12 KRIG UDEKristeligt Dagblad Fredag d. 16 februar 2007Wa-if arie il kanôn“Stop eller jeg skyder”, vardet eneste, Jim lærte, før hanblev sendt til Afghanistan somsoldat. Forsvaret mener, at deter nok.Af Mads Pedersen– Stop, eller jeg skyder!»Vi lærte at sige, stop, eller jeg skyder - ’waifarie il kanôn’, og så blev vi sendt af sted tilAfghanistan,« siger oversergent Jim VesterLaursen, der i et halvt år var en del af defredsbevarende styrker i Kabul. Han mener, atman hverken kan vinde afghanernes tillid ellerløse problemerne i Afghanistan ved at være sådårligt forberedt.Det er Forsvarsakademiet, der står foruddannelsen af de danske soldater, der bliversendt til Afghanistan.»Alle soldater får et fire timers kulturforedragom Afghanistan. Derudover får de soldater,der skal på specialmissioner fire timer oveni,hvor de lærer noget mere sprog og noglehøflighedsfraser. Enkelte får så et sprogkursus,hvor man lærer de mest brugte sætninger. Ellersbruger vi tolke,« siger major Jørn Haubrofra Forsvarsakademiet. Han erkender, at dedanske soldater kun har et begrænset kendskabtil den afghanske kultur. Alligevel mener hanikke, at de danske soldater har brug for mereuddannelse end de foredrag, der allerede holdespå Forsvarsakademiet.»Jeg mener, at det er nok uddannelse.Selvfølgelig kunne vi sagtens bruge tre månederpå at fokusere på kultur og sprog, men det eren afvejning, vi må gøre,« siger major JørnHaubro.Jim Vester Laursen er godt klar over, at man måprioritere i uddannelsen på Forsvarsakademiet.Men han mener alligevel, at der er brug for meresprog og kultur på skemaet.»Jeg kunne godt have brugt meget mere videnom Afghanistan inden jeg tog af sted. Jeg trordet ville have lettet mit arbejde i Afghanistan.Jeg har i hvert fald fået et langt mere nuanceretsyn på afghanerne, efter jeg har været dernede,«siger Jim Vester Lausen.Major Jørn Haubro erkender da også, at et firetimer langt foredrag ikke helt kan forberedesoldaterne på mødet med den afghanske kultur.»De soldater, vi sender af sted, ved ikke altom Afghanistan – det er der ikke nogen dergør. Jeg har beskæftiget mig med Afghanistan iadskillige år, og jeg har ikke engang viden nok.Afghanistan er et utroligt differentieret land,«siger major Jørn Haubro.Naturlig modstandJim Vester Laursen mener, at soldater iAfghanistan er en nødvendighed. Men samtidiger de væbnede styrker også en stor del afproblemet, fordi de har svært ved at skabedialog med afghanerne, der ofte ser de danskeog allierede styrker som en besættelsesmagt.»Jeg tog af sted fordi jeg var på en kontrakt.Men jeg troede også på, at det var noget dergavnede. Ellers var jeg ikke taget af sted. I dagtror jeg ikke på, at våben kan løse konflikterne iAfghanistan. Kunne vi gå ind i civilbeklædningog skabe dialog, ville det være endnu bedre,«siger Jim Vester Laursen, der hurtigt lærte, atet venligt »goddag« var langt bedre end »stop,eller jeg skyder!«.»Våbnene gjorde os ikke trygge. Forafghanerne var selvfølgelig bange for mandenbag geværet«, siger, Jim Vester Laursen.Efter oplevelserne i Afghanistan har han fåeten bedre forståelse for afghanernes modstand.I hans øjne er det kun naturligt, at man blivermødt med en vis skepsis, når man møderop bevæbnet til tænderne, i store pansredekøretøjer og militæruniformer. Især i etland, der i mere end hundrede år har mærketskiftende stormagters undertrykkelse, militærebesættelser og borgerkrig.Amalienborg lagt i ruinerJim Vester Laursen viser et billede af detafghanske kongepalads. I dag er det en storruin, fyldt med skudhuller og store granathulleri væggen. Kobbertaget er blevet stjålet, og kundele af tagkonstruktionen står tilbage.»Prøv at forestille dig, hvis Amalienborgså sådan ud,« siger Jim Vester Laursen ogfortsætter.»Hvad ville det ikke gøre ved voresselvforståelse og folkesjæl? Vi er jo ikke voksetop med frygten om, at der skal sprænge en
Kristeligt Dagblad Fredag d. 16 februar 2007granat i skolegården.«Den forståelse og indsigt i den afghanskefolkesjæl ville Jim gerne have haft mere af,inden han blev sendt til Afghanistan. For hamer soldaternes manglende forståelse for denafghanske kultur en afgørende faktor i dekonflikter, der hver dag opstår i Afghanistan.Her kæmper de danske og allierede styrke ennæsten umulig kamp for vinde den skeptiskebefolknings tillid.Den almindelige afghaner har svært ved at forståbaggrunden for soldaternes tilstedeværelse.Efter 25 års borgerkrig og mere end hundredeårs udnyttelse af stormagter som Sovjetunionenog England, så er det svært for afghanerne, athave tillid til de fremmede magter, der dennegang har invaderet deres land. Det understregeren herboende afghaner.»Vi afghanere er bange for militær magt,fordi vi altid har fået tæv af de magter, der harinvaderet vores land,« siger Muhammed Asif.Han har boet i Afghanistan indtil 2000, hvor hansom 25-årig kom til Danmark og fik asyl. I dager han ved at uddanne sig til fængselsbetjent.»Her i Danmark er det jo normalt at tage enuddannelse. Det var helt umuligt under Talebani Afghanistan. Der var der kun religiøse skoler,«siger Muhammed Asif. Han er utrolig glad forsit nye liv i Danmark, men oplevelserne fraAfghanistan, er ikke noget han glemmer.»Vi vågnede op hver morgen til lyden afkampvogne og fly, der kastede bomber nedover byen. Som 7-årig skulle jeg ikke lære atstave og regne som andre 7-årige i Danmark.Jeg skulle lære at bruge en kalashnikov,« sigerMuhammed Asif. Han husker klart og tydeligtden afghanske hverdag, der er plaget af krig ogutryghed. En hverdag som skaber den mistillidog foragt blandt afghanerne, der er et af destørste problemer for de danske og allieredestyrker i Afghanistan i dag. Derfor er AsifMuhammed enig med Jim Vester Laursen om,at de dankse soldater har brug for mere viden ogforståelse for den Afghanske kultur.KRIG UDEUsynlige danske våbenI dag arbejder både militær og humanitærehjælpeorganisationer side om side iAfghanistan. Men det er to vidt forskelligekampe de udkæmper.»Jeg er taknemmelig for de hjælpeorganisationer,der arbejder i Afghanistan. Det er virkeligden vej rundt, Afghanistan skal hjælpes. Det erjo en næsten umulig opgave at vende landetmed militær magt,« siger Muhammed Asif.De humanitære hjælpeorganisationer kan dogkun arbejde i Afghanistan under beskyttelse afde væbnede styrker. Så det er endnu ikke muligtat trække militæret ud, selvom våbnene skaberproblemer for Afghanistans udvikling.»Man skulle først ind og fjerne den siddendemagt, som undertrykte demokratiet. Det førstevi gjorde derefter, var at gå i gang med at trænepoliti og militær til at opretholde demokratiet,«siger Jim Vester Laursen. Men man skal huske,at den synlige og væbnede tilstedeværelse iAfghanistan også skaber en række problemer.»Ideelt set, så tror jeg ikke på, at våben er denrigtige vej frem. Men hvis vi fjernede styrkerne,hvor lang tid ville den valgte præsident, så blivesiddende? 10 minutter,« spår Jim Vester Laursen.13Han mener, at de væbnede styrker stadig ernødvendige, men at deres tilstedeværelse skalvære så usynlig som muligt, da våbnene også eren stor del af problemet i Afghanistan.Krigen er slutVed at gemme våbnene lidt væk og hilse venligt,så sikrede Jim Vester Laursen sig igennemopholdet i Afghanistan med livet i behold.»Englænderne blev beskudt flere gange,fordi de absolut skulle køre rundt og råbehele tiden. Tyskerne blev også beskudt et pargange, fordi de kørte rundt i nogle kæmpestore og larmende pansrede køretøjer, dervirkede meget skræmmende. Vi kørte altidmed nedrullede vinduer og gjorde meget ud afaltid at hilse venligt. Vi kørte også rundt i merealmindelige køretøjer uden panser, og derforblev vi aldrig beskudt. Det var altid tyskerne ogenglænderne,« siger Jim Vester Laursen.»Vi prøvede altid at skjule vores geværer, ogvi prøvede altid, så vidt muligt, at holde demned langs siden. Vi prøvede at virke så lidtskræmmende, som man nu kan, når man gårrundt med et skarpladt gevær i hånden.Først under udstationeringen får de danskesoldater I Afghanistan et kendskab til denafghanske kultur. Det er også nødvendigt, forkrigen i Afghanistan er langt fra slut. De danskesoldater har stadig en lang række opgaver, derskal løses, og en masse afghansk tillid, der skalvindes.Men for Jim er krigen i Afghanistan alleredeslut. Efter hjemkomsten i 2004 har han sagtfarvel til militæret og begyndt en ny uddannelse– langt væk fra militæret og den sønderskudteafghanske folkesjæl.