Uden for nummer 20 - Dansk Socialrådgiverforening

20Tema om boligsocialt arbejdeD A N S K S O C I A L R Å D G I V E R F O R E N I N GTIDSKRIFT FOR FORSKNINGOG PRAKSIS I SOCIALT ARBEJDE11. ÅRGANGNR. 20. 2010uden for [nummer]

uden for nummer, nr. 20, 11. årgang, 2010Løssalg: 60 kr.Redaktion:Lise Færch, lifa@semersooq.glMariane Johansen, majoh@aarhus.dkLars Uggerhøj, lug@socsci.aau.dkJimmie Gade Nielsen, jgn@bikubenfonden.dkRedaktionssekretær: Mette MørkProduktionsstyring: Kommunikationsafdelingen,Dansk SocialrådgiverforeningCopyright: ForfatterneISSN nr.: 1600-888XDesign og produktion: Datagraf ASIllustration: Katrine Clanteinden forOplag: 14.25004]Peter Berliner og Line Natascha LarsenMan er mere fri – Community psykologiske programmerfor psykosocial trivselTidsskrift uden for nummer udgives af:18]32]Mia Arp FallovVeje til social inklusion i bypolitikken?Ellen Højgaard Jensen, Niels Andersenog Laura Helene HøjringBoligsocialt arbejde – et historisk overblikToldbodgade 19B1253 København KTlf. 70 10 10 99Fax: 33 91 30 69

lederDenne gang har Uden for nummer fokuspå boligsocialt arbejde – og særligt påborgerinddragelse og ressourceorienteredetilgange. Det er ofte den del af arbejdet,der er svær, og som stiller heltnye krav til de boligsociale medarbejdereog deres kompetencer. I dag er opgavenfor den boligsociale medarbejder i højeregrad at støtte borgere i selv at kunne tageansvar og løse de lokale udfordringer– frem for at komme udefra med klare ogfærdigformulerede svar på, hvordan delokale borgeres liv forbedres. Det er enudfordring, som skaber et helt nyt magtforholdmellem borgerne og socialarbejderne,en mere ligeværdig relation – ogdermed nye perspektiver for netop borgerinddragelse.Den første artikel belyser med udgangspunkti et projekt i Grønland community-psykologiskpraksis, den anden artikelgiver nye perspektiver på, hvad manvil med de sociale bypolitikker, og hvordander er sket et skifte i bypolitikkerne,der betyder, at de er spundet sammenmed beskæftigelses- og integrationspolitikken.Endelig giver den tredje og sidsteartikel et rids over det boligsociale arbejdeshistorie.God læselystRedaktionenU D E N F O R [ N U M M E R ] 20 / 2 0 1 03 ]

Man er mere fri– Community psykologiskeprogrammer for psykosocial trivselPeter Berliner 1 , professori community psychology/sociale lærings- og udviklingsprocesser, DPU,Aarhus Universitet. Er magister i psykologi. Var med til at starte deninternationale “Masters of Disaster Management” ved Københavns Universitet.Forsker primært i community psykologi med fokus på communitybaseret støtte til familier og individer, der har været eller er udsatfor organiseret eller strukturel vold - herunder såvel flygtninge i Danmarksom udsatte befolkningsgrupper i en række andre lande. Senestestudier omfatter blandt andet projekter i Jordan, Mexico, Honduras,Libanon, Haiti, Den Dominikanske Republik, Palestina, Guatemala samtMindanao i Filippinerne.peter.berliner@psy.ku.dkLine Natascha Larsen, psykolog, ph.d. stipendiatved Institut for Psykologi, Københavns Universitet. Line Natascha Larsenhar skrevet specialet «Forskning som fællesskabende og istandsættendepraksis – perspektiver på et distriktspsykiatrisk projekt». Hun har tidligerearbejdet som videnskabelig medarbejder på Learning Lab Denmark,Danmarks Pædagogiske Universitet. Line Natascha Larsen er tilknyttetforsknings- og interventionsprojektet «Paamiut Asasara» i Grønland.Forsknings interessen er primært rettet mod communitymobilisering ogudvikling af community-baserede anvendelsesformer og metoder til støttefor udsatte familier, grupper og lokalsamfund.Af Peter Berliner, professor ogLine Natascha Larsen, ph.d. stipendiatArtiklen vil belyse community psykologiskpraksis gennem en præsentationaf det community psykologiskeperspektiv i psyko-sociale programmer,der iværksættes for at fremmemental og social trivsel hos individer,i familier og i lokalsamfund og netværk.Artiklen tager afsæt i en konkretprojekt gennemført i Grønland.[ 4U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 / 2 0 1 0line.larsen@psy.ku.dk

«Der skabtes en vedvarende frygtog angst for at tale med andre ogfor at tale åbent – en ’cultura delsilencio’, en tavshedens kultur, derfik sit eget liv og voksede sig stadigtstærkere. Men den kan brydes.»Titlen på denne artikel er taget fra et af citaterne,der nævnes senere, og beskriver præcist, hvad derer formålet med psykosociale projekter. Man bliverfri af noget, man ønsker sig at være fri af. Ogfri til noget nyt.På dansk kan community måske bedst oversættesmed fællesskab, idet der ikke findes densamme distinktion som på engelsk mellem societyog community. Hvor det første betegner samfundetsom helhed med de fælles love og reguleringer,er det sidste det oplevede fællesskab på etkonkret niveau. Community betegner samtidigtdet, der er større end den enkelte familie, idet derer flere familier i det. Fællesskabet kan opleves udfra lokalitet, fælles værdier, konkret samarbejdeeller sociale relationer, men der er i alle tilfældetale om et konkret nærvær, omend dette i dag kanformidles teknologisk over lange afstande. I de flestetilfælde vil et community møde den enkeltegennem alle de fem sanser, selvom der, som nævnt,kan være undtagelser.Psykosociale programmer er organiseret støttetil mennesker med henblik på at fremme trivselgennem at styrke konkrete, oplevede og dokumenteredepsykosociale ønsker og intentioner, foreksempel et ønske om at kunne udtrykke sig åbenti tillid til andre. Intentionerne vil ofte formuleressom en respons til konkret oplevede problemer, derda kan sættes navn på. Målet vil da være at reduceredem gennem ændrede forståelser og handlinger.Graden af involvering af fællesskabet kan haveforskellige grader, fra inddragelse af flere familier ifælles sessioner til organisering af møder for helelokalsamfund (beskrivelser af eksempler kan findesi Berliner, Hejazi & Feldman, 2009, Toldam etal., 2008 og Ianev & Berliner, 2007). For eksempel:I en landsby i Guatemala led mange af indbyggerneaf mareridt, som de fortalte handlede om enmassakre, der havde fundet sted i landsbyen underborgerkrigen. Mareridtene oplevedes individuelt,men i deres form og indhold var de meget ens – oghandlede om den samme hændelse. Mareridteneskabte angst og ødelagde den nattesøvn, der varnødvendig for at kunne klare dagen og vejen. Meningen turde tale åbent om mareridtene, fordi detville betyde, at man måtte tale om det, der sketeunder borgerkrigen – og det kunne være direktefarligt, da der stadig var mange våben i omløb ogder blev kæmpet på forskellige fronter under krigen,samt at mange personlige konflikter førte tilvold i ly af krigen. Endvidere forbød soldaterne folkat tale med folk fra andre landsbyer. Der skabtesen vedvarende frygt og angst for at tale med andreog for at tale åbent – en «cultura del silencio», entavshedens kultur, der fik sit eget liv og voksede sigstadigt stærkere. Men den kan brydes – gennemfælles handlinger, der åbner rum for udveksling,fortællinger og fælles refleksion, men samtidigtU D E N F O R [ N U M M E R ] 20 / 2 0 1 05 ]

[ 6U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 / 2 0 1 0gør det på en måde, så fællesskabet beskytter denenkelte mod repressalier og overgreb.(Berliner etal, 2006; Berliner & Mikkelsen, 2006; et andeteksempel kan findes i Perera, 2001).Sociale indsatser og trivselÆndringer i communitiet vil virke tilbage på denenkeltes tanker, følelser og holdninger. Det er derfor,det er communitypsykologi. Gennem ændringaf livsbetingelserne skabes ændringer af det mentaleliv. Ændringerne kan begrebssættes og forståsud fra neuroscience, psykologi og psykoanalytisketeorier med forskellige niveauer af evidens ogpragmatisk anvendelighed. Den enkelte deltagersengagement og handlinger vil bidrage til gruppensudvikling, især der hvor der bidrages med nytænkningog bidrag med nye måder at fremme fællesudvikling på.Community psykologi sammentænker socialeindsatser med undersøgelser af trivsel i form afmental sundhed. Det er svært at definere psykiskvelbefindende positivt generelt. Det kan letblive normativt. På en anden side synes det dogklart muligt at konstruere et begreb om dette, somlangt de fleste mennesker vil kunne skrive underpå. Spontant vil vi sige, at have det mentalt godtvil hænge sammen med at leve med klare værdier,der retningssætter ens liv, samt have goderelationer til andre og opleve en vis grad af tilfredsstillelsemed det, man foretager sig. Dettevil dog kræve en yderligere præcisering af, hvaddet gode i relationer er. Men om vigtigheden afstøttende relationers betydning er der ikke tvivl– House, Landis & Umberson (1988) gennemgiket stort antal undersøgelser om social støtte ogsundhed og fandt, at socialt isolerede individer ermindre sunde, såvel psykisk som fysisk, og lever igennemsnit kortere end andre. Et eksempel er, atdødeligheden uanset dødsårsag er højere blandtugifte end gifte (singler end samlevende). Disseresultater er dog klart mest udprægede for mænd,idet kvinder i højere grad end mænd synes i standtil at drage fordel af relationer til venner og øvrigfamilie. Man kan således finde nogle generelleaspekter, der fremmer mental trivsel, men det erligeledes vigtigt at spørge mennesker i konkretesituationer, og derved undersøge, hvad de selvbeskriver som det gode liv. En konkret måde er attage udgangspunkt i beskrivelser af drømme omet godt liv på den ene side og på den anden sidesætte ord på konkrete faktorer, der forhindrer, atman har nået disse mål. Igennem visionerne omdet gode liv kan der opstå ideer til faktiske handlinger,der kan bidrage til at gøre det fraværende(visionen) nærværende gennem handling. I detfølgende vil det blive vist, hvorledes dette sker iet projekt i Kalaallit Nunaat (Grønland) – projektPaamiut Asasara.Projektet – Paamiut AsasaraByen Paamiut gennem de seneste årtier kæmpetimod alkoholmisbrug, en høj voldsrate, en høj selvmordsrateog en række tilfælde af omsorgssvigt afbørn, både gennem forsømmelse, seksuelle overgrebsamt anden vold mod børnene. Det betyder,at et stort antal af familier og børn er udsat forvold og for tab i form af uventede dødsfald, samtlever med misbrug og med uløste konflikter og sorg.Paamiut Asasara er som projekt opstået på dennebaggrund og startede i februar 2008. Bikubenfondenhar støttet projektet med 1.650.000 kr. hvertaf årene 2008 og 2009 og vil under forudsætningaf opnåede resultater fortsætte denne støtte tilog med år 2012. På en række borgermøder blevprincipperne for projektet formuleret, og der blevforetaget en interviewrække med omkring 120 afbyens borgere. Der blev ikke før projektets startetableret nogen base-line, men en række borgeressynspunkter blev beskrevet.Som en form for base-line spurgte vi i marts2008 en række professionelle om deres vurderingaf børns situation. Sygehuspersonalet estimeredepå baggrund af deres erfaringer, at omkring entredjedel af børnene fødes i familier, hvor der errisiko for omsorgssvigt. Børnehave- og vuggestuepersonaletanslog, at cirka 1/10 af børnene i daginstitutionerneer udsat for en eller flere formerfor omsorgssvigt i hjemmet. Skolelærere vurderedeligeledes, at 1/10 af børnene lever i omsorgssvigt.Socialrådgiverne og politiet sagde, at mereend 50 procent af børnene og deres familier leverunder vanskelige vilkår, der kan gå ud over børnenestrivsel. Der var enighed om, at risikofaktorerfor familierne er: (1) alkoholisme eller hashmisbrug, (2) arbejdsløshed, dårlige boligforhold ogdårlig økonomi, (3) vold eller anden kriminalitet,(4) forældre, der lider af følgerne af selv at haveværet udsat for omsorgssvigt og seksuelle overgrebi løbet af deres barndom, (5) enlige forældre og (6)psykiske problemer i familien.

De interviewede professionelle inden for de forskelligesektorer definerede samstemmende omsorgssvigtsom dels aktiv (såsom vold eller seksuelt misbrug,trusler om vold, indespærring, forhindringaf kontakt med andre og verbale krænkelser), delspassiv psykisk og fysisk omsorgssvigt (overværelseaf vold i hjemmet, fulde og uforudsigelige voksne,manglende respons på barnets følelser og signaler,at barnet overlades til sig selv, manglende lægebesøg,og mangelfuld ernæring eller påklædning).Endvidere nævner de en række forhold, der vedligeholdereller forværrer manglende trivsel blandtbørn og fremmer betingelserne for omsorgssvigt:• Børn, som fjernes fra hjemmet, kastes rundt mellemforskellige plejefamilier eller sendes tilbagetil deres hjem, uden at dette er blevet støttet• Der er ikke nok plejefamilier – og de, der er, giverudtryk for et stort uopfyldt behov for mere videnom og støtte til at varetage plejebørnenes særligebehov• Forældre, som ønsker at komme på alkoholafvænning,må stå på venteliste i månedsvis ogderefter rejse til en anden by for at få det• Der er et stort behov for støtte til familier, hvilketmedfører, at børn anbringes uden for hjemmeti stedet for at der ydes støtte til familien• Personale i skole og institutioner giver udtrykfor et behov for mere viden om omsorgssvigt ogom mulige handlinger over for det• Socialforvaltningens handlemuligheder er begrænsede med hensyn til hurtig indsats, når deri familien er et ønske om terapi eller ændringer.De professionelle gav udtryk for, at omsorgssvigtmedførte, at barnets normale udvikling forvrides,samt at det kan have konsekvenser i form af forringetkoncentrationsevne og indlæringsmuligheder.Det gør det svært for barnet og senere den ungeat gennemføre en uddannelse og fastholde et job.Overordnet formål og delmålPaamiut Asasaras overordnede målsætning ermobilisering og styrkelse af samspillet i lokalsamfundet– mellem erhvervsliv, institutioner ogborgere – med henblik på at skabe øget trivsel ogtilfredshed samt økonomisk og kulturel styrke ilokalsamfundet. Målet er, at borgerne i fællesskabløser fælles problemer og skaber trivsel for alle,men med et særligt fokus på børnefamilier.«Man kan således findenogle generelle aspekter, derfremmer mental trivsel, mendet er ligeledes vigtigt atspørge mennesker i konkretesituationer, og dervedundersøge, hvad de selvbeskriver som det gode liv.»7 ]U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 / 2 0 1 0

[ 8U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 / 2 0 1 0Paamiut Asasara har fem delmål: (1) At udviklelandets bedste folkeskole; (2) At skabe fem nyefiskeriuafhængige erhverv; (3) At halvere selvmord,alkohol- og hashmisbrug, samt voldstilfældeog anden kriminalitet; (4) At forenkle ogomlægge kommunens administration, så den svarertil behov, interesser og indbyggertal; samt (5) Atforebygge omsorgssvigt af børn. I denne artikel vilvi fokusere på delmål 3 og 5. Det har en stor betydningfor mobiliseringen i byen, at der er tale om enhelhedsorienteret indsats på de fem punkter, dertilsammen ses som det system, som kan fremmetrivsel hos – og deltagelse af – børnefamilierne.Indikatorerne for delmål 3 er:• at denne halvering opnås med et fald hvert årmed henblik på at nå halveringen i 2012 (i forholdtil år 2007• at borgerne i kvalitative interviews giver udtrykfor, at de oplever byen som mere tryg og medmindre kriminalitet. De kvantitative oplysningerhentes fra offentlig statistik over kriminaliteteni byen samt i Kalaallit Nunaat som helhed.• at der foretages interviews med professionellefra de forskellige sektorer i byen hvert år i marts.Procesindikatorer for punkt 5 er:• at et antal familier hvert år deltager i fælleslæringsaktiviteter• at et stort antal familier med børn deltager i dekultur- og sportsarrangementer, der støttes afprojektet• at der er et lokalt tilbud om støtte til personerog familier med behov for dette• at der er let adgang til dette på individuel basis• at der hvert år er etableret og gennemført enmødregruppe, der giver støtte til mødre, derlever med en eller flere risikofaktorer, såledesat der kan ske en reduktion af betydningen afden/disse• at der gennemføres to forældrekurser årligt medhenblik på at styrke forældrerollen og reducererisikofaktorerne og/eller disses indflydelse påfamiliens livResultatsindikator er• at forældrene føler sig styrkede i rollen somforældre (dette undersøges gennem kvalitativeinterviews)• at familier efter deltagelse i forældrekurser – påbaggrund af en uvildig professionel vurdering –kan få hjemgivet evt. fjernede børn• at arbejdssøgende forældre efter deltagelse iforældrekurserne kommer i job – hvilket er enbetinget indikator, da den er afhængig af udviklingenpå arbejdsmarkedet.Projektet er opbygget med en styregruppe, der træfferbeslutninger om anvendelse af midler, og har enstor gruppe af lokale deltagere, der udfører aktiviteternemed en meget høj grad af selvforvaltning,idet beslutningskompetencen i de enkelte aktiviteterer uddelegeret til disse. Da der er tale om etcommunity (lokalsamfunds) mobiliseringsprojekthar denne opbygning vist sig produktiv og harudvirket en høj grad af lokal deltagelse i gennemførelseaf projekter og aktiviteter. Formen bidragertil en høj grad af inddragelse af borgerne og læggerop til fælles ansvar, fællesskab og anerkendelse.Det er en forudsætning for projektet, at målgruppenog nøgleaktørerne selv ønsker at deltage i projektaktiviteterne.Samtidig er det altafgørende forprojektet, at alle betydningsfulde stemmer bliverhørt – og oplever sig hørt. På denne måde mobiliseresborgernes ressourcer, og de får mulighed forat bidrage med deres gode erfaringer og udviklefælles kundskaber og netværk. Den gennemgåenderamme er baseret på fælles læring og fælles handling– med fokus på, at viden skabes lokalt i dialogog samspil. I forbindelse med opstilling af delmåli projektet blev det formuleret, at det er vigtigt:• At inddrage så mange familier som muligt i enmangfoldighed af meningsfyldte aktiviteter medhenblik på at opbygge en stadig større tro på fællesskabetsog egne kompetencer og muligheder.• At borgere i alle aldre skal fastholde lysten til atlege, opleve, sanse, more sig og deltage.• At man kan beruse sig på en berigende og mor-

som måde uden at forvolde skade på sig selv ogandre• At flere familier oplever større glæde og tager deli at løse de udfordringer, som fremtiden byderpå – med udgangspunkt i følgende lokalt formuleretværdier:– Evne til at kunne brødføde sig selv værdsættes– Åbenhed, nysgerrighed og gæstfrihed værdsættes– Ejerskab til projekter og udvikling skal fremmes– Respekt i omgang med mennesker, materielog natur værdsættes– At vold ikke accepteres under nogen omstændigheder– Udvikling frem for tilpasning, dvs. nytænkningog innovationAktiviteterProjektet omfatter fire overordnede aktiviteter:1) Social indsats, der omfatter et brugerdrevetbørne- og familiehus, der yder støtte til individerog familier gennem støttende samtaler, mødrekurser,forældrekurser og gennem afvænningstilbudtil personer, der har et misbrug (alkohol,hash og spil).2) Kulturelle og sociale arrangementer og aktiviteter.3) Erhvervsfremmende aktiviteter.4) Aktiviteter for at støtte skolens udviklingVi vil her fokusere på punkt 1. I marts 2008 formuleredede professionelle i de forskellige sektorerfølgende ideer til at nedbringe og dernæst heltafskaffe omsorgssvigt over for børn:6. Øget forebyggelsesindsats over for misbrug7. Øget opmærksomhed på problemets omfangog løsninger skal fremmes8. Øget intersektorielt samarbejde9. Der skal etableres selvhjælpsgrupper samtindividuel støtte til børn og unge, der harværet udsat for omsorgssvigt, herunder seksueltmisbrug;10. Der bør etableres flere gode aktivitetstilbudtil børn og unge, hvor de kan være sammen igode rammer og med gode rollemodeller11. Der bør være en øget indsats i undervisningom prævention samt forældreansvar i skolenmed henblik på at mindske antallet af teenagegraviditeter.De bærende elementer i Paamiut Aasara er de fortsatteaktiviteter, der er iværksat for at fremme livskvaliteti børnefamilier – og som fortsættes og vedligeholdesmeget aktivt af deltagerne selv. Bærendeelementer i dette er mødregrupperne, der blev starteti 2008 og som fungerer som meget aktive aktøreri at advokere for øget samhørighed, socialt ansvar ogrespekt for børns rettigheder. Ligeledes fungerer deltagernei forældrekurserne som et socialt netværk ogaktive fortalere for en støttende og respektfuld mådeat fungere på som familie. Et yderligere bærendeelement er fisker- og fangerhøjskolen, der samlerfolk og skaber samhørighed mellem deltagerne ogsåefter endt forløb. Endvidere er de kulturelle arrangementeren vigtig del af projektet, idet disse givergode muligheder for samvær om en fælles oplevelseunder trygge vilkår. I det følgende beskrives mødregrupperneog forældrekurserne nærmere samt hvorledesfolk i Paamiut oplever at deltage i projektet.1. Der skal gives støtte til nye forældre medbehov for støtte under graviditeten og efterfødslen2. Familiers ressourcer skal støttes gennem forældrekursersamt gennem mulighed for støttendesamtaler individuelt, i gruppe og somfamilie3. Plejefamilier skal støttes med opbakning ogundervisning4. Personale i skole og institutioner får endnumere viden om, hvordan tegn på omsorgssvigtses, og familierne støttes5. Afvænningsprogrammer med ingen ellermeget kort ventetid tilbydes i PaamiutMødregrupperneDen første mødregruppe for unge mødre blev skabtsom en støtte til mødre, der levede under en ellerflere af de nævnte risikofaktorer. Gruppen blevdannet som et værn mod disse risikofaktorer og togudgangspunkt i, hvordan man allerede fra barnetvar et foster i moders mave, kunne beskytte detmod risikofaktorer. Der blev taget udgangspunkti de unge mødres ressourcer til at støtte hinandeni dette. Gruppen startede med et fem dages kursusmed en jordemoder. Indholdet var afspændingsøvelserog kunst og musik samt fælles refleksionerover selvværd, selvrespekt og værdsættelse affosteret og det nyfødte barn.U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 / 2 0 1 09 ]

[ 10U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 / 2 0 1 0Som et eksempel på en øvelse kan følgende nævnes:Deltagerne ligger på madrasser og slapper af. Debliver nu bedt om at forestille sig deres livmodersom et telt for fostret. De bliver bedt om at mærke,hvordan solens varme føles, når den skinner ind iteltet – og mærke den glæde, det bringer. Så skifterfokus til at mærke, hvordan cigaretrøg føles inde iteltet. Man begynder at hoste. Forestil Jer nu, hvordandet lille foster hoster inde i maven. Videre blevdeltagerne bedt om at forestille sig, hvordan detlyder i teltet, når naboerne råber og larmer i berusettilstand. Hvordan skænderier og råben trængerind i teltet og gør det uhyggeligt at være der. Efterat have forestillet sig det og mærket det, er der enfælles refleksion over, hvordan det stadig ufødtebarn vil blive påvirket af de hændelser, der findersted uden for dets telt. Der tales om, hvordan vredestemmer og vold vil opleves af det endnu ufødtebarn, og at det vil begynde at græde i livmoderen.Mødrene reflekterer over, hvordan slåskampe ogskrigen forældrene imellem skaber frygt og usikkerhedi barnet. Gennem denne refleksion skaberde en fælles metafor om at være naboer til det endnuufødte barn, og de begyndte derefter at omsættedenne metafor til daglig praksis som forældre –hvilket de fortæller om videre i forløbet.Gruppen havde 10 deltagere mellem 17 og 30 år.Efterfølgende har gruppen udviklet sig til et bæredygtigtsocialt støttenetværk og en løst organiseretcivilsamfundsorganisation. Målet for gruppen ogdet fortsatte forløb var at øge oplevelsen af selvværdsom mødre og som medmennesker, der kanstøtte hinanden. Et delmål i gruppen var i fællesskabat udvikle praktiske kommunikationsfærdigheder,der kan bruges i gruppen og i familien samtover for barnet. Et andet delmål var at styrke envedvarende social støtte mellem de unge mødre.Gruppen har vist sig bæredygtig på tre områder:• organisatorisk bæredygtighed: Gruppen er fortsatmed at mødes en gang om ugen i familiecentret,• faglig bæredygtighed: Gruppen har brugt ogvidereudviklet deres kommunikationsfærdighederi gruppens møder og i deres familier, samt atde har formidlet disse færdigheder ved et mødeom betydningen af social støtte (holdt i forsamlingshusetog åbent for byens borgere) og ved atundervise i skolens ældste klasser• en vis økonomisk bæredygtighed: Gruppenbegyndte at sælge kunst og kunsthåndværk pået mikro-niveau for at få penge til støtte for deresandre aktiviteter.Deltagerne fortalte i fokusgruppeinterviews, at dei mødregruppen for første gang følte, at de fritkunne tale om deres tanker og følelser og om ressourcer,de havde, fordi de følte, at de blev lyttettil og taget alvorligt. De formulerede bestemte retningslinjerfor kommunikationen, så man ikke grinedeaf hinanden eller mobbede hinanden, men istedet så det fælles og i fællesskab søgte løsninger.Man aftalte, at der var tavshedspligt om det, derblev sagt i gruppen, hvilket gjorde, at man kunnetale mere frit og åbent. Deltagerne fortalte, at detidligere havde været tavse om emner som ensomhed,social stigmatisering, seksuelt misbrug, alkoholmisbrugog tanker om selvmord. I gruppenåbnede deltagerne et rum for udveksling af tankerog følelser i forbindelse med det at blive morog have en hverdag med et spædbarn. De fortalte,at de plejede at være alene med deres problemer, ogat de – selv om de havde mennesker omkring sig,når de var glade – havde følt sig alene og ensomme,når de havde problemer. Ofte kunne de føle sigalene selv sammen med andre, og de fortalte, atde syntes, det var svært at føle sig respekteret ogat sætte grænser over for andre.«I møderne følte vi, at vi blev taget alvorligt og ikkegrinet af og derfor var vi i stand til at komme ud afvores ensomhed og begynde at arbejde sammen om atstøtte hinanden. At vi oplevede, at vi kunne det, varvirkelig en motivation til at fortsætte. Vi blev gladefor at være en del af gruppen. Det gav mig en grundtil at komme ud af sengen om morgenen. Det er dejligt,at vi starter med at spise morgenmad sammen,og at vi senere på dagen spiste frokost sammen. Dervar en klar struktur, som jeg godt kunne lide. Faktiskoplevede jeg det sådan at nogen holdt af os, ogdet var godt, da jeg føler, at jeg er blevet forrådt såmange gange før.»En anden sagde:«I starten var det meget svært for mig virkelig til atstole på andre. Det var svært for mig at have tillid.Jeg kunne næsten ikke tro, at nogen tog mig alvorligt,og i begyndelsen frygtede jeg, at det snart ville stoppe,og så ville jeg blive svigtet igen.»

En tredje deltager fortæller om, hvordan forståelser,der er udviklet i gruppen, kan bruges i dagligdageni familien:«Jeg har indset, at familiemedlemmer, der er fuldeeller ødelægger økonomien med spil eller forstyrrer påandre måder, ikke må forstyrre mit moderskab. Jegbliver nødt til at beskytte mit nyfødte barn fra disseforstyrrelser og overgreb.»Gruppen udviklede en særlig form for gensidigstøtte, der blev oplevet som meget givende af deltagerne.De satte samhørighed på begreb og fortalteved et borgermøde, som de indkaldte til, ombetydningen af at kunne tale åbent om problemerog ressourcer. Derved brød de den «tavshedenskultur», der var omkring det at have problemer.De fortalte også om vigtigheden af at kunne sættegrænser for overskridende adfærd, før den kunneudvikle sig til egentlige overgreb og misbrug. Gruppenudviklede sig til en horisontal social støtte, derer et meget vigtigt supplement til den vertikale,familieorienterede støtte – og i nogle tilfælde helterstatter denne. Gruppen udviklede sig omkringen forståelse af betydningen af at beskytte bådefostret og det nyfødte barn mod forstyrrelser ogdermed opstod et begreb om værdien af moderskab,og at moderskabet skal beskyttes. I stedet for at sevilkårene som givne, ses de nu som noget, der kanændres i en positiv retning gennem fælles indsats.Børn bliver ikke mere set som blot formet af kulturen,men i stedet formuleredes det, at man kanskabe en kultur, der støtter og fremmer barnetstrivsel og gode udvikling.ForældrekurserneI 2009 blev der afholdt to forældrekurser med i alt30 forældre. Familierne har i alt 55 børn. Det førstekursus var i marts (16 forældre) og det andet imaj (14 forældre). Begge hold mødes stadig jævnligti familiecentret Tilioq – både med og uden kursusleder.Der er en debataften hver onsdag, hvordeltagere fra begge hold kan deltage og tale omugen, der er gået. Endvidere er grupperne aktive ien række aktiviteter og deltager i opbygningen afselvhjælpsgrupper. Deltagerne fortæller, at der var15 arbejdsløse blandt forældrene på kurserne. Ud afdisse 15 er de 10 nu i arbejde. Nogle af forældrene,der var i job, valgte at skifte arbejde, så de kunnevære mere sammen med deres børn. Ud af de 30kursister var der to familier, der havde deres børnanbragt uden for hjemmet. Den ene familie havdeikke haft deres børn boende hjemme i otte år, menhavde alligevel formået at holde kontakt med dem.11 ]U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 / 2 0 1 0

[ 12U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 / 2 0 1 0«Mødrene reflektererover, hvordanslåskampe og skrigenforældrene imellemskaber frygt ogusikkerhed i barnet.»Nu er børnene tilbage i familien. Den anden familiehavde ikke haft børnene boende hjemme i syvår. Også i denne familie er børnene nu hjemmeigen. Begge familier fortæller seks måneder efterkurset, at de fungerer rigtigt godt som familie nu,selvom de har problemer, ligesom alle andre familierhar ind imellem.På kurserne talte kursisterne meget om, at det varsvært at åbne sig og snakke om problemer og ressourcer.De fortalte, at det meget let fører til, atman bliver set ned på og mobbet ganske voldsomti det relativt lille samfund, som Paamiut er. I etinterview fortalte en af deltagerne:«Der er mange rygter om folk. Det er fordi, personerneikke selv siger, hvordan hun eller han er. Så peger haneller hun i stedet på en eller anden person og gør hameller hende ondt. Der er så mange folk her i byen, somgør én ondt, men uden grund. Rygterne går bare videre.Så bliver det til en helt anden person, men når maner sammen med den person, der er gået rygter om, såer det en helt anden historie, man hører. Det er det,man kalder Kamikposten, at man snakker sådan. Såbliver der rygter, der kører, selvom de muligvis erusande. Folk finder på historier på den måde, at folkgør den person ondt, selvom historierne og rygterne erusande. Der er også nogle personer, som ikke ser sigselv og siger til sig selv, at «jeg er sådan og sådan ogsådan», selvom hun ikke er sådan. Der er også personer,som muligvis er jaloux, som lyver over for énog så bliver det rygter, rygter, rygter.Efter at jeg har gået på familiekurset, så kender jegandre folk, som jeg ikke kendte før. Og så tænker jeg«nå, de lever på den måde, og jeg lever også på denmåde», og vi kan forstå hinanden og hinandens situa-

tioner. Og vi kan ændre på hverdagen og på, hvordanvi skal opføre os over for børnene, og vi kan sætte ordpå, hvordan en bedre opdragelse kan være. En god idékan være en god idé. Og at være opmærksom på eneller anden ting, så kan man blive opmærksom på deting, der kan bruges til hvordan vi skal tackle det.»En anden deltager fortæller:«Det er rigtigt, hvad de siger om, at det giver noglesår på sjælen at være barn af alkoholikere, og jeg vilikke ønske for nogen børn, at de skal prøve det. Da vibegyndte på det her familiekursus, var der en andenpige lidt ældre end mig, og hun har været i sammensituation. Hun er også barn af en alkoholiker og harværet i pleje og sådan, og vi fandt bare totalt sammen.Og vi har gået lange ture i fjeldene og bareskreget og grædt. Det har bare været så fedt! Som atnoget lettede.»Også i tiden efter kurserne har de arbejdet videremed deres erfaringer med at kunne tale åbent omudfordringer i livet. De fortæller, at det var vigtigtfor dem, at der var klare regler, og de indførte tavshedspligt,så man turde tale åbent med hinandenpå kurset og havde tryghed og tillid indbyrdes. Idag, fortæller de, kan de tale sammen om hverdagenog om sig selv og har stor respekt for hinandenog for andre forældre.Da kurserne startede, var der mange af deltagerne,der gav udtryk for, at de ikke kunne styrederes alkoholdrikkeri, men i dag er de begyndtat drikke alkohol på en mere kontrolleret måde,hvor man kan holde en festaften, men ikke drikkervidere næste dag. Familierne samles og planlæggeraktiviteter med børnene i stedet for. Allegiver udtryk for, at de er gladere og mere tilfredse,når der ikke har været alkohol indblandet i deresweekender. Deltagerne fortæller i interviews, atde forståelser og færdigheder, de sammen udvikledeigennem kurset, også har stor betydning for,hvordan de indgår i lokalsamfundet:«På en måde, der kan jeg mærke at før i tiden, derskulle man måske kigge lidt ud af vinduet for at se,hvem der går nedenfor. Så skal man først gå måske tilposthuset, måske Brugsen, for ikke at møde dem. Nukan man bare gå. Ikke mere med det der, at jeg ikkeskal hilse på den der eller den der. Altså, jeg var ogsåmeget nervøs før kurset. Man har så mange problemer,at den og den person, man kender, skal lige gåforbi først, og så skal man gå lidt forbi, så man ikkeviser sit ansigt. Men nu, efter kurset, der er alt detlige meget. Man er mere fri.»13 ]U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 / 2 0 1 0

Deltagerne har arrangeret et åbent borgermødeom betydningen af socialt ansvar, samhørighed oggode opvækstvilkår for børnene i byen. De fremlagdeåbent deres egne erfaringer og brød dervedden tavshedens kultur, der har omsluttet det athave problemer og udfordringer i familierne. Påden måde blev deltagerne talspersoner for, at forandringer mulig gennem fælles forholden sig tilde udfordringer, familier møder.Borgernes oplevelse af Paamiut AsasaraIgennem såvel spørgeskemaer (en stikprøve-undersøgelsemed 30 deltagere) som interviews med otteforældrepar er borgernes tilfredshed med PaamiutAsasara blevet undersøgt. Endvidere er der foretageten lang række uformelle samtaler og yderligereinterviews. Såvel i spørgeskemaerne som i intervieweneudtrykkes der stor tilfredshed med projektet,og det nævnes, at det skaber energi, sammenholdog gør byen mere fredelig. I spørgeskemaerne vurdereralle projektet som godt eller virkeligt godtbåde for trivsel og for en revitalisering af byen iform af fælles aktiviteter og engagement. I et interviewmed et forældrepar siges følgende om PaamiutAsasara’s kulturelle arrangementer:«Det er godt, at man er sammen, at man spiser sammen,man synger og børnene, de får noget. Jeg er såglad for at, når børnene de får noget, et eller andet,så er man glad. Det er godt med disse arrangementer,hvor der sker noget, og børnene de er med. Så er mantilfreds. Før i tiden, der var det sådan, at man råbtead hinanden. Måske hvis man var fuld, så råbte manad hinanden: «du skal ikke tro, at du er noget». Ognu er det ikke så meget som før. Der er ikke så mange,der råber. Altså hvis man lytter, så er der nogen, derråber lidt, men ikke så meget som før.»En deltager i forældrekurset siger:«Ja, før i tiden – før kurset, der tænkte man; det derPaamiut Asasara, det er ikke noget for mig. Efter kursetså kan man se, at det er en meget stor mulighedfor os. Og vi kan mærke, at vi får støtte fra PaamiutAsasara. Man tager et skridt, hvad angår familien.Man får det meget bedre, og man begynder at snakkesammen.»En anden borger siger om Paamiut Asasara:«Livet er her, der er mere liv her i byen. Fordi PaamiutAsasara arrangeres, så der er folk, som er mere glade.Også pga. sommerhøjskolen. Folk er sammen der, ogde lærer om vinterforråd og alt mulig andet – hvordanman tilbereder grønlandsk mad. Der er mere livnu, og man kan mærke, at folk er mere knyttet sammen.Så er folk også opmærksomme på ting som hærværkog på, hvordan man skal opdrage børnene lidt.»En tredje borger siger:«Jeg har den opfattelse, at folk her i byen generelt erblevet meget bedre til at håndtere de konflikter, deropstår derhjemme, og uden for hjemmet. Det er denopfattelse jeg har, simpelthen. Og jeg vil også mene,at de der familiekurser, de har en stor indvirkningpå det.»En mor til to mindre børn siger om betydningenaf at være sammen med andre i byen og glæde sigsammen i gode oplevelser:«Det er godt at være sammen til en koncert for børneneeller for de voksne eller et stort arrangement, hvor derkommer rigtig mange. Dem savner vi endnu flere afher i Paamiut. Man bliver lidt kedelig … man kedersig lidt her, når der ikke sker så meget. Ved arrangementerne,så kan man … hygge sig, folk griner og deklapper og alt muligt sammen, så det hele. Man fårsådan nogle oplevelser, gode oplevelser. Man kan ikkebare glemme det og man ønsker, at «bare de gør detigen», så vi kan være sammen igen. Mange familierkan ikke sådan – hvad hedder det – være sammensådan. Der er mange børn nu, men nu er det meget[ 14U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 / 2 0 1 0

sådan, at de hakker hinanden ned, de savner noksådan lidt sammenhold og hygge sammen, det savnerde nok. Men bare der er sådan nogle aktiviteter, forskelligeaktiviteter, hvor de kan være sammen om atdeltage. Så glemmer folk hakkeriet, hvis man har detsjovt sammen. For eksempel skal der være en diskussioni aften, så det bliver også meget spændende. Såja, der sker noget.»En anden fortæller om oplevelsen af, at der medPaamiut Asasara virkeligt begynder at ske noget:«Det lyder lidt sjovt, navnet, og jeg fandt en lille brochure,som jeg læste. Det er en god idé, det er en rigtiggod idé og endelig sker der noget sådan rigtigt, alvorligt.Det her Paamiut Asasara. Da jeg læste den derlille brochure, tænkte jeg, nå det er en rigtig god idé,endelig sker der noget. Jeg skal være med, og måske erder noget, og jeg skal se på opslagstavlen om der skernoget. Paamiut Asasara er for hele Paamiut og det erhandler om noget som sammenhold, at alle borgerneskal noget fælles, sammenhold.»En borger siger om hele projektet:«Paamiut Asasara får sat gang i samtaler og kurser,så der er mere livligt i byen. Der er koncerter, samtalerog så er der kurser. Det er som om, at Paamiutlever igen. At der er liv igen i stedet for bare at haveet hverdagsliv, hvor man køber ind og går hjem igen.Der er liv her, fx den fisker fanger lejr, der har værether og de har fangster og alt muligt. Der er mereglæde og sammenhold mellem byens borgere. Og dervil være andre deltagere. Her i år, blev der snakketom sidste år, så bliver det mere åbent for befolkningen.Så vil de også prøve, og så vil de også have kurser også vil de også deltage i koncerter. Så der er mere sammenholdog mere tryghed i byen i stedet for hærværkog alt muligt. Altså, Paamiut Asasara gør noget vedmange ting nu.»Generelt er alle de interviewede meget positive overfor deltagelse i Paamiut Asasara og omtaler detsbetydning for større følelse af fællesskab gennemdeltagelse i fælles aktiviteter, større åbenhed overfor at tale sammen også om svære emner, meretryghed og mere fælles ansvarlighed. Det understregesogså, at projektet har givet mere liv i byen,og at det opleves som borgernes projekt.Konklusion på indsatsenI Paamiut er mobiliseringen i lokalsamfundetiværksat som en reaktion på en historie om vold(herunder seksuelt misbrug og overgreb), selvmord,alkoholmisbrug og omsorgssvigt. Det overordnedemål for programmet er at styrke resiliens, psykosocialtrivsel og lokalt forankrede værdier og ressourcergennem fælles aktiviteter og bæredygtigesociale netværk.Psykosociale programmer, der bygger på encommunity-baseret tilgang, tager afsæt i lokaltformulerede behov (Bolton & Tanga, 2002) ogvisioner. Det specifikke i den community psykologisketilgang er, at der formuleres et eller flerepsykologiske aspekter igennem behovsanalysen. Imødregruppen blev de mentale behov formuleretsom behovet for nogen at tale med og få støtte frai svære situationer i dagligdagen og i livet, behovetfor at kunne sætte grænser for andres indgribeni éns liv, éns krop og i den relation, man somforældre bygger op til spædbarnet, samt at kunnetale om svære oplevelser, udfordringer og ressourceri stedet for at holde dem i en form for tavshedenskultur, der holdes i live af socialt mobberi ogen individuel følelse af skamfuldhed. I forældregruppenudvikledes samme forståelse med særligthenblik på, hvordan kommunikationen i familienhavde været præget af samme tavshedens kultur,hvor man godt kunne skændes, men uden at defælles problemer blev løst gennem skænderiet. Deltagerneudviklede en række betydningsfulde begreberom, hvordan det, at flere familier kunne taleåbent sammen, åbnede for normalisering, gensidigrespekt og støtte – samt gav rum for udvikling afmestringsstrategier både i den enkelte familie ogi fællesskabet af familier. Begge grupper pegede påbehovet for mere samhørighed som fælles socialansvarlighed over for hinanden i form af gensidigrespekt, åbenhed og aktiviteter, der reducerer alkoholmisbrugog vold og giver gode oplevelser sammen.Det er i responsen på disse lokalt formuleredebehov, som bliver til visioner om bedre trivsel ogiværksættes som handlinger – og på denne mådekropsliggøres og leves – at projektet udfolder sig.Styret af behov – med klare målCommunitymobilseringprogrammer har en højgrad af åben proces, men er samtidig guidet afde visioner, der formuleres som mål. Selve projektrammener inspireret af Logical Framework15 ]U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 / 2 0 1 0

Approach (1996), der er et system til at beskriveoverordnede mål, operationalisérbare delmål, indikatorerog aktiviteter samt resultater. Det er enudfordring for communitymobiliseringsprojekterfortløbende at monitorere ud fra klare procesindikatorerog evaluere ud fra klare resultatsindikatorer– idet en produktiv iderigdom må følges opaf klare mål, for at ideerne kan materialisere sig ikonkrete handlinger og resultater.Inden for psykosocialprogrammer er begrebetbehovsbaseret tilgang meget udbredt. Det er vigtigt,idet det netop som her beskrevet, handler omat tage udgangspunkt i lokalt formulerede – og dermedrelevante – behov. Dette udgangspunkt er igennemde senere år blevet suppleret med et rettighedsbaseret,der består i at vurdere, hvor der er brugfor at sikre, at deltagerne (målgruppen) faktisk fårde sociale ydelser og muligheder, som de er berettigettil ud fra FN’s deklarationer om grundlæggendecivile, sociale og kulturelle rettigheder. Detteudgangspunkt er endvidere farbart, fordi langt defleste stater i verden har underskrevet og ratificeretdisse deklarationer. Dette perspektiv er betydningsfuldt,idet det – da alle har lige rettigheder – åbnerfor en opmærksomhed på at særligt sårbare grupperinddrages, at der er lige muligheder for begge køni programmerne og udsatte grupper sikres beskyttelsemod overgreb og fratagelse af basale rettigheder(IASC, 2005; Berliner, Arenas & Thunberg,2009). Fælles livsbetingelser, der opfylder basalemenneskerettigheder for alle, sikres ved bedst vedat fremme det, UNESCO har betegnet fredskultur:«A culture of peace is an integral approach to preventingviolence and violent conflicts, and an alternativeto the culture of war and violence based oneducation for peace; the promotion of sustainableeconomic and social development; respect for humanrights; equality between women and men; democraticparticipation; tolerance; the free flow of information,and disarmament (UN resolution on the culture ofpeace, 1998).»Det præciseres videre, at fredskultur erI præamblen til UNESCOs konstitution fra 1945står der:«Since wars begin in the minds of men,it is in the minds of men that defences of peacemust be constructed.»Dette udsagn knytter fredsprocessen klart til detmentale og til det psykosociale ved at tilføje – omend i et lidt antikvieret sprogbrug vedrørende kønog det forladte begreb «race»):«The great and terrible war which has now endedwas a war made possible by the denial of the democraticprinciples of the dignity, equality and mutualrespect of men, and by the propagation, in their place,through ignorance and prejudice, of the doctrine ofthe inequality of men and races.»I fredskulturen er både myndigheder på ethvertniveau – i dag også det internationale samfund –og hver enkelt ansvarlig for at give enhver grundlæggenderettigheder og for derigennem at fremmeen fredskultur (Anasarias & Berliner 2009). IPaamiut vil dette kunne relateres til retten til athave kontrol over egen krop, til beskyttelse modovergreb af enhver art, herunder seksuel vold, ogretten til at tale åbent uden angst for repressalieri form af vold eller mobning.På denne måde knyttes an både til det mentaleog det sociale ud fra de behov, der blev formuleredeaf deltagerne i projektet. Projektet i Paamiutvil således kunne bidrage til at videreudvikle detrettighedsbaserede med fokus på fredskultur somen god ramme for mental og social trivsel – på enmåde, der er forankret i den lokale kontekst, mensom har globale perspektiver.LitteraturAnasarias, E. & Berliner, P. (2008).Human Rights and Peacebuilding. In J.de Rivera(Ed.) Handbook of Peacebuilding. New York: SpringerPress.[ 16U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 / 2 0 1 0«a set of values, attitudes, modes of behaviour andways of life that reject violence and prevent conflictsby tackling their root causes to solve problems throughdialogue and negotiation among individuals, groupsand nations (UN Resolutions A/RES/52/13).»Berliner, P. & Mikkelsen, E.N. (2006).Serving the Psychosocial Needs of Survivors of Tortureand Organized Violence. In Gil Reyes & Jerry Jacobs(Eds.) Handbook of Disaster Management. NewYork: Praeger Publishers.

Berliner, P. (red.) (2009).Kvalitativ metode i praksis – Viden om smukke ogforunderlige ting. København: Frydenlund Grafisk.Berliner, P., Arenas, J. & Thunberg, S. (2009).Peace-building and Protection of Vulnerable Groups.Psyke & Logos. Vol 30, 5-13.Berliner, P., Hejazi, F. & Feldman, M. (2009).Et community psykologisk perspektiv på interventioni skolen. I Bro, K., Løw, O., Svanholt, J. (red.), Interventioni skolen. København; Dansk PsykologiskForlag.Berliner, P., Dominquez, M., Kjaerulf, F. & Mikkelsen,E.N. (2006).What can be learned from «crazy» psychologists?A community approach to psychosocial support inpost-conflict Guatemala. Intervention – InternationalJournal of Metal Health, Psychosocial Work and Cousellingin Areas of Armed Conflict. 4, (1): 67-73.Bolton, P. & Tanga. M. (2002).An alternative approach to cross-cultural functionassessment’. Social Psychiatry and Psychiatric Epidemiology.Vol 37:537-43.IASC (2005):Guidelines on Gender-Based Violence Interventionsin Humanitarian Settings. Geneva: IASC. http://www.humanitarianinfo.org/iasc/content/products/docs/tfgender_GBVGuidelines2005.pdfLogical Framework Approach (1996).http://www.amg.um.dk/NR/rdonlyres/A5C92A15-6E14-4F06-80B1-96971D31CD04/0/LogicalFrameworkApproach.pdfPerera, S. (2001).Spirit Possessions and Avenging Ghosts: Stories ofSupernatural Activity as Narratives of Terror andMechanisms of Coping and Remembering. I Das, V.,Kleinman, A., Lock, M., Ramphele, M. & Reynolds,P.(Eds.) Remaking a World – Violence, Social Suffering,and Recovery. Berkeley: University of CaliforniaPress.Poppel, B., Kruse, J., Duhaime, G. & Abryutina, L.(2007).Survey of Living Conditions in the Arctic: SLiCA Results.Anchorage: Institute of Social and EconomicResearch, University of Alaska Anchorage.Toldam, H., Dyhr Caspersen, I., Christoph Klimpke,C. & Berliner, P. (2008).Forældreakademi og Børnejungle i bevægelse. Psykologiskforskning i livsverden og forandring. Psyke &Logos. 29(1), 261-283.House, J.S. & Landis, K.R. (2003).Social Relationships and Health. In Salovey, P. andRothman, A.J. (Eds.) Social Psychology of Health. NewYork: Psychology Press.Ianev, P. & Berliner, P. (2006)Samhørighed: social ansvarlighed som en fælles bevægelse.Om psykoedukation med flygtningefamilier.Psyke og Logos, 27(1), 854-871.UN resolution on the culture of peace (1998).– yderligere information på http://www.culture-ofpeace.info/history/introduction.html:Wattar, L. & Fanous, S, (2009) Paamiut Youth VoiceProject. Nuuk: Kommuneqarfik Sermersooq.NOTER1Denne artikel er et resultat af en fælles indsats udført af de mange deltagere i Paamiut Asasara’s aktiviteter(sommerhøjskole, mødregruppe, familiekurser, borgermøder, sportsarrangementer, kulturelle aktiviteter). En stor tak skal rettes tilalle i Paamiut for dette. En særlig tak skal rettes til journalist Søren Lyberth og centerleder Najaaraq Røddik for at have muliggjort indsamlingenaf data til denne artikel. Citaterne i artiklen er fra interviews udført af Ph.D. studerende Line Natascha Larsen, psykologMia Glendøs og denne artikels forfatter – med uvurderlig hjælp og inspiration fra Søren Lyberth.17 ]U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 / 2 0 1 0

Veje tilsocial inklusioni bypolitikken?Mia Arp Fallov,er uddannet cand. scient adm. fra RoskildeUniversitet, og Ph.d i sociologi fra LancasterUniversity. Adjunkt i social integrationog social politik ved Aalborg Universitet,Institut for Socialt arbejde, sociologiog organisation. Er tilknyttet Forskningsgruppeni Socialt Arbejde, og Forskningsgruppenfor Demografi, socialgeografi ogsundhed. Har beskæftiget sig bredt medsocial eksklusion og socialpolitikkensudvikling, og særligt med bypolitikkensrolle i bekæmpelsen af fattigdom og eksklusion.Af Mia Arp Fallov, adjunktArtiklen ser på, hvordan bypolitikken har bevægetsig, og den giver et bud på en vinkel, man kan læggepå udviklingstendenserne. Målet er at give nye perspektiverpå, hvad man vil med de sociale bypolitikker.fallov@socsci.aau.dk[ 18U D E N F O R [ N U M M E R ] 19 / 2 0 0 9

Artiklen her udsprang af, at jeg, efter at havelæst nogle af de nyere evalueringer af bypolitisketiltag, synes, at der manglede betragtninger på,hvordan hele området har bevæget sig. Bypolitikkener kendetegnet ved fragmentering; ikke bareorganisatorisk men også i de politiske mål medpolitikkerne. Hvilke sammenhænge tegner sig påtværs af projekter og nye tiltag, og hvilke overordnederationaler udtrykker de? Hvordan er bypolitikkerneformet af den dominerede rolle, sombeskæftigelsespolitikken har fået? Hvordan udspillermoderniseringen af velfærdsstaten og borgerensnye rolle sig i bypolitikken? Det skal ikke opfattessom, at artiklen søger at give et samlet bud på, hvorden sociale bypolitik bevæger sig hen. Snarere erdenne artikel et bud på en vinkel, man kan læggepå udviklingstendenserne inden for den socialebypolitik. Artiklen bygger derfor ikke på en ambitionom at lave en fuldstændig videnopsamlingpå det bypolitiske område, ej heller er det en evalueringaf bypolitikkens succeser og fiaskoer. Deter en selektiv læsning af de overordnede rationalergennem nogle bestemte briller, som betyder, atnogle gennemgående tendenser træder frem. Deter dermed intentionen, at den skal give læserennogle nye perspektiver på, hvad det er man vil medde sociale bypolitikker og derigennem bidrage tilat åbne andre veje til social inklusion gennem densociale bypolitik.Artiklen lægger ud med at give en kort oversigtover bypolitikkens udvikling inden for de sidsteårtier. Derefter vil jeg give et bud på, hvordandenne udvikling kan læses: At rationaliteten ibypolitikken bygger på et bestemt samspil mellemkapacitetsudvikling af marginaliserede byområder,deres beboere og de styringsagenter, som er involverede.Hvad menes der så med kapacitetsudviklingi denne sammenhæng? Jeg vil argumentere for, atvinklingen i den sociale bypolitik er et udtryk forforsøget på at overkomme bestemte styringsdilemmaergennem at tillægge kvartererne, beboerne ogde professionelle praktikere bestemte ressourcer,kompetencer og handleorienteringer. Håndteringenaf eksklusion bliver orienteret imod at søge attilegne de ekskluderede kvarterer og deres beboere(såvel som de involverede praktikere), hvadder anses som manglende kapaciteter. De socialebypolitikker søger derfor at forme bestemte medborgereeller sagt med andre ord, skabe bestemteformer for subjektiveringer af både borgerne og destyringsagenter, som er involverede i den socialebypolitik. Artiklen bygger både på evalueringeraf bypolitiske tiltag og på min egen komparativeforskning af byomdannelsespolitikker og socialeksklusion i Danmark og England (Fallov 2006).I den sidste del af artiklen vil jeg gå nærmere på todimensioner af denne subjektivering af beboerne,dels instrumentaliseringen af den følelsesmæssige19 ]U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 / 2 0 1 0

[ 20U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 / 2 0 1 0tilknytning til lokalområdet, dels instrumentaliseringenaf sociale netværk i de bypolitiske tiltag.Her vil jeg diskutere, hvordan de forståelseshorisonter,der knytter sig til disse konstruktioneraf beboerne, har deres egne dilemmaer omkringinklusion og marginalisering.Bypolitikkens vej mod kapacitetsudviklingHvordan skal man forstå, hvordan den socialebypolitik ser ud i dag? I stedet for at lave en kronologiskoversigt over bypolitikkens udvikling, viljeg i dette afsnit trække nogle udviklingstendenserfrem.Bypolitikken og socialpolitikken er i Danmarkformet af det Torfing (2004) betegner som et stillesporskifte i dansk velfærdspolitik. Dansk politikhar siden 1990erne slået ind på et ’workfare’ spor,hvor sikringen af de relativt generøse velfærdsydelserer tæt knyttet sammen med fokus på udviklingenaf arbejdsudbuddet. Gentagne arbejdsmarkedsreformerhar således tegnet en relativt strengaktiv linje i dansk beskæftigelse- og socialpolitik.Skærpelsen af sociale ydelser, ydelseslofter ogøget kontrol med de arbejdsløse skal sikre økonomiskincitament og motivation for opbygningenaf ’arbejdsetikken’ og en hurtig vej tilbage tilarbejdsmarkedet. Der er således et øget fokus på detindividuelle ansvar for og udvikling af arbejdsduelighed,ofte under dække af integrationsinitiativerog integrationspolitikker (Goul Andersen & Pedersen2007). 1 Dette stille sporskifte har cementereten forståelse af social integration som tæt knyttettil arbejdsduelighed, tilknytningen til arbejdsmarkedetog evnen til selvforsørgelse (Levitas 1998).Bundesen argumenterer for eksempel for, at derer sket en tvedeling af socialpolitikken i de selvansvarlige,hvis ansvarlighed kan sikres gennemgenerelle økonomiske-offentlige styringsinstrumenter,og de ikke-selvansvarlige som skal motiverestil at tage ansvar for egen selvforsørgelse ogarbejdsmarkedstilknytning (2005, se også Villadsen2004 for lignende argumentation). Hvorforer disse sporskift vigtige for at forstå den socialebypolitik i dag? Fordi denne forståelse af socialeproblemer som først og fremmest knyttet til individuelarbejdsmarkedstilknytning og selvansvarlighedi forhold til forsørgelse danner en diskursivværdimæssig ramme for at forstå og handle pålokalt manifesterende sociale problemer.Denne fokusering på de ikke-selvansvarlige ogden deraf følgende individualisering af socialpolitikkenviser sig også i de dominerende politiskediskursers vægring fra at definere officielle betegnelserfor social eksklusion og fattigdom – et oplagteksempel på dette er, hvordan den nyudnævntesocialminister Benedikte Kiær undslår sig at fastsættefattigdomsgrænser. Forståelsen af social eksklusionog fattigdom i Danmark er i konflikt meddet dominerende billede af det egalitære danskevelfærdssamfund både i befolkningen og i den officielledanske politik. 2 Social eksklusion associeresi dansk politik med de mest sårbare grupper,som er faldet gennem velfærdsstatens sikkerhedsnet.Sociale inklusionsinitiativer retter sig modbestemte målgrupper; de langtidsarbejdsløse, risikobørn,etniske minoriteter, udsatte ældre og handikappede.Sikringen af social inklusion handlerderfor om at modvirke, hvad der anses for ’arvelige’risikofaktorer, iværksætte reintegration afudsatte grupper i sociale og økonomiske sfærergennem deltagelse i frivilligt arbejde og foreninger,samt gennem fleksible og beskyttede arbejdstiltagpå det ’inkluderende’ arbejdsmarked (Socialministeriet2003). Sådanne støttende velfærdsstatsligefunktioner går hånd i hånd med, dels selvansvarliggørelsenaf disse udsatte grupper gennem handleplansarbejdeog samtaleteknologier (Karlsen &Villadsen 2007), der søger at orientere dem moden fremtidig arbejdsmarkedstilknytning, dels enøget kontrol med selv de mest udsatte gruppersrådighed for arbejdsmarkedet.Områder, karakteriseret ved koncentrationer afsociale problemer, har været et andet fokus områdei de danske bestræbelser på at skabe social inklusion.Dette perspektiv er med til at gøre bypolitikkentil et selvstændigt politikområde i 1990'erne.Før dette optrådte bypolitikken mere indirekteunderlagt generelle planlægningstiltag, først under’velfærdsbyen’ og siden under et banner omkringbyernes økonomiske tilbagegang. To karakteristikaaf nutidens bypolitik kan spores tilbage til periodenfør 1990’erne; det ene er institutionaliseringenaf en forhandlet tilgang til planlægning med involveringaf både erhvervspartnere,og lokale interessenter.Det andet er en eksperimentel tilgang, somallerede blev grundlagt i sen-firsernes SUM programmer.Det markante skift i dansk bypolitiksselvstændiggørelse sker med nedsættelsen af dettværministerielle Byudvalg i 1993 og kulminerermed oprettelsen af By og Boligministeriet i 1998.

«Byudvalgetsprojekter markererogså en øget‘etnicificering’ af densociale bypolitik.«Her bliver den områdebaserede tilgang til bypolitikkengrundlagt, som også karakteriserer andreeuropæiske landes politikker på dette område.Social eksklusion bliver i disse politikker set somlokalt betinget og synonym med, hvad der betegnessom, en ’negativ spiral’ i de socialt belastedeog dårligt fungerende boligområder:«De socialt dårligt fungerende områder er karakteriseredeved en højere frekvens af arbejdsløshed, dårligtfungerende familier, vold, kriminalitet og hærværk endandre byområder. Der er samtidig en tendens til, aten selvforstærkende udvikling sættes i gang, hvor deressourcestærke beboere flytter væk og hvor områdernefår meget svært ved at tiltrække investeringer i kultureller erhverv. Hele byområder eller enkelte boligbebyggelserkan være fanget i sådan en negativ spiral»(By og Boligministeriet 1999).Når social eksklusion på denne måde bliver synonymmed bestemte kvarterer og boligområder, kandet ses som et udtryk for, at også den danske politikpå området er informeret af den internationaledebat om ‘område effekter’. Det er kort fortaltideen om, at social eksklusion ikke kan forklaresalene med eksterne faktorer eller af menneskeligefaktorer. Social eksklusion forstås her som etudkomme af interaktionen af sociale, økonomiskeog fysiske faktorer, og at ekskluderede kvartererselv indgår som element i denne interaktion,og derfor ses som medbetingende den sociale eksklusion(Skifter Andersen 2003b). Den dansketilegnelse af ideen om områdeeffekter bliver ikkerelateret lige så stærkt til kulturelle og adfærdsorienteredeforståelser af den sociale ’underklasse’som i USA og England. Herhjemme er forståelsenaf områdeeffekter stadig spundet ind i en forståelseaf velfærdsstatens stærke rolle i bekæmpelsenaf strukturelle faktorer. Det, der bliver rekontekstualiseretfra debatten om områdeeffekter, erformodningen om, at ændringerne i de fysiskeog miljømæssige kapaciteter i lokalområderne viltiltrække andre og stærkere beboergrupper, samthave en positiv effekt på interaktionen mellembeboergrupper. Samtidig fører disse ideer også herhjemmetil et øget fokus på lokale fællesskaber ogaktive beboergrupper, som noget, der spiller enafgørende rolle for bekæmpelsen af lokalt forankretsocial eksklusion, hvilket må ses i samspil medden generelle tendens til fokus på selvansvarliggørelse,beskrevet ovenfor.Øget fokus på etnificeringByudvalget resulterede i tre typer af indsatser (setidslinje i figur 1); etablering af boligrådgiverfunktionenog igangsættelsen af nye aktivitetstilbud ialmene boligområder, større renoveringsindsatsermed sigte mod en bedre fordeling af socialt belastededanskere og etniske minoriteter, samt decideredeintegrationstiltag i udpegede modelområder.Desuden resulterede byudvalgets arbejde i iværksættelsenaf de tolv kvarterløftsprojekter. Sideløbendehermed kørte den helhedsorienterede byfornyelse,som i modsætning til byudvalgsprojekterneog Landsbyggefondens renoveringer ikke alene varfokuseret på de almene boligområder. Nedsættelsenaf byudvalget markerede et skift væk fra denfysiske orientering, bypolitiske initiativer tidligere21 ]U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 / 2 0 1 0

havde, og en styrkelse af en helhedsorienteret tilgangtil bypolitikken. Det, der ligger i helhedsorienteringi de igangsatte projekter, er sammentænkningenaf kulturelle, sociale og fysiske forhold, ogderfor ikke nødvendigvis en helhedsorientering iforhold til tidligere, igangværende og fremtidigetiltag i lokalområdet. Desuden er der en tendenstil, at helhedsorienteringen vender indad, og dermedi mindre grad integrerer lokale helheder medstrukturelle samfundsbetingelser. Et andet karakteristikaer ambitionen om, at være bottom-upog dialogorienteret, dels gennem inddragelse aflokale aktører og boligorganisationer, dels gennemet bedre samspil mellem offentlige instanser.Generelt for de bypolitiske tiltag, som iværksættesefter Byudvalget, er, at de er projektbaseredeog eksperimentelle af karakter. De muliggjorde ensymbolsk prioritering af bekæmpelsen af lokaltforankret social eksklusion uden at afsætte varigemidler og politisk ansvar. Desuden muliggjorde demetodeudvikling og eksperimenter med partnerskabsbaseredeog lokalt inkluderende styreformer. 3Byudvalgets projekter markerer også en øget‘etnicificering’ af den sociale bypolitik. Forestillingenom, at der er en sammenhæng mellem højekoncentrationer af etniske beboere og manglendeintegration (Børresen 2002) formede projekternesvægtning og ledte til en patologisering af etniskkoncentrerede boligområder. Dette blev endnutydeligere under de senere Venstre/Konservativeregeringer og markeret institutionelt gennem nedlæggelsenaf By og Boligministeriet og flytningenaf mange af de bypolitiske projekter til at høreunder Integrations ministeriet. Både det seneretiltag ’byer for alle’ og regeringens ’strategi modghettoisering’ er præget af det politiske ønske om,at den boligsociale indsats bliver kædet sammenmed integrationsindsatsen. Samtidig har de tiltag,som er iværksat under strategien for bekæmpelseaf ghettoisering et dobbelt sigte: Dels bliverder iværksat tiltag gennem ændring af ejerskabsformer,henvisningspolitik og huslejestøtte, dersigter på aktivt at nedbringe koncentrationen afetniske minoriteter i bestemte boligområder, delstiltag, som gennem boligsociale midler, sigter modat aktivere etniske beboere i udviklingen af normerog værdier, der anses som produktive i forhold tilat sikre integrationen på arbejdsmarkedet.Figur 1.”Velfærdsbyen" Før 1993”Den Segregerede By”Byudvalgsprojekter 1. og 2. runde(1994-2003)Kvarterløft (1996-2008)”Ghetto”Helhedsorienteret byfornyelse(1998-2003)Byer for alle(2002-2006)Regeringens strategi mod ghettorisering(2004- )(2002-2006)Fysiske helhedsplaner (1968-2006)[ 22LandsbyggefondensBoligsocialeHelhedsplaner(2006-2010)U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 / 2 0 1 0

Bypolitik – integration og beskæftigelseDen sociale bypolitik har overordnet set bevægetsig mod selvstændighed som politikområde og tilbageigen, da den nu er spundet ind i integrationsogbeskæftigelsespolitikken. Bypolitikkens rollei forhold til disse politikområder er baseret påen bestemt forståelse af rumligt forankret socialeksklusion, hvor beboersammensætning og fysiskekarakteristika ved kvartererne i sig selv ansessom betingende årsager til eksklusionen. Resultatetaf disse diagnoser bliver legitimeringen afde områdebaserede tiltag, hvor bekæmpelsen afsocial eksklusion bliver et spørgsmål om at forandrede fysiske kapaciteter af bestemte områder,udvikle beboernes sociale og kulturelle kapacitetertil at finde vejen mod selvansvarlighed ogarbejdsmarkedsintegration, samt sikre innovativestyringsorganiseringer, som kan igangsætteog holde hånd i hanke med sådanne udviklinger.Innovationen går her især på, at de bypolitiskeinitiativer bliver udtænkt og implementeret gennemnetværksorganiseringer i form af forskelligeformer for partnerskaber mellem involveredekommuner, beboere og lokale interessenter (seEngberg, Bayer & Tarnø 2000, Bogason 2008).Samtidig betyder den eksperimentelle karakteraf de bypolitiske tiltag, at indsatsen overordneter fragmenteret, for eksempel blev beboerrådgiverneikke alle steder involveret i kvarterløftprojekterne.Resultatet er, at der fra kvarternes perspektivbliver igangsat overlappende midlertidigeinitiativer med forskelligt ejerskab uden grundlæggendesikring af vidensudveksling og forankringaf lokale ildsjæle.Bypolitikkens rationalitetBypolitikkens udvikling mod et fokus på kapacitetsudviklinger ikke enestående for dette politikområde,men kan ses som et produkt af og medproducentaf et overordnet skift i velfærdsledelsen.Det er en udvikling af velfærdsstaten, der knytterdenne ligeså meget til bestemte former for empowermentog disciplinering af befolkningen modselvledelse, som til beskyttelsen af disses politiske,sociale og økonomiske rettigheder. Det er en udvikling,der ligeledes karakteriserer arbejdsmarkedsområdetog det sundhedspolitiske områdes fokuspå handleplaner og aktiv borgerinddragelse (seeksempler i Mik-Meyer & Villadsen 2007).Teoretisk er denne ledelsesform og de magtformer,som en sådan ledelse implicerer, begrebsliggjortaf ’governmentality analytikken’. I dette perspektiver ledelsen af velfærden ikke knyttet alenetil staten. Den politiske og ledelsesmæssige magter spredt ud i de multiple institutionelle og organisatoriskesammenhænge, hvor modifikationen ogudviklingen af befolkningens hverdagsrelationerog selvforhold finder sted (Dean 1999). Det er såledeset andet perspektiv på forholdet mellem individog stat, idet den moderne liberale velfærdsledelseforstås som fungerende gennem formning, modifikationog udvikling af bestemte subjektiveringer afborgerne. Det er subjektiveringen af borgeren, somgør dem til synlige og mulige objekter for ledelsen,og som former borgerens eget forhold til sig selvog andre. Hensigten med sådan en ledelsesformer at lede befolkningen og styringsagenterne fremmod en udvikling, hvor ledelsen ikke længere ernødvendig. En sådan ledelsesform forudsætter etbestemt blik på medborgeren som fri og havendekapacitet til at handle, idet ledelsen fungerer vedat orkestrere handlen og mulighedshorisonten forhandlen (Foucault 2000a, Foucault 2000b).Borgeren skal lede sig selvNutidens velfærdsledelse er derfor afhængig af professionelekspertise, som kan styre på afstand vedat guide borgernes udvikling frem mod selvledelse.Gennem medborgerskabsteknologier, for eksempeli form af bestemte former for kontrakter og samtaleformer,søges medborgeren anråbt som aktivselvansvarlig og selvstyrende i sin relation til statenog sig selv. Den professionelle ekspert får rollensom initierende en sådan udvikling, men isærogså som en, der fastholder den selvforståelse, somborgeren frembringer (Rose 1996). Samtidig gørdenne styreform det nødvendigt med kontrol ogregulering med ledelsen på afstand gennem målsætningerog rammer, som kan måle selvledelsenshandlinger, for eksempel gennem de myriader afevalueringer, kvalitetskontroller og verificeringersom alle områder af velfærdsimplementeringen idag er underlagt. Bang og Dean argumenterer for,at styring og ledelse i dag fungerer gennem kulturstyring;gennem formuleringen af værdimæssigeog normbaserede diskurser for god velfærd,ledelse og inklusion, der sikrer helhed og effektivstyring (Bang, Bech Dyrberg & Hoff 2005, Dean2003). Ledelsen foregår derfor ikke alene gennemautoritativ hierarkisk styring, men virker især23 ]U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 / 2 0 1 0

[ 24U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 / 2 0 1 0«Denne fokusering påde ikke-selvansvarligeog den deraf følgendeindividualiseringaf socialpolitikkenviser sig også i dedominerende politiskediskursers vægringfra at definereofficielle betegnelserfor social eksklusionog fattigdom.»gennem at påvirke den måde, viden underbyggerbestemte former for autoritet, den måde borgernekan træde frem som medborgere, oplever sig selvsom medborgere, indgår i demokratiske traditionerog forestillinger. Med andre ord, ledelsen fungerergennem udviklingen og internaliseringen af etcurriculum af kapaciteter for selvledelse, samt gennempåvirkningen af horisonten for, hvilke måderselvledelsen skal komme til udtryk og udføres på.Omvendt betyder det også, at de aktører, der ikkeer i stand til at udføre selvledelsen, bliver anskuetsom aktører, der kan udvikles og bringes i sammenhængeog interaktioner, så de bliver selvansvarligeog selvledende.De boligsociale initiativer og projekter kan idette perspektiv anskues som tiltag, der sigter modat udvikle kvarterer og beboere, så at de bliver istand til at være ansvarlige og selvledende. Jeg harargumenteret for i ovenstående, at problematiseringenaf socialt ekskluderede og marginaliseredekvarterer trækker på bestemte forestillinger omden inkluderede ’aktive medborger’, der er ansvarligog selvforsørgende. Medborgerskabet er derforikke bare en rettighed, men noget der skal praktiseresog læres i forhold til de sfærer, som medborgerenindgår i (Mayo 2000). Man kan argumenterefor, at bypolitikkernes orientering mod en bottomupog inkluderende organisering er et forsøg påat skabe en styringsorganisering, der skal tilvejebringedet rette miljø og tilskyndelse til denne formfor læring. Borgerinddragelsesperspektivet har etdobbelt sigte: Dels at udvikle lokale beboeres ogfællesskabers ejerskab til og engagement i de igangsatteprojekter, dels et ønske om gennem afdækningaf lokale ønsker og behov at sikre en effektivimplementering af programmerne. Det har dogvist sig i praksis, at empowerment-perspektivet (jf.Andersen & Siim 2004) i de sociale bypolitikkerbliver begrænset af dette dobbelte sigte, i og med atønsket om at minimere konflikter og dermed sikreresultater i organiseringer karakteriseret ved konsensusstyringskaber dissonans i forhold til ønsketom at mægtiggøre lokale aktører.Jeg har også antydet, at der bag områdebaseringenligger en forestilling om, at bestemte fysiskeog sociale sammenhænge er mere gavnligefor udviklingen af en sådan aktiv medborger endandre. For eksempel er billedet af den nedslidte’ghetto’ konstrueret som antitese for udviklingenaf den inkluderede og integrerede medborger (Den

Danske Regering 2004). Jeg vil i det følgende gålidt nærmere på to dimensioner af den aktive oginkluderende medborger i form af konstruktionenaf, hvad man kunne kalde ’det bevægede subjekt’og ’det sociale subjekt’, samt på de teknologier, derunderstøtter disse subjektiveringer.Udviklingen af det bevægede subjektEn dimension i de sociale bypolitikker er på denene side forsøget på at forme den følelsesmæssigetilknytning, lokale beboere har til deres kvarter,på den anden de følelser som kvarteret vækker hosbefolkningen generelt. Både i byudvalgsprojekterneog i kvarterløftsprojekterne har projekter med sigtepå at forbedre beboernes stedsidentitet og kvarteretsimage fyldt en del (Skifter Andersen et al.2009, Skifter Andersen & Kielgast 2003, Ma zan ti2004b). Det er tiltag, som sigter på at forbedreopfattelsen af kvarterne, både deres omdømme iforhold til omverdenen, men også beboernes egneopfattelser af kvarternes omdømme og deres tilknytningtil dem. Udviklingen af stedsidentitetener knyttet til ambitionen om at skabe aktive medborgere,idet det aktive engagement både er setsom middel til at skabe stedsidentitet og som produktaf en positiv stedstilknytning. En sådan stedsidentiteter anset som en positiv kapacitet for denenkelte medborger i form af øget trivsel og aspirationer.Samtidig er det også forstået som en vigtigressource i forhold til at forme det lokale kvartersom en kollektiv aktør, der kan tage aktivt del i ogansvar for kvarterets udvikling. Positiv stedsidentiteter også relateret til et ønske om social stabilitet.Dette kommer til udtryk både i form af ambitionenom at fastholde de mere ressourcestærke beboereved at gøre kvarteret mere attraktivt, og gennemet ønske om at opbygge mere harmoniske forholdmellem de forskellige – især etniske og danske –beboergrupper.Hvis vi tager Vollsmose som eksempel, har områdetværet karakteriseret af dårligt omdømme. Ien undersøgelse refereret i Vollsmose sekretariatetsårsrapport havde 72 procent af den gennemsnitligebefolkning et generelt dårligt indtryk afområdet (Vollsmosesekretariatet 2002), og enlige så stor del af beboerne (77 procent) mente,at kvarteret havde et dårligt omdømme (SkifterAndersen 2003a). Det har både været forårsagetaf den megen negative presse både lokalt og nationaltom kvarteret og understøttet af regeringensanti-ghettostrategis udpegning af Vollsmose somet ’ghetto område’ (Den Danske Regering 2004).Vollsmose er, som en af mine informanter udtryktedet, blevet synonym med etniske grupper på overførselsindkomsterog sociale tabere. For at forbedreområdets image udadtil har man forsøgt at opfordreoffentlige og private institutioner til at læggearrangementer i kvarteret, der kan trække udefrakommendetil at besøge kvarteret i en positiv sammenhæng,samt fodret lokale medier med positivehistorier om området. Specielt har man arbejdet påat bedre SSP-samarbejdet for at nedbringe omfangetaf kriminalitet knyttet særligt til etniske ungemed lokal forankring. Indadtil har man forsøgt atudvikle kvarterets symbolske kapacitet og beboerneskulturer for lokalt ejerskab gennem oprettelsenaf lokal tv, og styrkelsen af lokale traditioner, såsom kvarterfester. Tiltagene med mere symbolskkarakter er understøttet af tiltag af institutionelog miljømæssig karakter, for eksempel etableringaf lokalt kulturhus, lokale fritidstilbud og lokaleknudepunkter omkring biblioteket, samt forbedringaf belysning og stier på de grønne områder forat øge følelsen af tryghed og sikkerhed. På dennemåde er det tænkt, at udviklingen af kvarteretsfysiske kapaciteter medvirker til udviklingen afkvarterets symbolske kapaciteter og vice versa.Målet er at opnå, at beboerne føler sig stolte overat arbejde og bo i området, at deres trivsel øgesgennem udvikling af tryghed og sikkerhed i denlokale mobilitet og interaktion, samt at dette viløge beboernes aktive engagement i udviklingen afområdet (Vollsmose Kvarterløft 2001).Hvis vi ser på eksempler fra evalueringen afbeboerrådgiverfunktionen, er også beboerrådgivernes arbejde præget af at udvikle beboernes følelsesmæssigetilknytning og engagement. Tiltag, dersigter mod beboerne generelt, ligner de projekter,som er initieret i kvarterløftsprojekter. I de tiltag,der sigter mod de udsatte grupper (for eksempelældre, isolerede udsatte beboere, etniske grupper),og som dominerer de senere finansieringer afbeboerrådgiverne, er der en udvidelse af arbejdetmed beboernes følelsesmæssige tilknytning. Hersigter man gennem opsøgende arbejde og udviklingaf netværk på at modvirke ensomhed og isolation.Hverdagen søges her givet et positivt indholdgennem tilknytning til aktiviteter og fællesskaber,samt opbyggelsen af selvværd (Mazanti 2004a,Landsbyggefonden 2009).25 ]U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 / 2 0 1 0

[ 26U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 / 2 0 1 0De boligsociale tiltag har især også haft fokus påat forme og kanalisere de unge etniske beboeresfølelsesmæssige udmeldinger af vrede, frustrationog kedsomhed ind i, hvad der anses som legitimebaner. Mange af de områder, som har været involvereti de områdebaserede politikker, har haft problemermed hærværk, graffiti og unge, som driverrundt i grupper på gadehjørnerne. Disse problemerer blevet associeret med konflikter med unge etniskebeboere og subkulturelle tilhørsforhold. Gennemtiltag, der baseres på ideen om anerkendendedialog og lokal ressourcemobilisering, søger manat opbygge de unges følelse af respekt og tillid. Deter for eksempel tiltag, der sigter på at øge de ungesviden om fritidstilbud, samt tiltag der søger atopbygge mere uformelle relationer til autoriteter,rollemodeller, forældre og ældre beboere, (Børresen2008).Disse tiltag til udvikling af stedsidentitet og følelseraf stedstilknytning kan, ifølge Fortier, karakteriseressom en formning af, hvordan medborgerenretter sine følelser imod offentligheden (Fortier2010). Bypolitikkerne søger at skabe et bestemt’bevæget subjekt’, som har en specifik følelsesmæssigtilknytning til sit lokalområde, der bygger påstolthed, glæde, genkendelighed, tryghed, respektog tillid, og som fordrer aktivt engagement og deltagelseikke bare i lokale fællesskaber, men også ide styringsmæssige tiltag, der sigter på kvarterernespositive udvikling. Det er således et subjekt,som står i modsætning til konstruktionen af denpassive, uengagerede, ensomme og marginaliseredeklient i den danske forståelse af social eksklusion.Dette søges opnået gennem at udvikle enpositiv kvartersidentitet knyttet til kvarteret som etafgrænset og definerbart lokalområde, og gennemudviklingen af bestemte former for lokal tilknytning,der forener lokale fællesskaber, og som resonerer,hvad der anses som, legitime danske normerog værdier. Der er dilemmaer knyttet til udviklingenaf det ’bevægede subjekt’ – og de kan placeresunder tre overskrifter. For det første baserer dettelokalt tilknyttede subjekt sig på en forestilling omet homogent og afgrænset kvarter, som ikke passermed beboernes oplevelser af deres kvarter. I minegen og lignende undersøgelser referer beboerne tiloplevelser af deres kvarterer som fragmenterede ogkrydset af multiple og ofte konfliktende former fortilknytning, der ofte også strækker sig ud over kvarteretsgrænser (Fallov 2006, 2010, Pløger 2002).For det andet er der det dilemma, at forsøg på atminimere stigmatisering af boligområder ved lokaltforankrede og relativt kortvarige initiativer kanøge stemplingen af disse områder fremfor at skabevarige positive forandringer (Skifter Andersen et al.2009). Især da problemerne i disse områder ogsåofte i beboernes opfattelse knytter sig til ophobningaf sociale problemer, hvis løsning kræver mere endfølelsesmæssigt engagement. For det tredje betyderudviklingen af et specifikt bevæget subjekt knyttettil etnisk danske værdier, at andre måder at følesig knyttet til steder og hinanden, og som trækkerpå multikulturelle og subkulturelle udtryksformer,bliver konstrueret som mindre legitime.Det lokalt forankrede subjektInstrumentaliseringen af begrebet social kapitalog det dertil knyttede forsøg på at udvikle, hvadder anses som meningsfuld social interaktion, eren anden dimension af det aktive medborgerskab.I Danmark er brugen af begrebet social kapitalrelativt nyt og kan knyttes til indflydelsen frainternationale policydiskurser fra EU, OECD ogVerdensbanken, samt internationale akademiskediskurser. Måden, social kapital bruges på herhjemme,knytter sig til Putnams begrebsliggørelseaf kollektiv civil deltagelse og hans identifikationaf elementerne normer, tillid og netværk, samthans distinktion mellem brobyggende og afgrænsendesocial kapital. Brobyggende social kapitalreferer til relationer mellem heterogene grupper påtværs af sociale og kulturelle skel, byggende på svageresociale bånd. I modsætning til afgrænsendesocial kapital, der referer til indadskuende stærkerelationer mellem grupper, som fordrer homogenitetog eksklusivitet. Den afgrænsede sociale kapitaler anset som tæt knyttet til en mestringskapaciteti dagligdagen, mens den brobyggende socialekapital er anset som knyttet til muligheden forsocial mobilitet og social inklusion (Putnam 2000,Rosenmeier 2007). I forhold til de sociale bypolitikkerer social kapital knyttet til forestillingenom, at man gennem offentlig støtte og finansieringkan promovere, initiere og udvikle formationenaf et rigt niveau af lokalt forankrede netværkog foreninger, og at dette vil danne basis forudviklingen af tillid og lokalt engagement. Herer social kapital altovervejende forstået som enpositiv ressource, og som er knyttet til det kollektiveog lokalt forankrede niveau (Skifter Andersen

& Kielgast 2003, Andersen & Løve 2007). Socialkapital-begreber er især blevet taget op i initiativeri den almene sektor finansieret af Landsbyggefonden.Et eksempel på dette er «NaboSKabet»,der er et diagnostisk redskab til at måle niveauetaf social kapital i boligområdet udviklet af de RådgivendeSociologer (se www.naboskabet.dk). Gennemet elektronisk spørgeskema måles niveauet ogkvaliteten af afgrænsende relationer, som hjælperbeboerne i hverdagen, og brobyggende relationer iform af lokale fællesskabsforeninger. Denne videnom de sociale interaktioner i boligområderne ersåledes tænkt som en basis for boligforeningernesinitiativer.Social kapital søges udviklet dels gennem støttetil ’foreningsfællesskabet’, dels gennem formningenaf de sociale interaktioner i det lokale kvartergennem udviklingen af kvarterets karakterog mødepunkter. Hvad angår det første, så drejerdet sig om initiering og støtte til udvikling aflokale foreninger. Både beboerrådgivere og projektkonsulenteri kvarterløft er aktivt involveredei at opsøge ildsjæle, der vil skabe foreninger,og som proceskonsulenter på udviklingen af foreningsfællesskabet;for eksempel udformning afreglementer og budgetter, leje af lokaler og søgningaf støtte. Desuden arbejdes der aktivt på atskabe brobyggende relationer mellem lokale foreningerog fællesskaber gennem at involvere dissei kvartersudviklingsprojekter (Skifter Andersen etal 2009, Mazanti 2004a). Det er således et arbejde,der søger at forme kvarterets beboere som en kollektivaktør i implementeringen af bypolitikkerne,og affødt konsekvens ses som udviklende individueltrivsel samt rollemodeller i og kapaciteter foraktivt medborgerskab.Hvad angår udviklingen af kvarterets fysiskekarakter går det dels på forbedringen af offentligemødesteder, pladser og kulturcentre, dels påudviklingen af kvarterets boligmasse gennemrenovering, nye ejerskabsformer og mere fleksibleanvisningsregler. Målet for disse tiltag er at forbedrekvarterenes kapaciteter, således at de bliverattraktive for andre beboere end de socialt ekskluderede(Skifter Andersen 2001). Som her udtryktaf en af de informanter, der medvirkede i mit egetforskningsprojekt:»Altså, omprioritering drejer sig ikke kun om nye køkkenereller en udvidelse af lejligheder, det drejer sigom at man tror, at ved at forandre et område radikaltkan man få nogle andre mennesker til at bo i det.Med andre mennesker menes der, nogen som synes,at lejlighederne er så attraktive, at de foretrækker atbo her frem for andre steder. Det er familier med enmellemindkomst, som vil vælge at have en god lejlighedet godt sted»og videre:«Det er meget tydeligt, når man efter nogen år kigger[helhedsplanen] igennem en ekstra gang, så kan jegpludselig se, at det er meget tydeligt, at det har manhaft meget fokus på. Så kan man diskutere, om deter fordi man har haft fokus på, at de mennesker, derbor herude, skal være mere hvide, eller skal de haveen højere indkomst» (involveret projektkonsulent).Det er forestillingen om, at en mere socio-økonomiskmikset beboergruppe kan tiltrækkes ved atforbedre de boligmæssige standarder, som dels viløge de samlede ressourcer i området, dels mindskede sociale udgifter i området. Det bygger derfor påforestillingen om, at ændringen af steder vil føretil forandringer i beboergrupper, og at dette vilmedføre en ’nedsivningsproces’ af social kapitalfra de mere ressourcestærke til de mindre ressourcestærke.Desuden, at den blotte tilstedeværelse afforskellige beboergrupper kombineret med udviklingenaf lokale mødesteder vil medføre udviklingenaf brobyggende social kapital. Det er såledesen strategi, der bygger på en altruistisk forståelseaf forskellige grupper sociale ’investerings strategier’,som også overser nødvendigheden af et eksisterendeniveau af social kapital til reinvestering iudviklingen af lokale kvarterer (Blokland & Savage2008, Ottesen 2009).Instrumentaliseringen af begrebet social kapitali de sociale bypolitikker konstruerer bestemte forbindelsermellem forskellige dimensioner af deninkluderede medborger. Man kan plædere for, atforestillingen om den aktive medborger som etsærligt ’socialt subjekt’, tænkes ind i en specifikkonfiguration af social kapital, kvarterets rum oglokalt fællesskab. Det er en forestilling om, at mangennem offentligt støttet og finansieret udviklingaf offentlige lokale rum, kombineret med investeringi symbolske identifikations strategier kantilvejebringe brobyggende forbindelser mellemlokale sociale relationer i form af formaliserede27 ]U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 / 2 0 1 0

[ 28U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 / 2 0 1 0foreninger. Sådanne lokalt afgrænsede foreningerskal både bibringe kvarteret inkluderende kapaciteteri form af effektive og innovative implementeringsmiljøerog aktører, samt udvikle og spredealmindeligt anerkendte demokratiske normer ogkompetencer. Disse vil også som afledte effekterskabe muligheder for tilknytning til arbejdsmarkedet,da det aktive, involverede og engagerede menneskeer kapaciteter konstrueret som nødvendige iden dominerende arbejdsduelighedsdiskurs. Desudenskal udviklingen af det sociale subjekt skaberessourcer til håndteringen af hverdagen og lokalekonflikter, som påvirker trivsel og velfærd. Konfigurationenomkring det sociale subjekt tilførerde sociale bypolitikker identificerbare håndtag,som kan drejes i form af bestemte blik på, hvordanlokale fællesskaber bliver mulige, forståeligeog synlige. De giver bestemte muligheder for atoversætte abstrakte mål omkring social inklusiontil synlige succeskriterier i form af antal af involveredelokalt baserede netværk. Samtidig produceresogså bestemte forståelser for, hvilke formerfor social interaktion, som anses som tilførendeinkluderende kapaciteter, og hvilke der anses somuproduktive eller ligefrem skadelige.Ikke mindst etniske grupperinger og foreningerer tvunget til at navigere i balancegangen mellemlegitime og mindre legitime former for socialkapital. Mobiliseringen af etniske beboergrupperer både nationalt og lokalt identificeret som nødvendigfor de sociale bypolitikker, relateret også tildisse politikkers tydelige forbindelser til integrationsdiskurser.Samtidig betyder den tætte koblingmellem legitim social kapital og diskursen om ’foreningsfælleskab’,at kravet om genkendelige formaliseredeforeninger i sig selv medvirker til eksklusionaf etniske grupper. Et eksempel kan være enetnisk kvindegruppe, som ikke kan leve op til dekrav om repræsentativitet, genkendelighed, åbenhedog formalitet, der kræves for at få adgang tilde officielle kanaler for akkreditering og støtte, foreksempel i form af tildeling af lokale gennem denalmene boligforening. Teoretisk kan det forståssådan, at en sådan etnisk gruppe har både afgrænsetsocial kapital og former for brobyggende socialkapital, men i kraft af deres karakter kan disseikke transformeres til former for symbolsk kapital(Bourdieu 1986). Det vil sige, at de ikke kan fåadgang til de netværk og sociale sammenhænge,som tildeler den formelle anerkendelse – og dermedogså den materielle anerkendelse – der associeresmed allokeringen af ressourcer og støtte afforskellig slags. Man kan sige, at fremhævningenaf sociale interaktionsformer mere eller mindreformaliseret gennem foreningsorganisationen eren fordel for produktionen af legitime kollektiveaktører – men på samme tid fører det til, at mereutraditionelle måder at agere demokratisk på bliverusynlige eller negligeret. Ydermere medførerdet en risiko for institutionaliserede former fordiskrimination, der holder ’fremmede’ former forengagement uden for indflydelse gennem en naturaliseringaf ’gatekeeperne’ for den legitime formfor kulturel og social kapital. Med andre ord: Denmåde, man agerer som engageret og aktiv beboer,forudsætter bestemte vidensformer, sproglige orienteringer,såvel som sociale relationer, der oftebliver selvfølgeliggjorte. Det er for eksempel forståelsenaf de systemer, som giver mulighed for indflydelse,eller den måde man begrebsliggør projekterog myndighedsrepræsentanter på. Det handlerderfor om en kulturel forståelse af de almindeligedemokratiske spilleregler og de sociale relationer,der både giver adgang til en sådan forståelse ogadgang til de fora, hvor indflydelsen skal gøres gældende.Konsekvensen af en selvfølgeliggørelse afdisse forudsætninger for den aktive medborger bliver,som en af mine informanter udtrykte det, at«… dem man forhandler med, er ikke dem, man sådanumiddelbart tænker på, at man skal gøre noget for somsådan» (forvaltningsrepræsentant).Afsluttende diskussionSammenhængen i billedet af en fragmenteret ogeksperimenterende social bypolitik skal findes ikkebare i initiativernes fokus på trivsel og velfærd,men centreret omkring, at disse værdier er relaterettil den aktive og arbejdsduelige medborger.Jeg har i artiklen argumenteret for, at den socialebypolitik er spundet ind i beskæftigelses- og integrationspolitikken.Det medfører en specifik forståelseaf rumlig social inklusion som associeretmed den selvledende og integrerede medborger, deraktivt gennem lokale fællesskaber er engageret iegne kvarterers udvikling. Artiklen søger derforgennem et helikopterblik at bibringe et perspektivpå, hvordan vejen til inklusion i den sociale

ypolitik går gennem konstruktionen og koblingenaf bestemte subjektiveringer af borgeren. Jeger gået tættere på to dimensioner af konstruktionenaf den aktive medborger. Jeg har vist, hvordanbypolitikken søger at udvikle et bestemt ’bevægetsubjekt’, som har en særlig følelsesmæssig tilknytningtil sit lokalområde, og jeg har vist, hvordandette hænger sammen med forståelsen af et særligt’socialt subjekt’, som er tænkt ind i en konfigurationaf social kapital, kvarterets rum og lokaltfællesskab. Sådanne konstruktioner bevirker, atbeboerne og deres relationer til lokale kvartererbliver synlige på bestemte måder, der udelukkerandre. Alle former for subjektiveringer er indsnævringeraf mulighedshorisonten for forståelsen aflokale beboere og deres fællesskaber. En påpegningaf disse konstruktioner kan forhåbentlig være medtil at engagerede borgere, involverede praktikereog agendasættende politikere kan diskutere andremulige veje til inklusion igennem en social bypolitik.Der findes i de mange lokale arenaer for implementeringaf disse politikker mange modsvar ogalternative strategier for, hvad man vil med lokalsamfundsudvikling,som ikke er blevet udforskether. Disse kan gennem en diskussion af nogle af deselvfølgeliggjorte sammenhænge mellem forskelligedimensioner af den aktive medborger forhåbentligfå plads til at udvikle sig – og måske enddai sidste ende udfordre den beskæftigelsesdomineredeforståelse af inklusion.Samtidig har artiklen også vist, at selv om dissesubjektiveringer af den aktive medborger søges somsvar på nogle styringsmæssige dilemmaer, producererde også deres egne begrænsninger. Især risikerersådanne forståelser af, hvordan medborgerenideelt set skal agere i forhold til styringsorganiseringerog interagere i forhold til andre beboere, atreproducere marginaliseringen af etniske beboergrupper.Som en sidste pointe er det værd at påpege,at formningen af beboere og kvarterer følges afkonstruktionen af særlige styringssubjekter for deinvolverede professionelle; beboerrådgivere, projektkonsulenter,kommunale embedsmænd oglokale professionelle. Igennem den sociale bypolitikudviklinger der således sket en professionaliseringaf disse grupper i forsøget på at overkommepartnerskabsorganiseringernes dilemmaeromkring strategisk kapacitet, krav til koordineringmellem mange partnere og personbåret sårbarhed.Denne professionalisering har skabt en socialbypolitik som er mere forankret med kommunaleselvstyre, men som samtidig medfører en bevægelsemod oppe-fra-formuleret lokalsamfundsorganiseringfrem for bottom-up- orienteret lokalsamfundsudvikling.ReferencerAndersen, J. & Løve, F.v.h. (2007)"Social kapital og empowermentprocesser i lokalsamfund"i Social kapital i teori og praksis, eds. P. Hegedahl& S.L. Rosenmeier, Frederiksberg: Forlaget Samfundslitteratur,pp. 67-111.Andersen, J. & Siim, B. (2004)"Introduction: The Politics of Inclusion and Empowerment– Gender, Class and Citizenship" in ThePolitics of Inclusion and Empowerment – Gender,Class and Citizenship, eds. J. Andersen & B. Siim,Basingstoke:Palgrave MacMillan.Bang, H.P., Bech Dyrberg, T. & Hoff, J. (eds)(2005),Magtens nye ansigt – Netværkspolitik, kulturstyringog ny elitisme, København: Jurist- og ØkonomiforbundetsForlag.Blokland, T. & Savage, M. (2008)"Social Capital and Networked Urbanism" in NetworkedUrbanism – Social Capital in the City, eds. T. Blokland& M. Savage, Aldershot: Ashgate, pp. 1-20.Bogason, P.(2008)Organisering af boligsocial indsats i udsatte boligområder,Copenhagen: Bogason Consulting.Børresen, S.K.(2008)Konflikter i boligområder. Opfattelser og håndtering,Hørsholm: SBI.Børresen, S.K. (2002)"Boligmæssig segregering. Hvad er årsagen til, atflygtninge og indvandrere bor koncentreret i de belastedeboligområder?", AMID Working Paper Series,vol. 14/2002.Bourdieu, P. (1986)"The Forms of Capital" in Handbook of Theory and Researchfor the Sociology of Education, ed. J.G. Richardson,Westport: Greenwood, pp. 241-258.29 ]U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 / 2 0 1 0

Bundesen, P. (2005)"På vej mod en tvedelt socialpolitik?", Uden for nummer,vol. 10, no. 6, pp. 4-15.By og Boligministeriet (1999)Fremtidens by, By og Boligministeriet, Copenhagen.Dean, M. (2003)"Culture governance and individualisation" in Governanceas social and political communication, ed. H.Bang, Manchester: Manchester University Press, pp.117-139.Dean, M. (1999)Governmentality – Power and Rule in Modern Society,London: Sage.Den Danske Regering (2004)Regeringens strategi mod ghettoisering, København:Regeringen.Engberg, L., Bayer, S. & Tarnø, C. (2000)Konsensusstyring i kvarterløft, Hørsholm: SBI.Goul Andersen, J. & Pedersen, J.J. (2007)"Continuity and change in Danish active labour marketpolicy: 1990-2007 The battlefield between activationand workfare", CCWS Working paper, no. 2007-54.Karlsen, P. & Villadsen, K. (2007)"Hvor skal talen komme fra? Dialogen som omsiggribendeledelsesteknologi", Dansk Sociologi, vol. 18, no.2, pp. 7-28.Landsbyggefonden (2009),Evaluering af beboerrådgivningsfunktioner 2004-2008,København: Landsbyggefonden.Levitas, R. (1998)The Inclusive Society? Social Exclusion and New Labour,London: Macmillan Press Ltd.Mayo, M. (2000)"Learning for active citizenship: Training for and learningfrom participation in area regeneration", Studiesin Education of Adults, vol. 32, no. 1, pp. 22-35.Fallov, M.A. (under publication 2010)"Community capacity building as the route to inclusionin neighbourhood regeneration?", International Journalof Urban and Regional Research, vol. 34, no. 2.Mazanti, B. (2004a)Boligsocialt arbejde – beboerrådgivning i boligområder,København: Videns og Formidlingscenter for SocialtUdsatte, CASA.Fallov, M.A.( 2006)Speaking the Language of Capacity: NeighbourhoodRegeneration and Social Exclusion in Denmark andEngland, (PhD-afhandling), Department of Sociology,Lancaster University.Mazanti, B. (2004b)"Stedsidentitet og bypolitik" i Den mangfoldige by –opløsning, oplevelse, opsplitning, eds. H. Skifter Andersen& H. Thor Andersen, Hørsholm: SBI, pp. 150-167.Fortier, A. (2010)"Proximity by design? Affective citizenship and themanagement of unease", Citizen Studies, vol. 14, no.1, pp. 17-30.Mik-Meyer, N. & Villadsen, K. (2007)Magtens former – Sociologiske perspektiver på statensmøde med borgeren, København: Hans ReitzelsForlag.Foucault, M. (2000a)"Governmentality" in Power – essential works of Foucault1954-1981, ed. J.D. Faubion, London: PenguinPress.Ottesen, M.H. (2009)"A Sense of One's Place. Residentiale erfaringer i arbejder-og overklassen", Sociologisk Tidsskrift, , no.1, pp. 41-67.[ 30U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 / 2 0 1 0Foucault, M. (2000b)"The Subject and Power" in Power – Essential worksof Foucault 1954-1984 Vol. 3, ed. James D Faubion,London: Penguin Press.Pløger, J.(2002)Den fragmentariske by og det 'gode byliv' – udfordringerfor fremtidens by- og boligplanlægning,Hørsholm: SBI.

Programbestyrelsen (2008)Fra udsat boligområde til hel bydel, København: Programbestyrelsen.Putnam, R.D. (2000)Bowling Alone – The Collapse and Revival of AmericanCommunity, London: Simon & Schuster.Rose, N. (1996)"Governing 'advanced' liberal democracies" in Foucaultand Political Reason, eds. A. Barry, T. Osborne & N.Rose, London: UCL Press, pp. 37-64.Rosenmeier, S.L. (2007)"Den sociale kapitals fædre" in Social kapital i teori ogpraksis, eds. P. Hegedahl & S.L. Rosenmeier, Frederiksberg:Forlaget Samfundslitteratur, pp. 9-36.Skifter Andersen, H., Bjørn, S., Clementsen, A.,Gottschalk, G., Nielsen, H., Norvig, J., Scherg, R.H.& Suenson, V. (2009)Evalueringen af indsatsen i fem kvarterløftsområder2002-2008, Hørsholm: SBI, Aalborg University.Skifter Andersen, H. & Kielgast, L. (2003)De syv første kvarterløft, Hørsholm: SBI.Socialministeriet (2003)Denmarks's National Action Plan to Combat Povertyand Social Exclusion (NAPincl) 2003/2005, København:Socialministeriet.Torfing, J. (2004)Det stille sporskifte i velfærdsstaten, Århus: ÅrhusUniversitetsforlag.Skifter Andersen, H. (2001)What is the Special Purpose of Area Based Initiatives?How to Understand Deprived Urban Neighbourhoods,Paper presented at the Danish Building andUrban Research/EURA Conference: Area-based initiativesin contemporary urban policy – innovations incity governance, Copenhagen, 17-19 May.Skifter Andersen, H. (2003a)Signalement af fem byområder ved starten af kvarterløft2002, Hørsholm: SBI.Skifter Andersen, H. (2003b)Urban Sores – On the interaction between segregationurban decay and deprived neighbourhoods, Aldershot:Ashgate.Villadsen, K. (2004)Det sociale arbejdes genealogi – Om kampen for atgøre fattige og udstødte til frie mennesker, København:Hans Reitzels Forlag.Vollsmose Kvarterløft (2001)Vollsmose Kvarterplan, Vollsmose: Vollsmose Kvarterløftssekretariat.Vollsmosesekretariatet (2002)Årsberetning 2002, Vollsmose: Vollsmose Kvarterløftssekretariat.NOTER1Samtidig er der stadig opbakning til den danske ’flexicurity’ model med vægt på kollektivt ansvar for arbejdsmarkedets partnere og højtniveau af statslig støtte til udviklingen af arbejdsstyrkens kompetencer.2Når begrebet social eksklusion siden 1990erne har vundet mere indpas er det på baggrund af begrebets institutionalisering i EU, og påbaggrund af indflydelsen fra akademiske debatter og undersøgelser som i høj grad er produkter af EU's rammeprogrammer.3Sideløbende med de inklusionsorienterede initiativer blev der i 1990erne iværksat en række vækstorienterede byudviklingsinitiativer, fxomkring udviklingen af Ørestaden og havneområder. Disse projekter er lige som de boligsociale initiativer lokalt orienterede og partnerskabsbaserede,men orienterer sig mod neo-elitisk vækst og konkurrencekraft med kun begrænset lokal involvering.31 ]U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 / 2 0 1 0

Boligsocialt arbejde –et historisk overblikEllen Højgaard Jensen, kulturgeografhar i en årrække været byfornyelseskonsulent i Byfornyelse Danmark og ByfornyelseKøbenhavn. Her har hun blandt andet arbejdet med kvarterløft og helhedsorienteretByfornyelse, ligesom hun har været udviklingskonsulent i Boligorganisationen3B og projektleder for et partnerskabsprojekt i Urbanplanenpå Amager. Ellen er i dag direktør i Dansk Byplanlaboratorium.Af Ellen Højgaard Jensen, direktør, Niels Andersen,udviklingsdirektør og Laura Helene Højring, konsulent[ 32U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 / 2 0 1 0ehj@byplanlab.dkNiels Andersen, cand. polit.har i en årrække arbejdet med byfornyelse med en stadigt større inddragelseaf den sociale dimension. I de seneste år har han arbejdet med kvarterløft,udarbejdelse og gennemførelse af fysiske og sociale helhedsplaner i almeneboligområder og med løsning af boligproblemerne for udsatte og hjemløse.Niels Andersen er udviklingsdirektør i Kuben Management, formand for Askovgården,næstformand for ”Mændenes Hjem” og medlem af forretningsudvalgeti ”Missionen blandt hjemløse."na@kubenman.dkLaura Helene Højring, arkitektHun er i dag ansat som konsulent hos Kuben Management, hvor hun bl.a.arbejder med fysiske og sociale helhedsplaner. Hun har igennem de senesteår især arbejdet med arkitektur og byplanlægning i relation til udsatte oghjemløse. I 2009 publicerede hun sammen med Kuben Management analysen”Udvikling af særboliger – fra gaden til egen bolig”.lhh@kubenman.dk2010 er udnævnt til europæisk år forbekæmpelse af fattigdom og udstødelse.I den forbindelse er det relevant atse nærmere på det boligsociale arbejde,for det er ofte gennem socioøkonomisksegregering og stigmatisering, at densociale udstødelse får sit fysiske udtryk.I mange år har man arbejdet på atnedbryde de negative spiraler, som udsatteboligområder kan bevæge sig indi, hvis man lader stå til. Denne artikelgiver et rids over historien og de vigtigsteerfaringer og dilemmaer.

Det boligsociale arbejde har sin rod i byfornyelsen,hvor fokus først og fremmest var på fysisk fornyelseaf nedslidte boligkvarterer for at skaffe bedreboligforhold for de dårligst stillede og fastholde deressourcestærke beboere. Byfornyelsen på Vesterbrohavde for eksempel en social dimension, hvorder var fokus på særlige målgrupper, og hvor dervar lagt stor vægt på at inddrage beboerne i beslutningsprocesserne.Man havde erkendt, at fysiskfornyelse uden sociale indsatser kan føre til socialudstødelse og yderligere marginalisering af de svageste,der risikerer at miste deres sociale netværk.Onde spiraler i forstadenI de store almene bebyggelser opstod der i løbet af80’erne problemer. Mange bebyggelser kom ind ien ond spiral med fraflytning, hærværk og dårligtimage. En del boligorganisationer ansatte beboerrådgivere,der fik til opgave at styrke de socialenetværk i boligområderne. Der blev høstet mangeværdifulde erfaringer, og de forskellige tilgangeblev diskuteret. Nogen steder arbejdede man lidtkarikeret sagt med «hygge». Det vil sige, at manarrangerede Skt. Hansfester og ture til Bonbonland.Sådanne aktiviteter kan være første skridttil at godt naboskab og skal derfor ikke forklejnes,men de løser nok ikke de basale boligsociale problemeri områderne. Derfor var der også beboerrådgivere,der begyndte at arbejde mere helhedsorienteret.I erkendelse af, at problemerne var mere basaleog krævede helhedsorienterede indsatser, nedsatteregeringen det såkaldte byudvalg i 1993. I byudvalgsperiodenblev der arbejdet med 500 boligområder,der blev ansat 100 beboerrådgivere og derblev afsat 420 mio. kr. til aktiviteter.Partnerskaber i de større byerFra 1997 blev byudvalgets indsats suppleret medkvarterløft. Kvarterløft var inspireret af engelskeog hollandske eksempler og byggede på et samarbejdemellem flere ministerier. Kvarterløft arbejdermed geografisk afgrænsede kvarterer og er enområdebaseret indsats, der blandt andet omfatterbyfornyelse, byrum, grønne tiltag, beskæftigelse,sociale forhold, kultur, information og byøkologi.Det var helt centralt for kvarterløftprojekterne,at de lokale beboere selv planlagde indsatsen og atman ønskede at opbygge lokale partnerskaber. Påden måde fik kvarterene en stemme, og beboernefik mulighed for at påvirke deres egen situation. Etenkelt kvarterløft (Kongens Enghave) havde samtidigen politisk overbygning i form af et valgt lokaltbydelsråd. Det gav yderligere mulighed for lokalempowerment.Kvarterløft var en forsøgsordning, der kun ergennemført i 14 områder, der alle var præget afboligsociale problemer. Alle områder lå i byer. Påtrods af positive evalueringer og værdifuld metodeudviklinger ordningen lukket ned i 2008.Fornyelse i byen og på landetInspireret af kvarterløftene blev der i 1998 indførtet nyt byfornyelsesinstrument kaldet helhedsorienteretbyfornyelse. Som i kvarterløftene arbejdedeman helhedsorienteret. Der var lagt vægt på lokalemødesteder, byfornyelse, byøkologi og opbygningaf lokale netværk. Indsatserne blev ligesom i kvarterløftenedefineret af de lokale beboere. Den helhedsorienteredebyfornyelse blev i 2004 omdøbt tilområdefornyelse. Områdefornyelsen giver først ogfremmest støtte til nedslidte byområder i mindrebyer og nedslidte byområder i større byer. Det erværd at bemærke, at der er afsat en særlig pulje tilde mindre byer. Man oplever nemlig, at fattigdomog social forarmelse er flyttet på landet samtidigmed, at storbyerne har fået en renæssance.Selvom områdefornyelsen trækker på erfaringernefra kvarterløft, er det vigtigt at understrege,at investeringsrammen er meget meget mindre.Man kan ikke forlange de samme resultater afområdefornyelsen, som man så i kvarterløftene.Lokal stolthed i ghettoen?De almene boligselskaber har også gennemførtfornyelsesprojekter i form af fysiske helhedsplanerog boligsociale helhedsplaner. De boligsocialehelhedsplaner blev igangsat i 2001. Beboerrådgivernekan også støttes via de boligsociale helhedsplaner.Der lægges blandt andet vægt på brandingog imagepleje. Ca. 150 områder er indtil videreomfattet af ordningen.Mange steder har man gavn af at kombinerehelhedsplaner støttet af Landsbyggefonden medområdefornyelse støttet af Socialministeriet. Påden måde kan man dække et større fysisk områdeog nærme sig kvarterløftenes bredde.33 ]U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 / 2 0 1 0

[ 34U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 / 2 0 1 0Beboerrådgivernes rolleFra de første spæde forsøg med beboerrådgivningi 80’erne har det boligsociale arbejde gennem deseneste år udviklet sig meget.Man kan lidt forenklet sige, at de fysiske helhedsplaner,der har til formål at øge den fysiskekvalitet i mindre attraktive boligområder, harfået en søster, nemlig de boligsociale helhedsplaner,som har til formål at løse områdernes socialeproblemer i et tæt samspil med kommunerne.Der er igennem de seneste år udarbejdetboligsociale helhedsplaner med samlede udgifterpå i størrelsesordenen 1,5 mia. kr. og omfattendemere end 150 boligområder. De boligsociale helhedsplanerer typisk udarbejdet i et tæt samspilmellem boligafdeling, boligorganisation, eventuelleeksterne konsulenter og kommunen.Det har ikke været nemt. Parterne har ofte påforhånd set på hinanden med en vis mistro. Boligorganisationernehar ment, at de sociale problemervar kommunens, og kommunen har omvendtment, at de sociale problemer i hvert fald i et vistomfang var skabt af boligorganisationerne, og atkommunens traditionelle individorienterede tilgangtil løsning af sociale problemer var den rigtige.Det har også været en udfordring at fastholde ogudvikle en helhedsorienteret, ressource- og områdebaserettilgang til indsatsen. Det har været sværtat slippe individtilgangen og i stedet arbejde sektorgrænseoverskridendeog områdebaseret. Det harværet svært at slippe en klient-orienteret og dermedumyndiggørende tilgang. Det har været sværtat få indsatsen rykket ud i områderne.Det rykkerDen oplevelse, vi i Kuben Management har haftved udarbejdelse af en lang lang række boligsocialehelhedsplaner og ved opfølgning af dem, har væretet veritabelt ryk i samarbejdet mellem boligorganisationerog kommuner og et tilsvarende ryk iretning af en ressourcebaseret tilgang.Hvad betyder det så? Det betyder, at denboligsociale indsats skal være lige så synlig forbeboerne både i sin planlægning og gennemførelsesom de fysiske forbedringer, der ofte følger med.Det betyder, at beboerne skal inddrages i planlægningensom ligeværdige parter og ikke handles med.Næste trin i den faglige udvikling har påboligselskabssiden været en erkendelse af, at detboligsociale arbejde ikke er noget, der varetagesaf nogle lidt langhårede typer i en krog af hovedkontoreti samspil med nogle ligeså langhåredetyper ude i områderne. Forvaltning af boligområderhandler ikke længere kun om udlejning, huslejeopkrævning,pasning af friarealer, rengøringog løbende sikring af drift af den tekniske infrastruktur,men også om at medvirke til at udvikle/fastholde et godt socialt liv. Både de ansatte i administrationenog det lokale tekniske driftspersonaleskal spille med i det boligsociale arbejde og løbendesamarbejde med de, der ansat til at understøtte detboligsociale arbejde.Ting tager tidI 1987 beskrev den engelske professor Ann Powerfra London School of Economics i sin bog «Propertybefore People» behovet for en ny praksisi driften af boligområder. Den handlede megetpræcist om, at det at drive boligejendomme ogsåhandlede om at kere sig om det sociale liv, ombeboernes muligheder for at påvirke egen hverdagog dermed beboernes mulighed for at styreegen tilværelse.Sådan som vores boligmarked fungerer, vildet altid være sådan, at nogle områder er mindreefterspurgte end andre. De områder, der ermindst efterspurgte, vil blive beboet af de svagesteefterspørgere. Sådan er det i dag, og sådan vildet altid være. Der er derfor ingen grund til at tro,at man grundlæggende kan løse de boligsocialeproblemer i alle de i dag problemramte områder– måske i nogle, det afhænger helt klart af lokaleomstændigheder.Der vil være behov for en langsigtet indsats,hvor det boligsociale arbejde betragtes som en delaf driften på linie med nødvendigt vedligehold afden tekniske infrastruktur i bygningerne, og hvorbeboer demokratiet ses som en del af den boligsocialeindsats, der skal sikre beboerne udsigt til,håbet om og troen på et værdigt liv.Det er derfor glædeligt, at der er flere eksemplerpå, at boligorganisationer prøver at integrere detboligsociale arbejde og prøver at se det velfungerendebeboerdemokrati som en nødvendig del afet godt liv i disse bebyggelser.TåstrupgårdI boligbebyggelsen Tåstrupgård i Københavnsomegn har der i mange år været et tæt og pro-

duktivt samarbejde imellem ejendomslederen, derer ansvarlig for driften, og beboerrådgiveren ellerden ledende beboerrådgiver, der er ansvarlig for detboligsociale arbejde. Der har ligeså længe været ettæt samarbejde med kommunen.Man betragter ikke det boligsociale arbejdesom noget, man hver fjerde eller femte år skalsøge penge til, men som noget, hvor man bestandigtskal være opmærksom på, hvad der dukkerop af positive muligheder, og hvad der dukker opaf problemer. I Tåstrupgård følger den ansvarligefor den almindelige drift og den ansvarlige for detboligsociale arbejde lige så tæt med i om der erfunktionalitetsproblemer i det sociale liv i bebyggelsen,som man gør i om for eksempel varmeforsyningenfungerer. Man følger hele tiden op sammenmed kommunen, så muligheder udnyttes, ogproblemer bekæmpes.VollsmoseI den meget store boligsociale helhedsplan forVollsmose ved Odense er der – udover en langrække fornuftige boligsociale tiltag – to elementer,der for alvor peger fremad. Det ene og økonomiskstørste indsatsområde er Mediehus Vollsmose,som har to fundamentale opgaver. Den ene er atudgive publikationer, udsende nyhedsbreve medvidere, hvor beboerne kan se sig selv som en delaf en positiv udvikling i bebyggelsen.Den anden er i et aktivt pressearbejde at sikre,at dette budskab også når ud til omverdenen. Kortsagt en både intern og ekstern «afstigmatisering».Den anden store indsats er at forsøge at sikre enfælles drift i bebyggelsen for de tre boligorganisationersdriftsorganisationer, en lokal tilstedeværelsei bebyggelsen for de tre boligorganisationerog en koordination af drift og boligsocialt arbejde.Til dette formål ansættes en teamchef og beboerkonsulenter,der i et fælles sekretariat sammenmed repræsentanter for kommunen har som formålat koordinere drift, at koordinere boligsocialtarbejde og drift og at være boligselskabernes ogkommunens lokale repræsentanter. Det er ikkenemt at få forskellige kulturer i tre boligorganisationerog forholdet mellem «teknisk» driftspersonaleog boligsocialt personale, forholdet mellemkommunen og boligorganisationerne og i mellemkommunens forskellige forvaltninger til at spillesammen. Det er ikke lykkedes endnu, men det erden rigtige vej.Inddragelse og demokratiske dilemmaerFor mange beboere i almene boligområder er afdelingsdemokratietligeså fremmedgørende som«andre myndigheder». Afdelingsdemokratiet medbudgetvedtagelser og meget, meget andet rettersig mod mennesker, som synes, at det er en spændendeopgave. Det er rosværdigt og godt, at de vildet, men det betyder ikke nødvendigvis, at det ogsåer dem, der er gode til at finde ud af, hvad de ungei bebyggelsen helst vil lave, eller hvad de ældrehelst skal, eller hvad de ældre indvandrere helstvil og så videre.Ved arbejdet i de almene afdelinger er der derforet klart dilemma imellem den traditionelle demokratiskestruktur og ønsket om at styrke lokaleressourcer og lokalt baserede aktiviteter. En helhedsplan,der har til formål at understøtte lokaleaktiviteter, at imødegå lokale problemer med merekan ikke udarbejdes alene i samspil med afdelingsbestyrelsen.Det er vigtigt, at man i processen søger at inddrageogså andre grupper – unge, som har kræfterog ressourcer, og som helst skal bruge dem tilnoget positivt, småbørnsforældre, der ikke har tidtil at deltage i afdelingsmøder, ældre, som måskeer isolerede, indvandrere med sproglige vanskelighedermed flere.Det er vigtigt at fastholde en balance imellempå den ene side at respektere de, der har påtagetsig et ansvar som afdelingsvalgte i afdelingsbestyrelsen,eller som jævnligt deltager i afdelingsmødernei forhold til afdelingens liv på den ene sideog de, der har konkrete ønsker, muligheder og såvidere, som de gerne ser realiseret på den andenside. Det er et betydeligt dilemma.Dilemmaet skal håndteres i praksis, for der eringen tvivl om, at en veltilrettelagt proces udoverat sikre, at man når længere ud i forhold til beboerne,også på sigt kan styrke beboerdemokratiet.Beboerdemokratiet lever kun for alvor, hvis beboerneoplever og tror på, at det giver indflydelse påeget liv.Glasset er halvt fyldtFor at imødegå stigmatisering og klientgørelsehar man i en række boligområder arbejdet megetbevidst med ressourcebaseret udvikling. Man harisær ladet sig inspirere af en amerikansk professor,der har udviklet den såkaldte ABCD-metode.ABCD står for Asset Based Community Develop-35 ]U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 / 2 0 1 0

[ 36U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 / 2 0 1 0ment. Kort fortalt handler metoden om at fokuserepå beboernes styrker og ressourcer frem for atdefinere dem gennem deres problemer. Der fokuserespå positive forventninger frem for bekymring.ABCD kortlægger individernes ressourcer, men harsærlig fokus på de lokale netværk. Grundtanken er,at lokalsamfund kun kan opbygges inde fra, hvisman har udgangspunkt i egne styrker. ProfessorJohn McKnight har tre hovedregler:1. Gør aldrig for andre, hvad de kan gøre selv!2. Giv støtte ved at træde et skridt tilbage3. I udviklingsprojekter skal problemer så vidtmuligt ignoreresI ABCD-metoden inddrages alle typer af beboere– ikke kun dem, der er gode til at gå til møder. Påden måde kan det traditionelle beboerdemokratisuppleres. Det kan i sig selv være en udfordringat kombinere de demokratiske procedurer, der titkan være hårde og ekskluderende, med den ressourcebaseredetilgang. Men det kan lade sig gøre.Metoden har blandt andet været brugt i Gellerupi Århus, i Nørremarken i Vejle og i et boligområdei Svendborg. I Nørremarken har man gennemførten omfattende interviewundersøgelse for atafdække ressourcerne i boligområdet. På den baggrundhar man skabt nye netværk og fælles aktiviteter.Projektet er det største forsøgsprojekt medABCD-metoden i en dansk sammenhæng. Ud over,at afdækningen af ressourcer har ført til nye aktiviteter,har det også ført til en øget stolthed overboligområdet. I Svendborg har man taget udgangspunkti den viden, som beboerne havde med sigom havekunst og havedyrkning og har på den baggrundudviklet et projekt kaldet: Verdens Haver.Fælles for de to områder er, at beboerne har fåetmagt over eget liv og har brugt deres ressourcer tilat styrke boligområdet.Plads til alle?I de almene boligselskaber vil der altid være noglebeboere, som af mange forskellige grunde har sværtved at leve op til de krav, der stilles til at bo i dennetype boliger. Deres problemer kan udmunde sig i altfra manglende betaling af husleje, over larmendeog forstyrrende adfærd til hærværk og ødelæggelseaf boligen. For naboerne kan konsekvenserne væreutryghed og uro – og for boligselskaberne højeudgifter til istandsættelser og måske ud lejningsproblemer.For de beboere, der er tale om, betyderdet ofte, at de sættes på gaden – med de problemer,det skaber for den enkelte.En undersøgelse af baggrunden for disse udsættelser,lavet af SFI i 2008, viser, at der i de seneste årer sket en markant stigning i antallet af udsættelser,og at den primære grund til, at beboere sættespå gaden, er manglende betaling af husleje. Undersøgelsenviser desuden, at de lejere, der bliver satud af deres bolig, oftest hører til samfundets lavindkomstgruppe.Det er typisk personer, der brugeren stor del af deres indkomst på at betale husleje,som har stor gæld og som kan have svært ved atadministrere deres økonomi. Oven i disse økonomiskebegrænsninger viser undersøgelsen desuden,at disse lejeres risiko for at blive sat på gaden øgesi de situationer, hvor de mister deres job, der skerændringer i deres familieforhold, eller de har misbrugsproblemereller psykiske lidelser.SærboligerEn af de måder, man prøver at hjælpe disse beboerepå, er gennem det, man kalder særboliger. Deter boliger, hvor beboeren har sin egen bolig medegen lejekontrakt, og hvor der samtidig er et tilbudom at få støtte til det at bo. Disse boliger etableresi de almene boligselskaber, mens den støtte,der tilbydes, stilles til rådighed af kommunerne.Kuben Management foretog i 2009 en undersøgelseaf disse boliger med særligt fokus på beboere,som tidligere havde været hjemløse og havde misbrugsproblemer,psykiske lidelser eller en kombinationaf begge dele. Undersøgelsen viste, at disseboliger er en succes for både beboere, naboer, boligorganisationerneog for kommunerne. Dette skyldes,at beboerne føler sig trygge ved at vide, at dekan få hjælp til de ting, de kan have svært vedat magte på egen hånd, og at naboerne føler sigtrygge ved at vide, hvor de kan henvende sig, hvisde oplever problemer. For boligselskabet gælder,at de har en større sikkerhed for, at der betaleshusleje, og at der tidligt bliver samlet op på lejere,der kan have en ødelæggende adfærd. Herudoverer samarbejdet mellem boligorganisationerne ogkommunerne omkring særboligerne en konstellation,hvor boligselskabet kan koncentrere sig omdet, de er bedst til – nemlig at drive boliger, menskommunerne får en platform, hvor de kan levereet godt socialt arbejde.

Skæve boliger til skæve eksistenserEndnu et tiltag for at skabe boliger, som kanrumme dem, der har svært ved at passe ind underde krav, der stilles på det almindelige boligmarked,er de bebyggelser, der populært går under navnetskæve boliger. Navnet dækker over boliger, somer etableret med støtte fra ’Puljen til forsøg medudviklingen af boliger til særligt udsatte grupper,’der blev etableret af daværende By- og Boligministeriumi 1999. Puljen blev gjort permanent i2008. De skæve huse er primært nybyggede bebyggelserbestående af 8-12 mindre huse og etablerestypisk som en selvstændig almen boligafdeling oghar tilknyttet en social vicevært, der står for denboligsociale støtte.De skæve boliger er en god idé, da der er en efterspørgselpå boliger med lidt højere til loftet, enddet ordinære boligmarked kan tilbyde. For så vidter beboerne også meget tilfredse med at bo i disseboliger. I Kuben Managements undersøgelse af særboligerviste det sig dog, at der også er en række problemer,der præger disse bebyggelser, og som harindvirkning på beboernes trivsel. Det drejer sig om,at boligerne i mange tilfælde har en lav materialemæssigog arkitektonisk kvalitet, og om de steder,bebyggelserne placeres. Mange af de skæve boligerligger på grunde, som må karakteriseres som uattraktive,for eksempel fordi det er i et industrikvartereller op til veje med tung og larmende trafik.De muligheder, der har været for at finde passendesteder at placere de skæve boliger, er et meget godtbillede på de problemer, man støder på, hvis manvil placere beboere, der opfattes som anderledes, ieksisterende boligområder. Man ønsker ikke at havedem som naboer. Derfor kræver det stærk politiskopbakning, hvis man vil sikre bedre vilkår for dennedel af befolkningen. I dag er forholdet det, at boligernei mange tilfælde er med til at understregeen stigmatisering af beboerne i modsætning til atinkludere dem.altså mobilisere beboerne til at deltage i processen,samtidig med at de må finde sig i at blive beskrevetsom ressourcesvage mennesker, der behandler defysiske rammer og hinanden dårligt.For mange boligorganisationer er støtte fra Landsbyggefondentil gennemførelsen af både boligsocialeog fysiske helhedsplaner udslagsgivende for, at manoverhovedet sætter arbejdet i gang. Den husleje, manmaksimalt kan forvente, at beboerne i de almeneboliger kan betale, betydersammen med boligselskabernesøvrige økonomiske råderum, at en stor delaf de almene boligafdelinger ikke alene kan løfteudgifterne til de nødvendige forbedringer. Det senderflere boligafdelinger ind i en negativ spiral, hvorman bruger mange penge på nødvendige lappeløsningerhen ad vejen i stedet for at foretage den samledeog helhedsorienterede indsats, der er nødvendigfor at sikre en bæredygtig økonomi på længere sigt.Resultatet er, at disse boligområder bliver mindre ogmindre attraktive, og at beboerne derfor søger væk.Korte ansøgningsfristerInddragelsesprocessen lider desuden af, at der ofteudmeldes korte ansøgningsfrister for indleveringaf materiale til Landsbyggefonden, hvilket resultereri en forcering af arbejdet. Oveni betyder langebehandlingstider, at processen med at inddragebeboerne i arbejdet bliver afbrudt i længere perioder.Disse vilkår, hvor processen gentagne gangestoppes og sættes i gang, gør det svært at fastholdebeboernes interesse for projektet og bevare derestro på et positivt resultat.Dilemmaer i ansøgning og evalueringAnsøgningsprocedurerne for både kvarterløft,områdefornyelse, fysiske helhedsplaner og socialehelhedsplaner er dilemmafyldte i sig selv, idet detønskes, at indsatserne bygger på empowerment ogen høj grad af inddragelse af beboerne, samtidigmed at de kriterier, der tildeles støtte efter, handlerom at male det mest triste og problemfyldte billedeaf lokalområdet eller boligafdelingen. Man skal37 ]U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 / 2 0 1 0

Eksempel på den kvantitative del afslutevaluering af de fem seneste kvarterløftKilde: Andersen, Hans Skifter m.fl. Evaluering af indsatsen i fem kvarterløftområder 2000-2008. SBI 2009Figur 1. Den sociale sammensætning af personer over 17 år uden for beskæftigelse i kvartererne i 2008 og ændringer i denne 2002-2008 sammenlignet med ændringer 1998-2002, og set i forhold til kommunen i procentNørrebro Park Nordvest Brøndby Strand Vollsmose VestbyenArbejdsløse:Fordeling 2008 6,10 6,1 7,5 13,6 5,8Fordeling 2002 8,80 7,8 12,5 21,7 8,5Fordeling 1998 8,70 8,6 11,3 12,5 9,4Ændring 2002-2008, procent point -2,70 -1,7 -5,0 8,1 -2,7Ændring 1998-2002*, procent point 0,15 -1,2 1,8 13,8 -1,4Overrepræsentation 2008 19,60 19,6 41,5 195,7 34,9Overrepræsentation 2002 20,60 6,9 60,3 197,3 34,9Overrepræsentation 1998 17,60 16,2 56,9 101,6 30,6Uden for beskæftigelse, samlet:Fordeling 2008 25,1 27,2 37,3 60,9 37,3Fordeling 2002 34,2 28,7 42,0 69,1 45,7Fordeling 1998 41,1 34,2 46,4 67,7 48,2Ændring 2002-2008, procent Point -9,1 1,5 -4,7 -8,2 -8,4Ændring 1998-2002*, procent point -10,3 -8,2 -6,6 2,1 -3,8Overrepræsenta tion 2008 -3,8 4,3 -1,1 81,6 17,6Overrepræsentation 2002 6,6 -10,5 7,3 91,9 29,1Overrepræsentation 1998 16,9 -2,6 18,4 90,1 31,1*) Ændringen fremskrevet til 6 år. Kilde: RegisterdataDe grupper, som er mest marginaliseret fra arbejdsmarkedet, er hhv. førtidspensionisterne og kontanthjælpsmodtagerne. Arbejdsløse er inde i arbejdsmarkedssystemet og får enhøjere understøttelse, men er en lille gruppe. Endelig er der folkepensionister og efterlønnere mv., som kun i få tilfælde er en gruppe med særlige sociale problemer.Den samlede gruppe uden for beskæftigelse er højest i Vollsmose, hvor tre ud af fem ikke er i beskæftigelse. I Vestbyen og Brøndby Strand er 37 procentuden beskæftigelse, og i de københavnske kvarter er det godt en fjerdedel, der ikke er i beskæftigelse.(…..)Sammenlignet med kommunens gennemsnit har alle kvarterer klaret sig bedre med undtagelse af Nordvest kvarteret. I Brøndby Strand og i Nørrebro Park er der i 2008 nu færreuden beskæftigelse end i kommunen som helhed. I Vestbyen og Vollsmose er der også sket et fald i overrepræsentationen.[ 38U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 / 2 0 1 0

Endelig er der en klar tilbøjelighed til, at indsatsenbliver projektorienteret og sigter mod målbareresultater på kort sigt, hvor det, der er behov for,måske snarere er støtte til processer, der understøtterde lokale ressourcer og en langsigtet lokalressourceopbygning. Projekter kan initiere lokaludvikling, men kan også blot være en behageligoplevelse i en periode. Puljesystemet hænger dårligtsammen med en stigende erkendelse af, at demindre attraktive boligområder er der, hvor desvageste befolkningsgrupper bor, og hvor der derforer behov for en langsigtet – måske permanent– procesorienteret indsats.Nytter det?Der er i alle de boligsociale indsatser indbygget etnaturligt krav om evaluering. Indsatserne kostermange penge, og de skal helst bruges rigtigt. Mendet står ligeså klart, at evalueringerne må lideunder de samme problemer, som ansøgninger ogsucceskriterierne. Evalueringerne bygger ofte påsociale nøgletal, og de oprindelige beboere kan derforlæse, at det er en succes, hvis der er kommetfærre af deres slags i områderne.Ud over de sociale nøgletal er der også undersøgelseraf de enkelte projekter og af beboertilfredshed.Undersøgelserne viser, at beboerne er gladefor det, der sker lokalt, især når de selv har væretaktive i processen. Der er også noget der tyder på,at tilfredsheden stiger og naboskabet forbedres.Et klassisk dilemma i evalueringerne viser sig,når man ser på arbejdsløshedstallene. I det flesteområder har de været svære at påvirke. Det skyldes,at de, der kommer i arbejde, ofte fraflytter kvarteret.Skal man så holde op med at arbejde med lokalbeskæftigelse i områder med en koncentration afarbejdsløse? Det er langt fra sikkert. Se Figur 1.Hvor lang tid tager det at løfte et kvarter?Generelt må det dog siges, at det er meget svært ataflæse effekterne efter 5-7 år. Netværk og bæredygtigebyområder opbygges ikke over natten. Detvil derfor være en stor fordel, hvis man ophørermed at se på den boligsociale arbejde som et tidsbegrænsetprojekt, der kan løse problemerne en gangfor alle. De stop-go processer, som man udsætterbeboerne for i dag, giver et dårligt udgangspunktfor nye indsatser.Man må erkende, at der altid vil være boligområder,der klarer sig relativt dårligt, og at deres udviklingskal støttes aktivt, indtil de kan klare sig selv.Al erfaring viser, at det tager langt længere tid endsyv år. Projekttilgangen betyder, at mange områderfår nye projektorganiseringer og projektmål igenog igen. Det smadrer de lokale netværk i stedet forat bygge videre på dem, og de nye beboerrådgiverevil naturligt nok blive mødt med mistillid i stedetfor med tillid. I stedet for at evaluere ved projektafslutningvil det være vores anbefaling, at manevaluerer løbende for at vurdere, om indsatsen nytter.Evalueringerne skal kunne bruges undervejs,og hvis de bruges rigtigt, så kan de danne grundlagfor en frugtbar og udviklende dialog med beboerne.kilderAagaard Dahl, Kristian mfl.Ressourcebaseret udvikling af lokalområder. 2006Center for boligsocial udviklingwww.cfbu.dk. Marts 2010Holck-Christiansen, JensRessourcekortlægning i udsatte boligområder.Byplan 10/02 2006Jørgensen, Camilla Møberg m.fl.ABCD i praksis. Ressourceafdækning ogbeboerinvolvering i projekt Byen i Balance.Velfærdsministeriet 2008Kuben ManagementUdvikling af særboliger – fra gaden til egen bolig.2009Søren HvasDagbogsnotater fra truede boligområder.Byplan 06Power, AnnProperty before people. Allan and Unwin 1987ProgrambestyrelsenFra udsat boligområde til hel bydel. November 2008SFIHvorfor lejere bliver sat ud af deres bolig ogkonsekvenserne af en udsættelse. 200839 ]U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 / 2 0 1 0

04]Af Peter Berliner og Line Natascha AndersenMan er mere fri – Community psykologiskeprogrammer for psykosocial trivselArtiklen belyser community psykologisk praksis gennem en præsentationaf det community psykologiske perspektiv i psyko-sociale programmer,der iværksættes for at fremme mental og social trivsel hosindivider, i familier og i lokalsamfund og netværk. Artiklen tagerafsæt i et konkret projekt gennemført i Grønland.18]Af Mia FallovVeje til social inklusion i bypolitikken?Artiklen ser på, hvordan bypolitikken har bevæget sig, og den giver etbud på en vinkel, man kan lægge på udviklingstendenserne. Målet erat give nye perspektiver på, hvad man vil med de sociale bypolitikker.32]Af Laura Helene Højring, Ellen Højgaard Jensenog Niels AndersenBoligsocialt arbejde – et historisk overblikArtiklen giver et rids over historien samt de vigtigste erfaringer ogdilemmaer i det boligsociale arbejde.