Arbejdsspørgsmål - Aarhus Teater

III. STURM UND DRANG
Sturm und Drang (oversat: storm og trængsel eller
trang) var en romantisk, litterær ungdomsbevægelse
i slutningen af 1700 tallet (1760’erne
til 1780’erne) opkaldt efter et værk af Friedrich
Maximilian von Klinger. Fokuspunktet var den individuelle
subjektivitet frem for oplysningstidens
rationelle begrænsninger. Bevægelsen gjorde op
med de oplysningsfilosofiske strømninger i tiden,
der lagde vægt på fornuft og videnskab. Oplysningstidens
litteratur havde til hensigt at uddanne og
moralsk præge dens læsere. Hvor man ansporede
den frie tanke i individet, så strakte denne frihed
sig ikke til den dramatiske form, hvor man holdt sig
til klassicismen enhed af sted, tid og handling, et
ophøjet sprog samt den inddeling af værkerne, der
forbeholdt tragedierne til de adelige og komedierne
til borgerskabet.
En række unge digtere modsatte sig rationalitetens
indmarch i digterkunsten og reagerede ved at sætte
følelsen i højsædet. En klassisk eksempel herpå er
periodens nøgleroman, Den unge Werthers lidelser
(1774), hvori Goethe lader sin hovedperson lide og
føle sig gennem et kærlighedsforhold, der ender
med den unge helts selvmord. Romanen blev datidens
helt store kultobjekt. Man kunne købe kopper
og tedåser med scener fra romanen, ’Werthermoden’
dikterede heltens gule og blå påklædning,
der blev lavet en ’eau de Werther’ og en stribe af
selvmord bredte sig efter sigende blandt Tysklands
unge befolkning. Med Wertherbølgen rejste sig i
Tyskland (og andre steder i Europa) sig, hvad man
kunne betegne som verdens første ungdomsoprør.
En situation, hvor den unge generation modsatte
sig de herskende normer og regler for at definere
deres egne værdier og idealer. Ikke ulig 1960’ernes
berømte ungdomsoprør og de talrige ungdomskulturer,
der siden har sat deres præg på kulturen
med deres særegne musikalske genrer, påklædningsmønstre
og interne, sproglige indforståethed.
Sturm und Drang digterne valgte at ignorere hele
den regelpoetik, der gennemsyrede oplysningstidens
tanke og i stedet sætte deres lid til det skabende
geni. Genitanken var i det hele taget særdeles
central for Sturm und Drang. ’Geniet’ skal i den
forbindelse ikke betragtes som negativt hævet
over alle andre, men som et individ, der gennem
sin frie selvudfoldelse, ved at tage hensyn til alle
livsformer og ved at følge egne tanker og overbevisninger
frem for samfundsmæssige normer og
regelsæt, sætter et eksempel til efterfølgelse. Humanisme
og idealisme er et kodeord. I Sturm und
Drang dramaerne står en humanistisk orienteret
helt ofte splittet mod en undertrykkende samfundsorden,
der gør den frie sjæl til forbryder og knuser
individet.
Bagsiden ved Sturm und Drang litteraturens helteskikkelser
var, at deres ungdommelige idealisme
ofte blev kompromitteret, når den blev forsøgt
omsat til handling. I mødet med virkeligheden og
den ofte ældre benhårde konservatisme kunne et
tænkt ideal ofte ikke måle sig, medmindre den, der
stod bag tankerne var villig til at ofre sig heroisk for
idealets skyld.
15