SANDEMOSIANA - Aksel Sandemose Selskabet.

Vi vil ikke med i din prøvede båt!
Vi driver mot havet med bundne ben,
Karon, Karon forbi din båt.
Omtalen af færgemanden Charon, der i græsk mytologi står for
overfarten af de dødes sjæle til dødsriget, giver i sig selv en dyster
tone; men her drejer det sig om et par, der ikke vil med i båden. De
har ”pint hverandre med lykke”, deres ben er sammenbundne, og
floden, som jo er Charons domæne, lader dem tilsyneladende drive
videre mod havet – måske en form for frihed – så de undslipper båden,
der ellers skulle føre dem til dødsriget. Digtet kan siges at være
fyldt med uudtalte spørgsmål: Hvem har bundet deres ben sammen,
og hvordan er de havnet i floden i stedet for at vente pænt på Charon?
Og hvad venter dem ude på havet?
Oprindelsen til digtet kan man se i den første Sandemose-tekst,
hvor navnet Espen forekommer. Vi skal tilbage til ”På Pantecost
River” fra 1921, og vi er, som mange andre gange i forfatterskabet, i
en lejr for skovhuggere. En af Espens arbejdskammerater ved navn
Jack dør som følge af en arbejdsulykke, og novellen slutter med, at
Jacks lig transporteres væk på floden. Sceneriet gentages tre år senere,
i 1924 i romanen Ungdomssynd, og i øvrigt også i en skitse i et
dagblad i 1937 og i Brudulje fra året efter. Og digtet fra Sandemose
forteller optræder i novellen ´”Elven” fra 1946, hvor det indgår i det
andet af i alt syv afsnit, hvor tanker om døden og om ensomhed som
en positiv tilstand kombineres med billedrigt sprog og personifikationer.
Og for at afrunde Charons tilstedeværelse i Sandemoses lyrik:
I sommeren 1937 leverede Sandemose 32 bidrag til “Dagens historie”
i Dagbladet. Et af dem er et digt – ”Da jeg blev satt over med Charons
båt...”
37