Den Lille Onkolog Onkologisk afdeling Odense ... - Kemoland

computerprogrammet ADAC i forbindelse med CT-baseret dosisplanlægning.
2.4 Radiobiologi
Virkningen af ioniserende stråling på levende celler skyldes en beskadigelse af DNA i kernen,
hvilket kan resultere i sterilisation af cellen eller celledød. Sidstnævnte afhænger af antallet af
dobbeltstrengsbrud i DNA, mens strålereaktioner i cytoplasma og cellemembran er uden
større betydning for de metaboliske processer i cellen. Cellen vil således kunne opretholde en
normal celle- og vævsfunktion, indtil den dør i mitose pga. de stråleinducerede DNAdefekter.
Af og til vil 'dødsdømte' celler dog kunne dele sig endnu få gange, før de og dattercellerne
opløses.
Tumorer er opbygget af karcinomceller, kar og støttevæv. De tumorceller, som er i besiddelse
af evnen til fortsat vækst, betegnes klonogene celler og udgør kun få procent af en tumor,
hvilket gør det vanskeligt med sikkerhed undervejs i behandlingen at vurdere, om strålebehandlingen
i sidste ende vil medføre tumorkontrol (helbredelse). Det er dog alt andet lige et
dårligt tegn, hvis der er klinisk tumorvæv tilbage ved en strålebehandlings afslutning. Et
tydeligt tumorsvind fx i pauser i behandlingen kan på den anden side skjule en reel forøgelse
af antallet af de klonogene celler. Store tumorer skal have en større dosis end mindre tumorer
for at opnå samme sikkerhed for, at den sidste tumorcelle bliver uskadeliggjort, fordi den
procentvise reduktion efter en bestemt dosis efterlader flere levende celler i den store tumor
end i den lille.
Målet for strålebehandling er at slå alle de maligne celler ihjel. Imidlertid rammes både
tumorceller og normale celler, og strålebehandlingens succes afhænger af forholdet mellem
stråleskaderne på de to typer celler. Indenfor forskellige normalvæv og tumorvæv eksisterer
der meget store forskelle i strålefølsomhed. Ved den eksakt samme stråledosis vil både
tumorer og normale væv respondere vidt forskelligt på stråletraumet, ikke blot mellem
forskellige histologiske typer, men også indenfor den samme histologiske type. Årsagerne til
denne variation i cellernes strålefølsomhed{ XE "strålefølsomhed" } er kun ufuldstændigt
kendt men kan være betinget af forskelle i reparation af DNA-skader, og dette til trods for at
det enkelte individ er opbygget af et identisk genetisk materiale i alle somatiske celler.
Variationen i strålefølsomhed cellerne imellem skyldes til dels, at de enkelte celler under
deres udvikling til karakteristiske væv udtrykker vævsspecifikke gener, som øjensynlig er af
betydning for håndtering af de biologiske stråleprocesser.
Generelt er højtdifferentierede celler som muskel- og nerveceller langt mindre strålefølsomme
end fx hæmopoietiske stamceller og karcinomceller. Normalvævets strålereaktion kan deles
op i tidligt reagerende væv{ XE "tidligt reagerende væv" } og sent reagerende væv{ XE
"sent reagerende væv" }. Tidligt reagerende væv er kendetegnet ved hurtigt prolifererende
celler, mens sent reagerende væv deler sig langsomt. Eksempler på tidligt reagerende væv er
slimhinder, hud og knoglemarv. Her viser stråleskaden sig som en akut reaktion i løbet af et
par uger og klinger af i løbet af få uger efter at behandlingen er afsluttet. Reaktionen er
overvejende reversibel.
Sent reagerende væv udgøres af bl.a. bindevæv, muskler, medulla spinalis, nyrer og til dels
lunger, og her viser stråleskaden sig først i løbet af måneder, tager år om at udvikle sig fuldt
og er oftest irreversibel, hvis den først er kommet til udtryk. Det er reaktionen i de sent
reagerende væv, der i praksis er den dosisbegrænsende faktor i radioterapien.
Graden af bivirkninger og sandsynligheden for tumorrespons er relateret til behandlingsintensiteten.
Tumorvævet reagerer tidsmæssigt lige som det tidligt reagerende væv, og
almindeligvis svarer tumorreaktionen til graden af de akutte strålereaktioner, mens omfanget
Den lille Onkolog, Odense 2003 27