Indhold - Gyldendal

IndholdForord 91. Indledning 13Morgenstemning i vuggestuen 14Hvem er toddleren? 16Uddannelseskultur 17Børnekultur 18Toddlerkultur 20»Spytleg« som led i toddlerkulturensdannelsesproces 23Hvorfor en bog om toddlerkultur? 252. Meningsfulde handlinger 27Handling som behavior 28Handling som action 30Kropssubjektet 33Toddlersubjektet 35Toddlerkroppen som udtryk og tale 36Verbalsproget som tveægget sværd 393. Leg med toddlerstil 41Toddlerstil 42Legesekvenser og -rutiner 46Legerutiner omkring store genstande 48Legerutiner med toddlerkroppen i centrum 51At konstruere fælles mening 53Leg med toddlerstil i vuggestuen 565

4. Toddlerstilens legende kvaliteter 63Legende kvaliteter 63Legehumør 64Sjov i vuggestuen 65Frem-og-tilbage 66Gentagelsen 68Musik 71Bindeled i legen 73Telefonsamtalen 74Madrasforeningen 76Jeg, Du og Vi 78Fællesskab i puslerummet 79Velkommen om bord 81Protofællesskab 835. At skabe relationer 85Kernerelationer og intersubjektivitet 85Gryende relationer 88Intersubjektive kernerelationer 90Knud og Olav 92Tre måneder senere (december) 94… endnu en måned senere (januar) 97… yderligere to måneder senere (marts) 100Olav og Vagn 102Vi og vennekredsen 104Siris vennekreds 107Gentagelsens betydning 1086. Humor og hilsemåder med toddlerstil 110Humor 111Toddlerhumor 114Hilsemåder 118Konventionel hilsen med toddlerstil 122Toddlerhilsen på afstand 123Toddlerhilsen på nært hold 1256

Velkomster med toddlerstil 127Legende velkomster 127Mester-lærling-velkomster 130Trøstende velkomster 132Hilsekonventioner og hilsen på toddlermanér 1327. Toddlerkultur og småbørnspædagogik 137Spædbørnsforskning 137Vuggestue- og børnehaveforskning 138At arbejde med små børn i daginstitutionen 141Støtte eller distrahere børns sociale samspil? 143Fysisk regulering 144Barneindividet og/eller børnefællesskabet 148Småbørnspædagogik med kvalitet 150At opmuntre til (og blive opmuntretaf) toddlerkulturen 153Litteratur 155Stikordsregister 1637

ForordFindes der en særlig kultur toddlere imellem, altså blandtbørn i et- og toårsalderen? Med denne bog argumenterer jegfor at det gør der. Det viser at også de mindste børn hørermed i et børne- og barndomssyn der betragter dem somkompetente, forstående og intentionelle sociale aktører, ikkemindst på de arenaer hvor jævnaldrende er sammen. Set ilyset af dette, og som aktive kropssubjekter, fortjener også demindste børn en sådan indfaldsvinkel for vores forståelse afdet der foregår mellem dem i det offentlige liv som stadigflere af dem lever i daginstitution.I denne bog om toddlerkultur, som bygger på min ph.d.-afhandling med titlen Toddler peer culture. The social styleof one and two year old body-subjects in everyday interaction(Løkken, 2000a), har jeg bibeholdt det kulturbegreb somdengang blev lagt til grund. Her er tale om en indfaldsvinkeltil børnekulturen som ifølge Gulløv (2003) rummeren fare for at gøre børn mere særegne og eksotiske end deer. På trods af at min tilgang kan give indtryk af »tribalisering«af toddlerne, må dette stå sin prøve. Jeg menerdog at det er frugtbart at analysere deres legekultur netopsom særegen og med sin specielle »stil«, sådan som jeg haroplevet det gennem egne og andres studier i vuggestuensoffentlige kontekst. Ud over at være »speciel« har dennetidlige sociale interaktion mellem jævnaldrende også sineuniverselle kendetegn som prototypen på eller den førsteform for menneskelig samhandling.Betegnelserne toddler, toddlerstil og toddlerkultur er i dennesammenhæng uløseligt knyttet til Maurice Merleau-Pontys(1945, 1962) fænomenologi om det levede kropssubjekt, ogdet er på denne baggrund jeg argumenterer for at brugeden engelske betegnelse toddler i en skandinavisk sammen-9

hæng. Dette perspektiv præsenteres og uddybes især i detre første kapitler, som også rummer en oversigt over ogen gennemgang af tidligere forskning i jævnaldrendekulturblandt toddlere, som jeg delvis nyfortolker i lyset afMerleau-Pontys syn på menneskekroppen. De tre førstekapitler har derfor nok et mere teoretisk præg end de trefølgende kapitler om toddlerstilens kvaliteter (4), om hvordansmåbørn skaber deres relationer (5), og om deres humorog hilsemåder i daginstitutionen (6). Selvom det teoretiskeog forskningsmæssige grundlag for bogens tema for noglelæsere måske kan fremstå som en noget omstændelig vejind i vuggestuens levede liv, kan der være grund til at gåfortrøstningsfuldt ind i det. Man vil da bl.a. opleve at detder måske umiddelbart ser ud til at være en særegen kulturblandt toddlere i én bestemt vuggestue, samtidig harlet genkendelige og mere universelle kendetegn på tværsaf forskellige kulturer og situationsbundne kvaliteter. Dethar fascineret mig både som småbørnspædagog og somtoddlerforsker at udforskningen af det sociale liv blandt småbørn kan sætte os på sporet af grundlæggende processer ogværdier ved det at være menneske.Mit mangeårige fokus på jævnaldrendekulturen somden kommer til udtryk i de mindste børns levede liv i daginstitutionen,har også ført til at jeg betragter en småbørnspædagogikmed ensidig vægt på voksen-barn-relationensom halv. I arbejdet med de mindste, såvel som med størrebørnehavebørn, bør fokuset på kvalitetsrelationer mellembørnene hele tiden gå hånd i hånd med et fokus på kvalitetsrelationermellem de voksne og børnene. Først da bliversmåbørnspædagogikken hel.Mit håb er at den synliggørelse af vuggestuens toddlerkultursom denne bog tilstræber, kan gøre det mere logiskog begribeligt at der socialt, kulturelt og samfundsmæssigtset er lige så gode grunde for små børn til at gå i daginstitutionsom der er for større børn. Sammenlignet medmin tidligere bog med titlen Når små børn mødes, som blev10

udgivet på Hans Reitzels Forlag i 1997, er små børns aktivemedvirken i social konstruktion af relationer, fællesskab,leg og kultur mere gennemarbejdet og tydeliggjort i dennenye bog. Det fænomenologiske perspektiv er tilsvarendeuddybet og desuden i højere grad baseret på relevant daginstitutionsforskningend i den forrige bog. Diskussionenaf toddlerkulturens legende kvaliteter (kapitel 4) og humor(kapitel 6) er ny, hvilket også gælder præsentationen af heleundersøgelsen af deres hilsemåder. Bogens præcisering aftoddleres særlige stil i socialt samspil med hinanden og afhvordan de skaber deres relationer, vil forhåbentlig gørebørnene lettere at få øje på og værdsætte i sig selv.Jeg håber at det med kombinationen af både teori ogtalrige eksempler fra vuggestuen er lykkedes mig at nå såvelpraktiserende småbørnspædagoger som forskere – gerne påtværs af fagdiscipliner.Gunvor Løkken11