Verdensøkonomiens akilleshæl er sort, fedtet og ... - Danske Bank

8Globalt perspektivpriserne holdes fast) for i det mindste på detpunkt at stille folket tilfreds. Men forbrugetstiger voldsomt. Olieforbruget i landene omkringGolfen er steget fra 4,8 mio. tønder dagligttil 7,8 mio. tønder dagligt i 2010. Det vejertungt i et globalt regnskab, hvor reservekapacitetensnart er væk. Og det er også dyrtfor landene. Sidste år løb energisubsidiernei Nordafrika og Mellemøsten op i 150 mia.USD. I år er energipriserne næsten dobbelt såhøje, og dermed løber de samlede energisubsidierop i 7,5 pct. af regionens BNP. Kun Qatarog Iran har foreløbig turdet imødegå detmed stigende regionale brændstofpriser.Men gaveregnen begrænser sig ikke kuntil energi. Der bruges mange andre tricksfor at dæmpe befolkningens oprørstrang.Mubarak havde allerede lovet befolkningenat brød skulle fastlåses på en lav pris, selvom hvedepriserne fortsatte med at stige. Dethar de gjort og subsidierne koster nu over2 mia. USD årligt. I Saudi Arabien lovedekongen for nylig en stimulanspakke på 36mia. USD til bl.a. boliger, ledighedsunderstøttelseog andre sociale ydelser samt massivelønstigninger til offentligt ansatte – detsidste er brugt i vidt omfang i flere lande.Deciderede pengegaver, lavere fødevareafgifter,gratis mad i 14 mdr. (Kuwait), infrastrukturprojekter,100 mio. USD til familierramt af høje fødevarepriser (Bahrain) osv.er blandt de andre tiltag.Mange scenarierDer er mange scenarier, man kan forestillesig. Men foreløbig synes i hvert fald endemokratisk udvikling på vej i Egypten, ogdet har allerede en betydelig effekt på oprørstrangeni andre arabiske lande, hvorEgypten kan gå hen og blive en rollemodel,som landet historisk set også har været påmange punkter.At Egypten følger den demokratiske vej,er dog ikke ensbetydende med succes. HvisMubaraks afløser bliver en svag, ustabil serieaf regeringer, som ikke kan genoprette ordeneller levere gennemgribende sociale ogøkonomiske reformer, så vil den demokratiskevej med tiden kunne miste troværdighedog berettigelse i befolkningens øjne, og enanderledes, langt mere radikal revolutionærbevægelse vil kunne opstå. Det gælder forEgypten, og det gælder for de andre lande,hvis der gennemtvinges regimeskifter. Vejentil demokrati har aldrig været nem og hurtig.Alt imens verdens øje med spænding følgerMellemøsten - og i særdeleshed Libyen,hvor Nato-styrkernes militære indgribenbestemt ikke har tingene mindre komplicerede- så vokser den globale olieefterspørgseli takt med den energislugende vækstisær i de asiatiske udviklingsøkonomier,og det er værd at bemærke, at olieprisen førballaden i Egypten allerede var omkring100 USD pr. tønde. Og det på et tidspunkt,hvor der var en vis vækstafdæmpning i Asiensom følge af bekæmpelsen på at tøjle deinflationære tendenser, og de rige landeikke kører på nær fuld kapacitet endnu.Kendsgerningen er, at vi har en situation,hvor OPEC’s reservekapacitet hurtigt kanblive brugt op – om ikke af yderligere balladei de solrige oliestater, så sandsynligvisi løbet af få år. Og hvis OPEC ikke længerekan påvirke olieprisen ved at skrue opog ned for hanerne, så vil oliepriserne blivelangt mere volatile.Konklusion? Alt tyder på, at vi står overfor en lang periode med uro i Mellemøstenog høje, måske meget høje oliepriser.Det globale opsving? En tommelfingerregelsiger, at for hver 10 pct. olieprisen stiger,koster det en kvart pct. på den globalevækst. Det er dog en lige lovlig grov forenkling,da sammenhængen ikke er lineær.Jo højere olieprisen kommer op, destostørre bliver effekten. Økonomerne i DanskeMarkets Research mener, at det får alvorligekonsekvenser for opsvinget, hvis vifår en oliepris i flere måneder på 140-150USD (prisen nåede i februar op på 120 USD).Over 175 USD har vi en global recession.USA’s egen Peak Oil var i 19711974: Henry Kissinger, USA’s udenrigsminister,offentliggør planen om at gøre USAuafhængig af energiimport. I 2006 gjordepræsident Bush det samme.Strategiske oliereserverUSA727 mio. tønderJapan320 mio. tønderEuropa420 mio. tønderHusker du…?Den 6. oktober 1973 på jødernes helligdag, YomKippur, foretog Egypten og Syrien et overraskelsesangrebpå Israel. En våbenhvile blev indgået24. oktober, men en oliekrise var sat i gang. Dearabiske lande var sure på den vestlige verden,fordi de som regel støttede Israel, og desudenvar araberne ved at finde ud af, hvor stor en magtde havde ved at sidde på verdens største oliereserver.Olieprisen steg fra 3 til 11,65 USD pr.tønde i december 1973.Holland var de første til at indføre bilfrie søndage,og Tyskland og Danmark fulgte hurtigt efter. Inationale annoncekampagner blev folk opfordrettil at rejse med tog frem for bil og fly. Men mangelenpå brændstof blev også hurtigt så stor, atmange afgange på tog, færger og fly måtte aflyses.Elektricitets blackout var hyppige mangesteder. Der blev opfordret til brusebad frem forkarbad, omtanke ved opvask, tætning af boligen imure og vinduer, opvarmning og belysning af kunen mindre del af boligen, mørklagte butikker efterlukketid osv. Normalt kan man altid tale omvejret, fodbold og uduelige politikere, men dominerendeemner i denne tid var oliekrisen og kreativemåder at spare energi på.Rent økonomisk var det et voldsomt chok for derige lande, som havde vænnet sig til vækst ogvelstand op gennem de glade 60’ere. En firdoblingaf olieprisen gjorde ondt i hele økonomien,ikke mindst på forbrugerne, som måtte kraftigtskære ned på andre ting. En recession blev resultatetmed en voldsom stigning i ledigheden defleste steder.Og centralbankerne gjorde ikke det hele bedre.De valgte en ekspansiv pengepolitik for at stimulereøkonomien – inflationen var en faktor,der kom i anden række dengang. Da mange landesamtidig havde indført overenskomster, som sikredelønmodtagerne kompensation for prisstigningervia lønstigninger og oliekrisen i sig selvvar et gigantisk prischok til økonomien, så varder sat en ond cirkel i gang, som førte til stagflation.Stigende inflation og faldende produktion.For Danmarks vedkommende var oliekrisen etsærligt stort chok, da danskerne var blevet ligelovlig løsslupne i deres forbrug og gældssætning,og desuden delte en uheldig verdensrekord sammenmed Japan, som var at 99 pct. af landetsenergi blev importeret.Oliekrisen betød naturligvis, at mange landeovervejede deres fremtidige energipolitik for atundgå lignende situationer i fremtiden. Norgevar eksempelvis begyndt at bore efter olie iNordsøen i 1971 og intensiverede nu jagten,og Danmark gik også i gang, mens en vestjyskvindmøllevirksomhed ved navn Vestas så et potentiale.Andre rene energikilder som vandkraftblev også intensiveret, bl.a. i Norge og Sverige.Danmark stemte nej til atomkraft i 1975, mensvenskerne og finnerne gik den modsatte vej.I dag er de nordiske lande blandt de mest energieffektivei Europa, Danmark og Norge er selvforsynendemed energi, mens Finland og Sverigeimporterer hhv. 55 og 40 pct. af deres energi.