Gem/Ã¥ben hele nummeret som PDF - 16:9

September 20031. årgangnummer 3gratisforsiden | indholdsfortegnelsen forrige side | næste sideOphuls og KærlighedskarrusellenAf JAKOB ISAK NIELSENMax Ophuls associeres med graciøse kamerabevægelser i stiliserede,dekorative melodramaer om forelskede kvinder i Wien vedårhundredeskiftet. Og ja, der er øjeblikke, hvor Max Ophuls’ film syneslettere end perler, men der er ligeledes øjeblikke i hans film, hvor manfornemmer et afgrundsdybt eksistentielt tomrum. Ofte er disse øjeblikkesammenfaldende.I Saarbrücken afholdes hvert år en filmfestival opkaldt efter byens søn.Festivalen hedder Max Ophüls Preis, og vinderprisen er hverken enbjørn, løve eller svane, men et lysende hjerte bøjet i neon. Festivalener i sig selv et bittersødt vidne om instruktørens status i den bredeoffentlighed, for mens tilskuere strømmer ind i biografernes mørke forat se nye produktioner fra Tysklands filmskoler, så er der rigelig armogbenplads ved de retrospektive visninger af Ophuls’ egne film.Max Ophuls (1902-57).Det skal man ikke per automatik tilskrive ungdommens utålmodighedover for gamle sort-hvid film, for Ophuls’ film har altid været flygtigefænomener: hans billeder svævede ind i biografen, hen over lærredet -og desværre alt for hurtigt ud igen! Med undtagelse af Liebelei(1932/33) og hans skandalesucces La ronde (1950) har Ophuls aldrighaft en biografsucces. Til gengæld har Ophuls altid været beundret afen skare af entusiastiske cineaster, kritikere såvel som skabendekunstnere. Når den gamle garde af filmkritikere såsom Robin Wood, V.F. Perkins og Andrew Sarris skriver om Ophuls, er der en begejstringog passion for filmene, som siver ud mellem linjerne. Også Cahiers duCinema-miljøet rangerede ham højt i auteur-hierarkiet og det til trodsfor, at man sagtens kunne indvende, at Ophuls’ adaptioner af litteræreforlæg netop forbryder sig mod de manifester, som Francois Truffautlægger fast i En vis tendens i fransk filmkunst (fig.1).Kubrick og HaynesBlandt Ophulsianere er det også almindelig praksis at referere tilStanley Kubrick, der har fremhævet Ophuls som et forbillede i sineformative år (Walker, 16). Det kan forekomme overraskende, atKubricks machouniverser skulle have et slægtskab med Ophuls’”kvindefilm”, men der er også tydelige paralleller i forkærligheden forkameramobilitet og forlæg af Arthur Schnitzler. Ophuls har filmatiseretSchnitzlers Liebelei, Brief Einer Unbekannten og Reigen, mens Kubrickhar sat billeder til Traumnovelle i Eyes Wide Shut (1999). Skulle Ophulsiscenesætte Traumnovelle, ville jeg sætte mine penge på, at Fridolin(Tom Cruises Dr. William Harford) stille og roligt ville spadsere ud i offscreenspace, mens kameraet i stedet ville gå på opdagelse medAlbertine (Nicole Kidmans Alice Harford). Og det ville man vel næppeklandre ham?Også Todd Haynes er udtalt Ophuls-aficionado, og netop modtagelsenaf Haynes’ melodrama Far From Heaven (2002) var endnu etsymptomatisk eksempel på Ophuls’ skyggetilværelse. Ved den kritiskereception af filmen i Danmark blev Douglas Sirks melodramaer(hovedsageligt All That Heaven Allows (1955) og Imitation of Life(1959)) med rette fremhævet som åbenlyse visuelle og narrativeforbilleder, men ingen kommenterede – eller opdagede!? - at Haynesord-for-ord lånte en scene fra Ophuls’ The Reckless Moment (1949). IFig.1: Næsten samtlige Ophuls’ filmer baseret på romaner, noveller ogteaterstykker, og selv om Ophulsarbejdede med imanuskriptudviklingen var det altidmed professionellemanuskriptforfattere. De endelige filmkan sjældent siges at ”være tro moddet litterære forlag” og bærer ej hellerpræg af romanoprindelse såsom fxTruffauts egen Jules og Jim (1962).En revurdering afmanuskriptforfatterne Jean Aurencheog Pierre Bost samt hele denkvalitetstradition, som Truffautforfægter, kunne have et passendepejlepunkt i værker instrueret af MaxOphuls.