Kort arbejdsuge - lang weekend - CO-industri

Af Ingrid PedersenFoto Karsten WeirupsammeVALGT PÅ ARBEJDSPLADSENEt helt liv på sammeBodil Petersen har tilbragt hele sit arbejdsliv på Unomedical. I de senesteog hun var med i Malaysia, da kollegerne der kæmpede for retten til at mplads, men hun bliver til den sidste dag.Da Bodil Petersen fik sit første arbejde,forsøgte hun længe at gemme sig for tillidskvinden.Hun vidste godt, at det var et kravpå arbejdspladsen, at hun blev meldt ind iKvindeligt Arbejderforbund, men hun syntes,de hårdt tjente penge kunne bruges pånoget bedre end kontingenter.Hun var 14 år, og en dag måtte hun meldesig ind. 16 år senere blev hun selv den, denyansatte muligvis forsøgte at skjule sig for.Da blev hun selv valgt som tillidsrepræsentant.Det skete i 1985, og selv om hun kommermed forklaringen om, ’at der ikke varrift om pladsen’, da den forrige ønskede atholde op, lægger hun ikke skjul på, at hungerne ville vælges.- Jeg syntes, det var en spændende udfordring.Jeg var ung og havde ingen børn, såjeg syntes, jeg havde meget at bidrage med,fortæller hun, og efterhånden som hun kompå G1 og G2 og andre kurser for tillidsrepræsentanter,blev hun mere og mere grebetaf det. Et par år senere adopterede hunog hendes mand en datter, men posten somtillidsrepræsentant holdt hun fast ved.Bodil Petersen er stadig på sin første arbejdsplads,og hun fejrede 50-års fødselsdag samtidigmed, at hun fik at vide, at hun i løbetaf et par år skal ud og finde sig et andetarbejde. Unomedical flytter hendes og 449kollegers arbejde til Slovakiet, fordi arbejdskraftener meget billigere der. Måske tagerhun mod tilbuddet om at tage med i en periodefor at lære de kommende kolleger op.Det har hun ikke besluttet endnu.Nej til HundestedMen hun tager ikke imod tilbuddet om etjob i Hundested, hvor firmaet opretholderen produktion. Det er for langt væk fra detliv, som er hendes: Venner, familie, kommunalbestyrelsen,datterens ridesport, bestyrelsesposteni 3F’s afdeling i Køge – og allede gamle kolleger, som hun ganske vist ikkelængere skal se dagligt, men som hunalligevel håber at holde kontakt med.Hun regner med at blive til virksomhedenlukker og slukker. Det synes hun er en del afansvaret som tillidsvalgt, for hun ved godt,det bliver en hård tid. Det er det allerede, forhver gang en kollega har fået nyt arbejde,bliver der et tomrum, og så er der brug forat trøste hinanden.Hun ved også, at det er urealistisk at tro,hun nemt kan få et job, for cv’et ser lidttyndt ud, når man har været på sammearbejdsplads i 37 år og gik ud af skolen efter8. klasse. FIU-kurser, omstillingsparathed,engagement i kollegernes og arbejdspladsensvelfærd tæller ikke rigtigt.- Jeg er da meget i tvivl, om jeg overhovedetskal fortælle, at jeg har været tillidsrepræsentant.Mange arbejdsgivere synes bestemtikke, det er noget plus, indrømmer hun.Men et nyt arbejde vil hun have, når tidenkommer.- Globaliseringen er ikke til min fordel. Detkan godt være, at de siger, jeg kan købe billigeretøj og ting, men jeg ville hellerebeholde min arbejdsplads og mine kolleger,siger Bodil Petersen.- Jeg har også svært ved at se dem, der skalovertage vores arbejde, som kolleger. Formig er de konkurrenter, men det ændrer sigmåske, hvis jeg vælger at tage med ned oglære dem op, indrømmer hun og tilføjer,at hun i det mindste håber, de får nogle arbejdspladser,hvor sikkerhed og sundhed eri orden, så de ikke skal konkurrere på et forringetarbejdsmiljø.Med i MalaysiaUnder alle omstændigheder synes hun, fagbevægelsenskal gøre en større indsats for atforhindre, at arbejdspladserne flytter tildårligere forhold, og hun var selv med til atrejse sagen om sin egen arbejdsplads, der,mens den hed Mærsk Medical, nægtede deansatte på fabrikken i Malaysia ret til atvære medlem af en fagforening efter egetvalg.Sammen med en gruppe kolleger og AIF,Arbejderbevægelsens Internationale Forum,besøgte hun fabrikken i Malaysia.- Den var nøjagtig som vores, pæn og ren.Men der manglede udsugning, selv om de