Dreamland - Esbjerg International Chamber Music Festival

“Dreamland”19. - 26. AUGUST 2012
ESBJERG INTERNATIONAL CHAMBER MUSIC FESTIVAL
Søndag d. 19/08 kl. 16.00
Syddansk Musikkonservatorium, Esbjerg
Peter Eötvös (f. 1944)
“Two poems to Polly” for en talende cellist
Cello: Franz Ortner
Erik Satie (1866-1925)
Trois Gymnopédies
1.ere Gymnopédie : Lent et douloureux – à Mademoiselle Jeanne de Bret
2.ème Gymnopédie: Lent et triste – à Conrad Satie
3.ème Gymnopédie: Lent et grave – à Charles Levadé
klaver: Juhani Lagerspetz
Claude Debussy (1862-1918)
Strygekvartet i g-mol, Opus 10 (1893)
Animé et très décidé – Assez vif et bien rythmé
Andantino, doucement expressif – Très modéré - Très mouvementé et avec passion
Violin: Sakari Tepponen & Benjamin Bowman
Bratsch: Michel Camille – Cello: Franz Ortner
PAUSE

De to digte til Polly er en ”talesang”,
der handler om at både verden omkring
os og vi selv ændrer sig konstant – og at
det faktum ikke kan ændres! Digtene der
ligger til grund for værket, blev skrevet
for over 1000 år siden af en japansk
kvinde, der var ansat som digter ved det
japanske hof. Hendes navn er gået tabt;
men vi kender hende nu som ”The Lady
from Sarashina”.
Peter Eötvös siger selv om værket:
”I min komposition for talende cellist
fortolker jeg en tidløs tekst, ved at gøre
den til en dialog mellem en mand og
en kvinde. Kvinden er mandens afdøde
hustru, og han længes naturligt nok efter
hende – han taler til hende og hun svarer
fra det hinsidiges.”
Is this one poem or two?
When the tolling of the temple bell
Told me that dawn and my vigil’s end had
come at last
I felt as though I’d passed a hundred
Autumn nights.
Why wait the tolling of the temple bell
On a day that took such heavy toll of all
our hopes?
You promised to return.
How long must I still wait till you fulfill
that vow?
Spring did not forget the tree
Whose branches once were white with frost.
Do not give up your waiting!
One unawaited and who made no vow
Will soon, I hear, visit the plum tree’s trailing
branch.
Erik Satie (1866-1925):
Trois Gymnopédies
Satie er måske mere kendt som excentriker
end som komponist? Han er døbt
Eric; men p.gr.a. sin store interesse for
H.C.Andersen og vikinger ændrede han
det til det mere nordiske Erik!
Han kan på nogle punkter siges at være
en tidlig fransk udgave af John Cage
- ikke så meget p.gr.a. sine musikalske
påfund; men fordi han havde tanker om
musik, der på sin vis var lige så filosofisk
interessante og epokegørende som Cages.
F.eks. hans ideer om en musik der skulle
være til stede uden man lagde mærke til
den - ligesom et smukt møbel eller tapetet.
Den ide må jo siges at være realiseret
i vore dage, hvor der er utrolig meget
musik, der spiller konstant alle steder;
men ingen der hører efter. Et andet
påfund er et ganske kort stykke for klaver
der skal gentages 840 gange og således nå
op på en spilletid af ca 24 timer. Det er
blevet spillet i København ved en enkelt
lejlighed på Det ny Teater i 70´erne, og
der var ganske mange pianister der afløste
hinanden undervejs. En enkelt af de
få tilhørere, der var tilbage ved værkets
slutning, råbte naturligvis ”Da Capo!” -
helt i Saties ånd!
Udover at være komponist var han en
stor paraplysamler, cafemusiker og inspirator
for både Debussy og Ravel. Kendt
er det, at han på en kritisk bemærkning
fra Debussy om at hans musik manglede

form, svarede igen ved at skrive ”Tre
stykker i pæreform”
Han skrev også prosa bl.a. dette herlige
stykke om en musikers dag:
Kunstneren bør ordne sit liv.
Se her en præcis tidsangivelse over mine
daglige gøremål:
Jeg står op kl. 7.18, inspiration kl. 10.23
til 11.47, jeg spiser frokost kl. 12.11 og går
fra bordet kl. 12.14.
Frelsende ridt til hest, i bunden af min
park fra kl. 13.19 til 14.53. Endnu en
inspiration kl. 15.12 til 16.07.
Forskellige gøremål (fægtning, reflektion,
ubevægelighed, visitter, kontemplation, fingerfærdighed,
svømning etc. fra kl. 16.21
til 18.47.
Middagen serveres kl. 19.16 og slutter kl.
19.20. Derefter højtlæsning af symfoniske
partiturer fra kl. 20.09 til 21.59.
Jeg går vanligt i seng kl. 22.27. Ugentlig
voldsom opvågnen kl. 3.19 (tirsdag).
Jeg indtager kun hvide fødevarer: æg,
sukker, revne knogler, fedt af døde dyr,
kalv, salt, kokusnødder, kylling kogt i
hvidvand, frugtskimmel, ris, roer, kamferblodpølse,spaghetti,
ost (hvid), bomuldssalat
og enkelte fisk (uden hud). Jeg koger
min vin, som jeg drikker kold med fuchsiasaft.
Jeg har god appetit, Men taler aldrig
mens jeg spiser, af angst for at kvæles.
Jeg trækker vejret omhyggeligt (lidt af gangen).
Jeg danser sjældent. Når jeg går, har
jeg armene over kors, og skuer koncentreret
bagud.
Eftersom jeg er meget alvorlig, er det ikke
med vilje, hvis jeg ler. Jeg gør altid mine
undskyldninger med stor elskværdig.
Jeg sover kun med et øje lukket, min søvn
er meget dyb. Min seng er rund og har et
hul gennemboret til hovedet. Hver time tager
en af mine tjenestefokk min temperatur,
og giver mig en ny.
Gennem lang tid har jeg abonneret på et
modeblad. Jeg bærer en hvid hue, hvide
strømpesokker og en hvid vest.
Min læge har altid rådet mig til at ryge.
Han tilføjer: - Ryg, min ven. Ellers vil en
anden ryge i Deres sted. Erik Satie
Claude Debussy
Strygekvartet i g-mol, (1893)
Claude Debussy (1862-1918) er på en
lidt speciel og egen måde i familie med
John Cage. Ikke i den musikalske tænkning
eller praksis; men der er alligevel
nogle fælles interesser. Debussy blev som
ung nærmest blæst omkuld af et Balinesisk
Gamelan-Orkester der besøgte Paris
i forbindelse med Verdensudstillingen i
1889 og den samme slags musik inspirerede
Cage 40 år senere i New York.
Hos Debussy satte mødet med den
rytmisk meget intrikate og klangligt særegne
musik sig ikke spor på samme måde
som hos Cage, der begyndte at præparere
klaverer for at efterligne bl.a. lyden af
gamelanorkestre. Hvad det måske især
gjorde for Debussy, var at det gav ham
en impuls til at forlade de faste dur/mol
rammer og skabe en musik der tillod sig
at være harmonisk svævende, og ikke
hele tiden skulle relatere sig til en toneart
og de lovmæssigheder, der følger med
tonalitet.

Mest kendt er hans opfindelse af heltoneskalaen,
hvor der i modsætning til dur
og mol- skalaens vekslen mellem hel og
halvtonetrin, udelukkende er heltoner,
hvilket giver en forunderlig vægtløs fornemmelse
i lytteren.
Debussys værkliste er ikke så stor som
mange af de andre store komponisters,
men måske er der derfor heller ikke ret
mange mindre gode værker i hans produktion.
I de sidste år af sit liv skrev han
ikke meget, han var dybt deprimeret over
første verdenskrigs udbrud, og plaget af
sygdom, men i sommeren 1915 skrev
han pludselig 3 større værker: sine klaveretuder,
sonaten for cello og klaver samt
sonaten for fløjte, viola og harpe. Han
havde fået den plan at han ville skrive 6
sonater og udgive dem samlet, som hans
franske forbilleder Rameau og Couperin
gjorde i barokken. Han skriver glad på
titelbladet til de to sonater”Af Claude
Debussy - fransk musiker”.
Da 1915 går på hæld må Debussy på
hospitalet og operationen efterlader ham
med smerter og bekymringer. Først i
1917 får han igen skrevet musik - nu sonaten
for violin og klaver som bliver hans
sidste værk. Han uropfører det selv ved
en koncert i samme år, ifølge øjenvidner
som en skygge af sig selv, og optræder
sidste gang offentligt i september 1917.
Resten af sin tid tilbringer han sengeliggende
i sit hjem.
Når man kigger på titlen på Debussys
strygekvartet, er der et par ting, der falder
meget i øjnene: “Første strygekvartet
i g-moll, opus 10” hedder den, og det lyder
jo sådan set meget tilforladeligt; men
det er den eneste gang Debussy nævner
et opusnummer i en titel, det er den eneste
gang han nævner en toneart i en titel,
og det er hans eneste strygekvartet.
Det er et værk af en ung mand, der
stadig er i gang med at erobre verden
og musikken, og for hvem mange veje
stadig synes farbare. Men han er ved at
vælge! Han er ved at frigøre sig fra konventionerne,
og samtidig med kvartetten
der skrives i 1892-93 er han i gang med
“Preludie til en Fauns eftermiddag” og
de første skitser til operaen “Pelleas og
Mellisande”. Kvartetten blev opført
første gang i 1893 af ingen ringere end
Ysaÿe-kvartetten. Kvartetten er interessant
på mange måder. Debussy havde
ikke i sine hidtidige værker gjort noget
ud af de klassiske formforløb; men kvartetten
her er meget stramt struktureret
og komponeret med fast blik på netop
klassiske former. Tidens kritikere kunne
dog ikke høre det, de har nok været distraheret
af de harmoniske nyskabelser og
de anderledes klange, der ikke på nogen
måde mindede om den franske nationale
romantiske musik, man var vant til at
høre på dette tidspunkt, og de beskrev
kvartetten som endnu et eksempel på
“tidens universelle formløshed”.
Ja de Gallere....

Kun komponisten Paul Dukas - som
også kan høres i år på EICMF - hørte
med det samme at der her var tale om
et værk af et ungt geni, der, skønt han
gerne ville bane nye veje, alligevel brugte
kendte ideer som han videreudviklede.
Sådan har det altid været - som digteren
Klaus Høeck skriver i sin seneste digtsamling
”Live”: “Digtet skrives ikke på et
hvidt stykke papir”.
Debussy benytter her i sin kvartet en
”Idee Fixe” - det samme tema behandles
i alle 4 satser, mere eller mere genkendeligt,
men når man først har fået ørerne
op for det, vil man frydes over denne
stadige forvandling af et genkendeligt
materiale.

Anton Webern (1883 – 1945) er for
kendere. Hans produktion er ganske
lille - hans samlede værker har vel kun
en spilletid på et par timer; men alligevel
bliver han ved med at spille en rolle for
enhver ny generation af unge komponister.
Det kan skyldes flere ting; men et
af de mest påfaldende karakteristika ved
Weberns musik er, at han er så meget sin
egen, at man kunne tro, han kom fra en
anden planet. Hans værker er ofte ganske
korte, med satser der varer så lidt som 20
sekunder. Det er ikke meget, hvis en ide
skal præsenteres, behandles og afsluttes!
Webern repræsenterer en musikalsk
tænkning, der måske aldrig ville være
opstået, hvis man ikke var begyndt at
skrive musikken ned. Mange af ideerne i
hans musik, kan man næsten ikke høre,
selv når man ved, hvad det handler om;
men hvis man læser hans musik samtidigt
med at man hører den, kan man
rammes af en helt ny måde at opleve
Anton Webern (1883 – 1945)
Strygetrio (1927) opus 20
Sehr Langsam – Sehr Getragen Und Ausdrucksvoll
Ernst Kovacic, violin – Steven Dann, bratsch – Anssi Karttunen, cello
Maurice Ravel (1875 – 1937)
Duo pour Violon et Violoncelle (1922)
Allegro – Très vif – Lent – Vif, avec entrain
Violin: Benjamin Bowman – Cello: Franz Ortner
toner, intervaller og forløb på, samtidigt
med at der skabes et musikalsk rum hvor
forkerte toner vil stå lige så meget frem
som forkerte toner i en Mozart sonate.
Webern var selv cellist og en aktiv kammermusiker,
og selvom han måske ikke
er den første der har sagt det, ved vi at
han i 1910 sagde til en af sine kolleger
”At spille strygekvartet er den mest
fantastiske måde at lave musik på”. Han
havde i årene 1904-08 studeret hos Arnold
Schöenberg og vi ved at han i den
periode begyndte på ca. 25 kvartetter,
hvoraf de 3 blev færdiggjort men først
udgivet posthumt.
Hans trio opus 20 er i to korte satser,
og den anden sats er af en for Webern
bemærkelsesværdig længde på over 6
minutter! Dette skyldtes at han, som han
havde tilstået overfor Alban Berg, ville til
at skrive musik, der var mere ekspansiv,
ja symfonisk, af natur.

Han havde sågar planer om at tilføje en
tredie sats; men det blev ikke til noget -
det skulle endda have været en rondo!
Dette værk er et af de sjældne hvor der
ikke gik længe fra det var skrevet til det
blev spillet og udgivet. Færdiggjort i juni
1927, udgivet i november og førsteopført
i januar 1928. Man kan nu ikke sige, at
modtagelsen var hjertelig, og så sent som
i 1938 er der meldinger om, at cellisten
under en opførelse i London pludselig
forlod scenen, mens han råbte “Oh, I
cant play that thing”. Endvidere var det
det første stykke af Webern der blev
indspillet (1939) og udgivet kommercielt
– som det hedder, også når det ikke
kaster penge af sig. Weberns kommentar
til indspilningen var: “Jeg kan registrere
flid og de bedste intentioner hos musikerne,
men det er ikke rigtigt min musik”.
Webern er måske mest berømt for sin
tragiske død, der skyldtes et skud fra en
Amerikansk soldat kort efter 2. verdenskrigs
afslutning. Soldaten troede han så
ild fra et våben; men det var blot Anton
Webern der tændte sin pibe.
Maurice Ravel (1875 – 1937)
Repertoiret for duoen violin og cello er
ikke stort, og det er interessant, at en
så eksklusiv komponist som Ravel i sin
overskuelige værkrække har en hel sonate
i 4 satser for denne kombination.
Værket er skrevet i årene 1920-22 som
ikke var specielt lykkelige år for Ravel.
Han var stadig påvirket af oplevelserne
som ambulancechauffør under 1. ver-
denskrig, hans mor var død (dog i 1917
– men han kom ikke rigtigt over det). I
1919/20 havde han skrevet La Valse, der
næsten kan opleves som en musikalsk
selvdestruktion – der siges i hvert fald
farvel til en epoke og dens musik i det
stykke musik.
I tråd med denne stemning af død og
afsked er første satsen skrevet til minde
om Debussy, der var død i 1918.
Denne mindesats blev skrevet på opfordring
fra det franske Musikblad La
Revue Musicale, der i 1920 ville tilegne
en udgave til Debussys minde, og derfor
spurgte komponisterne Béla Bartók, Paul
Dukas, Manuel de Falla, Albert Roussel,
Eric Satie, Igor Stravinsky og Maurice
Ravel om de ville bidrage med musik,
der kunne trykkes i bladet.
Sonaten her er nu ikke mærkbart inspireret
af Debussy, snarere er det Bartok
og Stravinsky, der nu øver indflydelse på
Ravel med deres inddragelse af folkemusik
og en helt anderledes kantet rytmik,
end hvad den elegante Ravel ellers havde
benyttet sig af.
For at skabe enhed i værket lader Ravel
de to temaer, der præsenteres i begyndelsen
af første sats, vende tilbage i de
øvrige satser. I anden sats, Très vif, som
er en Scherzo, gentages første tema melodisk
fordelt mellem violin og cello. Også
andet tema høres i satsens begyndelse.

Den langsomme tredje sats, Lent, indledes
med en koralmelodi, der som de fleste
andre melodier i værket er kirketonal
eller modal. Dvs. at den ikke bygger på
dur/moltonalitet, men på middelalderens
og renæssancens melodiske principper,
som levede videre i folkemusikken i
mange europæiske lande, ikke mindst på
Balkan og i Rusland. Men ud fra denne
modalitet skaber Ravel såmænd musik,
der både kunne være asiatisk som i
anden satsens pizzicatoviolin eller skotsk
sømandssang som i finalens indledning.
Mod slutningen af satsen sammenfatter
Ravel sonatens temaer i et virkningsfuldt
kontrapunktisk klimaks.
Sonaten markerede en ny retning for
Ravel i hans musik, og når man skal gå
nye veje er det måske en ide ikke at gå af
alt for nedtrådte stier – det kan forklare
denne let usædvanlige instrumentkombination.
Ravel sagde i hvert fald selv om værket:
”Jeg tror at dette værk markerer et vendepunkt
i min musikalske karriere. Musikken
er ribbet ind til benet. Jeg giver afkald på
harmonisk skønhed for til gengæld at dyrke
det melodiske.”
Alligevel må man dog sige, at man godt
kan høre, at det er Ravel, der har skrevet
musikken. De lækre harmonier er der
stadig ind i mellem, skønt de er forklædt
i arpeggiofigurer.
Jesper Lützhøft