af lat. classicus, se klassisk), skribent, kunstner eller værk med varig anseelse; først brugt om antikke kunstværker og forfattere, som man fandt det vigtigt at bevare og studere, senere i almindelighed om de mønsterværdige i kunst og litteratur — dem, der udgør kanon. Begrebet er blevet opblødt på flere måder, dels ved at man siden 1700-tallet har lagt mere vægt på originalitet end på (efterligning af) det mønstergyldige, dels ved tilbøjeligheden til at negligere den fjernere fortid. Da Georg Brandes i 1884 hyldede klassikeren Holberg, skrev han: “Når talen er om litterær udødelighed, så er det de første 200 år, hvorom det gælder.” Det er længe at vente med prestigen; bogmarkedet har derfor lanceret begrebet “nyklassikere” om nylig afdøde eller endnu levende ældre kvalitetsforfattere. (Kilde: Gyldendals Online Leksikon) En klassiker er et værk, der har overlevet gennem årtier og århundreder og stadig er anerkendte den dag i dag. I teatrets verden er det navne som Euripides, Holberg, Ibsen, Shakespeare, Schiller, Tjekhov, Wilde, Racine og Moliere, der står bag de klassiske værker. Dertil kommer naturligvis dramatiseringerne af klassiske romaner, såsom Kafkas Slottet eller Dostojevskijs Idioten, der også regnes som klassikere. FRA MANUSKRIPT TIL OPFØRELSE Når man i et teaters dramaturgiat vælger at sætte et bestemt manuskript på repertoiret, udpeger man i samme forbindelse en instruktør til at varetage opgaven. Oftest får instruktøren frie hænder til opgaven, men eftersom teatret har udvalgt instruktøren pga. vedkommendes kompetencer og indgangsvinkler har teatret alligevel en vis form for indflydelse på, hvilken retning iscenesættelsen vil tage. Det hører i øvrigt med til historien, at forfatterens (eller andres) rettigheder til manuskriptet udløber i forbindelse med 70 års dagen for dramatikerens død. Dvs. at man efter den tid har frie hænder til, at iscenesætte dramatikken, som man ønsker, bearbejde teksten og lignende. Inden da har rettighedshaverne, som eksempelvis kan være dramatikerens overlevende familie, ret til at stille krav til opførelsen og nægte teatret retten til at anvende manuskriptet. Eksempelvis er eksekutorerne af hhv. Bertolt Brechts og Samuel Becketts bo kendt for at være særdeles strenge mht. deres krav til ’korrekt’ og ’teksttro’ iscenesættelse af deres værker. 18
I forbindelse med en iscenesættelse af en klassisk tekst er der et væsentligt, overordnet valg, instruktøren må træffe: modernisering eller ’lige efter bogen’. Ofte er den måde vi forstår en ’klassisk’ opsætning af en tekst dog noget anderledes, end vi måske forestiller os. Mange ser eksempelvis Shakespeare som et noget ophøjet og tungt materiale. Det er derfor vanskeligt at forestille sig følgende scene i teatret: Publikum står pakket som sild i en tønde, mens de spiser, drikker og kommer med tilråb til skuespillerne, hvis de keder sig. Samtlige kvinderoller bliver spillet af drenge, hvis stemmer endnu ikke er kommet i overgang. For ikke at forglemme, at der bliver spillet udenfor i fuldt dagslys. Dertil kommer, at sproget hos Shakespeare rigtignok er på vers og ofte meget poetisk, men ikke desto mindre var noget lettere at forstå for den jævne borger omkring slutningen af det 16. århundrede, idet ordene var alment kendte i datidens sprogbrug. Ligeledes var de moralske koder og omgangsformer som Shakespeare beskrev, også en del af tiden, og således logiske for alle, hvor de i dag ofte kræver en forklaring. På mange måder er Shakespeare i dag således ikke den samme Shakespeare, som han var i sin egen tid. Det gør dog ikke nødvendigvis instruktørens valg nemmere. Han/hun må stille sig selv en række spørgsmål: Skal man beholde teksten i sin oprindelige tilstand (og hvis den er oversat, hvis oversættelse skal man så vælge?) eller skal man lade den oversætte på ny og evt. bearbejde? Skal man vælge en scenografi og en kostumering, der holder sig til den oprindelige tidsperiode, eller skal man gennem disse elementer tilføje manuskriptet en ny vinkel og modernisering? Skal skuespillerne føle og leve teksten, vælge en ironisk, postmoderne og nutidig distance eller eksempelvis forsøge at henlægge deres spil til den historiske tids konventioner, der foreskrev et spil betydeligt anderledes end vores? Der er uendeligt mange muligheder, når man skal iscenesætte en dramatekst, også, og måske især, når det drejer sig om en klassisk tekst: ”En klassikerforestilling i al dens praktiske og tekniske kunnen er også teori, nemlig i den basale forstand, at den er et virkeliggjort syn på en tekst, der har været set og fremstillet utallige gange tidligere’ (Lars Liebst / Erik A. Nielsen i Hvem ejer Shakespeare? p.11) En iscenesættelse af en klassik tekst er med andre ord ikke blot et spørgsmål om at overføre tekst fra papir til scene, men handler i høj grad om, hvordan man læser, med andre ord analyserer og fortolker det valgte værk. Det er derfor aldrig muligt at tale om, at man har set Hamlet. Man har set én version, én tolkning af Hamlet, men om man så tilbragte resten af sit liv med at rejse kloden rundt for at se alle teatre og amatørinstitutioners versioner af Hamlet så kommer man aldrig til at se den samme forestilling igen. Når man spiller en forestilling, vil der oftest befinde sig mennesker, der møder teksten for første gang, nogen som har læst teksten, men aldrig set den iscenesat, og så enkelte garvede teatergængere, der har oplevet teksten i flere 19
Page 1 and 2: Studiehæfte til gymnasier, højsko
Page 3 and 4: Indhold Don Carlos Information og b
Page 5 and 6: Kursus for undervisere i gymnasiesk
Page 7 and 8: I. SCHILLER OG ET MANUSKRIPT MED ST
Page 9 and 10: VIRKELIGHEDENS DON CARLOS Philip II
Page 11 and 12: II. UDFØRLIGT HANDLINGSREFERAT Sty
Page 13 and 14: FIGURGALLERI DON CARLOS DON CARLOS
Page 15 and 16: III. STURM UND DRANG Sturm und Dran
Page 17: DEN TYSKE KLASSIK “Teatrets domsm
Page 21 and 22: til at kapere. Ofte resulterer det
Page 23 and 24: Europa. Ligeledes spiller religion
Page 25 and 26: EN GRUND-EUROPÆISK HISTORIE - inte
Page 31 and 32: TEKSTUDDRAG DON CARLOS - bearbejdet
Page 37 and 38: UDDRAG FRA DET OPRINDELIGE TYSKE MA

Arbejdsspørgsmål - Aarhus Teater

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?