10 Kristeligt Dagblad Fredag d. 16 februar 2007Hård hverdag kmækker ...Fortsat fra forrige sidelave aftaler med deres pårørende i Danmark,«siger Carsten Timmerby og henviser til detmøde, der altid foregår med både soldat ogpårørende, inden soldaten tager af sted.Britta Lange, kontaktperson iFamilienetværket for Slagelse Kaserne,kender også til det problem:»De pårørende føler sig magtesløse,når de ikke bare kan tage telefonen og ringe udtil deres mand, søn eller bror,« forklarer hun,men påpeger også, at problemet trods alt erblevet bedre med årene:»Sms og computere hargjort meget og delvist løst problemet,«forklarer hun. Men ifølge Carsten Timmerby,kan der stadig være situationer, hvor soldatener uden for rækkevidde i flere dage, og her erdet vigtigt, at soldaten ringer og informerer omdet til de pårørende hjemme.KRIG HJEMMEKvinde, kend din bil!Når mand, søn eller bror er i krigszonen, mangler der enderhjemme, som kan skifte olie og dæk på bilen. Slagelse Kasernesatte derfor de kvindelige pårørende stævne på det lokaleautoværksted.Hjemme igen - og nye problemerBåde Britta Lange, Kirsten Leuenhagenog Carsten Timmerby oplever, atFamilienetværket er et nødvendigt initiativtil de pårørende, som nu får opfyldt et stortbehov, der har eksisteret længe. I de seks årCarsten Timmerby har været med i netværket,er hjælpen til de pårørende blevet forbedret årfor år, siger han, men understreger samtidig, at»alt godt kan blive endnu bedre«.Carsten Timmerby peger især på,at orienteringen før, under og efter soldatensudsendelse kan forbedres markant. Hanmener, at medarbejderne internt i netværketstadig kan blive bedre til at kommunikereog håndtere forskellige typer af samtaler, såde klart forstår at videreformidle de vigtigebudskaber. Udadtil vil det være en fordelat afdramatisere nogle af de episoder, somsoldaterne oplever, da mange ting i mediernebliver gjort værre, end de i virkeligheden er,forklarer han.Desuden gør han opmærksom på, atdet hele ikke er slut, når soldaten vender hjemigen. Ofte opstår der i denne tid nye kriser.»Soldaten har oplevet nogle ting,som kan være svære at sætte ord på over forde pårørende hjemme. Og omvendt har denpårørende også indarbejdet nogle nye rutinermed at klare det hele selv. Det kan føre tilkonflikter. Ofte er det derfor vigtigt at havenogle samtaler med familien for at få det heletil at fungere igen,« siger han og understregersamtidig, hvor stor betydning det har, at derbliver taget hånd om de pårørende:»Det er vigtigt, at der gøresmeget for de pårørende. Vi tager jo deresmænd i seks måneder. Det er dem, der lider etafsavn derhjemme.«Af Katja Damkier Hansena»Først åbner man motorhjelmen, så finderman oliepinden frem og stikker den ned ioliebeholderen for at måle, om der er nok oliepå bilen.«Den meget pædagogiskefremgangsmåde spillede uden tvivl en vigtigrolle på lynkurset i bil-mekanik, da SlagelseKaserne havde sat en gruppe kvinder stævnepå det lokale autoværksted i byen. Kvindernevar pårørende til udsendte soldater i krig, oginitiativet kom fra en af de pårørende selv.Mekanikeren havde til lejligheden taget enekstra pose tålmodighed med, hvilket vist varnødvendigt for at kunne svare på de mangespørgsmål.Initiativ fra pårørendeHvor er det lige oliepinden sidder henne, oghvorfor skal jeg overhovedet vide noget ombilens oliemængde? De fleste kvinder lignedenok mest af alt store spørgsmålstegn, damekanikeren trin for trin gennemgik diversevitale dele under motorhjelmen. Men de flestefik sig helt sikkert også en del aha-oplevelser,som de kunne tage med sig hjem til senerebrug.Den fælles aktivitet om at lære bilenat kende blev bragt på bane, da en gruppepårørende mødtes en eftermiddag til snak oghygge.»Vi sad og fik noget kaffe og kage,og pludselig var der én, der nævnte noget omstartkabler,« forklarer Britta Lange, som erkontaktperson i Familienetværket på SlagelseKaserne. Familienetværket er en af gruppetidligere pårørende, som tilbyder samtaler ogaktiviteter mellem pårørende til nuværendeudsendte soldater. Og som kontaktperson inetværket er Britta Lange den, der tager sigaf de praktiske ting, når der skal laves noglefællesarrangementer.»Så jeg tog telefonen og kontaktededet nærmeste autoværksted og spurgte, om dehavde tid og lejlighed til at fortælle lidt ombilen. Og det havde de,« fortæller hun.Samvær med ligesindedeEfter at være blevet klogere på, hvordanmotor, olie og risikoen for sammenbrudhænger sammen, kunne de pårørende sættesig sammen med deres medbragte børn, drikkekaffe og tale om, hvilke nyttige bil-tekniskeinformationer de havde lært i løbet af dagen.Britta Lange kalder dagen for ensucces, selvom der ikke var mere end 10-15kvinder med på kurset. Ifølge hende skalsucces ikke måles i antallet af fremmødte,men i stedet i villigheden til overhovedet atmødes. I virkeligheden handler det jo ikke såmeget om at lære bilen at kende, forklarer hunog fortsætter:»Det handler jo om at være sammenmed ligesindede, hvor man kan slappe af ogtænke på noget andet end de bekymringer,der til daglig optager meget tid,« siger hunog fortæller, at det selvfølgelig kun er et stortplus, at man så samtidig har det sjovt. Hunmå dog medgive, at lige præcis den dag påautoværkstedet var der flere spørgsmål endnormalt.»Men heldigvis var mekanikerenden sødeste og mest tålmodige, jeg nogensindehar mødt,« understreger hun med et grin.
KRIG UDEKristeligt Dagblad Fredag d. 16 februar 2007Forsvaret tages ikke seriøst11Det danske Forsvar har sværtved at tiltrække danskeremed anden etnisk baggrund.Süleyman Dikmen er nydanskerog giver her sit bud på, hvorforde etniske minoriteter fravælgeren karriere i Forsvaret.Af Kenneth Kjæp Larsen»Det danske Forsvar tager de ikkeseriøst. De har jo set den tyrkiskehær, hvor man dengang aftjentesin værnepligt på 24 måneder. Hvisman ikke makkede ret, var der hårddisciplin med øretæver. Her kan enværnepligtig sige sin overordnedeimod, uden der sker noget.«Süleyman Dikmen er en af de fånydanskere, som har valgt at gørekarriere i Forsvaret. Han er 34 årog fandt sit kald i militæruniformenefter at have aftjent sin værnepligti 1995. Hurtigt efter skrev hankontrakt med Forsvaret og er idag ved militærpolitiet i Søværnet.Han brænder for sit job, hvilkethans tyrkiske familie, venner ogbekendte har svært ved at forstå.Det ærgrer ham:»Familien har fra starten sagt,at der ingen fremtid og løn eri Forsvaret. Jeg svarede, at dérkan man gøre ledelseskarriere,«forklarer Süleyman, der på trodsaf den manglende opbakning ibaglandet bestemt ikke føler sigalene i Forsvaret:»Der er et godt kammeratskabog en god disciplin i Forsvaret. Derer ikke noget med raceforskel ellerracebehandling, og det oplever manmeget i den civile verden, hvor derer meget mobning med racistiskeundertoner,« siger han.I tredje kvartal sidste år havde 0,8procent lig med 185 af alle ansatte iDet danske Forsvar en anden etniskbaggrund end dansk. Det oplyserKlaus Rosendahl, som er konsulenti Forsvarets Personaletjeneste.Tallet har ligget stabilt lige under enprocent siden 2001, men nu skal enny hvervekampagne vende skuden.Målet er, at andelen af indvandrere iForsvaret skal nå op på 3,8 procent i2013. Klaus Rosendahl forklarer:»Vi har prøvet meget, menpå bundlinien er det begrænset,hvor mange med anden etniskbaggrund, der tilmelder sigfrivilligt. Mangfoldigheden er ennaturlig del af samfundet, og vihar lavet vejledning i forvaltningenbegrundet i religiøse forhold somfor eksempel omhandler helligdage,kost, sygdom og andre specielleønsker og behov.«Krig og dårlig lønSüleyman Dikmen ved godt, hvorsvært det kan være at få de etniskeminoriteter i uniformen – og hanved også godt hvorfor:»Det danske Forsvar giver ikkebudskabet godt nok ud til de ungemed en anden etnisk baggrund.Der skal flere informationer ud.Forsvaret er ikke med i krigen (iIrak og Afghanistan, red.) for atdræbe og slå ihjel. De er der for athjælpe og genopbygge. Mange tror,at det handler om ødelæggelse ogom at dræbe,« siger Süleyman.Mange unge indvandrere vælgeraltså at gå i en jævn bue uden omForsvaret, når de skal gøre karriere.Süleyman understreger, at den laveløn også er afgørende for de ungesvalg eller fravalg, men som nævnter det især krigen i Afghanistanog Irak, de skyder skylden på.En krig, som Süleyman til trodsfor sin muslimske baggrund ikkenødvendigvis ser som nogetdårligt:»Jeg ville ikke have noget imod atblive udsendt. Jeg har lidt kendskabtil de islamiske trosamfund. Ved atdeltage i krigen støtter jeg både minekolleger og mine medmenneskermed muslimsk baggrund. Jeg villevære stolt over at hjælpe de svagetil at blive stærkere,« lyder detfra Süleyman Dikmen, én af de fådanske muslimer i Forsvaret.forsvaret.dk