SANDEMOSIANA - Aksel Sandemose Selskabet.

Da jeg blev satt over med Charons båt
var du i himlen og visste jeg gråt.
Jeg slog mig sammen med andre bedratte,
Vi reiste til helvet og skrek som besatte.
Vi banket forgjeves på helvetes dør.
Der hadde vært mange og tegnet sig før.
Faen var drukken og hadde sin lykke
med alt som det ikke går an å trykke.
Akk, flasken var tom før vi tænkte oss om
mens vi gråt med hverandre og ingen kom.
De hadde stengt helvet før klokken otte,
og porten var tett som en potte.
Jeg lurte mig ut til de saliges øy,
men det blev nok ikke det minste gøi.
Jeg hørte din latter bak himlens ruter
_ _ _ _
Nå sitter jeg her og tuter.
Her bliver jeg’et færget over floden, men slipper ikke ind i helvede,
fordi han kommer efter lukketid, og han er dømt til at flakke
om, mens hans utro kæreste sidder i himlen og ler ad ham. Digtet
er præget af desperation og rådløshed og holdt i et hverdagsagtigt
sprog. Hvis vi også afrunder med flodbilledet, slutter Felicias spor i
Varulven jo ved en våge, og Erling tænker, at hendes lig flyder ned
ad elven under isen og måske strander i Erlingvik – i Felicias bryllup
flyder Erling ved bogens slutning ”på en rolig elv ned i søvnen” på
vej for at møde Felicia, og i et udkast til den ufuldendte Den ytterste
strand skriver Sandemose:
38