Den Lille Onkolog Onkologisk afdeling Odense ... - Kemoland

192
5.14 Ascites{TC \l2 "Ascites}
Ætiologi
1. Peritoneal karcinose (cancer i ovarier, corpus uteri, mammae, colon, mavesæk, pancreas)
giver diffusionsforstyrrelser og ofte obstruktion af diafragmatiske lymfekar.
2. Portal hypertension pga. levermetastaser (c. mammae, c. coli).
3. Ikke-maligne årsager: levercirrhose, peritonitis, kongestiv hjerteinsufficiens og
pancreatitis. Medfører ascites pga. portal hypertension og eller hypoalbuminæmi med
nedsat koloid-osmotisk tryk.
Klinik
Patienten bemærker primært alment ubehag i abdomen, udspilethed, dyspepsi, kvalme, smerter,
ekstremitetsødemer, vægtstigning. Senere kan der, som følge af nedsat diafragmabevægelighed,
komme dyspnø.
Diagnose
Spændt abdomen med dekliv dæmpning, som ændrer sig ved lejeskift. Diagnosen vil kunne
verificeres ved ultralyd. Ascitespunktur{ XE "Ascitespunktur" } med efterfølgende cytologisk
undersøgelse er ofte tilstrækkeligt. Der laves kromosomcytologisk undersøgelse ved negativ malign
cytologi. 75 % af patienterne med maligne lidelser har proteinindhold > 2,5 g/100 ml.
Behandling
Behandling bør primært rettes mod den udløsende maligne lidelse. Ascitespunktur med udtømning
af væske (ofte op til 7-8 l) giver umiddelbart en lettelse af symptomerne, men kun forbigående. Der
er et stort proteintab i denne forbindelse.
Ascitespunkturen foretages bedst i venstre fossa iliaca med anlæggelse af pig-tail-kateter. Der kan
instilleres cytostatika intraperitonealt. I modsætning til behandling af pleuraekssudat er det vigtigt
at evt. instillation af cytostatikum opblandes i 2 liter væske, således at det fordeles i hele bughulen
og ikke virker skleroserende. Instillation af cytostatika intraperitonealt sker næsten udelukkende
hos patienter med c. ovarii (se under dette).
I tilfælde af recidiverende, symptomgivende ascites hos en patient i god almentilstand kan man
overveje anlæggelse af shunt fra peritoneum til vena subclavia.
5.15 Paravenøs infusion af cytostatika
Flere af de cytostatika, vi anvender, er vævstoksiske, og ekstravasation opstår som følge af multiple
venepunkturer, men også som følge af vaskulær toksicitet, der medfører risiko for lækage. Infusion
af cytostatika i områder, hvor der er ødem, øger risikoen yderligere. Fordi vi har et trænet
personale, som har stor erfaring i at administrere kemoterapi intravenøst, er det sjældent, at vi
oplever ekstravasation. Det gælder om at undgå ekstremiteter med dårlig cirkulation, at fiksere den
intravenøse adgang ordentligt og at checke tilbageløb i kanylen flere gange under infusionen. Man
skal også informere patienterne om at reagere, hvis der kommer smerte i forbindelse med
infusionen. Droppet bør lægges om ved mindste mistanke.
Det er ikke altid, at der vil opstå lokalt ødem og erytem eller smerte, hvis der er paravenøs infusion.
Derfor kan det være svært at erkende en skade. Der er to forskellige procedurer, som anvendes ved
Den lille Onkolog, Odense 2003