Søgbar version

BETÆNKNINGVEDRØRENDEORGANISATIONEN AF DE LOKALELIGNINGSMYNDIGHEDERAfgivet af det af finansministerenden 18. marts 1954 nedsatte tekniske udvalg til revision aflandets administrative inddeling i amt stuekredse,vurderings- og skyldkredse m.v.BETÆNKNING NR. 2741961

S. L. MØLLERS BOGTRYKKERI, KØBENHAVN

INDHOLDSFORTEGNELSE.SideKommissorium og indledende bemærkninger 5AFSNIT I.Den personlige skats udvikling fra formue- og lejlighedsskat til indkomst- og formueskat ... 8Ligningsadministrationens udvikling.AFSNIT II.A. Den kommunale skatteligning 101. Købstæderne 102. Landkommunerne 123. København 14B. Forbindelsen mellem de kommunale og statslige ligningsmyndigheder 14C. De statslige ligningsmyndigheders udvikling 151. Forordning af 1810 om en indkomstskat i Danmark 152. Forordning af 5. juni 1848 angående udstedelse af kreditbeviser og påbydelse af enkrigsskat 153. Lov af 21. marts 1864 om en krigsskat 154. Lov af 2. juli 1870 165. Skattereformen 1903 176. Lov af 8. juli 1912 187. Lov af 10. april 1922 og senere love 19D. Udviklingen i København og Frederiksberg 19E. De særlige erhvervsskatteligningsmyndigheder 20AFSNIT III.Forholdet mellem statslig og kommunal ligningsadministration 22Ligningsadministrationen.AFSNIT IV.1. De kommunale ligningsmyndigheder 24A. De kommunale ligningsmyndigheders sammensætning 24B. De kommunale ligningsmyndigheders funktioner med ansættelsen af den skattepligtigeindkomst og formue 24a. Ligningsarbejdets tilrettelæggelse efter de gældende lovregler og administrativebestemmelser 241 °. Mandtalslistens udfærdigelse 242°. Opfordring til selvangivelse og udsendelse af skemaer hertil 253°. Fremgangsmåden ved den foreløbige ansættelse af indkomst og formue 254°. Ansættelsens indsendelse til skatterådet og dens fremlæggelse til almindeligteftersyn 265 °. Behandlingen af klager over den foreløbige ansættelse 26b. Ligningsarbejdets praktiske tilrettelæggelse 263

Side1°. Grundlaget for udvalgets undersøgelse 272°. Undersøgelsens resultater 272. Skatterådene 31A. Skatterådenes deltagelse i den foreløbige ligning 31B. Skatterådenes arbejde med den endelige skatteansættelse 32C. Skatterådenes medhjælpsforhold 333. Statens ligningsdirektorat og ligningsrådet, amtsskatterådene og amtsligningsinspektoraterne36A. De overordnede ligningsmyndigheders organisation 36B. De overordnede ligningsmyndigheders opgaver 36Skatteligningens udvikling.AFSNIT V.A. Skatteligningen omkring skattereformen 40B. Skatteligningen fra reformen i 1903 til vore dage 42AFSNIT VI.Skatteligningens formål og forholdet mellem skatteydere og myndigheder.A. Den skattepligtiges selvangivelsespligt 52B. De skattelignende myndigheders kontrolmuligheder og beføjelser 531. Den skattepligtiges oplysningspligt 532. Trediemands oplysningspligt 54C. Ligningsopgavernes indhold 551. De indledende arbejder 552. Den egentlige ligningsopgave 55Udvalgets overvejelser og konklusioner.AFSNIT VII.A. Hovedsynspunkter 58B. Sammenfattende bemærkninger om ligningsopgaven 61C. Områdeinddeling, råd og kontororganisation 64a. Almindelige synspunkter vedrørende kredsinddeling, råd og organisation 64b. Det kommunale og statslige samvirke om skatteligningens udførelse og ligningsmyndighedensorganisation 65c. Kontororganisationens størrelse og opbygning 66d. Statslig eller kommunal ligningsadministration 67D. Arbejdsdelingen mellem statens ligningsdirektorat og den lokale ligningsadministrationunder en nyordning af ligningsvæsenet 68E. Ligningsudgifterne efter udvalgets forslag 70a. Udgifter til skatterådenes honorarer, dagpenge og befordring 70b. Udgifterne til ligningskontorerne 72Mindretalsudtalelser.I. Amtsligningsinspektør V. Vinge Madsen 78II. Kontorchef S. A. Hjermov 80Bilag.Forslag til inddeling af landet i skattekredse (ligningsinspektorater) 824

KOMMISSORIUM OG INDLEDENDE BEMÆRKNINGERUdvalget er nedsat af finansministeren den18. marts 1954 med den opgave at undersøgeog til finansministeren at afgive indstilling omønskelige ændringer i landets administrativeinddeling i amtstuedistrikter, vurderings- ogskyldkredse samt skatte- og amtsskattekredsemed det formål at søge skatteforvaltningen forenkletog decentraliseret.Udvalget består af følgende:Departementschef i skattedepartementet H. P.Gøtrik, formand.Afdelingschef i skattedepartementet Poul Plate.Lignings direktør A. Begtrup.Ligningschef K. J. Kristensen.Ligningschef Morits Hansen (beskikket den 22.november 1957).Amtsforvalter N. C. Thorsen.Amtsforvalter Otto Henriksen.Amtsligningsinspektør V. Vinge Madsen.Amtsskatterådsformand Axel E. Jensen.Fhv. skyldrådsformand Carl Larsen.Skatteinspektør Børge Nellemann.Kontorchef S. A. Hjermov.Professor ved Århus universitet O. Strange Petersener tilforordnet udvalget som særligsagkyndig.Som udvalgets sekretær fungerer fuldmægtig iskattedepartementet Eigil Bak.I sin skrivelse til de pågældende udvalgsmedlemmerpålagde finansministeren udvalget vedvurderingen af ønskelige ændringer at læggevægt på at opnå en mere effektiv organisationaf de pågældende organer og styrke det lokaletilsyn med vurderings- og ligningsarbejdet forderved at aflaste de centrale tilsynsmyndigheder.Umiddelbart efter udvalgets nedsættelse drøftedeudvalget i en række møder mulighedernefor en forenkling og effektivisering af ligningsvæsenet,og der var i udvalget enighed om, atdet på længere sigt ville være ønskeligt at opnåvæsentlige ændringer i ligningsvæsenets struktur.Under udvalgets drøftelser kom man imidlertidtil det resultat, at der i store dele af landetvar et påtrængende behov for at styrke denlokale ligning, og der var i udvalget enighedom, at det ville være ønskeligt straks at tilføreden lokale skatteadministration yderligere arbejdskraft.Udvalget afgav derfor i skrivelse af8. oktober 1955 indstilling til finansministerenom, at der for hvert amtsligningsinspektorat oprettedesen stilling som souschef med aflønningsvarende til aflønningen for ekspeditionssekretærerog fuldmægtige i statens ligningsdirektoratsamt om, at der til amtsligningsinspektoraterneblev antaget yderligere personale, der havdeden fornødne praktiske og regnskabsmæssigeuddannelse og erfaring, samt om at der søgtesfastsat sådanne aflønningsvilkår, at det blevmuligt at tiltrække sådan kvalificeret arbejdskraft.I overensstemmelse med udvalgets forslagblev der ved normeringslovene for finansårene1956/57 og 1957/58 oprettet 21fuldmægtigstillinger ved amtsligningsinspektoraterne.I forbindelse med udvalgets gennemgang afde skattelignende myndigheders arbejdsopgaverforetog udvalget i 1955 en undersøgelse af, ihvilket omfang skatteberegningen blev foretagetpå hulkortanlæg, og hvilke praktiske og økonomiskefordele en sådan mekanisering af beregningsarbejdetbød på. På baggrund af resultatetaf denne undersøgelse var det udvalgetsopfattelse, at det ville være ønskeligt, at dersnarest blev foretaget visse ændringer i den gæl-5

lag til betænkningen (side 82). Det er udvalgetsopfattelse, at dette forslag er egnet til attjene som udgangspunkt for den praktiske gennemførelseaf udvalgets forslag.Amtsligningsinspektør V. Vinge Madsen hari den side 78 anførte særudtalelse givet udtrykfor, at han for sit vedkommende ikke kan anbefaleflertallets forslag gennemført uden visseforbehold.Kontorchef S. A. Hjermov har ikke ment atkunne tiltræde flertallets indstilling og har afgivetden side 80 anførte mindretalsudtalelse.Sideløbende med drøftelserne af en reform afligningen af indkomst- og formueskatten, somefter udvalgets formening måtte være den centralearbejdsopgave for udvalget, har udvalgeti overensstemmelse med kommissoriet foretageten undersøgelse af vurderingsmyndighedernesarbejdsopgaver med henblik på en eventuel ændrettilrettelæggelse af vurderingsarbejdet, ligesomudvalget i forbindelse med overvejelsernevedrørende dette spørgsmål har gjort landetsadministrative inddeling i vurderings- og skyldkredsetil genstand for drøftelse. Udvalget harbl. a. foretaget en gennemgang af en af forvaltningsnævnetssekretariat udarbejdet rapport,hvori der er gjort rede for den nuværende tilrettelæggelseaf arbejdet med beregning og opkrævningaf ejendomsskatten til staten, og hvorider var stillet forslag om en ændret tilrettelæggelseaf de kontormæssige opgaver i forbindelsemed vurderingerne. På grundlag af disse undersøgelserhar udvalget enstemmigt i skrivelse af16. maj 1956 til finansministeren bl. a. indstillet,at vurderingsrådenes kontormæssige arbejdermed udfærdigelse af vurderingsfortegnelserm. v. blev overført til oppebørselsmyndighederne,d. v. s. til købstadskommunerne udenfor Sønderjyllandog til amtstuerne. Udvalget har samtidiggivet udtryk for, at det ville være upåkrævetat foretage en gennemgribende revision afden bestående inddeling i vurderings- og skyldkredse.Hjemmel til at foretage en omlægning af vurderingsmyndighederneskontormæssige arbejderi overensstemmelse med udvalgets forslag er tilvejebragtved bestemmelsen i § 40, stk. 1, i lovnr. 179 af 23. juni 1956 om vurdering af landetsfaste ejendomme.Udvalget har hidtil afholdt 21 møder, og derhar til belysning og undersøgelse af særligespørgsmål været nedsat flere underudvalg.København, den 29. november 1960.A. BegtrupHans P. GøtrikM. B. HansenformandO. HenriksenS. A. Hjermov Axel Jensen K. J. KristensenCarl LarsenV. Vinge Madsen B. NellemannPoul PlateThorsen/ Eigil Bak

AFSNIT IDEN PERSONLIGESKATS UDVIKLING FRA FORMUE- OG LEJLIGHEDSSKATTIL INDKOMST- OG FORMUESKATI ældre tider benyttede man fortrinsvis fasteejendomme som beskatningsobjekter ud fra denforudsætning, at værdien af ejendommen var etfuldgyldigt udtryk for ejerens skatteevne. Selvom skatterne på de faste ejendomme gennem tidenfortsat har spillet en stor financiel rolle,medførte udviklingen i byerne dog ret hurtigt,at denne beskatningsform viste sig utilstrækkeligved udligningen af de fælles udgifter.I byerne opstod der derfor en skat, der hviledepå et skøn over den enkelte persons økonomiskebæreevne, den såkaldte »formue- og lejlighedsskat«.Denne beskatningsform var ikkenogen direkte indkomstskat, således som mankender den i vore dage, idet den ikke hviledepå en nøjagtig opgørelse over nettoindtægterne.Ved fastsættelsen af skatten tog man først ogfremmest hensyn til værdien af den pågældendessamlede formue og dernæst hans »lejlighed«,d. v. s. hele hans økonomiske stilling, herunderomfanget af forsørgerpligter, små indtægterog sygdom.Fra byskatterne overførtes formue- og lej lighedsprincippettil fattigskatterne i 1700-talletog videreførtes i de nedenfor nærmere omhandledereglementer af 5. juli 1803 om fattigvæseneti købstæderne og på landet og i anordningerneaf 29. juli 1814 om almueskolevæsenet ikøbstæderne og på landet.Efter at forskellige kommunale indtægter iårene derefter var blevet afløst af ligning på formueog lejlighed, blev der ved § 21 i loven af6. juli 1867 om landkommunernes styrelse og i§ 26 i loven af 26. maj 1868 om købstadskommunernesstyrelse gennemført en generel formue-og lejlighedsbeskatning jævnsides medejendomsbeskatningen.Ingen af de nævnte lovbestemmelser indeholdernogen nærmere vejledning om, hvorledesligningen skal ske, udover, at det i lovteksteni de to kommunallove er anført, at den enkelteskatteyder skal sættes i bidrag »efter sin heleøkonomiske stilling«. For købstadskommunernesvedkommende var det dog tillige bestemt,at skatteydernes anslåede indkomst for det forudgåendekalenderår skulle anføres i ligningslisten,ligesom det i købstadskommunallovens§ 35 var bestemt, at der i den enkelte købstadskommunesvedtægt kunne gives nærmere reglerfor udførelsen af ligningen. Den af indenrigsministerietudarbejdede normalvedtægt for købstæderindeholdt således i § 13 bestemmelse om,at ligningsmyndighederne i en særlig rubrik påligningslisten skulle anslå det beløb i penge ellerpenges værdi, som hver skatteyder i det løbendeår måtte formenes at have haft eller ville havetil egen eller families underhold, nytte eller behagelighedeller formueforøgelse, og at der derefteri en følgende rubrik på ligningslisten -omregnet i penge - skulle anføres de omstændigheder,som burde bevirke en nedsættelse afindtægten til skats beregning såsom indtægtensutilstrækkelighed, familieforhold, indtægtensbeskaffenhed, byrdefuld gæld og lign.For sognekommunernes vedkommende varder derimod ikke i lovgivningen givet nærmereregler, hverken om udgangspunktet for eller omden videre udførelse af ligningen på formue oglejlighed. Dog blev der i nogle amter udarbejdeten nærmere vejledning for sognekommuner-8

ne om, hvorledes ligningen på formue og lejlighedskulle foretages. Efter disse vejledninger —som ingenlunde fandtes i alle amter, og somindbyrdes var ret forskelligartede - foregik ligningendog i det store og hele på den måde, atskattegrundlaget blev fastsat til 4 pct. af værdienaf fast ejendom og kapitaler med fradragaf 4 pct. af eventuel gæld, hvortil blev lagt ennoget mindre procent af den kapitaliserede værdiaf pensionsberettiget indkomst, aftægt og livrentem. v. og en endnu noget mindre procentaf den kapitaliserede værdi af indtægt ved personligtarbejde. Det herefter udfundne skattegrundlagblev forhøjet eller nedsat efter lejlighedunder hensyntagen til det faktiske udbytteaf kapitalen og de faktisk betalte renter af gældensamt iøvrigt under hensyntagen til held oguheld, familieforhold og skatteyderens hele økonomiskestilling i sammenligning med kommunensøvrige skatteydere.Denne ret frie form for skatteligning vakteimidlertid efterhånden stærk kritik, navnlig somfølge af de vanskeligheder, der måtte opstå vedafgørelsen af klager over ligningen, idet det,når ligningen ikke var bundet til bestemte regler,var meget svært at trænge igennem med klagerover ligningens rigtighed, og desuden fordimangelen på faste ligningsregler i det hele tagetkunne medføre ret vilkårlige resultater. Efter atder af en af folketinget nedsat kommission under15. september 1900 var afgivet indstillingderom, blev det derfor ved kommuneskattelovenaf 15. maj 1903 bestemt, at ligningen på formueog lejlighed i alle tilfælde skulle tage sit udgangspunkti den indkomst, der blev ansat tilbrug for beregningen af den indkomstskat tilstaten, som samtidig blev indført, ligesom deri loven blev fastsat bestemte grænser for, hvorledesdenne indkomst kunne forhøjes underhensyn til dens karakter af formueindtægt ogforhøjes eller nedsættes under hensyn til skatteyderens»lejlighed«.Ved loven af 1903 blev den gamle formueoglejlighedsskat, der hvilede på et forholdsvisfrit skøn over skatteevnen, afløst af en egentligindkomstskat, der dog bibeholdt et vist præg afden gamle ordning gennem bevarelsen af reglerom skønsmæssig forhøjelse og nedsættelse afindkomsten inden for visse grænser.Formue- og lej lighedsprincippet i kommunalbeskatningenblev ved den ved lov af 9. marts1959 gennemførte ændring af kommunalskattelovenhelt afskaffet for købstæderne og en rækkeomegnskommuner og andre større kommunermed bymæssig bebyggelse. Grundlaget forbeskatningen er herefter i købstæderne og enrække kommuner med bymæssige bebyggelserude i landet en for alle skatteydere fælles skatteprocentog i hovedstadsområdet en fælles rateskat,og der er ved skatteberegningen indførtfaste fradrag.Medens den kommunale beskatning såledesgradvist har udviklet sig til en ren indkomstskatfra et frit skøn over den enkeltes »formue oglejlighed«, blev indkomst- og formueskattenførst indført som en varig indkomstkilde forstaten ved lov nr. 103 af 15. maj 1903 om indkomst-og formueskat til staten.Ganske vist havde der i det foregående århundredeværet udskrevet indkomstskatter. Imodsætning til de kommunale skatter blev disseskatter, som vil blive omtalt i det følgende afsnit,med en enkelt undtagelse i princippet udskrevetpå grundlag af den direkte opgjorte nettoindkomst,hvis opgørelse var nøje bestemt i deenkelte love. Det samme er tilfældet med lovenaf 1903.9

AFSNIT IILIGNINGSADMINISTRATIONENS UDVIKLINGA. Den kommunale skatteligning.Som nærmere belyst i afsnit I blev den personligebeskatning først anvendt ved ligningenaf byskatter og fattig- og skoleskatter, medensindkomst- og formueskatten først i 1903 bleven varig indkomstkilde for staten.Skatteligningen var derfor i første række enren lokal funktion, og den kom derfor naturligttil at indgå i den reform af hele lokalforvaltningen,som fandt sted i forbindelse med overgangenfra enevælde til folkestyre i første halvdelaf det nittende århundrede.De forskellige forudsætninger medførte, atordningen af ligningsvæsenet blev tilrettelagt påhver sin måde i købstæderne, sognekommunerneog i København, og det har præget den senereudvikling.1. Købstæderne.Ved anordningen om provinsialstændernesindførelse af 28. maj 1831 blev det således bebudet,at regeringen ville tage en omordning afkommunalvæsenet under overvejelse.I overensstemmelse med det givne tilsagn,blev der allerede under stænderforsamlingernei 1836 forelagt et forslag til anordning om købstædernesøkonomiske bestyrelse.Udviklingen havde medført, at det var nødvendigtat foretage væsentlige forandringer iden måde, hvorpå kommunernes udgifter blevlignet, fordi det var forskellige myndigheder,der foretog skatteligningen.Købstæderne havde en gammel tradition for,at skatteligningen blev foretaget af en særligmyndighed. Ifølge bestemmelsen i Christian denFemtes Danske Lov 3-6-1, der er en videreførelseaf Christian den Fjerdes lovgivning på dettepunkt, »skulle Borgerskabet den tredie Januarhvert Aar udvælge to, fire eller flere Borgere,som en Tid lang i Byen boet havde, ogBorgernes Lejlighed kjende, hvilke skulle medforrige Aars Kæmnere den første Søgnedag iFebruario i det Aar taxere dem, som boe i Byen,hvorefter Udgiften til gejstlig og verdslig Brug,skulle paa enhver beregnes.«Selv om disse taxereborgere efter loven skulleudnævnes af og blandt borgerskabet (d. v. s. denæringsdrivende), var skattepligten ikke begrænsettil borgerskabet. Også købstædernes øvrigebeboere var skattepligtige. Taxereborgerneskulle forfatte ligningen over byens grundejere.Den opgave var i og for sig ret overkommelig,idet den gik ud på at fordele den del af deegentlige byskatter, der skulle udredes af grundejendommene,på de grundskillinger, rigsdalero. s. v., hvortil grundene var ansatte og derefterberegne beløbet for hver ejendom. Endvidereskulle taxereborgerne efter Danske Lovs 3-6-3fordele de beløb, som krævedes til byens gejstligeadministration og til vedligeholdelse af defælles goder, på samtlige byens beboere. Veddenne fordeling var de pågældendes formuetilstandog vilkår målestokken.Ifølge lovens 3-6-4 skulle »Taxereborgerneblive ved forrige Aars Takster, med mindre detaxerede, enten ved Arv, eller paa andre Maader,deres Formue, siden sidst gjorte Taxt, forbedrethave eller ved deres Boes og FormuesSkifte, eller ulykkelige Tilfald, kiendelig Forringelse,eller Skade paa deres Midler have Lidt,og da skulle Borgmester og Raad tvende andreBorgere dertil nævne, som Dennem paa nye indenfjorten Dage skulle taxere.«Klager over de almindelige byskatteansættel-10

ser kunne forebringes borgmester og råd, somkunne pålægge taxereborgerne at forandre denskattepligtiges bidrag.I begyndelsen af det nittende århundrede varfattig- og skolevæsenet imidlertid som omtalti afsnit I blevet reformeret.Ved reglement af 5. juli 1803 for fattigvæsenetsprovisoriske indretning og bestyrelse i DanmarksKjøbstæder var det blevet bestemt, at fattigvæsenetskulle bestyres af sognepræsten, etmedlem af magistraten, byfogeden som stedetspolitimester og to agtbare mænd fra hvert sogn,som fattigforstandere for sognet. Denne kommissionfor købstædernes fattigvæsen var underordnetstiftamtmanden og biskoppen som direktører.Disse skulle forelægge tvivlsspørgsmål fordet Danske Kancelli.Fattigforstanderne valgtes første gang af øvrighedenog sognepræsterne på stedet og sidenaf samtlige kommissionens medlemmer.Ifølge reglementet var der udover, hvad derindkom i frivillige bidrag, tillagt fattigkassen enrække særlige indtægtsnydelser. I det omfang,disse midler ikke kunne give dækning for udgifterne,skulle disse pålignes menighedens medlemmer»i forhold til enhvers vilkår«. Kommissionensansættelse kunne påklages til direktørerne.Skolevæsenets forhold var blevet ordnet vedanordning af 29. juli 1814 for Almueskolevæseneti Danmark. Overopsynet med købstædernesskolevæsen blev herefter pålagt skoledirektionen,som bestod af vedkommende amtmandog amtsprovst, medens administrationen af købstadensskolevæsen blev henlagt til skolekommissionen.Denne kommission skulle bestå afsognepræsten (sognepræsterne) og magistrateneller byfogeden, og foruden disse af to eller treskoleforstandere, som valgtes af skoledirektionen.I henhold til anordningen skulle udgifterneved skolevæsenet udredes af de til skolerne henlagteindtægter, men kunne disse ikke strækketil, måtte det manglende beløb udredes af stedetsindbyggere på samme måde som fastsat veddet ovenfor nævnte reglement af 5. juli 1803angående udgifterne til fattigvæsenet, nemligved ligning efter indbyggernes »formues tilstandeller deres lejlighed«. Forslaget til denneligning skulle årligt affattes af skolekommissionenmed 4 af de hæderligste mænd på stedetog indsendes til skoledirektionens approbation.Klage over skolekommissionens ansættelse kunneindbringes for skoledirektionen.I hver købstad var der således i det mindstetre forskellige myndigheder, der foretog ligningpå grundlag af »formue og lejlighed«.Dette kunne efter omstændighederne, især dadet drejede sig om et skøn, medføre, at enkelteskattepligtige af de forskellige myndighederblev ansat på forskellig måde.En rationalisering af skattevæsenet måtte derfornaturligt tage sigte på, at alle ligninger, somskulle ske efter formue og lejlighed blev foretagetunder eet. I det forslag, som blev forelagtstænderforsamlingen, søgtes dette opnået ved enbestemmelse om, at købstædernes skatteligningerfor fremtiden skulle foretages af selve magistrateneller byfogeden og borgerrepræsentanterne.Herefter kunne de i Danske Lovs 3-6omhandlede taxereborgere bortfalde og fattigogskolekommissionen fritages for at fordele dettil fattig- og skolevæsenets drift fornødne beløbpå de enkelte indbyggere.Medens stænderforsamlingerne fuldt ud kunnetiltræde forslaget om, at der søgtes tilvejebragtenhed i ligningen ved at alle de skatter,der blev pålignet efter samme målestok, blev pålignetaf en og samme myndighed, mødte forslagetom, at ligningen skulle foretages af magistratog deputerede borgere modstand i forsamlingerne.Roskilde stænderforsamling vedtog såledesmed ganske overvejende majoritet følgendeudtalelse:»Ifølge Forsamlingens Formening træderimidlertid den almindelige lokale Communalbestyrelseudenfor sin Sphære ved umiddelbartat foretage Skatteligningen. Når denne Autoritethar fastsat, hvor stor en Sum Borgerne skulleudrede, synes det derimod mere tilfredsstillendeog betryggende for Indvånerne, når Påligningenskete af andre af deres Medborgere, somdertil af det hele Borgerskab udnævntes, hvorvedsådanne Mænd ville komme til at foretageLigningen, som måtte forudsættes at besiddeisær det til denne Forretning nødvendige Kjendskabtil Yderne. Repræsentanter i Forening medMagistraten måtte det da påligge at våge over,at ej ved Skatteansættelsen, de lovbefalede Reglertilsidesættes, ligesom også enkelte Klagerover en urigtig Ansættelse kunne fremføresfor Magistrat og Repræsentanter, der i Almindelighedmå kunne fælde en sikrere Dom overAnsættelsen end Amtmanden, som efter Lovudkastetskulle afgøre slige Klager, ville kunnefælde, efter at Magistraten og Repræsentanternehavde foretaget Ligningen og enkelte da klagedeover denne.«11

Imidlertid fandt kongen under hensyn til, atligningen i flere købstæder faktisk blev foretagetaf magistraten og de »eligerede borgere«,at den ene måde at udføre ligningen på kunnevære passende i nogle og den anden i andrekøbstæder. I anordningen af 24. oktober 1837§ 21 blev det derfor bestemt, at købstædernesskatteligninger for fremtiden skulle foretagesenten af selve magistraten eller byfogeden ogborgerrepræsentanterne, eller af en særskilt ligningskommission,bestående af kæmneren og etvist antal borgere, der udnævntes af det samledeborgerskab på 3 år og således, at V3 af gik årlig.Hvilken af disse fremgangsmåder, der skulleanvendes, skulle bestemmes ved regulativ forenhver købstad i overensstemmelse med byensønske. Såfremt en særlig ligningskommissionblev oprettet, skulle medlemmernes antal, derikke måtte være ringere end fem, fastsættes iregulativet.I henhold til anordningens § 22 kunne klagerindgives til magistraten, der i forening med borgerrepræsentanterne,skulle overveje og bestemme,hvorvidt nogen forandring med hensyn tildenne anke burde foretages, og hvis klagerenvar utilfreds, stod det ham åbent gennem amtmandenat andrage sagen for kancelliet.Ved lov af 31. marts 1860 angående de kommunalevalg i købstæderne § 2 blev det bestemt,at skatteligningen i alle købstæder skulleforetages af særlige ligningskommissioner, derskulle bestå af et ulige antal medlemmer, ikkeover 15 eller under 3. Loven bestemte endvidere,at kæmneren burde være tilstede i ligningskommissionen,hvor han skulle føre listerne,men ikke deltage i afstemningerne. Klagerover skatteligningen kunne forelægges indenrigsministeriet.For valg til ligningskommissionengjaldt de samme bestemmelser som ved valgaf kommunalbestyrelsens medlemmer.Denne lov fik imidlertid en ret kort varighed,idet den afløstes af lov af 26. maj 1868om kjøbstadskommunernes styrelse m. v. Efterdenne lovs § 22 skulle ligningen på formue oglejlighed samt på næring, f. s. v. næringsskattenstadig måtte blive opkrævet, foretages af en ligningskommission,bestående af et i vedtægtenfor hver købstad nærmere bestemt antal medlemmer,ikke under 5 og ikke over 15. Valgetskete fortsat på tilsvarende måde som valget afbyrådsmedlemmer. Valget gjaldt for 3 år.Ved købstadkommunalloven af 1868 blev deri kommunalforvaltningen indført særlige overligningskommissioner.Efter lovens § 24 skulleindenrigsministeren blandt byrådets medlemmereller andre valgbare indbyggere for 3 år ad gangenudnævne en overligningskommissær samten suppleant. Overligningskommissionen skullebestå af købstadens egen overligningskommissærsom formand og de 2 nærmeste købstadskommunersoverligningskommissærer.Overligningskommissionens opgave var efteren nærmere procedure at behandle klager overskatteligningen. Overligningskommissionens afgørelservar endelige, således at adgangen tilat forelægge klagemål for indenrigsministerietbortfalt.Hermed var rammerne for den kommunaleligningsorganisation fastlagt. For ligningskommissionensvedkommende har de ændringer, derer sket siden, udelukkende angået reglerne forligningskommissionens valg, der er blevet ændretsideløbende med reglerne om byrådsmedlemmernesvalg, indtil lov nr. 87 af 25. marts1933 om købstadskommunernes styrelse indførteindirekte valg af ligningskommission. Dennelov overlod det til byrådet at vælge ligningskommissionensmedlemmer blandt de til byrådetvalgbare beboere, efter nærmere angivne regler.Når man indførte denne ændring, skyldtes det,at man ønskede at spare udgifterne ved et valg,som ofte var et fredsvalg, idet man i praksis udpegedeligningskommissionens medlemmer eftermandatfordelingen ved sidste byrådsvalg.Overligningskommissionen blev afskaffet vedlov nr. 66 af 9. marts 1959 § 24.2. Landkommunerne.Organisationen af kommunalvæsenet for landkommunernefrembød ganske andre vanskelighederend dem, der forelå ved reformen af købstæderneskommunal væsen. Landkommunernesforhold blev derfor først ordnet senere end købstædernes,nemlig ved anordningen om landkommunalvæsenet af 13. august 1841. I købstædernehavde man allerede fra gammel tidhaft en kommunal styrelse med en borgerrepræsentationog en særlig ligningskommission, somman kunne bygge videre på. Men noget sådantmanglede der på landet. Ganske vist havde manbylagene, men de var uegnede til at dannegrundlag for en videre udbygning af den lokaleadministration.Ved reglement af 5. juli 1803 om fattigvæsenetsprovisoriske indretning og bestyrelse pålandet i Danmark og ved anordning af 29. juli1814 for Almue-Skolevæsenet på landet i Dan-12

mark, var der imidlertid på tilsvarende mådesom i købstæderne anordnet henholdsvis enfattigkommission og en skolekommission. Forfattigvæsenets vedkommende skulle de trængendesforsørgelse på landet deles efter sognedistrikter,som skulle tage sig af distriktets fattige.Så mange hoved- eller annex-sogne, somvar forenede under et præstekald, skulle udgøresognedistriktet. Skolekommissionens områdeblev ligeledes sognet eller pastoratet.Fattigkommissionen bestod af præsten, stedetspolitimester, en af de største godsejere og3 eller 4 af de bedste sognemænd. Politimesterenkunne dog i sit forfald befuldmægtige ensognefoged til at give møde for sig. Alle fattigdistrikternei amtet blev henlagt under en fællesdirektion, bestående af amtmanden, amtsforvalteren,herredsprovsterne og 2 af de kgl. godsersbestyrere eller andre kyndige landmænd, der udnævntesaf kancelliet efter amtmandens forslag.Denne direktion skulle biskoppen tiltræde, såofte hans andre embedsforretninger tillod det.Direktionen stod under tilsyn af kancelliet.Skolekommissionerne, der stod under tilsynaf en amtsskoledirektion, bestående af amtmandenog amtsprovsten, bestod af sognepræsten,der førte forsædet, og samtlige skolepatroner,d. v. s. de ejendomsbesiddere, som ejede mindst32 tdr. hartkorn, og skoleforstanderne, der blevvalgt af amtsskoledirektionen blandt de hæderligstebønder i sognet.I disse anordninger trådte pastoraterne klartfrem som kommuner, men der var intet deri,der mindede om en fri kommunalforfatning,eftersom beboerne alene repræsenteredes affolk, der var kaldede dertil eller valgt ved selvsupplering.Da man ved forordningen af 1841 lagdegrunden til det kommunale selvstyre på landet,valgte man at lægge pastoraterne og amterne tilgrund for organisationen af landkommunalvæsenet,således at man bevarede den kredsinddeling,som var tilrettelagt ved de nævnte anordninger.Hvad administrationen angår, kunne man ikkesom for købstædernes vedkommende tilrettelæggeden således, at den kom til at bestå af forskelligekorporationer, en af kongen beskikketmyndighed og valgte kommunalbestyrelsesmedlemmer,der skulle være enige i afgørelser vedrørendebeskatningen eller indstille sagerne tilen højere myndigheds afgørelse. Man havdenemlig ikke en egentlig myndighed, som i allelandsbysogne kunne tage del i at bestyre dereskommunalanliggender, således som magistrateni købstæderne. Man kunne endvidere ikke gøreregning på i landkommunerne at finde mænd,der var skikkede til at udgøre et selvstændigtkorps som de deputerede borgere.I sogneadministrationen måtte de pågældendeembedsmænd og sognets udvalgte mænd trædesammen og udgøre en enkelt korporation. Hvadspecielt angår skattevæsenet var der ikke mulighedfor at oprette en særlig ligningskommission,»idet det måtte antages at være umuligt i mindresogne at finde egnede forskellige personerbåde til sognefor stander skabet og en ligningskommission«.Ligningen var for skolevæsenetsvedkommende ved anordningen af 1814 henlagttil skolekommissionen, der ved udøvelsenaf denne funktion skulle tilkalde fire af de hæderligstemænd i sognet. Kommissionen skulleiøvrigt kun fremsætte forslag til skoleligningen,som efter reglementet beroede på amtsdirektionensbestemmelse. For fattigvæsenets vedkommendeforetoges ligningen af fattigskatten efterreglementet af 1803 af fattigkommissionen, ogligningen blev kun genstand for overbestyrelsensresolution, når meningerne var således deltemellem kommissionens medlemmer, at derikke kunne blive flertal for en afgørelse.Den kommunale forvaltning udenfor bykommunerneblev derfor ved landkommunalanordningenlagt i hænderne på et sogneforstanderskab,der i almindelighed bestod af sognepræsten,den eller de godsejere, der af sognedistriktetshartkorn ejede mindst 32 tdr., samt 4-9mænd, der udvalgtes dertil.Herredsfogeden og birkedommeren i den ellerde jurisdiktioner, hvori sognedistriktet varbeliggende, var også berettigede til at tiltrædesogneforstanderskabets samlinger med stemmeret,når han havde lejlighed dertil. Valgret ogvalgbar hed var begrænset til større ejere og brugereaf jord.Sogneforstanderne valgtes på 6 år, hvorafhalvdelen af de valgte skulle vælges hvert tredieår.Den amtskommunale forvaltning blev overdragetamtsrådet, der bestod af amtmanden somformand, en af kancelliet udnævnt amtsprovstog 6 andre, der udvalgtes af og blandt amtetsbeboere, på Bornholm dog kun 4. Efter omstændighedernekunne lensbesiddere også vælges tilmedlemmer.Ifølge landkommunalanordningens § 15 skullesogneforstanderskabet foretage ligningen afsognets udgifter til fattig- og skolevæsen, samt13

kommunens andre udgifter. Ligningen skulleske efter de hidtil gældende regler. Sogneforstanderskabetvar selv beføjet til at tage endeligbeslutning angående ligningen af skolevæsenetsog fattigvæsenets udgifter, uden at der blev indhentetapprobation fra amtsskoledirektionen påskoleskatten. Klage over forstanderskabets ansættelsetil skole- og fattigskat kunne påankesfor amtsrådet. Amtmanden var beføjet til at afgøreklagerne, såfremt afgørelse ikke kunneopsættes til næste møde.Ved lov af 22. marts 1855 ændredes sogneforstanderskabernesvalg og sammensætning, ogi landkommunalloven af 6. juli 1867 fremtrådtesognerådene og amtsrådene stort set i den skikkelse,som er bevaret til i dag, alene med deændringer, som har været en følge af den almindeligeudvikling i retning af lige og almindeligvalgret og valgbarhed.3. København.København indtog i ældre tider såvel i administrativsom i skattemæssig henseende en særstilling,idet det offentlige liv var præget af stadensstilling som befæstet hovedstad og som residensstadfor landets enevoldskonge. Udviklingenaf ligningsvæsenet kom derfor til at foregåpå en noget anden måde end i det øvrige land.Af hensyn til overskueligheden vil udviklingenaf det københavnske ligningsvæsen blive gjorttil genstand for en samlet redegørelse i afsnit D.B. Forbindelsen mellem de kommunale og statsligeligningsmyndigheder.Indtil lov nr. 85 af 15. maj 1903 om ændringeri og tillæg til de nugældende regler for denkommunale beskatning samt statstilskud til kommunernetrådte i kraft, blev den kommunaleskatteligning grundlaget for købstads- og landkommunernesskatteudskrivning. Den kommunaleskat var en ren opholdskommuneskat, idetde skattepligtige alene var skattepligtige til dekommuner, i hvilke de havde ophold. Alleredeved kommunallovenes givelse blev det stillet iudsigt, at kommunalbeskatningen ville blivegjort til genstand for revision. I den følgendetid beskæftigede rigsdagen sig til stadighed medkommuneskatteforslag. Disse forslag tog dogikke så meget sigte på at ændre selve beskatningsgrundlagetsom på at løse de interkommunalebeskatningsproblemer på rationel måde.Under den stærke vækst af byerne, som fandtsted i sidste halvdel af forrige århundrede,sprængtes rammerne for de gamle bysamfund,og flere og flere personer flyttede fra byerne udtil de tilstødende sognekommuner, medens debevarede deres virksomheder i byerne. Da denkommunale skattepligt var knyttet til bopælen,betød dette, at byerne mistede betydelige skatteindtægter.For sognekommunernes vedkommende kunneden dagældende ordning ligeledes betyde storeulemper. En godsejer kunne således ved at opgivebopælen i en kommune og tage opholdandetsteds forrykke hele skatteligningen i enmindre landkommune. Det lykkedes dog førstefter systemskiftet ved den store skattereformat få løst dette vigtige spørgsmål ved indførelsenaf erhvervsskatten.En væsentlig hindring for gennemførelsen aferhvervsbeskatningen var den omstændighed, atman i København havde en egentlig indkomstskat,i købstæderne en »formue- og lejlighedsskat«,der stærkt nærmede sig en indkomstskatog i sognekommunerne en forskelligt udvikletformue- og lejlighedsskat. For at tilvejebringeen retfærdig fordeling af skatterne, blev derstillet forslag om oprettelse af en interkommunalligningsmyndighed. Da en væsentlig del aflandbefolkningens repræsentanter ikke ville afskaffeformue- og lejlighedsskatten i sognekommunerne,og da også udformningen af den interkommunaleligningsorganisation frembød vanskeligheder,kunne der ikke gennemføres enkommuneskattereform, selvom det fra alle siderblev erkendt, at en ændring i den bestående tilstandvar ønskelig. Imidlertid havde regeringeni samlingen 1896 forelagt et forslag til en lovom indkomst- og formueskat. Dette forslag tilsigtedeat skaffe kommunerne dækning for udgifterneved den i 1891 vedtagne lov om enalderdomsunderstøttelse. Dette skulle ske ved, atder ydedes kommunerne et statstilskud. Ejhellerom dette forslag kunne der blive enighed. Slutteligblev der nedsat en parlamentarisk kommission,og i overensstemmelse med dennes indstillingblev der ved skattereformen indført denordning, at statsskatteansættelsen skulle væreafgørende for ligningen af den personligeopholdskommuneskat. Ved statsskatteligningenskulle de kommunale ligningsmyndigheder: ligningskommissionernei købstæderne og sognerådenei sognekommunerne, medvirke, men deendelige skatteansættelser skulle foretages af dei statsskatteloven omhandlede skatteråd, der varuafhængige af kommunerne.Denne ordning af ligningsorganisationen var14

give selvangivelse var der for så vidt ikke somden eneste virkning af den manglende selvangivelsevar, at den pågældende ikke kunnebegære ekstraordinære nedsættelser på grund afsærlige omstændigheder.Skatteligningen skulle foretages af sogneforstanderskabernei sognekommunerne og i købstæderneog visse handelspladser af de kommunaleligningskommissioner. Til afgørelse af klagerover den kommunale ligningsmyndighedsansættelser anordnedes der særlige overligningskommissioner,som i købstæderne bestod af 3af indenrigsministeren beskikkede medlemmerog for sognekommunernes vedkommende afamtmanden og 2 andre medlemmer, som amtsrådetvalgte af sin midte. De sidstnævnte overligningskommissionerfor landkommunerne virkedeindenfor amtsrådskredsen. I Københavnskulle de beløb, som staden skulle tilsvare, tilvejebringesved ligning på stadens indvånere ioverensstemmelse med de regler, som var fastsatfor ligning af indkomstskatten i lov af 19.februar 1861 om en omordning af de kommunaleskatter i staden Kjøbenhavn.En ny indkomstskat pålagdes ved lov af 25.juli 1867, hvor repartitionssystemet fastholdtes,og skatten derefter overalt lignedes på nettoindtægten.4. Lov af 2. juli 1870.Ved lov af 2. juli 1870 blev der atter udskreveten indkomstskat til staten. Ved denne lovforlod man repartitionssystemet, idet loven indførteen procent-skat, hvilket vil sige, at skattesatsernevar forud givet og fælles for alle, såledesat det skattebeløb, der kom ind i statskassen,ikke var bestemt på forhånd - således somved repartitionssystemet — men var afhængig afborgernes indtægters størrelse. Ved overgangentil det rene procentsystem måtte man nære betænkelighedved at overlade ligningen til dekommunale myndigheder alene, idet man ikkekunne bortse fra, at de kommunale myndighederunder udførelsen af deres hverv let kunne ladesig påvirke af hensynet til den pågældende kommuneog dens beboeres tarv på bekostning afstatskassens interesser.I forslaget til 1870-loven var der derfor udenforKøbenhavn opbygget en selvstændig ligningsorganisation.Forslagets § 8 bestemte, atlandet skulle inddeles i skattekredse. Hvert amtskøbstæder under eet skulle danne een skattekreds,og for landets vedkommende skulle hverfolketingskreds med undtagelse af købstædernedanne een skattekreds. For hver skattekreds skulleder oprettes en skattekommission. For købstædernesvedkommende skulle kommissionenbestå af en formand og 2 medlemmer, der alleskulle udnævnes af finansministeren. For landkommunernesvedkommende skulle kommissionenbestå af 1 formand beskikket af finansministerenog 2 af amtsrådet valgte medlemmer.Endvidere skulle kommissionen ved ligningenfor den enkelte kommune tiltrædes af 2 af kommunalbestyrelsenvalgte medlemmer.Forslaget hvilede på den betragtning, at manville fremkalde korrekte ansættelser ved at sammensætteskattekommissionerne således, at flertalletkom til at bestå af personer, der var uberørteaf den enkelte kommunes interesser. Person-og lokalkendskab skulle komme kommissionentil gode dels gennem de 2 medlemmer,der skulle vælges af kommunens bestyrelse, delsgennem en foreløbig indtægtsansættelse, somkommunen skulle foretage uden at se selvangivelserne.Ved bestemmelsen om, at de af regeringenog amtsrådene udpegede medlemmer afskattekommissionerne skulle fungere for størrekredse, tilsigtede man at virke hen til at fremkaldeensartethed i skatteansættelserne.Forslaget bibeholdt de kommunale ligningsmyndighedersmedvirken — foruden ved de foreløbigeansættelser — dels ved udførelsen af deforudgående arbejder, dels ved oppebørslen.Som klageinstans for skattekommunerne skulleder efter forslagets § 21 for hvert amt oprettesen fælles overskattekommission, der skullebestå af amtmanden som formand, 2 af finansministerenog 2 af amtsrådet af dets midte valgtemedlemmer.København skulle efter forslaget udgøre enskattekreds for sig, og her skulle der ikke opbyggesnogen statslig ligningsmyndighed, idetman var af den opfattelse, at det var ubetænkeligtat overlade ligningens foretagelse til denkommunale ligningsmyndighed, jfr. afsnit D.Under behandlingen i folketinget blev derfra forskellig side rettet indvendinger imod detfremsatte forslag. Under udvalgsbehandlingenved forslagets overgang til anden behandlingblev reglerne for ligningens foretagelse ved dekommunale ligningsmyndigheder og skatterådenefastlagt i den skikkelse, som i det store oghele er bevaret til i dag.Efter udvalgets mening burde de kommunalemyndigheder i landet benyttes ved ligningen afindkomstskatten, idet disse myndigheder måtte16

antages at have det bedste kendskab til skatteydernesformueforhold og som følge deraf bedrekunne tilvejebringe et retfærdigt resultat. Udvalgetnærede endvidere frygt for, at de 2 mænd,der efter forslaget skulle repræsentere kommunen,ville komme til at føle sig som særligerepræsentanter for kommunernes skattepligtige.Udvalget fandt det imidlertid indlysende, atligningen ikke kunne overdrages de kommunalemyndigheder, uden at der blev truffet foranstaltningersigtende til at modvirke disses naturligetilbøjelighed til at bevirke en så lav ansættelsesom muligt af de til den enkelte kommunehørende skattepligtige.Udvalget var af den opfattelse, at hovedgarantienmod de for lave indkomstansættelserburde tilvejebringes, dels ved at sognerådene ogi købstæderne ligningskommissionerne fik envel afgrænset men virkelig myndighed, og delsved at der dannedes særegne af kommunalbestyrelserneuafhængige skattekommissioner, hvishovedopgave ville blive at bedømme, hvorvidtde kommunale myndigheder i det hele havdeopfattet lovens bestemmelser rigtigt og vurderetde faktorer, der hovedsageligt bestemte indtægtensstørrelse, på rette måde, samt hvorvidt deklager, der af den enkelte skattepligtige måtteblive indgivet over den af de kommunale myndighederfor deres vedkommende foretagne indtægtsansættelse,var begrundede. En sådan ordningkrævede imidlertid efter udvalgets formening,at der også tildeltes skattekommissionerneen virkelig myndighed, og navnlig at disse ikkealene måtte kunne afgøre de stridsspørgsmål,der opstod mellem skatteyderne og de kommunalemyndigheder, som anslog deres indtægter,men også at de måtte kunne omstøde en afde kommunale myndigheder foretagen ligning,forsåvidt den ikke var foretaget i overensstemmelsemed lovens fordringer, og forlange ligningenhelt eller delvis omgjort.Udvalget var endelig af den formening, atman ikke kunne give skattekommissionerne dennemyndighed, uden at der åbnedes såvel denenkelte skatteyder som vedkommende kommunalbestyrelseadgang til at klage til en højeremyndighed. I denne henseende fandt udvalgetde foreslåede overskattekommissioner velegnede.Udvalget anså det ikke for nødvendigt vedlov at bestemme, hvor mange skattekredse derskulle være, eller hvilken størrelse disse skullehave.I overensstemmelse med udvalgsbetænkningenblev bestemmelserne om overskattekommis-2sionerne uændret vedtaget af rigsdagen. Medensloven for Københavns vedkommende bevaredeforslagets bestemmelse om, at ligningen skulleforetages ved de kommunale ligningsmyndigheder,blev reglerne om skattekommissionerneudenfor København i lovens § 10 formuleretsåledes:»I det øvrige land foretages skatteligningenved en samvirken af de kommunale myndighederog særegne skattekommissioner på denmåde, som i det følgende nærmere fastsættes.Landet inddeles af finansministeren i et passendeantal skattekredse, hvorved iagttages, at ingenkommune deles imellem flere skattekredse,og at ingen skattekreds kan strække sig ind iflere amter, undtagen forsåvidt nogle dele af enkommune måtte være beliggende i et andet amtend det, hvortil størstedelen af kommunen hører.I hver skattekreds oprettes en skattekommissionbestående af 3 lønnede medlemmer, sombeskikkes af finansministeren, der tillige udnævneren af dem til formand og en anden til idennes forfald at være formand. De beskikkeskun for den ene skatteligning, som ved lov erbestemt at skulle udføres. For at kommissionenmed gyldighed skal kunne foretage nogen skatteansættelseeller afsige nogen kendelse, må idet mindste 2 af dens medlemmer være tilstede;i tilfælde af stemmelighed gør formandens stemmeudslaget.Medlemmerne af skattekommissionerne lønnesmed honorarer, der fastsættes af finansministerensåledes, at det samlede beløb, som kanudredes i honorarer for en skatteligning overhele landet, i forbindelse med hvad der måttemedgå til diæter og befordringsgodtgørelse forskattekommissionerne på de rejser, de foretagertil udførelsen af deres hverv, samt i vederlag forfærgepenge og deslige, udlæg til skriveri ogbrevforsendelse, ikke må overstige 75.000 rd.Udgiften afholdes af statskassen.«Den 21. juli 1870 udfærdigede finansministerieten bekendtgørelse om inddeling af landeti skattekredse og om skattekommissioner efterlovens § 10. Ved denne bekendtgørelse blevlandet inddelt i 50 skattekredse.Denne lov fik kun gyldighed for 2 ligninger.5. Skattereformen 1903.I det forslag til indkomst- og formueskat tilstaten, som blev forelagt rigsdagen i samlingen1896/97, blev ordningen af ligningsvæsenet ståendeved bestemmelserne i loven af 2. juli 1870.17

Man fandt det dog hensigtsmæssigt, da der hervar tale om en vedvarende skat, at antalletaf skattekommissionernes medlemmer ikke blevfastsat som i 1870 i selve loven, men ved kongeliganordning. Medlemsantallet burde efter ministerensopfattelse være større end tidligere.Dels ville kommissionerne få et væsentligt merarbejdeefter forslaget, idet dette som en nydannelseindeholdt bestemmelse om udskrivning afformueskat, og dels fandt man det ønskeligt, atder i videre omfang blev sikret kommissionernepersonal- og lokalkendskab.Man foreslog dernæst, at skattekommissionerneskulle fungere i en længere årrække, nemlig6 år, så at halvdelen skulle fratræde hvert tredieår. Herved tilsigtede man at vinde stabilitet medhensyn til de anskuelser, der kunne gøres gældendeved ansættelserne.Under debatterne i de følgende år om forslagenetil skattereformlovene af 1903 kom derikke afgørende nye synspunkter frem vedrørendeskatteråd og overskatteråd.Lov nr. 104 af 15. maj 1903, § 18, holdt sigi sin formulering tæt op ad 1870-lovens § 10.Ifølge § 18 skulle antallet af skattekredse bestemmesaf finansministeren, og antallet af medlemmeraf de enkelte skatteråd fastsættes vedkongelig anordning, således at bykommunerneog landkommunerne i kredsen skulle repræsenteressåvidt muligt ligeligt under hensyn til folketallet.I overensstemmelse med lovens forskrift blevlandet af finansministeren inddelt i skattekredseved bekendtgørelse af 30. september 1903.Kredsene blev lagt således, at hver kreds fik enbefolkning på ca. 30.000 indbyggere. Købstæder,der havde mere end 30.000 indbyggere, fiksærlige skatteråd. Disse kredse var af mindreterritorial udstrækning end de kredse, der blevoprettet efter 1870-loven.Antallet af medlemmer i hvert skatteråd blevfastsat til 3 eller 4.Ifølge lovens § 20 skulle der for hver amtsrådskredsog de i forbindelse dermed ståendekøbstæder oprettes et fælles overskatteråd, derskulle bestå af amtmanden som formand, 2 affinansministeren og 2 af amtsrådet af dets midtevalgte medlemmer, og forsåvidt sagen angik enkøbstad, af dennes overligningskommissionær.6. Lov af 8. juli 1912.I oktober 1911 blev der i folketinget forelagtet nyt forslag til lov om indkomst- og formueskattil staten. Dette forslag opretholdt den i1903 foretagne inddeling af landet i skattekredse,men indeholdt en bestemmelse om, at skatterådenefremtidigt skulle bestå af 3 medlemmerog indtil 3 stedfortrædere for disse, dog atfinansministeren skulle være bemyndiget tilat udvide antallet under særlige omstændigheder.Som en nydannelse indeholdt forslaget bestemmelserom oprettelse af en fælles øverste instansfor hele landet til afgørelse af sager afprincipiel betydning vedrørende indkomst- ogformueskatten til staten. Der var her nærmesttænkt på en egentlig domstol, idet dette rådskulle have 5 medlemmer, hvoraf de 3 skullebeklæde et dommerembede.Under behandlingen af dette lovforslag irigsdagen udspandt der sig en livlig debat,hvorunder der fra forskellig side blev rejst tvivlom, hvorvidt sogneråd og ligningskommissionervar i stand til på forsvarlig vis at foretage ligningen.Under behandlingen af loven nedsattefinansministeren et embedsmandsudvalg meddet formål at søge klarlagt indkomstskatteligningensmangler. Dette udvalg kom i sin betænkningaf 10. april 1912 til det resultat, atindkomst- og formueskatten til staten udenforKøbenhavn havde indbragt ca. 1 million ellerca. 10 pct. mindre, end den burde have gjort.Bl. a. på baggrund af disse undersøgelser vedtoglandstinget ved lovens 2. behandling et forslagtil en ændret affattelse af § 18. Efter landstingetsforslag skulle landet fremtidigt inddelesi 45 skattekredse. Hvert skatteråd skulle have 3medlemmer, som skulle vælges af finansministerenefter indstilling af vedkommende amtmand.De skulle være regnskabskyndige.Landstinget vedtog endvidere at nedlægge demange overskatteråd, idet disses funktioner blevoverført til et for hele landet fælles overskatteråd.Under forslagets videre behandling kom dettil behandling i fællesudvalg, og her tilbageførtes§ 18 i det væsentlige til den oprindelige formulering.Det blev dog bestemt, at finansministerenved udvælgelsen af skatterådsmedlemmerskulle påse, at landbrug og byerhverv blev repræsenteretforholdsmæssigt i samtlige skattekredse,der omfattede både agerbrug og bymæssigebebyggelser.Det for hele landet oprettede landsoverskatterådfik 9 medlemmer, af hvilke formanden og 1medlem skulle udnævnes af kongen, 3 medlemmeraf finansministeren og 4 af rigsdagen.18

Dette landsoverskatteråd skulle fungere bådesom klageinstans og som revisionsmyndighed.7. Lov af 10. april 1922 og senere love.Ved lov nr. 149 af 10. april 1922 blev detpålagt bogføringspligtige at vedlægge selvangivelsendriftsregnskab og status. Som følge deraffandt man det nødvendigt at sikre skatterådeneadgang til altid at kunne erholde fornøden sagkyndigbistand under ligningen. Man indsattederfor en bestemmelse i loven om, at finansministerenkunne beskikke særlige regnskabskonsulenter— een eller flere for hvert amt - til påbegæring at bistå skatterådene og landsoverskatterådetved udførelsen af deres hverv. Dissekonsulenter blev aflønnet med honorarer, hvisstørrelse blev fastsat ved finansloven.Under denne lovs behandling var der iøvrigtpåny debat om skatterådsinstitutionen, og underudvalgsbehandlingen i folketinget stillede etmindretal forslag om at ændre skatterådenessammensætning for derigennem at opnå en sågod og retfærdig ligning som muligt. Ændringsforslagetgik ud på, at skatterådsmedlemmernesantal skulle fastsættes til 5. Det var hensigtenat gennemføre udvidelsen ved at gøreskattekredsene større, således at en forøgelse afantallet af medlemmer i hele landet ikke skulleblive nødvendigt.Mindretallet stillede endvidere forslag om, atfinansministeren ved beskikkelse af skatterådenesmedlemmer skulle være bundet til at udnævne1) en landmand, 2) en håndværker ellerhandlende og 3) en tjenestemand eller arbejder,hvis årsindtægt kunne konstateres. Ministerenskulle ved udnævnelsen af de 2 medlemmer ståfrit.Dette ændringsforslag blev imidlertid forkastet,og § 18 bevarede sit hidtidige indholdalene med tilføjelse af bestemmelsen om amtsskattekonsulenterne.Derimod blev antallet aflandsoverskatterådets medlemmer forøget til 11.Ved lov nr. 108 af 31. marts 1938 blev landsoverskatterådetsfunktioner delt, idet klagesagerneblev henlagt til landsskatteretten, medensrevisions- og forespørgselssagerne blev henlagttil ligningsrådet og statens ligningsdirektorat.I forbindelse med lov nr. 352 af 22. juli 1945om en ekstraordinær formueopgørelse blev derafsløret så iøjnefaldende mangler ved skatteligningensom følge af for lave selvangivelser, aten yderligere effektivisering af ligningen måtteanses for absolut påkrævet.Hertil måtte en skærpelse af tilsynet med ligningenanses for nødvendig, og de skattelignendeorganer blev derfor ved lov nr. 309 af 7.juni 1946 udbygget med amtsskatteråd og amtsligningsinspektorater,idet man fra lovgivningsmagtensside fandt, at det var så afgjort at foretrække,at tilsynet med ligningen blev decentraliseret.I forbindelse med denne lovs ikrafttrædenbortfaldt ordningen med amtskonsulenterne.D. Udviklingen i København og Frederiksberg.Udviklingen fik i København et andet forløbend i det øvrige land. I København kom formue-og lejlighedsskatten næsten ikke til anvendelse,men man holdt sig her fortrinsvis til defaste ejendomme som beskatningsgrundlag. Årsagenhertil var, at det ville være forbundet meduovervindelige vanskeligheder i denne efter datidensforhold store og tætbefolkede by at ansætteskatten efter et princip, der forudsattenøje kendskab til den enkeltes skatteevne. Førsti 1855 blev der indført en midlertidig formueoglejlighedsskat for at bøde på manglerne vedden eensidige næringsskat (nærings- og hjælpeskatten).Den midlertidige skat blev et overgangsledtil den kommunale indkomstskat, derblev indført ved lov af 19. februar 1861, ogsom byggede på en lovbestemt opgørelse af nettoindkomsten- i et vist omfang baseret på selvangivelse.De regler, hvorefter ligningen kom til at foregåefter loven af 1855, danner det grundlag,hvorpå den bestående ordning af indkomst- ogformueskattens ligning har udviklet sig i København.Skatten pålignedes af en kommission beståendeaf 2 af magistraten og 2 af borgerrepræsentationenaf deres midte valgte medlemmer,blandt hvilke kommissionen selv valgte sin formand.Der blev af kommunalbestyrelsen tilforordnetdenne ligningskommission 3 medlemmeraf hvert af stadens kvarterer til at deltage i ansættelsenaf dettes beboere til skat. De tilforordnedevalgtes årligt blandt det pågældendekvarters beboere, de to blandt næringsbrugerneog den tredie udenfor denne klasse.Ved loven af 19. februar 1861 ophævedesnærings- og hjælpeskatten og erstattedes af enindkomstskat, der skulle erstatte indtægtstabetfor kommunen.Ligningsmyndigheden bevarede i alt væsentligtden skikkelse, som den havde fået ved lo-2*19

ven om nærings- og hjælpeskatten. Den komnemlig til at bestå af en ligningskommission på4 medlemmer, hvoraf magistraten og borgerrepræsentationenskulle vælge hver 2 af deresegen midte. Der blev dog nu tilforordnet 4medlemmer af hvert af stadens kvarterer; deskulle vælges blandt det pågældende kvartersbeboere, de 2 blandt næringsbrugere og de 2udenfor disses kreds. Formanden skulle somhidtil vælges af kommissionens faste medlemmer.Klager over ligningskommissionens ansættelsermåtte efter en nærmere procedure indgivestil overligningskommissionen, der bestod af3 af kongen for 3 år ad gangen udnævntemænd.Det var imidlertid klart, at ligningskommissionensom sådan ikke magtede at løse de medskatteligningen forbundne arbejder. Hertil måtteden have et administrativt organ.Den 23. september 1861 vedtog kommunalbestyrelsenderfor at oprette et særskilt skattekontor.Kontorchefen for skattekontoret skulleherefter overtage hele beskatnings- og afgiftsvæsenetefter magistratens nærmere bestemmelser.Skattekontoret trådte i virksomhed fra 1. januar1862. Foruden den hidtidige skatteadministrationovertog kontoret tillige som sekretariatfor den ved loven af 1861 oprettede ligningskommissionforarbejderne til ligningen og dentil denne hørende korrespondance, ligesom detefter nogen tids forløb overdroges kontoretschef at udarbejde forslag til skatteansættelserne.Ved lov af 1. april 1887 blev staden inddelti ligningsdistrikter, indenfor hvilke skatteansættelserneskulle foretages af 4 af borgerrepræsentationenvalgte ligningsmænd under forsæde afet medlem af ligningskommissionen, og det blevpålagt magistraten at drage omsorg for, at derydedes ligningsmændene den fornødne medhjælpved selve skatteligningen, ligesom alleekspeditioner vedrørende denne nu skulle skeved magistratens foranstaltning. Ligningskommissionen- til hvilken magistraten ligeledesskulle yde den nødvendige medhjælp - blev 1.klageinstans for ligningsmændenes ansættelserog kom fremtidig til at bestå af borgmesteren ogrådmanden for magistratens 2. afdeling samt 3borgerrepræsentanter.I forbindelse med denne ordning vedtog kommunalbestyrelsenden 18. juli 1887 vedtægtsbestemmelserfor ordningen af bestyrelsen afstadens skattevæsen. Ifølge disse skulle fra 1.januar 1888 ansættes en inspektør for stadensskattevæsen, hvis myndighedsområde og forholdtil magistraten skulle fastsættes af denne.Skattekontoret blev herefter inddraget fra 1.januar 1888 og afløst af Københavns skatteinspektorat,under hvilket navn institutionen virkedeindtil 1. april 1898, da skattevæsenets chefi henhold til den af kommunalbestyrelsen den21. marts 1898 vedtagne lønreform fik benævnelsendirektør for skattevæsenet. Institutionensnavn har siden da været direktoratet for Københavnsskattevæsen.Da indkomst- og formueskatten til staten blevindført ved lov af 15. maj 1903, kom dennelovs regler angående ligningsmyndighederneikke til at gælde for København, hvor man ønskedeat gøre brug af det allerede bestående ligningssystem.Ifølge anordning af 22. oktober1903 skulle skattedirektoratet udarbejde forslagsåvel til ansættelsen af den skattepligtige indkomstog formue som til afgørelsen af klagerover de skete ansættelser, ligesom også forretningerneiøvrigt vedrørende indkomst- og formuebeskatningendirekte henlagdes under direktoratet.Medens der ikke ved anordningen sketenogen forandring med hensyn til ligningsmændene,blev ligningskommissionens navn foranrdret til skatteråd og medlemmernes antal forøgetmed 2, valgt af finansministeren. Denneordning er siden opretholdt i loven af 18. april1910 om indkomstskat til Københavns kommuneog de som følge af statsskattelovens revisionudstedte anordninger, sidst i anordning af20. juli 1922.Ligningskommissionens afgørelser kunne indankesfor en overligningskommission og skatterådetsfor et overskatteråd indtil 1912.Ligesom i København betingede de særligeforhold i Frederiksberg en særegen opbygningaf skatteligningen, jfr. kgl. anordning af 24.januar 1904.Den kommunale ligningsmyndighed er herligningsmændene. Kommunen er inddelt i ligningsdistrikterog for hvert distrikt udnævnesder 4 ligningsmænd. Disse ligningsmænd trædersammen under forsæde af et af skatterådetsmedlemmer.Skatterådet består af 7 medlemmer, af hvilkefinansministeren vælger 2, medens de øvrige5 vælges efter de til enhver tid gældende reglerfor valg til kommunalrepræsentationen.E. De særlige erhvervsskatteligningsmyndigher.De ved statsskatteloven oprettede overskatterådskulle som tidligere nævnt foruden at være20

klageinstans for skatterådene fungere som klageinstansi sager vedrørende erhvervsskattepligten.Da overskatterådene i 1912 blev ophævet, drøftedeman at lade landsoverskatterådet overtagedenne funktion, men resultatet blev, at man veden særlig lov nr. 106 af 29. april 1913 oprettedesærlige erhvervsskatteudvalg for hver amtsrådskredsog for København og Frederiksberg. Vedlov nr. 73 af 29. marts 1924 blev der foretageten kodifikation af de gældende kommunale beskatningsreglerog 1913-loven blev herefter optageti kommuneskatteloven, idet man samtidigindførte en ordning, hvorefter erhvervsskatteudvalgenesafgørelse kunne indbringes for indenrigsministeren.Ved lov nr. 28 af 18. februar 1937 ændredeman klagevejen for erhvervsskatteansættelserne,idet de lokale erhvervsskatteudvalg blev ophævet,og der indførtes et erhvervsskatteudvalg forhele landet med en af indenrigsministerenblandt indenrigsministeriets embedsmænd udnævntformand og 6 medlemmer, 2 for landkommunerne,2 for købstæderne, 1 for Københavnog 1 for landsoverskatterådet.Administrationen blev henlagt til indenrigsministeriet,således at der ikke blev oprettet nogetsærligt sekretariat. Medens kommunerne tidligerehavde afholdt udgifterne til de lokale erhvervsskatteudvalg,skulle udgifterne fremtidigtafholdes af statskassen ud fra den betragtning,at staten måtte antages at få en vis interesse idette erhvervsskatteudvalg, idet dettes arbejdeville bringe indtægter frem, som tidligere havdeværet holdt udenfor beskatning.Der indførtes samtidig et samarbejde medlandsoverskatterådet (landsskatteretten), idetlandsskatteretten træffer afgørelser i klagesagervedrørende størrelsen af skatteydernes indtægt ierhvervskommunen.21

AFSNIT IIIFORHOLDET MELLEM STATSLIGOG KOMMUNAL LIGNINGSADMINISTRATIONSkatteudskrivningsretten tilkommer ifølgelovgivningen dels staten, dels kommunerne. Degældende bestemmelser om statsskattens udskrivningfindes i lov nr. 149 af 10. april 1922.Loven er senest genoptrykt med de ved lov nr.102 af 31. marts 1933 foretagne ændringer.Den må imidlertid nu sammenholdes med enrække andre love, der indeholder regler om dendirekte personlige beskatning til staten, såledesnavnlig »ligningsloven«, senest lovbekendtgørelsenr. 326 af 15. december 1959 og »udskrivningsloven«,senest lov nr. 127 af 31.marts 1960, der supplerer bestemmelserne istatsskatteloven.Ved lov nr. 392 af 12. juli 1946 om selvangivelsenaf indkomst og formue og foranstaltningertil kontrol med selvangivelsen og straffenfor skattesvig m.v., således som denne erændret senest ved lov nr. 150 af 28. maj 1958,jfr. lovbekendtgørelse nr. 278 af 25. august1958, er der givet nye regler på disse punkter.Organisatoriske regler er givet i lov nr. 108af 31. marts 1938 om oprettelsen af en landsskatteretog om tilsynet med skatteligningenm.v. Denne lov er ændret ved lov nr. 311 af21. december 1955. Andre organisatoriske reglerer indeholdt i lov nr. 309 af 7. juni 1946om oprettelse af amtsskatteråd og amtsligningsinspektorater.De gældende bestemmelser om kommuneskatteudskrivningindeholdes i lov nr. 28 af 18.februar 1937 vedrørende personlig skat til kommunerne,jfr. nu lovbekendtgørelse nr. 67 af 9.marts 1959.I overensstemmelse med de respektive loveskal der foretages dels en ansættelse til statsskat,dels en ansættelse til kommuneskat. Pågrundlag af ansættelsen til statsskat udskrivesder dels en indkomstskat af personer, dødsboer,selskaber, dels en formueskat af personer ogdødsboer.På grundlag af ansættelsen til kommuneskatpålignes opholdskommuneskat, erhvervsskat,skat af erhvervsindtægt i særlige tilfælde ogskat af aktieselskaber og kooperative virksomheder.Grundlaget for ligningen af opholdskommuneskattener ifølge kommuneskattelovens § 8,stk. 1, den indkomstansættelse, der lægges tilgrund ved beregningen af skat til staten, såledesat kommuneskatteansættelsen for så vidter sekundær i forhold til statsskatteansættelsen.I de tilfælde, hvor en skatteyder ikke er ansattil indkomstskat til staten for vedkommendeskatteår, foretages der i medfør af kommuneskattelovens§ 8 stk. 2, en særlig ansættelse afden indkomst, der vil være at lægge til grundfor ligningen af skat til opholdskommunen.Denne ansættelse foretages af den kommunaleligningsmyndighed og sker efter de i statsskattelovgivningenindeholdte regler om opgørelseaf den indkomst, der lægges til grund for ansættelsetil statsskat. Ved lov nr. 285 af 14. december1957 om ændring af lov vedrørendepersonlig skat til kommunen indførtes den regel,at klage over en sådan indkomstansættelseskal ske efter de i statsskattelovgivningen indeholdteregler, det vil sige, at der også i tilfældesom de nævnte skal klages til vedkommendeskatteråd og til landsskatteretten i stedet forsom hidtil til overligningskommissionen eller -for sognekommunernes vedkommende — tilamtsrådet.Ved lov nr. 66 af 9. marts 1959 indførtesder nye beregningsregler for den kommunaleindkomstskat. Herefter udskrives der fra og22

med skatteåret 1959/60 kommuneskat efter 3forskellige systemer. I hovedstadsområdet beregneskommuneskatten på grundlag af en rateskala.I købstæderne, visse omegnskommunerog større bymæssige kommuner beregnes kommuneskattenmed en for alle kommunens skatteyderefælles beskatningsprocent af indkomstenefter visse fradrag. I de øvrige sognekommunerudskrives kommuneskatten efter de tidligeregældende regler, medmindre sognerådetbeslutter at overgå til at beregne kommuneskattenmed beskatningsprocent.I de kommuner, hvor der anvendes rateskalaereller beskatningsprocent, skal der ved kommuneskattensberegning anvendes samme hustru-og børnefradrag, som er gældende vedstatsskattens beregning i de pågældende kommuner.Der indrømmes et personfradrag, hvisstørrelse er afhængigt af, om den pågældendeved statsskattens beregning anses som forsørger.De afgørelser, der i så henseende træffes afstatsskattemyndighederne lægges til grund vedkommuneskattens beregning. Den adgang, derefter de hidtil gældende regler var til at klagetil amtsråd og overligningskommissionen overden kommunale ligning i disse kommuner blevderfor ophævet ved loven af 9. marts 1959.Denne klageadgang er således indskrænket tilat gælde klage over ligningen i de kommuner,som ikke er overgået til det nye beregningssystem.Ved ligningen af kommuneskat af aktieselskaberm.v. og af brugsforeninger m.v. er dekommunale ligningsmyndigheder forpligtet tildirekte at følge statsskatteansættelsen, jfr. kommuneskattelovens§ 35, stk. 2, og § 36 a, stk. 4.Som følge af de ændringer der ved lov nr.66 af 9- marts 1959 blev gennemført i kommuneskattelovensbestemmelser om erhvervsskat ogsom følge af lov nr. 65 af 9. marts 1959 omerhvervsskattens afløsning i visse kommunerm.v., er der fra skatteåret 1959/60 at regne sketen delvis ophævelse af erhvervsskatten. Princippeti denne delvise ophævelse af erhvervsskattenhar været, at der for en lang række kommuneri de byområder, hvor erhvervsskattenhar haft særlig stor betydning, er sket en fuldstændigophævelse af den erhvervsskat, der betalesmellem de pågældende kommuner. I stedetfor etableredes en afløsningsordning, hvorvedomegnskommunerne i disse byområder skal betaleet årligt tilsvarsbeløb til centralkommuneni byområdet. Erhvervsskatten blev derimod bibeholdtuden for de nævnte byområder og mellemkommuner inden for og kommuner udenfor byområderne, dog således at de hidtil gældendegrænser for erhvervsindtægtens størrelseog den pågældende skatteyders samlede ansatteskattepligtige indkomst blev forhøjet væsentligt.For erhvervsskattens vedkommende er der ikkeden samme overensstemmelse mellem statsskatteansættelserneog erhvervsskatteansættelsernei kommunen. Loven har derfor ikke direktebundet skatteligningen til statsskatteansættelsen,men indskrænket sig til at foreskrive en vissamvirksomhed mellem de forskellige myndighederved at bestemme, at klager over størrelsenaf den erhvervsskattepligtige indtægt af erhvervsskatteudvalgetskal oversendes til landsskatteretten,jfr kommuneskattelovens § 25,stk. 4, hvorefter landsskatteretten skal underretteerhvervsskatteudvalget om sin afgørelse.Udvalget træffer herefter sin afgørelse på dettegrundlag. Den af en statslig myndighed trufneafgørelse bliver således også afgørende for erhvervsskatteansættelsen.Som det fremgår af den ovenfor givne redegørelsefølger kommuneskatteansættelsen og beregningeni stigende omfang de regler der gælderfor statsskatteansættelsen og beregningen,og ansættelserne kan påklages til de statsligeligningsmyndigheder. Området for de rentkommunale ligningsopgaver er i det store oghele begrænset til de tilfælde, hvor forhøjelseog nedsættelse af indkomsten efter »formue oglejlighed« skal bringes i anvendelse.Statsskatteligningen foretages af de kommunaleligningsmyndigheder i første instans i samvirkemed skatterådene under tilsyn af og underpåklage til de overordnede statslige myndigheder.Det arbejde, som de kommunale ligningsmyndighederforetager med hensyn tilstatsskatteansættelser er i modsætning til kommuneskatteansættelserne,der foretages til varetagelseaf kommunale formål, en arbejdsopgave,der af staten er henlagt til kommunerneuden sammenhæng med det kommunale styre,idet de midler, der søges tilvejebragt, er bestemttil at indgå i statskassen.Ved lov nr. 255 af 11. juni 1960 om beskatningaf aktieselskaber m. v. er der indført ændrederegler om ligningen af disse selskaber.Uden for København henlægges fra og medskatteåret 1962/63 ligningen til skatterådeneuden medvirken af de kommunale ligningsmyndigheder.Skatten udskrives som en enkelt skat,og provenuet deles mellem stat og kommune.23

AFSNIT IVLIGNINGSADMINISTRATIONENi.DE KOMMUNALE LIGNINGSMYNDIGHEDERA. De kommunale ligningsmyndigheders sammensætning.De kommunale ligningsmyndigheder udenfor København og Frederiksberg er i købstæderneligningskommissionerne og i sognekommunernesognerådene, jfr kommuneskattelovens§ 10.I henhold til loven om købstadkommunernesstyrelse § 24 foretages skatteligningen af en ligningskommissionbestående af et ulige, i vedtægtenfor hver købstad nærmere bestemt antalmedlemmer, ikke under 5 og ikke over 15. Ligningskommissionensmedlemmer vælges efternedenstående regler direkte af byrådet blandtde til dette valgbare beboere. Valget finder stedi november måned i det år, i hvilket byrådet tiltræderog har gyldighed indtil den 1. decemberi det år, i hvilket byrådet fratræder. De ved byrådsvalgetpå samme kandidatliste valgte byrådsmedlemmerhar ret til at udpege så mangeligningskommissionsmedlemmer, som svarer tildet antal mandater, der efter reglerne for byrådsvalgi den kommunale valglov ville væretilfaldet listen ved valget af byrådet, såfremtdette havde haft samme medlemstal som ligningskommissionen.De samme byrådsmedlemmer,der har valgt et ligningskommissionsmedlemudpeger samtidig en stedfortræder, somkan træde i hans sted, såfremt han i valgperiodensløb udtræder af ligningskommissionen ellerafgår ved døden. Skulle også stedfortræderenfå forfald i valgperiodens løb, udpeger denævnte byrådsmedlemmer en ny stedfortræder.De valgte er pligtige at overtage hvervet eftersamme regler, som gælder for byrådets medlemmer.Med hensyn til ligningskommissionens beslutningerog afstemninger forholdes efter reglersvarende til dem, der gælder for byrådetsmedlemmer.I henhold til købstadkommunallovens § 34kan der i Københavns omegnskommuner af indenrigsministerenefter indhentet erklæring fraamtsrådet oprettes ligningskommissioner.Til deltagelse i ligningskommissionernes virksomhedkan der i kommuner med over 10.000indbyggere udover de egentlige ligningskommissionsmedlemmerudpeges ligningsmænd, jfr.kommuneskattelovens § 7.B. De kommunale ligningsmyndigheders funktionermed ansættelsen af den skattepligtige indkomst ogformue.a. Ligningsarbejdets tilrettelæggelse efter degældende lovregler og administrative bestemmelser.1° Mandtalslistens udfærdigelse.Over de fysiske og juridiske personer, derskal sættes i skat til staten i en kommune, affattesder af de kommunale ligningsmyndighederhvert år inden den 15. januar en mandtalsliste.Af denne mandtalsliste skal der tagesafskrift, som inden samme tidspunkt skal sendestil det skatteråd, under hvilket kommunenhører.Som grundlag for mandtalslistens udfærdigelseanvendes i praksis folkeregistret og forselskaber m.v. grundlisterne.Der er til udfyldelse af mandtalslisten udfærdigetsærlige skemaer af skattedepartementet.Mandtalslisten føres i 2 afdelinger, hver på sitskema, således at den ene afdeling omfatterpersoner og dødsboer, den anden selskaber ogforeninger. Mandtalslisten er i øvrigt indrettetsåledes, at den både kan benyttes ved optagel-;24

sen af selve mandtallet og ved foretagelsen afden foreløbige ansættelse af indkomst og formue.Mandtalslisten skal endvidere indeholde enfortegnelse over personer, selskaber og foreninger,der uden at have fast bopæl eller hjemstedi kommunen i den har indkomster, af hvilkeder i henhold til de kommunale beskatningsreglerskal svares erhvervsskat.2° Opfordring til selvangivelse og udsendelseaf skemaer dertil.Senest den 15. januar hvert år lader ligningsmyndighedeni en bekendtgørelse udgå en opfordringtil alle, der skal sættes i skat i kommunenom at angive deres indkomst i overensstemmelsemed lovens bestemmelser.I opfordringen henledes opmærksomhedenpå de i lovbekendtgørelse nr. 278 af 25. aug.1958 givne regler om selvangivelsen af indkomstog formue.Samtidig udsendes selvangivelsesblankettermed tilhørende kuverter, forsynet med angivelseaf ligningsmyndighedens adresse, til alle, derkan anses for skattepligtige.Ved enhver selvangivelsesblanket for personerskal foruden kuvert vedlægges vejledningsamt, såfremt den pågældende skatteyder er ejereller bruger af en landbrugsejendom eller ejeraf en beboelsesejendom, skema angående henholdsvislandbrugsejendomme og beboelsesejendomme.3° Fremgangsmåden ved den foreløbige ansættelseaf indkomst og formue.Den foreløbige ansættelse af de skattepligtigesindkomst og formue foretages ifølge statsskattelovens§ 23, 1. stk., af den kommunaleligningsmyndighed i overværelse af et medlemaf skatterådet i den skattekreds, hvortil kommunenhører. Ansættelsen finder sted i tiden fraden 1. februar til slutningen af marts og foregårpå møder, for hvilke dagen og tiden bestemmesaf skatterådet efter forhandling medde pågældende kommunale ligningsmyndigheder.Over ligningsmyndighedens forhandlingerføres en af den selv autoriseret forhandlingsbog.Som grundlag for ligningen benyttes mandtalslisten,og den må derfor i tiden før mødetgennemgås og rettes af ligningsmyndigheden ihenhold til fremkomne anmeldelser fra skattepligtige,der tillige har bopæl eller hjemsted iandre kommuner, og meddelelser, der eventuelter tilgået ligningsmyndigheden fra skatterådetom berigtigelser af listen.Ligningsmyndigheden ansætter derpå førstindkomsten for ligningsmyndighedens egnemedlemmer. Ved denne ansættelse fratræderdet pågældende medlem. Når dette er sket, foretagesansættelse af de personer, der har benyttetselvangivelse.Selvangivelserne gennemgås og sammenholdesmed foreliggende kontroloplysninger.Findes der ved denne undersøgelse ikke anledningtil at antage, at indkomsten og formuener for lavt ansat, tages selvangivelsen til følge.Er der derimod tvivl i så henseende, udskydesspørgsmålet om ansættelsen til videre behandling.Derefter foretages ansættelser af de skattepligtige,som ikke har indgivet rettidig selvangivelsei overensstemmelse med kontrollovensafsnit I.Endelig foretages ansættelsen for fysiske ogjuridiske personer, der ikke har bopæl ellerhjemsted her i landet, og som har ingivet selvangivelse.De skattepligtige, hvis selvangivelse ikkestraks har kunnet tages til følge, indbydes, forsåvidtde opholder sig i kommunen, til at givemøde for at meddele oplysninger eller bevisligheder,og ligningsmyndigheden afgør derpå,hvilken indkomst og formue hver af dem skalansættes til. I større kommuner, eller hvor antalletaf de således til nærmere prøvelse udsatteselvangivelser måtte være så stort, at forhandlingernemed de pågældende ikke antages atkunne tilendebringes i et møde, kan ligningsmyndighedenoverlade det til et eller flere afsine medlemmer at forhandle med dem, menindkomst- og formueansættelsen må altid foretagesaf den samlede ligningsmyndighed elleraf et sådant antal af dens medlemmer, som udfordrestil at tage en gyldig beslutning.Møder den skattepligtige ikke, ansættes hanefter skøn.Opholder han sig uden for kommunen, tilskrivesden skattepligtige om oplysninger.Er der til ligningsmyndigheden indkommetandragender om nedsættelse af skatteindtægtenpå grund af særlige forhold, behandler ligningsmyndihedendisse andragender i et særligtmøde, der ikke behøver at overværes af nogenaf skatterådets medlemmer. Ligningsmyndighedenafgiver en skriftlig erklæring om hvert enkeltandragende, hvorefter andragenderne ind-25

sendes til skatterådet tilligemed de indstillingerom nedsættelse, som ligningsmyndigheden afegen drift finder anledning til at fremkommemed for de skattepligtige, der ikke har indgivetandragende om lempelse i skatteindtægten.4° Ansættelsens indsendelse til skatterådet ogdens fremlæggelse til almindeligt eftersyn.De foretagne ansættelser indføres af ligningsmyndighedeni mandtalslisterne. Det eneeksemplar forbliver hos ligningsmyndigheden,medens det andet senest den 1. april indsendestil skatterådet for den skattekreds, til hvilkenkommunen hører, tilligemed de yderligere oplysninger,som ligningsmyndigheden måtte værei besiddelse af.Samtidig med, at denne fortegnelse fremsendestil skatterådet, fremlægges til almindeligteftersyn et uddrag af fortegnelsen, indeholdendeansættelsen for de skattepligtige personer ogdødsboer, der enten ikke har gjort selvangivelse,eller hvis selvangivelse ikke er indkommet irette tid til ligningsmyndigheden. Ansættelsernefor skattepligtige selskaber og foreningeroptages alle på den heromhandlede fortegnelseuden hensyn til, om de har gjort selvangivelseeller ikke. Om fremlæggelsen, der skal findested på et for kommunens beboere belejligtsted, skal forud ske bekendtgørelse på den ikommunen brugelige måde.For de skattepligtige personers og dødsboersvedkommende, der i rette tid har indgivet selvangivelse,må ansættelserne ikke optages på dentil fremlæggelse bestemte fortegnelse, hvorimodligningsmyndigheden senest 1. april senderdem, hvis selvangivelse ikke er taget til følge,skriftlig underretning om den indkomst og formue,hvortil de er ansat.Forsåvidt ansættelsen er blevet forhøjet efterforudgående forhandling med ligningsmyndigheden,må der i underretningen optages enmeddelelse om, at ansættelsen kan påankes forskatterådet for den skattekreds, hvortil kommunenhører, at sådan klage må affattes skriftligtog indsendes til skatterådet inden 1. maj, samtat den skattepligtige, såfremt han ønsker at stedestil mundtlig forhandling med skatterådet,udtrykkelig må bemærke det i klagen.Er ansættelsen blevet forhøjet uden forudgåendeforhandling med ligningsmyndigheden,kan den skattepligtige i tiden fra den 1. til den15. april for ligningsmyndigheden skriftligtfremsætte sine bemærkninger med hensyn tilansættelsen, hvorom fornøden meddelelse måoptages i underretningen til den skattepligtigemed henvisning til, at han, såfremt han måtteønske mundtligt at fremføre yderligere forklaringerog oplysninger, må fremkomme medbegæring derom i klagen.5° Behandlingen af klager over den foreløbigeansættelse.I tiden fra den 1. til den 15. april står detenhver frit for skriftligt til ligningsmyndighedenat indgive klage over, at en skattepligtig erforbigået eller ansat for lavt, eventuelt ledsagetaf begæring om, at der gives klageren lejlighedtil mundtligt at fremføre de yderligere forklaringerog oplysninger, hvortil han måtte findesig foranlediget. Ligningsmyndigheden afholderderefter i tiden fra den 16. til den 30. aprilet eller flere møder, under hvilke der gives klagerenog vedkommende skattepligtige lejlighedtil efter forudgående tilsigelse at fremkommemed mulige yderligere forklaringer og oplysninger,hvorefter ligningsmyndigheden bestemmer,hvilke tilføjelser til eller ændringer i ansættelsenden herefter vil foretage.Om den trufne afgørelse giver ligningsmyndighedenskriftlig underretning til de pågældendeskattepligtige med tilføj ende om, at devil kunne klage til skatterådet for den skattekreds,hvortil kommunen hører, og at klagenmå affattes skriftligt. Til skatterådet oversenderligningsmyndigheden derefter de indkomne bemærkningertilligemed en fortegnelse over deændringer i den oprindelige ansættelse, somden efter det anførte har fundet sig foranledigettil at foretage.b. Lignings arbejd et s praktiske tilrettelæggelse.De i det foregående omhandlede regler er detlegale fundament for ligningsmyndighedernesvirksomhed. Det er i statsskatteloven forudsat,at der skal kunne fastsættes herfra afvigenderegler i de større kommuner på samme måde,som det udtrykkeligt er udtalt, at det skal væretilfældet i København og Frederiksberg kommuner.Sådanne særregler er ikke fastsat, mendette betyder ikke, at den foreløbige ansættelseoveralt foretages på den i statsskatteloven forudsattemåde.Forholdene har tværtimod udviklet sig således,at den foreløbige ansættelse må foretagespå vidt forskellig måde i de forskellige kom-26

muner. Dels kommunernes vækst, dels ligningsopgavensstadigt mere krævende karakter harmedført, at ligningsmyndigheden i et stigendeantal kommuner har opgivet selv at udførehele arbejdet med den foreløbige ansættelse imøder. Man er i stedet gået over til enten atlade ligningsmyndigheden udføre dele af arbejdeti grupper eller især i de tekniske spørgsmålat lade sig bistå af lønnet medhjælp.For det første er det imidlertid langt fra alleligningsmyndigheder, der lader sig bistå afmedhjælp, og for det andet er der meget storforskel på, i hvilket omfang denne medhjælpbistår. Der er derfor stor forskel fra kommunetil kommune på det arbejde, der lægges i opgavenmed foretagelse af den foreløbige ansættelse.1° Grundlaget for udvalgets undersøgelse.Til belysning af de kommunale ligningsmyndighedersvirksomhed har udvalget foretageten undersøgelse af, i hvilket omfang landetskommuner benytter medhjælp ved ligningsarbejdet.Undersøgelsen vedrører forholdene iforbindelse med den foreløbige ansættelse forskatteåret 1956/57, dog at der vedrørende lønnetmedhjælp ved ligningsarbejdet er regnetmed udgifterne i året 1955.Undersøgelsen omfatter landets kommunerbortset fra København, Frederiksberg og Gentofte.Detaillerede spørgsmål om arbejdet medskatteligningen er stillet samtlige provinsbyer.Samme spørgsmål er stillet et udsnit af landetssognekommuner, dækkende landet i geografiskhenseende og omfattende en femtedel af desognekommuner, hvis register folketal pr. 1 januar1956 androg indtil 2.000 indbyggere,halvdelen af sognekommunerne med 2—5.000indbyggere og samtlige sognekommuner medmere end 5.000 indbyggere. Som led i undersøgelsener der endvidere stillet samtlige kommunerspørgsmål vedrørende deres lønnede medhjælp,således at provinsbyerne og hovedstadensomegnskommuner alene er spurgt om medhjælpernesfødselsår, ansættelsestidspunkt, stillingog virkeområde, mens de øvrige kommuner tilligeer blevet spurgt om medhjælpernes uddannelse,lønningsforhold m. v.Udvalget har ialt stillet spørgsmål til 85 provinsbyerog 1.302 sognekommuner, hvoraf 388ved folketællingen i 1950 havde mere end30 % af deres befolkning bosat i bymæssige bebyggelser.Antallet af egentlige landkommunerandrager herefter 914. 80 provinsbyer og 1.104sognekommuner har indsendt svar til udvalget.Tages samtlige kommuner under eet, er der indgåetsvar fra alle 50 kommuner med over10.000 indbyggere, fra 38 af 42 kommunermed 5-10.000 indbyggere, fra 71 af 84 kommunermed 3-5.000 indbyggere og fra 1.025 afde 1.211 kommuner med under 3.000 indbyggere.Fra kommuner med under 5.000 indbyggereer der således indgået svar fra ca. 85 %.De sognekommuner, fra hvilke udvalget harudbedt sig mere detaillerede oplysninger, hargennemgående ikke besvaret de af udvalget stilledespørgsmål så hyppigt som de øvrige sognekommuner.Bortset fra de tre hovedstadskommuner havdelandet pr. 1. januar 1956 en befolkning pånæsten 3,5 mill. indbyggere. Heraf boedenæsten 1,2 mill. indbyggere i provinsbyerne og2,3 mill. i sognekommunerne, og indenfor dissesidste boede lidt over 1,2 mill. eller godt halvdeleni kommuner med bymæssige bebyggelserog resten knap 1,1 mill. indbyggere i de øvrigesognekommuner. Delt på anden måde boedegodt 1,3 mill. indbyggere i kommuner medover 10.000 indbyggere, ca. 0,3 mill. indbyggerei kommuner med 5-10.000 indbyggere,medens resten ca. 1,9 mill. indbyggere i demindre kommuner.2° Undersøgelsens resultater.Samtlige 80 provinsbyer, der har besvaretudvalgets spørgtsmål, har medhjælp, 2 dogikke til skatteligningsarbejde og andre 2 kuntil den kontormæssige del af dette. Disse 4kommuner havde alle under 2.000 indbyggere.I de øvrige 76 provinsbyer benytter ligningsmyndighedentillige medhjælp til det egentligeligningsarbejde.Hvad angår de 1.104 sognekommuner, derhar afgivet besvarelse, er billedet et væsentligtandet. 445 eller 40 % havde overhovedet ingenlønnet medhjælp. Disse kommuner havdemed en enkelt undtagelse et indbyggertal påunder 5.000. 144 eller 13 % beskæftigede vellønnet medhjælp, men denne deltog ikke iskatteligningsarbejdet; 7 af disse kommunerhavde 3-5.000 indbyggere og 1 mellem 5-10.000 indbyggere. 104 sognekommuner eller9 % benyttede alene medhjælp til den rent kontormæssigedel af arbejdet (maskinskrivningog lign.). De ovenfor nævnte ialt 693 kommunerhavde 40 % af det samlede register27

folketal i de 1.104 kommuner, for hvilke derforeligger besvarelser. 404 af de nævnte 1.104sognekommuner havde lønnet medhjælp tildet egentlige ligningsarbejde. Heriblandt varalle 17 sognekommuner med over 10.000 indbyggere,16 af de 18 sognekommuner med5—10.000 indbyggere og 44 blandt de 54 sognekommunermed 3-5.000 indbyggere. For 7 afde adspurgte kommuners vedkommende foreliggerder ikke nærmere oplysning om den lønnedemedhjælps beskæftigelse.Af det anførte vil det ses, at ligningsmyndighedenbenytter medhjælp i videre amfang, jostørre kommunerne er, men at benyttelsen afmedhjælp er langt mere udbredt i provinsbyerend i sognekommuner af tilsvarende størrelse.Den medhjælp, der anvendtes i provinsbyerne,deltog næsten undtagelsesfrit i det egentligeligningsarbejde, medens dette kun var tilfældet1 ca. 61 % af de sognekommuner, der i dethele taget benytter medhjælp.Ved undersøgelsen er det videre konstateret,at antallet af lønnede medhjælpere ved skatteligningsarbejdeti videste forstand er forholdsvislangt større i provinsbyerne end i sognekommunerne.Mens således kun een provinsbyaf 15 med under 3.000 indbyggere nøjedes meden enkelt medhjælper, gælder dette 315 af de421 sognekommuner, hvorfra der foreliggernærmere oplysninger om antallet af medhjælpere.Inddrages yderligere kommunerne medindtil 5.000 indbyggere, nøjedes kun 1 provinsbyaf 25 med en enkelt medhjælper og 6 med2 medhjælpere, mens de øvrige 18 eller næstentre fjerdedele har 3 eller flere. 322 af de 496sognekommuner, hvorfra der foreligger nærmereoplysninger, havde kun en enkelt medhjælperog 90 havde 2 medhjælpere, mens kun84 eller ca. 17 % havde 3 eller flere.Begrænser man sig til de kommuner, hvorde lønnede medhjælpere deltager i det egentligeligningsarbejde, viser undersøgelsen, at 5 provinsbyeraf 13 med under 3.000 indbyggerenøjes med en enkelt lønnet medhjælper ogyderligere 3 med 2 medarbejdere, således at 5af de 13 havde 3 eller flere medhjælpere, medensde tilsvarende tal for sognekommunernesvedkommende udgør 285 af 323 kommunermed 1 medhjælper og 31 med 2, således at kun7 af 323 eller godt 2 % havde 3 eller fleremedhjælpere. Forskellen i omfanget af medhjælper knapt så udpræget i kommuner med3-5.000 indbyggere, og for større kommunersvedkommende er der ingen væsentlig forskel,idet det blot skal oplyses, at de så godt som allelader sig bistå af 4 eller flere medhjælpere.Som tidligere anført er der stillet samtligeprovinsbyer, men kun et repræsentativt udsnitaf sognekommunerne, spørgsmål om selve arbejdetmed ligningen. De i det følgende meddelteoplysninger vedrører for sognekommunernesvedkommende alene dette udsnit, der ikkeer søgt omregnet til talstørrelser, der kvantitativtumiddelbart kan sammenlignes med oplysningernefra provinsbyerne. Det er tidligerenævnt, hvorledes udsnittet er udvalgt. Det omfatter279 sognekommuner. Den del af udsnittet,der har medhjælp ved ligningen, og som harbesvaret udvalgets spørgsmål, omfatter 121sognekommuner.I næsten alle de provinsbyer, hvor der erlønnet medhjælp til det egentlige ligningsarbejde,er skatteligningsarbejdet henlagt til en særligafdeling eller et særligt kontor. Kun i byermed mindre end 2.000 indbyggere og en delaf byerne med 2-5.000 indbyggere er der ingensærlig afdeling. Af sognekommunerne med lønnetmedhjælp til egentligt ligningsarbejde harderimod den overvejende part ingen særlig afdelingtil skatteligningsarbejdet. Dette gældersåledes alle de mindste kommuner, ni tiendedeleaf kommunerne med 2-5.000 indbyggereog en trediedel af kommunerne med 5-10.000indbyggere. Af de provinsbyer og sognekommuner,der har en særlig afdeling, anvenderkun en mindre del denne afdeling udelukkendetil skatteligningsarbejde. Blandt de opgaver,der ofte er henlagt til de særlige afdelinger,kan nævnes skatteoppebørsel, folkeregister,ejendomsbeskatning og pantefogedvirksomhed.Af besvarelserne fremgår det endeligt, at de særligeafdelinger i næsten alle kommuner fårassistance til skatteligningsarbejdet fra personalei kommunernes øvrige afdelinger.I 15 af 23 provinsbyer med medhjælp, menunder 5.000 indbyggere foretager den lønnedemedhjælp kritisk revision i regnskabssager,mens dette kun er tilfældet i 17 af 88 sognekommunermed medhjælp, idet der i udsnittetyderligere var 157 sognekommuner, der slet ikkeanvendte medhjælp ved den egentlige ligningsarbejde.I gruppen af kommuner med 5-10.000indbyggere foretager medhjælperne hyppigerekritisk revision af regnskabssager, og der erikke så udpræget forskel på forholdene i provinsbyerneog sognekommunerne. I kommunernemed over 10.000 indbyggere foretager medhjælpernenæsten undtagelsesfrit kritisk revision28

af regnskabsbøger. I de mindre kommuner førerden lønnede medhjælp forhandlinger med skatteydernei lidt mindre omfang end den foretagerrevision. I de større kommuner er deringen nævneværdig forskel. I næsten alle dekommuner, hvor der er lønnet medhjælp til detegentlige ligningsarbejde, er denne medhjælpogså repræsenteret i ligningsmyndighedens møder.Navnlig i et ikke helt ringe antal af demindre sognekommuner deltager kommunenskontormedhjælp, i reglen en kæmner eller enkommunesekretær, i sognerådets møder somprotokolfører, uanset at han ikke deltager iligningsarbejdet.Som det fremgår af det ovenfor anførte, harde større kommuner langt flere lønnede medhjælperei forhold til indbyggerantallet end demindre. Alene for provinsbyernes vedkommendeforeligger der imidlertid tilstrækkelig fyldigeoplysninger om stigningen i antallet afmedhjælpere i forhold til stigningen i indbyggerantallettil, at visse slutninger tør drages.Her viser det sig, at mens provinsbyerne medunder 2.000 indbyggere gennemsnitligt anvender0,9 medhjælper pr. 1.000 indbyggere tilkontorarbejde udført af lønnet medhjælp, derikke deltager i det egentlige ligningsarbejde,falder dette tal hurtigt med stigende kommunestørrelse,således at provinsbyer med over20.000 indbyggere kun anvender 0,3 medhjælperpr. 1.000 indbyggere til kontorarbejde. Detvil sige, at de mindste kommuner forholdsmæssigtbruger tre gange så mange medhjælpere tilkontorarbejde som de største. Den samme tendensgør sig gældende, omend med væsentligmindre styrke, vedrørende antallet af medhjælperepr. 1.000 indbyggere til det egentlig ligningsarbejde.Der er ikke væsentlig forskel påsmå og store provinsbyer i antallet af månederi året, den enkelte medhjælper anvender påkontorarbejde; det ligger gennemsnitligt mellem3 /4 og I 1 1\ måned i de forskellige grupper.Derimod er der en tydelig tendens til, at hvermedhjælper anvender et med kommunens størrelsestedse stigende antal måneder til det egentligeligningsarbejde. I provinsbyer med under2.000 indbyggere anvendte den enkelte medhjælpergennemsitligt 1,8 måned pr. år til detegentlige ligningsarbejde, mens tallet i provinsbyernemed over 20.000 indbyggere var 3,6,altså en fordobling. Medhjælpen har således ide større kommuner en langt større mulighedfor at erhverve sig rutine, end det er tilfældeti de mindre.Udvalget har søgt oplysning om aldersfordelingenblandt provinsbyernes lønnede medhjælp.For en betydelig del af medhjælpernesavnes oplysning om deres alder, men mens enfjerdedel af medhjælperne i de helt små provinsbyervar under 19 år, var dette kun tilfældetmed en tolvtedel i kommuner med over10.000 indbyggere. I både de mindste og destørste kommuner var omkring en syvendedelover 50 år, men i provinsbyerne på 3-10.000indbyggere kun en fjortendedel. Til gengældhar disse kommuner forholdsvis mange medhjælperei alderen 25-34 år, hvilket muligvishænger sammen med, at en del af disse kommunernu er begyndt at udbygge deres tekniskeapparat.Søger man provinsbyernes lønnede medhjælpfordelt efter stilling og ansættelsesforhold, finderman, at der er en tendens til at have forholdsvisnoget færre overordnede medhjælperemed stigende indbyggertal, men mens de mindstekommuner med medhjælp kun har hver enenkelt overordnet medhjælper, stiger dette tal,som det kan påregnes med kommunens størrelse,således at de største provinsbyer i gennemsnithver har 8 overordnede medhjælpere.Som anført har udvalget anmodet samtligesognekommuner om at besvare spørgsmål omderes medhjælperes stilling, ansættelsesformm. v. De sognekommuner, som overhovedet harmedhjælp, beskæftiger ialt 1.138 personer medligningsarbejde, men heraf er 448 kommunesekretærerog kæmnere i kommuner med under5.000 indbyggere, og disse må antages at værebeskæftiget med mere end skatteligning. Af andenmedhjælp, der deltog i ligningsarbejde, beskæftigededisse mindre kommuner 257 personer.Alene de 17. sognekommuner med over10.000 indbyggere beskæftigede 340 personer,heraf ingen kæmnere eller kommunekasserere,således at disse 340 tør antages udelukkendeeller i det væsentligste at være beskæftiget medligningsarbejde.En undersøgelse af medhjælpernes aldersfordelingviser, at 85 % af medhjælperne isognekommuner med under 1.000 indbyggerevar over 35 år, 42 % endog over 50 år; i kommunermed 1-2.000 indbyggere var godt 67 %over 35 år, mens knap 35 % af medhjælpernei kommuner med over 5.000 indbyggere varover 35 år. På den anden side havde mindresognekommuner forholdsmæssigt kun meget fåmedhjælpere under 25 år, vel ca. 8 %, mensdette tal i de største kommuner må antages at29

udgøre omkring 20 %. I alle grupper af kommunermed over 5.000 indbyggere udgør medhjælpernei alderen 25-34 år den talmæssigtstørste gruppe. Det viser sig yderligere, at 69 %af medhjælperne i kommuner med under 1.000indbyggere var fyldt 35 år ved deres førstekommunale ansættelse, 24 % endog 50 år. Isognekommuner med 1-2.000 indbyggere var40 % fyldt 35 år ved deres første kommunaleansættelse, 12 % endda 50 år. Derimod viserdet sig, at eksempelvis i sognekommuner med5-10.000 indbyggere var 76 % af medhjælperneunder 25 år ved deres første ansættelse,50 % endda under 20 år. Sammenholdes dissetal med det om den nuværende aldersfordelingmeddelte, vil det kunne ses, at selv de ret ungemedhjælpere i de større kommuner har en længereårrækkes rutine i kommunalt ligningsarbejde.Af de medhjælpere, der deltog i ligningsarbejdeti sognekommunerne, havde ca. 50 %af medhjælperne i kommuner med under 1.000indbyggere været beskæftiget med kontorarbejdeforud for deres kommunale ansættelse. Isognekommunerne med 1-2.000 indbyggerehavde ca. 40 % været beskæftiget ved andetend kontorarbejde forud for deres kommunaleansættelse. I de sognekommuner, hvor medhjælpalene anvendes til kontormæssigt arbejde,havde endnu flere været beskæftiget ved andetarbejde end kontorarbejde forud for dereskommunale ansættelse. I de større sognekommunerer forholdet væsentligt anderledes.Eksempelvis har i sognekommunerne med 5-10.000 indbyggere ca. 60 % udelukkende kommunaluddannelse eller kontorarbejde med beståethandelseksamen forud for deres kommunaleansættelse.Af udvalgets undersøgelse fremgår det videre,at af 46 medhjælpere ved egentligt ligningsarbejdei sognekommuner med under 1.000indbyggere havde kun 4 enten revisionsmæssiguddannelse eller beskæftigelse eller et kommunaltkursus bag sig, mens dette er tilfældet med23 af 59 medhjælpere i sognekommuner med5-10.000 indbyggere. I sognekommuner med5-10.000 indbyggere er der med det egentligeligningsarbejde beskæftiget relativt flere medhjælpere,der har lang tids erfaring i dette arbejde,end tilfældet er i de mindre kommuner.Selv om der i de større kommuner er beskæftigettemmelig mange personer med ret korttids erfaring i skatteligning, må de antages herat stå under tilsyn af virkelig rutinerede ledere.Udvalget har søgt at få belyst, i hvilket omfangskatteyderne tilkaldes eller tilskrives i forbindelsemed den foreløbige ansættelse.For provinsbyernes vedkommende tilkaldeseller tilskrives i alle grupper af kommunestørrelser30 til 37 % af skatteyderne; i de størrekommuner søges sagerne i videre omfang oplystved korrespondance, end det er tilfældet imindre kommuner. Indenfor de mindre sognekommunersker der nogenlunde lige mange tilkaldelseri kommuner med og uden medhjælp,mens tilskrivelsesprocenten er en hel del laverei kommuner uden medhjælp end i kommunermed medhjælp.Den samlede virksomhed er dog for de mindresognekommuner, hvad enten de har medhjælpeller ej væsentlig mindre end i tilsvarendeprovinsbyer. Forholdene i de større sognekommuneradskiller sig ikke væsentligt fra forholdenei de større provinsbyer, dog at der i destørste sognekommuner synes at være en endnumere fremherskende tendens til at søge eventuelletvivlsspørgsmål løst ad skriftlig vej istedet for ved tilkaldelse, end det er tilfældet ide største provinsbyer.Ligningsmyndighedens arbejde resultererbl. a. i forhøjelser eller nedsættelser af deselvangivne indkomster. Det indkomne materialevedrørende disse forhold har imidlertidikke afgivet tilstrækkeligt grundlag for en nærmerebedømmelse. Det kan dog siges, at sognekommunerneunder eet ikke procentvis foretagerså mange forhøjelser eller nedsættelser som provinsbyerne.Det fremgår endvidere, at der i desognekommuner, der bistås af medhjælp, foretagesrelativt flere ændringer end i de kommuner,som ikke har bistand til ligningsarbejdet.Endelig kan det siges, at antallet af forhøjelseri procent af antal personer på mandtalslistener konstant eller noget stigende fra de mindstekommuner til kommuner med 5-10.000 indbyggere,mens det i de større kommuner pånyer noget faldende.Der foreligger oplysninger om de samledeforhøjelser, der er foretaget ved den foreløbigeansættelse for skatteåret 1956/57. Forholdene erimidlertid i den grad forskellige fra kommunetil kommune, at materialet ikke tillader at drageslutninger. Ensartede lave forhøjelser kan ligesåvelvære udtryk for et meget mangelfuldt arbejdemed den foreløbige ansættelse, idet mangeskjulte indtægter ikke bringes for dagen,som for et så effektivt arbejde, at skatteydernepå grund af indhøstede erfaringer opgiver for-30

søg på skatteunddragelser, som de i andre kommunerville være mindre betænkelige ved atbringe til udførelse.I de provinsbyer og sognekommuner, der benytterlønnet medhjælp, foretager denne medhjælpi kommuner med under 5.000 indbyggerekun undtagelsesvis en fortsat gennemgang afregnskabsmateriale, efter at den endelige ansættelseskal være foretaget. Disse undtagelsestilfældeforeligger noget hyppigere i provinsbyerneend i sognekommunerne. I kommunermed medhjælp til det egentlige ligningsarbejdeog med 5-10.000 indbyggere fortsættes gennemgangenaf regnskabsmateriale efter denforeløbige ansættelses foretagelse i noget mereend halvdelen af kommunerne, og denne tendensforstærkes i takt med tiltagende kommunestørrelse,således at fortsat gennemgang findersted i alle kommuner med over 20.000 indbyggere.Resultatet af den fortsatte gennemgangvarierer temmelig stærkt. Det er gennemgåendemindst i de helt små og de størstesognekommuner og størst i de største provinsbyer,men man kan næppe drage sikre slutningerpå dette område. Derimod kan det ses, atder er en ret nøje sammenhæng mellem kommunernesstørrelse og regnskabssagernes antal.Provinsbyer med lønnet medhjælp til det egentligeligningsarbejde og under 5.000 indbyggerehar dog relativt dobbelt så mange regnskabssagersom de tilsvarende sognekommuner,hvad der også afspejler sig i det foran angivneom størrelsen af stedfundne forhøjelser.Udvalget har søgt oplyst størrelsen af kommunernesudgifter ved skatteligningen forskatteåret 1955/56, dels for provinsbyernes vedkommende,dels for de sognekommuners vedkommende,der omfattes af det foretagne udsnitblandt samtlige sognekommuner. Besvarelsernepå dette punkt har været meget uensartedeog mangelfulde, især for sognekommunernesvedkommende. Af disse har således kun30 % givet oplysning om den samlede udgifttil skatteligning. Af provinsbyerne har ialt 53givet oplysning om såvel samlet udgift somløn- og kontorholdsudgift. Af materialet fraprovinsbyerne fremgår, at lønudgiften til medhjælpstiger fra 2,05 kr. pr. indbygger i demindste kommuner til 6,60 kr. i de største,mens kontorholdsudgifterne kun varierer forholdsvislidt fra gruppe til gruppe, ligesom derikke synes at være nogen sammenhæng mellemkontorholdsudgifternes og kommunernes størrelse.Den samlede udgift pr. indbygger variererfra 3,45 kr. i de mindste provinsbyer til 8,12 kr.i de største. I denne forbindelse må det dogerindres, at hovedparten af de største kommunerudfører arbejde for skatterådene, uden atdet dog af besvarelserne fremgår, om udgifternehertil er medregnet i de anførte beløb. Endvideregældet det, at kommunernes opfattelseaf udgiftsposterne ikke har været den samme,idet nogle har medregnet andel i rådhusudgifter,udgifter til hulkortanlæg, skatteoppebørsel,folkeregister m. v., medens andre ikke har medregnetsådanne udgifter. Nærmere angivelseheraf savnes dog for de fleste kommuner. Detkan endelig oplyses, at udgifterne til skatteligningi kommuner af samme størrelse ifølge deindkomne besvarelser varierer stærkt fra kommunetil kommune.2.SKATTERÅDENEA. Skatterådenes deltagelse i 'den foreløbige ligningI medfør at statsskattelovens § 23 påhvilerdet skatterådet at deltage i den foreløbige ansættelsefor alle dem, der skal sættes i skat i deenkelte kommuner, idet loven foreskriver, atansættelsen skal overværes af et af skatterådetsmedlemmer, som er forpligtet til at meddeleanvisning til lovens forståelse og anvendelse.Skatterådsmedlemmet har dog ikke stemmeretved ansættelsen. Skatterådet fastsætter dagen ogtiden for de møder, på hvilke ansættelsen findersted efter forhandling med vedkommendekommunale myndighed. Skatterådet bestemmertillige, hvem af dets medlemmer, der skal overværeansættelsesmøderne i de enkelte kommuner.Det pågældende medlem skal så vidt muligtovervære hele ansættelsen i den enkeltekommune. Denne regel kan dog ikke finde anvendelsei de skattekredse, der kun består af enenkelt kommune, men arbejdet må her fordelespå en passende måde mellem skatterådets medlemmer,ligesom der intet er til hinder for, atflere medlemmer efter nærmere bestemt omgangoverværer ansættelsen, når der til skattekredsenhører kommuner, i hvilke ansættelsenmå antages at ville kræve betydelig mere tidend i de øvrige kommuner.Skatterådsmedlemmernes deltagelse i denforeløbige ansættelse har en dobbelt funktion.De skal både vejlede de kommunale lignings-31

myndigheder og som dem, der skal varetagestatens interesser i ligningen, overvåge, at ansættelserneforetages korrekt. Skatterådsmedlemmernesdeltagelse former sig i de forskelligekredse og enkelte kommuner på en nogetforskellig måde, idet det mange steder er praksis,at vedkommende medlem fører forsædet iligningsmødet, medens det i andre kommunersom forudsat i loven er formanden for sognerådeteller for ligningskommissionen, der førerforsædet. I øvrigt er det af væsentlig betydningfor skatterådets arbejde med den endelige ansættelse,at rådets medlemmer har haft lejlighedtil at overvære den foreløbige ansættelse i skattekredsenskommuner. Det kendskab til ligningsmaterialetog de enkelte skatteansættelser,som man derved har fået, vil som regel væretil stor nytte, når skatterådet skal skønne over,hvilke ansættelser der ville være grund til atgøre til genstand for en nærmere prøvelse.B. Skatterådenes arbejde med den endelige skatteansættelse.Når den foreløbige ansættelse er tilendebragti kommunen, begynder skatterådets revisionsarbejde.Skatterådet foretager en gennemgangaf ligningsmaterialet og de foreløbige ansættelser.Såfremt det ikke ved den foreløbigeundersøgelse af ligningsmaterialet måtte visesig, at den i en kommune foretagne ansættelsefuldstændig kan godkendes, bliver prøvelsen afskatteansættelsen i henhold til statsskattelovens§ 27 at foretage på møder, der efterhånden afholdesi skattekredsen på tider og steder, somskatterådet selv bestemmer. Ved disse møderskal de kommunale ligningsmyndigheder værerepræsenteret ved mindst eet medlem, som dogikke har stemmeret.Skatterådet indhenter ligningsmyndighedensudtalelse over de til rådet indkomne klagersamt meddeler de skattepligtige, som har klagetover ligningsmyndighedens ansættelse oghar fremsat begæring om mundtligt at fremføreyderligere oplysninger og forklaringer, tilhvilken tid og på hvilket sted de kan kommetil forhandling med skatterådet.Statsskatteloven forudsætter, at prøvelsen skalske i møder, hvor man umiddelbart kan træffeafgørelser om skatteansættelserne. Loven forudsættersåledes, at rådet i disse møder kan tilvejebringedet fornødne grundlag for den retteskatteansættelse. Imidlertid har der i praksis tildels på tværs af lovens bestemmelser udvikletsig en noget anden forretningsgang med hen«syn til skatterådsarbejdets tilrettelæggelse. I enrække større kommuner foretages der ved kommunalbestyrelsensforanstaltning og efter aftalemellem skatterådet og kommunalbestyrelsenen gennemgang af selvangivelsesmaterialetefter udløbet af fristerne for den foreløbige ansættelse.Antallet af skatteydere bevirker, atden kommunale ligningsmyndighed ikke underden foreløbige ligning kan få tid til en grundiggennemgang af samtlige selvangivelser.Man koncentrerer derfor arbejdet fortrinsvisom selvangivelser fra lønmodtagere og andrelettilgængelige selvangivelser under den foreløbigegennemgang og udskyder resten af selvangivelsernetil tiden for skatterådsbehandlingen.Såfremt disse selvangivelser giver anledningtil at rejse spørgsmålet om en korrektion,forelægges de for skatterådet med ligningsmyndighedensindstilling om ændringer af skatteansættelserne.Forholdet kan også være tilrettelagtsåledes, at ligningsmyndighedens personaledirekte virker som lønnet medhjælp for skatterådet,jfr. nærmere nedenfor vedrørende skatterådenesmedhjælpsforhold. Udenfor dennekreds af større kommuner foregår arbejdet iskatterådene stadig som forudsat i loven. Skatterådsmedlemmerneforetager i møder en revisionaf skatteansættelserne i kommunerne på sammemåde, som denne revision har været foretagetsiden skattereformen i 1903. Der er dog sketden udvikling, at skatterådene siden amtsskatterådslovensikrafttræden kan søge amtsligningsinspektørensmedvirken til revision afenkelte skatteyderes eller hele kommuners,skatteansættelser.Omfanget af den revision, som skatterådeneforetager i de enkelte kredse, er forskellig. Inogle skattekredse gennemgår rådet samtligeansættelser, medens man i andre kredse indskrænkersig til at gennemgå ansættelserne forde skatteydere, som de enkelte skatterådsmedlemmerunder den foreløbige ligning har haftopmærksomheden henledt særligt på. I andreskattekredse gennemgår rådet i hovedsagen kunansættelserne for erhvervsdrivende, hvis selvangivelserskal være bilagt driftsregnskab, medensman i det store og hele lader det havesit forblivende ved kommunernes ansættelse afpersoner, der alene er ansat på grundlag afselvangivne indkomster, hvis rigtighed umiddelbartlader sig kontrollere på grundlag afforeliggende kontroloplysninger og lign.Til revisionsarbejdet har skatterådene kun32

medhjælp i begrænset omfang, således at arbejdetmed den kritiske gennemgang af ansættelserneuden for de større byer må udføres afskatterådsmedlemmerne personligt. Visse stederhar de større købstadskommuner ifølge aftale,som der nærmere bliver redegjort for i det følgende,stillet medhjælp til disposition for skatterådenesom led i en sekretariatsaftale. Udenforkommunens eget område vil det imidlertidnormalt være således, at skatterådet på grundlagaf sin egen gennemgang af den foreløbigeansættelse skønner over, hvilke selvangivelserder skal undergives behandling af kontorpersonalemed teknisk uddannelse.Skatterådet afslutter den endelige ansættelsemed en kendelse. Forsåvidt angår klager ogindstillinger fra de kommunale ligningsmyndighederom muligt for lave selvangivelser kankendelsen gå ud på stadfæstelse eller nedsættelseeller eventuelt på, at ansættelsen heltbortfalder. Hvis skatterådet iøvrigt finder, atder er mangler ved en ansættelse, sendes dennetil erklæring hos den kommunale ligningsmyndighed,forinden kendelsen afsiges. Kendelsenkan da gå ud på, at en skattepligtig skal udgåaf fortegnelsen over de skattepligtige, at ansættelsenfor alle de skattepligtige i kommuneneller for alle skattepligtige med visse bestemtangivne undtagelser eller enkelte skattepligtigebliver at forhøje med angivne summer, hvorefterrådet selv affatter ansættelsen for disseskattepligtige, dog kan ansættelsen for deskatteydere, der har benyttet selvangivelsen ikkeforhøjes, uden at der forinden er givet den pågældendeadgang til at udtale sig overforrådet, ligesom forhøjelsen, hvor den foreløbigeansættelse hviler på selvangivelse og specificeretregnskab, må begrundes, samt at en påfortegnelsen ikke optaget skattepligtig skal optages,og hans indkomst og formue anslås.Det påhviler endvidere skatterådet at træffeendelig afgørelse med hensyn til ekstraordinærenedsættelser på grund af sygdom, militærtjenestem. v.Den arbejdsbyrde, der påhviler de enkelteskatteråd, er, som det fremgår af det foran anførte,stærkt varierende. Arbejdsbyrden er delsafhængig af, hvorledes arbejdet er tilrettelagt ide enkelte kommuner i skattekredsen. Den erendvidere afhængig af antallet af skatteydere iskattekredsen, og den er endelig afhængig afskatterådets indsats med hensyn til klage- ogrevisionsbehandling og den tekniske bistand,der er til disposition for skatterådet.Udvalget har ikke stillet skatterådene spørgsmålom antallet af møder i de enkelte skattekredse.Efter de gældende bestemmelser tilståsder medlemmerne af skatterådene 15 kr.om dagen i dagpenge på de dage, de i anledningaf udførelsen af deres hverv opholder sigudenfor deres hjem. På grundlag af de afskatterådene indsendte regninger har 1. revisionsdepartementforetaget en undersøgelse af,hvor mange møder skatterådsmedlemmer gennemsnitligthar deltaget i indenfor hvert skatterådi finansåret 1951/52.Denne undersøgelse viste, at 11 skatterådhavde haft gennemsnitligt indtil 90 mødedagepr. medlem. 36 skatteråd havde haft gennemsnitligtfra 90-133 mødedage. 21 skatterådhavde haft fra 134-200 mødedage pr. medlem.10 skatteråd havde haft over 200 mødedage pr.medlem. Det laveste antal mødedage for etskatterådsmedlem udgjorde ca. 20 og dethøjeste ca. 300.C. Skatterådenes medhjælpsforhold.Statsskatteloven forudsætter i og for sig, atskatterådsarbejdet normalt kan afvikles af skatterådsmedlemmerneuden medhjælp, idet lovenindeholder en bestemmelse om, at udgifter tilskriveri, brevforsendelse og deslige bliver atgodtgøre medlemmerne. Kun i ganske særligetilfælde, hvor rådets arbejde er meget omfattende,kan det af finansministeren tillades, atrådet antager lønnet medhjælp, ligesom udgiftentil fast kontorlokale eventuelt vil kunnegodtgøres.Efter de gældende bestemmelser har skatterådenebemyndigelse til at antage medhjælp tilaflønning med timeløn for kontorassistenterefter finansministeriets regulativ. Såfremt skatterådethar behov for anden medhjælp, kandenne kun antages af skatterådet efter indhentetgodkendelse fra skattedepartementet.Som tidligere berørt betjener skatterådene sigi forskellig udstrækning af lønnet medhjælp.I visse skattekredse har man praktisk taget ingenmedhjælp, medens man i andre kredse ividere omfang har antaget lønnet medhjælp tilskatterådsarbejdet. Årsagerne til, at der ikke pådette område har kunnet udvikles en fast retningslinie,er flere. For det første har skatterådenemange steder haft vanskeligt ved at tiltrækkearbejdskraft. Det har været overladt tilde enkelte skatterådsformænd at tilrettelægge333

ligningsarbejdet i skattekredsen inden for lovensrammer, og herunder tage bestemmelseom, i hvilket omfang medhjælp var fornøden.Det er skatterådsformændene, som har rettentil at antage og afskedige medhjælpere. Heraffølger, at medhjælperne ikke har sikkerhed forat forblive i stillingerne ved nybeskikkelser afskatterådsformænd, idet en nybeskikket skatterådsformandvil kunne antage ny medhjælp.Ofte vil forholdet være det, at den nybeskikkedeskatterådsformand har bopæl et andet stedi skattekredsen end den tidligere, således at ennybeskikkelse af en skatterådsformand vil medføreen bopælsforandring for medhjælperen,dersom han ønsker at bevare arbejdet. Nogetfast kontor har skatterådene i almindelighedikke, idet skatterådenes skrivearbejde ofte udføresi skatterådsformandens bolig.I de tilfælde, hvor skattekredsene udelukkendeomfatter landkommuner eller landkommunerog mindre købstæder, og hvor formandenhar bopæl i landkommunen, har det vistsig særlig vanskeligt for skatterådsformændeneat skaffe kvalificeret medhjælp. Desuden erskatterådsarbejdet sæsonarbejde, således at manikke fuldt ud kan udnytte helårsbeskæftigetmedhjælp.I de skattekredse, hvor der er større købstæder,har skatterådene haft lettere adgang tilmedhjælp, idet personalet fra købstadskommunerneunder forskellige former har kunnet ydeskatterådene kontormæssig bistand i skatterådsarbejdet.I sin mest begrænsede form bestårdenne bistand i, at skatterådsformanden antageren eller flere af en købstadskommunes tjenestemændtil udførelsen af isolerede arbejdsopgaverog af lønner medhjælperne efter de sædvanligeregler. Dette personale har fra det dagligekommunale arbejde kendskab til skatteadministrationog er derfor velegnet til udførelse afskatterådenes arbejdsopgaver. Efterhånden hardet i flere skattekredse udviklet sig til, at det erkøbstadskommunen som sådan, der påtager sigat stille det fornødne mandskab til rådighed forskatterådene, idet man har indgået overenskomstmellem kommunerne og skatterådene om, atdet kommunale skattekontor fungerer som sekretariatfor skatterådene. Det gælder især deskattekredse, som alene omfatter en enkelt kommune,men i en række tilfælde har købstadkommunernetillige påtaget sig at udføre sekretariatsarbejdevedrørende de til skattekredsenhørende landkommuner. Disse sekretariatsoverenskomsterer i flere tilfælde godkendt af skattedepartementet,men i andre har godkendelseikke fundet sted, idet kommunalbestyrelserneog skatterådene har aftalt, at udgifterne til deenkelte medhjælpere godtgøres kommunen efterfinansministeriets timelønssatser.Det nærmere indhold af disse sekretariatsoverenskomsterer bestemt af de lokale forhold.Overenskomsterne har i første omgang tagetsigte på at kodificere de bestående forhold, ogman har ved fastsættelsen af vederlaget tilkommunerne taget hensyn til, hvilke udgifterskatterådet i den nærmest forudgående tid haranvendt til medhjælp, lokale m. v. Overenskomsterneer derfor af forskelligt indhold, ogden godtgørelse, der ydes kommunerne, er forskellig.I den senere tid har man søgt en ensartetfastsættelse af vederlaget til de kommuner,der omfatter en hel skattekreds. For dekommuners vedkommende, der tillige udførersekretariatsarbejde vedrørende landkommunernei skattekredsen, har man dels fastsat samletfikserede beløb, dels aftalt, at der ydes et fastbeløb for medhjælp vedrørende købstadskommunenog herudover påtaget sig at friholdekommunen for udgift til skatterådets lokale ogtelefon samt den medgåede arbejdstid for detpersonale, der er anvendt til skatterådets arbejdemed de til skattekredsen hørende sognekommuner.Lønrefusionen er i disse tilfældeforetaget på grundlag af Handels- og Kontormedhjælpernes kommunaloverenskomst.For skatteåret 1951/52 har revisionsdepartementetforetaget en opgørelse af de enkelteskattekredses udgift til medhjælp til arbejdetbortset fra beregnings- og listearbejdet.Efter denne opgørelse havde pr. skatteyder:11 skatteråd en udgift på 0-19 øre58 » » » » 20- 99 »13 » » » » 100-220 »Udvalget har foretaget en nærmere undersøgelseaf karakteren af den medhjælp, somskatterådene beskæftiger.Til brug for denne undersøgelse, som blevforetaget i sommeren 1954, udarbejdede udvalget2 spørgeskemaer; et der angik medhjælpere,der den 1. april 1954 havde deltidsbeskæftigelseved skatterådene og et, der vedrørte demedhjælpere, der den 1. april 1954 havde heltidsbeskæftigelseved skatterådene. Det sidstnævnteskema var mere omfattende end detførstnævnte, idet man for den heltidsbeskæftigedemedhjælp bad om oplysninger om uddannelseog tidligere beskæftigelse.34

Skemaerne blev udsendt til 65 forskelligeskatteråd, som alle har besvaret henvendelsen.For 2 adspurgte skatteråds vedkommende blevarbejdet i sin helhed udført af en i skattekredsenbeliggende købstadskommunes personalesom led i en ikke godkendt overenskomst.Af de resterende 63 skatteråd fik 6 arbejdetudført af købstadskommunalt personale og midlertidigmedhjælp, 5 af købstadskommunalt personaleog midlertidig og fast medhjælp, medens21 anvendte såvel deltidsbeskæftiget som midlertidigmedhjælp.6 skatteråd beskæftigede alene fast heltidsbeskæftigetmedhjælp og 25 både fast og midlertidigmedhjælp.I de 63 skattekredse var der pr. 1 april 1954ansat ialt 41 faste heltidsbeskæftigede medhjælpere,medens den midlertidige og deltidsbeskæftigedemedhjælp bestod af 167 personer.Af den faste medhjælp var 17 mænd og 24kvinder. Af den midlertidige medhjælp var 82mænd og 80 kvinder (5 havde ikke oplystkøn).I de 2 spørgeskemaer havde man ønsket oplystkarakteren af udført arbejde fordelt på1) maskinskrivning, journalisering o. lign.2) revision af skatteansættelser og behandlingaf klagesager og3) beregnings- og listearbejde.Beskæftigelsens art fremgår af nedenståendeoversigt:hjælperne, som havde været beskæftiget vedskatterådsarbejdet i et år og derover, og somhavde givet fyldestgørende lønoplysninger,havde haft en gennemsnitlig årsløn på 8.500 kr.i finansåret 1953/54. Heri er medregnet vederlagfor listearbejde, som er afholdt af skatterådsformændeneindenfor løbenummerbetalingen.Ser man bort fra vederlaget for listearbejdet,var den gennemsnitlige årsløn 6.500 kr.Fordelingen af den samlede løn (løn medvederlag for listearbejde) for det faste personalefremgår af nedenstående opstilling:For den midlertidige medhjælps vedkommendeindkom der om 151 af de beskæftigede personerfyldestgørende oplysninger om beskæftigelseudover skatterådsarbejdet. Efter disse oplysningerhavde4 personer egen virksomhed13 personer ansættelse i privat virksomhed44 personer ansættelse i kommunerne12 personer ansættelse i staten, medens78 personer eller ca. 50 pct. angav ikke at haveanden lønnet beskæftigelse end skatterådsarbejdet.Af denne gruppe er 65 kvinder ogheraf er de 47 gifte.Den gennemsnitlige indkomst for de midlertidigtbeskæftigede personer udgjorde incl.listearbejdet for finansåret 1953/54 ca. 2.250kr.Indkomst- og aldersfordelingen for den midlertidigemedhjælp fremgår af nedenstående tabel:Af den faste medhjælp var således kun 1person beskæftiget udelukkende med egentligtligningsarbejde, medens de øvrige 20 personer,der deltog i det egentlige ligningsarbejde vedsiden heraf udførte almindeligt kontoristarbejdesom maskinskrivning og beregningsarbejde.Med hensyn til aflønningen af den fastemedhjælp viste undersøgelsen, at 32 af med-Det bemærkes, at en del af de indkomne besvarelserhar været ufyldestgørende.3*35

For den faste medhjælps vedkommende Jiarman undersøgt aldersfordelingen og beskæftigelsesperiodenslængde, og resultaterne af denneundersøgelse fremgår af følgende opstilling:For 1 person med 2 års beskæftigelse savnesoplysning om alder.Udvalget har endelig indhentet oplysningerom det faste personales uddannelsesforhold,herunder den tidligere beskæftigelse.Af undersøgelsen fremgår, at en væsentligdel af de ansatte alene har almindelig folkeskoleuddannelse,og at den forudgående beskæftigelsestrækker sig fra almindeligt kontorarbejdeover landbrug, selvstændig handels- oghåndværksvirksomhed til ansættelse som ekstraarbejderved statsbanerne.3.STATENS LIGNINGSDIREKTORATOG LIGNINGSRÅDET, AMTSSKATTERÅDENEOG AMTSLIGNINGSINSPEKTORATERNE.A. De overordnede ligningsmyndigheders organisation.De gældende bestemmelser om de overordnedeligningsmyndigheders organisation findesi lov nr. 108 af 31. marts 1938 om oprettelseaf en landsskatteret og om tilsynet med skatteligningenm. v., således som denne lov er ændretved lov nr. 311 af 21. december 1955 og ilov nr. 309 af 7. juni 1946 om oprettelse afamtsskatteråd og amtsligningsinspektorater.Ligningsdirektoratet ledes af en af kongenudnævnt direktør, der tillige er formand forligningsrådet. Ligningsrådet består foruden afformanden af 14 medlemmer, hvoraf 6 vælgesaf folketinget og 8 vælges af finansministeren.Af de medlemmer, der vælges af finansministeren,skal 4 medlemmer være repræsentanter forlandbruget, industrien eller håndværket, handelenog arbejderne. Medlemmerne vælges for6 år; tillægsvalg gælder kun for den tilbageværendedel af valgtiden. Medlemmerne lønnesmed honorarer, hvis størrelse fastsættes vedfinansloven.Ligningsdirektoratet og ligningsrådet er opdelti 2 afdelinger: 1. afdeling, der behandlerspørgsmål vedrørende indkomst- og formueansættelser,og 2. afdeling der behandler spørgsmålvedrørende vurderinger af fast ejendom.Denne redegørelse vedrører alene ligningsrådetog ligningsdirektoratets 1. afdeling, og dertænkes alene på denne, hvor ligningsdirektoratetog ligningsrådet nævnes i det følgende.I henhold til lov nr. 309 af 7. juni 1946 omoprettelse af amtsskatteråd og amtsligningsinspektoraterer der udenfor København og Frederiksbergoprettet et amtsskatteråd, hvis område,amtsskattekredsen, er et amt med deriværende købstæder. For hver amtsskattekreds erder oprettet et amtsligningsinspektorat, somhører direkte under statens ligningsdirektorat,og som forestås af en amtsligningsinspektør.Amtsskatterådene består af formændene forskatterådene i amtsskattekredsen samt amtsligningsinspektøren.Formanden for amtsskatterådetudpeges af finansministeren blandt skatterådsformændenei amtsskattekredsen.Som nævnt er der oprettet et amtsskatterådfor hvert amt med deri værende købstæder. Vedoprettelsen af amtsligningsinspektoraterne erdet bestemt, at amtsligningsinspektoratet forHaderslev amt tillige virker som inspektorat forTønder amtsskattekreds, og at amtsforvalterenfor Bornholms amt fungerer somt amtsligningsinspektørfor amtsskattekredsen.B. De overordnede ligningsmyndigheders opgaver.Ligningsdirektoratets og ligningsrådets opgaverer fastlagt i lov nr. 108 af 31. marts 1938og finansministeriets bekendtgørelse nr. 298 af7. juli 1942, der fastsætter nærmere regler vedrørendeligningsdirektoratets og ligningsrådetsvirksomhed, og angiver retningslinierne forfordelingen af arbejdet mellem ligningsrådet ogligningsdirektoratet.Det fremgår af de nævnte bestemmelser, atligningsdirektoratet og ligningsrådet i foreningudgør den øverste ligningsmyndighed, såledesat direktoratet udøver den daglige administration,medens rådet giver direktiver og fastlæggerretningslinierne herfor, ligesom afgørelser36

og beslutninger af vigtigere karakter er henlagttil rådet.Hovedopgaverne for ligningsdirektoratet ogligningsrådet falder på følgende områder: 1)Tilsyn med ligningsarbejdet, 2) revision af ansættelseraf indkomst og formue til skatteberegning,3) revision af skatteberegningerne,4) virksomhed i anledning af landsskatterettensklagebehandling og 5) responderende virksomhed.Ligningsdirektoratet og ligningsrådet udøverherudover en række andre funktioner somf. eks. afgivelse af indstilling til finansministerenangående skemaerne til selvangivelse, tilladelsetil omlægning af drifts- eller regnskabsårog indstillinger i henhold til kontrollovenom regnskabspligtens omfang og oplysningerom privatforbrug. Endvidere har der gennemtiden været henlagt særlige opgaver til ligningsdirektoratet,f. eks. for handelsministeriet atkontrollere overholdelsen af lov om udbyttebegrænsningm. v. for aktieselskaber m. v.Det påhviler ligningsdirektoratet at varetagetilsynet med, at indkomst- og formueansættelsernesker på behørig og ensartet måde overhele landet. Direktoratet skal forud for hveralmindelig ligning udarbejde en plan for fremgangsmådenved dets tilsynsførende virksomhedtil forelæggelse og godkendelse for ligningsrådet.Rådets godkendelse skal endvidereindhentes vedrørende de almindelige vejledendeanvisninger, som direktoratet udarbejder tilbrug for ligningsmyndighederne, og som disseer pligtige at følge.De vejledende anvisninger meddeles dels icirkulærer og meddelelser til de underordnedeligningsmyndigheder, dels på møder med deskattelignende myndigheder.Af de skriftlige instruktioner er de årlige»Meddelelser fra ligningsdirektoratet og ligningsrådet«særlig betydningsfulde.Disse meddelelser indeholder, foruden forskelligestatistiske oplysninger om direktoratetsvirksomhed i det senest forløbne kalenderår, defor den kommende ligning gældende midlertidigelove og bestemmelser, samt oplysning omde for formueopgørelsen gældende kurser påoffentlige værdipapirer, værdiansættelser af besætningerog lign.Endvidere optages i meddelelserne oplysningerom principielle afgørelser af almindelig ligningsmæssiginteresse, samt sammenfattendevejledninger om skattemæssige emner.Ligningsdirektoratet fastsætter endvidere årligkurser på aktier i unoterede selskaber og udsenderkurslister herover til de skattelignendemyndigheder.F. s. v. angår den mødevirksomhed, som indgåri ligningsdirektoratets instruktionsarbejde,er der særlig grund til at omtale de møder, derafholdes hvert år i januar måned.Til disse møder, der afholdes amtsvis, tilsigesi de år, hvor betydningsfulde love eller lovændringeraf ligningsmæssig interesse foreligger,eller hvor anden særlig anledning foreligger,såvel de respektive skatteråd som samtligemedlemmer af ligningskommissioner og sogneråd,løvrigt tilsiges kun skatterådene. På møderneforetager repræsentanterne for ligningsdirektoratetgennemgang af såvel de almindeligeligningsprincipper som de for den kommendeligning nytilkomne bestemmelser og afgørelser.løvrigt yder ligningsdirektoratet vejledningtil ligningsmyndighederne med hensyn til afgørelseraf tvivlstilfælde og på anden måde,f. eks. ved fordeling af kontrolmateriale.Det direkte tilsyn med den årlige ligningforetages af amtsligningsinspektørerne, der erligningsdirektoratets stedlige repræsentanterf. s. v. angår ansættelserne af indkomst og formue.Amtsligningsinspektøren skal i henholdtil lov nr. 309 af 7. juni 1946 § 3, stk. 1,føre tilsyn med, at disse ansættelser indenforamtsskattekredsen foretages behørigt i overensstemmelsemed lovgivningen og de af ligningsdirektoratetog ligningsrådet givne anvisninger.Tilsynet udøves ved amtsligningsinspektørenseller hans medhjælperes personlige deltagelsei ligningsmøder og skatterådsmøder ogved opkaldelser af skatteydere.Amtsligningsinspektøren bistår endvidere ividest muligt omfang de skatteråd, der fremsætterbegæring herom ved behandlingen afstørre sager, der kræver særlig teknisk indsigt.Som et led i denne virksomhed foretageramtsligningsinspektoraterne gennemgang afregnskabssager, der udtages til revision underligningen. I denne forbindelse kan særligt nævnesundersøgelse af særlige grupper af skattepligtige,f. eks. læger, eller revision af samtligeerhvervsdrivende i en kommune indenfor amtet.Ligningsdirektoratet skal endvidere efter nærmerefastsatte regler, der godkendes af ligningsrådet,undersøge rigtigheden af de foretagne ansættelsersåvel for den løbende ligning som forde tidligere ligninger, jfr. lov nr. 108 af 31/31938 § 3, stk. 2.37

Revisionssager optages i ligningsdirektoratetenten på begæring af de lokale ligningsmyndighedereller på ligningsdirektoratets eget initiativ.Hvis det udelukkende er et spørgsmål om enændring af ansættelsen, kan ligningsdirektoratet,såfremt der er enighed mellem skatterådetog direktoratet, bemyndige skatterådet til atændre ansættelsen i medfør af lov nr. 108 af31/3 1938 § 3, stk. 4. Er der ikke enighed, kanligningsrådet ændre en ansættelse eller pålæggeskatterådet at ændre ansættelsen i medfør afnævnte lovs § 3, stk. 2. Om amtsskatterådenesvirksomhed henvises der til det nedenfor anførte.Forhøjelse af ansættelser vedrørende indkomst-og formueskat kan i det omfang ansættelsenberor på et skøn ikke finde sted senereend 2 år efter udløbet af det pågældende skatteår.F. s. v. der ikke bliver spørgsmål om egentligændring af selve skatteansættelsen, men aleneom efterbetaling og bødeansvar i henhold tilbestemmelserne i lovgivningen om indkomstogformueskat til staten, er ligningsrådet affinansministeren bemyndiget til at afslutte forligi disse sager med de skattepligtige, ligesområdet er bemyndiget til at træffe afgørelse omsådanne sagers indbringelse for domstolene,jfr. lov nr. 309 af 7/6 1946 § 6.Amtsligningsinspektørerne er i sager, der angårefterbetaling og bødeansvar i henhold tilkontrolloven, bemyndiget til indenfor nærmereangivne grænser at indhente forligstilbud tilforelæggelse for ligningsrådet.Sager vedrørende revision af skatteansættelserne,har gennem tiden været det arbejdsområde,der har lagt størst beslag på ligningsdirektoratetsarbejdskraft. I de senere år finderstørre unddragelsessager i stigende omfang deresafgørelse ved domstolene, hvilket har medførtet betydeligt merarbejde for ligningsdirektoratet,der yder anklagemyndigheden teknisk bistandved sagernes behandling for domstolene.F. s. v. angår aktieselskaber og skattepligtigeforeninger, foretager ligningsdirektoratet i almindelighedhvert år en gennemgang af samtligeansættelser for alle skattekredse bortset fraKøbenhavn, Frederiksberg og de større købstadkommuner.Ligningsdirektoratet foretager revision af deforetagne skatteberegninger, og dette arbejde erligeledes af betydeligt omfang, ikke mindsthvad angår revisionen af selskabsskatternes beregning.Ved landsskatterettens behandling af de tilretten indgivne klager repræsenteres ligningsmyndighederneaf ligningsdirektoratet.Alle til landsskatteretten indgivne klager, derikke afvises af retten uden realitetsbehandling,sendes til udtalelse i ligningsdirektoratet, derindhenter erklæring fra de lokale ligningsmyndighederog påser, at det for sagens behandlingfornødne materiale er til stede. Ligningsdirektoratetforelægger endvidere skattedepartementetspørgsmål om tilladelse til at indbringe klagertil landsskatteretten, hvor betingelserne herforikke er til stede.Såfremt direktoratet inden sagens tilbagesendelsetil landsskatteretten kan se, at der mågives klageren fuldt ud medhold i hans påstand,eller såfremt der under sagens behandling veddirektoratet på andet grundlag kommer til atforeligge enighed mellem klageren og direktoratetom en ændring af ansættelsen, foranledigerdirektoratet ansættelsen ændret efter de ovenforomtalte regler.I almindelighed afgives direktoratets realitetsudtalelsei sagen først, når den forberedendekontormæssige behandling af klagen ved rettener tilendebragt, idet klagesagerne forelægges direktoratetaf landsskatteretten med de af rettentilvejebragte oplysninger og med kontorernesmotiverede forslag til klagens afgørelse.Ligningsdirektøren er efter egen begæringberettiget til og efter begæring af retten pligtigat give møde og udtale sig mundtligt for retteni de enkelte sager.Såvel ligningsdirektoratet som amtsligningsinspektoraterneudøver en betydelig responderendevirksomhed. Forespørgslerne angår såvelalmindelige fortolkningsspørgsmål som konkretforeliggende ligningsspørgsmål. De fremkommerfra skatteydere, sagførere og revisorer ogunderordnede ligningsmyndigheder. Som envigtig forespørgselskategori kan nævnes forespørgslerom, hvorvidt den ved et påtænkt salgaf en fast ejendom eventuelt opnåede avancekan anses for skattepligtig for sælgeren.Både ligningsdirektoratet og amtsligningsinspektoraternebesvarer i selvangivelsestiden etmeget stort antal telefoniske og ved personligefremmøder stillede forespørgsler.Til amtsligningsinspektoraterne er bl. a. henlagtafgørelser i andragender om tilladelse tilat foretage regnskabsomlægninger for personer.Amtsskatterådene skal medvirke til en effek-38

tiv ligning indenfor amtsskattekredsen. Rådetskal afholde møde såvel forinden som efter denforeløbige ligning og drøfte foranstaltninger tiltilvejebringelse af ensartethed og større effektiviteti skatterådenes virksomhed med hensyntil vejledning af de lokale ligningsmyndighederog prøvelse af ligningen. Skatterådsmedlemmernei amtsskattekredsen kan tilkaldes tildisse møder for at deltage i drøftelserne. Rådetholder iøvrigt møde, når dets formand elleramtsligningsinspektøren finder det ønskeligt.Amtsskatterådene kan ændre skatterådenesansættelser, for så vidt disse ansættelser er foretagetindenfor amtsskattekredsen.Amtsligningsinspektoraterne fungerer somsekretariater for amsskatterådene og afgiver idenne egenskab indstillinger til amtsskatterådetom forhøjelser og nedsættelser af de af skatterådeneforetagne ansættelser og behandler andragenderom frafald af tillæg for forsent indgivetselvangivelse og om status som forsørger ihenhold til ligningslovens § 25.Finansministeriet har henlagt behandlingenaf forskellige sager til amtsligningsinspektørerne.Dette gælder således sager om eftergivelseeller nedsættelse af pålignet statsskat.Lignings direktoratets 1. afdeling er normeretmed 1 ligningschef og 7 kontorer.Ved hvert amtsligningsinspektorat er der ialmindelighed udover inspektøren beskæftiget2 tjenestemænd, der aflønnes i 19- eller 24.lønningsklasse. Endvidere er der i amtsligningsinspektoraterne- taget under eet — ansat enkelterevisionsuddannede medhjælpere og et antalkontormedhj ælpere.

AFSNIT V.SKATTELIGNINGENS UDVIKLINGA. Skatteligningen omkring skattereformen.I slutningen af forrige århundrede var denkommunale skatteligning genstand for stærkkritik, idet man fandt, at den forholdsvis friebedømmelse af de skattepligtiges skatteevne efterformue- og lejlighedsprincippet var mindreretfærdig og virkede uheldigt. Formue- og lejlighedsskatteni den hidtil foreliggende skikkelseblev derfor afskaffet ved kommuneskatteansættelserne,der i princippet skulle hvile på ansættelsenaf indkomst til statsskattesvarelse ihenhold til den samtidig gennemførte statsskattelov.Det nye ved statsskatteloven var, at manindførte en skat, der skulle udskrives som enprocent af den direkte opgjorte indkomst ognettoformue i området uden for København ogFrederiksberg, i hvilke kommuner man tidligerehavde haft udskrivning af skatter på dettegrundlag.Forudsætningen for at en sådan skat kunneudskrives på sikkert grundlag var i og for sig,at den kulturelle og økonomiske udvikling ilandet havde nået et sådant stade, at alle skattepligtigevar i stand til at føre et nøjagtigt regnskabog nøjagtigt at opgøre deres formue ipenge og penges værd. For at dette kunne ske,måtte naturaløkonomien være erstattet med pengeøkonomien.Ved århundredskiftet var naturaløkonomienstadig et fremherskende træk isamfundslivet, selv om udviklingen havde medført,at naturaløkonomien var blevet trængt mereog mere tilbage. Denne udviklingsproces erstadig i gang. Ligningsmæssigt må man stadig,f. eks. inden for landbruget fastsætte værdien afegne produkter, som er medgået til husholdningen.Hvad mulighederne for at få selvangivelsernebaseret på et egentligt driftsregnskab angår,var og er disse stadig begrænsede. Det kani den forbindelse nævnes, at egentlig bogføringspligtkun er pålagt en mindre del af landbrugserhvervet- først så sent som ved finansministerietsbekendtgørelse af 14. januar 1954.Selv om statsskatteloven i princippet indførteden regnskabsmæssigt opgjorte indkomst- ogformueopgørelse som grundlag for fordelingenaf skatterne, og selv om man tilstræbte at gennemføredette princip, blev lovens bestemmelseikke meget andet end en programudtalelse. Irealiteten var den opgave, som de skattelignendemyndigheder blev stillet overfor, ikke praktiskgennemførlig, fordi indkomst- og formueskattenblev indført på et tidspunkt, hvor de samfundsmæssigeforudsætninger for nøjagtige opgørelseraf indkomst og formue ikke forelå.Skatteligningsopgaven måtte derfor i praksisikke blive stort anderledes, end den havde væretefter den hidtil gældende kommunalskattelovgivning.I den af statens statistiske bureau udarbejdedepublikation om indkomst- og formueforhold efterskatteansættelsen for skatteåret 1904/05 givesder følgende beskrivelse af skatteansættelserne:»I København og delvis på Frederiksberg harbåde befolkningen og myndighederne så mangeårs øvelse i at finde den rette indtægt, at resultaterneher må antages at være væsentlig bedreend andetsteds, medens man for formuens vedkommendei alt fald ikke kan vente at have nåetbedre resultater end i de øvrige byer, hvor bor-40

gernes indbyrdes kendskab spiller en større rolle,og hvor man længe har haft den såkaldte»formue- og lejlighedsskat.« Vel er denne skatingenlunde nogen egentlig formueskat, mendens anvisning på ved frit skøn at tage hensyntil alle forhold af betydning for skatteevnen mådog have medført noget kendskab til formuerne,løvrigt fremgik det af den diskussion, derførtes på skatteansættelsernes tid, at de ældrekommunale ligninger, der jo ofte bygger påmange års erfaringer, jævnlig synes at have værettil en del nytte, medens man andre stederikke tilstrækkelig har kunnet frigøre sig fra dengamle påligningsmådes tradition; som helhedsynes de at have været mest nyttige i byerne,hvor man i forvejen var nærmere ved indkomstskattensprincip. Et fælles træk for overordentligmange ansættelser var benyttelsen af udvorteshjælpemidler til udfindelse af indtægten;navnlig fandt dette sted ved landbruget. Noglesteder brugte man således som vejledning at udregneden ordinære forpagtningsafgift af vedkommendegård og dertil lægge, »hvad en forpagterantages at bruge« med tillæg eller fradragaf renten af den pågældendes formue ellergæld. Langt almindeligere var dog anvendelsenaf en skala, f. eks. 2 pct. af gårdens ejendomsskyld+ 4 pct. af ejerens formue + 600 kr.,eller en vis sum pr. td. land eller td. hartkorn,gradueret efter gårdens størrelse, således at derberegnedes forholdsvis mindst for de store ejendomme.Andre steder havde man en efter gårdensstørrelse gradueret skala for værdien af boligen,naturalierne, kørslerne til personligt brugo. s. v. Skalaen blev undertiden opstillet og bekendtgjortaf skatterådet til vejledning ved selvangivelseneller for sognerådene; i andre tilfældeblev den udarbejdet på grundlag af de bedsteselvangivelser og benyttet af skatterådene påden måde ,at alle selvangivere med en vis afvigelsefra skalaen blev indkaldte til nærmere forklaring.De opstillede regler benyttedes mere ellermindre frit, snart som vejledning, snart somregel; det ligger i sagens natur, at ejerens personligedygtighed, alder, held og uheld på denmåde ikke kunne få tilstrækkelig indvirkning.Skalaens betydning har navnlig været, at manhar fået samme niveau i de forskellige sogne isamme skattekreds eller endog i naboskattekredse,idet skalaen undertiden var udarbejdet i fællesskab.Som eksempel på et udvortes hjælpemiddelaf nogen anden art skal anføres, at man— nærmest i overensstemmelse med de såkaldtenæringsskatters princip - har beregnet en købmandsindtægt som en vis procent af omsætningen.Som hjælpemidler, der mere direkte tog sigtepå den virkelige indtægt, kan nævnes, at manmed udgangspunkt i faste indtægter, såsom lærereseller faste arbejderes, eller i regnskabsmæssigkonstaterede indtægter eller i sogne- ogskatterådsmedlemmernes egne indtægter har ansatde forskellige personer efter deres levevis.Endvidere har man hos vedkommende institutioneller arbejdsgiver indhentet oplysninger omudbetalte lønninger og gager, har udnyttet ejendomsskyldsskemaernesoplysninger, har fået udskrifteraf panteprotokoller, af overformynderietsprotokoller, af godskontorers og mejeriersbøger o. s. v.«Det fremgår af den omtalte publikation, at afsamtlige faktiske skatteansatte personer, d. v. s.personer med indtægt over skattegrænsen i helelandet, havde godt 64 pct. selvangivet både indkomstog formue, medens 20 pct. havde angivetindtægten, men ikke formuen, knap 1 pct. formuen,men ikke indtægten, og 15 pct. ingen afdelene. Det var altså det almindeligste, at derhar fundet selvangivelse sted, men — siges detvidere i den nævnte redegørelse: »mange af disseselvangivelser (indtil trediedelen eller halvdelen)viste det sig nødvendigt at kassere ellersøge nærmere forklaret. Årsagen til de mangelfuldeselvangivelser var naturligvis især sådanneforhold, som at man enten havde glemt at medregneværdien af bolig, af kørsler til personligtbrug, af mælk, kartofler, tørv o. s. v., eller atman havde anslået sådanne indtægter for lavt.Endvidere havde man undladt at medtage økonomiskafhængige børns indtægter eller tilskrevnerenter. På den anden side havde manfejlagtigt fradraget løn til hustyende, afdrageneog ikke blot renterne til kreditforeningen, denfulde værdi af reparationer, der snarere var nybygningerog udvidelser o. s. v. Ovenståendebemærkninger refererer sig som regel til indtægten.Formuen har været noget lettere at ansættepå landet på grund af de til ejendomsskyldforeliggende vurderinger, medens det ibyerne omvendt synes at være indtægten, derhar været lettest at få frem.«Denne redegørelse viser, at ligningsopgaveni virkeligheden i det væsentlige havde karakteraf en skønsmæssig funktion, idet der for denovervejende del af de selvstændigt erhvervsdrivendeskatteydere ikke forelå brugbare opgørelseraf indkomsten og formuen. Statsskattelovenforudsætter da også på flere punkter, at skatte-41

ansættelsen må foretages efter skøn. I de tilfælde,hvor selvangivelse og fyldestgørende oplysningerog bevisligheder om indkomst og formueikke foreligger, giver loven ligningsmyndighederneanvisning på ved skatteansættelsenat tage hensyn til, hvad skatteyderens og hansfamilies underhold efter dennes størrelse og levemådeantages at koste, og hvad der iøvrigt videsom hans formueforfatning og hans bedriftsomfang og udbytte.Endvidere kommer det skønsmæssige islæt tiludtryk i den almindelige beføjelse, hvoreftermyndighederne, hvor særlige forhold som sygdom,dødsfald og trykkende familieforhold, indkaldelsetil militærtjeneste og deslige taler derfor,kan bevilge en nedsættelse af den skattepligtigeindkomst ved skatteansættelsen.Den ændring i ligningsopgaven, som blevgennemført ved skattereformen i 1903, var såledesikke nogen skarp kursændring. Det, derforegik, var i virkeligheden en jævn overgangtil den moderne indkomst- og formueskat, idetman foregreb den kommende samfundsmæssigeudvikling.Det økonomiske samfund ved århundredskiftetvar præget af en meget større stabilitet endsamfundet i dag. I landbruget var driftsformerneensartede, og inden for håndværk og industrivar virksomhederne ligeledes mindre og ensartedeog i overvejende grad anlagt på at betjeneet lokalt begrænset område. Handel og transporterhvervhavde ikke så fremtrædende pladsi samfundet som i dag. En meget stor del afvirksomhederne beskæftigede alene indehaverenog hans familie.Set på den baggrund var det naturligt, at manvalgte at henlægge en meget væsentlig del afarbejdet med påligningen af statsskatten til dekommunale ligningsmyndigheder, som gennemderes lokal- og personkendskab måtte formodesat være i stand til at skønne over de enkelteskatteyderes indkomst- og formueforhold, og atman lod statens interesser tilgodese gennemskatterådsinstitutionen, der i princippet aleneskulle føre tilsyn med, at skatteligningen blevforetaget korrekt af de kommunale myndigheder.Karakteristisk var det, at man i Københavnog Frederiksberg, hvor de folkevalgte ligningsmyndighederhavde et egentligt sekretariat medligningssekretærer, der var tjenestemænd, til bistandunder ligningen, omdannede overligningskommissionernetil skatteråd med repræsentanterfor både stat og kommune.Den administration af skatteligningen, somman videreførte og udbyggede i 1903, fik tilopgave at ansætte ialt ca. 1 mill. personers skattepligtigeindkomst og formue. Resultatet afden første skatteligning for skatteåret 1904/05blev, at indkomsten for de ca. 300.000 personer,der blev pålignet statsskat ,blev ansat til650 mill. kr., og at formuen blev opgjort til ca.4 milliarder kr. fordelt på 250.000 skatteydere.Formueskatten udgjorde ca. 16 mill. kr. Af depersoner, der blev pålignet indkomstskat til staten,havde ca. 86.000 bopæl i København ogFrederiksberg, medens resten fordelte sig medca. 65.000 i provinsbyer og ca. 155.000 i landdistrikterne.Under de givne forhold, hvor man ikke havdeet større antal brugelige regnskaber og indkomtsopgørelsersom baggrund for selvangivelsen,og ansættelsen derfor i vid udstrækningmåtte bero på et skøn, måtte tyngdepunktet iskatternes påligning blive forskudt fra selvangivelsenog dennes grundlag til selve skatteansættelsesprocessen.Ansvaret for den rigtige skatteligningflyttedes tilsvarende fra den skattepligtige,af hvem man kun kunne forlange, at hanskulle selvangive »efter bedste overbevisning«til myndighederne.Den omstændighed, at ansættelsen i det væsentligeberoede på et skøn, bevirkede tillige, atman naturligt fastsatte visse frister for skatteligningensafvikling. Den skattepligtige måtte vide,hvad han havde at rette sig efter, og skatteansættelsenvar i de altovervejende tilfælde detendelige resultat, som ikke blev ændret, idet derskulle meget til at kunne fastslå, at grundlagetfor skønnet havde været urigtigt.B. Skatteligningen fra reformen i 1903 til vore dage.Siden århundredskiftet er der sket en gennemgribendeændring af samfundets struktur,en ændring, der har haft til følge, at skatteligningsopgavener blevet en ganske anden.I landbruget er pengeøkonomien slået mereog mere igennem. Medens man ved århundredskiftetendnu i væsentligt omfang i husholdningenlevede af egne produkter og ligeledes i drifteniøvrigt i mindre omfang var afhængig afindkøbte rå- og hjælpestoffer samt redskaber,dækkes disse mangeartede behov i dag i stigendeomfang ved indkøbte færdigvarer og andreprodukter, både til husholdningen og til driften.Denne udvikling har i forbindelse med denstigende mekanisering bidraget til, at folkeholdeti landbruget har været stærkt dalende gen-42

nem mange år, og ændrede driftsformer iøvrigthar medført en specialisering og differentieringaf landbrugsproduktionen.Medens virksomhederne indenfor håndværkog industri endnu ved århundredskiftet i betydeligtomfang var anlagt på at betjene et lokaltmarked, har den almindelige tekniske udvikling,navnlig indenfor kraftproduktionen (el- og ben-2inmotorer) og transporterhvervet (automobilerm. v.), bidraget til en omfattende ændring iproduktions- og fordelingsstrukturen. Industrialiseringenhar vel ført til stordrift, men fremkomstenaf storvirksomhederne har ikke medførtnogen særlig mærkbar forskydning i befolkningensfordeling på selvstændige næringsdrivendeog lønmodtagere. De store virksomhederhar nok fået en stigende betydning måltefter produktionens omfang, men den tekniskeog samfundsøkonomiske udvikling har samtidigskabt nye eksistensmuligheder for mindre virksomheder.Der har i den forløbne periode dels væreten tendens til en koncentration af virksomhederne,dels en tendens til en stærkere specialiseringog differentiering, fremmet bl. a. af udviklingenindenfor transporterhvervene, der harmuliggjort bekvem adgang til betjening af størremarkeder med specialiserede produkter. Siden1930-erne har man yderligere oplevet en ny industrialiseringsperiode,idet erhvervene i ly afimportreguleringen gennemførte en væsentlighøjere selvforsyning af hjemmemarkedet medindustrielle færdigvarer. Denne udvikling harsom bekendt i vidt omfang vist sig at væreholdbar i den forstand, at de pågældende virksomhederhar kunnet oparbejde en konkurrencedygtigstilling også på eksportmarkederne.Sideløbende med disse udviklingstendenserindenfor hovederhvervene er foregået en voldsomudvikling indenfor handels- og transporterhvervene,der både beskæftigelsesmæssigt ogmed hensyn til antal virksomheder indtager enbetydelig mere fremtrædende plads end tidligere.Denne udvikling har medført, at det i stigendegrad er nødvendigt for de enkelte virksomhederat føre regnskab for at kunne overskuedriften. Flere og flere af de skattepligtigehar derfor været i stand til at vedlægge selvangivelsernedriftsregnskab og status.Ligningsopgaven ændres derved mere og merei retning af en kritik af selvangivelsesmaterialet,og der tillægges følgelig selvangivelsenstørre og større betydning. Medens virkningerneaf den manglende selvangivelse oprindeligvar indskrænket til, at den pågældende ikkekunne klage, med mindre han godtgjorde, atden ansatte indkomst oversteg den virkeligeindkomst med et nærmere angivet procenttillæg,har man i den forløbne periode stadig skærpetpligten til at indgive selvangivelse og retsvirkningerneaf tilsidesættelse af denne pligt.Antallet af selvangivere blandt statsskatteyderei årene efter skattereformen var faldende.For skatteåret 1904/05 var selvangivelsesprocentenca. 83, i 1909/10 ca. 62, og i 1913/14ca. 66. For den følgende periode fremgår selvangivelsesprocentenaf nedenstående diagram,(Fig. 1). De store stigninger i skatteårene1917/18, 1918/19, 1922/23 og 1947/48 skyldeshenholdsvis en i 1917 gennemført lov omformueangivelse, den ved statsskatteloven af1922 gennemførte skærpede bestemmelse omfølgerne af at undlade selvangivelse og endeligkontrolloven af 1946.43

Figur 1.Procentvise antal stat s skatteydere, der har selvangivet indkomster i skatteårene1913/14 til 1958/59-Sideløbende med den økonomiske udviklingi samfundet tager det offentlige flere og flereopgaver op. Indførelsen af den direkte indkomstskattil staten tog vel i første række sigtepå at skaffe midler til financiering af den i slutningenaf sidste århundrede gennemførte alderdomsforsørgelse.Siden er socialforsorgen, skoleogsygehusvæsenet stadig blevet udbygget ogforbedret, ligesom det offentlige har udført enbetydelig virksomhed ved udbygning og vedligeholdelseaf trafiknettet. Endvidere har stateni årene efter sidste krig haft et stigende behovfor indtægter til dækning af forsvarsudgifterneog til financiering af statens udlånsvirksomhed.Disse udgifter financieres gennem skatter ogafgifter til stat og kommune, og de har gennemden forløbne periode udgjort en stigende andelaf nationalindkomsten.Udviklingen fremgår af tabel 1.*) Bruttofaktorindkomst -4- reparationer og vedligeholdelse. For årene under og umiddelbartefter 1. verdenskrig foreligger ikke oplysninger om disse beløb.44

Skatter og afgifter til stat og kommuner fordelersig på ejendomsskatter og skatter af indkomstog formue, told og forbrugsafgifter ogandre Afgifter. Hovedudviklingen i det forløbnetidsrum er vist i nedenstående oversigt,tabel 2 og tabel 3.De i femårsperioderne gennemsnitlige samlede:Finansårindkomst- ogformueskatterejendomsskatterdirekte skattet 1 )(2+3)andre skatter(told- ogforbrugsafgifter,arve- og gaveafgifterm. v.)skatter ogafgifter ialt(4+5)1234561904/05-1908/091909/10-1913/141914/15-1918/191919/20-1923/241924/25-1928/291929/30-1933/341934/35-1938/391939/40-1943/441944/45-1948/491949/50-1953/541954/55-1958/59mill. kr.31482124342932743837931.5612.3393.5 11 2 )mill. kr.293649101111104137198264390558mill. kr.60842615354043785209911.8252.7294.069mill, kr-63661132312733134076091.1591.9172.938mill. kr.1231503747666776919271.6002.9844.6467.008*) Undtagen arve- og gaveafgifter og stempelafgifter.2 ) Folkepensionsbidraget er ikke medtaget.Den procentvise andel af den samlede beskatning i femårsperioderne for:Finansårindkomst- ogformueskatterejendomsskatter direkte skatter 1 )(2+3)andre skatter(told- ogforbrugsafgifter,arve- og gaveafgifterm.v.)skatter ogafgifter ialt(4+5)1234561904/05-1908/091909/10-1913/141914/15-1918/19bl9/20-1923/241924/25-1928/291929/30-1933/34•1934/35-1938/391939/40-1943/441944-45.1948/491949/50-1953/541954/55-1958/59pct.2532575743404150525050pct.2424131317151512998pct.4956707060555662615958pct.5144303040454438394142pct.1001001001001001001001001001001001 ) Undtagen arve- og gaveafgifter og stempelafgifter.45

Som det fremgår af disse tabeller, udgør skatterneaf indkomst og formue nu en større del afsamtlige skatter og afgifter end ved århundredskiftet.Medens de i førkrigsperioden indtil1914 udgjorde ca. V4-V3 af det offentliges indtægter,udgør de nu omkring halvdelen.Ligningen af indkomst og formue er tilsvarendesteget i betydning.Et karakteristisk træk for udviklingen har detværet, at de forøgede indtægter, som det offentligehar måttet skaffe sig af indkomst- og formueskatten,er taget over statsskatterne. Udviklingener belyst i nedenstående tabel, tabel 4,og diagram, figur 2.Figur 2.Den samlede person- og selskabsbeskatning til staten og kommunerne i finansårene1904/05 til 1958/59.46

Tabel 4.De gennemsnitlige samlede person- og selskabsskatter til statenog kommunerne i femårsperioderne 1904/0/- ipoS/oytil ip/4/jj-i(fjSlj9.FinansårDen i femårsperioderne gennemsnitlige samledepersonstatenkommunerneog selskabsbeskatning tilialt12341904/05-1908/091909/10-1913/141914/15-1918/191919/20-1923/241924/25-1928/291929/30-1933/341934/35-1938/3919391'40-1943 \'441944/45-1948/491949/50-1953/541954/55-1958/59mill. kr.101412623112011016746696414282163mill. kr.2134862031731642163275979111348mill. kr.3148212434293274383793156123393511Fra århundredskiftet har udviklingen iøvrigtværet den, at befolkningstallet har været stigende,og antallet af de personer, der opfylderbetingelserne for at kunne ansættes til skat, erfølgelig vokset i takt hermed, hvilket fremgåraf nedenstående diagram, figur 3, der tillige viserindkomstansættelsernes fordeling efter stilling.I et følgende diagram, figur 4, er angivetde indkomstansattes fordeling efter erhverv.47

Figur 3.Indkomstansættelserne i tiden 1904/05 til 1957/58 fordelt efter stilling.(De stiplede linjer vedrører indkomstansatte med indkomster over statsskatte grænsen eller 800 kr.,medens de fuldt optrukne linjer galder for samtlige indkomstansatte).48

Figur 4.Indkomstansættelserne i tiden 1904/05 til 1957/58 fordelt efter erhverv.(De stiplede linjer vedrører indkomstansatte med indkomster over statsskatte grænsen eller 800 kr.,medens de fuldt optrukne linjer galder for samtlige indkomstansatte).Ikke alene er antallet af personer, der opfylderde subjektive betingelser for at kunne ansættestil skat, steget i den forløbne periode,men et andet karakteristisk træk har været, aten større og større kreds af personer er blevetpålignet skatter til staten. I nedenstående tabel,tabel 5, med tilhørende diagrammer, figur 5 og6, vises de antal personer og selskaber m. v.,der i den forløbne periode er pålignet statsskat.For den personlige kommuneskats vedkommendehar lovreglerne været således, at de skattepligtigepersoner i almindelighed skulle svareskat, således at antallet af opholdskommuneskatteyderenogenlunde har svaret til antallet afindkomstskattepligtige personer.49

Tabel 5.De gennemsnitlige antal statsskatteydere i femårsperioderne1904\o/ - 1908'/09 til J9J4/JJ ~ *9J8}J9-De i femårsperioderne gennemsnitlige antalskatteårindkomstskatteydereformueskatteydereskstteydendeselskaber,foreninger m. v12341904/05-1908/091909/10-1913/141914/15-1918/191919! 20-1925j241924/25-1928/291929/30-1933/341934/35-1938/391939/40-1943/441944/45-1948/491949/50-1953/541954/55-1958/591.0003133734989061.0019581.0571.2931.6661.5261.483x ) Gennemsnitstal for 1954/55 - 1957/58, idet oplysningerne for 1958/59 endnu ikke foreligger.Kilde: Statistiske Meddelelser (hæfter med oplysninger om den direktebeskatning i de pågældende skatteår) samt Statistiske Efterretninger1958, nr. 70.Figur 5.Antal personlige indkomst- og formueskatteydere til staten i skatteårene 1904/05 til 1958/59-1.0002492572944394141721681982822612351.00012333347912131)

Figur 6.Antal selskaber og foreninger m. v., der i skatteårene 1904/05 til 1957/58 har svaret statsskat.Den foranstående redegørelse viser, at denopgave, der i sin tid blev overdraget de skattelignendemyndigheder, er blevet en væsentliganden, og at disse igennem årene har måttetbære en stadig stigende arbejdsbyrde under deændrede samfundsvilkår.I den forløbne periode har den økonomiskeog kulturelle udvikling som nævnt medført, atlangt flere fører brugbare regnskaber over deresvirksomheders indtægter og udgifter.Tyngdepunktet i skatteligningsarbejdet er forskudtfra selve myndighedens ansættelse, som ivid udstrækning måtte bero på et skøn, til skatteydernesselvangivelser, som ikke længere indgivesefter bedste overbevisning, men understrafansvar, og til kritikken af selvangivelsernepå grundlag af kontroloplysninger.Medens ligningsopgaven ved århundredskiftetkunne udføres indenfor de i loven fastsatteterminer, er dette ikke længere muligt, og det ernu nødvendigt, at der gennemføres revisioner afselvangivelser og regnskaber gennem hele året.4*51

AFSNIT VISKATTELIGNINGENS FORMÅL OG FORHOLDET MELLEMSKATTEYDERE OG MYNDIGHEDERLovgivningen om de personlige skatter hvilerpå den hovedbetragtning, at den del af de offentligeudgifter, som skal dækkes gennem disseskatter, skal fordeles efter borgernes evne til atbetale dem.Formålet med skatteligningen er at udfindeden andel af de offentlige udgifter, som denenkelte skattepligtige i henhold til de gældendelove skal betale gennem de personlige skattereller sagt med andre ord at udvælge de personer,fysiske såvel som juridiske, der opfylder betingelsernefor at kunne sættes i skat, og at opgøreden indkomst og formue, som er skattepligt undergivet,samt at beregne de skattebeløb, derherefter vil være at erlægge.I et i økonomisk henseende højt udviklet ogstærkt differencieret samfund som det danske,er de enkelte borgere naturligvis de nærmeste tilat kende deres egne forhold. Dette har fundetudtryk i de gældende skattelove, som ikke alenefastsætter pligt for den enkelte til at udredeskattebeløbene, men tillige pålægger den pågældendeat meddele de oplysninger, som er nødvendigefor skatternes beregning.Opfylder den enkelte ikke sine pligter medden følge, at samfundet unddrages skyldig skat,overvæltes det unddragne beløb på de skatteydere,som loyalt og korrekt svarer deres skatter,således at disse kommer til at bære en uforholdsmæssigandel af de offentlige byrder. Samfundethar på sin side ud fra en ligelighedsbetragtningen pligt til at sikre den enkelteskatteyder mod, at han kommer til at betalemere end netop den andel af de offentlige udgifter,som skattelovens udskrivningsbestemmelserforudsætter, og mod at der sker overgrebmod ham fra enkelte skattepligtige eller grupperaf skattepligtige.I overensstemmelse hermed må skatteansættelsenske ved et samvirke mellem den skattepligtigeog ligningsmyndighederne.Det påhviler den enkelte skattepligtige at indgivebehørig selvangivelse og at afgive oplysninger,som kan tjene til bedømmelse af egen selvangivelse,medens det på den anden side er ligningsmyndighedernespligt at registrere og efterprøvedenne selvangivelse. De pligter, som påhvilerden enkelte skattepligtige og ligningsmyndigheden,har det fælles mål at befordreden legale fordeling af skattebyrden.A. Den skattepligtiges selvangivelsespligt.Fundamentet for indkomst- og formueansættelserneer den skattepligtiges selvangivelse.Samtlige bestræbelser rettes derfor mod, at disseselvangivelser bliver så rigtige som muligt.Pligten til at indgive behørig og rettidig selvangivelseer fastslået i lov nr. 392 af 12. juli1946 om selvangivelsen af indkomst og formue,om foranstaltninger til kontrol med selvangivelsenog om straffen for skattesvig m. v., såledessom denne lov er ændret ved lov nr. 200 af 6.juli 1957 og lov nr. 150 af 28. maj 1958. Herefterhar enhver, der omfattes af bestemmelserneom indkomst- og formueskat til staten,pligt til at selvangive indkomsten og formuen,hvad enten disse er positive eller negative.Den skattepligtige har imidlertid ikke alenepligt til at selvangive indkomstens og formuensnettobeløb. Loven forudsætter, at den skatte-

pligtige tillige skal give sådanne oplysninger iselvangivelsen, at denne i vidt omfang umiddelbartkan kontrolleres. I det omfang, det bestemmesaf finansministeren efter indstilling af ligningsrådet,skal bruttoindkomsten, driftsomkostningerog f radragsbeløb samt aktiver og passiverspecificeres. De personer, selskaber og andre institutioner,der er pligtige til at føre autoriseredeforretningsbøger, jfr. lov nr. 178 af 5. juni 1959(Bogføringsloven), samt skattepligtige dødsboerskal sammen med angivelsen af deres indkomstindsende driftsregnskab og opgørelseover status ved det pågældende driftsårs begyndelseog slutning.I medfør af kontrolloven kan finansministerenefter indstilling af ligningsrådet bestemme,at udøvere af et erhverv, for hvilket der ikke iden øvrige lovgivning er foreskrevet bogføringspligt,skal være pligtige at føre et regnskab, deropfylder de af ligningsrådet fastsatte mindstekrav,samt til inden udløbet af fristen for indgivelseaf selvangivelse til ligningsmyndighederneat indsende et på grundlag heraf udarbejdetdriftsregnskab.Med hjemmel i denne lovbestemmelse harfinansministeren ved bekendtgørelse af 18. dec.1959 fastsat regnskabspligt for visse kreaturhandlerem. v. De tidligere bekendtgørelser omregnskabspligt, bl. a. for forskellige erhvervsgrupper,er afløst af bogføringslovens bestemmelser.Endvidere indeholder kontrolloven en bestemmelseom, at skattepligtige, som ikke er regnskabspligtige,i det omfang, hvori det fastsættesaf finansministeren efter indstilling fra ligningsrådet,er pligtige i forbindelse med selvangivelsenat meddele oplysninger om hovedposter indenforprivatforbruget, herunder også udgiftertil privat medhjælp, større anskaffelser af løsøreog lignende. Nærmere regler for oplysningspligtener fastsat i finansministeriets bekendtgørelsenr. 349 af 18. december 1959. Herefter er visseejere og brugere af landbrugsejendomme, vissehåndværksmestre, en kreds af repræsentantersamt tjenere pligtige at afgive sådanne oplysninger.Overfor de skattepligtige, som ikke opfylderselvangivelsespligten og pligten til at føre og aflæggedriftsregnskab, indeholder lovene en rækkesanktioner. Følgen af, at der ikke foreliggerbehørig selvangivelse, er, at ansættelsen af denskattepligtiges indkomst og formue må foretagesaf myndighederne på grundlag af et skønover de oplysninger, der foreligger for myndighederne,dog således at indkomsten og formuenskal ansættes til visse i loven nærmere omhandledemindstebeløb.Endvidere begrænser loven den pågældendeskatteyders adgang til at opnå nedsættelse vedklage, idet loven fastsætter, at vedkommendekun skal kunne opnå nedsættelse til den virkeligeindkomst og formue med tillæg af visse iloven nærmere angivne straf forhøj eiser. løvrigtkan selvangivelse af formuen og indsendelse afdriftsregnskab fremtvinges ved pålæg af dagbøder.Undladelse af at føre regnskabsbøger kani henhold til § 302 i borgerlig straffelov og kontrollovens§ 15 A straffes med bøde eller hæfte.På samme måde straffes den, der gør sig skyldigi grove uordener med hensyn til førelsen afregnskabet eller ved tilsidesættelse af forskrifternevedrørende opbevaringen af regnskabet,som skal opbevares i 5 år.Interessen i, at de til ligningsmyndighederneafgivne oplysninger er korrekte, er beskyttet ved,at der i kontrolloven bl. a. er fastsat straf fori svigagtig hensigt at afgive urigtige, ufuldstændigeeller på anden måde vildledende oplysningertil brug ved ansættelsen af indkomst- ellerformueskatter.B. De skattelignende myndigheders kontrolmulighederog beføjelser.1. Den skattepligtiges oplysningspligt.Under den foreløbige ansættelse kan denskattepligtige, såfremt hans selvangivelse formenesat være for lav, indbydes til at give nærmereoplysninger eller fremlægge bevisligheder.Såfremt han har bopæl udenfor opholdskommunen,kan man skrive til den pågældende. Vedden endelige skatteansættelse er den skattepligtige,der har indgivet selvangivelse, berettigettil at udtale sig inden forhøjelse af indkomsteller formue finder sted, idet loven foreskriver,at forhøjelse ikke må ske, uden at der forindener givet den pågældende adgang til at udtale sigoverfor rådet.Under prøvelsen af selvangivelsen har deskattelignende myndigheder således en adgangtil at fordre, at den skattepligtige medvirker til,at fejl i ansættelsen opklares og berigtiges, idethan må stille rimelige oplysninger og fornødnebevisligheder til rådighed for myndighederne.De oplysninger og bevisligheder, som denskattepligtige skal give, kan tage sigte på dendirekte indkomst- og formueopgørelse, således53

som denne har fundet udtryk i selvangivelsen.De kan endvidere angå selve grundlaget for indkomstopgørelsen.Her vil der i første rækkevære tale om en efterprøvelse af, om de regnskaber,som vedlægges selvangivelsen, er egnedetil at tjene som grundlag for opgørelsen af denskattepligtige indkomst. De skattelignende myndighederkan fordre det originale regnskab forelagt.Enhver erhvervsdrivende, der fører regnskab,er, hvad enten han ifølge lovgivningen erregnskabspligtig eller ej, pligtig på begæring afde skattelignende myndigheder til disse at indsendesit regnskabsmateriale med bilag for tidenforud for det løbende regnskabsår. Endvidereer de erhvervsdrivende pligtige at give de skattelignendemyndigheder adgang til på stedet atgennemgå regnskabsmateriale med bilag og foretageopgørelse af kassebeholdning m. v. samtforetage opgørelse og vurdering af lagerbeholdninger,besætning, inventar, maskiner og andetdriftsmateriel, når der ved behandlingen af selvangivelsener fremkommet forhold, som giverrimelig grund dertil.Endelig kan oplysningerne angå privatforbrugog formuebevægelse. Som kontrol med selvangivelserneforetages der i almindelighed enundersøgelse af, om den selvangivne indkomsti forbindelse med forskydningen i den pågældendesformue i det til grund for ansættelsenliggende regnskabsår levner plads for et efterskatteyderens forhold passende privatforbrug.Denne undersøgelse gennemføres i princippetsom en indirekte opgørelse af indkomsten. Formuenved årets indgang og udgang opgøres nøjagtigt.Herefter udregnes formuefremgangen,og der foretages reguleringer med hensyn tilde ikke-indkomstskattepligtige erhvervelser ogikke-fradragsberettigede udgifter, idet de førstnævntemå trækkes fra og de sidstnævnte tillæggesdet opgjorte bruttobeløb. Lægger man tilden indkomstmæssige formuefremgang - resp.tilbagegang - værdien af et passende privatforbrug,får man ad indirekte vej den skattepligtigeindkomst. I de tilfælde, hvor der for en selvstændigerhvervsdrivende ikke er ført regnskabeller et regnskab, der ikke er egnet til at dannegrundlag for selvangivelsen af indkomsten, vilde skattelignende myndigheder i vid udstrækningvære henvist til at lægge denne indirekteopgørelse af indkomsten til grund for ansættelsen.De oplysninger og bevisligheder, der begæresaf de skattepligtige under skatteligningen,vil derfor hyppigt angå formuebevægelse og privatforbrug.2. Trediemands oplysningspligt.I henhold til kontrollovens bestemmelser erdet foreskrevet, at der i en række tilfælde skalgives de skattelignende myndigheder sådanneoplysninger, som kan tjene dem til vejledningunder udførelsen af deres hverv.Denne oplysningspligt, der er pålagt trediemand,er af forskellig karakter. I visse tilfældeskal der umiddelbart ifølge loven uden opfordringfra myndighedernes side gives oplysninger.Det påhviler således enhver, der i det foregåendeår i sin virksomhed har foretaget udbetalingaf lønning, gratialer, provision og lign.en pligt til at give oplysning om størrelsen afde udbetalte beløb samt om modtagerens navnog bopæl. Samme oplysningspligt påhviler enhver,der har foretaget udbetaling af honorarerfor åndsværker såsom forfatter- eller komponisthonorarerog lign. eller af afgift for udnyttelseaf patentrettigheder, mønster eller varemærkeog lign.Banker, vekselmæglere, vekselerere og andre,der driver sådan omsætning med offentlige værdipapirer,at de ifølge loven er pligtige at føreforretningsbøger, er efter nærmere bestemmelseaf finansministeren pligtige at meddele de skattelignendemyndigheder oplysninger vedrørendekøb og salg af værdipapirer. Forsikringsselskaberer ligeledes efter finansministerens nærmerebestemmelse pligtige at give oplysning vedrørendeforsikringspræmier og indskud een gangfor alle og om udbetaling hidrørende fra visseforsikringer. Samme pligt påhviler pensionskasser,pensionsfonds og andre, der udbetaler pensioner.I andre tilfælde tillægges der de skattelignendemyndigheder en umiddelbar ret til at kræveoplysninger med hensyn til navngivne skatteyderesforhold.Enhver, der driver selvstændigt erhverv, herunderogså mæglere og auktionsholdere, er såledespligtige at give de skattelignende myndighederoplysning om den omsætning, han - somled i eller i anledning af begge parters erhverv- har haft med eller formidlet for andre navngivneerhvervsdrivende, eller om arbejder, han- ligeledes som led i eller i anledning af beggeparters erhverv — har udført for eller ladet udførehos andre navngivne erhvervsdrivende; forproduktions- og salgsforeninger og lignende erhvervsorganisationersvedkommende omfatteroplysningspligten også organisationens mellemværendeaf nævnte art med sine medlemmer.Banker og sparekasser, bankierer, vekselerere,54

sagførere og andre, der modtager midler til forvaltning,er pligtige på forlangende at give oplysningom skattepligtiges hos dem indeståendeeller forvaltede midler og disses afkastning.Offentlige myndigheder og bestyrelser forselskaber, foreninger og stiftelser, legater og andreinstitutioner, er på samme måde pligtige atgive de skattelignende myndigheder alle de oplysninger,der kan tjene disse myndigheder tilvejledning.For ikke navngivne personer kan oplysningernekun kræves efter finansministerens bestemmelse.Sådanne generelle oplysninger givestil eksempel af politimestrene for så vidt angårbøder over 1.000 kr., af departementet for toldogforbrugsafgifter vedrørende overtrædelse afforbrugsafgiftslovene, af motorkontorerne vedrørendeaf- og tilmelding af køretøjer, af oppebørselsmyndighedernefor skatter af fast ejendomvedrørende køb og salg af fast ejendom.C. regningsopgavernes indhold:1. De indledende arbejder.Ligningsopgaven kræver, at der udfærdigesen fortegnelse over de personer, der skal sættesi skat. Udvælgelsen af de skattepligtige må skepå grundlag af folkeregistrene. Dernæst må derudsendes skemaer og opfordringer til de virksomhedereller personer, der skal afgive generellekontroloplysninger. Hovedparten af disseoplysninger vil være lønoplysninger.Selvangivelserne må påføres navn og eventueltløbenummer og udsendes til de skattepligtige.Efterhånden som de kommer tilbage fraskatteyderne, skal de åbnes og sorteres og herefterindføres i mandtalslisten. Selvangivelser,der indkommer for sent, skal påføres oplysningom modtagelsesdato. Listerne, der indeholderregisteroplysningerne vedrørende de pågældendescivilstand og børneantal, skal afkontrolleresmed selvangivelsernes udvisende.De generelle kontroloplysninger skal udsorterespå de selvangivelser, de angår. Forindendenne udsortering finder sted, vil man i reglensammentælle lønudbetalinger. Den samlede lønudbetalingskal vedlægges arbejdsgiverens selvangivelse.2. Den egentlige ligningsopgave.Når de indledende arbejder er tilendebragt,kan den egentlige skatteligning påbegyndes.Herunder vil man søge fejl og mangler ved selvangivelserneberigtigede og afhjulpne. Den tekniskebehandling af selvangivelserne vil væremeget forskellig for de forskellige kategorier afskatteydere, og 4er kan ikke indenfor rammerneaf denne fremstilling gives en udtømmende beskrivelseaf den behandling, som ligningsmaterialetundergives eller bør undergives. Ligningsopgavener uendelig varieret, idet beskatningsreglerneskal tilpasses stort set enhver form forøkonomisk virke i samfundet.Groft taget kan de skattepligtige inddeles i2 hovedgrupper, nemlig selvstændige erhvervsdrivendeog lønmodtagere. Den sidstnævntegruppe er den største, og ligningsarbejdet vilher i almindelighed være mere enkelt end forden førstnævnte gruppe.Under gennemgangen af selvangivelserne forikke erhvervsdrivende må man bl. a. påse,at de foreliggende oplysninger er i overensstemmelsemed det på selvangivelsen opførte lønbeløbog den eventuelle specifikation heraf,at arbejdsløshedsunderstøttelse er medregnet itilfælde, hvor lønindtægten ikke omfatterhele året,at eventuelle kapitalindtægter og ejendomsoverskuder medregnet,at skatter og forsikringer er fradraget med derigtige beløb,at de på selvangivelsen foretagne fradrag erfradragsberettigede for den pågældende somdriftsudgift og iøvrigt er i overensstemmelsemed de særligt fastsatte og anerkendte fradragsbeløb,at værdi af kost og logi er medregnet, såfremtde udgør en del af lønnen, ogat renter er fradraget med de rigtige beløb.Endvidere må der som nævnt hyppigt pågrundlag af de foreliggende oplysninger foretagesen opgørelse af det privatforbrug, somden selvangivne indkomst giver plads for, nårder tages hensyn til formuebevægelsen i det pågældendeår.Hvor det konstateres, at en skatteyder har opgivetsin indkomst urigtigt, eller selvangivelsener så mangelfuld, at yderligere oplysninger måanses nødvendige, må der ske indkaldelse, hvorundervedkommende må afæskes nærmere forklaring.Der kan eventuelt indfordres særligekontroloplysninger om bankindeståender elleroplysninger fra offentlig myndighed.Såfremt urigtigheden er af en sådan beskaffenhed,at differencen umiddelbart kan opgørestil et bestemt beløb, vil man dog kunne ind-55

skrænke sig til at giwe den pågældende meddelelseom fejlen og tilkendegive ham, at han vilkunne få adgang til forhandling, dersom hanønsker at gøre indsigelse.Dette vil f. eks. kunne ske ved1. difference mellem selvangivelse og lønliste,2. for lav eller forglemt opgivelse af lejeværdiaf egen bolig,3. forglemt opført værdi af kost og logi,4. uberettigede fradrag,5. værdi af fri uniform forglemt opgivet.Som nævnt frembyder de selvstændige erhvervsdrivendesselvangivelser ligningsmæssigtstørre vanskeligheder end de ikke erhvervsdrivendes,og dette gælder uanset, om der er taleom handlende, håndværkere, landbrugere ellerandre. Kontroloplysningerne kan for disse skattepligtigei almindelighed ikke direkte afstemmesmed selvangivelsens indhold, og det vil iøvrigtvære meget begrænset, hvad der foreliggeraf generelle oplysninger vedrørende denne gruppeskattepligtige. Kontroloplysninger må i reglenindhentes som særlige oplysninger som et ledi skatteligningsarbejdet.De selvstændige erhvervsdrivende kan opdelesi 2 hovedkategorier: de regnskabsførende ogde ikke regnskabsførende. For de regnskabspligtigesvedkommende er forholdet som tidligerenævnt det, at de er pligtige at vedlæggeselvangivelsen driftsregnskab og status. Opfyldesdenne pligt ikke, er selvangivelsen ugyldigmed alle deraf følgende virkninger.I denne forbindelse er sondringen mellemregnskabspligtige og ikke regnskabspligtige iøvrigtikke afgørende. Ligningsmæssigt er opgavenfor de regnskabsførendes vedkommende at konstatere,om det fremlagte regnskab er egnet tilat tjene som grundlag for selvangivelsen.I praksis forlanger skattemyndighederne følgendealmindelige krav opfyldt for at godkendeet regnskab som grundlag for ansættelsen:1. effektiv kontrol med alle indbetalinger ogudbetalinger,2. effektiv kasseafstemning,3. udbetalinger specificeret således, at indkøb,driftsudgifter, private udgifter og andre udgifterholdes skarpt adskilte,4. fuldstændig ført privatkonto.Som nævnt kræver man af næringsdrivendeeffektiv kontrol med samtlige ind- og udbetalingeraf kassen. Findes der kasseapparat, måfordringen anses for opfyldt. Det er imidlertidikke alle forretninger, som kan bære udgiftentil anskaffelse af kasseapparat. For disses vedkommendevil man efter omstændighedernekunne nøjes med at kræve ført en kasseliste.Det er derimod fast praksis, at et regnskab,som hviler på en indirekte opgjort kasse, d. v. s.en kasse, der opgøres på den måde, at man tællerkassen op morgen og aften og indfører forskelleni kassebogen, ikke godkendes af skattemyndighederne.Kassen skal gøres nøjagtig op hver dag og afstemmesmed kassebeholdningen ifølge kasseapparateteller kasselisten. Indtægterne skal indføresdagligt i kassebogen. Udgifterne må føresspecificeret i kassebogen, således at man klartkan se, hvad der er gået til varekøb, løn og andredriftsomkostninger og til de private udgifter.Ved regnskabsafslutningen skal der udarbejdesbeholdningslister ved en direkte opgørelseaf den tilstedeværende varebeholdning, og værdiansættelsenmå foretages i overensstemmelsemed de herom givne bestemmelser.Der skal endvidere ved regnskabsafslutningentages hensyn til forskydningerne i kreditorer ogdebitorer ved årets begyndelse og slutning.Endelig skal der over varekonto krediteres etbeløb for forbrug af egne varer, der under hensyntil skatteyderens forhold må anses for passende.Privatkontoen skal som nævnt være ført betryggendeog en ikke ført eller kun delvis førtprivatkonto kan altid begrunde en forkastelseaf regnskabet. Hvis privatkontoen ikke er førteller ikke ført betryggende, kan regnskabet ikkeafstemmes, og regnskabet vil derfor kunne tilsidesættes.For landbrugsregnskabers vedkommende gælderprincipielt de samme regler, men der slækkesdog i praksis noget på kravene. Der er ikkeså mange ind- og udbetalinger i en landbrugsvirksomhedsom hos en næringsdrivende. Dettehænger til en vis grad sammen med, at manforholdsvis let kan kontrollere regnskabernesindtægter gennem afregninger fra mejerier,slagterier og frøselskaber.Ved gennemgangen af selvangivelserne vilman til dels se på, om bruttoavancen ifølge detindsendte regnskab svarer til andre virksomheders,om værdi af forbruget af egne varer ermedregnet som indkomst, om lønningskontoensvarer til summen af de udbetalte lønningerifølge lønlisten, og navnlig om den selvangivneindkomst giver plads for et passende privatfor-56

ug, idet man her som ved den almindeligeligning foretager en opgørelse af privatforbruget,såfremt dette ikke fremgår af regnskabet.Giver disse forhold anledning til bemærkninger,vil man i reglen tilsige skatteyderen ellerdennes revisor med de førte regnskaber.Under denne tilkaldelse vil myndighederne iførste række foretage en undersøgelse af, om denævnte fordringer til regnskabsføringen er opfyldt.Omfanget af de undersøgelser, der skalforetages, må afhænge af forholdene. Giver forholdeneanledning dertil, kan der eventuelt foretagesbilagsrevision, kasseopgørelse, optællingaf varelager på stedet og indfordring af speciellekontroloplysninger.Viser undersøgelsen, at de ovenfor omhandledekrav til regnskabet er opfyldt, må regnskabetprincipielt godtages som grundlag for selvangivelsen.Dette forhindrer dog ikke, at derkan foretages berigtigelser af konstaterede fejl,f. eks. at beløb uberettiget er opført på omkostningskontoi stedet for på privatkonto, og selvom man ikke kan tilsidesætte regnskabet somhelhed, vil der eventuelt kunne blive tale om atangribe skønsposter som værdi af egne varer ogprodukter, privat bilkørsel og repræsentation.Må regnskabet derimod anses behæftet medsådanne mangler, at det ikke kan danne grundlagfor skatteansættelsen, tilsidesættes det i sinhelhed.Når regnskabet er tilsidesat, eller der overhovedetikke er ført regnskab, må ansættelsenforetages skønsmæssigt, i almindelighed pågrundlag af formuebevægelse og privatforbrug.Den første forudsætning for at en sådan indirekteopgørelse af indkomsten overhovedetkan blive rigtig er, at formuen ved årets indgangog udgang er rigtig opgjort, og at man fårreguleringen foretaget korrekt. Det er såledesnavnlig af betydning, at konstatere om der foreliggerbygningsforbedringer, der ikke er fradragsberettigede.Dernæst må der foretages et skøn over privatforbrugetsstørrelse. Når dette privatforbrugskal fastsættes, vil man i reglen ikke foretage etumiddelbart skøn men søge hovedposterne i privatforbrugetoplyst. For visse ikke regnskabspligtigesvedkommende er det som foran nævntpositivt fastsat, at de allerede ved selvangivelsensindgivelse skal meddele oplysninger om udgiftertil privat medhjælp, større anskaffelser afløsøre og lign.Endvidere må der foretages ansættelse af deskattepligtige, som ikke har foretaget selvangivelseaf indkomst og formue, ligesom der måbehandles andragender om ekstraordinær nedsættelsepå grund af sygdom og trykkende familieforhold.En væsentlig del af ligningsarbejdet består iat foretage retlig bedømmelse af, om subjektiveller objektiv skattepligt foreligger.57

AFSNIT VIIUDVALGETS OVERVEJELSER OG KONKLUSIONERA. Hovedsynspunkter.I henhold til kommissoriet er det udvalgetsopgave at undersøge og foreslå ønskelige ændringeri landets administrative inddeling bl. a.i skattekredse og amtsskattekredse med henblikpå en forenkling og decentralisering af skatteforvaltningen.Der skal herved lægges vægt på,at der opnås en mere effektiv organisation, endtilfældet er nu.Ved sine undersøgelser og overvejelser harudvalget taget sit udgangspunkt i de foreliggendeopgaver med ansættelsen af den skattepligtigeindkomst og formue som grundlag forpåligningen af indkomst- og formueskat tilstaten.Da påligningen af statsskatterne sker ved etsamvirke mellem skatterådene og de kommunaleligningsmyndigheder, har det været nødvendigtat inddrage den nuværende deling afligningsopgaverne mellem skatteråd og kommunalemyndigheder i udvalgets overvejelser afmulighederne for at forenkle og effektivisereligningsarbejdet.Efter den gældende ordning sker statsskatteligningeni 2 stadier. Første stadium er denforeløbige ligning, som udføres af den kommunaleligningsmyndighed i nærværelse af etskatterådsmedlem som repræsentant for skatterådet,hvorefter den endelige ligning foretagesaf skatterådet. Gennemføres den af udvalgetnedenfor anbefalede funktionsdeling mellemligningsmyndighed og ligningsadministration,vil det efter udvalgets opfattelse ikke være hensigtsmæssigtat bevare den nuværende ligningsproceduremed 2 efter hinanden følgende behandlingeraf ansættelserne. Det må uden viderevære klart, at det ikke vil være muligt ogej heller økonomisk forsvarligt at opbygge enligningsadministration såvel i tilslutning til denkommunale ligningsmyndighed som til skatterådene.Skal ligningsadministrationen kunnevirke efter sin hensigt, vil det være af afgørendebetydning, at den foretager en gennemgangog tilrettelæggelse af ligningsmaterialet, førligningsmyndigheden træder i virksomhed ogtræffer afgørelse om ansættelserne. Skulle manbevare den nuværende deling af ligningen mellemkommunal ligningsmyndighed og skatterådmed de deraf følgende knappe frister for arbejdetstilendebringelse i de 2 instanser, villeder blive meget ringe tid til ligningsadministrationenstilrettelæggende arbejde, der i så faldmåtte udføres i den korte tid fra selvangivelsensindgivelse, indtil den kommunale ligningsmyndighedmå begynde på ansættelserne. Dertilkommer, at den nødvendige kontakt mellemligningsmyndighed og ligningsadministrationmå forudsætte, at administrationen er repræsenteretaf personer med tiltrækkelige skattetekniskekvalifikationer i alle ligningsmyndighedernesmøder.Det må derfor forudses, at arbejdsbyrden veddenne del af ligningsadministrationens virksomhedvil belaste administrationen uforholdsmæssigtmeget, hvis den skal samvirke med tolokale ligningsinstanser. Af de anførte grundemener udvalget at måtte stille forslag om, atligningsarbejdet med ansættelserne til statsskatsamles hos en enkelt lokal ligningsmyndighed,der sammensættes af repræsentanter forstat og kommune. Udvalget er opmærksom på,at den foreslåede ordning for statsskatteligningenmå rejse spørgsmålet, om der under en sådanordning vil være tilstrækkeligt grundlag for58

i købstæderne at opretholde de nu beståendekommunale ligningskommissioner, men harment, at det ligger uden for udvalgets kommissoriumat tage stilling dertil.Ud fra den forudsætning, at den lokale ligningsorganisationopbygges på den af udvalgetforeslåede måde, har udvalget nærmere overvejet,dels hvordan det lokale ligningsarbejdebør tilrettelægges, dels hvordan arbejdsdelingenmellem den lokale og den centrale ligningsmyndighed,ligningsråd og ligningsdirektorat,bør være. Hvad det sidste problem angår, harman herved i særlig grad haft for øje, at der ioverensstemmelse med det udvalget givne direktivi videst muligt omfang sker en decentraliseringaf arbejdet. Hvad angår tilrettelæggelsenaf arbejdsgangen i de lokale ligningsorganisationerhar man særlig været opmærksom på,at en rationel udnyttelse af den lokale ligningsadministrationsarbejdskraft bedst vil kunne opnåsved, at administrationens arbejdsindsatsspredes så jævnt som muligt over hele året.Udvalget har foran gjort nærmere rede for,hvordan ligningsmyndighedernes arbejdsopgavei tiden fra indførelsen af indkomst- og formueskattentil staten ved århundredskiftet og op tilvore dage fuldstændig har ændret karakter.Forklaringen herpå må søges dels i den udvikling,erhvervslivet er undergået i dette tidsafsnit,dels i den i de samme årtier skete almindeligesamfundsmæssige og politiske udvikling.Medens erhvervslivet ved periodensbegyndelse endnu i overvejende grad var prægetaf landbrug og håndværk med disse erhvervsrelativt stabile og overskuelige indkomstforhold,har udvikling sidenhen været karakteriseretved industrialiseringens og byerhvervenesstærke fremvækst med den deraf følgendelangt større forskelligartethed og omskiftelighedi befolkningens indkomst- og formueforhold.Sideløbende hermed er der sket en stærkvækst i statens og kommunernes udgifter meddet deraf følgende behov for en øget skatteudskrivning,hvortil indkomst- og formueskatternehar måttet yde deres meget væsentligebidrag. Resultatet er blevet et skatteniveau, somhar gjort indkomstbeskatningen til en af devigtigste udgiftsposter på de fleste skatteyderesbudget.Jo mere følelig skatten bliver, desto stærkerevil skatteyderne kræve, at beskatningsreglernefår en sådan udformning, og at ligningen sikrerderes efterlevelse i praksis på en sådanmåde, at skattebyrden bliver ligelig fordelt.Med den voksende skattebyrde er der fulgt etstadigt stigende behov for at komplettere ogpræcisere lovreglerne om skattepligtens omfang.Den korrekte gennemførelse af skatteligningenforudsætter, at ligningsmyndighederne ikkeblot er nøje fortrolige med disse lovregler, mentillige at de har et indgående kendskab til detalrige administrative forskrifter og domstolsafgørelseri tilknytning dertil. Også mange andreforhold har medført, at skattelovgivningen harfået en mere og mere detailleret udformning.I den forbindelse kan der endnu være grund tilat pege på, hvordan erhvervspolitiske synspunkterisær i de seneste år har præget skattelovgivningen,og at bl. a. lovgivningen til fremme afopsparingen, bestemmelserne om adgangen tilat overføre underskud til fradrag i senere årsindkomst, de nye afskrivningsregler og lovenom skattefri henlæggelser til investeringsfondhar stillet stærkt øgede krav til ligningsmyndighedernesviden og indsats.Den øgede skattebyrde har ikke blot styrketinteressen hos den enkelte skatteyder for på lovensgrund at udnytte foreliggende mulighederfor at slippe billigst muligt fra skattes vareisen.Man må tillige se den kendsgerning i øjnene,at skattebyrdens vækst har forstærket fristelsentil at begå ulovligheder for at unddrage sig beskatningen.For at skatteunddragelserne ikke skal tageoverhånd til skade for de efterrettelige skatteydere,må ligningsmyndighedernes kontrol gøresså effektiv, at faren for afsløring af begåedeurigtigheder bliver en nærliggende mulighed.Lovgivningsmagten har erkendt nødvendighedenheraf ved gennemførelsen i 1946af kontrolloven, der i forhold til tidligere gavligningsmyndighederne stærkt udvidede kontrolbeføjelser,samtidig med at den skærpedestraffen for skattesvig. Kontrolbeføjelserne ersenest blevet udvidet ved kontrollovsændringeni sommeren 1958. Skal denne lovgivning nå dettilsigtede mål, er det imidlertid en ufravigeligforudsætning, at ligningsadministrationen ersådan organiseret, at kontrolbeføjelserne kanudnyttes. Det er udvalgets opfattelse, at dennuværende ligningsorganisation i den henseendeer behæftet med væsentlige mangler.Som det vil fremgå af den nærmere redegørelseforan, er det lokale ligningsvæsen i princippetopbygget på samme måde som for 50 årsiden .Det samme gælder ligningsarbejdets tilrettelæggelse.Ansættelsen af indkomst og formueforetages af den kommunale ligningsmyn-59

dighed med bistand af skatterådene, der desudenhar til opgave, efter at den foreløbige ligninger tilendebragt, at behandle klager ogforetage den endelige ansættelse. Både denkommunale ligningsmyndighed (ligningskommissionerog kommunalbestyrelser) og skatterådeneer udelukkende sammensat af medlemmer,som vælges eller udpeges til at udføre arbejdetsom borgerligt ombud. Lovgivningenforudsætter derfor, at de kan bestride hvervetved siden af deres normale erhverv og uden atden anordner nogen regelmæssig bistand afkvalificeret skatteteknisk og administrativ medhjælp.Ganske vist var det hensigten med oprettelsenaf amtsligningsinspektoraterne, at debl.a. skulle bistå skatterådene med ligningsarbejdet,men inspektoraternes beskedne rammeri forbindelse med de mange andre opgaver, derefterhånden er pålagt dem, har udelukket, atamtsligningsinspektoraterne har kunnet ydeskatterådene den fornødne støtte. Længe føroprettelsen af amtsligningsinspektoraterne erman imidlertid inden for kredsen af de lokaleligningsmyndigheder begyndt at erkende, at ligningsarbejdetikke lod sig gennemføre på tilfredsstillendemåde, uden den tilstrækkelige ogden tilstrækkelig kvalificerede tekniske medhjælp.Det praktiske udslag af denne erkendelseer den kommunale ligningsadministration,som efterhånden er blevet opbygget i adskilligeaf landets større kommuner med et personale,der udviser en efter forholdene ret tilfredsstillendestandard.Selv om man muligvis også andre steder erkommet til samme erkendelse, har den ikkekunnet give sig samme praktiske udslag. Demindre kommuner har enten slet intet egentligtadministrativt ligningsapparat eller en tekniskmedhjælp for den kommunale ligningsmyndighed,som hverken i omfang eller kvalitet kommerpå højde med de store kommuners. Detteer forståeligt, da det kun er de store kommuner,der økonomisk evner at bære udgifterne ved envelorganiseret ligningsadministration, og somhar et så stort antal skatteydere, at ligningsarbejdetkan beskæftige den.Som foran påvist gælder det især for demindste kommuner, at sognerådet udfører denforeløbige ligning uden administrativ medhjælp.På tilsvarende måde er det undtagelsen,at skatterådene har regelmæssig og vedvarendebistand af kvalificeret medhjælp. Det er i almindelighedkun forholdet, hvor skatterådenehar fået etableret en såkaldt sekretariatsordningmed en større bykommune om, at den kommunaleligningsafdeling tillige skal virke forskatterådet. Fra kommune til kommune og fraskattekreds til skattekreds er der overordentligstor forskel på det administrationsapparat, derkan yde de valgte eller beskikkede ligningsmyndighederteknisk bistand. I de kommunereller skattekredse, hvor man er uden tekniskmedhjælp eller uden tilstrækkelig kvalificeretmedhjælp, pålægges der medlemmerne af dekommunale ligningsmyndigheder eller af skatterådeneen praktisk talt uoverkommelig arbejdsbyrde.Samtidig med at udvalget finder grundtil at understrege, at der også i de pågældendekommuner og skattekredse ganske overvejendegøres en overordentlig dygtig og samvittighedsfuldindsats i ligningsarbejdet, må udvalgetfremhæve, at man finder den rådende tilstanduholdbar.Selv om de enkelte medlemmer af ligningsmyndighedeni de måneder, hvori skatteligningenforetages, ofrer det meste af deres tid påligningsarbejdet, er det ikke tilstrækkeligt til,at ligningen kan gennemføres med den fornødnegrundighed. Dertil kommer, at de færrestevil kunne varetage et så arbejdskrævendehverv ved siden af deres sædvanlige erhverv,og man må som følge heraf forvente, at flereog flere vil søge at undslå sig, når ligningshverveneskal besættes. Resultatet kan derforblive, at ligningsmyndighederne kommer til atsavne den alsidige repræsentation for det praktiskeliv, som ikke blot er af overordentlig storværdi for ligningsarbejdet, men som tillige erafgørende for, at der kan opretholdes et tillidsforholdmellem de skattepligtige og ligningsmyndighederne.Udvalget mener, at en sådanudvikling er meget uheldig. Efter udvalgets opfattelsemå den lokale ligning overalt i landetderfor organiseres således, at det fortsat vilvære praktisk muligt at lade afgørelsen i alleegentlige ligningsspørgsmål træffe af en vedvalg eller beskikkelse fremgået ligningsmyndighed,som sammensættes af repræsentanterfor det praktiske liv og med en arbejdsopgave,der ikke er af større omfang, end at den normaltkan bestrides af mennesker, der skal varetagehvervet ved siden af deres daglige gerning.Det er udvalgets opfattelse, at det kun vilvære muligt at opretholde en sådan ordning afvort lokale ligningsvæsen og dermed bevaredets oprindelige struktur ved at indrette denlokale ligningsorganisation overalt i landet så-60

ledes, at den funktionsdeling mellem ligningsmyndighedog ligningsadministration, som i tidensløb har udviklet sig i en række af de storekommuner, kan iværksættes for den lokale ligningsorganisationsom helhed. Det forudsætter,at alle områder af landet er dækket af en lokalligningsadministration, der såvel kvantitativtsom kvalitativt er af en sådan standard, at denfuldt ud kan bestride den del af ligningsarbejdet,som efter dets natur er af administrativkarakter. Ud fra denne målsætning har udvalgetnærmere undersøgt arten og omfanget afdet arbejde, som den lokale ligningsadministrationmå kunne bestride, hvis man skal sikre, atligningsmyndighedens medlemmer kan koncentreresig om deres egentlige opgave, at træffeden endelige afgørelse ved indkomst- og formueansættelsernepå grundlag af det af ligningsadministrationentilrettelagte oplysningsmateriale,at tage stilling til omtvistede ligningsspørgsmålog iøvrigt føre et almindeligttilsyn med ligningsarbejdet.Med udgangspunkt i det arbejde, som manpåregner, at den lokale ligningsadministrationskal bestride, har man dernæst overvejet denmest formålstjenlige indretning af en lokalligningsadministration. Som det vil fremgå affølgende nærmere redegørelse for arbejdsopgaverne,vil de ikke kunne løses tilfredsstillende,med mindre rammerne for den enkelte lokaladministrationer så vide, at den kan bære enledelse og et overordnet personale med dyberegåendeindsigt i skatteret, erhvervsforhold ogregnskabsvæsen. Dette krav til ligningsadministrationensstandard gør det nødvendigt, at derunder hver lokalorganisation lægges et områdeaf en sådan størrelse, at den til organisationenknyttede mere kvalificerede arbejdskraft får entilstrækkelig stor arbejdsmark, så at dens særligekvalifikationer kan blive udnyttet hensigtsmæssigt.Den norm for en rationel opbygningaf lokaladministrationen, man er kommet til udfra disse overvejelser, har været ledetråden vedudarbejdelsen af forslaget til den inddeling aflandet i ligningsdistrikter, der tænkes at skulletræde i stedet for den nuværende inddeling iskattekredse og samtidig udgøre området forden enkelte lokale ligningsadministration.Da såvel de nuværende amtsligningsinspektoratersom en række kommunale ligningsadministrationeri de store kommuner i alt væsentligtenten opfylder de normer, som udvalgetmener må gælde for den rationelt opbyggedelokale ligningsadministration, eller uden vanskelighedvil kunne udbygges, så at deres standardbliver tilfredsstillende, har udvalget fundetdet mest hensigtsmæssigt, at disse alleredebestående lokaladministrationer søges indføjetsom led i den hele landet dækkende lokale, ligningsadministration,hvorom udvalget stillerforslag. Den foreslåede nyinddeling af landet iligningsdistrikter er søgt tilpasset med henblikherpå. Om enkelthederne i udvalgets forslagom den lokale ligningsadministrations indretning,herunder også om opgavernes og udgifternesfordeling mellem stat og kommune, skalman iøvrigt henvise til de følgende afsnit.B. Sammenfattende bemærkninger om ligningsopgaven.Der er i afsnit VI redegjort for lovgivningensregler om pligt til at selvangive indkomstog formue, om denne pligts nærmere indholdog om de sanktioner, hvormed man kan imødegåtilsidesættelse af selvangivelsespligten, straftillægfor manglende selvangivelse og straf forforsætlig og groft uagtsom beskatningsunddragelse.I videste forstand er det formålet med ligningsmyndighedernesvirksomhed at sikre, atde skattepligtige selvangiver deres indkomst ogformue korrekt. I praksis kommer skatteligningsopgaventil at bestå i en korrektion af defejl, som selvangivelserne måtte være behæftetmed, for at sikre, at grundlaget for beregningenaf den enkelte skatteyders tilsvar er opgjorti overensstemmelse med skattelovgivningensregler. Samtidig tilvejebringes grundlaget forden strafferetlige forfølgning, hvor betingelserneherfor måtte foreligge. I mange tilfælde erdet nødvendigt at foretage en bearbejdelse af etforeliggende regnskabsmateriale og indhentesupplerende oplysninger, før man kan blive klarover, hvorledes skønnet kan blive indpasset i enforeliggende norm for skønsudøvelsen, og hvilkeafvigelser det individuelle tilfælde eventueltkunne give anledning til.Til fyldestgørelse af ligningsopgaverne giverloven som tidligere påpeget de skattelignendemyndigheder en række kontrolbeføjelser, derskal tjene til at muliggøre en effektiv skatteligning.Bestemmelserne om selvangivelsens indholdog de kontrolbeføjelser, der er tillagt de skattelignendemyndigheder, angiver forudsætningsvisen norm for det arbejde, som de skattelignende61

myndigheder skal udføre for at tilvejebringedet korrekte grundlag for skatteansættelserne.Det vil være naturligt at opdele de skattelignendemyndigheders arbejde i 3 funktioner,der er af væsensforskellig natur, og som kan betegnes1) lovfortolkning, 2) regnskabskontrolog 3) skønsudøvelse.Ved funktionen lovfortolkning forstås deskattelignende myndigheders anvendelse af detil enhver tid gældende beskatningsregler, somde foreligger i form af love, administrative forskrifterog instruktioner, dobbeltbeskatningsaftalersamt landsskatterets- og domstolsafgørelser,- en virksomhed, der kræver, at ligningsmyndighedernesætter sig nøje ind i det megetomfattende stof.Regnskabskontrollen omfatter den talmæssigerevision af selvangivelserne, opgørelsen af formuebevægelser,herunder opgørelse af hovedposteri privatforbruget, samt teknisk gennemgangaf de bogførendes regnskaber for at mankan bedømme, dels om regnskabet som sådantegner sig som grundlag for opgørelsen af denskattepligtige indkomst og formue, dels om deenkelte i regnskabet opførte poster er korrekte.Denne ligningsfunktion spænder således fraden simple eftertælling af lønmodtagernes indkomstopgørelserog sammenholdelsen af selvangivelsensoplysninger med lønsedlen fra arbejdsgiverentil den kritiske revision af størreerhvervsvirksomheders driftsregnskaber og statusog i forbindelse hermed indhentelse af kontroloplysningerfra leverandører og bankforbindelserm. v.Skønsudøvelsen omfatter ligningsmyndighedernesarbejde med vurdering af de økonomiskeforhold, der er af betydning for opgørelsenaf den skattepligtige indkomst og formue.Skønnet vil mere konkret være rettet på en bedømmelseaf den skattepligtiges indtjeningsevneog privatforbrug, hvor skatteyderen ikkehar indgivet selvangivelse, eller hvor der iøvrigtikke foreligger et brugbart grundlag forindkomst- og formueopgørelsen. Også i andretilfælde kan der blive tale om udøvelse af etskøn. I indkomstopgørelsen vil der hyppigtforekomme indtægts- og udgiftsposter, hvisstørrelse må fastsættes mere eller mindre skønsmæssigt.Det gælder således de forskellige formerfor naturalindkomster som f. eks. værdienaf fri bolig eller af kost og logi som led i enskatteyders aflønning. Det gælder desuden fordelingenmellem privatforbrug og drift af udgifter,som vedrører begge dele, som f. eks. repræsentationsudgifterog udgifter til automobilhold.En tilfredsstillende udførelse af ligningsopgavenkræver, at de skattelignende myndighederer således organiseret, at de er i stand tileffektivt at udføre disse funktioner.Arbejdet med at tilvejebringe selvangivelsesmaterialetog grundlaget for skønsudøvelsen,regnskabskontrollen og lovfortolkningen, er renttekniske opgaver, hvortil et egentligt administrationsapparater nødvendigt, hvis opgaverne skalløses effektivt og på den mest hensigtsmæssigemåde. Skønsudøvelsen forudsætter derimod enpraktisk indsigt og forståelse, som man bedstvil kunne sikre ved et råd eller et nævn, somsammensættes af repræsentanter for det praktiskeerhvervsliv.Den rent tekniske del af ligningsarbejdet erstadig tiltaget i omfang. Skatteydernes antal ersteget. Det samme gælder antallet af kontroloplysninger.Der pålægges herved de skattelignendemyndigheder et betydeligt registrerings-og indsorteringsarbejde.Selvangivelserne er i takt med udviklingen idet økonomiske liv blevet mere og mere komplicerede,og regnskabskritikken kræver, hvadenten denne må finde sted hos ligningsmyndighedeneller i skatteydernes virksomhed, indgåendekendskab til regnskabsføring og ligningsteknik.På grund af de betydelige økonomiske interesser,som for den enkelte er knyttet til opgørelsenaf den skattepligtige indkomst og formue,og vel tillige som en følge af at beskatningsreglerneer blevet mere og mere komplicerede,betjener skatteyderne sig i stigende grad af juridiskog regnskabsmæssig bistand. Det er derforaf den største vigtighed, at de skattelignendemyndigheder er således organiseret, at dedisponerer over personale med en uddannelseog erfaring, der egner sig til at skabe agtelsefor og tillid til de pågældende hos de skattepligtigeog disses repræsentanter. Specielt vil enfuldstændig gennemgang af et regnskabsmaterialestille store krav til personalets kvalifikationer.Hensynet til de skattepligtige gør detpåkrævet, at sådanne undersøgelser tilrettelæggessåledes, at de er til mindst mulig gene forvirksomhedens uforstyrrede drift. Dette kankun ske ved indsættelse af et personale, der erfortroligt med de forskellige former for regnskabsføringog har kendskab til forholdene indenforde forskellige brancher i erhvervslivet.Et sådant personale er tillige en forudsætning62

for, at en regnskabskritisk undersøgelse kanføre til de tilsigtede resultater. Man kan ikkepåregne, at de skattepligtige og disses repræsentanterdirekte skal medvirke til at afsløre begåedeurigtigheder. Er de af alvorligere karakter,må man tværtimod regne med, at skatteyderenlængst muligt vil søge at dække over dem.Skattelovgivningen og kendskabet til de tildenne knyttede administrative forskrifter ogrets- og domstolsafgørelser er blevet et indvikletspecialfelt, som kun vil kunne beherskes afet personale med en indgående særlig uddannelse,og udviklingen i erhvervslivet har medført,at ligningsmyndighederne i videre og videreudstrækning bliver stillet overfor vanskeligeretlige spørgsmål ved bedømmelsen af dedispositioner, som de skattepligtige har foretagetaf relevans for opgørelsen af den skattepligtigeindkomst og formue.I afsnit V har udvalget redegjort for, hvorledestyngdepunktet i ligningsarbejdet er forskudtfra ligningsmyndighedernes skønsmæssigebedømmelse af skatteevnen til en systematiskefterprøvelse af den skattepligtiges selvangivelseog regnskaber på grundlag af kontroloplysninger.Lokalkendskab og kendskab tilden enkelte skatteyder har dermed mistet sindominerende betydning, men vil dog stadigvære uundværlige for ligningen.Der vil stadig forekomme tilfælde, hvor derskal foretages skønsmæssige ansættelser pågrundlag af kendskab til indtjeningsevne ogprivatforbrug, men også i mange andre tilfældeer det af den største vigtighed, at deskattelignende myndigheder omfatter personerfra det praktiske erhvervsliv med kendskabtil de vigtigste former for økonomisk virksomhedi det pågældende område. Lovgivningenforudsætter, at de skattelignende myndighederpå egen hånd skal kunne vurdere de økonomisketransaktioner og forhold, som foreliggertil bedømmelse i ligningsmaterialet. Man harikke i ligningsproceduren som i civilprocessenadgang til særlige, sagkyndige syns- og skønsmænd,og udvalget mener heller ikke, at det vilvære nogen fordel at få en sådan adgang.Som arbejdsopgaverne former sig for ligningsmyndighedernei dag, må en funktionsdelingeller med andre ord en opdeling af ligningsorganisationeni et administrativt organ ogen rådsinstitution anses for en bydende nødvendighed.Der er til skatteligningen knyttet så store interesserfor den enkelte skatteyder og for detoffentlige, at det efter udvalgets opfattelse ernødvendigt, at de personer, der skal foreståledelsen af den lokale ligningsadministration,har en praktisk og teoretisk uddannelse på højdemed den, der forudsættes for at beklædeoverordnede stillinger i statens centrale skatteadministration.Lederen af den lokale ligningsadministrationmå til sin disposition have et personale, derikke blot er tilstrækkelig stort, men også har enuddannelse, der gør det egnet til at foretage enforsvarlig skatteteknisk og regnskabsmæssig bearbejdelseaf ligningsmaterialet.Arbejdsopgaverne er som ovenfor nævnt megetforskellige. De spænder fra sortering aflønlister til kritisk revision af regnskabsbøger.På længere sigt vil det efter udvalgets opfattelsevære nødvendigt, at der indenfor rammerneaf organisationen uddannes et fast personale,der gennem den varige tilknytning til organisationenkan erhverve den tilstrækkelige erfaringog indsigt til at løse disse opgaver.I en sådan administration må det forudsættes,at arbejdet indrettes på at beskæftige deansatte jævnt året rundt.Da udviklingen har medført, at hovedgrundlagetfor skatteligningen er blevet de skattepligtigesselvangivelser, må ligningsarbejdet tagesit udgangspunkt i disse.Selvangivelsesmaterialets tilvejebringelse ernært knyttet til folkeregistrene. Udskrivningenaf selvangivelserne og udfærdigelse af de fornødnemandtalslister vil for fremtiden ske tildels ad mekanisk vej.I henhold til statsskatteloven forfalder statsskatternetil betaling den 1. juli, men der er doggivet en række kommuner tilladelse til at omlæggeopkrævningen med en tidligere forfaldsdagfor statsskatterne. De kommunale skatterforfalder i de fleste af landets kommuner allerededen 1. april. Det vil derfor være naturligt,at man umiddelbart efter selvangivelsernes indgivelseforetager en grov gennemgang af samtligeselvangivelser, retter åbenbare fejl, såsomregnefejl og urigtige fradrag og søger opklaretuoverensstemmelser med generelle kontrollovsoplysninger,ligesom man udvælger de selvangivelser,hvor der måtte være grundlag for ennærmere og mere tidkrævende undersøgelse.Ved en sådan tilrettelæggelse af arbejdet opnårman, at den del af rettelserne, som berører flertalletaf skatteyderne, bliver foretaget, indenskatternes beregning, og man slipper derved foret stort antal bogholderimæssige berigtigelser.63

I den resterende del af året vil det være naturligt,at der foretages en kritisk revision afde selvangivelser, som ikke kan færdigbehandlesunder første gennemgang.For lønmodtagernes vedkommende vil ligningsarbejdeti det væsentlige være tilendebragti første omgang, og tilbage bliver således enrække sager, hvori der skal foretages revision afselvangivelser med regnskaber.Efterrevisionen af selvangivelser med eventuelindkaldelse af regnskabsmateriale er megettidkrævende, og det vil være praktisk umuligtkritisk at skulle gennemgå samtlige selvangivelserhvert år. Arbejdet med revisionen må tilrettelæggessåledes, at der er en påregnelig risikofor, at urigtigheder i selvangivelserne bliverafslørede. Det kan formentlig bedst opnås ved,at man over et åremål tilstræber, at samtligeregnskaber bliver undersøgt. Dersom der afsløresfejl, vil man kunne tage selvangivelsernefor de tidligere skatteår op til undersøgelse.Der er principielt ingen forskel i arbejdet medat foretage en skatteansættelse for et tidligereskatteår og for det løbende skatteår, idet problemeter det samme, en berigtigelse af en selvangivelse.Det vil derfor ikke kunne volde større vanskelighederat tilrettelægge arbejdet i ligningsadministrationensåledes, at man opnår en nogenlundejævn beskæftigelse af personalet.Opbygges ligningsadministrationen efter deomtalte retningslinier, vil den være i stand tilat yde rådsinstitutionen, som må have det endeligeansvar for skatteansættelserne, fornødenskatteteknisk, juridisk og regnskabsmæssig bistand.Rådsinstitutionens afgørelser bør førsttræffes, efter at de skattetekniske og regnskabsmæssigespørgsmål ved bedømmelsen af ligningsmaterialeter klarlagt så langt, som de forligningsadministrationen tilgængelige oplysningertillader det. Først når sagen er bragt såvidt, er tidspunktet kommet til at lade ligningsmyndigheden,som efter sin sammensætning oghele karakter er bestemt til at udøve skøn, tageendeligt standpunkt.C. Områdeinddeling, råd og kontororganisation.a. Almindelige synspunkter vedrørende kredsinddeling,råd og organisation.Efter udvalgets opfattelse må det ved en reformaf skatteligningsorganisationen bl. a. meden effektivisering af skatteligningen som formåltilstræbes, at organisationen sættes i standtil overalt i landet og indenfor alle erhvervsgreneat udøve en ensartet og tilfredsstillendekontrol med de skattepligtiges selvangivelser.Forudsætningen herfor er, at ligningsforvaltningenoveralt er opbygget efter ensartede principper.Som foran påvist kræver de foreliggende ligningsopgavertil deres forsvarlige løsning, atden ansvarlige ligningsmyndighed råder overen kontororganisation med en højt kvalificeretleder og et personale af en sådan størrelse ogbeskaffenhed, at organisationen er i stand tilpå fyldestgørende måde at behandle spørgsmålvedrørende opgørelsen af den skattepligtigeindkomst og formue.For at en sådan organisation kan virke eftersin hensigt, må den i stedlig og saglig henseendehave et passende virkeområde. Det rentligningstekniske arbejde er af meget forskelligkarakter. Det består i modtagelse af og indsorteringaf generelle kontroloplysninger og udskrivningaf kontroloplysninger og lignende.Mere krævende er opstillingen af formuebevægelsersamt kritisk gennemgang af regnskaberm. v., hvortil regnskabsteknisk indsigt er nødvendig.For at kontororganisationen kan virke tilfredsstillende,må den rumme et personale, derkan løse disse opgaver. En naturlig specialiseringaf arbejdet indenfor kontororganisationenkræver derfor, at denne har en vis minimumsstørrelse.På den anden side må virkeområdetfor kontororganisationen ikke være større, endat organisationens leder har mulighed for athave indseende med arbejdet i alle dets led.Det er endvidere af væsentlig betydning, atkontororganisationen giver plads for en uddannelseaf personale og et naturligt avancement.Indenfor disse rammer for kontororganisationenvil personalets størrelse kunne tilpasses efterbehov.Ved opbygningen af en kontororganisationsom det faste element i ligningsarbejdet vilman opnå, at skatteyderne får eet sted at henvendesig, dels ved indkaldelser, dels når deønsker at rette forespørgsler vedrørende beskatningsreglerne.Det er derfor af afgørende betydning,at det område, som kontoret skal betjene,ikke er større, end at skatteyderne udenvæsentlig udgift og gene kan komme i forbindelsemed kontoret, som iøvrigt bør være såledesplaceret, at det ligger centralt for de sædvanligetrafikmidler. De samme hensyn gør siggældende for medlemmer af rådet, som i al-64

mindelighed må forudsættes at have bopæl forskelligesteder i området.Medlemmerne af den kollegiale forsamlingmå udføre deres hverv som et borgerligt ombudved siden af deres almindelige erhverv. Ved udformningenaf det tekniske apparat må detderfor påses, at der ikke pålægges rådets enkeltemedlemmer en uforholdsmæssig og tyngendearbejdsopgave.b. Det kommunale og statslige samvirke omskatteligningens udførelse og ligningsmyndighedensorganisation.Når man i sin tid opdelte ligningsorganisationeni to instanser, var forklaringen som anførti afsnit II og III den rent historiske, atkommuneskatten var den ældste, og at statsskattenoprindeligt var ment som en mere beskedenoverbygning på den kommunale indkomstskat.Selv om udskrivningen af statsskatten efter sagensnatur måtte være et statsligt og ikke nogetegentligt kommunalt anliggende, fandt man detderfor naturligt ved udskrivningen af statsindkomstskattenat betjene sig af det ligningsapparat,som forefandtes i kommunerne. Dog menteman ikke, at man udelukkende kunne holdesig til de kommunale indkomstansættelser, menman ønskede som anført i afsnit II at have indseendemed ligningen og oprettede derfor etstatsligt ligningsorgan, skatterådene.At det var på statens vegne, at kommunernevaretog en del af ligningsopgaven, fandt ogsåudtryk deri, at den endelige afgørelse vedrørendespørgsmål om ansættelse af indkomst ogformue blev henlagt til de statslige ligningsmyndigheder,således at det alene blev kommunernesopgave at foretage en foreløbig ansættelse.Den endelige ansættelse skulle tillige tjenesom udgangspunkt for beregningen af dekommunale skatter. Den virksomhed, som kommunerneudfolder på skatteligningens område,henhører derfor heller ikke under det kommunaleselvstyre i egentlig forstand.Udvalget har i afsnit V redegjort for, hvorledesudviklingen har medført, at statsskattenfra en beskeden overbygning på den personligekommuneskat er vokset til at udgøre ca. detdobbelte af denne. De forudsætninger, hvorunderkommunerne blev inddraget i arbejdet medligningen af de personlige statsskatter, er såledesganske ændret.Af de nuværende kommunale ligningsmyndighederuden for København og Frederiksberg5er sognerådene direkte valgt af de stemmeberettigedevælgere i kommunen, medens ligningskommissionerneer valgt af kommunalbestyrelserne.For skatterådenes vedkommende skerudvælgelsen ved beskikkelse af finansministeren,men således, at skatterådene på lignendemåde som de kommunale ligningsmyndighederrummer repræsentanter for forskellige politiskeog erhvervsmæssige interesser. Amtsskatterådenebestår af skatterådsformændene i amtsskattekredsensamt amtsligningsinspektørerne.Et væsentligt træk ved de to, respektive tre ligningsinstanserer det, at udvælgelsen, uansetom den foretages ved direkte eller indirektevalg, foregår fra samme personkredse.Udvalget er derfor kommet til det resultat,at et naturligt samvirke mellem stat og kommunepå fuldt betryggende måde vil kunnefinde sted indenfor rammerne af et enkelt råd,idet den enkelte kommunes interesse i skatteligningenog hensynet til at sikre dette råd det fornødnekendskab til de enkelte skatteydere ogvirksomheder indenfor rådets område i tilstrækkeligtomfang vil kunne tilgodeses derved, atder i rådet indgår repræsentanter for de enkeltekommuner. Det er endvidere udvalgets opfattelse,at staten fortsat må have den bestemmendeindflydelse på skatteligningen, og at det somfølge heraf må overlades finansministeren atbeskikke flertallet af medlemmerne i dette råd.Den hensigtsmæssige organisation af det ligningstekniskeapparat kræver efter udvalgetsopfattelse så store ligningsområder, at de i defleste tilfælde vil komme til at omfatte et betydeligtantal kommuner. Hver enkelt kommunekan derfor ikke i almindelighed have faste repræsentanteri det pågældende råd, der skalkunne deltage i alle sager, hvis rådet skal virkeefter sin hensigt, idet rådet i så tilfælde vil bliveuforholdsmæssigt stort. Efter den nugældendeordning er der et skatteråd, som bortsetfra storkommunerne omfatter flere kommuner.Dette skatteråd samarbejder med de enkeltekommunale ligningsmyndigheder vedrørende deenkelte kommuners skatteydere. Udvalget menerderfor, at det vil være rimeligt, at denneordning i princippet fortsættes således, at detoverlades de enkelte kommuner at vælge repræsentanter,der tiltræder rådet for så vidt angårligningen i den pågældende kommune. De nuværendeskatteråd består af 3 eller 4 medlemmer,der er beskikket af finansministeren. Disseråd har i den forløbne tid vist sig i stand til atsamarbejde om ligningsopgavens løsning på ud-65

mærket måde. Det vil derfor formentlig værerigtigt, at finansministeren indenfor rammerneaf det fælles statslige og kommunale råd beskikker4-5 medlemmer og tillige bestemmer,hvem af disse der skal udøve hvervet som formand.Formandens stemme bør ved stemmelighedvære udslaggivende. Udvalget vil anse detfor upraktisk, at de bestående ligningsmyndighederi kommunerne i deres helhed tiltræderskatterådet ved ligningen i den enkelte kommune.Man finder det rigtigst, at kommunernevælger 2 til 4 medlemmer til at tiltræde rådetalt efter kommunens størrelse.Udvalget har drøftet, om lederen af ligningsadministrationenbør være medlem af rådet,men meningerne herom har været delte. Tilgunst for hans medlemsskab af rådet er detblevet anført, at en sådan ordning vil skabe debedste betingelser for den rette kontakt og detnære og gode samarbejde mellem ligningsmyndighedog ligningsadministration, og der pegesi den forbindelse på de indhøstede gode erfaringerfra den tilsvarende ordning i amtsskatterådene,hvor amtsligningsinspektøren er fødtmedlem. Imod administrationslederens medlemsskabaf rådet er det på den anden sidegjort gældende, at det vil være bedst stemmendemed den af udvalget tilstræbte funktionsdeling,at råd og administration er klart adskilt,således at ligningsinspektøren eller hans stedfortræderforelægger sagerne men ikke deltageri afstemningerne. I øvrigt er der ytret tvivl om,at det vil være overkommeligt for administrationslederenbåde personligt at deltage i rådetsmøder og at forestå den daglige ledelse af ligningsadministrationen.Et flertal af udvalget (formanden, P. Plate,A. Begtrup, K. J. Kristensen, Carl Larsen, AxelJensen, N. C. Thorsen, O. Henriksen og B.Nellemann) mener, at de sidst anførte grundeer de vægtigste, og er derfor af den opfattelse,at inspektøren ikke bør være medlem af rådet.Et mindretal (Morits B. Hansen og V. VingeMadsen) finder, at de gode erfaringer fra amtsskatterådeter så betydningsfulde, at mindretalletmå mene, at lederne af ligningsadministrationenbør være medlem af rådet på samme måde,som amtsligningsinspektørerne har væretmedlem af amtsskatterådet. Det er mindretalletsopfattelse, at medlemsskabet har været en forudsætningfor opbygningen og udviklingen afdette samarbejde, og at muligheden for et godtsamarbejde mellem de foreslåede råd og ligningsinspektoraterneikke vil være til stede isamme omfang, hvis ligningsinspektøren ikkeer medlem af rådet.V. Vinge Madsen henviser i øvrigt til dennærmere argumentation vedrørende dettespørgsmål i sin side 78 anførte mindretalsudtalelse.For at arbejdet i rådet kan afvikles tilfredsstillendeog hurtigt, vil det være hensigtsmæssigtat tillade, at visse sager kan afgøres af etudvalg af rådet, der træder sammen under forsædeaf et fast medlem. De nærmere bestemmelserherom kan optages i en eventuel forretningsordenfor skatterådet.c. Kontororganisationens størrelse ogopbygning.I afsnit IV har udvalget redegjort for, hvorledesarbejdet med skatteligningens udførelseer tilrettelagt i kommunerne og skatterådene.Det fremgår af denne redegørelse, at de størrekommuner har opbygget et administrativt kontorapparat,der i en række tilfælde betjener såvelden kommunale ligningsmyndighed somskatterådet. Af de 14 købstadkommuner med etindbyggertal fra 20-50.000 udfører 9 kommunersekretariatsarbejde for skatterådene både forså vidt angår kommunens egne skatteydere ogskatteydere, der har bopæl i skattekredsens øvrigekommuner. Disse sekretariatsordninger harværet til gensidig fordel for kommune og stat.De har medført, at det kommunale ligningspersonalekunne beskæftiges hele året rundt, og dehar endvidere været medvirkende til, at kommunernehar kunnet tiltrække sig de fornødnekvalificerede ledere og medhjælpere til ligningsadministrationen.For staten har overenskomsternebetydet, at skatterådenes medlemmerog amtsligningsinspektoraterne i det daglige arbejdeer blevet aflastet for en række tekniskeligningsopgaver, som med fordel har kunnetløses af de kommunale kontorer.Aflønningen af skatteinspektørerne indenforde kommuner, der har haft en sekretariatsoverenskomst,svarer nogenlunde til den løn, der erfastsat for amtsligningsinspektørerne, medensaflønningen af skatteinspektørerne i de andrekommuner af tilsvarende størrelse, men udenen sådan sekretariatsoverenskomst, med en enkeltundtagelse ikke kommer op på denne højde.I den bestående lokale ligningsforvaltningudgør både de større kommuners skatteinspektørerog amtsligningsinspektørerne en personkreds,der er kvalificeret til at beklæde lederstillingeri en ligningsadministration, som kan66

varetage alle administrative og skattetekniskeopgaver ved det lokale ligningsarbejde.For de større kommuner med sekretariatsoverenskomstgælder det, at det samlede antalskatteydere i den skattekreds, hvortil den enkeltekommune hører, udgør omkring 20-25.000 svarende til et indbyggerantal i kredsenpå ca. 50.000. Udvalget mener bl. a. heraf atkunne drage den slutning, at det ikke vil værehensigtsmæssigt at have skattekredse med væsentligtunder 50.000 indbyggere.Udvalget har foretaget en gennemgang afstørrelsen og sammensætningen af en rækkestørre kommuners ligningspersonale. På dettegrundlag skønner udvalget, at et sådant områdesligningskontor, for at skatteligningen skalkunne afvikles på tilfredsstillende måde, vilkræve et personale på ca. 15, når der tages hensyntil dels de arbejder, som nu udføres af dekommunale ligningskontorer, dels til det arbejde,der under de givne forhold bestrides afamtsligningsinspektoraterne, samt til at der tilstræbesen effektivisering af skatteligningen.Det bemærkes herved, at udvalget har forudsat,at kommunerne (folkeregistrene) ved indførelseaf en nyordning fortsat skal udarbejdemandtalslisterne og forestå udsendelsen af selvangivelsernesamt yde ligningskontorerne assistancei tilfælde, hvor generelle kontroloplysningerikke umiddelbart af ligningskontoretkan henføres til den enkelte skattepligtige.Som norm for ligningsarbejdets tilrettelæggelsemå man formentlig forudsætte, at heleligningsmaterialet hvert år skal gennemgås foralmindelige berigtigelser, og at der herudoverskal ske en egentlig kritisk revision af et passendeudsnit af de selvstændigt erhvervsdrivendesoriginale regnskabsmateriale. En sådan kritiskrevision vil efter udvalgets opfattelse kræve6-8 mand, der er egnede til at løse disse opgaver,d.v.s. et tjenestemandspersonale varierendefra assistentgrupperne til inspektørgruppen.Selvangivelserne for lønmodtagere m. v. vil ialmindelighed kunne behandles af et personalei assistentgruppen. Herudover kræves der etpersonale i kontorassistentklassen til udførelseaf journalisering, indsortering og maskinskrivning.Disse arbejder vil lægge beslag på denøvrige arbejdskraft.d. Statslig eller kommunal ligningsadministration.Som tidligere nærmere omtalt er det udvalgetsopfattelse, at en effektivisering af skatte-5*ligningen og en decentralisering af ligningsarbejdetnødvendiggør en lokal ligningsadministrationmed et personale, der er tilstrækkeligstort og tilstrækkelig kvalificeret til at løse allealmindeligt forekommende ligningstekniskeproblemer. Det må anses for et naturligt krav,at ligningsmyndighederne i enhver sag kan opnåen fornøden teknisk bistand til sagens klarlæggelse,så at afgørelsen kan træffes på et nøjeforberedt og betryggende grundlag. Ud fradenne målsætning er man kommet til det resultat,at den enkelte lokale ligningsorganisationmå være af en sådan størrelse, at den hensigtsmæssigeudnyttelse af dens arbejdskraft vil forudsætteet virkeområde med et folketal på ikkevæsentligt under 50.000.Da ligningen af statsskatten efter sin naturer en statsopgave, er den tanke nærliggende,at de lokale ligningsadministrationer indrettessom statsorganer. På den anden side er det ingenlundeusædvanligt i dansk forvaltning, atkommunerne på forskellige områder løser administrativeopgaver på statens vegne. Underhensyn til traditionerne i dansk ligningsvæsen,hvor den lokale ligningsadministration i detomfang, den forefindes, i hovedsagen er opbyggetaf kommunerne, har udvalget da ogsåanset det for naturligt at undersøge mulighedernefor at nå det ønskede resultat ved enstyrkelse af det kommunale ligningsapparat.Det er imidlertid umiddelbart indlysende, at enlokal ligningsadministration af den standard,som udvalget forudsætter, ikke lader sig tilvejebringeudelukkende ved kommunernes foranstaltning.Det vil tværtimod kun i de færrestetilfælde være tænkeligt. Efter udvalgets opfattelsemå den påtænkte lokale ligningsadministrationenten i sin helhed eller dog ganske overvejendeorganiseres og opretholdes af staten.Da de ligningskredse, der er tænkt som denenkelte lokale ligningsadministrations virkefelt,kommer til at udgøre områder med et folketalpå ca. 50.000 og derover, vil den enkelte kredssom regel spænde over en flerhed af kommuner,bortset fra de største købstæder og bymæssigtbebyggede kommuner, som det vil værenaturligt at lade udgøre selvstændige ligningskredse.Om de sidstnævnte kommuner gælder det, såvidtudvalget har kunnet konstatere, at de påforhånd har en ligningsadministration, sommed forholdsvis begrænset udbygning vil kunnebringes på højde med de normer, som udvalgethar skitseret.67

For så vidt kommunerne skulle ønske det, viludvalget anse det muligt, at de pågældendekommunale ligningsadministrationer vedbliverat være kommunale institutioner, men således atde sideordnes med de administrative lokalorganer,som staten opretter i de øvrige ligningskredse,og således at de på tilsvarende mådesom statens lokaladministrationer i administrativhenseende underordnes ligningsdirektoratog skattedepartement.Oprettes der uden for de største kommuneren statslig lokal ligningsadministration, bliverresultatet, at staten i de pågældende områderpåtager sig udgifterne ved ligningsadministrationen.For så vidt de omhandlede store kommunervil indgå på at bevare deres ligningsadministration,vil det derfor være naturligt, atstaten påtager sig at bære en væsentlig del afudgifterne. Der må i så fald træffes nærmerebestemmelse om, i hvilket omfang staten skalhave indseende med de kommunale administrationersnormerings-, ansættelses- og lønningsvilkår.Udvalget er klar over, at der også uden forde største kommuner findes kommunale ligningsadministrationer,som må anses for relativttilfredsstillende. Man tænker herved på ligningsadministrationeni en række af de kommuner,der ligger i størrelsesgruppen fra 20-50.000 indbyggere. Udvalget har derfor ogsåovervejet muligheden af at bevare disse administrationersom kommunale, således at de påtilsvarende måde som de største kommuner indgiksom led i den påtænkte statslige lokaladministration,men udvalget har ment at måtteopgive tanken.Gennemføres udvalgets plan om at samle denlokale ligning, der efter den gældende ordninger opdelt i to trin, i en enkelt instans, bortfalderforudsætningerne for de nu bestående sekretariatsordninger.Med den omlægning af det administrativeligningsarbejde, der følger af den afudvalget foreslåede nyordning af det lokale ligningsvæsen,vil det ikke være hensigtsmæssigtat lade en kommunal ligningsadministration ien enkelt af skattekredsens kommuner udføreden tekniske del af ligningsarbejdet for heleskattekredsen. En sådan løsning vil formodentligheller ikke være antagelig ud fra kommunalpolitiskesynspunkter.Etableringen af den foreslåede statslige, lokaleligningsadministration vil kræve, at der tilvejebringesden nødvendige arbejdskraft. Somnævnt har amtsligningsinspektoraterne velkvalificeredetjenestemænd, og den kvalificeredemedhjælp med videregående juridisk og skattetekniskuddannelse, der findes ved inspektoraterne,i statens centrale myndigheder og i destørre kommuners ligningsadministrationer, ogsom vil blive frigjort ved en omlægning af detlokale ligningsvæsen, vil formentlig være tilstrækkeligtil at dække det umiddelbare behovved nyordningens etablering.Medens både ligningsdirektoratet og amtsligningsinspektoraternekun er sparsomt udrustetmed underordnet personale, har kommunerneog i et vist omfang skatterådene et medhjælperpersonale,som er opvokset med ligningsopgaverneog uddannet til løsning afdisse.Ved opbygningen af den statslige lokale ligningsorganisationvil det være naturligt, at mangør brug af dette personale, der vil blive frigjortsom følge af nyordningen.D. Arbejdsdelingen mellem statens ligningsdirektoratog den lokale ligningsadministration underen nyordning af ligningsvæsenet.Udvalget har i afsnit IV nærmere redegjortfor statens ligningsdirektorats, ligningsrådets,amtsskatterådenes og amtsligningsinspektoraternesarbejdsområder i henhold til de gældendelovbestemmelser.En nyordning af de lokale ligningsmyndighederefter de af udvalget skitserede retningsliniervil efter udvalgets opfattelse betyde, aten del af de arbejder, som nu udføres af statensligningsdirektorat, med fordel kan decentraliseres,medens det for andre områders vedkommendevil være naturligt, at arbejdet forbliverhos direktoratet.Tilsynet med skatteligningen må også underen reform af det lokale ligningsvæsen foretagesaf den centrale ligningsmyndighed, der må givede almindelige vejledende anvisninger og retningslinierfor ligningsarbejdets udførelse, ogsom må forsyne det lokale ligningsvæsen medoplysninger om afgørelser af principiel betydningog holde instruktionsmøder m. v. Dencentrale ligningsmyndighed må som nu udarbejdefornødne statistikker til brug for ligningsarbejdet,ligesom udarbejdelse af listerover aktiekurser m. v. er opgaver, som naturligtpåhviler centralmyndigheden. Den centrale ligningsmyndighedmå endvidere fortsat træffeafgørelse i sager af mere principiel karakter,som forelægges af de lokale ligningsmyndighe-68

der, og den må i et vist omfang besvare forespørgslerom ligningsspørgsmål, der forelæggesfor den af de skattepligtige og disses repræsentanter.Efter de gældende bestemmelser skal ligningsdirektoratetforetage en revision af skatteansættelserne.En ansættelse kan optages til revisionefter anmodning fra de lokale ligningsmyndighedereller af statens ligningsdirektorataf egen drift.Efter oprettelsen af amtsligningsinspektoraterneer amtsligningsinspektørerne ligningsdirektoratetsstedlige repræsentanter for så vidtangår ansættelserne af indkomst og formue ogskal som sådanne føre tilsyn med, at disse ansættelserindenfor skattekredsen foretages behørigti overensstemmelse med lovgivningen og deaf ligningsdirektoratet og ligningsrådet givneretningslinier, og de foretager efter nærmeredirektiver fra ligningsdirektoratet revision afligningen indenfor amtsskattekredsen.For under de givne omstændigheder at opnåen hensigtsmæssig udnyttelse af den samledearbejdskraft i ligningsdirektoratet og amtsligningsinspektoraterne,fandt man det hensigtsmæssigtat gennemføre en arbejdsdeling mellemdirektoratet og amtsligningsinspektoraterne.Amtsligningsinspektørerne skulle fortrinsvisstyrke den løbende skatteligning og i det omfang,det var muligt, foretage revisioner af ansættelsernefor det løbende skatteår.Sager om efterbetaling af skat og fastsættelseaf ansvar for overtrædelse af kontrollovens bestemmelserskulle derimod behandles af statensligningsdirektorat og forelægges ligningsrådet,der for de større sagers vedkommende skulleafgive indstilling til finansministeren. Det blevdog overladt til amtsligningsinspektoraterne atefterforske og afgive forslag til statens ligningsdirektoratom afgørelse af kontrollovssager, såfremtdisse vedrørte det løbende skatteår, ogindkomstansættelserne var under 15.000 kr.*)Det er udvalgets opfattelse, at den foretagnefordeling af arbejdsopgaverne og tilrettelæggel-*) Bemyndigelsen er i efteråret 1960 udvidet således,at amtsligningsinspektørerne, i tilfældehvor den skattepligtige indkomst efter forhøjelsenikke overstiger 25.000 kr., er beføjet til atstille forslag til forligsmæssig afgørelse af sådannesager og til at indhente tilbud i overensstemmelsehermed. Samme bemyndigelse er tillagtamtsligningsinspektørerne for så vidt angårde to forudgående skatteår. Det er dog i alletilfælde en forudsætning, at den samlede bødegivendeindkomstdifference for de 3 skatteårikke overstiger 10.000 kr.sen af arbejdet med revisionen af de skattepligtigesindkomst- og formueopgørelser må ændres,såfremt den lokale ligningsmyndighed ogadministration udbygges med et tilstrækkeligtpersonale, og arbejdet i første instans tilrettelæggesefter de retningslinier, som er angivetovenfor i afsnit B.Det er som nævnt udvalgets opfattelse, at ligningsadministrationenudover en foreløbig gennemgangaf selvangivelserne forinden skatternesberegning skal beskæftiges med en systematiskrevision af de skattepligtiges selvangivelserunder udnyttelse af kontrollovens beføjelser.Denne kontrol bør ikke indskrænkes til det løbendeskatteår, idet det vil være naturligt, atden lokale ligningsadministration, såfremt denunder den kritiske revision af en skatteydersselvangivelse konstaterer fejl og besvigelser, udstrækkersine undersøgelser så langt tilbage itiden, som forholdene måtte give anledning til.Såfremt en sådan sag ikke angår efterbetalingaf skat og bødeansvar, men alene ændring afskatteansættelserne, vil det formentlig være ubetænkeligtat lade den lokale ligningsmyndighedforetage ansættelsen.Fremkommer der under behandlingen af sådannesager, hvad enten disse angår det løbendeskatteår eller tidligere skatteår, forhold,der indicerer, at strafansvar er forskyldt, vil detderimod ikke i almindelighed være rigtigt athenlægge afgørelsen af disse sager til de lokaleligningsmyndigheder. Disse bør kun endeligtkunne afslutte sager, der foreligger klart oplyste,og hvor man vil være i stand til at give fasteretningslinier for fastsættelsen af de forskyldtebøder. Alle øvrige sager bør alt efter sagensomfang forelægges ligningsrådet enten til endeligafgørelse eller til udarbejdelse af indstillingtil finansministeren. På denne måde vil manformentlig i det store og hele på grundlag afden lokale ligningsadministrations arbejde kunneafvikle efterbetalings- og bødesager vedrørendelønmodtagere og andre ikke-regnskabsførendeskattepligtige, samt sager angåendemindre erhvervsdrivende skatteydere, hvis forholdikke er særlig komplicerede eller uoverskuelige.For de større regnskabsførende virksomhederindenfor handel, industri og landbrug foreliggerder ofte meget krævende revisionsopgaver,hvor det vil være uoverkommeligt for deenkelte lokale ligningsadministrationer at foretageen dybere revision af bilag og kontroloplysninger.I disse tilfælde vil det efter udvalgets69

mening være påkrævet, at statens ligningsdirektoratforestår revisionen af sådanne virksomhederog efterforskninger af eventuelle efterbetalingssagermed særligt kvalificeret personale.Det er udvalgets opfattelse, at denne revisionog efterforskning i videst muligt omfang børtilrettelægges således, at lokaladministrationenmedvirker i arbejdet, idet en sådan tilrettelæggelseaf arbejdet vil medvirke til en nyttig uddannelseaf personalet i den lokale administrationog på længere sigt sikre ensartethed i skatteligningsarbejdet.I sager, som strækker sig over flere ligningskredse,f. eks. kæderevisionssager, hvor en flerhedaf personer inddrages i samme undersøgelse,vil det antageligt hyppigt være påkrævet, atstatens ligningsdirektorat selv behandler sagerneeller koordinerer de lokale ligningsmyndighedersarbejde.For at statens ligningsdirektorat på betryggendemåde kan fyldestgøre sit tilsyn med, atskatteligningen sker på ensartet måde, må direktoratetkunne optage de af de lokale ligningsmyndighederforetagne ansættelser til nærmereprøvelse i direktoratet.I øjeblikket bistår statens ligningsdirektoratspersonale anklagemyndigheden under behandlingenaf de efterbetalingssager, som indbringesfor domstolene til afgørelse af strafansvaret.Dette arbejde belaster i nogen grad direktoratet.I det omfang efterforskningen i efterbtalingssagernehenlægges til den lokale ligningsadministration,vil det efter udvalgets mening værenaturligt, at det personale, der har deltaget iefterforskningen, også yder anklagemyndighedenbistand under sagens forberedelse og underdomsforhandlingen. På denne måde vil derkunne ske en aflastning af statens ligningsdirektorat,hvis bistand vil kunne indskrænkes tilde tilfælde, hvor særlig sagkundskab er fornøden.Statens ligningsdirektorat modtager fra deskattelignende myndigheder udskrift af mandtalslistenm. v. Denne udskrift har for ligningsdirektoratettjent forskellige formål. Dels harden været grundlag for direktoratets revision afskatteberegningen, dels har den været anvendttil udtagelse af skatteydere til revision på mistanke.Endvidere har den været anvendt til udfærdigelseaf skattekort med oplysninger omansættelser til brug for landsskatteretsklager ogfor revisionssager.Da samtlige skatter af personer m. v. fra ogmed skatteåret 1961/62 vil ske ved hjælp afhulkort, således at en generel, manuel efterregningaf skattebeløbene må anses for formålsløs,vil det efter udvalgets opfattelse muligvis værehensigtsmæssigt at overføre tilsynet med skatteberegningentil 1. revisionsdepartement, såledesat revisionen foretages sammen med departementetsrevision af kommunernes tilsvar overforstatskassen.Da udtagning af revisionssager efter listen eruden væsentlig værdi i sammenligning med demuligheder, der foreligger for at udnytte kontroloplysningertil dette formål, og da udskrivningaf skattekort vil kunne finde sted hos denlokale ligningsadministration, vil udfærdigelsenog indsendelsen af den omhandlede liste kunnebortfalde.E. Ligningsudgifterne efter udvalgets forslag.a. Udgifter til skatterådenes honorarer,dagpenge og befordring.Som det tidligere er påpeget, udføres de renttekniske ligningsarbejder under den beståendeordning af ligningsvæsenet i vidt omfang af deegentlige ligningsmyndigheder, d. v. s. af skatterådeneog de kommunale ligningsmyndigheder,og arbejdet må i det væsentlige udføresved de møder, som disse myndigheder afholder.Dette betyder en meget betydelig belastning afligningsmyndighederne.Under den foreløbige ligning i kommunernemå det antages, at de kommunale ligningsmyndighederafholder mellem 10 og 15.000 ligningsmøder.I disse møder skal der være etmedlem af skatterådet til stede. Når den foreløbigeansættelse er afsluttet, foretages skatterådenesgennemgang og prøvelse af denne. Pågrundlag af regnskaberne over de udbetaltedagpenge til skatterådsformænd og -medlemmerkan man skønne, at der årlig afholdes ca.10.000 egentlige skatterådsmøder, der er af ensådan varighed, at de kræver, at medlemmerneer borte fra hjemmet mere end 4 timer. Formøder af kortere varighed, hvor der ikke udbetalesdagpenge, foreligger der ikke nærmereoplysninger. I de møder, som skatterådene afholdertil prøvelse af de foretagne foreløbigeansættelser i kommunerne, deltager der repræsentanterfor de kommunale ligningsmyndigheder,når skattepligtige tilsiges til forhandlingmed skatterådene.Efter de nugældende bestemmelser aflønnesskatterådsformændene med honorarer på70

5400 kr. årligt, skatterådsmedlemmerne med2100 kr., amtsskatterådsformændene med 1200kr. og amtsskatterådsmedlemmerne med 900kr.*) Til disse honorarer ydes der sædvanligttillæg som for finanslovshonorarer, p. t. 115 %.Ved udarbejdelsen af forslag til finanslovenfor finansåret 1960/61 har man budgetteret honorarertil skatterådenes og amtsskatterådenesmedlemmer således:Honorarer til 84 formænd og 215 medlemmeraf skatterådeneHonorarer til 25 formænd og 82 medlemmeraf amtsskatterådene905.100 kr.103.800 kr.1.008.900 kr.Med tillæg af 115 % eller1.160.235 kr.2.169.135 kr.Honorarer til stedfortrædere10.865 kr.I alt 2.180.000 kr.Skatterådsmedlemmerne oppebærer forudendet egentlige honorar dagpenge med et beløbaf 15 kr. for hvert møde, der har krævet mereend 4 timers fravær fra hjemmet, samt befordringsgodtgørelse.Ved udarbejdelsen af finanslovforslagetfor 1960/61 er udgifterne hertilanslået til henholdsvis 640.000 kr. og 475.000kr.Medlemmerne af de kommunale ligningsmyndighederoppebærer ikke honorarer, og deni de kommunale styrelseslove indeholdte regelom adgang til for kommunalbestyrelserne atyde diæter har i praksis kun fundet anvendelsei meget begrænset omfang, idet det så godt somudelukkende er de større kommuner, der ydermødediæter. Disse diæter andrager 10 kr. formøder under 4 timer og 20 kr. for møder med€n varighed på over 4 timer.De spørgeskemaer, som udvalget sendte tilet udsnit af landets kommuner, indeholdtspørgsmål om udgifterne til skatteligningen.Besvarelserne på dette punkt har dog væretuensartede og mangelfulde, og der kan ikke pådette grundlag afgives noget skøn over, hvilkeudgifter skatteligningsmøderne medfører forkommunerne.En gennemførelse af udvalgets forslag om atsamle de lokale ligningsmyndigheder indenforen enkelt ligningsmyndighed sammensat afstatsligt og kommunalt udpegede medlemmerog om at udruste ligningsmyndigheden med etadministrativt organ, der bl. a. får til opgave at*) Ved honorarreguleringen i sommeren 1960 erhonorarerne til skatterådsformænd og skatterådsmedlemmerændret til henholdsvis 6.000 kr.og 2.400 kr., med virkning fra 1. april 1959.gennemgå og tilrettelægge ligningsmaterialet,forinden dette forelægges for ligningsmyndighedentil prøvelse og afgørelse, skulle medføre,at den dobbeltbehandling, som nu finder sted istore områder af landet, faldt bort, samt at ligningsmyndighedenblev aflastet for en uforholdsmæssigtidkrævende del af arbejdet.Efter udvalgets forslag er det tanken at givede kommunale repræsentanter i skatterådene etmedansvar for skatteligningen jævnsides medde statsligt udpegede medlemmer. Medensmedlemmerne af de kommunale ligningsmyndighedersom nævnt ikke har modtaget honorarerfor udførelsen af disse hverv, vil det efterudvalgets opfattelse være naturligt, at der underen eventuel nyordning ydes de kommunalerepræsentanter i princippet de samme ydelser,som udbetales de statsligt udpegede medlemmeraf skatterådene. Efter de nugældende bestemmelserhar man for skatterådsmedlemmernesog formændenes vedkommende fulgt denfremgangsmåde, at man uanset kredsens størrelseog uanset antallet af mødedage har ydetensartede honorarer gældende for hele landet.For de statsligt udpegede medlemmer af skatterådene,der efter forslaget vil komme til atvirke indenfor nogenlunde ensartede ligningsdistrikter,vil der være mulighed for at opretholdedenne ordning.I de tilfælde, hvor de enkelte kommuner eraf en sådan størrelse, at de kan udgøre et ligningsdistrikt,vil de kommunalt valgte medlemmeraf skatterådet få samme arbejdsbyrde somde statsligt udpegede medlemmer, og det vilderfor være naturligt, at de vederlægges påsamme måde som disse. I de øvrige tilfælde måman efter udvalgets mening graduere vederlagettil de kommunalt valgte repræsentanter iforhold til den arbejdsbyrde, der pålægges dem,og som vil være stærkt varierende efter detantal skattepligtige, som findes i de pågældendekommuner.I udgifterne til honorarer og vederlag tilskatterådsmedlemmer vil der næppe kunne opnåsnogen besparelse i forhold til de nuværendeudgifter til skatterådene, idet en eventuelnedgang i de samlede udgifter til honorarer til :de statsligt udpegede medlemmer som følge afnedgangen i kredsenes antal må antages atblive opvejet af udgifterne til vederlag til dekommunalt valgte medlemmer.På tilsvarende måde må det forventes, at denbesparelse, der muligvis vil fremkomme ved, atantallet af skatterådsmøder bliver noget mindre71

end hidtil, vil blive opvejet af de udgifter, sommå godtgøres de kommunalt valgte medlemmeraf skatterådene.b. Udgifterne til ligningskontorerne.Udvalget er ved sit skøn over omkostningernetil ligningskontorerne i overensstemmelsemed den i bilaget side 82 ff. indeholdte skitsetil kredsinddeling gået ud fra et antal ligningsdistrikterudenfor hovedstadsområdet på 57,samt at der indenfor hovedstadsområdet excl.København og Frederiksberg vil blive plads for9 distrikter eller ialt 66 distrikter.Udvalget har nærmere foran redegjort fordet personale, som den ansvarlige ligningsmyndighedbør have til rådighed i et ligningsdistriktmed ca. 50.000 indbyggere. Som detfremgår af den til skitsen hørende redegørelse,har praktiske hensyn ført til, at ikke alle kredsehar fået den samme størrelse, og det må derforforudses, at det vil være nødvendigt at udstyreligningskontorerne med et personale, hvis størrelseer afhængig af antallet af skatteydere ide distrikter, de skal betjene. For dog at dannesig et skøn over omkostningerne har udvalgetment, at man kunne regne med 3 hovedtyper afinspektorater: eet med et personale på 15, eetmed et personale på 20 og eet med et personalepå 25, således at inspektorater med 15 medhjælpereoprettes for områder med et folketalpå under 55.000 indbyggere ved folketællingeni 1955, inspektorater med 20 medhjælpere forområder med 55.000-70.000 indbyggere oginspektorater med 25 medhjælpere oprettes forområder med et folketal på over 70.000. Manvil herefter få følgende fordeling af de 66 inspektoraterudenfor København og Frederiksberg:Inspektoratermed 15medhj.t hovedstadsområdet 7Udenfor hovedstadsområdet35Tilsammen42Inspektoratermed 20medhj.11213Inspektoratermed 25meahj.11011Inspektoraterialt95766Da det efter udvalgets forslag er tanken i envis udstrækning at inddrage det tekniske personale,som de nuværende lokale ligningsmyndighederdisponerer over, i den foreslåede nyeligningsadministration indenfor rammerne afen etatsordning, har udvalget ved overvejelserneaf, hvad udgifterne til ligningskontorernespersonale vil komme til at andrage, taget udgangspunktdels i den lønmæssige placering aftjenestemændene i den bestående lokale statsligeog kommunale ligningsadministration(amtsligningsinspektorater og de større kommunersligningskontorer), dels i de lønningsognormeringsforhold, der gælder indenfor forskelligestatslige styrelsesgrene, hvormed denforeslåede lokale ligningsadministration ladersig sammenligne.Udvalget har på dette grundlag, uden atfremsætte et egentligt forslag til normering ogklassificering af tjenestemænd, foretaget følgendeopstilling over det personale, som deovenfor omhandlede 3 hovedtyper af inspektoraterbør være forsynet med med angivelse afden lønmæssige placering, som er givet tjenestemændfor udførelsen af tilsvarende statsligt arbejde:l ) 40 pct. af begyndelsesløn i 8. klasse.72

Man har herefter beregnet lønomkostningernefor såvel første som sidste løntrin for de 3typer af ligningsinspektorater. Da alle 3 typerinspektorater forekommer både i hovedstadsområdetog udenfor dette, har man for dem alle3 beregnet den årlige lønudgift under forudsætningaf stedtillægssats a, 948 kr., og sats b,600 kr. Resultatet af beregningerne er anført ide vedføjede tabeller I, II og III (side 74-76).På grundlag af tabellerne I—III og den ovenforanførte fordeling af inspektoraterne i ogudenfor hovedstadsområdet, kan lønomkostningernepå første løntrin som det fremgår aftabel IV (side 77) beregnes til at udgøre ca.16 mill. kr. årlig, og på sidste løntrin ca. 25mill. kr. årlig.Indenfor disse ydergrænser må den faktiskelønudgift forventes at komme til at ligge, ogden kan antagelig på lidt længere sigt anslås til20-25 mill. kr. årlig. Der er herved taget hensyntil, at nogle meget store ligningsdistriktervil kræve en ligningsadministration på mereend 25 personer.Udover udgifterne til lønninger nødvendiggørligningskontorernes drift udgifter til lokaler,telefon, maskiner, inventar m. v. Udgifternehertil kan på grundlag af kommunernes ogamtsligningsinspektoraternes nuværende udgifteranslås til 3-4 mill. kr. årlig.Selvom arbejdet med skatteligningen i detvæsentlige vil blive koncentreret omkring ligningskontorerne,må det påregnes, at det vilblive påkrævet, at ligningskontorernes personaledeltager i møder, der afholdes udenfor kontoreti ligningsdistriktet.På grundlag af de udgifter, som amtsligningsinspektoraternenu afholder til særligeydelser, kan det antages, at denne udgift ikkevil overstige 500.000 kr. årlig.Nyordningen af ligningsvæsenet vil betyde,at udgifterne til amtsligningsinspektoraternesog skatterådenes medhjælp og kontorhold falderbort, samt at der vil kunne indvindes besparelserfor en række kommuner.På forslag til finansloven for 1960/61 eramtsligningsinspektoraterne opført med en udgiftpå 3.258.100 kr. Til skatterådenes medhjælpog kontorholdsudgifter må det antages, atudgiften udenfor København og Frederiksberg- bortset fra udgifterne til listearbejde, deroverføres til amtstuerne og kommunerne senestpr. 1. april 1961 - for det nævnte finansår vilblive ca. 2-2,5 mill. kr.Forsåvidt angår udgiften til opretholdelsenaf den del af den kommunale administration,der vedrører den egentlige skatteligning, harudvalget ikke tilstrækkelige oplysninger til atkunne foretage en opgørelse af disse udgifter,idet besvarelserne af de udsendte spørgeskemaerpå dette punkt har været ufuldstændige. Medde forbehold, der følger af den herskende usikkerhedi det materiale, som udvalget har hafttil sin rådighed, kan udgiften til lønninger tilpersonale anslås til ca. 10-12 mill. kr. årlig forhele landet udenfor København og Frederiksberg,og de tilsvarende kontorholdsudgifter andragerca. 1,5 mill. kr. årlig.Et skøn over hvor stor en del af disse udgifter,der umiddelbart vil falde bort som følgeaf en nyordning, vil være behæftet med megetstor usikkerhed.For den del af personalets vedkommende,som kun delvist er beskæftiget med ligningsarbejdet,vil besparelserne formentlig ikke kunnerealiseres på kortere sigt, idet kommunerneførst efterhånden kan frigøre sig for dette personale.Lokalerne er som regel beliggende ikommunernes egne ejendomme, og de vil ikkei almindelighed blive lejet ud som følge af, atligningsopgaverne henlægges til andre organer.På længere sigt vil der derimod ske en tilpasningaf personalet og lokaleforholdene, og dervil således kunne indvindes en besparelse svarendetil de udgifter, som kommunerne afholdertil skatteligning.Når det yderligere tages i betragtning, at entilrettelæggelse af ligningsarbejdet i overensstemmelsemed udvalgets forslag vil medføreen aflastning af de centrale ligningsmyndigheder,vil den omkostningsstigning, der blivertale om, for stat og kommune taget under eetpå længere sigt blive forholdsvis beskeden.73

74Tabel LSkøn over de årlige lønudgifter ved driften af et ligningsinspektorat med IJ medhjalpere.

Tabel II.Skøn over de årlige lønudgifter ved driften af et ligningsinspektorat med 20 medhjalpere.75

76Tabel III.Skøn over de årlige lønudgifter ved driften af et ligningsinspektorat med 2j medhjælpere.

Tabel IV.Skøn over de årlige lønudgifter ved driften af 66 ligningsinspektoraterudenfor København og Frederiksberg.11

Mindretalsudtalelser.i.Som anført side 7 har undertegnede V.Vinge Madsen ikke kunnet tiltræde flertalletsforslag om, at ligningsinspektøren ikke skalvære medlem af rådet i den kommende ligningsorganisationpå samme måde, som amtsligningsinspektørenunder de nuværende forhold ermedlem af amtsskatterådet.Udover det tidligere anførte ønsker jeg tilgunst for at bevare ligningsinspektørens medlemsskabaf rådet ved den foreslåede sammenlægningaf lokale instanser indenfor råd og administrationat anføre følgende:Ligningsinspektørerne har et upopulært ogvanskeligt arbejdsområde. Som allerede anførtside 66 har det været af stor betydning foramtsligningsinspektørerne, at de har været medlemmeraf amtsskatterådene. Herved har de fåetnærmere tilknytning til de øvrige medlemmeraf rådet og har haft større mulighed for at bliveaccepteret lokalt, end tilfældet ville have været,hvis de ikke var medlemmer.Ved eventuelle angreb udefra har ligningsinspektørenkunne få støtte fra et råd, hvismedlemmer har større kendskab til ham, hansarbejde og personlige egenskaber, end man kanhave i centraladministrationen.Omvendt har medlemskabet haft den fordelfor amtsskatterådet, at dette har haft bedre mulighederfor at få formuleret lokale synspunkter,når der eventuelt ikke er blevet taget tilstrækkeligthensyn til dem fra centraladministrationensside.Når tjenestemanden er medlem af rådet, vilhan føle et større ansvar overfor dette. Rådetfår herved lettere en indflydelse, som svarer tilde opgaver, som er tiltænkt det. I større byerhar der undertiden været tendens til at skubberådene i baggrunden til fordel for rene kontorafgørelser.Denne tendens modvirkes, når ligningsinspektørener medlem af rådet.Side 40-43 og side 62 omtales, hvorledes udøvelseaf skøn oprindelig tit måtte tage sigte påat ansætte indkomst og formue på grundlag afingen eller kun yderst mangelfulde oplysningerfra skatteyderen. Det nævnes, hvorledes det efterhåndener blevet sådan, at udøvelse af skøn ide fleste tilfælde nu indskrænker sig til at omfattedele af indkomsten, for eksempel fordelingenaf udgifterne ved et personautomobil mellemprivatkontoen og driftskontoen for næringsdrivende,som anvender automobilet påbegge områder. Her er det vigtigt, at man fårså objektive oplysninger frem om den faktiskebenyttelse som muligt, men det er lige så vigtigt,at skønnet bliver ens i ensartede tilfælde.Opgaven at få udøvelse af skøn så ensartet sommuligt er altid vanskelig. Det er min erfaringfra min virksomhed som rådgiver uden medlemsskabfor ligningskommissioner og skatterådgennem 9 år og fra min virksomhed som medlemaf amtsskatterådet for Århus amt gennem14 år, at mulighederne er bedst, når man ermedlem af rådet. Man kan naturligvis ikke nådet fuldkomne i så henseende, det skal jeg gernevære den første til at indrømme, men mansikrer den bedste mulighed for at nå frem tilså rimelige skøn som muligt, når rådet er sammensataf repræsentanter fra det praktiske erhvervslivog administrationen. Den skarpe funktionsdeling,som flertallet finder ønskelig, berorefter min anskuelse på en fejlvurdering af denopgave, der ligger i at udøve skøn.Udelukkes tjenestemanden fra rådet, vil detefter min anskuelse være i klar strid med det78

ønske om decentralisering, som udvalgets kommissoriumgiver udtryk for, idet tjenestemandenda alene vil være talsmand for centraladministrationenuden rimelig mulighed for at formidlelokale synspunkter. Jeg henstiller til finansministerenog regeringen, at lederen af administrationeni hvert fald ikke bliver udelukketaf de kommende råd, før dette spørgsmål erblevet drøftet åbent i folketinget.Det er muligt, at ønsket om at få udelukketligningsinspektøren af rådet politisk vil vise sigstærkere, end ønsket om at give lokale synspunkterog bedømmelser mulighed for at kommetil udtryk, og så har centraladministrationenvundet en afgørende sejr for centraliseringen ogimod kommissoriets ønske om decentralisering.Til gavn for en saglig set rigtig ligning vil detikke være.I denne forbindelse er der anledning til atpege på, at amtsligningsinspektørerne i 1946blev medlem af amtsskatterådene efter en eenstemmigindstilling fra skattekommissionen.Udvalgets flertal går endvidere ind for, atstaten overtager ligningsvæsenet i flertallet aflandets kommuner, men således at de kommunaleligningsmyndigheder eventuelt skal bevaresi de 5 største provinsbyer, Århus, Odense, Ålborg,Esbjerg og Randers, samt formentlig i ettilsvarende antal forstæder til København. Udvalgetbeskæftiger sig ikke med ligningsordningeni København og på Frederiksberg.Jeg mener af nedennævnte grunde, at manburde tage skridtet fuldt ud og foreslå, at statenovertager ligningsadministrationen i alle landetskommuner herunder København og Frederiksberg.a) Ligningsapparatet tænkes opbygget som enetatsordning, hvor uddannelsen af det fornødnepersonale sker efter lignende retningsliniersom i toldvæsenet, ved statsbanerneog ved politiet.Udvalgets forslag vil medføre, at vi forudenstatens etatsordning får 12 mindreetatsordninger spændende fra direktoratetfor Københavns skattevæsen til den mindsteaf de forstæder til København, man vil giveet selvstændigt ligningsapparat. Jeg anser detfor meget uheldigt at have en sådan rækkeetatsordninger, idet det kan betyde, at stillingernei de enkelte etater i uheldig udstrækningbesættes indefra. Hvis dette ikkeskal ske, må staten kræve et sådant indseendemed disse kommuners personalepolitik pådette område, at det vil være utåleligt fordem, således at de alligevel vil begære, atstaten overtager ligningsapparatet.b) Det er overmåde betydningsfuldt, at de nyeskattekredse falder sammen med naturligeegnsområder, d. v. s. normalt omfatter en byog dens opland. Erfaringen viser, at der indenforet sådant område er mange sager, sommed fordel kan undersøges i sammenhæng.Dette vil bedst kunne ske ved, at der skabesen fælles ledelse af ligningsadministrationenindenfor byområdet, og dette vil efter minanskuelse med fordel kunne ske, ikke alenei de relativt store byområder som Horsens,Vejle, Kolding, Haderslev, hvor flertalletforeslår en sådan ordning, men også i deovenfor omtalte 5 provinsbyer.Jeg er ikke blind for, at en samling af by- oglandområde vil give relativt store områder,såvel for ledere af administrationen som forrådet. Jeg er imidlertid af den opfattelse, atden nære forbindelse mellem erhvervslivet ibykommunen og omegnen taler så stærkt for,at ligningen samles under en fælles leder ogunder et fælles råd, at det hverken vil væreforsvarligt eller nødvendigt at dele disse områder.Lederproblemet kan efter min meningklares med ansættelse af souschefer, og rådetsproblemer kan klares ved en forretningsorden,der tillader rådet at dele sig iafdelinger til behandling af almindeligt forekommendetilfælde, således at det samlederåd alene opstiller retningslinier for arbejdetog behandler sager, hvor flere skatteyderesforhold er undersøgt i sammenhæng.Til trods for at flertallets forslag indeholdermange gode enkeltheder kan jeg ikke anbefaledet gennemført, med mindre1) ligningsinspektørens medlemsskab i rådetbevares ved sammenlægning af de lokaleråd,2) staten overtager ligningen i samtlige landetskommuner.København, den 29. november 1960.V. Vinge Madsen.79

II.Til foranstående betænkning om ændring afde skattelignende myndigheder ønsker et mindretal(S. A. Hjermov) at knytte følgende bemærkninger:Man må erkende, at skatteligningen mangesteder i landet lider af mangler, og være enig i,at der bør ske en teknisk gennemgang af selvangivelserneinden selve ligningen.Det er imidlertid mindretallets opfattelse, atman ikke ved at foretage den foreslåede flytningaf statsskatteligningen fra kommunerne tilstatslige organer kan opnå en så meget mereeffektiv skatteligning, at det kan forsvares atgennemføre så gennemgribende en ordning.Det afgørende må være, at der skabes en effektivligning, og efter mindretallets opfattelsekan dette opnås ved, at de bestående organer(ligningskommissioner, kommunalbestyrelser,skatteråd og amtsligningsinspektorater), hvordet er fornødent, får mere teknisk medhjælp.Det er mindretallets opfattelse, at man hervedopnår en lige så tilfredsstillende ordningsom den af flertallet foreslåede. Mindretalletsforslag må desuden antages at blive billigere endflertallets.I mange kommuner er ligningen tilfredsstillende.Hvis man forbedrer ligningen i de kommuner,hvor en forbedring er påkrævet og mulig medet effektivt resultat, vil amtsligningsinspektoraterneog skatterådene med en styrkelse af derestekniske medhjælp kunne gøre en tilstrækkeligindsats i resten af kommunerne; det vil som regelsige de små landkommuner uden kontormæssigmedhjælp.Ved bibeholdelse af de nuværende ligningsorganerspares skatteyderne i tilfælde af indkaldelserm. v. for rejse til de efter flertalsforslageti geografisk henseende mere omfattende myndigheder.Det må lovfæstes, at kommunernes tjenestemændsom rådgivende skal være med i selveskatteligningen, og at amtsligningsinspektørerne- såfremt de finder det nødvendigt - skal værerepræsenteret ved skatteligningen i alle kommuner.Det er imidlertid ikke nok at styrke dissenævnte instanser rent skatteteknisk.Herudover må skatterådets formand som hidtilhave afgørende myndighed, således at dersikres en ensartet og retfærdig ligning, ikkemindst i fortolkningsspørgsmål og skønsspørgsmål.Den af flertallet foreslåede ordning vil somnævnt formentlig blive meget mere bekosteligend den af mindretallet skitserede ordning. Derskal således skaffes lokaler til de nye skatteinspektorater,og der skal formentlig i en heldel tilfælde opføres nye bygninger til dette formål.Det er iøvrigt et spørgsmål, om det overhovedeter muligt at skaffe personale til de påtænkteinspektorater. Der skal bruges mange og kvalificeredefolk, og det må forudses, at i hvert faldden overvejende del af kommunernes skattepersonaleikke ønsker at gå over til inspektoraterne.Det er i flertallets forslag ikke omtalt, hvorstatsskatteopkrævningen skal ligge, hvorfor denneside af sagen ikke skal kommenteres her.Som foran nævnt bør man efter mindretalletsmening gå den vej i nødvendigt omfang at effektiviserebl. a. de bestående kommunale ligningsmyndigheder,og for at finde frem til dekommuner, hvis administrationsforhold enten ertilfredsstillende, eller hvor man kan effektiviseredisse ligningsmæssigt ved antagelse af merepersonale, bør man ikke lægge sig fast på envurdering efter indbyggerantallet, idet det udmærketkan forekomme, at et større kontorapparatikke udfører så effektiv en ligning som etmindre.Denne udvælgelse bør foretages af ligningsdirektoratet.Der bør gives tilskud til kommunerne til dennævnte effektivisering af ligningen, og en eventuelønskelig kontrol fra statens side med, at arbejdeter eller bliver effektivt, må ligeledes foretagesaf ligningsdirektoratet.Det er i flertalsforslaget anført, at kommunernesopgaver i ligningsmæssig henseende ikkehar noget med det kommunale selvstyre at gøre,idet kommunernes opgave her kun er at foretageen foreløbig ansættelse, således at den endeligeansættelse tjener som beregningsgrundlag ogsåfor de kommunale skatter. Selv om man måskeikke kan sige, at der er tale om kommunalt selvstyre,er dette arbejde alligevel en så integrerendedel af kommunernes virke og så fast forankrether gennem mange år, at det vil blive føltsom en uretfærdighed og et indgreb, såfremt dettages bort fra kommunerne. Endvidere bemærkes,at man ved at tage ligningen bort fra kom-80

munerne samtidig fjerner en værdifuld forbindelsemellem de kommunale råd og borgerne.Til de i betænkningen anførte bemærkningerom den dårlige kvalitet af en del kommunersligningsarbejde bemærkes, at mindretallet harforetaget forskellige undersøgelser i landkommunermed kæmner og personale iøvrigt og medet indbyggerantal på godt 1000 og op til 9000.Det fremgår af denne undersøgelse, at ligningsmaterialeti disse kommuner forberedeskontormæssigt, inden skatteligningen begynder,men det må indrømmes, at det sine steder knibermed regnskabsgennemgangen.Dette forhold kan imidlertid også afhjælpesinden for de bestående rammer. De fleste størrekommuner har allerede regnskabskyndige folk,der gør udmærket fyldest ved regnskabsligningen.Hvor det må anses for påkrævet, må deransættes regnskabskyndigt personale, evt. i førsteomgang ved bistand fra amtsligningsinspektoraterne.Gennem en udvidelse af de kommunale kursus,udover hvad der allerede er igang, med specialkursusi regnskabsligning, kan der fremskaffesen forsvarlig stab af kommunale regnskabsfolk.Som en særlig bemærkning ønsker mindretalletat anføre, at såfremt amtsligningsinspektoraternebliver forsynet med det tilstrækkelige,kvalificerede mandskab, vil de formentlig ogsåkunne klare de opgaver, som flertallet ønsker atlægge ud til de nye skatteinspektorater i bestræbelsernepå at decentralisere statens øverste ligningsmyndighed.Endvidere henledes opmærksomheden på, atdet må forekomme uheldigt, at der med den ønskedenyordning ikke kommer nogen klageinstansfør landsskatteretten, idet denne sidstei så fald vil blive overbebyrdet med arbejde,uanset om man følger en i udvalget nævnt tankeom, at alle klagerne skal sendes til skatteinspektoraterneog forelægges skatterådet i oplyststand, således at rådet kan forsyne dem med erklæringved videresendelse til landsskatteretten.Det må i denne henseende erindres, at mangesager under de nuværende forhold afgøres endeligtaf skatterådet og dermed ikke kommer tillandsskatteretten.Endelig ønsker mindretallet at bemærke, atman - forinden betænkningen forelægges forministeren - bør forelægge hele sagen for dekommunale organisationer.København, den 29. november 1960.S. A. Hjermov681

BILAGFORSLAG TIL INDDELING AF LANDET I SKATTEKREDSE(LIGNINGSINSPEKTORATER).Det forslag til en nyordning af ligningsvæsenet,der er blevet resultatet af Teknisk Udvalgsovervejelser, forudsætter en omlægning af debestående skattekredse og amtsligningsinspektorater.Udvalget stiller ikke et endeligt forslag til ennyindeling af landet, men har henholdt sig til etforslag, som er blevet udarbejdet i samråd medudvalgets medlemmer og som er blevet drøftet iudvalgets møder. Efter dette forslag er landetinddelt i 58 områder, som vist på kortet side 96og i omstående tabeller.Ved udarbejdelsen har man søgt at afgrænseområder af passende størrelse og områder, derså vidt muligt udgør naturlige enheder. Derimoder der ikke tilstræbt en koordination medandre administrative enheder, bortset fra at inddelingennaturligvis følger kommunegrænserne.Teknisk Udvalg har ikke taget stilling til ligningsvæsenetsordning i Storkøbenhavn. I overensstemmelsehermed indtager det område, deri det foreliggende forslag er betegnet som Hovedstadsområdet,en særstilling og må ikke opfattessom sideordnet med de øvrige kredse.Det måtte på forhånd opgives at knytte skattekredsenetil nogen af de andre bestående forvaltningsområder.Danmarks administrative inddelingomfatter enheder af meget varierendestørrelse og med indbyrdes krydsende grænser.Selv om mange af de bestående enheder kanføres tilbage til en fælles historisk tradition,har de forskellige forvaltningsgrene hver forsig gennem tiderne foretaget så mange selvstændigeomlægninger og grænsereguleringer, at resultateter blevet en såre broget mosaik.Dette forhold medfører på adskillige områderunødvendige komplikationer i samarbejdetmellem de offentlige myndigheder og berørerogså i nogen grad ligningsorganisationens arbejde.På den anden side er der ingen hensyn,som gør en koordinering med noget bestemtforvaltningsområde særlig påkrævet. Man harderfor ved fastlæggelsen af de foreslåede kredseprincipielt set helt bort fra alle bestående administrativegrænser, herunder også amtsgrænserne,der danner grundlaget for den hidtidige inddelingi skattekredse.Det ledende synspunkt har været at afgrænseområder af nogenlunde regelmæssig form medcentrum i en større by, som kan være sæde forligningsinspektoratet. Hermed sikres der skatteyderneen bekvem forbindelse med organisationenskontor og medlemmerne og embedsmændeneen bekvem forbindelse med alle kredsenskommuner. Man har altså tilstræbt at bestemmeområder, der i særdeleshed i trafikal betydningkan siges at udgøre naturlige enheder. Sådanneenheder svarer nøje til det, man kalder oplandsområder,d. v. s. de områder, hvis beboere overvejendehandler i centralbyen.Afgrænsningen af en bys opland beror i nogengrad på et skøn, og en inddeling af landet ioplandsområder giver yderligere spillerum forvilkårlighed ved udvælgelsen af de byer, somskal medtages. I og for sig kan man sige, at enhverby har sit eget opland; men de små byersopland er af ringe udstrækning og indgår i deområder, man naturligt må henregne til destørre købstæder. Også de små købstæders oplandmå i denne forstand betragtes som sekundære.Ved en inddeling af landet må retningslinienderfor være at afgrænse primære oplandsområder,hvis centrum er en større by, og som omfatterde omkringliggende mindre byer og bymæssigebebyggelser. I tvivlstilfælde må detbero på et skøn, hvilke byer man vil tillægge etprimært opland.82

Det foreliggende forslag bygger på en inddelingi oplandsområder, som på et tidligeretidspunkt var blevet foretaget til andet formål.Denne inddeling var fastlagt på grundlag aftrafikforholdene, især rutebilnettet, og forskelligeandre oplysninger, bl. a. studier oversamtaleantallet mellem de forskellige telefoncentraler,og visse steder i landet, enqueteundersøgelseaf landbefolkningens indkøbsvaner.Denne inddeling i oplandsområder har dogkun været et udgangspunkt for det her forelagteforslag til inddeling i skattekredse. Opgaven harher været bundet af hensynet til at fastlæggeskattekredse af et omfang svarende til opgaverne.Teknisk udvalg er efter nærmere drøftelsekommet til det resultat, at skattekredsene mesthensigtsmæssigt bør have en størrelse svarendetil et folketal på ca. 50.000.Hermed er også det samlede antal kredse omtrentligtfastlagt. Det forslag, der er udarbejdet,er fremkommet som et kompromis mellem de tohensyn, at afgrænse naturlige enheder og atafgrænse enheder af hensigtsmæssig størrelse.Det første hensyn er visse steder i landet lempeti nogen grad for at undgå alt for store udsvingi kredsenes størrelse; men alligevel omfatterforslaget kredse med stærkt varierende folketal,som det fremgår af nedenstående oversigter.Flertallet af kredsene har et folketal mellem40 og 60.000 svarende til udvalgets opfattelseaf den mest hensigtsmæssige størrelse, men ienkelte tilfælde har man ment at måtte gå heltned til godt 30.000 indbyggere.De kredse, der i forslaget figurerer med etfolketal over 60.000, omfatter en række størrekøbstæder med tilhørende opland. De fem størstekøbstadskommuner udgør hver især en selvstændigkreds, således at de tilsvarende oplandsområderligeledes udgør selvstændige kredse.For Ålborgs vedkommende er det meget storeopland delt i en nordre og en søndre kreds.Området omkring Esbjerg er ligeledes delt i tokredse med centrum i henholdsvis Varde ogRibe. Fra ligningsmyndighedernes synspunkt erdet utvivlsomt en fordel, at en by og dens oplander forenet i samme skattekreds, navnlighvis oplandet omfatter forstadsbebyggelse, hvisskatteydere er beskæftiget i centralbyen; men afhensyn til det meget store folketal har man alligevelforeslået en deling for de største byersvedkommende. Århus og Odense købstæder eri forvejen de to største kredse i forslaget medfolketal dobbelt så store som det optimale.De foreslåede skattekredse (ligningsinspektorater)fordelt efter folketal 1955.Folketal 195530- 40.00040- 50.00050- 60.00060- 70.00070- 80.00080- 90.00090-100.000100.000 og deroverI altAntal72213544-Forslaget skal iøvrigt opfattes som et foreløbigtudkast og bør i givet fald revideres medbistand af lokalt sagkyndige. Det bør måskeogså sammenholdes med den områdeinddeling,som for nylig er blevet offentliggjort af detstatistiske departement, og det bør i hvert faldrevideres, hvis der bliver gennemført ændringeraf den kommunale inddeling.257Den 29. november 1960.O. Strange Petersen.6*83-

• -DE FORESLÅEDE SKATTEKREDSE1 Hovedstadsområdet2 Hillerød3 Helsingør4 Frederikssund5 Roskilde6 Køge7 St. Heddinge8 Vordingborg9 Holbæk10 Ringsted11 Kalundborg12 Slagelse13 Korsør14 Næstved15 Bornholm :'..16 Nykøbing F17 Maribo18 Nakskov ,.19 Svendborg20 Marstal21 Nyborg22 Odense by23 Odense omr24 Middelfart25 Assens ..'.' i......:26 Kolding27 Fredericia28 Grindsted29 Vejle30 Horsens31 Århus by32 Århus omr33 Skanderborg34 Randers by35 Randers omr36 Grenaa37 Hobro38 Løgstør .-...'39 Aalborg Nord40 Aalborg by41 Aalborg Syd42 Hjørring43 Frederikshavn44 Thisted45 Nykøbing M46 Skive47 Viborg48 Silkeborg49 Holstebro50 Ringkøbing51 Herning52 Varde53 Esbjerg by54 Ribe55 Haderslev56 Sønderborg57 Aabenraa58 Tønder*) Herunder Christiansø.842112111322112163311321_2211_111_11_2211112311111221111231387Antal kommunerHeraf m.over10.000indb.211_11_11__11111_11-11___11_111__1___-_1_11__1111_1_1_111-35BykommunerLandkommuner20153201621252727272623202217*232420231629_33244025818313035233924213620_242418252330312718381931-32411920331.304Byer m.over10.000indb.1.282.39510.84023.897-28.87811.33811.46115.153__20.22412.95718.87913.16017.789_16.60223.766-11.316105.915___33.16927.910_30.75836.567118.943_• _41.720-____83.210_14.59120.018-_15.37822.82024.29616.791_22.014-50.921-18.86718.41813.793-2.2*4.754Folketal 1955løvrigt_33.08624.67641.96230.11033.00731.08036.88343.26649.17649.43531.70922.27130.48035.47239.25337.47222.75429.41330.49539.80656.73348.33658.80339.5268.39845.70753.44547.363-88.98340.456-60.70341.97947.69953.87774.952-44.31559.45143.94937.24542.86839.24246.28143.43532.25056.45441.55756.273-49.80252.84831.18634.88342.8422.213.647I alt1.282.39543.92648.57341.96258.98844.34531.08048.34458.41949.17649.43551.93335.22849.35948.63257.04237.47239.35653.17930.49551.122105.91556.73348.33658.80372.69536.30845.70784.20383.930118.94388.98340.45641.72060.70341.97947.69953.87774.95283.21044.31574.04263.96737.24542.86854.62069.10167.73149.04156.45463.57156.27350.92149.80271.71549.60448.67642.8424.448.401

De til de foreslåede skattekredse hørende kommuner og disses folketal i 1955. *)Folketal 19551. Hovedstadsområdet.København 753.361Frederiksberg 117.778Ballerup—Maaløv 11.405Birkerød , 11.124Blovstrød 1.964Brøndbyvester - Brøndbyøster10.629Dragør 3.458Farum 3.158Gentofte 89.180Gladsakse 52.376Glostrup 15.883Herlev 15.666Herstedøster - Herstedvester3291Hvidovre 32.688Hørsholm 10.352Lillerød 3.340Lyngby - Taarbæk 56.929Rødovre 27.007Store Magleby 1.805Søllerød 20.903Taarnby 34.726Værløse 5.372I alt 1282.3952. Hillerød.1. Købstæder:Hillerød 10.8402. Landkommuner:Alsønderup 833Blistrup 1.177Esbønderup - Nødebo 3.012Frederiksborg storsogn ... 5.749Græsted - Maarum 3.395Harløse 1.258Helsinge - Valby 3.460lille Lyngby 847Lynge - Uggeløse 2.888Nørre Herlev 1.119Ramløse - Annisse 1.443Skævinge - Gørløse 1.843Søborg-Gilleleje 3.354Uvelse 450Vejby-Tibirke 2.258I alt 43.9263 komm. hører til skattekreds 10(Frederikssund); resten hører tilskattekreds 9 (Hillerød).Folketal 19553. Helsingør.1. Købstæder:Helsingør 23.8972. Landkommuner:Asminderød - Grønholt ... 8.587Karlebo 3.031Tikøb 13.058I alt 48.573Alle 4 komm. hører til skattekreds8 (Helsingør).4. Frederikssund.1. Købstader:Frederikssund 5.213Frederiksværk 4.3062. Landkommuner:Ferslev - Vellerup 1.177Gerlev - Draaby 3.270Græse- Sigerslewester ... 633Jyllinge-Gundsømagle ... 1.510Jørlunde 1.073Kregme - Vinderød 3.657Kyndby - Krogstrup 1.611Melby 1.743Oppe Sundby 1.352Skibby 1.401Skuldelev - Selsø 1.449Slagslunde - Ganløse 1.536Slangerup bykommune ... 1.437Slangerup landsogn 508Snostrup 375Stenløse - Veksø 2.150Strø 550Torup 4.846Ølsted 988Ølstykke 1.177I alt 41.962Samtl. komm. hører til skattekreds10 (Frederikssund) undtagen Jyllinge- Gundsømagle, der hører til6 (Roskilde).5. Roskilde.1. Købstæder:Roskilde 28.8782. Landkommuner:Aagerup - Kirkerup 1.071Herslev - Gevninge 1.196Himmelev 1.560Folketal 1955Hvedstrup - Fløng 1.975Hyllinge - Lyndby 1.575Høje Taastrup 11.003Kornerup — Svogerslev .... 719Ledøje - Smørum 1.556Lejre 871Reerslev - Vindinge 1.438Rorup-Glim 1.088Roskilde Vor Frue 898Ry-Sonnerup 1.422Saaby - Kisserup 1.628Sengeløse 1.266Sæby-Gershøj 844I alt 58.9883 komm. hører til skattekreds 5(Glostrup); 3 komm. hører tilskattekreds 7 (Køge); resten hørertil skattekreds 6 (Roskilde).6. Køge.1. Købstæder:Køge 11.3382. Landkommuner:Bjæverskov 1.101Borup - Kimmerslev 1.768Ejby-Nr. Dalby 1.526Gadstrup-Syv 1.855Greve - Kildebrønde 3.637Havdrup-Solrød 2.310Herfølge 3.550Højelse 2.519Jersie - Skensved 1.100Karlslunde - Karlstrup ... 1.920Lellinge 754Lidemark 338Osted 1.359Snoldelev 752Sædder 993Torslunde - Ishøj 1.900Tune 841Vallensbæk 1.184Vollerslev - Gørslev 1.244Ølsemagle 1.064Ørsted - Daastrup 1.292I alt 44.3452 komm. hører til skattekreds 5(Glostrup); 6 komm. hører tilskattekreds 17 (St. Heddinge);resten hører til skattekreds 7(Køge).*) For hvert enkelt af de foreslåede områder angiver tabellen kommunernes tilhørsforhold til de hidtidigeskattekredse.85

Folketal 19557. St. Heddinge.1. Købstæder:Store Heddinge 2.2132. Landkommuner:Alslev 374Dalby-Tureby 1.862Endeslev - Vraaby 1.047Fakse 3.633Frøslev 504Haarlev - Himlingøje 1.608Havnelev 797Hellested 1.232Holtug 864Hylleholt 2.267Højerup 305Karise 1.570Kongsted 1.955Lille Heddinge 1.026Lyderslev 1.052Magleby Stevns 1.222Roholte 1.034Spjellerup - Smerup 976Store Heddinge landsogn 1.397Strøby 1.890Ulse 665Valløby - Taarnby 860Varpelev 257Vemmetofte 192Øster Egede 278I alt 31.08010 komm. hører til skattekreds 18(Præstø); resten hører til skattekreds17 (St. Heddinge).8. Vordingborg.1. Købstæder:Vordingborg 11.461Præstø 1.567Stege 2.6622. Landkommuner:Allerslev 1.040Baarse 687Beldringe 601Bogø 1.177Borre 1.080Damsholte 1.700Elmelunde 822Everdrup 1.299Fanefjord 2.218Jungshoved 954Kalvehave 3.264Kastrup 1.310Keldby 1.005Køng 1.687Lundby 895Magleby (Møen) 1.327Mern 1.303Nyord 177Præstø kbst. landdistrikt... 225Skibinge 1.171Snesere 1.916Stege kbst. landdistrikt ... 145Stege landsogn 2.685Sværdborg 1.318Udby 58686Folketal 1955Ørslev 1.071Øster Egesborg 991I alt 48.34411 komm. hører til skattekreds 18(Præstø); 2 komm. hører til skattekreds19 (Næstved); resten hørertil skattekreds 20 (Vordingborg).9. Holbæk.1. Købstæder:Holbæk 15.153Nykøbing S 4.7282. Landkommuner:Aagerup 891Butterup Tuse 1.260Egebjerg 1.448Gislinge 927Grevinge 2.108Hagested 910Højby 3.411Hørby 715Kundby 1.749Kvanløse 533Mørkøv 1.625Nørre Asmindrup 1.015Nørre Jernløse 1.105Odden 1.228Orø 743Rørvig 988Skamstrup - Frydendal .... 1.823Soderup - Eskilstrup 2.059Stigs Bjergby 632Store Taastrup 1.634Sønder Asmindrup -Grandløse 1.411Sønder Jernløse - Søstrup . 1.210Tølløse 2.581Udby 925Ugerløse 1.124Undløse - Søndersted 1.828Vig 2.655I alt 58.4198 komm. hører til skattekreds 12(Nykøbing S.); resten hører tilskattekreds 11 (Holbæk).10. Ringsted.1. Købstæder:Ringsted 9.246Sorø 5.6082. Landkommuner:Alsted - Fjenneslev 1.293Aversi 273Benløse 1.488Braaby 618Bringstrup - Sigersted 1.103Broby-Vester Broby 514Flinterup 421Gyrstinge 722Haraldsted-Allindemagle . 1.626Haslev - Freerslev 6.580Hvalsø - Særløse 2.269Jystrup - Valsølille 1.373Kværkeby 1.156Nordrupøster-Farendløse . 1.111Folketal 1955Pedersborg 1.387Ringsted landsogn 1.076Sandby - Vrangstrup 764Slaglille - Bjernede 1.370Sneslev 696Stenmagle 1.738Teestrup 1.098Terslev 1.506Tybjerg 780Vetterslev - Høm 874Vigersted 1.015Øde Førslev 736Ørslev 735I alt 49.1763 komm. hører til skattekreds 19(Næstved); 1 komm. hører tilskattekreds 16 (Skælskør); 1komm. hører til skattekreds 7(Køge); resten hører til skattekreds14 (Sorø).11. Kalundborg.1. Købstæder:Kalundborg 9.2142. Landkommuner:Aarby 1.366Asnæs 2.379Besser 1.122Bregninge - Bj ergsted 2.160Buerup 977Faarevejle 2.402Føllenslev - Særslev 2.193Hjembæk-Svinninge 2.707Holmstrup 600Jorløse 478Jyderup 2.516Kolby 968Nordby 960Onsbjerg 1.139Raklev 2.322Rørby 926Røsnæs (Refsnæs) 754Sejerø 748Store Fuglede - Lille -Fuglede 1.274Svallerup 985Tranebjerg 2.783Tømmerup 1.216Ubby 1.537Vallekilde - Hørve 2.883Viskinge - Avnsø 2.206Værslev 620I alt 49.43514 komm. hører til skattekreds 12(Nykøbing S.); 3 komm. hører tilskattekreds 11 ( Holbæk); restenhører til skattekreds 13 (Kalundborg).12. Slagelse.1. Købstæder:Slagelse 20.2242. Landkommuner:Bromme 554Finderup 3.004Gjerslev 1.099

Folketal 1955Gudum 171Gørlev - Bakkendrup 2.478Havrebjerg 519Hejninge 229Helsinge - Drøsselbjerg ... 2.303Kindertofte 313Lynge 2.892Munke Bjergby 1.371Niløse 917Reerslev 727Ruds Vedby 1.442Slagelse Skt. Mikkels landsogn628Slagelse Skt. Peders landsogn2.687Sorterup - Ottestrup 958Stenlille 1.585Stillinge 1.701Sæby - Hallenslev 816Sønderup-Nordrupvester . 932Tersløse - Skellebjerg 3.478Ørslev - Solbjerg 905I alt 51.93312 komm. hører til skattekreds 13(Kalundborg); 1 komm. hører tilskattekreds 16 (Skælskør); restenhører til skattekreds 15 (Slagelse).13. Korsør.1. Købstæder:Korsør 12.957Skælskør 3.0042. Landkommuner:Agersø 552Boeslunde 1.456Eggeslevmagle 1.137Gimlinge 1.064Haarslev - Ting Jellinge... 1.054Holsteinborg - Venslev 975Hyllested 548Høve - Flakkebjerg 1.168Krummerup 797Lundforlund - Gerlev 592Magleby 703Omø 282Skørpinge - Faardrup 700Slots Bjergby - Sludstrup . 849Sørbymagle - Kirkerup .... 1.352Taarnborg 1.325Tjæreby 1.113Tystrup - Haldagerlille .... 844Vemmelev - Hemmeshøj .. 2.086Ørslev - Sønder Bjerge ... 870I alt 35.22816 komm. hører til skattekreds 16(Skælskør); resten hører til skattekreds15 (Slagelse).14. Næstved.1. Købstæder:Næstved 18.8792. Landkommuner:Fensmark - Rislev 2.030Fodby 794Fuglebjerg 1.139Folketal 1955Førslev 1.107Glumsø - Bavelse 1.509Gunderslev 568Hammer 1.422Herlufsholm 6.923Herlufmagle 1.893Holme Olstrup 819Hyllinge 950Karrebæk 1.347Kvislemark - Fyrendal 1.266Marvede 778Nestelsø - Mogenstrup .... 1.299Næsby - Tyvelse 883Rønnebæk 739Skelby 714Toksværd 1.605Vallensved 789Vejlø - Vester Egesborg ... 1.385Vester Egede 521I alt 49.35910 komm. hører til skattekreds 16(Skælskør); resten hører til skattekreds19 (Næstved).15. Bornholm.1. Købstæder:Aakirkeby 1.540Allinge - Sandvig 2.130Hasle 1.515Neksø 3.276Rønne 13.160Svaneke 1.1872. Landkommuner:Aaker 2.329Bodilsker 1.452Christiansø *) 157Hasle købstads landdistrikt51Ibsker 1.624Klemensker 2.668Knudsker 1.918Nyker 1.372Nylarsker 1.076Olsker 1.740Pedersker 1.113Povlsker 1.260Rutsker 1.273Rø 768Vester Marie 2.016Øster Larsker - Gudhjem . 2.514Øster Marie 2.493I alt 48.632*) Christiansø uden for kommuneinddelingen.10 komm. hører til skattekreds 21(Rønne); resten hører til skattekreds22 (Neksø).16. Nykøbing F.1. Købstæder:Nykøbing F 17.789Nysted 1.420Stubbekøbing 2.1562. Landkommuner:Aastrup 1.485Folketal 1955Døllefjelde - Musse 739Falkerslev 504Gundslev 1.063Herritslev 697Horbelev 1.607Idestrup 1.914Karleby - Horreby - Nr.Ørslev 1.744Kettinge - Bregninge 2.077Kippinge - Brarup - Stadager1.971Magiebrænde 535Nysted landsogn 631Nørre Alslev - NørreKirkeby 1.942Nørre Vedby 1.887Skelby - Gedesby 2.564Systofte 618Sønder Kirkeby - Sdr.Alslev 726Tingsted 2.545Toreby 4.370Torkilstrup - Lillebrænde . 1.198Vaalse 711Væggerløse 1.888Ønslev - Eskilstrup 2.261I alt 57.04212 komm. hører til skattekreds 24(Sakskøbing); resten hører tilskattekreds 23 (Stubbekøbing).17. Maribo.1. Købstæder:Maribo 5.197Rødby 3.392Sakskøbing 2.5832. Landkommuner:Askø 174Bandholm 1.291Errindlev - Olstrup 1.488Fejø 1.210Femø 527Fuglse - Krønge 1.445Hillested 771Holeby-Bursø 1.858Hunseby 1.714Majbølle 1.449Maribo kbst. landdistrikt. 159Nebbelunde- Sædinge .... 987Radsted 1.287Ringsebølle 279Sakskøbing landsogn 2.084Slemminge - Fjelde 1.155Taagerup - Torslunde 1.051Taars 951Tirsted - Skørringe -Vejleby 1.860Vaabensted - Engestofte .. 1.096Vester Ulslev 715Vigsnæs 331Øster Ulslev - Godsted ... 954Østofte 1.464I alt 37.4727 komm. hører til skattekreds 24(Sakskøbing); resten hører tilskattekreds 25 (Maribo).87

Folketal 195518. Nakskov.1. Købstæder:Nakskov 16.6022. Landkommuner:Arninge 580Birket 1.320Branderslev 700Dannemare 781Gloslunde - Græshave 1.218Halsted - Avnede 2.051Herredskirke - Løjtofte 651Horslunde - Nordlunde ... 2.201Kappel 1.168Købelev 1.042Landet - Ryde 1.304Sandby 1.320Sko vi ænge - Gurreby 433Stokkemarke 2.126Søllested 1.118Tillitse 1.068Utterslev 1.099Vestenskov 951Vesterborg 1.033Vindeby 590I alt 39.3561 komm. hører til skattekreds 25(Maribo); resten hører til skattekreds26 (Nakskov).19. Svendborg.1. Købstæder:Svendborg 23.7662. Landkommuner:Bjerreby 1.388Bregninge (Taasinge) .... 2.373Drejø 469Egense 1.182Espe 977Gudbjerg 1698Gudme - Brudager 1.554Herringe 507Hundstrup 735Kirkeby 1.373Krarup 806Kværndrup 2.003Landet 1.029Lunde 823Ollerup 1.149Oure - Vejstrup 1.948Skaarup 2.263Stenstrup 1.987Thurø 1.543Tved 1.186Ulbølle 902Vester Skerning 1.008Øster Skerninge 510I alt 53.17910 komm. hører til skattekreds 29(Faaborg); resten hører til skattekreds28 (Svendborg).20. Marstal.1. Købstæder:Marstal 2.043Rudkøbing 4.446Ærøskøbing 1.290Folketal 19552. Landkommuner:Bregninge (Ærø) 1.140Bøstrup 1.151Humble 2.038Lindelse 1.391Longelse - Fuglsbølle 1.435Magleby 2.142Marstal landsogn 2.300Rise 1.683Simmerbølle 649Skrøbelev 881Snøde - Stoense - Hov 2.388Strynø 503Søby 1.240Tranderup 739Tranekær - Tullebølle 2.050Tryggelev - Fodslette 986I alt 30.495Alle komm. hører til skattekreds30 (Rudkøbing).21. Nyborg.1. Købstæder:Nyborg 11.316Kerteminde 3.9072. Landkommuner:Aarslev 866Avnslev - Bovense 2.779Dalby 613Drigstrup 541Ellested 432Flødstrup 1.174Frørup 1.548Gislev 1.986Herrested 1.112Hesselager 1.824Hjulby (Nyborg landsogn)545Kullerup - Ref s Vindinge. 1.327Kølstrup 1.047Langaa - Øksendrup 886Mesinge 1.169Munkebo 1.230Revninge 598Ringe 4.561Rynkeby 1.198Ryslinge 1.578Skellerup - Ellinge 1.169Stubberup 720Svindinge 752Søllinge - Hellerup 832Sønder Højrup 596Ullerslev 1.422Viby 523Vindinge 1.843Ørbæk 1.028I alt 51.12210 komm. hører til skattekreds 32(Kerteminde); resten hører tilskattekreds 27 (Nyborg).22. Odense by.1. Købstæder:Odense 105.915I alt 105.915Hører til skattekreds 31 (Odense).Folketal 195523. Odense område.2. Landkommuner:AgedrupAllerup-Davinde ..746918Allese - Næsbyhoved -BrobyBrylle3.4391.024Brændekilde-Bellinge ... 1.513Dalum 8.719Fraugde 1.896Hjadstrup 900Højby 656Korup 838Krogsbølle 1.461Lumby 3.205Lunde 883Marslev - Birkende 2.008Norup 1.109Nørre Lyndelse 1.516Nørre Næraa - Bederslev. 973Nørre Søby 782Otterup 2.016Paarup 3.109Rolsted 1.236Rønninge 1.418Sanderum 3.037Seden-Aasum 1.388Skamby 1.154Skeby 1.143Stenløse-Fangel 2.221Sønder Næraa 1.157Søndersø 1.335Ubberud 1.592Uggerslev - Nørre Højrup 882Vigerslev 1.836Østrup 623I alt 56.73317 komm. hører til skattekreds 33(Bogense); resten hører til skattekreds32 (Kerteminde).24. Middelfart.1. Købstæder:Middelfart 8.883Bogense 3.1312. Landkommuner:Asperup — Rorslev 1.996Balslev-Ejby 2.047Brenderup 2.280Ejlby-Melby 559Fjeldsted - Harndrup 1.986Føns-Ørslev 858Gamborg 544Gelsted 2.358Grindløse 582Guldbjerg - Nr. Sandager 784Haarslev 1.915Ingerslev 650Kavslunde 1.703Klinte 678Middelfart kbst. landd.(Fænø) 34Nørre Aaby 2.331Ore 782Rørup 859Skovby 1.28788

Folketal 1955Særslev 1.473Udby 587Veflinge 1.506Vejlby-Strib 3.941Vissenbjerg 4.582I alt 48.33611 komm. hører til skattekreds 33(Bogense); resten hører til skattekreds34 (Middelfart).25. Assens.1. Købstæder:Assens 5.012Faaborg 5.1582. Landkommuner:Aastrup 667Allested-Vejle 1.337Avernakø 287Baagø 166Barløse 775Brahetrolleborg 2.292Diernæs 1.016Dreslette 1.320Faaborg kbst. landd.(Bjørnø) 48Flemløse 1.413Gamtofte 1.228Gestelev 615Haarby 2.634Haastrup 808Heden 396Helnæs 456Hillerslev , 1.242Horne 2.521Husby 778Jordløse 1.108Kerte 1.004Kærum 1.405Køng 2.918Lyø 294Nørre Broby 1.710Sandager - Holevad 700Skydebjerg-Orte 2.998Svanninge 2.609Søby-Turup 1.095Søllested - Vedtofte 761Sønder Broby 1.370Sønderby 942Tanderup 600Tommerup 2.965Vantinge 349Verninge 1.775Vester Aaby 1.230V. Hæsinge - SandholtsLyndelse 1.547Ørsted 743Øster Hæsinge 511I alt 58.80321 komm. hører til skattekreds 29(Faaborg); 2 komm. hører tilskattekreds 32 (Kerteminde); 17komm. hører til skattekreds 35(Assens); 2 komm. hører til skattekreds34 (Middelfart).26. Kolding.1. Købstæder:Kolding 33.169Folketal 19552. Landkommuner:Almind 739Anst 1.629Dalby 574Eltang - Sønder Vilstrup. 2.562Gesten 1.465Harte-Nørre Bramdrup . 1.691Hejls 932Hjarup 507Lejrskov - Jordrup 2.086Læborg 853Malt .. 1.546Seest 1.006Skanderup 2.526Sønder Bjert 1.652Sønder Stenderup 1.082Taps 789Vamdrup 3.523Vejen 5.056Vejstrup 1.123Verst-Bække 2.486Vester Nebel 722Viuf 815Vonsild 1.057Ødis 1.488Øster Stamp 1.617I alt 72.69511 komm. hører til skattekreds 74(Anst m. fl. herreder); 1 komm.hører til skattekreds 38 (Fredericia);resten hører til skattekreds39 (Kolding).27. Fredericia.1. Købstader:Fredericia 27.9102. Landkommuner:Bredstrup 490Erritsø 1.664Herslev 884Pjedsted 574Smidstrup 1.645Taulov 2.168Ullerup landsogn 262Vejlby 711I alt 36.308Alle komm. hører til skattekreds38 (Fredericia).28. Grindsted.2. Landkommuner:Grindsted 6.466Ansager 3.942Blaahøj 1.092Brande 6.545Ejstrup 3.003Filskov 1.074Give 3.921Grene 1.348Hejnsvig 2.240Hoven 1.158Lindknud 1.928Nørre Snede 2.801Ringive 1.580Sønder Omme 2.907Thyregod 2.145Folketal 1955Vester 482Vester Stamp 1.074Vorbasse 2.001I alt 45.7071 komm. hører til skattekreds 73(Varde); 1 komm. hører til skattekreds71 (Ribe); 1 komm. hørertil skattekreds 70 (Bølling m. fl.herr); 2 komm. hører til skattekreds42 (Silkeborg); 8 komm.hører til skattekreds 37 (Vejle);resten hører til skattekreds 74(Anst m. fl. herr.).29. Vejle.1. Købstæder:Vejle 30.7582. Landkommuner:Bredsten 1.597Egtved 2.915Engum 954Gaarslev 988Gadbjerg 1.309Gauerslund 5.274Givskud 1.195Grejs - Sindbjerg 1.960Hedensted-Store Dalby . 2.717Hornstrup 2.403Hover 3.141Hvejsel 1.406Højen 953Jelling 2.311Jerlev 586Kollerup - Vindelev 965Langskov 747Lindeballe 777Linnerup - Hammer 700Nørup 1.908Randbøl 1.564Skibet 1.675Skærup 608Stouby 1.805Tørring 2.004Uldum 1.098Vinding 3.511Ødsted 1.368Ørum - Daugaard 1.187Øster Nykirke 1.823Øster Snede 1.996I alt 84.2031 komm. hører til skattekreds 39(Kolding); 14 komm. hører tilskattekreds 36 (Bjerre m. fl.herr.); 7 komm. hører til skattekreds38 (Fredericia); 2 komm.hører til skattekreds 42 (Silkeborg);resten hører til skattekreds37 (Vejle).30. Horsens.1. Købstader:Horsens 36.5672. Landkommuner:Aale 863As-Klakring 2.915Barrit-Vrigsted 1.93489

Folketal 1955Endelave 438Gangsed - Søvind 1.581Glud-Hjarnø 1.506Græstrup 1.163Hatting-Torsted 2.005Hornum 215Hundslund 1.473Hvirring - Hornborg 2.816Kattrup - Tolstrup 1.549Klovborg - Tyrsting 1.625Korning 623Lundum - Hansted 1.720Løsning 1.612Nebsager - Bjerre 1.588Nim - Underup 1.017Raarup 2.224Ring-Føvling 2.700Skjold 735Sdr. Vissing - Voerladegaard2.100Tamdrup 1.611Tyrsted-Ut 2.996Tønning - Træden 903Urlev - Stenderup 1.337Væhr-Nebel 1.694Ølsted 626Ørreslev 1.460Østbirk - Yding 2.334I alt 83.93013 komm. hører til skattekreds 36(Bjerre m. fl. herr.); 5 komm.hører til skattekreds 41 (Skanderborg);6 komm. hører til skattekreds42 (Silkeborg); 1 komm.hører til skattekreds 44 (HadsNing herr.); resten hører til skattekreds40 (Horsens).31. Aarhus by.1. Købstæder:Århus 118.943I alt 118.943Skattekreds 43 (Århus).32. Aarhus område.2. Landkommuner:Aaby 10.036Agri-Egens 872Borum-Lyngby 771Brabrand - Sdr. Aarslev ... 4.811Elev 231Elsted 696Feldballe 902Grundfør - Spørring 1.213Harlev - Framlev 1.545Hasle - Skejby - Lisbjerg . 4.043Helgenæs 675Hjortshøj - Egaa 1.828Holme-Tranbjerg 8.822Hornslet 2.639Knebel-Rolsø 1.056Lading 947Lyngaa 717Maarslet 1.251Mørke 1.96290Folketal 1955Ormslev-Kolt 2.344Sabro-Faarup 1.248Sjelle — Skørring 776Skivholme - Skovby 1.116Skødstrup 1.482Storring - Stjær — Sdr.Galten 1.985Søften - Foldby 1.547Tilst-Kasted 1.202Todbjerg-Mejlby 1.441Thorsager - Bregnet 3.443Trige-Ølsted 1.086Tved 945Vejlby - Risskov 9.307Viby 12.738Vistoft 763Vitten-Haldum-Hadsten 2.543I alt 88.9834 komm. hører til skattekreds 44(Hads Ning herr.); 6 komm. hørertil skattekreds 48 (Rougsøm. fl. herr.); 6 komm. hører tilskattekreds 49 (Grenaa); restenhører til skattekreds 45 (V. Lisbjergm. fl. herr.).33. Skanderborg.1. Købstader:Skanderborg 5.2542. Landkommuner:Adslev - Mjesing 815Alling - Tulstrup 1.037Alrø 277Astrup - Tulstrup - Hvilsted1.366Beder-Malling 2.673Blegind - Hørning 1.409Dover 2.990Fruering - Vitved 1.547Gosmer - Halling 1.337Gylling 1.076Hylke 927Laasby 1.123Odder 6.869Ovsted - Taaning 1.536Randlev - Bjergager 1.383Saksild - Nølev 921Skanderup - Stilling 3.067Tiset 995Torrild 632Tunø 208Vedsiet 661Venge 1.072Ørting - Falling 1.281I alt 40.45612 komm. hører til skattekreds 44(Hads og Ning herr.); resten hørertil skattekreds 41 (Skanderborg).34. Randers by.1. Købstæder:Randers 41.720I alt 41.720Hører til skattekreds 47 (Randers).Folketal 195535. Randers område.2. Landkommuner:Aarslev — Hørning 945Asferg - Faarup 1.759Borup 910Dronningsborg landsogn .. 2.294Fausing - Auning 2.520Galten - Vissing 2.801Gerlev - Enslev 1.337Gimming-Lem 638Hald-Kærby 1.161Harridslev - Albæk 1.163Haslund-Ølst 1.355Holbæk-Udby 1.123Hornbæk - Taanum 1.49 5Houlbjerg - Granslev 1.392Hvilsager - Lime 1.521Kousted - Raasted 872Kristrup 4.477Langaa - Torup - Sdr.Vinge 3.257Laurbjerg - Lerbjerg 1.076Mygind - Krogsbæk -Skørring 894Nørrebæk - Sønderbæk -Læsten 1.047Spentrup — Gassum 1.858Støvring - Mellerup 870Søby - Skader - Halling ... 823Tvede- Linde 782Vellev 1.115Vester Velling - Skjern ... 1.240Virring — Essenbæk 2.030Voer - Estruplund 791Voldum-Rud 1.126Vorning - Kvorning -Hammershøj 2.002Vorup 4.978Værum — Ørum 977Ødum - Hadbjerg 1.555Ørsted 2.055Øster Alling - Vester Alling850Øster Bjerregrav - Aalum 1.472Øster Tørslev 1.049Øster Velling - Helstrup -Grensten 1.093I alt 60.70312 komm. hører til skattekreds 46(Hobro); 7 komm. hører til skattekreds47 (Randers); 7 komm.hører til skattekreds 64 (Nørlyngog Sønderlyng herr.); 2 komm.hører til skattekreds 65 (Lysgaardm. fl. herr.); resten hører til skattekreds48 (Rougsø m. fl. herr.).36. Grenaa.1. Købstæder:Grenaa 8.643Ebeltoft 2.2652. Landkommuner:Aalsø-Hoed 1.314Albøge 541Anholt 224Draaby 1.411

Folketal 1955Fjellerup - Glesborg 1.969Gammelsogn 378Gerrild - Hemmed 1.650Gjesing - Nørager 1.807Ginnerup 891Hammelev - Enslev 823Hyllested - Rosmus 1.589Karlby - Voldby 909Kolind — Ebdrup -Skarresø 1.692Lyngby 1.740Marie Magdalene - Koed . 3.272Nimtofte - Tøstrup 1.395Nødager 1.035Rimsø - Kastbjerg 774Tirstrup - Fuglslev 1.302Veggerslev - Villersø 700Vejlby-Homaa 831Vivild-Vejlby 2.813Ebeltoft kbst. landdistrikt 252Ørum 1.759I alt 41.9793 komm. hører til skattekreds 48(Rougsø m. fl. herr.); resten hørertil skattekreds 49 (Grenaa).37. Hobro.1. Købstæder:Hobro 8.305Mariager 1.4032. Landkommuner:Als 2.569Astrup - Storarden 3.272Bælum-Solbjerg 2.398Dalbyneder - Dalbyover .. 685Falslev - Vindblæs 2.708Glenstrup 820Hadsund 7.454Hem-Sem 725Hvornum - Snæbum 1.040Mariager landsogn 1.115Ove - Valsgaard 1.914Raaby - Sødring 1.304Ravnkilde 1.412Rold - Vebbestrup 2.064Rostrup 1.064Rørbæk — Grynderup —Stenild 1.565Skjellerup 513Sønder Onsild-NørreOnsild 1.162Udbyneder - Kastbjerg ... 2.067Vester Tørslev - Svenstrup 658Øls - Hørby - Døstrup ... 1.482I alt 47.6991 komm. hører til skattekreds 53(Løgstør); 9 komm. hører til skattekreds54 (Helium - Hindsted);resten hører til skattekreds 46(Hobro).38. Løgstør.1. Købstæder:Løgstør 3.2592. Landkommuner:Aarestrup 868Aars 4.123Folketal 1955Aggersborg 765Blære-Ejdrup 982Brorstrup - Haverslev 1.436Farstrup 1.146Fjerritslev 2.619Gedsted - Fjelsø 1.956Gislum - Vognsild 1.819Gundersted 591Havbro 826Haverslev - Bejstrup 1.554Hjortdal 551Ketterup - Gøtterup 1.691Kongens Tisted - Binderup-Durup 1.886Kornum - Løgsted 718Lovns - Aistrup 1.299Lundby 318Næsborg - Skarpsalling -Outrup 1.637Overlade 1.468Ranum-Malle 1.955Sebber 708Simested 1.316Skivum-Giver 1.200Skræm 475Store Ajstrup 307Strandby - Farsø 3.898Sønderup - Suldrup 2.108Testrup 313Torup-Klim 1.729Ullits - Fovlum 865Ulstrup 1.648Vester Bølle 957V. Hornum - Hyllebjerg -Flejsborg 1.371Vilsted-Vindblæs 1.208Øster Bølle 2.307I alt 53.8774 komm. hører til skattekreds 52(Nibe); 3 komm. hører til skattekreds58 (Børglum m. fl. herr.);4 komm. hører til skattekreds 59(Thisted); 5 komm. hører til skattekreds63 (Viborg); resten hørertil skattekreds 53 (Løgstør).39. Aalborg Nord.1. Købstæder:Nørre Sundby 9.4682. Landkommuner:Aaby-Birsted 3.971Brovst 4.017Dronninglund 9.579Gjøl 936Hals 3.154Hellevad - Ørum 2.494Horsens - Hammer 4.050Ingstrup-V. Hjermeslev —Aistrup 2.075Jetsmark 4.850Lerup-Tranum 1.604Saltum-Hune 2.740Sulsted - Ajstrup 3.996Sundby - Hvorup 10.261Torslev (Han Herred) ... 1.183Ulsted , 1.711Vadum 1.917Folketal 1955Vedsted 1.456V. Hassing-Ø. Hassing 3.994Øland 571Øster Svenstrup 925I alt 74.95210 komm. hører til skattekreds 58(Børglum m. fl. herr.); 2 komm.hører til skattekreds 56 (Dronninglund);resten hører til skattekreds51 (Nørre Sundby).40. Aalborg by.1. Køb stader:Aalborg 83.210I alt 83.210Hører til skattekreds 50 (Aalborg).41. Aalborg Syd.1. Købstæder:Nibe 2.4812. Landkommuner:Aalborg Frue landsogn(Egholm) 90Bislev 805Buderup - Gravlev 2.696Ellidshøj - Svenstrup 2.185Ferslev- Dal - Volsted ... 1.204Fræer 444Gerding - Blenstrup 1.091Gudum — Lillevorde 1.512Gunderup - Nøvling 3.219Hasseris 8.787Mou 2.313Nørholm 560Romdrup - Klarup 942Sejlflod 488Skibsted - Lyngby 1.746Skørping 2.154Store Brøndum - Siem -Torup 1.125Storvorde 853Sønderholm - Frejlev 2.167Sdr. Kongerslev - Nr. Kongerlev- Komdrup 2.205Sønder Tranders 1.117Veggerby 1.184Vokslev 9620. Hornum 1.985I alt 44.3154 komm. hører til skattekreds 51(Nørre Sundby); 6 komm. hørertil skattekreds 54 (Helium-Hindsted);resten hører til skattekreds52 (Nibe).42. Hjørring.1. Købstæder:Hjørring 14.591Brønderslev 8.6462. Landkommuner:Astrup 1.235Bindslev 1.916Bjergby - Mygdal 1.789Børglum - Furreby 3.093Harreslev - Rakkeby 98791

Folketal 1955Helium 581Horne-Asdal 4.852Jelstrup - Lyngby 1.104Jerslev 3.031Rubjerg - Maarup 1.067Skt. Hans - Skt. Olai 3.807Serreslev 963Sindal 2.405Skallerup-Vennebjerg ... 1.388Taars 3.747Tolstrup - Stenum 1.761Tornby - Vidstrup 1.264Tversted - Uggerby 2.369Ugilt 1.539Vejby -Sejlstrup 742Vraa-Em 3.032Vrejlev - Hæstrup 2.970Vrensted - Tise 2.427Øster Brønderslev —Hallund 2.736I alt 74.0423 komm. hører til skattekreds 55(Frederikshavn); 3 komm. hørertil skattekreds 56(Dronninglund);5 komm. hører til skattekreds 58(Børglum m. fl. herr.); resten hørertil skattekreds 57 (Hjørring).43. Frederikshavn.1. Købstæder:Frederikshavn 20.018Skagen 9.225Sæby 3.5212. Landkommuner;Aasted - Skærum 2.153Albæk 2.681Elling 3.277Flade-Gærum 757Hirsholmene 29Hørby 1.877Hørmested 999Lendum 1.337Læsø (Byrum-Hals-Vesterø) 3.251Mosbjerg 1.259Raabjerg 1.576Skagen kbst. landdistrikt... 156Skæve 2.339Tolne 784Torslev (Dronninglundherred) 3.312Understed - Karup 759Voer 2.642Volstrup 2.015I alt 63.9677 komm. hører til skattekreds 56(Dronninglund); resten hører tilskattekreds 55 (Frederikshavn).44. Thisted.1. Købstæder:Thisted 8.9352. Landkommuner:Harring - Stagstrup 1.40492Folketal 1955Hassing - Villerslev 886Hillerslev - Kaastrup 1.465Hjardemål 317Hundborg - Jannerup 2.206Hunstrup 541Hvidbjerg - Ørum - Lodbjerg943Nors-Tved 1.401Nørhå 737Ræhr - Hansted - Vigsø .. 1.339Sennels 898Sjørring-Torsted 1.685Skinnerup 319Skjoldborg - Kallerup .... 956Skyum - Hørdum 1.813Snedsted 1.913Sønderhå - Hørsted 759Thisted landsogn 1.500Tilsted 706Tømmerby - Lild 1.798Vang (med Tvorup) 691Vester Vandet-ØsterVandet 1.269Vust 280Øsløs - Vesløs - Arup .... 1.729Østerild 755I alt 37.24510 komm. hører til skattekreds 60(Hassing m. fl. herr.); resten hørertil skattekreds 59 (Thisted).45. Nykøbing M.1. Købstæder:Nykøbing M . 9.2932. Landkommuner:Alsted - Bjergby 838Bested - Grurup 1.907Boddum-Ydby 1.694Dragstrup - Skallerup 654Flade-Sønder Draaby ... 1.023Frøslev - Mollerup 932Galtrup - Øster Jølby .... 1.085Helligsø - Gettrup 775Hurup 2.452Hvidbjerg - Lyngs 2.800Jegindø 713Karby - Hvidbjerg -RedstedLjørslev - Ørding2.6321.024Lødderup - ElsøSejerslev - Ejerslev -1.317Jordby 1.811Solbjerg - Sundby Mors... 1.406Søndbjerg-Odby 1.290Tæbring - Ovtrup -Rakkeby 1.152Tødsø-Erslev 1.550Vejerslev-Blistrup 1.209Vestervig - Agger 2.943Visby-Heltborg 938Øster Assels - VesterAssels 1.430I alt 42.8688 komm. hører til skattekreds 60(Hassing m. fl. herr.); resten hørertil skattekreds 61 (Mors).Folketal 195546. Skive.1. Købstæder:Skive 15.3782. Landkommuner:Balling - Volling 1.021Brøndum - Hvidbjerg 769Durup - Tøndering 1.420Ejsing 1.314Estvad - Rønbjerg 1.111Fur 1.468Grinderslev - Grønning .. 1.571Haasum - Ramsing 1.045Hem - Hindborg - Dølby.. 1.115Hjerk-Harre 1.045Højslev - Dommerby -Lundø 2.324Jebjerg-Lyby 1.601Junget-Torum 1.207Kobberup - Feldingbjerg -Gammelstrup 2.645Krejbjerg 552Lem-Vejby 1.180Lime 1.023Nautrup - Sæby - Vile .... 1.775Oddense - Otting 837Roslev 1.176Rybjerg 427Rødding 1.517Sal 2.975Selde-Aasted 1.681Sevel 2.588Skive landsogn - Resen ... 536Thise 679Vridsted-Fly 1.217Ørslevkloster 1.110Ørum 313I alt 54.6204 komm. hører til skattekreds 63(Viborg); 4 komm. hører til skattekreds66 (Holstebro); resten hørertil skattekreds 62 (Skive).47. Viborg.1. Købstæder:Viborg 22.8202. Landkommuner:Almind 660Asmild - Tapdrup 2.257Bjerringbro 5.053Daubjerg - Mønsted -Smollerup 1.938Dollerup — Finderup —Ravnstrup 2.227Frederiks 2.076Hersom - Vester Bjerregrav867Hvam - Hvilsom 1.499Hvorslev — Gerning 1.904Høbjerg-Elsborg 1.304Karup 1.263Klejtrup 1.007Laastrup - Skals 1.887Lysgaard 654Mammen 747Rødding - Løvel - Pederstrup1.783

Folketal 1955Sahl-Gullev 1.006Sjørslev 1.365Sønder Rind 620Taarup - Kvols —Nr. Borris 1.422Tjele - Nørre Vinge....... 764Ulbjerg - Lynderup 1.383Vammen - Lindum -Bigum 1.610V. Tostrup-Roum 1.721Viborg Graabrødre landd. 58Vindum 1.966Vinkel 694Vium 921Vorde — Fiskbæk —Romlund 1.940Vroue-Resen 1.534Ørum - Viskum - Vejrum 2.151I alt 69.10112 komm. hører til skattekreds 64(Nørlyng og Sønderlyng); 9komm. hører til skattekreds 65(Lysgaard m. fl. herr.); resten hørertil skattekreds 63 (Viborg).48. Silkeborg.1. Købstæder:Silkeborg 24.2962. Landkommuner:Balle 1.012Dallerup 1.153Engesvang 1.770Funder 1.244Gern - Skannerup 1.542Grønbæk 1.849Gødvad 704Hammel-Voldby-Søby.. 4.046Haurum-Sall 1.083Hinge 828Kjellerup 2.852Kragelund 1.062Lemming 776Levring 783Linaa 2.940Rye 1.417Røgen-Sporup 1.114Sejling-Sinding 812Serup 715Skorup - Tvilum - Voel... 2.329Skjød 574Svostrup 1.199Tern 3.348Torning 2.448Vejerslev - Aidt - Thorsø . 2.050Vinderslev 1.562Vinding - Bryrup - Vrads. 2.223I alt 67.7313 komm. hører til skattekreds 41(Skanderborg); 18 komm. hørertil skattekreds 65 (Lysgaard m. fl.herr.); resten hører til skattekreds42 (Silkeborg).49. Holstebro.1, Købstæder:Holstebro 16.791Struer 8.029Folketal 19552. Landkommuner:Avlum - Hodsager 3.389Borbjerg 2.433Gimsing 1.009Grove 2.141Haderup 1.874Handbjerg 560Hjerm 1.501Idum 675Maabjerg 989Mejrup 1.134Navr-Sir 979Nørre Felding 657Resen-Humlum 2.251Ryde 708Tvis 1.370Vejrum 694Venø 164Ølby - Asp - Fovsing 1.693I alt 49.0411 komm. hører til skattekreds 67(Herning); 4 komm. hører tilskattekreds 68 (Lemvig); 1 komm.hører til skattekreds 69 (Ringkøbing);resten hører til skattekreds66 (Holstebro).50. Ringkøbing.1. Købstæder:Ringkøbing 4.701Lemvig 5.5582. Landkommuner:Brejning 2.350Bøvling 1.608Dybe-Ramme 1.752Fabjerg 800Fjaltring - Trans 706Flynder 1.015Gudum 1.394Gørding - Vemb - Bur 2.011Harboøre - Engbjerg 2.087He 1.072Holmsland 3.471Hover 565Husby 470Hygum-Hove 978Lomborg-Rom 1.407Madum 278Møborg 1.143Nees 766No 786Nørlem 683Nørre Nissum 1.355Nørre Omme 2.053Raasted 263Rindum 876Staby 1.100Stadil 809Sønder Lem 1.975Sønder Nissum 1.189Thyborøn 1.880Tim 1.160Torsted 677Tørring - Heldum 692Ulfborg ............ 2.025Vandborg - Ferring 1.059Folketal 1955Vedersø 621Velling 708Vinding-Vind 1.883Ølstrup 519I alt 56.45417 komm. hører til skattekreds 68(Lemvig); resten hører til skattekreds69 (Ringkøbing).51. Herning.1. Købstæder:Herning 22.0142. Landkommuner:Arnborg 1.403Assing 2.093Bording 2.863Gellerup 3.181Ikast 7.158Ilskov 580Nørre Vium-Herborg ... 4.594Rind 3.154Simmelkær 575Sinding 655Skarild . 1.459Snejbjerg 2.627Sunds 1.800Sønder Felding 2.023Timring 1.248Tjørring 685Vilbjerg - Nøvling 2.586Vorgod 2.377Ørre 496I alt 63.5716 komm. hører til skattekreds 70(Bølling m. fl. h.); resten hørertil skattekreds 67 (Herning).52. Varde.1. Købstæder:Varde 9.1352. Landkommuner:Aadum 1.180Aal 2.218Alslev - Hostrup 1.398Borris 1.664Bølling-Sæding 1.135Dejbjerg 656Egvad 2.686Faster 1.098Hanning 1.107Hemmet - Sønder Vium... 1.262Henne-Lønne 1.890Hodde 592Ho-Oksby 973Home 1.506Janderup-Billum 1.952Kvong 779Lunde 1.300Lyne 687Lønborg 1.078Næsbjerg 827Nørre Nebel-Lydum 1.762Ovtrup 1.493Skjern 4.966Stavning 905Strellov 56893

Folketal 1955Sønder Bork-Nørre Bork 1.185Tistrup 1.966Torstrup 1.006Varde landsogn 1.028Ølgod 4.462Øse 1.809I alt 56.27314 komm. hører til skattekreds 70(Bølling m. fl. herr.); resten hørertil skattekreds 73 (Varde).53. Esbjerg by.1. Købstæder:Esbjerg 50.921I alt 50.921Hører til skattekreds 72 (Esbjerg).54. Ribe.1. Købstader:Ribe 7.6062. Landkommuner:Aarre 804Aastrup 1.507Bramminge 3.590Brøndum 1.704Brørup 3.058Dårum 939Faaborg 2.101Fårup 865Folding 781Føvling 2.107Grimstrup 1.391Guldager 3.640Gørding 2.427Hjortlund 398Holsted 2.651Hunderup 684Jernved 1.446Kalvslund 453Manø 178Nordby 2.208Obbekær 336Seem 847Skads 1.215Sneum 424Sønderho 410Tjæreborg 1.314Vejrup 1.114Vester Nebel 777Vester Nykirke 688Vester Vedsted 1.095Vilslev 736Øster Vedsted 308I alt 49.8029 komm. hører til skattekreds 72(Esbjerg); 2 komm. hører til skattekreds74 )Anst m. fl. herr.);resten hører til skattekreds 71(Ribe).55. Haderslev.1. Købstæder:Haderslev 18.867Christiansfeld Flække .... 7852. Landkommuner:Aastrup 73894Folketal 1955Agerskov 2.476Aller 556Bevtoft 1.429Bjerning 400Branderup 838Fjelstrup 1.384Fole 593Frørup 390Gammel Haderslev 706Gram 3.382Grarup 186Halk 888Hammelev 1.233Hjerndrup 398Hjerting 423Hoptrup 2.180Jegerup 479Jels 1.744Lintrup 1.098Magstrup 632Moltrup 539Nustrup 1.659Oksenvad 882Rødding 2.661Skodborg 1.687Skrave 812Skrydstrup 1.382Sommersted 1.558Stepping 976Sønder Hygum 1.521Starup 889Tislund 578Toftlund 2.577Tyrstrup 1.937Vedsted 2.424Vilstrup 1.260Vojens 2.932Vonsbæk 591Øsby 2.024Øster Lindet 1.021I alt 71.7151 komm. hører til skattekreds 75(Haderslev); 17 komm. hører tilskattekreds 77 (Frøs og Nr. Rangstrup);resten hører til skattekreds76 (Christiansfeld).56. Sønderborg.1. Købstæder:Sønderborg 18.418Augustenborg Flække .... 1.722Nordborg Flække 1.7272. Landkommuner:Asserballe 967Broager 4.919Dybbøl 1.193Egen 1.951Havnbjerg 1.429Holm 568Hørup 1.514Kegnæs 863Ketting 860Lysabild 1.733Notmark 1.258Nybøl 849Oksbøl 1.088Folketal 1955Pøl 551Sottrup 1.362Svenstrup 1.282Tandsiet 1.199Ulkebøl 2.324Ullerup 1.827I alt 49.6046 komm. hører til skattekreds 81(Sønderborg); resten hører tilskattekreds 80 (Als).57. Aabenraa.1. Købstæder:Aabenraa 13.7932. Landkommuner:Adsbøl 499Bedsted 815Bjolderup 1.748Bov 5.700Bovrup 681Egvad 688Ensted 1.641Felsted 2.354Graasten 2.629Hellevad 1.108Hjordkær 1.361Holbøl 2.055Kliplev 2.042Kværs 1.044Løjt 2.727Rinkenæs 1.831Rise 2.709Uge 705Varnæs 730Øster Løgum 1.816I alt 48.6768 komm. hører til skattekreds 78(Aabenraa); resten hører til skattekreds79 (Lundtofte).58. Tønder.1. Købstæder:Tønder 7.254Højer Flække 1.388Løgumkloster Flække 1.8492. Landkommuner:Abild 1.210Arrild 1.005Ballum 924Brede 1.744Brøns 875Burkai 2.264Bylderup 1.099Daler 653Døstrup 1.035Emmerlev 998Hjerpsted 224Hostrup 1.078Hviding 664Højer landsogn 415Højrup 1.045Højst 1.137Løgumkloster landsogn ... 517Mjolden 360Møgeltønder 1.275

Folketal 1955Nørre Løgum 1.745Randerup 191Ravsted 1.208Rejsby 539Roager 725Rømø 706Folketal 1955Skærbæk 2.673Spandet 698Sdr. Skast 225Tinglev 2.645Tønder landsogn 256Ubjerg 436Folketal 1955Visby 696Vodder 1.086I alt 42.84221 komm. hører til skattekreds 83(Løgumkloster); resten hører tilskattekreds 82 (Tønder).