Den Lille Onkolog Onkologisk afdeling Odense ... - Kemoland

Man kan dele den metastatiske proces op i en række punkter. Den primære proliferation efter
dannelse af den maligne klon sker ved ernæring lokalt via diffusion. Så snart tumorprocessen
vokser ud over 1 mm’s størrelse kræves der mere ernæring, og der starter en proces med
nydannelse af kar, dvs. angiogenese{ XE "angiogenese" }. Ved den videre vækst sker der en
nedregulering af adhærencemolekyler intercellulært, hvorved cellerne løsnes fra hinanden.
Herefter begynder tumor at vokse invasivt lokalt og vokser derved også ind i lokale lymfe- og
blodkar. Afhængig af koncentrationen af lymfekar og blodkar vil det føre til en lymfogen eller
hæmatogen metastatering. Under denne lymfogene eller hæmatogene transport af tumorceller
dør langt flertallet af tumorcellerne. Enkelte tumorceller, specielt i klumper, kan emboliseres i
kapillærer i andre organer og starte en proliferation.
Forudsætning for proliferation i andre organer er, at vækstbetingelser i det pågældende organ
favoriserer en vækst af tumor. De korrekte vækstfaktorer skal være til stede, for at tumor kan
begynde at vokse som en metastase. Herefter kører processen forfra med invasion, angiogenese
og til slut så dannelse af metastaser fra metastasen. Under denne proces vil den fænotypiske
heterogenicitet, der er i en tumorproces, føre til en heterogenecitet også blandt de
metastatiske processer. Det betyder, at cellesammensætningen i metastaser og primærtumor
kan være forskellig, at cellesammensætningen i metastaser i forskellige organer vil være
forskellige, men også at cellesammensætningen indenfor det samme organ kan være
forskellig.
Tumorheterogenecitet{ XE "Tumorheterogenecitet" }
En tumorproces er monoklonal, men under proliferationsprocessen fører en høj mutationsrate
i tumor til en fænotypisk heterogenecitet, men også til en høj ’dødsrate’ blandt tumorcellerne.
Det betyder, at man trods en cellecyklusvarighed på 2-3 dage ofte kan se tumorfordoblingstider,
der varierer fra 3-5 uger og helt op til 90-100 uger.
2.2 Endokrin behandling{TC \l2 "Endokrin behandling}
Grundlaget for endokrin behandling{ XE "endokrin behandling" } af solide tumorer er
receptorer for steroid og polypeptidhormoner. Disse hormonreceptorer er påvist i både
normale og neoplastiske væv. Aktuelt er det væsentligst receptorer for steroidhormoner, der
har betydning for den hormonelle behandling af karcinomer. Endokrin behandling benyttes
rutinemæssigt ved c.mammae, c.endometrii og c. prostatae. Glukokortikoider indgår som en
væsentlig specifik behandling af lymfoproliferative sygdomme, men bruges i øvrigt i vid
udstrækning i onkologien i palliativt øjemed. Den væsentligste indsigt i brugen af og
forståelsen for de steroide hormoner ved maligne lidelser er opnået ved deres anvendelse i
behandling af mammacancer.
Mellem 60-80 % af de primære mammakarcinomer klassificeres som østrogenreceptorpositive.
Ekspressionen af østrogenreceptoren er en nødvendig betingelse for
østrogenafhængig vækst af mammatumorceller, og hormonel behandling tager sigte på at
hæmme de processer, der leder til østrogenbetinget stimulation af celleproliferationen. Når det
gælder mammacancer, udvælges patienter til hormonel behandling sædvanligvis på basis af
ekspression af østrogen- og/eller progesteronreceptoren i den primære tumor.
Østrogenreceptorer bestemmes i dag immunhistokemisk, hvilket sker på enten frisk frosset
væv eller på paraffinindstøbt materiale ved hjælp af monoklonale antistoffer. I 1996 blev en
ny østrogenreceptor opdaget. Denne nye østrogenreceptor kaldes ERβ, mens den originale
Den lille Onkolog, Odense 2003 15