en verden i gæld14 - Danske Bank

10 Finans & ØkonomiFortsat fra forrige sidevelfærdsstaten, protektionistiske politikker, massiv låntagningbeskyttede Storbritannien fra den internationale konkurrence.Systemet blev sklerotisk.Tyskland var derimod næsten helt ødelagt af krigen. Det gavlandet en chance for ikke blot at genopbygge den fysiske infrastruktur,men også at revidere landets antikverede arrangementerog institutioner. Nederlaget gjorde det muligt at stille spørgsmålved alting og genopbygge fra bunden.Zakaria mener, at USA’s succes op gennem det 20. århundredetilsvarende har gjort landet sklerotisk. USA har siddet på toppenaf verden i næsten et århundrede og gentagne økonomiske,militære og politiske sejre kombineret med teknologiske innovationeri et omfang, som ingen andre kunne hamle op med, haroverbevist amerikanerne om, at de altid vil være nr. 1.Det er de stadig, men skal de blive på toppen, kræver det nytænkning– og i den forbindelse kunne det være relevant at lærenoget af andre lande, selv om det ligger fjernt fra den amerikansketankegang. Som f.eks. at sundhedssektoren i mange europæiskelande er bedre end den amerikanske og til den halve pris.Eller at den sociale mobilitet fra en generation til en anden ermeget større i en stor del af Europa end i USA.Men amerikanerne har det med at betragte deres eget landsom verdens navle og som et globaliseret samfund. Faktum erimidlertid, at USA er et ret isoleret samfund. Eksporten tegnersig for kun 10 pct. af økonomien, og sammenligner man det medmange europæiske lande, hvor halvdelen af økonomien er handelsrelateret,så bør dette inspirere til tiltag, som gør fremtidenfor USA mere konkurrencedygtig, mener Zakaria. Hvis Olsonhar ret i, at succesfulde samfund bliver sklerotiske, så er løsningenat være fleksibel. Det har de skandinaviske velfærdssamfundbevist, og Tyskland har formået trods en langt lavere befolkningend USA at være verdens næststørste eksportør efterKina til trods for relativt høje lønninger og bedre arbejdsbetingelserog rettigheder end amerikanerne.De nordiske lande bliver aldrig en rollemodel for USA meddet høje skattetryk, og det gør Tyskland heller ikke. I øvrigt erdet jo værd at bemærke, at ikke blot de sydeuropæiske men ogsåde nordeuropæiske lande har deres egne problemer med forvoksedevelfærdssamfund og forsømte reformer til at imødegå denaldring af befolkningen, som USA ikke står over for i sammegrad.Men både i USA og Europa står man over for et problem medhøj ledighed. Og det kræver nytænkning.Højere uddannelse er vejen fremRaghuram Rajan er en indisk økonom, der i 2003 blev udnævnttil IMF’s cheføkonom, den yngste nogensinde. Han bestred postenfrem til 2006 og var således på ingen måde ukendt i denøkonomiske verden, da han i 2005 ved en festlig lejlighed til ærefor Alan Greenspan, den daværende chef for den amerikanskecentralbank, præsenterede et akademisk papir, der til de tilstedeværendesfortørnelse forudsagde en finansiel katastrofe.Han fik ret. I sommer vakte han igen opsigt, da han i ForeignAffairs gav sin forklaring på den krise, som USA og andre udvikledelande stadig befinder sig i.Ifølge den konventionelle fortolkning af den globale økonomiskerecession er væksten gået i stå i Vesten, fordi efterspørgselener kollapset; en følge af den massive opbygning af gæld,der skete forud for krisen. Husholdninger og lande bruger ikkenok penge, fordi de ikke kan låne pengene til at gøre det, og denbedste måde at genoplive væksten på er at finde måder at få pengenetil at flyde igen. De regeringer, der stadig kan, skal påtagesig endnu større budgetunderskud, og centralbanker skal skubberenterne endnu længere ned for at opmuntre sparsommeligehusholdninger til at købe snarere end at spare op. Regeringerneskal bekymre sig om den akkumulerede gæld senere, når økonomierneigen er kommet op i gear. Dette er den keynesianske linje,som mange amerikanske økonomer støtter, herunder NobelprisvinderenPaul Krugman.Men det er Rajan ikke enig i. Han mener, at nutidens aktuelleøkonomiske problemer ikke blot er resultatet af utilstrækkeligefterspørgsel men i lige så høj grad en forstyrret udbudsside.I årtier forud for den finansielle krise i 2008, tabte de avanceredeøkonomier mange jobs til den teknologiske udvikling og globaliseringen.Men de havde brug for på en eller anden måde aterstatte disse jobs til at betale for pensioner og sundhed til deresaldrende befolkninger. Så for at pumpe væksten op, brugteregeringerne flere penge, end de havde råd til, og de promoveredelettilgængelig kredit for at få husholdningerne til at gøre detsamme. Væksten, som disse lande skabte, med dens afhængighedaf lån, viste sig at være uholdbar. Frem for at forsøge at vendetilbage til de kunstigt oppustede BNP-tal fra før krisen, skalregeringerne derfor adressere de underliggende problemer i deresøkonomier, argumenterer Rajan.I USA betyder det, at man skal hæve uddannelsesniveauet ogfremme iværksættere og innovation. Rajan mener, at en væsentligdel af forklaringen på, at USA i dag er præget af så stor økonomiskulighed er, at mange amerikanere har mistet deres jobssom følge af outsourcingen især inden for fremstillingssektoren.Selv om USA har visse fordele med skifergas og lav lønvækstover en årrække i forhold til bl.a. kineserne, så vil mangeaf disse jobs ikke kunne genskabes. Arbejdsstyrken skal derforuddannes til jobs højere oppe i værdikæden og dermed i størreomfang tilpasse sig vidensamfundet.Dermed berører Rajan et emne, som endnu fylder forbløffendelidt i den politiske debat, nemlig om der rent faktisk er jobsnok til alle i vidensamfundet på sigt. Verden bliver stadig mereautomatiseret, og i løbet af de kommende år, vil vi have selvkørendebiler, og robotter vil tage sig af mange manuelle jobs. Ogselv om den gennemsnitlige intelligenskvotient vokser med 3-4point per årti i de udviklede lande, så er det langt fra alle, der eri stand til at tage længere uddannelser. Den teknologiske udviklinggår ganske enkelt langt hurtigere end vores biologiske intelligenskan følge med, og det kan blive problematisk, når stadigflere manuelle jobs forsvinder.Velkommen til det 21. århundrede. Her dur tanker og løsningerfra det forrige århundrede ikke længere. Måske kan netopUSA genopfinde sig selv og vise vejen for andre. Eller også gørde, som de gør lige nu med shale gas og shale oil. De gør som deplejer og finder en vej for sig selv.