Verdensøkonomiens akilleshæl er sort, fedtet og ... - Danske Bank

24 makroøkonomiDe nordiske succesmodellerHvad er hemmeligheden bag de nordiske samfundsmodeller,som andre lande ofte har skelet til med misundelse?”The most successful society the world hasever known.” Sådan var overskriften i TheGuardian i 2005 i en artikel om Sverige.Andre har i årenes løb ytret lignende, omend knap så svulstige formuleringer om deøvrige nordiske lande. Og for mange andrelande har de nordiske lande i mangeår været udråbt som en slags rollemodellerfor det noget nær perfekte samfund.Perfekte bliver de næppe nogensinde,men en kendsgerning er det dog, at der ertale om samfund præget af stor tillid, lighed,social sikkerhed, fleksible arbejdsmarkeder,velfungerende institutioner,politisk stabilitet, åbne økonomier, teknologisktilpasningsevne, højt uddannelsesniveau,fri adgang for alle til sundhedssystemet,uddannelse osv. og samtidig enstærk konkurrence- og innovationsevne ierhvervslivet, som gør, at de er blandt derigeste lande i verden målt på BNP pr. indbygger.Og ikke nok med det. I forbindelse meddet årlige økonomiske topmøde i Davos,hvor alverdens kloge hoveder mødtes for atdiskutere verdens tilstand og udfordringervar der til lejligheden udfærdiget et dokument,hvori det blev påpeget følgende:”I internationale sammenligninger, ikkemindst World Economic Forums globalekonkurrenceevneindeks, befinder de nordiskelande sig altid på eller i nærheden aftoppen. I et metaindeks, som er en samletopgørelse af 16 forskellige globale indeks(konkurrenceevne, produktivitet, vækst,livskvalitet, velstand, lighed etc.) så topperde fire nordiske lande – Sverige, Norge,Danmark og Finland listen.”Hvorfor det er sådan, forsøger en svenskøkonom og to historikere at give en forklaringpå i Davos-dokumentet.Norden har lærtaf tidligere kriserKendetegnende for de fire lande er, at deklarede sig nogenlunde gennem finanskrisenog den efterfølgende økonomiske kriseuden altødelæggende bankkriser. Og selvom det danske ejendomsmarked har haft enhård nedtur er der ingen af landene, der harfarlige budgetunderskud eller underskudpå betalingsbalancerne.Men at samle de fire lande under betegnelsen”den nordiske model” skal manvære påpasselig med, mener Klas Eklund,seniorøkonom hos SEB og adjunkteret professori økonomi på Lund Universitet. Defire lande følger nemlig forskellige økonomiskestrategier.Dette er mest tydeligt i deres holdning tileuroen. Finland er medlem af EU og medi euroen. Danmark er med i EU, men nøjesmed at knytte kronen stramt til euroen.Sverige er med i EU, men har en flydendevalutakurs. Og Norge er hverken med ieuroen eller EU.Det er ikke ensbetydende med, at der ikkeer økonomiske ligheder. Alle fire lande ersmå, åbne økonomier med høje indkomsterpr. capita. Alle har ret store offentlige sektorermed høje skatter, og alle har inkluderendevelfærdsstater.Men den historiske baggrund er forskellig.Danmark havde den værste økonomi i70’erne med høj inflation og ledighed. Norgeoplevede en lang finansiel krise og krisepå ejendomsmarkedet i 80’erne efter enfejlhåndtering af et kreditboom, som endtemed en systemisk krise og nationaliseringaf større banker. Og i Finland og Sverigevar 80’erne præget af høj inflation ogsvage valutaer – og i starten af 90’erne fiklandene økonomiske chok, da Finland blevhårdt ramt handelsmæssigt af Sovjetunionenssammenbrud og Sverige af høje renterfor at forsvare valutaen. Resultatet varbankkriser og recessioner.Men fælles for alle lande var, at de formåedeat modernisere den økonomiske politikog gennemføre de nødvendige reformeruden at forfalde til protektionisme ogandre kortsigtede lappeløsninger. En vigtigårsag til reformernes succes og gennemførelsevar også, at der i alle fire lande var ogstadig er en tradition for konsensussøgendepolitiske løsninger.Lad ikke en godkrise gå til spilde”Never let a good crisis go to waste” udtaltepræsident Obamas tidligere Chief ofStaff, Rahm Emanuel på et tidspunkt. Menser man tilbage på andre landes historik –og også håndtering af aktuelle situationer –så er det langt fra altid, at nationale kriserog eksterne trusler bliver imødegået på denrigtige måde. Alligevel lykkedes det for allefire nordiske lande, og det i en grad, så deressamfundsøkonomi kom relativt let igennemkrisen. Hvorfor?”En mulighed er, at nordboerne af naturer usædvanligt samarbejdsvillige, rationelleog mindre tilbøjelige til at falde for fristelsentil markedsegoisme end andre mennesker.Hvis det er tilfældet, så er der ikkemeget andre lande kan lære af det,” skriverde to svenske historikere Henrik Berggrenog Lars Trägårdh.De vælger at antage, at borgerne i de nordiskelande overordnet set er som andre menneskerpå godt og ondt, og dermed er derandre faktorer i spil: Den sociale praksis,institutionerne og de historiske erfaringer,som understøtter den nordiske kapitalisme.”Det indebærer ikke, at der er en fritflydendenordisk model, der kan eksporterestil andre lande. Men det betyder, at nogleafspekter af den nordiske kapitalisme kanvære relevante i adresseringen af problemernemed globalisering, social fragmenteringog ustabiliteten i moderne finans kapitalisme.”Forfatterne mener, at det handler om denfundamentale harmoni mellem den socialekontrakt i landene og de basale principper imarkedet. De mener, at nøglen til vitalitetenaf nordisk kapitalisme er, at den basale enhedaf samfundet er individet og et centraltmål for politikken derfor er at maksimereindividuel autonomi og social mobilitet.Op gennem det 20. århundrede har netopde nordiske lande været blandt de globalefrontløbere i denne proces, som forenkletsagt har gået på, at frigøre individet fra alleformer for subordination og afhængighedinden for familien og det civile samfund.I praksis er denne prioritering af individuelautonomi foregået via et hav af love ogpolitikker for mangt og meget. Afhængighedeninden for familien er blevet minimeretgennem individuel beskatning af ægtefæller,familiens pligt til at forsørge de ældremedlemmer er overladt til samfundet, offentligetilbud om børnepasning giver allekvinder adgang til arbejdsmarkedet, uddannelsesstøtteuden skelen til familiensindkomst giver unge autonomi i forhold tilfamilien, og børn har også opnået en mereuafhængig status via afskaffelsen af korporligafstraffelse samt generelt øget fokus påbørns rettigheder og levevilkår.Alt i alt har denne lovgivning gjort denordiske lande til de mindst familieafhængigepå Jorden. Familien er stadig en centralsocial institution, men den er også indgydetaf den samme moralske logik, som læggervægt på autonomi og ligestilling. Den ideellefamilie består af to forældre, der arbejderog ikke er finansielt afhængige af hinandenog børn, som opfordres til at blive uafhængigeså tidligt som muligt.