Den Lille Onkolog Onkologisk afdeling Odense ... - Kemoland

Endokrine behandlingsformer
De klassiske og nyere endokrine behandlingsformer kan grupperes i følgende undergrupper:
1) Ablative 2) Additive 3) Inhibitive og 4) Kompetitive
1) Ablativ endokrin behandling{ XE "Ablativ endokrin behandling" }: Ooforektomi
(oftest aktinisk), orkiektomi, adrenalektomi og hypofysektomi. Af disse indgreb betragtes i
dag adrenalektomi og hypofysektomi som obsolete. Ved disse behandlinger fjernes den
direkte kilde til hormonel stimulation af væksten af hormonafhængige tumorer.
2) Additiv endokrin behandling{ XE "Additiv endokrin behandling" }: Den klassiske
behandling ved fx prostatacancer med syntetiske østrogener (DES) supprimerer Gonadotropin
Releasing Hormone (GnRH) fra hypothalamus og gonadotropin fra hypofysen, hvilket
medfører en afbrudt androgen syntese. Herved ophører androgenstimulationen af
tumorcellerne i prostata. Mekanismerne ved additiv behandling med farmakologiske doser af
østrogener, gestagener, androgener og/eller glukokortikoider til behandling af mammacancer
er uafklarede.
3) Inhibitiv endokrin behandling{ XE "Inhibitiv endokrin behandling" }: Behandlingen
kan generelt inddeles i to hovedgrupper, nemlig stoffer, der regulerer produktionen af LHRH
på hypothalamus/hypofyse niveau. Behandlingen med LHRH-agonister stimulerer initialt og
undertrykker derefter LH-produktionen i hypofysen. Herved hæmmes androgen produktionen
i testes samt østrogen produktionen i ovarierne. En anden inhibitiv endokrin behandling er
behandling med aromatasehæmmere, der virker på den måde, at østrogen produceret primært
ved omdannelse af androgen i perifert væv via et aromatase enzymkompleks reduceret til ikke
aktivt østrogen hos postmenopausale kvinder til et niveau, der nærmer sig kastrationsniveau.
4) Kompetitiv endokrin behandling{ XE "Kompetitiv endokrin behandling" }: Kompetiv
hæmning af steroidreceptorernes binding af henholdsvis androgener og østrogener benyttes
ved prostata- og mammacancer, hvor behandling med henholdsvis flutamid (antiandrogen) og
antiøstrogener (tamoxifen og SERM) finder sted. Disse behandlingsformer udøver således en
endokrin blokade på cellulært niveau og behøver i princippet ikke at forudgås af ablative
indgreb.
Endokrin behandling benyttes enten adjuverende eller til behandling af metastaserende
sygdom. Medens recidivbehandlingen ved de fleste karcinomer har karakter af palliativ
behandling, er den adjuverende behandling i sit sigte kurativ ud fra den antagelse, at tumorbyrden
er mindst på tidspunktet for primærbehandlingen. Under recidivbehandling af
hormonfølsomme tumorer vil der i langt de fleste tilfælde opstå fornyet progression af
sygdommen. Da de endokrine behandlingsformer er karakteriseret ved ikke at have fuld
krydsresistens, vil man ofte med held kunne skifte til en anden endokrin behandling, som
både anden linie, tredje linie og evt. fjerde linie pallierende behandling.
Endokrin behandling af cancer mammae
Adjuverende behandling:
Standardbehandling af alle postmenopausale, højrisiko-patienter med receptorpositivitet, er
fem års tamoxifenbehandling. Kastration af præmenopausale højrisiko-patienter giver mindst
den samme overlevelseseffekt som tamoxifenbehandling af de postmenopausale. Det er
desuden vist, at kastration af præmenopausale patienter med receptorpositivitet, er ligeså
Den lille Onkolog, Odense 2003 17