Dansk Pelsdyravl Marts 2012 som pdf - Kopenhagen Fur

DER VAR INDIMELLEM NOGLE, SOM FORSØGTE AT SÆLGE DIREKTE TILBUNTMAGERNE, MEN DET BLEV HURTIGT LUKKET NED. BUNTMAGERNERINGEDE SIMPELTHEN SAMMEN OG SLADREDE, SÅ DEM DER GIK UDENOM FÆLLESKABET VANDT IKKE MEGET VED DET.ARNE TØNNING, PENSIONERET PELSDYRAVLER1946 med udgangspunkt i KjøbenhavnsPelscentral – i dag Kopenhagen Fur. Istarten var der dog avlere, som prøvedeat smyge sig uden om fælleskabet.– Der var indimellem nogle, som forsøgteat sælge direkte til buntmagerne,men det blev hurtigt lukket ned. Buntmagerneringede simpelthen sammen ogsladrede, så dem der gik uden om fælleskabetvandt ikke meget ved det, sigerArne Tønning.FORENINGENS MANDI perioderne 1955-1960 og igen i 1971-1979 varetog Arne Tønning posten somformand for Sjælland Pelsdyravlerforening.En forening han ser som essentielfor den måde pelsdyravlerfaget har udvikletsig på.– Det var et spørgsmål om tillid, og jegvar da meget beæret. De valgte migtil at repræsentere dem, så det var mitansvar at holde dem informeret om alt,hvad der rørte sig inden for avlerfaget.Det, der har gjort de danske avlere til debedste, er, at vi har lagt et fælles slid idet. I stedet for bare at passe os selv harvi udvekslet erfaringer i hele landet, såvi som helhed er blevet bedre. Ikke bareenkeltvis.Anders Kirkegaard deler Arne Tønningsopfattelse af foreningens betydning forden danske pelsdyrbranche.– Foreningsarbejdet, både lokalt, regionaltog nationalt, har gjort danskpelsdyravl til den succes, det er i dag. IDanmark havde vi ikke bedre forudsætningerfor pelsdyravl end vores nordiskenaboer, men samarbejdet har gjort, atvi i stedet for interne kampe og hemmelighedskræmmerihar brugt kræfter påsammen at blive stærkere.Arne Tønning ligger særligt vægt på, atden fælles kamp imod plasmacytosetruslenhar været med til at højne udvekslingenaf erfaringer.– Før testningen blev foretaget på laboratorier,var det noget, man selv tog sigaf. Vi var afhængige af andres erfaringer,for ellers vidste man ikke, hvordan manskulle håndtere det.NOGLE VILDE KRABATERSelv om Arne Tønning i 1989 lagdejobbet som avler på hylden efter 50 åri faget, mindes han stadig de sjove episoder.Der var nemlig engang, hvor folkkom fra nær og fjern for at se minkene.– Dengang var dyrene nogle nervøsekrabater, og ikke rolige som i dag. Dukunne jo nærmest ikke åbne buret udenat de sad i handsken med kløer og tænder,så vi sagde altid til folk, at de skulleholde sig på afstand. En dag var der så enpige, som viftede sit fine tørklæde forannogle af burene, selv om vi havde advarethende, og ”haps”, så var der en mink,som havde snuppet halvdelen af det.Arne sidder tilbage med en muntermine på læben. Besøget er slut, kaffener drukket og den ældre herre, hvis liv imange år centrerede sig omkring minkavl,vender tilbage til sit otium.Billederne er venligst udlånt afDanske Pelsdyravleres Veteranklub34 TIDSSKRIFT FOR DANSK PELSDYRAVL