STERILISATION OG KASTRATION - Krim

BETÆNKNINGOMSTERILISATION OGKASTRATIONAFGIVET AF DET AFJUSTITSMINISTERIET DEN 30. DECEMBER 1958NEDSATTE UDVALGBETÆNKNING NR. 3331964

INDHOLDSFORTEGNELSEIndledning - Udvalgets forslag 5I. Træk af udviklingen 8II. Sterilisation 12A. Gældende ret 121. 1935-loven. Regler og praksis 122. 1934-loven. Regler og praksis 193. Svangerskabslovens § 1, stk. 4 204. Medicinsk indikation 215. Efterundersøgelse. Virkningerne af sterilisation 22B. Udvalgets synspunkter 231. Indledning 232. Indikationerne 263. Hvem skal stille indikation for sterilisation:' 324. Efterundersøgelse 375. Refertilisering 38III. Kastration 41A. Gældende ret 411. Frivillig kastration 412. Tvangskastration 433. Efterundersøgelse 444. Virkningerne af kastration 45Oversigt over den legale kastration i Danmark 1929-59 af professor, dr. med.& h. c. Knud Sand, fh. retslægerådets formand 1929-59 46B. Udvalgets synspunkter 581. Vurdering af 1935-loven 582. Tilladelse nødvendig 583. Indikationerne 584. Øvrige betingelser 595. Kompetencen 596. Forbud mod hormonbehandling af kastrerede? 607. Ophævelse af reglerne om tvangskastration 618. Efterundersøgelse 62IV. Udkast til lov om sterilisation og kastration samt bemærkninger hertil 64Side3

Bilag..Side1. Lov nr. 176 af 11. maj 1935 om Adgang til Sterilisation og Kastration 782. §§ 6-9 i lov nr. 171 af 16. maj 1934 om foranstaltninger vedrørende åndssvage,jfr. socialministeriets lovbekendtgørelse nr. 230 af 11. juni 1954 803. Uddrag af lov nr. 177 af 23. juni 1956 om foranstaltninger i anledning afsvangerskab m. v 814. Uddrag af lovbekendtgørelse nr. 227 af 24. august 1956 om mødrehjælpsinstitutioner835. Regler for efterundersøgelse af steriliserede og kastrerede personer, udfærdigetaf justitsministeriet den 10. marts 1951 846. Fremmed ret 86a) Finland 86b) Island 88c) Norge 89d) Sverige 90e) England 92f) Holland 92g) Den tyske Forbundsrepublik 92h) Schweiz 937. Redegørelse fra mødrehjælpen for behandling af sterilisationsspørgsmål imødrehjælpsinstitutionerne 948. Redegørelse fra overlæge Niels Pape for en undersøgelse af en gruppe børnfødt af åndssvage kvinder 1119. Oversigt over antallet af sterilisationsoperationer udført på kvinder i årene1957-1959 11510. Skrivelser af 15. november 1961 og 9. april 1963 fra retslægerådet vedrørenderefertilisering 11611. Redegørelse fra overlæge Henrik Hoffmeyer om efterundersøgelser af steriliserede11812. Skrivelse af 13. marts 1962 fra laborator, nu ass. overlæge, dr. med. Svend G.Johnsen om visse kastrationsvirkninger 135

Indledning •- Udvalgets forslagUdvalgets nedsættelse m.v.Ved skrivelse af 30. december 1958 nedsattejustitsministeriet et udvalg med den opgave atoverveje spørgsmålet om en revision af reglerneom sterilisation og kastration. Anledningen tiludvalgets nedsættelse var dels, at der i et undersocialministeriet nedsat udvalg angående revisionaf bestemmelserne om åndssvageforsorg varrejst spørgsmål om at ændre de i lov af 16. maj1934 om foranstaltninger vedrørende åndssvageindeholdte regler om sterilisation af åndssvage,dels at justitsministeriet fandt, at bestemmelsernei lov af 11. maj 1935 om adgang til sterilisationog kastration burde gennemgås med henblikpå, om de under hensyn til den siden 1935stedfundne udvikling burde ændres.Udvalget fik til opgave at udarbejde fællesregler om sterilisation. Udvalget skulle herunderoverveje, om adgangen til sterilisation af åndssvageuden samtykke fra den pågældende børbibeholdes, og i det hele under hensyn til denstedfundne udvikling, herunder de gældendebestemmelser i lov af 23. juni 1956 om foranstaltningeri anledning af svangerskab m.v., tagestilling til, under hvilke betingelser sterilisationfremtidig bør tillades. Endvidere blev udvalgetanmodet om at gennemgå de gældende bestemmelserom samtykke til sterilisation fra andreend ansøgeren og om værgebeskikkelse samt tagestilling til, om der bør gives særlige reglerom refertilisering.Udvalget blev tillige anmodet om at gennemgåde gældende bestemmelser om kastration,herunder om bestemmelsen om tvungen kastrationbør opretholdes, samt at overveje den nugældendeordning med efterundersøgelse afkastrerede.Til medlemmer af udvalget beskikkedes:Højesteretsdommer Th. Gjerulff, formand,Professor, overaccoucheur, dr. med. E. Brandstrup,Overlæge, dr. med. Carl Clemmesen,Kontorchef i justitsministeriet, nu politimesterMogens Grau,Overlæge Henrik Hoffmeyer,Kontorchef i socialministeriet W. Johannsen,Amtmand J. L. Saurbrey, Hillerød,Overlæge ved forsorgscentret for NordsjællandP. A. Schwalbe-Hansen, Birkerød,Direktør for mødrehjælpsinstitutionen for København,m.v., cand. jur. Vera Skalts,Overlæge ved forsorgscentret for NordjyllandG. Wad.Som sekretær for udvalget beskikkedes sekretæri justitsministeriet J. Gersing.Justitsministeriet bemyndigede udvalget tilunder dets arbejde at forhandle med retslægerådetsmangeårige, daværende formand, professori retsmedicin, dr. med. & h.c. Knud Sand,og rådets juridiske rådgiver, nuværende højesteretsdommer,dr. jur. Louis 1e Maire, der havdeerklæret sig villige til i fornødent omfang at biståudvalget.I forbindelse med den ved lov nr. 192 af 5.juni 1959 om forsorgen for åndssvage og andresærlig svagtbegavede gennemførte ændring afåndssvageforsorgens organisation anmodedeamtmand ). L. Saurbrey, der var tidligere formandfor bestyrelsen for Østifternes Åndssvageanstalt,om at blive fritaget for hvervet sommedlem af udvalget, og den 11. november 1959beskikkedes forsorgschef N. E. Bank-Mikkelsensom medlem i hans sted.I overensstemmelse med den ved udvalgetsnedsættelse meddelte bemyndigelse har udvalgetrettet henvendelse til professor Sand, medhvem udvalgets formand har haft en række forhandlinger.Professor Sand har yderligere efterudvalgets anmodning på to møder i september1961, hvori også højesteretsdommer 1e Mairedeltog, udførligt redegjort for de erfaringer, derer indvundet med hensyn til de første 500 kastrationeraf mænd i Danmark i tiden siden1929, da den første lovgivning på dette områdeblev gennemført. Professor Sand har dernæst isamarbejde med overlægerne dr. P. Dickmeissog P. A. Schwalbe-Hansen på udvalgets anmodningtilstillet udvalget en oversigtsafhandlingover det samlede kastrationsmateriale (900 tilfælde)gennem 30 år. Afhandlingen, som udvalgethar modtaget i oktober 1963 til optagelsei betænkningen, er gengivet side 46 ff.Om kastrationsproblemer har udvalget tilligeforhandlet med rigsadvokaten og med overlæge

ved forvaringsanstalten i Herstedvester, dr. med.Georg K. Stiirup, ligesom man har rettet henvendelsetil overlæge ved statens seruminstitut,dr. med. Christian Hamburger, hvis medarbejder,laborator, nu ass. overlæge, dr. med. SvendG. Johnsen har besvaret nogle af udvalget stilledesærlige spørgsmål om kastrationsvirkninger,som han har arbejdet med, jfr. bilag 12.Med hensyn til sterilisationsspørgsmål har udvalgetforhandlet med bestyreren af KøbenhavnsUniversitets institut for human arvebiologi ogeugenik, nu afdøde professor, dr. med. TageKemp.Fra overlæge Niels Pape, nu Viborg, har udvalgetmodtaget en redegørelse for en undersøgelseaf børn, født af åndssvage kvinder, jfr.bilag 8.På udvalgets foranledning udsendte sundhedsstyrelseni oktober I960 et spørgeskema tillandets sygehuse vedrørende antallet af udførtesterilisationsoperationer på kvinder i årene 1957,1958 og 1959. De indkomne besvarelser bearbejdedesaf sundhedsstyrelsens medicinal-statistiskekontor, og den udarbejdede oversigt ermedtaget som bilag 9.Endvidere har udvalget fra mødrehjælpenmodtaget en redegørelse vedrørende behandlingenaf sterilisationsspørgsmål i mødrehjælpsinstitutionerne,jfr. bilag 7.Udvalget har ligeledes tilvejebragt oplysningerom retstilstanden på sterilisations- og kastrationsområdeti de nordiske lande og i nogle andrevesteuropæiske lande.Som resultat af udvalgets arbejde, der harstrakt sig over 46 møder, fremkommer dennebetænkning.Udvalgets forslag.Udvalget har i den første paragraf i det udarbejdedelovudkast givet en definition af begrebernesterilisation og kastration. Det sidsteomfatter indgreb, hvorved kønskirtlerne fjernes,og behandlinger, hvorved de varigt sættesud af funktion, medens sterilisation omfatterandre indgreb og behandlinger, der varigt ophæverforplantningsevnen. Indgreb og behandlinger,der har til formål at helbrede legemligsygdom, omfattes dog ikke af udkastet.Overensstemmende med kommissoriet har udvalgetudarbejdet fælles regler for foretagelse afsterilisation af åndssvage og af andre, og der eri udvalgets lovudkast i modsætning til gældenderet også givet regler for udførelse af sterilisationpå medicinsk indikation. Den særlige sterilisationsregeli svangerskabslovens § 1, stk. 4,bliver efter udvalgets udkast overflødig.6Udkastet bygger ligesom de gældende love påden opfattelse, at sterilisation kun må foretages,når bestemte i loven anførte grunde taler derfor,og at indgrebet - bortset fra tilfælde, hvor deter rent lægeligt begrundet - kun må udføres ihenhold til en forudgående tilladelse fra en offentligmyndighed, som påser, at lovens betingelserer opfyldt. Et mindretal i udvalget (Bank-Mikkelsen og Clemmesen) giver i en særudtalelseudtryk for, at myndige og psykisk normalepersoner, der kan fremføre agtværdige grundetil at lade sig sterilisere, bør have adgang tiluden særlig ansøgning at underkaste sig sterilisationpå et offentligt sygehus, hvis de kan opnåvedkommende overlæges tilslutning til operationen.Lovudkastets kriterier for, i hvilke tilfældesterilisationsindgreb bør kunne foretages, er udformetpå grundlag af de erfaringer om behovetfor sterilisation, der er indvundet i praksis i deknapt 30 år, de gældende sterilisationslove harværet i kraft, ligesom reglerne i svangerskabslovenaf 1956 i et vist omfang har været vejledende.Udkastet, der i så henseende er væsentligmere detaljeret end 1935-loven, omfatterfølgende Sterilisationsgrunde: Medicinsk indikationhos kvinder, eugenisk indikation eller forhold,som findes at burde ligestilles hermed,visse sjælelige eller legemlige sygdomme ellerdefekter, som gør den pågældende uegnet til påforsvarlig måde at drage omsorg for børn, samten social indikation.Sterilisationsreglerne i åndssvageforsorgslovenaf 1934 er affattet således, at der ikke udkrævesbegæring eller samtykke fra den åndssvageselv, og loven fremtræder således i princippetsom en tvangslov. Der har i udvalget væretenighed om, at tilladelse til sterilisation i alletilfælde — også for så vidt angår åndssvage -kun skal kunne meddeles efter begæring af denpågældende selv. Hvis denne på grund af sindssygdom,åndssvaghed eller af andre årsager varigter ude af stand til at forstå betydningen afsterilisationen, skal begæring dog kunne fremsættesaf en hertil beskikket værge.Medens tilladelse til sterilisation efter gældenderet meddeles af justitsministeriet efterindhentet erklæring fra retslægerådet, eller -hvis det drejer sig om en åndssvag — meddelesaf det i henhold til åndssvageforsorgsloven af1934 nedsatte sterilisationsnævn, foreslår udvalget,at tilladelser fremtidig skal meddeles af etsamråd ved en mødrehjælpsinstitution. I sagerom sterilisation af personer, der er undergivetforanstaltninger i henhold til straffelovens § 70,

eller som er omfattet af lov nr. 118 af 13. april1938 om sindssyge personers hospitalsophold,eller som modtager hjælp i medfør af åndssvageforsorgsloven,skal samrådet tiltrædes af endertil beskikket dommer.Med hensyn til den nærmere begrundelse forat henlægge sterilisationsafgørelserne til mødrehjælpenssamråd henvises til kap. II, side 32 ff.og på dette sted skal kun fremhæves et par hovedsynspunkter:Samrådene blev oprettet i tilknytningtil svangerskabsloven af 1956 med detformål at administrere de legale svangerskabsafbrydelser,et område, der på mange måder erbeslægtet med sterilisationsoperationerne, og desynes at have løst denne opgave tilfredsstillende.Da de må anses for fuldt kvalificerede tilogså at træffe afgørelse om sterilisation, og dalangt den største del af sterilisationssagerne alleredenu forberedes af mødrehjælpsinstitutionerne,forekommer den foreslåede ordning udvalgetsflertal (alle med undtagelse af Hoffmeyerog Skalts) at være den, der bedst forenerhensynet til en smidig administration med hensynettil det ønskelige i, at disse sager forberedesog oplyses bedst muligt.To af udvalgets medlemmer (Hoffmeyer ogSkalts) nærer betænkelighed ved den nævnteordning af kompetencespørgsmålet, som de nærerfrygt for vil virke skadelig for mødrehjælpensomdømme i forhold til klienterne og dervedpå uheldig måde påvirke mulighederne forat udøve og udbygge det positive hjælpearbejde.Disse medlemmer ville derfor have foretrukket,at man i princippet henlagde afgørelserne vedrørendesterilisation til et centralt nævn, derkunne fastlægge en ensartet praksis for de ayesterilisationsbestemmelser. I et vist hensigtsmæssigtomfang, f.eks. når gravide kvinder ansøgteom sterilisation, kunne nævnet delegere sin afgørelsesrettil samrådene. De har dog ikke ønsketat fremsætte noget egentligt rnindretalsforslag,men lægger megen vægt på, at mødrehjælpsinstitutionerne,såfremt udvalgets forslagfølges, sættes i stand til på effektiv måde ogsåat varetage mødrehjælpens mere positive arbejdsopgaver.Udvalget har ikke fundet det påkrævet at optagebestemmelser om refertilisering i lovudkastet,da retslægerådet over for udvalget har oplyst,at mulighederne for at gengive en personforplantningsevnen er meget ringe, og da problemetendvidere ikke hidtil synes at have væretaf større praktisk betydning.Med hensyn til kastration henvises i det heletil professor Sands forannævnte afhandling medsærudtalelser. Der er i udvalget enighed om, at1935-lovens regler om frivillig kastration i altvæsentligt har virket tilfredsstillende. Udvalgethar derfor ikke fundet det påkrævet at foretageændringer i de nuværende indikationsrammereller at ændre den bestående kompetenceordning,hvorefter tilladelse til kastration meddelesaf justitsministeriet efter indhentet erklæring fraretslægerådet. De af udvalget foreslåede reglerom frivillig kastration svarer således i det storeog hele til de gældende bestemmelser herom iloven af 1935, men man har dog på visse punkterændret de formelle betingelser for kastration.Derimod har udvalget ikke medtaget bestemmelserom tvangskastration i lovudkastet, og degældende bestemmelser herom, der i en megetlang årrække slet ikke har fundet anvendelse ipraksis — nogen tvangskastration har aldrig væretforetaget - foreslås således ophævet. Om begrundelsenherfor henvises til bemærkningernei kap. III, side 61 f.Med hensyn til spørgsmålet om efterundersøgelseaf kastrerede foreslår udvalget, at dennugældende almindelige pligt til at underkastesig en sådan undersøgelse bortfalder. Udvalgeter dog af den opfattelse, at efterundersøgelsestadig bør ske forud for prøveudskrivning afpersoner, der er anbragt på forvaringsanstalt ellerpå en institution for åndssvage eller et hospitalfor sindslidende. Endvidere bør alle kastreredehave adgang til at få foretaget sådanundersøgelse, hvis de fremsætter ønske herom.Udvalget: foreslår derfor, at de gældende reglererstattes af en bemyndigelse for justitsministerentil at give forskrifter om foretagelse af efterundersøgelser.København i juni 1964.N. E. Bank-Mikkelsen £. Brandstrup Carl ClemmesenMogens Grau Henrik Hoffmeyeir W. JohannsenP. A. Schwalbe-Hansen Vera Skalts G. WadTh. Gjerulffformand/. Gersingsekretær

I. Træk af udviklingenI nyere tid har man i en række lande gennemførten lovgivning om adgangen til at foretagesterilisation og kastration. De første love pådette område så lyset i U.S.A. i begyndelsen afdette århundrede.I Norden rejstes spørgsmålet om en sådanlovgivning vist nok første gang i 1912 på det6. nordiske abnormsagsmøde i Helsingfors, hvorprofessor Chr. Keller støttet af et par finskekolleger gjorde sig til talsmand for, at der åbnedesmulighed for sterilisation af åndssvage.Efter den da anvendte terminologi sigtedes derherved både til den simple sterilisation og tilkastration. Spørgsmålet blev her i landet fremdrageti rigsdagen i 1917, da nogle medlemmerhenstillede til justitsministeren at foranledigeundersøgelse foretaget med hensyn til betimelighedenaf at skabe lovhjemmel for sterilisationved alle former af udtalt degeneration. I årenederomkring blev problemet taget op i flere litterærefremstillinger, bl.a. af K. K. Steincke i»Fremtidens forsørgelsesvæsen«.Diskussionen om berettigelsen af disse indgreb,navnlig anvendelsen af kastration som ledi bekæmpelsen af forbrydelser, tog yderligerefart, efter at Dansk Kvindesamfund i en henvendelsetil regering og rigsdag i januar 1921havde stillet krav om en ændring af den gældendestraffelovgivning, bl.a. således at samfundetblev sikret imod, at en voldtægtsforbryderkunne gentage sin forbrydelse. Året før havdeprofessor Keller i en officiel indstilling foreslåetfremsat lovforslag om adgang til frivillig»kønsløsgørelse af dertil egnede abnorme personer«.Baggrunden for indstillingen var, at justitsministerieti 1918 havde afslået et andragendeom sterilisation af en åndssvag sædelighedsforbryder,der påtænktes udskrevet fra anstalt.Afslaget var begrundet med, at der ikke ilovgivningen fandtes hjemmel til at foretageden pågældende operation.Henvendelsen fra Dansk Kvindesamfund ogprofessor Kellers indstilling blev overgivet tilstraffelovskommissionen af 1917, efter at ju-stitsministeriet havde indhentet en række oplysningerom tilsvarende fremmede lovgivningsarbejder.Kommissionen udtalte i sin betænkningfra 1923, at den anså det for udelukket, atkastration - der i den forbindelse var det enesteindgreb, der kunne være tale om - kunne anvendessom straf eller straffesurrogat for enbegået forbrydelse.Efter kommissionens anskuelse burde der hellerikke være nogen som helst forbindelse mellemen sådan operation og en for den begåedeforbrydelse forskyldt straf, hverken således atder gaves den, der havde forbrudt sig, valgetmellem operation og straf, eller således at forbryderenmed nogen sikkerhed kunne påregnebenådning i operationens følge. Derimod fremhævedekommissionen, at humanitetsgrundekunne tale for, at personer, der selv ønskededet, skulle kunne få tilladelse til at underkastesig et indgreb i kønsorganerne, hvis deres kønsdriftvar abnorm eller særlig voldsom og derforudsatte dem for at begå forbrydelser. Da detimidlertid ikke fritog en læge for ansvar efterden dagældende straffelovs § 204 (grov legemsbeskadigelse),at indgrebet blev foretaget efterpatientens ønske, medmindre det drejede sig omen operation, der var påkrævet af rent lægeligegrunde, var det nødvendigt at indføre særligelovregler herom.Ved fremsættelsen af straffelovsforslaget ifolketinget i december 1924*) påpegede justitsministeren,der var enig med straffelovskommissioneni, at kastrationsbestemmelser ikke burdeindføres i straffeloven, at der - foruden detaf kommissionen rejste problem - kunne væregrund til at undersøge, om ikke visse psykiskelidelser af hensyn til personens egen sundhedstilstand,hans forplantningsevne eller af arvelighedshensynburde kunne føre til sterilisation,og han udtalte samtidig, at der ville blivenedsat en kommission til at undersøge dissespørgsmål.*) Rigsdagstidende 1924-25, Folketingets forhandlingerI, sp. 2566 ff.8

Kommissionen blev nedsat ved kgl. ordre af23. december 1924 og fik til opgave at undersøge,om forebyggende foranstaltninger og indgrebi den personlige frihed med eller uden denpågældendes vilje ud fra samfundshensyn, derunderogså racehygiejniske hensyn, kunne ansesforsvarlige og berettigede over for personer, derer degenerativt bestemte.Efter at der ved interneringsloven af 11. april1925 var tilvejebragt hjemmel for internering afpersoner, der havde begået strafbare handlinger,herunder grovere sædelighedsforbrydelser, togkommissionen spørgsmålet om sterilisation ogkastration op til behandling og fremsatte i sinbetænkning af 1926 udkast til en lov herom.Medens retslægerådet i en erklæring til straf -felovskommissionen havde udtalt sig imod enlegal kastrationsordning, fordi operationen medførtefare for efterfølgende psykiske lidelser,anså den nu nedsatte kommission det for ubetænkeligtog ønskeligt, at en sådan ordning etableredes,idet nyere erfaringer med hensyn tilkastrationer udført på individer med seksuelleabnormiteter stillede disse operationer i et gunstigerelys.Om sterilisation udtalte man på grundlag afen udredning af arvelighedsforskningens hidtidigeresultater, at man ikke ville kunne påregneen generel højnelse af befolkningens åndeligesundhedstilstand ved almindelige eugeniske forholdsreglermod visse kategorier af syge ellerdegenerativt bestemte individer, sigtende til, atsygdomstilstande og degenerationstilstande skulleudryddes derved, at de pågældende individerblev afskåret fra forplantning. Men på den andenside var det kommissionens anskuelse, atder var trang til en vis adgang til sterilisation.En sådan adgang kunne navnlig begrundes medde socialt-humanitære hensyn, der gør sig gældende,når talen er om psykisk betydelig defektepersoner, der ikke kan forudsættes at have evneeller vilje til at underholde og opdrage deresafkom. Disse hensyn måtte tillægges så megetdesto større vægt, som afkommet efter sådannepersoner ofte vil blive belastet med lignendedefekter som forældrene og derfor så megetmindre end normalt afkom kan undvære en betryggendeopdragelse under ordentlige kår.Kommissionens lovudkast gik i hovedtræk udpå følgende:Personer over 21 år skulle efter begæringkunne få tilladelse til at lade sig underkaste kastrationeller andet indgreb i kønsorganerne,hvis deres kønsdrift på grund af dens abnormestyrke eller retning udsatte dem for at begå forbrydelserog derved fremkaldte fare for demselv og for samfundet.Endvidere foresloges der skabt hjemmel forat tillade indgreb til ophævelse af forplantningsevnenhos psykisk abnorme personer, der varanbragt under anstaltsforsorg, hvis det måtte ansesfor særdeles magtpåliggende for samfundet,at de blev sat ud af stand til at få afkom. Anstaltsledelsensindstilling skulle være tiltrådt afden pågældende selv, medmindre vedkommendesom følge af mentale mangler var ude af standtil at forstå betydningen af et sådant indgreb. Iså fald skulle indstillingen tiltrædes af en idenne anledning beskikket værge.Det understreges i betænkningen, at der udover de i udkastet nævnte tilfælde ville kunneforetages indgreb i samme omfang som hidtil,nemlig hvis der var tale om en virkelig lægelig,på fysisk eller psykisk fare begrundet indikation.På grundlag af betænkningen fremsatte justitsministereni 1928 et lovforslag*), der i detvæsentligste var i overensstemmelse med kommissionensudkast, dog at afgørelsen i sagernehenlagdes til justitsministeren efter indhenteterklæring fra retslægerådet og sundhedsstyrelsenog ikke som i udkastet foreslået til en særligkommission.Forslaget gennemførtes som lov nr. 130 af1. juni 1929. Under hensyn til, at loven i udprægetgrad var en forsøgslov - den var denførste af sin art i Europa - blev det fastsat, atloven skulle optages til revision senest i rigsdagensordentlige samling 1933-34. Denne fristblev senere forlænget til samlingen 1934-35.For så vidt angik reglerne om indgreb til ophævelseaf forplantningsevnen (sterilisation),blev loven især anvendt på åndssvage. I 1934fremsatte socialministeren imidlertid forslag tilen lov om. foranstaltninger vedrørende åndssvage,bl. a. indeholdende bestemmelser om sterilisational åndssvage.Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget**),at der fra åndssvageforsorgens sidegentagne ginge var fremsat ønsker om gennemførelseaf særlige lovregler om åndssvage personersindlæggelse på og udskrivning af anstalt.Da sterilisationsloven stod foran revision, og daeventuelle lovregler vedrørende inddragelse afåndssvage under åndssvageforsorg og om udskrivningfra forsorgen efter socialministerietsopfattelse for at kunne virke efter deres hen-*) Rigsclagstidende 1928-29, tillæg A, sp. 2309 ff.**) Rigsdagstidende 1933-34, tillæg A, sp. 3527 ff.9

sigt nøje måtte slutte sig til reglerne om detoffentliges adgang til at hindre de pågældendeåndssvage i at forplante sig, fandt man tideninde til at fremsætte et lovforslag, hvori dissespørgsmål var sammenarbejdet. Hertil kom, atden kort forinden gennemførte socialreformbyggede på indberetninger vedrørende åndssvaghednetop med det formål at få hånd i hankemed disse personers hele forhold over forsamfundet og samfundets interesse i om muligtat begrænse åndssvaghedens udbredelse.Det fremhævedes i bemærkningerne, at 1929-loven havde betegnet et stort gode for åndssvageforsorgen.Den ved sterilisationen bevirkedestørre mulighed for at udskrive åndssvage afanstalterne havde medført, at man bedre kunneanvise dem netop den beskæftigelse, som bedststemte med deres sociale indstilling og tilpasning,og den havde endvidere betydet en tiltrængtaflastning for åndssvageanstalterne.På grundlag af de indvundne erfaringer foreslogesimidlertid på en række punkter ændrederegler med hensyn til sterilisation af åndssvage.Det havde således vist sig uhensigtsmæssigt, atder kun var hjemmel til at tillade sterilisation afåndssvage, der var anbragt på anstalt, idet derligesåvel, ja måske snarere, kunne være grundlagfor at sterilisere åndssvage, der var anbragtunder andre forsorgsformer, eller slet ikke varinddraget under forsorg. Bestemmelsen om, atden pågældende skulle være over 21 år og -som hovedregel - have tiltrådt indstillingen, varogså fundet for stiv, idet den i en række tilfældehavde været til hinder for foretagelsen af enpåkrævet sterilisation.Det blev dernæst foreslået, at afgørelsen isagerne vedrørende åndssvage skulle tages bortfra justitsministeriet og henlægges til et særligtnævn. Som begrundelse herfor anføres i bemærkningerne,at sterilisationsindgreb over foråndssvage kun kunne finde sted, når samfundsmæssigehensyn af social forsorgskarakter taltederfor. Det ville derfor være ønskeligt, at denpraktiske sagkundskab blev repræsenteret i videstmulig udstrækning i det organ, der skulletræffe afgørelse med hensyn til fremkommendeindstillinger om sterilisation.Anstaltsledelsernes initiativ i sterilisationssagerneblev også stærkere betonet, idet det nu udtrykkeligtblev pålagt dem snarest at gøre indstillingtil nævnet om foretagelse af sterilisationi de tilfælde, hvor lovens betingelser skønnedesopfyldt.Forslaget blev under behandlingen på rigsdagenkun ændret på mindre væsentlige punkterog ophøjedes til lov den 16. maj 1934. Lovener nu afløst af lov nr. 192 af 5. juni 1959 omforsorgen for åndssvage og andre særlig svagtbegavede,men sterilisationsbestemmelserne erunder hensyn til arbejdet i nærværende udvalgopretholdt, dog således at forslag til revision afbestemmelserne skal forelægges folketinget senesti folketingsåret 1962/63, ved lov nr. 40 af15/2-1963 ændret til 1964/65. 1934-lovens bestemmelserom sterilisation er gengivet som bilag2.I marts 1935 fremsatte justitsministeren i folketingetforslag til en revision af 1929-loven *).Til brug ved udarbejdelsen af forslaget havdejustitsministeriet indhentet en udtalelse fra retslægerådetom, hvorledes loven af 1929 efter rådetsmening havde virket, og om de ændringer,som de indvundne erfaringer kunne gøre ønskelige.Retslægerådets udtalelse herom forelå i enredegørelse af 15. september 1934, der er aftryktsom bilag til lovforslaget. Et uddrag afredegørelsen er offentliggjort af rådets daværendformand, professor Sand, bl.a. i Ugeskriftfor Læger 1935, side 25, 62 og 94.Forslaget må ses som en videreførelse af desynspunkter, der lå til grund for den første sterilisationslov.Det byggede dels på de siden 1929indvundne erfaringer, dels på lovgivningen iandre lande, der havde den danske sterilisationslovsom mønster, men som i flere henseendervar gået videre. Som et karakteristisk træk kannævnes, at bestemmelsen om sterilisation nu fiken mere fremtrædende plads end hidtil, hvilketstemte med, at dette indgreb havde vist sig atvære det hyppigst anvendte.Forslaget gennemførtes i lidt ændret affattelsesom lov nr. 176 af 11. maj 1935 om adgangtil sterilisation og kastration. Loven, der fortsater gældende, er gengivet som bilag 1. I forholdtil 1929-loven var der navnlig tale om følgendeændringer og udvidelser:I lighed med 1934-lovens regler om sterilisationaf åndssvage opgav man betingelsen om, attilladelse kun kunne meddeles personer, der varanbragt på anstalt. Som en nydannelse fik nuogså psykisk normale personer adgang til at opnåsterilisation, når særlige hensyn, navnlig farefor afkommets arvelige belastning, talte derfor.I bemærkningerne til lovforslaget fremhævedes,at denne bestemmelse særlig ville være anvendeligpå epileptikere, kroniske alkoholister og lignende.*) Rigsdagstidende 1934-35, tillæg A, sp. 4721.10

Adgangen til kastration af personer med abnormtstærk eller abnormt rettet kønsdrift blevudvidet til tilfælde, hvor denne kønsdrift medførtebetydelige sjælelige lidelser for dem, selvom den ikke udsatte dem for at begå forbrydelser.Endvidere åbnedes mulighed for tvangskastrationaf visse grovere sædelighedsforbrydere.Efter retslægerådets ønske optoges en bestemmelseom, at den, der blev steriliseret eller kastrereti henhold til loven, havde pligt til at ladesig underkaste lægelig efterundersøgelse. Sådanneefterundersøgelser havde også hidtil væretiværksat, idet justitsministeriet havde betingetde meddelte tilladelser af, at vedkommende underkastedesig efterundersøgelse, men man havdeikke haft midler til at gennemtvinge undersøgelseni de tilfælde, hvor vilkåret ikke varblevet overholdt.Bestemmelserne om sterilisation i 1935-lovenfinder ikke anvendelse på åndssvage; heromgælder regierne i 1934-loven. Derimod angår193 5-lovens regler om kastration også de åndssvage.Ved § 1, stk. 4, i lov nr. 177 af 23. juni1956 om foranstaltninger i anledning af svangerskabm. v. er der givet en regel om sterilisationuden særlig tilladelse i forbindelse medforetagelse af svangerskabsafbrydelse på eugeniskindikation. Loven er i uddrag optaget sombilag 3-

II. SterilisationA. Gældende ret.Efter gældende ret kan sterilisation foretagesmed følgende hjemmel: 1) Hovedbestemmelsernefindes i lov nr. 176 af 11. maj 1935 om adgangtil sterilisation og kastration. 2) Om sterilisationaf åndssvage gælder reglerne i §§ 6-9 ilov nr. 171 af 16. maj 1934, jfr. socialministerietslovbekendtgørelse nr. 230 af 11. juni 1954,som er opretholdt ved lov nr. 192 af 5. juni1959 om forsorgen for åndssvage og andre særligsvagtbegavede. 3) Dernæst indeholder lovnr. 177 af 23. juni 1956 om foranstaltninger ianledning af svangerskab m.v. § 1, stk. 4, hjemmelfor at sterilisere en kvinde i visse tilfælde iforbindelse med svangerskabsafbrydelse. 4) Endeligantages det, at sterilisation kan foretagesuden udtrykkelig lovhjemmel, hvis lægelige hensyngør indgrebet påkrævet.1. 1935-loven. Regler og praksis.a. Sagernes behandling. Efter denne lov kansterilisation tillades af justitsministeriet efterindhentet erklæring fra retslægerådet. Lovengælder som nævnt ikke sterilisation af åndssvage.Hovedparten af de sterilisationssager, der forelæggesfor justitsministeriet, er nu forberedtaf mødrehjælpen. Forberedelsen omfatter delsen lægelig, dels en social undersøgelse. De lægeligeoplysninger, herunder oplysning om andragerenspsykiske tilstand, tilvejebringes i reglengennem mødrehjælpens læger, herunder speciallæger,men suppleres i det omfang det skønnesfornødent med erklæring fra andre speciallægereller arvebiologisk institut samt eventueltmed en udtalelse fra andragerens egen læge.Den sociale undersøgelse foretages af en vedvedkommende mødrehjælpsinstitution ansat socialrådgiver,som aflægger besøg i hjemmet oggennem samtale med andrageren og dennes ægtefælleeller pårørende indhenter fyldige oplysningerom den pågældendes økonomiske og boligmæssigeforhold og andre omstændigheder,som kan være af betydning for afgørelsen.Når mødrehjælpen er kommet til at spille enså væsentlig rolle i sterilisationssagerne, må detbl.a. ses i sammenhæng med, at institutionen sidensvangerskabsloven af 1956 har administreretde legale svangerskabsafbrydelser. Ifølgesvangerskabslovens § 3, stk. 3, skal en kvinde ialmindelighed rette henvendelse til en mødrehjælpsinstitution,hvis hun ønsker sit svangerskabafbrudt. Og bestemmelse om, hvorvidtsvangerskabsafbrydelse kan foretages, træffes afdet til mødrehjælpsinstitutionen hørende samråd,bestående af institutionens leder eller en andenved institutionen ansat person med tilsvarendeuddannelse og 2 læger, hvoraf så vidt muligtden ene skal være speciallæge i gynækologi ellerkirurgi, om muligt en stedlig overlæge, den andenspeciallæge i psykiatri, jfr. § 6 A i bekendtgørelsenr. 227 af 24. august 1956 af lov ommødrehjælpsinstitutioner. I visse tilfælde kanbestemmelse om svangerskabsafbrydelse dogtræffes af vedkommende sygehusoverlæge, jfr.svangerskabslovens § 3, stk. 2. Spørgsmålet omsterilisation rejses hyppigt i forbindelse medsvangerskabsafbrydelse. Det er da naturligt, atmødrehjælpen, som i forvejen har forberedt sagenmed henblik på andragendet om svangerskabsafbrydelse,indsender sagen til justitsministerieti de tilfælde, hvor der tillige søges sterilisation,og tilladelse hertil udkræves efter reglernei 1935-loven. De oplysninger, som har liggettil grund for afgørelsen om svangerskabsafbrydelse,vil i reglen tillige være af betydning forbedømmelsen af, om sterilisation bør tillades,men skønnes yderligere oplysninger påkrævet,indhentes disse af mødrehjælpen. I en del tilfældefår mødrehjælpen endvidere henvendelsefra ikke-gravide kvinder, som ønsker sig steriliseret,og institutionen tilvejebringer også i sådannetilfælde de fornødne oplysninger til brugfor retslægerådets og justitsministeriets behandlingaf sagen.Udvalget har fra mødrehjælpen modtaget enredegørelse, som blandt andet indeholder oplysningerom sagernes behandling i mødrehjælpsinstitutionernesamt et meget fyldigt statistiskmateriale over de af disse institutioner iåret 1958/59 behandlede sterilisationssager. Redegørelsen,hvortil man henviser, er medtaget12

nedenfor som bilag 7. Et resumé findes side110. Det fremgår af redegørelsen, at kun et forholdsvisringe antal af de behandlede sterilisationssagerer blevet fremsendt til justitsministerietsafgørelse. I langt de fleste tilfælde har manskønnet, at sterilisation kunne foretages udentilladelse på medicinsk indikation, og afgørelseherom er da truffet af vedkommende sygehusoverlæge,jfr. nærmere nedenfor side 21 ff. Oplysningerneer samlet i to hovedgrupper, såledesat den første gruppe (A) omfatter tilfælde,hvor sterilisationsspørgsmålet er rejst i forbindelsemed ansøgning om svangerskabsafbrydelse,medens den anden gruppe (B) vedrører detilfælde, hvor ønsket om sterilisation er fremsatuden eller dog uden umiddelbar tilknytning tilet svangerskab (i redegørelsen benævnt »renesterilisationstilfælde«). Opmærksomheden henledesnavnlig på tabellerne 29-31 og 33-35 ibilaget til redegørelsen. Det fremgår heraf, at41 % af kvinderne i A-materialet var 35 år ellerderover. I B-materialet var kvinderne betydeligtyngre, men 19 % hørte dog til den ovennævntealdersgruppe. - For begge gruppers vedkommendegælder, at 90 % af ansøgerne var gift,og at ca. halvdelen (henholdsvis 46 % og58 %) havde haft mindst 5 tidligere graviditeter.Ansøgerne var i overvejende grad husmødre(68 % og 83 %) og en væsentlig del gift medufaglærte arbejdere (40 % og 51 %). En stordel boede i overbefolkede lejligheder.b. Statistik vedrørende justitsministeriets sterilisationssager.Over de i justitsministeriet i årene 1957-62behandlede sterilisationssager er udarbejdet nedenståendeoversigter:

Som det fremgår af materialet, har spørgsmåletom sterilisation i de nævnte år først ogfremmest været aktuelt for gifte kvinder over25 år med 3 eller flere børn. Mange af dissekvinder har endvidere haft flere aborter, og foren betydelig dels vedkommende er operationenudført i tilknytning til en fødsel, således at detgennemsnitlige børnetal i aldersgrupperne i virkelighedener lidt højere, end skemaet angiver.Ikke helt få udnytter ikke tilladelsen. I endel tilfælde drejer det sig om kvinder, som havderegnet med at få indgrebet foretaget i forbindelsemed svangerskabsafbrydelse eller straksefter en fødsel, men ikke har fået andragendetindsendt så betids, at dette har kunnet nås. Dalejligheden til at få operationen overstået undersamme hospitalsophold således er forpasset, foretrækkerde at håbe på at undgå en ny graviditeti stedet for at bringe familien i de vanskeligheder,som en fornyet indlæggelse medfører.c. Indikationer.Det er efter loven altid en betingelse, at samfundsmæssigehensyn taler for indgrebet. Heriligger, at den pågældendes eget ønske om at blivesteriliseret aldrig er tilstrækkeligt, selv omdet grundes på betragtninger, som i og for siger forståelige, f. eks. at yderligere fødsler vilforringe familiens muligheder for at give de alleredefødte børn en uddannelse.Herudover kræves for så vidt angår psykisknormale, at særlige hensyn, navnlig fare for afkommetsarvelige belastning, taler for sterilisation,medens det for psykisk abnormes vedkommendeer tilstrækkeligt, at det må anses forgavnligt for den pågældende, at han sættes udaf stand til at få afkom. Denne forskel havdeisær betydning i de første år efter lovens ikrafttræden,idet justitsministeriet støttet af retslægerådetanlagde en streng fortolkning af lovensnoget vage kriterier for sterilisation af psykisknormale. Det må herved erindres, at man førstved loven af 1935 havde fået hjemmel til attillade sådanne sterilisationer, og det var derfornaturligt, at man administrerede bestemmelsenmed stor varsomhed, indtil problemerne på dettenye område var blevet mere afklaret. I slutningenaf fyrrerne skete imidlertid et omsvingi praksis, idet man både fra lægeligt og administrativthold gjorde sig klart, at også hensynettil kvindens helbred og hendes muligheder forat opfostre børnene på forsvarlig vis under degivne boligmæssige og økonomiske vilkår måttetillægges en sådan samfundsmæssig betydning,at sterilisation kunne komme på tale. Det eugeniskemoment trængtes herved noget i baggrunden,således at forskellen i sterilisationsgrundlagetfor de 2 persongrupper udviskedes. Udviklingenmedførte til gengæld, at en anden forskeltrådte tydeligere frem: Medens det overvejendeantal sterilisationer af psykisk normalenu udføres på gifte kvinder, der i forvejen ermødre til flere børn, består det psykisk abnormeklientel hovedsagelig af yngre, ugifte personer,som allerede på grund af deres sjælelige afvigelsermå anses for uegnede til at tage vare påbørn.Justitsministeriets sterilisationstilladelser forårene 1957-59 kan grupperes under de i nedenståendeskema anførte indikationer:Eugenisk indikation.Det er forholdsvis sjældent, at faren for afkommetsarvelige belastning alene har været bestemmendefor afgørelsen. Det må dog hervedtages i betragtning, at en del kvinder er blevetsteriliseret på eugenisk indikation uden tilladelsefra justitsministeriet, idet indgrebet i medføraf svangerskabslovens § 1, stk. 4, er foretaget iumiddelbar tilknytning til svangerskabsafbrydelsepå samme indikation, jfr. nedenfor side 20 f.I årene 1957-59 har grundlaget for justitsministerietstilladelse i henholdsvis 12, 13 og 12 sa-14

ger været eugenisk indikation. Som eksempelkan anføres:Eksempel 1.25-årig civilingeniør gift med kusine. Dervar i deres fælles fædrene slægt betydeligarvelig belastning med hensyn til sindslidelse(ungdomssløvsind) samt døvstumhed iforbindelse med en alvorlig øjensygdom.De turde derfor ikke sætte børn i verden.Retslægerådet udtalte, at faren for arveligtbelastet afkom var særdeles nærliggende.Eugenisk-medicinsk indikation.I disse tilfælde foreligger der nogen fare forarvelig belastning af afkommet, og hensynet tilandragerens helbred spiller tillige ind. I typetilfældetkan momenterne hver for sig ikke bæreen sterilisation, men i forening giver de tilstrækkeligtgrundlag for indgrebet.Eksempel 2.31-årig gift kvinde, som havde født 3 børnog påny var gravid. Hun havde gennemde seneste år frembudt tegn på en nervøslidelse og havde svært ved at overkommearbejdet i hjemmet. Der var i hendes slægtflere tilfælde af sindssygdom af alvorligkarakter (manio-depressiv psykose og ungdomssløvsind).Af praktiske grunde indeholder denne gruppei tabel V også tilfælde, hvor det eugeniske vel isig selv kunne begrunde sterilisation, men hvorder tillige har været et medicinsk islæt i sagen.Eugenisk-social indikation.Ofte er forholdet det, at der foruden nogeneugenisk støtte for sterilisation er vægtige socialegrunde til, at den pågældendes forplantningsevneophæves.Eksempel 3.30-årig ugift kvinde. Af hendes 3 børn var2 bortadopteret, medens hun sammen meddet tredje opholdt sig hos sine forældre.Den 4. fødsel var nær forestående. Børnenehavde forskellige fædre. Hun var enlidt småt begavet holdningsløs psykopat oghavde fået en række fængselsstraffe for løsgængeriog berigelseskriminalitet. Forøldrenehavde underholdt hende i nogen tid,men hun havde nu fået offentlig hjælp.Universitetets arvebiologiske institut erklærede,at der var eugenisk støtte for at søgehende steriliseret.Også for denne gruppe gælder det, at tallenei tabel V rummer tilladelser, som kunne haveværet givet på eugenisk indikation, men hvorsagerne tillige har været præget af ansøgerensdårlige sociale forhold.Eugenisk-s o cial-medicinsk indikation.Undertiden består indikationen af flere led,som bedømt hver for sig næppe kunne føre tilen sterilisationstilladelse, men som tilsammenfår en sådan vægt, at ønsket om sterilisation findesrimeligr begrundet.Eksempel 4.26-årig gift: kvinde, der havde født 5 gange.Hun var atter gravid og indstillet tillegal svangerskabsafbrydelse. Blev ved denpsykiatriske undersøgelse fundet megetbarnlig, overfladisk og følelsesmæssigt afstumpet.Måtte nærmest betegnes som psykopat.Der var risiko for arveligt belastetafkom, og hun var tillige præget af en belastningsneurose,som talte for sterilisation.Ægtefællen var brutal, drikfældig og kriminel.Familien levede for det meste afsocialhjælp.Medicinsk - i o c i al indikation.Det ses af tabel V, at denne gruppe er langtden største. Ca. 70 % af tilladelserne i 1957-59 er meddelt på denne indikation. Det er denudslidte moder, der dominerer blandt ansøgerne;det typiske eksempel er kvinder, der harfødt en række børn i løbet af få år, og somlever i dårlige økonomiske kår og under sletteboligforhold. Deres helbred er undergravet, ogflere fødsler vil medføre fare for, at de overbelastesmed den følge, at hjemmet bryder sammentil skade for de allerede fødte børn. Bådehensynet til andragerindens helbred og til børnenespleje tilsiger her sterilisation, ligesom detogså må tillægges vægt, at familien ikke harmulighed for at give flere børn forsvarlige opvækstvilkår.Eksempel 5.26-årig kvinde gift med en arbejdsmand. 8fødsler i årene 1950-1958. 6 af børnenelevede og 5 opholdt sig i hjemmet. Ægte-15

fællen var hyppigt arbejdsløs, og familienmåtte da leve af understøttelse. Boligen låi en gammel barakejendom og bestod af 2værelser og et rum, der nødtørftigt var indrettettil køkken. Den var meget ringe,snavset og fugtig. Børnene var forsømte.Ansøgerinden var træt og forslidt. Antikonceptionhavde været forsøgt uden heldog ville ikke kunne gennemføres.Eksempel 6.36-årig kvinde gift med en gårdejer. Født4 børn i løbet af 6 år og ventede yderligereet barn. Hun måtte deltage i landbrugsarbejdet,og ifølge lægeerklæringen var hendestidligere sunde, kraftige legemstilstandikke uvæsentligt reduceret. Boligen var megetforfalden, og økonomien anspændt.Retslægerådet udtalte, at hun var træt ogforslidt, og at hun psykisk var betydeligtforringet på grund af hårdt slid under vanskeligeforhold.Eksempel 7.35-årig kvinde gift med en arbejdsmand.4 børn, hvoraf de 3 var i hjemmet. Ventedesin 5. fødsel. Familiens boligforhold ogøkonomi var dårlige. Retslægerådet skønnede,at hun var ved grænsen af sin ydeevnemed hensyn til de hende påhvilendepligter over for mand og børn.Eksempel 8.31-årig gift arbejdsmand med 4 børn. Ledaf følgerne af et kraniebrud, som han havdepådraget sig for 6 år siden, og som gavsymptomer i form af hovedpine, lettereåndelig reduktion og karakterforandringsamt epileptiske tilfælde. Siden ulykkestilfældethavde han jævnligt haft syge- ogarbejdsløshedsperioder, og familiens økonomiskeforhold var derfor meget knebne.Boligen var en moderne 2-værelses lejlighed.Andre samfundsmæssige grunde.Der meddeles en række sterilisationstilladelser,hvis begrundelse må søges uden for de 5foran nævnte indikationer. Det drejer sig i førsterække om personer, som enten ikke magtereller ikke er egnet til at tage vare på børn, elleri hvert fald ikke på flere børn end dem, den pågældendeallerede har. Disse sager ligner hyppigtdem, der er henført under den medicinsksocialegruppe, men adskiller sig fra disse derved,at andragernes helbred ikke er svækket.Tilladelse til sterilisation gives her ud fra denbetragtning, at børn under de givne forhold ikkekan forventes at få den fornødne røgt ogpleje.Eksempel 9.22-årig kvinde gift med et cykelbud. Hunhavde født et barn uden for ægteskab samtet barn i ægteskabet og var ved andragendetsindsendelse gravid i 8. måned. Børnenevar fjernet fra hjemmet af børneværnet,og det ventede barn ønskedes bortadopteret.Begge ægtefæller var sinker. Mandenvar kriminel, brutal og noget drikfældig.Familien levede i vid udstrækning af socialhjælp.Boligforholdene var elendige.d. Sterilisation af ægtefællen.Hvis det f.eks. af social-medicinske grunde erpåkrævet, at en gift kvinde ikke får flere børn,rejses der undertiden spørgsmål om, hvorvidtsterilisationstilladelse vil kunne meddeles ægtemanden.Det indtræffer således ikke sjældent, aten ægtemand ønsker at skåne sin hustru for indgrebetog derfor selv søger om sterilisation; detmå herved erindres, at sterilisation af kvinder eret langt mere omfattende indgreb end sterilisationaf mænd. Det sker endvidere jævnligt, atman af lægelige grunde helst vil undgå at opererehustruen, hvis ægtemanden kan få tilladelsetil at underkaste sig indgrebet. I sådanne tilfældehar justitsministeriet indtaget det standpunkt,at det fornødne grundlag for sterilisation afægtemanden er til stede, såfremt tilladelsen ligeså vel må begrundes i forholdene i hjemmetsom i hustruens helbredstilstand, således at envæsentlig del af indikationen er fælles for ægteparret.Må tilladelsen derimod overvejende begrundesi hustruens helbredstilstand, medensforholdene i hjemmet er et mindre væsentligtmoment i sagen, fastholder ministeriet, at tilladelsenalene vil kunne gives til hustruen.Eksempel 10.34-årig gift repræsentant med 3 børn. Ægtefællernesboligforhold og økonomi vartilfredsstillende. Han søgte om sterilisationstilladelse,fordi hustruen led af graviditetsangst,som kompromitterede deressamliv. Hun turde ikke lade sig operere.Retslægerådet indstillede, at han fik tilladelsetil sterilisation under henvisning til,at navnlig hensynet til hjemmets opretholdelsetalte herfor, men justitsministeriet af-16

slog andragendet, idet man samtidig meddelteandrageren, at retslægerådet havdeudtalt, at hustruen efter rådets skøn kunnesteriliseres af rent lægelige grunde.Såfremt selve operationen ligefrem har kunnetantages at indebære helbredsmæssig risikofor hende, har man dog i enkelte tilfælde givettilladelse til sterilisation af manden.Eksempel 11.32-årig kontormand i gode sociale forhold.Et barn i ægteskabet. Endvidere opholdthustruens datter, der var født uden for ægteskab,sig i hjemmet. Hustruen var 37 år.Hun var overordentlig overvægtig og ledaf en svær blodtryksforhøjelse med øjenforandringer.Retslægerådet skønnede, atgennemførelsen af en graviditet måtte ansesfor livsfarlig for hende, og at en steriiisationsoperationville indebære en megetvæsentlig risiko. Tilladelsen meddeltesmanden.Til belysning af det her nævnte spørgsmålspraktiske betydning er udarbejdet nedenståendeoversigt over de i årene 1957-59 meddelte sterilisationstilladelsertil gifte mænd:TABEL VITilladelser til gifte mænd.1957 1958 1959Samlet antal tilladelser til gifte mænd 71 59 62Disse tilladelser fordeler sig således:Social-medicinsk indikation:Medicinsk hos hustruen 30 23 25Anden indikation:Alene hos hustruen 6 3 3Alene hos manden 35 33 34e. Formkrav.Der skal foreligge en begæring indeholdendefyldestgørende oplysninger om de for andragendetbestemmende grunde og erklæring om, atden, der fremsætter begæringen - for så vidt detikke er en anstaltsledelse — af en læge er vejledetom indgrebets antagelige følger. Begæringenskal ledsages af en lægeerklæring, og sundhedsstyrelsenhar i den anledning udsendt envejledning til lægerne om, hvilke oplysningerdisse erklæringer bør indeholde. Den senest udsendtevejledning er af 20. juni 1959- Det understregesheri, at lægeerklæringerne bør værefyldige og give udførlige oplysninger om andragerenstidligere og nuværende helbredstil-2stand, arvelige dispositioner og sociale forholdm.v.Er andrageren gift, uden at samlivet er ophævetved separation eller længere tids faktiskadskillelse, skal ægtefællens erklæring så vidtmuligt indhentes. Samtykke kræves ikke, mendet er yderst: sjældent, at ægtefællen modsættersig indgrebet, som da også i almindelighed vilvære i hele familiens interesse.Den smidige udformning af bestemmelsenhar vist sig hensigtsmæssig, idet den har gjortdet muligt: at hja^lpe enkelte gifte kvinder til enpåkrævet sterilisation, som ægtemanden ud frarent egoistiske hensyn eller uden nogen nærmeremotivering har udtalt sig imod.De øvrige formelle betingelser afhænger afandragerens psykiske tilstand:Psykisk normale. - Den pågældende skal altidselv fremsætte andragendet og kan normaltkun søge efter sit fyldte 21. år. I ganske særligetilfælde kan sterilisation dog tillades, uanset andragerenikke har nået myndighedsalderen. Erandrageren umyndiggjort i personlig henseende,skal værgens erklæring indhentes, medens værgensstilling til sagen er uden betydning, såfremtder blot er tale om en formueretlig umyndiggørelse.Der meddeles kun nogle få tilladelser årligttil sterilisation af mindreårige, og justitsministerieter i det: hele tilbageholdende med at imødekommeandragender fra ganske unge mennesker.Tilladelse til ansøgere under 23-24 år givesalmindeligvis ikke, medmindre der foreliggernogen eugenisk støtte herfor.Eksempel 12.20-årig gift kvinde, der havde født éngang. Hun var lille og spinkel og havdesnævert ba^kken, hvorfor fødslen havdemåttet gennemføres med kejsersnit. Led afepilepsi, hvortil der var arvelig dispositioni hendes s'a^gt. Barnet havde haft et epileptiskanfald. Der var nærliggende fare forarveligt belastet afkom. Tilladelse meddelt.Eksempel 13.21-årig gift: kvinde med 2 børn. Flere medlemmeraf hendes slægt led af en alvorligarvelig øjenlidelse (stær), og hun var selvangrebet af sygdommen, således at hunkun kunne klare grovere arbejde. Boligforholdenevar meget ringe, og hjemmet barpræg af fattigdom og elendighed. Tilladelsemeddelt.17

Psykisk abnorme. - Også for disse personersvedkommende er det reglen, at de selv skalfremsætte begæring om tilladelse til at lade sigsterilisere. Begæringen skal dog tiltrædes af eni dette øjemed beskikket værge. Værgen beskikkesefter de almindelige regler for værgebeskikkelsei justitsministeriets cirkulære af 25. september1922. Herefter skal den beskikkendemyndighed, som i København er magistraten ogellers skifteretten, være opmærksom på, om den,der beskikkes, kan antages med omhu og interesseat ville varetage den pågældendes tarv.Derfor bør en nærstående slægtning, besvogreteller ven af andrageren fortrinsvis beskikkessom værge. Hvis andrageren er umyndig, kanhans faste værge beskikkes til at afgive erklæringen,hvilket jævnligt sker. Nogle af de størrehospitaler og anstalter indstiller undertiden ensocialrådgiver eller en medarbejder ved DanskForsorgsselskab til at beskikkes som værge, nåren egnet person blandt patientens nærmeste ikkehar kunnet bringes i forslag. Denne fremgangsmådehar så vidt vides ikke givet anledning tilulemper.Der er i praksis tendens til at fortolke begrebet»psykisk abnorm« restriktivt. Kun hvis derer tvivl om, hvorvidt andrageren har fuld forståelseaf indgrebet og dets rækkevidde, kræverman en værge beskikket. I årene 1957-59 er deralene beskikket værge i 32 sterilisationssager elleri ca. 10 sager om året. 16 af andragerne opholdtsig på anstalt; heraf var 4 sindssyge og 2psykopater, medens resten var sinker på grænsentil åndssvaghed. Til belysning af disse sagersbeskaffenhed anføres:Eksempel 14.21-årig ugift kvinde. Moderen åndssvag imiddel grad. Inddroges under forsorg pååndssvageanstalt som 13-årig. IK da 69.Ønskedes nu udskrevet af kontrolleret familiepleje,efter at man ved fornyet intelligensprøvehavde fundet IK 80. Hun varklar over, at moderen var åndssvag og angav,at hun ønskede at blive steriliseret,fordi hun var bange for at få åndssvagebørn. Der var nærliggende fare for arveligt*) Udsættelse + gentagelse -f- afslag.Som grundlag for oversigten i rubrik 4-8 er (tilstræbt) gennemgået samtlige sager i omhandlede tidsrum,hvor tiltrædelse ikke straks er givet i henhold til indstillingen, herunder sager, hvor yderligere oplysninger erindhentet. Endvidere er gennemgået samtlige sager, hvor tiltrædelse er givet, men hvor der har været senerekorrespondance, som f. eks. i tilfælde, hvor sterilisation ikke er gennemført på grund af patientens senere vægring(rubrik 8). I oversigten er ikke medtaget de tilfælde, hvor nævnet har afgivet udtalelse vedrørende sterilisation,uden at egentlig sterilisationsindstilling har foreligget (f. eks. høring i spørgsmål om ægteskabstilladelse).- Ad rubrik 4-5: Udsættelse skyldes typisk ung alder i forbindelse med mulighed for senmodning. -Ad rubrik 6: Forekommer f. eks., hvor beskikket værge tilbagekalder tidligere tiltrædelse. - Ad rubrik 7:F. eks. i tilfælde, hvor vedkommende patient har været i en alder, hvor chancerne for besvangring har væretminimale.18

elastet afkom, og efter retslægerådetsskøn ville hun næppe kunne opdrage børn.Er den pågældende som følge af mentalemangler ude af stand til at forstå betydningenaf indgrebet, kan andragendet underskrives afværgen alene. Drejer det sig om en person, derer inddraget under forsorg af en statsanstalt elleren i henhold til den dagældende forsorgslovs§ 67, nu forsorgslov nr. 169 af 31. maj1961 § 70, jfr. socialministeriets bekendtgørelsenr. 103 af 27. marts 1962, godkendt anstalt,er anstaltsledelsen under samme betingelse beføjettil at underskrive andragendet alene. Bestemmelsenhar i hvert fald i de senere år ikkeværet anvendt, idet andragendet altid har væretunderskrevet af den pågældende selv.2. 1934-loven. Regler og praksis.Lov nr. 192 af 5. juni 1959 om forsorgen foråndssvage og andre særlig svagtbegavede opretholderden tidligere åndssvagelovs sterilisationsbestemmelser,dog således at forslag til revisionaf disse bestemmelser skal forelægges folketingetsenest i folketingsåret 1962/63, ved lov nr.40 af 15. februar 1963 ændret til 1964/65. Bestemmelsernefindes i §§ 6-9 i socialministerietsbekendtgørelse nr. 230 af 11. juni 1954 af1934-loven. Der henvises endvidere til kapitelVII i socialministeriets cirkulære nr. 245 af 8.december 1959, der tjllemper bestemmelserneefter den nye åndssvageforsorgslov.a. Kompetencen.Spørgsmålet om sterilisation af en åndssvagrejses af vedkommende overlæge inden foråndssvageforsorgen i en indstilling til forsorgensbestyrelse. Såfremt bestyrelsen kan tiltræde,at den åndssvage søges steriliseret, fremsenderden med sine bemærkninger indstillingen tildet af socialministeriet i henhold til loven af1934 nedsatte sterilisationsnævn, der træfferden endelige afgørelse i sagen.Nævnet består af en dommer som formand,en socialpraktiker samt en læge, der er uddanneti psykiatri eller åndssvageforsorg. Sterilisationenkan kun gennemføres, hvis nævnets medlemmerer enige om at godkende indstillingen. Hvis enstemmighedikke opnås, kan sagen dog atter optagesefter 1 års forløb.b. Statistik.I det første tiår efter lovens ikrafttræden steriliseredesgennemsnitlig 235 åndssvage årligt. Iden sidste halve snes år har antallet imidlertid2*stadig været faldende og er nu nede på 80-90om året. Ovenfor er opstillet en oversigt over deaf sterillsationsnævnet behandlede sager fra1949-1962Der henvises endvidere til den side 111 ff.som bilag 8 optagne redegørelse fra overlægeNiels Pape, nu Viborg, for en af ham i årene1954-1955 foretaget undersøgelse af en gruppebørn født af åndssvage kvinder, der senere varblevet steriliseret.c. Indikation.Nævnet må i første række tage stilling til, omman kan tiltræde overlægens diagnose vedrørendepatientens mentale tilstand. Bedømmelsenheraf hviler på en samlet vurdering af patientenshele åndelige udrustning, herunder hanstidligere udvikling, hans evner og adfærd i øvrigti skolen, på eventuelle arbejdspladser og idet hele hans evne til at tilpasse sig og klare sigi det normale samfundsliv. Resultatet af foretagnepsykologiske tests, herunder egentlige intelligensundersøgelser,vil indgå i denne samledevurdering, idet man traditionelt her i landethar sat grænsen opad mod ikke-åndssvaghedved en intelligenskvotient på omkring 75. Hvornævnet har skønnet, at det måtte anses for tvivlsomt,hvorvidt den pågældende kunne karakteriseressom åndssvag, har nævnet henvist sagentil behandling efter reglerne i 1935-loven.Det kræves, at sterilisationen enten er begrundeti samfundsmæssige hensyn, eller at indgrebetvil være gavnligt for den åndssvage selv.Som eksempler på samfundsmæssige hensynnævner loven, at patienten på grund af sin åndssvaghedikke vil være i stand til på forsvarligmåde at opdrage sine børn eller ved eget arbejdeat forsørge dem. Vægten lægges således påden åndssvages sociale muligheder og tilpasningsevne,medens eugeniske hensyn ikke direkteer nævnt, selv om risikoen for åndssvagt afkomdog må kunne tages i betragtning ved vurderingenaf de samfundsmæssige hensyn. Følgenheraf er, at en åndssvag kan steriliseres,uanset om hans åndssvaghed er arvelig eller ej.Den gavnlige virkning af indgrebet for patientenselv træder frem, hvis sterilisation vil gøredet forsvarligt at undlade at inddrage ham underforsorg eller muliggøre udskrivning af forsorgeller anbringelse under en friere forsorgsform,f.eks. kontrolleret familiepleje.d. Formelle betingelser.Sterilisationsnævnet har senest i marts 1951udsendt en vejledning om forberedelsen af sa-19

ger vedrørende sterilisation af åndssvage. Vejledningenrummer dels de i loven anførte krav,dels de af nævnet fastlagte retningslinier for sagernesekspedition.Overlægens indstilling skal herefter bl.a. indeholdeoplysning om patientens personlige forhold,helbredstilstand og arvelige disposition,samt om resultatet af tidligere intelligensundersøgelserog en i anledning af indstillingen foretagetintelligensundersøgelse. Den sidstnævnteundersøgelse bør normalt være foretaget indenfor det sidste år, og det må anføres, om »senmodning«kan forventes.Med indstillingen skal efter loven følge enudtalelse af en i anledning af sterilisationssagenbeskikket værge om, at han er klar over beskaffenhedenog de antagelige følger af det indgreb,som der bliver spørgsmål om at foretage, samtat han tiltræder, at indgrebet foretages. Siden1956 har nævnet endvidere forlangt, at værgenstiltrædelseserklæring tillige skal indeholde en såvidt muligt af ham selv påført bemærkning om,at han personlig har drøftet spørgsmålet om sterilisationmed den åndssvage. Nævnet har endvidereforeskrevet, at en af patientens forældrei reglen bør søges beskikket som værge, uansetom patienten er over 21 år, eller at der somværge beskikkes en anden nær slægtning, eventuelten person, som kan antages at have nærmerekendskab til patienten, og som har interessefor ham. Nævnet har understreget, at manikke bør søge personer, der er ansat ved åndssvageforsorgen,eller som på anden måde måantages at være afhængige af forsorgen, f.eks.som indehaver af plejehjem og lignende, beskikketsom værger. Det samme gælder personer,som i kraft af deres stilling, f.eks. sommedlem af vedkommende sociale udvalg, i detenkelte tilfælde kan antages at ville lægge vægtpå det offentliges økonomiske interesse i sagen.Loven indeholder ikke nogen bestemmelseom, at den åndssvage skal have opnået en visalder, før sterilisation kan finde sted, men eftersterilisationsnævnets praksis er der kun givet tilladelsetil sterilisation af personer under 18 år,når ganske særlige omstændigheder har talt herfor.e. Indgrebets udførelse.Indgrebet defineres i loven som vasectomi forfor mænds vedkommende og resectio tubarum(salpingectomi) for kvinders vedkommende.Følgen heraf er, at sterilisationen ikke lovligtkan udføres på anden måde, selv om en andenteknik skulle vinde frem./. Tvangslov.Det er et særkende for reglerne om sterilisationaf åndssvage, at de hjemler adgang tiltvangssterilisation, idet loven ikke kræver nogetsamtykke fra den åndssvage selv. Direkte tvanghar dog aldrig været anvendt, men indirekte harbestemmelserne formentlig haft stor betydning,navnlig i forbindelse med overvej eiser om denåndssvages overgang fra anstaltsanbringelse tilfriere forsorgsformer. I sterilisationsnævnetsvejledning udtales, at der i de tilfælde, hvor patientener indforstået med indgrebet, og hvorpatienten må findes at forstå indgrebet og detsantagelige følger, bør foreligge en udtrykkeligerklæring fra patienten om, at han er villig til atunderkaste sig operationen.Lovens bestemmelser er vanskeligt foreneligemed principperne i den nye åndssvageforsorgslov.3. Svangerskabslovens § 1, stk. 4.Hvis en svangerskabsafbrydelse er begrundeti forhold af vedvarende karakter, og disse forholdogså vil indicere afbrydelse af eventuellesenere graviditeter, er det nærliggende at overvejeat søge kvinden steriliseret i forbindelsemed svangerskabsafbrydelsen. En sådan situationkan foreligge ved svangerskabsafbrydelsepå eugenisk indikation.Efter svangerskabslovens § 1, stk. 1, nr. 3,kan en kvinde få sit svangerskab afbrudt, nårder er nærliggende fare for, at barnet bl.a. pågrund af arvelige anlæg vil blive lidende afsindssygdom, åndssvaghed, andre svære mentaleforstyrre'ser, epilepsi eller alvorlig og uhelbredeligabnormitet eller legemlig sygdom. En tilsvarendebestemmelse fandtes i den første svangerskabslovfra 1937, men det var en nydannelse,når man ved den nye svangerskabslovs gennemføre'sei 1956 i overensstemmelse med svangerskabskommissionensforslag skabte mulighedfor samtidig at sterilisere kvinden uden særligadministrativ tilladelse.Medens det ikke er til hinder for svangerskabsafbrydelse,at de uheldige arveanlæg tilligeeller endog udelukkende optræder hos manden,er det en betingelse for at sterilisere kvinden efterdenne bestemmelse, at disse anlæg stammerfra hende. Bestemmelsen er i praksis forståetsåledes, at anlæggene skal stamme alene frakvinden, og det antages derfor, at den ikke kananvendes i tilfælde, hvor barnet frygtes at blivedefekt som følge af en særlig kombination afmandens og kvindens blodtyper.20

Det er den overlæge, der udfører svangerskabsafbrydelsen,der træffer bestemmelse om,hvorvidt kvinden samtidig skal steriliseres. Detkan i denne forbindelse nævnes, at sundhedsstyrelseni et cirkulære af 20. juni 1959 angåendeforståelsen og anvendelsen af svangerskabslovenhar anført, at det må anses for naturligt,at samrådene respektive nævnet angående svangerskabsafbrydelsei de tilfælde, hvor spørgsmåleneom svangerskabsafbrydelse og sterilisationikke kan behandles helt uafhængigt af hinanden,gør overlægen bekendt med deres overvejelserom sterilisationsspørgsmålet. Sundhedsstyrelsennævner tillige, at overlægen i tvivlstilfældevil kunne udbede sig samrådets ellernævnets rådgivning om sterilisationsspørgsmålet.- Indgrebet kan dog kun foretages med kvindenssamtykke, hvilket forudsætter, at hendespsykiske tilstand er en sådan, at hun forstår indgrebetsbetydning. Hvis hun er under 18 år ellerer umyndiggjort i personlig henseende, skal dertillige indhentes samtykke fra forældremyndighedensindehaver, henholdsvis værgen, medmindreafgørende omstændigheder taler derimod.Er hun gift og samlever med sin ægtefælle,skal der i almindelighed gives denne lejlighedtil at udtale sig.Det fremgår af bilag 9, at bestemmelsen iårene 1957—1959 har været anvendt i henholdsvis96, 84 og 70 tilfælde.4. Medicinsk indikation.Hverken 1935- eller 1934-loven omtaler sterilisationaf lægelige grunde. Det fremgår dogklart af forarbejderne til 1935-loven, at lovgivernehar forudsat, at sterilisation vil kunne foretagesuden tilladelse fra myndighederne, hvislægelige hensyn nødvendiggør operationen.Det kan være vanskeligt at afgrænse disse tilfældeover for de tilfælde, hvor tilladelse skalindhentes, og spørgsmålet har da også i praksisgivet anledning til tvivl.Sundhedsstyrelsen nævner i sin vejledning af20. juni 1959 til lægerne angående sterilisationslovgivningenet par klare eksempler pålægelig indikation: Sygdomme i eller omkringkønsorganerne, som i sig selv nødvendiggørsterilisation, samt for kvinders vedkommendetillige tilfælde, hvor sterilisation er indiceretderved, at eventuelt svangerskab vil medføreforværrelse af en i forvejen bestående kronisklidelse. Rammerne for den medicinske indikationer imidlertid i praksis videre, end de nævnteeksempler viser.Der har utvivlsomt på dette område i årenesløb fundet: en udvikling sted under indflydelseaf lovgivningen om svangerskabsafbrydelse, ikkemindst efter at afgørelserne ved loven af1956 som hovedregel er blevet henlagt til deved mødrehjælpsinstitutionerne oprettede samråd.Herom kan henvises til den som bilag 7aftrykte redegørelse fra mødrehjælpen. Selv omsamrådene efter loven alene har til opgave atbeskæftige sig med svangerskabsafbrydelse, virkerde i praksis i et vist omfang som rådgivendei sterilisationsspørgsmål. Det er ganske vist vedkommendesygehusoverlæge, som afgør, om patientenshelbredstilstand gør sterilisation påkrævet,men overlægerne rådfører sig jævnligt medsamrådene, før de tager stilling til, om en kvindevil kunne steriliseres på medicinsk indikation.Dette gælder vel navnlig, hvis overlægenved, at kvinden er samrådet bekendt fra en ansøgningom svangerskabsafbrydelse, men også itilfælde, hvor spørgsmålet om sterilisation opstår,uden at kvinden er gravid, sker det, at vedkommendekirurgiske afdeling ønsker en udtalelsefra samrådet om, hvorvidt sterilisationsgrundlagetmå antages at være til stede. Samrådeneer også fra anden side tilskyndet til atbeskæftige sig med sterilisationsspørgsmålet.Nævnet angående svangerskabsafbrydelse, derer oprettet i henhold til mødrehjælpslovens§ 6A samtidig med samrådene, og som har tilopgave at følge disses virksomhed og vejlededem med henblik på at skabe en ensartet praksisfor svangerskabsafbrydelse, har således opfordretsarirådene til i forbindelse med spørgsmåletom indikationsstillingen for svangerskabsafbrydelseat give udtryk for deres syn på sterilisationsspørgsmålet,jfr. herved nævnets i 1959udgivne beretning side 16-17, og denne opfordringer blevet fulgt af samrådene, således atde, samtidig med at tilladelse til svangerskabsafbrydelsemeddeles, giver udtryk for, om samrådetmener, at der foreligger medicinsk indikationfor foretagelse af sterilisation.I mangel af lovregler om adgangen til at foretagesterilisation af lægelige grunde har detformentlig ikke kunnet undgås, at den i svangerskabslovens§ 1, stk. 1, nr. 1, indeholdte regeltil en vis grad er blevet vejledende. Efterdenne bestemmelse kan en kvinde få sit svangerskabafbrudt, når afbrydelsen er nødvendig forat afværge alvorlig fare for kvindens liv ellerhelbred, og der skal herved tages hensyn bl.a.til de forhold, hvorunder kvinden må leve samttil tilstedeværende eller truende fysiske ellerpsykiske svækkelsestilstande. Der synes at haveudviklet sig en praksis, hvorefter sterilisation21

foretages uden tilladelse af lægelige grunde ilignende tilfælde. Udvalget har haft lejlighedtil at gøre sig bekendt med akterne vedrørendenogle sterilisationer, der er udført på medicinskindikation, og har kunnet konstatere, at disse ikkeadskilte sig væsentligt fra sterilisationer, derhar været forelagt for justitsministeriet og afdette er blevet tilladt på social-medicinsk indikation.For at få klarhed over, i hvilket omfang sterilisationsoperatlonernu udføres på medicinsk indikation,har udvalget gennem sundhedsstyrelsenladet udsende et spørgeskema til samtligelandets sygehuse. Skemaet, hvori de indkomnebesvarelser er indarbejdet, er optaget som bilag9. Af skemaet fremgår, at der i årene 1957,1958 og 1959 i hele landet foretoges i alt henholdsvis2.269, 2.453 og 2.210 sterilisationsoperationerpå kvinder. Heraf udførtes ikkemindre end henholdsvis 1.831 (81 %), 2.030(83 %) og 1.832 (83 %) på medicinsk indikation,medens henholdsvis 342 (15 %), 339 (14%) og 308 (14 %) udførtes i henhold til entilladelse fra justitsministeriet eller sterilisationsnævnet.Resten - henholdsvis 96 (4 %), 84(4 %) og 70 (3 %) - foretoges i medfør afsvangerskabslovens § 1, stk. 4.Mødrehjælpen er i sin undersøgelse (bilag7), der vedrører året 1958/59, nået til lignenderesultater. Af de 3.702 kvinder, som i det pågældendeår fik bevilget svangerskabsafbrydelse,blev 1.591 samtidig steriliseret. Heraf I4l4eller 89 % på medicinsk indikation. Procentener væsentligt lavere, for så vidt angår de tilfælde,hvor kvinder henvendte sig til mødrehjælpenmed ønske om sterilisation, uden at detteskete umiddelbart i forbindelse med ansøgningom svangerskabsafbrydelse (i bilaget benævnt»rene sterilisationstilfælde«). Kun 145 eller44 % af de 332 sterilisationer, som er henregnettil denne gruppe, er udført på medicinskindikation.Et specielt problem med hensyn til afgrænsningenaf den medicinske indikation foreliggeri de tilfælde, hvor sterilisation søges på grundaf en voldsom frygt for besvangring. Det kandreje sig om kvinder, som lever i trygge økonomiskekår og i et godt ægteskab, hvis stabilitetimidlertid trues af, at det seksuelle samliv erdisharmonisk på grund af hustruens graviditetsangst.Justitsministeriet har i en skrivelse tilmødrehjælpen udtalt, at ønsket om at undgåflere graviditeter uanset ønskets styrke efter ministerietsopfattelse ikke i sig selv kan dannegrundlag for en tilladelse efter reglerne i 1935-loven, og at dette må gælde, selv om graviditetsfrygtentruer ægteskabets beståen. Hvis ensterilisation skal kunne gennemføres, kan detderfor kun ske på medicinsk indikation. I endel tilfælde har frygten medført eller har væretbetinget af psykiske lidelser, som også mere almentpræger de pågældende kvinder. I disse tilfældehar der kunnet stilles medicinsk indikationfor sterilisation.De nævnte oplysninger viser således, at langtdet største antal sterilisationer er foretaget aflægelige grunde uden tilladelse; men i en væsentligdel af disse tilfælde har der over forvedkommende overlæge foreligget en positiv udtalelsefra mødrehjælpens samråd. Udvalget harikke fundet grund til at indhente oplysningerom det nærmere grundlag for de enkelte sterilisationer,men der er efter det materiale, som udvalgethar haft forelagt, ingen tvivl om, at der iet stort antal tilfælde har været tillagt de socialeforhold betydning ved siden af de lægelige.5. Efterundersøgelse. Virkningerne afsterilisation.Ifølge 193 5-lovens § 5 påhviler det den, derer underkastet sterilisation (eller kastration) ihenhold til denne lov at lade sig underkaste lægeligefterundersøgelse efter nærmere af justitsministerenfastsatte regler. De gældende reglerom efterundersøgelse i henhold til denne lov erudfærdiget den 10. marts 1951 og er gengivetsom bilag 5, jfr. side 84. Herefter skal efterundersøgelseaf steriliserede personer kun findested i tilfælde, hvor der af justitsministeriet efterindstilling af retslægerådet er truffet særligbestemmelse herom, og sådanne bestemmelserhar efter det for udvalget oplyste ikke værettruffet. Ifølge de før 1951 gældende regler,senest regler af 15. august 1940, skulle der derimodaltid finde efterundersøgelse sted, førstegang et år efter operationen, anden gang et årsenere. Såfremt ikke særlige forhold gjorde siggældende, skulle yderligere undersøgelser ikkeforetages, og andet års efterundersøgelse kunneefter retslægerådets skøn undlades. Efterundersøgelsernesresultat skulle indføres i et af retslægerådetudarbejdet udførligt skema. Hensigtenmed disse undersøgelser var at fremskaffe eterfaringsmateriale med hensyn til sterilisationensvirkninger i fysisk og psykisk henseendeog dens indvirken på personens evne til at klaresig i samfundet. I 1951 fandtes det imidlertid,efter at godt 1000 personer var blevet efterundersøgt,ikke påkrævet at fortsætte med disseregelmæssige undersøgelser af steriliserede.22

En regel om efterundersøgelse af åndssvage,der er steriliseret i henhold til 1934-loven, findesikke i denne lov. Der har dog i de første årefter lovens vedtagelse fundet efterundersøgelsersted med benyttelse af samme skema somgældende for efterundersøgelser i henhold til1935-loven. Der kan herom henvises til en artikelaf Alice Bruun og Jens Chr. Smith i SocialtTidsskrift 1939 side 369-381, hvor derbl. a. redegøres for resultatet af de indtil dastedfundne efterundersøgelser.Som anført side 10 udarbejdede retslægerådetforud for gennemførelsen af 1935-loven en redegørelsetil justitsministeriet for de erfaringer,der var indvundet under loven af 1929, og rådetsdaværende formand, professor, dr. med.Knud Sand, har i danske og udenlandske tidsskrifteroffentliggjort uddrag heraf. En størresamlet videnskabelig bearbejdelse af de gennemefterundersøgelserne tilvejebragte oplysninger erimidlertid ikke foretaget, og udvalget har efterde erfaringer, der i øvrigt foreligger på detteområde, ikke anset det nødvendigt for udvalgetsarbejde at iværksætte en systematisk gennemgangaf det omfattende materiale. For så vidtangår kastration, hvis virkninger er langt mereindgribende, har professor Sand derimod afgiveten udførlig afhandling til udvalget pågrundlag af efterundersøgelserne, jfr. side 46 ff.I bilag 11, side 118 ff., har medlem af udvalget,overlæge Henrik Hoffmeyer, redegjort forden foreliggende videnskabelige litteratur vedrørendeefterundersøgelser af steriliserede; herunderfindes side 128, side 129 og side130 f. samt side 132 f. omtale af nogle danskeog svenske arbejder. Det fremgår af redegørelsen,at de steriliserede i langt de fleste tilfældehar været tilfredse med sterilisationen, selv omnogle af dem har følt større eller mindre ubehagved at være blevet steriliserede. Der findesimidlertid også tilfælde - omend de udgør enlille del af det undersøgte materiale — hvor depågældende har fortrudt operationen. Nogle afde i redegørelsen citerede afhandlinger analysererdisse tilfælde og omtaler de symptomer affysisk og psykisk art, som de pågældende steriliseredehar givet udtryk for. Der kan i det helehenvises til denne redegørelse.B. Udvalgets synspunkter.1. Indledning.I kapitel I og i afsnit A i nærværende kapiteler redegjort for den historiske udvikling og forden nugældende lovgivning og praksis. Det vilheraf fremgå, at der, siden 1935-loven blev givet,har fundet en betydelig udvikling sted.Dette har kun i ringe omfang afspejlet sig ilovgivningen., der på dette område alene er ændretved svangerskabsloven af 23. juni 1956 § 1,stk. 4, der har givet hjemmel for foretagelse afsterilisation uden særlig tilladelse på eugeniskindikation i forbindelse med svangerskabsafbrydelsei visse tilfælde. Derimod er der indenfor 1935-lovens område i tidens løb sket enændring ai: praksis, således at denne lov i stigendeomfang har fundet anvendelse på giftekvinder i den modne alder med flere børn. Hertilkommer som et meget væsentligt træk i udviklingen,at: der nu foretages et meget betydeligtantal sterilisationer, uden at der hertil meddelestilladelse i henhold til lovene af 1934 og1935, nemlig på medicinsk indikation, jfr. foranside 21 i. Af samtlige godt 2.000 sterilisationerpå kvinder i 1959 foretoges ca. 80 % pådenne indikation. Bag den stedfundne udviklingligger vel en ændring i opfattelsen af sterilisationensformål. Medens hensynet til afkommetsarvelige belastning tidligere var fremherskende,træder hensynet til den pågældende kvinde ellermand selv. hjemmet og de allerede i dette værendebørn nu stærkere frem. Det er naturligt,at lovgivningsmagten må tage stilling til denneudvikling, således at der på grundlag af en vurderingaf praksis sker en å jour-føring af loven.Der er ovenfor og i bilag 11 gjort rede fordet til rådighed værende erfaringsmateriale medhensyn til, hvorledes sterilisationens virkningerer. Selv om en systematisk undersøgelse heraf- bortset fra enkelte områder — ikke foreligger,er det dog udvalgets opfattelse, at erfaringerneer så gode : at der er al grund til at søge lovgivningenherom videreført på grundlag af dennu rådende praksis.a) Bør adgangen til sterilisation være fri?Man kan rejse det spørgsmål, om udviklingenpeger i retning af at give voksne personer,der er i stand til at forstå indgrebets betydning,uhindret adgang til at lade sig sterilisere. Hervedville sterilisation principielt blive ligestilletmed andre operationer, således at indgrebetsforetagelse alene ville afhænge af patientens ønskeog vedkommende kirurgs skøn over, om begrundelsenfor ønsket var tilstrækkeligt til, athan ville udføre operationen.Udvalgets flertal (alle med undtagelse afBank-Mikkelsen og Clemmesen) finder dog, atman bør fastholde, at adgangen til sterilisationikke bør være fri. For andre operationer gælderdet, at de, i hvert fald når der er tale om ind-23

greb af alvorligere karakter, kun vil blive foretaget,når dette tilsiges af lægelige grunde. Såfremtder foreligger en lægelig begrundelse forsterilisation, har dette indgreb ligeledes kunnetforetages uden særlig tilladelse, jfr. ovenfor side21 f., og efter udvalgets forslag skal dette stadigvære tilfældet, jfr. side 26. Ønsket om sterilisationkan imidlertid være begrundet i mangeandre forhold end rent lægelige: personlige,økonomiske, sociale, eugeniske o.s.v. Udvalgetsflertal har ikke fundet det forsvarligt at overladetil den enkelte selv at tage stilling til, omdisse grunde i det enkelte tilfælde er så tungtvejende,at sterilisation bør foretages, og detfindes heller ikke rimeligt eller rigtigt at ladeden opererende læge tage ansvaret for, om sterilisationskal foretages af grunde, der ikke ellerdog ikke overvejende er af lægelig karakter. Tilgrund for flertallets standpunkt ligger navnligfølgende betragtninger:Muligheden for at omgøre sterilisationsoperationerer meget ringe, jfr. side 38 ff., og der måderfor af hensyn til den pågældende selv tilvejebringesbetryggende garantier for, at ønsketom sterilisation er velovervejet og rimeligt begrundet,således at risikoen for, at indgrebet senerefortrydes, mindskes mest muligt. Ønsketom sterilisation vil så godt som altid opstå pågrund af vanskeligheder, som den pågældendeeller dennes omgivelser mener vil kunne løsesgennem denne operation. Ofte vil de imidlertidikke selv være i stand til at overse situationenog tage stilling til, om sterilisation vil kunnehave nogen betydning i så henseende, eller omvanskelighederne vil kunne afbødes på andenmåde. En fri adgang til sterilisation vilf.eks. kunne medføre, at en kvinde under enlettere forbigående depression lader sig sterilisere,fordi hun i øjeblikket synes, at hun ikkemagter at gennemgå flere graviditeter, menefter depressionens ophør når til det resultat, athun gerne ville have haft flere børn. Der vilendvidere være fare for, at kvinder, der leverunder vanskelige personlige og sociale forho'd,udsættes for pres fra forældre, pårørende ellerandre, som moralsk, økonomisk, socialt eller påanden måde er interesseret i, at den pågældendesteriliseres.Det må også tillægges betydning, at Sterilisationsoperationen,navnlig hos kvinder, medføreren vis risiko for komplikationer. Der kan hervedhenvises til besvarelserne af det af udvalgetudsendte spørgeskema til landets sygehuse, jfr.bilag 9.Udvalgets overvejelser af, i hvilket omfangsterilisation bør være tilladt, bygger ikke blot påen gennemgang af tilfælde, i hvilke tilladelseefter den hidtil gældende lovgivning er meddelt,men udvalget har også søgt oplysning omsager, i hvilke der er givet afslag på andragenderom sterilisation, eller i hvilke andragendeter frafaldet under sagernes forberedelse i mødrehjælpen.Det er på grundlag heraf flertalletsopfattelse, at gennemførelse af dets forslag vilbetyde, at der skabes mulighed for at tillade sterilisationi alle tilfælde, hvor der efter de hidtidigeerfaringer har vist sig at være virkeligtrang dertil, og at der derfor ikke kan siges atvære behov for at gøre adgangen til sterilisationfuldstændig fri. Gennem de regler, som udvalgethar opstillet, såvel med hensyn til indikationernefor sterilisation som med hensyn til denærmere betingelser, der i så henseende måkræves, og vedrørende sagernes behandling ogafgørelse, mener flertallet på den anden side athave skabt en betryggende og tilpas smidigordning.Endelig skal det anføres, at sterilisation i delande, som udvalget har indhentet oplysningerfra, og hvor særlig lovgivning om spørgsmåletforefindes, altid er betinget af tilstedeværelsenaf en særlig indikation for indgrebet. Ogsådenne omstændighed taler for at opretholdekravet om, at sterilisation kun må udføres, hvisder foreligger særlige grunde hertil.Et mindretal (Bank-Mikkelsen og Clemmesen)har afgivet følgende udtalelse:Efter den i samfundet skete udvikling må detvære tiltalende, om der tillægges myndige personer,der skønnes psykisk normale, den råderetover deres person, at de uden særlige formaliteterhar adgang til at hindre svangerskabs opståenved de forholdsregler, som samfundet råderover, herunder ved sterilisation.Mindretallet må holde for, at personer, derved fremførelse af agtværdige grunde, der børvære af ikke-forbigående art, kan opnå tilslutningtil sterilisation hos overlægen på et offentligtsygehus, bør have adgang til uden særligansøgning at underkaste sig sterilisation på sygehuset.Mindretallet må mene, at en sådan lettelse afadgangen til sterilisation vil være hensynsfuldover for de pågældende personer, at den vilspare et betydeligt administrativt apparat ognæppe frembyde risiko for noget større misbrug.24

) Forholdet til sv an ger skab si oven.Ved overvejelsen af, hvorledes en kommendesterilisationslov bør udformes, har udvalget — ioverensstemmelse med det i kommissoriet anførte- taget de gældende regler om svangerskabsafbrydelsei betragtning. Der er her taleom et beslægtet område, for hvilket reglerne erfastsat for få år siden, nemlig ved lov nr. 177af 23. juni 1956, og disse regler har utvivlsomthaft indflydelse på praksis med hensyn til foretagelseaf sterilisation, jfr. side 21. Udvalgetfinder imidlertid grund til at fremhæve, at .reglerneom svangerskabsafbrydelse ikke uden viderelader sig overføre til en lov om sterilisation,selv når der alene tænkes på sterilisation afkvinder. Der er tale om to væsensforskelligeindgreb. I det første tilfælde afbrydes et påbegyndtsvangerskab, i det andet søges fremtidigebefrugtninger undgået. Ud fra den betragtning,at der i det første tilfælde tilintetgøres et foster,kan dette indgreb siges at være det mest vidtgående.På den anden side er en svangerskabsafbrydelsenormalt ikke til hinder for seneregraviditeter, medens sterilisation netop foretagesfor at undgå sådanne, og det kan ikke påregnes,at frugtbarheden kan gengives den pågældendeved en senere operation, jfr. nedenfor side 38 ff.Ud fra dette synspunkt er sterilisation langt alvorligereend en svangerskabsafbrydelse. Dettegælder dog i mindre grad, hvor der er tale omkvinder i en moden alder med flere børn, oghvor de forhold, der kan motivere sterilisation,er af varig karakter; hvor dette er tilfældet, måhensynet til kvinden og familien kunne begrundelempeligere indikationer end i aborttilfældene,hvor hensynet til det levende foster må afvejesover for hensynet til kvinden og familien.Der foreligger dernæst ikke med hensyn til sterilisationproblemer svarende til dem, der knyttersig til de ulovlige svangerskabsafbrydelser.Selvom der ofte i den enkelte sag rejser sigspørgsmål både om svangerskabsafbrydelse ogom sterilisation, jfr. herved navnlig mødrehjælpensredegørelse, må reglerne om sterilisationudformes selvstændigt, ligesom det er af storvigtighed, at de i praksis anvendes under hensyntagentil sterilisationens uoprettelighed.c) Fælles regler for sterilisation.Det har været udvalgets opgave at udarbejdefælles regler for sterilisation. Som foran næ:vntfindes de almindelige regler i loven af 1935,medens reglerne for de åndssvages vedkommendeindeholdes i loven af 1934 om foranstaltningervedrørende åndssvage. Efter udvalgets opfattelseer der efter vedtagelsen af lov nr. 192af 5. juni 1959 om forsorgen for åndssvage ogandre særlig svagtbegavede ikke grund til atopretholdt: særregler for sterilisation af åndssvage.De særlige forhold, som måtte være knyttettil denne gruppe, kan tages i betragtning vedreglernes udformning. Herom henvises til behandlingennedenfor af de enkelte spørgsmål.Hertil kommer, at der ikke er nogen skarpgrænse mellem de åndssvage og sinkerne, hvorfordet - som erfaringerne har vist - kan skabevanskeligheder, når disse to grupper behandles ihver sin lov med forskellige betingelser.På nærværende sted skal alene tages stillingtil et hovedspørgsmål. Det er udvalgets opfattelse,at sterilisation kun bør kunne gennemføres,når den pågældende selv fremsætter begæringderom, og at dette principielt må gælde,hvadenten der er tale om psykisk normale personereller om andre. Undtagelse bør alene gøresi de få tilfælde, hvor den pågældende pågrund af sin sjælelige tilstand er ude af stand tilat forstå betydningen af sterilisationen; i så faldkan begæringen fremsættes af en beskikket værge.På dette frivillighedsprincip bygger alleredeloven af 1935. Sterilisationsreglerne vedrørendeåndssvage i loven af 1934 er derimod affattetsåledes, at der ikke udkræves begæring ellersamtykke fra den åndssvage selv. Loven fremtrædersåledes i princippet som en tvangslov,hvorved bemærkes, at mange åndssvage er istand til at forstå sterilisationens betydning. Somnævnt foran side 20 har direkte tvang dog aldrigværet anvendt. Lovens regler om sterilisationhavde nøje sammenhæng med, at loven afgavhjemmel for tilbageholdelse af åndssvageunder forsorg I ret vidt omfang. Disse regler erimidlertid nu afløst af reglerne i forannævntelov af 5. juni 1959 om forsorgen for åndssvageog andre særlig svagtbegavede, og denne lovbygger i princippet på frivillighed. I konsekvensheraf bør den i loven af 1934 indeholdte hjemmeltil tvungen sterilisation efter udvalgets meningikke opretholdes, men sterilisation af åndssvage,der forstår betydningen heraf, bør ligesomfor andre personers vedkommende kunkunne ske efter den pågældendes egen begæring.Et andet spørgsmål er, om den omstændighed,at en åndssvag, der modtager hjælp i henholdtil loven af 1959, ikke ønsker at lade sigsterilisere, skal kunne medføre, at en begæringom hjælpeforanstaltningernes ophør afslås. Heromhenvises til side 29 f• nedenfor.Som nævnt foran side 21 indeholder de gældendelove ingen regler om sterilisation på medi-25

cinsk indikation. Efter den stedfundne udviklinghar udvalget imidlertid fundet det rimeligt, atder i en ny almindelig sterilisationslov også givesregler herom, jfr. nærmere nedenfor.Den særlige Sterilisationsregel i svangerskabslovens§ 1, stk. 4, bliver efter udvalgets forslagoverflødig.2. Indikationerne.Medens loven af 1934 vedrørende åndssvageindeholder en ret detailleret angivelse af degrunde, der kan føre til, at sterilisation foretages,er den almindelige lov af 1935 sparsom iså henseende. Loven fremhæver, at samfundsmæssigehensyn skal tale for sterilisation, forpsykisk normale endvidere, at særlige hensyn,navnlig fare for afkommets arvelige belastning,taler derfor, og for psykisk abnorme, at det måanses for gavnligt for den pågældende, at hansættes ud af stand til at få afkom. Det nærmereindhold har disse bestemmelser fået gennempraksis. Det kan i denne forbindelse nævnes,at den norske lov blot kræver en »aktverdiggrunn«, hvorimod de svenske, finske og islandskelove giver nærmere anvisning på, hvilkegrunde der anerkendes. Udvalget har overvejet,om man skulle blive stående ved en forholdsvisvag formulering som den, der findes i 1935-loven, eller muligt endog gå over til en formuleringsom den norske, hvorved skønnet over,hvilke grunde der kan anerkendes, i vidt omfangoverlades til det eller de organer, der skaladministrere loven. Udvalget er imidlertid nåettil det resultat, at de grunde, der skal kunneføre til, at sterilisation kan foretages, bør angivesi selve loven. Udvalget har herved set hentil, at sterilisation er af indgribende betydning,og at muligheden for omgørelse er meget ringe.Medens tilladelser efter 1935-loven meddelesaf justitsministeriet efter indhentet erklæring fraretslægerådet, foreslår udvalget, som nedenfornærmere anført, at afgørelserne i almindelighedhenlægges til mødrehjælpens samråd. Når afgørelsernesåledes ikke skal træffes centralt, menaf en række decentraliserede organer, er det afstørste vigtighed, at hovedretningslinierne fordisse afgørelser er fastlagt i loven. Således erforholdet da også ordnet i svangerskabsloven.Efter de erfaringer, der er indvundet i de år, derer forløbet, siden den første sterilisationslovblev givet i 1929, skulle en sådan nærmere angivelsevære mulig, uden at man derved risikererat afskære tilfælde, i hvilke sterilisation efteren nutidig opfattelse bør kunne finde sted, jfr.foran side 24.a. Som foran nævnt findes der ikke i de gældendelove regler om foretagelse af sterilisationaf lægelige grunde, men det antages, at dettekan ske uden særlig tilladelse. Efter at det gennemudvalgets undersøgelser har vist sig, at sterilisationaf lægelige grunde ikke blot findersted i snævert begrænsede undtagelsestilfælde,men at ca. 80 % af samtlige sterilisationer påkvinder foretages af lægelige grunde uden tilladelse,og at en del af disse tilfælde ligger ganskenær op ad tilfælde, i hvilke tilladelse meddelesaf justitsministeriet på en blandet socialmedicinskindikation, har udvalget fundet detnaturligt, at der i loven optages regler om sterilisationaf lægelige grunde (medicinsk indikation),først og fremmest for at fastlægge afgrænsningenmellem de tilfælde, hvor tilladelsekræves, over for de tilfælde, hvor tilladelse erufornøden. Det kan tillige anføres, at erfaringenhar vist, at der blandt lægerne hersker betydeligusikkerhed om, i hvilket omfang sterilisationkan foretages på lægeligt grundlag. Påden ene side synes oplysningerne at vise, at denmedicinske indikation undertiden strækkes megetvidt, medens der på den anden side efterdet for udvalget oplyste er kirurger, som underden nugældende lovgivning nærer betænkelighedved at udføre sterilisation endog på renmedicinsk indikation, uden at indgrebet er sanktioneretaf en offentlig myndighed.Det er udvalgets opfattelse, at det stadig børvære tilladt at foretage sterilisation af lægeligegrunde uden tilladelse fra nogen offentlig myndighed,men at grænserne for det lægelige skønbør fastlægges i loven.Med hensyn til denne afgrænsning må detførst fremhæves, at operationer, der udføres forat helbrede legemlig sygdom, frit må kunneforetages, selvom de rent faktisk medfører sterilitet,f. eks. fordi det er nødvendigt at fjerneæggestokkene eller livmoderen. Der er på detteområde tale om et rent lægeligt skøn. Udvalgetforeslår derfor, at sådanne indgreb holdes heltuden for loven, jfr. udkastets § 1, stk. 2. Dettemedfører, at deres foretagelse må bedømmes udfra samme synspunkter, som anlægges ved alleandre operationer, og at de særlige regler, somlovudkastet opstiller for sterilisation, ikke finderanvendelse på dem.For så vidt angår helbredelse af sjælelig sygdom,hvor det udelukkende er indgrebets steriliserendeeffekt, der tilstræbes, er der derimodfundet at være en så nøje forbindelse med degrunde, der i øvrigt kan føre til sterilisation, atlovens regler bør komme til anvendelse.26

Hvad dernæst angår operationer, som direkteer rettede på at ophæve forplantningsevnen,d.v. s. egentlige sterilisationer, bør det i lovenangives, hvornår de kan foretages af lægeligegrunde uden forud indhentet tilladelse fra enoffentlig myndighed.I sine overvejelser af, hvorledes en sådan medicinskindikation for sterilisation bør afgrænses,har udvalget taget sit udgangspunkt i bestemmelsernei svangerskabslovens § 1, stk. 1, nr. 1,og § 3, stk. 2. Efter disse bestemmelser kan enkvinde få sit svangerskab afbrudt, når det ernødvendigt for at afværge alvorlig fare for hendesliv eller helbred. Ved bedømmelsen af dennefare skal der på grundlag af en vurdering afsamtlige omstændigheder, herunder de forhold,hvorunder kvinden må leve, tages hensyn ikkealene til fysisk eller psykisk sygdom, men ogsåtil tilstedeværende eller truende fysiske ellerpsykiske svækkelsestilstande. Svangerskabsafbrydelsekan normalt kun ske i henhold til en beslutningtruffet af et af mødrehjælpens samråd,men hvis faren er begrundet i sygdom, og detteer konstateret på et sygehus, kan bestemmelseom svangerskabsafbrydelse træffes af sygehusetsoverlæge. Kun i disse sidste tilfælde foreliggerder således svangerskabsafbrydelse på lægeligtgrundlag uden tilladelse fra nogen offentligmyndighed.Efter udvalgets mening lader svangerskabslovensregler om, i hvilke tilfælde overlægen påegen hånd kan foretage svangerskabsafbrydelse,sig imidlertid ikke overføre til en lov om sterilisation.Et krav om alvorlig fare for kvindensliv vil efter udvalgets mening være for vidtgående,idet allerede en fare, der ikke er helt ubetydelig,bør kunne begrunde sterilisation. På denanden side bør der, hvis der ikke er tale om livsfare,kræves fare for en både alvorlig og varigforringelse af kvindens helbred. Svangerskabslovensregel om, at overlægen kun kan træffebeslutning, når faren er begrundet i sygdom, ogdette er konstateret på sygehuset, vil efter udvalgetsopfattelse være for snæver for så vidtangår sterilisation. På dette område ville reglenmedføre en meget væsentlig begrænsning i overlægerneskompetence, og der synes efter det forudvalget foreliggende ikke at være trang til ensådan begrænsning, der for svangerskabsafbrydelsernesvedkommende må antages at være begrundeti særlige forhold. En kvinde bør såledeskunne steriliseres på medicinsk indikation, selvomden fare, der truer hendes liv eller helbred,endnu ikke har givet sig udtryk i sygdom, såfremtden dog giver grund til at forvente, atsygdom indtræder, hvis indgrebet ikke foretages.Selvom svangerskabslovens afgrænsning mellemde tilfælde, hvor svangerskabsafbrydelsekan ske uden tilladelse, og de tilfælde, hvorsamrådets tilladelse kræves, således ikke bør følges,er det dog udvalgets opfattelse, at der påanden måde må finde en begrænsning sted, udoverhvad der ligger i, at indgrebet skal værenødvendigt for at afværge fare for kvindens liveller for en alvorlig og varig forringelse af hendeshelbred. Ved bedømmelsen af, om sådanfare foreligger, vil - således som det for svangerskabsafbrydelsernesvedkommende har fundetudtryk i loven herom — en række forholdkomme i betragtning, herunder forhold, der ikkeer af lægelig karakter. Således vil de forhold,hvorunder kvinden lever, som f. eks. familienssociale kår, børneflokkens størrelse og ægteskabetsstabilitet, naturligt indgå i en lægelig vurderingaf hendes helbredstilstand på længeresigt. Der er en jævn overgang fra de tilfælde,hvor de sociale forhold er af underordnet betydning,til sådanne tilfælde, hvor de spiller endominerende rolle. Det er udvalgets opfattelse,at sterilisation på medicinsk indikation ikke blotbør kunne foretages, når bedømmelsen af farenfor liv eller helbred udelukkende beror på lægeligehensyn, men at også tilfælde, hvor de socialeforhold indgår i bedømmelsen, bør kunnemedtages, såfremt denne dog overvejende berorpå lægelige hensyn. I andre tilfælde må indgrebetsforetagelse være afhængig af, om lovensøvrige kriterier for sterilisation kan bringes ianvendelse, jfr. herved navnlig udkastets § 3,stk. 1, nr. 3.På baggrund af de her anførte betragtningergår udvalget ind for, at sterilisation kun skalkunne foretages på medicinsk indikation uden tilladelsefra nogen offentlig myndighed, hvis indgrebetunder hensyn til forhold af ren eller dogganske overvejende lægelig karakter må ansesnødvendigt for at afværge fare for den pågældendekvindes liv eller for en alvorlig og varigforringelse af hendes helbred, jfr. udkastets § 2.Udvalget har overvejet, om det til vejledningfor lægerne var muligt i loven at foretage enmere præcis afgrænsning af den medicinske indikation,men har ikke fundet det gørligt og erblevet stående ved denne formulering. I forholdtil nuværende praksis betyder den foreslåederegel nogen stramning, idet det må antages, atsterilisation uden tilladelse i de senere år er foretageti en del tilfælde, hvor der vel forelå helbredsmæssigegrunde, der talte for sterilisation,men hvor de sociale forhold herved var af be-27

tydelig vægt. Den tidligere nævnte gruppe, betegnetsom »de udslidte mødre«, må i ikke ringeudstrækning antages at skulle bedømmes efterudkastets § 3, stk. 1, nr. 3, idet disse kvinderkun vil være omfattet af § 2, såfremt forebyggelseaf yderligere svangerskab må anses nødvendigaf rent eller dog ganske overvejendelægelige hensyn for at afværge fare for deresliv eller for en alvorlig og varig forringelse afhelbredet.Det er næppe tænkeligt, at lægelige hensyn isig selv kan tilsige sterilisation af mænd, og bestemmelsenbør derfor indskrænkes til alene atangå kvinder, hvilket i øvrigt er i overensstemmelsemed finsk og svensk lovgivning.b. Sterilisationsloven af 1935 fremhæver, atnavnlig risikoen for afkommets arvelige belastningvil kunne begrunde sterilisation. Selvomdette hensyn ikke udtrykkeligt er nævnt i sterilisationsbestemmelsernei loven af 1934, har detdog også på dette område sin betydning. Svangerskabsafbrydelsekan ligeledes tillades på eugeniskindikation, jfr. lov 1956 § 1, stk. 1, nr.3, og sterilisation kan efter lovens § 1, stk. 4,udføres i tilslutning hertil, hvis de arvelige anlægstammer fra kvinden. Endvidere bør i dennesammenhæng nævnes § 10 i lov nr. 276 af 30.juni 1922 om ægteskabs indgåelse og opløsning,som affattet ved lov nr. 141 af 13. april 1938.Bestemmelsen er sålydende:»Den, som er sindssyg, åndssvag, psykopat ihøjere grad eller kronisk alkoholist, må ikke indgåægteskab uden dertil af justitsministerietmeddelt tilladelse. Det samme gælder epileptikeremed jævnlige anfald eller med udtalte psykiskeforandringer.Sådan tilladelse kan kun meddeles, såfremtjustitsministeriet efter indhentet erklæring fraretslægerådet skønner, at det under hensyn tillidelsens art, den ringe fare for overførelse påafkommet samt partens evne til at bedømmeægteskabets betydning må anses for forsvarligt,at ægteskabet indgås.Tilladelsen kan betinges af, at den pågældendelader sig underkaste sterilisation (ufrugtbargørelse)i overensstemmelse med lovgivningensbestemmelser herom, jfr. lov nr. 176 af 11. maj1935 om adgang til sterilisation og kastrationog § 5 i lov nr. 171 af 16. maj 1934 om foranstaltningervedrørende åndssvage.«Om denne bestemmelse henvises i øvrigt tilden af et udvalg i I960 afgivne betænkning(nr. 263) om ændring af bestemmelsen.Eugeniske hensyn af en vis vægt må også ien ny sterilisationslov være indikation for sterilisation.Medens svangerskabsafbrydelse kun kanforetages, når der er fare for alvorlige abnormitetereller sygdomme, har udvalget ment, atder bør være mulighed for at tillade sterilisationi noget videre omfang. Såfremt forældreallerede har et eller flere børn med en arveliglidelse, vil det således alt efter lidelsens karakterkunne være rimeligt at fjerne risikoen for,at de får flere børn med denne lidelse, uansetom den ikke hører til de alvorlige. Det må dogunderstreges, at ikke enhver arvelig lidelse børvære Sterilisationsgrund. Om tilladelse skal meddeles,må afhænge af lidelsens alvor sammenholdtmed arverisikoen. Således må arvelige anlægfor svære legemlige eller sjælelige defektereller sygdomme (f. eks. sindssygdom, åndssvaghed,visse øjensygdomme og lignende) give fornødenindikation, selv om risikoen for, at denpågældendes eventuelle børn arver lidelsen, ikkeer særlig stor. Drejer det sig om en mindre alvorliglidelse, bør sterilisation derimod kunkomme på tale, hvis arverisikoen er betydelig.Til bedømmelse af, om en foreliggende lidelsekan antages at være arvelig og om størrelsen afden risiko, der måtte være for, at lidelsen i detforeliggende tilfælde vil blive nedarvet, bør erklæring- således som det allerede nu findersted — indhentes fra universitetets arvebiologiskeinstitut, jfr. udkastets § 10, stk. 2.Undertiden er faren for arveligt belastet afkomafhængig af tilstedeværelsen af bestemtearveanlæg hos begge parter. Ved afgørelsen af,om der foreligger eugenisk indikation for sterilisation,må der derfor være mulighed for tilligeat tage arvelige anlæg hos den pågældendesægtefælle eller samlever i betragtning.For kvinders vedkommende kan der være anledningtil at sidestille særlige forhold, somf. eks. udpræget tilbøjelighed til spontane abortereller dødfødsler, med eugeniske hensyn. Detmå dog her kræves, at der er betydelig fare for,at et fremtidigt svangerskab ikke kan gennemføres,eller at barnet ikke vil blive levedygtigt,eventuelt blive født med væsentlige beskadigelser.Dette er f. eks. tilfældet med sygdommenerythroblastose (rhesusbørn), som skyldes ensærlige kombination af mandens og kvindensblodtyper.Ud fra de nævnte betragtninger er udkastets§ 3, stk. 1, nr. 1, udformet.c. Sterilisation må dernæst kunne tillades, hvisden pågældende må anses for uegnet til på forsvarligmåde at tage vare på børn, jfr. udkastets28

§ 3, stk. 1, nr. 2. Dette hensyn er særlig fremhæveti sterilisationsbestemmelsen i 1934-lovenom åndssvage. En lignende bestemmelse gælderfor svangerskabsafbrydelse, jfr. svangerskabslovens§ 1, stk. 1, nr. 4, der dog er begrænsettil »ganske særlige tilfælde«.Uegnetheden kan dels være legemligt, delspsykisk betinget.Legemlige sygdomme eller defekter vil kunnehæmme vedkommende i en sådan grad, at etønske om sterilisation kan være velbegrundet,selv om lidelsen ikke er arvelig og heller ikkekan antages at ville forværres ved svangerskabeller fødsel. Svært invaliderede og personer medalvorlige legemlige sygdomme bør således haveadgang til at lade sig sterilisere, hvis det findes,at de som følge af deres tilstand ikke magter atdrage omsorg for børn. Ved afgørelsen vil derdog være at tage hensyn til, i hvilket omfangden pågældendes ægtefælle vil være i stand tilat kompensere de foreliggende vanskeligheder.Lige siden den første sterilisationslov af 1929har der under skiftende betingelser været hjemmeltil at tillade sterilisation af personer medpsykiske abnormiteter. At personer med alvorligeresindslidelser og dybt åndssvage er uegnedetil at tage sig af børn, er indlysende. Imidlertidvil disse mennesker som oftest opholdesig på sygehus eller anstalt, og deres mulighedfor at avle børn er således ringe. Spørgsmåletom sterilisation trænger sig derfor ikke så megetpå for deres vedkommende.Af væsentlig større interesse er problemet,når det gælder de i lettere grad sindslidendeeller åndssvage, idet de enten ikke er inddragetunder forsorg, eller dog i reglen lever underfriere forsorgsformer ude i samfundet. Deresmentale brist til trods vil de ofte kunne klaresig socialt i en fri tilværelse, hvis de er enligeeller lever i et barnløst ægteskab. Erfaringen viserderimod - i hvert fald for de åndssvagesvedkommende — at de almindeligvis ikke vilkunne opfylde de større krav, der stilles til dem,hvis der kommer børn i ægteskabet. På dennebaggrund må hensynet til børnene veje tungt tilfordel for sterilisation, men det må samtidigfremhæves, at sterilisation ikke altid er påkrævet.En lettere åndssvag kvinde, som er gift meden stabil og normalt begavet ægtefælle, vil måskemed mandens hjælp kunne klare pasningenaf et enkelt barn. Det må derfor afhænge af ensamlet vurdering af den pågældendes livsforhold,om sterilisation er den rette udvej.Det er som tidligere nævnt ikke muligt atforetage en skarp afgrænsning af, hvilke personerder kan anses for åndssvage, og da andresvagtbegavede kan udvise samme manglendeevne til at tage vare på børn, foreslås hjemmelentil sterilisation udformet således, at den ogsåomfatter sådanne personer; visse sinker vilsåledes kunne steriliseres efter den foreslåedebestemmelse.Også grovere karakterafvigelser hos vedkommendekan begrunde, at et andragende om sterilisationbør imødekommes. I justitsministerietspraksis har man eksempler på sterilisationsandragenderfra psykisk egenartede personer, derligefrem har næret afsky for småbørn. Et hjem,hvor denne indstilling råder, vil være et højstugunstigt opvækstmilieu for børn, og sterilisationsynes derfor at være velindiceret.d. Som det fremgår af de foranstående bemærkningerunder punkt b og c, går udvalgetind for, at åndssvage skal kunne steriliseres,hvis der er risiko for, at deres afkom vil blivearveligt belastet, eller hvis de skønnes uegnedetil at tage vare på børn.Betingelserne vil ofte begge være opfyldt,men er det: ikke altid. Udover at være nedarvetkan åndssvaghed være erhvervet med oprindelsei forhold før, under eller efter fødslen. En erhvervetåndssvaghed kan ikke nedarves på børnene,og sterilisation vil derfor kun kunne ske,hvis kriteriet »uegnethed« kan anvendes. På denanden side kan der — jfr. foran — tænkes tilfælde,hvor en åndssvag person - med fornødenbistand - kan tage vare på børn, men hvor farenfor, at åndssvagheden skal nedarves, tilsiger sterilisation.Sterilisationsreglerne i åndssvageloven af1934 er langt videregående, idet der navnlig erhjemmel til at stille krav om forudgående sterilisationsom betingelse for udskrivning ellerundladelse af at etablere forsorg. Efter gennemførelsenaf den nye åndssvageforsorgslov byggeråndssvageforsorgen på frivillighedens princip.En begæring om forsorgens ophør må såledestages til følge, medmindre den pågældende måanses som farlig for sig selv eller andre, ellerhjælpeforanstaltningernes ophør vil medføre væsentligeulemper for personen selv, jfr. lovens§ 10, stk. 3. Det er vanskeligt foreneligt meddet nye syn på åndssvageforsorgens virke at opretholdebestemmelsen om tvungen sterilisation,jfr. side 20. og i åndssvageudvalgets betænkningaf 1958 er man da også i princippet gået indfor, at sterilisation bør ske på frivillig basis. Detudtales dog, at der formentlig stadig i særligetilfælde vil være grundlag for at betinge en ud-29

skrivning af en forudgående sterilisation, ideten sterilisation i disse tilfælde kan være den behandling,som må betragtes som påkrævet for,at det kan siges, at det ikke vil blive til væsentligulempe for patienten selv at blive udskrevet.I den anledning har udvalget overvejet, omder er behov for at medtage et særligt kriteriumfor sterilisation af åndssvage i en ny sterilisationslov.Det har bl. a. været drøftet, om manskulle indføje en regel om, at sterilisation skullekunne tillades i særlige tilfælde, hvis forsorgenslæger skønnede, at udskrivning ikke kunne ske,medmindre patienten blev steriliseret, idet»ulempekriteriet« i åndssvageforsorgsloven ellersmåtte finde anvendelse. Udvalget er imidlertidnået til det resultat, at der ikke er trangtil yderligere sterilisationsbestemmelser foråndssvage. »Ulempekriteriet« indebærer, at derogså under den nye åndssvageforsorgslov ermulighed for indirekte at øve et vist pres modpatienten for at formå denne til at søge sig steriliseret.Set i sammenhæng med de under b og comtalte indikationer må dette være tilstrækkeligttil at tilgodese den forsorgsmæssige interessei sterilisation. Hertil kommer, at åndssvageforsorgensrepræsentanter i udvalget har tagetafstand fra i denne henseende at drage skel mellemåndssvage og personer med andre psykiskeeller karakterologiske abnormiteter.Det er udvalget magtpåliggende at præcisere,at man ved overvejelserne vedrørende indikationsstillingen,for så vidt angår de åndssvage,vel har medtaget risikoen for arvelig belastningaf afkommet, men at man dog har lagt hovedvægtenpå, at indgrebet først og fremmest måopfattes som en lægelig-social behandling af denåndssvage selv, idet forsørgerpligten vil betydeen overbelastning af den åndssvage og medførerisiko for, at social tilpasning umuliggøres.Endvidere har man lagt vægt på eventuellebørns tarv. Det er selvsagt almindeligvis uheldigtfor børn at opvokse i et hjem, hvor en ellerbegge forældre er åndssvage. Hvis børnene selver åndssvage og således stiller særlige krav tilpasning, kan forældrene ofte ikke magte opgavenmed den følge, at børnene bliver forsømt;men erfaringen har vist, at ulykken også er stor,hvis børnene er så velbegavede, at de, når devokser lidt til, kan erkende forældrenes nedsatteintelligens.e. Såvel af justitsministeriets praksis, som erudviklet foran under afsnit A, som af mødrehjælpensredegørelse til udvalget, kan man udlede,at sterilisationsspørgsmålet i overvejendegrad melder sig for gifte kvinder, som indenfor et kortere åremål har født flere børn, ogsom lever i vanskelige sociale kår. De bærer oftepræg af at være udslidte og ældede og har sværtved at overkomme den betydelige arbejdsbyrde,der hviler på dem. En forøgelse af børneflokkenmå forventes at ville undergrave deres helbredog forringe deres muligheder for at tagesig af de børn, der allerede er i hjemmet.Efter udvalgets opfattelse kan der ikke væresamfundsmæssige betænkeligheder forbundetmed at tillade sterilisation i sådanne tilfælde.Tværtimod må det være i samfundets interesseat støtte bestræbelser, som kan modvirke, athjemmet bryder sammen som følge af en overbelastningaf husmoderen.Om sterilisation bør tillades må bero på, omdet ud fra en helhedsvurdering af familiens forholdfindes påkrævet at undgå flere fødsler,fordi flere børn må antages at ville forringe moderenshelbredstilstand, betydeligt forøge hendesarbejdsbyrde eller på anden måde medføreen væsentlig belastning af forholdene i hjemmet.Ved denne vurdering bør der navnlig læggesvægt på de helbredsmæssige, boligmæssigeog økonomiske forhold, ligesom antallet af alleredei hjemmet værende børn må tages i betragtning.Der er tale om en social indikation. Ganskevist vil indikationen i langt de fleste tilfældebestå af en blanding af lægelige og sociale hensyn,men det er udvalgets opfattelse, at sterilisationogså bør kunne tillades, selv om lægeligehensyn i enkelte tilfælde ikke kan påberåbes.Der kan således forekomme tilfælde, hvor kvindenshelbred vel ikke giver anledning til betænkeligheder,men hvor familiens boligmæssigeeller andre sociale forhold er så dårlige, at enforøgelse af en i forvejen stor børneflok vil bevirke,at det ikke under de givne forhold blivermuligt at opfostre børnene på forsvarlig vis.Sterilisation vil efter disse retningslinier kunneforetages i videre udstrækning end svangerskabsafbrydelse,idet anvendelsen af bestemmelseni svangerskabslovens § 1, stk. 1, nr. 1, derogså hjemler hensyntagen til kvindens socialeforhold, forudsætter, at svangerskabets afbrydelseer nødvendig for at afværge alvorlig fare forhendes liv eller helbred.Denne forskel er efter udvalgets mening ogsårimelig i betragtning af indgrebenes forskelligekarakter. Svangerskabsafbrydelse er en nødudvej,hvorved man kan afværge en akut fare,men på langt sigt opnås der ingen tilfredsstillendeløsning af kvindens vanskeligheder. Ste-30

ilisation er derimod et forebyggende indgreb,som tager sigte på at bringe en udvikling, dertruer familiens velfærd, til ophør.Den af udvalget foreslåede regel, jfr. udkastets§ 3, stk. 1, nr. 3, dækker de tilfælde, i hvilkejustitsministeriet med hjemmel i 1935-lovenlænge har givet tilladelse til sterilisation, menreglen går noget videre.f. For ægtepars vedkommende og for så vidtangår personer, der har etableret et fast samlivsforholduden at have indgået ægteskab, opstårspørgsmålet om, hvorvidt den part, der ikkeer bærer af indikationen, bør have adgang til atindgive andragende om sterilisation i stedet forden anden. En sådan ordning kan f.eks. væreønskelig, hvis den part, hos hvem indgrebet erindiceret, ikke kan tåle operationen. Også denomstændighed, at indgrebet er langt mindrekompliceret hos manden end hos kvinden, kantale for at lade ham underkaste sig indgrebet,hvis han ønsker det, selv om de forhold, derbegrunder sterilisation, findes hos hende.Findes sterilisationsgrunden alene hos denene part, må det være hovedreglen, at sterilisationstilladelsenkun kan meddeles denne. Udvalgethar dog fundet det rigtigst, at der holdesen mulighed åben for at give tilladelsen til denanden part, nemlig hvis vægtige lægelige ellerandre ganske særlige hensyn taler imod, at denpågældende selv underkastes indgrebet. Praksishar vist, at der er trang til en sådan regel, jfr.herom afsnit A, side 17. Bortset fra sterilisationer,der ønskes udført på medicinsk indikationaf hensyn til kvindens helbred, jfr. udkastets§ 2, må det dog tillige være en betingelse, atforebyggelse af svangerskab eller fødsel af børnskønnes ganske særligt påkrævet. Mulighedenfor ægteskabets eller samlivsforholdets ophørvil altid gøre det betænkeligt at tillade den sundepart at lade sig sterilisere.I mange tilfælde vil indikationen være fællesfor parterne, og i så fald må enhver af demkunne søge sterilisation. Dette gælder således,hvis baggrunden for andragendet er familiensvanskelige kår. Det samme er tilfældet, hvis sterilisationsøges af eugeniske grunde eller dermedligestillede forhold, og faren for den arveligebelastning eller beskadigelse af afkommetberor på en kombination af egenskaber hos denpågældende kvinde og mand.Der henvises til udkastets § 4 og bemærkningernehertil vedrørende den nærmere udformningaf reglen.g. Da mulighederne for at omgøre sterilisationsom tidligere nævnt er meget ringe, må deforhold, der skal begrunde sterilisation, være afvarig karakter. Hvis de foreliggende oplysningergiver grund til at forvente, at der inden foren rimelig tid vil foreligge en ny situation, sombevirker, at sterilisation ikke længere vil kunneanses for påkrævet, bør tilladelse til sterilisationikke meddeles. Når sterilisation søges af eugeniskeeller dermed ligestillede grunde, eller fordivedkommende ikke er egnet til at tage sig afbørn, vil der oftest foreligge en varig tilstand.Ved sterilisation på medicinsk eller socialt-medicinskgrunt 11ag er der derimod grund til i særliggrad at være opmærksom på, om vanskelighedernemå anses for blivende, eller om de skyldesmidlertidige omstændigheder.Man bør ligeledes overveje, om der er rimeligudsigt til, ;it svangerskab kan forebygges på andenmåde. Det må således tages i betragtning,om svangerskabsforebyggende midler regelmæssigthar været benyttet. Er dette ikke tilfældet,og skønnes der at være rimelig udsigt til, at nyegraviditeter vil kunne undgås på denne måde,bør den pågældende ansøger i almindelighedførst henvises til hos sin læge at søge oplæring ianvendelse af svangerskabsforebyggende metoder.Forgæves anvendelse af svangerskabsforebyggendemidler bør dog ikke altid være en betingelsefor sterilisation. En del kvinder - navnligi den social-medicinske gruppe — er således afanatomiske årsager ude af stand til at anvendeet pessar, og såfremt dette er oplyst i forbindelsemed ansøgningen om sterilisation, bør denomstændighed, at andre svangerskabsforebyggendemetoder vil kunne bringes i anvendelse,ikke afskære dem fra at opnå sterilisation. Detkan i denne forbindelse også nævnes, at det efterlægelig erfaring kan være vanskeligt at ændreen persons seksuelle vaner. Endvidere gælderdet for nogle menneskers vedkommende, atde på grund af intellektuelle brist ikke vil kunnelære at anvende midlerne rigtigt. Det børtillige fremhæves, at disposition for arveligelidelser af alvorligere art må kunne begrundesterilisation, selv om der i det enkelte tilfældeskønnes at være gode muligheder for betryggendeanvendelse af præventive midler. Efter udvalgetsmening ville det i sådanne tilfælde væreubilligt at tvinge nogen til at løbe den risiko forbesvangring, som trods alt består uanset anvendelsenaf enhver af de hidtil kendte svangerskabsforebyggendemetoder.Udkastets § 5 tager sigte på de nævnte forhold.31

3. Hvem skal stille indikation for sterilisation?a. Aiedicinsk indikation.Sterilisation af en kvinde ud fra lægelige hensynbør som hidtil kunne ske efter bestemmelseaf overlægen på den sygehusafdeling, hvor indgrebetskal foretages. Sterilisationsindgreb påmedicinsk indikation må sidestilles med andreoperationer, og skønnet over, om sterilisation ernødvendig, hører derfor naturligt hjemme hosoverlægen, der i det omfang, det er påkrævet,vil rådføre sig med andre læger med særlig sagkundskab,f.eks. psykiatere.Udvalget har dog ment, at tilladelse på medicinskindikation også bør kunne meddeles afdet organ, der efter udvalgets forslag i øvrigtskal træffe afgørelse om foretagelse af sterilisation,jfr. nærmere nedenfor side 37.b. Andre indikationer.Efter den gældende ordning meddeles tilladelsetil sterilisation af åndssvage af et særligtnævn, sterilisationsnævnet, jfr. foran side 19,medens tilladelsen i alle andre tilfælde gives afjustitsministeriet efter indhentet erklæri-ng fraretslægerådet.Som foran nævnt har udvalget ment at kunneudarbejde fælles regler for al sterilisation, såledesat der ikke opstilles særlige regler medhensyn til betingelserne for sterilisation af åndssvage.Det vil herefter også være naturligt atoverveje, om afgørelsen af, om sterilisation kantillades, kan henlægges til samme organ. I betragtningaf, at justitsministeriet behandler etvæsentlig større antal andragender om sterilisationend sterilisationsnævnet, synes det naturligtførst at tage stilling til, om kompetencen børforblive hos justitsministeriet. Ordningen efter1935-loven har i administrativ henseende stortset virket tilfredsstillende. Sterilisationssagernekan være af stærkt hastende karakter, idet indgrebethyppigt ønskes foretaget i forbindelsemed svangerskabsafbrydelse eller i tilslutning tilen nær forestående fødsel. Både i retslægerådetog i justitsministeriet har man imidlertid tagetdette hensyn i betragtning, og sagernes ekspeditionhar derfor kun sjældent givet anledningtil vanskeligheder. Ministeriet har som regelfulgt retslægerådets indstillinger, men i vissegrænsetilfælde har man afslået andragender,som var anbefalet af retslægerådet. Det er doget spørgsmål, om sager af denne art egner sigtil departemental behandling. Ministeriets afgørelsehviler udelukkende på et skriftligt materiale,hvilket undertiden kan føles som en ulempe.Et personligt indtryk af ansøgeren vil forden, der skal træffe afgørelsen, ofte være af væsentligværdi ved bedømmelsen af, om der ertrang til sterilisation, og om ønsket om sterilisationfremsættes efter moden overvejelse. Hertilkommer, at ministeriet, som ikke selv harpsykiatrisk eller anden lægelig medhjælp, i vidtomfang må støtte sig til retslægerådets erklæring,men hvis afgørelsen i for høj grad byggesherpå, medfører det, at den selvstændige vurderingbliver af mindre betydning. Da man i sintid som noget nyt gav lovregler om sterilisation,var det naturligt at samle afgørelserne i ministeriet,men efter at loven nu har været praktisereti en lang årrække, er en sådan centraliseringnæppe påkrævet. Det må også forekomme upåkrævet,at samtlige de sager, hvori tilladelsekræves, forelægges retslægerådet til udtalelse,såfremt en decentralisering til organer med fornødenlægekundskab kan gennemføres. Fordeleneved en centralisering er i første række, atman sikrer sig en større ensartethed af afgørelserne,men denne fordel kan efter udvalgetsskøn ikke opveje ulemperne ved ordningen ogvil kunne opnås på anden måde. Af de anførtegrunde er udvalget nået til, at afgørelsen af dissesager må kunne lægges bort fra ministeriet.Et fritstående nævn, hvori den fornødne sagkundskaber repræsenteret, svarende til det nuværendenævn for sterilisation af åndssvage,ville vel i en vis udstrækning kunne afhjælpede mangler, der kan påpeges ved den ministeriellebehandling, men også nævnets afgørelservil let få præg af »papirafgørelser«. Det relativtstore antal sager, der vil blive tale om, vil ogsåvanskeligt kunne behandles af et centralnævn,hvis medlemmer må forudsættes at skulle udførearbejdet som bibeskæftigelse. Afgørendefor, at udvalgets flertal ikke har ment at burdeforeslå oprettelsen af et nævn, har det imidlertidværet, at man som nedenfor anført på andenmåde har ment at kunne skabe en betryggendeordning, der tilmed indebærer forskellige fortrinfrem for en nævnsordning.Udvalget har dernæst som tidligere anførtovervejet, om man kunne overlade det til vedkommendeoverlæge at skønne over, om lovensbetingelser for sterilisation er opfyldt, uansethvilken indikation indgrebet støttes på, men harment at måtte tage afstand fra tanken herom.Ved sterilisation på social eller social-medicinskindikation eller efter kriteriet »uegnet til påforsvarlig måde at drage omsorg for børn« erdet andre hensyn end rent lægelige, der bliverafgørende for, om sterilisationstilladelse kan32

meddeles, og varetagelsen af disse hensyn forudsætteren særlig sagkundskab. Søges sterilisationaf eugeniske eller tilsvarende grunde, erdet ligeledes en samfundsmæssig og ikke en lægeligvurdering alene, der må være bestemmendefor, om en nærmere bestemt arverisiko kanbegrunde indgrebet. Som argument imod at henlæggebeslutningen vedrørende de samfundsmæssigtbetonede sterilisationer til overlægenkan endvidere anføres, at der i så fald let vil udviklesig en stærkt svingende praksis landetover, hvilket udvalget finder vil være uheldigt.I sine overvejelser af kompetencespørgsmålethar udvalget naturligt haft den ordning for øje,der ved loven af 1956 er gennemført med hensyntil afbrydelse af svangerskab. Der er her ikkeblot tale om et beslægtet område, men enmeget stor del af sterilisationerne foretages iforbindelse med svangerskabsafbrydelse. Somnævnt side 12 sker henvendelse om svangerskabsafbrydelsesom hovedregel til en mødrehjælpsinstitution,og bestemmelse træffes i dissetilfælde af mødrehjælpens samråd. Disse er opretteti 1956 i tilknytning til svangerskabsloven,og deres kompentence omfatter alle lovens indikationerfor svangerskabsafbrydelse, herunderogså den medicinske; under visse betingelserkan bestemmelse om svangerskabsafbrydelse påmedicinsk indikation dog tillige træffes af ensygehusoverlæge, jfr. lovens § 3, stk. 2. Samrådenessammensætning er fastlagt i § 6 A imødrehjælpsloven, jfr. lovbekendtgørelse nr.227 af 24. august 1956. De består af vedkommendemødrehjælpsinstitutions leder eller enanden ved institutionen ansat person med tilsvarendeuddannelse samt 2 læger. Lederen skalifølge § 6 være en kvinde, der har gennemgåetet anerkendt kursus for socialhjælpere eller er ibesiddelse af en dermed ligestillet uddannelse,og af lægerne skal så vidt muligt den ene værespeciallæge i gynækologi eller kirurgi, om muligten stedlig overlæge, den anden speciallægei psykiatri. Medlemmerne udpeges af socialministeren,de lægelige medlemmer efter indhentetudtalelse fra sundhedsstyrelsen og for højst 4 årad gangen. Der er oprettet et eller flere samrådved hver mødrehjælpsinstitution, og der er fortiden 20, fordelt med 5 i København og 15 iprovinsen. Et for hele landet fælles nævn følgersamrådenes virksomhed og virker gennem rådgivningover for disse i sager angående svangerskabsafbrydelse.Nævnet består af en leder afen mødrehjælpsinstitution eller en socialpraktikermed nøje kendskab til mødrehjælpsinstitutionernesarbejde og 2 læger, hvoraf den eneskal være speciallæge i psykiatri, den anden speciallægei gynækologi eller kirurgi.Som anført side 12 forberedes sterilisationssagernesom alt overvejende hovedregel af mødrehjælpen.Dette gælder ikke blot de tilfælde,hvor der samtidig søges om svangerskabsafbrydelse,men også i en stor del af de øvrige sager(de i mødrehjælpens redegørelse nævnte »renesterilisationstilfælde«) gøres det forberedendearbejde af en mødrehjælpsinstitution, herunderi en betydelig del af de sager, i hvilke afgørelsetræffes af justitsministeriet.Hvis man sammenholder de af udvalget indhentedeoplysninger fra sygehusene om antalletaf sterilisationer udført på kvinder i årene 1957-59 (bilag 9) med det fra justitsministeriet modtagnestatistiske materiale og de i mødrehjælpensredegørelse for behandlingen af sterilisationsspørgsinali mødrehjælpsinstitutionerne (bilag7) nævnte tal for året 1958/59, vil det somnævnt ovenfor ses, at den alt overvejende delaf sterilisationerne er forberedt af mødrehjælpen.En direkte sammenligning af tallene erganske vist: ikke mulig, bl. a. fordi mødrehjælpenstal vedrører året fra X U til 31 /3 og ikke somdet øvrige talmateriale et kalenderår, men dader i de pågældende år ikke har været størreudsving i antallet af sterilisationer, er sammenligningsgrundlagettilstrækkeligt til at give ettydeligt billede af forholdene. Det årlige antalsterilisationer på kvinder var efter de fra sygehusenemodtagne oplysninger i 1958 og 1959henholdsvis 2.453 og 2.210, og i året 1958/59har mødrehjælpen medvirket ved 1.923 sterilisationer,svarende til omkring 80 % af det samledeantal. I 1.591 tilfælde var sterilisationsspørgsmåletrejst i forbindelse med en ansøgningom svangerskabsafbrydelse, medens 332 afkvinderne havde henvendt sig til mødrehjælpenudelukkende for at opnå sterilisationstilladelse.Ser man pä indikationsrammerne i mødrehjælpensmateriale, viser det sig, at der i 286 tilfældeaf det samlede antal var indikation i henholdtil loven om sterilisation og kastration, såledesat grundlaget for indgrebet har været entilladelse fra justitsministeriet. Efter justitsministerietsopgørelse har man i 1958 og 1959 meddelthenholdsvis 330 og 295 sterilisationstilladelsertil kvinder. En sammenligning medmødrehjælpens tal resulterer i, at en betydeligdel af de til justitsministeriet indgivne andragenderhar været fremsendt gennem mødrehjælpen.Som nævnt foran side 12 og side 21 er forholdetdernæst det, at samrådene, skønt de efter33

loven alene har til opgave at træffe bestemmelseom svangerskabsafbrydelse, i praksis i etvist omfang er kommet til at virke som vejledendemed hensyn til foretagelse af sterilisation.Under hensyn til den således stedfundne udviklinghar der i udvalget været enighed om, atdet bør overlades til samrådene at træffe afgørelseom sterilisation i de tilfælde, hvor tilladelsehertil søges af gravide kvinder i forbindelsemed en ansøgning om svangerskabsafbrydelse,og at forberedelsen af disse sager henlæggestil mødrehjælpsinstitutionerne. Indikationernefor henholdsvis svangerskabsafbrydelse ogsterilisation har mange træk fælles, og en svangerskabsafbrydelse,der støttes på forhold, somogså må antages at gøre sig gældende i fremtiden,må nødvendigvis føre til, at spørgsmåletom sterilisation samtidig tages under overvejelse.Samrådene har efter det for udvalget oplystefungeret tilfredsstillende med hensyn til afgørelsernevedrørende svangerskabsafbrydelse, ogde må efter deres sammensætning anses forfuldt kvalificerede til at træffe afgørelse ogsåmed hensyn til sterilisation. Hertil kommer, atde grunde, der førte til oprettelse af samrådenesom f. eks. ønsket om decentralisering medtilbørlig hensyntagen til muligheden for at bevareen ensartet praktisering af lovens bestemmelser,i lige grad gør sig gældende ved sterilisationsom ved svangerskabsafbrydelse. En ordning,hvorefter afgørelsen af sådanne sager, ihvilke der samtidig søges om svangerskabsafbrydelse,henlagdes til et særligt nævn, ville efterudvalgets opfattelse være upåkrævet og upraktisk.Det kan herved anføres, at der næppe villevære grund til at lade anden sagkundskab endden, der findes i samrådene, være repræsentereti et sådant nævn.Medens et mindretal inden for udvalget(Hoffmeyer og Skalts) har ønsket at blive ståendeved en ordning, hvorefter mødrehjælpenog samrådene kun skal tage sig af de tilfælde,hvor sterilisation søges af gravide kvinder, væresig i forbindelse med svangerskabsafbrydelse ellerfødsel, hvorimod alle andre tilfælde henlæggestil afgørelse ved et særligt nævn for helelandet, jfr. nærmere nedenfor side 36 f., går udvalgetsøvrige medlemmer ind for, at afgørelsenaf, om sterilisation skal tillades, i alle tilfælde —bortset fra sterilisation på medicinsk indikationefter udkastets § 2 — henlægges til samrådene,således at forberedelsen af sagerne i almindelighedsker ved mødrehjælpsinstitutionerne. Tilstøtte for en sådan ordning, der giver den enk-leste og mest konsekvente løsning, anfører flertalletfølgende:Som foran nævnt må det anses for fuldt betryggendeat overlade samrådene at træffe afgørelseom sterilisation i forbindelse med svangerskabsafbrydelse,og der har inden for udvalgetværet enighed om, at samrådene også er kvalificeredetil at afgøre de øvrige tilfælde. Skønnetover, om ikke-gravide kvinder eller om mændbør kunne få tilladelse til sterilisation, byggerpå ganske samme betragtninger som det skøn,der må udøves, når spørgsmålet om sterilisationrejses i forbindelse med svangerskabsafbrydelse.Der ses derfor efter flertallets opfattelse ikkeat være fornødent grundlag for at begrænsesamrådenes beføjelser til at angå sterilisation,der søges af gravide kvinder i tilknytning tilsvangerskabsafbrydelse eller fødsel. Med hensyntil sterilisationsandragender fra mænd måtteman måske på forhånd mene, at det ville faldeuden for mødrehjælpens naturlige virkefelt atyde bistand i disse tilfælde, men man finder heranledning til at pege på, at i 1958/59 er 50mænd — alle gift med kvinder, der havde søgtmødrehjælpen - blevet steriliseret ved mødrehjælpensforanstaltning. Det kan herved anføres,at justitsministeriet i 1958 og 1959 meddeltesterilisationstilladelse til henholdsvis 63 og66 mænd.Til støtte for at henlægge afgørelsen om sterilisationtil mødrehjælpens samråd i alle tilfældekan videre anføres, at vedkommende mødrehjælpsinstitutionhar de bedst mulige forudsætningerfor at tilvejebringe de sociale og lægeligeoplysninger, der er nødvendige for en forsvarligbedømmelse af, om sterilisation er påkrævet, ogfor at vejlede de pågældende om andre muligeudveje for deres vanskeligheder. For henlæggelsenaf svangerskabslovens administration tilmødrehjælpen var det et hovedhensyn, at mangennem mødrehjælpens hjælpeforanstaltningerville søge at undgå foretagelse af svangerskabsafbrydelse.Tilsvarende hensyn taler for også athenlægge sterilisationssagerne til mødrehjælpen.Forinden man skrider til sterilisation, bør detvære undersøgt, om man ikke på anden mådekan afhjælpe de sociale, helbredsmæssige ogpersonlige vanskeligheder, der motiverer indgrebet,og denne undersøgelse foretages naturligtaf mødrehjælpen. Mødrehjælpen forberedersom nævnt i forvejen en meget stor del af sterilisationssagerne,og selv om den af flertalletforeslåede ordning vil medføre en forøget arbejdsbyrdefor mødrehjælpen, er det flertalletsopfattelse, at denne ordning, hvorefter man ud-34

nytter et allerede eksisterende administrativt apparattil sagernes forberedelse og afgørelse, erden i økonomisk henseende fordelagtigste. Flertalletønsker herved stærkt at fremhæve, at detforudsættes, at der stilles de fornødne hjælpemidlertil rådighed for mødrehjælpen til udførelsenaf arbejdet med sterilisationssageme, såledesat dette arbejde ikke kommer til at virke begrænsendepå gennemførelsen af mødrehjælpenshjælpearbejde i øvrigt.Overfor de nævnte hensyn, der taler for atlade mødrehjælpen overtage behandlingen afsamtlige andragender om tilladelse til sterilisation,der ikke er lægeligt begrundede, har flertalletikke kunnet tillægge det afgørende vægt,at der derved - som af mindretallet anført -for så vidt angår de ikke-gravide kvinder ogmændene vil blive pålagt mødrehjælpsinstitutionerneat bistå andre personer end svangre kvinder.Det er vel rigtigt, at mødrehjælpens egentligeopgave i henhold til loven om mødrehjælpsinstitutioner,jfr. lovbekendtgørelse nr. 227 af24. august 1956, er at yde hjælp til kvinder iforbindelse med graviditet og fødsel, menspørgsmålet om sterilisation og dermed om atundgå fremtidige graviditeter vil dog efter denskete udvikling og efter det syn på sterilisationen,som udvalgets lovudkast er udtryk for, ide fleste tilfælde indgå som et naturligt led ibestræbelserne for at hjælpe den pågældendekvinde og hendes familie, også uden for de tilfælde,hvor der foreligger en aktuel graviditet.Dette gælder, selvom sterilisationen ønskes foretagetpå ægtemanden. Selv de tilfælde, hvor sterilisationsøges af en ugift mand, som regel afeugeniske grunde, eller fordi han vil være uegnettil at drage omsorg for børn, adskiller sigikke afgørende fra de øvrige tilfælde, idet derogså her er tale om at undgå fødsler, der underde givne omstændigheder må påregnes at villevære til ulykke for børnene og dermed også forderes moder. Det kan endelig anføres, at detoplysningsarbejde over for befolkningen om seksualhygiejne,som mødrehjælpen i henhold tilsvangerskabslovens § 10, jfr. mødrehjælpslovens§ 1, sidste punktum, har påtaget sig, ikke er begrænsettil gifte eller til kvinder.Hertil kommer, at afgørelsen af sterilisationsspørgsmåletberor på stort set de samme synspunkter,hvadenten ansøgeren er gravid eller ej,og det må forekomme vanskeligt at motivere, atligeartede afgørelser henlægges til forskelligartedeinstanser på grundlag af kriterier, der erirrelevante for sagens bedømmelse.Kun for enkelte grupper af personer gør der3'sig efter flertallets opfattelse særlige hensyngældende, som kan tilsige en særordning. Dertænkes herved på personer, som er omfattet aflov nr. 118 af 13. april 1938 om sindssyge personershospitalsophold eller modtager hjælp ihenhold til åndssvageforsorgsloven, samt påpersoner, der er undergivet foranstaltninger ihenhold til Borgerlig Straffelov af 15. april1930 § 70 (herunder navnlig personer, der erdømt til anbringelse i forvaringsanstalt, åndssvageinstitutioneller hospital for sindslidende).Disse personer vil på grund af deres anbringelseunder forsorg eller på institution ofte kunneføle sig mindre frit stillede med hensyn tilspørgsmålet om, hvorvidt de bør lade sig sterilisere,idet: sterilisationsspørgsmålet kan haveforbindelse med spørgsmålet om udskrivning ellerovergang til en lempeligere anbringelsesform,eller de pågældende selv kan have opfattelsenaf, at dette er tilfældet. Det er derfor afden allerstørste betydning, at der skabes en særligbetryggelse for, at der ved afgørelsen af, omandragender fra disse personer om tilladelse tilsterilisation skal imødekommes, ikke blot tagesde sædvanlige hensyn i betragtning, men at ogsåhensynet til de pågældendes retsbeskyttelse havesfor øje Medens juridisk indsigt ikke i almindelighedkan anses fornøden ved afgørelsenaf sterilisationssager, vil den kunne have sin betydningi de her nævnte tilfælde. Man har derforovervejet, om afgørelserne vedrørende denævnte personer burde henlægges til et særligtnævn, hvori såvel den juridiske som den lægeligeog socialpraktiske sagkundskab var repræsenteret.Et sådant nævn findes som tidligereanført efter 1934-loven for sterilisation af åndssvage,og man kunne da tænke sig det sagligeområde for dette nævn ændret, således at detkom til at omfatte den forannævnte kreds afpersoner.Udvalgets flertal er imidlertid nået til denopfattelse, at den ønskede retsbeskyttelse fordisse personer må kunne opnås på en enkleremåde, når sterilisationsafgørelserne i øvrigt henlæggestil mødrehjælpens samråd, nemlig dervedat samrådene i de nævnte særlige tilfælde tiltrædesaf en hertil beskikket dommer. Der tilføresderved samrådene juridisk sagkundskab, ogdommeren vil fra sin øvrige virksomhed væreindstillet på at tage de særlige hensyn, som dissesager tilsiger, i betragtning. Det kan i denneforbindelse anføres, at tilladelse til sterilisationefter udvalgets udkast til § 10, stk. 3, i alle sagerkræver enstemmighed i samrådet.Når samrådene i de nævnte tilfælde suppleres35

med en dommer, vil de efter flertallets meningpå betryggende måde kunne behandle også dissesager, og oprettelse af et særligt nævn bliverherefter upåkrævet. Efter gennemførelsen af lovenaf 1959 om forsorgen for åndssvage og andresærlig svagtbegavede findes en særordningpå dette område for de åndssvages vedkommendeikke påkrævet, og det ved 1934-loven oprettedenævn vil således kunne nedlægges. Nævnetsoprettelse stod i forbindelse med, at 1934-loven som tidligere nævnt principielt havde karakteraf en tvangslov.Medens flertallet som nævnt side 34 går indfor, at andragender om tilladelse til sterilisationi almindelighed bør forberedes af en mødrehjælpsinstitution,der derefter forelægger sagernefor samrådet til afgørelse, finder man en sådanfremgangsmåde ufornøden for de her nævntesager, hvor den pågældende er under behandlingeller tilsyn af en institution. Forberedelsenvil i disse tilfælde på fyldestgørende måde kunneforetages af institutionen selv, der direktekan forelægge sagen for vedkommende samråd.Ved at henlægge afgørelsen om sterilisationtil en række forskellige samråd, åbnes der velmulighed for, at praksis ikke bliver ganske ensartet.De hermed forbundne vanskeligheder eri svangerskabsloven søgt begrænset derigennem,at et for hele landet fælles nævn følger samrådenesvirksomhed og virker gennem rådgivningover for disse i sager angående svangerskabsafbrydelse,og denne ordning synes at havevirket tilfredsstillende. Da vanskelighedernenæppe er større for så vidt angår sterilisationerne,foreslår man indført en tilsvarende ordningpå dette område, således at det overlades detsamme nævn at følge samrådenes virksomhedmed hensyn til sterilisation. Det bemærkes herved,at nævnet - som tidligere anført - har tagetinitiativet til, at samrådene i forbindelse medspørgsmålet om indikationsstillingen for svangerskabsafbrydelsetillige ofte giver udtryk forderes syn på sterilisationsspørgsmålet. Nævnethar over for udvalget erklæret, at man ikke harindvendinger mod at påtage sig denne opgave.Et mindretal i udvalget (Hoffmeyer ogSkalts) nærer som anført betænkelighed ved athenlægge samtlige sterilisationsafgørelser (bortsetfra afgørelser på medicinsk indikation) tilsamrådene og dermed normalt forundersøgelsesarbejdettil mødrehjælpsinstitutionerne, og ønskerat fremføre følgende:»Vi har herved først og fremmest lagt vægtpå, at mødrehjælpsinstitutionen i hele sin opbygninger en social institution, der har til opgaveat yde personlig social og økonomisk hjælpog bistand til gravide, enlige mødre og familiermed mindre børn.Udviklingen har bragt med sig, at mødrehjælpeni stadig stigende grad - kulminerendemed svangerskabsloven af 1956 - har måttet beskæftigesig med kvinder, der søger svangerskabsafbrydelse.Selvom disse talmæssigt kunudgør en mindre del af de kvinder, der søgermødrehjælpen, har institutionernes arbejde pådette område dog tiltrukket sig megen opmærksomhed,hvilket i et ikke helt ubetydeligt omfangpå en uheldig måde har påvirket mulighedernefor at udøve og udbygge det positivehjælpearbejde. Vi nærer frygt for, at overtagelsenaf administrationen af sterilisationsloven,som, i det omfang steril isationsspørgsmål ikkeknytter sig til spørgsmålet om svangerskabsafbrydelse,udgør en meget speciel lægelig opgave,der falder uden for mødrehjælpens naturlige arbejdsområde,på samme måde vil virke skadeligfor mødrehjælpens omdømme.Arbejdet med forundersøgelser af sagernevedrørende ansøgninger om abortus provocatusog sterilisation optager i dag en så stor del afpersonalets arbejdskraft, at det er vanskeligt atfå fornøden tid til mere positive arbejdsopgaver-ikke mindst til efterundersøgelser og til etbredere rådgivnings/behandlingsarbejde over forkvinderne og deres familier - en række megetpåtrængende opgaver af denne karakter må mani øjeblikket lade ligge. Mødrehjælpen tillæggerfamiliearbejdet den allerstørste betydning, mener allerede i dag ikke i stand til at imødekommedet stadigt stigende behov herfor. På sammemåde er der inden for mødrehjælpens øvrigepositive arbejdsområder et betydeligt antal uløsteopgaver, som man næppe vil have mulighedfor at løse inden for nærmeste fremtid. Manmå herved tage den herskende personalemangel,som ikke foreløbig synes at kunne afhjælpes, ibetragtning.Under henvisning til ovenstående finder videt betænkeligt, at der pålægges mødrehjælpenopgaver, som falder uden for dens arbejdsområde,der tænkes herved navnlig på sterilisationssagervedrørende mænd, åndssvage og det særligeforsorgsklientel. Vi må derfor lægge megenvægt på, at mødrehjælpsinstitutionerne, såfremtudvalgets flertalsindstilling bliver fulgt, sættesi stand til på effektiv måde også at varetage denævnte positive opgaver.I betragtning af, at sterilisationslovgivningener foreslået væsentligt ændret, ville vi have fun-36

det det rimeligt, om man havde fundet mulighedfor at søge en ensartet praksis tilrettelagtgennem oprettelsen af et centralt nævn, somkunne fastlægge en ensartet praksis, indtil problemernemed de nye bestemmelser var blevetafklaret. I et vist hensigtsmæssigt omfang,f. eks. for så vidt det drejede sig om sterilisationi forbindelse med abortindgreb, kunne nævnetdelegere sin afgørelsesret til samrådene. Da dettesynspunkt navnlig har vægt de første år efterlovens ikrafttræden, kunne loven tages op tilrevision efter forløbet af et rimeligt antal år.Under hensyn til, at det forslag, som udvalgetsflertal går ind for, må erkendes at være eni overensstemmelse med kommissoriet konsekventløsning, som yderligere frembyder administrativelettelser og besparelser, har vi dogikke ment at burde fremsætte et egentligt mindretalsforslag.«Udvalgets forslag går således ud på, at der,bortset fra sterilisation på medicinsk indikation,kræves tilladelse til sterilisation, og at afgørelsenaf, om sådan tilladelse skal meddeles, træffesaf mødrehjælpens samråd, således at sagernei almindelighed forberedes af mødrehjælpen, tilhvem henvendelse rettes. Sterilisation på medicinskindikation kræver derimod ikke tilladelsefra nogen offentlig myndighed, men bestemmelsekan træffes af vedkommende overlæge, jfr. side32, og henvendelse til mødrehjælpen er ufornøden.Efter erfaringerne under den gældendelov kan det imidlertid forudses, at mødrehjælpensbistand til sterilisation vil blive søgt af endel kvinder, der efter nærmere undersøgelse visersig at opfylde betingelserne for sterilisationpå medicinsk indikation, medens betingelsernefor steri'isation på anden indikation ikke foreligger.Udvalget har derfor overvejet, om samrådenei sådanne tilfælde skal kunne meddeletilladelse til sterilisation, eller om samrådeneskal være henvist til at fremsende sagen med enudtalelse til vedkommende overlæge til dennesafgørelse. Den sidstnævnte ordning er vel nokden mest konsekvente, idet den overlader afgørelsen,der efter formuleringen af udkastets§ 2 skal træffes ud fra rent eller dog ganskeovervejende lægelige hensyn, til den ansvarligeoverlæge. Når udvalget dog har ment at kunnegå ind for, at samrådene også i disse tilfældeskal kunne meddele tilladelse, er det ud fra følgendebetragtninger: Efter svangerskabslovenkan samrådene tillade svangerskabsafbrydelseogså på rent lægeligt grundlag, jfr. foran side27, og denne ordning har så vidt vides ikkevoldt vanskeligheder i praksis. Afgørelserne i deto kategorier af sager er ganske ensartede, og daindgrebene meget ofte foretages samtidig, vildet kunne volde praktiske vanskeligheder, hvissamrådene i visse tilfælde kun kan træffe beslutningom del: ene indgreb. Hvad enten afgørelseom sterilisation på medicinsk indikationskal træffes af en overlæge eller af et samråd,må den ofte baseres på udtalelser fra læger, derer specialister på det område, inden for hvilketden pågældende patients sygdom falder. Megethyppigt er grundlaget psykiatrisk, og i sådannetilfælde vil den fornødne medicinske sagkundskabi almindelighed netop være repræsentereti samrådet, idet det ene af dets to lægelige medlemmernormalt vil være speciallæge i psykiatriog yderligere ofte vil have deltaget i undersøgelsenaf patienten.Selvom et samråd har meddelt tilladelse tilsterilisation, foreligger der ikke nogen pligt forvedkommende overlæge til at udføre indgrebeteller behandlingen. Dette gælder ikke blot medhensyn til tilladelser efter § 2, men for enhvertillade'se, uanset i henhold til hvilken bestemmelsetilladelsen er meddelt. For at muliggøreudnyttelse af en meddelt tilladelse i tilfælde,hvor overlægen ikke ønsker at udføre indgrebeteller behandlingen, har udvalget i udkastets§ 11 optaget en regel, svarende til svangerskabslovens§ 3, stk. 4, hvorefter patientenkan indlægges på et andet sygehus, eventueltved mødrehjælpens foranstaltning.Der er inden for udvalget enighed om, at detikke er påkrævet at foreslå oprettet nogen appelinstans,for hvilken samrådenes afgørelser kunneindbringes. Det er udvalgets opfattelse, atder gennem samrådsbehandlingen i forbindelsemed nævnets tilsynsførende og rådgivende virksomheder skabt en betryggende ordning. Den,der har modtaget afslag på et andragende omsterilisation, må derfor være henvist til at indgivenyt andragende, såfremt forholdene menesat have ændret sig. Selv om en sammenligningikke er mulig, skal det dog bemærkes, at derikke i de gæ'dende regler om sterilisation og ejheller i svangerskabsloven findes nogen appelordning.4. Efterundersøgelse.Som nævnt foran side 22 skal der efter degældende regler kun foretages efterundersøgelseaf personer, der er steriliseret i henhold til1935-Ioven, i tilfælde, hvor der af justitsministerietefter indstilling af retslægerådet er truffetsærlig bestemmelse herom, og sådanne be-37

stemmelser har ikke været truffet. Regelmæssigeefterundersøgelser af åndssvage, der er sterilisereti henhold til 1934-loven, finder heller ikkelængere sted. Det er udvalgets opfattelse, at detikke ud fra et videnskabeligt synspunkt er påkrævetat opretholde en bestemmelse om pligtfor de steriliserede til at lade sig efterundersøge,og da der ej heller i øvrigt findes at være grundtil regler om sådan undersøgelse, er der ikke iudvalgets lovudkast optaget nogen sådan regel,jfr. derimod om kastration side 62 f.5. Refertilisering.Udvalget er i kommissoriet anmodet om attage stilling til, om der i en ny sterilisationslovbør gives særlige regler om refertilisering, d.v.s.gengivelse af forplantningsevnen til en steriliseretperson. Hverken 1935-loven eller 1934-loven indeholder bestemmelser om dette spørgsmål,som heller ikke ses omtalt i lovenes forarbejder.Ej heller lovgivningen i de fremmedelande, hvorfra udvalget har indhentet oplysninger,har regler herom.Ved afgørelsen af, om sterilisation kan foretages,bør der lægges særlig vægt på, om de forhold,der begrunder foretagelsen, må antages atvære af varig karakter, således at sterilisationundlades, såfremt der inden for en rimelig tidkan forventes ændringer, der ville gøre sterilisationupåkrævet, jfr. lovudkastets § 5. Det vilimidlertid næppe kunne udelukkes, at der i enkeltetilfælde, hvor sterilisation er foretaget,mod forventning indtræder sådanne ændringeraf forholdene, at det ikke længere er påkræveteller ønskeligt at undgå svangerskab og fødselaf børn. Det kan endvidere — selvom sådanneændringer af forholdene ikke foreligger - tænkes,at den, der er steriliseret, fortryder operationenog nu ønsker at kunne få børn.Problemet synes imidlertid hidtil ikke at haveværet af større praktisk betydning. Efter det forudvalget oplyste har justitsministeriet i de sidste5-6 år således kun modtaget gennemsnitligt etpar forespørgsler om året om muligheden for atopnå refertilisering efter sterilisation i henholdtil 1935-loven. For de åndssvages vedkommende,der er steriliseret efter 1934-loven, harspørgsmålet kun været rejst over for socialministerieti godt en snes tilfælde i alt, første gangi 1950. Det bør dog i denne forbindelse anføres,at det er sandsynligt, at nogle steriliseredehar fremført ønsket om refertilisering direkteover for deres læge, og af denne er blevet overtalttil at opgive tanken, allerede fordi der er såringe udsigt til, at operationen vil lykkes, jfr.nedenfor. Nogen opgørelse over, hvor mangeoperationer af denne art der foretages, foreliggerikke for udvalget.Under hensyn til, at 1934-loven i princippeter en tvangslov, har socialministeriet indtagetdet standpunkt, at en person, der er sterilisereti henhold til denne lov, ikke uden ministerietstilladelse kan lade sig reoperere for at søge atgenvinde sin forplantningsevne. Henvendelserom refertilisering fra personer, der er steriliseretefter reglerne i 1935-loven og således selv haransøgt herom, besvares derimod af justitsministerietmed, at der ikke efter den gældende lovgivningkræves tilladelse til, at den pågældendeunderkaster sig en sådan operation. Justitsministerietforelægger dog i almindelighed forindensagen for retslægerådet med henblik på at søgeoplyst, om de forhold, der lå til grund for sterilisationen,stadig må antages at være tilstede.I den overvejende del af de tilfælde, der harforeligget i de senere år, var der ikke sket ændringeri andragerens forhold, som kunne medføre,at en opretholdelse af den foretagne sterilisationnu måtte anses for upåkrævet, og rådethar da frarådet, at en reoperation fandt sted,hvilket justitsministeriet har gjort andragerenbekendt med.Som svar på en henvendelse fra udvalget harretslægerådet i skrivelse af 15. november 1961,der er optaget som bilag 10, redegjort for demetoder, der kan bringes i anvendelse ved refertilisering,og som for kvindernes vedkommendei nogen grad afhænger af, hvilken teknik der eranvendt ved sterilisationen.Rådet har dernæst udtalt sig om de foreliggende- tildels ret sparsomme - erfaringer medhensyn til resultaterne af refertiliseringsoperationer.Udsigterne for heldig gennemført operationpå kvinder, d.v.s. med det resultat, at dersenere fødes et levende barn, vil efter rådets udsagnvære afhængigt af den anvendte metode,det operative materiales art og operatørens erfaringog rutine. Såfremt operationen udføressjældent, vil den pågældende klinik næppe kunneregne med mere end en størrelsesorden afomkring 15 %'s succes. Hertil kommer, at sådanneoperationer erfaringsvis medfører en ikkehelt ringe risiko for senere opståen af svangerskabuden for livmoderen. Mulighederne forrefertilisering af mænd betegner rådet somusikre.Retslægerådet tilføjer, at det ikke er rådetbekendt, at der her i landet foreligger størreopgjorte materialer over de her omhandledeoperationer.38

Efter at læge G. Koudahl, der tidligere harværet videnskabelig assistent ved KøbenhavnsUniversitets retsmedicinske Institut, på udvalgetsopfordring i januar 1963 havde redegjort overfor udvalget for en af ham til brug ved et videnskabeligtarbejde foretaget gennemgang af nyerelitteratur vedrørende resultater af refertiliseringsoperationerpå mænd, indhentede udvalgeten fornyet udtalelse fra retslægerådet. I rådetserklæring af 9. april 1963, jfr. bilag 10,udtales bl. a., at den fremlagte litteraturoversigtikke giver anledning til ændring af rådets tidligereudtalelse. På udvalgets forespørgsel om,hvorvidt et gunstigt resultat forudsætter erfaringog rutine hos vedkommende operatør, har retslægerådetdernæst udtalt, at personlig erfaringmed den omhandlede operation ligesom medalle andre ikke helt simple operationer afgjortspiller en rolle, men at operationen dog ikke ervanskeligere, end at enhver urinvejs-respektiveplastik-kirurg må antages at kunne udføre denmed nogenlunde samme sikkerhed som kirurger,der måtte have speciel erfaring med denne operation.Spørgsmålet om, hvorvidt der bør gives lovreglerom refertilisering, er i første række etspørgsmål om, hvorvidt adgangen til refertiliseringbør være fri, eller om personer, der er blevetsteriliseret, skal have tilladelse fra en offentligmyndighed til at lade sig reoperere.Det er efter udvalgets mening utvivlsomt, atpersoner, der er steriliseret på medicinsk indikation(lovudkastets § 2), som hidtil frit bør kunnesøge sig refertiliseret, således at det overladestil vedkommende kirurg at afgøre, om de forhold,der i sin tid begrundede sterilisationsindgrebet,nu er ændrede på en sådan måde, at detvil være forsvarligt at lade den ønskede refertiliseringsoperationudføre, og dette må gælde,selv om sterilisationen skulle være foretaget: ihenhold til en tilladelse fra et af mødrehjælpenssamråd på lægeligt grundlag, jfr. side 37. Derer her tale om et rent lægeligt skøn.Hvad dernæst angår personer, der er steriliseretefter tilladelse fra mødrehjælpens samrådi henhold til lovudkastets § 3 eller § 4, kunneden betragtning anføres, at når de pågældendehar søgt og opnået tilladelse fra en offentligmyndighed til at lade sig sterilisere efter en prøvelseaf, om lovens betingelser er opfyldt, er detrimeligt og af hensyn til de pågældende selv ønskeligt,at der fra samfundets side føres kontrolmed, at de ikke søger at genvinde deres forplantningsevne,medmindre dette må anses forvelbegrundet i ændrede forhold. Man kunnederfor tænke sig den mulighed, at refertiliseringi sådanne tilfælde ikke måtte finde sted udentilladelse i. eks. fra mødrehjælpens samråd.Denne betragtning kunne vel navnlig gøres gældendemed hensyn til sterilisation på eugeniskindikation (lovudkastets § 3, stk. 1, nr. 1) ogsterilisation af sindssyge eller åndssvage ellerandre personer, som på grund af sjælelige ellerlegemlige brist må anses for uegnet til på forsvarligmåde at drage omsorg for børn (lovudkastets§ 3, stk. 1, nr. 2), idet hensynet til eventueltafkom er den fremherskende begrundelsefor tilladelse i disse tilfælde, og de samme hensynkan ud fra en samfundsmæssig betragtningher gøre det ønskeligt at undgå refertilisering.Heroverfor må det imidlertid fremhæves, atsterilisation efter udvalgets forslag er frivilligog kræver en begæring fra den pågældende selv.Uanset at sterilisation kun kan foretages, nårbestemte i loven foreskrevne betingelser er opfyldt,kunne man derfor anlægge det principiellesynspunkt, at det måtte stå den pågældendefrit at lade sig reoperere og derved søge dennaturlige ti] stand genoprettet. Det måtte såledesoverlades til den læge, der skulle udføre operationenat afgøre, om den fandtes forsvarlig.I to grupper af tilfælde holder denne principiellebetragtning dog ikke ganske stik. Somnævnt side 28 indeholder § 10 i lov nr. 276 af30. juni 1922 om ægteskabs indgåelse og opløsningen bestemmelse om, at sindssyge, åndssvage,psykopater i højere grad, kroniske alkoholisterog visse epileptikere ikke må indgå ægteskabuden justitsministeriets tilladelse, og sådan tilladelsekan betinges og bliver i praksis ofte betingetaf, at den pågældende lader sig sterilisere.Det vil således være i strid med forudsætningernefor ægteskabstilladelsens meddelelse, om denpågældende, når ægteskabet var indgået, lod sigreoperere med det resultat, at han eller hun blevi stand til it sætte børn i verden. Det er endviderenævnt side 29 f., at der efter åndssvageforsorgslovenaf 1959 - selvom åndssvageforsorgenefter denne lov bygger på frivillighedensprincip - i ganske særlige tilfælde af hensyn tilpatienten selv kan blive tale om at betinge enudskrivning af en forudgående sterilisation. Idisse tilfælde vil der være en sådan sammenhængmellem udskrivningen og sterilisationen,at en fri adgang til at lade sig reoperere kansynes at ændre grundlaget for udskrivningen.Ved afgørelsen af, om der i det hele — bortsetfra sterilisation på medicinsk indikation - elleri visse tilfælde skal kræves tilladelse til refertilisering,har udvalget imidlertid ikke ment39

alene at burde lægge principielle synspunkter tilgrund, men har tillige overvejet, om der er praktisktrang til en sådan regel. Resultatet af udvalgetsovervejelser er, at der ikke - i hvert faldikke på nuværende tidspunkt - er tilstrækkeliggrund til at lovgive om spørgsmålet.Udvalget har herved taget sit udgangspunkt ide foreliggende oplysninger, hvorefter mulighedernefor gennem en operation at gengive ensteriliseret person forplantningsevnen er megetringe. Såfremt det, f. eks. som følge af en ændretoperationsteknik, skulle vise sig, at sterilisationerkan omgøres i væsentlig større omfang,kan der måske være anledning til en fornyetovervejelse; en sådan forøgelse af mulighedernefor en refertilisering vil i øvrigt kunne føre tilen ændret vurdering af selve sterilisationen ogbetingelserne for denne.Udvalget mener dernæst at kunne gå ud fra,at ingen læge vil foretage den omhandlede operation,forinden han har undersøgt, på hvilketgrundlag sterilisationen i sin tid er udført, oghar skaffet sig kendskab til de da foreliggendeoplysninger samt - eventuelt med støtte i erklæringerfra speciallæger - har foretaget en vurderingaf, om det kan anses forsvarligt nu at søgeden pågældende gengivet forplantningsevnen.Det må efter de foreliggende erfaringer antages,at lægen i en del tilfælde vil fraråde en sådanoperation, der har ringe udsigt til at føre tildet ønskede resultat, og som er forbundet meden vis risiko og kan medføre fare for svangerskabuden for livmoderen. Det kan i denne forbindelseanføres, at der ikke foreligger nogenpligt for lægen til at efterkomme patientens ønskeom operationens udførelse. På den andenside kan man formentlig gå ud fra, at operationenvil blive udført i de tilfælde, hvor der måtteforeligge et velbegrundet ønske om refertilisering.Under disse omstændigheder finder udvalgetdet ikke påkrævet at kræve tilladelse til refertiliseringfra samrådene eller nogen anden offentligmyndighed. Man har herved endvidere lagtvægt på, at spørgsmålet om refertilisering efterde hidtidige erfaringer kun kan antages at fremkommei meget få tilfælde, og at det vil værevanskeligt i en lov at opstille praktisk anvendeligekriterier for, hvornår refertilisering kan tillades.Kriterierne måtte formentlig afhænge af,i henhold til hvilken indikation sterilisationen erforetaget.Efter udvalgets opfattelse er der ikke tilstrækkeliggrund til at gøre undtagelse for de tilfælde,hvor en tilladelse kunne synes særlig påkrævet,nemlig dels tilfælde, hvor sterilisation harværet stillet som vilkår for en tilladelse til indgåelseaf ægteskab, dels tilfælde, hvor sterilisationaf åndssvage har forbindelse med den pågældendesudskrivning. Udvalget går herved udfra, at lægerne i de førstnævnte tilfælde vil stillekrav om en erklæring fra justitsministeriet, ogi de sidstnævnte tilfælde rådføre sig med vedkommendeåndssvageinstitution, forinden dertages stilling til en anmodning om refertilisering.Risikoen for, at der i disse tilfælde skulleblive foretaget refertiliseringsoperationer, derikke burde have været iværksat, er næppe stor,og skulle det endelig ske, vil den samfundsmæssigeulempe derved — i betragtning af den ringeudsigt, der er til, at sådanne operationer lykkes- være ganske ringe.Udvalget er endvidere af den opfattelse, atdet vil kunne virke uheldigt at optage bestemmelserom refertilisering i sterilisationsloven,idet sådanne bestemmelser vil kunne give eturigtigt indtryk af, at sterilisationsoperationerkan omgøres, og muligt også vil kunne bevirkefremkomsten af henvendelser om refertiliseringi tilfælde, hvor en gennemførelse heraf ikke børfinde sted. Udvalget finder det derfor rettest, atspørgsmålet om refertilisering i det hele ladesuomtalt i loven, således at der ikke stilles kravom tilladelse og ej heller gives regler om lægernesmedvirken til indgrebets foretagelse.Retsstillingen skulle herefter være den, at operationer,hvorved forplantningsevnen søges gengiveten steriliseret person, kan foretages, såfremtden pågældende læge efter foretaget undersøgelse,herunder af grundlaget for sterilisationen,finder det forsvarligt. Dette gælder ogsååndssvage, der steriliseres efter de i udvalgetsudkast indeholdte regler, idet sterilisation ogsåfor deres vedkommende kun kan foretages efterderes egen begæring. For så vidt angår åndssvage,der er steriliseret efter 1934-loven, der iprincippet er en tvangslov, vil socialministerietspraksis, hvorefter refertilisering kræver ministerietstilladelse, derimod eventuelt kunne opretholdes.40

III. KastrationA. Gældende ret.Medens 193 5-loven som anført: i kapitel IIikke omfatter al foretagelse af sterilisation -sterilisation af åndssvage falder således uden forlovens rammer og omhandles i en særlig lov -findes de gældende bestemmelser om kastrationsamlet i loven, og denne gælder således ogsåfor kastration af åndssvage. Loven er dog hellerikke på dette område udtømmende, idet mansom anført i betænkningen af 1926, jfr. foranside 9, må antage, at indgreb, der er påkrævedeaf rent lægelige grunde, ikke er omfattet aflovens regler og derfor kan foretages uden forudgåendetilladelse hertil. Udvalget har ikkefundet det påkrævet at søge tilvejebragt nærmereoplysninger om, i hvilket omfang sådanneindgreb foretages på lægelig indikation, idetman mener at kunne gå ud fra, at de kun foretages,når det er nødvendigt for at helbrede legemligsygdom, navnlig sygdom i kønsorganerne.Loven af 1935 udvidede i et vist omfang denadgang til frivillig kastration, som var nedfældeti den første lov om sterilisation og kastrationaf 1929, der som nævnt foran i kapitel Ivar en udpræget forsøgslov, idet den var denførste af sin art i Europa. Herudover åbnede193 5-loven mulighed for at foretage en egentligtvangskastration af visse grove sædelighedsforbrydere.Nogen tvangskastration er dog aldrigblevet gennemført, se herom nedenfor side 44.1. Frivillig kastration.a. Lovens forskrifter.Kastration må kun foretages i henhold til entilladelse, som meddeles af justitsministeriet efterindhentet erklæring fra retslægerådet, jfr. lovens§ 2. Det er ikke foreskrevet, at tilladelsenkun må meddeles, hvis retslægerådet anbefalerdet, men der gives i praksis ikke tilladelse tilkastration imod retslægerådets indstilling.Adgangen til at opnå tilladelse til kastrationstår efter loven åben både for mænd og kvinder,men kun i ganske enkelte tilfælde siden lovensikrafttræden har justitsministeriet meddelt tilladelsetil kastration af kvinder - i de senere århar der således udelukkende været rejst spørgsmålom kastration af mænd.Loven indeholder to indikationer for foretagelseaf kastration på frivilligt grundlag: Indgrebetkan for det første tillades, hvis den pågældendeskønsdrift udsætter ham for at begåforbrydelser og således betyder en fare for samfundet.Dernæst kan tilladelse til kastrationmeddeles, hvis den pågældendes kønsdrift medførerbetydelige sjælelige lidelser eller socialforringelse for ham; i disse tilfælde er det såledesikke en betingelse, at der skønnes at værerisiko for, at han begår kriminelle handlinger.Meget ofte vil begge indikationer imidlertid væretil stede.Loven opstiller dernæst en række betingelseraf mere formel karakter. Der skal foreligge enbegæring, som skal indeholde fyldestgørendeoplysninger om begrundelsen for ønsket om kastration,og der skal vedlægges en lægeerklæring,som i henhold til en af sundshedsstyrelsen,senest den 20. juni 1959, udsendt vejledningskal indeholde dels en detaljeret beskrivelse afandragerens forhold, herunder hans eventuellearvelige dispositioner, tidligere og nuværendehelbredstilstand, eventuel kriminalitet samt hanssociale og familiemæssige forhold, dels resultatetaf en nærmere angivet undersøgelse af andrageren.Med andragendet skal endvidere følgeen erklæring om, at andrageren forud af en lægeer vejledet om indgrebets antagelige følger. Erandrageren gift, uden at samlivet er ophævet vedseparation eller længere tids faktisk adskillelse,skal ægtefællens erklæring så vidt muligt indhentes.Personer, der må anses for psykisk normale,kan kun opnå kastrationstilladelse efter at havenået myndighedsalderen, d.v. s. efter at værefyldt 21 år. De skal selv fremsætte begæringen,og er de umyndiggjort i personlig henseende,skal der tillige indhentes en erklæring fra værgen.For personer, der er psykisk abnorme — herunderåndssvage —, opstiller loven ingen aldersbetingelse..Også for deres vedkommende kræ-41

ves - som hovedregel -, at de selv har fremsatbegæring om kastration. Deres andragende skaldog tillige tiltrædes af en dertil beskikket værge.Er de umyndige, kan den faste værge afgive erklæringen,men først efter at være særligt beskikkethertil. Værgebeskikkelsen sker efter dealmindelige regler herom, d.v.s., at beskikkelseni København foretages af magistraten ogellers af skifteretten. Med hensyn til spørgsmåletom, hvem der bør beskikkes som værge, henvisestil det på side 18 anførte om beskikkelse afværge i sterilisationssager. En begæring fra denpågældende selv kræves dog ikke, såfremt hansom følge af mentale mangler er ude af standtil at forstå betydningen af kastrationen. I såfald kan andragendet underskrives af den beskikkedeværge alene. Er der tale om en patient,der er inddraget under forsorg af en statsanstalteller en i henhold til den dagældende forsorgslovs§ 67, nu forsorgslov nr. 169 af 31. maj1961 § 70, godkendt anstalt, kan anstaltsledelsenunderskrive andragendet alene. Hvis andragendetikke er underskrevet af andrageren,skal det dog tiltrædes af anstaltslægen eller enembedslæge. Bestemmelsen om anstaltsledelsensbeføjelse til at underskrive alene findes i § 2,stk. 4, 4. punktum, og den kan isoleret læsessåledes, at den gælder i alle tilfælde, hvor detdrejer sig om en psykisk abnorm person, der erinddraget under forsorg, men den fortolkes ipraksis således, at den nævnte beføjelse kun tilkommeranstaltsledelsen i tilfælde, hvor patientener ude af stand til at forstå indgrebets betydning.Denne fortolkning stemmer med lovensforarbejder.I denne forbindelse kan det nævnes, at i praktisktaget alle de 94 kastrationssager, som justitsministeriethar behandlet i en 3-års periode(1957-59), og som udvalget har ladet gennemgå,har begæringen været fremsat af den pågældendeselv. Et enkelt andragende har dog væretunderskrevet af værgen alene, og i tre sager hargrundlaget været en indstilling fra vedkommendeanstalt. Det har i disse tilfælde drejet sig omåndssvage, der ikke havde forståelse af indgrebetsbetydning.Ligesom for sterilisationsindgrebets vedkommendeer det foreskrevet, at en tilladt kastrationskal foretages snarest muligt og i hvert fald inden3 måneder efter, at tilladelsen er meddelt.Det kræves ikke, at operationen skal udføres pået sygehus, men blot at den foretages af en lægemed fornøden kirurgisk uddannelse efter denpågældendes eller anstaltsledelsens valg. Lægenskal straks efter indgrebets foretagelse underrettejustitsministeriet herom.b. Lovens anvendelse.I justitsministeriets skrivelse af 30. december1958, hvorved udvalget blev nedsat, bemyndigedeministeriet udvalget til at forhandle medretslægerådets daværende formand, professor,dr. med. & h. c. Knud Sand, der havde erklæretsig villig til i fornødent omfang at bistå udvalget.Professor Sand offentliggjorde i 1939 enafhandling, hvori der udførligt blev gjort redefor de tilfælde, i alt 190, i hvilke der indtil dahavde været foretaget kastration, og for de konstateredefølger og virkninger af operationernesamt de opnåede sociale resultater. Da det veden revision af reglerne om kastration ville væreaf stor betydning at vide, om det nu foreliggendelangt større materiale (900) i hvert fald istore træk viste samme billede som det, derfremgik af materialet for tiden indtil 1939, rettedeudvalget i efteråret 1959 henvendelse tilprofessor Sand med forespørgsel om, hvorvidthan ville være villig til over for udvalget at redegørefor de indvundne erfaringer. I september1961 holdt professor Sand derefter for udvalgetsmedlemmer to foredrag på grundlag af enbearbejdelse af de første 500 tilfælde af kastrationaf mænd, der er foretaget her i landet sidengennemførelsen af loven af 1929. Efter at samtligede indtil 1959 o: gennem 30 år foreliggende900 kastrationstilfælde vedrørende mænd harværet gjort til genstand for en samlet bearbejdelse,har professor Sand i oktober 1963 på opfordringtilstillet udvalget en af ham i samarbejdemed overlægerne P. Dickmeiss og P. Schwalbe-Hansenudarbejdet foreløbig afhandling medvedføjede særudtalelser, resumé, tilbageblik ogafsluttende betragtninger. Afhandlingen m. v. eraftrykt nedenfor side 46 ff. Der vil i det følgendeved behandlingen af forskellige spørgsmålblive henvist hertil.På nærværende sted skal henvises til den side49-51 givne oversigt over materialet og resultaterne,opstillet i 12 punkter. Det fremgår heraf,at det største antal kastrationer er foretagetpå åndssvage (44 %) og psykopater (25 %).Godt 80 % af de kastrerede havde før kastrationenbegået seksualforbrydelser, og inden for disseudgør uterlighed over for drenge og piger destørste grupper. De knapt 20 %, der intet seksueltkriminelt havde begået, udgøres dels afpersoner, som på hospitaler for åndssvage ogsindssyge havde udvist en sådan adfærd, at manmåtte forvente, at de ville begå seksuelle lov-42

overtrædelser under friere forhold, dels af personer,som selv befrygtede, at deres kønsdriftkunne medføre, at de forbrød sig seksuelt, ellerhvis kønsdrift i det hele påførte dem sjæleligelidelser eller social forringelse. Sådanne lidelserforekommer hyppigt ved hyperseksualitet, homoseksualitet,pædofile tendenser, seksuelle perversionerm. m. Visse tilfælde af transvestitisme,d.v.s. en seksuelt betonet sjælelig abnormitet,hvorved den pågældende særlig finder sin tilfredsstillelsei at iføre sig det modsatte kønsklædedragt, kan også falde ind under dennegruppe, nemlig når der tillige foreligger et fikseretønske om totalt kønsskifte. 82 c / c af dekastrerede var før kastrationen anbragt på hospitalfor åndssvage eller sindssyge eller på forvaringsanstalt.Det største antal kastrationer erforetaget i aldersgrupperne fra 21—40 år (i alt59 %); derefter er antallet faldende, men 6 %var dog 61 år eller derover. I en alder af under21 år er kun enkelte, stærkt agressive dybt åndssvageblevet kastreret.c. Særlig vedrørende kriminelle ansøgere.Andragender fra personer, der er sigtet forsædelighedsforbrydelser, frembyder særlige problemer.Man har fra første færd i praksis indtagetdet principielle standpunkt, at der ikkemåtte være nogen som helst forbindelse mellemspørgsmålet om kastration og den strafferetligesanktion i anledning af den begåede lovovertrædelse,idet man har villet undgå, at et andragendeom tilladelse til at lade foretage dette alvorligeindgreb alene skulle være motiveret afønsket om at undgå straffesag og eventuel strafafsoning.Fremkommer et kastrationsandragendefra en person, der er sigtet eller tiltalt foren grovere sædelighedsforbrydelse, er det fastpraksis at meddele andrageren, at der ikke vilkunne tages stilling til andragendet, før straffesagener endelig afgjort. Er der tale om en sædelighedsforbrydelseaf mindre alvorlig karakter,har man dog i de senere år efter en konkret vurderingog i reglen efter indhentet udtalelse fraanklagemyndigheden meddelt tilladelse til kastrationi nogle tilfælde, medens straffesagenmod den pågældende verserede, og straffesagener da almindeligvis sluttet med et tiltalefrafald.Det forekommer også, at anklagemyndighedenfrafalder tiltale i sådanne sager på betingelse af,at den pågældende lader sig kastrere.Når tilladelse til kastration gives til personer,der enten afsoner straf for sædelighedsforbrydelsereller i medfør af straffelovens § 70 erdømt til anbringelse i en anstalt, anmoder justitsministerietfængslets eller anstaltens ledelseom at tilkendegive andrageren forinden operationensudførelse, at der ikke i tilladelsen til kastrationligger noget tilsagn om løsladelse efteroperationens foretagelse. Det hænder, at depågældende i andragendet enten ligefrem betingersig, at de vil blive løsladt, når de er blevetkastreret, eller dog forudsætningsvis går ud herfra.I sådanne tilfælde afslås andragendet omkastration.Med hensyn til spørgsmålet om benådningkan det oplyses, at der i en række tilfælde gennemjustitsministeriet er blevet udvirket benådningfor kortere frihedsstraffe under henvisningtil foretagen kastration og betinget af en vis tidsstraffri vandel. Tilbyder en person, der er domfældtfor en mindre alvorlig sædelighedsforbrydelse,i forbindelse med et benådningsandragendeat lade sig kastrere, eller indgiver han samtidiget andragende om kastrationstilladelse, vilstraf af son ingen og benådningsandragendet normaltblive stillet i bero, indtil der er taget stillingtil spørgsmålet om kastration. Det er dogen forudsætning herfor, at man efter sagensnærmere omstændigheder og de foreliggendeindstillinger fra myndighederne skønner, at benådningsandragendetikke umiddelbart bør afslås,og det: tilkendegives samtidig andrageren,at der ikke i forbindelse med berostillelsen ergivet noget: tilsagn om, at der vil blive søgt udvirketbenådning, såfremt han kastreres. Der vili almindelighed først blive taget endelig stillingtil benådrnngsansøgningen, når første efterundersøgelsehar fundet sted, hvilket sker 6-12måneder efter kastrationen, jfr. nedenfor side44.2. Tvangskastration.Ved loven af 1935 blev der som nævnt givethjemmel til tvungen kastration af visse groveresædelighedsforbrydere, og man brød herved detfrivillighedens princip, som havde ligget tilgrund for 1929-loven, og som man for så vidtfortsat tillagde stor vægt.Efter lovens § 4 tilkommer det retten efterindhentet erklæring fra retslægerådet at bestemme,om en person skal kastreres, og beslutningherom kan kun træffes, når den pågældendeefter at vare fyldt 21 år findes skyldig i en afde nedenfor angivne forbrydelser under sådanneomstændigheder, at gerningen karakterisererham som en på dette område farlig forbryder,og det ma antages, at der er nærliggende farefor, at hans kønsdrift vil drive ham til nye alvorligesædelighedsforbrydelser, og at udsigten43

til straf ikke vil afholde ham derfra. De forbrydelser,der kommer i betragtning, er:a) voldtægt efter straffelovens § 216 eller forsøgderpå,b) en af de i straffelovens §§ 217, stk. 1 og 2,218 og 222, samt disse paragraffer og § 216sammenholdt med §§ 224 og 225, stk. 1,nævnte forbrydelser eller forsøg derpå.Finder en domfældelse alene sted for en afde under b) nævnte forbrydelser, er det tilligeen betingelse, at den pågældende i medfør afstraffelovens § 70 dømmes til at anbringes i enanstalt eller i medfør af § 65 dømmes til at tagesi sikkerhedsforvaring.Bestemmelsen om kastration kan træffes i forbindelsemed afgørelsen af skyldsspørgsmåleteller ved en senere afgørelse. I sidstnævnte tilfældeskal der da tages forbehold herom i dommen.Reglerne om tvangskastration finder også anvendelsepå kvinder, men det foreskrives, at detved afgørelsen skal tages særlig i betragtning, atindgrebet for kvinders vedkommende er af mereindgribende og farligere karakter.Træffes bestemmelse om kastration, skal denneforetages — under hensyn til den pågældendesalmindelige sundhedstilstand - snarest muligtaf en læge med fornøden kirurgisk uddannelseefter fængsels- eller anstaltsledelsens valg.Hvis den pågældende forlanger det, skal indgrebet- for så vidt der ikke foreligger lægeligkontraindikation derfor - foretages under universelnarkose. Lægen skal straks indberette tiljustitsministeriet, når indgrebet er foretaget.Reglerne om tvungen kastration har fået særdelesringe anvendelse i praksis. Der har såledesaldrig været truffet bestemmelse herom i nogendom, men i de første år efter lovens ikrafttræden,senest i 1938, blev der i enkelte dommetaget forbehold om en eventuel senere bestemmelseom kastration. Sådant forbehold er taget ii alt 8 domme, og af de domfældte har næstenalle efter dommen frivilligt ladet sig kastrere.De domme, hvori kastrationsforbehold er taget,er udførligt omtalt af Louis 1e Maire i »Legalkastration i strafferetlig belysning« (1946), p.69 ff., hvortil henvises.Med hensyn til spørgsmålet om tvangskastrationkan i øvrigt henvises til professor Sandsudtalelse side 51.3. Efterundersøgelse.Loven af 1929 indeholdt ingen bestemmelserom lægelig efterundersøgelse af de personer,der blev kastreret i henhold til lovens bestemmelser.Efterundersøgelser havde dog i reglenalligevel været iværksat, idet justitsministeriethavde stillet som vilkår for kastrationstilladelsen,at den pågældende underkastede sig en sådanundersøgelse, men hvis vilkåret ikke blevoverholdt, havde man ikke midler til at gennemtvingeundersøgelsen. Denne mangel blevafhjulpet ved 1935-loven, som i § 5 pålæggerden, der er underkastet kastration i henhold tilloven, at lade sig underkaste lægelig efterundersøgelseefter nærmere af justitsministeren fastsatteregler. Efterkommes pålægget ikke, kanden pågældende straffes med bøde.De gældende regler om efterundersøgelse erudfærdiget af justitsministeriet den 10. marts1951. Herefter skal efterundersøgelse i almindelighedfinde sted første gang 6 å 12 månederefter operationen og derefter med et eller flereårs mellemrum. I tilfælde, hvor det findes påkrævet,kan retslægerådet bestemme, at efterundersøgelserhelt skal ophøre. Det anføres ikastrationstilladelsen, hvornår og af hvem førsteefterundersøgelse skal foretages. Efter de nævnteregler fra 1951 undersøges personer, der bori hovedstadsområdet, derunder personer, der eranbragt på forvaringsanstalterne i Herstedvesterog på statsfængslet i Vridsløselille, som hovedregelaf professoren i retsmedicin; professorSand har dog også efter sin afgang fra professorateti 1957 foretaget disse undersøgelser efteraftale med sin efterfølger, men har nu ønsket atophøre hermed. For så vidt angår personer, derbefinder sig på anstalter eller hospitaler eller iet under disse hørende plejehjem eller i en afanstalten kontrolleret familiepleje, foretages efterundersøgelsennormalt af anstaltens (hospitalets)læge. Alle andre personer undersøgessædvanligvis af embedslægen.Efterundersøgelsen bør efter reglerne ikkeforetages, før retslægerådet i hvert enkelt tilfældehar anmodet vedkommende læge herom, ogundersøgelsens resultat indføres i et af retslægerådetudarbejdet skema, som derefter indsendestil rådet.Ud over efterundersøgelserne foretages andrevidenskabelige undersøgelser i tilknytning til deudførte kastrationsoperationer. Med henblik herpåhar justitsministeriet samtidig med meddelelsenaf en kastrationstilladelse hidtil pålagt denlæge, der skal udføre indgrebet, umiddelbart efteroperationens foretagelse at indsende de bortopereredekønskirtler til Københavns Universitetsretsmedicinske institut ledsaget af en med-44

delelse om, hvorvidt der ved operationen er fundetnoget lægeligt bemærkelsesværdigt. Vedskrivelse af 15. april 1964 har justitsministerietimidlertid nu efter indstilling fra retsmedicinskinstitut udtalt, at indsendelse fremtidig ikke vilblive forlangt. Det er over for udvalget oplyst,at de fjernede kønskirtler på instituttet er blevetunderkastet en histologisk undersøgelse. En rækkevidenskabelige arbejder er fremkommet påbasis af disse undersøgelser (se professor Sandslitteraturliste, side 56 f).Om efterundersøgelserne og deres betydningfor bedømmelsen af kastrationsordningen henvisesi øvrigt til professor Sands afhandling,navnlig udtalelserne side 52 f. Det fremgår heraf,at der er udført ca. 4000 efterundersøgelseraf de 900 opererede, fra 1—16 undersøgelser forhver undersøgt opereret. Resultatet af disse undersøgelserhar udgjort et vigtigt grundlag forden foretagne bedømmelse af hele kastrationsordningen.4. Virkningerne af kastration.Idet man i øvrigt henviser til professor Sandsafhandling med tilhørende særudtalelser om recidiverog kastrationsgener, jfr. side 53 f. og 55,skal her anføres nogle hovedpunkter:Efterundersøgelserne har vist, at formåletmed kastrationen er nået i så at sige alle tilfælde.Godt 97 % af de opererede blev således føreller senere totalt aseksualiserede efter kastrationen,og af disse var over halvdelen aseksuel-1e, inden der var gået et halvt år. For så vidt angårde resterende knap 3 % havde nogle af forskelligegrunde vist sig ubedømmelige, og kunmindre end 1 °/ o havde ved sidst foretagne efterundersøgelseikke vist total aseksualisering.De kriminalterapeutiske virkninger af kastrationenhar været tilfredsstillende. Kun i 10 tilfælde(1,1 %) forelå egentlig seksuelt recidiv,d.v.s. tilbagefald til ny seksualkriminalitet, somer retslig bevist og pådømt. I et lignende antaltilfælde var der udvist en seksuelt farvet adfærd,uden at der havde været tale om retsligforfølgelse eller retslige sanktioner.Også i social henseende har kastrationernevist sig at have haft gavnlige virkninger. Såledeshar det overvejende flertal af de kastrater, derhar været dømt til anbringelse i psykopatforvaring,kunnet udskrives på prøve, efter at kastrationensaseksualiserende virkning var indtrådt,og de har for størstepartens vedkommende formåetat indpasse sig i samfundet på ny, herunderat skaffe sig beskæftigelse på tilfredsstillendevilkår. Det må herved erindres, at flertalletaf de forvarede seksualforbrydere uden kastrationmåtte anses for så farlige for retssikkerheden,at de ville være blevet tilbageholdt påanstalten i en lang årrække. For de åndssvagesvedkommende har kastrationen typisk medførtdet gode, at de har kunnet anbringes under friereforsorgsformer, en del af dem i kontrolleretfamiliepleje,De legemlige ulemper ved kastrationen, somer påvist ved efterundersøgelserne, har overvejendeværet små og forbigående. Den hyppigsteulempe er en forøget svedsekretion, der kanvare i kortere eller længere tid, sjældent årelangt.Endvidere kan der være tale om nogenvægtforøgelse og nogen, oftest moderat, fedme.Afsluttende har professor Sand gentaget sinesammenfattende udtalelser fra afhandlingen af1939 om de første 190 kastrationer, idet den nuforetagne undersøgelse over 900 kastrationerfuldt ud har bekræftet de da konstaterede resultater.Slutbemærkningen er sålydende: »På problemernesog resultaternes nuværende stade mådet fremdei'es udtales, at den danske kastrationslovgivninghar opfyldt sin mission; den legalekastrationsordning må fortsat anses for den bedstesamfundsmæssige foranstaltning over forog behandling af sædelighedsforbrydere og abnormtsexuelle i det hele, mest human over fordet enkelte individ, mest effektiv kriminalterapeutiskog socialt«.45

Den legale kastration i Danmark gennem 30 år (1929 -1959)En oversigt af professor, dr. med. & h. c. Knud Sand, fhv. Retslægerådets formand (1929-1959),i samarbejde med medlemmer af Retslægerådet, overlægerne, dr. P. Dickmeiss, Filadelfia, og P.Schwalbe-Hansen, Ebberødgård. - I oktober 1963 på udvalgets anmodning udlånt dette til optagelsei betænkningen.Da jeg i sin tid (1958) på grund af mangesæropgaver i de sidste år af min embedstid måtterenoncere på at tage sæde i det af justitsministerietden 30. december 1958 nedsatte udvalgtil overvejelse af spørgsmålet om revision afreglerne om legal sterilisation og kastration quaretslægerådets formand og specialsagkyndig, gavjeg tilsagn om at yde udvalget facultativ, rådgivendebistand, når sådan fandtes ønskelig ogpåkrævet.Dette blev jo nu - foruden med foredragenei 1961 — tilfældet med den af udvalgets formandfremsatte indtrængende anmodning omadgang til en foreløbig kort fremstilling af mithidtidige arbejde i denne sag.Udvalget har jo til opgave at behandlespørgsmål vedrørende såvel den legale, simplesterilisation som den legale kastration.Men bekendt med, at jeg ganske vist har behandletbegge emner i rådet og i mine afhandlinger,men dog har viet den legale kastrationlangt største interesse og arbejde, har udvalget isin tid (I960) fremsat ønske om, at jeg i storetræk fremlagde det i R.R. i min formandstid(I929-I959) behandlede materiale af legale kastrationeri foreløbig form, idet en større, senerevidenskabelig afhandling om emnet påtænkes iny udvidet redaction af mine tidligere afhandlingerom emnet i 1935 og 1939-40 (litt)./ september 1961 holdt jeg således efter detdengang derom fremsatte ønske et par længereforedrag i justitsministeriet for udvalget om deforeløbige resultater af et siden I960 igangværende,stort videnskabeligt arbejde af mig om»Den legale kastration i Danmark gennem 30ar (1929-59«) over dettes 1. halvdel: De første500 af 900 tilfælde og disses lovende resultater.Da det totale materiales - 900 tilfældes -samlede behandling af mig nu væsentlig er afsluttet,og da udvalget gerne vil modtage enforeløbig beretning om mit store arbejde herovertil orientering og støtte for sin endelige behandlingaf et forslag om en eventuel fornyelseaf den gældende lov af 1935, skal jeg hervedefter derom fremsat fornyet anmodning og samtalertilstille formanden denne fremstilling tilorientering i det videnskabelige grundlag forden påtænkte lovgivning om den legale kastration,tilsluttet en oversigt over dennes resultatergennem 30 år.Eftersom jeg altså nu skal redegøre skriftligtom kastration, skal jeg lige nævne, at min tilknytningtil kastration og det senere legale kastrationsvæsenjo er af gammel oprindelse, stammendefra min sexual-biologiske forskning siden1914, netop udgående fra kastrationer ogtransplantationer og videre op gennem åreneover den normale og abnorme sexualitet, belystbl.a. ved experimentelt kønsskifte hos pattedyrog fugle, også med experimentel hermafroditisme;dertil over tvekønnethed og andre »mellemstadier«hos mennesker, såsom transvestisme;sluttelig overførelse af denne udstrakte forskningtil dens medicolegale interesse for forståelsenaf specielt den abnorme sexualisme hosmennesket, hvorunder også den »kriminal-terapeutiskelegale kastration« henhører. *)*) Min datidige, siden 1914 fortsatte sexbiologiske,sexendokrinologiske forskning var netop anledningentil, at jeg i sin tid anmodedes om at indtræde i denførste Sterilisationskommission 1924 og deltage sammenmed professorerne: Arvelighedsforskeren W. Johanssen,psykiateren Aug. Wimmer og obstetrikerenE. Hauch i udarbejdelsen af den 1. betænkning af1926 for loven af 1929 og senere som Retslægerådetsformand leder af dettes ändringsförslag til Justitsministerietfor den sidste lov af 1935 og senere udtalelserdenne vedrørende (f. ex. ang. efterundersøgelser).46

Dengang jeg i 1925 overtog professoratet iretsmedicin, fra 1929 tillige med formandsskabeti retslægerådet i 30 år til 1959, blev der jorig lejlighed for mig til gennem en menneskealderat arbejde med legal sterilisation og specieltmed kastrations-væsenet, der både efter 1.lov af 1929 og 2. af 1935 indordnedes medicolegaltunder retslægerådet, foruden med responsai sagerne særlig med administrationen af detlegale efterundersøgelsesvæsen af de opererede,som jeg vender tilbage til særlig for kastrationernesvedkommende, også i »Særudtalelse« II.Med hensyn til den simple sterilisation, hvorefterundersøgelser var foretaget for de første1100 tilfælde, som jeg kortelig har behandlet itidligere afhandlinger (litt.), har jeg bragt i erfaring,at denne væsentlig er færdigbehandlet afudvalget.Det er det 30-års kastrations-materiale på 900(500 + 400) legale kastrationstilfælde (1929-59), som nu har været gjort til genstand for ensamlet nybearbejdelse, baseret på sagernes akter,retslægerådets responsa og særlig de nu ca.4000 efterundersøgelser af de opererede, derher skal være genstand for denne foreløbige beretning.Det drejer sig således om et meget stort, alenenumerisk og statistisk tungtvejende menneskemateriale,men dette rummer tillige et sådantfond af mangesidig interesse af oplysninger, afsyge- og skæbnehistorier, erfaringer og vurderinger,bl.a. jo en samling af voteringer af retslægerådetsmedlemmer og af lægeerklæringerfra ledende psykiatere og andre særlige sagkyndige,samt omfattende, mangeartede undersøgelser,specielt den enestående, vigtige samling legaleefterundersøgelser (ca. 4000), at det er velegnettil den indgående videnskabelige bearbejdelse,hvormed jeg er i gang, i stedet for densummariske gennemgang, som jeg kan give inærværende i store træk holdte redegørelse, forudgåetaf mine lange foredrag for udvalget iseptember 1961.Under disse foredrag modtog de tilstedeværendemedlemmer til låns hvert et chartéquemed 12 vigtige tavler over de før og efter kastrationenrelevante forhold (se senere), hvis systemmedlemmerne altså er orienterede i. Tildisse tavlers indhold vender jeg tilbage in fine.Jeg må imidlertid her koncentrere mig om defor udvalget nødvendigste problemer og oplysninger,henholdende mig til, at medlemmernehar hørt foredragene og er bekendt med ikkealene lovene, men også mine tidligere afhandlinger(med bistand af professorerne Wimmerog Hauch og overlæge Nørvig) ved 1929-lovensrevision til 1935-loven og disse loves første 187tilfældes foreløbige publication i 1939—40, iskandinaviske og udenlandske tidsskrifter. (Sespec, mine afhdlg. i Nordisk Tidsskrift forStrafferet, oct. 1939, og Ugeskrift for Læger,jan. 1940).Nogen længere historisk udredning over denfor øvrigt i litteraturen kun sparsomt omtaltelegale kastrations spec, kriminalterapeutiske anvendelse,endsige kastrationens historie i det heleskal jeg ikke give her, men derom henvise tilmine tidligere kastrationspublicationer siden1929, min doctordisputats: »Experimentellestudier over kønskarakterer hos pattedyr«, 1918,og til nuv. højesteretsdommer L. 1e Maires juridiskedisputats »Legal kastration i strafferetligbelysning«, 1946 (fra hans secretærtid i retslægerådeti 1940'erne).Kun følgende korte introduction skal indledningsvishidsættes:Grundlaget for og inspirationen til den voksendeinteresse for legal kastration og da særligdennes anvendelighed inden for sexualkriminologiensom kriminalterapeutisk fremgangsmådeover for sexuell abnorme, specielt sexualforbrydere,siden 1920'erne skyldes den fra 1900-1920 og fremdeles meget frodige, omfattendesex-biologiske, særlig sex-endokrinologiskeforskning, fortsat i den sex-hormonkemiske,særlig fra østrigsk, tysk, fransk, dansk og amerikanskvidenskab. (Nærmere: Se mine litteraturfortegnelseri min afhandling af 1939 og her).Gennem disse sexbiologiske forskninger fraflere hold inspireredes Sexuologien som helhed,særlig da også den vågnede kriminalterapeutiskeforskning og lovgivning i tyverne (tidligere kunsparsomt og spredt dyrket), hvor Danmark sombekendt blev foregangsland med den 1. egl.statslov giv ning om kriminalterapeutisk legal kastrationaf 1929, med ændringer i vor nuværende2. lov af 1935. (Ang. den udenlandske primærelovgivning, der i øvrigt — undtagen dentyske — følger den danske primære for en væsentligdel, henvises til 1e Maire's ovennævntedisp. fra 1946).Materialet.Vort totale materiale er som nævnt de retslægerådetforelagte mandlige kastrationssagerfra 30-ars-perioden 1929-1959 (svarende tilmin formarxlstid i retslægerådet), behandledepå grundlag af sagens akter, juridiske og læge-47

lige, rådets akter og dets årsberetninger, dertilendelig specielt de lovmæssige, såre nyttige efterundersøgelsersberetninger (spørgeskemaer,hvert å 6 store skemasider med generel anamneseog dertil lægeundersøgelse m. v., foretagnei henh. t. j.min.s circulærer desangående, senestaf 10/3 1951. - lait ca. 4000 efterundersøgelser)- Det drejer sig om 900 ka.tilfælde (i1929-1959).Alle 900 sager - ofte hver med talrige lægeligeog juridiske akter, lange behandlinger afRådet med svarskrivelse, tit med flere forelæggelser- er hver for sig desforuden fulgt op afmig med studium og extraction af fra 1-16efterundersøgelser for hver, og derpå med udgangspunkti en meget detailleret kodeliste overførtaf mig til særlige rubriceringskort, hvertmed udfyldelse af 45 karréer med relevante oplysninger,for sluttelig at blive registreret i ethulkortsystem, det bekendte »KH-SYSTEM«med dets talrige kombinationsmuligheder ogvelegnet til den emnevise opdeling i 12 tavlertil omfattende procentiske, enkelte og totale udregningertil belysning af problemerne.Arbejdets betydningsfulde hulkortregistrerings-og beregningsarbejde er med stor indsigtog forståelse af opgaven foretaget af hulkortsystemetsopfinder, civiløkonom Karlo Hansen,H. D.På et ret tidligt tidspunkt af det omfattendeog mangesidige arbejde med dets store, trinvisevidenskabelige bearbejdelser havde jeg den glædeat kunne knytte mine tidligere psykiatriskecolleger som medlemmer af Retslægerådet undermin formandstid — altså velkendte med kastrationsmaterialetgennem en lang årrække -: overlæge,dr. med. P. Dickmeiss (Filadelfia) ogoverlæge Schwalbe-Hansen (Ebberødgård) tilmin opgave, oprindelig med særligt henblik pårubriceringen af kastraternes criminalitet, anbringelseog psykiatriske diagnose, deres helesjælelige habitus og specialforhold hermed.Det varede imidlertid ikke længe, inden mineto colleger med mig blev så stærkt interesseredei hele arbejdets mangesidige aspecter, at deresvoksende deltagelse deri fra et begrænset mereog mere antog form af et videregående, egentligtsamarbejde med mange fælles vurderingeraf problemer og resultater, en udvikling, jeg anserfor et stort gode for arbejdet, og som jegsætter megen pris på.Alle vanskelige spørgsmål og problemer ogtalrige enkeltsager, bl. a. recidivsager og andrespecialsager, er i dette omfattende og frugtbaresamarbejde i møder eller i indgående skriftligeindlæg blevet drøftet til enighed, og samtligesager har i øvrigt passeret de to colleger.Endelig har collegerne deltaget i udarbejdelsenaf og tiltrådt nærværende korte fremstillingaf arbejdet, der i øvrigt er en videre udbygningaf mine foredrag fra september 1961. -Det samlede indledende arbejde med 900 tilfældegjordes nu væsentlig færdigt og overførtesaf mig med anvendelse af det store kodesystemtil den rubricerende kortregistrering medhenblik på overgang i hulkortsystemet og videre,men viste sig samtidig at være altfor omfattendetil, selv med stor arbejdsindsats, totalt at kunneafsluttes indenfor det begrænsede tidsrum foren sufficient forelæggelse for udvalget i september1961, således som dette meget gerne ønskede.For at imødekomme udvalget og efter samstemmendedrøftelser med mine to colleger,overlægerne, og med udvalgets formand besluttedejeg mig derfor efter den grundlæggendebehandling af totalmaterialet til foreløbig atspalte de sidste 400 (»Gruppe B«, nr. 501-900), delvis behandlede tilfælde fra totalmaterialetog færdigbehandle de første 500 (»GruppeA«, nr. 1-500), beregnet på den ønskede,orienterende forelæggelse for udvalget, der såfandt sted /' mine foredrag i september 1961.Under denne forelæggelse i foredragene dokumenteredes,som det vil erindres, ved hjælpaf i2 tavler de derfra kendte særdeles tilfredsstillenderesultater af kastrationernes virkningpå alle relevante omrader for denne gruppe (A)og, som det vil ses nedenfor, harmonerende medden nu følgende opgørelse over de sidste 400tilfælde (gruppe B).- Denne sidste gruppe, 400 tilfælde, nr. 501-900 (gruppe B), er nu også færdigbehandletgennem den lange procedure og dermed detsamlede materiale gjort op, endende i en totalgengivelse for gruppe A + B af de 12 tavlersindhold med talmæssige og refererende vurderingeraf problemerne i de vigtigste spørgsmål.Det har herunder vist sig, at en grundig sammenligningmellem resultaterne fra bearbejdelsenaf gruppe A (nr. 1-500) og gruppe B (nr.501-900) giver vigtige, klare udtryk for, at deto grupper på alle væsentlige punkter, spec, dekriminalterapeutiske ka.-virkninger med asexualisering,ledsaget af akriminalisering, fremdelesde familiære og de sociale forhold, såvelsom defysiske (legemlige) og psykiske giver et forbavsendeensartet, overbevisende billede af idet-48

hele sardeles tilfredsstillende kastrationsresultater.- En kompletteret, fuldstændig udbygning afde 12 oversigtstavler, i princippet som den, jeganvendte ved mine foredrag i 1961 over de 500første tilfælde, til nu at omfatte samtlige 900tilfælde vil således danne et velegnet grundlagfor en oversigtsredegørelse for kastrationsresultaternegennem en foreløbig, delvis procentiskvurdering. —- Jeg skal herefter i det følgende i store trækgive en sådan fremstilling af de enkelte tavlersindhold og en del af de konklusioner, der erdraget af tavlernes oplysninger for det totalekastrationstal: de 900 tilfælde gennem 30 år.(Selve tavlerne vil blive offentliggjort i en påtænktog forberedt senere større videnskabeligafhandling i fortsættelse og uddybning af minetidligere fra 1935 og 1939 og nærværende sammentrængte,litterære fremstilling af 1S>63).Ved opdeling af materialets 900 tilfælde efterde vigtigste af de bearbejdede emner fås følgenderesultater i kort oversigtsform:I. De kastreredes grupper efter sjælelig habitus.Det største antal kastrationer er foretagetblandt åndssvage (idioter, imbecile, debile),nemlig omtrent halvdelen (44 %) og blandtpsykopater (lettere og sværere), nemlig X U (25%). Derefter følger i faldende antal »Andresex.abnorme« (men psykisk normale) 13 %, ogsinker 10 %, sindssyge 4 % og »Diverse« med1 %•II. De forefundne sex-kriminelle forhold førkastrationen.Godt 80 % af de kastrerede havde før kastrationenbegået sex. kriminalitet.Det største antal kastrationer (40 %) er foretagethos personer med sex.kriminalitet uden recidivfør kastrationen.Derpå følger personer med s ex.kriminalitetfør kastrationen med flere recidiver (24 %),hos personer med sex-kriminalitet med enkeltrecidiv (18 %) og endelig personer uden sex.-kriminalitet før kastrationen (18 %). - KnaptVs havde altså intet sex.kriminelt begået.Denne sidste gruppe består dels a) af personer,som på institution (hospitaler for åndssvageog sindssyge) havde udvist en sådan adfærd, atman måtte vente, at de ville begå sexuelle lovovertrædelserunder friere forhold, og dels b)af personer, som selv befrygtede, at deres kønsdriftkunne medføre, at de forbrød sig sexuelt,eller hvis kønsdrift idethele påførte dem sjæleligelidelser el. social forringelse.III. De kastreredes alder ved kastrationen.Denne er ret spredt, fra under 21 år (enkelteidioter, stærkt aggressive) //'/ over 70 ar (enkeltesenilt demente, agressive, max. 73 år). Lige fraførste færd har det været retslægerådets praksiskun i rene undtagelsestilfælde at anbefale kastrationaf personer under 21 år. Det største antalkastrationer er foretaget i aldersgruppen21-30 år (30 %), omtrent som i gruppen 31-40 år (29 %). Derpå følger gruppen 41-50 år(21 %), gruppen 51-60 år (11. %) og gruppenover 61 år med kun 6 %.IV. Observationstidens længde medefterundersøgelse.Denne varierer fra nogle få måneder (hovedsagelignaturligvis blandt de senest kastrerede igruppe B) til omkring 30 år (i gruppe A).De flesta (62 %) har været under observationi mere end 6 år, 39 % i mere end 10 år,21 % i over 15 år og 8 % i over 20 år.V. Criminu og sexbetonede sjælelige lidelser.(Ka.grund).Den største gruppe er »Uterlighed overfordrenge«*) (24%); men »Uterlighed overforpiger« **) er næsten lige så stor og synes atvære i tiltagen i sidste tiår. Et noget mindre antalhar været uterlige overfor både drenge ogpiger. Voldtægt er forøvet af 8 %, exhibitionismeaf 6,5 %, incest af 3 % og crimen bestialitatisaf kun knap 1 %.Ganske små grupper repræsenteres af sexualdrab(evt. forsøg), sexuelt betingede (betonede)berigelsesforbrydelser eller brandstiftelser m.v.Va. De sex,-betonede sjælelige lidelser,som er led: åget af frygt for kriminalitet og ofteaf højst pinagtige tvangsmæssige tilskyndelser,forekommer hyppigt (26 %) ved hypersexualitet,homosexualitet, pædofile tendenser, sex.perversioner m.m. Hos ca. 18 % af materialethar sådanne sjælelige lidelser alene været indicationfor kastrationen. (Tilfældene af »Transvestisme«er forbeholdt særbehandling senere).VI. Familieforhold før og efter kastrationen.Der er med hensyn til de kastreredes familieforholdfør og efter kastrationen sket en ret liv-*) I undersøgelsesperioden - 18 år.**) I undersøgelsesperioden - 15 år.49

lig bevægelse (som det har været vanskeligt atskaffe helt nøje oplysninger om) mellem grupperneugift, gift, fraskilt.Helhedsindtrykket er, at kastrationsvirkningen(på familieforholdene) har været af positivkarakter, idet f.ex. antallet af gifte er steget endel efter kastrationen.I adskillige tilfælde er ægtefæller, som førkastrationen levede fraskilt, flyttet sammen igen,og mange er vendt tilbage til bestående ægteskab;hele familiesamliv ses genopbygget.VII. Anbringelse før kastrationen og efter kastrationen(ved sidste efterundersøgelse).Af materialets før kastrationen 393 (44 %)institntionsanbragte åndssvage befandt sig kun128 (14 %) på institution efter kastrationenved sidste efterundersøgelse, og da p.gr. af derespsykiske tilstand, ikke som følge af sex.foretagsomhed.At forvaringsanstalterne har endnu finere resultaterkan ikke overraske: Medens der før kastrationenvar 266 (30 %) anbragt på forvaringsanstalter,var antallet af disse efter kastrationenved sidste efterundersøgelse faldet helttil 15 (2 %).På sindssygehospitaler var der før kastrationen71, efter kastrationen kun 30.Disse 3 grupper repræsenterede før kastrationen82 % af kastrationerne, men efter kastrationenkun ca. 19 %.Det kan således konstateres, at et meget betydeligtantal af de kastrerede har kunnet anbringesunder friere forhold, hvilket som bekendt eret af kastrationslovens formål, og en stor del ertilmed kommet i arbejde. Ved denne resocialiseringer også opnået en aflastning af anstalterne.VIII. Sexualitetens forløb efter kastrationen.Total asexualisering er konstateret efter kortereeller længere tids forløb efter kastrationenfor godt 97 %; af disse var tilmed over halvdelenasexuelle, inden der var gået 1 /2 år, og87 % inden 3 års forløb. Imellem ca. 3 og ca.6 ar blev 8 % asexuelle, og endelig blev ca.2 % særlig sent asexuelle, nemlig først efter ca.6 års indtil endnu længere tids forløb (såkaldt»tardiv« (langsom, sen) kastrationsvirkning.Af de resterende knap 3 % har nogle vist sigubedømmelige — m.h.t. sexualitetsforløbet — afforskellige årsager (tilsløring af resultatet vedsex-hormonterapi, dyb åndssvaghed el. sindssygeeller for kort observationstid), andre harikke kunnet efterundersøges (expatrierede; ellevedøde forinden mulighed for foretagelsen),og kun mindre end 1 % har ved sidst foretagneefterundersøgelse ikke vist total asexualiering.(Ad recidiver: Se særudtalelse (III); her skalblot anføres, at recidivernes % antal ligger omkringved et lavt eencifret tal, 2,2 %, som hosen række andre forfattere).IX. Sociale og erhvervsmæssige forhold før ogefter kastrationen.Når det efter kastrationen viser sig, at antalletaf erhvervsløse, langvarigt anstaltsanbragteer reduceret fra 411 (46,2 °/ 0 ) før kastrationentil 156 (17,5 %) efter kastrationen, d.v.s. ennedgang i antallet af anstaltsanbragte på 255,hvoraf 91 er blevet selverhvervende, 31 delvisselverhvervende, medens 101 er anbragt i familiepleje,må dette for en meget væsentlig del, jamåske endda næsten udelukkende, tilskrives kastrationen.En del af familieplejepatienterne vilformentlig efterhånden nå til endelig udskrivning.Det kan yderligere noteres, at 120 af depatienter, som er forblevet på anstalter efter kastrationen,har kunnet anbringes under friereforhold.Om det beskedne antal kastrerede, som harmåttet forblive under uforandrede anstaltsforhold,gælder det, at det oftest er andre forholdend deres sexualitet, der betinger, at man ikkehar kunnet anbringe dem under friere forhold,f.eks. hjælpeløshed, støjende adfærd, urenlighedm.v., jfr., at der er relativt mange idioter ogimbecile blandt de patienter, som har måttet forblivepå institution. - Et antal privat ansøgendekastrerede synes vendt tilbage til deres selverhverv.X. Opereredes skøn og lægernes samfattendeskøn over kastrationsresultatet ved sidste efterundersøgelse.Kun ganske enkelte (1,2 %) af de opereredevar egl. utilfredse med operationsresultatet, etlille antal (ca. 2,5 %, væsentlig åndssvage) varindifferente, medens mere end 90 % var fuldttilfredse, og halvdelen af disse endda særdelestilfredse med operationen. (Et mindre antal dybtåndssvage kunne ikke give personlig udtryk forderes mening om operationsresultatet, men oftehar isåfald de pårørende udtalt tilfredshed).Det lægelige skøn falder næsten ganske sammenmed de opereredes skøn, bortset fra at derkun er utilfredshed fra lægernes side i et par tilfælde.1,7 % var ubedømmelige (på grund af sex.-50

hormonterapi efter operationen, dyb åndssvaghed,sindssyge og for kort observationstid).XI. Oversigt over efterundersøgelser. (Se i øvrigtsærudtalelse II).Det samlede antal efterundersøgelser udgørca. 4000. 74 % af de kastrerede har været underkastet3 eller flere (indtil max. 16) undersøgelser.62 % af de kastrerede har været observereti mere end 6 år med efterundersøgelser.XII. Efterundersøgende læger.Ca. trediedelen af efterundersøgelserne er foretaget(1929-1959) på Universitetets retsmedicinskeInstitut af professor i retsmedicin, dr.med. Knud Sand (jvfr. reglerne i J.M.'s circ. af1951 og tidligere), medens anstaltslæger og embedslægerhar undersøgt omtrent lige mange ogprivatlæger kun ganske få.Med mine foredrag for udvalget i september1961 i erindring og efter studium af foranståendefremstilling, nu sluttelig med de vigtigsteresultaters opstilling i »XII punkter« skulletilstrækkelig indsigt i hele vort emnes nuværendeleje kunne opnås.De såkaldte »XII punkter« redegør i kortform for de vigtigste besvarelser af arbejdetsvæsentligste problemer og spørgsmål, givne mestendelsunder talform, eventuelt i procenter,isprængt forklarende text af de vundne resultateraf kastrationens virkning på det pågældendeområde.Efter et grundigt studium af disse »XIIpunkteres svar vil man som en generalnævnerfor besvarelserne have fået et bestemt indtryk, afovervejende positivitet på alle omrader.En del af punkternes besvarelser drejer sigom rent numeriske angivelser, der ikke krævernøjere forklaring.For andre punkter, hvor en sådan er ønskelig,findes den tildels i kort form og kan iøvrigt uddragesaf det skrevne. (En sammenligning medslutresultaterne og resumé i 1939-afhandlingenin fine vil være nyttig).En udførligere gennemgang med kommentarertil alle punkterne vil ligge udenfor meningenmed denne kortfattede afhandling. Men detvil fremgå tydeligt, at dårlige, negative resultaterfindes ikke på noget samlet område.Dersom man foretager en gennemgang af de»XII punkter«, [ikke mindst de vigtige områderunder:4'Punkt VII om resocialiseringens gode forløbefter udskrivningen,Punkt VIII om sexualitetens langt overvejendehurtige, ev. senere afløsning af asexualiseringmed akriminalitet (kastrationens vigtigste opgave),med bl.a. en så ringe recidiv-(tilbagefalds-)%, som karakteriseres af et lavt een-cifret tal,2,2 % (mermere i særudtalelse III),Punkt IX, der supplerer punkt VII om socialiseringenefter kastration og udskrivning,og Punkt X om de opereredes og lægernes megetpositive skøn over kastrationsresultaterne]viser alle fra tilfredsstillende, gode til særdelesgode og overbevisende resultater.Særudtalelser I-VafProfessor, dr. med. & h. c. Knud Sand & overlægernedr. Dickmeiss & Schwalbe-Hansen.Særudtalelse IAd spørgsmålet om »Tvangskastration« efterkastrationslov II, 1935, § 4.(Jfr. professor Knud Sands fremstilling i NordiskTidsskrift for Strafferet, 4. hefte, oktober 1939, side296-300, og Ugeskrift for Læger, januar 1940, samtprofessor L, 1e Maire's disp. 1946).Dette spørgsmål -, som stilles af Justitsministerieti kommissoriet for udvalget ad kastrationsloven af 1935, § 4, — om tvangskastrationensbibeholdelse eller bortfald, kan formentlig retkort færdigbehandles og afgøres.Til tvangskastration gaves der i Danmarkhjemme] i 1935-lovens § 4. Dette skete underønske fra anklagemyndighedens side.Det er i de forløbne 25 år gået, som R.R.egentlig ventede: Retslægerådet har aldrig anbefalettvangskastration, men i enkelte tilfældepå anklagemyndighedens foranledning optagetdrøftelse om den. Tvangskastration efter § 4 eraldrig realiseret i Danmark. Den eneste hidtidigeanvendelse af §'en er den, at der vist i ca. 8tilfælde af grove sædelighedsforbrydelser / denaf sagte dom (oftest psykopatforvaring) er tagetforbehold om senere afgørelser i medfør af § 4med hensyn til tvangskastration.Resultatet blev, såvidt vides, at de pågældendepersoner, når de fik forklaret og overvejetsagen, lod frivillig kastration foretage.I sin disputats om den legale kastration(1946) gik Louis 1e Maire med rette imod»Tvangsparagraf fen«.Efter forespørgsel fornylig hos særlig sagkyndigjurist udtaltes det, at der i den sidste51

snes år ikke syntes at have været noget tilfælde,hvori tvangsparagraffen overhovedet havde væretpå tale.Der vil sikkert nu kunne blive enighed om, atspørgsmålet tvangskastration helt bør udgå afdansk lovgivning.Særudtalelse IIOm efterundersøgelser ved legal kastration.(Jfr. Sand: Afhandlinger om den legale kastration,spec, i Nord. Tidsskrift for Strafferet, 31, 1935, og4. hefte, oktober 1939, s. 306-313, Ugeskrift for Læger,januar 1940 og Justitsmin.s circ. om regler forefterundersøgelse af steriliserede og kastrerede personer,af 10.3.1951).I den /. danske lov af 1929 (om legal sterilisationog kastration) fandtes ingen egentlig bestemmelseom efterundersøgelser (»E.-us.«);Justitsmin. stillede disse legale undersøgelsersom vilkår ved tilladelsen til indgrebene. Menen klar ordning savnedes, og det var et fremskridt,at den //. danske lov af 1955 gjorde E.-us. obligatoriske. De har siden været udført eftersærlige regler, det sidste decennium efterf.M.s circ. 10.3.1951.Under henvisning til min ovennævnte afhandlingog til min grundige gennemgang i mineforedrag i sept. 1961, særlig beregnede fordet nedsatte udvalg, skal jeg fremføre, at E.-us.-ordningen så godt som gørlig har dækket sinmission som et hovedpunkt i hele den legalekastrationsordning, af stor betydning for bedømmelsenaf denne såvel lægeligt som kriminalterapeutiskog socialt, og hertil humant forde enkelte opererede personer. For samfundet erefterundersøgelserne af stor betydning, særligfor at konstatere og kontrollere kastrationensindvirkning på den kastreredes evne til at klaresig i samfundet og holde sig fri af sexuelle forbrydelserog i det hele asociale forhold, kortsagt at vise indgrebets afkriminaliserende ogsocialiserende virkninger; for den opererede selvbetyder efterundersøgelserne en kontrol medhans fysiske og psykiske habitus efter indgrebetog i forbindelse hermed ofte en for ham tiltrængtog kærkommende rådføren sig med enforstående læge, der ikke alene kan afhjælpeeventuelle mindre gener, kastrationen kan havemedført, men også vejlede og retlede ham imenneskeligt og socialt vanskelige forhold,hvori han måske befinder sig. Enkelte af deopererede, oftest mindre begavede eller kværulantepersoner, stiller sig uforstående eller modvilligtoverfor efterundersøgelserne; men langtde fleste har eller får snart forståelsen af, at undersøgelsernesker til deres eget bedste, og deunderkaster sig gerne såvel disse i deres almindeligeform som specialundersøgelser, der findespåkrævede. Mange beder om at måtte fortsætteeller melde sig om fornødent, når man fritagerdem for yderligere E.us.er ved et godt og stabiltresultat af en undersøgelse. Der er i den 30årigeperiode udført ca. 4000 E.-us.er af de 900 opererede,fra 1-16 undersøgelser for hver efterundersøgtopereret, flest mellem 1-5.I de første år efter lovens ikrafttræden gennemførtessåvidt muligt årlige E.-us.er, menmed det voksende antal opererede var det uigennemførligt,så man måtte indføre en skønsmæssigfortsættelse efter nødvendigheden af en sådaneller i solide og forsvarlige tilfælde udskriveden opererede til ophør med E.-us., selvfølgeligmed den nævnte tilladelse til at melde sigom påkrævet. En del ønsker helst at fortsætteog benytter sig af eventuel tilladelse dertil.De fleste E.-us.er er udført — som nævnt - påanstalter af en anstaltslæge og af embedslæger;et fåtal af private læger; ca. V 3 af professorSand (Retsmed. Institut).Med hensyn til efterundersøgelsernes udførelseiøvrigt indførtes det i sin tid (1929) ogfortsat for at skaffe Retslægerådet direkte følingog erfaring med en del af de opereredes resultaterog skæbne, at prof. Sand qua specialkyndigbiolog, professor i retsmedicin og formand iRetslægerådet, påtog sig efterundersøgelsernefor Københavns og birkernes område fra lovensstart indtil nu. (Jfr. J.M.'s circulære af 1951).Efter sin afskedtagen fra professoratet 1957og fra formandsskabet i Retslægerådet 1959 ogp.gr. af fortsat videnskabelig sysselsættelse meddet store materiale har prof. Sand — efter fællesønske og overenskomst med sin efterfølger,prof. Gormsen - fortsat denne function indtilnu, hvor han som nævnt gerne ønsker at fratrædedenne. Dersom hans nævnte efterfølger iprofessoratet og Retslægerådet ikke ønsker atovertage den, skal det som en god og nærliggendeordning nu, hvor professoratets specialfunktionskulle ophøre, foreslås, at man vedHerstedvesteranstalten indfører samme ordning,som har været anvendt nogen tid ved Horsensanstalten,nemlig, at antaltens læger foretagerI. efterundersøgelse - på det autoriserede, trykteskema — samtidig med og ledsagende indstillingentil prøveudskrivning, dog af hensyn til gennemårene indvundne erfaringer tidligst 6 mdr.efter kastrationens foretagelse (jfr. J.M.s circulæreaf 10.3.1951).52

Under alle omstændigheder bør en I. prøveudskrivning(evt. også senere) fra anstalt ledsagesaf en regulær, skematisk E.-us. - Denne regelbør gælde for psykopatanstalter, fængsler,åndssvagehospitaler og hospitaler for sindslidende.Efter at nu 900 kastrationstilfælde er grundigtundersøgt og fulgt igennem indtil 30 år,foreligger der et så sikkert, videnskabeligtgrundlag, at det ikke fremtidig vil være påkrævetat opretholde det hidtidige, ret intense efterundersøgelsessystem.Imidlertid er kastrationenbåde for den enkelte kastrerede og for samfundetet så betydningsfuldt indgreb, at det afgjortmå frarådes at lade efterundersøgelserne heltbortfalde.Hertil kommer, at operationens asexualiserendevirkning indtræder på varierende tidspunkterog i forskellig grad fra tilfælde til tilfælde (jfr.punkt VIII). Vel ophører kønsdriften og dermedrisikoen for kriminelt recidiv for det storeflertals vedkommende, inden der er gået et årefter operationen, men der er dog, som anført,tilfælde, hvor dette sker væsentlig langsommere,hvorfor det alene af hensyn til retssikkerhedenvil være betryggende, at operationsresultatet erunderlagt en lægelig kontrol.På grundlag af de ovenfor nævnte erfaringer ogovervejelser vil vi foreslå følgende fremtidigeretningslin]er for efterundersøgelse af legaltkastrerede personer:1) Efterundersøgelse må være obligatorisk, indenen prøveudskrivning kan finde sted, ogbør tidligst foretages V2 år efter operationen.Denne regel bør gælde kastrater, somer anbragt på forvaringsanstalt eller på hospitalerfor åndssvage og for sindslidendejfr. punkt 4).2) Herudover kan Retslægerådet under en sagsbehandling til enhver tid begære en efterundersøgelseforetaget.3) Der bør være adgang for enhver legalt kastreretperson til efter ønske at få foretagetefterundersøgelse, når dette godkendes afRetslægerådet.4) For personer, der er kastreret på basis afsjælelige lidelser, og som ikke har væretsexuelt kriminelle, kan efterundersøgelseikke kræves; men en sådan kan iværksættes,hvis den pågældende gennem sin læge fremsætterønske herom til Retslægerådet.5) Såvidt muligt bør efterundersøgelse foretagesaf den læge, der har udfærdiget erklæringenved ansøgning om kastration, eller afnærmeste embedslæge.6) Ved alle efterundersøgelser bør et autoriseretskema benyttes og indsendes til Retslægerådet.Som det fremgår af foranstående og beretningernei tidligere og nuværende publicationer,må »Eflerundersøgelsesinstitutionen« ved denlegale kastration anses for at have været et såstort og uundværligt gode for de opererede personer,for Retslægerådet og for samfundet, atden bør fortsættes med de efter de indhøstedeerfaringer foreslåede indskrænkende ændringer.Særudtalelse IIIOm Recidiver.Recidivspørgsmålet er et kardinalpunkt indenforden legale kastration af sædelighedsforbrydere,idet recidiverne jo må betragtes som envigtig prøvesten såvel for indgrebets biologisketeori som for den retslige praksis.Mange recidiver i et legalt kastrationsmateriale,d.v.s. en stor tilbagefaldsprocent til nyesexuelle crimina efter legal kastration, ville selvsagtcompromittere tilliden til denne operationsom kurativt indgreb, biologisk causalt helbredendeog dermed forsvarligt som legal foranstaltningoverfor denne store og alvorlige forbrydergruppe,sexualforbryderne.Det har derfor - som vi skal se - været beroligendeherhjemme, - hvor vi jo tilmed repræsentererden første europæiske statslovgivningom eranet - nu gennem 30 år at have kunnetfølge tecidivspørgsmålet nøje, idet vi vedvort efteruridersøgelsessystem overfor de 900kastrationstilfælde har kunnet fastslå, at antalletaf sexuelle recidiver har været meget lille, fordeltover hele det lange tidsrum (1929-59).Så få de er, frembyder recidivtilfældene imidlertidet broget, mangesidigt billede overfor enrække forhold. Man kan opstille et stort skemamed en meget aftrappet, teoretisk inddeling eftermange aspecter, som imidlertid for nærværendekortfattede afhandling er upåkrævet.Det har været et problem for os, om vi skullelægge biologiske eller juridiske kriterier tilgrund for vurderingen af de uheldige udslag,som en resterende sexualitet måtte give sig hoset lille antal af de kastrerede.Fra et lægeligt synspunkt må de til grundherfor liggende biologiske forhold selvsagt gørekrav på størst interesse; men til det nærværende53

formål har vi dog ment - for klarhedens skyld -at måtte skyde de biologiske problemer lidt ibaggrunden og lægge hovedvægten på de juridiskekriterier.I overensstemmelse hermed har vi anvendtfølgende opstilling:Gruppe I.Ved et ægte, regulært sexuelt recidiv forstårvi: Tilbagefald til ny sexualkriminalitet, som erretsligt bevist og pådømt.Foruden disse oftest klare og utvivlsomme tilfældehar vi ment at burde omtale en andengruppe:Gruppe 11.Irregulære grænsetilfælde, hvor det har drejetsig om en vis sexuelt farvet adfærd, som biologiskhar kunnet alludere til recidivbegrebet, ogsom har antydet, at de pågældende endnu ikkeer kommet fuldstændig bort fra deres tidligeresexuelle adfærdsmønster, men hvor det ikke hardrejet sig om recidiver i juridisk forstand, idetder ikke har været tale om retslig forfølgelseeller retslige sanktioner.Adl.Af regulære recidiver fandtes i hele materialetkun 10 tilfælde (1,1 %). *)Alle disse recidiver var homologe d.v.s. afsamme art som de overtrædelser, der havde førttil kastrationen; men intensiteten var jævnligaftaget, i 3 tilfælde endda i udtalt grad. Et enkelttilfælde recidiverede 2 gange: 1. gang 1-2år efter kastrationen, 2. gang 10 år efter den.De øvrige recidiver indtraf fra få måneder til15 år efter kastrationen.3 meget hurtige recidiver efter tidlig prøveudskrivningmå mane til varsomhed med de tidligeprøveudskrivninger: 6 måneder må ansesfor absolut minimum.De retslige sanktioner overfor disse regulæretilfælde af tilbagefald varierede efter tilfældetsart: 4 blev genindsat i forvaringsanstalt, 2 fikindskærpet vilkårene og tilsyn, 3 fik fængsels-*) Det skal dog bemærkes, at 1 af tilfældene forekomhos en kastrat, der havde været underkastet langvarig,intens, såvel lægelig som selvbestaltet behandlingmed sexualhormoner, således at der kan hersketvivl om, hvorvidt recidivet ville være indtruffet påregulær vis uden denne særbehandling. (Se i øvrigtsærudtalelse V: »Om sexualhormonbehandling af legaltkastrerede mænd«).straffe, og 1 blev indlagt på hospital for sindslidende.Ad ILAf irregulære sexualfarvede grænsetilfældefandtes i hele materialet et lignende antal somaf de regulære. Denne gruppe er dog vanskeligereat afgrænse, da det ikke drejer sig om sikkertkonstaterede, fuldbyrdede handlinger, menkun om vage tilløb til sexfarvet adfærd udenegentlig sexuel aktion.— De kastrerede personer vender iøvrigt ikkeså sjældent tilbage til deres gamle milieu og må,for at undgå ensomhed og isolation, omgås tidligerevenner, hvorved de kan udsættes for, atderes adfærd mistydes.Der kan være tale om forledelse eller — somf.eks. hos åndssvage — om klæben og kontakttrangmed reflektorisk vedhængen, omklamreno.lign., som kun i ringe grad — eller slet ikke —er udtryk for virkelige sexuelle impulser.I indledning til foranstående oversigt over desexuelle recidiver og vore resultater desangåendegaves efter nogle ord om problemets betydningfor vort emne forlods en vis beroligelse om forløbet,som det kom til at forme sig herhjemmegennem den lange periode.Den oprindelige frygt for sexuelle recidiverdæmpes jo allerede gennem de tidligere publicationer{Sand 1939-40) med et lavt een-cifretprocenttal af regulære recidiver.Som det ses af redegørelsen der og i foranståendeopsats, har resultaterne nu over de 30 årssamlede materiale fulgt denne linie for begge deto »Recidivgrupper«, vi har opstillet: 1) de»ægte, regulære sexuelle recidiver« og 2) de»irregulære grænsetilfælde«; tilsammen tæller deomkring en snes tilfælde, hver gruppe 1,1 %,tilsammen altså: 2,2 c / c .Forekomsten i Danmark af »Recidivtilfælde«- 2,2 % -, der alle har været underkastet endybtgående bearbejdelse ved bedømmelsen, kan- hvor alvorligt hver enkelt tilfælde end altidforekommer - herefter på vort store materiale af900 kastrerede personer, væsentlig sædelighedsforbrydere,næsten betragtes som en extraordinærforeteelse, der i hvert fald ikke er egnet tilat svække, endsige overskygge indtrykket af develunderbyggede, gode kastrationsresultater fordet øvrige store materiale.P.S. Det skal tilføjes, at en række udenlandske opgørelserangiver deres recidivprocent til mellem 2og 3.54

Særudtalelse IV(Litt.: Sand: Nord. Tidsskr. f. Strafferet 1939,s. 342-354).Om kastrations gener.I Ejterundersøgelsesskemaet, som er omtalti foregående »Særudtalelse II«, stilles der bl.a.en række spørgsmål om kastrationens bisymptomerog særlig dens såkaldte »gener«, som herkortelig skal berøres under henvisning til en udførligerebehandling i afhandlingen (Sand1939) om den første 10-årsperiode.Allerede den gang fik man et tydeligt indtrykaf, at de kendte gener, bivirkninger til kastrationen,var moderate, og de den gang fremsatteanskuelser har idethele bekræftet sig. Gennemgangenaf de ca. 4000 »E.us.-skemaer« viser tydeligt,at generne i de enkelte tilfælde overvejendeer små og forbigående, meget sjældentaf langvarig eller alvorligere art.Der skal her omtales følgende: Langt denhyppigste gene er den forøgede svedsecretion,oftest anjaldsvis. Den begynder tit i tilslutningtil operationen og varer i kortere eller længeretid, få uger eller måneder; i sjældne tilfældeårelangt, hyppigst i let til moderat form, i enkeltetilfælde af virkelig generende karakter. Inogle tilfælde udebliver anfaldene helt eller erminimale; i næsten alle tilfælde svinder de helt.Vægtforøgelse, oftest moderat fedme, er særligi alderen 30 til 60 vanskelig bedømmeligp.gr. af de mange årsagsforhold. Den kan værearvelig, skyldes arbejdsforhold, ernæringsvanerog andre ydre årsager.En moderat overvægt ses vel nok noget hyppigereend normalt; et par svære tilfælde fandtesved restaurantvirksomhed.En feminin forøgelse af brysterne uden secretionses i enkelte tilfælde. Modsætningsvis tilfedme ses ikke så sjældent en vis aftagen afvægten, særlig hos de yngst kastrerede årgange.Endelig findes hos et ret stort antal omkringstationær normalvægt.Muskelkraften bibeholdes i reglen (Dynamometer).Knoglernes kalkindhold skal kunne nedsættes;i vort store materiale findes ingen oplysningerom »spontanknoglebrud«.Med hensyn til de øvrige legemlige og psykiskeforhold m.v. efter kastrationen må henvisestil ovennævnte afhandling af 1939 (s. 342-354).Særudtalelse VOm sexualhormonbehandling af legaltkastrerede mænd.Som omtalt i fodnoten til afsnittet »Om recidiver«måtte det formodes, at 1 af de 10 sexuellerecidiver indenfor perioden 1929-1959 varprovokeret ved en intens sex.hormonbehandling.Efter I960 - altså efter det tidsrum, somnærværende arbejde omhandler — er der indtruffetyderligere 2 recidiver, som må sættes i forbindelsemed behandling med sexualhormoner.(Også tilfælde i udenlandsk litteratur).Vi har derfor ment at burde henlede opmærksomhedenpå, at det, efter at man i de senereårtier efterhånden er blevet i stand til atfremstille testishormoner af væsentlig styrke ogvoksende effektivitet, er blevet muligt delvis atophæve en legal kastrations ønskede virkninggennem indgift af hanlige sex-hormoner, såledesat status quo i visse tilfælde måske kan genoprettesog dermed også faren opstå for ligeartet,sexuelt betinget kriminalitet.Det er forståeligt, at en læge, der måske enddaikke har fået kendskab til, at hans patient erkastreret, søger at hjælpe denne, når han kommerog klager over, at f.eks. aftagende potensvolder ægteskabelige vanskeligheder, eller oversvedeture, træthed el. lign.I passende doser og under den fornødne kontrolmå en sådan terapi i og for sig anses for berettiget;men den moderne kønshormonbehandlingseffektivitet indebærer altså for de legaltkastrerede en risiko, som måske kunne kræveovervejelser ved kommende lovbestemmelser.Tilbageblik - Resumé - Afsluttende betragtninger.Tidligere har prof. Sand siden 1929, i 1935 og1939—40 1 en række arbejder behandlet den legalekastration (til dels sammen med den legalesterilisation) i inden- og udenlandske tidsskrifter.Tiden syntes altså inde til en ny tiltrængt,men overmåde omfattende og krævende litterærbearbejdelse, hvilken jeg personlig påtog migomkring I960, efter nogen tid med bistand afmine colleger cpa medlemmer gennem en snesår under min formandstid i Retslægerådet:Overlæge, dr. P. Dickmeiss og overlæge P.Schwalbe-Hansen, hvem jeg begge takker megetfor fortrinligt og venskabeligt samarbejde.Nærværende afhandling er at betragte som enoversigt - ledsaget af 5 ret store »Særudtalelser«om nogle af de vigtigere emner — over de for-55

løbne 30 års kastrationsmateriale (1929-1959)på 900 tilfælde af mænd, overvejende medsexuelle delikter: alle på sexuel basis.Når afhandlingen har fået en alment ret tilgængeligform, også for ikke-læger, er det forogså at kunne tjene til påkrævet videnskabeligorientering og grundlag for et af justitsministerietnedsat udvalg - som indledningsvis omtalt -ang. en revision af den gældende lov om legalkastration af 1935. Desuden afholdt jeg (seovf.) efter udvalgets ønske nogle forelæsningerfor det i ].minist, over materialets første 500 tilfælde,ledsaget af en række store tavler, hvilkemå forbeholdes en påtænkt, senere udvidet publicationover totalmaterialet.Arbejdet fortsattes derefter, til de 900 tilfældevar nået og dermed blevet et af de største,videnskabeligt bearbejdede materialer af legalekastrationer fra samme institution, Retslægerådeti København (under professor Sands formandstid1929-1959).Forløbet er under de forskellige afsnit af afhandlingenforsynet med oversigter og resuméer,foruden med de 5 »Særudtalelser«.For nærværende afhandlings vedkommendeskal jeg særlig gøre opmærksom på det storemateriales ejendommelige, næsten jævnt fordelte,homogene blanding af de forskellige kastrattypermed de forskellige kastrationsvirkningerrepræsenterede: de asexualiserende - akriminalise'rende- de legemligt-fysiske - de psykiske ogsociale virkninger, om hvilke der foran i arbejdetgaves beretninger, og som beholdt deres reciprokeforhold.Det gennem afhandlingen skildrede, fuldt tilfredsstillende,samlede resultat af den legale kastration,»Kastrationsbilledet«, aftegner sig i allerelevante henseender på homogen made i materialetgennem den lange periode — 30 år — afvort danske legale kastrationsmateriale.Som afsluttende tilbageblik kan man i og forsig benytte sig af tilsvarende udtryk, som fandtanvendelse af Sand allerede i den nævnte afhandlingfra oktober 1939, side 382, om de første190 legale kastrationer efter lovene af 1929og 1935.Der står: »Et tilbageblik viser efter en kritiskog nøgtern vurdering ikke alene den legale kastrationsberettigelse, når den foretages efter destrenge og individualiserende indicationer, somvi anvender; med de idethele moderate gener,som indgrebet har medført, og de på de særligvigtige punkter opnåede [i sin tid] overraskende56[nu tilvante] gode resultater af operationen harpå vægtig og overbevisende måde bevist derestjenlighed til at nå de tilsigtede mål og indfride stillede forventninger.« Og videre slutbemærkningenmed lille ændring: »På problemernesog resultaternes nuværende stade må detfremdeles udtales, at den danske kastrationslovgivninghar opfyldt sin mission; den legale kastrationmå fortsat anses for den bedste samfundsmæssigeforanstaltning overfor og behandlingaf sædelighedsforbrydere og abnormt sexuelleidethele, mest human overfor det enkelteindivid, mest effektiv kriminalterapeutisk ogsocialt.«Denne udtalelse kan vi underskrive og udvidenu til at gælde for materialet på de 900 tilfældegennem de 30 år (1929-1959).Besvarelse af Ministeriets spørgsmål iKommissoriet.Der spørges i Ministeriets kommissorium særskiltom:1) »Tvangskastration«.Denne foreslår vi i »Særudtalelse /« elimineretaf dansk lovgivning.2) Eventuelt ønskelige ændringer i den nugældendeordning af det siden den legale kastrationslovgivningsindførelse fungerende»Efterundersøgelsesvæsen«. (J.Min.s sidstecirculære af 10.3.1951).Vi har desangående afgivet »SærudtalelseII« til motivering for denne hidtil såre værdifuldeinstitutions delvise opretholdelse,med forslag om visse aflastende lempelser.Knud Sand. P. Dickmeiss.P. A. Schwalbe-Hansen.Litteraturhenvisninger.Liste 1) over egne (Sand) og medarbejderes - væsentligsex-endokrinologiske - litterære arbejder emnetvedrørende og væsentlig baserede på materialet. (Se iøvrigt »Acta medicinæ legalis & socialis«, Vol. IX,1956, med liste over (133) tidligere ligeledes overvejendesex endokrinologiske arbejder, 2) en kort listeover karakteristisk litteratur fra trediverne og endelig3) fra de seneste år et par store legal-kastrationsarbejderfra norsk og tysk side, til hvilke må henvises.Sand, Knud: Experimentelle studier over kønskaraktererhos pattedyr (monografi). København 1914-1918.- : Die Physiologie des Hodens i Handbuch der innerenSekretion, Monografi, Leipzig 1933, & i Handbuchd. normal, u. patholog. Physiologie. VerlagSpringer 1926 & 1933-- : Den danske sterilisationslov af 1. juni 1929 ogdens resultater, med overvejelser om lovens revision.Nordisk Tidsskrift for Strafferet 1935.

- : D:o Nordisk medicinsk Tidsskrift 1935, Nr. 9.- : D:o Ugeskrift for Læger 1935, Nr. 1-2-3.- Das dänische Sterilisationsgesetz vom 1. Juni 1929seine Resultate. Monatschrift für Kriminalpsychologieund Strafrechtsreform 1935:XXF/:2.- : La sterilisation et 1a castration legales au Danemark.Conference faite au XXI's congrés de médecinelegale. Palais de justice. Paris 1937. Annalesde médecine legale. No. d'Octobre, 1937.- : Den legale kastration: 10 års erfaringer i Danmark.Nordisk Medicin 1940: 6, 779, 893, 1029og i Nordisk Tidsskrift for Strafferet, 4. hefte, oktober1939.Sand, Knud & Okkels, Harald: *) Histopathologie dutesticule et sexualité anormale. Variabilité du tissutesticulaire chez l'homme. C.R. de 1a Soc. de biol.Tome 1936:CXXm:184.- : Histopathologie du testicule et sexualité anormale.Rapport quantitatif entre les divers composants dutesticule. C.R. de 1a Soc. de biol. Tome 1936:CXX///:187.- : L'Histopathologie du testicule humain chez les individuså sexualité anormale. C.R. de 1a Soc. debiol. Tome 1936:CXX///:339.- : The histological variability of the human testisfrom normal and sexual-abnormal, castrated men.Endokrinologie 1938:i9:H.6.- : Nerfs du testicule et glande interstitielle. C.R. de1a Soc. de biol. Tome 1938:CXX/X:807.- : Morphologische Relation zwischen Nervensystemund Leydig-Zellen im menschlichen Hoden. Endokrinologie1939:2i:H.4.- : Nerfs du testicule et glande interstitielle. Bull.d'Histologie appliquée å 1a physiol., pathol. et techniqueincicroscopique 1939:9:205.- : Morphological relationship between testicularnerves and Leydig cells in man. Journal of Endocrinology1940.*) De følgende 8 afhandlinger stammer fra den speciellehistologiske undersøgelse af de fjernede testikler.Brøchner-Mortensen, Knud: Om kreatinuri og cholesterolæmihos kastrater: Ugeskrift for Læger 1940og i Journal of Endocrinology 1940.Hansen, E. Hart: Om østrogene hormoner i urin framandlige kastrater. Ugeskrift for Læger 1937:24:650.- : Om andriner i urin fra mandlige kastrater. Ugeskriftfor Læger 1937:2.5:667.- : Andrin (male hormone) in human urine of malecastrates. Endokrinologie 1938:2i:H.l.- : Undersøgelser over de kastreredes basalstofskiftei relation til analyser af deres sexualhormoner (gonadotropehormoner, østriner og andriner). Monografi.(Disp.). København 1940.L. 1e Mahe: Legal kastration i strafferetlig belysning.Monografi. (Disp.). København 1946.Teilum, G.: Om hypercholesterinæmi hos mandligekastrater. Ugeskrift for Læger 1937:i6:437.- : Sur rhypercholestérinémie aprés castration chezl'homme. C.R. de 1a Soc. de biol. Tome 1937:CXXF:577.- : Om hormonal cholesterinæmi. Monografi. (Disp.).Munksgaards forlag, København 1940.Gütt, Rüdin & Ruttke: Zur Verhütung erbkrankenNachwuchses. München 1934.Kopp, W'.: Gesetzliche Unfruchtbarmachung. Kiel1934.Lüthy, G.: Die Bedeutung der Kastration im Strafrecht.Zürich 1938.Pittard, E.: La castration chez l'homme. Paris 1934.Wolf, Ch.: Die Kastration bei sexuellen Perversionenund Sittlichkeitsverbrechen des Mannes. Basel 1934.St. Zurukzoglu m. fl : Verhütung erbkranken Nachwuchses.Basel 1938.Af nyeste, meget store litteratur fra de seneste årskal anføres:Johan Bremer: Asexualisation (244 cases. Norge).New York Macmillan Comp. 1959.A. Langelüddike: Die Entmannung von Sittlichkeitsverbrechern.Berlin 1963-Tilføjelse: Materialet vedr. hermafroditisme, transvestisme og navneskifte m. v. erforbeholdt andre afhandlinger (Sand).57

B. Udvalgets synspunkter1. Vurdering af 1935-loven.Det er udvalgets opfattelse, at en samlet vurderingaf de resultater, der er opnået ved anvendelseaf 193 5-lovens regler om frivillig kastrationgennem snart 30 år, fører til, at de stilledeforventninger til loven fuldt ud må ansesfor indfriet. Som det fremgår af professorSands afhandling har kastration alt taget i betragtningværet et væsentligt gode for de personer,der har ladet sig underkaste dette indgreb.For de kriminelles vedkommende har det betydet,at de som altovervejende hovedregel harkunnet udskrives på et væsentligt tidligere tidspunkt,end de ellers havde kunnet påregne, ogdermed fået mulighed for at genoptage en normaltilværelse ude i samfundet, og i andre tilfældehar kastrationen befriet de pågældende fordet sjælelige pres eller den frygt, som deres abnormekønsdrift belastede dem med. De ulemper- legemlige eller psykiske - som har væretforbundet med operationen, har, såvidt det harkunnet konstateres ved efterundersøgelserne,været få og af underordnet betydning i forholdtil de opnåede fordele, hvilket de kastrerede ogsåjævnligt selv har givet udtryk for over forden læge, der har foretaget efterundersøgelsen.Set fra samfundets side har det ligeledes væretværdifuldt, at man i kraft af kastrationens aseksualiserendeog pacificerende virkning har haftmulighed for efter et kortere åremål at kunneløslade sædelighedsforbrydere, som hensynet tilretssikkerheden ellers ville gøre det betænkeligtat sætte på fri fod, i hvert fald før de havdenået en alder, hvor deres seksuelle aktivitet måtteantages at være reduceret i betydelig grad.Udvalget er derfor af den opfattelse, at manogså i en kommende lov på dette område børbevare adgangen til at foretage kastration, nården pågældende selv fremsætter ønske derom.Forud for modtagelsen af professor Sands afhandlinghavde udvalget rettet henvendelse tiloverlæge ved statens seruminstitut, dr. med.Christian Hamburger, med anmodning om enudtalelse om nogle nærmere angivne spørgsmål.I den anledning har udvalget fra overlægeHamburgers medarbejder på seruminstituttetshormonafdeling, ass. overlæge dr. med. SvendG. Johnsen, som i mange år har arbejdet medde kliniske følger af manglende testikelfunktionhos mennesket, modtaget en af overlæge Hamburgertiltrådt besvarelse, som er medtaget nedenforsom bilag 12, ligesom dr. Johnsen i etmøde med udvalget nærmere har uddybet deher omhandlede problemer.De i besvarelsen fremsatte udtalelser nødvendiggørefter udvalgets mening ikke nogen ændringaf de gældende bestemmelser.2. Tilladelse nødvendig.Ligesom for sterilisationsindgrebets vedkommende,jfr. foran side 23 f., har udvalget overvejet,om man burde ophæve begrænsningernefor foretagelsen af kastration, således at detteindgreb ligesom andre operationer frit kunneudføres, hvis den opererende læge fandt ønsketom kastration rimeligt begrundet og det iøvrigt skønnedes forsvarligt at udføre operationen.De synspunkter, der taler imod at gøresterilisationsindgrebet frit - bortset fra de rentlægeligt begrundede tilfælde - gør sig imidlertidgældende med øget vægt for kastrationsindgrebetsvedkommende, idet der til denne operationi modsætning til sterilisationen som anførter knyttet mere omfattende følger i biologiskhenseende. Udvalget finder det derforutvivlsomt, at man i en ny lov om disse indgrebmå fortsætte den linie, der hidtil har væretfulgt, således at indgrebet kun kan udføres, nårbestemte i loven fastsatte betingelser er opfyldt,og efter forudgående tilladelse fra en offentligmyndighed, der prøver, om betingelserne foreligger.3. Indikationerne.Det er udvalgets indtryk, at de grunde, somi den gældende lov kan føre til en kastrationstilladelse,nemlig at kønsdriften enten udsætterden pågældende for at begå forbrydelser ellermedfører betydelige sjælelige lidelser eller socialforringelse for ham, har vist sig at være til-58

strækkelige til at dække det i praksis hidtil forekommendebehov for at meddele kastrationstilladelser.Da de endvidere afgrænser området forden legale kastration på en rimelig måde, finderudvalget det ikke påkrævet at foretage ændringeri de nuværende indikationsrarnmer, ogudvalget har derfor i sit lovudkast opstillet desamme materielle betingelser for at meddeletilladelse til kastration, som gælder efter lovenaf 1935.Det er foran nævnt, at det må antages, at kastration- uanset at den gældende lov ikke indeholderregler herom - kan foretages uden særligtilladelse, hvis operationen er påkrævet afrent lægelige grunde. Udvalget har overvejet,om en herpå sigtende regel burde optages i enkommende lov. Man er imidlertid nået til denopfattelse, at de lægelige hensyn må anses fortilgodeset, hvis kastrationer, der har til formålat helbrede legemlig sygdom, frit kan udføres,og da udvalget i § 1, stk. 2, i sit lovudkast haroptaget en bestemmelse om, at operationer meddette formål for øje falder helt uden for lovensområde, anser man det ikke nødvendigt som forsterilisationsindgrebets vedkommende, jfr. foranside 26, at medtage en særlig medicinsk indikationfor kastrationer. Det bemærkes herved, atkastration, så vidt det er udvalget bekendt, ikkefor tiden kan tænkes anvendt som kurativforanstaltning over for psykiske sygdomme, ogskulle der undtagelsesvis forekomme tilfælde afdenne art, er det udvalgets opfattelse, at spørgsmåletom, hvorvidt tilladelse til kastration skalmeddeles, bør bedømmes ud fra kriteriet »betydeligsjælelig lidelse«, og at det ikke vil medførevæsentlige ulemper for den lægelige behandlingaf patienten, at indgrebet først vilkunne udføres, når der er indhentet tilladelsehertil.4. Øvrige betingelser.På visse punkter kan der være grund til atændre de øvrige betingelser for kastration. Medenspsykisk normale kun kan få tilladelse tilkastration, hvis de er fyldt 21 år, er der somforan nævnt side 41 ikke i 1935-loven fastsatnogen laveste aldersgrænse for kastration af psykiskabnorme. I praksis er kastration af psykiskabnorme under 21 år dog kun foretaget i megetsjældne tilfælde; det har navnlig drejet: sig omdybt åndssvage med stærk agressivitet. Underhensyn til de alvorlige følger, der er forbundetmed kastration af helt unge mennesker, jfr. hervedudtalelserne side 136-137 i bilag 12, børdet efter udvalgets mening fortsat være således,at kastration i almindelighed kun kan foretagespå personer over 21 år. Loven bør imidlertid affattessåledes, at denne aldersgrænse gælder uansetden pågældendes psykiske tilstand. Undtagelsesviskan det imidlertid, som praksis harvist, være påkrævet at foretage kastration på personer,der ikke er fyldt 21 år, og der bør derforvære mulighed for at fravige aldersbetingelserne,når ganske særlige grunde taler derfor. Dettevil navnlig kunne være tilfældet med hensyntil åndssvage i højere grad; udvalget har dog ikkement ar burde begrænse undtagelsen til atgælde bestemte grupper af personer, men finderanledning til at udtale, at kastration af personerunder 21 år kun bør foretages, når tungtvejendegrunde i det: enkelte tilfælde taler imod at afventeopnåelsen af en højere alder. Det er udvalgetbekendt, at dette fuldt ud dækkes af denfremgangsmåde, som retslægerådet og justitsministerietstedse har fulgt.For så vidt angår de øvrige rent formelle betingelserhar udvalget ment, at de af udvalgetfor sterilisation foreslåede regler også må kunneanvendes vedrørende kastration.5. Kompetencen.Efter loven af 1935 meddeles tilladelse tilkastration - ligesom tilladelse til sterilisation -af justitsministeren efter indhentet erklæring fraretslægerådet.Der er efter udvalgets mening ikke sammetrang til at ændre den bestående kompetenceordningvedrørende kastration, som tilfældet erfor sterilisationernes vedkommende. Det måherved tages i betragtning, at kastrationssagerneer af en ganske anden karakter end sagerne vedrørendesterilisation. Den bestående ordning harda i almindelighed heller ikke givet anledning tilkritik. Imod ordningen er dog anført, at det kanforekomme uheldigt, at den myndighed, dermeddeler kastrationstilladelser, tillige er øversteanklagemyndighed. Det kan således ikke udelukkes,at: der kan fremkomme andragender omkastration med baggrund i kriminelle forhold,som ikke tidligere er kommet til anklagemyndighedensKundskab, og at retsmaskineriet dervedkan saltes i gang, hvilket ansøgeren var interessereti at undgå. Det er udvalget bekendt,at et tilfælde af denne art forekom for en del årsiden, og at der i den anledning blev fremsatkritik af den. gældende ordning. Med henblik påat undgå sådanne konfliktsituationer kunne manoverveje enten at henlægge kastrationsafgørelsernetil sundhedsstyrelsen, hvorved man ville59

opnå at betone det kurative ved kastrationsindgrebet,eller til et særligt nævn.Udvalget har dog ment at burde blive ståendeved den nuværende ordning. Den overvejendedel af ansøgerne er personer, som er sigtet ellerdømt for forbrydelser mod sædeligheden, ogkastration ønskes for at undgå fremtidig kriminalitet.Der er således en nøje forbindelse mellemde strafbare handlinger og ønsket om kastration,og dette synes at gøre det naturligt, atafgørelsen af, om tilladelse til kastration skalmeddeles disse ansøgere, fortsat henlægges tiljustitsministeriet. Man skal herved fremhæve, atjustitsministeriets særlige kendskab til det kriminelleklientel må antages at være af væsentligværdi f. eks. ved skønnet over, om en begæringom kastration er velovervejet og velbegrundeteller er fremkaldt alene af frygten for de retligefølger af en - måske ikke særlig alvorlig -sædelighedsforbrydelse. Henset til kastrationensindgribende betydning for den opereredes heletilværelse, er det selvsagt af største vigtighed, atman i videst muligt omfang undgår tilfælde,hvor den pågældende senere fortryder indgrebet.Den praksis, som er indarbejdet i justitsministerietog retslægerådet ved behandlingenaf disse sager gennem en meget lang årrække,yder et ikke ringe værn imod, at sådanne tilfældeforekommer.Her overfor findes det ikke at kunne tillæggesafgørende betydning, at ordningen efterhidtidig praksis indebærer, at der ikke i et andragendeom tilladelse til kastration kan henvisestil allerede begåede - hidtil uoplyste -sædelighedsforbrydelser, uden at dette kan giveanledning til en strafferetlig undersøgelse ogeventuel forfølgning. Det er naturligvis uheldigt,hvis andrageren ikke på forhånd er klarherover, og det må derfor tilrådes, at den lægeeller advokat, hvis bistand han måtte have søgt,vejleder ham herom, og spørgsmålet må da indgåi overvejelserne af, om tilladelse skal søges;eventuelt må det gennem en forhåndshenvendelsetil ministeriet søges klarlagt, om det i det konkretetilfælde måtte være muligt at opnå tilladelsen,uden at den pågældendes identitet udsættesfor at blive røbet gennem en politimæssig undersøgelse,eller dog uden at tiltale rejses. Selv omdet vel ikke kan udelukkes, at ukendskab til ministerietspraksis også fremtidig kan medføre tilfældesom det, der i sin tid gav anledning tilkritik, mener udvalget ikke, at der heri er tilstrækkeliggrund til at ændre den hidtidige kompetencevedrørende kastrationstilladelserne. Deter vel i øvrigt et spørgsmål, om en anden myndighed,til hvem afgørelserne kunne tænkeshenlagt, i almindelighed ville kunne undlade atlade den i et andragende indeholdte tilståelseom begåede sædelighedsforbrydelser, der anførtestil støtte for en kastrationstilladelse, undersøgeaf politiet.Udvalget finder således, for så vidt angår dekriminelle ansøgere, ikke grund til at foreslåændringer i den gældende ordning, som i detstore og hele har virket tilfredsstillende. Udvalgetskal yderligere fremhæve, at man finder detpåkrævet at bevare retslægerådets medvirken vedbehandlingen af andragender om kastration, delsfordi disse sager kræver en speciel lægelig sagkundskab,som er repræsenteret i rådet, delsfordi man fortsat bør udnytte det erfaringsmaterialevedrørende kastrationer, som gennem årenesiden loven af 1929 er indsamlet af retslægerådetog bearbejdet af dets daværende formand,professor Knud Sand.Kompetenceordningen har hidtil været ensfor de kriminelle og de ikke-kriminelle ansøgere.Også for disse sidste har ordningen efter udvalgetsopfattelse virket tilfredsstillende, og denforeslås derfor i det hele forlænget uændret.I forbindelse med spørgsmålet om justitsministerietsadgang til at tillade kastration ønskerudvalget at understrege, at man - også underhensyn til udvalgets sammensætning - anser detfor at ligge uden for udvalgets opgave at tagestilling til den foran nævnte praksis vedrørendetiltalefrafald eller benådning i tilknytning tilforetagen kastration og til sammenhængen mellemkastration og strafferetlige reaktioner i dethele.6. Forbud mod hormonbehandling afkastrerede?Som det fremgår af den til professor Sandsafhandling knyttede særudtalelse V (side 55),er det blevet muligt delvis at ophæve kastrationensønskede virkning gennem behandling afden kastrerede med mandlige kønshormoner. Iet af de ti tilfælde, hvor kastrerede i perioden1929-59 har recidiveret seksuelt, må det formodes,at recidivet var provokeret ved en sådanhormonbehandling, og det nævnes i udtalelsen,at der senere yderligere er indtruffet to recidiver,som må sættes i forbindelse med behandlingmed seksualhormoner. Da det selvsagt eruheldigt, at den aseksualiserende virkning af eni henhold til loven foretagen kastration søgesophævet gennem en hormonbehandling, ikkemindst hvis kastrationen har været begrundet ifaren for, at den pågældende skal begå forbry-60

delset, har udvalget overvejet, om man i lovenburde optage regler om hormonbehandlinger afkastrerede personer, men er nået til det resultat,at det næppe vil være hensigtsmæssigt. Eftergældende regler må hormonpræparater ikke udleveresuden recept, og den kastrerede, der måtteønske en hormonbehandling, vil således værehenvist til at søge læge. Forholdet vil imidlertidofte være det, at lægen er uden kendskab til, atpatienten er kastreret, og lægen vil kun gennemnærmere undersøgelse af patienten kunne bliveklar herover, en undersøgelse, som vel i almindelighedikke foretages, med mindre lægen fattermistanke til patienten. Såfremt lægen er ellerbliver klar over det rette forhold, må mangå ud fra, at han, selvom ingen særlige regler ergivet herom i loven, i almindelighed vil væreforsigtig med at iværksætte en hormonbehandling.Det kan imidlertid ikke udelukkes, at derkan forekomme tilfælde, hvor en læge, når intetforbud herimod er givet, vil kunne føle sigtilskyndet til så vidt muligt at søge kastrationensvirkninger ophævet, og af hensyn til sådannetilfælde ville et forbud for så vidt kunne overvejes.Det kan imidlertid, som fremhævet i professorSands udtalelse, undertiden være berettigetat underkaste en kastreret person visse hormonbehandlinger,og en eventuel forbudsregelmåtte derfor affattes enten således, at den kuntog sigte på meget kraftige behandlinger, ellersåledes at der var mulighed for at fravige den.Det vil imidlertid næppe være muligt at udformeen lovregel således, at den på fyldestgørendemåde regulerer dette område, og enordning, hvorefter hormonbehandling af kastreredepersoner kun kan foretages efter forudgåendegodkendelse af en lægelig eller anden autoritet,f. eks. retslægerådet, synes at være forvidtgående.Udvalget er derfor som nævnt veget tilbagefor at foreslå en lovgivning om spørgsmålet oghar herved også taget i betragtning, at den praktiskebetydning af spørgsmålet i hvert fald endnuikke har vist sig at være af større omfang.Udvalget er imidlertid af den opfattelse, atspørgsmålet fortjener opmærksomhed i fremtiden,og skulle det vise sig at få alvorlig betydning,må et mere eller mindre vidtgående forbudmod at lade kastrerede personer underkastehormonbehandling påny tages op til overvejelse.Derimod finder udvalget det ønskeligt, atsundhedsstyrelsen i forbindelse med lovens gennemførelsegør lægerne opmærksom på det heromtalte spørgsmål.7. Ophævelse af reglerne om tvangskastration.Medens det således er udvalgets opfattelse, atreglerne om frivillig kastration i det store oghele har virket tilfredsstillende, og at væsentligeændringer af disse regler derfor ikke er påkrævet,finder udvalget det utvivlsomt, at en nykastrationslov ikke bør indeholde bestemmelserom tvangskastration, jfr. herved også professorSands udtalelse side 52. Udvalget lægger hervedvægt på, at denne foranstaltning, hvis hovedformålvar at sikre samfundet mod grove sædelighedsforbryderestilbagefald efter løsladelsen,som nævnt side 44 har haft en meget ringepraktisk betydning. Bestemmelse om tvungenkastration et aldrig blevet truffet i nogen dom,og i de få tilfælde, i hvilke der - senest i 1938- i en dom er taget forbehold herom, er detteforbehold ikke blevet fulgt op af en senere afgørelseaf retten. Disse forhold hænger formentligsammen med, at man kan sikre sig påanden måde. De sædelighedsforbrydere, overfor hvem tvungen kastration efter loven kanbringes i anvendelse, vil almindeligvis være personer,der er uegnede til påvirkning gennemstraf, og som dømmes til anbringelse i en anstalt- oftest en forvaringsanstalt for psykopater —eller en institution for åndssvage. Anbringelsensker på ubestemt tid, og forud for en eventuelprøveløsladelse - der kun kan ske i henhold tilretskendelse - underkastes de pågældende enindgående lægeundersøgelse navnlig med henblikpå en vurdering af risikoen for nye lovovertrædelse:',og der indhentes sædvanligvis enerklæring fra retslægerådet. Ved vurderingen afdenne risiko vil det kunne være af afgørendebetydning, om den pågældende efter egen ansøgninghar ladet sig kastrere. Er dette ikke tilfældet,vil risikoen for nye lovovertrædelser ofteblive anset for at være så stor, at løsladelse ikkekan ske. Det bør i øvrigt fremhæves, at det erforholdsvis sjældent, at domstolene bliver anmodetom at tage stilling til, om en sædelighedsforbryder,der er dømt i henhold til straffelovens§ 70, kan løslades uden at være kastreret,da anstaltens eller hospitalets læger i de tilfælde,hvor de skønner, at kastration vil være påkrævet,i reglen nøje vil have drøftet spørgsmåletmed den dømte, før prøveløsladelse kommerpå tale, og i de allerfleste tilfælde indvilligerden pågældende i at lade sig kastrere, såledesat operationen er udført, før sagen om prøveløsladelseindbringes for retten. En person, der findesskyldig voldtægt eller forsøg herpå, kanvel efter 1935-lovens § 4 undergives tvungenkastration, selv om han idømmes tidsbestemt61

fængselsstraf, men det er dog også i disse tilfældeen betingelse, at det må antages, at udsigtentil straf ikke vil afholde ham fra at begånye alvorlige sædelighedsforbrydelser. Nåren person anses påvirkelig af straf, må det imidlertidanses betænkeligt ved siden af straffen atgribe til en så indgribende og alvorlig sanktionover for ham, som tvungen kastration er.På denne baggrund finder udvalget, at reglerneom tvangskastration ikke er påkrævede, ogrigsadvokaten har da også under en forhandlingmed udvalget herom tilkendegivet, at anklagemyndighedendeler denne opfattelse. Da tvangskastrationydermere er lidet stemmende med deprincipper, der lægges til grund for straffelovgivningeni et moderne retssamfund, og i tidensløb har givet anledning til megen berettiget kritikbåde herhjemme og i udlandet, foreslår udvalget,at bestemmelserne om tvangskastrationophæves.8. Efterundersøgelse.Udvalget er i kommissoriet anmodet om atoverveje den gældende ordning om efterundersøgelseaf de kastrerede. I anledning af en henvendelsefra overlægen ved forvaringsanstalteni Herstedvester har justitsministeriet ved skrivelseaf 5. februar I960 i denne forbindelse henstillet,at spørgsmålet om, hvorvidt efterundersøgelseaf kastrerede personer, hidrørende fraforvaringsanstalten, i fremtiden burde udføresaf anstaltens læger, i stedet for - som tilfældeter efter de gældende regler — af professoren iretsmedicin, blev inddraget i udvalgets forhandlinger.Baggrunden for reglerne om efterundersøgelseaf kastrerede var navnlig ønsket om derigennemat tilvejebringe et videnskabeligt erfaringsmaterialetil belysning af indgrebets fysiskeog psykiske virkninger og dets indvirkning påden pågældendes evne til at klare sig i samfundetog - som det hedder i bemærkningerne tilforslaget vedrørende 193 5-loven - holde sig frifor forbryderiske eller asociale handlinger. Underhensyn til, at der var tale om en lovgivningpå et område, som kun i ganske få år havde væretretligt reguleret, måtte en pligt for de kastreredetil at lade sig efterundersøge forekommerimelig og påkrævet, da man kun ad denne vejkunne skaffe sig de nødvendige erfaringer tilbedømmelse af, om en sådan lovgivning burdeopretholdes. Efterundersøgelserne har imidlertidogså værdi ud fra en anden synsvinkel, idet defor de kastrerede selv betyder en kontrol medoperationens legemlige og psykiske følger, ligesomundersøgelserne giver dem lejlighed til atrådføre sig med lægen om afhjælpning af eventuellegener efter indgrebet og om de menneskeligeog sociale problemer, som kastrationenkan have medført. Om efterundersøgelsernesbetydning henvises i det hele til den til professorSands afhandling knyttede særudtalelse side52 f.Efter udvalgets mening er der gennem efterundersøgelserne,som nu har været foretagetgennem mere end 30 år, tilvejebragt et sådanterfaringsmateriale, at det næppe kan være påkrævetat opretholde de pligtmæssige efterundersøgelseraf rent videnskabelige grunde. Udvalgethenviser herved til, at professor Sand hargivet udtryk for samme opfattelse. Der vil ganskevist fortsat være knyttet den største interessetil videnskabelige undersøgelser af de herhenhørende spørgsmål, være sig af endokrinologisk,psykiatrisk eller anden art, men materialethertil vil kunne tilvejebringes på andenmåde end gennem sådanne regelmæssige undersøgelseraf de kastrerede, som foretages efter degældende regler.Professor Sand har sammen med overlægerneDickmeiss og Schwalbe-Hansen i den nævnteudtalelse fremsat forslag til fremtidige retningslinierfor efterundersøgelse af kastrerede personer.Forslaget går ud på, at kastrerede personer,som er anbragt på forvaringsanstalt eller på hospitalfor åndssvage eller sindslidende, skal efterundersøgesinden en prøveudskrivning kan findested, og efterundersøgelsen bør tidligst foretageset halvt år efter operationen. Herudoverskal retslægerådet under en sags behandling tilenhver tid kunne begære en efterundersøgelseaf disse personer foretaget, ligesom der bør væreadgang for de kastrerede til efter ønske at fåforetaget efterundersøgelse, når dette godkendesaf retslægerådet.For personer, der er kastreret på basis af sjæleligelidelser, og som ikke har været seksueltkriminelle, foreslås det, at efterundersøgelseikke skal være pligtmæssig, men at en efterundersøgelseskal kunne iværksættes, hvis den pågældendegennem sin læge fremsætter ønskeherom til retslægerådet.Det foreslås dernæst, at efterundersøgelse såvidt muligt bør foretages af den læge, der harudfærdiget erklæringen ved ansøgningen om kastration,eller af nærmeste embedslæge. Ved alleefterundersøgelser bør et autoriseret skema benyttesog indsendes til retslægerådet.Som foran nævnt var baggrunden for reglerneom efterundersøgelse oprindelig navnlig øn-62

sket om at tilvejebringe et videnskabeligt erfaringsmateriale.Når dette formål som anført efterudvalgets opfattelse ikke længere kan begrundeopretholdelsen af pligtmæssige efterundersøgelser,rejser sig naturligt det spørgsmål,om det herefter overhovedet bør kunne kræves,at de kastrerede underkaster sig efterundersøgelser.Værdien af disse undersøgelser kan imidlertid— selv bortset fra spørgsmålet om deresbetydning for den enkelte kastrerede — ikkebedømmes alene ud fra et videnskabeligt synspunkt.Ved afgørelsen af, om en person, derfor grove sædelighedsforbrydelser er dømt tilanbringelse i psykopatforvaring eller hospitalfor åndssvage eller sindslidende, kan udskrivespå prøve eller anbringes i kontrolleret familieplejeefter foretagen kastration, vil det kunnevære af afgørende betydning, om operationenkan antages at have haft den tilsigtede aseksualiserendevirkning, og denne indtræder som tidligerenævnt ingenlunde efter samme tids forløbfor alles vedkommende. Forinden der kan tagesstilling til udskrivningsspørgsmålet, vil det derforvære nødvendigt at søge tilvejebragt oplysningerom operationens virkning, og en efterundersøgelsevil i så henseende kunne være afvæsentlig betydning. Tilsvarende gælder ikkekriminelleåndssvage eller sindssyge, der er kastreretmed anbringelse under friere forsorgsformerfor øje. Udvalget kan derfor tiltræde,at kastrationen for disse grupper af personer ialmindelighed bør efterfølges af en efterundersøgelse,forinden udskrivning eller anbringelseunder friere former finder sted. Udvalget kanendvidere give tilslutning til, at de hidtidigeerfaringer tilsiger, at efterundersøgelserne tidligstbør foretages et halvt år efter operationensudførelse. I særlige tilfælde vil det dog kunnevære forsvarligt og ønskeligt at udskrive en kastreretperson uden at afvente resultatet af enefterundersøgelse. Det bemærkes herved, atspørgsmålet om udskrivning af de nævnte grupperaf personer enten henhører under domstoleneeller kan indbringes for domstolene. Såfremtder i enkelte tilfælde måtte blive spørgsmål omat kastrere personer, der afsoner tidsbestemtfængselsstraf, vil der også kunne være grund tilen efterundersøgelse, forinden benådning ellerløsladelse finder sted; men bl. a. under hensyntil den betydning, som straffetidens længde vilkunne have for spørgsmålet, har man ikke mentat kunne foreslå almindelige regler for disseenkelte tilfælde. Udvalget kan tiltræde, at dergives retslægerådet adgang til under behandlingenaf en sag, f. eks. om genanbringelse på hospitaleller anstalt, at begære en efterundersøgelseforetaget.Selv om der efter det tidligere anførte ikkeer grund ti i i almindelighed at opretholde kravetom, at de kastrerede skal lade sig efterundersøge,bør der således i det angivne begrænsedeomfang fortsat være adgang til at kræveefterundersøgelser foretaget. Det er imidlertidefter udvalgets opfattelse ikke nødvendigt, atder i loven udtrykkelig foreskrives en pligt hertilmed bestemmelse om straf for overtrædelse,idet nægtelse af at medvirke til undersøgelserneunder de angivne omstændigheder vanskeligtkan tænkes.Som allerede nævnt har det vist sig, at efterundersøgelsernekan være af betydning for denkastrerede selv, der derigennem får lejlighed tilat rådføre sig med en læge om de problemer,som kastrationen kan have medført. Det er udvalgetsopfattelse, at der, som foreslået af professorSand, bør være adgang for alle kastreredetil at få foretaget sådanne efterundersøgelser,og at disse skal kunne iværksættes uden udgiftfor de kastrerede. For at den pågældende kanblive henvist til den rette læge, og for at der -også af økonomiske grunde — kan føres fornødenkontrol, bør henvendelse om disse efterundersøgelserske til retslægerådet, og der kan,jfr. forslaget, være grund til i nogle tilfælde atkræve en egentlig godkendelse af rådet.Udvalget kan endvidere tiltræde forslaget om,hvem der skal foretage undersøgelserne. Detteforslag indebærer, at efterundersøgelse af personer,der på kastrationens tidspunkt var anbragtpå forvaringsanstalt eller på hospital foråndssvage eller sindslidende, vil blive foretagetaf anstaltens eller hospitalets læger, og den særordning,der endnu er gældende for forvaringsanstalteni Herstedvester, vil således ophøre.Udvalget er enig i, at der også fremtidig bør benytteset autoriseret skema ved efterundersøgelserne— det nu anvendte bør formentlig optagestil revision -, og at skemaerne skal indsendes tilretslægerådet. Udvalget lægger herved vægt på,at den centrale stilling, som retslægerådet siden1929 har indtaget med hensyn til efterundersøgelserne,bevares, selv om deres anvendelse væsentligbegrænses.Ud fra de foran nævnte betragtninger foreslårudvalget, at den gældende bestemmelse i193 5-lovens § 5 erstattes af en bemyndigelse forjustitsministeren til at fastsætte regler for efterundersøgelseaf kastrerede personer, og at sådanneregler udfærdiges efter de forannævnteretningslinier.63

IV. Udkast til lov om sterilisation og kastrationKAPITEL ILovens omrade.§ I-Indgreb, hvorved kønskirtlerne fjernes, ellerbehandlinger, hvorved de varigt sættes ud affunktion (kastration), såvel som andre indgrebeller behandlinger, der varigt ophæver forplantningsevnen(sterilisation), må kun foretages ioverensstemmelse med reglerne i denne lov.Stk. 2. Indgreb og behandlinger, der har tilformål at helbrede legemlig sygdom, omfattesdog ikke af loven.KAPITEL IISterilisation.§ 2.Sterilisation af en kvinde kan uden særlig tilladelseforetages, når forebyggelse af svangerskabunder hensyn til forhold af ren eller dogganske overvejende lægelig karakter må ansesnødvendig for at afværge fare for hendes liv ellerfor en alvorlig og varig forringelse af hendeshelbred.64Tilladelse til sterilisation kan meddeles:1. Når der på grund af arvelige anlæg hos denpågældende kvinde eller mand er fare for, at etbarn af denne vil blive lidende af legemlig ellersjælelig defekt eller sygdom af en sådan betydning,at det må anses for ønskeligt at forebyggefødsler. Ved afgørelsen af, om sådan fare foreligger,kan arvelige anlæg hos ægtefællen ellerden, med hvem den pågældende samlever, tagesi betragtning. Sterilisation af en kvinde kan endvideretillades, når der af særlige grunde er betydeligfare for, at et fremtidigt svangerskabikke kan gennemføres, at barnet vil blive fødtmed væsentlige beskadigelser, eller at det ikkevil blive levedygtigt.2. Når den pågældende kvinde eller mand pågrund af sindssygdom eller anden sjælelig lidelse,åndssvaghed eller svag begavelse i øvrigt,grovere karakterafvigelser eller alvorlige legemligesygdomme eller defekter må anses for uegnettil på forsvarlig måde at drage omsorg forbørn.3. Når det efter samtlige omstændigheder, herunderfamiliens helbredsmæssige, boligmæssigeog økonomiske forhold og antallet af allerede ihjemmet værende børn, må forventes, at flerebørn vil medføre en væsentlig belastning af forholdenegennem forringelse af kvindens helbredstilstand,betydelig forøgelse af hendes arbejdsbyrdeeller på anden måde, således at detaf hensyn til kvinden, hjemmet eller børnenesforsvarlige opfostring findes påkrævet at undgåfødsel af flere børn. Det er herved en betingelse,at de foreliggende vanskelige forhold ikkekan antages kun at være af forbigående karakter.Stk. 2. Selv om betingelserne ikke fuldt uder opfyldt efter nogen enkelt af bestemmelsernei stk. 1, kan tilladelse dog meddeles, såfremt derforuden i en af disse bestemmelser haves væsentligstøtte herfor i en af de øvrige eller i § 2,og en samlet vurdering af forholdene tilsiger, atsterilisation foretages.§ 4-Såfremt der er grundlag for foretagelse af sterilisationi henhold til § 2, § 3, stk. 1, nr. 1eller 2, eller § 3, stk. 2, men vægtige lægeligeeller andre ganske særlige hensyn taler imod, atden pågældende selv steriliseres, kan tilladelsemeddeles til, at sterilisation i stedet foretages påægtefællen eller den, med hvem den pågældendesamlever. Bortset fra de i § 2 nævnte tilfældeer det tillige en betingelse, at forebyggelse afsvangerskab eller fødsel af børn skønnes ganskesærlig påkrævet. Beror faren i de i § 3, stk. 1,nr. 1, nævnte tilfælde på en kombination afegenskaber hos ægtefæller eller faktisk samlevendekan tilladelsen meddeles enten kvindeneller manden.Stk. 2. I de i § 3, stk. 1, nr. 3, nævnte tilfældekan tilladelsen meddeles kvinden eller hendesægtefælle eller den, med hvem hun samlever.

§ 5.Ved afgørelsen af, om sterilisation kan foretages,vil der være at lægge særlig vægt på, omde forhold, der begrunder foretagelsen, må antagesat være af varig karakter, således at der ikkeinden for en rimelig tid kan forventes ændringer,der ville gøre sterilisation upåkrævet.Det vil endvidere være at tage i betragtning, omder er rimelig udsigt til, at forebyggelse af svangerskabkan opnås på anden måde.§ 6 -Tilladelse til sterilisation, jfr. § 8, stk. 3, måkun meddeles efter skriftlig begæring af den,på hvem sterilisationen skal finde sted. Er denpågældende på grund af sindssygdom, åndssvaghedeller af andre årsager varigt ude af stand tilat forstå betydningen af sterilisationen, kan begæringendog fremsættes af en hertil efter indstillingaf det sociale udvalg beskikket værge.Stk. 2. Den, der fremsætter begæring om sterilisation,skal forud af en læge være vejledetom indgrebets eller behandlingens beskaffenhedog direkte følge samt den risiko, der må antagesat være forbundet med foretagelsen.§ 7.Personer under 18 år må ikke steriliseres, medmindre ganske særlige grunde taler derfor.Stk. 2. Tilladelse til sterilisation, jfr. § 8, stk.3, må kun meddeles, når følgende betingelser eropfyldt:1. Til sterilisation af personer, der er under 21år eller umyndiggjort i personlig henseende,kræves samtykke fra værgen, med mindre afgørendeomstændigheder taler derimod.2. Er den, der begærer sig steriliseret, sindssygeller åndssvag, eller findes det i øvrigt pågrund af personens psykiske tilstand, herundersvag begavelse, betænkeligt at ladeden pågældende på egen hånd fremsætte begæringen,skal denne tiltrædes af en hertiloverensstemmende med § 6, stk. 1, beskikketværge. Er personen umyndig, kan densværge tiltræde begæringen uden beskikkelse.3. Er den pågældende gift og samlever medsin ægtefælle, skal der gives denne lejlighedtil at udtale sig, med mindre særlige omstændighedertaler derimod.§ 8.Sterilisation må kun foretages af en autoriseretlæge på et af statens eller kommunens sygehuseeller på et privat sygehus, der modtager5offentlig støtte, eller på hvilket patienter indlæggesfor offentlig regning.Stk. 2. Bestemmelse om sterilisation i henholdtil § 2 kan træffes af overlægen på den sygehusafdeling,hvor indgrebet eller behandlingen skalforetages.Stk. 3. Tilladelse til sterilisation i henhold til§ 3 eller § 4 meddeles af de i § 6 A i lovbekendtgørelsenr. 227 af 24. august 1956 ommødrehjælpsinstitutioner omhandlede samråd,der endvidere kan meddele tilladelse til, at sterilisationforetages i henhold til § 2. Ved afgørelsenaf, om tilladelse skal meddeles personer, derer undergivet foranstaltninger i henhold til § 70i Borgerlig Straffelov af 15. april 1930, ellersom er omfattet af lov nr. 118 af 13. april 1938om sindssyge personers hospitalsophold, ellersom modtager hjælp i medfør af lov nr. 192 af5. juni 1959 om forsorgen for åndssvage og andresærlig svagtbegavede, tiltrædes samrådet afen dertil beskikket dommer, jfr. § 9.Stk. 4. Det i henhold til lovbekendtgørelsenr. 227 af 24. august 1956 § 6 A, stk. 3, oprettedenævn følger samrådenes virksomhed ogvirker gennem rådgivning over for disse for enensartet praksis også i sager angående sterilisation.§ 9-Beskikkelse af dommere og stedfortrædere fordisse i henhold til § 8, stk. 3, foretages af justitsministerenfor 4 år ad gangen efter indstillingaf Højesterets præsident. Beskikkelsen kanomfatte et eller flere samråd.Stk. 2. Honorarer og andre udgifter til de beskikkededommere og disses stedfortrædere afholdesaf snitskassen.§ 10 -Ønkes sterilisation foretaget i henhold til § 2,kan henvendelse herom rettes til vedkommendeoverlæge, jfr. § 8, stk. 2.Stk. 2. I øvrigt sker henvendelse om sterilisationtil en mødrehjælpsinstitution, jfr. dog stk.4. Institutionen undersøger, om betingelsernefor foretagelsen er til stede, og bør herunder ialmindelighed indhente oplysninger fra den pågældendessædvanlige læge. Tillige skal mødrehjælpsinstitutioneni fornødent omfang søge assistanceaf speciallæge, indhente erklæring fraarvebiologisk institut eller foranledige indlæggelsepå sygehus eller dertil egnet hjem til observationeller behandling.Stk. 3. Sagen forelægges derefter for samrådet,der træffer bestemmelse om, hvorvidt steri-65

lisation kan foretages, jfr. § 8, stk. 3. Tilladelsehertil kan kun meddeles, når der foreligger enstemmighedherom i samrådet.Stk. 4. Ønskes tilladelse til sterilisation af enaf de i § 8, stk. 3, 2. punktum, nævnte personer,indsender vedkommende overlæge (anstalts- ellerinstitutionsleder) med sin udtalelse en begæringdirekte til vedkommende samråd, bilagt defornødne erklæringer og øvrige oplysninger.§ n -Når tilladelse til sterilisation er meddelt, skalden pågældende på begæring modtages på detsygehus (sygehusafdeling), hvorunder han ellerhun hører. Sygehusets (sygehusafdelingens)overlæge er berettiget til at forelægge spørgsmåletom indgrebets eller behandlingens foretagelsefor det i § 8, stk. 4, omhandlede nævntil vejledende erklæring. Nægter overlægen atforetage indgrebet eller behandlingen, kan patientenindlægges på et andet sygehus, om fornødentved vedkommende mødrehjælpsinstitutionsforanstaltning.Stk. 2. Sterilisationen foretages snarest muligtog i hvert fald inden 6 måneder efter, at tilladelsener meddelt.KAPITEL IIIKastration.§ 12.Justitsministeren kan efter indhentet erklæringfra retslægerådet meddele tilladelse til kastrationaf den, hvis kønsdrift udsætter ham forat begå forbrydelser eller medfører betydeligesjælelige lidelser eller social forringelse forham.§ 13.Kastration må ikke foretages på personer under21 år, med mindre ganske særlige grundetaler derfor.Stk. 2. Bestemmelserne i § 6 og § 7, stk. 2,nr. 1—3, finder tilsvarende anvendelse på kastration.§ 14.Når tilladelse til kastration er meddelt, foretagesindgrebet eller behandlingen snarest muligtog i hvert fald inden 6 måneder af en autoriseretlæge på et af de i § 8, stk. 1, nævnte sygehuse.Om foretagelsen giver lægen straks underretningtil justitsministeriet.§ 15.Justitsministeren kan fastsætte regler om lægeligefterundersøgelse af personer, der har væretunderkastet kastration.KAPITEL IVForskellige bestemmelser.§ 16.Udgifterne ved sterilisation og kastration ogved de i § 15 nævnte efterundersøgelser afholdesaf statskassen. I de i § 2 nævnte tilfælde afsterilisation afholdes udgifterne dog efter deom udgifterne ved sygdomsbehandling i almindelighedgældende regler.§ 17.Den, som uhjemlet foretager sterilisation ellerkastration, straffes, for så vidt forholdet ikkeefter den øvrige lovgivning medfører højerestraf, med bøde, der tilfalder statskassen.§ 18-Denne lov træder i kraft denStk. 2. Samtidig ophæves §§ 6-9 i lov nr. 171af 16. maj 1934 om foranstaltninger vedrørendeåndssvage som ændret ved lov nr. 178 af 11.juni 1954 og lov nr. 68 af 26. marts 1958, jfr.§ 16, stk. 1, i lov nr. 192 af 5. juni 1959 omforsorgen for åndssvage og andre særlig svagtbegavede.Endvidere ophæves lov nr. 176 af 11.maj 1935 om adgang til sterilisation og kastrationog § 1, stk. 4, i lov nr. 177 af 23. juni1956 om foranstaltninger i anledning af svangerskabm.v.§ 19.Denne lov gælder ikke for Færøerne ogGrønland, men kan ved kongelig anordningsættes i kraft i disse dele af riget med de afvigelser,som de særlige forhold tilsiger.66

Bemærkninger til lovudkastetSom bilag 1-4 er optaget de gældende bestemmelserom sterilisation og kastration og debestemmelser i svangerskabsloven og mødrehjælpsloven,som skønnes at være af interessefor de af betænkningen omfattede spørgsmål.Der er foran i kapitel II og III redegjort forde generelle betragtninger, som ligger til grundfor udvalgets forslag.ad % 1.I stk. 1 gives en definition af begreberne sterilisationog kastration i lovudkastets forstand.En sådan definition findes ikke i loven af 1935bortset fra, at sterilisation betegnes som ufrugtbargørelse.Loven af 1934 definerer derimod i§ 8 sterilisation som sådanne indgreb i kønsorganerne,som lægevidenskabeligt betegnes vasectomifor mænds vedkommende og resectio tubarum(salpingectomi) for kvinders vedkommende.Det er fundet naturligt i en ny almindeliglov på dette område at fastslå, hvortil der sigtesmed ordene »sterilisation« og »kastration«. Efterformuleringen er det afgørende den virkning,der opnås, og ikke den metode, der bringes i anvendelse.Det er anset ufornødent at udtale, atindgreb eller behandling, der har til formål atopnå den i loven nævnte virkning, omfattes afbestemmelsen, selv om resultatet på forhåndmåtte være tvivlsomt. Såvel kastration som sterilisationforetages i almindelighed ad operativvej, således at man ved kastration fjerner kønskirtlerneog ved sterilisation underbinder ellerfjerner et stykke af æggelederne, henholdsvissædstrengene. Også andre metoder, f. eks. røntgenbestråling,kan dog bringes i anvendelse. Lovenangår imidlertid efter bestemmelsen kun behandlinger,ved hvilke der er tale om en varigvirkning i de omhandlede henseender. Gennemhormon- eller andre behandlinger kan der øvesindflydelse på kønsfunktionerne, men så længeder ikke herigennem søges opnået en varig ophævelseaf funkt'onerne, er sådanne behandlingerikke regulerede af lovens regler.Ifølge stk. 2 er indgreb og behandlinger, derhar til formål at helbrede legemlig sygdom, ikkeomfattet af loven. Der kan herom henvises tilbemærkningerne foran side 26 om sterilisationog side 59 om kastration. Det understreges, atbestemmelsen alene angår legemlig sygdom. Forså vidt angår helbredelse af sjælelig sygdomer der fundet at være en så nøje forbindelse medde grunde, der i øvrigt kan føre til sterilisationeller kastration, at lovens regler bør komme tilanvendelse, Skulle der således blive spørgsmålom at foretage kastration for at helbrede sindssygdom,må tilladelse hertil indhentes, jfr. § 12.ad §2.Bestemmelsen angår sterilisation på medicinskindikation. Foretages sterilisation for at helbredelegemlig sygdom, falder den dog uden for lovensområde, jfr. § 1, stk. 2.Udvalgets begrundelse for at medtage en medicinskindikation i loven og for den foreslåedeafgrænsning af denne er anført ovenfor i kapitelII, side 2.6 ff., hvortil henvises.Bestemme'sen omhandler kun sterilisation afkvinder. Skulle hensynet til en mands helbredsmæssigetilstand undtagelsesvis gøre en sterilisationønskelig, må tilladelse hertil søges i medføraf reglerne i § 3.Kun forhold af ren eller dog ganske overvejendeLægelig karakter kan efter § 2 kommepå tale som grundlag for sterilisation. Somnævnt side 27 har man fundet det vanskeligt atbegrænse lægens skøn ved indikationsstillingentil udelukkende at angå det rent lægelige, fordider ofte er en så nær sammenhæng mellem enpatients helbredsudsigter og livsvilkår, at det erugørligt at bedømme det forventede sygdomsforløbuden at tage den pågældendes livsvilkåri betragtning. Bestemmelsen forudsætter imidlertid,at eventuelle ikke-lægelige hensyn er etunderordnet led i indikationen. I modsat faldkan patienten kun steriliseres, hvis der er meddelttilladelse hertil i henhold til § 3.Det er vedkommende sygehusoverlæge, derafgør, om indikationen er tilstede. Såfremt kvindenhar henvendt sig til en mødrehjælpsinstitution,kan tilladelse dog meddeles af mødrehjælpenssamråd. Der henvises herom til bemærkningerneforan side 37.ad § 3.Udvalgets generelle betragtninger vedrørende3*67

indikationsrammerne for sterilisation er fremsati kapitel II, side 23-31. Sammenfattende kandet nævnes, at man ikke har ment at kunnestille forslag om en fri adgang til sterilisation,men at man har søgt at opstille kriterier for,i hvilke tilfælde sterilisationsindgreb bør kunneforetages, svarende til de erfaringer om behovetfor sterilisation, som er indvundet i praksis ide knapt 30 år, de gældende sterilisationslovehar været i kraft.Efter 1935-loven kan sterilisation tillades, nårsamfundsmæssige hensyn taler derfor, og nogleangivne betingelser er opfyldt. Som nævnt side26 er det udvalgets opfattelse, at man ikke børblive stående herved, men at de grunde, der skalkunne føre til sterilisation, nærmere bør angivesi loven. Når dette sker, er det på den anden sideunødvendigt særligt at fremhæve de samfundsmæssigehensyn. Udvalgets forslag udelukker iøvrigt ikke, at sterilisation tillades af grunde,der væsentligst har hensyn til den pågældendeselv og kun indirekte kan siges at være af samfundsmæssigkarakter.I § 3 gives en udtømmende opregning af deomstændigheder - bortset fra de i § 2 nævntelægelige hensyn - som efter udvalgets opfattelsebør kunne begrunde sterilisation. De hensyn,der efter forslaget skal kunne lægges til grundfor en sterilisationstilladelse, er samlet i tre hovedgrupper,hvoraf den første omhandler eugeniskindikation og visse andre forhold, som findesat burde ligestilles hermed. I den andengruppe lægges vægten på den pågældendesmanglende egnethed til at drage omsorg forbørn, og for den tredie gruppes vedkommendeberor afgørelsen på, om en samlet vurdering affamiliens forhold under hensyntagen til kvinden,hjemmet og de i dette værende børns forsvarligeopfostring gør sterilisation påkrævet.Medens § 2 kun angår sterilisation af kvinder,omfatter § 3 - bortset fra nr. 1, sidste punktum- også sterilisation af mænd.Forinden en sterilisation, som støttes på reglernei denne paragraf, udføres, skal der foreliggeen tilladelse hertil meddelt af et samrådved en mødrehjælpsinstitution, jfr. § 8, stk. 3-1. § 3, stk. 1, nr. 1, omhandler først og fremmestden eugeniske indikation. Om begrundelsenfor denne bestemmelse henvises til side 28.Medens loven af 1935 taler om »fare for afkommetsarvelige belastning«, har man fundetdet rigtigst nærmere af præcisere, hvori arverisikoenskal bestå, men der er ikke herved tilsigtetnogen realitetsændring i forhold til dennuværende regel, således som denne fortolkes ipraksis. Som nævnt side 28 er bestemmelsen ikkebegrænset til de i svangerskabslovens § 1, stk. 1,nr. 3, nævnte alvorlige sygdomme og defekter,og man har derfor også ment at kunne udeladede i denne bestemmelse nævnte eksempler. Udvalgethar heller ikke ment, at der således sommed hensyn til svangerskabsafbrydelse bør stilleskrav om en nærliggende fare for arvelig belastning.Hvor stor faren for arvelig belastningaf afkommet bør være, for at der kan gives tilladelsetil sterilisation, må afhænge af lidelsensart. Ved svære defekter eller sygdomme bør derikke stilles for store krav til arverisikoen, medensen mindre alvorlig lidelse omvendt kun børkunne begrunde sterilisation, hvis risikoen for,at børnene arver den, er betragtelig. Undertidenberor arverisikoen på eller forstærkes af en kombinationaf bestemte arveanlæg hos forældrene.Det foreslås derfor, at der ved afgørelsen af,om der foreligger indikation for sterilisation,også kan tages hensyn til arvelige anlæg hos ansøgerensægtefælle eller samlever. I sidstnævntehenseende kommer alene et fast samlivsforhold,der må antages at være af varig karakter, i betragtning.For kvinders vedkommende kan der gøre sigsærlige forhold gældende, som lige så vel someugeniske grunde gør det rimeligt at imødekommeet ønske om sterilisation. Det kan være enudpræget tilbøjelighed til spontane aborter ellerdødfødsler eller særlige anatomiske forhold, sommedfører betydelig fare for, at barnet vil blivefødt med væsentlige beskadigelser. Endviderehenvises til det side 28 om de såkaldte rhesusbørnanførte.2. Om bestemmelsen i § 3, stk. 1, nr. 2, henvisestil bemærkningerne foran side 28 f. Dennebestemmelse vil formentlig finde størst anvendelseved sterilisation af åndssvage. Der vil ganskevist hyppigt tillige være eugenisk indikationi henhold til reglerne i nr. 1 for sterilisationaf en åndssvag person, men dels er åndssvaghedikke altid arvelig, dels er eugeniske betragtningeraf mindre væsentlig betydning for spørgsmåletom sterilisation af åndssvage end det forhold,at de almindeligvis ikke evner at opfyldede pligter, som påhviler forældre med hensyntil børns forsørgelse og opdragelse m. v. I degældende regler om sterilisation af åndssvageer der da også tillagt dette forhold særlig vægtsom Sterilisationsgrund. Hensynet til eventuellebørn taler således for sterilisation af en åndssvag,men indgrebet vil også være til gavn for6S

den åndssvage selv, idet den pågældende efterat være blevet steriliseret vil have bedre mulighederfor at kunne klare sig i en fri tilværelse.Da åndssvagegrænsen ikke er skarp, har manvalgt at sidestille svag begavelse i øvrigt medåndssvaghed i relation til spørgsmålet: om sterilisation,jfr. foran side 29.De synspunkter, der er anført til fordel forat tillade sterilisation af åndssvage, gør sig ogsågældende for sindssyges vedkommende, ligesomde vil kunne finde anvendelse på personer medgrovere karakterafvigelser.Personer med alvorlige legemlige sygdommeeller defekter vil kunne være så hæmmede afderes lidelse, at de ikke føler sig i stand til atdrage omsorg for børn på forsvarlig måde ogheller ikke kan anses for egnede dertil. Sådannemennesker har efter udvalgets mening etrimeligt krav på at kunne opnå den sikkerhedmod at få afkom, som ligger i en sterilisation,hvorfor man har medtaget en bestemmelse heromi lovudkastet.3. Bestemmelsen i § 3, stk. 1, nr. 3, omfatterden praktisk vigtige medicinsk-sociale indikation.Der henvises til side 30 f. Det er i kapitel IIanført, at ca. 70 % af de sterilisationstilladelser,der i årene 1957-59 er meddelt af justitsministeriet,er givet på dette grundlag. I det typisketilfælde har ansøgeren været en gift kvinde, somi løbet af forholdsvis få år har fået en rækkebørn, og som i social henseende har været såledesstillet, at hun ikke har haft økonomiskmulighed for at blive aflastet i det daglige arbejdei tiden omkring fødslerne. De tæt på hinandenfølgende fødsler har i forbindelse miedden betydelige arbejdsbyrde, der har påhvilethende både i hjemmet og ikke sjældent tilligesom medhjælper i mandens erhverv, nedbrudthende fysisk og psykisk, således at hun virkerudslidt og ældet. Det kunne forudses, at yderligerefødsler ville medføre en betydelig risikofor, at hun ville bryde sammen, hvorved opretholdelsenaf hjemmet ville bringes i fare.Efter udvalgets opfattelse er det i høj grad isamfundets interesse, at der gives sådanne kvindereller deres mænd adgang til at lade sig steriliserefor om muligt at standse en udvikling,som i særlig grad vil gå ud over de børn, derallerede er i hjemmet.Udvalgets forslag til en sterilisationsbestemmelsepå dette område er udformet på grundlagaf de erfaringer, der er indvundet i gældendesterilisationspraksis.Da det navnlig er familiemæssige hensyn, dertaler for sterilisation i disse tilfælde, omfatterforslaget i første række sterilisation af gifte elleraf personer, der har etableret et fast samlivsforhold,men bestemmelsen kan dog også - når betingelsernei øvrigt er opfyldt - komme til anvendelsepå ugifte kvinder, der har et eller flerebørn hos sig, selvom der ikke foreligger nogetsådant fast forhold.Ved afgørelsen af, om tilladelse til sterilisationbør meddeles, må samtlige de omstændigheder,der er af betydning for bedømmelsen affamiliens situation, tages i betragtning. Der månavnlig lægges vægt på familiens helbredsmæssige,boligmæssige og økonomiske forhold ogantallet af allerede i hjemmet værende børn. Idenne forbindelse bemærkes, at det efter forslageter en forudsætning, at familien ved sterilisationsandragendetsindgivelse har mindst 1barn, der opholder sig i hjemmet. Det kan derimodikke være afgørende, om der er tale omet fællesbam eller en af parternes særbarn. Sterilisationkan kun tillades, hvis det må forventes,at flere børn vil medføre en væsentlig belastningaf forholdene gennem forringelse afkvindens helbredstilstand, betydelig forøgelse afhendes arbejdsbyrde eller på anden måde, såledesat indgrebet af hensyn til kvinden, hjemmeteller børnenes forsvarlige opfostring må ansesfor påkrævet. Gennem ordene »væsentligbelastning« og »påkrævet« har udvalget villetudtrykke, at ikke enhver ulempe er nok, men atder skal meget til. Det fremgår af udkastet til§ 5, at der ved enhver sterilisationsafgørelse skallægges særlig vægt på, om de forhold, der begrunderIndgrebet, må antages at være af varigkarakter. Udvalget finder, at man især bør væreopmærksom herpå for de sterilisationers vedkommende,der er tale om i § 3, stk. 1, nr. 3, oghar derfor fundet det naturligt særligt at fremhævei denne bestemmelse, at tilladelse til sterilisationer betinget af, at de foreliggende vanskeligeforhold ikke kan antages kun at være afforbigående karakter.Det er som tidligere nævnt udvalgets indtryk,at en ikke ringe del af de sterilisationer, derefter nuværende praksis udføres på medicinskindikation, d.v.s. uden at justitsministeriets tilladelsetil indgrebet er indhentet, støttes påblandede medicinsk-sociale hensyn. Ved denforeslåede affattelse af § 3, stk. 1, nr. 3, er detfra udvalgets side tilsigtet, at sterilisationer afdenne type for fremtiden kun må foretages,efter at der af vedkommende myndighed ermeddelt tilladelse dertil.Det forekommer jævnligt, at der til støtte for69

en sterilisation kan anføres en række momenter,som hver for sig ikke er af tilstrækkelig vægttil at bære en indikation, men som tilsammenskønnes at kunne begrunde indgrebet. I hidtidigpraksis efter 193 5-loven har man anerkendt, atindikationen kan bygges op på denne måde, ogdet er udvalget bekendt, at lignende synspunkteranlægges ved indikationsstilling for svangerskabsafbrydelse,selv om svangerskabsloven imodsætning til 1935-loven opstiller særlige indikationsrammer,jfr. herved beretning fra nævnetangående svangerskabsafbrydelse (1959) s.39.Udvalget finder denne praksis hensigtsmæssigog har i udkastets § 3, stk. 2, optaget en regel,hvorefter der er adgang til at foretage ensådan kombination. Efter udkastet er tilladelsetil sterilisation betinget af, at der i mindst to afbestemmelserne i stk. 1, nr. 1-3, eller i en afdisse og i § 2 haves væsentlig støtte herfor ogtillige af, at en samlet vurdering af forholdenetilsiger, at sterilisation foretages.ad §4.Som nævnt foran side 31 vil der undertidenforeligge lægelige eller andre grunde, der talerimod, at en person, som opfylder betingelsernefor sterilisation, underkaster sig sådan operation.Hvis den pågældende er gift eller rent faktisksamlever med en anden, opstår da spørgsmålom, hvorvidt ægtefællen eller samleveren kanfå tilladelse til at lade sig sterilisere i stedet. Deter nævnt i kapitel II, side 16 f., at justitsministeriet,selvom udtrykkelige bestemmelser heromikke findes i den nugældende lovgivning, i etvist omfang har imødekommet andragender herom.Efter udvalgets mening bør man ikke i enkommende sterilisationslov udelukke mulighedenheraf, når omstændighederne tilsiger det,men adgangen bør nærmere reguleres i loven.Når indikation for sterilisation kun foreliggerhos den ene af to ægtefæller eller samlevende,må den alt overvejende hovedregel være, at sterilisationudføres på denne, hvilket også er antageti hidtidig praksis. Af hensyn til mulighedenfor ægteskabets eller samlivsforholdetsopløsning, bør sterilisation af den anden part,der i et senere ægteskab kan tænkes at ville havebørn, kun kunne tillades rent undtagelsesvis.Som grunde, der kan føre til, at en sådan tilladelsemeddeles, nævner udvalgets udkast i førsterække, at vægtige lægelige hensyn taler imod, atden, hos hvem indikationen findes, selv steriliseres.Der tænkes herved på tilfælde, hvor enSterilisationsoperation som følge af den pågældendeshelbredstilstand medfører en særlig risiko,hvilket navnlig vil kunne foreligge for kvindersvedkommende. Foruden de vægtige lægeligehensyn nævner udkastet »andre ganske særligehensyn«. Der forekommer tilfælde, hvor enkvinde af religiøse grunde ikke ønsker at ladesig sterilisere, skønt indgrebet er velmotiveret,idet f. eks. betingelserne efter § 2 er tilstede, oghvor hendes ægtefælle andrager om tilladelse tilat lade sig sterilisere i stedet, og det kan ogsåske, at en kvinde, om hvis sterilisation der ertale, nærer en panisk rædsel for operationer.Man har ej heller villet udelukke, at tilladelseogså i andre tilfælde kan meddeles en mand,der kan anføre vægtige grunde for, at han - forhvem indgrebet i øvrigt er forbundet med mindrerisiko - steriliseres i stedet for hustruen. Derbør imidlertid efter udvalgets opfattelse stillesstrenge krav til de »ganske særlige hensyn«, såledesat bestemmelsen kun finder anvendelse irene undtagelsestilfælde.Behovet for således at kunne tillade, at enperson steriliseres i stedet for sin ægtefælle ellersamlever, foreligger navnlig, når forebyggelse afsvangerskab er påkrævet af lægelige grunde forat afværge fare for en kvindes liv eller helbred(udkastets § 2). I sådanne tilfælde træder betænkelighederneved at lade manden steriliserei stedet, når vægtige lægelige eller andre særligehensyn taler imod, at hun selv steriliseres,i baggrunden. Er sterilisation derimod alene begrundeti de hensyn, der nævnes i § 3, stk. 1,nr. 1 (eugeniske grunde m. v.) eller nr. 2 (uegnettil at drage omsorg for børn) eller samlebestemmelseni § 3, stk. 2, er betænkelighedernevæsentlig større, og udvalget har overvejet, omtilladelse til sterilisation af den anden part overhovedetskulle kunne meddeles i sådanne tilfælde.Der kan imidlertid forekomme tilfælde, hvordet, f. eks. som følge af betydelig fare for, atet barn på grund af arvelige anlæg hos moderenskal blive lidende af en alvorlig defekt eller sygdom,vil kunne være rimeligt at imødekommeet andragende fra manden om sterilisation, hvisvægtige lægelige eller andre hensyn taler imod,at kvinden steriliseres. I erkendelse heraf harudvalget ikke ment at burde begrænse reglen tilat angå sterilisation i henhold til § 2. Derimodforeslår man, at reglen uden for § 2-tilfældenekun skal kunne anvendes under den yderligerebetingelse, at forebyggelse af svangerskab ellerfødsel af børn skønnes ganske særlig påkrævet.I almindelighed vil spørgsmålet være, om tilladelseskal meddeles manden i stedet for kvin-70

den, men reglen er formuleret således, at denogså gælder det omvendte tilfælde.En ganske anden problemstilling foreligger,hvis indikationen for sterilisation ikke kan henføresspecielt til den ene part, men skyldes forhold,der gør sig gældende for begges vedkommende.Det kan være tilfældet med en eugeniskindikation, hvis faren beror på en kombinationaf egenskaber hos de pågældende, og det vil altidgælde for de i § 3, stk. 1, nr. 3, nævnte indikationer,som netop hviler på en vurdering affamiliens forhold. Det foreslås derfor, at man ibegge disse situationer kan meddele sterilisationstilladelsenenten til kvinden eller til manden,og sterilisation af manden er således ikke betingetaf, at der foreligger vægtige lægelige ellerandre ganske særlige hensyn, der taler imod, atkvinden steriliseres.Når bestemmelserne nævner samlevere, tænkesherved, ligesom tilfældet er i § 3, kun påpersoner, der har etableret et fast samlivsforhold,der må antages at være af varig karakter.ad § .5.I kapitel II, side 38-39, er der redegjort for,at mulighederne for at ophæve virkningerneaf en sterilisation er meget ringe. Det er derforaf største vigtighed, at man forud for enhversterilisation nøje undersøger, om de forhold,der begrunder indgrebet, må anses forvarige, eller om der inden for en rimelig tid kanforventes ændringer, der gør sterilisation upåkrævet.I sidstnævnte tilfælde er det indlysende,at et andragende om sterilisation bør afslås, uansetom indgrebet i øjeblikket måtte være velindiceret.Der er særlig grund til at være opmærksomherpå for de sterilisationsandragendersvedkommende, der støttes på de i § 3, stk.1, nr. 3, nævnte social-medicinske grunde, hvorforudvalget har fundet anledning til specielt atfremhæve dette hensyn i den nævnte bestemmelse.Der henvises i øvrigt til betragtningerne side31.ad § 6.I § 6, stk. 1, foreslås det, at tilladelse til sterilisationsom hovedregel kun må meddeles efterskriftlig begæring af den, på hvem sterilisationenskal ske. Bestemmelsen svarer til de gældenderegler i sterilisationsloven af 1935, men deter en nydannelse i loven, at den principielt ogsåskal gælde for sterilisation af åndssvage. Heromhenvises til bemærkningerne foran side 25.Det kan ikke ubetinget fastholdes, at den pågældendealtid selv skal søge om sterilisation.Hvis vedkommende på grund af sindssygdom,åndssvaghed eller af andre årsager af varig karakterer ude af stand til at forstå betydningenaf indgrebet, har det intet formål at afæske denpågældende en erklæring; men da gennemførelseaf sterilisation på den ene side kan være ønskeligog på den anden side ikke bør kunneforetages, uden at nogen optræder for den pågældende,foreslås det, at begæringen kan fremsættesaf en va^rge, som beskikkes hertil efterindstilling af det sociale udvalg. Svangerskabslovenindeholder i § 2, nr. 2, en tilsvarende bestemmelse,og sterilisationsloven af 1935 foreskriveri § 1, stk. 4, at andragende om sterilisation,såfremt den pågældende som følge af mentalemangler er ude af stand til at forstå betydningenai: indgrebet, kan underskrives af en dertilbeskikket vasrge alene. Såfremt den pågældendeer umyndig og således i forvejen har enværge, vil denne naturligvis kunne beskikkes tilat fremsatte begæringen; derimod har man ikkement at burde foreslå, at den faste værge skalkunne gøre dette uden beskikkelse. Antallet afbegæringer om sterilisation af personer, der erude af stand til at forstå betydningen heraf, erganske ringe. På den anden side er det af vigtighed,at den, der fremsætter begæringen i stedetfor personen selv, er absolut egnet hertil, ogdette sikres bedst gennem en beskikkelse. Denhidtidige adgang i 1935-loven for anstaltsledelsentil under de nævnte omstændigheder at underskriveandragendet for patienter under anstaltsforsorghar haft ringe praktisk betydningog har i de senere år overhovedet ikke væretbenyttet. Da den tillige minder om åndssvagelovenstvangsregler, som nu søges forladt, foreslåsden ophævet.Bestemmelserne i § 6, stk. 1, finder kun anvendelse,når tilladelse søges hos mødrehjælpenssamråd, jfr. § 8, stk. 3, og gælder således ikkefor sterilisation, der foretages efter beslutning afvedkommende sygehusoverlæge på medicinsk indikationi nenhold til § 2, jfr. § 8, stk. 2. Nårsterilisation således foretages efter overlægensbeslutning af lægelige grunde for at afværgefare for den pågældende kvindes liv eller helbred,findes det at måtte afhænge af almindeligeregler for operationers foretagelse, hvorledespatientens samtykke skal foreligge.Således som det også er foreskrevet i 1935-lovens § 1, stk. 2, jfr. § 3, stk. 1, og i 1934-lovens § 6, stk. 2, skal den, der fremsætter begæringom sterilisation, forud af en læge værevejledet om indgrebets beskaffenhed og direkte71

følge. Man har endvidere fundet det rigtigst, atvejledningspligten tillige omfatter den risiko,der er forbundet med indgrebets foretagelse.ad §7.I 1935-lovens § 1, stk. 3, er den laveste aldersgrænsefor sterilisation af psykisk normalefastsat til myndighedsalderen, d.v.s. 21 år, dogat sterilisation i ganske særlige tilfælde kan tillades,uanset at andrageren ikke har nået dennealder. Loven indeholder ingen aldersgrænse forsterilisation af psykisk abnorme, men justitsministeriethar i praksis vist megen tilbageholdenhedmed hensyn til at tillade sterilisation afganske unge personer. Heller ikke i 1934-lovensbestemmelser om sterilisation af åndssvage erder anført nogen minimumsalder som betingelsefor sterilisation. Efter sterilisationsnævnets praksistillader man dog ikke sterilisation af åndssvageunder 18 år, medmindre der foreliggerganske særlige omstændigheder.De gældende regler og den på grundlag herafudviklede praksis må ses som udtryk for, atder bør udvises stor forsigtighed med at sterilisereganske unge personer, og dette kan udvalgetganske tiltræde. De unge vil ofte savne denmodenhed, der udkræves for at kunne overvejede hensyn, der måtte tale for og imod en sterilisation,og træffe bestemmelse med hensyn tildenne indgribende og oftest uoprettelige operation.Men hertil kommer, at der netop for deunges vedkommende må tages hensyn til mulighedenfor en udvikling, der i løbet af nogle årkan gøre sterilisation upåkrævet. Finder en sådanudvikling sted, vil det kunne føles som enulykke, såfremt den pågældende som følge af enforetagen sterilisation er afskåret fra at få børn.På den anden side vil der for visse åndssvage ogfor andre personer med psykiske afvigelser kunnevære trang til at kunne gennemføre en sterilisationi en tidlig alder, ligesom medicinske ellereugeniske hensyn kan gøre sterilisation afganske unge, psykisk normale personer påkrævet.Da en absolut aldersgrænse således ikke kanfastsættes, har udvalget overvejet, om man heltkunne undlade en aldersgrænse i loven, såledesat det overlodes til den, der skal administrereloven, at tage fornødent hensyn til den pågældendesalder. For at understrege vigtigheden afde særlige forhold, der gør sig gældende for deunges vedkommende, har man imidlertid fundetdet rigtigst at fastsætte en aldersgrænse iloven, således at sterilisation af personer underdenne alder kun må finde sted, når ganske særligegrunde taler derfor. Under hensyn til, atreglen skal gælde for alle personer, herunderogså for åndssvage, har man ikke ment at burdesætte grænsen højere end til 18 år, men udvalgetfinder grund til at understrege, at der ogsåfor så vidt angår unge personer over denne alderbør udvises varsomhed med hensyn til at tilladesterilisation.I svangerskabslovens § 2, nr. 1, indeholdes enregel om, at der, når kvinden er under 18 år ellerumyndiggjort i personlig henseende, skalindhentes samtykke til svangerskabsafbrydelsefra indehaveren af forældremyndigheden, henholdsvisværgen, medmindre afgørende omstændighedertaler derimod. En tilsvarende regelbør efter udvalgets opfattelse gælde medhensyn til sterilisation såvel af kvinder som afmænd, men under hensyn til, at der kun er megetringe mulighed for en omgørelse, har manfundet det rigtigst at sætte aldersgrænsen til 21år svarende til myndighedsalderen. Da indehaverenaf forældremyndigheden og værgen efterde i 1957 skete ændringer af myndighedslovennormalt vil være sammenfaldende, og da derkun undtagelsesvis bliver spørgsmål om sterilisationaf personer, der er under forældremyndighed,har man ment at kunne affatte reglensåledes, at kun værgen nævnes som den, frahvem samtykke skal indhentes. I 193 5-loven erfor psykisk normale, der som foran nævnt i almindelighedførst tillades steriliseret i en alderaf 21 år, alene foreskrevet, at værgens erklæringskal indhentes, hvis andrageren er umyndiggjorti personlig henseende. For psykisk abnormegælder ligesom efter 1934-loven ingensærlige regler i så henseende, men der skal udenhensyn til alderen foreligge en tiltrædelseserklæringfra en særligt beskikket værge. I praksishar man dog stort set krævet de betingelseropfyldt, som nu foreslås lovfæstet i udkastets§ 7, stk. 2, nr. 1, jfr. foran side 20. Ligesom tilfældeter i svangerskabsloven har udvalget skønnetdet nødvendigt at åbne mulighed for atbortse fra kravet om samtykke fra værgen, hvisafgørende omstændigheder taler imod kravet.Heri ligger, at man i så fald enten kan undladeat søge samtykke indhentet, eller kan tilsidesætteen nægtelse af samtykke. Som eksempler kannævnes, at det ikke er muligt at komme i forbindelsemed forældrene, der normalt vil væreværger, at disse har mistet enhver kontakt medderes barn, eller at der som følge af åndssvaghedikke vil kunne tillægges deres samtykke ellernægtelse af samtykke nogen betydning. Det understreges,at alders- og samtykkebetingelserneogså må opfyldes, selv om sterilisationsandragen-72

det i henhold til § 6 fremsættes af en dertil beskikketværge.I § 6 er som nævnt givet en regel om, at begæringom sterilisation kan fremsættes af enhertil beskikket værge, såfremt den, om hvis sterilisationder er spørgsmål, på grund af sindssygdom,åndssvaghed eller andre årsager er udeaf stand til at forstå betydningen af indgrebet.Værgens begæring træder i så tilfælde i stedetfor en begæring fra den pågældende selv. Også itilfælde, hvor den pågældende forstår betydningenaf sterilisation og således selv kan fremsættebegæring herom, kan der imidlertid være spørgsmålom at lade en værge optræde, nemlig vedsidenaf den pågældende, således at værgen tiltræderdennes begæring. En bestemmelse heromer optaget i § 7, stk. 2, nr. 2, hvorefter andragenderom sterilisation fremsat af sindssyge,åndssvage eller personer, hvis psykiske tilstandi øvrigt, herunder svag begavelse, gør det betænkeligtat lade dem fremsætte begæring påegen hånd, skal tiltrædes af en værge. Bestemmelsensvarer til de gældende regler, jfr. 1935-lovens § 1, stk. 4, og 1934-lovens § 6, stk. 2.Udvalget har dog søgt at formulere en smidigereregel, således at kravet om tiltrædelse af enværge kun gælder ubetinget for sindssyge ogåndssvage, mens kravet i øvrigt beror på et skønover, om det er betænkeligt at lade andragerenpå egen hånd fremsætte begæring. Efter formuleringenvil kravet også kunne stilles med hensyntil sinker, såfremt det skønnes påkrævet.Udvalget har overvejet, om der er tilstrækkeliggrund til at opretholde en sådan regel om værgebeskikkelse.Hensigten med reglen er at skabeen betryggelse for, at begæringen om sterilisationvirkelig er i den pågældendes interesse oger udtryk for hans stilling til spørgsmålet. Omreglen virker efter sin hensigt vil i høj grad afhængeaf, hvem der beskikkes til værger. Ompraksis i så henseende kan for de åndssvagesvedkommende, hvor værgebeskikkelse særlig erkommet til anvendelse, henvises til side 20. Selvom man bestræber sig for at søge beskikket enegnet person, der har tilknytning til den, derpåtænkes steriliseret, har dette dog ikke altidkunnet lade sig gøre. Det er efter de indvundneerfaringer udvalgets opfattelse, at der ikke kantillægges reglen om værgebeskikkelse nogen afgørendeværdi til betryggelse af, at der ikkefremkommer begæringer, der er uovervejede ellerikke er udtryk for andragerens virkelige opfattelseog interesse. Den reelle garanti må søgesi, at sagen undergives en grundig forberedelse,hvorunder alle oplysninger af betydningfremskaffes, og at afgørelsen træffes af et sagligtkompetent og uafhængigt organ. Alligevelhar udvalget ment, at en regel om værgebeskikkelsebør opretholdes. I de tilfælde, hvor denpågældende er under forsorg på en institution,må det anses for ønskeligt, at en uden for institutionenstående person varetager den pågældendesinteresser i en så indgribende sag, menogså i øvrigt vil det kunne være en hjælp forden påga^klende, at han har en person, som hankan drøfte sagen med. Er den pågældende underforsorg, vil det dernæst også for den forsorgsmyndighed,der skal tage stilling til, ombegæringen kan anbefales, være en betryggelse,at ikke blot den pågældende psykisk abnormeselv, men også en udenforstående har haft lejlighedtil at tage stilling til begæringen. Ikkemindst dette synspunkt, der har været stærktfremhævet af de medlemmer af udvalget, derrepræsenterer åndssvageforsorgen, har været afgørendefor udvalgets stillingtagen. Da reglenogså kan have reel betydning i visse andre tilfældeog være til støtte for de pågældende selv,har man dog ikke ment at burde begrænse dentil kun at omfatte personer under forsorg. Detforeslås, at værgen ligesom i § 6 skal beskikkesefter indstilling af det sociale udvalg, men hvisandrageren er umyndig, vil det være praktisk, atden faste værge kan afgive erklæringen, og detfindes ikke nødvendigt, at værgen som i 1935-loven foreskrevet, og som foreslået af udvalgetmed hensyn til § 6, særligt beskikkes hertil. Dentilsynsværge, der måtte være beskikket for enperson i henhold til § 12 i lov nr. 192 af 5. juni1959 om forsorgen for åndssvage og andre særligsvagtbegavede, § 6 i lov nr. 118 af 13. april1938 om sindssyge personers hospitalsophold,§ 70, stk. 2, i Borgerlig Straffelov af 15. april1930 eller undre love, kan derimod ikke afgiveerklæringen uden særlig beskikkelse.Forskriften i § 7, stk. 2, nr. 3, om indhentelseaf erklæring fra andragerens ægtefælle findesogså i sterirjsationsloven af 1935, jfr. § 1, stk.2, og stemmer med praksis efter 1934-loven.En tilsvarende regel findes ligeledes i svangerskabslovens§ 2, nr. 3 .Der udkræves ikkesamtykke fra ægtefællen, men der skal normaltgives denne lejlighed til at udtale sig.I bemærkningerne til § 6, stk. 1, er det anført,at det ved sterilisation, der sker efter vedkommendeoverlæges beslutning på medicinskindikation efter § 2, må bero på almindeligeregler for operationers foretagelse, hvorledespatientens .samtykke skal foreligge. Det sammefindes at måtte gælde med hensyn til indhentel-73

se af erklæring fra forældre, værge eller ægtefælle,og § 7, stk. 2, er derfor affattet således,at de deri indeholdte betingelser kun stilles, nårtilladelse søges hos et samråd, jfr. § 8, stk. 3.Bestemmelsen i § 7, stk. 1, om, at personer under18 år ikke må steriliseres, medmindre ganskesærlige grunde taler derfor, skal derimodogså iagttages ved sterilisation i henhold til beslutningaf vedkommende overlæge efter § 2.ad § 8.I stk. 1 bestemmes, at sterilisation kun må foretagesaf en autoriseret læge på et offentligteller dermed ligestillet sygehus. En tilsvarendebestemmelse gælder i henhold til svangerskabslovens§ 3, stk. 1, for afbrydelse af svangerskab.Efter 1934-loven § 6, stk. 3, foretages indgrebetaf en dertil af sundhedsstyrelsen autoriseretlæge. I 1935-loven § 3, stk. 2, kræves blot, atindgrebet skal foretages af en læge med fornødenkirurgisk uddannelse. Udvalget finder detmest betryggende, at det ligesom i svangerskabslovenudtrykkelig fastslås, at sterilisation kunmå foretages på et sygehus, men anser det så påden anden side for upåkrævet, at den læge, derskal foretage indgrebet eller behandlingen, særligautoriseres hertil.Stk. 2-4 indeholder regler om, hvem der skalkunne træffe beslutning om sterilisation. Der eri kapitel II, afsnit B, udførligt redegjort for debetragtninger, der ligger til grund for udkastet,således at der på dette sted kun skal fremdragesnogle hovedpunkter:I stk. 2 foreslås det, at lægerne som hidtilskal kunne træffe bestemmelse om sterilisationpå medicinsk indikation, jfr. foran side 32. Daindgrebet m.v. i henhold til stk. 1 kun må foretagespå et sygehus, foreslås afgørelsen henlagttil overlægen på den sygehusafdeling, hvor detskal udføres.Tilladelse til sterilisation skal efter stk. 3 iøvrigt meddeles af et samråd ved en mødre -hjælpsinstitution, jfr. side 32 ff., hvor der nærmereer gjort rede for udvalgets forslag om, atsamrådet også skal kunne tillade sterilisation påmedicinsk indikation.Personer, der i henhold til dom er undergivetforanstaltninger i henhold til straffelovens § 70,eller som er omfattet af lov nr. 118 af 13. april1938 om sindssyge personers hospitalsophold ellersom modtager hjælp i henhold til åndssvageforsorgsloven,vil kunne føle sig mindre fritstillede over for spørgsmålet om sterilisation,navnlig hvis de opholder sig på anstalt ellerhospital m.v. Ud fra et retsbeskyttelseshensyn74har man, således som der nærmere er redegjortfor side 35, anset det for rettest, at samrådeneved afgørelser med hensyn til sådanne personertiltrædes af en dertil beskikket dommer. Nogenpraktisk trang til at lade reglen gælde også andregrupper, herunder personer, der afsonertidsbestemt frihedsstraf, er der efter udvalgetsopfattelse ikke.For at sikre en ensartet praksis foreslås det, atdet nævn, som nu fører tilsyn med samrådenesvirksomhed, også skal være rådgivende for samrådenei sterilisationsspørgsmål, og nævnet haroverfor udvalget erklæret, at man ikke har indvendingerimod at påtage sig denne opgave.Forslaget nødvendiggør muligvis en ændring afmødrehjælpsloven.ad § 9.Som anført side 33 findes der i alt 20 samråd,heraf 5 i København. Antallet af sager, i hvilkeen dommer skal deltage, vil næppe blive særligstort; langt den største gruppe vil formentligudgøres af åndssvage under forsorg, og antalletaf tilladelser til sterilisation af åndssvage har ide senere år udgjort 80-90 årligt. Det kan endvidereforudses, at sagerne vil samle sig om samrådenefor de distrikter, hvor institutioner afden pågældende art er beliggende. Under disseomtændigheder bør der være mulighed for atlade beskikkelsen omfatte flere samråd, hvorveddet vil kunne opnås, at den enkelte dommerkommer til at deltage i behandlingen af et passende- ikke for lille - antal sager. Det vil såledeskunne være praktisk, at én dommer beskikkesfor alle fem københavnske samråd, ogen lignende ordning bør også kunne træffesuden for København.ad § 10.§ 10 indeholder en beskrivelse af den praktiskefremgangsmåde ved ansøgning om sterilisation.I stk. 1 bestemmes, at henvendelse om sterilisationpå medicinsk indikation kan ske til vedkommendesygehusoverlæge. I almindelighed vildet formentlig være patientens sædvanlige læge,der henviser den pågældende til overlægen.Reglen er selvfølgelig og kunne for så vidt undværes.Når udvalget dog har medtaget den, skyldesdet, at man har ment i loven at måtte optagede i stk. 2-4 givne regler om henvendelse til enmødrehjælpsinstitution m.v., og man har da fundetdet naturligt, at lovens regler på dette områdeblev udtømmende. Der er fra lægelig sideinden for udvalget lagt vægt på, at såvel patient

som praktiserende læge direkte i loven kan søgeoplysning om fremgangsmåden.Søges sterilisation af andre grunde end de i§ 2 nævnte, må andrageren, som foreskrevet istk. 2, henvende sig til en mødrehjælpsinstitution.I mange tilfælde, hvor sterilisation ønskes,vil det ikke på forhånd stå den pågældendeklart, om sterilisation kan ske i henhold til denene eller den anden af bestemmelserne, og henvendelsesker da ligeledes til en mødrehjælpsinstitution.Denne indhenter de lægelige og socialeoplysninger, der i det enkelte tilfældeskønnes nødvendige for samrådets bedømmelseaf andragendet. I reglen bør der indhentes enerklæring fra den pågældendes sædvanlige læge,og om fornødent bør denne erklæring suppleresmed undersøgelse hos en speciallæge. Der vilogså kunne blive tale om at indhente en udtalelsefra arvebiologisk institut, hvis andragendetstøttes på eugeniske grunde, ligesom observationeller behandling på sygehus kan være påkrævet,før der kan tages stilling til andragendet. Desociale oplysninger vil normalt blive tilvejebragtaf institutionens socialrådgiver under besøg ihjemmet. En forberedelse af sagen efter de retningslinier,der er angivet i stk. 2, foregår alleredei dag i de sager, der passerer mødrehjælpen,og det er som tidligere nævnt de allerfleste,jfr. side 12.Efter endt forberedelse skal sagen forelæggessamrådet til afgørelse, jfr. § 10, stk. 3. Samrådetkan ikke blot meddele tilladelse i henhold til §3 eller § 4, men også i henhold til § 2, jfr. foranside 37. Som for svangerskabsafbrydelsersvedkommende foreslås det i stk. 3, at samrådetkun kan tillade sterilisation, hvis beslutningener enstemmig.Kun for så vidt angår de personer, der nævnesi § 8, stk. 3, 2. punktum, er forberedelsegennem en mødrehjælpsinstitution upåkrævet.Forberedelsen, herunder tilvejebringelse af defornødne lægelige og sociale oplysninger, vil idisse tilfælde kunne foretages af institutionenselv, jfr. § 10, stk. 4.ad § 11.Bestemmelser, svarende til stk. 1, findes forså vidt angår svangerskabsafbrydelse i svangerskabslovens§ 3, stk. 4.I 1935-lovens § 3, stk. 2, er det bestemt, atsterilisation skal foretages snarest muligt og ihvert fald inden 3 måneder efter, at tilladelse ermeddelt. En tilsvarende regel findes ikke i 1934-loven. Da tilladelse til sterilisation meddeles pågrundlag af de foreliggende forhold, bør tilladelsenikke kunne benyttes efter så lang tidsforløb, at situationen kan være blevet en anden.Dette må gælde, uanset at der ved afgørelsenvil være at lægge særlig vægt på, om de forhold,der begrunder foretagelsen, må antages at væreaf varig karakter, jfr. udkastets § 5. Udvalgethar derfor i udkastets § 11, stk. 2, gentaget reglenfra 1935-loven, idet man dog, da 3 måneders-fristenhar vist sig at være vel kort, foreslården forlænget til 6 måneder. Såfremt tilladelsenikke måtte være udnyttet inden udløbetaf denne frist, og der derefter ønskes foretagetsterilisation, må nyt andragende indsendes.Det er ikke fundet påkrævet at medtage 1935-lovens § 3, stk. 3, hvorefter en ny begæring, nårafslag er givet, normalt først kan indgives efteret års forløb, og det samme gælder den omtrenttilsvarende bestemmelse i 1934-lovens § 6, stk.4, 2. punktam.ad § 12.Ifølge § 2, stk. 1, i 1935-loven kan kastrationaf en person tillades, når den pågældendes kønsdriftenten udsastter ham for at begå forbrydelserog således betyder en fare for samfundet ellermedfører betydelige sjælelige lidelser ellersocial forringelse for ham. Der er ovenfor side58 nærmere redegjort for, at denne bestemmelseefter udvalgets opfattelse har virket tilfredsstillende,og at udvalget derfor ikke har fundet detpåkrævet at foreslå ændringer. Udvalget finderendvidere, jfr. side 60, at den hidtil gældendeordning, hvorefter tilladelse til kastration meddelesaf justitsministeren efter indhentet erklæringfra retslægerådet, bør opretholdes. Overensstemmendehermed er § 12 affattet således,at den i det hele svarer til § 2, stk. 1, i loven af1935.Efter § 1, stk. 2, i udvalgets udkast omfattesindgreb og behandlinger, der har til formål athelbrede legemlig sygdom, ikke af loven. Såfremtsygdom i kønsorganerne gør det nødvendigtat fjerne kønskirtlerne, kan operationen såledesforetages uden tilladelse. Det samme gælder,såfremt helbredelse af legemlig sygdom iandre tilfælde skulle kunne opnås gennem ensådan operation. For så vidt angår helbredelse afsjælelig sygdom er der derimod fundet at væreen så nøje forbindelse med de grunde, der iøvrigt kan føre til kastration, at lovens reglerbør komme til anvendelse, og udvalget har ikkefundet, at der inden for lovens område er behovfor saglige regler om adgang til kastrationaf rent lægelige grunde, således som tilfældet ermed hensyn til sterilisation, jfr. udkastets § 2.75

ad § 13.193 5-lovens § 2, stk. 3, opstiller som betingelsefor kastration af psykisk normale, at denpågældende har nået myndighedsalderen, medensloven ikke indeholder nogen aldersbetingelsefor så vidt angår kastration af psykisk abnorme.Da en kastration, der foretages indenpubertetens afslutning, må antages at kunnehæmme personens udvikling, bør kastration ialmindelighed først iværksættes, efter at pubertetener afsluttet, og udvalget foreslår derfor istk 1, at kastration ikke må foretages på personerunder 21 år, og at denne regel skal gældefor såvel psykisk normale som psykisk abnormepersoner. Da der i særlige tilfælde, navnlig forså vidt angår åndssvage, kan være grund til atforetage kastration før det 21. år, har man dogformuleret reglen således, at undtagelse kan gøres,når ganske særlige grunde taler derfor. Derhenvises i øvrigt til bemærkningerne side 59.I stk. 2 har man samlet de øvrige, mere formellebetingelser for, at kastration kan tillades,og man har ment at kunne gøre det gennem enhenvisning til de tilsvarende bestemmelser i udkastets§§ 6 og 7 vedrørende sterilisation.Hovedbestemmelsen findes i § 6, stk. 1, hvorefterder kræves en skriftlig begæring fra denpågældende selv. Hvis den pågældende pågrund af sindssygdom, åndssvaghed eller af andreårsager er ude af stand til at forstå betydningenaf indgrebet, kan begæringen dog fremsættesaf en dertil beskikket værge. Tilsvarenderegler findes i 1935-lovens § 2, stk. 3 og 4. Deni sidstnævnte bestemmelse indeholdte regel om,at anstaltsledelsen i visse tilfælde kan underskrivebegæringen alene, jfr. ovenfor side 42, harman ikke fundet det rigtigt at medtage. Ogsåreglen i stk. 4, sidste punktum, om, at andragendetskal være tiltrådt af anstaltslægen eller enembedslæge i de tilfælde, hvor den, der ønskeskastreret, er ude af stand til at forstå betydningenaf indgrebet, er udeladt. Det tilsigtedes meddenne regel at skabe en ekstra beskyttelse i dissesærlige tilfælde, hvor begæringen fremsættes,uden at den pågældende selv medvirker hertil.Det er imidlertid udvalgets opfattelse, at en erklæringfra embedslægen i de yderst få tilfælde,hvor en begæring angår personer, der ikke erunder behandling på en institution, er upåkrævet,idet retslægerådets behandling af sagen vilgive al fornøden garanti for, at de lægelige oplysningerer fyldestgørende. For så vidt angårpersoner, der er under behandling på en institution,er det en selvfølge, at der skal foreligge enerklæring fra institutionens læge, og det kan velvanskeligt tænkes, at begæringen vil blive imødekommet,såfremt lægen ikke kan tiltræde den,men afgørelsen herom findes at burde overladestil retslægerådet og justitsministeriet.Bestemmelserne i § 7, stk. 2, nr. 1-3, om værgesamtykkeog indhentelse af erklæring fra ægtefællemed hensyn til sterilisation findes at kunneanvendes også med hensyn til kastration. Desvarer i alt væsentligt til de allerede gældenderegler.ad § 14.Bestemmelsen svarer til § 3, stk. 2, i 1935-loven. Ligesom i sterilisationstilfældene foreslåsdet dog, at fristen for indgrebets foretagelse forlængestil 6 måneder, og at indgrebet skal foretagesaf en autoriseret læge på et sygehus, jfr.herved bemærkningerne til § 11, stk. 2, og § 8,stk. 1.Det er ikke fundet påkrævet at medtage regleni § 3, stk. 3, i 1935-loven.ad § 15.Ifølge 1935-lovens § 5 påhviler det den, derer underkastet sterilisation eller kastration i henholdtil denne lov, at lade sig underkaste lægeligefterundersøgelse efter nærmere af justitsministerenfastsatte regler. De gældende reglerer udfærdiget den 10. marts 1951.Efter udvalgets opfattelse er der ikke grundtil fortsat at foreskrive efterundersøgelse af steriliseredepersoner, jfr. side 38. Det kan hervedanføres, at sådanne undersøgelser efter reglerneaf 1951 § 1, stk. 2, kun skal finde sted i tilfælde,hvor der af justitsministeriet efter indstillingaf retslægerådet er truffet særlig bestemmelseherom.For de kastrerede personers vedkommendeforeslår udvalget, at den almindelige pligt til atunderkaste sig efterundersøgelse bortfalder. Deter dog udvalgets opfattelse, at efterundersøgelsestadig bør kunne kræves forud for prøveudskrivningog anbringelse under friere forsorgsformeraf personer, der er anbragt på forvaringsanstalteller på hospital for åndssvage og sindslidende.Endvidere mener udvalget, at der bør være adgangfor de kastrerede til på egen begæring atfå foretaget sådan undersøgelse. Man har imidlertidikke ment det påkrævet at optage regler iloven om forpligtelse og berettigelse til efterundersøgelse,men anser det for tilstrækkeligt ogmest praktisk, at der i loven gives justitsministerenbemyndigelse til at fastsætte regler herom ogom foretagelsen af disse undersøgelser i dethele. Der henvises til bemærkningerne foranside 62 ff.76

ad § 16.I 1935-lovens § 6, stk. 1, er det bestemt, atudgifterne ved sterilisation og kastration efterlovens §§ 1 og 2 betales af den pågældendeselv. Hvis han ikke har midler hertil, afholdesudgifterne dog af statskassen eller, for så vidtden pågældende er inddraget under en af de i§ 66 i forsorgsloven af 1933 nævnte forsorgsgrene,af vedkommende anstalt. Ifølge § 6, stk.6, i 1934-loven afholdes udgifterne ved foretagelsenaf sterilisation af den pågældende anstalt.Om betaling af udgifterne ved sterilisationpå medicinsk indikation, der ikke sker i henholdtil nogen lovbestemmelse, er lovregler ikke givet.Om udgifterne i anledning af svangerskabsafbrydelseindeholdes i svangerskabslovens § 9,stk. 1, en regel svarende til reglen i 1935-lovens§ 6, stk. 1. I § 9, stk. 2 og 3, gives dernæst reglerfor det tilfælde, at kvinden indlægges på etsygehus uden for sit hjemsted.Udvalget finder det mest praktisk 0g stemmendemed tendensen i nyere lovgivning på andreområder at opgive sondringen mellem bemidledeog ubemidlede, således at udgifterneved disse indgreb og behandlinger, der kun kanforetages, når bestemte, i loven foreskrevne betingelserer opfyldt, afholdes af statskassen. Kunfor så vidt angår sterilisation på medicinsk indikationefter udkastets § 2, har man ment atburde gøre undtagelse. I disse tilfælde kan sterilisationforetages uden tilladelse fra en offentligmyndighed, og der er i det hele en sådan lighedmed almindelig sygdomsbehandling, at detskønnes rimeligt, at udgifterne afholdes eftersamme regler, som er gældende for sådan behandling.ad § i 7.Bestemmelsen svarer til § 7, stk. 1, i 1935-loven og til § 9, stk. 1, i 1934-loven. Det er ikkefundet påkrævet at knytte en straffebestemmelsetil reglen i udkastets § 14, 2. punktum eller tilbestemmelsen i § 15, jfr. for så vidt angår dennebestemmelse udvalgets bemærkninger side 63.I svangerskabslovens § 4 findes en regel omtavshedspligt for læger og sygehuspersonale medhenvisning til straffelovens § 263, jfr. § 275,og i § 5 en bestemmelse om straf efter straffelovens§ 162 for den, som til brug ved afgørelseaf, om betingelserne for svangerskabsafbrydelseforeligger, bevidner noget, hvorom han intetkendskab har, eller forsætlig afgiver urigtige oplysninger.Tilsvarende bestemmelser har ikkehidtil været indeholdt i sterilisationslovgivningen,og udvalget har ikke fundet tilstrækkeliganledning til at optage sådanne bestemmelser iudkastet, idet fornøden beskyttelse i alt væsentligtmå antages at findes i allerede gældenderegler.ad § 19.Såvel 1935-loven som 1934-loven er gældendefor Færøerne. Derimod gælder ingen af lovenefor Grønland. Om sterilisationsspørgsmål erder gennem landslægen på Grønland tilgået distriktslægerneen vejledning af 9- august 1957.Svangerskabsloven af 1956 kan ifølge dens§ 13, stk. 3, sættes i kraft på Færøerne, eventueltmed sädanne ændringer, som måtte følgeaf øernes særlige forhold. Dette er endnu ikkesket. Loven gælder derimod for Grønland, idet§ 13, stk. 4, dog bestemmer: »Indtil der i Grønlandkan oprettes mødrehjælpsinstitutioner ellerdertil svarende institutioner, skal svangerskabsafbrydelsei Grønland i de i § 3, stk. 3, omhandledetilfælde kunne ske efter samråd mellemden autoriserede læge, der foretager indgrebet,og en anden autoriseret læge.«Mødrehjælpsloven er ikke sat i kraft for Færøerneeller Grønland. Lovudkastets regler omfremgangsmåden med hensyn til opnåelse af sterilisationstilladelse vil således ikke for tidenkunne praktiseres her, og de særlige forhold, ihvert fald for så vidt angår Grønland, vil muligttilsige, at andre af udkastets bestemmelserikke uændret bør finde anvendelse. Det foreslåsderfor, at loven ikke skal gælde for Færøerneog Grønland, men kan sættes i kraft her med defornødne afvigelser.Da 1934 loven som nævnt er gældende forFærøerne, og da en gennemførelse af udvalgetslovudkast medfører, at det ved 1934-loven oprettedesterilisationsnævn bortfalder for den øvrigedel af landets vedkommende, bør der formentlig,såfremt loven ikke straks kan sættes ikraft for Færøerne, tages stilling til, hvorledesfærøske sager vedrørende sterilisation af åndssvagefremtidig skal behandles.Et medlem af udvalget med særligt kendskabtil Grønland (Carl Clemmesen) ønsker at fremhæve,at den rationalisering og liberaliseringmed hensyn til sterilisation, som en lovgivningefter udvalgsbetænkningens retningslinier vilindebære, snarest bør komme befolkningen ogsundhedsvæsenet i Grønland til gode på grundaf de her herskende særlig vanskelige socialeforhold til dels optrædende som følge af denoverordentlig store fødselshyppighed.77

Bilag 1Lov nr. 176 af 11. Maj 1935 om Adgang til Sterilisation og Kastration§ 1.Sterilisation (Ufrugtbargørelse) af en Personkan efter indhentet Erklæring fra Retslægeraadettillades af Justitsministeren, naar samfundsmæssigeHensyn taler derfor og nedennævnteBetingelser er opfyldt.Der skal foreligge en Begæring, ledsaget afen Lægeerklæring og indeholdende fyldestgørendeOplysninger om de for Andragendet bebestemmendeGrunde og Erklæring om, at den,der fremsætter Begæringen, for saa vidt det ikkeer en Anstaltsledelse, forud af en Læge er vejledetom Indgrebets antagelige Følger. Er denpaagældende gift, uden at Samlivet er ophævetved Separation eller længere Tids faktisk Adskillelse,skal Ægtefællens Erklæring saa vidtmuligt indhentes.For psykisk normale endvidere følgende: Atsærlige Hensyn, navnlig Fare for Afkommetsarvelige Belastning, taler for Sterilisation, at hanhar naaet Myndighedsalderen, og at han selv andragerderom. Er Andrageren umyndiggjort ipersonlig Henseende, skal Værgens Erklæringindhentes. I ganske særlige Tilfælde kan Sterilisationdog tillades, uanset at Andrageren ikkehar naaet Myndighedsalderen.For psykisk abnorme, der ikke er aandssvage:At det maa anses for gavnligt for den paagældende,at han sættes ud af Stand til at faa Afkom,at han selv med Tiltræden af en dertil beskikketVærge andrager derom. Er han umyndig,kan hans Værge beskikkes til at afgive Erklæringen.Er den paagældende som Følge afmentale Mangler ude af Stand til at forstaa Betydningenaf et saadant Indgreb, kan Andragendetunderskrives af Værgen alene. Er han inddragetunder Forsorg af en Statsanstalt eller eni Henhold til § 67 i Lov Nr. 181 af 20. Maj1933 om offentlig Forsorg godkendt Anstalt,kan Anstaltsledelsen underskrive alene.Om Sterilisation af aandssvage gælder Reglernei Lov Nr. 171 af 16. Maj 1934.§ 2 -Kastration af en Person kan efter indhentetErklæring fra Retslægeraadet tillades af Justitsministeren,naar den paagældendes Kønsdriftenten udsætter ham for at begaa Forbrydelser ogsaaledes betyder en Fare for Samfundet ellermedfører betydelige sjælelige Lidelser eller socialForringelse for ham. I øvrigt skal følgendeBetingelser være opfyldt:Der skal foreligge en Begæring, ledsaget afen Lægeerklæring og indeholdende fyldestgørendeOplysninger om de for Andragendet bestemmendeGrunde og Erklæring om, at den,der fremsætter Begæringen, for saa vidt det ikkeer en Anstaltsledelse, forud af en Læge er vejledetom Indgrebets antagelige Følger. Er denpaagældende gift, uden at Samlivet er ophævetved Separation eller længere Tids faktisk Adskillelse,skal Ægtefællens Erklæring saa vidtmuligt indhentes.For psykisk normale endvidere følgende: Athan har naaet Myndighedsalderen, og at hanselv andrager om Kastration. Er han umyndiggjorti personlig Henseende, skal Værgens Erklæringindhentes.For psykisk abnorme, herunder aandssvage:At han selv med Tiltræden af en dertil beskikketVærge andrager derom. Er han umyndig,kan hans Værge beskikkes til at afgive Erklæringen.Er den paagældende som Følge af mentaleMangler ude af Stand til at forstaa Betydningenaf et saadant Indgreb, kan Andragendetunderskrives af Værgen alene. Er han inddragetunder Forsorg af en Statsanstalt eller en i Henholdtil § 67 i Lov Nr. 181 af 20. Maj 1933 omoffentlig Forsorg godkendt Anstalt, kan Anstaltsledelsenunderskrive alene. I de to sidsteTilfælde skal Andragendet være tiltraadt af Anstaltslægeneller en Embedslæge.§ 3.Forinden Justitsministeren meddeler Tilladelsetil Foretagelse af de i denne Lov omhandledeIndgreb, skal Ministeren forvisse sig om, at denpaagældende, efter Omstændighederne Værgen,er klar over Beskaffenheden og de antageligeFølger af det Indgreb, som der bliver Spørgsmaalom at foretage.Tillader Justitsministeren Foretagelse af Ste-78

ilisation eller Kastration, foretages Indgrebetsnarest muligt og i hvert Fald inden 3 Maanederaf en Læge med fornøden kirurgisk Uddannelseefter den paagældendes eller AnstaltsledelsensValg. Det paahviler Lægen, naar Indgrebeter foretaget, herom uopholdelig at underretteJustitsministeriet.Afslaar Justitsministeren Henvendelsen, maadenne ikke fornyes, før 1 Aar er forløbet efterAfslagets Datum, medmindre der er indtraadtOmstændigheder af Betydning for Afgørelsen,der ikke forelaa ved den tidligere Henvendelse.§ 4-Kastration af en Person kan efter indhentetErklæring fra Retslægeraadet bestemmes af Retten,naar han efter opnaaet Myndighedsalderfindes skyldig i en af de nedenfor under a) ogb) nævnte Forbrydelser under saadanne Omstændigheder,at Gerningen karakteriserer hamsom en paa dette Omraade farlig Forbryder, ogdet maa antages, at der er nærliggende Fare for,at hans Kønsdrift vil drive ham til nye alvorligeSædelighedsforbrydelser, og at Udsigten til Strafikke vil afholde ham derfra.De Forbrydelser, der i denne Henseendekommer i Betragtning, er:a) Voldtægt efter Borgerlig Straffelov af 15.April 1930 § 216 eller Forsøg derpaa,b) en af de i samme Lov §§ 217, 1ste og 2detStykke, 218 og 222 samt disse Paragrafferog § 216 sammenholdt med §§ 224 og 225,1ste Stykke, nævnte Forbrydelser eller Forsøgderpaa.Hvor en Domfældelse alene finder Sted foren af de under b) nævnte Forbrydelser, er detderhos en Betingelse, at den paagældende findesat burde dømmes til i Medfør af BorgerligStraffelovs § 70 at anbringes i en Anstalt eller iMedfør af samme Lovs § 65 at indsættes i Sikkerhedsforvaring.Bestemmelsen om Kastration kan træffes iForbindelse med Afgørelsen af Skyldspørgsmaaleteller ved en senere Afgørelse, med Hensyntil hvilken der da i Dommen tages Forbehold.Hvor den skyldige er en Kvinde, bliver detved Afgørelsen at tage særlig i Betragtning, atIndgrebet for Kvindens Vedkommende er afmere indgribende og farligere Karakter.Træffes Bestemmelse om Kastration, foretagesdenne - under Hensyn til den paagældendesalmindelige Sundhedstilstand - snarest muligt afen Læge med fornøden kirurgisk Uddannelseefter Fængsels- eller Anstaltsledelsens Valg.Hvis den paagældende forlanger det, skal Indgrebet- for saa vidt der ikke foreligger lægeligKontraindikation derfor - foretages under universelNarkose. Lægen indberetter straks til Justitsministeren,naar Indgrebet er foretaget.Det paahviler den, der er underkastet Sterilisationeller Kastration i Henhold til denne Lov,at lade sig underkaste lægelig Efterundersøgelseefter nærmere af Justitsministeren fastsatteRegler.§ 6.Udgifterne ved de i §§ 1 og 2 omhandledeIndgreb betales af den paagældende selv. Hvisvedkommende ikke har Midler hertil, afholdesUdgifterne af Statskassen eller, for saa vidt denpaagældende er inddraget under en af de i § 66i Lov Nr. 181 af 20. Maj 1933 nævnte Forsorgsgrene,af vedkommende Anstalt.Udgifterne ved de i § 4 omhandlede Indgrebafholdes som Udgifterne ved den paagældendesFængsels- eller Anstaltsophold.§ 7 -Den, som uhjemlet foretager de i denne Lovomhandlede Indgreb, straffes, for saa vidt Forholdetikke efter den øvrige Lovgivning medførerhøjere Straf, med Bøder fra 500 Kr.Overtrædelse af de i § 3, 2det Stykke, 2detPunktum, § 4, sidste Stykke, sidste Punktum, og§ 5 indeholdte Bestemmelser straffes med Bøderfra 10 Kr.Bøderne tilfalder Statskassen.§ 8 -Denne Lov træder i Kraft den 1. Juli 1935.Samtidig ophæves Lov Nr. 130 af 1. Juni1929 om Adgang til Sterilisation, jfr. Lov Nr.143 af 2. Maj 1934 om Ændring i den nævnteLov.79

Bilag 2§§ 6-9 i lov nr. 171 af 16. maj 1934 om foranstaltninger vedrørende åndssvage,jfr. socialministeriets lovbekendtgørelse nr. 230 af 11. juni 1954§ ^-Stk. 1. Vedkommende anstaltsled else skal snarestgøre indstilling til det i § 7 omhandledenævn om foretagelse af sterilisation, jfr. § 8, afen åndssvag, når samfundsmæssige hensyn, såsomat pågældende på grund af åndssvaghedskønnes ikke at være i stand til på forsvarligmåde at opdrage sine børn eller ved eget arbejdeat forsørge dem, taler for, at den åndssvage sættesud af stand til at få afkom, eller når sterilisationvil være gavnlig for den åndssvage selv,idet sterilisation vil gøre det forsvarligt at undladeinddragelse under forsorg eller vil muliggøreden åndssvages overgang:a) fra anstaltsanbringelse til kontrolleret familieplejeeller udskrivning,b) fra kontrolleret familiepleje til udskrivningellerc) til en friere form henholdsvis under anstaltsanbringelseeller kontrolleret familiepleje.Stk. 2. Med anstaltsledelsens indstilling tilnævnet skal følge en af anstaltslægen afgivenerklæring, og sagen skal i øvrigt i det omfang,hvori det skønnes af betydning for det rejstespørgsmål, være ledsaget af de anstalten bekendteoplysninger om den åndssvages og hans familiesforhold samt af fødselsattest for den åndssvage.Indstillingen skal endvidere være ledsagetaf en udtrykkelig udtalelse fra en særlig isagens anledning beskikket værge om, at han erklar over beskaffenheden og de antagelige følgeraf det indgreb, som der bliver spørgsmål omat foretage, samt at han tiltræder, at indgrebetforetages.Stk. 3. Er der i nævnet enighed om at tiltrædeanstaltsledelsens indstilling om foretagelse afsterilisationsindgreb, drager anstalten snarestmuligt omsorg for, at indgrebet foretages af endertil af sundhedsstyrelsen autoriseret læge.Stk. 4. Er der i nævnet ikke enighed om godkendelseaf indstillingen, vil indgrebet ikke væreat foretage. Sagen kan dog atter optages efter1 års forløb.Stk. 3. Det påhviler den læge, der foretagerindgrebet, uopholdelig at underrette nævnet, nåroperationen er foretaget.Stk. 6. Udgifterne ved foretagelsen af indgrebetafholdes af pågældende anstalt.§ 7.Stk. 1. Til at behandle de i den foregåendeparagraf nævnte indstillinger fra anstaltsledelsenom foretagelse af sterilisationsindgreb pååndssvage nedsætter socialministeren et nævn,der skal bestå af en dommer som formand, ensocialpraktiker samt en læge, der er uddanneti psykiatri eller åndssvageforsorg.Stk. 2. Udgifterne ved nævnets virksomhed,herunder honorarer til medlemmerne, afholdesaf staten og bevilges på finansloven.§ 8.Ved sterilisation forstås i denne lov sådanneindgreb i kønsorganerne, som lægevidenskabeligtbetegnes Vasectomi for mænds vedkommendeog Resectio tubarum (Salpingectomi) forkvinders vedkommende.§ 9.Stk. 1. Den, som uhjemlet foretager de i § 6omhandlede sterilisationsindgreb, straffes, forsåvidtforholdet ikke efter den øvrige lovgivningmedfører højere straf, med bøder fra 500kr.Stk. 2. Forsømmelse af at give den i § 6,næstsidste stykke, omhandlede underretningstraffes med bøder fra 10 kr.Stk. 3. Bøderne tilfalder statskassen.80

Bilag 3Uddrag af lov nr. 177 af 23. juni 1956 om foranstaltningeri anledning af svangerskab ni. v.Q 1.Stk. 1. En kvinde kan få sit svangerskab afbrudti følgende tilfælde:1) Når svangerskabets afbrydelse er nødvendigfor at afværge alvorlig fare for kvindensliv eller helbred. Ved bedømmelsen af dennefare skal der på grundlag af en vurdering afsamtlige omstændigheder, herunder de forhold,hvorunder kvinden må leve, tages hensyn ikkealene til fysisk eller psykisk sygdom, men ogsåtil tilstedeværende eller truende fysiske eller psykiskesvækkelsestilstande.2) Når kvinden er blevet besvangret undersådanne omstændigheder, som omhandles i BorgerligStraffelov af 15. april 1930 § 210 eller§ 210, jfr. § 212, samt når svangerskabet skyldeskrænkelse af kvindens kønsfrihed under sådanneomstændigheder, der omhandles i straffelovens§§ 216-223 eller disse paragraffer sammenholdtmed § 224.3) Når der er nærliggende fare for, at barnetpå grund af arvelige anlæg eller på grundaf beskadigelser eller sygdom, pådraget i fosterlivet,vil blive lidende af sindssygdom, åndssvaghed,andre svære mentale forstyrrelser, epilepsieller alvorlig og uhelbredelig abnormiteteller legemlig sygdom.4) Når i ganske særlige tilfælde alvorligefysiske og psykiske defekter eller andre lægeligtbegrundede forhold medfører, at kvinden skønnesuegnet til at tage vare på sit barn.Stk. 2. Afbrydelse af svangerskab må i de i§ 1, stk. 1, nr. 2-4, omhandlede tilfælde normaltikke foretages efter udløbet af den 16.svangerskabsuge.Stk. 3. Skyldes svangerskabet krænkelse afkvindens kønsfrihed under sådanne omstændigheder,som omhandles i straffelovens § 216, §217, stk. 2, §218 og §221 eller disse paragraffersammenholdt med § 224, må afbrydelse afsvangerskab ikke finde sted, medmindre der ersket anmeldelse til politiet om forbrydelsen, oganmeldelsen — efter stedfunden politiundersøgelse- ikke er afvist som urigtig.6Stk. 4. Såfremt svangerskabsafbrydelse skalforetages på grund af sådanne arvelige anlæg,som omtales i § 1, stk. 1, nr. 3, og disse anlægstammer fra kvinden, vil der i forbindelse medsvangerskabsafbrydelsen uden særlig tilladelsekunne foretages sterilisation af kvinden, såfremthun indvilger heri, og ikke særlige grunde talerderimod. Bestemmelserne i § 2, nr. 1 og 3, finderanvendelse i sådanne tilfælde.§ 2 -Svangerskabsafbrydelse må, medmindre dener begrundet i en som følge af sygdom foreliggendealvorlig fare for kvindens liv eller helbred,ikke finde sted, forinden følgende betingelserer opfyldt:1) Er kvinden under 18 år eller umyndiggjorti personlig henseende, skal der indhentessamtykke fra indehaveren af forældremyndigheden,henholdsvis værgen, medmindre afgørendeomstaendigheder taler derimod.2) Er kvinden på grund af sindssygdom,åndssvaghed eller af andre årsager ude af standtil at forstå betydningen af indgrebet, kan begæringenom dettes foretagelse fremsættes afen hertil efter indstilling af det sociale udvalgbeskikket særlig værge eller, forsåvidt hun erinddraget under forsorg af en statsanstalt elleren i henhold til § 67 i lov om offentlig forsorggodkendt anstalt, af anstaltslederen.3) Er kvinden gift og samlever med sin ægtefælle,skal der gives denne lejlighed til at udtalesig, medmindre særlige omstændigheder talerderimod.Q 3 •Stk. 1. Afbrydelse af svangerskab må kun foretagesaf en autoriseret læge på et af statenseller kommunens sygehuse eller på et privat sygehus,der modtager offentlig støtte, eller påhvilket patienter indlægges for offentlig regning.Stk. 2. Såfremt faren for kvindens liv ellerhelbred i de i § 1, stk. 1, nr. 1, omhandlede81

tilfælde er begrundet i sygdom og dette er konstateretpå et af de i nærværende paragrafs stk.1 omhandlede sygehuse, kan bestemmelse omsvangerskabsafbrydelse træffes af sygehusetsoverlæge.Stk. 3. Ønsker i andre tilfælde en kvinde sitsvangerskab afbrudt, må hun rette henvendelseherom til en mødrehjælpsinstitution. Den pågældendemødrehjælpsinstitution undersøger,om de i §§ 1 og 2 fastsatte betingelser for indgrebetsforetagelse er tilstede, og bør herunderi almindelighed indhente oplysninger fra kvindenssædvanlige læge. Tillige skal mødrehjælpsinstitutioneni fornødent omfang søge assistanceaf speciallæge, indhente erklæring fra arvebiologiskinstitut eller lade kvinden indlægge påsygehus eller dertil egnet hjem til observationeller behandling. Bestemmelse om, hvorvidtsvangerskabsafbrydelse kan foretages, træffesderefter af det i § 6 A, stk. 1, i lov nr. 119 af15. marts 1939 om mødrehjælpsinstitutioner,som ændret ved lov nr. 176 af 23. juni 1956,omhandlede samråd, bestående af 2 læger ogmødrehjælpsinstitutionens leder eller en andenved institutionen ansat person med tilsvarendeuddannelse.Stk. 4. Når bestemmelse om svangerskabsafbrydelseforeligger, skal kvinden på begæringmodtages på det sygehus (sygehusafdeling),hvorunder hun hører. Sygehusets (sygehusafdelingens)overlæge er berettiget til at forelæggespørgsmålet om indgrebets foretagelse for det i§ 6 A, stk. 3, i lov nr. 119 af 15. marts 1939om mødrehjælpsinstitutioner, som ændret vedlov nr. 176 af 23. juni 1956, omhandlede nævntil vejledende erklæring. Nægter overlægen atforetage indgrebet, kan patienten indlægges pået andet sygehus, om fornødent ved vedkommendemødrehjælpsinstitutions foranstaltning.§ 9.Stk. 1. Udgifterne i anledning af svangerskabsafbrydelseafholdes af pågældende selv.Hvis hun ikke har midler hertil, afholdes udgifterneaf statskassen eller, forsåvidt hun erinddraget under en af de i § 66 i lov nr. 181 af20. maj 1933 nævnte forsorgsgrene, af vedkommendeanstalt.Stk. 2. I det i § 3, stk. 4, sidste punktum,omhandlede tilfælde afholdes den del af udgifterne,som ville være forbundet med indlæggelseog foretagelse af indgrebet på sygehuset påkvindens hjemsted, i overensstemmelse med stk.1. Indenrigsministeren kan fastsætte bestemmelserom, at de med kvindens sygehusophold iøvrigt forbundne udgifter for det sygehus, hvorindgrebet foretages, helt eller delvis skal refunderesaf sygehuset på kvindens hjemsted.Stk. 3- Vedkommende mødrehjælpsinstitutionkan, såfremt særlige hensyn til kvinden talerderfor, godkende, at indgrebet foretages på etsygehus udenfor kvindens hjemsted. I så fald afholdesde derved forårsagede udgifter i overensstemmelsemed stk. 1.82

Bilag 4Uddrag af lovbekendtgørelse nr. 227 af 24. august 1956om mødrehjælpsinstitutioner§ ^-Stk. 1. Mødrehjælpsinstitutionens bestyrelsevælger en leder af institutionen. Valget godkendesaf socialministeren efter forhandling medmødrehjælpens tilsynsråd.Stk. 2. Lederen skal være en kvinde, der hargennemgået et anerkendt kursus for socialhjælpere,eller er i besiddelse af en dermed ligestilletuddannelse, og som ved praktisk arbejde pådet sociale område har vist evner, der gør hendesærlig egnet til leder af en mødrehja^lpsinstitution.§ 6A.Stk. 1. Ved hver mødrehjælpsinstitution opretteset eller om fornødent flere samråd, jfr.§ 3, stk. 3, i lov om foranstaltninger i anledningaf svangerskab m. v., bestående af institutionensleder eller en anden ved institutionenansat person med tilsvarende uddannelse og 2læger, hvoraf så vidt muligt den ene skal værespeciallæge i gynækologi eller kirurgi, om muligten stedlig overlæge, den anden speciallægei psykiatri. Samrådenes medlemmer og de fornødnesuppleanter for dem udpeges af socialministeren,de lægelige medlemmer og dissessuppleanter efter indhentet udtalelse fra sundhedsstyrelsenog for højest 4 år ad gangen.Stk. 2. Det påhviler samrådet i overensstemmelsemed § 3, stk. 3, i lov om foranstaltningeri anledning af svangerskab m. v. at træffe bestemmelseom, hvorvidt betingelserne for svangerskabsafbrydelseforeligger. Bestemmelse om,at svangerskabsafbrydelse kan foretages, kankun træffes, når der foreligger enstemmighedherom i samrådet.Stk. 3. Der oprettes et for hele landet fællesnævn til at følge samrådenes virksomhed oggennem rådgivning overfor disse at virke for enensartet praksis i sager angående svangerskabsafbrydelse.Nævnet består af en leder af en mødrehjælpsinstitutioneller en socialpraktiker mednøje kendskab til mødrehjælpsinstitutionernesarbejde og 2 læger, hvoraf den ene skal værespeciallæge i psykiatri, den anden speciallæge igynækologi eller kirurgi. Nævnets medlemmerog de fornødne suppleanter for dem udpeges afsocialministeren for højst 4 år ad gangen, delægelige medlemmer efter indhentet udtalelsefra sundhedsstyrelsen.(,•-•83

Bilag 5Regler for efterundersøgelse af steriliserede og kastrerede personerI henhold til § 5 i lov nr. 176 af 11. maj1935 om adgang til sterilisation og kastrationfastsætter justitsministeriet følgende regler forefterundersøgelse af steriliserede og kastreredepersoner:Det påhviler den, der er blevet sterilisereteller kastreret, at underkaste sig lægelig efterundersøgelsetil nærmere bedømmelse af operationensvirkninger.Efterundersøgelse af steriliserede personerskal fremtidig kun finde sted i tilfælde, hvorder af justitsministeriet efter indstilling af retslægerådeter truffet særlig bestemmelse herom.Såfremt efterundersøgelse skal finde sted, vilundersøgelsen i almindelighed være at foretageca. et år efter operationen. Yderligere efterundersøgelsevil ikke finde sted, medmindre særligeforhold gør sig gældende; bestemmelse heromtræffes i så fald af retslægerådet.Efterundersøgelse af kastrerede personer skali almindelighed finde sted første gang 6 k 12måneder efter operationen, derefter med et ellerflere års mellemrum.I tilfælde, hvor det findes påkrævet, kan retslægerådettræffe bestemmelse om efterundersøgelseaf kastrerede personer til andre tider endforan bestemt, eller om at efterundersøgelserhelt skal ophøre.§ 2.Efterundersøgelserne foretages af nedennævntelæger:a) Personer, der har bopæl i København, Frederiksberg,Københavns amts nordre birk ogKøbenhavns amts søndre birk m. v., derunderpersoner, der er anbragt på forvaringsanstalternei Herstedvester og på statsfængsleti Vridsløselille, efterundersøges, indtil videreaf professoren i retsmedicin på Universitetetsretsmedicinske Institut eller - forsåvidtangår forvarede eller fængslede — eventueltpå de nævnte anstalter, jfr. dog b).b) Personer, der befinder sig på anstalter ellerhospitaler eller i et under disse hørendeplejehjem eller i en af anstalten (hospitalet)kontrolleret familiepleje, efterundersøges afvedkommende anstalts eller hospitals overlæge,afdelingslæger eller reservelæger, eventueltpå det sted, hvor de opererede har ophold.Når særlige omstændigheder taler derfor,kan efterundersøgelserne ske ved en andenlæge.c) Alle andre personer efterundersøges af embedslægenpå dennes bopæl; kun under ganskesærlige omstændigheder på den opereredesbopæl.Rimelige ønsker om efterundersøgelse vedanden læge end foran bestemt vil dog kunneefterkommes. Afgørelsen herom træffes afretslægerådet, i de under b) omhandlede tilfældei forening med overlægen ved vedkommendeanstalt eller hospital.§ 3 -I tilfælde, hvor efterundersøgelse skal findested, tilkendegives det ansøgeren i den af justitsministerietmeddelte tilladelse til operationensforetagelse, af hvem og hvornår første efterundersøgelsevil være at foretage.Efterundersøgelser bør ikke foretages, før derfra retslægerådet er tilgået den undersøgendelæge anmodning herom i hvert enkelt tilfælde.Såfremt den pågældende ved tilladelsens meddelelseer anbragt på anstalt eller hospital, påhvilerdet, dersom den pågældende senere udskrives,anstalten eller hospitalet at give underretningherom samt om vedkommendes nyeadresse til retslægerådet og samtidig tilstille dettegenparter af skemaer vedrørende eventuelletidligere efterundersøgelser.I andre tilfælde påhviler det på tilsvarendemåde den læge, der har foretaget efterundersøgelseaf en person, som fremtidig skal efterundersøgesaf en anden læge, at underrette retslægerådetherom og samtidig tilstille dette sine84

genparter af skemaer vedrørende tidligere efterundersøgelser.Da det erfaringsmæssigt i visse tilfælde kanvære til ulempe for de opererede personer atmodtage skrivelser, af hvis kuvert det fremgår,at de er afsendt af en læge eller en lægelig myndighed,skal man henlede opmærksomheden på,at det vil være formålstjenligt, at: indkaldelserekspederes i kuverter, der alene er forsynet medangivelse af afsenderens bopæl.§ 4.Efterundersøgelsens resultat indføres i et afretslægerådet udarbejdet skema, der af rådet tilstillesden undersøgende læge, resp. anstalt ellerhospital i to eksemplarer samtidig med anmodningenom foretagelse af efterundersøgelse. Detudfyldte skema indsendes til retslægerådet, medensden undersøgende læge beholder en genpartaf skemaet til eget brug ved eventuelle senereundersøgelser af den pågældende.§ 5.Honoraret for efterundersøgelse er efter forhandlingmed arbejds- og socialministeriet fastsattil et beløb, der for efterundersøgelser af steriliseredeandrager 36 kr., for efterundersøgelseraf kastrerede 48 kr. for hver undersøgelse.Regningerne vil af vedkommende læge være atindsende til retslægerådet.Alle regninger må indeholde oplysning om,hvorvidt den pågældende er under åndssvageforsorgeller ej.Disse regler træder i kraft den 15. marts1951.Samtidig ophæves de af justitsministeriet under15. august 1940 (M.T. 1940 nr. 208) udfærdigederegler for efterundersøgelse af steriliseredeog kastrerede personer.De herved fastsatte regler finder også anvendelsepå personer, der er steriliseret eller kastreretfør den 15. marts 1951. Efterundersøgelseaf personer, der er steriliseret før denne dato,skal således ikke finde sted, selvom der måttevære optaget bestemmelse herom i den skrivelse,ved hvilken tilladelsen er meddelt, medmindreandet i det enkelte tilfælde bestemmes afjustitsministeriet efter indstilling af retslægerådet.Justits ministeriet, den 10. marts 1951-Helga Pedersen./ Schibbye.8 S

Bilag 6Fremmed retUdvalget har fundet det hensigtsmæssigt atbegrænse indsamlingen af materiale til belysningaf retstilstanden på dette område i fremmedelande til at angå nogle lande, som i samfundsmæssighenseende kan sammenlignes med Danmark.Man har herefter indhentet oplysningerom tilsvarende lovgivning i de andre nordiskelande samt i England, Holland og Den tyskeForbundsrepublik. Endvidere har man medtagetSchweiz, hvor der gennem en lang årrække harudviklet sig en praksis med hensyn til sterilisationog kastration, som har en vis lighed medde danske regler.a) Finland.Medens den første sterilisationslov fra 1935også omfattede kastration, fandt man det vedlovrevisionen i 1950 mest formålstjenligt at behandleemnerne i 2 særskilte love, der stadfæstedes17. februar 1950. Samme dato stadfæstedesFinlands første svangerskabslov, der også indeholderregler om sterilisation. Supplerende bestemmelserfindes i de til lovene knyttede 3 forordningeraf 5. maj 1950.Sterilisation.Sindssyge eller sjæleligt underlødige personerkan steriliseres efter beslutning af medicinalstyrelsenuden deres samtykke, hvis underlødighedener af en sådan art, at den vil kunne overførespå afkommet eller medføre, at den pågældendeikke kan drage tilbørlig omsorg forsine børn. Såfremt vedkommende er inddragetunder forsorg på anstalt, tilkommer det anstaltensforstander at indstille patienten til sterilisation.I andre tilfælde afgives indstillingen afen anden i statens eller kommunens tjeneste ansatlæge, som har undersøgt den syge. Endviderekan indstilling om sterilisation indgives af»hälsovårdsnämnden« eller af fattigvæsenet, såfremtden pågældende, hans hustru eller børnlever af fattighjælp, samt af børneværnet, hvisdette har grebet ind i henhold til børnebeskyttelsesloven.Personer, som ikke er fyldt 17 år,må ikke indstilles til sterilisation, medmindresærlige hensyn taler herfor.Sterilisation kan dernæst foretages på grundlagaf en tilladelse fra medicinalstyrelsen. Begæringom tilladelse til sterilisation skal fremsættesaf andrageren personlig, og det er en betingelse,at han er i besiddelse af retlig handleevne.Dog kan en mindreårig, som er fyldt 18år, og som må formodes at forstå indgrebets formålog nødvendighed, også søge tilladelse.Tilladelsen kan meddeles, såfremt andragerenpå grund af sine arvelige anlæg med føje måantages at kunne overføre sindssygdom, sjæleligunderlødighed eller anden alvorlig sygdom ellerlegemsfejl på sit afkom. Andragendet vil ligeledeskunne imødekommes, hvis andrageren pågrund af en sygelig forstyrrelse af sjælsevnerne,på grund af misbrug af alkohol eller narkotiskemidler eller på grund af sin asociale levemådeskønnes åbenbart uskikket til at drage omsorgfor sine børn. Endelig kan der gives tilladelsetil sterilisation af en kvinde, som lider af enalvorlig sygdom eller legemsfejl, hvis et svangerskabvil medføre fare for hendes liv ellerhelbred. I det sidstnævnte tilfælde kan sterilisationi øvrigt foretages uden forudgående tilladelsefra medicinalstyrelsen, såfremt den læge,som foretager indgrebet, samt en anden af medicinalstyrelsensærlig godkendt læge skriftligterklærer, at forudsætningerne for indgrebet ertilstede og nøje angiver årsagen til operationensudførelse.Ved svangerskabsafbrydelse på eugenisk indikationvil kvinden, hvis de uheldige arveanlægfindes hos hende, tillige blive steriliseret, medmindresærlige hensyn taler herimod. Afbrydeset svangerskab på medicinsk indikation, uden atden sædvanlige prøvelse af betingelserne harfundet sted, idet indgrebet ikke kunne opsættesuden fare for kvinden, kan den opererende lægetillige sterilisere hende, hvis der foreligger skelliggrund til at antage, at det forhold, som harbegrundet indgrebet, i tilfælde af nyt svangerskabvil medføre alvorlig fare for hendes liveller helbred. Er kvinden ude af stand til selv86

at give samtykke til sterilisationen, bør lægenså vidt muligt indhente samtykke fra en af hendesnære pårørende.En indstilling om sterilisation eller et andragendeom tilladelse hertil skal bl. a. ledsages afen erklæring afgivet af en uvildig læge pågrundlag af hans personlige undersøgelse afden pågældende.Der skal endvidere indhentes skriftlig erklæringfra vedkommendes eventuelle ægtefælleeller værge. Er der tale om en indstilling, skalden pågældende selv have lejlighed til at udtalesig i sagen, for så vidt han er i stand til at forståindgrebets betydning, og drejer det sig omen person, der er anbragt på anstalt, indhentestillige en erklæring fra vedkommende anstaltsforstander, for så vidt denne ikke selv har indstilletpatienten til sterilisation.Medicinalstyrelsens afgørelse skal træffes ioverværelse af ekstraordinære, sagkyndige medlemmerrepræsenterende retsvidenskaben, psykiatrien,arvelighedsforskningen og den socialesagkundskab. Afgørelsen er endelig.Sterilisationen skal i almindelighed foretagespå et sygehus, som er godkendt af medicinalstyrelsen,af en dér ansat læge. Operationen måikke udføres senere end 1 år efter meddelelsenaf beslutningen eller tilladelsen.Den opererende læge skal inden 1 måned eftersterilisationens foretagelse sende indberetningherom til medicinalstyrelsen. Dette gælderogså med hensyn til sterilisationer, som foretagespå grund af en sygdom i kønsorganerne,uanset at lovens regler i øvrigt ikke finder anvendelsei disse tilfælde.En læge, som foretager sterilisation i stridmed lovens bestemmelser, straffes med bøde ellerfængsel i indtil 2 år, for så vidt strengerestraf ikke er hjemlet i den øvrige lovgivning.Samme straf ifalder den, som mod bedre videndeafgiver urigtig erklæring til en myndighedeller en læge i sterilisationssager.Kastration.Loven giver hjemmel for at foretage kastrationuden den pågældendes samtykke af personer,som ved dom er fundet skyldige i en forbrydelseeller i forsøg herpå, der viser, at de pågrund af deres kønsdrift er farlige for andre.Det samme gælder sjæleligt underlødige elleruhelbredeligt sindssyge personer, som er anbragtpå sindssygehospital eller dermed ligestillet anstalt,såfremt det kan godtgøres, at de på grundaf deres kønsdrift er farlige for andre.Den, som er i besiddelse af retlig handleevne,kan få tilladelse til at lade sig kastrere, hvis manmed føje kan frygte, at hans kønsdrift udsætterham for at begå forbrydelser, eller hvis kønsdriftenpå grund af dens abnorme styrke ellerretning medfører sjælelig lidelse eller anden alvorligulempe for ham.Kastration kan ikke finde sted af personerunder 21 år.Medicinalstyrelsen træffer afgørelse i kastrationssageme.Beslutningen skal tages i overværelseaf bisiddere, som repræsenterer strafferetsvidenskabenog psykiatrien.Indstilling om kastration af personer, der eranbragt i straffeanstalt, på sindssygehospital ellerlignende anstalt, afgives af vedkommendeanstalts forstander. I andre tilfælde indstillerpolitiet den pågældende til kastration. Det påhvilerdomstolene i alvorligere sædelighedssagerinden 60 dage efter dommens afsigelse at fremsenderetsbogsudskrift til justitsministeriet, dervideresender den til den myndighed, der skalafgive indstilling om kastration. Tilsvarendegælder i andre straffesager, hvis det må antages,at forbrydelsen har sin rod i en sådan abnormkønsdrift, at der kan blive tale om kastration.For så vidt angår de grovere sædelighedsforbrydere,har vedkommende anstalt pligt til at forelæggespørgsmålet om kastration for medicinalstyrelsen.Kastration af en person, som er i besiddelseaf retlig handleevne, må ikke foretages, medmindreden pågældende og, hvis han er gift, såvidt muligt hans ægtefælle har haft lejlighed tilat udtale sig i sagen. Savner han retlig handleevne,skal der, hvis det er muligt, og det kanske uden at medføre ulemper for hans fremtidigelivsførelse, gives hans ægtefælle, forældreeller værge lejlighed til at udtale sig i sagen.Medicinalstyrelsen kan om fornødent tillige begærevidneafhøring foretaget i retten på vedkommendeshjemsted med henblik på at fremskaffeyderligere oplysninger i sagen.Andragendet eller indstillingen skal bl. a. ledsagesaf en lægeerklæring indeholdende oplysningerom vedkommendes kønsdrift, hans farlighedfor omgivelserne og andre relevante omstændigheder.Det skal fremgå af erklæringen,at den pågældende er blevet vejledet af lægenom betydningen af kastrationen og om virkningerneaf denne. Erklæringen skal afgives af enlæge ansat i statens eller en kommunes tjenestepå grundlag af lægens personlige undersøgelseaf patienten. Hvis den pågældende er anbragtpå anstalt eller indlagt på hospital, afgives erklæringenaf en af institutionens læger.87

Medicinalstyrelsens beslutning om kastrationskal indeholde bestemmelser om, på hvilkenmåde kastrationen og en eventuel efterundersøgelseeller efterbehandling skal iværksættes,og på hvilket hospital operationen og eventuellesenere behandlinger skal foretages. Ingen kandog tvinges til at lade sig underkaste efterundersøgelseeller -behandling.Medicinalstyrelsens afgørelse i sager om tvungenkastration kan indbringes til prøvelse forhøjesteret; efter loven bør afgørelsen altid forelæggesfor højesteret, hvis det kræves af et medlemaf medicinalstyrelsen eller af en af bisidderne,og afgørelsen vedrører en person, som ikkeer i besiddelse af retlig handleevne.Sker det, at den, der i henhold til retskraftigbeslutning skal underkastes kastration, modsættersig operationens udførelse, eller foreliggerder andre særlige grunde til at opsætte kastrationen,skal der straks gives medicinalstyrelsenunderretning herom. Styrelsen kan da enten påbyde,at kastrationen skal gennemføres underanvendelse af passende tvangsmidler, eller atden skal udskydes på bestemt tid. Udsættes operationen,kan medicinalstyrelsen bestemme, atden pågældende, for så vidt han ikke afsonerstraf, skal interneres en vis tid eller til kastrationener gennemført.Hvis medicinalstyrelsen i de tilfælde, hvoroperationen udsættes, finder, at den pågældendeikke længere som følge af sin kønsdrift er farligfor andre, skal afgørelsen ophæves.Den opererende læge skal inden 1 måned efterudførelsen af kastrationen sende indberetningherom til medicinalstyrelsen.Foretagelse af ulovlige kastrationer straffesefter tilsvarende regler, som gælder for uretmæssigesterilisationer.Loven finder ikke anvendelse på kastrationer,der er nødvendige på grund af legemlig sygdom.Ifølge udtalelse fra den finske medicinalstyrelsehar loven om kastration i sin nuværendeaffattelse vist sig ikke at være formålstjenlig.Statistik.I 1956 og 1957 udførtes henholdsvis 1.582og 1.728 sterilisationer i henhold til loven. Afdisse blev i 1956 475 og i 1957 525 foretagetefter medicinalstyrelsens beslutning, medens resten- henholdsvis 1.107 og 1.201 - udførtespå grundlag af 2 lægers tilladelse, bortset fra 2tilfælde i 1957, hvor der forelå en nødsituation.Antallet af udførte kastrationer var i årene1956, 1957 og 1958 henholdsvis 3, 2 og 1.b) Island.Efter de islandske regler om sterilisation ogkastration, der findes i lov nr. 16 af 13. januar1938, er adgangen til at foretage sådanne indgrebi kønsorganerne væsentlig mere begrænsetend det er tilfældet her i landet. Uden for lovensområde falder indgreb, der er nødvendigefor at helbrede eller forebygge en sygelig tilstandhos dem, indgrebene foretages på. Lovenhar i øvrigt i hovedtræk følgende indhold:Sterilisation kan tilladesa) hvis der er grund til at formode, at vedkommendehar nedarvede dispositioner, der efteral sandsynlighed vil vise sig hos afkommetsom alvorlig vanskabthed, farlig åndelig ellerlegemlig sygdom, åndssvaghed eller anlægfor forbrydelser, eller at der er tilsvarendefare for hans afkom af andre grunde.Det er en forudsætning, at man ikke på andenmåde kan råde bod herpå.b) hvis vedkommende er åndssvag eller uhelbredeligsindssyg eller lider af en anden alvorlig,langvarig sygdom, og der er grundtil at antage, at han ikke ved eget arbejdekan ernære sig selv eller sit afkom.Kastration kan tillades, hvis der er grund tilat formode, at den pågældendes unormale kønsdriftsandsynligvis vil føre til seksualforbrydelsereller til andre farlige lovovertrædelser, ogman ikke på anden måde kan råde bod herpå.Andragende om tilladelse til sterilisation ellerkastration kan indgives af1) den pågældende selv,2) forældre eller værge, hvis vedkommende erunder 16 år eller umyndiggjort,3) en ad hoc beskikket værge (tilsynsmand)for en sindssyg eller åndssvag, der ikke erumyndiggjort,4) vedkommende politimester, hvis han mener,at den pågældendes unormale kønsdrift kanføre til forbrydelser.Kastration kan dog kun ske efter begæringfra vedkommende selv eller politimesteren.Med andragendet skal følge en lægeerklæringog en erklæring fra vedkommendes eventuelleægtefælle.Tilladelsen meddeles af landslægen, efter atsagen har været behandlet i et særligt udvalg,bestående af 3 medlemmer. Blandt udvalgetsmedlemmer skal findes en læge, fortrinsvis en88

specialist i sindssygdomme, og en jurist, helst endommer. Landslægen må kun tillade indgrebet,hvis et flertal af udvalgets medlemmer anbefalerdet. Nægter landslægen at give tilladelse,uanset at udvalgets flertal har anbefalet indgrebet,kan ansøgeren indbringe sagen for justitsministeren,der kan pålægge udvalget at udfærdigetilladelsen.Den læge, der udfører indgrebet, skal sendeindberetning herom til landslægen.Foretagelse af ulovlige indgreb straffes medbøde, såfremt strengere straf ikke er forskyldtefter andre bestemmelser.StatistikI perioden fra 1938 til 1957 er der til de omhandledeindgreb udfærdiget 243 tilladelser forkvinder og 8 for mænd. I samme tidsrum afslogman ansøgninger fra 48 kvinder og 2 mænd.c) Norge.Som i Danmark kan sterilisation og kastrationudføres på medicinsk indikation uden myndighedernestilladelse. I andre tilfælde kræves tilladelsei henhold til lov nr. 2 af 1. juni 1934om adgang til sterilisering m.v. som ændret vedlov nr. 2 af 28. april 1961.I modsætning til den danske lovs bestemmelsergælder i Norge ensartede betingelser for tilladelsetil sterilisation og kastration. Loven sammenfatterdisse indgreb under betegnelsen »seksualindgreb«.Der skelnes mellem tilladelser tilfølgende persongrupper:I. Psykisk normale personer over 21 år:Det kræves, at den pågældende selv søger omtilladelse, og at han har en »aktverdig grunn«til sit andragende. Med andragendet skal følgeen lægeerklæring, der nærmere skal belyse, atsidstnævnte betingelse er opfyldt. Efter den foreliggendepraksis kommer følgende indikationernavnlig i betragtning:a) Psykiatrisk indikation.b) Protektionistisk indikation, d. v. s. tilfælde,hvor den pågældende ikke vil blive i standtil at sørge tilbørligt for sig selv og sit afkom,og hvor hensynet til børnene derforspiller den væsentlige rolle.c) Eugenisk indikation.d) Udvidet medicinsk indikation (begrebet»slitt mor«).e) Social indikation.f) Medicinske grænsetilfælde, d. v. s. tilfælde,hvor der foreligger nogen medicinsk indikation,som imidlertid ikke alene kan motivereindgrebet, men hvor der tillige foreliggerandre biindikationer.II. Personer under 21 år eller personer, som haren alvorlig sindslidelse eller er hæmmet isjælelig udvikling eller er sjælelig svækket,men som dog er i stand til selv at fremsættebegæring om seksualindgreb.Udover de under gruppe I anførte betingelserkræves samtykke fra værgen (eventuelt en adhoc beskikket værge). Lægeerklæringen skalendvidere være noget fyldigere, for så vidt angårbeskrivelsen af ansøgerens mentale tilstand.III. Personer, som har en alvorlig sindslidelseeller i høj grad er hæmmet i sjælelig udviklingeller i høj grad er sjælelig svækketog som af den grund er ude af stand tilselv af tage stilling til indgrebet.Begæring kan i disse tilfælde fremsættes afværgen (herunder også en ad hoc beskikket værge)eller af vedkommende politimester medværgens samtykke. Er den pågældende anbragtpå anstalt eller i fængsel, kan anstaltens, resp.fængslets, forstander indgive begæringen, menandragendet skal da tiltrædes af værgen.Tilladelse kan kun meddeles, hvis der ikke erhåb om helbredelse eller væsentlig bedring, ogder er grund til at antage,a) at den pågældende ikke vil blive i stand tilved eget arbejde at sørge for sig og sit afkom,ellerb) at en sygelig sjælstilstand eller en betydeliglegemlig mangel vil blive overført på afkommet:,ellerc) at den pågældende på grund af en abnormkønsdrift vil begå sædelighedsforbrydelser.Før der meddeles tilladelse til seksualindgrebpå en gift person, skal ægtefællen såvidt muligthave adgang til at udtale sig om begæringen.Tilladelse gives i de under gruppe I anførtetilfælde af helsedirektøren og ellers af et sagkyndigtråd, som består af helsedirektøren somformand og 4 andre medlemmer. Blandt medlemmerneskal være mindst 1 kvinde, 1 dommerog 2 Leger.Den myndighed, der meddeler tilladelse, bestemmersamtidig indgrebets art og foreskriver,af hvem det: skal udføres, og hvor operationenskal finde sted.89

Statistik.I 1957 steriliseredes ialt 492 kvinder og 35mænd. Der var indgivet henholdsvis 536 og 48andragender. 447 af de steriliserede kvinderhenførtes under gruppe I, 39 under gruppe IIog 6 under gruppe III. Af sterilisationerne undergruppe I udførtes 192 på udvidet medicinskindikation og 104 på psykiatrisk indikation.Samme år gaves tilladelse til kastration af 7mænd, medens 8 andragender blev afslået. Detilsvarende tal for kvinder var 0 og 1.d) Sverige.Sterilisation.Sveriges første sterilisationslov er fra 1934.Den tog kun sigte på sterilisation af personer,som på grund af sindssygdom, åndssvaghed elleranden varig sjælelig forstyrrelse var ude afstand til at give gyldigt samtykke til indgrebet,idet man antog, at sterilisation af psykisk normalekunne finde sted uden lovhjemmel, hvisden pågældende gav samtykke hertil, og denopererende læge skønnede, at vigtige eugeniske,sociale, humanitære eller kriminalpolitiske hensyntalte for indgrebet. Dette medførte en stærktsvingende praksis landet over i disse sager, hvilketfra et samfundsmæssigt synspunkt var utilfredsstillende.Hertil kom, at det efter vedtagelsenaf svangerskabsloven i 1938 blev følt somet savn, at medicinalstyrelsen ikke i forbindelsemed en tilladelse til svangerskabsafbrydelsekunne tage stilling til, om kvinden samtidig burdesteriliseres.En revision af sterilisationsloven fandtes derforpåkrævet, og de gældende regler om sterilisationfindes nu i lov nr. 282 af 23. maj 1941med tilhørende kundgørelse af 13. juni 1941.Indgreb, som er nødvendiggjort af sygdom ikønsorganerne, falder uden for lovens rammer.Efter loven kan operationen udføres på følgendegrundlag:1) På eugenisk indikation, hvis der er grundtil at antage, at en person som følge af sinearvelige anlæg vil kunne overføre sindssygdom,åndssvaghed eller anden alvorlig sygdomeller legemsfejl på sit afkom. - Detkan i denne forbindelse nævnes, at svangerskabsafbrydelsepå eugenisk indikation i almindelighedikke må finde sted, medmindrekvinden samtidig steriliseres.2) På social indikation, hvis en person på grundaf sindssygdom, åndssvaghed eller andenforstyrrelse af sjælsevnerne eller på grundaf asocial livsførelse skønnes at være åbenbartuegnet til at drage omsorg for børn.3) På medicinsk indikation, hvis det på grundaf sygdom, legemsfejl eller svagelighed hosen kvinde er påkrævet, at hun steriliseres forat forebygge et svangerskab, som ville medførealvorlig fare for hendes liv eller helbred.Sterilisation af mænd kan ikke findested på medicinsk indikation.Det er en betingelse, at den pågældende giverskriftligt samtykke til indgrebets udførelse, medmindrehan på grund af forstyrrelse af sjælsevnerneer ude af stand hertil.Sterilisation kræver i almindelighed tilladelsefra medicinalstyrelsen, men foreligger der medicinskindikation hos en kvinde som følge aflegemlig sygdom eller legemsfejl, må hun medsit samtykke steriliseres uden sådan tilladelse,hvis den læge, som udfører indgrebet, sammenmed en læge i en af de i kundgørelsen nærmereanførte stillinger (normalt en embedslæge)skriftligt erklærer, at betingelserne for foretagelseaf indgrebet er tilstede. Tilladelse er ogsåufornøden, hvis sterilisationen foretages i tilslutningtil en svangerskabsafbrydelse, udførtmed hjemmel i svangerskabslovens § 7. Efterdenne bestemmelse kan et svangerskab afbrydespå grund af sygdom eller legemsfejl hos kvindenuden den sædvanlige prøvelse af, om lovensbetingelser er opfyldt, hvis indgrebet ikke udenskade kan opsættes. Såfremt den opererende lægefinder, at det forhold, der giver anledningtil svangerskabsafbrydelsen, ved et nyt svangerskabvil medføre alvorlig fare for kvindens liveller helbred, kan han samtidig sterilisere hende.Er hun på grund af forstyrrelse af sjælsevnerneude af stand til at give gyldigt samtykkehertil, skal lægen, om tiden tillader det, indhentesamtykke fra en af hendes slægtninge.Sterilisationsandragende kan indgives af1) vedkommende selv,2) forældremyndighedens indehaver,3) værgen for en umyndiggjort,4) »fattigvårdsstyrelsen«, hvis den pågældende,hans ægtefælle eller mindreårige børn oppebærerfattighjælp,5) børneværnsudvalget, hvis den pågældendeselv eller hans børn er undergivet foranstaltningeri henhold til børneværnsloven,6) visse hospitalslæger og embedslæger.Kundgørelsen pålægger disse læger pligt til,hvis de gennem deres virksomhed bliver bekendtmed tilfælde, hvor sterilisation ud fra en90

almindelig betragtning synes påkrævet, at foranstaltede fornødne undersøgelser, og - såfremtresultatet af undersøgelsen tilsiger det -at sørge for, at ansøgning om sterilisation indsendestil medicinalstyrelsen. Lægerne er ogsåpligtige at følge en offentlig myndigheds henstillingom foretagelse af en sådan undersøgelse.Bestemmelsens formål er navnlig at fremme sterilisationaf åndssvage.Før tilladelsen meddeles, skal der så vidt muligtgives den pågældendes eventuelle ægtefælle,eller - hvis det drejer sig om en mindreårig elleren umyndiggjort — forældremyndighedens indehavereller værgen lejlighed til at udtale sig isagen, men deres samtykke kræves ikke. Er dertale om en anstaltsanbragt, skal der indhentes enudtalelse fra anstaltens læge og forstander.Andragendet skal være ledsaget af en lægeerklæringafgivet på en af medicinalstyrelsengodkendt blanket.Der er ikke fastsat nogen laveste aldersgrænsefor foretagelse af sterilisation.Afslås andragendet, kan afgørelsen påklagestil regeringsrätten.Operationen skal for kvinders vedkommendeudføres på et hospital eller dermed ligestillet anstalt.Hospitalsindlæggelse kræves ikke formænds vedkommende. Medicinalstyrelsen kan itilknytning til tilladelsen fastsætte nærmere forskrifterfor udførelsen af indgrebet. Der er ikkehjemmel til at gennemføre operationen mod denpågældendes protest under anvendelse af fysisktvang.Den læge, som udfører operationen, skal inden1 måned indsende indberetning derom tilmedicinalstyrelsen.Udnyttes en tilladelse ikke inden 1 år, efterat den er meddelt, bortfalder den.Den, som foretager sterilisation i strid medlovens bestemmelser, eller som afgiver falsk erklæringi sterilisationssager, straffes, for så vidtforholdet ikke efter den øvrige lovgivning medførerhøjere straf, med dagbøder eller fængseli indtil 1 år.Kastration.Kastrationslovgivningen i Sverige er af ret nydato, idet der først ved lov nr. 133 af 24. marts1944, jfr. kundgørelse nr. 285 af 26. maj 1944,blev givet retsregler herom. Indtil da havde detligesom for sterilisationsindgrebets vedkommendeværet antaget, at en person lovligt kunne kastreres,såfremt han samtykkede heri, og vedkommendelæge skønnede, at der forelå va=gtigegrunde til at foretage indgrebet.Bortset fra tilfælde, hvor indgrebet er nødvendigtpå grund af legemlig sygdom, kan kastrationfinde sted på følgende grundlag:1) Hvis en person på grund af sin kønsdriftmed føje må antages at ville kunne begå forbrydelser,som medfører alvorlig fare ellerskade for andre.2) Hvis kønsdriftens abnorme retning eller styrkemedfører svære sjælelige lidelser elleranden alvorlig ulempe for ham.Det er i almindelighed en betingelse, at denpågældende giver skriftligt samtykke til operationen.Ingen må kastreres før sit fyldte 23. år, medmindresærlige grunde kræver det.Kastration må i reglen kun ske efter indhentettilladelse fra medicinalstyrelsen. Tilladelseer dog ufornøden, når kastration af en psykisknormal sker med hans samtykke af de under 2)nævnte grunde, og den behandlende læge i foreningmed en af de i kundgørelsen anførte læger(fortrinsvis en læge ansat ved et sindssygehospital)afgiver en skriftlig erklæring om, atforudsætningerne for at udføre operationen ertil stede. Patienter på et sindssygehospital elleren lignende anstalt eller forvarede kan ikke kastreresefter denne bestemmelse, hvis praktiskebetydning derfor er ringe.Andragende om kastration kan foruden afden, hvem andragendet angår, indgives af1) forældremyndighedens indehaver,2) værgen for en umyndiggjort,3) forstandere for visse anstalter,4) visse læger, herunder navnlig anstaltslæger.Om lægernes pligt til at indsende andragendegælder tilsvarende bestemmelser som nævntunder afsnittet om sterilisation.Med andragendet skal følge en lægeerklæringog oplysninger fra ægtefælle eller andre pårørendeom de omstændigheder, som har betydningfor sagens bedømmelse.Tilladelsen må ikke meddeles, forinden vedkommende;,eventuelle ægtefælle, værge ellerforædremyndighedens indehaver, hvis der ertale om en mindreårig, så vidt muligt har haftlejlighed ti!, skriftligt at udtale sig i sagen. Angårsagen en anstaltsanbragt, skal anstaltenslæge og forstander tillige afgive erklæring.Medicinalstyrelsens afgørelse kan påklages tilregeringsrätten. Klagefristen er 1 måned. Indgrebetmå ikke foretages, før afgørelsen er retskraftig.Kastrationen skal i almindelighed finde sted91

på et hospital. Medicinalstyrelsen kan i forbindelsemed tilladelsen give nærmere forskrifterom indgrebets udførelse.Det påhviler den læge, der foretager indgrebet,at underrette medicinalstyrelsen herom inden1 måned efter operationen.Tilladelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttetinden 1 år efter, at den er blevet retskraftig.Den, der kastreres i henhold til en tilladelsefra medicinalstyrelsen, skal efter 3 års forløblade sig lægeundersøge med henblik på konstateringaf kastrationens virkninger, og resultatetaf undersøgelsen skal meddeles medicinalstyrelsen.Straffen for at foretage kastration i strid medlovens bestemmelser eller for mod bedre videndeat afgive urigtig erklæring i kastrationssagerer dagbøder eller fængsel i indtil 1 år, medmindrestrengere straf er forskyldt i henhold til denøvrige lovgivning.Statistik.I 1956 blev der indgivet 2.067 andragenderom sterilisation. Heraf imødekom medicinalstyrelsen1.865. Samme år udførtes 1.630 sterilisationsoperationeri henhold til medicinalstyrelsenstilladelse. 1.382 af disse skete på medicinsk indikation.I årene 1954, 1955 og 1956 kastreredes henholdsvis28, 20 og 7 personer i henhold til lovensbestemmelser. Næsten alle kastrationer udførtespå grundlag af tilladelse fra medicinalstyrelsen.e) England.Der findes ingen lovgivning om sterilisationeller kastration, og heller ikke domstolene hardirekte taget stilling til, under hvilke betingelsersådanne indgreb kan anses for retmæssige.Den almindelige anskuelse er imidlertid, at operationeraf denne art er retstridige, med mindrede udføres i god tro for at redde patientens liveller helbred - herunder hans psykiske sundhed.Sterilisations- eller kastrationsindgreb på andreindikationer vil formentlig blive anset for retstridigeog medføre strafansvar. Patientens samtykkekan ikke medføre, at en operation, der ellersville være retstridig, bliver retmæssig.f) Holland.Heller ikke i Holland findes nogen lovgivningom sterilisation og kastration. Disse indgrebkan kun udføres på lægelig indikation.Justitsministeren kan dog efter indhentet erklæringfra en psykiater tillade, at lovovertrædere,som på grund af deres sjælelige tilstand ikke- eller dog kun delvis - er fundet ansvarlige forderes kriminelle handlinger, og som derfor eridømt andre retsfølger end straf, lader sig kastrereefter derom fremsat begæring. Lægen måikke tilråde kastration, hvis andragerens formålalene er at opnå en formildelse af den idømtesanktion.g) Den tyske Forbundsrepublik.Indtil 1945-46 gjaldt den under det nazistiskestyre gennemførte »Erbgesundheitsgesetz«,der gav hjemmel til tvangssterilisation på eugeniskgrundlag og endvidere bestemte, at sterilisationog kastration kunne foretages på medicinskindikation med den pågældendes samtykke,ligesom mænd kunne lade sig kastrere, hvisdet måtte befrygtes, at deres kønsdrift udsattedem for at begå nogle nærmere angivne forbrydelser.Endelig kunne domstolene med hjemmeli straffelovgivningen i visse tilfælde træffe bestemmelseom kastration af mandlige sædelighedsforbrydere.Efter det tredie riges sammenbrud blev »Erbgesundheitsgesetz«udtrykkeligt ophævet i nogleaf forbundsrepublikkens enkeltstater, og for deøvrige staters vedkommende anses lovens bestemmelserom tvangssterilisation på eugeniskindikation ligeledes for bortfaldne.De ovenfor nævnte lovbestemmelser om kastration- frivillig eller tvungen - ud fra kriminologiskesynspunkter er også bortfaldet.Med hensyn til spørgsmålet om adgangen tilfrivilligt at lade sig sterilisere eller kastrere erretstilstanden ikke den samme i alle forbundsrepublikkensstater. I de stater, der har ophævetden nævnte »Erbgesundheitsgesetz«, som f. eks.Bayern og Hessen, antages det, at lovlighedenaf sådanne indgreb — uanset indikationernes art- udelukkende må bedømmes efter straffelovens(Strafgesetzbuch) § 226 a, hvorefter den, derforetager en legemsbeskadigelse med den pågældendessamtykke, kun handler retstridigt,hvis gerningen trods samtykket er stridende mod»de gode sæder« (die guten Sitten). Udvalgeter ikke bekendt med, hvilken praksis der knyttersig til denne bestemmelse.For så vidt angår de øvrige stater kan sterilisationog kastration i henhold til § 14, stk. 1, i»Erbgesundheitsgesetz« ske på medicinsk indikation,hvis indgrebet er nødvendigt for at afværgeen alvorlig fare for den pågældendes liv eller92

helbred, og patienten har givet samtykke til operationen.Det er omtvistet, om sterilisation påeugenisk indikation er tilladt, og yderligere indikationerses i hvert fald ikke at kunne kommepå tale.h) Schweiz.Den retlige regulering af adgangen til at foretagesterilisation eller kastration er ikke et forbundsanliggende,men henhører under de enkeltekantoners kompetence. Kun én af disse harlovregler herom. Det drejer sig om kantonVaud, som ved lov af 23. maj 1939 »sur lesmalades mentaux et autres psychopathes« haråbnet mulighed for tvangssterilisation eller -kastrationaf sjæleligt abnorme personer, hvis tilstandfrembyder fare for dem selv, for deresomgivelser, for sædeligheden eller for den offentligeorden. Indgrebet kan kun foretages medsundhedsrådets samtykke og efter enstemmigindstilling af to af rådet udpegede læger. Det erendvidere en betingelse, at den pågældendessygdom må anses for uhelbredelig, og at hansafkom efter al sandsynlighed vil blive defekt.I den øvrige del af landet, hvor området somnævnt er ulovbestemt, er der i tidens løb i praksisskabt visse vejledende principper for behandlingenaf disse sager. Et cirkulære af 5. februar1931 fra socialdirektoratet for kantonBern om de sociale myndigheders medvirken tilsterilisation af kvinder har i så henseende væretaf væsentlig betydning.Man kræver altid samtykke fra den pågældendeog dennes eventuelle ægtefælle. Endvidereskal der foreligge medicinsk, social eller eugeniskindikation for indgrebet. Afgørelsen afhængeraf vedkommende læges skøn over, omgrundlaget for operationens udførelse er fyldestgørende.Nogen tilladelse fra en offentlig myndighedkræves således i almindelighed ikke.Myndighederne i Bern har henstillet til lægerneikke at sterilisere en gift kvinde, medmindrehun er fyldt: 30 år og allerede har mindst 3børn.Med hensyn til sterilisation af ugifte kvindergælder i kanton Bern, at der - foruden denpågældendes og eventuelle værges samtykke —skal foreligge en begæring fra vedkommendekommunale myndighed. Sagen afgøres derefteraf en kommission nedsat af socialdirektoratet.Kommissionen skal til brug for sagens behandlingbl.a. indhente en erklæring fra en speciallægei psykiatri. Tilladelsen vil kun blive givet,hvis kvinden har en sjælelig eller legemlig brist,og sterilisation af mindreårige kan kun ske,hvis medicinske grunde gør operationen nødvendig.I Bern kræves endvidere i henhold til detnævnte cirkulære en tilladelse fra socialdirektoratet,hvis det drejer sig om sterilisation af enkvinde, der modtager offentlig hjælp, og indgrebeter foreslået af den sociale myndighed.93

Bilag 7Redegørelse fra mødrehjælpenfor behandling af sterilisationsspørgsmål i mødrehjælpsinstitutionerneI. Indledende bemærkninger.Efter at mødrehjælpsinstitutionerne i henholdtil den første svangerskabslov af 1937 og lovenom mødrehjælpsinstitutioner, der begge trådte ikraft i 1939, i stigende grad blev draget ind iarbejdet med kvinder, der søgte svangerskabsafbrydelse,måtte man efterhånden også kommeind på spørgsmålet om sterilisation.Der har ikke været ført nogen systematiskstatistik over antallet af sterilisationsindgreb,der formidledes gennem mødrehjælpen, menfor året 1958/59 foreligger en omhyggelig statistiskbearbejdelse af institutionernes praksis idenne henseende. Der skal her redegøres fordette talmateriale. Indledningsvis skal man meddelevisse oplysninger vedrørende fremgangsmådenved behandlingen af sterilisationssagerog desuden fremsætte nogle almindelige betragtningervedrørende indikationsstillingen forsterilisation.II. Behandlingen af sterilisationssager i mødrehjælpsinstitutionerne.I de første år efter 1939 foretoges i det væsentligeindgreb, for hvilke man havde søgt ogopnået bevilling i henhold til lov om sterilisationog kastration. I de senere år er imidlertidlangt de fleste indgreb foretaget på medicinskindikation. Svangerskabsloven af 1956 skabte enny ramme for sterilisationsindikationer, menkun et relativt lille antal indgreb er foretaget ihenhold hertil. I nogle få tilfælde har man ogsåindstillet til sterilisation i henhold til lov omåndssvage, men oftest er disse patienter forundersøgtog indstillet af åndssvageforsorgensegne læger.For patienter, for hvilke sterilisationsindgrebviser sig påkrævet i forbindelse med abortusprovocatus, er det ofte en fordel, om indgrebeneforetages samtidig. I samråd med justitsministeriumog retslægeråd har man fundet en ekspeditionsform,der, hvor det er påkrævet, gør detmuligt at opnå tilladelsen så betids, at indgrebenekan udføres samtidig. Findes ikke indikationfor abortus provocatus, eller er tidspunktet her-for forpasset, kan sterilisation komme på taleefter graviditetens afslutning. I stigende omfanger sådanne indgreb foretaget straks i puerperiet,dels fordi indgreb på dette tidspunkt indebærervisse operationsmæssige fordele, dels fordi mangekvinder foretrækker, at indgrebet overståssamtidig med, at de er indlagt til fødsel på hospital.Mens sterilisationsspørgsmålet i de fleste tilfældeer taget op i forbindelse med ansøgningom ab. prov., henvender der sig herudover etvist antal kvinder gravide såvel som ikke gravide,som uden ønske om abortindgreb ønskersterilisation. Disse tilfælde omtales i det følgendesom »rene sterilisationstilfælde« og behandlessærskilt statistisk. De to materialer er dog ipraksis ikke skarpt adskilte, idet kvinder der harsøgt, men fået afslået abort i foregående finansårog er steriliseret i omhandlede finansår, aftekniske grunde har måttet registreres som »renesterilisationstilfælde«. Herfor redegøres nærmerepå side 105. Desuden har et mindre antalmænd henvendt sig om sterilisation, jfr. side106.Allerede i de første år udførtes også i et vistomfang sterilisation på medicinsk indikation,idet det ikke sjældent var indiceret at kombinereabort på medicinsk eller medicinsk-social indikationmed sterilisation på medicinsk grundlag. Pådette tidspunkt var der imidlertid en del kirurgiskeafdelinger, som principielt ikke ønskede atudføre sterilisationsindgreb, mens andre næredebetydelige betænkeligheder, især når det drejedesig om indgreb på medicinsk indikation udenforudgående autoritativ godkendelse. Mødrehjælpenfremsendte i en del sådanne tilfældeansøgninger til ministeriet, som efter at havehørt retslægerådet tilbagesendte dem med oplysningom, at rådet fandt, at der forelå medicinskindikation, eller at de behandlende læger burdeoverveje, hvorvidt sådan indikation måtte foreligge.Herved skabtes et sådant autoritativtgrundlag for de medicinske indikationer, at dekirurgiske afdelinger med større tryghed kunneudføre indgrebene, ligesom man opnåede, at detblev justitsministeriet og retslægerådet, der fast-94

lagde den praksis, hvorefter sterilisationsindgrebkunne udføres. I overensstemmelse hermed måttemødrehjælpen, hvor blot medicinske faktoreraf en vis alvor var til stede, indstille til sterilisationpå medicinsk grundlag.I denne praksis skete en yderligere ændring,efter at de i 1956 oprettede samråd trådte ifunktion. Om baggrunden for denne ændringkan anføres:Ved svangerskabslovens § 1, stk. 4, blev dergivet hjemmel til uden særlig tilladelse at foretagesterilisation af en kvinde, hvis svangerskabblev afbrudt af eugeniske grunde, såfremt dearvelige anlæg, der begrundede indgrebet, stammedefra hende. Afgørelsen af, hvorvidt bestemmelsensbetingelser var opfyldt, henlagdestil sygehusoverlægen. Det er naturligt, at overlægenved overvejelserne vedrørende anvendelsenaf denne nye bestemmelse i de enkelte tilfældemed samrådet drøfter de herhenhørendespørgsmål, herunder om den pågældende kvindemå formodes at være i stand til at forstå betydningenaf indgrebet.Det er en naturlig følge af disse drøftelser, atden kirurgiske afdeling også f.s.v. angår spørgsmåletom evt. medicinsk indikation for sterilisationjævnligt ønsker vejledning i samrådet. Idetman således har fået lejlighed til at diskuteresagerne og få dem belyst også fra psykiatrisk ogjuridisk/social side og derved få det helhedsbillede,som man tidligere savnede, er de ovenfornævnte betænkeligheder ved at udføre sterilisationsindgrebuden særlig tilladelse forsvundet.Ikke mindst abortprofylaktiske hensyn har medført,at mange kirurgiske afdelinger tværtimodi dag ofte finder det påkrævet, at sterilisationtages under overvejelse for at undgå evt. fremtidigeabortindgreb. En del kirurgiske afdelingerhar imidlertid kun ønsket at udføre sterilisationsindgrebi h.t. svangerskabslovens § 1, stk.4, og på medicinsk indikation, når der forelå enudtalelse fra samrådet til støtte herfor. Dette harogså været: tilfaldet for så vidt det drejede sigom sterilisation af ikke-gravide kvinder på medicinskindikation »rene sterilisationer«. Sådannesager har derfor lejlighedsvis været drøftetuden for dagsordenen i samrådenes møder.Mødrehjælpen har fundet ønsket om forudgåendesamrådsdrøftelse rimeligt, dels fordi problemstillingeni mange henseender var identiskmed den, der motiverede et evt. abortindgreb,dels fordi man i samrådets sammensætning harment at finde en garanti for, at sagen blev grundigtog alsidigt belyst. Det må dog bemærkes, atman kun er gået ind for sterilisation i de tilfælde,hvor det medicinske moment skønnedes atvære tungtvejende, mens man, hvor det socialemoment har været fremherskende, har fremsendtansøgning til justitsministeriet. En væsentligbaggrund for denne udvikling har det videreværet, at nævnet ang. svangerskabsafbrydelserdels i udtalelser i konkrete sager har taget stillingtil sterilisationsspørgsmålet, dels ved generelleskrivelser har opfordret samrådene til attage disse spørgsmål op.Endvidere har sundhedsstyrelsen ved cirkulæreaf 20.6.195S> for så vidt angår sterilisationefter svangerskabslovens § 1, stk. 4, fremhævetdet hensigtsmæssige i, at sygehusoverlægen gøresbekendt med samrådets overvejelser desangående.Da beslutninger om sterilisationsindikationerikke henhører under samrådenes formellekompetence, har disse beslutninger i almindelighedikke været protokolleret i samrådsprotokol-1erne, men resultatet af samrådets drøftelse erindført i mødrehjælpens journal og som påtegningpå de skrivelser, der tilgår de kirurgiskeeller gynækologiske afdelinger vedr. samrådsbeslutningerne.Som anført har man indtil 1958/59 kun fåstatistiske oplysninger om sterilisationssager behandleti mødrehjælpen, men man skal dog op-

lyse følgende om det antal sterilisationsindgreb,der blev foretaget gennem mødrehjælpen i åreneop til den nye svangerskabslov, idet man sammenligningsvisanfører tallene for 1958/59, jfr.tabel 1.III. Betragtninger vedrørende indikations stillingenfor sterilisation.Som anført må sterilisation ofte være hensigtsmæssigi forbindelse med ab. prov., idet indikationenherfor ofte vil være til stede medsamme styrke ved fremtidige graviditeter. Detteer i udpræget grad tilfældet, hvor det drejer sigom eugeniske forhold, specielt hvor den arveligebelastning i kvindens egen slægt er så udtalt,at den alene indicerer abortindgrebet. I detenkelte tilfælde må der dog tages hensyn til,hvilke arvelige lidelser der er tale om, ligesomtil kvindens alder, børnetal og lign. Selv vedrelativ svær eugenisk risiko vil det være betænkeligtat sterilisere f.eks. en ganske ung kvinde,der ikke har børn. Hun vil måske senere i livetønske at få et barn til trods for risikoen og vilmåske også komme til at leve under sådanneforhold, at hun bedre kan påtage sig en eventuelrisiko. De arvelige faktorers vægt som indicerendeabort og sterilisation er også afhængig afde muligheder, der til enhver tid findes for behandlingaf de pågældende lidelser. Beror denarvelige belastning på forhold i mandens slægt,kan dette evt. indicere et abortindgreb, menstøtter kun sterilisation af kvinden i den udstrækningdet kan forudses, at hun også fremtidigsamlever med den pågældende mand; erægteskabet usikkert, kan dette forhold såledestale imod at supplere abort med sterilisation.Også hvor det drejer sig om medicinskeabortindikationer, er der jævnlig også fremoverindikation herfor og dermed for steriliserendeindgreb. I mange tilfælde er det imidlertid vanskeligtat overskue prognosen på længere sigt.Jo yngre den pågældende kvinde er, des vanskeligerekan prognosen for resten af hendes fertileperiode overskues. Positive sterilisationsindikationermå bl.a. af denne grund først og fremmestoptræde hos kvinder, der er noget nærmeremenopausen, jfr. tabel 5 og tabel 21 om aldersfaktorensbetydning. På den anden side vil manhos kvinder, der er meget nær menopausen værerelativt tilbageholdende, fordi risikoen for yderligeregraviditeter er ringe.I praksis spiller belastningssyndromet den altafgørenderolle blandt de medicinske sterilisationsindikationer.Det drejer sig om tilstande, deri høj grad er betinget af sociale, personlige ogægteskabelige omstændigheder. Blandt disse indtagerantallet af tidligere graviditeter en fremtrædenderolle, jfr. f.eks. tabel 9 og tabel 23,dels fordi mange tidligere graviditeter, især hvisde er fulgt tæt på hinanden, har bevirket ensvækkelse af helbredstilstanden, dels fordi detstørre børneantal bidrager til belastningen. Netopfordi belastningssyndromet udgør den overvejendesygdomsgruppe, er det vanskeligt atskelne mellem tilfælde, hvor helbredsmæssigeforhold alene indicerer sterilisation, og tilfælde,hvor overvejende samfundsmæssige hensyn talerderfor. Således som lov om sterilisation og kastrationer fortolket i ministerium og retslægeråd,vil patienter, der steriliseres i henhold tildenne lov, i mange henseender være helt sidestilletmed de patienter, hos hvilke der udviklersig et belastningssyndrom. Ministeriet har såledesment, at samfundsmæssige henyn taler forsterilisation, f.eks. af en husmoder, når hun alleredehavde mange børn, levede i vanskeligesociale og ægteskabelige forhold, og når hjemmetsog familiens sammenhold var truet, hvisflere fødsler indtraf. Netop hos disse kvindervil et belastningssyndrom ofte være veludviklet,således at både psykiatriske og somatisk/medicinskeargumenter taler for sterilisationsindgreb.I en del af disse tilfælde gør også eugeniskeforhold sig gældende. I praksis har det derforofte været vanskeligt at afgøre, om en patientkunne steriliseres uden yderligere formaliteteralene på medicinsk indikation, eller indgrebetmåtte bero på en forudgående ansøgning til justitsministeriet.Belastningssyndromet udvikles oftest, når enrække belastende faktorer har gjort sig gældendegennem en længere periode. I visse tilfældekan det imidlertid udvikles allerede i tidlig alder,og såvel styrken af den ydre belastning somden helbredsmæssige tilstand kan aktualisere sterilisationsspørgsmåletpå et sådant relativt tidligttidspunkt i livet. Det drejer sig her om kvinder,der dels ofte er mindre resistente over for belastning,f. eks. som følge af legemlig svækkelseeller sygdom, intelligensmæssig eller anden psykiskreduktion, dels tidligt har været udsatte forstor belastning, f. eks. en række hurtigt på hinandenfølgende graviditeter, en socialt og ægteskabeligtbelastende tilværelse og lign. Ikke heltsjældent står man hos 20-25 årige kvinder i densituation, at de pågældende allerede har 3-4børn og måske oven i købet 1-3 gange tidligerehar fået foretaget ab.prov., og hvor alt taler for,at hverken det sociale pres eller den nedbrudtehelbredstilstand vil forsvinde, medmindre man96

netop gennem et sterilisationsindgreb bringer enafslutning på den stadige række af graviditeter,jfr. tabellerne 10, 11 og 13. I sådanne tilfældehar man fundet enten medicinsk indikation ellersøgt og opnået bevilling til sterilisation på social/medicinskindikation for sterilisation, idetman herunder også har taget hensyn til den helbredsmæssigerisiko i forbindelse med gentagneabortus provocatus indgreb. I denne gruppe errelativt flere i øvrigt steriliserede i h. t. lov omkastration og sterilisation.Af speciel interesse blandt de medicinske indikationerer en række tilfælde, hvor sterilisationsøges på gr. af voldsom til det paniskegrænsende frygt for ny besvangring. Det kandreje sig om kvinder med et eller ganske fåbørn, der lever i tilfredsstillende sociale forholdog jævnlig også i godt ægteskab. Dog vil detseksuelle samliv hyppigt være kompromitteretog ægteskabets stabilitet af denne grund truet.I visse tilfælde synes frygten rationelt motiveretbl. a. af ønsket om at opretholde en vis socialstatus, men i andre tilfælde er frygten betingetaf neurotiske mekanismer, som også mere almentpræger de pågældende patienter. I førstnævntetilfælde vil sterilisation i almindelighedikke kunne foretages, hverken på medicinsk indikationeller i henhold til lov om sterilisationog kastration, mens man i sidstnævnte tilfældejævnlig har fundet medicinsk indikation for sterilisation.I alle tilfælde har man forud undersøgt denpågældende kvindes muligheder for at benytteantikonception. Herunder er der taget hensynsåvel til de anatomiske som til de psykologiskeog sociale forhold, idet sidstnævnte ikke sjældentdirekte forhindrer gennemførelsen af konsekventeantikonceptionelle foranstaltninger.IV. Sterilisationer formidlet af mødrehjælpsinstitutionernei 1958/59.I det følgende skal man som anført redegørefor en statistisk bearbejdning af et talmaterialevedrørende sterilisationer, som er udarbejdet påbasis af mødrehjælpsinstitutionernes statistik forfinansåret 1958/59. Man skal mere indgåenderedegøre for sterilisationssager, som blev tagetop i forbindelse med ansøgning om svangerskabsafbrydelse(afsnit A); tillige skal der kortredegøres for et antal tilfælde, hvor kvinderhenvendte sig til institutionerne med ønske omsterilisation, uden at dette skete umiddelbart iforbindelse med en ansøgning om svangerskabsafbrydelse,her omtalt som »rene sterilisations-7tilfælde« (afsnit B). Sluttelig omtales de medbistand af mødrehjælpen steriliserede mænd(afsnit C).Afsnit A.Sterilisationsspørgsmal i forbindelse med ansøgningom svangerskabsafbrydelse.I 1958/59 henvendte 8.366 kvinder sig tilmødrehjæ'pen med ønske om svangerskabsafbrydelse.Heraf viste 266 kvinder sig ikke atvære gravide, - de 214 ved lægeundersøgelseni mødrehjælpen — 140 aborterede spontant indenlægeundersøgelse. Endelig var der 304 kvinder,der frafaldt deres ønske om svangerskabsafbrydelse,før man nåede at lægeundersøge dem.Dels af principielle, dels af tekniske grunde erdisse 3 sidstnævnte grupper (ialt 710 kvinder)udeladt i materialet, således at det materiale, derher redegøres for, omfatter 7.656 kvinder.I 31 % af ti'fældene (2.385 tilfælde) overvejedeman under sagens behandling i mødrehjælpensterilisationsspørgsmålet, oftest på foranledningaf patienterne selv, men af og til ogsåpå initiativ af lægerne eller socialrådgiverne. I1.668 tilfælde stilledes en positiv indikation forsterilisation, evt. gaves bevilling hertil af justitsministerieteller i henhold til lov om åndssvage.I yderligere 102 tilfælde blev spørgsmålet omsterilisation taget op på den gyna=ko!ogiske ellerkirurgiske if deling, hvor indgrebet derefter blevforetaget. Der blev således i ialt 1.770 tilfælde(23 %) stillet positiv indikation for (givet bevillingtil) sterilisation.I 90 c /o af tilfældene blev dette indgreb effektueret,mens man for de resterende 10 %'svedkommende af forskellige grunde afstod herfra,enten fordi indgrebet lægeligt var kontraindiceret,eller fordi patienten frafaldt ønsket.Effektueringsprocenten er noget varierende forde forskellige indikationers vedkommende; såledeseffektueredes indgrebet for 96 % af dekvinder, der opnåede tilladelse i h. t. lov om sterilisationog kastration, men kun for 85 % afdem, der havde indikation i h. t. svangerskabslovens§ 1. stk. 4. Hvor der var medicinsk indikation,effektueredes indgrebet i 90 % af tilfældene.Kun 2 af de 4 åndssvage, for hvilke dervar stillet indikation i h. t. åndssvageloven, blevsteriliseret. De 1.591 kvinder, der blev steriliseret,udgør 20,8 % af de 7.656 kvinder, dersøgte svangerskabsafbrydelse. Kvinderne blevsteriliseret i medfør af følgende indikationer:97

under 25 år har haft 5 graviditeter eller derover,gælder dette 23 % blandt steriliserede under25 år, og medens 19 % af det samlede ansøgertalunder 25 år har haft 3 graviditeter ellerderover, gælder det 71 % af steriliserede under25 år. Sterilisationsindgreb i de unge aldersklasserer altså i særlig høj grad foretaget: hos kvinder,der har haft mange graviditeter i forholdtil deres alder. Forskellen er også til stede i dehøjere aldersklasser, men mindre udtalt.Tidligere svangerskabsafbrydelser.Tidligere foretagen abortus provocatus givernaturligvis anledning til, at sterilisationsspørgsmålettages under alvorlig overvejelse, såfremtden pågældende kvinde igen henvender sig medønsket om svangerskabsafbrydelse. Nedenståendetabel viser, at sterilisationer er betydeligthyppigere blandt kvinder, der tidligere har fåetsvangerskabsafbrydelse.Tabel 12. Effektuerede sterilisationer i relationtil tidligere svangerskabsafbrydelser:Ingen tidl. svangerskabsafbr. ... 6842 1247 18,21 tidl. svangerskabsafbr 737 301 40,82 ell. fl. tidl. svangerskabsafbr. 77 43 55,8Samtlige 7656 1591 20,841 c /o af de kvinder, der tidligere har fåetsvangerskabsafbrydelse én gang, er steriliseret.Blandt de 77 kvinder, der har fået foretagetsvangerskabsafbrydelse mere end én gang, erover halvdelen blevet steriliseret. Det bemærkes,at langt de fleste er steriliseret i tilslutning tilabortus provocatus, således at abortantallet burdeforhøjes med 1 i hver gruppe. Tabel 24 i underbilag1 viser fordelingen af tidligere svangerskabsafbrydelserfor henholdsvis steriliserede,»øvrige ansøgere« og samtlige ansøgere.Ligesom tidligere graviditeter, jfr. ovenfor,var særlig hyppige blandt de steriliserede, specielti de unge aldersklasser, har også et relativtstørre antal blandt de steriliserede tidligere fåetforetaget svangerskabsafbrydelse. Også her erforskellen særlig udpræget i de unge aldersklasser,jfr. tabel 13-Blandt de steriliserede kvinder under 25 århar altså 2 3 % tidligere fået svangerskabsafbrydelse,mens kun 5 % blandt samtlige ansøgereunder 25 år tidligere har fået svangerskabsafbrydelse.Blandt samtlige ansøgere har som venteligtstigende med alderen relativt flere tidligere fåetsvangerskabsafbrydelse. Blandt de steriliseredeer forholdet nærmest det omvendte, idet relativtflest blandt de unge tidligere har fået svangerskabsafbrydelse.De steriliserede 111 kvinder under 25 år haraltså både haft relativt mange tidligere svangerskaberog relativt ofte fået svangerskabsafbrydelsetidligere. Disse forhold synes at væretungtvejende ved overvejelser over sterilisationsindikationerog modvirker betænkelighederneved de pågieldendes unge alder.Kvindernes erhverv.Man ha i: undersøgt, om sterilisationshyppighedener forskellig inden for forskellige erhvervsgrupper.Tabel 14 viser ikke helt ringevariationer Det havde været ønskeligt at skelnemellem gifte og ugifte, men dette har ikke væretteknisk muligt.For husmødre og medhjælpere i mandens erhverver sterilisationshyppigheden relativt stor,henholdsvis 27 % og 35 %. Begge disse grupperrepræsenterer imidlertid så godt som udelukkendegifte kvinder, hvor sterilisationshyppigheden,som det fremgår af tabel 6, ligger på27 %. Kun tallet for medhjælpende hustruer erTabel 13. Effektuerede sterilisationer blandt kvinder, der tidligere har faet foretaget svangerskabsafbrydelse,i relation til forskellige aldersgrupper.Heraf med | • ,,, c Heraf med • 0/ r... ,, Samtlige iS er e sarn°n. i Sterili- tidligere J mt \? ge jAldersklasser ansøgere .^"«f alders- serede ganger- alders.!Ska Se bry ' | «««°Ska de?se ry ' ^ "I l_ iUnder 25 år 2740 145 5,3 111 26 23,425-34 år 3090 415 13,4 826 197 23,835 år og derover 1826 254 13,9 654 121 18,5Samtlige 7656 814 10,6 1591 344 21,6101

Tabel 16. Effektuerede sterilisationer, fordelt pcægtefællens erhverv.SelvstændigeLiberale erhvervTjenestemænd,funktionærerFagl. arbejdereUfagl. arbejdereSelvst. landbrugere1 )Landbrugsmedhj.LærlingeAndre erhvervUoplyst erhverv85012951791385li 62-1169341692925711644503019,922,531,942,630,6017,8Smtl. gft. kvinder 5327 1438 27,0i) Incl. selvstændige fiskere.Der er ret betydelige variationer, hyppigst ersterilisation af kvinder, gift med selvstændigelandbrugere. Kvinder, gift med ufaglærte arbejdereog landbrugsmedhjælpere steriliseres lidthyppigere end gennemsnittet. Kvinder, gift medmænd i liberale erhverv, samt med tjenestemænd,funktionærer og faglærte arbejdere, steriliseressjældnere end gennemsnittet.Til nærmere belysning af ovenstående harman undersøgt antallet af tidligere graviditeteri relation til ægtefællens erhverv, jfr. tabel 17.Det vil ses, at den gruppe, hvor den relativtstørste del har haft 5 tidligere graviditeter ellerderover, netop er kvinder, gift med selvstændigelandbrugere, den gruppe, hvor sterilisationshyppighedener størst. Lignende, men knaptså udtalte forhold, findes for kvinder, gift medufaglærte arbejdere og med landbrugsmedhjælpere.Kvinder, gift med selvstændige erhvervsdrivende,har en lidt højere sterilisationsprocentend gennemsnittet, men ligger lidt under gennemsnittet,for så vidt angår 5 graviditeter ogderover - til gengæld også under gennemsnittetmed hensyn til få graviditeter, idet dennegruppe har det relativt største antal med 3-4graviditeter. 42 c / 0 af samtlige gifte kvinder harhaft 3—4 graviditeter, medens det for dennegruppe er 48 %. Muligt findes i denne grupperet mange »medhjælpende hustruer«, hvis sterilisationsprocentsom tidligere omtalt er høj.Denne gruppe er en ret sammensat gruppe(småhandlende, små håndværksmestre, ismejeriejereog lign.), hvor hustruen ofte har stort ansvarog arbejde. Muligt omfatter gruppen ogsåen del, der hører til de mere ambitiøse, som er ifærd med it oparbejde en virksomhed eller lignende,og hvor hustruen derfor slider ret hårdtpå sig selv.47 % af de steriliserede gifte kvinder har 5eller flere tidligere graviditeter (tabel 18).Blandt samtlige gifte ansøgere (tabel 17) harkun 25 % 5 eller flere tidligere graviditeter.10 c /o af de steriliserede gifte kvinder har mindreend 3 tidligere graviditeter mens 33 % afsamtlige gifte ansøgere (tabel 17) har mindreend 3 tidligere graviditeter. Tabellerne viser, atde steriliserede kvinder inden for alle erhvervsgrupperneer relativt mere børnerige end detsamlede antal ansøgere om svangerskabsafbrydelse.

I tabel 19 er samtlige gifte ansøgere om svangerskabsafbrydelse,der tidligere henholdsvisikke har og har fået foretaget svangerskabsafbrydelse,fordelt i forhold til ægtemandenserhverv. Det vil af denne tabel fremgå,om de erhvervsgrupper, hvor sterilisation ersærlig hyppig, også repræsenterer grupper medstor frekvens af tidligere svangerskabsafbrydelser.Dette synes ikke i særlig grad at være tilfældet.Det vil ses, at 88 % af de gifte kvinder aldrigtidligere har fået svangerskabsafbrydelse, medens12 % har fået svangerskabsafbrydelsemindst én gang. Se i øvrigt bemærkningerne tiltabel 12, side 101. Tabellen viser kun ubetydeligevariationer mellem erhvervsgrupperne.Kvinder gift med selvstændige landbrugere ogmed landbrugsmedhjælpere, har dog relativtsjældnere tidligere fået svangerskabsafbrydelse.1 Københavnsinstitutionen har 14 % af de giftekvinder tidligere fået svangerskabsafbrydelse;2 c /c mere end én gang. I provinsinstitutionernehar 11 % tidligere fået svangerskabsafbrydelse,1 % mere end én gang. Der synes således i provinsen- formentlig navnlig blandt landbohustruer- at være tendens til, at kvinden først sø-

ger svangerskabsafbrydelse, når hun har et stortantal børn, på hvilket tidspunkt hun ofte er såmedtaget, at der er grundlag for såvel svangerskabsafbrydelsesom sterilisation.Boligforhold.Man har specielt interesseret sig for spørgsmåletom beboelsestætheden og har delt klienternei følgende grupper: 1) Ansøgere i boligermed højst 2 personer pr. værelse, 2) mere end2 personer pr. værelse, 3) ansøgere med boligpå arbejdssted, institution - uden fast bopæl ellerlignende samt 4) personer, hvis boligforholder uoplyste.Tabel 20 viser, at sterilisationsprocenten stigermed beboelsestætheden.Tabel 20. Effektuerede sterilisationer, fordelt påbeboelsestæthed.Samtlige 7656 1591 20,8Mere end 2 personer pr. værelse betegnes ialmindelighed som overbefolkning. 38 % afkvinder i overbefolkede lejligheder er steriliseretmod 19 % af kvinder i mindre tæt befolkedelejligheder. Relationen er dog antageligt delvisden samme som den i tabel 9 påviste sammenhængmellem sterilisation og børneantal(antal tidligere graviditeter). Kvinder, der borpå arbejdsstedet m. v., repræsenterer mange unge,ugifte, f. eks. husassistenter; 74 % er under25 år, i hvilken aldersgruppe sterilisationsprocentensom nævnt er særlig lav (7 % for under25-årige).Tabel 27 i underbilag 1 fordeler boligkategoriernei relation til henholdsvis steriliseredekvinder, »øvrige ansøgere« og samtlige ansøgereom svangerskabsafbrydelse.Inden for alle boligkategorier vokser sterilisationshyppighedenmed alderen. Det kan såledesnævnes, at sterilisationsprocenten blandtkvinder over 35 år, der bor i overbefolkede lejligheder,er 55.Afsnit B.Rene steril t sationstilf ælde.Foruden de kvinder, der er steriliserede i tilslutningtil ansøgning om abortus provocatus,henvendte 514 kvinder sig i 1958/59 til mødrehjælpsinstitutionernei hele landet med ønsketom sterilisation uden eller uden umiddelbar tilknytningtil et uønsket svangerskab. Af tekniskegrunde har man dog, som foran nævnt, ikke heltkunnet adskille sterilisationer i forbindelse medabortus provocatus-ansøgninger fra de såkaldterene sterilisationstilfælde. En del (maksimaltformentlig 25 %) af de 514 sager vedrører såledespatienter, der primært henvendte sig medhenblik på abortus provocatus, men hvor sterilisationssagenførst blev rejst i det følgende finansårog derfor ikke kunne indgå i den sædvanligestatistik, der kun omfatter finansåret.Sterilisationen blev kun gennemført i 332 af de514 tilfælde; i en del tilfælde fandtes der ikkeindikation for sterilisation, i andre tilfælde fikpatienterne selv betænkeligheder og frafaldt ønsketom sterilisation, af og til som et resultat afde lægelige og sociale samtaler i institutionerne,af og til fordi venner og bekendte havde frarådetdet; i enkelte tilfælde frafaldt de selv ønsket,efter at de havde opnået bevilling (ellereventuelt medicinsk indikation). I en del tilfældevar patienterne blevet gravide, således at sterilisationsspørgsmåleti hvert fald måtte udskydes,til den pågældende graviditet var overstået.De effektuerede sterilisationer fordeler sigmed ca. 27 c / 0 på sterilisationer, der foretoges ipuerperiet (et betydeligt antal af disse patienterhar søgt det aktuelle svangerskab afbrudt), ogca. 73 % på sterilisationer, der foretages udenfor graviditet, Ikke helt få af de patienter, dersøger sterilisation uden tilknytning til ansøgningom ab. prov., har givet udtryk for, at de entenfrygtede ab prov.-indgrebet eller havde modviljederimod, eventuelt etiske og religiøse betænkeligheder.Enkelte, der tidligere havde fået foretagetab. prov.., havde fundet disse indgreb såmodbydeade, at: de ikke ønskede senere at oplevenoget lignende. I en del tilfælde rejstes sterilisationssagenefter, at tilpasning af antikonceptionhavde vist sig umulig. En ret betydeligdel af patienterne har søgt tidligere svangerskaberafbrudt - en del har også tidligere fået ab.prov. foretaget, som det fremgår af tabel 32 iunderbilag 1. I underbilag 1, tabellerne 28-35,findes statistiske oplysninger om de 332, steriliseredei relation til indikationsramme, alder, civilstand,antal tidligere graviditeter, antal tidli-105

gere svangerskabsafbrydelser, erhvervs- og boligmæssigeforhold, idet man har sammenlignetdisse 332 kvinder med de i afsnit A og tabellerne21-27 omtalte 1591 kvinder.Afsnit C.Sterilisation af mand.I 1958/59 er 50 mænd - alle gift med kvinder,der havde søgt mødrehjælpen - blevet steriliseretved mødrehjælpens foranstaltning. Inogle af disse tilfælde har ægtefællerne væretenige med mødrehjælpen om, at ægtemandenskulle lade sig sterilisere fremfor hustruen, dermåske helbredsmæssigt var medtaget. I andretilfælde har der været tale om arvelig belastningpå ægtemandens side.

Tabel 24 (jfr. side 101).Antal tidligere svangerskabsafbrydelser blandtsteriliserede, »øvrige ansøgere« og samtlige ansøgereom svangerskabsafbrydelse.Antal tidligere ! Steriliseredesvangerskabsafbrydelser, I „,abs. i %»Øvrigeansøgere«abs. °/u .bs.Samtligeabortansøg.Ingen tidl.1 tidl.2 ell. flereAlle1247 78,4 5595 92,2 6842 89,4301 18,9 436 7,2 737 9,643 2,7 34 0,6 77 1,01591 100,0 6065 100,0 7656 100,0

Underbilag 2Resumé af mødrehjælpens redegørelseSpørgsmålet om sterilisation rejser sig ofte iforbindelse med abortus provocatus. I de førsteår efter svangerskabslovens ikrafttræden foretogesde fleste sterilisationsindgreb i henhold tillov om sterilisation og kastration. Grænsen mellemsocial/eugeniske og medicinske sterilisationsindikationerer imidlertid flydende. Støttetaf retslægerådets og justitsministeriets synspunktersamt senere under indflydelse af nævnet vedrørendesvangerskabsafbrydelser og samrådenesvirksomhed er et stigende antal indgreb foretagetpå medicinsk indikation, hvis blot medicinskeforhold af en vis alvor motiverer indikation.De fleste sterilisationer foretages samtidigmed abortindgreb — en del dog også i puerperietog et mindre antal uden forbindelse med graviditet.Gennem årene er et stigende antal abortansøgeresteriliseret. Der redegøres for de almindeligeindikationsprincipper samt for tre statistiskematerialer vedrørende året 1958/59; delsA-materialet, der omhandler kvinder sterilisereti tilslutning til ansøgning om abortus provocatus,dels B-materialet omhandlende kvinder, dersøger sterilisation uden direkte forbindelse medansøgning om abortus provocatus, samt C-materialetvedrørende steriliserede mænd.A-materialet omfatter 7656 ansøgere om svangerskabsafbrydelse,hvoraf 1591 steriliseredes.Næsten 90 % steriliseredes på medicinsk indikation,kun 6 % i henhold til lov om sterilisationog kastration. 85 % af sterilisationerne foretogesi umiddelbar forbindelse med abortus provocatus,knap 10 % i puerpiet. I Københavnsinstitutionensteriliseredes ca. 15% af alle abortansøgere,i provinsinstitutionerne mellem 18 %og 33 %. Formentlig arbejder man i provinsenmed et helbredsmæssigt tungere klientel.Sterilisationshyppigheden er i udpræget gradtiltagende med alderen. Indikation i henhold tillov om sterilisation og kastration er noget hyppigerei de unge aldersklasser. Sterilisation ervæsentlig hyppigere blandt gifte end blandtugifte i alle aldersgrupper. Størst sterilisationshyppighedfindes blandt kvinder, der tidligerehar været gravide mange gange, og som tidligerehar fået foretaget abortus provocatus. De yngresteriliserede kvinder repræsenterer først ogfremmest kvinder, der har født for mange børnog tidligere har fået abortus provocatus. Husmødreog kvinder, der er medhjæ'pere i mandenserhverv, steriliseres særlig hyppigt. På landetforekommer sidstnævnte kategori særlighyppigt (kvinder gift med landmænd). Manhar her indtryk af, at disse kvinder først søgerabort efter at have fået mange børn og da er såmedtagne, at der også er sterilisations'ndikation.Kvinder gift med ufaglærte arbejdere og medlandbrugere steriliseres væsentligt hypppigereend kvinder gift med mænd i andre erhverv.De er samtidig ældre og mere børnerige.B-materialet omfatter 514 kvinder, der henvendtesig om sterilisation uden umiddelbar tilknytningtil en abortsag. Ca. 25 % af dette materialeburde dog af tekniske grunde tilhøreA-materialet, da kun det forhold, at sterilisationsøgtes i det følgende finansår medførte, at deikke medregnedes i A-materialet. Sterilisationeffektueredes i 332 tilfælde, heraf 27 % i puerperiet.55 % af disse ansøgere steriliseredes ihenhold til lov om sterilisation og kastration,44 % på medicinsk indikation.Kvinderne i B-materialet er yngre, men alders-og civilstandsrelationerne såvel som relationernetil antallet af tidligere graviditeter ogsvangerskabsafbrydelser er som i A-materialet.B-materialets kvinder rummer dog flere megetbørnerige. B-materialet har snarest lidt færre,der tidligere har fået abortus provocatus, svarendetil, at en del af disse patienter af forskelligegrunde nærer modvilje herimod. Der er flerehusmødre i B-materialet og flere gift med ufaglærtearbejdere samt flere boende i overbefolkedelejligheder.I alt 50 mænd er steriliseret ved mødrehjælpensforanstaltning (afsnit C). De var alle giftmed kvinder, der havde søgt mødrehjælpen.110

Bilag 8Redegørelse fra overlæge Niels Pape for en undersøgelse af en gruppe børnfødt af åndssvage kvinderEn social-psykiatrisk undersøgelse af en gruppebørn, født af kvinder, der senere er sterilisereti medfør af åndssvageloven i årene 1940—49.Undersøgelsen er foretaget i årene 1954-55fra åndssvageanstalten »Andersvænge« med detformål at danne sig et billede af de arvemæssigeog sociale virkninger af sterilisation af de åndssvageifølge lov nr. 171 af 16. marts 1934 omforanstaltninger vedrørende åndssvage.Undersøgelsesmaterialet er udvalgt på følgendemåde:De til sterilisationsnævnet indgivne indstillingertil sterilisation er gennemgået i kronologiskrækkefølge, og man har udtaget dem blandt desteriliserede kvinder, der har født et eller flerebørn før den foretagne Sterilisationsoperation.Af praktiske hensyn har man blandt dissekvinder (voksen-probander) udvalgt dem, hvissterilisationsandragender er tiltrådt af nævnet itidsrummet 1.1.1940 til 31.12.1949, og hvorindstillingen var sket fra Ø.A.s område, idetman mente:1) at undersøgelsen ville være vanskelig atgennemføre fuldkomment, hvis der var gåetmere end ca. 15 år fra operationstidspunktet,idet der erfaringsmæssigt finder hyppige flytningersted blandt åndssvage og deres familier,2) såfremt man medinddrog voksen-probandersteriliseret efter 1949, ville der i materialetkunne være så unge børne-probander, at manikke ville kunne opnå en tilstrækkelig nøjagtigintelligensundersøgelse af disse,3) at der i Ø.A.s område var steriliseret et såstort antal voksen-probander, at man kunne fåsignifikante tal til statistisk bearbejdelse af materialet.Vedrørende metodik ved undersøgelsen kanoplyses, at man gennem folkeregistre, ved forespørgselhos praktiserende læger og gennemjournaler fra sygehuse, sindssygehospitaler ogåndssvageanstalter har efterspurgt de steriliseredevoksen-probander og deres børns opholdssteder,hvor de er opsøgt, underkastet social-psykiatriskinterview og intelligensundersøgelse. Intelligensundersøgelsener foretaget dels a.m. Binet-Simon(Dansk Standard 1943), dels a.m.Raven (Ravens progressive matrices) og oftestmed begge de nævnte prøver. De i åndssvageinstitutioneranbragte børne-probander er ikkegenundersøgte, såfremt der fra institutionens sidehar været foretaget intelligensundersøgelserinden for det sidste år.På alle øvrige børneprobander under 15 år erder såvel foretaget undersøgelse a.m. Binet-Simonsom a.m. Raven.Det har ikke været muligt inden for denneundersøgelse at bevæge alle børne-probanderover 15 år til at medvirke ved systematisk Binet-Simon prø\ e, men samtlige har villet underkastetsig en intelligensundersøgelse a.m. Raven.De af børneprobanderne over 15 år, der harklaret præstationerne ved intelligensundersøgelsensvarende til middelgennemsnittet ved Ravenstest er ikke forsøgt undersøgt yderligeremed Binet-Simons prøve. De blandt børneprobanderne,der har opnået resultat svarende tilRavens »Group IV og IV-r-« og »Group V« eralle yderligere undersøgt a.m. Binet-Simon ogpraktisk talt alle har gennemført denne prøve;kun i enkelte tilfælde har prøven ikke systematiskkunnet gennemføres enten på gr. af børneprobandensvægring eller på gr. af omgivelsernesindblanding. For børneprobanderne over 15år er den »intelligensmæssige« diagnose stilletsåledes: »Normalt begavet« på baggrund af Raventest og det kliniske skøn. Diagnosen »inferioritasintellectualis« (sinke) er i enkelte tilfældebaseret på Ravens test men med en forsigtigvurdering, således at tvivlstilfælde er medregnettil normales gruppe, medens resten af dennegruppe er undersøgt ved hjælp af begge intelligensundersøgelsesmetoderne.Diagnosen oiigofreni (åndssvaghed i forsorgsmæssigbetydning) er i alle tilfælde stilletefter undersøgelse a.m. Binet-Simon.For alle børneprobanders vedkommende erindhentet oplysninger fra skoler om børnenesadfærd og standpunkt samt klasse 1 ærerens vurderingaf børnenes intelligens, og der har ikkeværet større divergenser mellem undersøgelses-111

esultaterne og skolens vurdering. Dog er åndssvageofte af klasselæreren kaldet sinker - oginferiøre er hyppigt kaldet dårligt begavede.Antallet af tiltrådte sterilisationsandragenderudgjorde: (I tallene er der ikke taget hensyn til,hvorvidt de af nævnet tiltrådte sterilisationsandragenderer efterfulgt af sterilisationsoperationer.)1940 2171941 1791942 3421943 3131944 2361945 2461946 2961947 2481948 2521949 283I alt 1940-49 2612Af de 2612 i tidsrummet 1940-49 tiltrådtesterilisationsandragender opfyldte 186 de ovenfornævnte kriterier (ca. 7 %).Disse 186 voksenprobander har tilsammen førden foretagne sterilisation født i alt 426 børnmed følgende fordeling på de enkelte årgange:År19401941194219431944194519-16194719481949Ster.sager2171793132?62 K,2962482522832612Probander19152430182117161115186%8,58.07.09.58.09,06,07,04,55,0Antalhorn24364494306634372932426Børnpr.proband1,32,41,83,11,73,12,02,32,62,12,3Hver af probanderne har gennemsnitligt jaet2,3 børn før sterilisationen.Af de 186 probander var 39, dvs. Vs steriliseretfør det 21. år.Af de 186 probander er 147, dvs. 4 /s, steriliseretefter det 21. år.Af de 186 probander er de 174 åndssvage afarvelige (endogene) årsager.Af de 186 probander er de 12 åndssvage afudefrakommende (exogene) årsager.Af de 186 probander tilhørte 49 (25 %) hovedstadsområdet.Af de 186 probander tilhørte 27 (20 %)provinsbyerne i Ø.A.s område.Af de 186 probander tilhørte 100 (55 %)Ø.A.s øvrige område.Af de 186 probander var på undersøgelsestidspunktet:4 atter indlagte på anstalter,2 i åndssvageforsorgens andre institutioner,20 i »kontrolleret familiepleje«, prøveudskrivningeller i delvis fri tjeneste,5 var døde (heraf 1 efter Sterilisationsoperationpå gr. af komplicerende lungebetændelse),155 af voksenprobanderne var uden foråndssvagforsorg.Børnepro banderne:Der er af de 186 voksen-probander før sterilisationsoperationenfødt i alt 426 børne-probander.Heraf har de endogent betingede 174 åndssvagekvinder født 399 børn (94 % af det totaleantal), og de exogent betingede åndssvagekvinder har født 27 børn før operationen (6 %af det totale antal).Af samtlige 426 børn er 74 døde (17,4 %).Af den endogene gruppe på 399 er 70 døde(17,5 %).Af den exogene gruppe på 27 er 4 børn døde(16%).De døde børn grupperer sig således:Dødfødte 20Døde i første levedøgn 8Døde i første leveår 37Døde efter første leveår 9I alt 74Dødelighedsprocenten er ca. 8 gange så storsom i totalbefolkningen (inkl. åndssvage), ogdet forhold, at dødelighedsprocenten er praktisktaget lige stor i den endogene og exogene gruppemå tydes derhen, at det mindre beror på konstitutionelleforhold hos individerne og mere påmiljøfaktorer, at dødelighedsprocenten er overmådehøj.Af de 352 på undersøgelsestidspunktet levendebørne-probander er:112 åndssvage dvs. I.Q. mindre end 75(26,3 %) af samtlige.127 inferiøre dvs. I.Q. mellem 75 og 90(29,8 % af samtlige).113 normalt begavede dvs. I.Q. over 90(26,5 % af samtlige).Af de 113 med I.Q. over 90 er 16 (14,1 %)112

psykopater i sværere grad, og ca. 50 (44 %) lideraf nervøse forstyrrelser og adfærdsforstyrrelseri lettere grad. Kun 5 af børneprobanderneviste I.Q. på over 100.Sammenfattede kan man sige, at Vs af de påundersøgelsestidspunktet levende børneprobanderfødt af åndssvage kvinder og deres »tilfældige«partnere er forsorgsberettigede eller forsorgskrævende.Af resten er halvdelen sinker ogX U behæftet med psykopatiske karaktertræk/ellernervøse lidelser.Kun ca. 50 af de 352 børneprobander ermentalt sunde (ca. V7) på undersøgelsestidspunktet,hvilket svarer til ca. 12 ü / c af samtligefødte børn.Disse tal tyder også på, at den høje dødelighedsprocentblandt åndssvages børn i væsentliggrad skyldes »miljøfaktorer«, idet der er en signifikantforskel på dødelighedsprocenten i hovedstadsområdetog i landområderne.I hovedstadsområdet er fødselshjælpen ogden hospitalsmæssige omsorg for nyfødte væsentligmere effektiv og udbygget end i landområderne,resulterende i, at dødelighedsprocenteni hovedstadsområdet kun er halvt så storsom i landområderne. Efterhånden vil foranstaltningertil imødegåelse af den perinatale dødelighedblive udviklet i landområderne (ogprovinsbyerne), og man vil derefter forvente, atdødelighedsprocenten også for åndssvage børnvil gå ned med et øget antal af levende børn afåndssvage med arveligt betingede intellektuelleretarderinger.De i hovedstadsområdet fødte børneprobanderer:Åndssvage i21 tilfaldeSinker i 24 »»Normale« i 39 »Pro vinsområdet:84 tilfældeÅndssvage i13 tilfaldeSinker i 26 »»Normale« i 20 »Landområdet:59 tilfældeÅndssvage i78 tilfældeSinker i 77 »»Normale« i 54 »209 tilfældeDer ses her en relativ mindre gennemslagskraftaf åndssvagheden hos børneprobanderne i8hovedstadsområdet, hvilket antageligt skyldes, atde åndssvage mødres seksualpartnere er et udsnitaf »normalpopulationen«, medens der ilandområderne antageligt er sket en såkaldt »negativudvælgelse«, hvor den åndssvage kvindeofte er kendt og skyet som erkendt åndssvag erbesvangret af en åndssvag resp. inferiør partner.Af de 174 »endogent« åndssvage voksenprobanderfødtes:111 åndssvage børneprobander (33 %)121 sinker (40 %)95 »normale« (27 %)327Af de 12 »exogent« åndssvage voksenprobander1 åndssvag (blødersygdom) (4 %)6 sinker (24 %)18 »normale« (72 %)25Disse tal er ikke overraskende, men viser klartde endogene faktorers gennemslagskraft for oligofreniensvedkommende.Teoretisk ville man vente, at intelligensfordelingenfor de »exogene« åndssvage voksenprobandersafkom fordelte sig som i normalbefolkningen,men kun under forudsætning af, at fædrenetil afkommet kunne betragtes som et normaltudsnit af befolkningen. Det er imidlertidberettiget at antage, at der også her har fundeten »negativ udvælgelse« sted af mindre lødigebarnefædre, idet også de »exogent« betingedeåndssvage kvinder ofte er lidet tiltrækkende afydre og væsen, samtidig med at de ofte er letforledelige.113

Anbringelse:I hjemmet hos forældre, moder eller fader 99I adoptivhjem 26I plejehjem 47I børnehjem og lign. institutioner 40I sinkehjem 14Husmødre 14Husassistenter og landarbejdere 50Soldater 5I åndssvageanstalter incl. familiepleje 44Diverse andre 13I alt 352/ alt er 34 af børneprobanderne bortadopteredederaf 2 åndssvage5 sinker2 udtalte psykopater.Af de 112 åndssvage børneprobander er oligofrenienkun »erkendt« før undersøgelsen hosca. halvdelen. Der er næppe tvivl om, at i dennærmeste fremtid vil op mod 100 % af oligofreneblive erkendt senest i skolealderen, ogman må stræbe efter, at oligofrene børn undervisesi åndssvageforsorgens externat subsidiærtinternat skoler, hvorfor pladsbehovet her utvivlsomtvil stige.På grundlag af foranstående tal kan der opstillesen grov sandsynlighedsberegning over antalletaf børn, der ville være blevet født af depersoner, som er blevet steriliseret i medfør afåndssvageloven.Beregningen er usikker på flere punkter; bl. a.er der i totaltallet af sterilisationer 1940-49 bådemænd og kvinder, medens undersøgelsesmaterialetkun omfatter kvinder, og det er herefterforudsat, at mænd gennemsnitligt sætter lige såmange børn i verden som kvinder. Det bemærkesdog, at der er steriliseret et væsentligt størreantal åndssvage kvinder end mænd. Hver kvindei undersøgelsesmaterialet har født gennemsnitligt2,3 børn inden sterilisationen, men da sterilisationen,der ofte er sket i tidlig alder, har bevirket,at voksenprobanderne er hindret i at sætteflere børn i verden, må tallet 2,3 betragtessom et minimumstal.I tiden fra åndssvagelovens ikrafttræden ogtil udgangen af 1955 er der steriliseret i alt ca.4700 åndssvage i medfør af åndssvageloven.Med et gennemsnit af 2,3 barn pr. voksenprobandville disse 4700 personer have fået i alt ca.11.000 børn, hvis fødsel er eller ville kunnevære hindret ved sterilisation i rette tid (antageligomkring det 18. år). Går man ud fra et forsigtigtanslået tal på 10.000 børn, får man pågrundlag af foranstående tal følgende fordelingaf disse børn:17.4 % eller 1740 døde26,3 % eller 2630 åndssvage28,8 % eller 2980 sinker26.5 % eller 2650 »normalt« begavede, af disseville 14,1 % eller 374 være psykopater afsværere grad, 44,2 % eller 1171 have nervøseforstyrrelser m. v.Det synes efter denne undersøgelse klart atfremgå, at sterilisation af åndssvage efter hidtilgældende praksis har nedsat antallet af åndssvage,af andre intelligensdefekte samt af karakterafvigendepersoner i betydeligt omfang.Glostrup den 10/9-62Niels Pape.114

Bilag 9Sterilisationer på kvinder i hele landet 1957, 1958 og 19591957I. Antal sterilisationer 2269II. Grundlaget for operationens udførelse:1. Medicinsk indikation 18312. Tilladelse fra justitsministeriet i henhold til loven om sterilisationog kastration 2823. Godkendelse fra sterilisationsnævnet i henhold til loven om foranstaltningervedrørende åndssvage 604. På eugenisk indikation i henhold til svangerskabslovens § 1,stk. 4 96III. Antal indgreb i forbindelse med1. fødsel 2702. svangerskabsafbrydelse 1326IV. Antal dødsfald i forbindelse med operationen 1V. Antal alvorligere komplikationer under sygehusopholdei.Ved sterilisation:1. i forbindelse med fødsel 142. i forbindelse med svangerskabsafbrydelse 313. i øvrigt 11VI. Antal tilfælde med eftersygdomme eller senere komplikationer.Ved sterilisation:1. i forbindelse med fødsel 12. i forbindelse med svangerskabsafbrydelse 283. i øvrigt 108*115

Bilag 10RETSLÆGERAADETTil Sterilisationsudvalget,formanden, hr. højesteretsdommer Th. Gjerulff,Gardes Allé 1,Hellerup.I besvarelse af sterilisationsudvalgets skrivelseaf 25. maj 1961 skal retslægerådet udtale:De metoder, som kan bringes i anvendelseved refertilisering af kvinder, afhænger i nogengrad af, hvilken teknik der er anvendt ved sterilisationen.Sterilisation foretages i udstraktgrad ved 1) en afbrydelse af midterste del afæggelederne, såkaldet Madleners sterilisation.Endvidere 2) ved fjernelse af inderste del afæggelederne, samt eventuel udskæring af livmoderenshjørner. Endelig 3) i nogle tilfældefjernelse af hele æggelederen på begge sider.Ved forsøg på genoprettelsen af passagen forægget fra æggestokken ind til livmoderhulheden,kan man efter foretagen operation 1) og2) implantere den sunde ende af æggelederengennem en operativt konstrueret kanal i hjørnetaf uterus (såkaldet tubaimplantation). Hvis heleæggelederen er fjernet, kan selve æggestokken,eventuelt efter operativ tildannelse, implanteresi en kunstigt dannet kanal i livmoderens hjørne,den såkaldte Este's operation. Endelig vil man,såfremt Madleners sterilisation er foretaget,eventuelt kunne sy de sunde ender af æggeledernesammen, en såkaldet end-to-end-anastomose.For mænds vedkommende består refertiliseringsoperationi genforening af de to underbundneender af den overskårne (ligerede ellerresecerede) sædstreng (end-to-end-anastomose),idet der i de forenede lysninger midlertidigt indlæggesen fishgut eller rustfri metaltråd.Der foreligger en del erfaringer med hensyntil resultaterne af tubaimplantation, som er foretagetsom Sterilisationsoperation i tilfælde, hvorsygelige processer, særlig betændelser har bloke-København, den 15. november 1961.ret den inderste del af æggelederne. Endvidereforeligger der et tysk materiale, hvor tubaimplantationer foretaget som refertiliseringsoperationefter tidligere udført Madleners operation.Udsigterne til heldig gennemført implantationsoperation,d.v.s. med det resultat, at der herefterfødes et levende barn, vil være afhængigtaf det operative materiales art og operatørens erfaringog rutine. Såfremt operationen udføressjældent, vil den pågældende klinik næppe kunneregne med mere end en størrelsesorden afomkring 15 %'s succes. Hertil kommer, at sådanneoperationer erfaringsvis medfører en ikkehelt ringe risiko for senere opståen af svangerskabuden for livmoderen (hyppigheden herafanslås i forskellige materialer til mellem 7 og10 %). Med hensyn til end-to-end-anastomoseforeligger, såvidt rådet bekendt, ingen større erfaringsmaterialei litteraturen.Implantation af æggestokken i selve uterusmå betegnes som en lidet udsigtsrig operationmed risiko for senere komplikationer.Mulighederne for refertilisering af mænd efteroverskæring af sædstrengen, eventuelt medfjernelse af et stykke af denne, må betegnes somusikre. Efter et tysk materiale (jfr. vedlagte afhandlingaf Karl Traenckner) på 31 refertiliseringerfandtes der kun i to tilfælde ved en efterundersøgelsespermatozoer og da i disse tilfældeen spermatozoproduktion i betydelig nedsatgrad.Der fødtes ikke børn i disse mænds ægteskab.Det er ikke rådet bekendt, at der her i landetforeligger større opgjorte materialer over deherhenhørende operationer.I sagens behandling har professorerne Bertelsen,Brandstrup, Dahl-Iversen og Gormsen deltaget.Harald G'ormsen/P. O. HansenRETSLÆGERAADETTil Sterilisationsudvalget,formanden, hr. højesteretsdommer Th. Gjerulff,Gardes Allé 1,Hellerup.Efter at retslægerådet har haft lejlighed til atgennemgår dr. Gunner Koudahl's manuskript,der lå til grund for den redegørelse for nyereKøbenhavn, den 9. april 1963-litteratur vedrørende resultater af refertiliserings-operationerpå mænd, som dr. Koudahlden 22. januar 1963 afgav over for sterilisationsudvalget,skal retslægerådet i besvarelse afhr. formandens forespørgsel af 24. januar 1963udtale:Den fremlagte litteraturoversigt giver efter116

etslægerådets opfattelse ikke anledning til ændringaf rådets udtalelse af 15. november 1961,i henhold til hvilken resultaterne af refertiliseringsoperationerpå mænd er usikre. Erfaringsmæssigtpubliceres oftest de heldigste behandlingsserier,og i materialer som de publiceredemå »pater semper incertus«-begrebet nok i særliggrad haves in mente. Hertil kommer, at i defleste af de refererede tilfælde, i hvilke der foreliggerpostoperative spermaundersøgelser, tilladerdet anførte ikke nogen sikker vurdering afspermas kvalitet.I besvarelse af spørgsmålet om, hvorvidt etgunstigt resultat forudsætter stor erfaring og rutinehos vedkommende operatør, skal rådet udtale,at personlig erfaring med den omhandledeoperation, ligesom med alle andre ikke heltsimple operationer, afgjort spiller en rolle, menat operationen teknisk dog ikke er vanskeligere,end at enhver urinvejs — respektive plastik — kirurgmå antages at kunne udføre den med nogenlundesamme sikkerhed som kirurger, dermåtte have speciel erfaring med denne operation.I sagens behandling har professorerne Bertelsen,Brandstrup, Dahl-Iversen og Gormsen deltaget.Harald Gormsen/E. Stamm.Ill

Bilag 11Redegørelse fra overlæge Henrik Hoffmeyer omefterundersøgelser af steriliseredeSterilisationsoperationens historie synes - bortsetfra muligt steriliserende indgreb i primitivekulturer — ikke at være ret gammel — de førsteindgreb er rapporteret fra visse amerikanske stateri sidste decennium af forrige århundrede.Både herhjemme, i Amerika og en række nordogvesteuropæiske stater diskuteredes spørgsmåletmed stigende styrke i perioden efter 1. verdenskrig.Debatten var dels præget af en vis uklarhedmed hensyn til adskillelsen mellem sterilisationog kastration — en uklarhed der endnu i nogengrad prægede forarbejderne til den første danskelovgivning. Uklarheden akcentueredes af, atdebatten dengang i det væsentlige vedrørte indgrebpå kriminelle, specielt sådanne som havdegjort sig skyldige i seksuel kriminalitet. Da dissegrupper i vor epoke spiller en underordnetrolle blandt de steriliserede, vil det være hensigtsmæssigtat koncentrere en oversigt over efterundersøgelseraf steriliserede om de arbejder,der beskæftiger sig med et klientel, der i højeregrad ligner det klientel, som i vore dage steriliseresi henhold til dansk lovgivning. Der findesisær fra schweizisk og amerikansk side en sådanomfattende litteratur også vedrørende efterundersøgelseraf steriliserede, men mange af arbejdernelider af den svaghed, at man ikke vedefterundersøgelsen har kunnet opnå kontakt meden væsentlig del af de steriliserede i udgangsmaterialet,hvorved man kun har kunnet dragekonklusioner med begrænset værdi. I den følgendeoversigt vil man derfor indskrænke sigtil kun mere fyldigt at referere nogle af de merebetydningsfulde bidrag til belysning af sterilisationsindgrebetsfølger *).*) De fleste arbejder er refererede på grundlag aforiginalartikler, men enkelte på grundlag af referatandet steds, specielt er dr. Ekblads monografi fra1961 anvendt som kildemateriale i denne henseende.Diskussionen om sterilisationsindgrebets virkningerhar i vidt omfang været præget af verdensanskuelsesmæssigesynspunkter og rationeludforskning af indgrebets virkninger kommerførst sent. Den medicinske betragtning af indgrebetindskrænker sig i begyndelsen af århundredeti det væsentlige til at fastslå, at indgrebeneikke har fysiske bivirkninger udover ufrugtbargørelsenog således må betragtes som uskadelige.Gynækologen Döderlein gør dog i 1912,gynækologen Winter i 1920 og psykiateren Langei 1933 opmærksom på de uheldige sjæleligeog ægteskabelige følger sterilisationsindgrebetkan have samt på i hvor høj grad et menneskesselvagtelse kan undergraves derigennem. Et afde første egentlige efterundersøgelsesarbejderer schweizeren Milt's fra 1928. 27 af 48 steriliseredekvinder fik menstruationsforstyrrelser, 26(= 55 %) havde uforandrede, kun 5 (=10%) havde forbedrede og 17 (=35%) havdevæsentligt forværrede seksuelle forhold eftersterilisationen. 6 (= 12 %) fortrød alvorligtoperationen.I Amerika foreligger allerede fra 1929 og -30usystematiske efterundersøgelser af patienter steriliseredei henhold til liberal sterilisationslovgivningi enkelte stater som f. eks. Californien**). Resultaterne synes stort set gunstige,idet svangerskabsfrygt er svundet, og helbredeter forbedret. Også åndssvage synes at blive hjulpetgennem sterilisation.Gosney og Popenoe skildrer i et arbejde fra1930 en spørgeskemaefterundersøgelse af fleretusinde i Californien frivilligt steriliserede kvinder.Blandt 155 normale kvinder angav 92 ( =59 %), at deres seksuelle forhold var uforandret,56 (= 36%), at deres seksuelle forhold**) Popenoe (1929), Vruwinck og Popenoe(1930).118

var forbedret og 7 ( = 5 %), at deres seksuelleforhold var forværret efter sterilisationen. Forværringernehavde ingen sammenhæng med operationen.Man fandt blandt flere tusinde ikkeen eneste som var utilfreds. Muligt skyldtes dettegunstige resultat spørgeskema-fremgangsmåden.I 1936 offentliggjorde amerikaneren Craft enefterundersøgelse af 175 steriliserede åndssvagekvinder. Af 127, der svarede, var 98 tilfredse,21 indifferente og 8 utilfredse. Promiskuitetenforøgedes ikke.Et af de vigtigste arbejder på dette område erden schweiziske psykiater Hans Binders arbejdefra 1937: Psychiatrische Untersuchungen überdie Folgen der operativen Stirilisierung der Fraudurch partielle Tubenresektion. Dette arbejdehar været grundlæggende for indikationsstillingenoveralt i verden og skal derfor udførligt refereres.Binders materiale består af 293 kvinder, somer frivilligt steriliserede 3 til 10 år før efterundersøgelsen,som har bestået i en egentlig oggrundig psykiatrisk undersøgelse. Materialet bestårvæsentligst af de i en bestemt periode i Baselog omegn steriliserede, idet man dog kunhar opnået kontakt med 70 % af disse. Hertilkommer en række andre tilfælde, som man afforskellige grunde er kommet i kontakt med.Man har udelukket sådanne som led af egentligesindssygdomme. Langt de fleste tilhører byenslavere sociale klasser, men en del middelstandstilfældeindgår også.Binder gør opmærksom på vanskelighedenved at bedømme resultaterne entydigt, idet mani mange tilfælde må veje fordele mod ulemperved opgørelsen af efterundersøgelsens resultat.Ved en samlet bedømmelse af materialet nårhan imidlertid til følgende konklusion:Gruppe a: Resultatet overvejende fordelagtigt,kun ubetydelige ulemper 176 60 %Gruppe b: Resultatet overvejende fordelagtigt,men dog med betydelige ulemper 87 30%Gruppe c: Resultatet overvejende uheldigt, dogmed betydelige fordele 21 7 %Gruppe d: Resultatet uheldigt, kun betydningsløsefordele 9 3 %Binder finder således ikke at kunne bekra^fteden almindelige antagelse om, at sterilisationsindgrebeter helt harmløst, og når til dette resultatved også at tage de psykiske og personligeskader og ulemper, som det kan forvolde, i betragtning.Opdelt efter indikationerne fordeler resultaternesig som i følgende tabel:De medicinske indikationer omfatter her kunsomatiske (fysiske) lidelser. Som omtalt omfattedematerialet ikke egentlig sindssyge. Veddisse sterilisationer har man i almindelighedmåttet se bort fra, at de pågældende kvinderevt. kunne ønske sig børn senere, men ved bedømmelsenaf resultatet har man også ladet hensynettil fordelene for det fysiske helbred overvejehensynet til de evt. sjælelige komplikationer.Det forhold, at sterilisationen har væretnødvendig for at beskytte det legemlige helbred,har da også hos de fleste af disse kvinder skabtforståelse for indgrebet. På den anden side omfatterdenne gruppe også netop en række yngrekvinder med få børn. Disse forhold forklarer,at man alt i alt kun i et enkelt ti'fælde måttebetegne resultatet som negativt, mens man i etbetydeligt antal af de positivt bedømte tilfældedog måtte anføre visse ulemper.De på eugenisk indikation steriliserede omfatterfortrinsvis egentlig åndssvage, men derudoverog5;å svært asociale psykopater. Idet derved bedømmelsen er taget hensyn til den samfundsmæssigeinteresse i, at disse patienter ersteriliserede er langt de fleste resultater ved efterundersøgelsenbedømt positivt. Men mens derent positive resultater dominerede over resultatermed visse mindre ulemper, hvor det drejedesig om medicinske indikationer, dominerer119

esultater med visse ulemper her overfor de rentpositive. Selvom disse indgreb er udført på frivilligtgrundlag, føler mange af de steriliserededet dog - især som ældre - smerteligt, at værebedømt som mindreværdige. Ikke sjældent lideråndssvage kvinder, som er steriliserede, underderes utilfredsstillede moderdrift.De sociale indikationer omfatter først gruppenaf forslidte mødre, hvor opdragelsen afyderligere børn i socialt dårligt stillede hjem entenskaber en fysisk udmattelsestilstand ellerfremkalder en ugunstig sjælelig udvikling iform af legemlig-nervøs overfølsomhed ogsvækkelse, tiltagende sjælelig apathi og viljeløshedeller tiltagende depression og ubeslutsomhedmed indslag af angst, irritabilitet og aggressivitet.En yderligere belastning vil enten fremkaldeet legemligt sammenbrud eller en dybtgåendesjælelig forstyrrelse. Da man ikke varigtkan fjerne en sådan kvinde fra hendes miljø,er der ingen udsigt til på anden måde end gennemsterilisation at bedre hendes tilstand.Sterilisationen er i de fleste af disse tilfældebedømt positivt - de sjældne negative tilfælderepræsenterer tilfælde, hvor de sociale forholdsiden har ændret sig i gunstig retning. Væsentligthyppigere er tilfælde, der ved efterundersøgelsenpå grund af de åbenbare fordele alt i alter bedømt positive, men hvor der dog forekommervisse ulemper i form af mindreværdsfølelserog anger over indgrebet. Påfaldende er detdog, at sådanne tilfælde (gruppe b) forekommerrelativt sjældnere blandt disse udslidte mødre,end hvor sterilisationen er foretaget på rentmedicinsk indikation. Dette er tildels udtryk for,at det her drejer sig om lidt ældre kvinder medflere børn.Den følgende gruppe omhandler kvinder,hvor frygten for nye svangerskaber har udvikletsig til en overlødig idé. I nogle af tilfældenebegrundedes frygten med, at den pågældendekvinde selv var vokset op i en meget børnerigfamilie eller havde været et uønsket barn. Svangerskabsfrygtener en så pinefuld tilstand, atsterilisationen i langt de fleste af disse tilfældefører til et gunstigt resultat, og kun få knyttersenere nye frygtkomplekser til den udførte operationog er således ikke bedrede.I den følgende gruppe drejer det sig om kvinder,der lever i meget slette ægteskaber og ikkeønsker at sætte børn i verden, der skal opvoksei et sådant ægteskabs atmosfære. Ofte frygterde også, at de ikke vil kunne elske et barn, hvisfader de afskyr til trods for, at de i virkelighedenselv ønsker sig børn. Resultaterne i dennegruppe er i almindelighed ret dårlige - mangeaf disse kvinder udvikler neurotiske komplikationerefter sterilisationen.Endnu ugunstigere er resultaterne i den følgendegruppe, hvor sterilisationen gennemføres,fordi ægtemanden mere eller mindre groft tvingerhustruen dertil. Hos mange af disse kvinderudvikler der sig alvorlige trods- og hadindstillinger,som ødelægger ægteskabet. Kun hvorægteskabet er meget godt, og hvor kvinden derforkan indstille sig på på denne måde at »ofre«sig for manden, kan resultatet være nogenlundegunstigt. Overfor den indikationsstillende lægeanfører sådanne kvinder en række forskellige idet væsentlige sociale motiver, og man må forskemeget nøje for at afs'øre, at det i virkelighedener på mandens opfordring eller på grundaf hans trusler, at hun lader sig sterilisere.I den følgende gruppe drejer det sig om enhelt anden kategori af kvinder, nemlig kvindermed en udpræget rationel indstilling, som finderdet uhensigtsmæssigt med flere børn, fordide vil kunne gøre det vanskeligt for hende atfortsætte sin virksomhed, vil vanskeliggøre hendesmands karriere eller vil vanskeliggøre familienssociale fremgang. Ikke sjældent drejer detsig om forretningskvinder med stor selvstændighedstrang.Sterilisationen tåles i de fleste af dissetilfælde godt, fordi den ikke er i konfliktmed den dybere følelsesmæssige indstilling hosdisse kvinder. Kun undtagelsesvist, når ydre forholdeller indre forandringer senere i livet vækkerstærkere, hidtil slumrende kvindelige og moderligeinstinkter, kan der udvikles sværereskyld- og angerfø'elser.Den sidste gruppe beskrives som bestående afoverfladiske, egoistiske kvinder med en indskrumpetmoderfølelse, som, fordi de ønsker etmaterielt ubesværet liv, »fri for barneskrig«,lader sig sterilisere. De motiverer ønsket om sterilisationmed at overdrive vanskelighederne veden almindelig tilværelse og ved at tale om »rettentil at have en selvstændig personlighed« ogtåler på grund af den beskrevne livsholdningsterilisationsindgrebet godt.Binder konkluderer, at der ligger mange heltforskellige reale grunde bag det, som i almindelighedbetegnes som »social indikation«, og atefterundersøgelsesresultatet derfor også bliverforskelligartet fra gruppe til gruppe. »Alle forsøgpå en konkret afgrænsning af begrebet »socialindikation« vil vise sig fuldstændig vilkårlig«.Binder konkluderer videre, at de to førstnævnteaf de sociale grupper, de forslidte mødreog kvinder med svær svangerskabsangst, i virke-120

ligheden må betragtes som medicinske indikationer.I de øvrige tilfælde mener han, at nøjereundersøgelse og måske navnlig tilbud om behandlingog rådgivning i mange tilfælde kunnemedføre, at sterilisationen blev anset for unødvendig— muligvis efterladende en lille gruppe,hvor der dog ville vise sig at være medicinskindikation. Binder vender sig derimod imodegentlige sociale indikationer og finder såledesikke, at der burde være indikation for sterilisationi de to sidstnævnte grupper, hvor alene fornuftsgrundeeller bekvemmelighed taler for sterilisation— der bør sættes en stopper for tidensmere og mere udbredte tendens til, at sundemennesker ikke vil påtage sig en normal tilværelsesmøjsommeligheder.Gennemsnitsalderen ved sterilisation var i dettemateriale 33 år. I aldersgruppen 21-25 årfindes ved efterundersøgelsen ingen negativt bedømtetilfælde — i denne aldersgruppe er kunsådanne med meget påtrængende somatiske ellereugeniske indikationer steriliserede. For de følgendealdersgrupper finder man ved efterundersøgelsende fleste negative tilfæ'de i den yngstealdersgruppe, gruppen fra 26-30 år, mens derslet ingen negative tilfælde er i aldersgrupperneover 40. Binder konkluderer, at negativt udfaldaf Sterilisationsoperation efter det fyldte 35.år hører til de absolutte sjældenheder.Gennemsnitligt havde de steriliserede kvinder2,8 børn. De ved efterundersøgelsen negativtbedømte tilfæ'de falder med stigende børneantal,og negativ bedømmelse er yderst sjældenhos kvinder, der i forvejen havde mere end 4børn. Det er imidlertid iøjnefaldende, at derselv blandt kvinder med store børneantal stadiger ikke få, som må henføres til gruppe b, d.v.s.hvor der er visse mindreværdsfølelser og andrenegative virkninger af operat'onen, som dogoverskygges af den positive effekt på helbredstilstandeneller de sociale forhold.Stilles efterundersøgelsesresultatet i relationtil den psykiske tilstand før indgrebet viser detsig, at de psykisk normale har den gunstigsteprognose med hensyn til den psykiske forarbejdningaf sterilisationen, hvorimod depressive,ængstelige, astheniske og sensitive psykopater(karakterneurotikere) og i særdeleshed kvindermed sværere neuroser har den dårligste prognosemed hensyn til efterforløbet efter sterilisation.Inddeles materialet i relation til kvaliteten afde ægteskaber, de pågældende kvinder levede i,viser det sig, at der overhovedet ikke forekommernegative resultater i gruppen af »gode ægteskaber«,hvorimod der er 10 negative blandtde 105 kvinder, der levede i middelgode ægteskaberog 1.8 negative blandt de 82, der levede idårlige ægteskaber.Binder har sluttelig forsøgt at vurdere moderdriftensstyrke og finder en udpræget korrelationmellem sta^rk moderdrift og relativt mangemed negative følger af Sterilisationsoperationen.Binder har herefter i detailler undersøgt virkningenaf sterilisationsindgrebene og beskæftigersig først med operationens indflydelse påmenstruationen. Man har forsøgt at se bort fraeffekten af samtidig korrigerende indgreb somf. eks. plastiske operationer, fjernelse af svulsterog lign. Det viser sig da, at menstruationerne eruforandrece hos 85 %, bedre hos 6 % og værrehos 9 %. Forandringerne optræder ofte medV2-I års latenstid. Ugunstige eftervirkningerkan af og til atter tabe sig, når nogen tid ergået.De bedrede fordeler sig stort set på følgende3 typer:1. For rigelige (menorrhagiske) menstruationernormaliseres. Det drejer sig oftest om nervøsekvinder med udtalt svangerskabsfrygt ogutilfredsstillet seksualitet. 2. For sparsomme (oligomenorrhoiske)menstruationer normaliseres.Det drejer sig oftest om forslidte og udmattedekvinder. 3 Ophør af forstemninger eller smerteri tilslutning til menstruationen. Det drejersig oftest om ængsteligt-hypokondre, seksueltutilfredsstillede kvinder med udtalt svangerskabsfrygt.Med hensyn til de ugunstige virkninger fordelerde sig på tilsvarende grupper: 1. Menstruationenbliver for rigelig (menorrhagisk).Forekommer kun hos kvinder, som på grund afen ugunstig psykisk forarbejdning af operationenefter denne ikke mere kan opnå seksuel udløsning.2. Menstruationen bliver for sparsom(oligomenorrhoe). Kvinder som efter operationenudvikler tiltagende sjælelig forkrøbling, somforhindrer enhver seksuel afreaktion. 3. Forstemningerog underlivssmerter i tilslutning tilmenstruationen efter sterilisationen. Dette er denhyppigste klage og optræder hos 17 af de undersøgte.Forekommer hvor sterilisationen fremkalderen særlig udtalt følelse af utilfredsstilletmoderdrift. Hver ny menstruation er en bekræftelsepå deres ufrugtbarhed. Menstruationerneopleves som meningsløse, når man ikke længerekan få børn.Binder undersøger derefter sterilisationens effektpå uddidthedstilstanden, de neurastheniskereaktioner. I mange af disse tilfælde har sterili-121

sationen, måske i nogle tilfælde kombineret medvirkningen af hospitalsopholdet, som for enkelteaf disse kvinder er den første ferie de nogensindehar haft, medført en helbredelse af neurasthenien— de blomstrer op, tager på i vægt,får deres vegetative og psykiske balance tilbage,ligesom trætheds-frigiditeten forsvinder. Effektener naturligvis afhængig af, hvilke byrder derfremover påhviler en sådan kvinde, samt i særliggrad af i hvilket omfang neurasthenien erkonstitutionelt betinget. Som regel medfører sterilisationenimidlertid, at det fuldstændige sammenbrudforebygges.Med hensyn til de gunstige psykiske jorløbefter sterilisation beror disse først og fremmestpå bortfaldet af svangerskabsfrygten. Det betonesimidlertid, at man hyppigt hos en og sammekvinde på den ene side møder en frygt forat få yderligere børn og på den anden side ogsåudtryk for utilfredsstillet moderdrift - en konfliktmellem forstand og hjerte. Svangerskabsfrygtenkan i mange tilfælde føre til frigiditet,angst- og organneurotiske forstyrrelser samt betydeligeægteskabelige vanskeligheder, som sekundærtkan manifestere sig i form af seksuelleog neurotiske forstyrrelser også hos ægtemanden.I sådanne tilfælde kan også anticonceptionsprocedurernekompliceres, og der kan udviklesig en »antikonceptionsneurose«. I sådannetilfælde kan sterilisationen virke som en fuldstændigkur og kan gennemgribende sanere ægteskabet.I materialet indgår 23 kvinder, d.v.s.8 % af det samlede materiale, hvor sterilisationenmedførte en helbredelse eller vidtgåendebedring af udprægede organ- og angstneuroseralene som en følge af operationen. Dette varogså tilfældet hos en del patienter, hvis øvrigeomstændigheder var ret ugunstige, f. eks. medrelativt uharmonisk ægteskab, eller hvor der varkraftige modforestillinger mod sterilisation pågrund af utilfredsstillet moderdrift eller af religiøsegrunde. Mange af ægtemændene udvikledesig i mere hensynsfuld retning. Binder referererfølgende sygehistorie: Begge ægtefællermeget flittige og samvittighedsfulde, men nogetængstelige og tilbageholdende, dog slet ikke ipsykopatisk grad. Ægteskab 1919; i de første 4år får man 3 børn; så 10-årig periode, hvorman anvender forskellige præventive midler medtiltagende svangerskabsfrygt. Hustruen henvendersig i 1933 i den psykiatriske konsultation:Tidligere normal orgasme, men nu gennemmange år fu'dstændig frigid. Gadefobi (patientenhar den forestilling, at folk på gaden kikkerpå hendes lidt stærkt udviklede bryster og tror,at hun er gravid), hjertebanken, søvnforstyrrelser,hovedpine, for lange blødninger (menorrhagier).Man indkaldte manden: Af angst forat besvangre hustruen var han atter begyndt atonanere; svær hypokondrisk angst på grund afdette. Efter en bronchitis neurotisk fixation afåndedrætsbesværet og udvikling af en pinefuldneurotisk asthma. Man anbefalede sterilisationaf hustruen og aftalte psykoterapi efter operationen.2 måneder senere kom hustruen og forklarede,at hun og manden ikke behøvede kommemere, da alle besvær var forsvundet efteroperationen. 1936, 3 år senere, efterkontrol:Begge ægtefæller fuldstændigt sunde og besværsfri;normalt seksuelt forhold med gensidigtilfredsstillelse.Over for eksempler som det refererede stårimidlertid en række andre tilfælde, hvor frigiditetenikke påvirkes af operationen, nemlig sådannetilfælde, hvor frigiditeten beror på dybtliggendeneurotiske hæmninger, som er udenforbindelse med svangerskabsangsten. I enkelteandre ti) fæ'de kan sterilisationen få en ugunstigeffekt, fordi bortfaldet af svangerskabsfrygtenskaber en vis erotisk opblomstring hos kvinden,som ægtemanden muligvis ikke kan leve op til.I andre ti'fælde har kvinden og evt. begge ægtefællerefter sterilisationen følt det seksuellesamvær berøvet s ; n dybere mening - har evt.sammenlignet det seksuelle samvær med selvtilfredsstillelse.Endelig findes der tilfælde, hvormandens holdning efter sterilisationen er blevetmere hæmningsløs og hensynsløs.Binder understreger, at sterilisation altså ikkehar nogen »obligatorisk« psykisk effekt, men atalt afhænger af omstændighederne og af personlighedernehos de to ægtefæller.De ugunstige følger efter sterilisation er sågodt som udelukkende af psykisk art. Hos 117registreredes lettere eller sværere ulemper ellernegative følger. Disse inddeler sig i 66 (23 %af det samlede materiale) med klager over utilfredsstilletmoderfølelse, 42 (14 %) med følelseaf ødelagt legemlig integritet og 9 (3 %)med moralsk-religiøse skyldfølelser.Med hensyn til den utilfredsstillede moderfølelsemener Binder, at en sådan følelse af beklagelseog tomhed må betragtes som en normalreaktion på en sterilisation, og at en fuldstændigmangel af sådanne følelser snarest må betragtessom abnorm. Disse normalreaktioner overvindesimidlertid som tiden går. Følelsen er imidlertiduafhængig af de rationelle motiveringer sterilisationsindgrebetkan have haft. Ikke sjældentoptræder reaktionen med en betydelig latenstid122

efter operationen. Den bliver især udtalt, hvisens barn dør og provokeres i øvrigt aJ : situationer,hvor disse kvinder møder spæde børn. Ikkesjældent dukker den op i drømmevirksomheden.Mange oplever følelsen som en udprøget mindreværdsfølelse.Af og til kompenseres den gennemomsorg for plejebørn, husdyr etc. Også ægtemanden,og de børn hun allerede har, kan udsættesfor den steriliserede kvindes overdrevneplejebehov, hvilket ikke altid forløber konfliktfrit.I visse tilfælde påvirkes seksualiteten, ogden steriliserede bliver frigid, og der opstår ægteskabeligeproblemer. Alene anticonception kanfremkalde sådanne reaktioner. Disse ugunstigefølger ses kun, hvor moderdrift og seksualiteter nært sammenknyttede, men en sådan sammenkoblingfandt man dog næsten hos halvdelenaf de kvinder, hvis moderfølelser var påvirkedeaf sterilisationen. Dette syntes især atvære tilfældet hos de udpræget feminine kvindersamt hos de psykisk mere differentierede.Med hensyn til følelsen af ødelagt legemligintegritet fremhæver Binder, at operative indgrebpå genitalorganerne naturligvis er tilbøjeligtil at fremkalde særligt udtalte følelsesmæssigereaktioner, og der udvikler sig let kraftige mindreværdsfølelser,som sekundært fører til hypokondriskefornemmelser i form af følelse afsvækkelse, tomhed, lammelse, af at skrumpe ellertage til, dødhedsfornemmelse i underlivet,følelse af at noget er indeklemt, at man kun eren halv kvinde etc. Også her udvikledes oftesvære sexuelle forstyrrelser.Kun i 9 tilfælde dominerer de morahk-religiøseskyldfølelser, således at disse bliver et hovedproblemefter sterilisationen. Sådanne skyldfølelserforekommer imidlertid i i alt 50 af tilfældene(17 % af det samlede materiale) — afdisse 50 er 20 protestanter, 18 katolikker og 12tilhørende andre sekter. I det samlede materialeforekommer 4 gange så mange protestanter somkatolikker.Mindreværdsfølelser forekommer i 40 % aftilfældene, men i 3 /4 af disse tilfælde opvejerfordelene ved sterilisationsindgrebet tydeligt deulemper, som disse mindreværds- og nederlagsfølelserer udtryk for. Meget fremtrædende erhos mange følelsen af at have mistet ægtemandensrespekt, af at være ydmygede, hvorfor manskammer sig. En enkelt anførte, at hun i en tilsvarendesituation nok ville have ladet sig sterilisere,men ville have foretrukket, at ægtemandenintet vidste derom. I enkelte tilfælde berettedeprimitive kvinder, at de efter sterilisationenvar frigide over for deres egen mand, men ikkeover for andre mænd, for hvilke de kunne skjuleoperationen. I andre tilfælde udvikledes mindreværdsfølelserne,således at de pågældendekvinder følte, at andre så ned på dem, betragtedesom letsindige og letfærdige etc. I 14 tilfældefandtes en sådan (projicerende paranoid)indstilling i udtalt grad.Påvirkningen af sexualiteten gøres op medfølgende resultat:Ingen forandring:145 tilf. (= 50% af materialet).Gunstig forandring:88 tilf. ( == 30% af materialet).(Bedring af udmattelsestilstande og bortfald afsvangerskabsangst).Ugunstige forandringer:60 tilf. (- 20% af materialet).(30 tilf. af i alt 60 tilf. af utilfredsstillet moderfølelse,28 af i alt 42 tilf. med følelse af ødelagtlegemlig integritet, 2 af i alt 9 tilf. af udtaltemoralsk-rcligiøse skyldfølelser).I alle tilfælde drejer det sig om en sjæleligindflydelse på sexualiteten. Materialet giver intetholdepunkt for at antage, at organiske følgerefter sterilisation har haft nogen indflydelse pådisse resultater.På grundlag af de behandlingsmæssige (psykoterapeutiske)erfaringer man har haft, harBinder videre været i stand til at bedømme, ihvilken vid strækning sterilisationerne efterfulgtesaf egentlig neurotisk udvikling, d.v.s. udviklingenaf ubevidste konflikter omkring sterilisationenmed deraf følgende neurotisk symptomdannelse.Konflikterne har været: af samme artsom de allerede beskrevne, d.v.s. præget af mindreværdsfølelser,af utilfredsstillet moderfølelse,at af være blevet »kastreret« og af at være blevetstraffet for formodede synder. I behandlingsperiodenhar patienterne aflagt talrige vidnesbyrdom sådanne opfattelser. Udelukkes allesådanne tilfælde, hvor der i forvejen bestod enneurotisk ti'stand, samt alle sådanne tilfælde,hvor en senere neurose ved nærmere analyse vistesig ikke at have sammenhæng med sterilisationen,fandtes 51 (=17%) tilfælde med »sterilisationsneurose«.(I 30 tilfælde organneuroseraf simpel, hypokondrisk eller hysterisk natur)og i 21 tilfælde psykoneuroser, enten angstneurosereller karakterneuroser).Med hensyn til de ægteskabelige forholds udviklingefter en sterilisation viste materialet, at59 tilfælde udviklede sig gunstigt og 32 ugunstigt.De gunstige udviklinger skyldtes dels aflastningenfor svangerskabsfrygt samt stadigegraviditeter samt endelig forbedrede sexuelle123

forhold. Den ugunstige udvikling syntes ofte atstå i forbindelse med den tomhed, som indfandtsig efter operationen, samt i mindreværdsfølelserneog de sexuelle komplikationer. Mangemænd syntes at få en anden holdning til densteriliserede hustru, behandlede hende mere somen »genstand«. 17 af de steriliserede kvinderudviklede efter operationen ja'ousi mod deresmand, men i 45 tilfælde udvikledes eller forstærkedesallerede tilstedeværende jalousi hos desteriliseredes mænd. Dette var især tilfældet,hvor han i forvejen havde haft visse mindreværdsfølelserover for hende. Han frygtede, athun nu uden risiko kunne have forho'd til andremænd. Hos 7 kvinder og hos 3 mænd svandtjalousi, som havde været til stede før sterilisationen- dette syntes at stå i forbindelse medbedringen af de sexuelle forhold. Om ægteskabsbrudforekom med øget hyppighed lod sigikke nøjagtigt konstatere - kun 9 af mændeneog 6 af kvinderne tilstod sådanne, således atBinder mener at kunne bekræfte Maiers tyskeog Wildenskovs danske samt amerikanske erfaringergående ud på, at sterilisation ikke fremmerpromiskuiteten. Materialet indeholder eksemplerpå, at sexuel holdningsløshed svandtefter operationen. Enkelte åndssvage opfattedeoperationen som en straf for deres letsind.Binder konkluderer, at det vidt udbredte dogme,at steri.'isationen er uskadelig er urigtigt. Ide fleste tilfælde har indgrebet såvel fordelesom ulemper - betydelige ulemper fandtes hos40 c /c, men kun hos 10 % var ulemperne såsvære, at de overvejede fordelene. Ved bedømmelsenaf sterilisationsindikationer har følgendemomenter en prognostisk ugunstig betydning:1. Ung alder hos kvinden. 2. Få børn. 3. Depressive,angstbetonede, astheniske og sensitivekarakterafvigelser samt især sværere neurotisketilstande. 4. Dårligt ægteskab. 5. Særlig ugunstigsynes prognosen, såfremt kvinden begærersterilisationen til trods for, at hun fortrængerindre ønsker om stadig at kunne få børn, entenfordi hun ikke vil have børn med en forhadtmand, eller fordi han presser hende til indgrebet.6. Stærk moderfølelse. 7. Tilbøjelighed tilhypokondri. 8. Religiøs indstilling, der betragtersterilisation som syndig. 9. Ugunstig indflydelsepå sexualiteten kan især ventes hos differentierede,udtalt feminint-moderlige kvinder, dertidligere har haft svag, i totalpersonlighedenintegreret sexualitet, der let påvirkes af træthedstilstandeog lignende.I 1939 offentliggjorde Alice Bruun og fensChr. Smith en på basis af indberetninger foretagetefterundersøgelse af de 1001 sager vedrørendepersoner steriliseret i henhold til lov omåndssvage fra lovens ikrafttræden i 1934 indtil1. januar 1939. Sterilisation gennemførtes i 974tilfælde, 314 mænd og 680 kvinder, over 70 %i aldersklassen 18-25 år. Kun 29 under 18 årsteriliseredes i denne periode. 73 % var debile.Nogle få (7) var sinker, væsentligst steriliseredei de første år loven virkede og sådanne sinker,som fungerede som egentlig åndssvage. Senereholdt man en skarpere afgrænsning. Af de974 steriliserede efterundersøgtes 574. 10 % afde opererede havde haft mindre fysiske generefter indgrebene. 37 angav forbigående menstruationsbesværligheder.I 1 tilfælde kompliceredesoperationen af en kvinde med tarmlammelseog død, i to tilfælde med senere tarmslyng,i det ene tilfælde med døden til følge.424 eller 74 % opnåede en anbringelse underfriere forhold end ved indstillingen, 96 eller17 % forblev i familiepleje eller under forsorg,52 eller 9 % forblev på anstalt men ofte underfriere forhold. Ved indstillingen var 468 eller82 c /o anbragt på anstalt, ved efterundersøgelsenkun 53 eller 9 %• Man konkluderede, at det villevære ønskeligt, om det var muligt for kvinder,der nærmede sig klimakteriet at gennemføresterilisationen som røntgensterilisation. Endviderefandt man behov for, at sterilisation ogsåfor så vidt angår åndssvage kunne gennemførespå eugenisk indikation, idet der fandtes letåndssvage som vel kunne forsørge et eller tobørn, men hvor risikoen for defekt afkom varåbenbar. Man fandt endvidere behov for obligatoriskefterundersøgelse af personer steriliseredei henhold til lov om åndssvage.I almindelighed gælder det, at forholdene erså komplicerede, da sterilisationen har så mangeog så forskelligartede, ja ofte modsatte virkningerpå individet og dets sociale omgivelser, atindikationerne ikke kan stilles på grundlag afskematiske regler. Fordele må altid vejes modulemper.Fra 1939 foreligger en efterundersøgelse foretageti Schweiz af Bauman og Geiser. 187 af293 steriliserede kvinder besvarede et spørgeskema.9 % fortrød og yderligere 10 % angavvæsentlige men, dog ikke afgørende ulemper.Forfatterne understreger betydningen af, at derikke udøves pres, når kvinder overtales til at ladesig sterilisere og advarer mod, at man tilrådersterilisation til kvinder, der aldrig spontant villehave tænkt på at tage dette skridt.Wenner offentliggjorde i 1939 en lignendespørgeskemaundersøgelse af 1069 kvinder, der i124

årene 1920-33 var steriliseret på den gynækologiskeklinik i Basel. Man modtog svar fra 69 %.5 c /o angav at fortryde, 7 på grund af fysiskebesvær, 4 af religiøse grunde, 7 på grund afmindreværdsfølelser, 10 på grund af utilfredsstilletmoderfø'else og 7 på grund af frigiditet.1947 offentliggør Hinder er (Schweiz) en efterundersøgelseaf 22 steriliserede mænd, dervar steriliserede dels på eugenisk indikation(ægteskabsbetingelse), dels som vilkår for abortusprovocatus hos hustruen. Hinderer konkluderer,at sterilisation af manden lige så lidt somsterilisation af kvinden er et indifferent indgreb.I arbejder fra North Carolina, USA, fra 1949redegør Woodside for efterundersøgelser af48 steriliserede gifte, psykisk normale kvinder,først og fremmest udslidte, der er steriliseret påmedicinsk indikation. Resultaterne var stort setgunstige. De sexuelle følelser var uforandredehos 33, forbedrede hos 6 og forringede hos 6.Forringelsen skyldtes især træthed og fysiskeulemper efter operationen. Dårlige resultaterfandtes især hos i forvejen neurotiske kvinder.Woodside understreger betydningen af, at befolkningener oplyst om sterilisationslovgivningenog sterilisationens store muligheder for atskabe gunstige resultater, således at ikke al slagsovertro er udbredt og afficerer dem, der ladersig sterilisere. Forfatteren understreger endvidere,at et menneskes personlighed ikke ændresgennem en sterilisation, og at en i forvejen asocialnaturligvis ikke bliver mindre asocial somfølge af en operation.Melcher foretog i 1951 spørgeskemaundersøgelseaf 340 steriliserede kvinder bosiddende iet landdistrikt i Schweiz. 65 % svarede. 11 %fortrød og ville ikke lade sig sterilisere igenkunne de vælge, 3 % vidste ikke. De ugunstigevirkninger var: Menstruationsforstyrrelser, forværringaf det sexuelle forhold, følelse af legemligtmindreværd og utilfredsstillet moderfølelse.Naville undersøgte i 1952 230 psykisk normalekvinder, som var steriliseret i Zürich i årene1943-46. 119 af disse var steriliseret på»konventionel« indikation, d.v.s. de var over 30år og havde mindst 3 børn. 76 steriliseredes påsamme indikation, men opfyldte ikke begge betingelser.Resultaterne var helt gunstige hos82 %, i det væsentlige gunstige hos 13 %, i detvæsentlige ugunstige hos 3 % og helt ugunstigehos 2 %. Ugunstige resultater var 5 gange hyppigerehos kvinder, der var under 30 år. Steriliseresder på konventionel indikation, bør manderfor ikke gå under denne alder — sterilisationsønsketer ofte betinget af en temporærsvaghedstilstand. De 5 kvinder, der enten varover 30 år eller mindst havde 3 børn og alligevelvar utilfredse, demonstrerede, at man skalvære meget forsigtig med at sterilisere kvinder,der er meget samvittighedsfulde og har stærkemoderfølelser, har udtalte religiøse følelser ogen tilbøjelighed til hypokondriske reaktioner.I et interessant arbejde fra den psykiatriskeuniversitetspoliklinik i Zürich har A. Holensteini 1952 redegjort for en efterundersøgelse af 95på psykiatri.sk indikation mere end 6 år tidligeresteriliserede kvinder. Materialets sammensætninger formentlig omtrent som Binders. I modsætningtil Binder bedømmer Holenstein imidlertidresultatet som negativt, såfremt den pågældendeselv beklager indgrebet på grund af en elleranden ulempe uanset om en mere objektiv ellerlægelig betragtning ville klassificere resultatetsom overvejende positivt. 9 af de 95 registrerespå denne måde negativt ved efterundersøgelsen.En relativ meget stor del af de 9 er over 35 år- dette er i modsætning til Binders fund, derfortrinsvis fandt negative resultater blandt deyngre. Andre faktorer end aldersfaktoren må såledeshave indflydelse på de subjektive sterilisationsfølger,som registreres i denne undersøgelse.55 kvinder ønsker ved efterundersøgelsen,at de kunne 1 få endnu et barn. 7 af de 9 medsubjektivt negativt resultat findes blandt disse,hvilket demonstrerer moderfølelsens store betydningfor resultatet. Med hensyn til sterilisationensindflydelse på de ægteskabelige forhold viserundersøgelsen kun eksempler på, at de ægteskabeligeforhold er bedrede som følge af bortfaldaf svangerskabsfrygten, mens kun enkelteaf de i forvejen dårlige ægteskaber er endt medskilsmisse. 1 24 tilfælde finder man ved efterundersøgelsenfysiske og psykiske klager, somformentlig er neurotisk betingede. Klagerne gårud på trækkende og stikkende fornemmelser iunderlivet, fornemmelser i hjerteregionen, rystenaf hænderne og hyppigst rygsmerter, svimmelhedog hovedpine.Ved en gennemgang af de negative tilfældefindes ikke ét, hvor en objektiv, lægelig bedømmelseanser ulemperne for overvejende, såledesat resultaterne bedømt efter Binders metode måanses for rent positive. De subjektivt negativebedømmelser forekom især, hvor operationenprimært blev udført på grund af mandens forhold(alkoholisme, åndssvaghed, brutalitet). Isådanne tilfælde bør man stræbe efter, at det ermanden, der steriliseres. Negative reaktionerfandtes også, hvor kvinden ikke selv primært125

havde ønsket sterilisation, men hvor ønsket fortrinsvisvar andres, f. eks. mandens. Endviderefandtes negative reaktioner som anført hos megetmoderlige kvinder med mindre end 3 børn.Efterundersøgelsen afslørede også, hvor megenuklarhed, der hos de pågældende kvinder existerermed hensyn til sterilisationens følger, oghvor meget de derfor til stadighed beskæftigersig med spørgsmålene - dette til trods for, at dei forvejen er nøje orienterede herom. Dette kunnetale for, at der fandtes en eller anden formfor rådgivning for disse kvinder, der åbenbartbefinder sig i en slags psykisk særtilstand.Amstein offentliggjorde i 1953 i Schweiz enefterundersøgelse af 26 ægteskaber, hvor sterilisationhavde været en betingelse for retten tilat indgå ægteskab. De pågældende ægtefællervar åndssvage eller psykopater. Både individueltog samfundsmæssigt havde sterilisationen i mangetilfælde virket efter sin hensigt, men en forudsætningvar en rigtig selektion og en omhyggelig,psykiatrisk forundersøgelse.Koya, Muramatsu, Agata og Suzuki offentliggjordei 1955 fra Japan en efterundersøgelse af338 (udgørende 79 % af det oprindeligt steriliseredemateriale) steriliserede kvinder 2-18 månederefter operationen. Det var psykisk normalekvinder, der steriliseredes på grund af svaghed,forslidthed, mange børnefødsler samt aføkonomisk-sociale grunde. 89 % havde mindst1 legal abort tidligere eller samtidig med sterilisationen.31 % følte helbredet bedret, væsentligstpå grund af bortfald af svangerskabsfrygt.6 % følte helbredet forværret. 92 % erklæredesig tilfredse med sterilisationen. 85 % erklærede,at de uforbeholdent ville anbefale en andenat lade sig sterilisere, 10 % ville ikke dette. Restengav intet sikkert svar. Grunden til, at 10 %ikke ville anbefale operationen, var i almindeligheden følelse af tomhed, fordi de ikke kunnefå flere børn.I et arbejde: Nachuntersuchungen von 100auf Grund psychiatrischer Indikation ohne vorherigeInterruptio graviditas sterilisierten Frauenhar Hoppeler fra den psykiatriske universitetspolikliniki Basel i 1955 offentliggjort en efterundersøgelseforetaget med henblik på at belysei hvilken udstrækning de negative eftervirkningerpåvist i tidligere arbejder stod i sammenhængmed, at et betydeligt antal af de tidligereschweiziske efterundersøgelser var baserede påmaterialer, hvor en betydelig del af patienternehavde fået foretaget sterilisation i tilslutning tilsvangerskabsafbrydelse, således at efterreaktionernemuligvis snarere beroede på den tidligereforetagne svangerskabsafbrydelse. Man havdeendvidere til hensigt at vurdere sterilisationen irelation til mere konservative svangerskabsregulerendemetoder, da sterilisationen trænger sigpå i stigende grad som anticonceptionel metode.Efterundersøgelserne er foretaget som egentligepsykiatriske undersøgelser mindst 3 år efteroperationen. Alle tilfælde, hvor der tidligerehavde været foretaget svangerskabsafbrydelse,udelukkedes af materialet. De 100 efterundersøgtefremgår af et udgangsmateriale på 152,hvor, af mere eller mindre systematiske grunde,kun 100 undersøgtes. 89 var tilfredse med sterilisationen,5 var overvejende tilfredse og 6 subjektivtutilfredse med sterilisationen og ville påefterundersøgelsestidspunktet ikke lade sig steriliserepåny, om de kunne vælge. Negative bedømmelserfandtes hyppigere blandt katoliker.Med hensyn til aldersforholdene fandtes ikkesom hos Binder færre negative tilfælde blandtde ældre - formentlig fordi man på dette tidspunkthar taget vidtgående hensyn til Bindersfund ved indikationsstillingen. Ej heller fandtesflere negative bedømmelser blandt patientermed få børn. Da der også forekommer negativeefterreaktioner hos patienter, der var steriliseredepå grund af fysisk sygdom, anbefaler forfatteren,at der også i sådanne tilfælde foretagesen psykiatrisk undersøgelse for at vurdere evt.psykiatriske kontraindikationer. I 90 tilfælde varindikationen social-medicinsk. Kun 7 af disseangav, at økonomiske hensyn ikke havde væretde hovedsagelige, men der var dog fra et medicinsksynspunkt ikke tvivl om, at det i alle 90tilfælde ikke kun drejede sig om bekvemmelighedsindikationer,men om alvorlige social-medicinskeinsufficienstilstande. Blandt de 27, somvar over 30 år, og havde 3 børn, fandtes 3 heltnegative subjektive bedømmelser; blandt de resterende,der enten ikke var over 30 år eller ikkehavde 3 børn, fandtes 3 helt negative og 5tvivlsomt positive reaktioner. Tvivlsomme tilfældebør derfor altid psykiatrisk forundersøges.7 angav, at de havde ladet sig sterilisere underpres eller tvang til trods for, at de over for bådepsykiater og gynækolog havde ladet som om deresansøgning var frivillig. 3 af disse bedømmerresultatet som negativt og 2 som tvivlsomt positivt.På efterundersøgelsestidspunktet fandt 1,at læge, 1 at en embedsmand, 4 at ægtemanden,og 1 at sygdommen (epilepsi) havde udøvettvangen. Visse omstændigheder taler dog for, atde pågældende i nogle tilfælde fejlbedømte dehistoriske kendsgerninger. Des større svangerskabsfrygtde steriliserede havde følt før sterili-126

sationen, des mindre sandsynlige var negativeefterfølger.V3 af de 100 kvinder var psykisk abnorme,2 /s normale. Der forekom flere negative reaktionerblandt de psykisk abnorme og specieltblandt de oligophrene. Psykisk normalitet udgørdet bedste grundlag for sterilisation.Kun hos 6 af de 100 kvinder konstateredesved efterundersøgelsen ønske om at få flerebørn. Dette tal er i modsætning til Binders 23%og Holensteins ikke mindre end ca. 60 %. Forfatterensætter dette gunstige resultat i forbindelsemed, at indikationerne har været bedretakket være psykiatrisk forundersøgelse i de flestetilfælde samt især med det forhold, at derikke var tale om abortindgreb i noget tilfælde.Steriliserede kvinder med en forudgående svangerskabsafbrydelselider altså hyppigere af utilfredsstilletmoderdrift.De ægteskabelige forhold forbedredes hyppigereend forringedes. Binders tese om, at negativeefterfølger er hyppigere, hvis ægteskabet iforvejen er dårligt, bekræftes ikke i denne undersøgelse,hvor der forekommer flere negativetilfælde, hvor ægteskabet i forvejen er godt. Detantages dog, at de særlige omstændigheder i ægteskabetførst og fremmest bør være vejledendeved en omhyggelig indikationsstilling. De seksuelleforhold bedredes i 33 %, var uforandredei 50 % og forværredes i 12 %, tal, der megetnøje svarer til Binders. 5 angav, at de førstegang efter sterilisation havde oplevet seksuel tilfredsstillelse.5 andre blev frigide efter sterilisationen.Kun i 1 tilfælde udviklede en ægtemandsvær jalousi og i 1 tilfælde udvikledessexuel holdningsløshed hos en patient.Menstruationerne påvirkedes gunstigt i 28 %,ugunstigt i 6 % og var uforandrede i 66 % aftilfældene - et resultat der er noget gunstigereend i de tilsvarende undersøgelser af Binder ogHolenstein.Ugunstige psykiske udviklingsforløb findes idenne undersøgelse væsentligt sjældnere end hosBinder. (Binders tal anføres i parentes).Utilfredsstillet moderdrift: 6 % (23 %)Religiøse og moralske skrupler: 3 % (3%)Følelse af legemlig underlødighed: 1 %(14 %)Frigiditet efter sterilisationen: 5 % (?)5 af de subjektivt helt negativt vurderede tilfældeforekommer i gruppen med utilfredsstilletmoderdrift. Denne følelse er i øvrigt som hosBinder uafhængig af børneantallet.Af 90 efter sterilisationen stadig gifte kvinder,angav 44 de sociale forhold som uforandrede,mens 38 angav dem forbedrede og 8 forværredeefter sterilisationen.Om de af de steriliserede i forvejen anvendteantikonceptionelle metoder oplyses, at 42 havdeanvendt coitus interruptus, 29 mekaniske og kemiskemidler, 22 Knauss-Ogino-metoden og 7aldrig nogen metode. Ligegyldighed og manglendeacceptation af de mekaniske og kemiskemetoder var oftest årsag til, at disse ikke anvendtesi større omfang. Skødesløshed med hensyntil praktiseringen af Knauss-Ogino-metodensamt uregelmæssige menstruationsforhold varårsag til, at denne metode ofte svigtede.I 1955 har Ernst Häuser fra den psykiatriskeuniversitetspoliklinik i Zürich offentliggjort enefterundersøgelse over steriliserede mænd: DieSterilisation, des Mannes zur Verhütung vonSchwangerschaften. Haus er opererer med 3 forskelligeindikationer for vasektomi: 1. Vikarierendesterilisation i snævrere forstand - der eringen kontraindikation mod sterilisation af kvinden,men manden stiller sig frivilligt til rådighed(6 tilfælde). 2. Vikarierende sterilisation ividere forstand — der er kontraindikation modsterilisation af kvinden (15 tilfælde) og 3. Sterilisationaf manden på grund af forhold hosham selv eller i hans slægt (10 tilfælde). Alleindikationer er stillet af den psykiatriske polikliniki årene 1940-51 og alle undtagen 3 erefterundersøgt mindst to år efter operationen.Yderligere 10 var indstillet til sterilisation, menændrede beslutning inden operationen.Sterilisationen virkede gunstigt på grund afden almene beroligelse og bortfald af svangerskabsfrygt,som den medførte såvel hos mandenselv som hos hustruen — for sidstnævntes vedkommendei enkelte tilfælde i en sådan grad, atmenstruationerne normaliseredes samt, at hunatter opnåede evne til orgasme. I et enkelt tilfældeophørte mandens extramatrimonielle forhold,fordi hustruen nu kunne tilfredsstilles.Flere mænd angav almen bedring også af denfysiske tilstand. Ugunstige følger i form af legemligebesvær som følge af operationen konstateredesikke, hvorimod sterilisationen i nogletilfælde fremkaldte en kriseagtig tilstand i detsexuelle samliv enten på grund af mandens impotens(reiereret fra Hinderers undersøgelse)eller når hustruen efter sterilisationen fandtsamlivet »formålsløst«. Også en øget fare forægteskabsbrud anføres. Endelig forekom tilfælde,hvor den økonomiske forbedring af forholdene,som sterilisationen havde medført, havdeført til ønske om flere børn samt tilfælde, hvor127

en skilsmisse og fornyet ægteskab samt et barnsdød førte til ønske om atter at kunne få børn.De fleste mænd angav en forøgelse af libidoog potens umiddelbart efter operationen - forholdenenormaliseredes dog i alle tilfælde i løbetaf nogle måneder. To i forvejen impotentemænd bedredes ikke. I 2 tilfælde indtrådte svangerskabefter sterilisationen. Følgende mulighederventi'eres: Rekanalisation af sædlederen, evt.som følge af en infektion med fisteldannelse(sandsynliggjort i et af Hinderers tilfælde),ufuldstændig operation, hvor man ikke har overskåretsædlederen (kunne evt. kontrolleres vedmikroskopi af det fjernede vævstykke, såfremtman indførte en regel om obligatorisk kontrolmikroskopiaf det fjernede væv), konception indenfor karenstiden, som i almindelighed angivestil 1-2 måneder inden for hvilken periodespermatozoer kan opholde sig oven for overskæringsstedetog stadig være befrugtningsdygtige,samt endelig at hustruen har konciperetextramatrimonielt.Forfatteren opstiller i øvrigt — følgende Bindersinddelingsmåde - følgende skema over egneog Hinderers efterundersøgelsesresultater:Mens 92 % af resultaterne i efterundersøgelserneover steriliserede kvinder (Binder, Holenstein,Naville) bedømmes positivt (gruppe a ogb) er det tilsvarende tal for mænd 97,5 %(Hinderer og Häuser).Fordeles resultaterne ved efterundersøgelsenpå de forskellige indikationsgrupper fås følgendeopstilling:Flest gunstige resultater er opnået ved denførstnævnte indikation som samtidigt er karakteriseretved, at de pågældende har ladet sigsterilisere fuldstændigt frivilligt. Ved den andenindikation er manden til en vis grad steriliseretunder truslen om de farer hans hustru villeudsættes for, såfremt hun steriliseredes. Ved dentredie indikation steriliseredes manden ofte, fordidette har været et vilkår for, at hustruen harfået foretaget svangerskabsafbrydelse. Dog betingerde reelle helbredsmæssige eller arvehygiejniskemomenter, som er til stede i disse tilfældeså megen mere acceptation af disse indikationer,at resultatet indtager en mellemstilling mellemde to første indikationsgrupper. Hauserskonklusion - støttet også af de kliniske oplysningerfra de refererede enkelttilfælde - er, atgraden af frivillighed med hvilken en mand ladersig sterilisere er af afgørende betydning forresultatet. Med hensyn til udviklingen af de ægteskabeligeforhold viser det sig, at gode, ægteskabeligeforhold ikke ødelægges af en sterilisation,hvorimod i forvejen slette ægteskabeligeforhold i visse tilfælde forværres yderligere. Ingensynes at udvikle holdningsløshed efter sterilisation,men en i forvejen holdningsløs kanforstærke sin holdningsløshed efter sterilisationen.Særlig forsigtighed bør udvises, hvis enskilsmisse kan forudses, idet der da senere i etnyt ægteskab kan opstå behov for yderligerebørn.Fra Danmark har Preben Hertoft i 1956 redegjortfor en spørgeskema-efterundersøgelse af139 kvinder steriliserede på Amts- og Bysygehuseti Nykøbing F. lait udførtes i 1 O-året 1945-54 162 sterilisationer, men bl. a. de åndssvageefterundersøgtes ikke. De fleste levede i dårligekår, og de steriliserede havde gennemsnitligt 6forudgående graviditeter. 120 fik foretaget abortusprovocatus samtidigt - kun 38 havde aldrigfået foretaget abortus provocatus. Mødrehjælpenstillede indikationen i 95 tilfælde, åndssvageforsorgeni 14 tilfælde, psykiater i 49 tilfælde,egen læge i 21 tilfælde og forskellige specialafdelingeri de resterende tilfælde. I 6 tilfældevar indikationen eugenisk, i 14 beroende pååndssvaghed, i 141 tilfælde medicinsk. De postoperativekomplikationer har været få og betyd-

ningsløse, letaliteten var 0. Hertojt citerer 3 tidligeredanske arbejder, nemlig af Fjeldborg(1936): 0 døde af 60, af Sand (1935): 1 dødaf 88 (1,1 %) samt af Trolle (1942): 1 død af300 (0,33 %).Ved efterundersøgelsen er 123 glad for operationen,9 har fortrudt den og 7 »ved ikke«.De tilfredse føler sig friere, og samlivet angivesofte bedret. 8 af de 9 utilfredse har samtidig fåetforetaget abortus provocatus, og det synesnavnlig at være dette indgreb, de har fortrudt.6 var over 35 år, alle havde flere børn, en afdem endda 15. En åndssvag var steriliseret 22år gammel efter at have fået 2 børn, var nu giftog ønskede sig børn.22 angav at have haft gener efter operationenoftest i form af forstærkede menstruationssmertereller blødninger - i enkelte tilfælde også iform af dårlige nerver eller frigiditet.I 1957 har Helge Berthelsen redegjort for enlignende spørgeskema-efterundersøgelse, hvorogså de opereredes egne læger blev adspurgt.Undersøgelsen omfattede 198 kvinder steriliseredepå den obstetrisk-gynækologiske afdelingpå Landshospitalet i Sønderborg. Observationsperiodenvar 2-5 år. Indikationerne stilledes allegennem Mødrehjælpen og var i 22 tilfælde rentmedicinske, i 144 tilfælde psykiatriske og i 32tilfælde i henhold til lov om sterilisation ogkastration. 50 % levede i meget dårlige, økonomiskeforhold, gennemsnitligt havde de steriliserede5 børn. 109 fik foretaget abortus provocatussamtidigt, 31 steriliseredes i puerperiet.167 erklærede sig ved efterundersøgelsen tilfredseog bedrede fysisk og psykisk og med bedreægteskabeligt forhold. 18 var tilfredse, mengrundlidelsen ikke bedret, 5 var tilfredse, menhavde fået nye symptomer. Kun 8 fortrød operationen.4 af disse indrømmer, at operationenhar gavnet dem, men ville alligevel gerne havehaft endnu et barn. De sidste 4 mener slet ikkeat have haft gavn af operationen: En kvindemed udtalt nedsynkning af underlivsorganerne,som efter at have mistet et af sine 5 børn efteroperationen, ønsker sig endnu ét; en kvinde medneurastheni og hysteri og en kvinde med megetlav intelligens, som begge mente at have fåetdårlige nerver efter operationen og sluttelig enimbecil kvinde med to børn, som efter skilsmisseog nyt ægteskab, ønskede et barn med denny ægtemand. 6 af 8, der fortrød, var intelligensdefekte- ialt indeholdt materialet 15 intelligensdefekte,hvoraf altså V3-V2 fortrød.Fra Mount Sinai Hospital i New York harAlan Guttmacher i 1957 redegjort for en efterundersøgelseaf 157 kvinder steriliserede i efterbyrdsperioden.Da efterundersøgelsen har haften rent oversigtsmæssig karakter, skal den kunrefereres kortfattet: 80 % steriliseredes på grundaf multiparitet, 12 % på grund af gentagne kejsersnitog 8 % af forskellige medicinske og obstetriskegrunde (kun enkelte psykiatriske indikationer).95 % var Puerto Ricanere eller negre.55 % iandt helbredet uforandret, 29 % forbedretog 16 c /c forværret efter sterilisationen.44 % fandt det sexuelle forhold uforandret,37 % forbedret og 19 % forværret efter sterilisationen.7 eller 4,7 % ville ikke ønske operationenforetaget, hvis de kunne vælge igen. Tiltrods for alvorlige fysiske sygdomme eller højebørneantal ønsker disse kvinder et eller flerebørn, enten fordi et barn i mellemtiden er død,eller fordi de kun har børn af ét køn, eller fordide følte sig misforståede eller under pres, da deaccepterede; operationen. På det foreliggendefinder forfatteren det ikke muligt i forvejen atskønne over, hvornår sådanne reaktioner kanindtræffe.Allan Barns og Frederich Zupan, ClevelandOhio, offentliggjorde i 1958 et materiale omfattende457 kvinder, der steriliseredes i perioden1.1.1952-1.5.1955. I slutningen af 1955 og førstehalvdel af 1956 interviewede en socialrådgiverdisse: patienter. 169 var privatpatienter,288 lå på offentlig afdeling. Man opnåede kontaktmed henholdsvis 54 % og 67 % af disseto grupper. Blandt privatpatienterne opnåedeman ikke kontakt med en del af diskretionæregrunde (katolikerne). Indikationerne fordeltesig med 66 på organisk sygdom, 65 på gentagnekejsersnit (3 kejsersnit accepteredes som indikation)og 180 på multiparitet (4 graviditeterog over 32 år accepteredes som indikation). Vedefterundersøgelsen spurgtes om patienten undersamme omstændigheder ville have operationenudført igen. Idet man inddelte materialet i patienter,der havde ligget på offentlig og patienter,der havde ligget på privat afdeling, fandtman følgende:129

Der er mange ambivalente i den første gruppe,fordi de på den ene side gerne ville haveflere børn, men på den anden side erkender denhelbredsmæssige risiko. Der er mange negativereaktioner blandt de på grund af gentagne kejsersnitsteriliserede, fordi disse ofte var overtaltaf lægerne, mens der er flest positive reaktionerblandt de på grund af mange forudgående fødslersteriliserede på grund af bortfaldet af svangerskabsfrygtenog de bedrede sociale forhold.En interessant afhængighed af, på hvilken mådesterilisationen er foreslået, fremgår endvidere afdenne undersøgelse. Var sterilisationen foreslåetaf lægen var 27 % ambivalente og 5 % negativei deres reaktioner, mens henholdsvis kun6,5 % var ambivalente og 2,5 % negative, hvispatienten selv havde foreslået sterilisationen.Fra svensk side foreligger fra 1961 en vigtigmonografi: The Prognosis After Sterilization onSocial-psychiatric Grounds — A Follow-up Studyof 225 Women af Martin Ekblad. Formålet meddette studie har været at belyse de psykiske ogsociale komplikationer, som sterilisation på psykiatriskeller social-psykiatrisk indikation kanmedføre. De 225 kvinder var alle bosiddende iStockholm såvel på operations- som på efterundersøgelsestidspunkteti henholdsvis 1951 og1956. 1 schizofren kvinde og 1 kvinde, der nægtedeat medvirke, udelukkedes af materialet. 216undersøgtes personligt psykiatrisk, 9 kun pr. telefon.191 (85%) steriliseredes i tilslutning tillegal abort, men kun 16 (7 %) var ikke gravide,da de søgte om sterilisation. 58 (26 %) havdetidligere mindst 1 gang fået foretaget legalabort. 177 (79 %) var over 30 år, 14 (6 %)var endnu ikke 26 år. 193 (86 %) var gifte,15 (7 %) var separerede, skilte eller enker og17 (8 c /c) var ugifte. Den arvelige belastningmed psykisk sygdom syntes ikke over gennemsnittet.34 (18 %) af de 193 gifte, var gift meden alkoholiseret mand. 12 (5 %) havde ingenbørn. 85 (38 c / c ) havde ikke mere end 2 børnog kun 29 (13 %) havde over 4 børn. 40(18 %) havde under middel intelligens, meningen var imbecile. Udover den ovenfor omtalteschizofrene led kun 2 af denne lidelse og kun1 af manio-depressiv psykose. 2 havde epilepsi.89 (40 %) frembød ingen symptomer på psykiskdefekt eller lidelse, 69 (31 %) havde astheniskesymptomer og 45 (20 %) frembød andrenervøse symptomer - den sociale og økonomiskesituation hos udslidte mødre må have udgjortden væsentligste indikation. Til trods herforfik 199 (88 %) foretaget sterilisation påmedicinsk indikation, 24 (11 %) på eugeniskindikation og kun 2 (1 %) på social indikation.Indikationen var hos 216 (96 %) rent psykiatriskeller social-psykiatrisk. Eugenisk indikationvar hyppigere blandt ugifte end blandt gifte,hvilket sammenhænger med, at de ugifte i nogletilfælde kunne få foretaget abortus provocatuspå eugenisk indikation på betingelse af, at desamtidigt lod sig sterilisere.Efterundersøgelsen viste følgende resultat:Kvinder, som har været taknemmelige forog fuldt tilfredse med sterilisationengennem hele perioden siden operationen175 78%Kvinder, som aldrig har fortrudt sterilisationen,men som har følt større ellermindre ubehag efter at være steriliseret,og som derfor har følt sig beskadigedeeller mindreværdige som kvinder ellerblot »forskellige« fra, hvad de følte førsterilisationen 10 4 %Kvinder, som hævdede, at de sommetiderhavde fortrudt eller været utilfredsemed sterilisationen ell. havde haft selvbebrejdelser.Bekymringen havde imidlertidværet af mild eller forbigåendenatur 25 11 %Kvinder, som fortrød sterilisationen ogled af svære psykiske bekymringer somfølge deraf. I intet tilfælde havdedisse besvær ført til indlæggelse ellerarbejdsudygtighed 15 7%Kun med hensyn til 5 af de helt utilfredsemente forfatteren, at de udfra både subjektiveog objektive synspunkter ikke burde have væretsteriliserede. For alle de øvrige mere eller mindrenegativt reagerendes vedkommende talte såstærke objektive faktorer for sterilisationen, atdenne i alle tilfælde måtte anses for berettiget.Forfatteren har derefter analyseret, hvilke faktorer,der er af særlig stor betydning for atfremkalde utilfredshed med en sterilisation:Af 12 kvinder uden børn var kun én helt tilfreds.Blot kvinden har et enkelt barn synes risikoenfor negativ reaktion at formindskes betydeligt.Unge kvinder er utilfredse i meget højere130

grad end ældre — efter 26—30 års alderen falderdet relative antal af utilfredse.Enhver form for tvangsmæssig påvirkning afkvinden til at lade sig sterilisere, fremkalder risikofor fortrydelse. Dette var især udtalt, hvorkvinden steriliseredes på eugenisk indikationsom vilkår for at opnå abort på denne indikationi henhold til svensk lovgivning.Psykastheniske og neurotiske kvinder fortryderikke sterilisation i større udstrækning endpsykisk normale, men synes dog i noget størreudstrækning bekymrede over sterilisation. Imodsætning til Binders fund synes sådanne personlighedstrækaltså ikke at kontraindicere sterilisation.Kvinder med andre abnorme personlighedstrækviste derimod tendens til at fortrydei større målestok. Kvinder med lav intelligensfortrød ikke i særlig stort omfang. Hellerikke udtalt svangerskabsfrygt forud for sterilisationenpåvirkede resultaterne i negativ retning.Der er mindre risiko for, at kvinden fortryder,hvis hun lever i et harmonisk og stabilt ægteskab.Det var først og fremmest de kvinder, derpå en eller anden måde fortrød sterilisationen,som efter operationen var psykisk forværredemed depressive utilstrækkelighedssymptomer ogforøget irritabilitet. 44 (20 %) mente at havefået menstruationsforstyrrelser efter operationen(38 aborteret samtidig). 42 (19 %) angav fysiskesymptomer efter operationen, især underlivs-eller rygsmerter, hovedpine og træthed. Oftevar disse symptomer formentlig udtryk for,at de ikke helt havde accepteret sterilisationen.41 (18 %) havde efter sterilisationen forbedretderes økonomiske forhold betydeligt, mens8 (4 %) havde fået forværrede forhold - alledisse 4 % levede i dårlige ægteskaber eller varblevet skilt.36 (16 %) angav, at de efter sterilisationenhavde følt en utilfredsstillet længsel efter børn.3 (2 %) af de 183 kvinder med børn var blevetoverdrevent ængstelige for at noget kunnetilstøde deres børn. 9 af de 30, som allerede forudhavde næret sådan ængstelse, forværredes idenne henseende.Sexuel tilfredsstillelse var uforandret i 121tilfælde (54 %), forbedret i 75 (33 '%) og formindsketi 29 (13 %). Forværrelserne indtrådteisær blandt kvinder, der var utilfredse medsterilisationen, men 12 (7 %) af de i øvrigt helttilfredse havde fået reduceret deres evne til sexueltilfredsstillelse, og det forekom, at de, derfortrød, havde bedret evnen til sexuel tilfredsstillelse.Af de 146 som forud led af svær svan-9*gerskabsfrygt blev 68 (47 %) bedre sexuelt tilpassedemod 7 (9 %) af de 79 som ikke led afsvangerskabsfrygt. En stor del af de kvinder, derfortrød, blev frigide. Også enkelte af de tilfredseblev frigide, men anså de øvrige fordele forafgørende.I intet tilfælde påvistes promiskuitet som følgeaf sterilisation. I 5 tilfælde blev manden merejaloux, end han allerede tidligere havde været,og i 2 tilfælde udvikledes jalousi som ikke forudexisterede - i intet tilfælde dog i særlig sværgrad.Af de 191 kvinder, som fik foretaget abortusprovocatus samtidig med sterilisationen, havde41 (21 %) enten fortrudt aborten eller havdeandre samvittighedsskrupler.3 af materialets kvinder havde fået foretagetrefertiliser:;nde plastisk operation. En af dissevar gravid på efterundersøgelsestidspunktet.Af et arbejde fra 1961 af professor YoshioKoya fra Japan fremgår, at Japan i 1948 fik en»eugenisk beskyttelseslovgivning« i henhold tilhvilken, der foretages såvel abortus provocatussom sterilisation. Antallet af sterilisationer ihenhold til den officielle statistik steg fra 5.695i 1949 til 44.485 i 1956, hvorefter der er indtrådtet langsomt fald - i 1959 havde man40.092. I 1949 var kun 1,4 % af de steriliseredemænd, i 1956 4,0 %, i 1959 3,0 %. Forfatterenregner med, at det virkelige antal sterilisationerer 3-4 gange højere, idet langt fra alle anmeldes.En nærmere analyse af tallene synes at vise,at langt de fleste indikationer har været socialmedicinske,mens eugeniske indikationer kunhar spillet en mindre rolle. I 1958 foretog Koyaog medarbejdere en efterundersøgelse af 812steriliserede, 632 (78 %) kvinder og 180(22 %) mænd. Materialet er således ikke repræsentativtmed hensyn til kønsfordelingen ognæppe heller i social og økonomisk henseende,men er det bedst opnåelige. 75 % af de steriliseredekvinder og hustruer til steriliserede mændvar over 30 år og havde 3 eller flere børn. Efterundersøgelsenviste med hensyn til de sexuellereaktioner ingen forandring hos 68 %, forbedringhos 29 % og forværring hos 3 % afkvinderne. For mændenes vedkommende var ca.94 % uforandrede, 3 % forbedrede og 3 % forværrede.Den psykologiske effekt (tilfredshedenmed indgrebet) var gunstig hos 90 % af kvinderne,mens 10% fortrød. Kun 4% af mændenefortrøi. De kvinder, der fortrød, ønskedeendnu et barn eller følte, at manden foragtededem på grund af sterilisationen. Det fremgår iøvrigt, at i en del af tilfældene har en af ægte-131

fællerne lagt et vist pres på den anden for at fådenne til at lade sig sterilisere. 60 % af kvinderneeller af hustruerne til de steriliseredemænd havde haft 1 eller flere legale aborter forud.Professor Koyas konklusion er: »Vi har ingengrund til at opmuntre sterilisation som etalternativ til andre svangerskabsforebyggendemetoder i dette land«.På basis af informationer fra den indiskesundhedsstyrelses familieplanlægningsafdeling,oberst B.L.Raina, har C.P.Blacker i 1962 redegjortfor udviklingen i Indien, hvor man gennemde senere år har udviklet en aktiv sterilisationspolitikisær i Madras og Maharashtrastatensom en reaktion på den stadig ubremsede befolkningstilvækstog på den manglende effektaf klassiske befolkningsbegrænsende metoder. I1956 foretoges 7.823 sterilisationer i Indien, i1961 46.613. I 1956 var 29,9 % af de steriliseredemænd, i 1961 72,5 %. Antallet af steriliseredekvinder steg til et maksimum i 1959,men er siden faldet. I staten Madras udførtes i1956 695 sterilisationer (mænd 3,6 %), i I96I25.335 (mænd 88,6 %).I staten Maharashtra, hvor Bombay er beliggende,udførtes i årene 1958-60 næsten 60.000sterilisationer. De fleste mandlige operationerudførtes i såkaldte »sterilisationslejre« - i ensådan lejr ved Satara udførtes i 1962 på 4 dage1510 vasectomier. De vasectomerede er over 30,har mindst 3 børn, hvoriblandt mindst en drengpå 8 år eller derover. Oberst Raina har i en personligmeddelelse til undertegnede udtrykt denindiske regerings interesserede observation afdenne af den pågældende stat (omfattende ca.10 % af befolkningen) forsøgsmæssigt anlagtepolitik.Dr. Phadke har fra Bombay i 196I redegjortfor en efterundersøgelse af 655 vasectomeredemænd. 89 % havde 3 eller flere børn, 22 %havde 6 eller flere børn. 95 % var over 30 år,37 % over 40 år. 80 % havde indtægter over100 rupier pr. måned, 13 % over 500 rupier,således efter indiske forhold snarest mellemklasse.Ved efterundersøgelsen fandtes mandens helbreduforandret hos 75 %, forbedret hos 23 %og forværret hos 2 %. Hustruens helbred varuforandret hos 92 %, forbedret hos 5 % og forværrethos 3 %. Mandens sexuelle funktionervar uforandret hos 80 %, forbedret hos 12 %og forringet hos 8 %. Udvalgtes de tilfælde,hvor sterilisationen var foretaget 5-25 år tidligere,fandtes ikke væsentligt andre tal, dog etlidt mindre antal mænd, hvis sexuelle funktionervar forringede. I 32 tilfælde har man foretagetrefertiliserende operation. 2 kunne ikkefindes ved efterundersøgelsen, i 1 tilfælde varoperationen uden held, men i 29 tilfælde påvistesspermatozoer i sæden og i 20 tilfælde besvangredeshustruen.I 1963 har Martin Ekblad offentliggjort enefterundersøgelse af 60 steriliserede kvinder, derikke i forvejen havde børn. 12 af kvinderneindgik i det tidligere refererede materiale. Alleboede i Stockholm og var steriliserede i årene1950-55, 45 på ren psykiatrisk, 10 på kombineretpsykiatrisk-somatisk og 5 på somatisk indikation.I 29 tilfælde var indikationen eugenisk,i 31 medicinsk. 28 (47 %) erklærede sig helttilfredse ved efterundersøgelsen 5-11 år efteroperationen. 16 (27 c / c ) var utilfredse og 16(27 %) fortrød alvorligt indgrebet. I 3 af dissetilfælde fandt man det tvivlsomt, om operationenburde have været udført. Risikoen for utilfredshedvar således væsentligt større i et materialekun bestående af barnløse kvinder, menegentlig psykisk lidelse havde i intet tilfældeudviklet sig. 13 af kvinderne var under 26 årved sterilisationen, kun en af disse var helt tilfreds.Risikoen for utilfredshed forøgedes, nårpatienterne havde været udsat for »tvang« ellerovertalelse. Kvinder med middel intelligens oguden mere udtalte abnorme personlighedstrækfortrød sjældnere. Jo større den psykiatriske indikationsynes jo større synes også risikoen imange tilfælde for uheldige psykologiske eftervirkninger.Især var risikoen stor, når kvinden ihenhold til den svenske abortlovs bestemmelservar steriliseret som vilkår for abortus provocatuspå eugenisk indikation. 19 (32 c / c ) mente atvære blevet deprimerede eller nervøse som følgeaf sterilisationen. 10 (17 %) fik menstruationsforstyrrelser.26 af de 32 utilfredse kvinderlængtes efter eget barn. Hos 38 (63 %) var densexuelle potens uforandret, hos 10 (17 %) varden bedret og hos 12 (20 %) formindsket. Derfandtes ikke tegn på øget promiskuitet ellerjalouxi hos partneren.I et endnu ikke offentliggjort materiale, som1 resumé har været forelagt nærværende udvalg,har dr. Gunner Koudahl redegjort for en gennemgangaf de obligatoriske efterundersøgelseraf de mellem 1934 og 1952 i henh. til lov omadgang til sterilisation og kastration steriliseredemænd. Materialet har været stillet til rådighedaf retslægerådet. Efterundersøge'serne erforetaget af 70 læger landet over. Materialetomfatter 190 mænd (ca. 95 % af samtligesteriliserede indtil 1950, af de manglende var2 døde på efterundersøgelsestidspunktet). Ef-132

terundersøgelserne (en del er efterundersøgtflere gange) har fundet sted V2—4 år eftervasectomien. Kun ganske få steriliserede efterI95O er efterundersøgt, da man på dette tidspunkt(jvf. kap. II, afsn. B, nr. 4) opgavde obligatoriske efterundersøgelser. Enkeltesteriliseredes i henhold til lov nr. 130 af 1. juni1929 og en enkelt i henhold til lov om åndssvage,mens hovedparten steriliseredes i henhold tillov om adgang til sterilisation og kastration. I96 % af tilfældene var indikationen eugemsksocial.4 % opereredes på »vikarierende« indikation.I de senere år udgør de »vikarierende«indikationer for mændenes vedkommende omkringhalvdelen, idet der har været en hastigstigning i disses andel gennem de sidste 8—9 år.22 (11 %) angav på undersøgelsestidspunkteten eller anden form for seksuel insufficiensog satte den i relation til det steriliserende indgreb.Langtfra alle beklagede sig herover, flereudtalte tilfredshed. 4 angav total impotens. Frekvensenaf seksuel insufficiens er ens inden forgrupperne: Psykopater, sinker, sindssyge og epileptikere(ca. 10 % med seksuel insufficiens indenfor alle disse grupper). Af de 7 der steriliseredespå »vikarierende« indikation angav 2seksuel insufficiens, den ene i svær grad. Sammehøje frekvens findes hos mænd steriliseretpå grund af dystrofia musculorum progressiva(fremadskridende muskelsvind), men kan herskyldes grundlidelsen. 9 % af mændene i 3-,11 % i 4. og 27 % i 5. decennium angav seksuelinsufficiens som sattes i relation til vasectomien.De yngre synes således mere resistent overfor sterilisationsoperationer med hensyn til seksuellekomplikationer.Kun 6 af de 22 mænd, der angiver seksuellekomplikationer beklager sig over indgrebet. Deøvrige finder fordelene så store, at den samledesubjektive opfattelse er absolut positiv. Den objektivevurdering, som inkluderer den subjektiveopfattelse, indikationens vægt, den samfundsmæssigebetydning etc. må i 20 tilfældebetragtes som værende absolut tilfredsstillende.I det ene :if de resterende tilfælde drejede detsig om en 27-årig gift håndværker, der havde tobørn. Han var psykisk afvigende og havde et pargange forsøgt selvmord. Søgte på eget initiativsterilisation. Efter operationen tiltagende impotensog manglende erektionsevne og mange spekulationerherover. Hustruen blev utro og ægteskabetopløstes. Søgte senere om refertilisering.I det andet af de resterende tilfælde drejede detsig om en 40-årig gift håndværker med 6 børn,hvis hustru var overvægtig og led af forhøjetblodtryk.. De økonomiske forhold var stramme.Indikationen var »vikarierende«. De første 3måneder efter operationen tydelig forøget libido,derefter hastigt aftagende libido og potens.Det samlede resultat må vurderes relativt negativti betragtning af den svære seksuelle insufficiens.I begge disse tilfælde synes efterundersøgelsenat vise, at indikationen har været tvivlsom.I et tredje tilfælde forlod en hustru sinmand på grund af hans seksuelle insufficiensuden at dette egentlig førte til beklagelser frahans side. Der var 12 børn i ægteskabet.3 mænd angav mindreværdsfølelser sommænd, den. ene angav at føle sig sat i klasse medsædeligheclsforbrydere. 3 mænd frygtede, at deresægteskabsplaner skulle strande på grund afmanglende avledygtighed. 1 udtalt psykopatmente, at han ville kunne benytte sin tilstand tilseksuelle udskejelser.'LitteraturfortegnelseAmstein, H. H.: Über den Verlauf von Ehen, dereseiner Partner aus psychiatrischen Gründen vor derHeirat sterilisiert wurde. Schweiz. Arch. f. Neurol.u. Psych. 71, 1-40. (1953).Barnes, A. C. & Zuspan, F. P.: Patient Reaction toPuerperal Surgical Sterilization. Am. J. Obst, andGynec. 75, 65-71. (1958).Baumann, E. & Geiser, O.: Zur Frage der Tubensterilisation.Schweiz, med. Wchnschr. 69, 189-190.(1939).Berthelsen, H.: Sterilisatio tubarum: The Subjectivesequelae as shown by a Follow-up of 198 Patients.Dan. Med. Bull. 4.107-11. (1957).Binder, H.: Psychiatrische Untersuchungen über dieFolgen der operativen Sterilisierung der Frau durchpartielle Tubenresektion. Schweiz. Arch. f. Neurol.Psychiat. 40, 1-49 og 249-276. (1937/38).Blacker, C. P.: Voluntary Sterilization: TransitionsThroughout the World. The Eug. Rev. 54,3.(1962).Bruun, A. & Smith, J. C: Om Sterilisation af aandssvagei Henhold til Lov Nr. 117 af 16. Maj 1934om Foranstaltninger vedrørende aandssvage. SocialtTidsskrift, XV årg., nr. 11-12, 1939.Craft, J. H.: The Effects of Sterilization. As shownby a follow-up study in South Dakota. J. Hered.27, 379-387. (1936).Döderlein: Handbuch der operativen Gynäkologie.Leipzig. (1912).Ekblad, Al: The Prognoses After Sterilization on133

Social-Psychiatric Grounds: A Follow-up Study of225 women. Acta psych. Scand. Vol. 37, suppl.161,1-162. (1961).- : Social-Psychiatric Prognosis after Sterilization ofWomen Without Children. Acta Psych. Scand. Vol.39, 481-514, 1963.Fjeldborg, P.: U.f.L. 98, 115. (1936).Gosney, E. S. & Popenoe, P.: Sterilisierung zumZwecke der Aufbesserung des Menschengeschlechts.Berlin og Köln. (1930).Guttmacher, A.: Puerperal Sterilization on the Privateand Ward Services of a Large Metropolitan Hospital.Fert. and Steril., 8, 591-602. (1957).Hauser, E.: Die Sterilisation des Mannes zur Verhütungvon Schwangerschaften. Praxis. 44, 477—484og 44, 500-506. (1955).Hertojt, P.: En gennemgang af 162 sterilisationsoperationerpå kvinder. U.f.L., 118, 1222-1224.(1956).Hinderer, M.: Über die Sterilisation des Mannes undihrer Auswirkungen. Schweiz. Arch. f. Neurol. u.Psych. 60, 145-176. (1947).Holenstein, A.: Nachuntersuchungen bei 95 aufGrund psychiatrischer Indikation sterilisiertenFrauen. Praksis. 41, 413-419.Hoppeler, P. A.: Nachuntersuchungen von 100 aufGrund psychiatrischer Indikation ohne vorherigeInterruptio graviditatis sterilisierten Frauen. Praxis.44, 24-30. (1955).Koudahl, Gunner: Personlig meddelelse.Koya, Y'., Muramatsu, M., Agata, S., Suzuki, N.:A Survey of Health and Demographic Aspects ofReported Female Sterilizations in Four HealthCenters of Shizuoka Prefecture, Japan. Milb. Mem.Fund. Quart. 33, 368-392. (1955).Koya, Y.: Sterilization in Japan. Eug. Quart. 8,3.(1961).Lange: Psychiatrische Bemerkungen zum Gesetz zurVerhütung erbkranken Nachwuchses. Ztschr. f.Strafrechtswiss. 53. (1933).Maier, H. W.: Zum gegenwärtigen Stand der FrageDen 17. januar 1964.der Kastration und Sterilisation aus psychiatrischerIndikation. Ztschr. f. d.ges. Neurol. u. Psych. 98.(1925).Melcher, R.: Nachuntersuchungen über subjektiveSpäterscheinungen bei sterilisierten Frauen. Thesis.Zürich. (1961).Milt, B.: Einfluss der Sterilisation auf die Menstruationund das Geschlechtsleben. Ztschr. f. d. ges.Neurol. u. Psych. 98. (1925).Naville, A.: Nachuntersuchungen bei 195 auf eigenesBegehren ohne vorherige psychiatrische Begutachtungsterilisierten Frauen. Praxis. 41, 1020-1024. (1952).Phadke, G. M.: Vasectomy: Sterilization of the Male.J. of the Ind. Med. Ass. 37,5, 241-245. (1961).Popenoe, P.: Eugenio Sterilization in California. NewEngland J.M.201, 880-882. (1929).— The progress of Eugenic Sterilization. J. Hered., 25,19-25. (1934).Raina, B. L.: Se Blacker, C. P.— : Pers. meddelelse.Sand, Knud: Den danske Sterilisationslov af 1. juni1929 og dens Resultater, U.f.L. 97, 25, 62, 94.(1935).Trolle, D.: Nord. Med. 12, 3547. (1942).Wenner, R.: Spätresultate nach operativer Sterilisierungder Frau. Helvet. m. acta 6, 209-223. (1939).Wildenskov: Sterilization in Denmark. Eugenics Rev.23. (1932).Winter: Die künstliche Sterilisierung der Frau. Dtsche.med. Wschr. 1920, nr. 1.Woodside, M.: Psykological and Sexual Aspects ofSterilization in Women. Marriage a. Fam. Liv. 11,72-73. (1949).— : Sexual and Psychological Adjustment after Sterilization:A follow-up of 48 married sterilized womenin North Carolina W. J. of Surg., Obst, and Gynec.57, 600-603. (1949).Vruwinck, ]. & Popenoe, P.: Postoperative Changesin the Libido Following Sterilization. Am. f. Obst. &Gynec. 19, 72-77. (1930).Henrik Hoffmeyer,overlægespecialist i psykiatri134

Bilag 12STATENS SERUMINSTITUTTelefon: Asta 2817.Telegramadresse: Statsserum.Postgiro: 2817.Hormonafdelingen.Til STERILISATIONSUDVALGETFormandenHøjesteretsdommer Th. GjerulffGardes Allé, Hellerup.I skrivelse af 1. februar 1962 til overlæge dr.med. Chr. Hamburger har Sterilisationsudvalgetfremsat en række spørgsmål vedrørende den legalekastration.Disse spørgsmål skal jeg efter opfordring afoverlæge Hamburger besvare nedenfor, idet jeghar valgt at tage spørgsmålene enkeltvis i dengivne rækkefølge.Sp. 1: Har kastration aj mænd andre biologiskevirkninger end ujrugtbargør else og svækkelseaj kønsdriften, eventuelt virkninger, derbør tages hensyn til, når kastrationsindgreb overvejes?Svar: Ja. Bortfaldet af de testikulære androgene(såkaldt mandlige) og østrogene (såkaldtkvindelige) kønshormoner medfører væsentligeforandringer i legemets stofskifteprocesser, førstog fremmest i proteinomsætningen. Ved kastrationopstår i den første tid et proteintab. Muskelkraftenfalder og forbliver på et lavere niveauend tidligere. I forbindelse med denne ændringaf muskulaturen optræder udskillelse af etproteinomsætningsprodukt, kreatin, i urinen. Ireglen falder desuden blodprocenten. Omsætningenaf visse fedtstoffer ændres, således atblodets indhold af cholesterol ligger noget højereend normalt. I sig selv medfører kastrationkun meget sjældent tilbøjelighed til fedme, menudføres kastrationen på en mand med fedme,ændres legemsfordelingen af fedtvævet i kvindeligretning med fedtophobning på brystet(lignende brystkirtler), på sædet o.s.v. Almenudseendetkan derved i nogle tilfælde blive betydeligtafvigende fra det normale. I det langeløb efter kastration findes knoglerne mindrekalkholdige end normalt, og meget lang tid ef-København S, den 13- marts 1962.ter (årtier efter) kan der optræde svært kalktab,specielt: i rygsøjlen. Det må antages, at dissealmenvirkninger reducerer ret betydeligt vitalitetenog den almene energi og initiativlyst.Derna?st vil bortfaldet af kønskirtelfunktionenudløse de samme symptomer, som ses veddet kvindelige klimakterium, d.v.s. udløse hedestigninger,svedudbrud, sikkert også emotionelinstabilitet o.s.v. Disse symptomer plejer at gåover i løbet af nogle år, men det må påpeges,at de ofte er sværere og mere langvarige, nårkønskirtel funktionen bortfalder i en ung alder.Endelig kan påpeges, at kastration i enkeltetilfælde udløser en vækst af brystkirtlerne.Sp. 2 og 3: Er (2) påvirkningen aj kønsdrijtenen primær effekt hos mænd eller (3) er påvirkningenaf kønsdrijten sekundær i jorhold tilkastrationens øvrige biologiske virkninger, j.eks.en jølge aj en almen svækkelse aj vitalitet ogenergi?Svar: Det må påpeges, at meningerne heromvarierer stærkt. Årsagen hertil er utvivlsomt, atspørgsmålet vanskeligt kan besvares, da kastrationener uløseligt forbundet med de nævnte alménvirkniriger, og effekten på kønsdriften såledeslige så vel kunne være 'primær' som 'sekundær'eller en blanding. Af besvarelsen af spørgsmål1 fremgår, at kastration af manden har adskilligealmen virkninger; disse resulterer i en vissvækkelse af den almene vitalitet og energi, ogpsykisk ses især en formindskelse af den virileaggressivitet. Dette kan i sig selv uspecifikt formindskekønsdriften. På den anden side kanden sexuelle potens være bevaret efter kastrationi større eller mindre grad. Da man ikke med andrestoffer end kønshormoner kan forhindre kastrationensalmenvirkninger, er det ikke muligtat afgøre i hvilken grad kønshormonerne har enprimær (d.v.s. isoleret) virkning på kønsdriften.Det er sandsynligt, at kastrationens svækken-135

de virkning på kønsdriften er større, end manved analogislutning fra medicinske almenlidelserskulle forvente efter kastrationens almenvirkninger;men helt er dette ikke opklaret, specieltda virkningerne af den legale kastration ervanskelige at vurdere på grund af de kastreredesensidige interesse i at hævde, at kønsdriften erfaldet bort.Man kan tilføje, at hensigten med spørgsmål2 og 3 ikke er ganske klarlagt ud fra det fremsendte.Et mere fyldestgørende svar kan måskeafgives til et evt. tillægsspørgsmål med formuleretbaggrund og sigte.Sp. 4: Kan hormoner af betydning for mcendskønsdrift tankes produceret i andre kirtler endtestiklerne?Svar: Ja. I binyrebarken produceres bådemandlige kønshormoner (androgener) og kvindelige(østrogener). Den normale produktion ervæsentlig mindre end testiklernes, men harutvivlsomt afgørende betydning for opretholdelsenaf en (større eller mindre) kønsdrift efterkastration, idet man ved bortfald af hypofysefunktionen(hvor såvel kønskirtler som binyrergår i stå) ser et totalt bortfald af drift ogpotens.Ved kastration opstår en forøget hypofysefunktion(en forøget produktion af kønskirtelstimulerendehormon). Det vides ikke, om dennei nogen grad (eller i nogle tilfælde) kan bevirke,at binyrebarkfunktionen forøges som etforsøg på, fra organismens side, at afbøde bortfaldetaf kønskirtlernes hormoner.Sp. 5: / de foreliggende efterundersøgelsersynes påvirkningen af kønsdriften efter kastrationhos mænd af og til først at indtræde efteradskillige — op til 10 — ars forløb efter kastrationen.Lader dette sig forklare endokrinologisk?Svar: Ja. Efter kastrationen er der tilbage kunbinyrebarkens kønshormoner. Binyrebarkfunktionensstørrelse er meget afhængig af alderen.Der nås et maximum omkring det 25. år, ogderefter indtræder et stort fald, således at produktionenallerede 10 år senere er væsentligtlavere. Faldet fortsætter i øvrigt livet igennem.I svaret til sp. 4 er angivet, at binyrernes hormonproduktionutvivlsomt har en afgørende betydningfor opretholdelsen af kønsdrift efterkastration, og med det store fald i denne produktion,som kommer med alderen, er det letforståeligt,at individet efterhånden kan kommened under den grænse, som har opretholdt driften.Hertil må dog føjes, at kastrater næppe adskillersig fra normale mænd her. Også hos normalefalder hormonproduktionen meget hurtigtefter maximum, ligesom den sexuelle aktivitet(som påvist af Kinsey) falder stærkt med alderen.De i spørgsmålet nævnte observationer kanvære et udtryk for, at de undersøgte individerblot har forladt den sexuelle kulminationsalder.Som nævnt under spørgsmål 1 optræder kalktabi knoglerne efter meget lang tids forløb efterkastrationen (10 år efter eller mere). Detteskyldes ikke, at knoglerne ikke kan miste kalkhurtigere (ved visse lidelser kan knoglerne bliveafkalkede i løbet af få måneder) og må derfortilskrives, at der først efterhånden kommer et sålavt niveau af kønshormoner, at denne effektbliver mærkbar. Antagelig må man søge årsagenheri i det med alderen indsættende fald i binyrehormonproduktionen,jvnf. ovenfor.Sp. 6: Der ønskes en endokrinologisk bedømmelseaf betydningen af den nuværende nedrealdersgrænse (21 år) for udførelsen af legal kastration.Svar: Betydningen af at have en aldersgrænsepå 21 år er efter min opfattelse overordentligstor. En kastration foretaget før denne alder harikke blot en stærkere virkning, men en virkningaf en helt anden (for individet langt mere dybtgribendeart). Problemet har efter vor meningså store konsekvenser for dem, det måtte ramme,at det skal begrundes nærmere.Tilstedeværelsen af kønskirtler er forudsætningenfor, at pubertetsudviklingen kommer istand og forløber til ende. Den mandlige puberteter imidlertid så langstrakt, at den ikke erfuldendt før gennemsnitligt ved 21 års alderen.Først da er legemsvæksten afsluttet, først da erden fulde muskelkraft erhvervet, og først da erder kommet den fulde skægvækst.Til gengæld er det således, at hvad der legemligter erhvervet, kan i almindelighed ikke igenmistes selv om kønskirtlerne senere går tabt.Efter kastrationen af den voksne mand fortsætterskægvæksten, det mandige udseende, den dybestemme o.s.v., ligesom de ydre kønsorganersstørrelse forbliver nogenlunde uændret.Såfremt kønskirtlerne fjernes før den fuldepubertetsudvikling er afsluttet, vil individetimidlertid blive stående i den udviklingsgrad,han havde nået på operationstidspunktet. Fjerneskønskirtlerne før pubertetens start, vil indi-136

videt forblive barnlig livet igennem; men ogsåen kastration foretaget under selve pubertetenvil få store virkninger for det pågældende individ.På basis af kliniske undersøgelser af forskelligegrader af kønslig underudvikling hos mandenkan man opstille visse skøn over virkningenaf kastration foretaget i forskellige aldre:Kastration i 13-14 års alderen: Ydre kønsorganerforbliver barnlige, stemmen bliver vedvarendeen ren barnestemme, ansigtet og heleudseendet bliver barnligt-uudviklet, kønsdriftopstår næppe overhovedet, legemsvæksten bliverabnorm med abnormt lange arme og ben i forholdtil kroppen.Kastration i 15—16 ars alderen: Ydre kønsorganervil undertiden forblive halvvejs barnlige,stemmen kan forblive noget for høj; individetfår næppe skægvækst overhovedet og vilvedvarende have et påfaldende »baby-face«; enlet grad af forøget legemsvækst må påregnesligesom en større eller mindre psyko-infantilisme.Kastration i 17—18 ars alderen: Pt. vil senereafvige fra normale voksne ved kun at have enyderst ringe skægvækst på overlæbe og hage,dårlig muskulatur og et med alderen stedse merepåfaldende »teen-age-ansigt«. Mandlig kropsbehåringvil mangle; derimod vil de ydre kønsorganervære voksne. En ret væsentlig psykiskumodenhed må påregnes.Kastration i 19-20 års alderen: I forhold tilvoksne vil pt. adskille sig i hvert fald ved kunat have en ringe skægvækst på læber og hage(krævende barbering måske 1-3 gange om måneden).Muskelkraften vil oftest være nedsat.Et helt voksent præg (således som voksent kastreredemænd bevarer det) mangler både legemligtog psykisk. Det kan ikke på forhåndudelukkes, at der vedblivende vil være et socialtmeget uheldigt: psykisk præg af »halvvoksenhed«,måske med drift uden den helvoksnes modenhedog ansvarsfølelse.Til ovenstående må føjes, at der her er taltom et gennemsnitsbegreb. Pubertetsprocesserneforløber med meget forskellig hastighed. Mankan således finde 17-årige, som går for at værefuldvoksne (dog uden fuld skægvækst), medensandre 17-årige er meget infantile.Det afgørende i ovenstående er, at kastrationforetaget før erhvervelsen af den fulde mandighedi alle henseender fra et endokrinologisksynspunkt er et: så vidtrækkende skridt, at detikke bør see. Hvis man på anden måde (vedetablering af en gennemgribende medicinsk,endokrinologisk og psykiatrisk undersøgelse ihvert enkelt tilfælde) kan sikre tilstedeværelsenaf en komplet afsluttet udvikling, kan den lovfæstedemindste alder måske sænkes 1 år eller 2.Men — stadigvæk fra et endokrinologisk synspunkt— er betænkelighederne så store og gevinsten(i form af vinding af tid) så ringe, at jegmener det bør frarådes.Om det ønskes skal jeg gerne uddybe besvarelsenmundtligt over for udvalget, ikke mindstvedrørende spørgsmål 2 og 3, som man på basisaf det foreliggende har måttet besvare ret vagt.Svend G. Johnsen,laborator, dr. med.137