Mens Læberne udsige Formens "De" - pdf - Odense Bys Museer

“Cum umbra nihil et sineumbra nihil”.VilhelmPedersens illustration til“Skyggen”, o. 1847.H.C.Andersens Hus.distance. H.C. Andersen var stadig et ensomtmenneske, der manglede det nærevenskab.Og her, under arbejdet med selvbiografien,var det, at H.C.Andersen fangede ideen til“Skyggen”. Eventyret har igennem tiderneprikket til grusomt mangeAndersen-forskere,som følgelig har søgt at afkode det og givedet en tolkning. Årsagen til, at eventyret harappelleret til så mange, er givetvis, at detender så uforløst og uden fortrøstning. Ogdet er da også et paradoks, at et sådanteventyr blev undfanget af Andersen, da hanbarslede med selvbiografien, hvor jo altforløses og giver mening. Årsagen kunnevære den, at medens digteren i selvbiografienbeskrev sin professionelle karriere, lodhan den karikere i eventyret, idet perspektivetblev lagt på det personlige gebet oganskueliggjorde poettilværelsens menneskeligeomkostninger: Det at ønske sig et evigtliv som kunstner på bekostning af det timelige,det at hige efter gunst på bekostning af187

kærlighed. Dette dilemma kløver den lærdemand i væsen og skygge – i ædelt og nederdrægtigt,og dog omvendt i intet og skygge:For den lærde mand tilintetgøres til slut af sinskygge.Det elegante i eventyret består i den måde,hvorpå associationen eller symbolstoffet,der henholdsvis knyttes til den lærde mandog hans skygge, begynder at dementere sigselv. Den ædle sag knytter sig til “intet”,hvor nedrigheden knytter sig til “skyggen”.Og skyggen er – om end ikke meget – sådog alligevel noget mere end intet; denvinder alt. Dette er en uretfærdighed, derikke kan løses. Eventyret evner det ikke,skønt det netop er i denne genre, at det mirakuløseog den højere retfærdighed plejerat træde i kraft og karakter. Men i “Skyggen”er der ingen udfrielse. Uretten herskerover den ædleste hensigt – “Skal vilæse Historien om forfra igjen? - Den bliverikke anderledes”, som H.C. Andersenskriver i eventyret om sneglen og rosenhækken.Så kan man tænke over det! – ogom hvad eller hvem “Skyggen” så end er.Dét gjorde Johannes Marer også, men somden eneste spurgte han digteren selv, derdiskret pegede hen på Edvard Collin ogsagde:“Det er ham dér!”De to mænd,Andersen og Collin, i sammerum og nærvær; venner og fostbrødre, mendog hinanden fjerne og ubekendte i – densociale og emotionelle verdens – tid ogrum. Denne samhørighed og fjernhed genkendervi i eventyrets lærde mand og hansskygge, som han frisætter for at aflure poesien.Da skyggen mange år efter har voksetsig til skikkelse, opsøger den “sin herre”, defår sig en fortrolig snak, og skyggen nødersin gamle herre på en rejse til et kurbad. Dakommer vendepunktet i historien:“Den lærde Mand … sagde … til Skyggen:‘davi nu saaledes ere blevne Reisekammerater, somvi er det og vi tillige ere voxne op fra Barndommensammen, skulle vi saa ikke drikke Duus,det er dog mere fortroligt!’‘De siger noget!’ sagdeSkyggen,som jo nu var den egentlige Herre.‘Deter meget ligefremt og velmeent sagt, jeg vil væreligesaa velmenende og ligefrem. De, som en lærdMand, veed vistnok hvor underlig Naturen er.Somme Mennesker kunne ikke taale at røre vedgraat Papir, saa faae de ondt; Andre gaaer detgjennem alle Lemmer, naar man lader et Sømgnide mod en Glasrude; jeg har ligesaadan enFølelse ved at høre Dem sige Du til mig, jeg følermig ligesom trykket til Jorden i min første Stillinghos Dem. De seer at det er en Følelse, det erikke Stolthed; jeg kan ikke lade Dem sige Du tilmig, men jeg skal gjerne sige Du til Dem, saa erdet halve gjort!’”Skyggemotivet var ikke Andersens egenide. Skyggehistorier hører til menneskekulturensur-myter, men H.C.Andersen pegedebevidst i sit eventyr hen på en bestemtforfatter, nemlig Chamisso og dennes PeterSchlemihls wundersame Geschichte [1813],188

hvor hovedpersonen sælger sin skygge tildjævlen for at komme i besiddelse af Fortunatus’pung. H.C.Andersen kendte oveni købet Adelbert von Chamisso. På hansførste udenlandsrejse i 1831 var et mødemed denne store tyske forfatter faktisk et afdigterens rejsemål. Med et introduktionsbrevfra H.C. Ørsted lod han sig anbefalefor den berømte digter, der venligt tog sigaf ham og introducerede ham for cirklernei Berlin. H.C.Andersen overrakte Chamissosine Digte, og allerede året efter havdeChamisso oversat og publiceret en lillehåndfuld af disse, og Chamisso lod dem endogindgå i sine egne Gedichte, 1834. Mødetmed Chamisso fandt sted den 12. juni1831. I dagbogen skrev H.C.Andersen:“Chamisso, var en høi, stærktbygget magerMand; en graabrun Schlafrok og lange graaeLokker, et godmodigt Ansigt; han lignede enEremit fra Ørkenen; der var en stor Børnevrimmel;han sagde at det var ingenTid for en Digterat blive læst i,Verden handlede!”Den 60 år gamle Chamisso havde ikkenoget lyst syn på digtervilkårene; ved afskedenskrev han et lille digt til Andersen,hvori samme digtersmerte kommer til udtryk:“Verden handler og ingen låner digterenøre.” Denne tanke genfinder vi også ieventyret om skyggen: “‘Ak!’ sagde denlærde Mand, ‘jeg skriver om det Sande ogdet Gode og det Skjønne, men Ingen brydersig om at høre Sligt, jeg er ganske for-Ombra della sera. 2300 årgammel etruskisk votivstatuettei bronze. Statuetten, der måhave inspireret Giacometti, kantolkes som menneskets skygge iden lave aftensol. Originalenmåler 57,3 cm og kan ses påMuseo Etrusco Guarnacci iVolterra.189

tvivlet, for jeg tager mig det saa nær!’‘Mendet gjør jeg ikke!’ sagde Skyggen, ‘jeg bliverfeed, og det er det man skal see at blive! jaDe forstaaer Dem ikke paa Verden.’”Hvoraf kom den bitterhed, som H.C.Andersen via Chamisso gav udtryk for, oghvorfor skulle Edvard Collin spille en rollederi? Svaret er at finde i dagbogen undersamme dato som notitsen om mødet medChamisso er indført. Her står der: “HosFreund fandt jeg et Brev, fra Eduard; gik atopsøge Horn og Chamisso” – og det er brevetfra Edvard, man skal rette opmærksomhedenpå.Da H.C.Andersen tiltrådte sin første udenlandsrejseden 16.maj 1831,havde han ikkeblot tandpine, men også hjertesorger.Riborg Voigt var navnet på digterens hjertetyv.Han havde mødt hende sommerenforud og forelsket sig stærkt i hende, skønthan senere blev klar over, at hun alleredevar forlovet. På trods af denne ulykkeligekendsgerning, dristede H.C. Andersen sigtil at skrive hende et frierbrev, hvori hanerklærede:“Alt kan jeg blive ved Dem! jegvil arbeide og gjøre Alt, hvad De og DeresForældre kan forlange af mig! De er minenesteTanke, mit Alt …” Men kærlighedenvar uden håb og fremtid. Efteråret og vinteren1830/31 havde derfor været en frygteligtid for den romantiske digter, der tilmedi julen måtte se sig latterliggjort somdigter i den anonymt nyudkomne, voldsomtpopulære bog Gjengangerbreve. Iforåret 1831 blev hans elskede Riborg vietom onsdagen den 27. april. Så stærk varAndersens kærlighed og sorg, at han to årefter under sin dannelsesrejse i sin almanaklørdag den 27. april 1833 noterede: “(enOnsdag). 1831. Brylluppet.”To uger efter Riborgs bryllup var digterensåledes tiltrådt sin første rejse, og fraHamborg sendte han sin første “Brevdue”– til Edvard:“Jeg vil vist have særdeles godt af denne Reise, ihvor kort den er jeg trængte saa uhyre til Adspredelse,for ikke at blive en sygelig eensformigDichter, og jeg var og er endnu slemt paa Veiedertil. De har vistnok følt hvorledes mit Humeurhar været i denneVinter, to Gange har jeg væretpaa Veie til at betro Dem Grunden til minSmerte, men – ja jeg kan ikke gøre veed det –jeg blev dog skremmet derfra, jeg frygtede for atDe maaskee ikke vilde optage det saaledes, somdet er; troe ikke at Gjenangerbrev[e]ne ellerRecensenters Strænghed har nedkuet mig …”H.C. Andersen havde brug for at kunnebetro sine sjælesorger til sin ven,men i datidensDanmark var det ikke passende i etvenskabeligt forhold at tilnærme sig hinandenpå så intim vis.Dertil fordredes en ganskebestemt omgangstone, og derfor lyderdet videre i brevet:“Af alle Mennesker, er De den jeg [i] enhverHenseende betragter som min retteVen, vær mig190

altid det kjære Collin, jeg trænger virkelig til etaabent Hjerte … kun De, er den, jevnaldrendejeg ret kan føle mig bunden til. Jeg har ogsaa enBøn til, De vil maaskee lee, men vil De engangret glæde mig, ret give mig et Beviis paa DeresAgtelse – naar jeg fortjener den – saa – ja Demaa ikke blive vred! – Siig Du til mig! mundtligtvil jeg aldrig kunde bede Dem derom, detmaa skee nu, nu medens jeg er borte; har Denoget derimod, saa tal aldrig til mig derom, jegvil, naturligviis aldrig yttre det mere! I Deresførste Brev jeg nu faaer, vil jeg see om De harvilde glæde mig, og jeg drikker da Deres Skaalder og det ret af Hjertet. – Er De vred? – Dekan ikke tro, med hvilket bankende Hjerte jegskriver dette, skjøndt De ikke er her. Men nuikke mere herom.–”I Braunschweig postede H.C. Andersen sitbrev den 24. maj, og allerede fire dage efterlå det på Edvards skrivebord ved siden afdet brev, han var i færd med at skrive:“De skriver, at jeg vist har mærket, hvorledesDeres Humeur har været i denneVinter; det harjeg; at De ikke har betroet mig Grunden dertil,kan ikke fortryde mig, hvis Hemmeligheden er afden Natur, som jeg har antaget; troe ikke, at jegvil opfordre Dem til at betroe mig denne; De vilselv bedst kunne føle, hvorvidt det er rigtigt, atden meddeles Andre; der ere Hemmeligheder,forekommer det mig, som ere af en saa fiin Natur,at de ikke kan betroes til noget Menneske;men vær ogsaa forvisset om, at hvis Deres Sorgkan betroes Nogen, da vil De i mig finde denVen, der trøster ei med Grunde men med Medfølelse.Og denne Overbeviisning veed jeg vistDe har”,lyder det forbindtligt i Edvard Collins svarbrev,men den følgende passage måtte mereend skuffe:“Jeg kommer nu til et Punkt i Deres Brev, som –hvorledes skal jeg gjøre mig ret forstaaelig for Dem,kjæreVen. – Med Grunde kan jeg ei overbeviiseDem, thi Grunde lade sig maaskee her ei anføre,men De troe mig som DeresVen paa mit Ord,Demaa være fast overbeviist om,at der er etTræk i minCharacteer, som jeg her med Sandhed udfolder forDem.Kun da vil det være mueligt,at jeg ei blivermisforstaaet af Dem, det jeg frygter saa meget for.Det er altsaa mit Sindelag med Hensyn til at viskulle sige“Du”til hinanden,som jeg vil udfoldefor Dem. Som sagt, Andersen, troe mig paa mitOrd,at jeg taler ærligt! Naar i et muntert Selskabmellem Studenter etc.En siger til mig,om vi to skaldrikke Dus, da siger jeg Ja, deels af Mangel paaOverlæg i det Øieblik,deels for ei at fornærme detMenneske,som derved troer at komme i et venskabeligereForhold til mig; kun eengang veed jeg, atjeg, efter at have ved en saadan Leilighed drukketDus med et ungt Menneske efter hans Anmodning,har bagefter efter modnere Overlægbestandig vedblevet at sige “De“ til ham; og, hvorOndt det gjorde mig at fornærme dette Menneske,har jeg dog aldrig fortrudt det siden; og hvorforgjorde jeg det,? det var et Menneske, jeg havdekjendt i længereTid og som jeg holdt meget af;? dervar nogetVist i mit Indre, som jeg ei kan forklare,191

der drog mig dertil. Der ere mange Ubetydeligheder,som Mennesker have, jeg troer, en medfødtAfskye for; jeg har kjendt et Fruentimmer, derhavde en saadanAfskye for graat Papiir,at hun fikOndt, naar hun saae det; hvorledes skal manforklare det. – Naar jeg derimod længe har kjendtet Menneske,som jeg agter og holder af,og han tilbydermig at sige:“Du”, da fremkommer denneubehagelige uforklarlige Følelse hos mig. Jeg erindrerat Justitsraad Wiborg har fortalt mig, at daBaggesen, med hvem han længe havde levet i etnøie og venskabeligt Forhold, proponerede ham atsige: “Du”, da paakom der ham herved en saaubehagelig Følelse, at han næsten fik noget imodBaggesen; herved vil jeg naturligviis ei sige, atForholdet mellem Os vilde blive et saadant somdette, ei heller vil jeg sammenligne Dem medBaggesen thi efter hvad jeg kan dømme om ham,kunde han aldrig være noget Menneskes sandeVen; dertil var han for meget Egoist. – MineDusBekjendtskaber skriver sig for det meestefra mine Drengeaar, deels fra saadanne muntreØieblikke, der ei levne Tid til Overveielser deelsogsaa fra,at jeg har generet mig for at undslaae mig;men just herved viser jeg Dem min Oprigtighed forDem, idet jeg, hellere end at skjule mig for Dem,udlader mig saaledes for Dem som jeg her har gjort,hvor jeg saa let kan misforstaaes. Men nei Andersen!De vil ikke misforstaae mig! Og hvortilskal denne Forandring i vort Forhold? Er det forat give Andre et Tegn paa vort venskabelige Forhold?Det vilde være overflødigt og os begge ligegyldigt;og er ikke nu vort Forhold saa behageligtog os begge saa nyttigt? hvorfor da begynde detunder en forandret Form,en Form som vel i og forsig er noget Ubetydeligt,men som jeg,som sagt,haren ubehagelig Følelse for; jeg tilstaaer jeg er enSonderling i denne Henseende. Men ligesaa vistsom det har bedrøvet mig,at denne Materie skuldekomme paa Bane, ligesaavist er det at Forholdetmaa blive saaledes som De ønsker,hvis det ikke ermere end en blot Idee af Dem, for krænke Dem,ved Gud, det vilde jeg ikke. Men endnu eengangAndersen! hvorfor skulde vi foretage en saadanForandring. Lad os nu ikke tale meer derom, jeghaaber vi ville begge glemme denne gjensidigeMeddelelse;naar De kommer hjem er jeg i Jylland;vi sees da ikke førend tilVinteren. – At blive vredfor Deres Anmodning, derom kunde Talen aldrigvære; jeg misforstaaer ikke Dem, gid De heller eimaae misforstaae mig.”Det var denne ordlyd, H.C.Andersen fandti Edvards brev, som han modtog i Berlin ijuni 1831. Den lille anmærkning i dagbogenstår i grel kontrast til den bitre ydmygelse,digteren måtte have følt. H.C.Andersen var i forholdet til Edvard Collinden ældste, de var begge akademiske borgereog dele af samme kreds. Derfor måtteafvisningen af dus-broderskabet have såretdigteren umådeligt. På den anden side måman sige, at H.C. Andersens bøn var ubehageligtpågående – netop fordi bønnenblev fremsat via et brev og derfor krævedeet skriftligt svar, – ja, måske anede H.C.Andersen ligefrem en distance i sit venskabsforholdtil Edvard Collin og ønskedefølgelig en redegørelse. Skrift er tungere ogmere bindende end tale, men H.C.192

Andersen fik sin redegørelse for afvisningen,som jeg i det ovenstående citat gengavi sin fulde ordlyd. Og læser man Collinsafvisning, undres man ikke så lidt. For fuldtud ærlig synes den rigtignok ikke at være.Til at begynde med forsikrer Edvard Collinsin ven om, at denne nok kan betro sig sinsorg til ham og i dette finde trøst og medfølelse,men samtidig lader Edvard Collinforstå, at det ikke kan finde sted i et dusbroderskab.Forklaringen til dette var særdelesbesynderlig, da den begrundede sig iet karaktertræk, noget indre, en medfødtafsky for ordet “du”, en ubehagelig følelse– noget uforklarligt.De dus-bekendtskaber,Edvard Collin havde, forklarede han, stammedefra barneårene, fra opløftede, muntrelejligheder, eller fra situationer, hvor det atundslå sig var for ubehageligt. Med dennenoget diffuse forklaring, lod Collin Andersenforstå, at et fortroligt venskabeligt forholdegentlig var i sikker havn, sagde deblot“De”til hinanden.Skulle man fælde endom over denne forklaring,måtte den lyde:usandsynlig og usandfærdig. I eventyret“Skyggen” finder vi Edvards ord gengivetkunstnerisk bearbejdet: den forblommedeafvisning, men også den falske imødekommelseaf det fortrolige forhold:“‘De seer atdet er en Følelse, det er ikke Stolthed; jegkan ikke lade Dem sige Du til mig,men jegskal gjerne sige Du til Dem, saa er det halvegjort!’”H.C. Andersen reagerede nobelt på afvisningen,men hans kommentar røber også enforståelse af sagens rette sammenhæng:“ – nei, jeg misforstaaer Dem ikke, jeg kanikke engang blive bedrøvet, saa ærligt Deudfolder Deres Hjerte for mig;gid jeg havdeDeres Characteer,Deres hele jeg;o,jeg følernok, hvormeget jeg i mange Henseenderstaaer under Dem! men vær mig altid, hvadDe nu er, min sande, maaskee, ærligsteVen,jeg trænger virkelig dertil“, lyder det i detfølelsesladede svarbrev fra Berlin, hvor formuleringenforsigtigt insinuerer, at afvisningenintet andet skyldes end standsforskel:“jeg føler nok, hvormeget jeg i mange Henseenderstaaer under Dem!” Der er ingentvivl om,at H.C.Andersen følte sig uretfærdigtfornedret – alene det, at han 15 år efterskrev sit dystre eventyr, hvor motivstoffetskønt sin poetiske bearbejdning alligevel såklart lader sig bundfælde i en skarp erindring,taler derfor. Men digteren havde joogså på dette tidspunkt, da han skrev sineerindringer,spændt sin i forvejen formidablehukommelse til det yderste.Forsmædelsen gav digteren udtryk for medstigende indignation livet igennem, i begyndelsenmed underdanig beklagelse:“De skrev engang, da jeg blev for fortrolig, at deMennesker der vilde sige Du til Dem fik De enuforklarlig kold Følelse imod; De veed det var etHjertes Udbrud af mig, et længe næret Ønske,at jeg kom frem med det, kan dog ikke have gjort193

at De nu føler noget hos Dem, der gjør De ikkekan møde mig saaledes som jeg vilde?” (2. november1831).Senere med accept:“Ja, nu føler jeg det ret levende, vi vil og skalaltid blive gode Venner, om vi ikke i Ord sige“Du” saa skal vi det dog i Hjertet; og De skalnok faae Glæde af mig!” (3. juli 1832),“Det at De afslog mig at sige Du til mig, grebmig saa dybt, at jeg nu tvivlede om at De igrundenikke havde andet end Interesse for mig. Jegtroede at De forud saae at det iTiden vilde genereDem i den Stilling De kom, mod mig, at vivar Du, og det har i 2 Aar piint mit Hjerte, jegvil ikke skjule det, men nu tænker jeg ganskeanderledes, det var ogsaa ondt af mig, vær ikkevred derfor!” (24. april 1833),dernæst med harme:“Med et Barns heleTillid bød jeg Dem mit broderligeDu og De afslog mig det! Da græd jeg ogtaug, altid har det siden staaet som et aabentSaar, men just min Blødhed, min halve Kvindelighed,lod mig hænge fast ved Dem, da komjeg til at see saa mange andre herlige Egenskaberhos Dem at jeg maatte holde af Dem og huskepaa at det dog kun var en lille Feil hos saa megetgodt.– Misforstaae mig ikke Eduard! nu er detmig der maa bruge denne Yttring De saa oftegiver mig!” (24. september 1833),og til sidst lakonisk og med brod:“Enten vi nu i denne Verden sige De eller Dutil hinanden, enten De bliver Statsmenister ogjeg kun slet og ret Hr H.C.Venner ere vi, saatrofaste og hinanden hengivne, som Vennerkunne blive …” (24. juni 1836),“Menneske, som jeg skriver De til, det er dog iGrunden et affecteert Forhold, min Følelse aldelesimod – men nok derom. De vil jo ogsaa væreoriginal!” (2. juli 1844),“… jeg Deres ubetydelige Ven, som De var forfornem til at vilde sige Du til den Gang! – Janaar jeg engang bliver Etatsraad og faaer en Søn,skal denne ogsaa sige nei til Deres Jonas naarhan vil dutte, dersom De da kun er Justitsraadendnu. Det er Sludder! siger De. Men lidt Sludderskal der være i et godt Brev!” (26. april1846),“… De for fornem til at ville sige Du til mig –føi! – jeg kunde næsten være forfængelig til noken Gang at sige:Eduard skulle vi sige Du og Desvarer, som jeg har ladet min Skygge svare.” (27.juni 1847).Men måske stærkest kommer H.C. Andersentil orde i et brev til Edvard Collinshustru, Henriette Collin, fra 3. oktober1865, som digteren dog ikke nænnede atsende afsted. Det blev fundet blandt hansefterladte papirer og lyder bl.a.:“Da jeg for sexten Aar sidst var her [i Sverige],sagde den gamle høitstillede Herre [den svenskefriherre og digter Beskow], med de mange Ordener,Andersen, vi maa sige Du til hinanden,jeg blev yderlig forlegen, men maatte gaae ind der194

paa. Jeg havde en Sky derfor; De veed DeresMand afslog mig det, da jeg i ungdommeligHengivenhed for ham bad der om, og da jeg saaederi et Livs Moment! han vilde det ikke, mendrak paa samme Tid Duus med den megethæderlige Hr Papirshandler Wanscher, aldrig harjeg glemt det – – at jeg endnu skriver det ned,bør smigre ham; Just i aften er jeg kommet til attænke derpaa, ved den Betydning Beskov lagdei hans og mit broderlige Forhold og hvor langtanderledes er det ikke mellem Deres Mand ogmig, uagtet vi ikke sige Du. Han er mig saa kjærendnu, som da jeg [i] ham saae en Søn af denmægtige Collin og jeg var den fattige AndersenDe alle turde sparke til, spøtte paa! Hvorfor skriverjeg nu dette! og til Dem, som jeg slet ikke vilsige noget Uvenligt Dem jeg ærer og skatter!men naar jeg løftes rigtigt høit, bæres op mellemMænd man bemærker, kommer hele Fortidensaa forunderlig frem, jeg føler hvor Intet jeg eruden Vorherre, men jeg føler dertil hvor tidt, atMenneskene ikke her vilde erkjende GudsNaade for mig og da blusser det op i mig.”Det, som H.C. Andersen reagerede såskarpt over, var, at han ikke blev accepteret.Han var ikke “fin” nok; hans sociale herkomstsamt hans sociale ståsted anno 1831var for ringe, og det var derfor upassendefor sønnen i det collinske hus,om han i denformelle og repræsentative omgang sagde“du” til digteren. Edvard Collins væmmelseved du-formen gjaldt således Andersen,men ikke borgersønnen Wilhelm Wanscher.I H.C.Andersen øjne var denne forskelsbehandlingklart socialt motiveret.“Verden er Løgn og Forfængelighed”, 2mente digteren, der i ånden så den sandeadel. Den lærde mand i “Skyggen” er repræsentantfor denne åndens adel, mendesuagtet går han til grunde. Som personfølte H.C. Andersen sig livet igennemklemt mellem byrd og stand: “Hos FruScavenius var jeg til Middag … de ungeMennesker … talte frejdigt og flot, om ‘Pøbel’og ‘Studenter’, jeg følte mig som iBrakvand …” 3Dus-historien om Andersen og Collin eren stor fortælling om 1800-tallets Danmark,en skæbnehistorie om høj og lav, omstandsprivilegier og social arvesynd. Det erogså historien om Danmarks største digter,hans livslange ensomhed og “brakvandstilværelse”.Men det er samtidig en historie,der vedrører og taler til følelserne, og imuseumssammenhæng kan den være nokså svært at fortælle, hvis man ikke har engenstandsside til fortællingen. Det er ikkelængere tilfældet for Odense Bys Museer,for i 2006 lykkedes det – fuldt finansieret afAugustinus Fonden – at erhverve et yderstinteressant dedikationseksemplar fra H.C.Andersen til Edvard Collin. Der var taleom H.C. Andersens digtcyklus Aarets tolvMaaneder tegnede med Blæk og Pen, derudkom i december 1832. På indersiden afomslaget har H.C.Andersen skrevet:195

“Den hengivneste af Vennerne”. H.C.Andersens “Aarets tolv Maaneder” med dedikation til vennen Edvard Collin, den 15. december 1832.196

Eduard CollinVort Venskab, Eduard, er selv PoesieMed Formen,- og dog sandt Gehalt deri.Vi kjende dybt hinandens Sjæl og Tanker,Vi dele vil hinandens Lyst og Vee,Og Hjertet trofast imod Hjertet banker,Mens Læberne udsige Formens “De”.- For Poesien i vort Jordelivs Nu,Vi takke hist med - Broderkys og Du.Den hengivneste af Vennerneden 15 December 1832En bedre museumsgenstand kan mannæppe ønske sig. En forfatters boggave tilsin ven med et dedikationsdigt, der beskrivervenskabet som dybt, medfølende ogforstående, men dog som kunstigt distanceretpå grund af formens “De”. Efter jordelivet,skriver H.C.Andersen, hersker der enanden omgangsform, for der mødes manmed broderkys og “du” – dér i det hinsides,hvor alle er lige forVor Herre.Noter1. Mit Livs Eventyr, revideret tekstudgave ved H. Topsøe-Jensen, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, Kbh.1951; kap.VI, p. 172.2. H.C.Andersens DagbøgerVI, p. 136; .den 14. oktober 18643. H.C.Andersens DagbøgerVIII, p. 18; den 8. februar 1868197