SYDTHY ÅRBOG - Thisted Museum - Thisted Bibliotek

Charles NielsenL_ __ _Slægt efter slægt vil holde juletraditionerne ihævd, for selv når håret gråner, går barndommensglade jul ikke i glemme.Efterhånden som børnebørnene blev større,mente vore børn at vi skulle holde jul hos dem.Det havde det dobbelte formål at gøre det letterefor OS, og samtidigt ville børnene fa indprentettraditionerne om glæden ved julen ibarndomshjemmet. Ordningen indebar at vinu skiftevis måtte af sted til Sjælland og Sønderjylland,hvorimod vi hvert tredje år kunnenøjes med en tur til Hillerslev, hvor vor yngstedatter og svigersøn boede med deres ro småpiger. Det var en overkommelig afstand bådefor os og vor svigersøns forældre. Det smukkejuletræ så børnebørnene hen til som detspændende midtpunkt. Det tog sig også nydeligtud mens der stod inde under loftstrappen,men da der blev flyttet ud på gulvet viste det sigat grenene på den ene side havde taget ubodeligskade under opvæksten. En skavank der affarfar fik følgende kommentar: Nå, I har nokværet tidligt på færde for at sikre jer et af detræer der også egner sig til at hænge på væggen.Den hentydning gik børnenes ører forbi, deresblå øjne strålede uantastet om kap med det vidunderligetræs blafrende lys.I første række er julen børnenes fest, så davore børnebørn var blevet store besluttede vi osfor at holde jul hjemme mutters alene, og deter ikke det værste gamle mennesker kan bydesig selv, men det faldt ikke i god jord hos børnene.Jeg har heller ikke glemt hvordan detskuffede os det år mor havde faet samme særeide. Vi forstod hende ganske enkelt ikke.I de seneste år er det blevet skik at vi og voryngste datter og hendes familie samles juleaftenhos vor ældste datter i Fløjstrup ved Randers.Her var der både hjerterum og rigelig plads, detspillede derfor ingen rolle med en gæst fra ellertil. Den rummelighed var ligeledes til glæde fornaboen den 84 årige ungkarl, gårdejer, og firmaetsselvbestaltede bybud og garnklipper ÅgeChristiansen. Med hans status i foretagendetindfandt han sig omtrent hver dag hos familieni det hvide hus med stråtag, det der ligger såhyggeligt i læ af bakkeskråningens beplantningeraf blågrønne normansgran.På grund af decembervejrets luner benyttervi toget på vore rejser til Fløjstrup. Vi stod af iLangå, hvor vi blev hentet og kørt direkte tildøren i Fløjstrup, hvor vi fik en kærlig modtagelseaf husets aldrende vagthund, NewfoundlænderenJens. Det var ikke i anledning afjulen, Jens var imødekommende, han var somhan var, og for ham var alle dage ens. Julehalløjetanfægtede heller ikke katten Damaskusder sammen med Jens havde baggangen somfælles domæne. Et bofællesskab der gik fimhvis Jens kunne undslå sig for de utidigekærligheds tilnærmelser fra Damaskus. Kunnehan ikke blive fri snusede han hende gerne etpar gange både i hoved og bagdel, for ikke atvære helt afvisende. Som vagthund havde Jensnemlig vigtigere ting at beskæftige sig med, oghan var sig sit ansvar bevist. Det var ikke mennesker,der generede ham. De kunne for hansskyld komme og gå som de ville. Det var hønsenehan havde sit hyr med at jage væk fravand- og madskål, og så længe kræfterne slogtil, gjorde han sit til at holde det modbydeligevraltende krapyl på forsvarlig afstand.Heldigvis var der andre der har bedre tid endJens, så når vore ting var kommet inden døre,fik vi en tiltrængt kop kaffe, hvorefter jeg glæ-45