SANDEMOSIANA - Aksel Sandemose Selskabet.

I barndomsnovellen ”Sjørøverskatten” hører vi om en episode i jegfortællerens
liv, en dag der begynder med det eventyrlige fund af en
skat og slutter med sorg og skuffel se. De voksne optræder i novellen
som autoriteterne: Lærerinden er uden forståelse for børns verden,
og forældrene er vrantne – for tælleren drømmer ikke om at søge
trøst hos dem eller betro sig til dem.
Digtet er udformet som en lille samtale om natten mellem søn og
far; der er et tillidsfuldt forhold mellem dem, sønnen stiller spørgsmål
og ønsker at blive be roliget, først fordi natten forekommer ham
at være stille, derpå fordi han hører sære lyde (violinspil og hvisken),
der måske indikerer, at han snart er ude over barndommen. Faderens
svar skal i begge tilfælde indgive tryghed; den stilfærdige stemning
kommer til at virke som en kontrast til den ensomhed og fortviv lelse,
som jegfortælleren i “Sjørøverskatten” ikke kan stille noget op med,
og som afrunder novellen.
I Sandemose forteller står digtet med begyndelseslinjerne “To som har
pint hverandre med lykke...” mellem to drabelige sømandsnoveller,
og det er svært at få noget ud af denne placering.
To som har pint hverandre med lykke
skimtes fra Karons båt.
De snur sig for strømmen og glir over stryket.
Karon, Karon, ditt blikk er så svart
mens vi driver forbi din båt.
_ _ _
Vi driver forbi din skyggebåt
med sammenbundne ben.
Tungt puster elven og løfter på lik,
veier dem taus på en bølge.
_ _ _
36