opgave - Syvende Dags Adventistkirken

adventnyt 

SYVENDE DAGS ADVENTISTKIRKENS MEDLEMSBLAD 

RUNDT OMKRING 

Læs om Helse Expo i Esbjerg, Bibelstævne 

på Himmerlandsgården og inspirationsweekend 

i København 

ÅRSMØDE 

Se billeder og fornem lidt af stemningen 

og nogle af aktiviteterne ved Årsmødet i 

Nærum. 

s.04 s. 06 s.32 

BEDEUGELÆSNING: 

”GUDS 

FRELSENDE 

NÅDE“ 

s. 12 

BEDEUGE FOR BØRN 

11 

NOVEMBER 2011 

Her kan du finde historier og aktiviteter, 

som kan bruges sammen med børnene i 

bedeugen.

LEDER TEKST: ANNE-MAY MÜLLER 

BRUG… 

DET DU HAR 

Det vrimler med tv-programmer, der prøver at finde den med de 

bedste talenter. Enten til at synge, danse, se godt ud, drikke mest, 

dirigere, være mest udfordrende, performe, eller indrette de flotteste 

hjem. Når man ser nogle af dem, tænker man: ”Det bedste, du kan 

gøre lige nu, er at skynde dig hjem, inden du bliver endnu mere til 

grin!“ Og andre kigger man på med beundrende øjne og tænker: 

”Tænk at være blevet begavet med sådan et talent“. 

Kender du lignelsen, Jesus fortalte om talenterne (Matt 25,14- 

30)? Han prøvede at forklare disciplene, at hans rige var noget, de 

skulle vente på, og at ventetiden skulle udnyttes fornuftigt. Lignelsen 

handler om en masse værdier (talenter), som de skulle tage vare på, 

indtil deres Herre kom igen. Lignelsen fortæller, at der var en, der 

fik fem, en der fik to og en, der fik én talent (en stor sum penge). 

MEN HVAD MED DIG? 

Hvor mange talenter (evner) har du fået? Tænker du på dig selv, som 

den, der har fået fem talenter? To? Et? 

Alt for ofte underspiller vi os selv og er tilbageholdende med at 

bruge dem til hans tjeneste. Janteloven er absolut ikke Guds tanke 

for dig, for i Guds verden der er du noget. I Guds øjne der kan du 

noget, for det er ham, der har givet dig det! 

Desværre kører vores hjerne nogle gange sin egen samtale. Den 

siger: ”Nej, jeg er ikke god nok til at læse skriftlæsning.“ ”Nej, der er 

nogle andre, med flere talenter end mig, der kan lede.“ ”Nej, jeg er 

ikke så god til noget. Lad mig gemme mig hernede.“ ”Jamen jeg har 

kun et talent, og det er at være gæstfri – det tæller jo ligesom ikke, 

så jeg gør ingenting.“ 

Hvornår holder vi op med den løgn? Hvornår sig vi STOP? Gud har 

givet os talenter – fem, to eller et er fuldstændig lige meget. Gud 

har skabt dig med et formål – lev op til det formål og blæs på, hvad 

de andre siger og tænker. 

UDGIVER: Syvende Dags Adventistkirken, Danmark 

TRYK: Strandbygaard Grafisk A/S 

OPLAG: 2.200 stk. 

EKSPEDITION: Dansk Bogforlag / Concordiavej 16 / Postboks 15 / 2850 Nærum / Tlf.: +45 4558 7758 / 

ekspedition@danskbogforlag.dk 

ABONNEMENTSPRISER: Norge + Island: 240,– (momsfrit) / EU–lande: 300,– (inkl. moms) / Øvrige udland: 300,– (momsfrit) 

LAYOUT: Birgitte Bohsen 

FORSIDE “Bedeugelæsninger“ FOTO AF: istockphoto.com 

DEADLINE FOR NÆSTE NUMMER: 07.11.11 

2 adventnyt 11 – november 2011 

BELØNNINGEN 

Da tjenernes herre kom tilbage fra rejsen og skulle høre, hvordan de 

havde brugt deres talenter, så spurgte han ikke, hvor mange talenter 

de havde fået og gav dem belønning derefter. Han spurgte, hvordan 

de havde brugt dem. Og hvem fik så mest ros? Den med de fem eller 

den med de to? Han sagde nøjagtig det samme til dem begge to, 

og de fik fuldstændig samme anerkendelse for deres indsats og for 

deres arbejde. Ingen forskel på, om de havde fået meget eller lidt. 

Samme belønning. 

Hvad med tjeneren, med det ene talent? Jeg tror, herren havde 

sagt fuldstændig det samme som til de to første, hvis han havde 

brugt sit talent og ikke gravet det ned i Jantelov og dovenskab. 

Gud ser ikke på, hvor meget du fik, men hvordan du brugte det, 

du fik, mens du venter på, han skal komme igen. 

Gud har skabt dig, som den du er, med de evner, gaver og talenter, 

som du har. Om det er mange eller få – brug dem til hans ære! 

”GODT, DU GODE OG TRO TJENER; 

DU HAR VÆRET TRO I DET SMÅ, 

JEG VIL BETRO DIG MEGET. GÅ 

IND TIL DIN HERRES GLÆDE!“ 

(MATT 25,23) 

REDAKTØR: 

Anne-May Müller 

Postboks 15 

Concordiavej 16 

2850 Nærum 

+45 4558 7754 

anne-may.muller@adventist.dk 

Anne-May er redaktør for Adventnyt, hustru og mor. 

Hun kan lide at skrive, interesserer sig for parforhold 

og familieliv, og så elsker hun at være sammen med 

familien. Drømmer som så mange andre om mere tid 

til de væsentlige ting her i livet, og en hårdere prioritering.

INDHOLD 

4 Rundt omkring 

6 Årsmøde i billeder 

7 Nekrologer 

8 Tillykke 

10 Annoncer 

12 Bedeuge for voksne 

32 Bedeuge for børn 

s. 32 

s. 12 

s. 06 

s. 04 

Concordiavej 16 · Postboks 15 · 2850 Nærum 

Tlf.: 4558 7777 · Fax 4558 7778 

Bank: Handelsbanken 0890 0001069302 

www.adventist.dk · info@adventist.dk 

Åbningstider: Man-Tors kl. 10-16 · Fre kl. 10-12 

Formand 

Bjørn Ottesen Tlf.: 4558 7771 

(Menighedsmission, Prædikantafdeling) 

Næstformand 

Thomas Müller Tlf.: 4558 7772 

(Medie & Kommunikation, Dansk Bogforlag) 

Afdelingsledere 

Peter Bo Bohsen Tlf.: 4558 7788 

(Spejder & Hjælpeaktion) 

Richard Müller (Religionsfrihed) Tlf.: 7589 5893 

Thomas Rasmussen Tlf.: 5120 6990 

(Ungdom & Sabbatsskole) 

Anette Falk (Børn) Tlf.: 2423 2917 

Bent Nielsen (Seniorkoordinator) Tlf.: 6590 2570 

Jill Rasmussen (Familie) Tlf.: 7589 5446 

Harry Sættem (AHA) Tlf.: 5638 1461 

ADRA DANMARK 


Tlf.: 4558 7700 · Fax 4558 7701 · www.adra.dk 

Generalsekretær 

Lehnart Falk Tlf.: 4558 7702 

DANSK BOGFORLAG 


Ekspedition: Tlf.: 4558 7758 · Fax 4558 7778 

www.danskbogforlag.dk 

KORRESPONDANCESKOLEN 


Tlf.: 4558 7770 · Fax 4558 7778 

Giro: 902 5669 

www.korrespondanceskolen.dk 

Leder: Sven Hagen Jensen 

VEJLEFJORDSKOLEN 

8721 Daugård 

Tlf.: 7589 5202 · Fax 7589 5204 

www.vejlefjordskolen.dk 

Rektor: Holger Daugaard Tlf.: 7641 3132 

HASDA 

Vejlefjordskolen · 8721 Daugård Tlf.: 2386 6514 

www.hasda.dk 

Arkivleder: Preben Jalving 

HIMMERLANDSGÅRDEN 

Als Oddevej 71 · Helberskov Tlf.: 9858 1121 

9560 Hadsund 

www.himmerlandsgaarden.dk 

PLEJECENTER SOLBAKKEN 

Frederiksborg Allé 23 · 8920 Randers NV 

Tlf.: 8911 1300 · Fax 8911 1301 

www.solbakken-randers.dk 

Leder: Kristine Voncina 

PLEJECENTER SØNDERVANG 

Rådhusvej 1 · 4640 Faxe 

Tlf.: 5671 3400 · Fax 5676 1610 

Leder: Lennart Christiansen 

adventnyt 11 – november 2011 

3

RUNDT OMKRING 

TEKST OG FOTO: PER ARILD STRUKSNES 

INSPIRATIONSWEEKEND 

I KØBENHAVN 

Den første weekend i oktober havde Adventistkirken København glæden af et besøg af 

evangelisten Daniel Pel. Daniel er oprindeligt fra New Zealand, men er norsk gift og har sin 

bopæl i Norge. Temaet for weekenden var ”Genopdag vores mission og identitet“, og her 

blev vi mindet om, at Gud altid søger efter os! Tit tror vi, at hvis vi bare søger intensivt nok, 

så skal vi nok finde ham! Men selv inden vi blev født, kendte Gud os og havde en plan for 

vores liv. Vores opgave er at tage imod, opgive vores egne tanker og idéer og overgive os 

til hans plan for vores liv! 

MANGE NYE GÆSTER 

Sabbatten var en fantastisk dag med strålende sommersol på trods af, at kalenderen viste 

oktober måned! Kirkesalen var fyldt, og selv om arrangementet var ment som inspiration 

”internt“ i menigheden, havde vi besøg af 16 gæster, som ikke tilhører kirken; 6 af dem har 

vi fået kontakt med på gademissionen. En af dem siger følgende om weekenden: 

”Weekenden var rigtigt god! Det glæder mig at komme i en menighed, hvor Ordet er det, 

der bliver fokuseret på“. 

Daniel viste ud fra Bibelen, at hvis vi skal være effektive i vores mission, er vi nødt til at 

kende vores identitet. Jesus vidste, at hans identitet var af himmelsk oprindelse, at hans 

Fader gav ham kraft, og det var basis for hans forkyndelse. På samme måde har vi som 

kirke en identitet. Vi har et bestemt budskab at forkynde for vores tid. På Noas tid var der 

mange temaer at forkynde om. Der var ægteskabsproblemer, vold og umoral. Men Noas 

hovedopgave var at forkynde om den kommende flod. Havde han ikke gjort det, havde han 

fejlet i sin mission. Ved at gå til Bibelen kan vi finde vores identitet som kirke – og dermed 

vores mission. Hvis du kunne tænke dig at høre disse inspirerende møder, kan du finde dem 

på www.lyttilgud.dk 

Daniel Pel kommer tilbage til København i slutningen af februar og vil da holde en stor 

offentlig mødeserie. Adventistkirken København er i fuld gang med forberedelserne til dette, 

og vi håber på din hjælp og forbøn til projektet. 


TEKST: INGE LIS AMBROSEN/ADVENTNYT 

FOTO: KENNETH JØRGENSEN 

MUSIKHUSET 

I ESBJERG 

DANNER 

RAMMEN OM 

HELSE EXPO 

Esbjerg menighed lavede en ”Helse 

Expo“ i musikhuset i Esbjerg den 23. 

september med ca. 130 besøgende. 

Det store, lyse lokale rummede megen 

aktivitet, da de besøgende gik fra bord 

til bord, hvor de forskellige aktiviteter 

foregik: blodtryksmåling, blodsukker, 

kolesterol, lungekapacitets prøve, 

motion, træning, søvn og hvile. Der 

blev målt højde og vægt og kropsfedtet. 

Flasker med vand blev delt ud og 

et stykke frugt blev tilbudt. 

Alle resultater blev skrevet ned og 

blev til sidst bearbejdet for at vise ens 

egentlige helsealder. Til sidst kom bordet 

med tillid og tro. ”Der var mange 

betydningsfulde samtaler. Det har 

været over al forventning, og vi må alle 

takke Gud for hans hjælp med at lede 

mennesker til Helse Expoet i dag“, fortæller 

Inge Lis Ambrosen. 

For at gøre opmærksom på begivenheden 

stod der en person på gaden og

delte indbydelser ud og gav turister og besøgende 

information om, hvordan man fandt derhen. 

Alle besøgende blev tilbudt et livsstilskursus, 

som forgår i Adventistkirken på Kvaglundvej 11, 

6700 Esbjerg. Flere tog imod tilbuddet og tilmeldte 

sig, og også en annonce i den lokale 

ugeavis har givet tilmeldinger. 

Jyske Vestkysten lavede efterfølgende en artikel 

om hele arrangementet. Esbjerg menighed takker 

for al hjælp med at afvikle Helse Expo og 

for alle bønner og opfordrer til fortsat at bede 

for det arbejde, der gøres. ”Det er det eneste 

arbejde, som alle kan gøre, ligegyldigt hvor man 

er“, afslutter Inge Lis Ambrosen. 

TEKST: SVEN HAGEN JENSEN / FOTO: MARTIN JENSEN 

SOL OG SANDHED 

Vi var begunstiget med utroligt fint vejr på Himmerlandsgården 

ved bibelstævnet først i oktober, da temaet ’Sandheden 

for vor tid’ blev delt med næsten 100 deltagere. 

Vi blev mindet om, at sandheden – personificeret i Jesus Kristus og åbenbaret i hans 

ord – er den objektive og absolutte sandhed, efter hvilke alle andre forståelser af 

sandhed må måles. Jesus udtrykker klart og tydeligt i sin samtale med Pilatus, at 

”derfor er jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden“ (Joh 18,37). 

Sandheden udfordres i vores tid, men vi har fået løfte om, at Helligånden vil hjælpe 

os til at vokse og vandre i sandheden. Vi kan være bærere af sandheden til frelse og 

håb for vores medmennesker. Richard Müller og Tue Westing var hovedtalere. Allan 

og Alexander Jensen supplerede med aktuelle morgenandagter. Mariann Myrvold 

Jensen m. familie stod for sang og musik og et inspirerende program sabbats eftermiddag. 

En gruppe unge fra Tyskland delte deres missionsglæde og inspirerende 

vidnesbyrd med os. Lørdag aften blev der vist et afsnit af dokumentarfilmen, ”Den 

Syvende Dag“. En førstegangsdeltager udtrykte, ”Det er jo meget bedre, end jeg har 

forestillet mig, nu vil jeg hjem og fortælle, hvad jeg har oplevet.“ 

FAMILIEVENLIGT OG AKTUELT ARRANGEMENT 

Børnene havde deres egne programmer under stævnet takket være dygtige medhjælpere, 

som er gode til den slags. Det betød også, at sådanne arrangementer 

tiltrækker yngre familier i tillæg til den mere modne aldersgruppe. Der var en god 

mix af kursister fra Korrespondanceskolen og andre bibelinteresserede, samt nye 

medlemmer og dem, der bare gerne vil have noget solid bibelundervisning og elsker 

at synge traditionelle og opløftende åndelige sange. Og så passede det jo fint, at 

Tina og Mich Hauvre kunne diske op med de herligste vegetariske retter på den 

Internationale Vegetardag, sabbatten den 1. oktober, såvel som de andre dage. 

”Det har været et pragtfuldt stævne. Skønt med smilende og glade præster og medhjælpere. 

En dejlig oplevelse for mig.“ Kan det være bedre? Kom og vær med næste 

gang – og tag dine interesserede venner og bibelkontakter med. 


5

ÅRSMØDE I NÆRUM FOTO: ADVENTISTKIRKENS MEDIECENTER & JOACHIM THORTZEN 

6 adventnyt 09 – september 2009

† ÆRET VÆRE… 

Anne-Mette Bø 

Anne-Mette Bø døde på Odense sygehus den 11. 

august efter et halvt års sygdom. Hun blev født 

6. januar 1953 på Rigshospitalet i København 

og voksede op i Nærum nord for København. En 

vigtig del af ungdomstiden boede Anne-Mette på 

Vejlefjordskolen, hvor hun tog realskolen og derefter 

to år teologisk uddannelse. Hun blev døbt til 

troen på Jesus den 25. maj 1968 af Jens K. Jensen. 

Hun blev optaget i Odense Adventistmenighed 17. 

maj 1975. Efter tiden på Vejlefjordskolen flyttede 

hun til Aalborg og tog uddannelse som beskæftigelsesvejleder. 

Anne-Mette levede det meste af sit 

voksne liv i Odense. 

Anne-Mettes liv var på mange måder hårdt. 

Hun havde triste oplevelser i barndommen, og der 

var ting, som gik galt i hendes liv. Hun mistede lille 

Mads, da han var tre måneder gammel og var selv 

op mod hårde ods. 

Alligevel husker vi Anne-Mette som stærk. Hun 

var kunstnerisk og musikalsk. Mange vil huske 

hende spille guitar og synge på Vejlefjordskolen og 

i menigheder rundt om i Danmark – ofte sammen 

med sin tvillingsøster Gitte. Hun havde humor. 

Kunne se det komiske i situationer – selv på det 

sidste, da hun var meget syg. Vi husker hende som 

generøs og kærlig. 

Anne-Mette efterlader sig to børn, Theis og 

Simone, og tre børnebørn, Anton, Olivia og Shawn. 

Hendes søskende var Birgitte og Lise-Lotte. 

Bisættelsen fandt sted 24. august fra kapellet 

på kirkegården ved Odense sygehuse. 

Vi mindes Jesu løfte om opstandelsen og lyser 

fred over Anne-Mettes minde. 

Bjørn Ottesen 

Ingemann Emanuel Olsen 

Ingemann Emanuel Olsen, Solbakken, sov ind efter 

en pludselig hjerneblødning den 18. september. 

Ingemanns medfødte evne til at formulere 

sig skriftligt gjorde, at han hele sit arbejdsliv var 

tilknyttet Dansk Bogforlag. Han begyndte som 

20-årig, i 1946, straks efter sin studentereksa- 

men, og hermed begyndte en livsgerning, som 

skulle vare i mere end 50 år. Ingemann blev redaktionssekretær 

og senere, i to perioder, redaktør. 

I skiftende perioder havde han ansvaret for alle 

de blade, vort samfund dengang udgav. Desuden 

var han oversætter og korrekturlæser samt varetog 

mange andre opgaver. 

Foruden meget andet oversatte han de to 

store bøger ”Patriarker og Profeter“ og ”Profeter 

og Konger“ til et smukt dansk. I mange år var 

det ham, der oversatte sabbatsskolelektierne. 

Ingemann var flittig, vidende, pligtopfyldende, 

principfast, venlig, hjælpsom og omgængelig. For 

ham var en aftale en aftale. Hans hukommelse 

var stærk og sikker. Man kunne spørge ham om 

en hvilken som helst artikel, og straks kunne han 

nævne nummer og årgang. Et menneske man er 

taknemmelig over at have kendt. 

Ingemann Olsen blev født den 28. september 

1926 og blev således næsten 85 år. Han blev døbt 

den 2.april 1943 og nåede derved at tilhøre vort 

samfund i 68 år. For ham var troen en levende 

realitet; han vidste, han skulle frelses af nåde. Han 

tilhørte Odense menighed fra 1967 indtil flytningen 

til Randers for to og et halvt år siden. Han var 

klar og åndsfrisk til det sidste. 

En epoke er slut med Ingemanns bortgang. Han 

efterlader sin hustru, Elly, og sønnerne Steen og 

Ole. Bisættelsen foregik fra Adventkirken i Randers 

den 23. september. Et sjældent menneske, en 

markant personlighed er gået bort. 

Æret være Ingemann Olsens minde! 

Aage Andersen 

Maren Mølmer 

Tirsdag den 28. september blev afslutningen på 

livet for endnu en trofast sjæl. Maren Mølmer fik 

pludselig denne morgen et ildebefindende og blev 

hjulpet ind på sin stue på plejehjemmet ”Bøgely“ 

i Hedensted. Ti minutter senere var Maren sovet 

ind. 80 års levnedsløb var til ende. 

Maren Mølmer blev født i Durup på Nordsalling 

den 19. marts 1931. Her voksede hun op sam- 

KENDT AF GUD 

men med sin mor og en syg søster, og da moderen 

fandt sit åndelige ståsted hos adventisterne, 

fulgte Maren med. 

Da tiden kom, hvor hun skulle til at stå på egne 

ben, søgte hun til Vejlefjord Højskole, hvor hun 

først prøvede kræfter med enkelte bibelfag og 

siden fandt arbejde i køkkenet. 

Vi, der husker Maren fra den tid, mindes en ung 

pige med et lyst sind, der altid havde en venlig 

bemærkning til sultne skoleelever, og som stille 

fandt sin plads i skolens aula, når der kaldtes til 

andagter og gudstjenester. 

På Vejlefjord traf Maren en ung mand, Leif, som 

hun i 1955 giftede sig med. Ægteparret Mølmer 

fik efterhånden tre døtre. Den første overlevede 

ikke en medfødt skade, men Kari og Evy oplevede 

en tryg barndom præget af en meget omsorgsfuld 

mor, der altid ventede derhjemme, og en yderst 

arbejdsom far. 

Maren blev aldrig den mest udfarende kvinde, 

men hun passede sit hjem med omhu, strikkede 

varme trøjer i mængde og elskede at sysle med 

diverse kreative hobbies. 

De seneste otte år fandt Maren Mølmer sit 

”hjem“ på ovennævnte plejehjem. Her faldt hun 

hurtigt ind i de daglige rutiner, fandt sine daglige 

”pligter“ og mødte enhver på sin vej med et smil 

og et lille nik. 

Maren blev bisat fra Vejlefjordkirken fredag den 

30. september, hvor familie og venner sagde 

”på gensyn“ med salmen: Mit hjemland, o mit 

hjemland … og tanken om at ”jeg skal bo i Herrens 

hus alle mine dage“. 

Æret være Maren Mølmers minde. 

Walder Hartmann 


7

TILLYKKE 

PÅ LYD 

SKAL DU 

FLYTTE? 

Gå ikke glip af Adventnyt 

– selv om du flytter! 

Husk at give Dansk Bogforlag 

besked om din nye adresse på tlf.: 

4558 7758. 

Er du svagtseende, kan du 

få Adventnyt i lydudgave 

Har det din interesse, kan du kontakte Dansk Bogforlag på 

tlf.: 4558 7755 eller sende en mail til marie-louise.krog@ 

adventist.dk 


Nyfødte 

Den 18. juli 2011 kom 

en ny lydteknikker 

til verden. Han hedder 

Felix Valdemar 

Novak og bor på 

toppen af Vesterbro 

i København hos 

sine forældre Pernille 

Novak og Henrik 

Hit Nielsen. Felix 

blev den 18. september 

velsignet, 

og hele to præster 

deltog, Bobby Bovell 

fra CaféKirken og 

Christian Noval, der 

er katolsk præst, 

da Felix’s mor har 

katolsk baggrund. 

NYFØDTE 

Risto Paananen 

Risto har de sidste 12 måneder været 

på orlov, som sluttede 1. oktober 

2011. I september begyndte han på 

multimediedesigner-uddannelsen og 

har valgt at slutte sin ansættelse i 

Adventistkirken. Vi ønsker Risto Guds 

velsignelse med uddannelsen. 

95 år 

21. nov Birger Bull Nielsen 

Rådhusvej 1 

4640 Faxe 

MELKERSENS 

TØMRER- & 

SNEDKER- 

FORRETNING APS 

Tlf: 2182 3883 

75 år 

7. nov. Ebba Bøgeskov Jensen 

Sydvej 12, 1.tv. 

3000 Helsingør 

28. nov. Erika Andersen 

Blegen 11 

6200 Aabenraa 

29. nov. Edel Traud Larsen 

30. nov. Ib Jørgensen 

Rosmarinvej 8 

NEK TOTALBYG APS 

v. Niels Erik Kristensen tilbyder renovering/tilbygning, 

nyt køkken eller badeværelse. Murer, tømrer 

& malerarbejde. Alt udføres med stor omhu 

til små priser! 

Tlf. 2628 7581, mail: nektotalbyg@yahoo.dk 

VEGEFOOD.DK 

Bestil vegetariske produkter (frost, køl og tørvarer) 

på den nye hjemmeside: www.vegefood.dk. 

Du kan også ringe til Kenneth Lund på 7568 1254 / 

4224 2893 eller skrive til info@vegefood.dk 

4573 Højby FØDSELSDAGE AFSKED 

Tjek adventnyt.dk/annoncer for mere 

BETALINGSANNONCER

Dåb i Holstebro 

Sabbatten den 24. september dannede en fyldt kirke i 

Holstebro rammen om Susanne Guldberg Rasmussens 

dåb og optagelse i menigheden. Susanne har studeret 

bibelgaveplanen sammen med Lis Bro og kom hurtigt til 

den overbevisning, at hun ville følge Jesus hele vejen. 

Mange af hendes venner var til stede ved højtideligheden 

og glædede sig sammen med Susanne og menigheden. 

Vi ønsker hjertelig tillykke og Guds velsignelse. 

Sven Hagen Jensen 

Bryllup i Give 

Den 18. september blev Hanneke van Amstel og Peter 

Faber viet. Brudeparret lyttede til talen og gav hinanden 

deres ja i en pavillon med høje træer som baggrund. 

Gæsterne måtte dog trække paraplyerne frem, 

mens brudparret fik en overraskelse i form af en sang 

fra Kor4 fra Vejlefjord. Solen behøvede vi ikke den dag 

– brudeparret lyste af lykke og glæde. Vi ønsker jer 

Guds rige velsignelser i jeres ægteskab. 

Thomas Müller 

VI VIL SÅ GERNE... 

SIGE TILLYKKE, OG DET KAN DU HJÆLPE OS MED 

Adventnyt bringer med glæde omtale af runde og halvrun- 

de fødselsdage fra 70 år og opefter. Oplysningerne hentes 

fra medlemskartoteket, men ønsker man ikke sit navn 

nævnt, giver man blot redaktøren (4558 7754) besked i 

god tid – senest 2 måneder før. 

Dåb og begravelser anmeldes af præsten, bryllup af parret 

selv sammen med præsten, mens nyfødte er forældrenes 

(bedsteforældrenes) ansvar at få sendt oplysninger om. 

BRYLLUP DÅB 

Bryllup i Roskilde 

Dorrit og Ole Essendrop blev viet i Roskilde 

Adventkirke den 18. september 2011. Det 

var en fantastisk dag for brudeparret, som 

de havde set frem til. De er bosat i Sorø. Vi 

ønsker dem Guds rige velsignelse. 

Bent Nielsen 


9

ANNONCER 

SUPPEPROJEKTETS 

NAVNE 

KONKURRENCE! 

Der sker masser af ting i Suppeprojektet 

lige nu. Vi er i fuld gang med 

at søge penge fra fonde og finde lokaler 

til et moderne missions projekt 

i Adventistkirken. I virkeligheden er 

det ikke moderne, for EGW anbefalede 

for mere end 100 år siden, at vi 

hjalp syge, fattige og trængende. Det 

er praktisk kristendom! 

Når vi får penge nok, kan du slet ikke 

undgå at støde ind i os, hvis du er 

på tur i København. Du skal kigge 

efter en genbrugsbutik centralt i København. 

Genbrugsbutikken er ikke 

bare butik, men også center for undervisning 

og hjælp til enlige mødre, 

bibelklub for børn, suppeuddeling 

og kristent fællesskab går som en 

rød tråd gennem det hele. Udenfor 

denne butik skal der være et stort og 

meget synligt skilt. Og her behøver vi 

dine friske ideer! 

VIL DU HJÆLPE 

MED AT FINDE PÅ ET NAVN??? 

Vores eneste krav er, at det skal 

indeholde ordet adventist. Vi vil 

gerne fortælle folk, at nu er adventisterne 

klar til at møde mennesker 

på samme måde, som Jesus gjorde 

det – nemlig gennem hjælp til 

andre, både på det fysiske, psykiske 

og åndelige plan. 

Sendt dit forslag til: Marion Bech (meyer_bech@hotmail.com) 

eller Berit Elkjær (berit.e@mail.dk), eller skriv det på vores 

Facebookside: Adventistkirkens Omsorgsarbejde. 

HVIS DU VINDER, 

GIVER VI GRATIS SUPPE! 


“Beskyt Børnene” + 

“Kaldet til at lede” 

Søndag d. 13. nov kl. 10-16 

Sted: Vejlefjordskolen 

Pris: Gratis (der vil være 

frokost og servering) 

Målgruppe: 

Alle, der arbejder 

mmed 

børn og 

unge som m arbejd arbejde e eeller 

frivillig… 

(Forstandere, ere, lærere, spejderførere, 

pejder 

ungdomsledere, msledere, bø børnesabbatsskolelærere nesabba 

osv.) 

Underviser: 

Undervis r: 

Birthe Kendel, Ke el, Niels-Peter Niels-P ter Nielsen 

og Tho Thomas as Rasmuss Rasmussen n 

Mere 

info: 

Dorte Svendsen Svends n (dorte@adventistspejder.dk) 

(dorte@ad 

dk) 

Thomas RRasmussen 

mussen (tho (thomas.rasmussen@@ 

adventist.dk) 

adventi dk) 

Tilmeldning T lmeldnin og info på: å: 

ungadventist.dk ungadve – senest enest 2. nov 

SØG KEHAPFONDEN 

Så er tiden kommet til at forberede din ansøgning til 

vinter og forår 2012. Du kan finde ansøgningsskema 

og anden information på: kehapfonden.dk 

Deadline for ansøgninger: 

15. NOVEMBER 2011 

NU

VELKOMMEN TIL 

NOVEMBERHYGGE 

FORENINGEN AF DANSKE ADVENTISTSE- 

NIORER INDBYDER IGEN TIL TO GANGE 

FESTLIGT OG HYGGELIGT SAMVÆR: 

Søndag den 13. november kl. 12 i 

Adventkirken, Nærums menighedssal 

Søndag den 20. november kl. 12 i 

Adventkirken, Ll. Nørlund. 

Begge steder bydes der på et spændende program 

med: 

• Festmiddag 

• Sang og musik 

• Causeri v. Børge Schantz, der fortæller om 

sin nylige tur til Korea 

• Hyggeligt samvær 

• Og små overraskelser 

Enhver er hjertelig velkommen – men af hensyn 

til planlægningen, bedes man snarest melde sin 

deltagelse til Bent Nielsen, 

tlf. 6590 2570 – elseogbent@hotmail.com 

Planlæg allerede nu sommeren 2012, 

hvor årets seniorstævne afholdes på 

Sundvolden Hotel, Ringerike, Norge 

Datoen bliver 24.-29. juli. 

Pris for stævne og ophold: 

NOK 3.510,- 

Nærmere oplysning om rejse 

m.v. fås hos Bent Nielsen. 

Jens Olsens og Hustrus Legat er oprettet i 1996 ifølge testamente, 

hvori Albert V. Olsen og dennes hustru Herta Olsen har bestemt, at 

renteafkastet af kapitalen på ca. kr. 1.500.000,00 skal anvendes til 

støtte for kurophold på Skodsborg Kurhotel & Spa A/S, Skodsborg 

Strandvej 125, 2942 Skodsborg. Fonden er i 1998 sammenlagt med 

Ellen Schiander Holberg Fonden. 

• Medlemmer af Syvende Dags Adventisterne i Danmark har fortrinsret 

til legaterne. 

Single-netværk 

18.-20. NOV. 2011 

En weekend fyldt med åndelig, social og fysisk påfyldning og mulighed 

for at skabe et større netværk. 

Lehnart Falk er taler ved de fleste møder. Lehnart er meget alsidig 

og vil primært bruge sine uddannelser i teologi og psykologi denne 

weekend. Lehnart, der er en livlig og inspirerende taler, glæder sig til 

at være sammen med os. 

Denne gang har vi valgt at holde singleweekend 

kun for voksne. Det skal dog påpeges, at 

det ikke er en ”Kirsten-Giftekniv-weekend“, bare 

fordi der ikke er børn til stede. Men der vil være 

lidt mere ro og afslapning til singles både med og 

uden børn. 

Om du er 25 eller 68, er du velkommen. 

Sted: Himmerlandsgården ved 

Hadsund 

Priser: 2-pers. værelse: 500 kr. 

4-pers. værelse: 300 kr. 

Tilmelding: familie.adventist.dk 

eller 7589 5446. 

Sidste tilmelding: Mandag den 7. nov 2011. 

Arrangør: Adventistkirkens 

Familieafdeling. 

LEGAT TIL KUROPHOLD 

PÅ SKODSBORG KURHOTEL & SPA 

ELLEN SCHIANDER HOLBERG FONDEN 

& JENS OLSENS OG HUSTRUS LEGAT 

• Ansøgeres årlige indtægt må ikke overstige kr. 248.000 for enlige 

og kr. 315.000 for samlevende med tillæg af kr. 43.000 for hvert 

hjemmeboende barn under 18 år. 

• Ansøgninger om kurophold bilagt seneste årsopgørelse fra skattevæsenet 

samt eventuelt lægeerklæring bedes sendt til: 

Advokat Lise Bouet 

Lindegårdsvej 51 

2920 Charlottenlund 


11

BEDEUGELÆSNINGER 2011 TEKST: TED N.C. WILSON / FOTO: ISTOCKPHOTO.COM 

INTRODUKTION 

HILSEN FRA FORMANDEN… 

KÆRE KIRKEFAMILIE 

I denne bedeuge vil vi sammen grave dybere i det, der er 

adventismens kerne, nemlig Guds frelsende nåde. Alle læsningerne 

kredser om helligdommen som det sted, hvor nåden 

videregives til os. Budskabet om helligdommen handler 

ikke så meget om teologisk udlægning som om personlig 

erkendelse af Guds nåde. 

Allerede før Sinaj, i vores første hjem Eden, var helligdommens 

budskab virkelighed. Selvom syndens frygtelige 

følger har afskåret os fra direkte kontakt med Gud, viser 

helligdommen, at Gud i sin store kærlighed stadig ønsker 

at bo iblandt os. 

I helligdommen åbenbares de gode nyheder om forsoning 

ved Guds lam. Vi kan regne med, at der altid vil være 

hjælp at hente hos vores mellemmand i den himmelske helligdom. 

Dette budskab vil øve en positiv indflydelse på vores 

liv, idet vi lever i den kærlige og tilgivende Guds nærvær og 

vokser i troen på vores frelser. 


Jeg beder om, at budskabet 

om helligdommen 

må gøre os til frimodige 

mennesker, der ikke frygter Guds nærvær, at vi med budskabet 

om den himmelske helligdom må kunne gå dommen 

i møde med visheden om, at Guds domstol også er hans 

nådetrone. 

Må vi længes efter den dag, hvor Eden genoprettes på 

jorden, og hvor Guds bolig for evigt er her hos os. Må Gud 

lede vores liv, idet vi beder for vækkelse og reformation, 

Helligåndens udgydelse og Kristi snarlige genkomst. 

Hilsener i Kristus, 

Ted N.C. Wilson 

Formand for Syvende Dags Adventistkirkens verdensorganisation, 

Generalkonferensen 

INFO 

Bedeugelæsningerne for de 

voksne er oversat af Iben 

Bidstrup og for børnene af Lillian 

Møller Pavlovic. 

”GUDS 

FRELSENDE 

NÅDE“

FØRSTE SABBAT 

INTET KAN STÅ I VEJEN FOR GUDS PLAN FOR SIT FOLK 

TEKST: TED N.C. WILSON 29. OKTOBER 2011 

Helligdommen, 

nåden og paradiset 

Når du hører ordet ”helligdom“, hvad tænker 

du så på? Tænker du på tabernaklet i 

ørkenen, det smukke tempel, som Salomon 

lod bygge, eller tænker du på den kirke, 

som du tilbeder i hver uge? Første Mosebog 

beskriver en ganske særlig helligdom – den 

smukkeste, der nogensinde har eksisteret 

på jorden, nemlig Edens have. 

Har du nogensinde tænkt over, hvad formålet 

med en helligdom egentlig er? Et par 

forslag: en helligdom er et sted, hvor (1) 

mennesker kommunikerer med Gud, (2) der 

gives religiøs vejledning, og (3) Guds nåde 

bliver os til del. Endelig kan en helligdom 

også fungere som tilflugtssted. Eden rummede 

det hele. 

EDENS HAVE 

Da jorden var ny fra skaberens hånd, var den 

et smukt syn. Den var fuldkommen. Første 

Mosebog udtrykker det således: ”Gud så 

alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor 

godt det var“ (1 Mos 1,31). Denne fuldkomne 

jord var et udtryk for Guds kærlighed. 

Kærlighed stod skrevet på hver busk, hvert 

blad og hver blomst. Hver livsform havde sin 

egen skønhed – dyr, fugle, fi sk og andet liv 

i havet. Mennesket, kronen på skaberværket, 

var fuldkomment og retsindigt. Han var 

skabt i Guds billede. Hans sind var ædelt og 

i harmoni med Guds vilje uden tilbøjelighed 

til det onde. 

Da Gud havde afsluttet sit værk, var han 

ovenud tilfreds med det, som han havde 

skabt. Alt var så fuldkomment, som kun 

en fuldkommen Gud kunne gøre det. Ellen 

White beskriver dette øjeblik således: ”Gud 

så med tilfredshed på sine hænders værk. 

Alt var fuldkomment, den guddommelige 

ophavsmand værdigt, og han hvilede, ikke 

på grund af træthed, men i tilfredshed med 

frugterne af sin visdom og godhed og åbenbarelsen 

af sin herlighed“ (Patriarker og 

profeter, s. 19). 

Som et udtryk for guddommelig kærlighed 

gav Gud Adam og Eva et hjem midt i 

denne skønhed – Edens have. Her talte Gud 

med vores første forældre, engle vejledte 

dem, og de begyndte at få øjnene op for 

Guds nåde. Sandheden om skabelsen og 

den rette forståelse af Guds nåde og forløsning 

er to uadskillelige størrelser. Som den 

kendte kirkehistoriker Philip Schaff sagde 

for snart halvandet århundrede siden: 

”Uden den korrekte lære vedrørende skabelsen, 

kan der heller ikke findes nogen sand 

lære vedrørende frelse.“ (1) Som det tydeligt 

fremgår af Første Mosebog, var Edens have 

ikke bare et hjem for Adam og Eva, den var 

også en helligdom. 

EDEN: DER, HVOR GUD SELV VAR TILSTEDE 

Adam og Eva kunne se Gud og tale med 

ham ansigt til ansigt. Gud besøgte dem ofte 

i havens helligdom, men de var næppe bevidste 

om, hvor privilegerede de var. Først 

efter udelukkelsen af haven, gik det op for 

dem, hvad de havde mistet. Med mindet om 

den åbne kommunikation med Gud frisk i 

erindringen, tilbad de Gud ved indgangen 

til Edens have uden dog at kunne passere 

”fl ammesværdet“, der forhindrede dem i at 

komme ind i haven og opleve glæden ved 

at se Guds ansigt. Det fællesskab med Gud, 

som de havde nydt godt af i havens helligdom, 

skulle ikke blive deres eller deres efterkommeres 

før den dag, hvor Gud skaber 

jorden påny. 

EDEN: DER, HVOR GUD GAV VEJLEDNING 

Ellen White skriver: ”Det hellige par var ikke 

alene børn under Guds faderlige omsorg, 

men også elever, der fi k undervisning af den 

alvise Skaber“ (Patriarker og profeter, s.20) 

Skaberen af solen, månen og stjernerne viste 

dem, hvordan naturen fungerede, men 

udover det var der en anden sag, der direkte 

berørte dem. Engle blev betroet det 

hverv at forklare Adam og Eva om den store 

strid. De lærte om Lucifers oprør imod Gud 

og hans ledelse og love. De lærte om, hvor- 


13

dan han blev smidt ud af himlen, og om, 

hvordan han nu befandt sig i Edens helligdom. 

Fordi Adam var Guds repræsentant og 

vice-regent på jorden, havde Lucifer nu sat 

alt ind på at bedrage ham og forlede ham til 

synd, så han selv kunne overtage styringen. 

Lucifer mente, at jorden således ville tilhøre 

ham, og at han her kunne etablere sin egen 

regering som modsvar til Guds. 

Adam og Eva må have følt sig ilde berørt 

ved at høre om disse ting, men det, som 

de endnu ikke fuldt ud forstod, var, at 

Guds måde at håndtere den store strid på, 

var endnu et udtryk for hans uforanderlige 

kærlighed. Efter Adams fald blev den store 

strid endeligt afgjort netop på den jord, som 

Lucifer påstod var hans, eftersom Adam 

havde overgivet ham magten. 

Som en del af deres undervisning i Edens 

helligdom, fik Adam og Eva indblik i den 

store strid, som den ville komme til at tegne 

sig op igennem historien. ”Således fik Adam 

indblik i de vigtigste begivenheder i menneskehedens 

historie fra den tid, da Guds dom 

blev udtalt i Eden, til syndfloden og videre 

til Guds Søns første komme“ (Patriarker og 

profeter, s.34). 


Det var yderst vigtigt, at Adam og Eva 

forstod, hvad der lå til grund for den store 

strid – at Lucifer nægtede at adlyde Guds 

lov. Ved at gøre oprør imod Guds lov gjorde 

Lucifer oprør imod Guds herredømme. Engle 

forklarede omhyggeligt ”om Satans fald og 

hans onde planer om deres ødelæggelse og 

forklarede dem endnu tydeligere den guddommelige 

regerings natur, som ondskabens 

fyrste søgte at vælte“ (Patriarker og 

profeter, s.26). 

Herudover var det nødvendigt, at det hellige 

par forstod, at Guds lov er et udtryk for 

hans kærlighed. Det var også væsentligt, 

at de forstod, at ligesom andre skabninger 

i universet stod de overfor en prøve. Deres 

lykke var betinget af lydighed mod Guds lov. 

”De havde valget mellem at adlyde og leve 

eller at være ulydige og dø“ (Patriarker og 

profeter, s.26). De måtte forstå, at lydighed 

er et udtryk for kærlighed og taknemmelighed 

til Gud for alt, hvad han har gjort. 

”Fuldkommen, vedvarende lydighed var 

betingelsen for evig lykke“ (Patriarker og 

profeter, s.20). Alt dette skulle Adam og 

Eva vide, og alle de væsentlige detaljer blev 

åbenbaret for dem i Edens helligdom. 

EDEN: DER, HVOR GUDS NÅDE 

OG BESKYTTELSE FANDTES 

Helligdommen i Eden var også et fristed for 

Adam og Eva. Lucifer, der var fast besluttet 

på at ødelægge deres liv, kunne ikke nå dem 

andre steder end ved kundskabens træ. Så 

længe Edens beboere holdt sig fra træet, var 

de i sikkerhed. Lucifer kunne ikke følge dem 

rundt i haven og friste dem til at vende sig 

fra skaberen. I Eden var de i sikkerhed for 

Lucifer og hans onde planer. 

Guds instruktioner vedrørende det forbudte 

træ var ikke til at tage fejl af: ”Du 

må spise af alle træerne i haven. Men træet 

til kundskab om godt og ondt må du ikke 

spise af, for den dag du spiser af det, skal 

du dø!“ (1 Mos 2,16-17). Men som vi ved, 

strejfede Eva bort fra sikkerheden og blev 

offer for Lucifers bedrag. Med udsigten til at 

miste sin elskede hustru fulgte Adam hendes 

eksempel og var ulydig mod Gud, og derfor 

er menneskeheden nu slaver under synden. 

Men Gud trak sig ikke væk fra menneskene. 

For første gang i Edens helligdom blev 

Guds frelsende nåde forkyndt: ”Jeg sætter 

fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit 

afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse

dit hoved, og du skal bide hendes afkom 

i hælen“ (1 Mos 3,15). Denne forsikring 

lægger grunden til tabernakeltjenesten 

og gudsdyrkelsen i Salomons tempel: biddet 

i hælen, symboliseret ved offerdyrene, 

pegede frem mod Jesu offer på korset, og 

det knuste hoved, symboliseret ved syndebukkens 

endeligt på forsoningsdagen, 

pegede frem mod Lucifers og syndens 

fuldstændige udslettelse. 

I Edens helligdom afslørede Gud sine 

planer om at frelse menneskeheden og 

udslette synden. Lucifer havde fremstillet 

Gud som en, der kun var optaget af at forherlige 

sig selv. Det store spørgsmål den 

dag var, om Faderen og Sønnen elskede 

menneskeheden tilstrækkeligt til at fornægte 

sig selv og ofre sig for at frelse menneskene 

og redde verden ud af Satans klør 

(Patriarker og profeter, s.35). I 1 Mos 3,15 

finder vi løftet, som blev til virkelighed, da 

Jesus råbte fra korset: ”Det er fuldbragt!“ 

Da Adam og Eva blev skabt, var deres 

stilling kun lidt lavere end englenes, men 

Guds plan for menneskeheden indbefatter 

en ny status for dem, som er tro mod 

ham: ”De, som i Kristi styrke overvinder 

Guds og menneskers store fjende, vil indtage 

en plads ved det himmelske hof, der 

overgår selv englenes, der aldrig er faldet 

i synd (Ellen G. White, General Conference 

Bulletin, Apr. 1, 1899). I et udslag af jalousi 

planlagde Lucifer menneskehedens udslettelse. 

Adam og Eva nød godt af Guds 

kærlighed og levede lykkeligt sammen. 

Lucifer havde ikke andet at se frem til end 

sin egen undergang. Da Adam blev afskåret 

fra at tale direkte med Gud og måtte 

forlade Edens helligdom, var Lucifer fast 

besluttet på i al fremtid at holde Adams 

efterkommere langt borte fra nogen form 

for helligdom, der kunne give dem håb om 

fornyelse. 

KONKLUSION 

Vi kan lære meget af historien om Adam 

og Eva i Edens helligdom. For det første 

ved vi, at ligesom Gud i sin kærlighed til 

vores første forældre gjorde alt, hvad han 

kunne for deres lykke, således er hans 

forhold til os også gennemsyret af kærlighed. 

Som bevis på sin kærlighed gav han 

os sin søn, 

”IKKE BLOT FOR AT 

BÆRE VORES SYN- 

DER OG FOR AT DØ 

SOM ET OFFER I 

VORES STED; HAN 

GAV HAM TIL DEN 

FALDNE MENNE- 

SKESLÆGT … GUD 

(GAV) SIN ENBÅRNE 

SØN HEN TIL SELV AT 

BLIVE EN AF MEN- 

NESKESLÆGTEN, 

TIL FOR EVIGT AT 

BEHOLDE SIN MEN- 

NESKELIGE NATUR“ 

(DEN STORE MESTER, 

S.15). 

For det andet afsagde Gud sin frelsende 

dom allerede, før Adam og Eva måtte forlade 

haven, og på samme måde dømmer 

han menneskeheden idag: i lyset af nåden 

i Jesus Kristus. Når vi tænker på Guds 

store offer for os og den kommende dom, 

er det vigtigt, at vi holder fast i det, som 

helligdommene i Det Gamle Testamente 

lærer os. Vi må kaste os for fødderne af 

vores skaber og frelser og søge et levende 

forhold til ham gennem sand vækkelse, 

reformation og fuldkommen afhængighed 

af Kristus for vores frelse og vores daglige 

behov. Gennem Kristi nåde og ved Helligånden 

kan vi således træde ind i den have, 

som Adam og Eva engang kaldte deres 

hjem. Hvilket privilegium ved Guds kraft at 

kunne forkynde de tre engles budskaber 

og at se den endelige opfyldelse af Guds 

plan om at føre sine børn til et nyt Eden. 

1. History of the Christian Church (New 

York: Charles Scribner’s Sons, 1903), vol. 

2, p. 540. 

Samtale og 

eftertanke 

1. Da skaberværket var nyt fra Guds 

hånd, var det fuldkomment på alle 

måder. Hvad mon Adam og Eva har 

savnet mest, da de blev tvunget til at 

forlade haven? 

2. Tror du, at Gud på noget tidspunkt 

overvejede at vende ryggen til sit ødelagte 

skaberværk? Hvorfor / hvorfor 

ikke? 

3. På hvilke måder er Edens have et 

forbillede på det, som Gud har beredt 

for sit folk? Hvad ser du mest frem til? 


15

30. OKTOBER 2011 TEKST: WILLIAM G. JOHNSSON 

SØNDAG 

De to 

haver 

FORTABELSE OG FRELSE 

Frelsen kommer fra en Gud, som elsker os 

så højt, at han ikke går af vejen for noget for 

at vinde os tilbage. Beretningen om, hvad 

han har gjort for at frelse os midt i striden 

mellem det gode og det onde, er den største 

af alle fortællinger. 

To haver danner baggrund for vigtige 

begivenheder i fortællingen. I den første 

have gjorde synden, skammen og døden sit 

indtog, og fra den anden strømmer håbet, 

glæden og livet. 

Gud plantede den første have. Edens have 

var ikke alene smuk, den var fuldkommen. 

Her i disse fuldkomne omgivelser satte Gud 

de første mennesker, skabt af Guds egen 

hånd (1 Mos 2,8-9), og her tilbragte han 

sin tid sammen med dem. Eden var et paradis; 

et uskyldens paradis. Adam og Eva var 

uden synd. De var som børn, der endnu ikke 

havde truffet de valg, der skulle være med til 

at danne deres karakter. Snart ville de blive 

nødt til at vælge. 

DET ONDE HOLDER SIT INDTOG I HAVEN 

Bagved havens idyl lurede en lyssky skikkelse. 

Det onde, noget, der var fuldstændigt 

fremmed for Adam og Eva, var ikke langt 

væk – det er det aldrig! En falden engel, engang 

kendt som Lucifer, morgenstjernen, nu 

kendt som Satan, bedrageren, ventede på 


en anledning til at slå til. 

Hvor længe vores forældre levede i haven, 

ved vi ikke, men en dag kastedes en skygge 

over paradis. Satan, i form af en smuk 

slange, stillede dem en tilværelse i udsigt, 

hvor de kunne blive som Gud selv. 

Gud havde gjort det let for dem at undgå 

fristelse: ”Du må spise af alle træerne i 

haven. Men træet til kundskab om godt og 

ondt må du ikke spise af, for den dag du 

spiser af det, skal du dø!“ (1 Mos 2,16-17). 

Men slangen sagde: ”Vist skal I ikke dø! Men 

Gud ved, at den dag I spiser af den, bliver 

jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan 

kende godt og ondt (1 Mos 3,4-5). 

Der er gået mange år siden den dag, 

men fristeren nærmer sig stadig mennesker 

på samme måde. Han sætter ulydighed i 

et rosenrødt skær og får synden til at se 

attraktiv ud. Han fremstiller lydighed som 

noget uendelig kedeligt. Han lover spænding 

og nye horisonter. Behændigt skjuler 

han det fordærv, som han leder os ud i – en 

vej strøet med nedbrudte alkoholikere og 

forspildte liv. 

Djævelen sår tvivl omkring sig. Han tillægger 

Gud sine egne egenskaber og påtager 

sig Guds karakter. Gud vil os kun det bedste; 

han forholder os intet, der kan være os til 

glæde og gavn. Satan derimod tilbyder os 

en æske gift, der ser attraktiv ud, men som 

fornedrer og fordærver os. 

Satan er løgner, og han er ”fader til løgnen“ 

(Joh 8,44). ”Vist skal I ikke dø,“ sagde 

han til Adam og Eva. Men det var én stor 

løgn. De døde og deres efterkommere dør 

den dag idag. 

”I bliver som Gud,“ lovede han, men det 

var et tomt løfte. Han havde selv forsøgt at 

indtage Guds trone (Es 14,13; Ez 28,2-5), 

men hans selvbedrag fik ham smidt ud af 

himlen. 

KUN GUD KAN VÆRE 

GUD. DET ER HAM, 

DER HAR SKABT ALT, 

DET VÆRE SIG ENGLE 

ELLER MENNESKER. 

SKABNINGEN KAN 

ALDRIG BLIVE SKA- 

BEREN. 

Gud skabte mænd og kvinder, så de ligner 

ham, lever ved ham og adlyder ham i 

kærlighed. Kun i Gud er vi fuldt ud os selv. 

”Du har skabt os til dig, o Herre, og vores

hjerte er uroligt, indtil det fi nder hvile i 

dig“, som Augustin udtrykte det. 

Synden er ikke rationel, den er et udtryk 

for det rene vanvid. Den forsøger det umulige, 

nemlig at være som Gud. Den benægter, 

at vi er skabte væsener, der fik vores livsånde 

af Gud og kun eksisterer i kraft af ham. 

Og dog er der mange mænd og kvinder i 

dag, der følger i vores første forældres fodspor! 

Flertallet lader sig lokke af fristerens 

løfte om at blive ”som Gud“ og skubber tanken 

om Gud ud af hovedet ved enten helt at 

benægte hans eksistens eller ved bevidst at 

modarbejde ham. 

KONSEKVENSERNE AF SYNDEFALDET 

Konsekvenserne af deres synd stod med det 

samme klart for Adam og Eva. Så snart den 

første glædesrus havde fortaget sig, stod 

de tilbage med skammen (1 Mos 3,7). Da 

de hørte Gud nærme sig, blev de grebet af 

skyldfølelse og forsøgte at skjule sig (vers 

8). Men de kunne ikke skjule sig for Gud, 

lige så lidt som vi kan skjule os for ham 

idag. De begyndte at skyde skylden på hinanden: 

”Kvinden, du satte hos mig, gav mig 

af træet, og så spiste jeg,“ klynkede Adam 

(vers 12). 

Lyder det bekendt? Skyd skylden på 

hvem som helst, ja, selv på Gud, men indrøm 

aldrig, at du selv har et ansvar for dine 

handlinger. Det samme var tilfældet med 

Eva: ”Slangen forledte mig til at spise,“ forsvarede 

hun sig (vers 13). 

Disse forsøg på at lægge ansvaret fra sig 

og beskylde andre for egne handlinger var 

lige så utilstrækkelige som de figenblade, 

de syede sammen for at skjule, at de var 

nøgne. Også i dag er ‘figenblads-undskyldninger’ 

almindelige. 

Så tegnede Gud et billede af den fremtid, 

der ventede dem. De måtte udelukkes af 

paradis til et liv med møje og slid. Naturen 

skulle frembringe torne og tidsler. Eva skulle 

føde sine børn med smerte, i deres ansigts 

sved skulle de skaffe sig føden, og til sidst 

skulle de vende tilbage til den jord ud af 

hvilken, de var kommet (vers 16-20). 

Digteren John Milton beskriver i sit store 

værk ”Det tabte paradis“, de sidste øjeblikke 

i Eden således: 

”Den hele verden lå 

foran dem, hvor de efter frit behag 

en hjemstavn kunne vælge hvor som helst. 

Og hånd i hånd igennem Edens land 

de vandred ensomt deres stille gang.“ (1) 

GUDS REDNING 

Men Gud efterlod ikke Adam og Eva uden 

håb. Selvom de var lukket ude af haven, var 

de ikke afskåret fra Guds nærvær. Hvor de 

end befandt sig, ville Gud være hos dem. 

Gud gav dem desuden et løfte for fremtiden. 

Mens de stadig befandt sig i haven, 

afsagde han sin dom over slangen: ”Jeg sætter 

fjendskab mellem dig og kvinden, mellem 

dit afkom og hendes: Hendes afkom 

skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes 

afkom i hælen“ (vers 15). 

Dette ”fjendskab“ ligger ikke i menneskets 

natur. Det er Guds nådes ånd, der 

virker i os. 

Som Ellen White skrev: ”Det er den nåde, 

som Kristus indgiver sjælen, der skaber menneskets 

fjendskab mod Satan. Uden denne 

fornyende nåde og kraft ville mennesket 

fortsat være Satans træl – parat til at udføre 

hans befalinger. Men det nye princip i sjælen 

skaber konflikt, hvor der før var fred. Den 

kraft, Kristus skænker, sætter mennesket i 

stand til at modstå den tyranniske tronraner. 

Hver den, der afskyr synden i stedet for 

at elske den og modstår og overvinder de 

lidenskaber, som har behersket sjælen, viser 

virkningen af et princip, som udelukkende er 

af guddommelig oprindelse“ (Mod en bedre 

fremtid, s.409). 

Guds nåde var mere end nogensinde til 

stede i kvindens sæd, Jesus Kristus. Mod 

slutningen af sit syndfrie liv og sit kærlige 

virke, trak han sig tilbage til en have for at 

bede, nemlig Getsemane have. 

Denne have var plantet af menneskehånd. 

Her trak mesteren sig ofte tilbage. 

Med korset for øje, trak Jesus sig for sidste 

gang tilbage for at søge råd hos sin fader. 

Med vægten af verdens synder vejende 

tungt på sine skuldre, tryglede Jesus: ”I sin 

angst bad han endnu mere indtrængende, 

og hans sved blev som bloddråber, der faldt 

på jorden“ (Luk 22,44). 

I denne have hang menneskehedens 

skæbne i en tynd tråd. Jesus havde brug 

for støtte fra sine nærmeste venner, men 

de sov. Han måtte drikke smertens bæger 

alene. Der var også et andet væsen tilstede, 

den samme bedrager, som var i Edens have. 

Nu fristede han Jesus til at opgive at frelse 

verden: mennesker er ikke det værd. De er 

alligevel fuldstændigt ligeglade. Se dem nu 

– i dyb søvn! 

Til forskel fra vores første forældre nægtede 

Jesus at lytte til ondskabens stemme, 

han nægtede at nære tvivl i hjertet. Han tog 

det bitre bæger, som hans far rakte ham, og 

fortsatte ufortrødent til korset. 

Historien om de to haver får os til at 

værdsætte frelsens gave. Her ser vi klart, 

hvad vi har tabt, og hvor vidunderlig Herrens 

nåde er imod os. Ellen White opfordrer os 

til at sammenligne ”Edens have besudlet 

af ulydighed … med Getsemane have, hvor 

verdens frelser gennemgik overmenneskelige 

lidelser, da hele verdens synd blev lagt 

på hans skuldre“ (Manuscript 1, 1892). 

Halleluja! Hvilken frelser! 

1. Milton, John. Det tabte Paradis. På dansk 

ved Uffe Birkedal. Forlaget Vangsgaard, København. 

Samtale og 

eftertanke 

1. Hvad gik Satans løgn ud på, og på 

hvilke måder gentages den i samfundet 

omkring os? 

2. Hvilke af syndens konsekvenser – 

ondskab, sygdom, fattigdom, korruption 

– mærker du på din egen krop? 

Hvordan får du styrke til at fortsætte? 

3. Før han døde for vores synder, var 

han til velsignelse for alle omkring sig. 

Hvordan er din menighed til velsignelse 

for andre? 

William G. Johnsson, ph.d., var 

en årrække redaktør af Adventist 

Review og Adventist World. Han 

er nu pensioneret, men arbejder 

ved Generalkonferensen som 

‘presidential assistant for interfaith relations’. 


17

31. OKTOBER 2011 TEKST: WILLIAM G JOHNSSON 

MANDAG 

Hans frelsende 

nærvær 

JESUS FORTALTE OS IKKE BARE, HVORDAN VI SKULLE LEVE; 

HAN VISTE OS DET. 

Ikke blot vil Gud, ifølge Bibelen, være med 

sit folk, men han lover at bo midt iblandt 

os. Han, som skabte himmel og jord, længes 

efter at være sammen med sine skabninger. 

”FOR DETTE SIGER 

DEN HØJT OPHØJE- 

DE, SOM TRONER FOR 

EVIGT, OG HVIS NAVN 

ER HELLIG: JEG BOR 

I DET HØJE OG HEL- 

LIGE OG HOS DEN, 

DER ER KNUST, HVIS 

ÅND ER NEDBØJET, 

FOR AT OPLIVE DEN 

NEDBØJEDE ÅND OG 

OPLIVE DET KNUSTE 

HJERTE“ 

(ES 57,15). 

Ateismen i sin mest aggressive form vinder 

frem idag. Der var engang, hvor de, der 


ikke troede, gik stille med dørene. I dag 

proklamerer de højlydt, at Gud ikke fi ndes 

og håner åbenlyst alle former for religiøsitet 

inklusiv kristendommen. Nogle af de mere 

højlydte fortalere for ateismen er Richard 

Dawkins, Christopher Hitchens, Sam Harris 

og Daniel Dennett. Interessant er det, at 

Anthony Flew, en førende ateist igennem 50 

år, pludselig fi k et nyt syn på sagen. Hans 

bog ”Der er en Gud: hvordan verdens mest 

fremtrædende ateist skiftede mening“, som 

blev udgivet i 2007, forargede hans tidligere 

kolleger. 

For de, som kender Jesus som frelser og 

Herre, er eksempler som Flews dog ganske 

overflødige – omend de kan være gode at 

have ved hånden i visse situationer. Vi ved, 

at Gud findes, fordi vi kender ham som 

vores personlige ven. 

Hele bibelen, fra 1 Mosebog og Johannes’ 

Åbenbaring, vidner om en Gud, som ønsker 

at være vores ven. Han vandrede med Adam 

og Eva i haven. Han vandrede med Abraham 

og med patriarkerne. Og da han førte de 

12 stammer ud af Ægypten til Sinaj bjerg, 

sagde han til Moses ”De skal lave mig en 

helligdom, så vil jeg tage bolig hos dem“ 

(2 Mos 25,8). 

Israelitterne havde set og hørt tordenen, 

lynene og trompetfanfarerne, der genlød på 

det hellige bjerg. De vidste, at Yahweh virkelig 

fandtes – han var der på Sinaj – og de 

var skrækslagne. Nu ønskede Gud at være 

nær dem på en helt ny måde; han ønskede 

at være tilnærmelig. Han ville slå sig ned i 

et telt. 

Gud gav Moses en byggeplan, og 

Israelitterne fulgte den nøje. Helligdommen 

var smukt konstrueret med guld, sølv, ædelsten 

og kostbare stoffer. Den skulle kunne 

transporteres, så den var ikke særligt stor. 

Det allerhelligste målte ca. 5m3: det hellige 

var ca. dobbelt så stort, med et grundareal 

på ca. 10x5m. 

At tænke sig – himmelens konge, universets 

skaber, i et telt! 

ET SYMBOL PÅ GUDS NÆRVÆR 

Livet i Israel kredsede om helligdommen. 

Deres identitet som Guds udvalgte folk manifesterede 

sig synligt der. 

Helligdommen var et tilflugtssted. 

Herrens herlighed viste sig mellem keruberne 

i det allerhelligste. Med helligdommen 

midt iblandt dem og foran dem på 

rejsen, var de beskyttet mod enhver fjende.

Århundreder senere, da Israel var veletablerede 

i det forjættede land, så de 

stadig hen til helligdommen som deres tilflugtssted. 

Som salmisten siger det i en bøn: 

”Måtte han sende dig hjælp fra helligdommen 

og støtte dig fra Zion“ (Sl 20,3). 

Gud vejledte sit folk fra helligdommen. 

Fra tid til anden gik Moses ud til teltet for 

at tale med Gud. Her gav Gud ham vejledning 

i, hvordan han skulle lede folket. Når 

Moses vendte tilbage til lejren, lyste hans 

ansigt, så folket ikke kunne tåle at se på 

ham, så ”da Moses var færdig med at tale 

med dem, lagde han et slør over sit ansigt“ 

(2 Mos 34,33). 

Gud ledte sit folk ved hjælp af helligdommen. 

Mens Israel var i ørkenen, hvilede der 

en sky over helligdommen om dagen og en 

ildsøjle om natten. Når skyen eller ildsøjlen 

flyttede sig, pakkede folket lejren ned og 

fulgte den. Når den igen stod stille, slog de 

lejr. ”Herren gik foran dem, om dagen i en 

skysøjle for at føre dem på vejen og om natten 

i en ildsøjle for at lyse for dem, så de 

kunne gå både dag og nat“ (2 Mos 13,21). 

Folket tilbad Gud ved helligdommen. 

Israelitternes kalender var opbygget 

omkring en række religiøse fester – påske, 

de usyrede brøds fest, hornblæsningsfesten, 

forsoningsdagen, løvhyttefesten – og i 

hver eneste af festerne spillede helligdommen 

en central rolle. 

Sidst men ikke mindst: syndstilgivelse 

fandt sted i helligdommen. Synderen bragte 

sit offer – et lam, en ged, en fugl – til præsten 

som sonoffer. Tilgivelsen blev synderen 

til del gennem helligdommen. 

Det er ikke så underligt, at Israelitterne 

satte helligdommen højt. Da det tempel, der 

siden erstattede ørkenteltet som helligdom, 

blev vanhelliget af fjendernes hære, var 

det for dem det ultimative tab, den største 

ulykke, der kunne ramme dem (se Sl 74,1- 

8). 

Vi har ikke nogen jordisk helligdom i dag, 

hvor Gud er tilstede. Men vi er ikke ringere 

stillet end dengang: vi har en himmelsk 

helligdom, som vi har adgang til ved troen 

(Heb 10,19-22). Og vi har Jesus. Den Gud, 

hvis ønske om at bo blandt sit folk førte til 

helligdommens opførelse, er nu gået endnu 

længere! Han kom til os som et menneske; 

han blev kød og blod – et med os. 

”For et barn er født os, en søn er givet 

os,“ profeterede Esajas. ”Herredømmet skal 

ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham 

Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds 

Fader, Freds Fyrste“ (Es 9,5). 

Det var om ham den elskede Johannes 

skrev: ”Og Ordet blev kød og tog bolig (ordret, 

”slog sit telt op“) iblandt os, og vi så 

hans herlighed … fuld af nåde og sandhed“ 

(Joh 1,14). Denne mand, som ikke besad 

nogen af de egenskaber, som mennesker 

almindeligvis fører sig frem med – berømmelse, 

magt, uddannelse, indflydelse – var 

Gud, der blev kød. Han var Immanuel, ”Gud 

med os“ (Matt 1,23). 

Jesus er vores ypperstepræst, og han går 

i forbøn for os i den himmelske helligdom, 

der ikke er dannet af nogen menneskehånd 

og er mere herlig, end vi kan forestille os. 

Dette er den sande helligdom, originalen, 

som ørkenens helligdom kun svagt afspejlede 

– ”en efterligning og en skygge af den 

himmelske“ (Heb 8,5). 

Vi vil, senere på ugen, komme nærmere 

ind på denne helligdom og det, som Jesus 

gør for os der. Ligesom helligdommen mindede 

Israel om deres status som Guds børn, 

kan vi se hen til vores ypperstepræst som 

vores tilflugt, underviser, vejviser, genstanden 

for vores tilbedelse og formidler af tilgivelsen. 

Og det er ikke det hele! Jesus var kun hos 

os i kort tid, ca. 33 år. Men før han forlod os, 

lovede han at sende Trøsteren, Helligånden: 

”Jeg vil ikke efterlade jer faderløse,“ sagde 

han, ”jeg kommer til jer“ (Joh 14,18). 

Helligånden fortsætter det, som Jesus 

begyndte her på jorden. Han vejleder os i 

hele sandheden (Joh 16,13). Han minder os 

om alt, hvad Jesus har sagt (Joh 14,26). Han 

overbeviser verden om synd og om retfærdighed 

og om dom (Joh 16,8-11). Og endnu 

mere væsentligt: han er med os! 

Vi behøver ikke at drage til et tempel for 

at møde Gud; vi behøver ikke at valfarte til 

en helligdom langt borte for at være Gud 

nær. Gud er lige her hos os. Gud er med os! 

Før han forlod os, lovede Jesus: ”Og se, 

jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. 

Paulus erklærede: ”Jeg lever ikke mere selv, 

men Kristus lever i mig, og mit liv her på 

jorden lever jeg i troen på Guds søn, der 

elskede mig og gav sig selv hen for mig“ 

(Gal 2,20). 

Er det også din erfaring? Ved du, at Jesus 

lever i dig? At han er hos dig, ligesom han 

lovede? 

For mange århundreder siden bad Moses: 

”Og hvordan kan man overhovedet vide, at 

jeg og dit folk har fundet nåde for dine øjne, 

medmindre du går med os, og jeg og dit folk 

bliver begunstiget frem for alle andre folk 

på jorden?“ (2 Mos 33,16) Og David bad en 

lignende bøn: ”Kast mig ikke bort fra dig, og 

tag ikke din hellige ånd fra mig!“ (Sl 51,13). 

HVIS DU HAR 

VÆRET PÅ FLUGT 

FRA GUD, SÅ BED 

DAVIDS BØN. GUD 

ØNSKER AT BO HOS 

DIG. HAN LÆNGES 

INDERLIGT EFTER AT 

LADE DIG MÆRKE SIT 

FRELSENDE NÆR- 

VÆR. HAN ØNSKER 

AT VÆRE DIN TIL- 

FLUGT, DIN VEJLE- 

DER, DIN FRELSER 

OG DIN HERRE! 

Samtale og 

eftertanke 

1. Hvilke af de fem ting, som helligdommen 

står for, er der størst behov 

for der, hvor du bor? Hvordan opfylder 

du og din menighed dette behov? 

2. Hvis du skulle afspejle Jesu virke på 

jorden blandt dine naboer, hvilke forandringer 

skulle der så ske med den 

måde, du lever dit liv på? 

3. Hvordan ses Helligåndens virke i dit 

eget liv og i din menighed? 


19

1. NOVEMBER 2011 TEKST: WILLIAM G JOHNSSON 

TIRSDAG 

Se, 

Guds lam 

KUN HAN KAN DÆKKE VORES BEHOV 

”NÆSTE DAG SÅ HAN 

JESUS KOMME HEN 

IMOD SIG OG SAGDE: 

‘SE, DÉR ER GUDS 

LAM, SOM BÆRER 

VERDENS SYND’“ 

(JOH 1,29). 

Johannes Døber går her lige til kernen af 

det, som Jesus kom for at gøre. Jesus kom 

for at vise, hvem Gud er, for at søge og 

frelse de fortabte, for at udbrede de gode 

nyheder og meget mere, men hovedsagligt 

kom Jesus for at ofre sit liv som sonoffer 

for synden. 

Selv Jesu navn pegede på denne opgave. 

Endnu før han blev født, viste en engel sig 

for Josef og sagde: ”Hun skal føde en søn, 

og du skal give ham navnet Jesus; for han 

skal frelse sit folk fra deres synder“ (Matt 

1,21). 

”Jesus“ er den græske form af navnet 

Josva, som betyder ”Herren frelser.“ Siden 

blev han givet titlen ”Kristus“, som betyder 

”den salvede,“ altså ”Messias.“ Så når vi kalder 

ham Jesus Kristus, betyder det egentlig 


Frelser Messias, eller den Messias, som frelser. 

Desværre siger navnet ”Jesus Kristus“ 

ikke ret mange noget som helst idag. Når 

de engang imellem slynger ordene ud som 

en ed, ved de desværre alt for lidt om, 

hvad ordene i virkeligheden dækker over. 

På denne måde forsøger den onde – Jesu 

fjende i den store strid mellem det gode og 

det onde – at aflede menneskers opmærksomhed 

fra den frelse, som Jesus kom for at 

tilbyde dem. 

JESU GUDDOMMELIGE KALD 

Jesus blev født for at dø. For de fl este er 

døden den sørgelige afslutning på livets 

drama. Men sådan var det ikke i Jesu tilfælde: 

døden var højdepunktet for hans tilværelse 

her på jorden. Ved sin død frelste 

han verden. ”Og når jeg er blevet ophøjet 

fra jorden, vil jeg drage alle til mig,“ sagde 

han (Joh 12,32). Ligeledes sagde han: ”Og 

ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, 

sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at 

enhver, som tror, skal have evigt liv i ham 

(Joh 3,14-15). 

Man kunne godt forvente, at Jesu efterfølgere 

ville vægre sig over at tale om sin død. 

Korsfæstelse var den mest fornedrende og 

forfærdelige måde, man kunne dø på: det 

var en langtrukken og grusom offentlig henrettelse. 

Romerne dømte kun de værste forbrydere 

til korsfæstelse, og ingen romersk 

statsborger kunne idømmes denne nedværdigende 

form for tortur. Jesus var ikke 

romersk statsborger, så der var intet, der 

hindrede dem i at henrette ham på denne 

måde. Hvor dybt bøjede vores frelser sig 

ikke for at frelse os! Som Paulus skriver: han 

”ydmygede sig … og blev lydig indtil døden, 

ja, døden på et kors“ (Fil 2,8). 

Men de første kristne vægrede sig ikke 

ved at tale om Jesu død. De forsøgte på 

intet tidspunkt at dække over det, der var 

sket; de skammede sig ikke, og de kom ikke 

med undskyldninger. I stedet forkyndte de 

det med oprejst pande: ”så skal I alle, ja, 

hele Israels folk vide, at det er i Jesu Kristi, 

nazaræerens, navn, ham som I korsfæstede, 

men som Gud oprejste fra de døde, at denne 

mand står rask foran jer“ (ApG 4,10); ”For 

jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, 

men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en 

forargelse for jøder og en dårskab for hedninger“ 

(1 Kor 1,22-23); ”Men gid det aldrig 

må ske for mig, at jeg er stolt af andet end 

af vores Herre Jesu Kristi kors; ved ham er 

verden blevet korsfæstet for mig, og jeg for 

verden“ (Gal 6,14).

Ellen White beskrev Jesu frelsende gerning 

på denne måde: ”Kristus blev behandlet, 

som vi fortjener det, for at vi kan blive 

behandlet, som han fortjener. Han blev 

dømt for vores synder, som han ingen del 

havde i, for at vi kunne blive retfærdiggjort 

ved hans retfærdighed, som vi ingen del har 

i. Han led den død, der tilkom os, for at vi 

skulle kunne modtage det liv, som var hans. 

‘Vi fik lægedom ved hans sår’“ (Den Store 

Mester, s. 15). 

FALSKE FORVENTNINGER 

Jesu disciple forstod ikke med det samme 

formålet med hans død. Da Johannes døber 

forkyndte, ”Se, dér er Guds lam, som bærer 

verdens synd“ (Joh 1,29), må det have 

skabt undren blandt tilhørerne. I al den tid, 

hvor de gik sammen med Jesus, forventede 

de tolv, at han ville træde frem som en 

politisk Messias og befri jøderne fra deres 

romerske undertrykkere. Jesu forudsigelser 

af sin lidelse og død i Jerusalem kom fuldstændigt 

bag på dem, og de forstod ham 

ikke (Matt 16,21-23; 20,17-19). 

Det var først efter opstandelsen, at Jesu 

efterfølgere begyndte at forstå, hvordan 

korset passede ind i Guds plan. På vejen til 

Emmaus begyndte sandheden så småt at gå 

op for dem: ”Da sagde han til dem: ‘I uforstandige, 

så tungnemme til at tro på alt det, 

profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide 

dette og gå ind til sin herlighed?’ Og han 

begyndte med Moses og alle profeterne og 

udlagde for dem, hvad der stod om ham i 

alle Skrifterne“ (Luk 24,25-27). 

I lyset af korset forstår vi også bedre de 

dele af det Gamle Testamente, der oftest 

volder os problemer. 

Helligdomstjenesten, for eksempel: hvad 

skulle nedslagtningen af så mange uskyldige 

dyr gøre godt for? Hvorfor al denne 

blodsudgydelse? Når vi ser tilbage på offersystemet 

i lyset af korset, forstår vi, at det 

skulle vise Israels folk, hvor alvorlig synden 

er: at synd koster liv, at ”der finder ingen 

tilgivelse sted, uden at der udgydes blod“, 

som der står i Heb 9,22. 

Tabernaklet i ørkenen og templet i 

Jerusalem symboliserede retfærdiggørelse 

ved tro i en begrænset tidsperiode. Den, 

der angrede sin synd, fandt fred ved at gøre 

som Herren havde forordnet frem for at 

følge sin egen vej. 

Den egentlige forsoning kunne dog ikke 

finde sted gennem slagtofre. ”Blod af tyre 

og bukke kan umuligt tage synder bort“ 

(Heb 10,4). Kun Jesu Kristi død kunne løse 

syndens problem for altid. Ofringerne af 

lam og andre dyr kunne kun frelse, fordi de 

pegede frem mod Guds lam og hans død 

på korset. 

I lyset af korset forstår vi også bedre 

historien i 1 Mos 22 om Abraham og hans 

søn Isak på Morija bjerg. Denne fortælling 

har voldt både jøder og kristne mange 

hovedbrud. YHWH siger her til den aldrende 

far: ”Tag Isak, din eneste søn, ham du elsker, 

og begiv dig til Morija-landet. Dér skal du 

bringe ham som brændoffer på det bjerg, 

jeg giver dig besked om“ (vers 2). 

Hvordan kan Gud bede om noget sådant? 

Det lyder mere som noget, der kunne tillægges 

de hedenske kanaanæiske guder, 

som blev tilbedt af de omkringboende folk. 

Menneskeofringer var almindelige hos disse 

folk, men YHWH havde strengt forbudt Israel 

at efterligne deres djævelske ritualer: ”Du 

må ikke give nogen af dine børn som offer 

til Molok; du må ikke vanhellige din Guds 

navn. Jeg er Herren!“ (3 Mos 18,21). 

Guds ord må have trængt ind i hjertet på 

Abraham som et sværd, men alligevel havde 

han tro nok til at gøre som Gud havde sagt. 

Han forstod ikke, hvorfor Gud bad ham om 

dette, men han havde vandret med Gud for 

længe til at tvivle på ham nu. Da drengen 

stillede spørgsmålet ”Vi har ilden og brændet, 

men hvor er offerlammet?“ svarede 

Abraham: ”Gud vil selv udse sig et offerlam, 

min dreng“ (1 Mos 22,7-8). 

Og Gud sørgede da også for et offerlam. 

Idet Abraham løftede kniven for at slå 

sin søn ihjel, råbte en Guds engel ham an 

og bad ham standse. ”Da Abraham så op, 

fik han øje på en vædder, som hang fast 

med hornene i det tætte krat bagved“ (vers 

13). Den havde været der hele tiden, men 

faderen havde været for fuld af sorg til at 

lægge mærke til den. Abraham kaldte stedet 

”Herren ser.“ Næsten 1.000 år senere, da 

kong Salomon byggede templet, satte han 

det lige netop på dette sted (2 Krøn 3,1). Og 

omkring 1.000 år derefter døde Jesus ikke 

langt derfra. 

Den Herre, som så til Abraham, sørger 

også for hele menneskeheden. 

Sidst, men ikke mindst: i lyset af Jesus, 

Guds lam, forstår vi det vidunderlige kapitel 

hos Esajas, hvor vi hører om én, der ”som 

et lam … føres til slagtning“ (Es 53,7), som 

blev ”gennemboret for vores overtrædelser 

og knust for vores synder. Han blev straffet, 

for at vi kunne få fred, ved hans sår blev 

vi helbredt. Vi flakkede alle om som får, vi 

vendte os hver sin vej; men Herren lod al 

vores skyld ramme ham“ (vers 5-6). 

DE SYNDER, SOM 

HAN BAR, VAR MINE 

SYNDER – OG DINE. 

ELSKER DU HAM, 

DENNE JESUS, GUDS 

LAM, SOM DØDE I DIT 

STED? 

Samtale og 

eftertanke 

1. Ifølge forfatteren, blev Jesus ”født 

for at dø.“ Hvilken rolle spillede så 

hans liv og lære? 

2. Hvordan påvirker Bibelens fokus på 

blodsudgydelse og ofringer dig i det 

21. århundrede? 

3. Hvad betyder ordene ”Herren ser“ 

for dig? 


21

2. NOVEMBER 2011 TEKST: WILLIAM G JOHNSSON 

ONSDAG 

Formidleren 

HAN SØRGER FOR VORES FRELSE 

Den 12. oktober 2010 ventede verden i 

spænding på at se resultatet af en spektakulær 

redningsaktion. 60 dage tidligere 

havde et stenskred begravet 33 chilenske 

minearbejdere 610 meter under jorden. 

I ugevis arbejdede redningsfolkene på at 

bore en skakt, hvorigennem en 70 cm bred 

redningskapsel kunne sendes ned til minearbejderne. 

Nu var skakten færdig, men ville 

aktionen lykkes? 

Historien om minearbejderne og redningsplanen 

optog hele verden. Mere end 

200 lande – selv Nordkorea – sendte direkte 

TV reportager fra stedet. Den chilenske præsident 

Sebastian Piñera stod klar til at tage 

imod dem, når de kom op af det lumre, ildelugtende 

fangehul. 

Lige efter midnat afløstes spændingen 

af jubel, da den første minearbejder nåede 

overfladen. Et orkester spillede den chilenske 

nationalsang til glædestårer og velkomstknus. 

I løbet af de næste 21 timer 

kom flere og flere minearbejdere velbeholdne 

til overfladen og blev modtaget af 

familie og venner. 

Det var et stort øjeblik, et åndehul midt 

i den strøm af dårlige nyheder, der almindeligvis 

fylder medierne. Og dog er det 

ingenting i sammenligning med den dag, 


hvor hele himlen holdt vejret i spænding. 

Den dag for længe siden, hvor det ikke 

kun drejede sig om 33 mænds liv, men 

hvor hele menneskehedens evige skæbne 

stod på spil. Vi var fanget i syndens elendighed 

uden noget håb om redning. Men 

Guds søn borede sig ned igennem fortvivlelsens 

stengrund og iværksatte sin egen 

spektakulære redningsaktion, der indbefattede 

Getsemanes smerte og Golgatas skam, 

mens hele universet fulgte med i forundring 

og ængstelse. 

Ellen G. White beskriver det således: ”De 

syndfri verdener og de himmelske engle 

havde med den dybeste opmærksomhed 

set til, medens striden nærmede sig sin 

afslutning. Satan og hans medsammensvorne 

onde magter, de frafaldnes hærskarer, 

betragtede med spændt opmærksomhed 

dette skæbnesvangre vendepunkt 

inden for frelsesværket. Både de gode og de 

onde magter afventede, hvilket svar der ville 

lyde efter Kristi tre gange gentagne bøn. 

Engle havde higet efter at bringe lindring 

til den guddommelige lidende, men dette 

kunne ikke ske. Der fandtes ingen mulighed 

for Guds Søn til at undfly. Under denne frygtelige 

krise, hvor alt stod på spil, skinnede 

der et lys frem midt i den skæbnesvangre 

times mørke, og den mægtige engel, der 

står for Guds ansigt, og som har overtaget 

den plads, hvorfra Satan faldt, steg ned til 

Kristus“ (Den store mester, s. 472-473). 

DEN ENESTE 

Hvilken frelser vi har i Jesus! Fordi han blev 

menneske af kød og blod, blev han også vores 

ypperstepræst, en mellemmand mellem 

Gud og mennesker. Han er broen over den 

afgrund, der som følge af syndens indtog i 

verden, skiller himlen fra jorden. 

Tjenesten ved den jordiske helligdom 

pegede hen på ham. Ved helligdommen 

formidledes syndstilgivelse til den angrende 

synder via blodet fra lam, geder, tyre 

og okser, der skulle pege frem mod Jesus, 

Guds lam, som skulle bære verdens synd. 

Og ypperstepræstens rolle, som formidler 

og mellemmand i det allerhelligste på forsoningsdagen, 

pegede frem mod Jesu tjeneste 

som Gudsmenneske i den himmelske 

helligdom. 

”For der er én Gud og én formidler mellem 

Gud og mennesker, mennesket Kristus 

Jesus,“ skrev apostlen Paulus (1 Tim 2,5). 

”Derfor er Kristus formidler af en ny pagt, 

for at de kaldede kan få den evige arv, der 

er lovet, ved at han er død til forløsning

fra overtrædelserne under den første pagt“ 

(Hebr 9,15). 

Der findes kun én formidler! Ingen anden 

kan slå bro mellem himmel og jord. Ingen 

anden kan tilgive vores synder. Ingen anden 

kan eller bør påtage sig den rolle, som tilhører 

Jesus alene. 

Vi behøver ikke at bekende vores synder 

for et menneske, der påstår, at han kan 

tjene som vores mellemmand og fremlægge 

vores ønsker for Gud. Nej! ”vi har en talsmand 

hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige; 

han er et sonoffer for vore synder, 

og ikke blot for vore, men for hele verdens 

synder“ (1 Joh 2,1-2). 

Vores talsmand i himlen ved, hvad vi 

kæmper med. Han har mærket det på sin 

egen krop. Han kender til kamp og lidelse, 

smerte og sorg. Han ved, hvad det vil sige 

at blive afvist. Der er intet, som vi kæmper 

med, som han ikke også har kæmpet med. 

Hebræerbrevet beskriver indgående Jesu 

rolle som vores ypperstepræst. I første kapitel 

slås det fast, at han i sandhed er Gud 

– at hans magt overstiger endog englenes. 

”Han er Guds herligheds glans og hans 

væsens udtrykte billede, og han bærer alt 

med sit mægtige ord“ ”men til Sønnen: Din 

trone, Gud, står til evig tid, dit kongescepter 

er retfærdighedens scepter“ (Hebr 1,3.8). 

HVILKEN BETYDNING HAR DET FOR OS? 

Når vi kommer til Jesus, kommer vi til Gud. 

Jesus er ikke bare et skridt på vejen til himmelen; 

han er Gud. Ligesom Gud er han 

evig: han har hverken begyndelse eller 

ende. ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet 

var hos Gud, og Ordet var Gud“ (Joh 1,1). 

Jesus elsker os så meget, at han kalder 

os sine venner (Joh 15,14-15), på samme 

måde som Abraham i det Gamle Testamente 

kaldes Guds ven (2 Krøn 20,7). Vi kan få lov 

til at tale direkte med ham, men lad os aldrig 

glemme, hvem han er, nemlig Gud. Når vi 

beder til ham, synger om ham og taler om 

ham, skal vi ikke tage let på hans venskab 

ved at behandle ham som en ligeværdig. 

Tilbage til Hebræerbrevet: hvor kapitel 

1 beskriver Jesus som sand Gud, beskriver 

kapitel 2 Jesus som sandt menneske. ”Siden 

børnene alle er af kød og blod, måtte han 

også blive det ligesom de, for at han med 

sin død skulle gøre ham magtesløs, som 

har dødens magt, nemlig Djævelen, og befri 

alle dem, som af frygt for døden hele livet 

igennem havde været holdt nede i trældom“ 

(Hebr 2,14-15). 

Her har vi den igen – den store redningsaktion. 

Jesus sendte ikke en anden. Han 

kom selv, for det han gjorde, kunne kun han 

selv gøre. Han blev ét med os og så døden 

i øjnene. Han brød dødens magt over os. 

Han opstod fra de døde; hans grav er tom! 

Sand Gud og sandt menneske. Jesus er 

Guds-mennesket – der er kun én af hans 

slags i hele universet. Således blev han 

vores ypperstepræst og gør tjeneste i de 

himmelske sale: ”Derfor måtte han i ét og 

alt blive som sine brødre for over for Gud 

at blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst, 

der kunne sone folkets synder“ (vers 

17). 

Til alle tider har menneskeheden følt 

behovet for præster. Bevidstheden om egne 

fejl og mangler får os til at opsøge dem, som 

vi regner med står nærmere Gud, end vi selv 

gør, i håbet om, at de kan lægge vores behov 

frem for Gud på en måde, som er acceptabel 

for ham. Sandheden er dog, at der kun findes 

én sand præst, Guds-mennesket, som 

i kraft af den han er, bringer os ind i Guds 


23

nærvær. Alle andre præster har i tidernes løb 

blot peget hen på ham. De har jo samme 

behov for formidleren Jesus Kristus som alle 

andre. Derfor måtte præsten i den jordiske 

helligdom da også ”frembære syndoffer for 

sig selv såvel som for folket“ (Hebr 5,3). 

Budskabet om, at Jesus er vores ypperstepræst 

i den himmelske helligdom, er en 

sandhed, som vi adventister er kaldede til at 

dele med andre. På grund af Jesu tjeneste 

for os, ved vi: 

1. At det, vi længes efter, ikke er en illusion. 

Mange kristne i dag betragter ikke det 

evige liv som en håndgribelig virkelighed. 

For mange betyder et liv efter døden, at 

de lever videre gennem deres børn og 

børnebørn. Men Jesu tjeneste slår fast, 

at himlen fi ndes, og at han vil komme 

igen for at hente os op til sig. ”Hovedsagen 

i det, der her siges, er, at vi har 

en sådan ypperstepræst, som sidder på 

højre side af den Højestes trone i himlene 

og gør tjeneste ved helligdommen, 

det sande Åbenbaringstelt, som Herren 

selv og ikke noget menneske har rejst“ 

(Hebr 8,1-2). 

2. At tilgivelse er mulig. Lige meget hvad vi 

måtte føle, har vi en mellemmand, som 

”altid lever og vil gå i forbøn“ for os. Vores 

egne følelser er ikke til at stole på, 

men det er Jesus derimod. Om så alle 

andre svigter, ”forbliver han dog tro, thi 

fornægte sig selv kan han ikke“ (2 Tim 

2,13). 

3. At himlen står åben for os. Vi hører til 

der: vi behøver ikke at komme krybende 

med hatten i hånden, for Jesus står klar 

til at byde os velkommen. ”Da vi nu har 

en stor ypperstepræst, som er steget op 

igennem himlene, Jesus, Guds søn, så lad 

os holde fast ved den bekendelse. For vi 

har ikke en ypperstepræst, der ikke kan 

have medfølelse med vore skrøbeligheder, 

men en, der er blevet fristet i alle 

ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os 

altså med frimodighed træde frem for 

nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed 

og fi nde nåde til hjælp i rette tid“ 

(Hebr 4,14-16). 

4. At vi kan få kraft. Jesus nøjes ikke med 

at forstå os og føle med os, han giver 


os også kraft til at møde, hvad der end 

kommer: ”For som den, der selv er blevet 

fristet og har lidt, kan han hjælpe dem, 

der fristes“ (Hebr 2,18). 

Ved du, at du har en formidler, der træder 

frem for dig i himlen? Ligegyldigt hvordan 

du har levet dit liv, ligegyldigt hvor langt bort 

du har bevæget dig fra Guds plan med dit 

liv, så tager han uden forbehold imod dig. 

Du er hans søn, hans datter. Læg alle dine 

sorger og bekymringer over på ham; han vil 

tage imod dem og give dig sin fred. 

Fornyeligt aflagde en af kirkens administratorer 

dette vidnesbyrd mod slutningen 

af en lederkonference. 7 måneder tidligere 

var han og hans kone netop stået af et fly 

i Los Angeles, da han pludselig fik stærke 

smerter i brystet. Den store arterie til hjertet 

var fuldstændigt lukket, og han var døden 

nær. Han kone, der var sygeplejerske, råbte 

til de omkringstående, om nogen af dem 

skulle have en aspirin ved hånden. Heldigvis 

havde en af stewarderne netop den morgen 

lagt en aspirin i lommen, som han gav 

hende. Alligevel standsede hans hjerte, og 

hans kone måtte genoplive ham. 

”Ved I, hvordan det er at dø?“ spurgte 

han sine tilhørere. Mens han svævede mellem 

liv og død, havde hans eneste tanke 

været: 

”INTET BRINGER 

JEG TIL DIG; 

KUN TIL KORSET 

KLYNGER MIG“ 

(KLIPPE, DU SOM 

BRAST FOR MIG, 

AUGUSTUS M. 

TOPLADY). 

Hvis ikke jeg lever, når Jesus vender tilbage i 

skyerne, hvis jeg må igennem dødens kolde 

fl od, håber jeg, at min sidste tanke må være 

den samme: Jesus og kun Jesus; han er alt, 

hvad vi har at klynge os til her i livet; han 

vil være alt, hvad vi behøver i livet herefter. 

Han er vores frelser, herre, ven, kommende 

konge – og formidler. 

Samtale og 

eftertanke 

1. Hvad betyder det for dig, at Jesus 

er ”en af os“? Hvilken forskel gør det 

i dit liv? 

2. Hvilken af de fi re ting, som forfatteren 

fremhæver – håb, tilgivelse, frimodighed, 

kraft – betyder mest for dig 

lige nu i dit åndelige liv? 

3. Hvornår gik det for alvor op for dig, 

at din frelse er fuldstændig afhængig 

af dit forhold til Jesus? Hvad var det, 

der fi k dig til at indse det?

VED BESKUELSE, FORVANDLES VI 

TEKST: WILLIAM G JOHNSSON 3. NOVEMBER 2011 

TORSDAG 

Levende 

nåde 

Når vi gør Jesus til herre i vores liv, forvandler 

han os. Nåden, Guds frelsende nåde, forvandler 

os i vores daglige vandring med ham. 

Som apostlen Paulus siger det: ”For Guds 

nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle 

mennesker og opdrager os til at sige nej 

til ugudelighed og verdslige lyster og leve 

besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i 

denne verden, mens vi venter på, at vort 

salige håb skal opfyldes og vor store Gud 

og frelser, Jesus Kristus, komme til syne i 

herlighed. Han gav sig selv hen for os for at 

løskøbe os fra al slags lovløshed og skaffe 

sig et rent folk som sin ejendom, ivrigt efter 

at gøre gode gerninger“ (Tit 2,11-14). 

Denne tekst beskriver et liv, der leves i 

kraft af Guds nåde. Alt forandres – vores 

valg, vores håb og det, der driver os. 

Vi står dagligt overfor at skulle vælge. 

Verden tilbyder os ”kødets lyst og øjnenes 

lyst og pral med jordisk gods“ (1 Joh 

2,16), men nåden lærer os at sige ”Nej!“ 

og at vælge en bedre vej, nemlig Jesu vej. 

Samtidig holder nåden modet oppe hos 

os, mens vi venter på, at Jesus skal komme 

tilbage. Vi ved ikke, hvornår han kommer, 

men vi stoler på hans løfte: ”jeg kommer 

igen og tager jer til mig, for at også I skal 

være, hvor jeg er“ (Joh 14,3). Så allerede nu 

fylder han os med glæde og fred, og vi kan 

glæde os til den dag, hvor vi skal stå ansigt 

til ansigt med ham. Sidst, men ikke mindst, 

giver nåden os lyst til at blive det, som han 

ønsker vi skal være – ”et rent folk ... ivrigt 

efter at gøre gode gerninger.“ 

I ørkenen befalede Gud Israel at ”lave 

mig en helligdom, så vil jeg tage bolig hos 

dem“ (2 Mos 25,8). Hans herlighed, der 

synligt åbenbarede sig mellem keruberne i 

det Allerhelligste i tabernaklet, viste, at han 

holdt sit løfte: han tog virkelig bolig hos 

dem. 

GUDS ØNSKE 

Gud ønsker stadig at tage bolig hos sit folk. 

Vi har ikke nogen ørkenhelligdom, ikke noget 

prægtigt tempel i Jerusalem, men vi har 

et endnu mere vidunderligt tegn på, at Gud 

er med os: den store JEG ER, universets skaber, 

tager nu bolig i os! Ikke i et telt og ikke 

i et tempel belagt med guld, sølv og ædelsten, 

men i mennesket! ”Eller ved I ikke, at 

jeres legeme er et tempel for Helligånden, 

som er i jer, og som I har fra Gud?“ spørger 

apostlen Paulus. Og han fortsætter: ”I tilhører 

ikke jer selv, for I blev købt dyrt. Ær derfor 

Gud med jeres legeme!“ (1 Kor 6,19-20). 

Hvordan Gud kan bo i os er et mysterium, 

som beskrives på denne måde hos Paulus: 

”Kristus i jer, herlighedens håb“ (Kol 1,27). 

Men enhver mand, kvinde, dreng eller pige, 

som har taget imod Jesus som frelser og 

herre ved, at det er sandt. Jesus er ligeså 

virkelig som vores bedste ven er det, ja, han 

er vores bedste ven. 

Derfor ønsker vi at ære Gud i alt, hvad 

vi gør. Vores legemer er ikke bare levende 

templer; de er vores gave til Herren, vores 

pris og tilbedelse af ham, som har frelst os 

ved sin nåde. ”Ved Guds barmhjertighed ... 

bring jeres legemer som et levende og helligt 

offer, der er Gud til behag – det skal 

være jeres åndelige gudstjeneste. Og tilpas 

jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, 

ved at sindet fornyes“ (Rom 12,1-2). 

Udover, at vi hver især skal være templer 

for Helligånden, ønsker Gud, at hans folk 

samlet skal fungere som en hellig bolig, 

hvorigennem han kan manifestere sig. 

”Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds 

ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds 

tempel, skal Gud ødelægge ham. For Guds 

tempel er helligt, og det tempel er I“, siger 

Paulus (1 Kor 3,16). 

Gud ønsker, at menigheden skal afspejle 

hans hellighed. Den skal åbenbare Guds 

kærlighed, visdom og nåde for universet. 

Det er noget af et ideal! 

Også Peter siger noget lignende: ”og lad 

jer selv som levende sten bygges op til et 


25

åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der 

bringer åndelige ofre, som takket være Jesus 

Kristus er kærkomne for Gud“ (1 Pet 2,5). 

I sin storhedstid blev templet i Jerusalem 

besøgt og beundret af folk fra nær og fjern. 

Det samme vidnesbyrd ønsker Gud, at hans 

menighed skal være for verden i den sidste 

tid – et fællesskab, der får mennesker til at 

føle sig draget til Kristus. 

Kirkens pragt og herlighed består ikke 

af imponerende bygningsværker eller dyre 

faciliteter. Vores bygninger må gerne være 

attraktive og repræsentere den Herre, som 

de huser, men lad os ikke ligge under for 

”pral med jordisk gods“. Kirkens pragt og 

herlighed består i stedet af de mennesker, 

som mødes der: af den inderlighed og overgivelse 

hvormed vi priser Gud og af den 

kærlighed og accept, som findes iblandt os. 

AT BEVÆGE SIG FREMAD I YDMYGHED 

Selvom vores menighed begyndte i det små, 

ovenpå en stor skuffelse og med ganske få 

troende, er vi nu spredt ud over hele jorden. 

Vi er nu mere end 17 millioner døbte medlemmer, 

og hvert år vokser vi med mere en 

1 million. Vi administrerer over 100 universiteter 

og højere læreanstalter, samt mange 

hospitaler, klinikker og trykkerier. 

Jeg priser Gud for alt, hvad han hidtil har 

gjort for os. Lad os sætte tid af til at prise 

ham, og lad os i vores taknemmelighed 

aldrig falde for fristelsen til at tænke som 

Nebukadnesar: ”Dette er det store Babylon, 

som jeg med magt og styrke har bygget“ 

(Dan 4,27). 

Hvad oplever det menneske, der træder 

ind i en adventistkirke? Er det tydeligt, at 

her er Gud tilstede? Mødes de med hjertelighed, 

varme og venlighed? Hører de 

Guds ord fra prædikestolen? Vises de hen 

til Kristus som nådens, frelsens og håbets 

ophav? 

Mit hjerte skælver ved tanken om, at vi 

så ofte kommer til kort i vores menighedsliv. 

Vi fremsiger ophøjede bønner og synger 

smukke salmer, men alt for ofte forhindrer 

vores stolthed, vores trang til at imponere 

og vores negativ indstilling overfor dem, der 

er anderledes, hvad enten det drejer sig om 

race, køn, uddannelse eller status, os i at 

være det lys for verden, som Guds folk er 

kaldet til at være. 

Menigheden er dyrebar for Gud. Igennem 


menighedsfællesskabet kan han vise verden 

sin nåde i handling. ”Kristus har elsket kirken 

og givet sig hen for den for at hellige 

den ved at rense den i badet med vand ved 

ordet, for at føre kirken frem for sig i herlighed, 

uden mindste plet eller rynke, hellig og 

lydefri“ (Ef 5,25-27). 

Også Ellen G. White talte meget om Guds 

ideal for menigheden: ”Menigheden er den 

hjælp, Gud har anvist til menneskers frelse. 

Den blev oprettet for at tjene, og det er dens 

opgave at bringe evangeliet ud i verden. Fra 

den første begyndelse har det været Guds 

hensigt, at hans fylde og hans fuldkommenhed 

gennem hans menighed skulle genspejles 

for verden. Menighedens medlemmer, 

de, som han har kaldt ud af mørket ind i sit 

vidunderlige lys, skal være vidner om hans 

herlighed. Menigheden er det sted, hvor 

Kristi nådes rigdomme opbevares, og ved 

hjælp af menigheden skal Guds kærligheds 

endelige og fulde udfoldelse åbenbares, 

selv for ‘magterne og myndighederne i den 

himmelske verden.’ Ef 3,10.“ (Mesterens 

efterfølgere, s.11). 

”Omend menigheden kan synes svækket 

og ufuldkommen, så er den dog det eneste, 

som Gud på en særlig måde skænker 

sin højeste omhu. Den er skuepladsen for 

hans nåde, hvor han fryder sig over at åbenbare 

sin magt til at forvandle hjerterne“ 

(Mesterens efterfølgere, s.12). 

Andetsteds skriver Ellen White, at menigheden: 

bæres ved Kristi hjerte (Christian 

Service, p. 243), er et skrin, der indeholder 

Guds ædelsten (Testimonies for the Church, 

vol. 6, p. 261), er Kristi fæstning i en oprørsk 

verden (Medical Ministry, p. 89), er Kristi 

repræsentant på jorden (Mesterens efterfølgere, 

s.69), er det kæreste, Gud har på 

jorden (Kristi lignelser, s. 161), og er Guds 

ejendom (Testimonies to Ministers, p. 19). 

Hvor er det et stort privilegium at være en 

del af Guds familie på jorden! Lad os aldrig 

tage let på vores tilhørsforhold til menigheden, 

som om det blot var en klub, som vi 

kan melde os ind i og ud af efter forgodtbefindende. 

Jesus, vores ypperstepræst i den himmelske 

helligdom, er menighedens herre. Lad 

os give efter for hans forvandlende nåde, 

idet vi ærer ham med vores krops tempel 

og opbygger ”kirken, den er hans legeme“ 

(Ef 1,22-23). 

Samtale og 

eftertanke 

1. Hvad betyder hellighed for dig? 

Hvordan påvirker Guds nåde din forståelse 

af hellighed? 

2. Hvordan kan vi glæde os over Guds 

ledelse af menigheden uden at komme 

til at ligge under for stolthed? 

3. Ligner Guds syn på menigheden 

dit eget? Hvilke forskelle og ligheder 

fi ndes der?

FREDAG 

- IKKE EN TRUSSEL, MEN ET LØFTE 

TEKST: WILLIAM G JOHNSSON 4. NOVEMBER 2011 

Dommedag 

nærmer sig! 

”EFTER AT GUD HAR 

BÅRET OVER MED 

TIDLIGERE TIDERS 

UVIDENHED, BEFA- 

LER HAN NU MEN- 

NESKER, AT DE ALLE 

OG OVERALT SKAL 

OMVENDE SIG, FOR 

HAN HAR FASTSAT 

EN DAG, DA HAN VIL 

HOLDE DOM OVER 

HELE VERDEN MED 

RETFÆRDIGHED 

VED EN MAND, SOM 

HAN HAR BESTEMT 

DERTIL; OG DET HAR 

HAN GJORT TROVÆR- 

DIGT FOR ALLE VED 

AT LADE HAM OPSTÅ 

FRA DE DØDE“ 

(APG 17,30-31). 

Apostlen Paulus står på klippetoppen over 

for Akropolis i Athen. Hans tilhørere – en 

blandet skare af fi losoffer og forbipasserende 

– er ivrige efter at høre noget nyt og 

spændende. Paulus begynder med nogle 

bemærkninger vedrørende den religiøse 

praksis, som han har observeret i Athen, 

og peger dernæst hen til den eneste sande 

Gud, himlens og jordens skaber, livets ophav. 

Til sidst advarer han dem om dommen. 

Dette budskab giver genlyd hele Bibelen 

igennem. Menneskeheden skal stå til regnskab 

for Gud, universets dommer. Der er 

ingen vej udenom – ingen muligheder for 

at skjule sig. Man kan benægte det eller 

forsøge at fortrænge det, men der er ikke 

nogen tvivl om, at dommedag nærmer sig! 

”For vi skal alle fremstilles for Kristi domstol, 

for at enhver kan få igen for det, han 

har gjort her i livet, hvad enten det er godt 

eller ondt“ (2 Kor 5,10). ”For Herren fælder 

dom over alle mennesker med ild og med 

sværd, og mange bliver dræbt af Herren“ 

(Es 66,16). Også Jesus, der jo lagde vægt 

på faderens kærlighed til os, talte om dommedag: 

”Men jeg siger jer: På dommens 

dag skal mennesker aflægge regnskab for 

ethvert tomt ord, de har talt“ (Matt 12,36). 

I vores faldne verden råder uretfærdigheden. 

Meget ofte må den fattige gå bort 

med uforrettet sag over for dem, der har råd 

til en bedre sagfører. Vi lever i en tidsalder, 

hvor lovløshed florerer, hvor der tilsyneladende 

ingen grænser findes for det, som 

vi udsætter hinanden for, hvor ondskaben 

synes at have frit spillerum, hvor ”sandheden 

er under evig anklage, og uretfærdigheden 

har indtaget tronen.“ 

Men Herren forsikrer os og hele menneskeheden: 

der bliver en dom! Det onde vil 

ikke få lov til at råde evigt. Sandheden vil 

ikke for evigt kunne undertrykkes eller fordrejes. 

Gud vil tage sagen i egen hånd; han 

vil kræve menneskeheden til regnskab. 

STÅ FAST 

Som følge af holocaust mistede mange jøder 

troen på Gud. Stillet over for en tilsyneladende 

tavs Gud kunne de ikke længere 

tro. Dette er dog ikke noget nyt fænomen. 

Det er et dilemma, som dukker op igen og 

igen hos Bibelens forfattere. I Salme 73 

f.eks. erkender salmisten blankt, at han 

kæmper med troen, når han ser, hvordan 

det tilsyneladende går godt for dem, der 

ellers fornægter Gud. ”Men jeg var nær 

snublet, mine fødder var nær ved at glide,“ 

indrømmer han. ”For jeg harmedes over de 

overmodige, jeg måtte se de ugudeliges 

lykke“ (vers 2 og 3). 


27

Mennesker, der ikke skænker Gud en 

tanke, lever tilsyneladende lykkeligt – 

sunde, ubekymrede, rige, hovmodige, voldelige, 

spottere, ondskabsfulde, arrogante 

(vers 4-12). De siger: ”Hvordan skulle Gud 

få det at vide? Mon den Højeste har indsigt?“ 

(vers 11). 

Det var svært for salmisten at forstå, ligesom 

det er svært for os i dag, men i vers 17 

giver han selv svaret: ”indtil jeg kom til Guds 

helligdom og gav agt på deres endeligt.“ 

Helligdommen bekræftede for salmisten, 

at Gud stadig levede i bedste velgående. 

Gud sad stadig på tronen, og til sin egen tid, 

og på sin egen måde, ville han gøre en ende 

på det ondes herredømme. Gud skulle nok 

sørge for at rette op på tingenes tilstand. 

Den himmelske helligdom, hvori Jesus 

fungerer som vores ypperstepræst i dag, 

forsikrer os om det samme. Verden, som 

den ser ud i dag, vil ikke varer evigt. Den 

lovløshed, der gennemsyrer vores moderne 

samfund, menneskers gemene handlinger, 

vil en dag blive undersøgt til bunds af universets 

herre selv. Dommedag nærmer sig! 

Mange kristne har glemt læren om dommen. 

Selvom mange i trosbekendelsen gentager 

ordene: ”hvorfra han skal komme at 

dømme levende og døde“, er dette begreb 

ikke længere virkelighed for dem. Syvende 

dags adventister, derimod, holder fast ved 

denne bibelske sandhed. Vores budskab 

illustreres ved de tre engle i Åbenbaringens 

bog, som forkynder for hele verden: ”Frygt 

Gud og giv ham ære, for timen er kommet, 

da han dømmer. Tilbed ham, som har skabt 

himmel og jord og hav og kilder“ (Åb 14,7). 

Læg mærke til ligheden med Paulus’ tale 

i Athen. Han opfordrede sit skeptiske publikum 

til at omvende sig, og vores budskab 

lyder: ”frygt Gud og giv ham ære.“ Paulus 

talte om en dag, hvor Gud ”vil holde dom 

over hele verden“, og vi forkynder: ”timen er 

kommet, da han dømmer.“ 

NÅDENS FORVANDLING 

Paulus sluttede med at sige, at Gud vil dømme 

verden ved den mand, som han selv har 

udpeget, ham, som han lod opstå fra de 

døde – Jesus Kristus. Det budskab, som adventisterne 

har til verden, handler om Jesus. 

Det er ”det evige budskab,“ de gode nyheder 

om Guds-mennesket, der sørgede for 

vores frelse, og som snart vender tilbage. 


Det var ham, der skabte ”himmel og jord og 

hav og kilder“ (Åb 14,7), for ”alt blev til ved 

ham, og uden ham blev intet til af det, som 

er“ (Joh 1,3). 

Vores forhold til Jesus er det afgørende 

spørgsmål i dommen. Vi kan ikke frelse os 

selv uanset, hvor meget vi anstrenger os. 

Når vores sag behandles ved den himmelske 

domstol og vores liv undersøges – alt 

hvad vi har gjort eller forsømt at gøre, alle 

vores ord og vores inderste tanker – er der 

ét spørgsmål, der overgår alle andre: hvordan 

er vores forhold til Guds søn? ”For Gud 

sendte ikke sin søn til verden for at dømme 

verden, men for at verden skal frelses ved 

ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; 

den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi 

han ikke har troet på Guds enbårne søns 

navn“ (Joh 3,17-18). 

Den himmelske gennemgang af vores 

livsforløb er ikke i sig selv det, der giver os 

håb, men den er ikke desto mindre væsentlig, 

fordi den viser den retning, som vores liv 

har taget. I vores svaghed fejler vi igen og 

igen, men midt i det hele er Jesu nåde i gang 

med at forandre os. Forvandlingen sker lige 

så stille, idet Guds billede dagligt fornys i 

os. Når vi vandrer med Jesus og overgiver 

os til ham hver eneste dag, læser hans ord 

og søger at leve til ære for ham, kommer vi 

gradvist til at ligne ham. Som to mennesker, 

der elsker hinanden, efterhånden kommer 

til at ligne hinanden, både hvad vaner og 

udseende angår, sådan vil den der elsker 

Jesus også begynde at ligne ham. 

”Og alle vi, som med utilsløret ansigt i 

et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles 

efter det billede, vi skuer, fra herlighed 

til herlighed, sådan som det sker ved den 

Herre, som Ånden er“ (2 Kor 3,18). 

Nogle adventister frygter dommen. De 

tvivler på – og frygter for, at de i sidste ende 

ikke vil være gode nok til at blive lukket ind 

i himlen. 

Har du det sådan? Så vil jeg give dig 

Bibelens utvetydige svar på det spørgsmål: 

Nej, du er ikke god nok, og det bliver du 

aldrig. 

Men Jesus er god nok. Hvis du har taget 

imod ham som din frelser og herre, så står 

han i dit sted. Når faderen ser på dig, ser 

han kun sin søns fuldkomne retfærdighed 

og ikke dit fejlende liv. 

Kan det virkelig være sandt? Guds ord 

forsikrer os om, at det er det: ”Da vi nu har 

en stor ypperstepræst, som er steget op 

igennem himlene, Jesus, Guds søn, så lad 

os holde fast ved den bekendelse. For vi har 

ikke en ypperstepræst, der ikke kan have 

medfølelse med vore skrøbeligheder, men 

en, der er blevet fristet i alle ting ligesom 

vi, dog uden synd. Lad os altså med frimodighed 

træde frem for nådens trone, for at 

vi kan få barmhjertighed og finde nåde til 

hjælp i rette tid“ (Heb 4,14-16). 

I 1914 skrev Ellen G. White følgende til 

én, der var plaget af tvivl og frygt for, at 

Jesus ikke kunne tage imod ham: ”Du har ret 

til at nære fuld tillid til, at Jesu kærlighed vil 

frelse dig. Med fuldkommen vished og med 

oprejst pande kan du sige: han elsker mig, 

han tager imod mig, jeg vil stole på ham, 

for han gav sit liv for mig“ (Testimonies to 

Ministers, p. 517). 

Hvilken trøst! Hvilken vished! Guds trone 

i himlen er en nådetrone! Nåden er vores 

levende håb, nåden er vores frelse. 

Det er så sandelig gode nyheder. Dommen 

nærmer sig! Pris Gud! 

Samtale og 

eftertanke 

1. Hvilke af denne verdens uretfærdigheder 

er der mest brug for at rette op 

på? Nævn mindst fem. 

2. Hvordan bevarer du håbet midt i 

ondskab, vold og korruption? 

3. På hvilke måder bør vi som kirke 

arbejde på at fremme retfærdighed i 

verden, mens vi venter på Jesu genkomst?

ANDEN SABBAT 

Hjem 

til Eden 

NÆRMERE MÅLET END NOGENSINDE FØR 

Lige nu er kirken i kamp. Lige nu står vi 

over for en verden hyllet i midnatsmørke, 

en verden, der næsten helt er overgivet til 

afgudsdyrkelse. Men der kommer en dag, 

hvor kampen er til ende og sejren er vundet. 

Guds vilje vil ske på jorden, som den sker i 

himlen. Til den tid vil nationerne ikke styres 

af nogen anden lov end himlens lov. Alle vil 

være en lykkelig, forenet familie, iklædt lovprisning 

og tak – Kristi retfærdigheds klædedragt. 

Hele skaberværket i sin uovertrufne 

skønhed vil kontinuerligt prise Gud. Verden 

bliver badet i himlens lys. 

Vi må skue ind i fremtiden, ind i himlens 

herlighed. Stå på tærskelen til evigheden og 

høre den velkomst, som lyder til dem, der 

her i livet har samarbejdet med Kristus og 

betragtet det som en ære og et privilegium 

at lide for hans skyld. Idet de forenes med 

englene, kaster de deres kroner for deres 

forløsers fødder og udbryder: ”Lammet, det 

slagtede, er værdigt til at få magt og rigdom 

og visdom og styrke og ære og lov og 

pris. Ham, der sidder på tronen, og Lammet, 

være pris og ære og lov og magt i evighedernes 

evigheder“ (Åb 5,12). 

DE FORLØSTE FRELSES AF GUDS NÅDE 

Dér hilser de forløste på dem, der har vist 

dem vejen til frelseren. De forenes i lovprisning 

af ham, som døde, for at mennesker 

måtte få del i Guds evige liv. Striden er til 

ende. Trængsler og modgang er overstået. 

Sejrssange fylder himlen, idet de forløste 

står omkring Guds trone. Alle istemmer glædessangen, 

”værdig, værdig er Lammet, der 

blev slagtet, men nu lever igen, en triumferende 

sejrherre.“ 

Vil du lade dig inspirere af denne fremtidsvision? 

Vil du lade dine tanker dvæle ved 

dette billede? (1) 

Frelsergerningen vil være fuldstændig. 

Der, hvor der var overflod af synd, findes 

der endnu større overflod af Guds nåde. 

Selve jorden, just det område, som Satan 

gør fordring på som sit eget, skal ikke blot 

frikøbes, men ophøjes. Vores lille verden, 

som under syndens forbandelse er den 

eneste mørke plet i hans strålende skaberværk, 

skal blive æret frem for alle andre verdener 

i Guds univers. Her, hvor Guds Søn 

iklædte sig menneskeskikkelse, her, hvor 

herlighedens Konge levede, led og døde – 

her skal Guds bolig være hos menneskene, 

når han gør alting nyt, ”og han skal bo hos 

dem, og de skal være hans folk, og Gud 

selv skal være hos dem“ og være deres Gud 

(Åb 21,3). Og til evige tider skal de forløste 

TEKST: ELLEN G. WHITE 5. NOVEMBER 2011 

vandre i Herrens lys, og de skal prise ham 

for hans uudsigelige gave: Immanuel: ”Gud 

med os!“ (2) 

”Og jeg så en ny himmel og en ny jord. 

For den første himmel og den første jord forsvandt“ 

(Åb 21,1). Den ild, der fortærer de 

ugudelige, lutrer jorden. Forbandelsens sidste 

spor er udslettet. Intet evigt brændende 

helvede vil minde de frelste om syndens 

frygtelige følger. 

Kun ét minde bliver tilbage: Vor Frelser vil 

altid bære mærkerne efter sin korsfæstelse. 

På hans sårede hoved, i hans side og på 

hans hænder og fødder ses de eneste spor 

af syndens grusomme følger. Profeten, der 

så Kristus i hans herlighed, siger: ”Fra hans 

side udgår stråler; dér er hans vælde i skjul“ 

(Hab 3,4, ældre oversættelse). 

I den gennemstungne side, hvorfra den 

blodrøde strøm flød ud, som forsonede 

mennesket med Gud, dér er Frelserens herlighed, 

”der er hans vælde i skjul.“ … Og 

tegnene på hans ydmygelse er hans største 

ære. I al evighed vil sårene fra Golgata forkynde 

hans pris og magt. 

EDEN GENOPRETTES VED GUDS NÅDE 

”Men du … Zions datter, til dig kommer 

det, det tidligere herredømme kommer“ 


29

(Mika 4,8). Den tid er kommet, som hellige 

mænd længselsfuldt har set frem til, 

siden fl ammesværdet spærrede vejen til 

Edens have for det første menneskepar – 

tiden, hvor ”forløsningen kommer for hans 

ejendomsfolk“ (Ef 1,14). Den jord, der oprindelig 

blev skænket mennesket som dets 

rige, og som det forrådte til Satan, den 

vældige fjende, der holdt den så længe, 

er nu vundet tilbage ved hjælp af forløsningens 

store plan. Alt det, der gik tabt 

ved synden, er givet tilbage. ”Dette siger 

Herren … som dannede jorden og frembragte 

den, han som grundfæstede den; 

han skabte den ikke til tomhed, men dannede 

den til beboelse“ (Es 45,18). Guds 

oprindelige hensigt med at skabe jorden 

fuldbyrdes nu, idet den bliver de frelstes 

hjem i al evighed. ”De retfærdige skal få 

landet i arv og eje og bo i det til evig tid“ 

(Sl 37,29) … 

I Bibelen kaldes de frelstes arv ”et fædreland“ 

(Heb 11,14-16). Der fører den 

himmelske hyrde sin flok til levende vandkilder. 

Livets træ bærer frugt hver måned, 

og dets blade tjener til lægedom for folkeslagene. 

Der er krystalklare, evigt flydende 


strømme, og langs deres bredder kaster 

vajende træer deres skygge på de stier, der 

er beredt for Herrens forløste. Vidtstrakte 

sletter bølger op mod skønne højdedrag, 

og Guds bjerge rejser deres stolte tinder. 

På disse fredelige sletter, langs disse 

levende strømme, skal Guds børn, der så 

længe var pilgrimme og vandringsmænd på 

jorden, finde et hjem … 

Smerte kan ikke eksistere i den himmelske 

atmosfære. Der er ingen tårer mere, ingen 

begravelser, ingen tegn på sorg. ”Døden skal 

ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig 

... Thi det, der var før er forsvundet“. ”Ingen 

indbygger skal sige: ‘Jeg er syg!’ Folket, der 

bor der, har fået synden tilgivet“ (Åb 21,4; 

Es 33,24). 

GUD BOR HOS OS 

Der er det ny Jerusalem, den nye forherligede 

jords hovedstad, ”en prægtig krone i 

Herrens hånd“ … ”Jeg vil juble over Jerusalem 

og fryde mig over mit folk.“ ”Nu er Guds bolig 

hos menneskene, han vil bo hos dem, og 

de skal være hans folk, og Gud vil selv være 

hos dem“ (Es 62,3; Åb 21,11.24; Es 65,19; 

Åb 21,3). 

I GUDS STAD SKAL 

DET ALDRIG VÆRE 

NAT. INGEN VIL 

TRÆNGE TIL AT 

HVILE. INGEN BLIVER 

TRÆTTE AF AT GØRE 

GUDS VILJE OG PRISE 

HANS NAVN. ALTID 

SKAL VI FØLE MOR- 

GENENS FRISKHED, 

OG DEN SKAL ALDRIG 

FÅ ENDE. 

”De har ikke brug for lys fra lamper eller lys 

fra solen, for Herren Gud lyser for dem“ (Åb 

22,5). Solens lys vil blive afl øst af et lys, 

der ikke er ubehageligt blændende, men 

alligevel langt overgår middagssolen i klarhed. 

Guds og Lammets herlighed fylder den 

hellige stad med et lys, der aldrig svinder. 

De frelste skal leve i den evige dags solløse 

herlighed.

”Men et tempel så jeg ikke i den, for 

Herren, Gud den Almægtige, er dens tempel, 

og Lammet“ (Åb 21,22). Guds folk har 

den forret, at de kan have frit fællesskab 

med Faderen og Sønnen. ”Endnu ser vi i et 

spejl, i en gåde“ (1 Kor 13,12). Vi ser Guds 

billede som i et spejl, i naturen og i hans 

handlemåde med mennesker, men til den 

tid skal vi se ham ansigt til ansigt, uden 

noget fordunklende slør imellem os. Vi skal 

opholde os i hans nærværelse og se hans 

åsyns herlighed. 

DE FRELSTES GLÆDE 

Da skal de frelste kende fuldt ud, ligesom 

de selv er kendt fuldt ud. Den kærlighed og 

sympati, som Gud selv har nedlagt i sjælen, 

vil dér fi nde sit sandeste og lifl igste udtryk. 

Den rene samhørighed med hellige væsener, 

det harmoniske samfund med de velsignede 

engle og med de trofaste fra alle 

tider, som har tvættet deres klæder hvide 

i Lammets blod, de hellige bånd, der knytter 

familien i himlen og på jorden sammen 

(Ef 3,15) – alt dette bidrager til de frelstes 

lykke. 

Med aldrig svigtende glæde vil udødelige 

mennesker studere skabermagtens 

vidundere og den frelsende kærligheds 

mysterier. Der skal ikke være nogen grusom, 

bedragerisk fjende, som frister til at 

glemme Gud. Alle evner vil blive udviklet og 

forøget. Tilegnelsen af kundskab vil hverken 

trætte sindet eller tære på kræfterne. 

Der vil de mest storslåede foretagender 

kunne gennemføres, de største forhåbninger 

nås, den højeste ærgerrighed gøres til 

virkelighed. Og dog vil der være stadig nye 

højder at bestige, nye undere at beundre, 

nye sandheder at forstå, nye opgaver, der 

kalder på forstandens, sjælens og legemets 

kræfter. 

De frelste får adgang til at studere alle 

universets skatte. Uhæmmet af dødeligheden 

flyver de uden at trættes til fjerne 

verdener – verdener, der blev grebet af 

sorg ved synet af menneskenes kval, og 

som genlød af glade sange, hver gang en 

sjæl blev frelst. Med usigelig fryd får jordens 

børn del i den glæde og visdom, som 

ejes af de væsener, der aldrig har syndet. 

Menneskene får del i den visdom og 

indsigt, der er opnået gennem uendelige 

tiders fordybelse i Guds hænders værk. 

Med et syn, der ikke er sløret, iagttager de 

skabelsens herlighed – sole og stjerner og 

systemer, der alle drejer sig om Guds trone 

i deres bestemte orden. Skaberens navn 

står skrevet på alle ting, fra de mindste til 

de største, og hans magt viser sig i det alt 

sammen. 

Efterhånden som evighedens år henrinder, 

bringer de endnu rigere og herligere 

åbenbaringer af Gud og Kristus. Ligesom 

kundskaben er gradvist tiltagende, vil også 

kærligheden, ærefrygten og lykken øges. 

Jo mere menneskene lærer om Gud, jo 

større beundring får de for hans karakter. 

Når Jesus forklarer dem frelsens rigdomme 

og beretter om de store bedrifter, der blev 

udført i den store strid med Satan, vil de 

frelstes hjerter fyldes med endnu større 

hengivenhed for ham, og med endnu 

større fryd og glæde lader de guldharperne 

klinge, og titusind titusinder og tusind 

tusinder af stemmer forener sig i et vældigt 

lovsangskor. 

”Og hver skabning i himlen og på jorden 

og under jorden og på havet, med alt, hvad 

de rummer, hørte jeg sige: Ham, der sidder 

på tronen, og Lammet, være pris og ære 

og lov og magt i evighedernes evigheder“ 

(Åb 5,13). 

Den store strid er til ende. Synd og syndere 

er ikke mere. Hele universet er rent. 

Harmoni og glæde går som et pulsslag gennem 

hele det umådelige skaberværk. Fra 

ham, der skabte alt, strømmer liv og lys og 

glæde til universets grænseløse rige. Alle 

ting, fra det mindste atom til den største 

klode, de levende og de livløse, forkynder 

i deres uplettede skønhed og fuldkomne 

glæde, at GUD ER KÆRLIGHED! (3) 

1. The Advent Review and Sabbath Herald, 

Dec. 17, 1908. 

2. Den store mester, s.16 

3. Mod en bedre fremtid, s. 547-550 

Samtale og 

eftertanke 

1. Hvordan bliver himlen og den nye 

jord virkelig for dig? 

2. Hvordan påvirker det din dagligdag, 

at Gud har beredt alt dette for sit folk? 

3. Hvad ser dine venner og naboer 

hos dig, som giver dem lyst til et liv på 

Guds nye jord? 

Ellen G White (1827-1915) var 

en af pionererne i Syvende Dags 

Adventistkirken. Adventister tror, 

at hun udøvede den bibelske 

”profetiens gave“ gennem mere 

end 70 års offentlig tjeneste. 


31

BØRNENES BEDEUGELÆSNING: 29. OKTOBER 2011 TEKST: CHARLES MILLS / FOTO: ISTOCKPHOTO.COM 

Med kærlig 

hilsen 

“Jeg vil være 

med dig og 

beskytte dig, 

hvor du end 

går” (1 Mos 

28,15) 

OPGAVE: 


FØRSTE SABBAT 

Et hjem til Gud 

Det var lidt skræmmende. Selv min hest synes at 

være lidt nervøs, da vi vaklede gennem den smalle 

kløft mellem de høje klipper, der tårnede sig op på 

begge sider. Men jeg var kommet til denne del af 

Mellemøsten for at se nogle interessante huse, og 

jeg ville ikke lade en eller anden tåbelig frygt få mig 

til at vende om. 

Pludselig var vi der. Den snævre kløft åbnede 

sig, og min hest og jeg befandt os ved foden af 

en høj, smuk bygning kaldet ”Skatten“ – en bygning 

fuldendt med statelige søjler, statuer og smukt 

udskårne overdækninger. Men 

dette fabelagtige vidunder 

var ikke lavet af mursten, træ 

eller stål. Denne bygning og i 

hundredvis af andre bygninger, 

som jeg kunne se i denne 

usædvanlige dal, var skåret 

ud i sten – skåret direkte ind 

i klippevæggen. Når man gik 

ind igennem den høje fordør 

til ”Skatten“, kom man ikke ind 

i et værelse. Man kom ind i en 

hule. 

Byen Petra var et meget 

verdsligt sted, dengang den 

eksisterede som en beboet 

by. Folk i byen tilbad mange 

guder, hvoraf nogle, hævdede 

man, krævede menneskeofre. 

Jeg ved, at dette er sandt, for jeg så stenaltre, der lå 

højt oppe på bakketoppene, der omgav byen, hvor 

folk blev dræbt i en eller anden guds navn. Jeg var 

ikke helt sikker på, om jeg ville have ønsket at bo i 

Petra mellem disse stenhuse og stenhjerter. Det var 

en by uden Gud. 

HJEMMET I HAVEN 

Før Gud skabte Adam og Eva, byggede han et hjem 

til dem. Han gik ikke just ned i det lokale byggemarked 

og købte tømmer, søm, maling og vinduesrammer. 

Men Adam og Eva synes at være helt tilfredse 

Tegn et billede af den type helligdom, 

som du gerne ville bygge til Jesus i dag. 

Bestem dig for, hvilke materialer og hvilket design du ville 

bruge, der kunne vise verden din kærlighed til ham. Husk på, 

at Jesus elsker naturen, og at han gerne vil, at du skal nyde 

at tilbede ham der. Kald din tegning “Min helligdom til Gud”. 

med deres hjem i haven – i det mindste til at begynde 

med. Skaberen elskede at vandre sammen 

med dem, tale med dem og vise dem skønheden i 

deres forunderlige verden. 

Gud har altid ønsket at leve sammen med os. Han 

har altid ønsket at flytte ind i vores hjem og tage del 

i vores liv midt iblandt alle vores ting – hvad enten 

disse ting måtte være et simpelt bord og en seng i 

en hytte eller stakke af computerspil i et moderne 

hjem med Internet og med rigt udsmykkede og 

smukt malede værelser. Han elsker bare at flytte ind 

hos os. Han ønsker at spise sammen med os, sove 

sammen med os, lege med os, endda le sammen 

med os, når vi hører en sjov historie. Han kan bare 

ikke få nok af os! 

Det er derfor, at Guds mægtige hjerte brast, da 

Adam og Eva lyttede til den onde slange og ikke 

adlød Guds direkte ordre om ikke at spise af den 

forbudte frugt. Hans børn valgte at flytte fra Guds 

hus til Satans hus. 

HUSET I ØRKENEN 

Mange år senere fi nder vi Moses og en skare af klagende, 

vrede eks-slaver, der lever midt i en brændende 

ørken efter at være fl ygtet fra Ægypten. Folket 

er forvirret, uvidende og dødtrætte af at vandre 

rundt og lede efter ”Det forjættede land“. 

Så hvad gjorde Gud? Han besluttede sig for at 

flytte ind hos dem! 

Gud sagde til Moses: ”Jeg ønsker, at I skal bygge 

et helligt sted til mig, og det skal være min bolig 

iblandt jer“ (2 Mos 25,8). 

Det var første gang, at Gud ligefrem havde boet 

sammen med sit folk siden Edens have. ”Da,“ siger 

Bibelen, ”dækkede skyen teltet, og Herrens herlighed 

fyldte boligen“ (2 Mos 40,34). Med andre ord, 

Gud flyttede ind. ”Om dagen hvilede skyen over 

boligen, og om natten lyste skyen som ild, så Israels 

folk kunne se, at Gud var med dem“ (vers 38). Med 

andre ord, Gud flyttede ind … for at blive der. 

Hvordan er det at have Gud til at bo sammen med 

jer? Det skal vi finde ud af i denne uge. 

Charles Mills, søn af missionærforældre, 

ejer og driver “Christian 

Communications”, et medie 

produktionsfirma i Berkeley Springs, 

West Virginia. Han er forfatter til 

mere end 45 bøger og til hundredvis af artikler.

“Hvor er min mor?” 

Jeg kunne se skrækken i hendes øjne, og jeg vidste, 

at hvis jeg ikke gjorde noget i en fart, ville hun 

blive fuldstændig skrækslagen. Alle, der har prøvet 

at være til møde ved en Generalkonferens i Syvende 

Dags Adventistkirken, ved, hvor kæmpestor sådan 

en forsamling er. Dette var tilfældet i Georgia Dome 

for ikke så længe siden. Jeg sad i den ene side af 

salen og så på menneskehavet, der fl ød forbi, da 

jeg fi k øje på en lille pige – sandsynligvis omkring 6 

år gammel – der bevægede sig mod strømmen. Tårerne 

strømmede ned over hendes røde kinder, og 

hendes hænder rystede, mens hun vaklede af sted. 

Jeg hørte hende kalde med en hæs stemme: ”Mor? 

Mor, hvor er du?“ Men hendes ord blev opslugt af 

støjen og uroen. 

Jeg skyndte mig efter hende, idet jeg prøvede 

at bestemme mig for, hvordan jeg bedst kunne tilbyde 

min hjælp. Jeg vidste, at hun sandsynligvis var 

blevet opdraget til ikke at stole på fremmede. Men 

desperate situationer kræver desperate initiativer. 

”Undskyld mig,“ sagde jeg og knælede ned ved 

siden af hende, ”er din mor blevet væk?“ 

Hun nikkede imellem snøftene. 

”Hvis du har lyst til det, så kunne jeg hjælpe dig 

med at finde hende.“ Jeg gav tegn til en kvinde, der 

kom til for at hjælpe os. Kvinden så på den lille pige 

og genkendte øjeblikkelig situationen. Jeg smilede 

og pegede. ”Denne venlige dame vil gerne tage dig 

med over til sikkerhedsvagten, og så kan I sammen 

finde din mor. Er det i orden?“ 

Den lille pige så på kvinden, så på sikkerhedsvagten 

og så på mig. ”OK,“ hviskede hun. 

”Du skal ikke være bange,“ sagde jeg til hende. 

”Jeg er sikker på, at din mor er ude for at lede efter 

dig lige nu, og hun vil blive så glad for at se dig“. 

Jeg skyndte mig tilbage til min plads ved siden 

af menneskestrømmen og ventede. Hvis jeg kender 

mødre ret – og det tror jeg, at jeg gør, for jeg voksede 

op hos en af de bedste – så ville jeg snart se en 

desperat kvinde, der ville kæmpe sig vej mod strømmen 

med samme paniske udtryk i ansigtet, som jeg 

havde bemærket hos den lille pige. 

OPGAVE: 

TEKST: CHARLES MILLS / FOTO: SXC.HU BØRN: 30. OKTOBER 2011 

SØNDAG 

Sandt nok, efter cirka fem minutter, var hun der. 

Hun bumpede ind i folk, hendes hænder rystede, 

hun søgte i menneskemængden idet hun håbede at 

se den person, som var mest værdifuld for hende i 

hele verden. ”Undskyld mig, frue“, råbte jeg, ”leder 

du efter en lille pige med brune øjne og en gul 

kjole?“ Jeg troede, at hun ville besvime. 

”Ja,“ sagde hun. ”Har du set hende?“ 

”Hun er lige rundt om hjørnet ude i den stille 

forhal, hvor hun venter sammen med en sikkerhedsvagt 

og en venlig dame. Hun vil blive så glad 

for at se dig!“ 

Jeg ville ønske, at I kunne have været der og set 

genforeningen. Der var glædestårer, kærlighedsord 

og rigtig mange tætte, tætte knus. Mareridtet var 

forbi. Adskillelsen var slut. Glæden vendte tilbage til 

to hjerter den dag i Georgia Dome. 

FALDET 

Da Adam og Eva spiste af den forbudte frugt, gjorde 

de mere end blot at vælge Satans måde at leve på 

frem for Guds måde at leve på. På grund af deres 

synd måtte Adam og Eva fl ytte væk fra Guds hjem 

i haven. Synd og oprør kan 

ikke leve der, hvor Gud lever. 

Det ville være som at 

forsøge at blande olie og 

vand. 

Vores himmelske far var 

straks i fuld gang med at 

organisere en plan, der 

kunne bringe dem tilbage – 

dem og alle, som ville ønske 

at bo i Guds hus igen. Gud 

ønskede, at mareridtet 

skulle slutte. Han ønskede, 

at adskillelsen skulle slutte. 

Han længtes efter, at glæden 

skulle vende tilbage til 

alle hjerter, der er syge af 

synd. Men der ville være en pris, der skulle betales, 

for at adskillelsen kunne slutte. 

Med kærlig 

hilsen 

“Jeg vil aldrig 

svigte dig eller 

forlade dig” 

(Hebr 13,5) 

Nogle gange, når folk ikke kan fi nde deres kæledyr, klæber de plakater op i nabolaget, 

hvor de beder andre om at holde udkig efter det bortløbne kæledyr og beder dem om 

at ringe, hvis de fi nder det. 

Del jer i grupper og lav en plakat om “Efterlyste personer”, som I forestiller jer Gud kunne sætte op, 

hvis han ledte efter jer i gruppen. Klæb et billede eller en tegning af gruppens medlemmer på plakaten. 

Husk, at I er Gud, der leder efter jer. Hvad ville I skrive på plakaten? 


33

BØRN: 31. OKTOBER 2011 TEKST: CHARLES MILLS / FOTO: REVIEW 

MANDAG 

Med kærlig 

hilsen 

“og gøre, hvad 

der er godt og 

ret i Herrens 

øjne. Da vil 

det gå jer godt 

(5 Mos 6,18) 

OPGAVE: 


Guds kærlighedslove 

I nærheden af mine bedsteforældres hjem var der et 

offentligt friluftsbad med en masse glimtende vand 

og leende børn. Det var delt i to afdelinger – den 

lave og den dybe ende. Jeg syntes, at den lave del 

var der, hvor der foregik mest – drenge og piger 

legede, kastede med store badebolde og stod på 

hovedet med fødderne stikkende op i luften. 

Der var imidlertid noget fascinerende, der ventede 

ved den fjerneste ende af den dybe afdeling. 

Det var et højt udspringstårn, der ikke lignede noget, 

jeg tidligere havde set. Det tårnede sig op, op, op 

mod den blå himmel som en stige op til skyerne. 

Min bedstefar kørte mig til friluftsbadet og satte 

mig af der, så jeg kunne være der om eftermiddagen, 

og før han kørte, sagde han altid det samme: 

”Mor dig, Charlie. Leg pænt og sikkert og hop ikke 

fra det store tårn.“ 

Men lige denne dag blev mine øjne ved med at 

søge ned mod den dybe ende til det store udspringstårn 

og det åndeløse syn af skrigende kroppe, der 

hvirvlede gennem luften, før de majestætisk plaskede 

ned i det kølige vand. 

”Bedstefar aner ikke, hvor meget jeg er vokset 

siden sidste år,“ tænkte jeg ved mig selv. ”Det er på 

tide, at jeg oplever nye eventyr, som er reserveret 

til drenge, der næsten er blevet voksne 

mænd.“ 

DEN HØJE OG MÆGTIGE 

Jeg banede mig vej langs siden af friluftsbadet, 

indtil jeg stod ved foden 

af udspringstårnet. Langsomt og støt 

klatrede jeg op ad trapperne i tårnet. 

I min verden, med mine regler, var jeg 

den mest modige og dristige person i 

verden. Jeg var på vej til at vise min bedstefar 

og alle andre, der måtte kigge på, 

at Charlie Mills ikke var nogens tjener, 

men sin egen herre. 

Med et nervøst smil på mit ansigt 

hævede jeg armene og trådte ud i luften. 

Ned, ned, ned faldt jeg, idet jeg 

kunne føle vinden hvisle. Jeg kunne ikke få luft, 

kunne ikke bevæge mig, kunne ikke gøre noget som 

helst andet end bare at falde. 

Nogle sekunder før jeg bragede ned i vandet, 

var der en dreng, der havde besluttet, at han ville 

svømme lige der, hvor jeg skulle lande. Jeg så hans 

krop, der hurtigt nærmede sig, men der var ikke 

noget, jeg kunne gøre. PLASK! Jeg ramte vandet og 

drengen på samme tid. 

Jeg undskyldte det bedste, jeg havde lært med 

en masse vand plaskende ud af min mund, og jeg 

skyndte mig op til stigen ved bassinkanten. Jeg vaklede 

tilbage til den lave ende og dykkede ned i de 

indbydende bølger. 

Da bedstefar kom tilbage, satte jeg mig ind ved 

siden af ham på forsædet af hans bil. ”Har du haft 

det godt?“ spurgte han. 

”Bedstefar“, gispede jeg, ”hvordan kunne du vide, 

hvad der ville ske?“ 

Han kiggede længe på mig. ”Charlie“, sagde han, 

”hoppede du fra tårnet?“ 

”Selvfølgelig gjorde jeg det!“ busede det ud af 

mig. ”Det var jo derfor, du lavede den regel. Du vidste, 

at jeg ville lande ovenpå en eller anden, gjorde 

du ikke?“ 

Bedstefar rystede på hovedet, mens kærlighed 

og forståelse lyste ud af hans øjne. ”Charlie“, sagde 

han blødt, ”jeg vidste ikke, at du ville hoppe fra tårnet. 

Jeg lavede den regel, fordi jeg tænkte, at du 

måske kunne finde på det.“ 

KÆRLIGHEDSLOVE 

Da Gud flyttede ind hos Israels børn i ørkenen, så 

medbragte han en kuffert fuld af regler og forskrifter. 

Hvorfor gjorde han det? Var det fordi Israels børn 

var onde mennesker, som ville gøre dårlige ting hele 

tiden? Nej. Han vidste, at nogle af dem måske ville 

ønske at følge Satan og hans regler, og at dette ville 

forårsage stor smerte og lidelse. Han gjorde det, 

fordi han vidste, hvad de måske ville gøre, fordi han 

elskede enhver af disse ørkenvandrere, akkurat som 

han elsker os. 

Hvilke typer love ville I lave i jeres gruppe for at alle kunne nyde at tilbede Gud sammen? 

Lav en liste med 10 forslag og skriv dem på tavlen. Sørg for at fortælle, hvorfor 

I har lavet den lov, og hvordan den lov vil kunne forbedre jeres tilbedelse af Skaberen.

Den fireårige Bobby var ikke vant til at være syg. 

Han plejede at løbe rundt i huset og gården og lege 

med sin ældre bror, Billy. 

”Bobby?“ sagde hans mor, da hun så sin normalt 

sultne dreng skubbe aftensmaden væk. ”Er du OK? 

Du spiste ikke meget.“ 

Bobby rystede på hovedet. ”Jeg har ondt i halsen“. 

Mor tog sin unge søn i armene. ”Jeg vil tage dig 

med hen til doktor Rue,“ sagde hun. 

Den varme aftenluft gjorde godt på Bobbys ansigt, 

da bilen susede af sted mod Seoul Sanatorium og 

Hospital i udkanten af Seoul, Korea. Mor og far var 

missionærer i et smukt land fyldt med vidunderlige 

mennesker. 

Doktor George Rue kiggede en enkelt gang ned i 

Bobbys hals og rystede på hovedet. ”Jeg kan tydeligt 

se, hvad problemet er,“ konstaterede han. ”En simpel 

operation skal der til, og så vil han få det fint.“ 

”Nej!“ sagde Bobby, og lagde armene over kors. 

”Jamen det er en simpel operation,“ argumenterede 

mor. ”Du vil blive bedøvet og vil ikke kunne 

mærke noget som helst.“ 

”NEJ!“ gentog Bobby, selv om det gjorde ondt i 

halsen at sige ordet. 

Storebror Billy stod i nærheden og lyttede til samtalen. 

Han vidste, at doktor Rue var en god mand, 

som kunne hjælpe med at fjerne Bobbys smerter. 

Han vidste, at Bobby ikke ville blive rask, hvis han 

ikke blev opereret, så Billy trådte et skridt frem og 

sagde noget, som chokerede alle. 

”Jeg vil tage med dig, Bobby,“ sagde han med 

sin bedste ”storebrorstemme“. ”Jeg vil lade doktor 

Rue operere mig også. Så behøver du ikke at være 

bange.“ 

Bobby studerede sin bror i lang tid. ”Er det rigtigt?“ 

spurgte han. 

Billy nikkede. ”Jeg vil være der sammen med dig.“ 

GENNEM DE STORE DOBBELTDØRE 

Næste dag gik doktor Rue ind i hospitalets venteværelse, 

idet han smilede bredt. ”Er du parat, Bobby?“ 

”Parat“, sagde den lille dreng. Så holdt han en 

pause. ”Billy kommer også.“ 

”Det ved jeg, ” sagde doktor Rue. ”Vi har beslut- 

TEKST: CHARLES MILLS / FOTO: REVIEW BØRN: 1. NOVEMBER 2011 

De store dobbeltdøre 

OPGAVE: 

TIRSDAG 

tet, at eftersom Billy også en dag vil have brug for 

samme operation, har vi gjort en seng klar til ham. 

Du vil vågne op lige ved siden af ham efter operationen.“ 

Tillidsfuldt gik Bobby og lægen gennem de store 

dobbeltdøre til operationsstuen. Den lille drengs 

frygt var væk. Hans storebror ville dele oplevelsen 

med ham. 

Da det blev Billys tur til at gå gennem de store 

dobbeltdøre, krævede det alt hans mod at begive 

sig af sted. At afgive et løfte var én ting. At holde 

løftet viste sig at være en meget, meget stor udfordring. 

Til sidst åbnede de store døre sig 

igen, og en smilende doktor Rue kom 

ud med den ældste dreng i armene. 

”Her er din modige søn,“ sagde han, 

idet han rakte den sovende dreng til 

faderen. ”Du kan bære ham ind på 

værelset og lægge ham lige ved siden 

af Bobby. De vil få det fint i løbet af 

nogle få dage.“ 

Far smilede og kiggede ned på sin førstefødte 

søn. Men det han så, fik ham pludselig til at føle 

sig svag. Der var striber af tårer, der løb fra Billys 

øjne ned over hans røde kinder og tilbage til håret. 

Modet. Tilliden. De modige ord. Det havde alt sammen 

været skuespil. I virkeligheden havde hans søn 

været skrækslagen for operationen, selv om han 

havde fået sin yngre bror til at tro, at alt var i orden. 

”Tak, Gud,“ hviskede faderen, ”tak for at du har 

givet mig en søn, som har vist mig, hvad Jesus 

gjorde for mig.“ 

ERSTATNINGEN I ØRKENEN 

Israels børn var blevet instrueret i at bringe ofre 

dagligt, ugentligt og årligt i Guds helligdom i ørkenen. 

Disse ofre var tænkt som en påmindelse til hver 

mand, kvinde og hvert barn om det frygtelige offer, 

som skulle komme. Til den tid ville det ikke være et 

lam eller en ged, som døde. Det ville være Jesus. 

Han ville betale prisen for vore synder, så at vi kan 

leve evigt med ham i himlen. 

Jesus gik gennem sine egne dobbeltdøre, for at 

vi en dag vil kunne gå gennem himlens perleporte. 

Med kærlig 

hilsen 

“Men det var 

vore sygdomme 

han 

tog på sig, 

vore lidelser 

han bar” 

(Es 53,4) 

Tænk på nabolaget rundt om jeres skole eller kirke. Tænk på nogle måder, hvorpå 

jeres gruppe kunne hjælpe det område! Vælg et projekt og udfør det sammen med 

voksne fra jeres skole eller kirke. 


35

BØRN: 2. NOVEMBER 2011 TEKST: CHARLES MILLS / FOTO: ISTOCKPHOTO.COM 

Med kærlig 

hilsen 

“Jesus, Guds 

Søn … er 

vores fantastiskeypperstepræst. 

Han 

forstår vores 

svagheder” 

(Hebr 4,15). 

ONSDAG 


Mellemmand 

Du er i din yndlingssportsforretning, hvor du kigger 

på ting, som interesserer dig. Eftersom du godt kan 

lide at kigge på fugle, fanger udstillingen med kikkerter 

dit øje. 

Én bestemt kikkert fanger din opmærksomhed. 

Idet du sætter den for øjet, begynder du at scanne 

forretningens kroge og sprækker. 

Du opdager, at din ven Justin står ved fiskehjulene, 

og du skal lige til at kalde på ham, da du ser, 

at han tager en lille æske med blink fra hylden og 

lader dem glide ned i frakkelommen. Ovre på den 

anden side af gangen ser du din anden ven Dave se 

sig omkring i forretningen et øjeblik, hvorefter han 

gemmer et par læderhandsker i sin skoletaske. 

Du kan bare ikke begribe, at de virkelig gjorde 

det. De havde snakket om, hvor let det ville være 

at stjæle varer fra hr. Larsens sportsforretning. Du 

troede, at det bare var snak. 

Men gennem denne kraftige kikkert var du vidne 

til, at dine venner gjorde alvor af deres ord og tog 

disse varer. De stirrer forventningsfulde tilbage på 

dig og venter på, at du skal tage det næste skridt. 

Du ved, at tyveri er forkert, men du ønsker, at de 

skal kunne lide dig og synes, at du er 

sej. Så du ser dig omkring og ser, at 

hr. Larsen er ved at hjælpe en anden 

kunde ved kassen, og så stikker du 

instrumentet ned i skoletasken. 

SØVNLØS 

Den nat kan du ikke sove. Du har begået 

en kriminel handling, og du føler 

dig elendig tilpas. Så er det, at du beslutter 

dig for at returnere kikkerten 

med det samme næste morgen. 

Hr. Larsen hilser på dig med et smil, 

da han låser forretningens fordør op. 

”Hvad bringer dig herhen så tidligt?“ 

spørger han. 

Du ler selvsikkert og kommer med 

nogle forklaringer om, at du gerne vil 

se, om kanoerne stadig er på udsalg. 

Da du først er kommet indenfor, går du hurtigt 

hen til kikkertudstillingen, og mens hr. Larsen åbner 

kassen i den anden side af forretningen, lader du 

kikkerten glide ud af tasken og sætter den på den 

rigtige plads i udstillingen på disken. 

Så hører du hr. Larsen råbe: ”Jeg skal lige op 

på kontoret et øjeblik. Hvis du har brug for noget, 

kommer jeg snart tilbage. Jeg skal lige tænde for 

videoovervågningssystemet, som jeg fik installeret i 

sidste uge. Åh, og kanoerne er derovre.“ 

Blodet løber væk fra dit ansigt, og dine hænder 

bliver pludselig kolde. Hr. Larsen har et videobånd 

af dig og dine venner, hvor I stjæler hans varer. Men 

hvad han ikke har, er et videobånd af dig, hvor du 

sætter kikkerten tilbage lige for et øjeblik siden. 

Et minut senere vender hr. Larsen tilbage fra kontoret 

og finder dig ventende ved kassen. Du nærmer 

dig ham med hovedet bøjet og siger: ”Hr. Larsen, 

der er noget, jeg gerne vil fortælle dig.“ 

BEVIS 

Til sidst bliver videobåndet fra den dag, du stjal kikkerten, 

gennemset af byens politibetjent. Han ser 

dine venner stjæle varerne. Han ser dig stikke kikkerten 

ned i skoletasken. 

Men så slukker hr. Larsen videoafspilleren og 

peger på båndet. ”Der er noget, du ikke så,“ siger 

han. ”Drengen, som stjal kikkerten, bragte den tilbage 

næste morgen. Han bad mig om tilgivelse.“ 

Betjenten smiler bredt. ”Åh, det er gode nyheder!“ 

siger han. 

Hr. Larsen blev din ”mellemmand“ – en som 

repræsenterede dig for en anden. 

I ØRKENEN 

I helligdommen i ørkenen havde Israels børn mellemmænd, 

kaldet ”præster“. 

I dag har vi kun én mellemmand mellem Gud og 

menneskeslægten: Jesus Kristus. Han er konstant i 

sin fars nærhed, idet han arbejder side om side med 

ham og sikrer, at når du beder om tilgivelse for en 

synd, så slettes beviset for synden. 

Del jer i grupper på to, og lad hvert medlem lære noget om den anden: hvilke sjove 

OPGAVE: ting kan de godt lide at lave, hvad er de bange for, hvad vil de gerne være senere i 

livet, hvilke talenter har de? Lad så hvert medlem stå foran gruppen og introducere deres partner, idet 

de forklarer, hvordan de kan blive en effektiv arbejder for Gud, og hvordan de kan fortælle om Guds 

kærlighed til andre, når man tager deres talenter og begrænsninger i betragtning.

Saulus svøbte sin hovedbeklædning tættere rundt 

om panden og kneb øjnene sammen i det stærke 

sollys. Han var forsinket, og han vidste det. ”Hurtigere“, 

sagde han til sine rejsefæller, mens hestehovene 

og vognhjulene knasede over den stenede 

jord. ”Jeg vil gerne nå Damaskus før solnedgang.“ 

Rejsegruppens fart tog til, da dyr og mennesker 

fortsatte turen nordpå, efterladende sig et støvspor, 

der markerede deres gennemrejse. 

Deres leder, Saulus, var på en mission – en mission, 

der skulle gøre dem tavse, som vovede at prædike 

om manden Jesus. Han havde hørt om denne 

såkaldte ”frelser af menneskeheden“. Han havde 

lyttet til folk, der talte om hans påståede mirakler 

og om, hvordan han opvakte døde, efter han var 

blevet korsfæstet. Saulus smålo ved sig selv. Tænk at 

tro på sådan noget vrøvl – at normale, intelligente 

mennesker skulle ønske at tilbede en gud, der var 

så let at slå ihjel. 

Pludselig bemærkede Saulus, at ørkenen syntes 

at blive mere oplyst, end den var for et øjeblik siden. 

Det var som om, at solen bevægede sig tættere på, 

dens brændende glød blev stærkere og stærkere 

for hvert sekund. Så blev lyset helt blændende, og 

Saulus opdagede, at han gled ned fra sadlen og ned 

på jorden, mens han skjulte sit ansigt for det mystiske, 

skinnende lys. ”Hvad sker der?“ råbte han. 

”Saul,“ genlød en stemme inde fra lyset. ”Saul, 

hvorfor forfølger du mig?“ 

”Forfølger dig?“ svarede Saul, hvis stemme skælvede 

af skræk. ”Jeg kender dig ikke engang. Hvem 

er du?“ 

”Jeg er Jesus, som du forfølger“. Stemmen i lyset 

fortsatte med at tale. ”Rejs dig nu og tag ind til 

byen, og du skal få at vide, hvad du skal gøre.“ 

Derefter svandt lyset så hurtigt, som det var kommet 

og efterlod Saulus knælende på jorden omgivet 

af spørgende øjne. De mennesker, der rejste 

sammen med ham, havde hørt støjen, men havde 

ikke set nogen personer eller genkendt ordene. De 

havde bare bemærket, at deres leder var faldet til 

jorden og talte ud i luften. 

Da Saulus blev hjulpet på benene igen, åbnede 

han øjnene, men i stedet for at se et strålende lys, 

TEKST: CHARLES MILLS / FOTO: ISTOCKPHOTO.COM BØRN: 3. NOVEMBER 2011 

Indvendig rengøring 

TORSDAG 

så han kun mørke. ”Hjælp mig,“ gispede han. ”Vær 

venlig at hjælpe mig.“ Rystende af skræk blev den 

blinde Saulus ført af sted, idet han famlede sig vej 

mod Damaskus. 

EN FORANDRET PERSON 

I Damaskus mødte Saulus en mand ved navn Ananias. 

Ananias fortalte Saulus, at Gud havde sendt 

ham for at helbrede Saulus’ blindhed. Og det var 

ikke kun Saulus’ øjne, 

der blev helbredt – hans 

hjerte blev også helbredt 

for den vrede og det 

had, han følte mod Guds 

folk. Saulus blev så påvirket 

af mødet på vejen, 

at han endda forandrede 

sit navn. Han skulle ikke 

længere være kendt 

som ”Saulus, forfølger 

af Guds folk“ men som 

”Paulus, leder af Guds 

folk“. 

Der sker noget med 

folk, når de møder Jesus 

ansigt til ansigt. Det 

møde er sjældent så dramatisk som at få et skinnende 

lys ned over sig på en øde vej eller høre en 

stemme tale. For det meste er det mere som en 

stille stemme, der dukker op i dine tanker og får dig 

til at indse ting, du aldrig har indset før, at forstå 

ting, du aldrig har forstået før og hjælpe dig med 

problemfyldte situationer i skolen eller hjemme. 

Her er en interessant idé. Hvis Gud ønsker at leve 

i vores hjerter (det betyder i vores tanker og handlinger), 

hvad gør det os så til? Vi bliver ”et Guds hus“ 

– et tempel; et vandrende, talende, boldspillende, 

cyklende, iPod-lyttende tempel for Den Højeste Gud. 

Dette betyder to meget vigtige ting. For det første 

må vi sørge for, at vores ”tempel“ er et egnet sted 

for Gud at bo, og for det andet har vi det privilegium 

at repræsentere (at være mellemled – husker du?) 

Guds kærlighed til andre. 

Tak, Jesus, fordi du ønsker at bo i vores hjerter! 

Med kærlig 

hilsen 

“Ved I ikke, at 

Helligånden, 

som I har fået 

fra Gud, bor i 

jeres krop?” 

(1 Kor 6,19) 

Gør lokalet til en restaurant kaldet “Den nye Jords restaurant”. Lav derefter et me- 

OPGAVE: nukort på tavlen kun med madvarer, der kan fi ndes i himlen. Bed nogen om at tegne 

retterne på en anden tavle ved siden af navnene. Husk, intet vil skade eller ødelægge dyr i himlen. Find 

på sjove retter som f.eks. “Ny Jerusalem stuvning” eller “Perleportsgrill”. Glem ikke desserter! 


37

BØRN: 4. NOVEMBER 2011 TEKST: CHARLES MILLS / FOTO: ISTOCKPHOTO.COM 

FREDAG 

Med kærlig 

hilsen 

“Giv Gud den 

ære, der 

tilkommer 

ham,” råbte 

englen. “Dommens 

time er 

kommet” 

(Åb 14,7). 


Rengøring indefra og ud 

Han var lille af vækst og karakter. Som overtolder gik 

han rundt og tvang sine naboer til at betale skat til 

de foragtede romere, som havde besat deres land 

med magt. Og ikke kun det, han var heller ikke ærlig, 

og ofte opkrævede han mere end nødvendigt og på 

den måde berigede sig selv. Er det så sært, at hans 

naboer hadede ham? 

En dag, da Jesus gik ind i Jeriko, var Zakæus i byen. 

Han var i gang med det, som han var bedst til – at 

bedrage folk for deres hårdt tjente penge. Idet han 

havde hørt om denne berømte rabbiner, som helbredte 

de syge og som – mest forbløffende af alt – 

faktisk talte til de fattige nødstedte, besluttede skatteopkræver 

Zakæus sig for at ville se denne mand. 

Zakæus var en type, der aldrig lod sin manglende 

højde stå i vejen for sine store planer. Han 

så sig omkring og opdagede et morbærfigentræ lidt 

nede ad vejen. Det havde robuste grene og nok 

blade til at skjule hans nysgerrighed. Så op kravlede 

han, indtil han havde fuldt 

udsyn til vejen, som Jesus 

ville komme fra. 

Mesteren kom, omgivet 

af opmærksomme disciple, 

en gruppe mennesker der 

var blevet helbredt for 

nylig, og spørgende beundrere, 

der støjede. Zakæus 

smilede for sig selv. Han 

havde fundet den bedste 

plads. 

Idet Jesus nåede frem 

til træet, standsede han. 

Langsomt, med et smil der 

bredte sig over hans ru, 

solbrændte ansigt, så han 

op – lige op på Zakæus. 

Skatteopkræveren smilede 

selvbevidst. ”Goddag,“ 

sagde han. 

”Goddag, Zakæus“, svarede 

Jesus. 

Skatteopkræveren plirrede med øjnene. ”Han 

kender mit navn. Han ved sikkert også, hvad jeg 

laver. Han ved sikkert, at jeg har bedraget folk for 

deres hårdt tjente penge. Nu er jeg i knibe!“ 

”Zakæus,“ fortsatte mesteren, ”kom straks ned. 

Jeg vil besøge dig i dag.“ 

”Hvad? Sagde han det, jeg tror, han sagde?“ 

Forbløffet tog den lille mand den lange rejse fra 

træets gren til jorden. ”Ønsker du at besøge mit 

hus?“ gispede han. 

Kristus nikkede. 

”Denne vej,“ stammede Zakæus, idet han pegede 

ned ad vejen. 

Folk kunne ikke tro deres egne øjne. ”Ser man 

det,“ sagde de, ”Jesus vil være gæst hos en synder.“ 

Senere, efter at Zakæus og Jesus havde tilbragt 

noget tid sammen, skete der noget utroligt for den 

lille mand. Han voksede. Ikke i højde, men i karakter. 

”Se, Herre!“ sagde han ”Jeg vil give halvdelen af, 

hvad jeg ejer, til de fattige, og hvis jeg har presset 

penge af nogen, så vil jeg give det firedobbelt tilbage“ 

(Luk 19,8). 

Den dag i Jeriko mødte skatteopkræveren Zakæus 

dommeren Jesus ansigt til ansigt, og et syndefuldt 

liv blev ændret for evigt. 

FORAN DOMMEREN 

Der vil komme en dag, da du og jeg skal møde dommen 

foran Kongernes Konge og Herrernes Herre. 

Dette vil ske for at åbenbare for universet, hvem der 

er konge i vores hjerter. Som den uærlige skatteopkræver 

Zakæus, skal vi stå foran Gud fader og Guds 

søn. Det er vigtigt for os at invitere Jesus ind i vores 

hjerter nu, så han i dommen kan give os, hvad han 

gav Zakæus: evigt fællesskab med ham. 

Jeg kan godt lide det, Saulus – som blev Paulus 

– siger om det øjeblik. Han skriver: ”Lad os derfor 

frimodigt træde frem for Guds trone, for han vil i sin 

nåde og barmhjertighed komme os til hjælp i rette 

tid“ (Heb 4,16). 

Dommen? Kom med den. Vi er parate. For Gud 

lever i os! 

Bed én i gruppen om at være far for alle i gruppen (det vil gøre alle de andre til søsk- 

OPGAVE: ende). Lad så hvert medlem fi nde på en synd, som de har begået (at lyve, snyde, gøre 

nar af nogen, være voldelig, etc.) og lad så hvert medlem komme til deres “far” og bekende deres synd. 

Lad “faderen” tage sig af synden, som en rigtig far – en som elsker Jesus – ville gøre. Det er sådan Gud 

dømmer os.

Genforening 

”Vi vil være glade for at give dem et hjem,“ sagde 

vi til pigen fra vores kirke, som stod og kiggede forventningsfuld 

på os. ”Vi har ingen snapskildpadder 

i vores dam, og vi vil gøre vores bedste for at holde 

ræve og hunde væk.“ 

Det var sådan, at Daisy – en ung, hvid, energisk 

and – og hendes søster kom ind i vores liv. Det var 

sent efterår i Vest Virginia, og mange af de dyr, som 

levede på vores ejendom, var allerede rejst væk for 

vinteren, så vi var glade for at få nogle nye til at 

være sammen med os. 

Men døden ramte også de to gæster på vores 

ejendom. En nat snuppede en ræv Daisys søster og 

sårede Daisy slemt. Jeg byggede hurtigt en sikker 

indhegning i vores baggård. Vi måtte holde hende 

i live så længe, at hun kunne vokse op og møde 

verden uden os. 

PÅ EGEN HÅND 

Dagen kom endelig, hvor vi følte at Daisy var parat til 

at klare sig selv. Vi bar hende fra indhegningen hen 

til siden af huset, hvor jeg blidt placerede hende på 

jorden. Så gik min kone og jeg op ad trapperne til 

vores veranda, og jeg satte mig ned på bænken for 

at se, hvad der ville ske. 

Daisy tog nogle få skridt ud i det begyndende 

mørke og standsede. Så skete der noget, som jeg 

aldrig vil glemme. Hun vendte om og begyndte at 

løbe – løbe – tilbage imod os. Hun kravlede op ad 

trapperne, arbejdede sig lige op i mit skød og pressede 

sig så tæt ind til mig, som hun kunne. 

Jeg forstod, at dette ikke kun var et kram. Det var 

en besked til mig fra en af Guds skabninger. Daisy 

sagde: ”Du har været det eneste venlige i mit liv, og 

jeg er mere bange for at leve uden dig end at leve 

med dig.“ 

HJEMKOMSTEN 

Nogle uger senere kom jeg i vores by tilfældigt forbi 

en venlig mands hjem. Han hedder hr. Visco, og på 

hans ejendom er der en stor trekantet, indhegnet 

dam fyldt med alle slags ænder. Dette ville være et 

sikkert sted for Daisy! 

”Helt sikkert,“ sagde hr. Visco, da jeg spurgte 

ham, om han ville have en and mere. 

TEKST: CHARLES MILLS / FOTO: ISTOCKPHOTO.COM BØRN: 5. NOVEMBER 2011 

ANDEN SABBAT 

Senere den dag satte jeg Daisy på jorden lige bag 

ved hegnet, der omgav den vidunderlige dam. Hun 

havde endnu ikke set dammen eller de ænder, der 

levede der. 

Langsomt begyndte Daisy at kravle op ad den 

lille bakke, hvorfra man kunne se dammen. Da hun 

nåede toppen, så hun den … vandet, der blinkede 

i vintersolen og ænderne, der svømmede, legede, 

bevægede sig rundt og nød den rigelige mængde af 

foder, der ventede på bredden. 

Det var på det tidspunkt, det 

skete. Det var lige da, jeg så, 

hvordan det vil blive i himlen. 

Det var, da ænderne i dammen 

fangede et glimt af Daisy. 

Med et muntert kor af rappen, 

skræppen og basken 

skyndte dusinvis af ænder sig 

af sted i retning af Daisy. De 

bød vores lille ven velkommen i 

deres familie, som en far siger 

velkommen til en savnet søn, som en mor omfavner 

en savnet datter, og lige nøjagtig sådan Guds folk vil 

sige velkommen til dig og mig til herlighedens sale. 

De omringede Daisy med ømhed og gik sammen 

med hende hen til kanten af dammen. De spiste 

sammen, svømmede sammen og legede sammen. 

For Daisy var de lange måneders adskillelse fra hendes 

egen race forbi. Endelig havde hun fundet et 

sikkert hjem. 

EN SKØNNE DAG I HIMLEN 

En dag kommer Jesus tilbage til denne verden. På 

akkurat samme måde som hans offer på korset udslettede 

behovet for en jordisk helligdom for Guds 

folk, vil hans genkomst for evigt udslette behovet 

for, at han skal leve i vores verden, fordi vi vil begynde 

at leve i hans verden. 

Når vi kommer til det forjættede land, vil du og 

jeg vandre langs det smukke glashav. Så skal vi se 

dem – vores familier, vores venner, vores elskede. 

De skal se os og løbe imod os for at hilse på os, og vi 

vil skynde os af sted sammen for at være med Jesus 

for evigt, for at bo i et land, hvor der ikke er nogen 

frygt, død eller gråd. 

Med kærlig 

hilsen 

“Ingen gør fortræd 

i hele 

mit hellige 

bjergland” 

(Es 11,9). 

Tag en kikkert med til gruppen. Lad som om, det er en meget kraftig kikkert, som kan 

OPGAVE: se hele vejen op til himlen. Inviter så alle medlemmer af gruppen til at kigge gennem 

kikkerten og beskrive i detaljer, hvad de ser. 


39

Dansk Bogforlag, Concordiavej 16, DK-2850 Nærum 

VERDEN HAR BRUG FOR JESUS 

På verdensplan er Syvende Dags Adventistkirken et af de hurtigst voksende kirkesamfund. 

”Adventist Mission“ arbejder i 204 lande, rører menneskers liv gennem lægehjælp, 

medieproduktioner, uddannelse, missionsarbejde, Global Mission pionerer, evangeliske 

ressourcer og meget mere. ”Adventist Mission“ når hele tiden ud til nye områder, etablerer 

nye menigheder, ser liv blive forvandlet. 

Alligevel møder vi enorme udfordringer. Det såkaldte 10/40 vindue, hvor 60% af verdens 

befolkning bor, er stort set uvidende om evangeliet om Jesus Kristus. Den svindende 

kirke i den vestlige, sekulære, post-moderne verden. De store megabyer i verden, 

som vokser eksplosivt, men hvor menigheden kæmper for at få fodfæste. 

STORBYERNE 

Der er brug for at plante nye menigheder til den hastigt voksende befolkningsgruppe 

i de største by-områder i verden. Mindst 25 storbyer omkring i verden har fået glæde 

af støtten fra ”Adventist Mission“. Et af stederne er Abidjan i Elfenbenskysten. Lokale 

menighedsmedlemmer er begyndt en trefaset evangelisationsindsats i en del af byen. 

Der er knap 10.000 medlemmer i landet med en befolkning på 17 mio. mennesker. 

LIVSFARLIG INDSATS 

I et land, vi ikke kan nævne, arbejder der 40 pionerer med at etablere 80 husmenigheder. 

Mere end 10.000 medlemmer bor nu i det land, hvor deres liv er fare, ene og alene 

fordi de er syvende dags adventister. 

Et andet projekt vil give mulighed for at sende en evangelist til en fjern landsby i et andet 

land, vi heller ikke kan nævne, men hvor nogle adventistlærere rejste til for at begynde en 

skole. Udover at lære børnene et læse og skrive, blev de venner med familierne i området 

og lærte dem om Gud. Familierne blev så imponeret over det, lærerne gjorde for dem, 

at de bad om, at en evangelist måtte komme og undervise alle i hele området om Gud. 

DIN HJÆLP 

Dine gaver den 5. november vil blive brugt til arbejdet på missionens frontlinje! Der er så 

mange mennesker, der desperat har brug for at vide, at Jesus elsker dem! 

NOVEMBER: 

29./10-5./11 Bedeuge 

7.-9. Arbejdslejr, Finderup 

13. Ledertræning/temadag: Beskyt børnene, Vejlefjord 

18.-20. Teenstævne, Aulum 

18.-20. Singlenetværk, HLG 

25.-27. Spejdernes juletur Øst, Kongelejren 

KOLLEKT: 5. NOVEMBER 

DECEMBER: 

2.-4. Spejdernes juletur Vest, 

Himmerlandsgården 

10. Julekoncert, Vejlefjordskolen 

KALENDER

opgave - Syvende Dags Adventistkirken

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?