Klik her for at læse medlemsbladet "Sommelier" nummer

2 [arkivet]
Sommelier 1/2011
Sommelier 1/2011
vinene fra langø
Et par timers kørsel fra New Yorks skyskrabere ligger Long Island med sine strande, rigmandsvillaer og et
vindistrikt med interessante producenter
Af JØRGEN ALDRICH
Alt kan ske, når en enlig herre kommer til at sidde ved siden
af en enlig dame på en restaurant. I hvert fald i New York.
Stedet hed Per Baccio, og kvinden ved siden af mig havde med
interesse fulgt min klassiske diskussion med tjeneren om rødvins
rette serveringstemperratur. Ikke fordi det var et problem
at få ham til at køle vinen ned fra dens normale 25-30 grader.
Det var mere det, at han havde opfattet ”slightly chilled” som
noget nær dybfrysning, og så fanatisk er jeg heller ikke.
Bil nødvendig
Mens jeg forsøgte at varme glasset op, uden at der gik koldbrand
i mine hænder, blev jeg genstand for de rituelle spørgsmål
fra min nabo. Da Geordie, som hun hed, havde fået
sine svar, spurgte jeg hende, hvordan man bar sig ad med at
komme til Long Island. Jeg ville mægtigt gerne derud for at
besøge nogle vinfolk.
Efter hendes mening kunne det kun lade sig gøre med bil.
Der gik godt nok et tog, men hvordan kom man så fra det ene
vineri til det andet?
Før jeg havde fået set mig om, tilbød Geordie at være chauffør,
hvis jeg lejede en bil. Jo, for hun havde skam været på
Long Island masser af gange, men hun vidste knap nok, at
der blev produceret vin derude. Så det ville hun gerne se.
Desuden så jeg nogenlunde tilforladelig ud, som hun sagde.
Hvilket jeg valgte at opfatte som en kompliment.
Hummerklør
Næste morgen trillede vi de 95 miles fra Manhattan til den
nordvestlige del af Long Island. Øen er virkelig meget lang,
og mod nord har den nærmest facon som to hummerklør.
Den nordlige klo er vinland, den sydlige klo har også et par
vinerier, men er ellers den, der blev kendt, da TWA 800 i juli
eksploderede og faldt i Atlanterhavet få km fra kysten. I dagene
efter katastrofen skyllede vragrester op på dens strande.
Landskabet er fladt og grønt. Havet er aldrig langt borte. Små
pyntelige byer med velholdte huse og haver er en forbløffende
kontrast til Manhattan to timers kørsel derfra.
Undervejs talte vi om løst og fast. Jeg havde medbragt min
sædvanlige halve flaske postevand, for hvis der er noget, man
får for lidt af til vinsmagninger, er det væske. Altså ganske
almindeligt vand.
- Vil du ikke hellere have noget af mit? spurgte Geordie. Hun
havde købt en hel liter iskoldt vand og opbevarede det i en kølepose,
mens jeg uanfægtet drak mit 35 grader varme vand.
Der er et par timers kørsel fra Manhattan til vinlandet på Long Island.
Jeg afslog med en henvisning til, at jeg foretrak lunkent vand.
- Body-temperaturen, sagde jeg. Den slags udtryk plejer at
virke overbevisende på amerikanere, som er meget optaget af
sundhed.
Geordie grundede lidt over den besked. Så kom det:
- Du foretrækker altså kold rødvin og varmt vand?
Sådan havde jeg aldrig set på det, men helt forkert var det jo
ikke.
Pelegrini
Det rykkede slemt i Geordie første gang, vi fik øje på et vineri.
Om vi ikke skulle derind? Men jeg havde læst lidt på
lektien og vidste præcis hvilke tre, vi skulle besøge. Ligesom
i alle andre vindistrikter er der gode og mindre gode vinerier
på Long Island.
Omsider dukkede Pellegrini op.
- Her skal vi ind, sagde jeg.
”Geordie var efterhånden ved at få et godt
tag på smageriet. Hun snuste, smagte og
afsagde kategoriske domme.”
Det er på den nordlige ”klo”, de fleste vinproducenter holder til, men
nogle stykker kan findes på den sydlige.
Pellegrini og alle andre amerikanske vinerier sælger ikke
blot flasker, men også bøger, t-shirts, kasketter, proptrækkere
osv. fra deres showrum. Der var pænt med turister, som skyllede
et par glas ned og drog glade videre.
Geordie og jeg fik hurtigt etableret en seriøs smagning af syv
vine, og unge Bob Sullivan kom til for at svare på spørgsmål
om jordbund, druesorter, fadlagring og den slags.
Pellegrini ejes af en anden Bob og hans kone Joyce. Bob Pellegrini
har et grafisk designerfirma på Manhattan, og det kan ses
både på hans etiketter og på det kun 14 år gamle vineri. Det er
bygget i en rummelig, luftig stil og ser ud til at være effektivt.
Australsk vinmager
[arkivet]
Det er en australier, Russel Hearn, der står for fremstillingen
af vinene. Han går ind for farve, krop og smag og er på vej
mod at producere vine uden filtrering for at bevare så meget
som muligt af druekarakteren. Han går vældigt op i jordbundens
beskaffenhed og sammenligner området med Bordeaux.
Fadlagring bruges med moderation. Druerne skal ikke druknes
i træ.
Det fortalte unge Bob mig alt sammen, mens Geordie og jeg
smagte på vinene. Jeg skævede til priserne undervejs, for vin
er ikke specielt billigt i USA, med mindre der er tale om det
rene rævepis.
En chardonnay, East End Select, til ni dollar – 54 kr. - havde
god krop og let vaniljesmag, men en anden chardonnay, Pellegrini
Vineyards, til 13 dollar – 78 kr. - var langt bedre. Her var