Sille og Sigurd i Grønland - Lederen - FDF

Kære Leder
Sille og Sigurd er i denne historie rejst op til Grønland for at besøge drengen Malik, og de er ikke mere end lige ankommet før Maliks
fine, gamle tupilak forsvinder. Børnenes mistanke falder straks en skummelt udseende antikvitetshandler, der er på gennemrejse i
Maliks bygd, netop for at opkøber gamle tupilakker. Så det varer ikke længe før Sille og Sigurd er deltagere i en spændende jagt på
antikvitetshandleren for at få tupilakken tilbage. Det bliver en tur på hundeslæde gennem det fantastiske, grønlandske landskab.
En tur der byder på både spænding, farer og masser af nye oplevelser.
Efter historien følger tre andagter. Den første handler om ka femik og nadver og om ikke at
gøre forskel. Nummer to lægger op til en mødeaften, hvor der sættes fokus på at passe på vores
jord. Fokus på ikke at ødelægge Guds skaberværk. Den sidste andagt handler om, hvordan
jorden og alle menneskene blev skabt. Vi genfortæller den grønlandske skabelsesmyte og
lægge op til samtale om at tro på forskellige måder.
Når Grønland er emnet, er der masser af muligheder for aktiviteter i puslinge- tumlingeklassen.
Vi kommer med en hel række ideer, man kan tage fat på lige fra fremstilling af fæle tupilakker
i fedtsten over et hurtigt, lille sælfangerløb til at nørkle med at folde en hval eller en
grønlandsk nationaldragt til Sille og Sigurd.
Rigtig god fornøjelse med ’Sille og Sigurd på Grønland’.
Lene Thanild Schøler
REDAKTØR: Lene Thanild Schøler - REDAKTION: Pernille Østergaard Olsen , Mie Graversen, Gerda Elgaard Jensen, Maria Krogsøe Mienert og Bettina Alveen -
LAYOUT: Simon Dalsgaard Nielsen - TEGNINGER: Jakob Kramer - TRYK: Silkeborg Bogtryk - OPLAG: 1000 - ISSN: 1603-4074
UDGIVET AF: Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, FDF - Rysensteensgade 3 - 1564 København - KONTAKT TIL REDAKTIONEN: Silleogsigurd@FDF.dk
1

Her er Sille, og her er Sigurd, og
her er historien om dengang de
besøgte Malik oppe på Grønland.
”Hvor er her bare smukt,” sagde Sille. Hun
stod ved et lille vindue og kiggede på nogle
farvestrålende huse, der lå spredt op af en
snedækket fjeldside. Midt i det hele lå der en
rød kirke bygget af træ. Den lignede ikke de
kirker, hun kendte. Den var ikke særlig stor,
og tårnet ragede kun lige akkurat op over taget.
I baggrunden kunne hun se
et hvidt bjerg, der knejsede højt
mod himlen.
”Ja, og sikke noget flot tøj,”
sagde Sigurd og trak den
hvide anorak ned over sælskindsbukserne.
”Mmmm,” svarede Sille og kiggede ned ad sin
egen perlebesatte, grønlandske dragt. Sille og
Sigurd var netop ankommet til Grønland. De
skulle besøge Malik.
Malik boede sammen med sin mor og far i en
lille bygd på en bjergskråning ned til fjorden.
”Ja, I er godt nok flotte begge to,” sagde Malik.
Han stod og drejede en lille figur mellem
fingrene.
”Hvad er dog det for et underligt dyr?” spurgte
Sille og kiggede på figuren, som Malik stod
med.
Den mindede om et firben, men den havde et
grimt hoved med store hugtænder.
”Den ser da lidt uhyggelig ud. Må jeg se?”
spurgte Sigurd og stak hånden frem.
”Det er en tupilak,” svarede Malik og
rakte figuren til Sigurd. ”Jeg har fået
den af min bedstefar da jeg blev født.
Han fik den selv af sin bedstefar da
han var helt lille.”
”Det var da en mærkelig gave at give til
et lille barn,” sagde Sille og stirrede på
tupilakken.
”De skal se uhyggelige ud,” sagde Malik
og grinede. ”Den er skåret af en tand fra
en narhval. Den er ret mange penge værd.
Der findes mange historier om tupilakker,
men det kan jeg fortælle mere om
senere. Nu skal vi til kaffemik hos
min bedstemor.”
Sigurd satte tupilakken fra sig på
spisebordet og fulgte efter de to andre
udenfor.
2 HISTORIE AF: Kim Bisgaard Rasmussen
3

”Hvad er kaffemik egentligt for noget?” spurgte
han mens de gik hen ad vejen. Sneen knasede
under deres kamikker.
”Det er en slags fest, svarede Malik. ”Der er mange
der holder kaffemik til deres fødselsdag, så
kommer folk og får kaffe og kage.”
”Lidt ligesom når vi er til fødselsdag og får kakao
og boller?” spurgte Sille.
”Og lagkage?” fortsatte Sigurd.
”Måske. Det ved jeg ikke noget om,” svarede
Malik og trak på skulderen. ”Vi holder kaffemik
hver gang der er noget at fejre.”
Lidt efter kom de til bedstemoderens hus. Det var
et lille, blåt træhus med hvide vinduer. Inde i huset
var der godt fyldt op med mennesker. Nogle
stod endda op, for der var ikke flere ledige stole.
”Kom indenfor, søde børn,” sagde bedstemoderen
og gav hvert af børnene et stort kram.
”Nu skal I bare tage for jer af kagerne, og der er
saft i kanden derovre, hvis I ikke drikker kaffe.”
Den gamle dame pegede på en blomstret kande,
der stod på et bord omgivet af mange forskellige
kager.
”Tusind tak,” svarede børnene næsten i kor og
satte kursen direkte mod bordet med kager. Da
Sille, Sigurd og Malik havde forsynet sig med
kager og saft, stod de og kiggede rundt på de
andre gæster. Der blev snakket og grinet meget,
men det meste foregik på grønlandsk, så Sille og
Sigurd forstod ikke en lyd.
”Hvem er ham, der står der?” spurgte Sille og
nikkede over mod en mand der stod og drak kaffe
nær ved døren. Han var høj og tynd. Underlig
bleg med en stor buet næse og dybe, mørke øjne.
Han var iført en lang, sort vinterfrakke der næsten
gik helt ned til jorden, Man kunne kun lige
se et par sorte støvlesnuder stikke ud under den.
Han skilte sig meget ud fra resten af forsamlingen,
som alle var i grønlandske dragter, og som
alle var mere mørke i huden. Manden virkede
nervøs. Han skulede hele tiden rundt på de andre.
”Det er en antikvitetshandler. Han kom til byen
for nogle dage siden for at se, om han kunne købe
antikviteter her. Han er for øvrigt meget interesseret
i tupilakker. Da han var hjemme hos os, var
han meget ivrig efter at købe min. Han virkede
nærmest irriteret da han fik at vide, at den ikke
er til salg,” hviskede Malik til Sille og Sigurd.
Børnene kiggede over mod manden, der havde
stillet koppen fra sig. Han gav bedstemoderen
hånden og forsvandt ud ad døren.
”Hvorfor har din bedstemor inviteret ham?”
spurgte Sille med undren i stemmen. ”Jeg tror slet
ikke han havde lyst til at være her. Han havde i
hvert fald travlt med at få sagt farvel igen.”
”Hele bygden er inviteret. Min bedstemor syntes
også han skulle med, nu han er her,” svarede
Malik og fortsatte; ”man bliver aldrig så længe
til kaffemik. På den måde er der plads til alle. Det
er faktisk uhøfligt at blive for længe.”
Børnene spiste deres kager færdig og tog afsked
med bedstemoderen, der stod i køkkenet og lavede
mere kaffe.
”Tak for kaffe og kage,” sagde Sille og Sigurd og
gav bedstemoderen hånden til afsked.
Den gamle dame tørrede fingrene i et viskestykke
og gav dem hånden.
”Velbekomme og tak for besøget,” sagde hun og
fulgte dem ud.
Børnene gik ned ad trappen, vendte sig og vinkede
til bedstemoderen inden de fortsatte hjemad
mod Maliks hus.
4 5

”Det var vel nok hyggeligt,” sagde Sille henvendt
til Malik.
”Ja det var det,” istemte Sigurd. ”Men ham antikvitetshandleren
var nu lidt mystisk.”
”Han lignede næsten en ravn i menneskekrop,”
grinede Malik.
”En levende, omvandrende tupilak,” forsatte Sigurd
og skar ansigt.
Børnene grinede og pjattede mens de travede
gennem den nyfaldne sne. Sille gøs lidt ved tanken
om en levende tupilak.
”Hov! Du glemte vist at lukke døren da vi gik,”
sagde Sigurd da de nåede frem til Maliks hus.
Han pegede døren, der stod på vid gab.
”Hvad! Nej, jeg er helt sikker på, at jeg huskede
at lukke den. Det er nok bare far og mor der er
kommet hjem før os,” prøvede Malik og så lidt
tvivlende ud. Han satte i løb hen mod huset. Sille
og Sigurd var lige i hælene på ham.
”Hallo er der nogen,” råbte Malik.
Der var ingen, der svarede.
”Det var da mærkeligt,” sagde Malik og gik ind
i stuen.
”Hvem pokker kan finde på at lade døren stå
åben i den kulde,” sagde Sille og skuttede sig.
”Se, se,” råbte Sigurd i det samme og pegede på
spisebordet.
”Hvad. Hvad skal vi se?” spurgte Malik og Sille i
munden på hinanden.
”Tupilakken! Den er væk. Den stod jo lige der da
vi gik,” ivrede Sigurd og pegede på det tomme
bord. Ganske rigtigt. Tupilakken, som børnene
havde efterladt midt på bordet, var pist forsvunden.
”Hjælp! Der har været en tyv,” skreg Sille og
holdt sig for munden.
”Det er sikkert ravnen,” sagde Malik og så sig
hurtigt omkring.
”Kom vi må hente din far og mor,” råbte Sigurd.
Han var allerede på vej ud ad døren. De tre børn
løb alt hvad de kunne tilbage til bedstemoderens
hus. Forpustede brasede de ind i stuen, der stadig
var fyldt med mennesker.
”Far! Far!,” råbte Malik. ”En tyv! I huset! Tupilakken.”
Malik kunne næsten ikke få det sagt, men alligevel
var virkningen af hans ord ikke til at tage
fejl af. Der blev helt stille i stuen.
”Tag det roligt og fortæl hvad der er galt,” sagde
Maliks far og smilede til børnene.
Alles øjne var rettet mod de tre børn. Hvad var
der mon sket?
”Da vi kom hjem, stod døren til huset åben. Tupilakken
er væk. Det er sikkert ham antikvitetshandleren,
der har stjålet den,” sagde Malik
hurtigt.
”Nej, hør nu her,” sagde Maliks far. ”Nu tager
vi hjem og ser, om ikke bare I er kommet til at
skubbe tupilakken på gulvet eller om I måske
har sat den et andet sted.”
”Hvad så med døren? Den stod jo åben,” prøvede
Malik.
”I har sikkert ikke fået den lukket ordentlig, og
så har vinden blæst den op. I skal se der er en
naturlig forklaring på det hele,” svarede Maliks
far og rejste sig.
”Åh, bare tupilakken ikke er væk,” sukkede Maliks
bedstemor og slog hænderne sammen. ”Bare
vi ikke bliver ramt af uheld og forbandelser. Bare
den ikke bliver brugt til sort magi.”
”Nu må du ikke skræmme børnene,” sagde Maliks
mor og kiggede strengt på den gamle dame.
Imens havde Maliks far trukket sin anorak over
hovedet og et øjeblik efter var han og børnene på
vej hjem til huset. Maliks mor og Maliks onkel
Karl Emil var også med dem, og så snart de var
kommet indenfor, gav de sig til at lede efter den
forsvundne tupilak. Børnene kravlede rundt og
gennemsøgte hver en millimeter af gulvet. Sofaen
blev flyttet og puderne rystet. Hver en skuffe og
hvert et skab blev endevendt, men væk var den.
Maliks onkel, Karl Emil gik endda udenfor for at
se, om tupilakken skulle gemme sig i en snedrive.
Han kom imidlertid ind igen efter ganske få minutter,
og han så helt forkert ud i ansigtet.
”Der er spor i sneen efter et par store støvler,” sagde
han. ”Det ser ud som om, der er én, der har gået
rundt omkring huset og har kigget ind af vinduerne.
Den eneste jeg kender, der går med støvler,
er antikvitetshandleren. Alle andre har haft kamikker
på i dag. Måske har børnene ret i, at han
har noget med sagen at gøre. Han var jo meget
ivrig efter at købe tupilakken.” Karl Emil så meget
eftertænksom ud.
”Mon ikke jeg skulle smutte ned og tale et par ord
med ham.” Karl Emil snurrede rundt på hælen, og
børnene skyndte sig efter ham.
”Vi tager med. Det er jo min tupilak,” sagde Malik
hurtigt.
”Det er i orden med mig. Men lad være med at sige
noget, før jeg er sikker. Der er en alvorlig sag at
beskylde nogen for tyveri. Især hvis de ikke har
gjort noget,” svarede Karl Emil og nikkede til
børnene inden han med lange skridt satte kursen
mod det hus, hvor antikvitetshandleren havde
lejet et værelse. Sille måtte nærmest småløbe for
at følge med ham.
Det var en lille, bred mand, der lukkede op, da
Karl Emil bankede på døren.
”Goddag Frederik. Jeg vil gerne tale med antikvitetshandleren.”
sagde Karl Emil med bestemt
stemme.
”Så er jeg bange for, at du kommer for sent,” sagde
Frederik og rystede på hovedet. Han fik pludselig
travlt med at pakke. Han mumlede noget om en
syg moster, og så kørte han af sted på sin hundeslæde.
Det er vel to timer siden nu.”
”Så må du undskylde forstyrrelsen.” sagde Karl
Emil. Han vendte sig mod de tre børn og trak på
skulderen.
Den lille, brede mand i døren rystede afværgende
på hovedet.
”Det skal du ikke tænke på, men hvis I ser ham,
kan I måske lige spørge, om han ved en fejl er
kommet til at putte et par tupilakker i sin kuffert.
Jeg havde en lille samling stående i et skab, men
nu er de væk,” sagde Frederik.
”Nå også dig,” sagde Karl Emil. ”Vi leder faktisk
efter ham fordi vi mistænker ham for at have
stjålet en tupilak.”
”Der er altså noget, der tyder på, at antikvitetshandleren
er tyven,” sagde Sigurd og rynkede
panden.
Det viste sig, at rygtet løb hurtigt i den lille bygd,
så da Sille, Sigurd og Malik kom hjem til Maliks
hus sammen med onkel Karl Emil, var en lille flok
mennesker allerede stimlet sammen for at høre
nyt. Det viste sig også hurtigt, at der var andre,
der havde haft ubudent besøg. Der var forsvundet
flere tupilakker.
”Da jeg kom hjem, var døren brudt op og hele mit
hus var gennemrodet,” græd en dame. ”Det var
ganske forfærdelige, men det værste er, at vores
tupilak, som er gået i arv gennem generationer er
6 7

forsvundet.”
”Ja,” fortsatte en gammel mand. ”Og hvis en tupilak
forsvinder, kan man være helt sikker på, at
dens ejer vil blive ramt af sort uheld!”
Maliks bedstemor, som havde forladt sin egen
kaffemik for at finde ud af, om tupilakken var
dukket op, rystede på hovedet.
”Ja, det er slemt nok endda,” mumlede hun. ”Men
det værste er nu, at stjålne tupilakker kan bruges
til sort magi!”
Sille kiggede forskrækket på de to gamle grønlændere.
”Det er bare gammel overtro,” skar Maliks far
igennem med en meget bestemt stemme. ”Jeg
er helt sikker på at formålet med tyverierne er
penge. Gamle, håndskårne tupilakker er meget
værdifulde. Især hvis de bliver sat til salg i udlandet.”
”Lufthavnen!” udbrød Sigurd pludselig. Han
havde i lang tid stået ved siden af Maliks far og
set meget tænksom ud. ”Antikvitetshandleren er
helt sikkert på vej til lufthavnen. Det er det eneste,
der giver mening.”
”Så er der ingen tid at spilde,” vrissede Karl Emil.
Han masede sig ud af flokken og satte i løb over
mod en flok tøjrede hunde. Et øjeblik efter var
han i gang med at gøre en hundeslæde klar til afgang.
Bedstemoderen derimod var ikke så let at
overbevise.
”Vi må give åndemaneren besked,” sagde hun
og vred sine hænder. ”Han må hjælpe med at beskytte
os til tupilakkerne kommer tilbage.”
”Jeg skal nok tale med åndemaneren, det er kun
en lille omvej, og mine hunde er de hurtigste i
bygden. Jeg skal nok få indhentet den tyveknægt
alligevel,” råbte Karl Emil ovre fra hundene.
”Vi tager med Karl Emil,” sagde Malik meget bestemt
og gik over mod sin onkel.
”Nej det går ikke. Det kan gå hen og blive farligt.
Sille og Sigurd er jo ikke vant til at køre med hundeslæde…”
begyndte Maliks mor.
”Vi passer på dem, ikke også onkel,” sagde Malik
og kiggede på sin onkel med et meget bestemt
udtryk i øjnene.
”Bare I gør som jeg siger, så er det i orden med
mig,” sagde Karl Emil og lagde hånden på skulderen
af Malik. ”I tre kan tage kajakkerne og
sejle over fjorden til åndemaneren, så kører jeg
udenom med hundeslæden og møder jer der.”
Malik fik hurtigt gjort tre kajakker klar, og inden
længe var de tre børn et godt stykke ude på
fjorden. De lagde alle kræfter i, og skød en god
fart hen over det dybe, mørke vand. Rundt om
dem drev der små og store isklumper rundt, og
ind imellem stak en sæl hovedet op af det kolde
vand og kigge på de tre børn. På den anden side
af fjorden kunne de se et lille hus, hvor røgen steg
op fra skorstenen. Da de kom lidt tættere på, kom
en mand ud af huset. Han gik ned til vandet hvor
han stod og så ud mod børnene.
”Det er åndemaneren,” sagde Malik og vinkede til
manden.
”Jeg vidste, at I ville komme,” sagde åndemaneren
da de tre børn lidt efter trak deres kajakker op på
isen lige der, hvor han stod og ventede på dem.
”Hvordan vidste?” spurgte Sigurd og kiggede
meget undrende på manden. Han så gammel ud.
Hans ansigt var vejrbidt med dybe furer, og om
halsen bar han flere lædersnører med forskellige
figurer, store og små tænder, fjer, sten og knogler
fra forskellige dyr.
8 9

”Jeg kunne mærke det,” svarede han og begyndte
at gå op mod sin lille hytte. Børnene fulgte efter
ham.
”Jeg har lavet kaffe til jer,” fortsatte åndemaneren.
”I vil snakke med mig om tupilakkerne.”
Sille kiggede måbende på den mærkelige mand,
der gik ved siden af dem. Men det lod ikke til at
Malik syntes at det var underligt at åndemaneren
vidste så meget om grunden til deres besøg, for
ham begyndte straks at fortælle om antikvitetshandleren
og tyverierne.
”I skal ikke være bekymrede,” sagde åndemaneren
til sidst. ”Det er rigtigt, at tupilakker er magiske
figurer. De bliver lavet af dyreknogler, skind fra en
bjørn eller en hund, fuglevinger og måske lidt hår
fra et menneske. I gamle dage kunne man endda
finde på at bruge noget af et barnelig!
Når en tupilak er færdig, siger man en trylleformular
over den for at give den liv og kræfter.”
Imens åndemaneren fortalt, var den lille flok nået
ind i hans hytte, og de tre børn sad nu med åben
mund og lyttede til det, den gamle mand fortalte.
”En færdig tupilak bliver sat ud i havet. Når først
den er i vandet, finder den selv vej til sin fjende,
og når den finder ham, vil den forårsage sygdom
og død.”
Børnene gøs lidt ved tanken.
”Så fangere der er ude med kajak og harpun skal
vogte sig,” fortsatte åndemaneren. ”Især hvis de
har fjender. En sæl, der bliver ramt, kan vise sig at
være en tupilak, og dens voldsomme styrke kan
vælte kajakken og dræbe fangeren.”
”Jamen går alle mennesker så rundt og laver tupilakker
for at hævne sig på deres fjender?” spurgte
Sille.
”Nej min ven. Det er kun åndemanere med forstand
på trolddom, der fremstiller tupilakker. Det
er både svært og farligt at lave den slags figurer, og
det er åndemanerne der ved, hvad der skal bruges
for at hævnen bliver helt rigtig. Det er også kun
åndemanere der forstår sig på at samle en tupilak
på den helt rigtige måde. Man skal vide at man
kun må bruge tommelfingeren og lillefingeren.
Hvis man rører tupilakken med nogle af de andre
fingre, ødelægger man den magiske virkning. Det
er heller ikke helt ufarligt at fremstille en tupilak.
Man skal sørge for at følge ritualerne meget nøje,
ellers kan tupilakken finde på at vende ondskaben
mod ham, der laver den.”
Åndemaneren holdt en lang pause. Han lænede
sig tilbage i sin stol og tog en stor slurk kaffe inden
han fortsatte.
”Det er selvfølgelig også sådan at den fanger tupilakken
er rettet imod kan have en endnu mere
magtfuld tupilak end den, der er blevet sendt af
sted mod han. Så vil tupilakken vende tilbage til
sin afsender og lade magien gå ud over ham,” sluttede
åndemaneren.
”Så der er altså ingen fare for, at der sker uheld
fordi Maliks tupilak er forsvundet,” sagde Sigurd
tøvende.
”Nej,” svarede åndemaneren bestemt og kiggede
på Sigurd med et fast blik. ”Magien er bundet mellem
afsender og modtager, og desuden er det mange
år siden tupilakker blev brugt på den måde i
Grønland. De figurer der eksisterer i dag er helt
uden magi. De fleste af dem er lavet som souvenirs
til turister.”
I det samme lagde Malik mærke til lyden af gøende
hunde udenfor åndemanerens hytte. Først
ganske svagt, men lyden kom hurtigt tættere og
tættere på.
”Det er onkel,” sagde han og rejste sig så hurtigt,
at hans stol væltede. Et øjeblik efter var de tre børn
ude
af hytten,
klar til at tage imod Karl
Emil, og så snart hundeslæden
var standset, blev Sille, Sigurd og
Malik placeret midt på den med en
isbjørneskind over sig. Karl Emil stillede
sig op bag på slæden og holdt fast i
opstanderen. Han råbte til hundene og slog
smæld med pisken. Hundene sprang af sted
mens de gøede og hylede. Slæden startede med
et ryk da skaglerne blev stramme.
”Farvel! Og tak for historien om tupilakkerne,”
nåede Sille lige at råbe til åndemaneren inden
slæden begyndte at glide hen over sneen.
Sille og Sigurd sad stille under isbjørneskindet og
nød turen. Selv om solen skinnede, var det meget
koldt. Åndemanerens hus forsvandt hurtigt bag
dem, og foran dem var der en lang tur på slæden
i vente. Det var en fantastisk tur. Sigurd sad helt
tavs og sugede til sig. Bag ude til højre kunne han
se fjorden med det mørke, dybe vand og langt
fremme kunne han se en højderyg med klippetoppe
der stak op af sneen, ellers var det hele bare
hvidt i hvidt. Der var også vidunderligt stille. Sille
lagde mærke til at de eneste lyde, hun kunne høre,
var hundene og sneen, der knasede under slædens
meder.
I flere timer forandrede landskabet sig overhovedet
ikke. Det var som om tiden stod stille mens de susede
hen over det golde, hvide landskab. Klippetop-
p e n e
kom kun langsomt
nærmere.
”I kan bare hoppe af slæden og løbe ved siden
af, hvis I fryser eller hvis I trænger til at røre jer,”
sagde Karl Emil da de havde kørt i lang tid uden
at nogen af dem havde sagt noget. Han var netop
selv hoppet af, og løb nu bagved slæden. Børnene
fulgte hans eksempel og på skift løb de ved siden
af slæden. Langsomt bevægede den lille flok sig
nærmere klippetoppene i horisonten. Bjergene var
højere end de først havde set ud til.
10 11

”Vi skal vel ikke op over de bjerge?” spurgte Sille.
Hun kunne ikke lige forestille sig, at køre med
hundeslæde op over de høje bjerge, hvor klippestykker
stak frem her og der.
”Nej da. Vi kører igennem en slugt der er mellem
to af bjergene,” svarede Karl Emil og grinede
som om han havde gættet hendes tanker.
Turen ind mellem bjergene var fantastisk flot. Et
stykke af vejen kørte de gennem et smalt pas,
hvor vægge af is stod lodret op på begge sider.
”Jeg håber virkelig at fjorden stadig er frosset til
på den anden side af bjergene,” sagde Karl Emil
da de havde kørt i slugten i et stykke tid. ”Ellers
er vi nødt til at køre en stor omvej.”
Lidt efter rundede de en klippe, og dér foran dem
lå fjorden. Den var stadig dækket af is, og Karl
Emil trak i skaglerne og svingede med sin pisk.
På den måde fik han styret hundene ud på isen.
”Kan I se den store gletscher derovre,” sagde Karl
Emil og pegede på en kæmpestor isklump, der ligesom
hang ud over fjorden.
”Den er godt nok flot,” udbrød Sigurd og studerede
den imponerende isformation.
”Ja, den er rigtignok ganske flot, men man skal
tage sig i agt for gletscherne. Selvom man ikke
kan se det, er de hele tiden i bevægelse, og pludselig
kan store stykker brække af. Når det sker,
siger man at gletscheren kælver,” fortalte Karl
Emil.
”Så er det da godt, at vi er et stykke fra den,” sagde
Malik og stirrede over mod gletscheren, men
han havde ikke mere end lige gjort sætningen
færdig før der lød et gevaldigt brag.
”Gletscheren kælver,” råbte Sigurd og fægtede
vildt med armene.
Karl Emil drejede hovedet og nåede lige at se en
enorm isklump styrte ned på den tilfrosne fjord.
Da den ramte, blev isflager kastet langt op i luften,
og en ordentlig bølge af vand slog op af det
store hul gletscheren havde lavet i isen.
”Vi må væk inden isen revner under os. Hold
fast!” råbte Karl Emil og smældede med pisken.
Hundene løb alt, hvad de kunne mens isen revnede
mere og mere. Sille kiggede rædselsslagen
bagud. Hun kunne nu se revner på begge sider
af slæden, og hun var helt sikker på, at det kun
var et spørgsmål om tid inden de havnede i den
iskolde fjord. Karl Emil råbte og skreg efter hundene
mens han smældede med pisken, og det var
som om hundene havde forstået situationens alvor,
for de løb så stærkt, som de aldrig havde løbet
før. Midt på slæden sad Sille, Sigurd og Malik
som forstenede og betragtede det drama der udspillede
sig lige for næsen af dem. På et tidspunkt
syntes Sigurd at det føltes som om de kørte på en
isflage, der hele tiden var lige ved at vælte. Men
pludselig var det hele overstået. De havde nået
bredden. De var på sikker grund igen.
”Det var godt nok tæt på,” sagde Karl Emil med
rystende stemme. ”Hvad siger I til, at vi tager et
lille hvil. Jeg kender en fanger. Han bor ikke så
langt herfra.”
De tre børn nikkede.
”Jeg trænger faktisk også til at komme af slæden
lidt” sagde Malik.
”Også mig,” sagde Sille.
”Og jeg er sulten,” fortsatte Sigurd.
Der var ganske rigtigt ikke særlig langt hen til
den fanger, Karl Emil kendte. De skulle kun lige
rundt om en lille bakken inden børnene fik øje
på et lille, rødt hus. Det så helt forkert ud i alt
det hvide sne og is. Foran huset sad fangeren på
hug. Han var i gang med at partere en sæl.
12 13

”Hej Aron,” råbte Karl Emil da hundeslæden nåede
hen til huset.
”Hej!” råbte Aron og rettede sig op. ”Velkommen
til. Jeg skal straks være der. Jeg skal bare lige
være færdig med den her.”
Børnene hoppede af slæden og gik hen til Aron
for at se hvordan han skar sælkødet op og hængte
det til tørre. Imens kørte Karl Emil hundeslæden
over bag huset og fodrede hundene. Til sidst
fulgtes de alle sammen indenfor og satte sig ved
et lille bord. Aron gik straks i gang med at finde
mad frem til dem.
”Er det sælkød?”
spurgte Sigurd. og
gumlede på det
stykke kød, Aron
netop havde givet
ham.
”Ja det er,” sagde Aron og nikkede
”Det smager rigtig godt,” sagde Sille. Hun havde
aldrig spist sæl før.
”Så spis endelig. Der er mere, hvor det kommer
fra,” grinede Aron.
Der var rigtig hyggeligt i den varme stue, og mens
de spiste, fortalte de Aron om antikvitetshandleren
og tyverierne. De fortalte også om besøget
hos åndemaneren og om gletscheren.
”Og så var det, at vi fandt på at besøge dig,” sluttede
Malik. Men Aron hørte det ikke, for udenfor
begyndte hundene pludselig at gø voldsomt.
Nogle af dem hylede ligefrem som ulve.
”Hvad sker der dog,” udbrød den unge fanger og
rejste sig fra bordet. Han gik hen til vinduet for at
kigge ud.
”Det er en isbjørn,” sagde han og pegede. ”Den er
på vej herover.”
Som var det på kommando sprang Sille og Sigurd
op og skyndte sig hen til vinduet. Ingen af dem
havde nogensinde set en levende isbjørn før.
”Den er godt nok stor, sagde Sille og betragtede
isbjørnen, der nu var kommet helt tæt på hytten.
Pludselig rejste den sig på bagbenene og udstødte
et brøl. Sille trådte forskrækket et skridt
baglæns, og ved siden af hende greb
Aron sit gevær. Han tog ladegreb,
og så satte han sig på hug
og sigtede hen mod døren.
Udenfor kunne de høre bjørnen
snuse langs dørsprækken.
Aron gav tegn til, at
børnene og Karl Emil skulle
gå væk fra vinduerne, så isbjørnen
ikke kunne se dem.
Alle var musestille. I det samme
begyndte isbjørnen at skrabe på døren med sine
store klør. Den forsøgte at komme ind. Ingen rørte
sig. Pludselig blev der stille udenfor. De fem i
hytten blev siddende nogle minutter og lyttede.
Til sidst sænkede Aron geværet.
”Jeg tror, den er gået igen,” sagde han.
Sigurd rejste sig og gik hen til vinduet. Pludselig
stirrede han lige ind i isbjørnens øjne. Den brølede
og viste tænder. Sigurd blev så forskrækket,
at han væltede bagover.
Aron sigtede over mod vinduet, men isbjørnen
var allerede på vej væk fra huset.
”Den har snuppet mit sælkød,” grinede Aron, og
ganske rigtigt. Da børnene kiggede ud ad vinduet,
kunne de se isbjørnen luske væk med Arons
fangst i munden. Sille åndede lettet op.
”Nu er det vist også tid til at gøre hundene
og slæden klar igen,” sagde Karl
Emil og trak sælskinds anorakken
ned over hovedet. Han takkede Aron
mange gange for mad og husly og gik
derefter udenfor. Da han havde lukket
døren bag sig, åbnede Aron en lille skuffe.
”Her er en lille ting til hver af jer. Jeg har selv
lavet dem,” sagde Aron og fandt tre sæl bamser
frem.
”Tusind tak,” sagde Sille og gned den
bløde bamse mellem sine hænder.
”Er det rigtig sælskind?” spurgte
Sigurd.
”Ja da! De er syet af nogle rester,
jeg havde. Jeg har lavet
mange igennem tiden,” svarede
Aron stolt.
Malik sagde noget til Aron på grønlandsk. Sille
og Sigurd forstod ikke ordene, men de kunne
regne ud, at Malik sagde tak for sælen. Bagefter
tog børnene afsked med Aron og begav sig ud i
sneen. Derude stod Karl Emil og ventede på dem.
Hundeslæden var klar, og børnene hoppede hurtigt
op og satte sig til rette under isbjørneskindet.
14 15

”Ingerlagit!” råbte Karl Emil og svingede pisken.
Slæden satte i gang med et ryk. De lagde hurtigt
Arons hytte bag sig og kørte ud på en lang, flad
strækning. Hundeslæden skød en god fart og efter
et par timer, nåede de frem til endnu en tilfrosset
fjord. Her hoppede Karl Emil af slæden og fandt et
langt, tyndt jernspyd frem. Det næste par minutter
gik han rundt og stak spyddet ned i sneen.
”Hvad laver du?” spurgte Sigurd.
”Jeg mærker efter, om sneen er god nok til, at vi kan
bygge en iglo,” svarede Karl Emil.
”En iglo. Skal vi sove herude i nat?” udbrød Sille.
”Ja,” svarede Karl Emil. ”Der er stadig langt ind til
byen, og vi trænger alle til en god nats søvn.”
Sigurd var ellevild ved tanken om, at de skulle overnatte
i en iglo, og han var den første til at hoppe af
slæden, da Karl Emil vinkede børnene hen til sig.
”Man bygger altid en iglo indefra. Nu skal jeg vise
jer, hvordan man gør.” Karl Emil fandt en lang kniv
frem og begyndte at skære nogle store blokke ud af
sneen. Så satte han blokkene ved siden af hinanden
i en stor cirkel og skar dem til, så de passede helt
nøjagtigt sammen. Børnene fangede hurtigt ideen,
og snart var de alle i gang med at bakse rundt med
de tunge sneblokke.
Blok efter blok blev skåret til og sat sammen. Til
sidst manglede de kun en enkelt blok. Den blev løftet
op gennem det hul, der var tilbage øverst oppe.
Herefter skar Karl Emil den til, og lirkede den tilbage
i hullet. Den passede perfekt. Igloen var færdig.
”Men hvordan kommer vi nu ud,” sagde Sigurd og
kiggede sig omkring.
”Et øjeblik,” grinede Karl Emil. Han tog sin kniv og
skar en åbning. ”Døren er lige her.”
De kravlede alle fire ud af døråbningen, og Karl
Emil fortsatte straks ud på isen. Her skar han et
stort, rundt hul.
”Kan I ikke fange nogle fisk til aftensmaden,” sagde
han inden han gik tilbage til igloen, og gav sig til at
lave en lille udbygning ved indgangen, så det ikke
kunne blæse ind. Bagefter bar han deres oppakning
ind og redte senge af skind til dem alle fire.
Imens satte børnene sig godt til rette rundt om hullet
for at fiske.
”Jeg har bid,” udbrød Sille pludselig, og et øjeblik
efter trak hun en stor, flot fisk op på isen.
”Flot,” sagde Malik beundrende. Lidt efter var det
Sigurd, der havde bid. Seks fisk blev det til i det
hele.
”Perfekt,” sagde Karl Emil og viste dem, hvordan de
skulle rense fiskene og stege dem over det bål, han
netop havde tændt. Rundt om dem blev det hurtigt
mørkt.
”Der er godt nok meget mørkt herude,” sagde Sigurd
og spejdede ud i horisonten. Det var ingen lys
at se. Kun det svage skær af sneen der genspejlede
månens stråler. Karl Emil nikkede. Han holdt meget
af mørket, stilheden og freden i den grønlandske
nat. Men i løbet af aftenen forandrede himlen
sig. Et grønlig skær dukkede op langt ude i horisonten.
”Hvad er det, der sker?” spurgte Sille lidt ængsteligt.
”Det er nordlyset. Det er ikke farligt,” sagde Karl
Emil og smilede beroligende til hende.
Det var et flot syn. Grønlige lysstråler dansede
hen over himlen. Det mindede lidt om blafrende
gardiner eller stearinlys der bevæger sig i vinden.
Børnene og Karl Emil sad længe og betragtede det
smukke himmelfænomen.
”Vi må vist hellere se at komme til køjs,” sagde Karl
Emil til sidst. ”Vi skal tidligt op i morgen.” Han rejste
sig og gennede børnene ind i igloen. Der var lunt
og rart derinde. Karl Emil havde tændt et lille bål.
16 17

”Smelter igloen ikke når der er ild herinde?”
spurgte Sille mens hun puttede sig tilrette mellem
skindene sammen med sin nye sælbamse.
”Det skulle man tro. Men det gør den ikke. Det
er alt for koldt. Den smule sne, der når at smelte
fryser hurtigt til is,” svarede Karl Emil og gabte.
Sigurd stak en hånd frem under skindet og mærkede
på væggen. Ganske rigtigt. Den var dækket
af et tyndt lag is. Han vendte sig for at fortælle
det til Malik og Sille, men de sov allerede. Sigurd
sukkede, men kort tid efter sov han også.
Næste morgen var den lille flok hurtigt ude af
fjerene, og efter et solidt morgenmåltid, satte de
sig atter til rette på hundeslæden, og inden læn-
ge susede de af sted. Hen over snedækkede bakker
og ned i dybe dale. Efter en lang og smuk tur
kunne de begynde at skimte huse i det fjerne.
”Det er byen,” sagde Karl Emil. Han svingede pisken
og råbte til hundene.
”Bare han nu er der,” sagde Malik.
”Tænk hvis han ikke er,” sagde Sigurd.
”Slå nu koldt vand i blodet, børn,” sagde Karl
Emil. ”Jeg vil æde min gamle hat på, at vi finder
ham ude i lufthavnen. Han er helt sikkert på vej
ud af landet for at sælge de tupilakker, han har
stjålet. Man kan slet ikke få nok for dem, hvis
man prøver at sælge dem her i Grønland.”
Malik kiggede lettet på sin onkel, men et øjeblik
efter ændrede hans ansigtsudtryk sig.
”Men hvad nu hvis han allerede sidder ombord
på et fly sammen med min tupilak?” sagde han
mut.
”Det gør han ikke,” svarede onklen meget bestemt.
”Der er kun én afgang om dagen og det er
først over middag.”
Lidt efter kunne Sille, Sigurd, Malik og Karl Emil
træde ind i lufthavnsbygningen, og de var ikke
mere end lige kommet ind ad døren før Malik
pegede på en bænk i den anden ende af terminalen.
”Der sidder han!”
Sille fulgte Maliks finger og fik øje på antikvitetshandleren.
Han sad sammenkrøbet omgivet
af sine kufferter. I det samme fik antikvitetshandleren
øje på Malik. Han rejste sig truende
op og gik et par skridt hen imod dem. Børnene
standsede forskrækkede op.
”Forsvind! Skrid med jer ellers bliver det værst
for jer selv,” råbte han og truede med en knyt-
næve.
”Du er en tyv,” råbte Malik og trådte et skridt
baglæns.
”Jeg skal lære dig, din møgunge,” råbte antikvitetshandleren
og gik frem mod Malik. I det
samme kom to politibetjente løbende ind af en
sidedør.
”Hvad foregår der her,” råbte en af betjentene.
Karl Emil skyndte sig at fortælle hele historien,
mens den anden betjent gav antikvitetshandleren
håndjern på, så han ikke kunne stikke af.
Bagefter gennemsøge de to betjente i fællesskab
antikvitetshandlerens kufferter, og snart var et
stort stykke af gulvet omkring dem fyldt med
tyvekoster.
”Du er hermed anholdt for tyveri og forsøg på
smugleri,” sagde betjenten, der havde snakket
med Karl Emil. Derefter vendte han sig med et
smil mod Sille og Sigurd og deres to grønlandske
venner. ”Og I skal have mange tak. Uden jeres
hjælp havde vi måske aldrig fanget forbryderen.”
Den anden betjent bøjede sig ned og samlede
Maliks tupilak op.
”Det her er vist din,” sagde han med et smil og
rakte den lille figur til Malik.
”Tusinde tak,” fremstammede Malik og bukkede
dybt for betjenten.
Betjentene smilede og tog et fast tag i antikvitetshandleren.
Derefter trak de af sted med
ham.
”Så endte historien alligevel godt,” sagde Malik
og knugede sin tupilak.
”Ja!” grinede Sille. ”Ravnen blev sat i bur, og du
fik dit lille uhyre tilbage.”
18 19

Andagter til
Når alle er velkomne…
Tema for andagten
I Grønland holder alle familier kaffemik
nogle gange. Det betyder, at man inviterer
alle, også dem man ikke kender, til kaffe og
kage. Det er lidt ligesom Jesus. Han gør ikke
forskel på, hvem der opfører sig ordentligt og
hvem der ikke gør, ham inviterer også alle til
nadver og ind i Guds rige.
Rækkefølge
• Sang
• Fortællingen om nadveren
• Under fortællingen kan børnene farve
lægge tegningen på næste side.
Husk at kopiere den først
• Bøn og Fadervor
Fortællingen:
I den påske, hvor Jesus døde om fredagen, skete
der en masse ting, og dem husker vi stadig. Vi
holder dem hellige, hedder det. Når noget holdes
helligt, er det fordi vi mener, at det er rigtig vigtigt
at huske det, og når vi husker det, husker vi
samtidig på Gud.
Om torsdagen inviterede Jesus sine venner ind
ANDAGTER AF: Maria Meinert & Betina Alveen
middag. Det er der ikke noget mærkeligt ved.
I kender det fra jeres forældre. De inviterer også
tit deres venner til middag. Men det var alligevel
lidt mærkeligt, at Jesus inviterede alle sine venner
til middag, for han vidste på forhånd at to
af vennerne senere ville gøre noget rigtig strengt
imod ham. Tror du, at du ville invitere en ven
til at lege, hvis du vidste, at din ven senere ville
fortælle alle de hemmeligheder, du havde fortalt,
til én du slet ikke kunne lide? Det tror jeg ikke,
jeg ville. Men det gjorde Jesus, også selvom det,
hans ven gjorde var meget værre end at fortælle
en hemmelighed. Jesus’ ven, Judas hed han, fortalte
faktisk til nogen, der var efter Jesus, hvor
han var, så de kunne fange ham. Judas var altså
i virkeligheden ikke en særlig god ven!
Læs nadverberetningen højt for børnene.
Bøn
Kære far i Himmelen
Tak fordi du ikke gør forskel på nogen.
Tak fordi du altid gør plads til os alle sammen ved dit
nadverbord og i dit hjerte.
Lær os at være lige så gode til det som dig, så vi ikke
gør forskel på andre.
Fadervor...
20 21

Når det vi gør, er ondt uden
vi ved det...
Tema for andagten
Isen smelter i Grønland. Det skaber oversvømmelser
rigtig mange steder, især der i verden,
hvor der bor fattige mennesker. Isen smelter fordi
vi ikke passer på hvor meget strøm vi bruger,
fordi vi har meget affald og fordi vi ikke tænker
over vores forbrugsvaner.
Gud har sat os, menneskene, til at passe på jorden
og på hinanden, derfor er det imod hans vilje,
når vi ødelægger hans skaberværk.
Rækkefølge
• Sang
• Tag puslinge- tumlinge klassen med en tur
i skoven eller i parken eller måske et halt
andet sted hen. På turen skal i samle
affald. Når I kommer hjem igen kan I snak
ke om, hvorfor det ikke er smart at smide
sit affald i naturen. Fortæl børnene hvor
lang tid naturen skal bruge på at ned
bryde de forskellige former for affald, og
hvilken betydning det har for grundvandet,
dyrene og andre ting at mange mennesker
er ligeglade med om de smider affaldet på
jorden eller i skraldespanden.
I kan også snakke om, hvorfor det er vigtigt
at huske at slukke fjernsynet og lyset, når
man ikke bruger det.
• Fortælling: genfortælling af Matthæus 7,12
• Bøn og Fadervor
Fortælling
Jesus sagde mange gange, at vi ikke må glemme
de svage, dem, der ikke har det så godt, som os
selv. Vi må aldrig glemme dem, vi skal passe på
dem. Det er både dem, der bliver mobbet i skolen,
dem der ikke har råd til mad og mange andre.
Måske kan I selv komme på nogen, som har brug
for hjælp nogle gange? Måske har I selv brug for
hjælp fra andre nogle gange? Måske hjælp til
lektierne? Eller hvis der er nogen, der driller?
Jesus har engang sagt, at alt vi vil have at andre
skal gøre mod os, sådan skal vi også gøre mod
dem. Det kan være lidt svært at forstå. Når jeg
skal prøve at forstå det, tænker jeg på, hvordan
jeg godt kunne tænke mig, at andre var mod mig.
Hvis jeg er ked af det, vil jeg gerne have at nogen
trøster mig. Derfor trøster jeg andre, når de er
kede af det. Hvis jeg sidder helt alene, og gerne
vil lege med nogen, men ikke helt ved hvordan,
vil jeg gerne have, at der kommer nogen hen og
spørger, om jeg vil lege. Derfor prøver jeg at se,
om nogen ser ud til, at de gerne vil lege, men ikke
tør spørge.
Hvis jeg boede i et fattigt land, uden strøm, uden
nok mad og uden at have råd til at gå til lægen,
og nogen kunne gøre noget for at hjælpe mig, så
ville jeg rigtig gerne have at de gjorde det. Jeg
bor i et rigt land, med mange muligheder, men
jeg ved, at når jeg bruger strøm, kører i bil eller
køber for mange ting og smider dem ud, så ødelægger
jeg det for dem i de fattige lande. Derfor
prøver jeg på at lade være med at være ligeglad
med det.
Læs Matthæus 7,12 højt for børnene
Bøn
Kære Far i Himlene
Lær os at være taknemmelige for dit skaberværk
Lær os at det vi gør, har betydning for andre her på
jorden, og for vores fremtid.
Mind os dagligt om at vi kun er gæster på jorden
Mind os også om at vi skal passe godt på den, så alle
får glæde af den
Fadervor...
Når nogen tror på en anden
måde…
Tema for andagten
Der er forskellige måder at tro på Gud på. Dem, der boede
i Grønland i gamle dage, troede på Gud på én måde,
og i de nordiske lande troede vi på Tor og Odin. I dag tror
vi på Gud og på Jesus, mens muslimerne tror på Allah.
Men selvom vi tror på forskellige ting, så er vi alle Guds
børn og skal respektere hinanden.
Rækkefølge
• Sang
• Fortælling: Den grønlandske skabelsesmyte
frit fortalt med input fra skabelsesberetningen
fra Bibelen
En gang for meget længe siden levede alle mennesker
oppe i himlen, og de var udødelige. En
dag styrtede en mand ned fra himlen. Han fik en
datter med jorden, og snart fik de flere og flere
børn. Sådan blev hele jorden befolket.
En dag kom der et mægtigt jordskælv som delte
landene, og da jorden gik fra hinanden, røg mange
af menneskerne ned i en dyb afgrund. Det er
dem, der nu lever under jorden, og som kaldes
for de store ildboer.
Åndemanerne kan bruge de store ildboer som
hjælpeånder, men ingen andre end åndemanere
må forsøge at opsøge de store ildboer. Hvis man
ikke forstår sig på trolddom, kan man nemlig
komme til at glemme sin hjemrejse, og så vil
man for altid være fanget under jorden.
I Grønland bliver der også fortalt historier om, at
en dag vil vandet overskylle jorden, men ingen
ved hvornår, og de gamle fortæller, at en dag vil
22 23

alle ferskvandssøer udtørre og så vil alle menneskene
dø af tørst.
I gamle dage troede grønlænderne at når et menneske
døde, ville det vende tilbage til himlen. Og
de troede også, at når de så nordlysene bølge
frem og tilbage, var det fordi de afdødes ånder,
spillede bold med dødningehoveder.
Sådan har grønlændere i mange år fortalt om
verdens skabelse og menneskers liv og død til
deres børn.
Kan du huske hvordan vi, der er kristne, tror at
jorden og menneskerne blev skabt? Det er noget
med syv dage, prøv om I kan huske historien
sammen.
Læs skabelsesberetningen; Første Mosebog 1-2
højt for børnene som afslutning på samtalen.
Bøn
Kære Far i Himlene
Tak fordi du ikke har gjort os alle sammen ens.
Lær os at vi selvom vi tror på forskellige ting, så
er vi alle stadig dine børn.
Hjælp os til at lytte til hvad andre siger, både når
de taler om hvad de tror på og andre ting, som er
vigtige.
Fadervor...
Spørgsmål til samtale
• Hvordan tror du, at jorden er blevet til?
• Har du mødt nogen, der tror på noget andet
end dig?
• Har du snakket med dem du mødte om det?
Og hørt om deres tro?
Aktiviteter
Tulipakker
Da Sille Og Sigurd besøger Malik viser han dem en tupilak. Maliks tupilak er en figur, der er lavet ud af narhvaltand, men den
kunne også have været lavet af rensdyrtakker el knogler. Det at lave tupilakker er en gammel grønlandsk tradition. I gamle
dage, da Maliks forfædre levede, tænkte man på en uhyggelig ånd, når man talte om tupilakker, og tupilakkerne blev brugt
til at hævne fjender. I hver lille bygd på Grønland havde de en åndemaner, en slags troldmand. Det var ham, der lavede de
tupilakker, man kendte dengang. Det gjorde han ved at indsamle knogler og andre ting fra døde dyr. Han samlede tingene i
en lille skindpose og gemte dem på et hemmeligt sted. Maliks bedstemor har fortalt, at åndemaneren kunne trylle det der var
i posen levende og sende det af sted efter ens fjender. Men det var farligt at gøre det, for hvis fjenden havde flere kræfter eller
mere trolddomskraft så vendt tupilakken tilbage for at dræbe afsenderen…. Sille og Sigurd synes det lyder lidt uhyggeligt, og
de er glade for, at den tupilak, Malik viser dem, er en lille figur, der ikke ser ud til at kunne blive tryllet levende.
Amuletter
Aarnuaq er det grønlandske ord for amulet, og de
oprindelige eskimoer, Maliks forfædre, var af den
overbevisning, at en amulet var så fyldt med skjulte
kræfter, at den kunne beskytte den, som havde den
mod naturlige og overnaturlige farer. Man kan sige,
at amuletten blev betragtet som et tryllemiddel, der
tiltrak gode egenskaber og holdt dårligdom på afstand.
Det var oftest mænd, der brugte amuletter. Noget af
det første en mor gjorde, var at lave en amulet til sin
nyfødte søn. En amulet kunne være en bjørnetand,
der gav styrke, en harefod der gav hurtighed eller
måske en fugleklo, der gav en stærk næve. Når en
amulet var færdig, blev den indviet med tryllesang
inden dens ejermand fik den om halsen. Nogle gange
blev amuletten syet ind i klædedragten.
Lav jeres helt egen tupilak
Et godt materiale kunne være fedtsten. Hvert barn får
en lille blok af stenen, og laver med en urtekniv, et søm
eller andre skarpe og spidse genstande sin egen lille figur.
Det kræver noget tid for at gøre dem rigtig flotte.
Man kan slutte af med at pudse figurerne. Først med
fint sandpapir derefter med ståluld. Man kan også gnide
tupilakkerne i olie, så de bliver blanke. Hvis man ”borer”
et lille hul i tupilakken, kan den hænges i en lædersnor,
enten på skjorten eller om halsen.
En anden mulighed er, at hvert barn får et stykke uparfumeret
sæbe med et stort fedtindhold, hvor tupilakkerne
så skæres ud med en urtekniv. Man kan også lave
dem i hvid ostevoks.
Lav en amulet
Lav amuletter i Cernit, som er et elastisk materiale, som er nemt for børnene at arbejde
med. I kan prøve at lave en isbjørnetand eller et isbjørnehoved.
AKTIVITETER AF: Pernille Østergaard Olsen, Gerda Elgaard Jensen og Lene Thanild Schøler
24 25

Sneboldkamp
Børnene deles i 2 eller flere
grupper. De får alle udleveret
en avis. Nu går det ud på at
rive avissider ud, klemme dem
sammen til avis-snebolde og
kaste dem efter de andre. Legen
kan bruges til at få et godt
grin eller som konkurrence.
Man kan på tid se, hvem der
har færrest avis-snebolde inden
for sit område.
Kurebrætskonkurrence
Hundeslæderæs
I Grønland leger børnene rigtig meget i sneen. Der er rigtig
mange dage om året, hvor der er sne. Malik fortæller Sille
og Sigurd, at alle grønlandske børn der er 6-7 år gamle kan
køre med en hundeslæde, hvor der er to hunde foran. De kører
tit ræs med hundeslæderne. Sille og Sigurd synes det lyder
rigtig spændende, og de vil rigtig gerne have en tur. De
lærer hurtigt selv at styre en hundeslæde. Det er sjovt, og de
kører stærkt ud over isen.
Her i Danmark har vi ikke mange dage med sne, men man
kan godt køre hundeslæde ræs alligevel…
Skulle I være så heldige, at der er faldet sne en mødeaften, er
det selvfølgelig frem med kælkene. To børn foran hver, en på
slæden og så op på række og se hvem der kommer først!
Det er dog nok mere tænkeligt, at der ingen sne er… Så kan I
bruge sæbekassebiler eller stellet fra en gammel barnevogn.
Der skal bindes en tømme på, så der også her kan komme
to ”hunde ” foran. Den pusling eller tumling, der sidder på
”slæden” styrer så ved at råbe ’højre’ og ’venstre’, og så gælder
det ellers bare om at komme først.
Hjemme i skoven elsker både Sille og Sigurd at kælke, når der er faldet sne. I Grønland er der jo masser
af sne, så kælkene bliver tit fundet frem. Sigurd er næsten altid bedst til at blive siddende på kurebrættet
eller kælken og dermed også tit ham, der kommer længst, når børnene suser ned ad bakkerne. Sille bliver
nogle gange lidt mopset, men det går hurtigt over, og så er hun klar til en ny konkurrence, for det er altså
helt vildt sjovt.
I må ud og prøve det, hvis vi er så heldige at få lidt sne. Find en bakke og lav en konkurrence om, hvem der
kan komme længst eller hurtigst ned på et kurebræt, et numsebræt eller en plasticpose.
Langrendskonkurrence
Sille og Sigurd nyder virkelig at lege i sneen, men de har jo
ikke lært at styre en hundeslæde, så en dag, hvor de leger
med Malik og nogle andre grønlandske børn udenfor, finder
børnene deres ski frem, der går ikke mange minutter før
Sille er på vej ned af den nærmeste skråning, Sigurd er lidt
mere forsigtig, for selvom de begge har prøvet at have ski på
hjemme i skoven, føler Sigurd, at det er lidt svært at finde
balancen på sådan et par ski….. Nu er det jeres tur til at prøve,
om I kan holde balancen.
Selve løbet
Denne opgave har meget med samarbejde at gøre. Man skal
bruge et par ’ski’ med plads til 3-5 personer. Skiene skal
konstrueres sådan at skiløbernes fødder kan spændes eller
bindes fast på skiene. Det gælder så om at komme fra start
til mål så hurtigt som muligt.
OBS! Det er vigtigt med en god taktik. Måske er der én, der
skal tælle for, eller én skal sige højre/venste… så fødderne
flyttes på samme tid, ellers mister I alt for hurtigt balancen…
en prøverunde er nok også nødvendig.
Kaffemik
Skøjteløb som stafet
Hvis I har en skøjtebane i nærheden, kan
i benytte den. Ellers kan I tage en rask
skøjtetur på gulvet i kredshuset. Det
kræver et glat gulv og 2 aviser til hvert
barn. Man stiller sig på avisen og skøjter
henover gulvet. Gulvklude og pap kan
også bruges.
Børnene deles i to eller flere hold, som dyster
mod hinanden i en rask stafet. Der er
én fra hvert hold, som løber på ”skøjter”
ad gangen. Børnene kan have hver deres
skøjter eller man kan have et par skøjter,
der afleveres videre efter hver tur.
Sille og Sigurd er ikke mere end lige nået til Grønland før de bliver inviteret til kaffemik hos Maliks bedstemor.
Kaffemik er noget meget grønlandsk. Man inviterer en masse mennesker og i de små bygder er det hele bygden,
som får tilbudet.
Kaffemik varer som regel nogle timer. Nogle gange en hel eftermiddag. Folk dropper indenfor og drikker kaffe og
spiser kage. Der er altid masser af kage. Men ingen er der længere tid, end det tager at drikke to kopper kaffe. Man
er nemlig uhøflig, hvis ikke man rejser sig efter to kopper og overlader pladsen til en anden. Til kaffemikken kan
man sidde og snakke, fortælle vittigheder og danse til musik.
Inviter børnenes forældre, bedsteforældre, naboer til kredshuset og hvem I nu ellers kan komme i tanke om til kaffemik.
Inden gæsterne kommer skal I selvfølgelig i gang med at bage forskellige kager og småkager. Måske I kan
vise lidt af det I går og laver og synge nogle sange fra March og Lejr.
26 27

Sælfangerløb
Sigurd er virkelig imponeret, da Malik fortæller ham,
at alle grønlandske drenge fanger deres første sæl,
før de fylder 10 år. Malik skal med sin far på sæljagt
imens Sille og Sigurd er på Grønland. Det er rigtig
spændende, og de to skovbørn ser, hvor stolt Malik
er, da han kommer hjem med sin første sæl, som
han helt selv har fanget. I Grønland kan alt fra sælen
bruges, det meste spises, skindet bliver syet om til
kamikker og andet varmt tøj af, og før i tiden blev
spækket fra sælen brugt til opvarmning og lys, men
det er der ikke så meget brug for mere, for nu er der
nu er der el og varme indlagt i husene.
Sæljagt
Forberedelse:
Børnene deles i hold, to eller tre sammen på hvert alt
efter hvor mange der er, men så ventetiden til fiskestængerne
ikke bliver for lang.
Kopier sælen fra lederhæftet på karton, klip den ud og
sæt en papirclips fast på hver sæl.
Lav en eller to fiskestænger med en magnet i enden af
snøren i stedet for en krog.
Skriv en opgave på hver sæl.
Jagten går ind:
Holdene fanger på skift en sæl, læser og løser opgaven
på sælen, og skynder sig hen for at fange den næste
sæl.
Det vindene hold er dem, der har fanget flest sæler og
løst flest opgaver.
Forslag til opgaver:
1. I skal male det Grønlandske flag
2. I skal tegne Grønland
(god ide med en kopi at se lidt efter)
3. I skal bygge en iglo af sukkerknalde.
4. Nævn de Grønlandske dyr i kender
(eks: isbjørn, ulv, sæl, blåhval,
rensdyr, slædehund…)
5. Hvem er stærkest, prøv at lægge arm…
en rigtig styrkeprøve…
6. Mal en rigtig uhyggelig maske, (i Grønland er det
en gammel tradition med maskedans. Dansen blev
brugt til at skræmme børn og voksne. Man troede
nemlig at det ville gøre dem stærkere i sindet…)
7. Lav hver en ønskeseddel I kan give til julemanden.
8. Er Grønland en ø? Er det verdens største eller
verdens mindste…
OSV.…. Der er ingen grænser for opgaver, bare der er
sæler nok!
Forsøg med isbjerge
I historien hører vi om, hvordan Sille, Sigurd, Malik og hans
onkel kører på isen og hvordan det er ved at gå galt,
da en stykke isbræ brækker af og får isen til at revne.
Lav jeres eget isbjerg
Materialer:
Rød og grøn frugtfarve
Nogle tomme mælkekartoner
Vand
Plastakvarium eller noget andet stort som man kan kigge igennem.
På mødet inden skal I:
fylde vand blandet med rød frugtfarve i en rengjort mælkekarton.
I en anden mælkekarton fylder i vand blandet med grøn frugtfarve.
Sæt kartonerne i fryseren.
På selve mødet:
Første forsøg
• I fylder nu jeres akvarium cirka halvt om med varmt vand.
• Fjern mælkekartonen der er rundt om jeres røde isklump
• Den bundfrosne isklumpen nedsænkes i det varme vand.
• Når den smelter vil det røde vand bundfældes, da det er koldest.
Andet forsøg
• Fjern mælkekartonen fra jeres grønne isklump.
• Brug lidt tid på at kigge på det flotte mønster der er af luftbobler inde i isklumpen.
• I et akvarium fyldt med varmt vand, nedsættes isklumpen
• Se hvordan isklumpen smelter og hvordan luftboblerne bliver gjort fri.
Læg også mærke til at isklumpen på et tidspunkt begynder at vende sig om.
Forsøgene viser
• At varmt vand er øverst og koldt vand nederst, da koldt vand vejer mest.
• Is vejer mindre end vand.
• Der er dobbelt så meget is under vandet, som der er over vandet.
• At når isbjerget under vand smelter, så vender det rundt.
(Snak evt. om hvor farlig det kan være)
• Der er luftbobler inden i isbjerge
• Når isen smelter kommer luftboblerne op til overfladen
28 29

Julemandens
værksted
Som vi alle ved, bor Julemanden jo på Grønland. Hans
kongsgård ligger oppe i det allernordligste Grønland, på
et af de allermest øde steder i verden. Kongsgården er
godt gemt. På afstand ligner den ikke andet end en klippetop,
der rager op over isen.
Midt i november vågner de nisser, der bor i kongsgården,
og så får de travlt. Det skal gøres rent og pyntes op inden
Julemanden ankommer den 1. december, og alle skal i
gang med at lave gaver og gøre klar til juleaften.
Lav jeres eget gaveværksted
Brug en mødeaften på at omdanne puslinge- tumlinge
lokalet til gaveværksted og lad børnene lave forskellige
julegaver til mor, far, lillebror eller mormor.
Grønlandsdragten
Noget af det første der sker, da Sille og Sigurd kommer
til Grønland er, at de får en flot, grønlandsk nationaldragt.
Der er stor forskel på deres dragter. Sille
får en kvindedragt. Den er meget farverig, og den har
en flot perlekrave. Under perlekraven har hun en hvid
anorak. Silles bukser er korte og lavet af skind, og på
fødderne har hun kamikker. Yderkamikken er lavet af
pels, og inderkamikken er pyntet med perler og broderi.
Der er også både blonder og blomsterborter. Sigurd får
selvfølgelig en mandedragt. Den er ikke nær så farvestrålende,
som Silles. På overkroppen har hen en hvid
anorak, og derunder har han sorte bukser. Sigurds kamikker
er også sorte, men som pynt har de et farvestrålende
skindbroderi.
Maliks bedstemor fortæller at hver familie har sin egen
helt specielle blomsterbort. Mønsteret til perleborten
går i arv i familierne. I gamle dage blev perlerne sejlet
til Grønland på hvalfangerbåde efter at fangerne havde
fået byttet sig til dem. Man får gerne sin dragt når man
når konfirmationsalderen. Sille er heldig, hun får en
dragt, med et mønster, der stammer fra Maliks familie.
Lav
grønlandske mønstre
Lad puslingene og tumlingene lave flotte
grønlandske perlemønstre på ganske almindelige
perleplader. Til sidst stryges
perlepladerne og udstilles.
I kan også lave blomsterborter med kartoffeltryk.
Lad hvert barn lave en kartoffelblomst
og lad så børnene låne af hinanden.
Det kan blive til nogle rigtig flotte
mønstre, som selvfølgelig skal udstilles.
Fold Sille og Sigurd
i deres grønlandske
dragter
• To stykker hvidt papir str. 10x10 cm.
• Farver eller farveblyanter
• Saks
• Lim
• Nål og tråd
• Ståltråd
1. Fold et stykke kvadratisk papir son vist
2. Bøj hjørnerne ind til midten og vend papiret
3. Bøj som før og vend igen
4. Bøj igen hjørnerne ind til midten og vend papiret
5. Skub hjørne 1 og 2 ud og op, så de åbner sig
og danner to rektangler
6. De underste flapper foldes ud
7. De store trekanter foldes ud og papiret vendes
8. Løft hjørne A, B, C og D op, så de mødes på midten
9. De opstående trekanter foldes ned og papiret vendes.
10. Overdelen er nu færdig
11. Bukserne foldes som overdelen.
Følg arbejdsgangen til punkt 8.
De opstående trekanter er nu bukseben.
Fold papiret på midten, enderne samles.
12. Buksedelen er nu færdig
13. Sæt bukserne sammen med overdelen
14. Farv dragten i flotte mønstre.
Kopier Sille og Sigurds hoveder.
Farv dem, klip dem ud og lim dem på dragten
15. Til sidst kan du lave en flot uro af dine nye
Sille og Sigurd figurer
30 31
14
6
1 2 3
4
5 5a
7 8
9 10 11
12 13
15

32
Fold en hval
Når sneen rigtig fyger i Grønland, er det ikke
rart at være ude, og så nyder børnene at sidde
inden døre og pusle med forskellige ting. Sille
og Sigurd bliver ret imponerede, da Malik viser
dem, hvor dygtig han er til at folde i papir.
Malik har lavet nogle tegninger som skovbørnene
får med hjem til Danmark, så kan de
nemlig vise deres venner til FDF hvordan man
laver en hval i papir. Prøv at se her:
Materialer
• Almindeligt hvidt papir
• Saks
• Farver eller farveblyanter
1. Fold papiret på skråt
2. Klip det foldede papir til,
så du nu har en retvinklet trekant
3. Åbn trekanten og fold siderne ind,
så de mødes ved foldningen på midten
4. Fold spidsen ind, så den lige netop
møder de andre foldninger
5. Fold papiret sammen langs midten
6. Fold halen op
7. Lav et lille klip gennem midten af
enden af halen.
Fold siderne af halen udad
8. Tegn øjne og finner
Eqitaq -
Trække pind
Leges næsten på samme måde som forrige leg, Arsaaqqat. I Eqitaq
skal man i stedet bruge en kort, afrundet pind (ca. 40 cm).
Modstanderne sætter sig på jorden med fødderne mod hinanden.
Begge parter tager fat om pinden med den sammen hånd, enten
venstre eller højre. Det gælder så om at trække modstanderen over
til sig, enten ved råstyrke eller en overrumplende taktik.
4
7
1
5
8
2
Traditionelle
grønlandske lege
Det er altid sjovt at lege. Sille og Sigurd elsker at lege hjemme i skoven
og sammen med alle deres venner til FDF. Børnene i Grønland leger
også rigtig meget, og de leger mange af de samme lege, som vi kender
her hjemme i Danmark. Da Sille og Sigurd var I Grønland lærte de dog
også nogle Grønlandske lege, som de slet ikke kendte i forvejen. Prøv
dem selv de er sjove….
Arsaaqqat -
Trække krog
Til denne leg skal bruges et kort, tykt stykke reb, som er forbundet
til to stykker træ (oprindeligt brugte man rensdyrhorn).
Modstanderne sætter sig på jorden med fødderne mod hinanden.
Begge parter tager fat om et håndtag (pinden) med den sammen
hånd, enten venstre eller højre. Det gælder så om at trække modstanderen
over til sig, enten ved råstyrke eller en overrumplende
taktik.
6
3