SANDEMOSIANA - Aksel Sandemose Selskabet.

I det sidste af digtene i Sandemose forteller, “Splitternaken, i flyvende
fart...”, optræder også navnet Gulnare, men her tydeligt nok som en
moderskikkelse; navnet Gulnare kommer dermed i alt til at betegne
et symbol på den både guddommelige og sensuelle kvinde (i Vi pynter
oss med horn), en søsterskikkelse (hvis Sandemoses udlægning af
synde faldsmyten i denne roman kombineres med digtet “Vulkanen
står i landet med de fire floder...”), en moderskikkel se, samt den rene
førstekærlig hed (i Varulven).
Splitternaken,
i flyvende fart,
med hjelm på hodet,
kanskje det er en kobbergryte,
tilbake mot visdommens kilde.
_ _ _
O, springe den gærne veien,
over manndom, ungdom og barndom,
inntil jeg med et lykkelig sukk
folder mig sammen og sover
under Gulnares hjerte.
Vi hører om en vision om at fare “tilbake mot visdommens kilde”
og derpå længslen efter fo stertil standen; alle de sære oplevelser i livet
skal elimi neres, tilbage er kun ønsket om en lykkelig søvn nær
moder hjertet, en afvisning af egen identitet og en overgivelse til
Gulnares beskyttelse og myndig hed. Dermed kan digtet ses som et
kompri meret udkast til novellen “Te deum”, hvor fortælleren ved
at gå ind i grotten (eller det beskyttende moderskød) opgiver sit
voksenliv.”Når livet blir vanskelig faller vi sammen og vil tilbake til
mors liv”, som det hedder i ”Reisen til Saturn” fra 1936.
42