en verden i gæld14 - Danske Bank

20 Globalt perspektivFortsat fra forrige sideMen der er også andre strømninger. Der er trods alt folk idet danske samfund, der netop efterspørger en højnelseaf kvaliteten i medierne og mindre dele af medierne tørindimellem godt udfordre de traditionelle tankemønstreog systemer. Så hvem eller hvad er det, der holder os ”nedei mudderet”, hvem eller hvad står bag den overordnedemeningsdannelse?Der er jo ikke tale om nogen sammensværgelse. Det er tale omet broget felt af aktører, folk der på den ene eller anden mådehandler i offentligheden, og som tilsammen skaber denne situation.Det er jo medieredaktionerne, som skal have seere, læsereog lyttere til deres produkt. For alle kommercielle aktører er deteneste saliggørende, at man får tilstrækkelig volumen af modtagere.Men public service-medierne og de dele af dagspressen,der er publicistisk orienterede, dvs. at de ikke bare vil sælge papirmed sværte på, men mener, at de har en rolle i forhold til offentligheden- dagspressens variant af public service-forpligtelsen- de går så at sige på to ben. Samtidig med, at de forsøger atvaretage rollen som 4. statsmagt, er de i konkurrence med dem,der eksplicit er på jagt efter seertal. Der er simpelthen en dynamikder, som man ikke kan negligere. Hvis du spørger hver enkeltmedarbejder på et public service-medie, så er der formentligikke nogen af dem, der synes, at den udvikling vi taler omher, er god. Men i de konkrete beslutninger, de træffer, er de alligevelmed til at skubbe på den med henblik på, at deres egetmedie skal overleve.Så er der politikerne, som i tiltagende grad også appellerer tilvælgerne som kunder i en butik snarere end som samfundsborgere.Det har at gøre med den udvikling, der har været i hele detsamfundsmæssige grundlag for at føre politik. Det handler om,at hvis man ønsker en samfundsudvikling i det spor, vi længehar befundet os i, og som hele EU også tegner, så er der sådanset ikke særlig mange muligheder for at foreslå genuine alternativer.Så er den politik, der skal føres på det økonomiske område,på spørgsmålet om velfærdsordninger osv., langt hen ad vejenallerede lagt fast. Skærer vi selvprofilering og retorik væk,så er der ikke den store forskel på Socialdemokratiet og Venstre:det er nogenlunde de samme varer, de har på hylderne, hvad destørre, vigtige ting angår. Og hvad vinder man så valget på, hvisman ikke kan fremlægge med en politik, som er original? Så kørerman personsager på modparten, man stiller op til Vild meddans, eller hvad man nu kan finde på for at opnå en opmærksomhedi offentligheden, som mange vælgere så forhåbentlig vilkunne forbinde deres egne umiddelbare lyster med. Man skal ihvert fald ikke stille sig op og sige, at nu skal I tage jer sammen.At nu får I ikke så meget i pension eller andre offentlige ydelser.Så er du helt sikker på, at du ikke bliver valgt. Heller ikkeselv om du kan argumentere godt for, at vi i virkeligheden leverpå fremtidige generationers bekostning og er godt i gang med atødelægge det globale klima. Så i politik handler det også om attage de populære ting frem.Men hvori skal vi så finde vores håb om meresamfundsbevidste og ansvarlige borgere, politikere,meningsdannere og medier?Ja, det er jo et rigtig godt spørgsmål. Det har jeg selvfølgelig hellerikke en patentløsning på, men vi kan jo håbe, at så mangesom muligt tager ordet i offentligheden og diskuterer disse ting.Krisen, vi stadig befinder os i, byder på nogle muligheder for attage hul på nye debatter og alternativer, eurokrisen er jo højdramatisk.Man kunne håbe, det havde sideeffekter i form af kritiskselvrefleksion, for meget af det, der hvirvles op, viser, athele projektet er kørt elitært uden om en bred demokratisk debat.Men der er ikke nogen automatik i, at det fører til selvbesindelse.Der skal opstå en politisk vilje i samfundet til, at det skalforandre sig.Hvis du kunne sætte dig på enevældets trone meduindskrænket magt, hvordan ville du så påvirke udviklingen?Hvis du udstyrer mig med sådan en magt, så ville jeg først ogfremmest sætte ind i skolen og uddannelsessystemet og genereltopprioritere fag, som tager væsentlige samfundsmæssige debatterop og træner børn og unge i at tænke sig selv som deltagendesamfundsborgere. Man skal ikke overvælde børnene medskrækscenarier og problemer, de ikke kan overskue (”atomkrigenstår for døren!”, ”vi lider alle varmedøden!”), men en tidligog vedholdende opdragelse af børn og unge til at se sig som enforpligtet del af et større samfund, og forstå, at det er rigtig fintat man har ressourcer til at stille mange af sine behov, men at altikke kun er til for en selv.Den anden ting ville være at forpligte medierne på deres offentligeansvar og på at fremme en mere kvalificeret samfundsdebat,ikke i form af indgreb i redaktionel frihed, men forpligtelsepå en højere grad af kritisk og selvkritisk dialog end vi seri medierne i dag.Til slut. Under 2. verdenskrig var fjenden klar og tydelig- der var noget at kæmpe for - ligesom fjenden vartydelig under den kolde krig. I dag har vi problemer somoverfiskeri, ressourcemangel, forurening - synlig og usynlig,overbefolkning, aldrende arbejdsstyrker, kollapsendeøkosystemer, global opvarmning osv. Er forklaringen på, atde fylder så lidt i den offentlige debat, at det er for svært atforholde sig til sådanne problemer?Det er jo store spørgsmål, men hvis jeg skal give et bud, drejerdet sig først og fremmest om kombinationen af på den ene side,at der er tale om meget komplekse problemer, som kræver analyseog ofte forekommer uhåndgribelige og fjerne (”isen smelterpå polerne”, ”ozonlaget er truet”) i forhold til hverdagens erfaringer- de trænger sig med andre ord ikke på med samme konkreteuomgængelighed som f.eks. en udefrakommende fjende.Og på den anden side, at en seriøs beskæftigelse med disseproblemer ville pege på os selv og vores egen livsform som ”fjenden”- og den tanke er der ikke så mange, der har lyst til at tænketil ende. Så så længe det går, lader de allerfleste stå til. Man kunnemene, at det er politikernes opgave at gå i front og tackle delangsigtede problemer, samfundet står over for - men de tør ikkeaf frygt for ikke at blive genvalgt. Det er ikke en munter diagnose,men jeg er bange for, at den har fat i noget centralt. Det betyder,at der næppe vil ske store ændringer, før det fremstår somindlysende nødvendigt for alle, at vores livsform, vores brug afklodens ressourcer m.m. i et eller andet omfang må lægges om.