Om forfatterne - Jan Thiemann

Pia Juul
Forfatter og oversætter:
Pia Juul er født i Korsør 30. maj 1962, datter af forfatteren Kurt Juul (Hesten og hammeren,
Forlaget Alrune, 1999), voksede op i landsbyen Rørbæk i Himmerland, debuterede med
digtsamlingen Levende og lukket (Tiderne Skifter) i 1985 og hun bor nu på Sydsjælland.
Debut:
1985
Foto: Lars Gundersen
”Min farfars hus hed ”Kit”
Naboen hed Lillelund
Hans hus hed ”Weekendhytten”
Tågen hed gus
Bag klitterne lå æ haw
Købmanden ved dette hav
hed Haumann
Vi drømte om
at hans kones navn var Agnete
Måske hed hun Ruth
Mit eget navn var latin og løgn
men det vidste jeg ikke endnu
Fra ”Sagde jeg, siger jeg”, 1999
Priser og legater:
1988: Statens Kunstfond. 3-årigt stipendium
1992: Edith og Helge Rode Legatet
1994: Emil Aarestrup Medaillen
1999: Statens Kunstfond. Produktionspræmie: Sagde jeg, siger jeg
2000: Limfjordsegnens litteraturpris 2000 - Thøger Larsen Prisen
2000: Beatrice-prisen
2001: Statens Kunstfond. Produktionspræmie: Mit forfærdelige ansigt
2003: Leo Estvads Legat
2004: Morten Nielsens Mindelegat
2009: Danske Banks store litteraturpris (500.000.-)
http://www.litteratursiden.dk/forfattere/pia-juul

Kim Fupz Aakeson
Født i 1958 i København og opvokset i Hvidovre og Albertslund, tog en HF på Vallensbæk
Gymnasium og havde derefter mange og kortvarige forhold i erhvervslivet, afløst af rejser
til de varme lande.
Fra starten af 80’erne freelance illustrator i aviser, fagblade og tidsskrifter, bl.a Press,
Information og senest Weekendavisen.
Forfatter til en række tegneseriealbums, børnebøger, noveller og romaner.
Debuterede som tegneserietegner med albummet "Gå Løs På Livet!" i 1982, og som
forfatter med børnebogen "Hvem Vover At Vække Guderne" i 1984.
Tog afgang fra filmskolens manuslinie i starten af 96 og har siden skrevet både novellefilm
og spillefilm.
Har også virket som dramatiker og leveret til bl. a. Radioteatret, Ålborg Teater, etc.
Medlem af Danske Skønlitterære Forfattere og Danske Dramatikere.
Debut:
1982
Læs forfatteren:
Meget lille ordbog for børn abe
Jeg bytter min lillebror til en abe, jeg ringer til en
cirkusdirektør og gør det, bytter ham. Så kan min lillebror
optræde med at skrige højt og give publikum ondt i ørene
og masser af hovedpine, og aben skal ligge i hans vugge og
få min mor og far til at grine og klappe i hænderne i stedet for. batteridrevet Nogen gange
må man tage sig sammen, bare tage sig sammen. Skrue armene fast og bolte benene på og
montere et humør af en art. Man må dække hængslerne med tøj og banke tænderne på
med en lille hammer, stille skarpt og prøve at tage den bitre smag fra batterierne, hviske
det sødeste ord. cellofan Mange børn har en moster og en onkel. Og når deres moster og
onkel kommer på besøg er der tit en pose lakridser i farvandet eller et påskeæg, hvis det er
på de tider. Jeg har ikke en moster og en onkel. Jeg har en monster og en onkel, og nok
køber de lakridser og påskeæg til mig, men monster savler altid på posen eller æder
chokoladeægget for øjnene af mig, med cellofan og det hele, står bare og tygger ude i
entreen med store, knitrende kæber. drøm Hvis du roder dig i numsen, kan du være
heldig at finde lynlåsen, den starter nemlig der nede, og du kan lyne den op ad ryggen, op
til nakken og når først den er lynet helt op, ja så kan man kravle ud af sig selv og drømme.
efterladt Stå tidligt op, du, med kikkert. Læg dig på lur ved stranden og du kan være helt
sikker. Ud af disen kommer de drivende, før eller senere, tykke mænd som nogen glemte i
søndagens solskin. fødsel I Bagindien fødes man som gammel og derfra bliver man yngre
og yngre, hele tiden yngre og yngre. Når man har levet 70 år er man vokset ned til en
baby, og man taber sine sidste tænder og kravler ind i sin mor. gud Nu skal jeg fortælle
det de glemte at få med i biblen. De skrev at gode gamle Gud lavede hele verden på en
uge, havet, lyset, bjergene, jaja, den er osse fin nok. Men de glemte at han drak en masse

guldøller bagefter, for at fejre det. Sikke et slid, sagde Gud og knappede flere øl op. Det
må fejres! De glemte at han blev pavefuld og slingrede rundt i Paradis og skraldgrinede.
Dér var det så at han gav hundene lyst til at slikke sig i numsen, dér var det at han skabte
de fjollede dyr med snabler. Dér var det at han fik den besværlige ide at vi så tit skal savne
hinanden, osse selvom det bare er en weekend, det drejer sig om. hallo Hver gang du siger
noget i en telefon farer stemmen gennem ledningen, fuld fart frem og ind i øret på den der
sidder i den anden ende, fuld fart gennem hovedet på den anden, fuld fart ud af stuen, ud
over marken, og til sidst styrter de ned i havet og gemmer sig i konkylier. Det er det man
kan høre når man holder dem op for øret, hvisken fra alle mulige mærkelige samtaler der
er forbi. irriterende Man kan ikke slippe for tankerne, de kravler altid rundt derinde, stiller
sig på tæer og spejder ud gennem øjnene og vil vide hvad der er gang i. jorden De klogeste
har fundet ud af at jorden drejer rundt. Derfor er det så vigtigt at vi finder nogen at holde
i. Ellers ryger vi af i svinget. kagemand En dame bagte sig en kagemand i ovnen, hun
lavede den rigtig stor og flot, så flot, faktisk, at hun giftede sig med ham i stedet for at æde
ham. Lykkelige er de, den dag i dag. Kun når han en sjælden gang sidder og krummer i
sofaen, kan hun finde på at blotte tænderne og nævne at hun er lækkersulten. lagkage I
dag giver vi bagerne medaljer og sætter dem op på en scene og klapper indtil vi får røde
hænder. Af bagerne, ja. Vi takker dem for den gule creme og det fine chokoladeovertræk,
de små roser af marcipan, for nu har vi endelig opdaget hvor få onde ting man tænker,
mens man slikker flødeskum af sin overlæbe. månedsløn De fleste mennesker får deres løn
udbetalt i penge (tæppeekspedienter for eksempel). Det gør jeg ikke, jeg får min
månedsløn udbetalt i humør. Nogen gange har jeg masser af humør og så kan det nok
være der er fest i gaden. Andre gange (især sidst på måneden) har jeg underskud og så må
jeg ud og låne. nat Hver nat spiser jeg af mørket, jeg hapser det bløde fløjl i mig, tror aldrig
jeg får nok. Men det gør jeg, ud på morgenen er jeg altid stopmæt og klar til at det bliver
dag. opfindelse Når jeg bliver voksen vil jeg opfinde et billedlotteri hvor alle brikkerne er
ens. Så er man sikker på at vinde. paradis Når man dør, kommer man op i himlen. I
paradis. Man bor i himlens boligblokke, hvide og høje så langt øjet rækker. På Jesus
Boulevard. Ingen fjernsyn, bare salmesang og kogevask, blegemidler, ingen surmuleri,
altid et lille smil og et artigt udseende. Det er nu, kammerat, det er nu vi skal lave
balladen, måske hive et dyr i halen. Gør det nemt, min ven, gør det nemt for dig selv. Ting
kan trækkes op og spille selv, smid støvlerne i entreen, flå papiret af, sæt batterier i og duk
dig når nogen skal tage ud af bordet. Få en venlig dame til at gå med hunden, det regner
nemlig, lås døren til dit værelse, læn panden mod det bløde og tænk på de varme steder i
verden. racerløb I racerløb er alting ganske enkelt, banen rundt og rundt. Mændene skal
bare give den gas og køre, banen rundt og rundt. Mændene skal køre så hurtigt de kan,
banen rundt og rundt. Den første der griner og synes det er for åndssvagt får ingen point.
skelet Alle mennesker har et skelet indeni, men nogen menneskers skeletter er mere
urolige end andres, knirker og rasler for et godt ord, danser ved den mindste rytme.
teenager For mange år siden skete det at babyerne nægtede at komme ud af damernes
maver. De blev derinde og voksede og voksede. Til sidst måtte damerne gå rundt med
trillebøre til maverne, for babyerne indeni endte jo med at være cigaretrygende lømler, der
blæste røgringe ud af damernes navler og når man lagde øret til, kunne man høre dem
klemme bumser og øve sig på bandeord. uhyrer Du har ret. Under din seng bor der
virkelig et uhyre, de voksne lyver nemlig gerne og holder af at lade som ingenting. Men
der bor virkelig et uhyre under din seng. Et lille frygtsomt et, altid bange for pludselige
lyde og vækkeure, altid bange for at nogen skal tænde lyset eller trække gardinerne til side

og synes at det er dejligt vejr udenfor. voksen Voksne græder ikke meget. Nogle voksne
græder slet ikke og det er til at se. Efterhånden får de poser under øjnene, poser fulde af
tårer over alt det sørgelige. x Mange bogstaver har travlt og skal være med i mange ord,
a’erne er forrest i både Afghanistan og i ambulance, k’er skal tidligt op og med i kaffe og i
kukkeur, m’erne har osse masser at se til, mumie, marmelade, mango og meget mere. Men
der er bogstaver, og jeg nævner ingen navne, men der er bogstaver der ligger langt nede i
alfabetet og dangderer den, med mindre der er nogen der spiller på xylofon. yatzy Når
man spiller med terninger er der seks muligheder på hver terning, men meget kedelige
muligheder. Tænk hvis 1’ere ikke var 1’ere, men grise? Og hvís 2’ere var numsehuller,
3’ere var hængerøve, 4’ere var basser, ogsåvidere. Så ville din egen bedstemor sige: Nej se
engang, nu har jeg slået, grise-basse-prutte-hængerøv, så mangler jeg bare et numsehul!
zulukriger Min far lyder ikke sit navn, han kalder sig zulukriger og kan ikke udtales. Han
går med spyd til forældremøderne og vender det hvide ud af øjnene indtil han får sin vilje.
Han danser krigsdanse ved busstoppestedet for at komme gratis med, maler sig i panden
med kul fra bålet, og skræmmer grimme, gamle bagerjomfruer med sine uggaer og
buggaer og kommer hjem læsset med kringler og sukkerbrød. Kun når månen er fuld og
min mor spiller blidt på tromme, kun da bliver han stille og indrømmer at han er en far.
ængstelig Hver dag må man hanke op i en lille taske og tage det dyrebareste med ud i
trafikken. øf Grisene snakker som de har forstand til og man kan kun sige øf på fire
måder, øøøøøf, øffffff, øøøøfffff og øf. Det betyder ja, nej, ved ikke og måske. Grise har
ikke meget interessante samtaler, men de ser ud som om de morer sig når de vælter rundt
i sølet. åndssvag Hvis vi vender vrangen ud på os selv, sidder hjertet pludselig udenpå og
banker så uroligt at det er svært at koncentrere sig om børnefjernsyn, lungerne giver den
som balloner der ikke kan beslutte sig, blæse op, puste ud, blæse op, puste ud, blæse op og
øverst ligner hjernen en åndssvag hat, en åndssvag hat som alle andre har mage til.
INSPIRATION:
Denne forfatter har en meget bred og tilfældig smag, der er adskillige store huller dér hvor
mange af klassikerne burde have ligget, jeg kommer ofte hjem med det der hændeligt
sprang på mig på biblioteket, men når jeg ligefrem vælger noget, vil det nogen gange være
skrevet af Hemmingway og Carver og for eksempel Paul Auster. Jeg har faktisk genlæst
visse bøger mere end een gang, Salingers "Forbandede Ungdom" og Camus’ "Den
Fremmede".
Og jeg forstår ikke at der ikke læses flere noveller i det her land.
Og så prøver jeg virkelig at læse lyrik osse.
Og så bliver jeg nemt træt af forfattere der er meget kloge og gerne vil gøre læseren
opmærksom på det hele tiden.
Og meget af mit historiebehov dækker jeg gerne som film, og osse her er jeg en forvildet
forbruger, fra Woody Allen til Kieslowsky, fra Bruce Willis til Cassavetes.
Og så er der selvfølgelig Peter Plys og Ole Lund Kirkegaard og Peter Bichsels historier for
børn.
Priser og legater:

1990: Kulturministeriets Børnebogspris
1992: Dansk vinder i nordisk konkurrence om bedste ungdomsroman
1992: Boghandlermedhjælpernes Børnebogspris
1994: Peder Jensen Kjærgaard og Hustrus Legat
1997: Statens Kunstfond. Arbejdslegat
1998: Statens Kunstfond. 3 årigt Arbejdslegat
1998: Zilveren Zoenen (Holland)
1999: Børnebibliotekarnes Kulturpris
1999: Canal+ prisen for bedste danske filmmanuskript
2000: Robert for bedste danske filmmanuskript
2000: Danmarks Skolebibliotekarers Børnebogspris
2002: Ingmar Bergmans Rejseleget
2002: Allen-Prisen
2002: Statens Kunstfond. Arbejdslegat
http://www.litteratursiden.dk/forfattere/kim-fupz-aakeson

Naja Marie Aidt
Født den 24 december 1963 i Egedesminde på Grønland. Opvokset dér og på Vesterbro i
København. Debut i 1991 med digtsamlingen "Så længe jeg er ung" (Gyldendal).
Pressefoto fra forlag - Gyldendal
Biografien er udarbejdet af forfatteren.
Debut:
1991
Læs forfatteren:
SPRING
Der er tre dage igen.
Tusindvis af timer
var vi limet sammen, nytåret er krystalnat og lys.
Et slidt tarotkort viser mig paradis. Fjernsynet kværner i den røde stue.
Skinbarlige timer går.
Der skal lukkes og slukkes for den sidste tid træerne vil stivne i sorte grimasser
bøgen vil springe ud
Giv mig
søvnen, sulten, føddernes automatik til at løbe gennem timeglasset med, jeg taler
til frygten der står som en em om mine åbne vinduer, til den klare stjerne
over min vugge, vor fælles dåbsdag.
Og jorden svarer; duerne kopulerer hårdt på gesimsen vinterægget klækkes i reden
håbet vender os mod en sprække i døren
Døren
sprækker, en brud bærer lyset frem
Kærligheden
viser sig at være en dyb ufattelig biologi.
Da står vi i ruinerne, øverst i et mægtigt bygningsværk, vi skriver på ruden
med spyt
Bøj armen om mit liv
Spring ned fra stolen
Hold de små børn frem
så de kan kysses.

Priser og legater:’
1992: Produktionspræmie fra Statens Kunstfond for "Så længe jeg er ung"
Produktionspræmie fra Statens Kunstfond for "Et vanskeligt møde".
1993: Gyldendals Boglegat
1993: Statens Kunstfond Arbejdslegat
1994: Statens Kunstfond 3 årigt stipendium
1995: Jeanne og Henri Nathansens Fødselsdagslegat
1996: Edvard Pedersens biblioteksfonds forfatterpris
1996: Martin Andersen Nexø prisen
1996: Herman Bangs mindelegat
1996: Statens Kunstfond. Bestillingshonorar til forestillingen Odysseus på Thorvaldsens
Museum
1997 Morten Nielsens mindelegat
1997: Statens Kunstfond Arbejdslegat
1998: Fonden Erik Hoffmeyers rejselegat
1998: Statens Kunstfond Arbejdslegat
1999: Statens Kunstfond. Bestillingshonorar - Den anden Opera
2000: Statens Kunstfond Arbejdslegat
2002: Statens Kunstfond Arbejdslegat
2002: Statens Kunstfond. Bestillingshonorar - Thorvaldsens Museum
2003: Otto Rungs Forfatterlegat
2003: Statens Kunstfond Arbejdslegat
2004: Beatrice prisen
2004: Indstillet til det livsvarige legat på finansloven. (Indstillet af Statens Kunstfond)
2007: Kritikerprisen 2006 (Bavian)
2008: Nordisk Råds Litteraturpris (Bavian)
http://www.litteratursiden.dk/forfattere/naja-marie-aidt

Jan Sonnergaard
Født 1963 i København, opvokset i Virum, men bosiddende i Kbh. siden 1982. Cand Mag. i
litteraturvidenskab og filosofi - lærte reelt noget ved et etårigt studieophold på Freie
Universität Berlin 1991-92.
Debut med novellen "Imitation af Lacoste" i antologien
"Begyndelser 1990", Borgens Forlag, senere bidrag til tidsskriftet
"Ildfisken", "Begyndelser 1992" mv. - første selvstændige udgivelse
novellesamlingen "Radiator", Gyldendal 1997.
Siden da udgivelser i antologier som "City" (Høst & Søn 1999),
"Kortprosa 1999", "100 år i Danmark" (DR Multimedie 1999), "Det
starter vel et sted" (Tobaksskaderådet 1999), og diverse artikler og
kronikker i aviser som Politiken, Information, Aktuelt,
Jyllandsposten og Weekendavisen.
Har skrevet teaterstykket "Sex", som blev opført på Aalborg Teater
i efteråret 1999.
Andet bind i den novelletrilogi, der startede med "Radiator", udkommer efteråret 2000
med titlen "Sidste søndag i oktober"
Læs mere om Jan Sonnergaard på Litteratursiden.
Artikel: Vi æder ikke mere lort. Om 'Radiator' af Jan Sonnergaard. Af Martin Toft. (2007)
Debut:
1997
http://www.litteratursiden.dk/forfattere/jan-sonnergaard
Interview med Jan Sonnergaard
Jan Sonnergaards novelletrilogi, som startede med "Radiator" i 1997, er netop afsluttet
med "Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen". Vi har spurgt forfatteren om hans
forhold til kritikere og Brett Easton Ellis. Og ikke mindst hans nyeste novellesamling. Læs
den populære forfatters svar herunder.
“Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen” - hvordan er du kommet på den titel ?
Det er såmænd ganske enkelt. Jeg mente, det var den bedste novelle i bogen (næsten), og
da jeg var færdig med samlingen, mente jeg, at der over alle historierne lå et tema af angst
overfor noget, der for længst var ovre. Og så var det dog ikke alligevel. Det samme tema
ligger i "Spøgelset på Ottmachauer Steig" og i f.eks. "Ned til søen med Flemming og hans
pumpgun".

I rigtig mange historier stillede min målsøger sig ind på det forgangne, og derfor syntes
jeg, det ville være en god idé at formulere dét overfor læserne allerede i titlen.
De fleste anmeldere var begejstrede for "Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen", men Lars
Bukdahl kom lidt malurt i bægeret ved at beskrive den som "selvfed og dybt unødvendig". Hvordan
har du det i det hele taget med kritikere ?
Generelt har jeg det med kritikere som alle andre forfattere: Hvis de roser os, synes vi, de
er ufatteligt indsigtsfulde og intelligente og begavede. Hvis de kritiserer os, er de platte,
dumme og uforstående. Sådan er det, og sådan må det også være. Kritikeren skal og bør
ytre sin personlige mening om en bog. Om det så passer forfatteren eller forlaget, er i den
forbindelse ligegyldigt.
Hvad angår lige præcis Bukdahl er det så et spørgsmål, om han egentlig er objektiv. En
ting er, at han hver gang hylder tekster af og fra Forfatterskolen, Øverste Kirurgiske og
Jens Blendstrup. Som alle andre kritikere har Bukdahl naturligvis lov til at hylde det, han
holder af, og skose det, han hader - men desværre er han jo inhabil, idet han roser tekster
fra f.eks.:
Forfatterskolen (som han har en økonomisk interesse i, idet han er ansat på stedet
og er medlem af "bestyrelsen")
Øverste Kirurgiske (hvis - i øvrigt ofte glimrende - arrangementer, han gerne
deltager i mod betaling)
Jens Blendstrup (som han ikke alene har læst på universitetet med, men også gået i
gymnasiet med, og som han ikke alene har gået i folkeskolen med, men også har
gået i børnehaven med, og som han ikke alene har gået i børnehaven med, men
også er vokset op med på den samme vej i Risskov i Århus).
Så for at besvare jeres meget relevante spørgsmål: Jeg tager imod kritik med bøjet nakke,
hvis den er negativ. Jeg accepterer den også, hvis den er positiv.
Men i al fredsommelighed mener jeg, at Weekendavisen har et stort
troværdighedsproblem, sålænge Klaus Wivel troskyldigt tillader Bukdahl at have så
mange hatte på hovedet, som han har (pt.!).
Titelnovellen har ligheder med Brett Easton Ellis' American psycho. En psykopatisk hovedperson,
der lever i en overfladisk yuppietilværelse fyldt med perverteret sex og vold. Har Ellis inspireret dig
?
Det er sjovt, at det altid er Ellis, der kommer op som inspiration for nye danske forfattere.
Ellis var god, bevares, han var også meget god. Men hvor var det lige præcis, han var god?
Efter min mening var det dér, hvor han lod konkrete, fysiske TING få betydning for
fortællingen: Sko, pizzaer, vin mv. Hér havde Ellis 100 % ret. Hvis man skal skrive en
samtidshistorie, kommer man ikke udenom også at inddrage den ufatteligt store mængde
af TING, vi 2000-mennesker lægger så stor betydning i, og som vi bruger så meget.
Men var det nu lige netop Ellis, der opfandt dét trick ... vist ikke. Marcel Proust opfandt
vist nok i virkeligheden dette trick, og hvis jeg skal anbefale nogen at læse noget om
TING, må det være: Proust. Ikke mig, ikke Ellis, ikke nogen... men "På sporet af den

svundne tid". Eller måske Perec, eller den tidlige Peter Handke.
Da du udgav “Radiator” i 1997, vidste du da, at det var starten på en novelletrilogi - og hvorfor
valgte du novelleformen ?
Mit udgangspunkt for overhovedet at udgive noget i ´97 var at gøre et forsøg på at ramme
min samtid. Men er virkeligheden særligt sammenhængende idag? Mit svar var nej - og
netop derfor var novelleformen så oplagt. Virkeligheden opleves ofte som brudstykker nu
om dage. Vi oplever ikke virkeligheden som noget konstant, kunne man sige, så derfor
måtte mit projekt være: Små historier, som afspejler den aktuelle virkelighed, deriblandt
også historier som i den sidste samling, som afspejler, hvorledes fortiden (i nogle tilfælde)
påvirker al fremtid.
Så: Ja! Novelleformen var for dette projekt det eneste mulige, hvis jeg skulle beskrive det,
der skete her og nu. Der ér ikke en rød tråd i Danmark pt.
Novellegenren er i øvrigt fortræffelig. Det var på tide at hylde denne fortrinlige genre med
en trilogi. Trilogien er jo normalt poesiens eller romanens privilegium. Det er en skam, der
ikke er blevet skrevet flere!
Er det forskellige temaer, du har villet afprøve i hver af dine novellesamlinger?
Selvfølgelig er der det. Der er iblandt de i alt 31 fortællinger f.eks. rammefortællinger,
forsøg med utroværdige fortællinger, meta-fortællere og forsøg med deciderede
antifortællinger ("Onsdag formiddag hos Annette", f.eks.)
Når man snakker 90’er-litteratur, vil dit navn uvægerligt dukke op. Hvordan har du det med at stå
som repræsentant for litteraturen i et årti?
Det har jeg det fint med. Så længe de andre også kommer med i kanon: Aidt, List, Jessen,
Rønnov-Jessen, Staun osv.
Hvilken bog ville du ønske, du havde skrevet ?
Ingen. Mestrene skal ikke opfordre til epigoneri - de skal være forbilleder.

Kåre Bluitken
Jeg er født den 10. maj 1959 i Bistrup ved Birkerød, en søndag hvor solen
skinnede (den tog munden lidt for fuld).
Siden gik jeg på Bistrupskolen, men hvad jeg husker, er mine år som
cykelrytter. Jeg cykler stadig meget, især på solskinsdage. Så gik jeg på
Birkerød Statsskole, hvor jeg fik studentereksamenen i 1977, fordi min
matematiklærer ikke orkede at se mig et år til. Herefter arbejdede jeg som
pædagogmedhjælper i en børnehave i Værløse og som lærervikar i Sorgenfri og Farum,
men hovedparten af min tid gik med politisk arbejde. Sådan har det altid været. Jeg
tilbragte et halvt år i Mellemamerika og fire måneder som elev på Krogerup Højskole i
1980. I 1986 blev jeg færdig med læreruddannelsen og sagde farvel til folkeskolen, i 1991
blev jeg færdig på journalisthøjskolen og med dette fag. Siden har jeg skrevet bøger - og
rejst, bl.a. i Nordkorea, Eritrea og Mexico. Mange af både min skøn- og faglitterære bøger
handler om Den tredje Verden, men også om bl.a. bioteknologi, moralfilosofi samt ikke
mindst historiske emner. Jeg har arbejdet round the clock som højskolelærer i
sommerperioder på Vallekilde Højskole, skrevet teater- og filmmanuskripter, holdt
foredrag, overværet landskampe, oversat bøger, arrangeret demonstrationer m.m. P.t. er
jeg formand for skolebestyrelsen på Blågårdskolen på Indre Nørrebro, hvor mine børn,
Loke og Friia, går i skole.
INSPIRATION:
Blandt min absolutte yndlingslitteratur hører de fagbøger, der er skrevet af forfattere, som
ikke er bange for at give sig selv; som formår at levendegøre et antikt potteskår, så
pottemageren stænker ud på læseren, eller som kan kalde følelser frem i en gammel
retsprotokols opremsninger af henrettede misdædere og give staklerne en sidste chance
for at forklare sig for deres eftertid. Det er forfattere som Hugo Matthiessen, Peter
Riismøller, Kay Larsen, Georg Hansen, Carl Klitgaard, Henning Frederik Feilberg, August
F. Schmidt og mange flere.
PRISER OG LEGATER:
1989: Harald Kiddes og Astrid Ehrencron-Kiddes Legat
1991: Gyldendals boglegat for børnebogsforfattere
1991: Danmarks Skolebiblioteksforenings Forfatterpris
1992: Peder Jensen Kjærgaards legat
1994: Dansk Forfatterforenings 100-års jubilæumslegat
1995: Forfatteren Peter Freuchens legat til minde om Magdalene Freuchen og Peter
Freuchen
1996: International Board on Books for Young people: International Honour List
1996: Drassows legat
1996: Statens Kunstfond: Arbejdslegat, Litteraturudvalget
1997: Statens Litteraturråd: Arbejdslegat, Det skønlitterære Udvalg
1998: Statens Kunstfond: Arbejdslegat, Litteraturudvalget
2000: Litteraturrådet: Arbejdslegat, Udvalget for børnelitteratur
2000: Litteraturrådet: Arbejdslegat, Udvalget for dramatik
2000: Kulturministeriets Børnebogspris
2003: P.A. Heiberg Prisen

Charlotte Blay
Jeg blev født i 1938 som datter af en skipper. Gennem hele min
opvækst i Svendborg fortalte min far de værste skipperhistorier, når
han kom hjem fra sine rejser over verdenshavene. Snart begyndte jeg
også at fortælle. Især var jeg dygtig til at finde på de utroligste
historier, når jeg kom for sent i skole eller ikke havde lavet mine
lektier.
Da jeg selv fik børn, blev jeg ved med at fortælle, og mange af
historierne blev til børne- og ungdomsbøger. Den første bog hed
"Hyldehytten" og udkom i 1970. Omkring 50 bøger er det efterhånden
blevet til. Jeg har også skrevet manuskripter til Danmarks Radio og et
utal af sangtekster, især til Povl Kjøller (f.eks. Jeg har en rokketand).
Jeg er meget nysgerrig og begyndte at se mig om i verden, så snart mine børn var flyttet
hjemmefra. Det er især de oprindelige folk, som interesserer mig og jeg har opholdt mig
hos masaikrigere i Kenya, aboriginals i Australien, miskitoindianere i Nicaragua og
sortfodsindianere i Rocky Mountains. Jeg har arbejdet i flygtningelejre i Kroatien og redet
på hesteryg over Island utallige gange. Jeg har hentet historier om børn i Ghana og
Vietnam og her i 1999 har jeg levet blandt gadebørn i Honduras, for at komme hjem og
fortælle om deres liv.
Noget af det der inspirerer mig, foruden at rejse jorden rundt, er at være sammen med
børn. Derfor elsker jeg at tage ud på skolerne og fortælle. Jeg er også så heldig, at jeg
efterhånden har fået 11 børnebørn, som er fulde af spilopper og fortællelyst. Mine
børnebørn har givet mig ideer til nye fantastiske eventyr og historier og jeg har igen digtet
sange som Povl Kjøller sætter friske melodier til.
Nu er jeg flyttet tilbage til Fyn, hvor jeg for mange år siden hørte mine første historier. Jeg
bor på Sandholt Slot, der er et af de mest spøgelsesplagede slotte på Fyn. Her er en herlig
inspirationskilde til nye historier.
:
Godnatsang
Når solen lukker dagens øje i
så kysser jeg den lille hest på mulen
den vrinsker lidt, for ude tuder uglen
og stjerner nynner nattens melodi.
Nu sover hver en sangfugl på sin pind
og museunger ligger lunt i huller
hør vinden hvisker blidt og visseluller
og lukker eventyrets drømme ind.
Så flyver dagens sidste tanker bort
og drømmeprinsen rider over engen
han vinker og jeg springer ud af sengen
og rejser gennem drømmelandets port.

Her byder elverpiger op til dans
og kongen ler og løfter koglehatten
så bli´r der leg og latter hele natten
til solen den står op i al sin glans.
INSPIRATION:
Min yndlingsbog som barn var Kiplings "Junglebogen", som min far læste højt for mig. Jeg
holder stadig meget af den historie og ser den nu som tegnefilm sammen med mine
børnebørn. Det er meget inspirerende for mig at se tv og video sammen med børnene.
Også CD-ROM-spil på computeren er spændende.
Selvfølgelig læser jeg også bøger. Både for børn og voksne. Jeg elsker Anne Marie Løns
"Dværgenes dans". Tine Brylds "Ikke en engel" har en barsk realisme, som satte noget i
relief, da jeg skulle over til gadebørnene i Honduras.
Der ligger altid en digtsamling på mit natbord. For tiden Benny Andersens Samlede
Værker. Og der ligger altid en cd på mit stereoanlæg. Det skal helst være traditionel jazz.
Men noget af det mest inspirerende for mig, både når jeg besøger folk rundt omkring på
jordkloden og her hjemme, er den mundtlige fortælling. At dele historier med en gruppe
lyttende og fortællende børn og voksne, er bare sagen.
PRISER OG LEGATER:
1993: Danmarks Skolebiblioteksforenings Forfatterpris Den plettede tiger
1994: Drassovs Legat (Dansk Forfatterforenings Fredspris) for Stjerneskud og Halvmåne
1998: Gyldendals børnebogspris
2007: Kulturministeriets forfatterpris for børne-og ungdomsbøger for Skrællingen - Tora i
Vinland

Rune T Kidde
Jeg blev født i Dalum, Odense d. 27. september 1957. Boede til jeg
var 6 år i Bellinge. Min far var grafiker, maler og illustrator
Thormod Kidde, og jeg har gennem hele min barndom og ungdom
fulgt hans arbejde og kampe med store illustrationsopgaver som
for eksempel Danske folkeeventyr, Gösta Berlings Saga, Nordiske
gudesagn og Ingemanns romaner. Hans originaltegninger findes
idag på Vejle Kunstmuseum. Far var fynbo, og min mor, Kit
Kidde, var københavner, så jeg er opdraget tosprogligt. Bor i dag
på Nørrebro i København. Mor var engelsk korrespondent, og kom
senere til at arbejde med både keramik, stoftryk, teater og sang.
Det er min baggrund for at være blevet autodidakt forfatter, tegner og fortæller.
Jeg blev født ind i det kreative på godt og ondt, og der var en hel masse af begge dele. På
den ene side nervesammenbrud og pantefogeder, der hamrede på døren. På den anden
side redaktører, mediefolk og kunstnere der kom som gæster i mit barndomshjem, især
efter at jeg som 6-årig flyttede med far og mor til Faldsled på sydfyn.
Det bedste i min barndom og det, jeg overlevede på, var lange vandreture i naturen, og så
historierne. Min far forsvandt i lange perioder ind i de store værker, han illustrerede; men
når han eller mor læste op for mig af Thorbjørn Egner, Milne, Saint-Exupéry, Astrid
Lindgren eller Carl Barks' mesterlige fortællinger, så åbnede hele verden sig. Storm P. var
min egen store favorit.
Jeg blev uddannet som samfundsfaglig student på Vestfyens Gymnasium, og ville være
sømand, journalist eller præst; men det var tilrettelagt anderledes fra højere sted, og jeg
trådte i stedet ind i den kreative verden. Min første offentliggjorte tegneserie hed Sherif
Star, og den verserede på Politikens børneside, Kængu-posten, i 1970. Da jeg kom i realen,
udgav jeg undergrundsbladet Kong Svend sammen med min gode ven Ole MacDonald
Jørgensen, og der kan man finde mine første digte og noveller og en mængde interessante
artikler om for eksempel genanvendelse af brugt kaffegrums.
I gymnasietiden stiftede jeg Folkebevægelsen for W. C. Fields. og udgav medlemsbladet
Fields'isten. Det var på den måde, jeg første gang kom i kontakt med Dan Turèll. Vi skrev
kort og breve og sendte frieksemplarer til hinanden med mellemrum fra det tidspunkt.
Det betød meget for mig, at han gad at vende sit blik mod Fyn dengang. Onkel Danny
med de sorte negle fra København var den eneste, jeg kunne finde, der brugte sit liv på
den måde, jeg gerne selv ville bruge mit på en dag. En multikunstner, der ikke var til at
sætte i bås; men kunne mange forskellige ting.
Jeg voksede op sammen med det gryende danske tegneseriemiljø, udgav mit eget lille
undergrundsblad med tegneserier, Blomstrende spaghetti, og flyttede i 78 til København
for at være tættere på kollegerne og forlagene. Piet Hein besøgte mig i min lille,
saneringsmodne lejlighed på Folkvarsvej, da mine første overgrundsalbums med
tegneserier, Rune T. Kidde og Man siger så meget udkom i 1980, og det var det andet af de
to skulderklap, der har betydet mest for mig. Siden dengang er det så blevet til mange
rejser i udlandet og omkring 117 titler i omtrent lige så mange genrer. Tegninger og
skriverier til et utal af blade, bl. a. Politiken, Ekstra Bladet, Månedsbladet Press,
Svikmøllen, Anders And & Co. og Basserne. Romaner, digtsamlinger, børnebøger,
tegneserier, CDer, radio, tv, teater og opera. Jeg mangler bare balletten; men jeg er ikke
helt sikker på, at de vil ha' mig. Siden 1994 omrejsende historiefortæller, dels på egen

hånd, dels med orkestrene Jazz du Soleil, La Danza og Trio Confetti i samarbejde med
komponisterne Steen Thomsen og Christian Søgård. Rejser i bla. Japan, Kina, Bali, Sri
Lanka, USA, Israel, Færøerne, Grønland, Maldiverne, Dansk vestindien, Martiniqur,
Puerto Rico, Seychellerne, Australien og Thailand. (se også: www.runetkidde.dk)
PRISER OG LEGATER
19?? : Kulturministeriets nordiske rejselegat
19?? : Seriefondens arbejdslegat
19?? : Kodas arbejdslegat og Teaterrådets arbejdslegat
1986: Ping-prisen
1990: Harald Kiddes og Astrid Ehrencron-Kiddes Legat
1996: Ingeniør Carl Ludvig Pers og hustru Florentine Alexandra Pers legat for litterært
mulitmedie-arbejde som blind
1999: Dan Turéll prisen

Anders Matthesen
Anders "Anden" Matthesen (født d. 6. juli 1975 på Østerbro, København) er en dansk
stand-up-komiker, skuespiller, sanger/rapper, manuskriptforfatter og instruktør. Han er
født på Østerbro i København, men er opvokset i Albertslund.
Anders Matthesen debuterede som stand-up-komiker ved Danmarksmesterskaberne i Stand-
Up på Restaurant DIN's i 1993, hvor han fik en andenplads.
Efter nogle års arbejde på de danske stand-up-scener dukkede han op i mindre indslag i
TV 2's talkshow Darios Joint. Siden var han program-vært på tv-programmerne Andarki og
Andensortering, begge på TvDanmark. Andensortering var et såkaldt klip-program, et
underholdningsprogram, der bestod af en danskproduceret præsentation af udenlandsk
producerede fraklip, tv-reklamer og hjemmevideoer, og i programmet spillede Anders en
lang række forskellige håbefulde tv-talenter. Flere af disse figurer har man siden oplevet i
flere af Anders' andre værker, heriblandt Jul på Vesterbro.
Han fik et mindre folkeligt gennembrud med cd-udgivelsen Hvad snakker du om? - Den Ka'
Byttes Vol.1, der indeholdt en samling sketches og sange oprindelig produceret til
Børneradio, et program på Danmarks Radios P3.
Lidt senere, eller sideløbende med Børneradio projektet, havde Anders Matthesen også et
andet mindre kendt program kørende på P3's aftenflade. Over en periode på et par
måneder i år 2000, berettede han i programmet Oraklet om sine forskellige ekspeditioner
udi en gakket verden. Værd at nævne er en udsendelse hvor han i sin bil og med en
mikrofon, begav sig til en by ved navn Koldskål. Opdigtet eller ej, er det et eksempel på
Anders Matthesens tidlige humor som kan kendetegnes ved dens absurditet og kaotiske
struktur.
Senere kom blandt meget andet cd-udgivelsen Arne Fortæller... Terkel i Knibe, et
gyserhørespil for børn om blandt andet mobning, også oprindeligt produceret til
Børneradio. Arne Fortæller... Terkel i Knibe blev i 2004 filmatiseret som animationsfilm.
Anders Matthesen optrådte for første gang uden for standup sammenhæng i Tivolirevyen
2003 instrueret af Nikolaj Cederholm. Han debuterede som skuespiller i lufthavnsshowet
"Simon" på Gasværket i 2004. Anders Matthesen spillede med stor succes som Simon
Spies, skrevet og instrueret af Nikolaj Cederholm. Forestillingen er udgivet på DVD.
Anders Matthesens mange tv-optrædener tæller desuden Perforama, seks
dramaproduktioner med lavt budget vist på DR2, og julekalenderen Jul på Vesterbro, også
vist på DR2 og siden udgivet på DVD.
I sommeren 2005 medvirkede Anders Matthesen i en hovedrolle i Rene hjerter, en dansk
spillefilm med premiere i efteråret 2006. Matthesen spiller den 30-årige Kris, der er indlagt

på en psykiatrisk afdeling. Kris er neurotisk besat af en gammel, dansk spillefilm, Rene
Hjerter, og en dag vælger han at flygte fra hospitalet for at opsøge Linda, heltinden i Rene
Hjerter. Spillefilmen Rene Hjerter optages med manuskript af Kim Fupz Aakeson (baseret
på en af hans egne bøger ved navn Alting og Ulla Vilstrup) og er instrueret af Kenneth
Kainz.
I foråret 2006 optrådte Anders Matthesen i Falkoner Salen med et nyt comedyshow, Anden
Paa Coke? (igen instrueret af Nikolaj Cederholm), som han senere turnerede rundt i landet
med.
I 2008 var Matthesen aktuel som manuskriptforfatter i tv-serien Comedy-kuren med Henrik
Bruun, der blev sendt på Kanal 5 og siden udgivet på DVD.
Den 1. august 2008 havde Anders Matthesens stand-up show Anders Matthesen ...Vender
Tilbage premiere på Gasværket i København. [1] Matthesen fortsatte sin turné indtil marts
2009. [2] Optagelsen af showet på Det Kongelige Teater i København udkom, sammen med
ekstramateriale, den 9. november 2009 på DVD.
Anders Matthesen debuterede den 12. juni 2009 som instruktør med komediefilmen "Sorte
Kugler", som han selv har skrevet og spiller hovedrollen i. Filmen blev set af mere end
400.000 i biograferne, og var dermed den mest sete danske film i 2009. [3]
Han modtog prisen for "Årets Komiker" ved Zulu Comedy Galla 2009 den 31. august 2009.
I efteråret 2009 tournerede Anders Matthesen med kollegaen Thomas Hartmann med
stand-up showet Bytte, Bytte Købmand, hvor de hver for sig optrådte med den andens
materiale.
Anders Matthesen udgiver til 18. januar 2010 sit andet album som rapper. Det har fået
titlen Villa Peakstate, opkaldt efter Matthesens eget hjem. [4][5]
Blandt Anders Matthesens jævnlige samarbejdspartnere finder man Thomas Hartmann
samt Nikolaj Peyk og Bo Rasmussen kendt fra Østkyst Hustlers.
Nilsson, Per
Per Nilsson. Svensk forfatter. Har hovedsageligt skrevet børne- og ungdomsbøger.
Per Nilsson er født i 1954. Han bor i Blekinge. Han er gift og har fire børn. Inden han blev
forfatter på fuldtid underviste Per Nilsson i matematik og musik. Han spiller selv bl.a.
guitar og er med i et band der spiller østeuropæisk folkemusik. Siden gymnasietiden har
Per Nilsson haft en drøm om at blive forfatter. Hans egen barndom har ofte givet
inspiration til hans bøger.

Klaus Rifbjerg er en uomgængelig mastodont inden for nyere dansk
litteratur.
Den kroniske uskyld er hans absolutte hovedværk.
Født: 15.12.1931.
Debut: Under vejr med mig selv.
Klaus Thorvald Rifbjerg er født og opvokset på Amager. Han tog studentereksamen på
Vestre Borgerdyd og studerede 1950-51 ved Princeton University i USA. I årene 1951-55
studerede han litteratur og engelsk ved Københavns Universitet.
Forfatteren forlod studierne til fordel for at arbejde som filminstruktørassistent og siden
anmelder og forfatter. I årene 1957-59 arbejdede han som kritiker ved Information og 1959-
1963 var han sammen med Villy Sørensen redaktør af det litterære tidsskrift Vindrosen. I
denne tid arbejdede Rifbjerg også med revy og film og var 1959-71 kritiker ved Politiken. I
tiden 1984-92 var Rifbjerg direktør for forlaget Gyldendal, og fra 1967 har han været
medlem af Det danske Akademi.
I 1956 debuterede forfatteren med digtsamlingen Under vejr med mig selv og han har
tidligt placeret sig som en af landets førende forfattere. Fra hans hånd er kommet flere end
120 bøger fordelt over genrerne digt- og novellesamlinger, romaner, essaysamlinger,
skuespil, tv- og hørespil, filmmanuskripter, revyer, børnebøger, dagbøger m.m.
Rifbjergs prosaforfatterskab indledtes i 1958 med Den kroniske uskyld, der efterhånden
har opnået klassikerstatus. Romanen har stadig et stort, ungt publikum og har interesseret
analytikere ved sin tematisering af uskyld.
Digtsamlingen Konfrontation (1960) gav navn til genrebetegnelsen konfrontationslyrik i
1960’erne. Med denne udgivelse sætter Rifbjerg dagsordenen for 1960’ernes
konfrontationsmodernisme, som med sin fascination af den moderne verden står i
modsætning til forfatterne omkring tidsskriftet Heretica (1948-53), som var kritiske over
for den moderne verden.

Forfatteren skriver med en stærkt sansende nerve over for sin omverden. Samtidig
kendetegnes forfatterskabet af en rig erindringsevne, en billedmættet skrivestil og ofte
uhøjtidelighed og humor. Som modernistisk digter mestrer Rifbjerg at skærpe læserens
oplevelsesevne, så denne oplever selv at blive involveret og spejlet i hans værker.
Rifbjerg har igennem årene været med til at præge strømningerne inden for litteraturen.
Han er og har været aktiv i den offentlige debat som mediemenneske, litteraturformidler,
oplæser og har deltaget i paneldiskussioner.
Biografien er udarbejdet af litteraturmedarbejder Mette Elsig Olsen
Portrættet redigeres af Det Nordjyske Landsbibliotek
Klaus Rifbjerg er en uomgængelig mastodont inden for nyere dansk litteratur. Den
kroniske uskyld er hans absolutte hovedværk.
Klaus Rifbjerg (f. 1931) må karakteriseres som en uomgængelig mastodont inden for nyere
dansk litteratur, både med hensyn til produktivitet og alsidighed. Fra hans lyriske debut i
1956, Under vejr med mig selv, til år 2000, har han skrevet over 120 digt- og
novellesamlinger, skuespil, romaner, revyer, tv- og hørespil, filmmanuskripter,
essaysamlinger, børnebøger, dagbøger m.m. Rifbjergs dominerende skikkelse indenfor
den danske, modernistiske litteratur i den sidste halvdel af 1900-tallet er ikke kun et
resultat af hans enorme og særligt lyrisk, kvalitative produktivitet. Rifbjergs status som
institution i det danske åndsliv er også et resultat af hans indsats som redaktør af det
litterære magasin Vindrosen (1959-63), sammen med Villy Sørensen, hans kulturradikale
indstilling, hans funktion som offentlig provokatør og debattør, hans stilling som
forlagsredaktør for Gyldendal (1984-91) og hans prægning af poesien i 1960’erne med
digtsamlingen Konfrontation, der gav navn til betegnelsen konfrontationsmodernismen.
I 1958 debuterede Rifbjerg indenfor den episke genre med romanen Den kroniske uskyld,
der lægger sig i strømmen af pubertetsromaner, udkommet efter Sallingers Forbandede
Ungdom (1951). Den kroniske uskyld er en psykologisk roman om drengen Janus’
problematiske udvikling igennem puberteten til voksenlivet og hans forhold til den
idealiserede kammerat Tore og dennes store og tragiske kærlighed til den eventyrligt
dejlige Helle. Jeg-fortælleren, Janus, udfylder hele første kapitel med euforiske og
overdrevne idealbeskrivelser af vennen Tore og præsenterer derefter beskedent sig selv i
andet kapitel. Dette bliver symptomatisk for hele romanens udvikling: fortælleren Janus
idealiserer Tore og Helle i en sådan grad, at han ubevidst fremmedgør sig selv, og
obstruerer sin egen evne til at gennemføre et ’helt’ kærlighedsforhold, dvs. et forhold,
hvor kærligheden lever side om side med en forløsende seksualitet. Han opfyldes derved
af en ødelæggende selvforagt. Tore og Helles forhold er derimod rent platonisk, men
opnår ikke nogen seksuel forløsning. På dagen, hvor den afsluttende studenterfest
afholdes, beslutter parret at deklamere deres forlovelse offentligt, men en tragisk hændelse
sætter et definitivt punktum: Helles moder forfører Tore, og Helle begår sønderknust
selvmord. Disse hændelser bliver, udover deres tragiske omfang, af stor betydning for
fortælleren, der ikke længere kan opretholde den illusorisk ideale tilbedelse af Tore. Nu
må han vende sig mod sit eget jeg og mod en mere selvstændig opbyggelse af sin identitet.

Den kroniske uskyld kan betragtes som en fortsættelse af den traditionelle udviklingsroman,
hvor Rifbjerg dog fornyer genren sprogligt og aktualiserer dens problemstillinger. Titlen
er karakteristisk for Rifbjergs daværende, metadyrkende modernisme og er senere blevet
et bevinget ord, betegnende for den uskyld, der ikke overvindes eller erkendes og derfor
vokser sig stor og faretruende. Romanen peger i øvrigt fremad mod tidens efterfølgende
modernisme med temaer som fremmedgørelse og splittelse. Den kroniske uskyld betragtes
som et af Rifbjergs afgørende hovedværker og placerer sig endvidere som en dansk
nyklassiker. Romanen blev filmatiseret i 1985 af Edward Fleming.
Stud.mag. Nanna Goul, september 2002

Hanne Cathrine Ørstavik
(født 28. november 1969) er en norsk forfatter. Hun vokste
opp i Tana i Finnmark, men flyttet til Oslo da hun var 16 år gammel.
Hun er cand.mag. fra Universitetet i Oslo med fagene psykologi, fransk og sosiologi. Hun
har også to grunnfag fra Statens Lærerhøgskole i drama og forming, og har gått på
forfatterstudiet i Bø. Både forfatterens utdanning og oppvekst utgjør en tematisk
klangbunn i flere av hennes romaner.
Hun debuterte med romanen Hakk (1994) og fulgte opp med Entropi (1995). Det som
karakteriserer disse bøkene er en minimalistisk stil der det brukes korte, beskrivende
setninger, fokuseres på observasjoner og konkrete registreringer.
Romanene skrevet på slutten av 1990-tallet viser forfatterens utvikling. Kjærlighet (1997),
Like sant som jeg er virkelig (1999) og Tiden det tar (2000) regnes tematisk som en trilogi.
Trilogien skildrer nære familierelasjoner, der foreldrefigurene svikter. Hun forteller
overbevisende historier og skildrer personer som har vanskelig for å finne et adekvat
språk, og derfor stenges ute fra kommunikasjonen eller stenges inne i seg selv. På den
måten gjennomfører hun sitt språkkritiske prosjekt.
Hanne Ørstavik har mottatt en lang rekke litterære priser for sine bøker, og de er oversatt
til mange språk. Få, om noen forfattere i samme generasjon kan vise til tilsvarende
interesse for sine bøker, og de fleste romanene til Hanne Ørstavik har fått stor
oppmerksomhet fra både kritikere og publikum. Men forfatterskapet er også omdiskutert.
Ørstavik har blant annet blitt kritisert for å bruke levende modeller i sine romaner [1] . Unn
Conradi Andersen viser i en fersk studie hvordan blant annet Hanne Ørstaviks bøker har
blitt rammet av en stereotyp kritikk med beskyldninger om intimisering og melodrama,
som ikke på samme måte rammer mannlige forfattere [2] .
Ørstaviks forfatterskap har vært gjenstand for mange hovedoppgaver ved norske
universitet [3] . I 2008 ble boken Åpninger. Lesninger i Hanne Ørstaviks forfatterskap utgitt.
Ifølge forordet skal den videreføre «den engasjerte debatten».
Hanne Ørstaviks niende roman, 48 rue Defacqz, utkommer høsten 2009.