Den Lille Onkolog Onkologisk afdeling Odense ... - Kemoland

Ca. 80 % af cervixcancertilfældene er planocelluære karcinomer, og resten udgøres af
adenokarcinomer. Men der kan også være nogle sjældne former for cervixcancer, fx
småcellede karcinomer.
Ætiologien
Smitte med human papilloma virus (HPV) er den vigtigste årsag til cervixcancer. Der er (ved
DNA-sekvensering) kategoriseret ca. 45 forskellige typer af HPV-virus. Nogle af disse
subtyper er ansvarlige for benigne forandringer i cervix (fx er type 6 og 11 ansvarlige for
benigne kondylomer), men HPV type 16 og 18 er associeret med svære dysplasier samt
karcinomer.
Man bliver smittet af HPV ved seksuel kontakt, derfor er risikoen højere ved flere partnere,
eller hvis ens partner er smittet med HPV{ XE "HPV" }.
Screening
Cervixcancer{ XE "Cervixcancer" } er den eneste kræftform, hvor det er muligt at screene
forstadier til cancer og derved forebygge den. Dette sker ved en smearundersøgelse (i
Danmark begynder man smearundersøgelse ved 23-årige, og derefter fortsætter man hvert 3.
år). Introduktionen af smearundersøgelse i Danmark har nedsat incidensen af cervixcancer fra
over 1000 patienter pr. år midt i 1970erne til de nu ca. 400 patienter pr. år, og incidensen er
stadig faldende.
Det er muligt at diagnosticere HPV ved hjælp af molekylære teknikker, men dette er en
ressourcekrævende metode og derfor ikke egnet til screening.
Diagnostik
Intraepiteliale neoplasier samt tidlige invasive karcinomer af cervix uteri er normalt
asymptomatiske og kan kun opdages ved en rutine-screeningsundersøgelse. Hvis man har
mistanke om forstadier eller tidlige invasionkarcinomer ved smearundersøgelsen, skal man
foretage kolposkopi og biopsi med henblik på diagnose og behandling.
De mest almindelige symptomer er kontaktblødning (blødning efter samleje),
postmenopauseblødning eller irregulære blødninger. Når tumoren vokser i størrelsen, klager
patienten over vaginalt udflod. I mere avancerede tilfælde kan man have pelvine smerter eller
urinvejssymptomer.
Der skal foretages gynækologisk undersøgelse og cystoskopi i generel anæstesi med biopsi
(samt abrasio). Den endelige stadiebestemmelse afgøres af en onkolog og en gynækolog i
fællesskab. Radiologiske undersøgelser samt CT-scanning/MR-scanning kan foretages for at
vurdere parametrial invasion og udbredning af sygdommen.
Stadieinddeling
Er rent klinisk og må ikke ændres efter kirurgi.
FIGO
Stadie 0: Carcinoma in situ.
Stadie I: Begrænset til uterus.
Stadie Ia: Mikroinvasiv.
Stadie Ia1: Minimal, mikroskopisk stromainvasion.
Stadie Ia2: Invasiv komponent < 5 mm i dybden fra basis af epitel, < 7 mm i
horisontal udbredning.
Stadie Ib: Større end Ia2.
96
Den lille Onkolog, Odense 2003