DCK på vej mod 2009 - Dansk Caravan Klub

købe direkte på fabrikken, så der
blev slæbt bæreposer efter dette
besøg.
Fra Jakobsbad skulle turen gå
videre til Laax, ca. 140 km. En kort
tur, der dog ikke var helt uproblematisk
skulle det vise sig, for i et bjergrigt
land går det selvfølgeligt op og
ned, og køre ned med campingvogn er lidt af
en kunst. Er der så for meget vægt i vognen,
ja, så kan der efter sådan 5 danske ekvipager
brede sig en forfærdelig dunst af varme
bremser, hvilket vi mange gange blev gjort
opmærksom på af medtrafikanter. Det problem
skulle for vores vedkommende
løses,når vi kom frem til Camping Flims i
byen Laax, og blev det ved ganske simpelt
at læsse ca. 150 kg. fra campingvognen
over i bilen. Ingen vand i vandtankene, så
samlet måske en lettelse på 200 kg. Det
skulle vise sig at løse problemet med meget
varme bremser.
I Laax havde vore guider arrangeret
mange turoplevelser i dette pragtfulde bjergområde,
som er et kendt skiområde, og
stedet, hvor mange vandrer søger hen, for
der at nyde deres passion. Det er også her,
som det Schweiziske Grand – Canyon er til
skue, utroligt smukt.
Den 27. gik turen videre til Li Curt i det
syd/østlige hjørne af dette pragtfulde land,
hvor vi skulle bo på Camping Boomerang, en
tur på ca. 160 km. Dette var så dagen, hvor
campingvognens bremser skulle stå sin
prøve, da vi skulle over to pas begge over
2.300 meter med lange nedkørsler. Jeg tror,
vi alle havde lært af sidste gang, vi skulle
36
køre ned af bjerget, for nu var lugten knap
så ram, og jeg ved, hvad jeg taler om, fordi
vi var sidste vogn i kolonnen. Turen gik over
stedet, hvor de kendte og de kongelige samt
DCK’er mødes, nemlig St. Moritz, der med
sine prangende hoteller, flotte biler, små jetfly
og alskens godt, som måske ikke lige
passer til mine hartkorn, om man forstår.
Derfor hastigt videre til Li Curt hvor nye oplevelser
ventede på os, men hvor også sygdomsspøgelset
viste sit ansigt. De tre par
der havde deltaget i nordisk træf hostede
nu så meget, at noget måtte gøres, så der
var dømt pause, besøg på apoteket og medbragte
penicilin-piller og andet rædselsfuldt
mundgodt skulle nu fortæres med en forhåbentlig
snarlig helbredelse til følge. Ja gode
råd var dyre, så vi, der endnu ikke var ramt
af bacillen, kunne tage vores forholdsregler.
Meget blev prøvet fra overgemt julesnaps til
andet vådt krudt, om det hjalp? Det var i
hvert fald sjovt og godt til mad.
Vi hoster hastigt videre, og dem der kunne
skulle ud at køre med Bernina Expressen. Vi
stod på toget i Le Prese og skulle køre med
til Alp Grün, der ligger i ca. 2.100 meters
højde, og det var en kæmpe oplevelse at
klatre op af bjerget med toget, i øvrigt da
også at køre ned med det igen. Efter mange
oplevelser her skulle vi videre.