Den Lille Onkolog Onkologisk afdeling Odense ... - Kemoland

Recidivbehandling efter CHOP
Overvejende MIME eller Mini-BEAM. Yngre kemosensitive patienter med højmaligne
lymfomer behandles efter 2-4 serier MIME med højdosiskemoterapi (BEAM). Stamceller
hertil opnås oftest ved mobilisering med højdosis cyklofosfamid og stimulation med G-CSF
(se afsnit om knoglemarvstranplantation).
Prognose
5-års overlevelsen er ca. 50 %, idet lavt stadium og lavmalign histologi forbedrer prognosen,
mens udbredt sygdom og højmalign histologi tilsvarende trækker modsat. Egentlig kurativ
effekt kan kun forventes ved lokaliserede lavmaligne samt ved de højmaligne og lymfoblastære
lymfomer. Dissemineret lavmalignt lymfom kan ikke helbredes, men den mediane
levetid er lang for kimcenterlymfomet (foll. CC/CB) 7-10 år.
Følgende parametre har vist sig at have relation til en dårligere prognose: Tilstedeværelsen af
B-symptomer, forhøjelse af LDH, højt stadium, performance status (>2), flere ekstranodale
sites. De nævnte prognostiske parametre gælder højmaligne lymfomer (internationalt
prognostisk index). Forhøjet S-urat og S-calcium betyder også dårlig prognose (LYFO).
3.10.10 Myelomatose{ XE "Myelomatose" }{TC \l2 "Myelomatose}
Epidemiologi
Incidensen er ca. 3/100.000/år, og der er ca. 200 nye tilfælde af myelomatose pr. år i
Danmark. 90 % af patienterne er over 60 år.
Klinik
Skelet-sygdom ses initialt hos 70 % af patienterne, men stiger siden til 85-90 %. Solitært
plasmocytom ses hos knapt 10 %.
30 % har hyperkalcæmi på diagnosetidspunktet, og yderligere 30 % får det senere i forløbet.
Anæmi på grund af knoglemarvsdysfunktion (plasmacelleinfiltration) ses på
diagnosetidspunktet hos ca. 70 % af patienterne. Leuko- og trombocytopeni ses sjældnere.
Der er hypogammaglobulinæmi, og de abnorme plasmaceller producerer forskellige
paraproteiner (M-komponenter):
- IgG hos ca.50 %
- IgA hos ca. 20 %
- IgD hos ca. 2 %
- IgE hos < 0,01 %
Lette kæder af enten kappa- eller lambda-type udskilles i urinen hos 70-80 % af patienterne,
og det ses uden samtidig S-M-komponent hos ca. 10 %. Som følge af paraproteinæmien ses
hypersedimentation med pengerulledannelse. Mere sjældne følger af paraproteinæmien er
hæmodilution og hyperviskositet (plasmaviskositet > 5 arb. enh.), hvilket forekommer hos ca.
2 % af patienterne.
Marvdysfunktion og kompromitteret antistofproduktion er medvirkende til den øgede
infektionstilbøjelighed.
Nyresygdom optræder før eller siden hos ca. 50 % af patienterne, og skyldes især
tubulusskade (andre mulige faktorer er hyperurikosuri, nefrocalcinose, amyloidaflejring eller
plasmacelleinfiltration i nyrerne).
Neurologiske syndromer omfatter ændringer i bevidsthedstilstanden, konfusion (kan skyldes
hypercalcæmi, hyperviskositet). Kompression af medulla spinalis og radices, hvilket ses hos
Den lille Onkolog, Odense 2003 117