SANDEMOSIANA - Aksel Sandemose Selskabet.

Men Vera fløjter uinteresseret og distræt, hvis hun betros noget:
[...] og hendes tone lød ikke spor interesseret [...] Og Vera spurgte
ikke, hun fløjtede og talte om noget andet. Åh, denne fløjten når
en kone netop var ved at tale varmt og fortroligt – den ville de
gerne betale hende for [...] De ville ikke indrømme for sig selv at
hun var en helt anden end de ville have at hun skulle være. De
kæmpede hele livet for at holde hinanden på plads [...] Vera var
ligeglad (37-38).
Det tåles ikke, at hun er uinteresseret i den rangordning, der findes i
gruppen. Hun træder uanfægtet ud over de uformelle grænser, som
gruppenormen sætter; det er hendes forsyndelse. De andre er ganske
underlagt jantemekanismer, idet de holder hinanden på plads inden
for en meget snæver aktions- og reaktionsradius.
Vera går desuden på jagt sammen med sin mand i stedet for sømmeligt
at passe sit hus, de to har et frivolt frisprog sammen, i fuld
offentlighed oven i købet. Da det langsomt bliver kendt at hun har en
elsker, oven i købet den mistænkelige og forhadte Røde Fane, er der
lagt i ovnen til en rigtig lynchning. Mange steder i romanen reflekterer
Røde Fane over det helt exceptionelle i, at han – den udstødte
og ringeagtede – er blevet netop rige og ansete Vera Tynsets elsker.
Her låner Sandemose ham stemme til at afdække et aspekt ved den
mærkelige situation, som peger på forskellen mellem en gammel traditionsbåret
livsform og så de nyetablerede settlements, som Beaver
Coulee er et eksempel på. Fanen reflekterer:
Det var ikke sikkert at det kunne være sket i Norge. Dér havde
hun sin slægt omkring sig, og mange glæder som hun ikke havde
her. Et menneskes moral var bundet til de forhold og det sted
hvor den var brugbar. Den var et værktøj (83).
7