18 |Albue og underarm - Gyldendal

18 | Albue og underarm
Bo Sanderhoff Olsen, Helle Frydensberg, Niels Erichsen & Bo Munk
Symptomer fra albue og underarm domineres
af smerter, indskrænket bevægelighed
(stivhed) og instabilitet. Disse symptomer
dækker over forskellige patologier. Diagnosen
af de forskellige tilstande i albueleddet
sikres ved hjælp af få kliniske håndgreb,
der kan suppleres med enkle radiografiske
undersøgelser.
Anatomi og biomekanik
Overekstremitetens primære funktion er
po sitionering af hånden. Fri bevægelighed
i skulderleddet tillader, at hånden placeres
på en sfære omkring kroppen med armens
læng de som diameter. Fri bevægelighed i al­
Forreste
kapsel
MC L
LCL
Ligamentum
annulare
Fig. 18.1. Albueleddet set forfra med tyk forreste kapsel.
MCL: mediale kollaterale ligament, LCL: latera le
kollaterale ligamentkompleks.
bue leddet og håndleddet tillader, at hån den
positioneres inden for denne sfære.
Albueleddet er opbygget som en arti ku la ­
tion imellem tre knogler, der til sam men til lader
to bevægeretninger. Led dan nel sen mellem
ulna og humerus danner et hæng sel led
for fleksions­ og eksten sions bevæ ge lig hed.
Artikulationen imellem de to under armsknogler
tillader under arms rotation. Al bu ­
ens høje grad af ossøs kon gru ens har stor
be tydning for stabiliteten og dermed led bevæ
gelsen. Som supplement til den os sø se
led stabilitet er der såvel lateralt som medi alt
stærke ledbåndskomplekser (Fig. 18.1).
Det mediale kollaterale ledbåndskompleks
(MCL) udspringer fra undersiden af
den ulnare/mediale humeruskondyl og
ud gøres af tre dele: det anteriore, det posteriore
og det transverse ligament. Det er vist,
at den pri mære stabilisator er det anteriore
liga ment, der insererer sig på medialsiden
af pro cessus coronoideus og stabiliserer
led det mod valgus (radiale) bevægelser og
indad rota tion (pronation).
Det laterale kollaterale ledbåndskompleks
(LCL), der udspringer fra undersiden af den
radiale/laterale humerusepikondyl, er ligeledes
opbygget af tre komponenter: det radiale
kollaterale ligament, der insererer sig
vifte formet i det annulære ligament, som
om slut ter caput radii, og endelig det late rale
ul nare collaterale ligament, der udgø res
af de mest posteriore fibre i det radiale kollaterale
ligament, og som passerer igennem
liga men tum annulare og insererer sig på
ulna. LCL stabiliserer leddet mod varus­
1

2
KAPItEL 18 | ALBuE Og unDErArM
(ulnare) bevægelser og udadrotation (supination).
Den aktive bevægelse i albueleddet baserer
sig på forskellige muskelgrupper. De
vig tigste fleksorer er m. biceps brachii, m.
bra chi alis og m. brachioradialis. De vigtigste
ekstensorer er m. triceps brachii og m.
anco neus. Supination induceres i den prone
re de position af den distale insertion af
m. bi ceps brachii og i øvrigt af m. supinator,
mens pronation primært induceres af m.
pro na tor teres, der i fleksion assisteres af m.
flex or carpi radialis.
Den normale bevægelighed i leddet er en
fleksionsbevægelse fra 0° (fuld ekstension)
til 145° (bøjning til bløddelskollision) og en
underarmsrotation fra 85° supination til 75°
pronation. Studier har vist, at de fleste dagligdags
aktiviteter som at spise, tale i telefon,
binde et snørebånd osv. kan udføres,
hvis en fleksionsbevægelse fra 30° til 130° og
en underarmsrotation fra 50° supination til
50° pronation er til stede.
Klinisk undersøgelse
Patientens historie er vigtig, herunder
sports anamnese, socialanamnese, arbejdsfunktion,
oplysning om, hvorvidt patienten
er hypermobil, hvordan symptomerne debu
terede, og en grundig beskrivelse af eventuelle
tidligere patologiske tilstande.
Hvordan fremtræder leddet? Beskriv, hvis
der er fejlstilling, hævelse, rødme, varme,
sår dannelser osv. Palpér leddet, mærk særligt
efter de anatomiske kendemærker og
notér lokalisationen af ømhed, ledmus (der
særligt påvises på siden af olecranon) og
hævelse (der særligt noteres i området imellem
caput radii og ulna, hvor det er udtryk
for ledansamling).
Efterfølgende undersøges ledbevægeligheden
såvel aktivt som passivt. Bevæge udslagene
og endfeel beskrives for fleksion,
ekstension, pronation og supination
lige som even tuel smerte eller skurren i én
eller flere be vægeretninger. Her vurderes
speci elt, om der er krepitation/skurren ved
flek sions­ og ekstensionsbevægelsen som
udtryk for pato logi i ulnohumeralleddet, og
om der er krepi tation/skurren ved underarms
rotation som udtryk for patologi i radio
hu me ral­ eller ulnoradialleddet (artro se
ved caput radii).
Ligeledes beskrives, om der er hypermo
bi litet i albuen eller andre led. Kraf ten
vurderes over albueleddet såvel i flek sions ­
aksen som svarende til underarms rota ti onen,
idet man må tage hensyn til, hvor de
enkelte muskelgrupper har deres maksi male
funktionsevne, fx at m. biceps brachii fungerer
maksimalt som supinator ved fuld pronation,
at triceps virker maksimalt ved ekstension
fra fuld bøjning, og at biceps vir ker
maksimalt flekterende fra fuld ekstension.
Endelig vurderes stabiliteten i albueleddet.
Valgus­ og varusstabiliteten undersøges
med neutralt stillet underarm ved ca. 90°
flek sion, idet man med den ene hånd fikse
rer distale humerus, mens valgus­ eller
varus bevægelsen induceres med den
anden. Det er dog i praksis svært at vurdere
ledstabiliteten. I for søgs op stil linger kan
måles betydelige gra der af løshed (op til
40°) ved disse akti ve bevæ gelser på 90°
Aksial kompression Va lgus
Supination
Fig. 18.2. Undersøgelse for pivot shift­test, hvorved
gentagen ledinstabilitet kan afsløres. Positivt udfald af
testen er posterior displacering af caput radii, evt. blot
som positiv apprehension (afværge, ubehag).

flekteret albue. Der for har den prak tiske
undersøgelse ofte karakter af en apprehensionstest
(dvs. frem kal delse af stærkt ubehag
og afværgen (appre hen sion)), mens
undersøgelse af ledslap hed mod forceret
supination og prona tion ofte giver et mere
præcist mål for stabi li teten af henholdsvis
LCL og MCL.
Pivot shift stress­test måler posterolateral
albueinstabilitet, der forårsages af isoleret
insufficiens af LCL­insertionen på humerus.
testen udføres ved samtidig forceret supination,
valgusstress og aksial belastning af
albueleddet under passiv fleksion og ekstension.
Positivt testresultat hos en vågen
patient er posterolateral luksation eller subluksation
af caput radii, men oftest ses kun
en positiv apprehension, sædvanligvis ved
ca. 40° albuefleksion (Fig. 18.2).
Radiologi
Sædvanligvis anvendes regelret albueundersøgelse
med røntgen i to planer, hvilket
normalt er tilstrækkeligt til at demonstrere
leddets arkitektur og illustrere frakturer,
ar trose, ledmus, artritis, intraartikulær ansam
ling og forkalkninger i de kollaterale
led bånd. undersøgelsen kan suppleres med
spe cial optagelser for ledmus.
KAPItEL 18 | ALBuE Og unDErArM
Fig. 18.3. CT­billede med 3D­rekonstruktion af albue led med osteokondral defekt i capitulum.
Ønskes et bedre fundament for at vurdere
leddets arkitektur, kan der suppleres med
Ct­scanning, evt. med 3D­rekonstruktion
(Fig. 18.3). Mr­scanning benyttes til at se
ledbrusk, de omgivende bløddele og den
interossøse membran imellem de to un derarmsknogler
(se Fig. 18.3). Mr­scan ning
kan også bruges til at vurdere led båndsforhold,
forandringer ved epicon dylitis hu ­
meri og størrelse af eventuel brusk defek ter.
Samlet har udviklingen i radio gra fis ke udredningsmuligheder
ført til, at anven del sen
af albueledsartroskopi som et diagnos tisk
hjælpemiddel er faldende.
Akutte skader i albuen
Albuefrakturer
Henved 7% af alle knoglefrakturer involverer
albueleddet, og relativt hyppigt ses disse
skader i forbindelse med højenergitraumer.
Behandlingen følger almindelige principper
med skinne­ og skrueosteosyntese. Især i
til fælde med displacerede intra artiku lære
brud bør eksakt reposition og osteo syn tese
iværk sættes (Fig. 18.4). Intra ar ti kulære
al bue frakturer medfører ofte kon trak tur,
artro se og/eller ledmus, mens kro nisk
led in sta bi litet ofte ses efter albue luk sa ­
3

4
KAPItEL 18 | ALBuE Og unDErArM
Fig. 18.4. Komminut fraktur i distale humerus før og efter osteosyntese.
tions fraktu rer (dvs. kombineret luksation
og frak tur) med brud af enten proces sus
coro noi deus og/eller caput radii. I for bindel
se med ki rurgi er det vigtigt at huske
disse to os søse struk turers store betydning
for led dets aksi ale stabilitet og caput radiis
betyd ning som sekun dær stabilisator mod
valgus­ og udad rotations belastning. Fraktur
i caput radii ses især hos voksne efter fald
på strakt arm, mens collum radii­fraktur er
Fig. 18.5. Displaceret suprakondylær humerusfraktur hos et barn før og efter reposition og osteosyntese med
k­tråde.

Fig. 18.6. Posteriort lukseret albue uden fraktur.
hyp pigst hos børn. Caput radii­frakturen
går op i ledfladen, hvorfor præcis reposition
og osteo syn tese ofte er nød vendig.
Hos børn ses suprakondylær humerusfraktur
ikke sjældent. Den opstår oftest ved
fald på strakt arm, hvilket medfører en baguddisplacering
af det distale ledbærende
knoglefragment. tilstanden kan sædvanligvis
behandles ublodigt med reposition og
k­trådsfiksation, hvor små metaltråde føres
igennem bruddet og derved fastholder
brud det i den korrekte stilling (Fig. 18.5),
efter fulgt af gipsbandagering i 3­4 uger.
Iso le ret afsprængning af henholdsvis mediale
og laterale humerus kondyl er også
ty pis ke børnefrakturer, der ikke sjældent
kræver åben kirurgisk reposition og k­trådsfiksation.
Luksationer
Incidensen af albueluksationer er 8/100.000
personer/år, oftest hos yngre mennesker i
for bindelse med sport. retningen er oftest
pos terior eller posterolateral. Behandlingen
er akut reposition i rus eller generel anæste ­
si efter fulgt af gipsbandagering med prona
tion af un derarmen og 90° fleksion af
albuen i mak si malt tre uger, da immobi lisation
i mere end tre uger øger risikoen for
kontraktur mar kant. Luksationer medfører
altid ledbånds rup tur på begge sider af leddet,
hvorfor risi k oen for kronisk albue insta­
KAPItEL 18 | ALBuE Og unDErArM
5
bilitet formentlig er øget ved for tidlig mo bilisering
(Fig. 18.6).
Recidiverende posterolateral albueinstabilitet
Dette er sandsynligvis den hyppigste følge
efter en akut luksation og forårsages af
LCL­insufficiens. tilstanden ses hos op til
30% af patienterne efter luksation og giver
sig udtryk i recidiverende luksationer eller
subluksationer, der ofte blot beskrives
som klik eller smerter på leddets yderside
ved supination eller som en fornemmelse
af albueinstabilitet. tilstanden overses
ofte på trods af talrige lægeundersøgelser.
Dia gnosen stilles ved en pivot shift stresstest
(se Fig. 18.2), evt. blot ved en forceret
ud ad rotationsbevægelse med albuen 90°
flekteret, hvor man kan fremkalde poste rior
prominens af caput radius eller få patienterne
til at reagere med appehension
(afværgen). Behandlingen er altid operativ
med rekonstruktion af LCL.
Inflammatoriske
tilstande
Reumatoid artritis
Ved reumatoid artritis (rA) er albuen ofte
på virket. tilstanden rammer hyppigst kvinder
over 50 år, men kan ses hos begge køn
samt i alle aldre, og især yngre mennesker
kan have et ganske svært forløb. Det viser
sig ved smerter og ledhævelse pga. syno vitis
i leddet. rA er i de fremskredne stadier
præget af svær leddestruktion med betydeligt
ned sat be vægelighed og insta bilitet (Fig.
18.7). Pa ti enternes invalide rende dys funktion
af leddet medfører, at de ikke kan klare
hver dagens fornødenheder som fx toiletbesøg
og fødeindtagelse.
Medicinsk behandling i form af kemoterapi
kan ofte standse sygdomsprogressionen,

6
KAPItEL 18 | ALBuE Og unDErArM
men i nogle tilfælde er kirurgisk behand ling
indiceret. I lettere tilfælde kan man ud føre
synovektomi (åben eller artro sko pisk),
evt. med resektion af caput radii. I mere
frem skredne tilfælde tilbydes endo pro teseki
rur gi, hvilket ofte giver god smerte lindring
og bedret funktion, herunder øget
be væ ge lig hed. tidligere har været anvendt
for skel lige protesedesign. Aktuelt anvendes
semi­constrained (eftergiveligt sammenhæn
gen de) implantater, der er kendetegnet
ved et eftergiveligt link imellem protese kompo
nen terne i humerus og ulna. De fleste
prote ser er uden rekonstruktion af det radiohume
rale led og tillader ganske hurtig mobili
sering efter operationen (Fig. 18.7).
Pyogen artritis
Artritis forårsaget af bakterieinfektion i albueleddet
skyldes sædvanligvis en hæmato
gen bakteriespredning, men kan også ses
efter penetrerende traumer. Bakteri erne er
oftest stafylokokker hos voksne og Haemo­
philus influenzae hos børn. Pati en terne
fremtræder højfebrile og alment på vir kede
med smerter, rødme, varme og ind skræn ket
bevægelighed i albuen. Hurtig dia gnose og
adækvat behandling med syno vekto mi og
antibiotika er særdeles vigtig for prognosen.
Degenerative tilstande
Artrose
Fig. 18.7. Albueled med reumatoid artritis før og efter operation med albueprotese.
Primær artrose i albueleddet er en sjælden
tilstand, og der er oftest tale om en sekundær
artrose forårsaget af en tidligere fraktur
eller infektion. Patienterne præsen te rer sig
med smerter, indskrænket bevægelig hed og
evt. aflåsningstilfælde pga. ledmus. røntgen
viser svind af ledbrusken, osteofyt dannelse
og ledmus.
Behandlingen af disse patienter er i begyndelsen
henholdende med smerte stil lende
og gigtpræparater. I mere fremskredne

til fælde kan man forsøge åben eller artroskopisk
oprensning (debridement), led løsning
(release) og fjernelse af ledmus. Kun i
ganske svære tilfælde, for trins vis hos ældre
patienter, kommer endoprotese be hand ling
på tale. resultaterne efter endo pro tese behand
ling er ofte ringere og min dre holdbare
hos artrosepatienter end hos pati enter med
rA, idet patienter med sidst nævn te lidelse
sædvanligvis er syge i ganske mange led og
derfor ikke belaster det enkelte implantat
i samme grad som artrose patienterne, der
ofte kun er syge i det ene led, der pro te seforsynes.
Kontraktur og ledmus
I albuen kan forskellige tilstande med føre
ledstivhed. Der skelnes imellem blød dels ­
betinget ledstivhed og tilstande, hvor
led dets ossøse arkitektur er ændret. Førstnævnte
er hyppigst forårsa get af traumer
og immo bilisering. Sidstnævn te ses oftest
post trau ma tisk efter dårligt repone rede eller
kom minutte intraarti kulæ re frakturer og
som følge af artrose, artritis og infektioner.
til standen er ofte ledsaget af ledmus, der
kan for årsage aflåsnings tilfælde og smerter
i led det. Kontrak tur og smerter kan behand
les en ten med åben eller artrosko pisk
løsning og musefjer nelse, hvor det bed ste
resul tat ses ved bløddels betinget kontraktur.
Fysioterapi: Træningsprincipper
efter albuetraumer
og kirurgi
For at nedsætte smerter og hævelse behandles
patienten efter rICE­princippet straks
efter traumet eller det kirurgiske indgreb.
Hurtigt herefter prioriteres genetableringen
af den normale bevægelighed i albuen. Den
passive undersøgelse af fleksion, ekstension,
supination og pronation afslører, hvilke be­
KAPItEL 18 | ALBuE Og unDErArM
7
Fig. 18.8. Manuel teknik til at vurdere mobiliteten i
nervevævet, her rettet mod n. medianus.
vægeudslag der er nedsat. Disse udslag skal
påvirkes med mobilisering og udspænding.
Man skal være opmærksom på n. medianus’
og n. radialis’ forløb gennem henholdsvis m.
pronator teres og m. supinator. Hvis muskulaturen
er overaktiv (dvs. at den hyppigt
trækker sig sammen, hvilket ultimativt kan
føre til en krampetilstand) og stram, kan
den irritere nerverne. Man kan vurdere nervernes
mobilitet ved upper Limb tension
test rettet mod n. medianus (Fig. 18.8) og n.
radialis.
Over­ og underarmens muskulatur skal
gen optrænes, og øvelserne skal tage udgangs
punkt i, hvorledes det traumatise
re de område reagerer på træningen.
Patien ten må ikke opleve forværring af
symp tomerne med øget ømhed eller nedsat
bevægelighed. I starten omfatter træningen
gentagne repe titioner med lille
belastning med det formål at bedre lymfe­
og blodcirkulationen i vævet. Efterhånden
skal belastningen stige i den enkelte øvelse,
samtidig med at patienten skal udføre øvelserne
færre gange, hvorved musklernes
udholdenhed og styrke øges.
Træningsprogram
umiddelbart efter operationen eller traumet
retter træningen sig mod bevæge lig­

8
KAPItEL 18 | ALBuE Og unDErArM
heden. Patienten skal udføre lette fleksions­
og eks tensionsøvelser samt pro nations­ og
su pi nationsøvelser uden modstand. gradvist
starter genoptræning af musklerne, primært
af biceps brachii og triceps. Mod standen
kan komme fra en elastik eller en håndvægt.
Øvelserne til under armens musk ler
er beskrevet i afsnit tet om tennis­ og golf albue.
Prona tionen og supinationen i underarmen
trænes med albueleddet i 90°, fx
med en elastik, der holdes i begge hænder.
Ved træning af supi nationen startes med
un der armen i pronation, hvorefter den
drejes ud i su pination mod elastikkens
mod stand. Se ne re i genoptræningsforløbet
kan patien ten ud føre mere funktionelle
øvelser, hvor eks tension over albueleddet
kan kombineres med dorsal fleksion over
håndleddet. Her ved vil modstanden blive
adresseret til triceps og extensor carpi
ulnaris.
Ergoterapeutisk
behandling efter
albuelæsioner
Den ergoterapeutiske behandling retter sig
mod at genetablere patientens mulighed
for at udføre ønskede aktiviteter. I første
om gang kan det ske ved at udlåne kompenserende
hjælpemidler. Senere bør træning
i de ønske de aktiviteter inddrages, hvilket
bidrager til at øge ledbevægeligheden.
Sideløbende hermed rettes indsatsen
mod at reducere skadens følgevirkninger.
Patien ter ne kommer til træning 2­3 gange
ugentligt og medgives et hjemme træningsprogram,
der løbende justeres. Behandlingen
retter sig først mod ødemreduk tion
og smertelindring (se kap. 2), da smerten
bl.a. skyldes ødem, led stiv hed og arvævsdan
nelse omkring led det. Her efter følger
led bevægelsestræning, og af slut ningsvis
kan muskeltræning ind dra ges. Ødemreduk­
Fig. 18.9. Passiv træning af ledbevægelighed i CPM­
(continuous passive motion) maskine. Her ses træning
af supination/pronation.
tion kan opnås ved ak tive pum peøvelser
med armen eleveret over hjer te højde, evt.
kom bineret med anven del se af kompressions
handske, elastikbind eller tubi grip.
Flow press kan anvendes i ergo terapien.
Ledbevægelighed trænes med aktive
øvelser fra yderstilling til yderstilling.
Ved ledkontrakturer svarende til fleksion
eller ekstension i albueleddet eller supina
tion/pronation af underarmen kan
CPM­maskine eller skinnebehandling
anven des, når vævet kan tåle det (Fig. 18.9).
Flek sionsmangel er som oftest mere funktions
hæmmende end eksten sions mangel.
Der kan også gives arvævs behandling i
form af myofascial release på adhærente og
kontrak te ar samt behandling med silicone
(Elastomer e.l.) til blødgøring af arvævet.
Kroniske overbelastningsskader
Kronisk medial albueinstabilitet
Ses sjældent i Danmark, men ganske hyppig
i uSA, især blandt baseballspillere og
spydkastere samt i forbindelse med andre
kastesportsgrene. tilstanden skyldes mang­

lende funktion af MCL, evt. med løshed opstå
et ved gentagen kraftig valgusbelastning
af albuen, og symptomerne er smerter
me dialt i kasteøjeblikket. Løsheden kan
demon streres ved valgusbelastet, neutralt
stillet un derarm i 90° albuefleksion. Behandlingen
er konservativ med aflastning og
fysioterapi samt i behandlingsresistente
tilfælde evt. re konstruktion af MCL.
Little league elbow
tilstanden ses hos yngre kastesportsudøvere
med åbne vækstzoner i knoglerne.
Den gentagne valguspåvirkning af leddet
mel lem radius og capitellum ved kast induce
rer en traktionsapophysitis (dvs. irritations
tilstand i vækstkernen) svarende til
inser tio nen af MCL, hvilket kan frem kalde
afriv nings fraktur af mediale humerus’
epikon dyl hos lidt æl dre sportsudøvere
med frag men tering af ledbrusken svarende
til capitellum i laterale ledkammer og udvikling
af en egentlig osteokondrit (mb.
Panner). Osteokondritten opheler i reglen
ved konservativ aflastning, men den bør
følges, da manglende opheling og smerter
kan nødvendiggøre operativ be handling
med åben eller skopisk opboring af bruskdefekten
eller mosaikbruskplastik (transplantation
af knoglecylindre med led brusk).
Diagnosen stilles på anamnese, objektiv
undersøgelse med smerter over MCL og evt.
radiale smerter ved valgusbelastning samt
radiologisk med røntgen, evt. supple ret
med Mr­scanning (se Fig. 18.3). Patienterne
bør udredes bilateralt, da specielt mb. Panner
ofte ses i begge albuer og evt. asymp tomatisk.
Desuden har syg dom men sam menhæng
med hypermobilitet.
Lateral og medial epicondylitis
Disse tilstande benævnes henholdsvis tennis­
og golfalbue, selvom de sjældent har
sammenhæng med de pågæl den de sports­
KAPItEL 18 | ALBuE Og unDErArM
9
grene. Symptomerne er uspeci fikke smerter
på henholdsvis lateral­ og medialsiden af
albueleddet ved senetilhæftningen af håndledsekstensorerne
lateralt og håndleds fleksorerne
medialt. Lidelsen er hyppigst i 35­
50­årsalderen. Histologisk har man påvist
uspecifik irritation med fibrillær degeneration
af kollagenet svarende til sene insertionen
ved epikondylunderfladen.
tilstanden diagnosticeres ved den karakteristiske
anamnese med snigende begyndelse,
der dog af patienterne ikke sjældent
relateres til en bestemt aktivitet, ofte i
for bindelse med daglige aktiviteter, fx at
løfte kaffekande, åbne døre og give håndtryk.
Den kliniske undersøgelse afslører
dis tinkt ømhed ved palpation af den affi cere
de senetilhæftning. Derudover supple res
med en henholdsvis lateral eller medial
epi kon dylitis­provokationstest, der ud løser
smer ter medialt eller lateralt ved isometrisk
hånd ledsekstension eller ­fleksion. Kompres
sion af nerverødderne i cervikal columna
bør altid overvejes som differentialdiagnose,
idet nerveforsyningen til knogle,
muskel og hud omkring albuen kommer fra
C5­C8. tryk på nerverødderne kan derfor
give refe rerede symptomer til albuen. Man
må des uden udelukke instabilitet eller
andre af de ovenfor nævnte årsager til
smerter. Det er karakteristisk, at en blokade
placeret ved un derfladen af den afficerede
epikondyl fjerner symptomerne.
Behandling
Epicondylitis behandles som hovedregel
konservativt. Der findes ikke evidensbasere
de ret ningslinjer for, hvad behandlingen
skal indeholde, men første prioritet er at
få kon trol over smerterne. reduktion af
den udlø sen de faktor sker ved at ændre
belastning, ar bejds metoder, træningsteknikker
og udstyr. Manu el behandling
bestående af tvær mas sa ge og udspænding
af den påvirkede mus ku latur. Myofasciel
release over det smerte fulde om råde kan

10
KAPItEL 18 | ALBuE Og unDErArM
Fig. 18.10. Træning til håndens ekstensorer er en
vigtig del af behandlingen af tennisalbue. Her bruges
håndvægte ved styrketræning af ekstensormusklerne.
ligeledes benyttes som smerte dæm pende
behandling. Ved vedvarende smer te ­
tilstande kan intra mus ku lær stimule ring
med nåle (IMS) anven des som smerte bry ­
den de behand ling. Med traktion, mobi lise ­
ring eller manipulation kan man be handle
even tu elle lokale leddysfunktioner i articulatio
hume roradialis og dysfunktioner i
cer vikal og tora kal columna. Ved positiv
upper Limb ten sion test behandles nerve
vævet med neuro dy namisk behandling som
be skre vet af D.S. Butler i 1991.
Ved mistanke om tryk på nerverødderne
på C5­C8­niveau bør man overveje fornyet
læge lig udredning og evt. henvisning til
neuro kirurg.
For at opnå bedst langtidseffekt viser studier,
at aktiv behandling (øvelsesterapi) er
mest effektiv. når smerterne er aftaget, skal
vævet stimuleres for herigennem at øge
styrken og tolerancen over for belastning.
Det foregår primært ved træning af underar
mens ekstensorer (ved tennisalbue) og
flek sorer (ved golfalbue). Øvelserne starter
med koncentriske, let belastede elastikøvelser,
der udføres med 15­20 repetitioner
gentagne gange i løbet af dagen for at
Fig. 18.11. Excentrisk træning er den mest belastende
træningsform, og derfor benyttes disse øvelser i slutningen
af behandlingen af tennisalbue.
øge vævets blod­ og lymfecirkulation.
Efterhånden øges belastningen, således at
musklen og senen påvirkes mere intensivt
ved hjælp af hånd vægte med en vægt
svarende til det, pati en ten kan løfte ca. 15
gange (Fig. 18.10). Pro gres sionen herfra er
excentriske øvelser (Fig. 8.11). Den sidste
del af genoptræningen skal indeholde
funktionelle øvelser, der relevante for den
aktivitet, som patienten skal tilbage til.
Brugen af laserterapi og ultralyd diskuteres,
da evidensen ikke er enslydende, hvad
an går dosering og effekt.
Den ergoterapeutiske behandling består
ofte i tilpasning af en håndledsskinne i funktionsstilling,
hvilket begrænser hånd led dets
bevægeudslag i ekstension og fleksion,
hvorved smerteprovokerende bevægelser
undgås. Eventuelt kombineres med en
al buestrop anbragt distalt for senernes udspringsområde,
hvilket flytter trykpunktet
og belastningen væk fra det inflammerede
område, eller en albuebandage, der afl aster
den laterale muskulatur. Patientens
hver dagsliv analyseres med henblik på at
identificere eventuelle udløsende årsager,
og ændring af eventuelle provokerende fak­

torer i forbindelse med arbejde eller sport
iværk sættes. Desuden rådgives om ændring
af værktøj, sportsudstyr (fx opstramning af
ketsjer) m.m.
Indsprøjtning af kortikosteroid under
el ler ved senens insertion giver en hurtig
for bedring og kan anvendes diagnostisk. I
for bin delse med blokadeanlæggelse kan det
væ re hensigtsmæssigt samtidig at be hand le
med bandage. Kirurgisk behand ling af epicon
dy litis (tennisalbue) bør først over vejes
ef ter et langvarigt konservativt behandlings
for løb uden effekt. Smertefrihed efter
et ki rur gisk indgreb er i forskellige studier
rappor teret hos 30­85% af de opererede
patienter.
Akutte skader i
underarmen
Underarmsfrakturer
Incidensen er 35 tilfælde/100.000 personer/
år.
green stick­fraktur er en hyppig børnefraktur
efter fald på strakt arm og ekstenderet
hånd. Knoglen bøjer ligesom en frisk
Fig. 18.12. Green stick­fraktur med vinkling på 20°
hos barn.
KAPItEL 18 | ALBuE Og unDErArM
11
bøgegren uden eller med brud på kun
den ene corticalis. Ved bøjning < 15° er
be handlingen i reglen konservativ, men
ved større grader af dislokation foretages
ublodig reposition. Bandagering i 2­4 uger
vil ofte være tilstrækkeligt (Fig. 18.12).
Blandt voksne og unge ses ofte komplette
frakturer. Ved tilfælde med primær vinkling
og dislokation bør bruddet reponeres og osteo
synteres, idet selv en beskeden vinkling
med fø rer reduktion i underarmens rotation.
Hos unge kan man som regel anvende fleksible
marvsøm, mens man hos voksne ofte
laver skinneosteosyntese. Bandagering efter
denne type brud er, især ved tilfælde uden
intern fiksation, ganske langvarig i op til
8­10 uger, og det er nødvendigt samtidig at
bandagere albueleddet for at blokere rotationsbevægelsen
i underarmen.
Frakturer i radius eller ulna alene er
relativt sjældne. Isoleret corpus ulna­fraktur
opstår ved et direkte traume (parérfraktur)
og kan ofte behandles konservativt med en
høj eller lav bandage.
Monteggia­fraktur er et brud i
ulnaskaftet med samtidig caput radiiluksation.
Eftersom der er såvel knogle­
som ledbåndsskade, bør frakturen altid
hos voksne operativt be handles med
osteosyntese af ulnafrakturen og evt.
bløddelsoperation i albueleddet. Hos børn
kan lidelsen ofte behandles ublodigt med
reposition og bandagering.
galeazzi­fraktur er et brud i radiusskaftet
med samtidig luksation af caput ulna i det
distale radioulnare led. Operativ reposition
og fiksation af radius medfører oftest, at caput
ulnae reponeres automatisk.
Subluksation af caput radii hos børn
Subluksation af caput radii er en lidelse,
der ses hos småbørn, efter at de har været
udsat for et kraftigt træk, evt. er blevet løftet
i hænderne og ganske ofte af deres brødebetyngede
forældre. Herved fore kommer en

12
KAPItEL 18 | ALBuE Og unDErArM
Type 1 Type 2
Type 3 Type 4
Fig. 18.13. Olders klassifikation af Colles­frakturer.
Type 1: Tværfraktur uden dislokation eller forkortning.
Type 2: Tværfraktur med forskydning og vinkling.
Type 3:Tværfraktur med forkortning. Type 4:
Forkortning og brudlinjer i radiusledfladen.
mindre forskydning af caput radii under lig.
annulare. tilstanden medfører ofte, at pati
enten pga. smerter ikke vil bevæge albueled
det, der holdes let flekteret. Caput reponeres
ved et kombineret tryk og rotation
mod radiohumeralleddet, oftest med et
lille mærkbart klik, hvorefter børnene igen
bevæger sig frit. tilstanden har såvel efter
behandling som ubehandlet en god prognose,
da den oftest efter et døgns tid reponerer
sig spontant.
Distale radiusfrakturer
Den hyppigste årsag til håndledsnære under
armsbrud er faldtraumer, hos ældre
of test lavenergitraumer og hos unge højener
gi traumer. Distale radiusfrakturer
udgør 12% af alle de brud, der ses i en skade
stue. Den hyppigste af brudtyperne er
Colles­frakturen med en incidens på 220
tilfæl de/100.000 personer/år. Bruddene
klas si fi ce res på forskellig måde, men der er
enig hed om en inddeling baseret på antallet
af brud fragmenter og påvirkningen af ledfladen
(Olders klassifikation, Fig. 18. 13).
Colles­fraktur opstår ved fald på eksten­
de ret håndled. røntgenologisk ses en
tvær gå ende fraktur 2­3 cm proksimalt for
den distale ledflade af radius. Ofte er der
også af sprængning af processus styloideus
ulnae. Det distale radiusfragment kipper
dorsalt og er displaceret radialt, og der er
ofte for kort ning i frakturen, således at caput
ulnae pro minerer distalt.
Ved Smiths fraktur sker faldtraumet på
flek teret håndled. Der ses fraktur i distale
ra di us ende med volar kipning af det distale
ra di us fragment.
Begge frakturer betragtes som osteo porosefrakturer
og ses især hos midaldrende og
ældre kvinder, men frakturerne kan forekomme
i alle aldre. Disse frakturer er alt fra
simple og udislo cerede til komplek se, komminutte
og intra artikulære frak tu rer, der
også involverer bløddelene. udis lo ce rede
frakturer eller brud med mindre dislokation
behandles med dor sal gipsskin ne fra knoer
til albue uden flek sion i håndled det i fire
til fem uger. Ved dis lokation skal der som
hovedregel udføres repo sition, og kan
bruddet ikke fastholdes med gips bandage,
bør man behandle med ekstern fik sation
eller k­trådsfiksation (Fi gur 18.14a, b og
c). Efterbehandlingsvarig heden er oftest
5­6 uger. Er bruddet i distale radius komminut
og intraartikulært, er be handlingen
ofte operativ fiksation, og ved Bartons
brud, hvor der samtidig ses volar subluksation
af håndroden, behandles ope ra tivt
med en volar skinne (se Fig. 18.14d og e).
Ved behand lingen bestræber man sig på
at genskabe radiuslængden og ak ser ne i
sideplanet, så karpalknoglernes align ment
i forhold til radiusaksen gen dan nes, og
der skabes kongruens i det distale ra dio ­
ulnarled. Manglende længde og kon gru ens
kan være årsag til varige smer ter og be væge
ind skrænk ning samt evt. senere de ge nera
ti ve forandringer. Andre kompli ka tioner
til de distale radius frak turer er rup tur af
extensor pollicis longus­senen som følge af
påvirkning fra et dorsalt dis pla ceret radius­

a
fragment og karpal tunnel syn drom som
følge af ændrede anatomiske forhold i karpaltunnelen.
I sjæld ne tilfælde ses re fleksdystrofi,
oftest efter et særligt smerte fuldt
behandlings­ og banda gerings forløb.
Epifysiolyse i radius ses hos børn ved fald
på dorsalflekteret håndled. når epifysen
end nu ikke er lukket, sker en dorsal forskyd
ning af den distale radiusepi fyse. Behandlingen
er reposition og bandage ring,
og banda ge ringstiden afhænger af barnets
alder. Ved eksakt reposition medfø rer epifysiolyse
som regel ikke vækst forstyr relser.
Træningsprincipper ved frakturer og
traumer i underarm og håndled
Som tidligere beskrevet rettes indsatsen
mod at genetablere patientens mulighed for
at udføre de ønskede aktiviteter ved udlån
af hjælpemidler, træning med aktiviteter
og reduktion af funktionsforstyrrelser. I
banda geringsperioden eller efter operation
instru eres patienten i ødemforebyggende
øvelser og i øvelser, der vedligeholder bevæ ­
ge ligheden i de frie led. Desuden foreta ges
ADL­gennemgang og evt. udlån af hjælpe
midler. Oftest har patienten smer ter,
øde m a tø se fingre og nedsat finger bevæ gelig
hed. For at fjerne ødem samt fore byg ge
kon trak tu rer i fingrene instrueres patien ten
i at flektere og ekstendere fing re ne til stramning
over hjertehøjde (Fig. 18.15). Det er
ikke nok at vinke med finger spidserne.
Ødem og smerter kan skyldes en stram
ban da ge, der må løsnes eller læg ges om.
b
c
d
e
KAPItEL 18 | ALBuE Og unDErArM
13
Fig. 18.14. Collesfraktur før og efter k­trådsfiksation (a og
b) samt billede af ekstern fiksation af samme frakturtype
(c). Barton fraktur før og efter osteosyntese med en volar
skinne (d og e).
Efter instruktion kan de fleste pa tienter
selv holde ødemet væk og der med mindske
smer terne. Smerter kan dog også skyldes
tryk på n. medianus i forbindelse med frak­

14
KAPItEL 18 | ALBuE Og unDErArM
Fig. 18.15. Ødematøs hånd, umiddelbart efter at bandagen
er fjernet.
turen, evt. pga. ødem, hvilket i de fleste
til fælde op hører i løbet af behand lings perioden,
men i få tilfælde må patienten opereres
for karpal tunnel syndrom.
Efter fjernelse af bandage eller ekstern
fiksation kan patienten være plaget af
ødem, smerter, nedsat bevægelighed eller
ængstel se for at bruge hånden. Der vil
typisk være nedsat supination/pronation af
under arm, fleksion/ekstension og radial/ulnarfleksion
af håndleddet og evt. nedsat
bevægelighed i albue og skulder, da patienten
ofte har holdt den bandagerede arm
fikse ret mod kroppen. Fingrenes bevægelighed
er ofte nedsat.
Patienten er ofte bekymret og synes, at
hånden ser “forkert ud”. Patienten skal
for klares, at det skyldes traumet og bandage
ringen, samt at et godt resultat fordrer,
at hån den inddrages i daglige gøremål og
gen op trænes. Der gives instruk tion i hjemme
øvelser, som løbende justeres, og der
kan evt. udlånes en kompressions hand ske
til ødembehandling. For at fremme normale
bevægemønstre kan man ved meget svag
håndledsekstension anlægge en funktionsbandage,
enten en løs elastik binds bandage
eller en tilpasset præfabrikeret hånd leds­
Fig. 18.16. Varmt grus giver en god opvarmning af
hån den før træning og stimulerer samtidig hyper ­
sensibel hud.
bandage i en kor tere periode, men så snart
håndledseks tensionen bliver bedre, skal
ban dagen seponeres.
træning i ergoterapien foregår fra 2­5
gange om ugen afhængigt af graden af problemer.
Ergoterapeuten vurderer løben de
pa tientens ADL­formåen, og patienten
træ ner forskellige teknikker i fx køkken eller
bad med henblik på at blive selv hjul pen.
Arbejdssituationen undersøges, så træningen
kan tilrettelægges i forhold til det, der
kræves for, at patienten kan genoptage sit
arbejde.
Der startes altid med opvarmning i håndlunkent
sæbebad, saltvand, varme pakning
eller varmt grus (Fig. 18.16). Håndødemet
behandles med cobansnøring, elevation,
vene pumpeøvelser og evt. flowpress (Fig.
18.17). Herefter træner patienten led bevæge
lighed, i starten aktivt og ubelastet eller
evt. som ledet aktiv træning. Der star tes
med grebsfunktionen i aktiviteter, der
ind drager hele OE, samt underarms­ og
hånd leds bevægelser fra yderstilling til
yder stil ling (Fig. 18.18). Ved stærkt ned sat
bevæ gelighed kan passiv led bevæge lig heds ­
træning, evt. med CPM­maskine eller skinne
behandling, anvendes, når fraktur heling

Fig. 18.17. Øvelser til ødembehandling over hjertehøjde og samtidig cobansnøring.
og smerter tillader det. Egentlig styr ke ­
træning påbegyndes, når smerterne er i aftagende,
og frakturhelingen tillader det. Har
patienten hypersensibel hud, instru eres i
desensi biliserende øvelser, hvor patienten
mindst fire gange om dagen i ca. 10 minutter
gnider over det sensible område med
stadigt kraf ti gere materiale (fra silke til
skuresvamp). Ar vævs dannelse eller vævsstramning,
fx ef ter ekstern fiksation, kan
blødgøres ved at på lægge silikone.
Børn har som regel intet eller kun et
meget lille behov for træning efter frakturer.
I de fleste tilfælde er en vejledning af for­
KAPItEL 18 | ALBuE Og unDErArM
15
æl drene, så de stimulerer barnet til at
med inddrage armen, tilstrækkeligt. I de få
til fælde med behandlingsbehov følges trænings
prin cip perne som beskrevet over for.
Dog bør træ nings midlerne tilpas ses, så
barnet synes, at det er sjovt og spæn dende
at gå til træning.
Læsioner af det distale radioulnarled
og discus triangularis
Det distale radioulnare led (DruJ) bliver
væsentligst stabiliseret af discus triangularis
og de ligamenter, der hæfter herpå, samt af
Fig. 18.18. Træning af ledbevægelighed fra yderstilling til yderstilling. Her øvelse i fleksion/ekstension af
håndled til hjemmetræning.

16
KAPItEL 18 | ALBuE Og unDErArM
extensor carpi ulnaris’ seneskede. Discus
og de tilhørende strukturer (se Fig. 18.19)
forkortes i den internationale litteratur til
tFCC. En central læsion i discus påvir ker
ikke stabiliteten af DruJ, men en radial
eller ulnar afrivning af discus og ligamenterne
medfører instabilitet med subluksation/luk
sation i DruJ.
tFCC­læsion kan optræde isoleret eller
i kombination med enten et brud i antebrachium
(fx en galeazzi­fraktur) eller håndledsnært,
fx en Colles­fraktur. Da distale
radiusfrakturer er hyppige, ses tFCC­læsioner
også ofte. De isolerede tFCC­læsioner
opstår hos yngre ved fald på samme ni veau,
men kan også ses ved højenergi trau mer
(trafikuheld, fald fra stor højde eller kom binationstraumer
med vrid).
I tiden efter gipsfjernelsen ved en håndledsnær
fraktur er der ofte hævelse og smerter
ulnart i håndleddet. Frakturen er helet,
og de fortsatte gener i form af smerter, be­
4
3
2
1
Fig. 18.19. TFCC (triangular fibro cartilage complex).
Figuren viser den proksimale karpale knoglerække samt
dis tale del af radius og ulna. TFCC er markeret med grønt
her og er 1. discus triangularis, 2. lig. radioulnare, 3. lig.
ulnolunatum, 4. lig. ulnotriquetrum, 5. lig. col laterale
carpi ulnare og 6. kort ligament mod basis af processus
styloideus ulnae. Henover ligger seneskeden af extensor
carpi ulnaris, og den er med i kompleksets forstærkende
dele.
6
5
væ ge indskrænkning og kraftnedsættelse
skyl des ulnare smerter, der også begrænser
rota tionen i underarmen. Længe efter at
smer terne på radialsiden af håndleddet er
svun det, kan de ulnare smerter plage patien
ten. Caput ulnae kan prominere som
føl ge af en eventuel forkortning af radius,
men hvis der tillige er en tFCC­læsion med
sub luksation i DruJ, vil caput ulnae ofte
pro mi nere udtalt ved pronation.
Ved isoleret tFCC­læsion klager patien ten
over smerter ulnart i håndleddet, nedsat
kraft og evt. også indskrænket bevægelighed.
Smer terne forværres ved belast ning,
og der er ofte en klikkende fornem melse.
Hvis læ sio nen medfører subluksa tion/luksation
i DruJ, er der også løs heds fornemmelse
og ind skrænket rotation i underarmen.
Ved tFCC­læsion findes direkte og indirekte
ømhed svarende til området. Direkte
øm hed udløses ved tryk ind mod caput
ul nae og indirekte ved ulnar deviation af
hånd led det under samtidig rotation og aksial
kom pression. Billeddiagnostisk kan Mrscanning
og artrografi anvendes. Ved sub luksation
i DruJ kan man afsløre den sagit tale
instabilitet ved manuel forskydning volart/
dorsalt af de distale dele af radius og ulna i
forhold til hinanden, men det andet hånd ­
led bør også undersøges for at undgå, at
den nor male løshed i leddet diagnosticeres
som pa tologisk. Der kræves Ct­scanning,
når subluksation i DruJ skal vurderes. Differen
tial diagnoserne er håndledsnær fraktur
og luksation af extensor carpi ulnarissenen.
Langt de fleste ulnare smerter efter
Colles­frakturer svinder spontant med
tiden, og der må tilrådes tålmodighed, så
pati en ten ikke unødigt gennemgår et langt
ud red nings pro gram og en evt. over flødig
be hand ling. Lige ledes bedres den ind ­
skræn kede rota tion ofte til et accep ta belt
ni veau i løbet af nogle måneder. Ved bli ver
symp tomerne, kan de centrale tFCC­læsioner
repareres eller excideres artro sko ­

pisk. Er DruJ insta bilt, kan ligamen terne
repareres eller rekon stru eres ved anvendelse
af palmaris longus­senen som graft.
Ergoterapeuten skal være opmærksom
på, at disse skader kan forekomme, såle des
at even tuel lægelig behandling kan iværksættes.
Efter operation kan der være behov
for at fremstille en skinne efter nær mere
speci fi kationer. når stabili tet i leddet er
opnået, på begyndes træning af supination/
prona tion og hånd leds eksten sion/fleksion.
I star ten må patien ten ikke trænes til yderstil
ling i flek sions øvelserne, da det kan
stresse de ope rerede ligamenter. I øvrigt
følges be hand lings principperne for Collesfrakturer.
Som komplikation til disse skader ses
kro niske ulnare smerter og indskrænket
rotation i underarmen. Det kan ofte behandles
ved fjernelse af caput ulnae eller ved
en artrodese af DruJ i kombination med
fjer nelse af godt 1 cm af knoglen fra collum
ulnae­området, som så bliver det nye punkt
for ro ta tion (Sauvé­Karpandijs operation).
Skaderne er overordentligt sjældne hos
børn og bør i videst muligt omfang behandles
konservativt, men en central tFCClæsion
kan ligesom hos voksne behandles
med ar troskopisk resektion. En ligamentskade
kan ofte sutureres med godt resultat.
Amputationer
Overekstremitetsamputationer udføres
langt sjældnere end underekstremitets amputa
ti o ner. På albue og underarmsniveau er
indi ka tio nen sædvanligvis et amputa tions­
eller knus ningstraume og i meget sjældne
tilfæl de kompromitteret karfunk tion eller
tumor. På un der armen søger man at bevare
så meget læng de som muligt, selv om betingelserne
for opheling er ringe re på den
distale tredje del af under armen. På underarmen
er selv en ganske lille under armsstump
funktionelt at fore trække frem for
KAPItEL 18 | ALBuE Og unDErArM
17
en transartikulær albue ampu tation, idet
muligheden for pro tese forsyning er bedre.
Behandlingen af amputationer på overek
stre miteten koncentrerer sig i den tidlige
fase om smertebehandling med me di cinering
og desensibiliseringstek nik ker. Der
laves stumpforbinding til at for me amputationsstumpen
og gives ødem pro fy lakse.
Desuden skal bevægelig hed og styrke i bevarede
led vedlige holdes. Patienten træner i
at skifte eventuel hånd dominans og indlære
enhånds teknikker. Desuden koncentreres
en del terapi om de psykologiske aspekter
ved at have mistet en legemsdel (se i øvrigt
kap. 11).
Medfødte lidelser
Medfødt caput radii­dislokation enten fortil
eller bagtil er en meget sjælden lidelse, der
ofte diagnosticeres i forbindelse med en
røntgenundersøgelse af anden årsag eller
pga. tumordannelse på albueleddets bagfla
de svarende til det dysplastiske caput.
til standen er oftest symptomfattig, men i
til fælde med begrænsning i bevægelighed
og smerter kan den i voksenalderen behandles
med resektion af caput radii, hvorimod
man i barneårene skal være tilbage holdende
med kirurgi.
Sammenvoksning (synostose) i det prok simale
radioulnare led er en sjælden medfødt
lidelse, der viser sig ved normal flek sions ­
akse, men ophævet underarms rotation, ofte
med hånden i pronations stilling. Behandling
begrænser sig til de bilaterale tilfælde,
hvor man kan tilbyde en rotations osteotomi,
hvor ved den ene hånd føres over i en
supi nationsstilling.
Ved nogle medfødte lidelser findes behov
for skinnebehandling til understøttelse
af et operativt indgreb. Det følges op med
til retning af skinnen, undersøgelse af, hvorledes
barnet anvender den involverede arm,
og vejledning til forældrene i, hvorledes de

18
KAPItEL 18 | ALBuE Og unDErArM
kan stimulere barnet til at medinddrage
armen, fx ved bilaterale lege.
Volkmanns kontraktur
Volkmanns kontraktur skyldes læsion eller
afklemning af a. brachialis i forbindel se
med fx en distal humerus­fraktur. Hvis
Supplerende litteratur
Canale St. Campbell’s operative ortho paedics. 10 th
ed. 2003. Mosby Inc.; 2003.
Conolly WB, Prosser r. rehabilitation of the hand
and upper limb. Butterworth­Heinemann; 2003.
green DP, Hotchkiss r, Pederson WC, eds. green’s
operative hand surgery. 4 th ed. Churchill Livingstone;
1998.
Hunter JM, Mackin EJ, Callahan AD. rehabilitation
of the hand and upper extremity. 5 th ed. Mosby
Inc.; 2002.
Hølmer P, Krøner K, Hansen tB, Jørgsholm PB, Solgaard
S, Petersen IE, Hindsø K. reference pro gram
vedrørende Colles fakturer. Dansk Orto pæd kirurgisk
Selskab; 2001.
Kjær M, Krogsgaard M, Magnusson P, Engebretsen
L, roos H, takala t, Woo SL­Y, eds. textbook of
sportsmedicine. Blackwell Publishing; 2003.
Lee Dg. “tennis elbow” – A manuel therapist’s perspective.
JOSPt 1986; 16: 134­42.
Little CP, Carr AJ, graham AJ. total elbow arthroplasty.
J Bone Joint Surg (Br) 2005; 87: 437­4.
den kompromitterede arterie for syning
ikke behandles akut, henfalder de muskelgrupper,
der forsynes af arterien, og patienterne
ud vikler en karakteris tisk klo hånd.
Behand lin gen består i ødem reduk tion og
træning af ledbevægelighed, ligesom der
kan være be hov for fremstilling af en skinne
til fore byg gelse og udretning af kon trak turer
eller til at fremme naturlig brug af hånden.
Morrey BF. the elbow and it’s disorders. 3 rd ed. W.B.
Saunders Co.; 2003.
Munk B. Bandagering af håndled. ugeskr Læger
2006; 168: 3519­21.
Munk B, Jensen SL, Olsen BS, Kroener K, Ersboell
BK. Wrist stability after experimental traumatic
tri angular fibrocartilage complex lesions. J Hand
Surg (Am) 2005; 30: 43­9.
O’Driscoll SW. Elbow instability. Hand Clin 1994; 10:
405­15.
Olsen BS, Søjbjerg JO. the treatment of recurrent
posterolateral elbow instability, following dislocation
of the joint. J Bone Joint Surg (Br) 2003; 85­B:
342­6.
Sneppen O, Bünger C, Hvid I. Ortopædisk kirurgi. 6.
udg. København: FADL’s Forlag; 2006.
Stadil F, Lund B, norling J, eds. Kirurgisk kompendium.
3. udg. København: nyt nordisk Forlag; 2003.
Svernløv B, Adolfsson L. non­operative treatment
re gime including eccentric training for lateral
humeral epicondylalgia. Scand J Med Sci Sports
2001; 11: 328­34.