Soya - Idyl.pdf

IdylEN HISTORIE OM EN HÅNDBEVÆGELSEEt midaldrende ægtep~ står ude for enden af en langbådebro - der fra en villahave løber ud i Øresund. Afgammel vane har manden placeret sig til venstre for hustruen,hvorved hun er kommet yderst - helt derud hvorbroen hører op. Hun hviler med underarmene på rækværket,han har kun hænderne på overliggeren ...Det er et ægtepar af den slags der tit tegner sig i vortsynsbillede uden at blive optaget i bevidstheden. Da hUner blottet for sex, og han antagelig for interesser, er debegge - i al fald tilsyneladende - ganske uinteressante.De har stået der et kvarters tid uden at sige noget. Dehar blot - i romantisk stemning - betragtet solnedgangen.Nu er det allerede et par minutter siden de sidste rester afden glødende kugle blev skjult af horisonten.Luften er lun og stille. Vandet er lyst og glat. Og påhimlen står en vifte af rødt lys.Det er hustruen der bryder tavsheden ­»Hvor var det dog en smuk solnedgang,« siger hun.Manden har stået og tænkt på en nøgen dame han omformiddagen har observeret i sin teaterkikkert, nu hensætterhustruens røst ham i raseri. »Hvor er det dog en irriterendesternme!« tænker han, »og hvor er det noed pjat aldet hun si'r! Som om jeg ikke sæl' ka' se at solnedgangener smuk! Den bedste måde og ødelægge naturen på, de'e'da ve' og fortælle den er yndig!« Han føler med et hvormeget ringere hun er end han både i intelligens, kultur,psykologisk forståelse... »Kvinder,« tænker han, »de

78 IDYLduer kun til elskov og til og passe hus og hjem. Og til elskoverhun blevet for gammel og grim, og til og passehus og hjem da ku' jeg li'så godt ha' en husbestyrerinde,det var både billigere og behageligere - og så havde mansin frihed!«I det sanune slår den tanke ned i ham: at han blot behøverog gi' hende et puf for at blive fri for hende ...Ingen vil se det, svømme kan hun ikke, og der er alt fordybt til at hun ka' bunde - -­Det vil aldrig blive opdaget. Aldrig nogensinde.Hans højre hånd begynder at glide hen ad rækværket- hen mod hustruen-­Og hans tanker farer til bordeller i Paris, Neapel ogNordafrikas byer; han ser for sig tusinder af kvinder:halvt og helt afklædte; unge, gamle; store, små; med allenuancer af hårfarver; i alle racer; med alle perversiteter...Tænk og slippe ud af den trædemølle, den jammerligetrædemølle, man hver dag vader rundt i! Om morgenenaf sted til kontoret, om eftermiddagen hjem igen, middagkl. 6, aldrig nogensinde en ret man ikke har set før, og såsøndagen!, den ulidelige søndag ... hvor man går turmed hundyret ved siden af sig - blot for og glo på alle deandre for hvem tilværelsen er li'så triviel og ynkelig ...Og denne kedsomhed, denne ubærlige kedsomhed, erkoncentreret i den kvinde som tilfældet - for andet er'etsgu ikke! - har placeret ved siden af En ...Og nu behøver man altså bare et pUf, et lille energiskpuf, for at blive udløst af kedsomheden - og gå ind i enverden ... med nye mennesker, nye egne, nye oplevelser,med svimlende forelskelser, forrygende vellyst - kort sagt:en verden af ubegrænsede muligheder.Hans hånd skælver svagt ...Haven er tom; der er ingen i villaen; desuden er det så

mørkt nu så ingen vil kunne se hvad der sker. Ikke ensjæl vil nogensinde opdage det, ikke engang fatte mistanke.Han behøver bare at råbe om hjælp ... og lade somom han har forsøgt at redde hende; snavse tøjet til, gøresig våd på ærmet ... Bagefter må han så være fortvivlet,nedbøjet ... græde ... Den rolle skulle ikke være så sværog gennemføre.Samvittighedsnag? Ka' man blive så forpint af samvittighedsnagat man går hen og melder sig? Anej, det ervist kun i romaner og film at folk er så tossede!»Hva' er det dog du står og tænker på!« lyder pludseligen stemme inde i ham, en ny stemme. »Overvejer du ifuldt alvor og myrde din kone! Du må være blevet sindssyg.Du som ikke ka' slå en flue ihjel, tror du at du ka'dræbe et men'ske - oven i købet din kone - - og det blotfor og -« Sætningen fortsætter i billeder. I blege, skiftendebilleder af kvinderne fra før. Men nu er de ikke meretillokkende, nu er de simple, ækle ... indgyder ham væmmelse.... Stemmen kommer igen - »Nåmen du ve' joogså meget godt at sådden noed nøj's du mæ' og tænke -­du ville aldrig noensinde få mod til at realisere det.«Hånden på rækværket er standset. Standset ved hustruensalbu.Og han ser sin kone på bunden af vandet ... ser hendeligge på ryggen uden at bevæge sig ... ser hende stirre påham med store bedrøvede øjne - Jo han kender de øjne!- kender dem fra denga,ng han i raseri havde knust dendukke hun holdt så meget af. Det er som der går en nålind i hans hjerte. Når alt kommer til alt så nænner han joikke og tilføje andre noed ondt. Når han af og til . . . ensjælden gang ... alligevel har gjort det, så har det entenværet i vrede, raseri ... eller fordi han dengang han gjordedet ikke forstod hvad han gjorde.Og allermindst vil han da gøre sin kone, sin lille Inger

80 IDYLMarie, noed ondt ... Han husker endnu dengang hanfriede - Det var forår ... hun sad oppe i et blomstrendekirsebærtræ - selv hvid og yndig og - Men skønt hun varkommet derop havde hun ikke mod til og komme nedigen! Fortalte hun da. Og da han tilfældigvis, ude påvejen, havde hørt hendes kalden, så var han kommet tilundsætning ... havde lovet og gribe hende ... Og da hunså lå i armene på ham - nåja så var hun blevet der, blevetder - i den fælles overbevisning at det var der hun hørtehjemme. Og han husker deres bryllup - hvordan dentanke var slået ned i ham dengang de knælede på detslidte fløjl foran alteret: at de to, for mange århundredersiden, havde mødt hinanden som brud og brudgom, og atde atter, hver gang de fødtes til en ny tilværelse, skullemødes som elskende. Han husker - med en svag skamfølelseover sin uhyre naivitet - hvordan han under brylluppethavde lovet sig selv: at elske hende evigt og trofast­Evigt!Og trofast!Og nu stod han her og spekulerede på og - - - !»Hvor er du dog en kæltring! « siger han til sig selv.»Blot fordi hun er blevet gammel og grim ku' du tænkedig og - - -- Og så forfærdelig gammel og grim er hun daheller ikke! Hun er blevet le' svær måske - men sæl' omansigtet er svulmet op og ... og har fået lidt skæg og rynker... så ka' man dog stadig skimte det ungpigeansigtder engang kaldte på Ens ømhed. Og hendes øjne de harda stadig det blide barnlige udtryk der ka' ... der ka'gribe En om hjertet og ... røre En til godhed. At hendesskønhed er visnet, at sorgen over og være barnløs, at pengebekymringer,og din daglige gnavenhed, har mærkethende ... det burde i virkeligheden kun ford6ble din ømhed...«

Han løfter sin hånd fra rækværket og stryger hendesarm svagt et par gange lige over albuen ...Så standser den. Vender tilbage til rækværket ­»Og hvodden ser du sæl' ud! Er du ikke også blevetgammel og latterlig! Tror du du kunne opleve eventyr,du med din mave! j a du med dine ølgule øjne, din opsvulmedenæse, dine luskende kontorskridt - ! Og jeg gadnok vide, hva' du skulle med bordeller! Og med kvinder itusindvis! Du som ikke engang ville kunne klare en enesteung pige der var lidt varmblodig - !«Hans hånd er på vej tilbage langs rækværket ­»Hvor er du dog en gammel nar! ja værre endnu: engammel kæltring! En gammel kæltring i alle dine tankerog ønsker. Hm ... jeg gad nok vide om andre men'sker erli'så belemret med hæslige fantasier ...?«Da hånden atter når sit udgangspunkt svarer han:»j a det var virkelig en smuk solnedgang.«