Når jeg kommunikerer... - Servicestyrelsen

Kommunikationsstøtte for
mennesker uden verbalt sprog
For mennesker, der ikke har et verbalt
sprog og samtidig har begrænsede fysiske
udtryksmuligheder, er kommunikationen
ekstra svær. For hvordan kan den anden
vide, at når personen blinker med venstre
øje, betyder det ja? Hvordan skal man overhovedet
komme i gang med samtalen? Ofte
skaber det manglende fælles sprog en så stor
usikkerhed, at begge helt afstår fra at tage
kontakt.
Her ligger en faglig udfordring som støtteperson.
Som støtteperson har du både en
forpligtelse til og en mulighed for at støtte
personens kommunikation. Men det kræver,
at du selv kender personens sprog, og dermed
kan fungere som tolk eller formidle din
viden til andre. Og mange støttepersoner oplever
selv stor usikkerhed, når de skal tolke
personen.
I det følgende præsenteres du for forskellige
metoder til at få mere viden om en person og
dennes sprog. En viden der er afgørende for
at udvikle et fælles sprog, så kommunikationen
kan lykkes. Et fælles sprog, hvor I begge
eksempelvis ved, at et blink med øjet betyder
ja, og at personen med verbalt sprog helst
skal stille ja/nej spørgsmål. Og at I ved noget
om hinandens liv og baggrund, så det er lettere
at fortolke hinanden. Kommunikation
er et samspil, hvor begge har et ansvar for, at
kommunikationen lykkes. Og det kræver, at
begge tør bevæge sig ud i det ukendte og er
nysgerrige på hinandens sprog.
9