SYDTHY ÅRBOG - Thisted Museum - Thisted Bibliotek

Mads Madsens husn·u Esther. Hun sad altidved vinduet og havde ikke rigtig koneakt mednogen. Deres vok ne børn rejste i en ung aldertil København og bosatte sig der, og kom sjældenthjem, så det fornemmedes at hun havde ettrist liv uden omgangskreds.Ved siden af boede malermester M ikkelsen,maler Fut, som var lidt af en pudsig ungkarl.I det lille gamle stråtækte hus nær skovenboede skræddermester Pedersen, skriver CharlesNielsen i Sydthy Årbog 2006, men det varfør min tid. r mine første barndomsår var hanflyttet til et hu der lå nedenfor Brændgård.Han havde en hu bestyrerinde der blev kaldtC laus, hun havde en datter Lis, der i mange årvar en af mine legekammerater indtil de Ayttede.På et tidspunkt brændte skrædderens hus,og indtil det var genopbygget boede han i vores"pæne stue", som ellers kun blev brugt når derkom gæster. Så det var en omvæltnin g atskrædderen nu sad der i skrædderstilling ogfremstillede herrehabitter.I huset li ge før Brændgård boede Stinne ogÅge Nielsen. Stinne var gymnastiklærer, og imange år gik vi piger en gang om ugen helevinteren ti l gymnastik hos hende i "æ afholdshjem".Stinne havde en stående bemærkning,som kom Iwer gang. Bette Aase eller betteNancy, kan du ikke li ge vise den øvelse, for "æhår mi korset po", og det blev agt med et lill efnis. Det ville vi jo gerne, for vi var nogle magregespenster og nærmest akrobatisk smidi ge.Interessen og glæden ved gymnastik har holdtsig intakt i alle årene, og det kan jeg nok takkeStinne for.Brændgård var et rent eldorado for os børn,her kom vi vi rkelig meget. Om vinteren løb vipå skøjter på dammen udenfor gården, og varofte i stalden og mange andre steder på gården,aldrig i stuehuset, men der var altid plads til osbørn. Om sommeren når der skulle hentehalm ind, fik vi lov til at køre for med traktorenude på marken, det var noget vi fandt sjovtog ansvarsfuldt.Em il og Aage Bakgaard var de brødre der ejedegården. En bemærkning som Aage engangkom med, føler jeg, fik sror betydning for m igfrem ove r. Min legekammerat Inger Marie ogHans Bakgaardjeg var i snak med Aage, og så sagde han:" IngerMarie er den kjønneste, men Nancy er dengjæves te". De ord kom ti l at følge mig, for jegville så gerne være kjøn, men va r faktisk ligegladmed om jeg var gjæv. I mine unge dagebrugte jeg meget krudt på at komme til at segodt ud.Da jeg blev 30 år var der en tante der sagdetil mig, at når man først blev 30 år var det ikkenok at se godt ud, så skull e man og å gernehave noget mellem ørerne, Auks begyndte jegat læse til socialrådgiver, om det hjalp på detmellem ørern e må andre bedømme. Ofte imine mere end 25 år som socialrådgi ver har jegtænkt, at i det virke, ofte blandt noget af detsværeste klientel, har det måske været megetgodt at være en "gjæv jyde".Hans Bakgaard, bror til Emil og Aage, vardet man kaldte hjemstavnsdigter, alene ordetli gger godt i munden og vidner for mig omnærh ed og vedholdenhed, hvil ket er gode værdieri disse globali se ringstider.82