Den Lille Onkolog Onkologisk afdeling Odense ... - Kemoland

2. ONKOLOGISKE GRUNDBEGREBER
2.1 Tumorbiologi og cancerkemoterapi{TC \l2 "Tumorbiologi og
cancerkemoterapi}
Tumorbiologi{ XE "Tumorbiologi" }
Vi kan bedre lægge en strategi for diagnostik, behandling, screening og prævention, når vi
forstår patogenesen af en given cancer, og kendskab til tumorbiologien er derfor væsentlig.
De 23 humane kromosompar er opbygget af en unik sekvens af DNA-basepar. Disse koder
for aminosyresekvenser, som fører til dannelse af proteiner, der er ansvarlige for alle basale
metaboliske processer, som fører til, at de enkelte celler lever og gennemfører deres funktion i
det væv, de er opstået i. Ganske få ændringer i dette genetiske apparat kan føre til dannelsen
af en malign tumor, hvis ændringerne rammer de normale cellulære mekanismer, som er
ansvarlige for vækstkontrol, celledifferentiering, og celledød (apoptose). Antallet af celler i et
væv afhænger af balancen mellem celleproliferation og celledød. Celleproliferationen holdes i
balance af onkogener, der stimulerer væksten, og tumorsuppressorgener, som hæmmer
væksten, og tilsvarende findes proapoptotiske gener, som er i en balance med antiapoptotiske
gener. Ændring i et af disse gener fører til en forstyrrelse i cellens vækstkontrol og giver
dermed mulighed for udvikling af en malign tumor. Eksempler på onkogener, som kan
aktiveres er medlemmer af epidermal-growth-factor-familien, myc (en transskriptionsfaktor)
og ras (et intercellulært signalstyringsprotein). Omvendt vil bortfald af
tumorsuppressorgenernes funktion også kunne føre til en ukontrolleret celleproliferation.
Eksempler på tumorsuppressorgener er p53{ XE "p53" }, BRCA1 og BRCA2. Et øget
antiapoptotisk signal vil ligeledes kunne føre til en ubalance og dannelsen af en tumor.
Eksempel på dette er overekspression af BCL-2. Tumorsuppressorgenet P53 fungerer som en
kontrolport for nyopståede DNA-skader. En defekt i dette gen vil medføre en annullering så
der opstår DNA-skader og dermed øges risikoen for udvikling af cancer.
Karcinogener
Et utal af kemiske faktorer kan føre til mutationer i et af de ovennævnte områder og dermed
føre til en ubalance. Eksempler på kemiske faktorer er cigaretrøg, asbest, anylinfarvestoffer,
arsenik, aflatoxin og vinylklorider. Eksempler på fysiske faktorer, der kan føre til malignitet,
er UV-stråler og ioniserende stråling. Også virale faktorer kan føre til udvikling af en malign
tumor, det gælder fx Epstein-Barr-virus, humant papilomavirus og hepatitis B-virus. Der er
også beviser for, at en defekt i immunforsvaret, specielt en defekt T-cellefunktion (AIDS),
fører til et øget antal maligne tumorer. Også endokrine faktorer kan bevirke dannelse af en
tumor. Mange celler har nemlig hormonreceptorer i deres kerne, og en overstimulation af
enten endogene eller eksogene hormoner kan føre til en øget celleproliferation, oftest ledende
til en benign hyperplasi, men i enkelte tilfælde også til en malign proliferation. Eksempler på
disse hormoner er østrogener og TSH.
Cellekinetik
For at kendskabet til cytostatikas virkningsmekanismer kan udnyttes rationelt, må det sættes i
relation til vor viden om cellekinetiske forhold. Cellerne i en tumor befinder sig enten i hvilefase
(G0-fasen{ XE "G0-fasen" }) eller i en delingscyklus, i hvilken hvert gennemløb, der
varer fra 1-5 dage, resulterer i 2 nye celler. Der er en ligevægt mellem G0-celler og celler i
delingsfasen. Cellerne i cyklus gennemløber 4 faser (se Figur 1).
Den lille Onkolog, Odense 2003 5