Nr. 1 / 2006 - Marinehistorisk Selskab og Orlogsmuseets Venner

MARINEHISTORISKTIDSSKRIFT39. årgang Nr. 1 - februar 2006

MEDDELELSER FRAORLOGSMUSEETS VENNER/MARINEHISTORISK SELSKABDer indkaldes herved til generalforsamling i selskabetOrlogsmuseets Venner/Marinehistorisk SelskabOnsdag den 5. april 2006 kl. 19.30i Orlogsmuseet, Overgaden oven Vandet 58Dagsorden indeholder:1. Valg af dirigent2. Aflæggelse af selskabets beretning3. Forelæggelse af selskabets regnskab,herunder også fondsregnskaber4. Fremsatte forslag5. Fastsættelse af kontingent for det kommende år6. Valg af formand (udgår)7. Valg til bestyrelsen8. Valg til repræsentantskabet9. Valg af revisor10. EventueltEfter generalforsamlingen vil der blive vist film.Der vil som sædvanlig blive serveret smørrebrød efter generalforsamlingen.Husk tilmelding til sekretæren, Trine Kjems på telefon 3315-1410 eller via e-mail: Trine@Kjems.com, senest mandagen inden mødet.Årskort til selskabet forefindes på sidste side af omslaget, (klip ud)

MARINEHISTORISKTIDSSKRIFT39. årgang Nr. 1 - februar 2006

MARINEHISTORISKTIDSSKRIFTINDHOLDUdgives af:SelskabetORLOGSMUSEETS VENNER /MARINEHISTORISK SELSKABHenvendelse vedr. medlemskab/abonnement til sekretæren PiaKvistgaarden: e-mailkvistgaarden@familie.tele.dk ellertlf. 4581-6689ORLOGSMUSEETSMODELBYGGERLAUGHenvendelse vedr. medlemskab/abonnement til formanden PoulBeck: e-mail:ombl.formand@sol.dk ellertlf. 4390-3229Redaktion: Niels M. Probst (ansv.h.)Vallerød Banevej 162960 Rungsted KystTlf. 4586-6983e-mail: nielsprobst@hotmail.comLayout: Tom Wismanne-mail: twismann@mail.dkArtikler:Lommeslagskibets Graf Spee´sselvmord.Per Jacobsen 3Ved Guds kraft - Seyer, Seyerover alt. Et ”nyt” dansk marinemalerifra Store Nordiske KrigMuseumsinspektør Jakob Seerup 26BoganmeldelseNiels Juel Vor største flådeførerNiels M. Probst 32Konkurrence 39Meddelelser fra Orlogsmuseetsmodelbyggerlaug 40Tidsskriftet udkommer fire gangeårligt.Artikler og anmeldelser, der ønskesop taget i tidsskriftet, sendes tilredaktionsadressen. Sidste fristfor indlevering af stof er den 10.i månederne januar, april, juli ogoktober.Eftertryk er kun tilladt med tydeligkil deangivelse.Tryk:Glumsø Bogtrykkeri A/STlf.: 5764-6085, ISO 14001,Svanemærkelicens 541-445Forside:Krydserne HMS Ajax og HMS Achillesi slaget ved La Plata

Per JacobsenLa Plata – 1939Lommeslagskibet Graf Spee´s selvmordDen 8. december 1914 blev den tyskeøstasiatiske eskadre under kommandoaf Viceadmiral Maximillian Graf vonSpee tilintetgjort af en britisk eskadreunder kommando af Vice-AdmiralSturdee i Sydatlanten i nærheden afFalklandsøerne. Næsten på årsdagen 25år efter, den 14. december 1939, søgtedet tyske ”lommeslagskib”, der bar vonSpee´s navn, nødhavn i Montevideo idet neutrale Uruguay på grund af deskader, som det havde fået under kampmed en britisk krydsereskadre underkommando af Commodore Harwood,dagen i forvejen. Den britiske eskadrebestod af de lette krydsere Achillesog Ajax samt den svære krydserExeter. Den 17. december ødelagdeGraf Spee´s besætning selv skibetved sprængning i La Plata flodensmunding. Det følgende er et forsøg påat skildre de begivenheder, der førte tilKapitän Langdorff´s beslutning om atødelægge skibet.”Lommeslagskibene”.Mulighederne for fremtidig udviklingaf den tyske flåde var stærkt begrænsetaf bestemmelserne i Versailles Traktaten,der begrænsede antallet af skibePanzerschiffe var den tyske betegnelse for de tre skibe i Deutschland-klassen,hvoraf Graf Spee var det sidst byggede. Fra december 1939 blev skibene benævnt“Schwerer kreuzer”. Betegnelsen “Pocket battleships - Lommeslagskibe” var etengelsk påhit.3

stærkt, forbød undervandsbåde samtbegrænsede størrelsen af de skibe, dermåtte bygges som erstatning for deforældede slagskibe, som man tillodtyskerne at beholde, til 10.000 tons,ligesom artilleriets kaliber begrænsedestil 28 cm.I 1926 begyndte man at diskutere,hvorledes dette erstatningsbyggeriskulle gribes an. Nogle mente, at manskulle bygge stærkt pansrede monitorer,der kunne bruges i kystforsvaret iØstersøen, medens andre mente, atman burde skabe en skibstype, hvisanvendelsesmuligheder var bredere,således at man ikke udelukkede sigfra krigsførelse på verdenshavene (1).Resultatet af disse diskussioner i dentyske flåde og i den tyske Rigsdagendte med, at fortalerne for denbredt anvendelige skibstype sejrede,og resultatet blev en nyskabelse, desåkaldte ”lommeslagskibe”. Det førsteaf disse, der blev døbt Deutschland,blev køllagt i 1929 og hejste kommandoi 1933. Admiral Scheer blev køllagti 1931 og hejste kommando i 1934,medens Admiral Graf Spee (i detfølgende alene benævnt Graf Spee)blev køllagt i 1932 og hejste kommandoi 1936.”Lommeslagskibene”s konstruktionvar særegen, idet man for at spare vægtanvendte svejsning i stedet for nitning.Maskineriet bestod af 8 dieselmotorer,som kunne give skibet en maximumhastighed på 28,5 knob. Skibet kunnemed en fart på 19 knob sejle i alt 19.000sømil. Bevæbningen bestod af 6 stk. 28cm. monteret i 2 tripletårne (1 for og 1agter), 8 stk. 15 cm. i enkeltaffutager,6 stk. 10,5 cm. i tvillingeaffutager samtdiverse antiluftskyts og 8 stk. 53, 3 cm.torpedoer i 2 stk. quadrupleapparater.Endeligt var skibene kraftigt pansrede(2). Deplacementet oversteg utvivlsomtden grænse, der var sat i VersaillesTraktaten med mindst 2.000 tons, etforhold som Frankrig og Storbritannienenten ikke var klar over eller lod somom, man ikke var det (3). Skibenesfart og bevæbning betød, at de medfå undtagelser (4) kunne sejle fra alt,hvad der var stærkere end dem, menogså at de kunne nedkæmpe næstenalt, hvad der var hurtigere end dem.Denne omstændighed kombineret medden ualmindeligt store aktionsradiusbetød, at skibene var velegnede tilhandelskrig på oceanerne. Det varutvivlsomt også meningen med dem.Den tyske flådes ledelse regnede pådette tidspunkt ikke med nogen krigmod Storbritannien, men anså en krigmed Frankrig og Polen som mulig.Under en sådan krig regnede man med,at ”lommeslagskibene” ved handelskrigkunne beskæftige modpartens sværeskibe, således at den tyske skibstrafiki Nordsøen og Østersøen kunne foregånogenlunde uhindret (5).4

Den tyske strategi.I 1935 indgik Storbritannien og Tysklandi en flådetraktat, der satte VersaillesTraktatens begrænsninger ud af kraft,og gav Tyskland ret til at bygge en flådepå 35 % af den britiske flådes størrelse.Den gav endvidere tyskerne ret til athave undervandsbåde. På baggrund afdenne traktat og forsikringer fra AdolfHitler om, at man ikke kunne forventenogen krig før i 1945-46, begyndtechefen for den tyske flåde, AdmiralRaeder et prætentiøst flådebyggeri, derblandt andet omfattede 6 slagskibe,hangarskibe, 18 krydsere og en stordestroyerstyrke (6). Det var stadigRaeders tanke, at der skulle føreshandelskrig på oceanerne, og at bl.a.”lommeslagskibene” skulle anvendeshertil. Man genoplivede derfor detomfattende logistik system, manhavde opbygget i neutrale havneunder 1. Verdenskrig. Som et led i dennødvendige logistiske service for deskibe, der skulle operere som ”raiders”på verdenshavene, hvor Tysklandsavnede baser, begyndte man i 1937bygningen af såkaldte ”Trossschiffe”,der var en kombination af tankskib ogforsyningsskib med en lastekapacitetpå 12.000 tons og en fart på ca. 21knob (7).I 1939 gik det op for Raeder, at denkrig mod England, som han hidtilhavde anset for udelukket, ikke mindstpå grund af Hitlers forsikringer, numed stor sandsynlighed ville blive enrealitet i en nær fremtid. Det ambitiøsenybygningsprogram blev standset,således at kun de 2 slagskibe, Bismarckog Tirpitz skulle færdiggøres, hvorefterForsyningsskibet Altmark, bygget 1936-38, 3. stk. 15 cm kanoner, 18 knob. Skibetkunne laste 9.400 ton olie, 790 ton proviant og 972 ton ammunition til genforsyningaf andre enheder.5

man fremover koncentrerede sig ombygning af undervandsbåde og letteenheder (8).Da krigen brød ud i eftersommeren1939, rådede den tyske flåde derforkun over de 2 slagkrydsere,Scharnhorst og Gneisenau og de 3”lommeslagskibe”, idet de 2 slagskibeendnu ikke var færdige. Det var dogkun 2 af ”lommeslagskibene”, der varoperationsklare, idet Admiral Scheerstod over for en hovedreparation.Da den tyske flåde således stodoverfor en massiv overlegenhed påallieret side, måtte dens svære skibe,som Ruge udtrykker det, søge ”denFeind zu treffen, wo er nicht war”(9). Flådeledelsens plan gik ud på,at de 2 slagkrydsere skulle opererei de forholdsvis nære farvande modden allierede skibstrafik, medens”lommeslagskibene” skulle deployerestil handelskrig i Atlanterhavet ogmåske det Indiske Ocean. Når slagkrydserneskulle operere i de nærefarvande, var grunden simpelthen, atderes aktionsradius var utilstrækkeligtil handelskrig på oceanerne. Hovedformåletmed handelskrigen var ikkeødelæggelse af modpartens handelsskibe,men at skabe størst muligforstyrrelse i den britiske skibstrafik, ogdermed vanskeligheder for forsyningaf det britiske samfund. Ødelæggelsenaf fjendtlige handelsskibe var kun etbiprodukt. Det væsentlige i operationenvar den forvirring og forsinkelse af denbritiske skibstrafik og den reallokeringaf de britiske flådestyrker somtilstedeværelsen af tyske ”raidere” villeforvolde, bl.a. fordi man ville blivenødt til at indføre konvojer beskyttetaf slagskibe. Det ville medføre et øgetbehov for destroyere til beskyttelseikke bare af konvojerne, men også afde eskorterende slagskibe. Det villeigen betyde behov for større konvojermed de deraf følgende længereperioder imellem afsejling, og dermedogså trængsel i havnene med ringereeffektivitet i forsyningssystemettil følge (10). De manglende tyskeoversøiske baser betød, at det villeblive svært at reparere evt. skaderpå lommeslagskibene, hvorfor manforbød skibene at indlade sig i kampmed fjendtlige styrker, selv hvordisse var underlegne, med mindre sådannekamphandlinger var absolutnødvendige for gennemførelse afoperationen.Lommeslagskibene sendes til søs.Da den tyske flådeledelse ansåkrigsudbruddet for nært forestående,forberedte man handelskrigen i godtid. Den 21. august 1939 forlod GrafSpee under kommando af Kapitänzur See Hans Langsdorff tysk havn,og det samme gjorde Deutschland 3dage senere. Skibene passerede udenhindringer farvandet mellem Island ogFærøerne på vej mod deres på forhånd6

udpegede operationsområder, der forDeutschland´s vedkommende varNordatlanten, medens Graf Spee skulleoperere i det sydlige Atlanterhav ogevt. det Indiske Ocean. Flådeledelsensoperationsordrer til de 2 skibe var ioverensstemmelse med det ovenforanførte, idet bl.a. hed:”Aufgaben in Kriegsfall,Unterbrechung der feindlichenSeeverbindungen und Vernichtung desHandelsverkehrs mit allen Mitteln.Feindliche Seestreitkräfte, auchwenn sie unterlegen sind, sind nurdann anzugreifen, wenn es für dieHauptaufgabe förderlich ist.Häufiger Wechsel des Operationsgebietwird Unsicherheit hervorrufen und diefeindliche Schiffahrt aufhalten, auchwenn keine greibaren Erfolge erzieltwerden. Vorübergehendes Absetzenin entfernte Seegebiete wird dieUnsicherheit beim Feinde erhöhen....“(11)Ud over ovennævnte var det ogsåbestemt, at de folkeretlige prisebestemmelserskulle overholdes.Deutschland´s venteposition varsydvest for Kap Farvel, medens GrafSpee´s var placeret i Sydatlantensydvest for Kap Verde Øerne. Beggeskibe havde et ”Trossshiff” til rådighed,Graf Spee´s var Altmark, derhavde forladt tysk havn allerede den27. juli for at fylde olie i Port Arthuri USA. Det første møde mellem”lommeslagskibet” og Altmark fandtsted den 1. september på en positionvest for De Kanariske Øer (12).Admiralitetets forholdsregler.Admiralitetet var naturligvis klarover, at den underlegne tyske flådeville forsøge at iværksætte en offensivimod den britiske skibstrafik forderved at afbryde forsyningsliniernetil Storbritannien. Uanset de erfaringerman havde fået under 1. Verdenskrigom de tyske undervandsbådes angrebpå Storbritanniens forsyningsliner,var det mærkværdigt nok risikoenfor oversøiske angreb på den britiskeskibstrafik fra tyske overfladeraidere,der voldte størst bekymring (13).Man besluttede derfor som under1. Verdenskrig at etablere patruljelinieri de nordatlantiske gennemsejlingsfarvandestøttet af patruljerendefly fra Coastal Command, såledesat man kunne observere raidere,herunder ”lommeslagskibene” underderes passage. Samtidigt besluttedeman at patruljere visse områder medsærlig tæt skibstrafik med krydseresamt indføre konvojering på visse deleaf skibsruterne og at indføre ”evasiveroutening” (14). Uheldigvis blev dennordatlantiske patruljering indført såsent, at de 2 tyske ”lommeslagskibe”for længst havde passeret gennemsejlingsfarvandene. Endeligt var Admiralitetetindstillet på at etablere et7

antal ”Hunting Groups”, når tyskeoverfladeraiders tilstedeværelse varkonstateret.Graf Spee´s operationer.I forbindelse med krigsudbruddet ibegyndelsen af September blev de2 ”lommeslagskibe” beordret til foreløbigtat afholde sig fra angreb påden allierede skibstrafik. Baggrundenvar Hitlers forhåbning om, at hankunne nå til en forståelse med Frankrigog Storbritannien, når Polen var blevetnedkæmpet (15). Restriktionerne blevførst ophævet den 26. september 1939.Forinden var Graf Spee meget tætpå at blive observeret af den britiskeflåde. Den 10. september mødtes GrafSpee og Altmark igen med henblikpå tankning den 11. september ommorgenen. Inden tankningen påbegyndtessendte Langsdorff for ensikkerheds skyld sit fly, en Arado, iluften. Fra flyet observerede man enkrydser på modgående kurs ca. 30sømil væk. Efterfølgende er man blevetklar over, at det var den britiskesvære krydser Cumberland, der varpå vej fra Freetown til Rio de Janeiro.Advaret kunne Langsdorff forlæggeøst på, inden Graf Spee blev observeretfra krydseren.Graf Spee kunne nu indlede sineoperationer. Efter at have modtagettilladelsen fra Berlin, traf Langdorffbeslutning om, hvor han først skullesætte ind. I krigsdagbogen hedder det:”a) The choice of operational areasis linited to south of 5 degrees southbecause of defects in the Graf Spee´srefrigerating plant affecting magazinetemperatures. (Visse sprængstoffer ermeget følsomme over for forandringeri temperatur, hvorfor temperaturen imagasinerne af sikkerhedsmæssigegrunde skal holdes under et vist niveau.Defekten i anlægget blev senererepareret).b) The South American trade routesare more vital to the British andFrench than the Cape route since theMediterra-nean is open to the Allies(Italien var endnu ikke trådt ind ikrigen) and in any case provides ashorter route to Europe from the FarEast. (16)Langsdorff besluttede derfor først atsøge mod området ud for Pernambucoi Brasillien på Sydamerikas østligstepynt for derfra at angribe britisk skibsfartud for den brasilianske kyst, hvorefterhan ville angribe de Sydafrikanskeruter ud for Kap det Gode Håb. Den30. september ved middagstid mødteGraf Spee sit første offer, den britiskeSS Clement. Besætningen gik i fartøjerne,idet dog føreren og maskinchefenblev beordret ombord i Graf Spee.Det var af betydning for Langsdorff,at Graf Spee´s tilstedeværelse ud forden brasilianske kyst blev kendt af8

de britiske flådemyndigheder og denbritiske offentlighed så hurtigt sommuligt. Derfor fik besætningen lov tilat fortsætte mod land i skibets fartøjer,ligesom han sendte følgende signal tilradiostationen i Pernambuco:”Please save the lifeboats of theClement, 0945 south, 3404 west”Senere på dagen blev de 2 skibsofficererfra Clement sat ombord i et neutraltgræsk skib. Telegrafisten på Clementhavde nået at udsende et ufuldstændigtsignal om beskydningen fra en Raider.Admiralitetet blev hurtigt orienteretom disse signaler fra de britiske NCSofficereri Pernambuco og Bahia,og var derfor klar over, at en tyskraider var på spil i Sydatlanten, menman vidste endnu ikke, om det var et”lommeslagskib” eller blot en tyskhjælpekrydser (17).Efter at Clement med noget besværvar blevet sænket (18), besluttedeLangsdorff sig i overenstemmelsemed sin oprindelige plan for enhurtig forlægning mod øst, idet hanpasserede syd om Ascension og nordom St. Helena. Efter at have passeretde 2 øer den 4. oktober, ændrede hankurs mod nordøst med henblik på atramme skibstrafikken på ruten mellemKapstaden og Freetown, og kl. 0630næste morgen fik man det næste offeri sigte, det var det 4.651 tons storeNewton Beech, der var lastet medmajs. Telegrafisten på Newton Beechnåede at sende en raider-melding, sommåske kunne have ført til Graff Spee´stidlige ødelæggelse. Meldingen, derganske vist havde været svag, var blevetopfanget af et andet britisk handelsskib,der videresendte den til HMSCumberland. Krydseren opretholdtimidlertid radiotavshed, og da chefengik ud fra, at C-in-C i Freetown ogsåhavde fået meldingen, foretog han sigintet. Admiral Lyon i Freetown forblevderfor stadig uvidende om Graf Spee´saktivitet (19). Newton Beech blev ikkei første omgang sænket, men fulgte medGraf Spee på dennes videre færd. 2dage senere mødte Graf Spee sit næsteoffer, den britiske fragter Ashlea. Bådeden og Newton Beech blev nu sænket,idet besætningerne overførtes tilGraf Spee. Allerede den 10. oktobermødte Graf Spee sit 4. offer, den8.000 tons store Huntsman, som manforeløbigt satte en prisebesætningombord i, medens Graf Spee gikvidere til et rendezvous med Altmarkfor endnu en gang at fylde olie ogmodtage andre forsyninger. Fangernefra Newton Beech og Ashlea blev medundtagelse af førerne, maskincheferneog telegrafisterne (20) sat ombordi Altmark. Man vendte nu tilbagetil Huntsman, hvorfra man overførteen del gods, hvorefter den også blevsænket, medens besætningen i lighedmed besætningerne fra Newton Beech9

og Ashlea overførtes til Altmark.Graf Spee satte nu kursen øst på, ogden 22. oktober fandt man sit næsteoffer, Trevanion, der blev sænket.Telegrafisten på dette skib nåede, uansetbeskydning fra Graf Spee, at udsendeen fuldstændig raidermelding (21). Påbaggrund af meldinger fra den tyskeflådeledelse var Langsdorff klar over,at britiske og franske søstridskræfternu koncentreredes i Sydatlanten, hvorforhan overvejede at forlægge til detIndiske Ocean. Efter modtagelsen af etsignal fra flådeledelsen, der opfordredeham til en sådan forlægning, sattehan, efter på ny at have fyldt olie hosAltmark, kursen mod syd for at rundeKap det Gode Håb (22).Admiralitetets forholdsregler.På baggrund af de signaler, man modtogi begyndelsen af oktober, nærededet britiske Admiralitet mistanke om,at det var et ”lommeslagskib”, der varpå spil i Sydatlanten. Man aktiveredederfor allerede den 5. oktober planenom at oprette i alt 8 ”Hunting Groups”,de fleste bestående af krydsere, ligesomman detacherede adskillige slagskibetil forstærkning af ikke mindst Halifaxkonvojerne. Den tyske flådeledelsesprimære formål med at udsende de 2”lommeslagskibe” var således nået.Bekræftelsen på, at der var tale omet ”lommeslagskib” fik man, da besætningenfra Clement kom i land,idet den berettede, at det var AdmiralScheer, der havde sænket Clement(23). Den 21. oktober blev man klarover, at der var tale om ikke ét, men2 ”lommeslagskibe”, idet besætningenfra det norske skib Lorents W. Hansenblev landsat på Orkney Øerne og kunneberette, at dette skib var blevet sænketaf Deutschland. Det blev bekræftet,da det amerikanske skib City ofFlint ankom til Murmansk med entysk prisebesætning fra Deutschlandombord (24).De 4 ”Hunting Groups”, der skulleoperere i Sydatlanten, var gruppeG, der bestod af de svære krydsereExeter, Cumberland samt yderligerede lette krydsere Ajax og Achillesunder kommando af Commodore HenryHarwood, der fik Sydøstkysten afSydamerika som operationsområde,gruppe H, bestående af de svære krydsereSussex og Shropshire, skulleoperere omkring Kap det Gode Håb,gruppe K bestående af hangarskibetArk Royal og slagkrydseren Renownskulle operere ud for Pernambuco,samt gruppe M bestående af to sværefranske krydsere, der skulle operereud for Dakar. Den operative kontrolmed grupperne G, H og K havde C-in-C, South Atlantic, Admiral G.H.d´Oyly i Freetown (25). I de næsteuger hørte man imidlertid ikke nogettil ”lommeslagskibet” i Sydatlanten.10

Graf Spee´s fortsatte operationer.Først den 8. november var Graf Speei sit nye operationsområde. Langsdorffkrydsede nu i nogle dage tværs overskibsruterne øst for Kapstaden ogbenyttede skibets Arado flittigt, menuden noget resultat. Da formåletmed forlægningen til det IndiskeOcean var at overbevise de allieredeflådemyndigheder om, at Graf Speeikke længere opererede i Sydatlanten,og således trække de allierede søstridskræftervæk herfra, besluttede hanat søge mod nord gennem Mosambiquekanalen. I krigsdagbogen begrundedehan det således:”Purpose of operation: to create alarmin Indian Ocean. Only possible ifpresent plans enlarge. Decision: (1)To proceed up the Mosambique Straitand search north-east of LourencoMarques; (2) Failing that, to attackSouth African coastal traffic; (3)Possible attack on Durban by GrafSpee´s aircraft.” (26)Den 15. november lykkedes jagten,idet man observerede den lille tankerAfrican Shell på 706 tons. Den blevsænket efter, at besætningen var gået ifartøjerne, bortset fra føreren, der blevtaget ombord i Graf Spee. Fartøjernemed besætningen fik lov til uhindret atro ind til kysten, idet Langsdorff netopønskede, at sænkningen af AfricanShell i det Indiske Ocean skulle blivekendt.Da formålet med forlægningen til detIndiske Ocean nu var opnået, satteLangsdorff næste dag igen kursen modSydatlanten, idet han regnede med,at de britiske skibe, der var indsat ijagten på Graf Spee, nu ville søge moddet Indiske Ocean. Den 26. novembertankede Graf Spee igen fra Altmarkpå dettes position i venteområdet.Efter mødet med Altmark satteLangsdorff den 29. november kursenøstnordøst mod den position, hvor hani oktober havde sænket Trevanion.Den 2. december observerede man sitnæste offer, den store britiske DoricStar. Ved tidligere sænkninger havdeGraf Spee nærmet sig sine ofre underfransk flag for så på nært hold at drejefra og signalere forbud mod brug afradio. Denne fremgangsmåde havdebetydet, at ofrene enten havde undladtat bruge radioen eller kun havde nåetat sende ufuldstændige raiderrapporter(27). I dette tilfælde fraveg Langsdorffimidlertid denne praksis, idet hanåbnede ild på stor afstand. Resultatetvar, at Doric Star´s telegrafist kunneudsende en tydelig og fuldstændigraiderrapport. Ombord i Graf Speevar også et detachement fra den tyskeB-Dienst, som efter 2 timer kunnedechifrere et signal med høj prioritetfra et britisk flådefartøj til FlåderadioSimonstown, hvori der meldtes om11

sænkningen af Doric Star (28), ogkort tid efter opfangedes et signal fraSimonstown til alle britiske krigsskibemed følgende ordlyd:”1417 RRR 19.13 S, 5,5 E. Doric Stargunned. Battleship.”Langsdorff var klar over, at Graf Speenu hurtigst muligt måtte forlægge tilet andet område. På dette tidspunkthavde han besluttet, at han snartmåtte vende tilbage til Tyskland,idet dieselmotorerne trængte til enkraftig overhaling, der krævede etværftsophold (29). Han ville imidlertidsøge at slutte togtet med at angrebpå en britisk konvoj, inden han søgteat vende tilbage. Han var klar over,at det sandsynligvis ville medførekamphandlinger med fjendtlige enheder,hvilket var i eklatant strid medhans ordre. Han ræsonnerede imidlertid,at det deri forudsatte behov for atundgå skader var formindsket, når togtetalligevel skulle afsluttes (30). Hanhåbede at finde en konvoj på ruternefra Sydamerika til Fretown, hvorforhan ændrede kurs mod vest. Alleredenæste dag mødte han sit næste offer,damperen Tairoa på knap 8.000 tons.Også dette skib nåede at udsende enkomplet raiderrapport, inden en granatfra Graf Spee ødelagde radiostationen.Graf Spee fortsatte mod vest, ogtankede for sidste gang fra Altmarkden 6. december (31), hvor alle fanger,bortset fra førere, maskinchefer ogtelegrafister, blev overført til Altmark.Graf Spee fortsatte nu mod vest.Den 7 december mødte Graf Speesit sidste offer, den 4.000 tons storeStreonhalf på vej fra Monte-videotil Freetown, hvor den skulle stødetil en konvoj til England. Efter athave studeret indførelserne i skibetsjournal, plottede man Streonhalf´shidtidige kurs, hvorefter Langsdorffpå denne baggrund ændrede kursen tilsydvest mod området ud for La Plata´smunding (32).Commodore Harwoods dispositioner.I begyndelsen af december varCommodore Harwood´s gruppe Gtemmelig spredt. Cumberland patruljeredeud for La Plata´s munding,men skulle senere afgå til FalklandsØerne til en hvileperiode, medensAchilles patruljerede i området udfor Rio de Janeiro. Harwood selv vari flagskibet Ajax på vej nordover fraFalklands Øerne mod La Plata området,medens Essex allerede var på vej tilFalklands Øerne til en hvileperiode.Den 2. december om eftermiddagenmodtog Harwood et højt prioriteretsignal om, at Doric Star var blevetangrebet af et ”lommeslagskib” påpositionen 19 grader 15 sekunder syd og5 grader 5 sekunder vest. Ajax fortsattemod nord, og endnu før daggry den 3.12

december modtog man yderligere ethøjt prioriteret signal om, at et ukendtskib (Tairoa) var blevet angrebet kl.0500 af et ”lommeslagskib” 170 sømilsydvest for den position, hvor DoricStar blev sænket (33).Harwood havde hele tiden regnetmed, at ”lommeslagskibet”, som manstadig antog var Admiral Scheer,på et eller andet tidspunkt igen villeangribe den tætte skibstrafik påruterne fra Rio de Janeiro og La Plataområderne. Spørgsmålet var, omdet tidspunkt nu var kommet? Efterat have plottet ”lommeslagskibet”sbevægelser mellem sænkningen afDoric Star og Tairoa, kom Harwoodog hans stab til det resultat, at detvar tilfældet. Spørgsmålet var, hvorangrebet ville blive sat ind. Det kunneblive i Rio de Janeiro området ellerLa Plata området, men det kunneogså blive Falklands Øerne, idet mankunne forestille sig, at tyskerne den8. december, der var 25 års dagen fornederlaget ved Falklandsøerne, villesøge at hævne dette. Harwood anslog,at ”lommeslagskibet” kunne være udfor Rio de Janeiro den 12. decemberom morgenen eller ud for La Plata den13. om morgenen.Falklandsøerne kunne ikke nås før den14. om morgenen, hvorfor et angrebder nok kunne udelukkes. Harwoodvalgte at koncentrere ud for La Plata. Ihans rapport begrundes beslutningenHMS Exeter, bygget 1929-30, 8.350 tons, 32 kn, 6 stk. 20,3 cm, 4 stk. 10,5 cm +let luftværn.13

Graf Spee´s bevægelser fra den 3-13 december 1939.således:”I decided that the Plate, with its largernumber of ships and its very valuablegrain and meat trade, was the vitalarea to defend. I therefore arranged toconcentrate there my available forcesin advance of the time at which it wasanticipated the raider might startoperations in that area.”Som følge heraf sendte han kl. 1313følgende signal til sine skibe:”In view of report pocket battleship,amend previous dispositions, Cumberlandself-refit at Falkland Islands asprevious arranged but keep at shortnotice on two shafts. Achilles leaveRio de Janeiro so as to arrive andfuel Montevideo 0600 8 th December,Exeter leave Falklands Islands forPlate AM 9 th December, covering ssLafonia with returning volunteers.Ajax, Achilles ,concentrate in position35 degrees south, 50 degrees westat 1600 10 th December. Exeter topass through position 090 degreesMedanaos Ligth 150 miles at 0700 12 thDecember. If concentration with Ajaxand Achilles not effected by that timefurther instructions will be issued toExeter….” (34)Den 12. december var koncentrationen14

gennemført. Eskadren bestående afExeter under kommando af CaptainF.S. Bell, Achilles under CaptainW.E. Parry og flagskibet Ajaxunder kommando af Captain C.H.Woodhouse kunne kun vente for atse, om Commodore Harwood havdeskønnet rigtigt. Harwood var klarover, at hans 3 krydsere artilleristiskvar håbløst underlegne i forholdtil ”lommeslagskibet”s 28 cm.kanoner. Den britisk styrkes samledebredsidvægt var kun 3.136 lbs.mod ”lommeslagskibet”s 4.708 lbs.Harwood måtte derfor søge svække”lommeslagskibet”s ildkraft overfor deenkelte britiske enheder ved at få dettil at sprede ilden på såvel de lette somden svære krydser. Midt på dagen den12. december underrettede Harwoodsine chefer om sin påtænkte taktik i etsignal, hvor i det bl.a. hed:”My policy with three cruisers incompany versus one pocket battleship.Attack at once by day or night. By dayact as two units, 1 st Division (AJAXand Achilles) and Exeter diverged topermit flank marking. First Divisionwill concentrate gunfire….” (35)Denne taktik blev øvet i løbet afeftermiddagen.Slaget.Den 13. december kl. 0552 observeredesfra Graf Spee master mod syd, ogumiddelbart efter solopgang kunneman identificere den britiske krydserExeter og, hvad man troede var 2destroyere. Langsdorff, der antog, atdet var eskorten for den konvoj, hanefter signaler fra den tyske flådeledelsehåbede at møde, besluttede sig for atangribe. Han satte kursen direkte modde observerede skibe, og øgede fartentil de 25 knob, som Graf Spee endnuuanset sin tilgroede bund var i standtil at præstere. Han håbede derved atkomme så hurtigt ind på skudhold,at han kunne ødelægge krydseren,inden dennes turbiner kunne få fartentilstrækkeligt i vejret til, at den kunneslippe væk (36). Kl. 0610 blev manklar over, at de 2 skibe, der ledsagedekrydseren, ikke var destroyere, menlette krydsere af Town-klassen. GrafSpee ændrede kurs til 115 grader medhenblik på en løbende artillerikamp tilstyrbord og kl. 0617 åbnede Graf Speeild mod Exeter. (37).I mellemtiden havde man i Ajaxobserveret røg mod nordvest kl.0610, og Harwood beordrede kl.0614 Exeter til at undersøge. Exeterdrejede nu bagbord, og kl. 0616 sendteden følgende signal: ”I think it is apocket battleship”. Og kort efter, daman havde identificeret skibet somet ”lommeslagskib”, sendtes dethæderkronede signal: ”Enemy in sightbearing 322”. Exeter åbnede ild kl.0620, og de 2 lette krydsere et par15

minutter senere.Graf Spee´s beskydning af Exetervar effektiv, og kl. 0627 havde dennemodtaget 3 direkte træffere, hvorafen ramte B tårnet, der dermed varubrugeligt. Splinter fra denne træfferdræbte og sårede også personellet påbroen, bortset fra Captain Bell selv. Hanfortsatte med at kommandere skibetfra agterste kommandostation, idetrorkommandoerne blev givet mundtligtvia en kæde af ordonnanser.Exeter´s beskydning af Graf Speehavde dog også været rimeligt effektiv,idet man havde opnået 2 træffere.Beskydningen fra de 2 lette krydseregenerede Langsdorff så meget, at han,i stedet for at gøre det af med Exeter,skiftede ilden med 28 cm. batteriet tildem, dog uden at opnå træffere. Denneafbrydelse af angrebet på Exeter gavCaptain Bell mulighed for at affyresine styrbords torpedoapparater. Forat undgå torpedoerne og ilden fra delette krydsere, som nu var kommet indpå en afstand af ca. 12.000 m, drejedeLangsdorff kl. 0635 mod nordvestunder tågeudlægning. Det gav Exetermulighed for efter et styrbordsdrej at affyre også sine bagbordstorpedoapparater. Ingen af de 2 torpedosalverramte dog. I stedet for atsøge at ødelægge Exeter koncentreredeLangsdorf sig om beskydningaf de 2 lette krydsere, hvis ild ikkekunne forvolde afgørende skader påGraf Spee. Det betød, at den stærktbeskadigede Exeter, der kun havde etSkibenes bevægelser under kampen.16

ugbart tårn, stadig kunne deltage ikampen indtil kl. 0729, hvor også dettetårn blev ukampdygtigt på grund afsvigtende elektricitetsforsyning. Belltrak sig herefter ud af kampen.Harwood havde igen nærmet sig GrafSpee for at aflaste den trængte Exeter,og afstanden var på et vist tidspunktnede på ca. 7.000 m. De 2 krydserehavde opnået et betydeligt antal træfferepå Graf Spee, men havde dogikke forvoldt skader, der nedsatte denskampevne. Kl. 0725, blev Ajax ramt afen 28. cm. granat, der ødelagde beggede agterste tårne. Kl. 0730 affyrede de2 britisk krydsere torpedoer, som GrafSpee dog undgik, og efter et drej fyrededen selv torpedoer mod krydserneuden at ramme. Kl. 0740 besluttedeHarwood at afbryde kampen for evt. atgenoptage den efter mørkets frembrud,hvorfor de 2 lette krydsere satte kursenmod øst. Graf Spee forsøgte heller ikkei dette tilfælde at forfølge de britiskekrydsere for at ødelægge dem medsit overlegne artilleri, men fortsattesin kurs mod vest. Harwood ændredederfor igen kurs mod vest og forfulgteGraf Spee, som man sporadisk beskød,men på behørig afstand, ligesom GrafSpee af og til affyrede salver mod debritiske krydsere, men uden at forvoldeskader (38).Langsdorff´s beslutning om at gå tilMontevideo.Langsdorff var efter en inspektion afGraf Spee kommet til det resultat, atskibet var så beskadiget, at det ikkevar tilstrækkeligt sødygtigt til en turover Nordatlanten i vintermånederne.Han mente endvidere, at skaderne varså betydelige, at skibets besætningikke med de forhånden værendemidler selv var i stand til udbedredem, og uden at konferere med sineofficerer besluttede han at søge til enaf havnene ved La Plata´s munding. Enmulighed var Buenos Aires i det tyskvenlige Argentina. På vej hertil var derimidlertid så lavt vand, at der var risikofor tilstopning af kølevandsindtagetmed mudder. Han besluttede sig derfortil at gå til Montevideo i Uruguay. IGraf Spee´s journal hedder det:”The Captain signalled his desire toenter Montevideo at the same time as hereported on the battle to the OperationsDepartment. He understood that itwould be impossible to sail out again,and thought the ship would be interned.Before he ran into Montevideo hereceived the answer from Operations,“Agreed, Commander-in-Chief” (39)Graf Spee ankrede på Montevideo´srhed den 13/14 december vedmidnatstid.Harwood´s dispositioner.Da Harwood blev underrettet omskaderne på Exeter, beordrede han dentil Falklandsøerne. Han forfulgte Graf17

Graf Spee´s indsejling til Montevideo.Spee, indtil han var sikker på, at denville gå ind til Montevideo. Derefterplacerede han sine 2 krydsere således,at de hver for sig dækkede de 2 udløbfra La Plata (40), idet han måtte regnemed, at Graf Spee ville stå til søs igeninden udløbet af de 24 timer, hvorden i henhold til de folkeretlige reglermåtte opholde sig i den neutrale havn.Under forfølgelsen havde han medsignal beordret Cumberland til at afgåfra Falklands Øerne omgående. Densvarede, at den kunne være fremmeden 14. december kl. 2200. Han havdenaturligvis sendt en fjendemeldingtil Admiralitetet allerede kl. 0615, daGraf Spee blev observeret, men underforfølgelsen af Graf Spee sendte hanyderligere følgende signal til Admiralitetet:”IMMEDIATE: HMS Ajax; HMSAchilles; HMS Exeter have beenheavily engaged. Have withdrawnfrom daylight close action owing toshortage of ammunition. HMS Exeterhauling away due damage, two turretsout of action in HMS Ajax. Pocketbattleship has undoubtedly been hit.. Iam shadowing.” (41)Harwood modtog fra Admiralitetetog C-in-C i Fretown underretningom, at hangarskibet Ark Royal,slagkrydseren Renown, krydserneNeptune, Dorstetshire, Shropshire og3 destroyere alle var på vej til La Plata,men ingen kunne nå frem før tidligst iløbet 5 dage (42). Hans næste handlingfremgår af hans rapport, hvori dethedder:18

Den svært skadede Exeter ved Falklands øerne efter kampen.”I requested His Britannic Majesty´sMinister, Montevideo (Mr. E. Millington-Drake), to use every possible means ofdelaying Graf Spee´s sailing, in orderto gain time for reinforcements to reachme. I suggested he should sail Britishships and invoke the twenty-four-hourrule to prevent her leaving.”(43)Mummespil i Montevideo.Uanset den foran citerede indførseli Graf Spee´s journal, hvori der stod,at Langsdorff forventede, at skibog besætning ville blive interneret,syntes tyskerne efter ankomsten tilMontevideo at være indstillet på atgennemføre en reparation af skibet. Deinternationale regler tillader kun etlængere ophold end 24 timer, hvis deter nødvendigt for at gøre skibet sødygtigt,og den tyske minister forlangtederfor, efter konference medLangsdorff, fristen forlænget til 14 dage.Det tyske ønske skyldtes formentligen forhåbning om, at U-både kunnenå frem som forstærkning ved et udbrud(44). Den britiske minister forlangte,at skibet, hvis det ikke forlod havn inden24 timer, skulle interneres. Uanset,at det tyske ønske faktisk imødekomHarwoods ønske om at holde længstmuligt på Graf Spee, fastholdt denbritiske minister af politiske grunde detformelle krav om, at 24 timers reglenskulle overholdes, fordi Graf Spee,der havde forlagt til Montevideo forfuld kraft, ikke efter britisk opfattelsekunne anses for at være usødygtigt.Den uruguyanske regering sendte en19

kommission ombord, og den kom til detresultat, at 72 timer var tilstrækkeligttil at gennemføre de nødvendige reparationer.Fra britisk side iværksatte man nuen rygtespredning om ankomst afforstærkninger til Commodore Harwood´sstyrke, ligesom det lykkedes atforhindre, at tyskerne kunne leje civilefly til rekognosering af flodmundingen.Kampagnen lykkedes over al forventning,og kulminerede, da GrafSpee´s 1. artilleriofficer meddelte, athan fra mærset havde observeret bl.a.hangarskibet Ark Royal (45).Det overbevidste Langsdorff om, atet udbrud ville være håbløst, og hansendte følgende signal til den tyskeflådeledelse:”1) Renown and Ark Royal as well ascruisers and destroyers off Montevideo.Close blockade at night. Noprospects of breaking out to open seaand getting through to Germany.2) Intend to proceed to the limitof neutral waters. If I can fight myway through to Buenos Aires withammunition still remaining I shallendeavour to do so.3) As a break-through might resultin the destruction of Spee without thepossibility of causing damage to theenemy, request instructions whetherto scuttle the ship (in spite of theinadequate depth of water in the PlateEstuary) or to submit to internment.”(46)Efter konference med Hitler sendtechefen for den tyske flådeledelse,admiral Raeder den 17. decemberfølgende signal til Graf Spee:” 1) Attempt by all means to extendthe time in neutral waters in order toguarantee freedom of action as long aspossible,2) With reference to No. 2. Approved,3)With reference to No. 3. NO internmentin Uruguy. Attempt effectivedestruction if ship is scuttled.” (47).Fra britisk side havde man, for at forsinkeGraf Spee´s mulige afsejling,ladet fragtskibet Ashworth afsejlefra Montevideo kl. 1815, således atGraf Spee først kunne afsejle efter 24timer. Langsdorff holdt nu et mødemed sine ældste officerer, den tyskemarineattaché og den tyske minister,hvor det besluttedes, at ødelægge GrafSpee, selvom man på dette tidspunkt varblevet klar over, at Ark Royal faktiskbefandt sig ud for Rio de Janeiro (48).Graf Spee´s selvmord.Næste dag blev de tekniske installationerødelagt og størsteparten afbesætningen sat om bord i det tyskefragtskib Tacoma, og kl. 1815 forlodGraf Spee Montevideo´s havn fulgt af20

MARITIMHISTORISK KONFERENCE28. – 30. April 2006.

Indbydelse til den 17. Danske Maritimhistoriske Konferencepå Jaruplund Højskole, 9 km syd for Flensborg i dagene 28. 29.og 30. april2006.Der skal hermed bydes velkommen til maritimhistorisk konference, dennegang syd for grænsen på den smukke danske højskole Jaruplund i Sydslesvig.Konferencen er åben for alle og er et forum, hvor maritimt interessede forskere,såvel professionelle som amatører, har lejlighed til at skabe kontakter ogudveksle erfaringer.Slesvigs rige søfart, der gennem århundreder har været en væsentlig næringsgreni området vil denne gang danne grundlaget for hovedforedrag og den traditionellelørdagsudflugt. Konferencen løber som sædvanligt fra fredag aften til søndagmiddag.En velkomstdelegation vil være på plads fredag eftermiddag fra kl.16.00, hvordeltagernes ankomst og indkvartering kan påbegyndes.Efter velkomst og middag vil aftenen blive indledt med et orienterende foredragom Jaruplund Højskole efterfulgt af hovedforedraget om Flensborgs søfart 1750– 1850 af Lars Henningsen fra Det danske Centralbibliotek i Flensborg.De individuelle indlæg vil blive afholdt som sædvanlig lørdag og søndagformiddag.Den traditionelle udflugt lørdag eftermiddag vil gå til Flensborg Søfartsmuseum,Glücksborg Slot og Eckernförde Museum. Lørdag aften indeholder dentraditionsrige festmiddag under sædvanlige beskedne former, hvor hver især igod tid bedes forberede sine taler og indlæg. Efter frokosten søndag middagafholdes admiralforsamling med afslutning kl. 1400.Pris pr. deltager er dkr. 1050, 00.Højskolen kan huse deltagerne i 28 dobbeltrum og 23 enkeltrum. Priseninkluderer 2 x overnatning, 2 retters menu fredag aften, 2 x morgenmad, 2 xfrokost, formiddagskaffe lørdag og søndag samt bustur og festmiddag omlørdagen. Uden overnatning vil prisen være dkr. 550,00.Tilmelding senest mandag den 3. april 2006 ved indbetaling til MaritimtKontaktudvalg,BG - bank, reg. nr. 1551 konto. Nr. 8259011 samt indsendelse aftilmeldingskort på næste side.Med venlig hilsen og på gensynKontaktudvalget

Foreløbigt program for den 17. Danske Maritimhistoriske Konferencefredag den 28. april til søndag den 30. april.Jaruplund Højskole, Lundweg 2, D – 24941 Jarplund – Weding.Tel. 0049 – 4630 969140. www.jaruplund.dkFredag den 28. april 2006.1600 – 1730 Ankomst og inkvartering på Jaruplund Højskole.1800 – 1930 Velkomst og middag.1930 - 2015 Introduktionsforedrag om Jaruplund Højskole.2015 – 2115 Østersøen – Middelhavet – Vestindien, Flensborg- søfarten1750 – 1850. Foredrag af Lars N. Henningsen..Lørdag den 29. april 2006.0730 – 0830 Morgenmad.0830 – 1200 Indlæg fra deltagerne.1200 – 1300 Frokost.1300 – 1800 Bustur til Flensborg, Glücksborg og Eckernförde.1900 – 2200 Festmiddag.Søndag den 30. april 2006.0730 – 0830 Morgenmad.0830 – 1200 Indlæg fra deltagerne.1200 - 1300 Frokost.1300 – 1400 Konferencemøde og afslutning.TILMELDING TIL DEN 17. DANSKE MARITIMHISTORISKEKONFERENCEder afholdes fra 28. april til 30. april 2006 på Jaruplund Højskole ved Flensborg.NAVN…………………………………………………ADRESSE……………………………./ POSTNR. ogBY…………………………….Tlf. Arb.…………… Privat………………………Jeg vil holde et indlæg (max.15 min.) om følgende emne:……...........................…………………………………………………………………………….Der ønskes følgende tekniske hjælpemidler…………………………………………….................................................................................................Deltagerafgiften bedes indbetalt senest mandag den 3. april til MaritimtKontaktudvalgBG-bank reg.nr.1551 konto 8259011.Husk at indsende tilmeldingen med posten til Ole Lisberg Jensen, Hellehuse 29.DK.4174 Jystrup. Tlf: 5752 8812OBS! Deltagere fra Norge og Sverige bedes tilmelde sig pr. telefon til OleLisberg Jensen og aftale kontant betaling ved ankomsten.

Tacoma. Da den var nået til sejlløbet tilBuenos Aires, stoppede den, og resten afbesætningen overførtes til 2 argentinskeslæbebåde, og kl. 1954 sprang den iluften. Den del af besætningen, dervar ombord i Tacoma, overførtes ogsåtil slæbebådene, der afgik til BuenosAires, hvor besætningen interneredes.Om morgenen den 20. decemberfandt man Kapitän Langsdorf død påsit værelse. Han havde skudt sig selv(49).Efterspil.Altmark begav sig efter en ventetidi Sydatlanten på vej mod Tyskland.Den gik igennem Danmarks Strædetog forblev uopdaget indtil den 15februar 1940, hvor den blev observeretud for Trondhjem. Under sin færdsyd på i norsk territorialfarvand blevden observeret i Jøssingfjorden afden britiske destroyer Cossack underkommando af Captain Philip Vian.Admiralitetet beordrede Vian til atborde Altmark, med mindre chefenfor den norske eskorte gik ind påsammen med Cossack at eskortere dentil Bergen for nærmere undersøgelse.Det var nordmændene ikke villigetil, hvorfor besætningen på Cossackbordede og befriede fangerne med detberømte råb, ”The Navy is here” (50).Slutning.Det er stadig en gåde, hvorforLangsdorff ikke benyttede mulighedernefor at ødelægge Exeter og deGraf Spee efter sin sprængning. Vraget kunne ses i mange år efter.21

2 lette krydsere, og hvorfor han medde begrænsede skader, som de britiskekrydsere havde påført ham, valgte atsøge til Montevideo. Man har ment, athans dispositioner i den sidste del afslaget var præget af, at en af træffernepå Graf Spee momentalt havde slåetham bevidstløst (51) eller, at hanmåske var præget af stress efter at havebåret ansvaret for Graf Spee´s togti næsten 4 måneder (52). En rimeligforklaring er måske admiral Parry´s(chef for Achilles under slaget) svarpå spørgsmålet:”Captain Langsdorff felt that he hadbeen defeated, and consequently hewas determined not to figth it out.”(53)Virkningen af Graf Spee´s togtillustreres godt af admiral Raeder, dermente, at Langsdorff´s virkelige fejlvar, at han i strid med sine ordrer havdeindladt sig i kamp:”By merely being at large in the oceans,our few surface raiders werekeeping eigth separate enemy searchforces at sea to a total of 22 ships,ranging from cruisers to battle cruisersand aircraft carriers….As it turned out,as soon as the Graf Spee was done for,the numerous British ships searchingfor her – not less than five combatgroups – were promptly assigned toother pressing duties.” (54)Noter:Følgende litteratur er anvendt vedudarbejdelsen af artiklen:Correll Barnett: Engage the Enemymore closely,London 1947.Kapitän zur See Langsdorf aflægger i stærk kontrast til de omkringstående, dentraditionelle militære hilsen ved begravelsen af Graf Spee´s 37 døde.22

Claus Bekker: Hitler´s Naval War,London 1976.Geoffrey Bennett: Naval Battles ofWorld War II, London 1975Kapitän zur See Gerhard Bidingmeye:KM Admiral Graf Spee/ PocketBattleship 1932-39, Windsor 1971.Comdr. A.B. Campbell: The Battle ofthe Plate, London 1940.Winston S. Churchill: Den andenVerdenskrig, Uvejret trækker op, Bind1, Kbhv. 1948.John Costello & Terry Hughes: TheBattle of the Atlantic, London 1980.Frischauer and Jackson: The Navy´shere, London 1957.Admiral Sir W.M. James: The BritishNavies in the Second World War,London 1947.Donald Macintyre: The Battle of theAtlantic, London 1983.Otto Mielke, Karl- Heinz Romann,Uwe Greve: Panzerschiff „AdmiralGraf Spee“, uoplyst.Sir Millington-Drake: The Battle ofthe Plate and the Drama of Graf Spee,Synopsis to Anthology, uopl.Sir Millington-Drake: Summary to twoLectures – The Battle of the River Plateand the Drama of Graf Spee, uoplyst.Jaques Mordal: Twentyfive Centuriesof Sea Warfare, London 1973.Len Ortzen: Guns at Sea, the World´sgreat Naval Battles, London 1976.Dudley Pope: The Battle of River Plate,London 1974.Edward P. Von der Porten: PictorialHistory of the German Navy in WorldWar II, New York 1976.Grand Admiral Erich Raeder: My Life,Annapolis 1960.Korv-Kapt. D.F.W. Rasenack:Panzerschiff “Admiral Graf Spee”,Kampf, Sieg und Untergang,Stuttgart1957.S.W. Roskill: The War at Sea, Vol. I,London 1954.Samme: The Navy at War 1939-1945,Ware 1998.Friedrich Ruge: Der Seekrieg 1939– 1943, Stuttgart 1954.Dan van der Vat: The AtlanticCampaign, World War II, GreatStruggle at Sea, New York 1988.1. Se f.eks. Von der Porte pag. 7ff., Bennett pag. 1 f., Mielkepag. 4, Ruge pag. 20 og Raederpag. 147 f.2. Se de tekniske specifikationerMielke pag. 34 og Bidingmaierpag. 74 f.3. Se f,eks. Bennett pag. 2.4. Ibidem og Mordal pag. 309.Kun de britiske og japanskeslagkrydsere var både hurtigereog stærkere.5. Von der Porten pag. 9 ff.6. Den såkaldte Z-plan, jf. Raederpag. 272 ff. og Ruge pag. 26ff.7. Raeder pag. 211.8. Ibidem pag. 283.9. Ruge pag. 40.23

10. Pope pag. 5 ff. , Roskill pag.111og Van der Porten pag. 41.11. Ruge pag. 40 f. og Roskillpag. 112.12. Pope pag. 23 f.13. Roskill pag. 111 f., same I“The Navy at War” pag. 34.14. Roskill pag. 113.15. Von der Porten pag. 60, Roskillpag. 113 og Pope pag. 26.16. Pope pag. 32.17. Pope pag. 36 og 45.18. Pope pag. 37. Tyskerneforsøgte at sænke den medtorpedoer, men kunne ikkeramme.19. Roskill pag. 113.20. Pope pag. 34.21. Pope pag. 38 f.22. Pope pag. 59 ff. og Von derPorten pag. 65.23. Pope pag. 46.24. Roskill pag. 70.Efter at havesænket det norske skib blevDeutschland beordret hjemtil Tyskland, hvor den i øvrigtfik nyt navn, Lützow. Hitlerønskede ikke at risikere, atskib med navnet Deutschlandblev sænket.25. Roskill pag. 114 og Pope pag.48.26. Pope pag. 61.27. Pope pag. 51.28. Pope pag. 69.29. Bidingmaier pag. 83 , Popepag. 64 f. og Bennett pag. 3.30. Ibidem.31. Pope pag. 71.32. Bidingmaier pag. 86 og 88,Millington-Drake, Anthologypag. 18. og Pope pag. 72.33. Roskill pag. 117 f.34. Pope pag. 93 f. For ikkeartillerikyndige skal detoplyses, at “flank marking”betød, at Exeter skulleobservere nedslag for de lettekrydsere og omvendt, idet de2 divisioner ville befinde sigpå hver sin side af Graf Spee.”Concentrated gunfire” betød,at de 2 lette krydsere skulleskyde med fælles ildledelse fraAjax.35. Pope pag. 97.36. Von der Porte pag. 66.37. Pope pag. 103.38. Pope pag. 133 ff.39. Pope pag. 132. Den skade,der måske var værst medhensyn til sødygtighed, var etstort skudhul i bagbords sideaf forskibet. Herudover varskibets kabysser og bageriødelagt, medens de øvrigeskader næppe havde betydningfor skibets sødygtighed, mennok en vis betydning for detskampdygtighed.40. Pope pag. 163.41. Pope pag. 165.42. Pope pag. 167 f.43. Pope pag. 164.24

44. Pope pag. 169 ff. , Von derPorten pag. 71 f. og Bennettpag. 12.45. Von der Porten pag. 73 og Popepag. 173 f.46. Pope pag. 174 f.47. Pope pag. 177 f.48. Pope pag. 185.49. Pope pag. 200 ff. ogBidingmaier pag. 93 f.50. Se om Altmark-affæren Popepag. 188, Frischauer pag. 198ff.51. Admiral Krancke (chef forDeutschland) citeret hosMillington-Drake, Anthologypag. 30.52. Den berømte undervandsbådschef Captain Beach, US Navyciteret ibidem.53. I forordet til Dudley Pope´sbog.54. Raeder pag. 290.25

Ved Guds Kraft vor Fiende Falt- Seyer, Seyer over altEt ”nyt” dansk marinemaleri fra Store Nordiske KrigMuseumsinspektør Jakob SeerupDet er ikke hver dag, der dukker etnyt dansk marinemaleri fra 1700-tallet op. Men en henvendelse fraen privatperson i udlandet har gjortmuseet opmærksom på, at der findeset hidtil ukendt oliemaleri forestillendeSlaget ved Kolberger Heide i 1715.Det publiceres i nærværende artikelfor første gang. Men før vi ser påselve maleriet og baggrunden for det,vil vi kort komme ind på periodensmarinemaleri generelt.De store sejlskibes epoke i netop det18. århundrede har afsat påfaldendefå spor i dansk malerkunst. Periodensmalerkunst er først og fremmestkendt for portrætmaleriet, hvilket imarinesammenhæng begrænser sigtil portrætter af admiraler og andreofficerer. Af disse kan BalthasarDenners portræt af Tordenskioldnævnes som det mest velkendte overhovedet.Perioden 1720-1801 kendes som ”denlange freds periode,” og det kan delvistforklare manglen på bataljemalerier fratiden. Men derfor kan man alligevelgodt undre sig over, at der eksempelvisikke findes flere afbildninger af StoreNordiske Krigs slag. Her var der riglejlighed til at svælge i sømilitæretriumfer; men kun i meget begrænsetomfang blev de gengivet med olie påkunstmalerens lærred.Det betyder heldigvis ikke, at vi ikkehar gode afbildninger af århundredetsskibe. De skal blot findes blandtglade amatørers private tegninger.En del af disse ”amatører” var søkadetterog søofficerer, der på Søkadetakademietmodtog en særdelesgrundig tegneundervisning. Vi ved,at søkadetterne også selv skrev ogtegnede deres smukt illustrerede lærebøgeri matematik, navigation ogartilleri. Disse lærebøger var rigtillustreret. Det er også en kendt sag, atenkelte kunstnerisk anlagte søofficererforsynede skibenes journaler medillustrationer. Her kan eksempelvisfremhæves den senere fabrikmesterKnud Nielsen Benstrups illustrationerfra en journal, ført under Store NordiskeKrig.Periodens kunstnere var entenuddannet i mesterlære eller fra 1754på det nyoprettede kunstakademi påCharlottenborg. Hertil kom en rækkeindvandrede kunstnere, ofte medfransk baggrund. Som før nævnt varderes primære felt portrætmaleriet.De såkaldte ”historiemalerier” gengavprimært scener fra Biblens fortællinger.Dog fandtes der enkelte undtagelser,26

men man skulle op på den anden sideaf år 1800, før anerkendte kunstnerevalgte at beskæftige sig mere indgåendemed søslag og orlogsskibe. Her bidrogfrem for nogen Lorentzen med sinemalerier fra Slaget på Reden til at gørebataljemaleriet ”stuerent.” Siden skulleEckersberg gøre marinemaleriet til enaf de fornemste danske malergenrer.Danske marinemalere i 1700-talletIndimellem K.N. Benstrup og C.W.Eckersberg optrådte der en rækkesemi-professionelle malere, hvis malerieri dag er vore fornemste kildertil, hvordan 1700-tallets danske flådeegentlig tog sig ud, når den stod til søs.Det er hurtigt overstået at præsenteredisse få kunstnere. De har til fælles,at deres samlede oeuvre ikke ersærligt omfattende. Deres motivvalgknytter sig primært til orlogsflåden,og kun en enkelt af dem nåede ud tilen videre kreds og fik sine maleriermangfoldiggjort i form af kobberstik.Søofficeren Bernhard Grodtschillingvar virksom i tiden omkring storenordiske krig. Han har blandt andetefterladt sig et miniaturemaleri medorlogsskibe fra perioden. Den hængeri dag i Søofficersforeningen. Han videsogså at have solgt 15 maleriermed motiver fra Store NordiskeKrig til Kongen i 1728. Men dissemalerier er alle forsvundet (se artikelaf Niels Probst i MHT 2000/1). De erformodentlig gået til ved ChristiansborgSlots Brand i 1794.En kunstner med stor tilknytning tilorlogsflåden var Klemens MogensenKlemensen – også kaldet Rønneby.Hans samlede kendte oeuvre omfatterotte gouacher, de seks forestillendemotiver fra Holmen og de to fore´stillendeden danske eskadre i FlekkerøFjord i 1757. Det drejer sigom små billeder, malet i en slagsvandfarveteknik.Rønneby var håndværker ved skibbyggerietpå Holmen, og også etpar andre kunstnere, der har eksperimenteretmed mindre marinemalerier,var tilknyttet marinen. Detvar Hans Henrik og Andreas HenrikStibolt. De to brødre var søofficerer – ilighed med deres seks øvrige brødre.Der findes en del pennetegninger afskibstyper fra deres hånd, men derer også enkelte gouacher. En af demkan ses på Bornholms Museum. Etpar malerier fra A.H. Stibolts hånder af særlig interesse. De findes påFrederiksborgmuseet og forestillerSlaget ved Kolberger Heide og dendramatiske slutning af samme slag,hvor de svenske skibe er løbet på grund.De er dateret til 1777, og malemådener særdeles naturalistisk og nøjagtig.Der synes ikke at kunne herske nogentvivl om, at det sidstnævnte maleri eren kopi af det ældre, nyfundne maleri.En sidste kunstner, der skal nævnesher, er matrossønnen Terkel EmanuelLønning, hvis malerier af danske27

orlogsskibe i forskellige situationerkom til at fungere som en slags billedmassemediei slutningen af århundredet.Lønning beskæftigede sigogså med historiemalerier. Han maledeflere slagscener fra Store NordiskeKrig og andre lignende motiver.Slaget ved Kolberger Heide og erobringenaf den svenske eskadreI korte træk var forløbet, at densvenske admiral Wachtmeister med sineskadre efter syv timers slag var blevetforhindret i at slippe ud gennem dedanske bælter af en overmægtig danskeskadre under anførsel af admiralChristian Carl Gabel. Wachtmeistervalgte derfor at forsøge at sætte sineskibe på land i Kieler Fjord. Undervejsdertil forsøgte den velsejlende fregatHvide Ørn at undslippe opgennem Lillebælt. Men her ventedeTordenskiold med Løvendahls Galley,og fregatten blev tvunget tilbagetil den svenske eskadre. Tordenskioldfik efter slaget lov til selv at overtageog føre den svenske fregat.Efter denne heldige operation eftersatteTordenskiold de øvrige svenskeskibe og blev hurtigt klar over, at manvar i færd med at ødelægge skibene.Mærkeligt nok valgte svenskerne ikkeat afbrænde deres skibe, men kappede istedet masterne. Ved sin ankomst truedeTordenskiold svenskerne med hårdemodforholdsregler, hvis de ikke straksstandsede ødelæggelserne. AdmiralWachtmeister kapitulerede derefter ogblev af Tordenskiold overført til Gabel,der modtog den svenske eskadresovergivelse. Det var ved den lejlighed,at Gabel forærede Wachtmeister sinsølvkårde, da denne havde smidt sinegen over bord. (Se Jørgen Barfod,Niels Juels Flåde s. 200-201) Det måhave været et ringe plaster på såret forden svenske admiral, der netop havdemistet seks store skibe og 2500 manddøde, sårede og fangne.I anledning af den overvældende sejrblev der slået en medalje. Den viser påbagsiden et motiv, der stort set er identiskmed det ”nye” maleri. Vi vil kommenærmere ind på den sag nedenfor. Herskal det blot konstateres, at medaljeni rigt mål afspejler den glæde, sejrenvakte hjemme i København. Påskriftenpå medaljen lød: ”Ved Guds Kraftvor Fiende Falt - Seyer, Seyer overalt”! Selvom medaljen strengt tageter slået i anledning af slaget vedKolberger Heide, som geografiskligger et godt stykke fra scenen forden svenske overgivelse i Kieler Fjord,har kunstneren valgt at gengive denydmygende overgivelse på medaljen.På medaljens forside finder man Gabelsportræt (se G. Galster, Danske ogNorske Medailler, s. 199). Medaljenskunstner er Gustav Lode (den ældre),som levede 1694-1742.Det ”nye” maleriDet er uvist, om det nyfundne maleri28

Det nyopdagede maleri af slaget på Kolber Heide. Billedet er her vist udenramme. Billedet kan nu ses på Orlogsmuseet.hidrører fra en af de ovennævntekunstnere. Det skal jeg vende tilbagetil sidst i denne artikel; men først skalvi se nærmere på selve maleriet. Deter i en ældre ramme; men det er ikkesikkert, om det er den oprindelige.Selve billedet måler 45,7 x 95,3 cm.En størrelse, som antyder, at det drejersig om et ”dørstykke”, altså oprindeligthar været beregnet på at hænge overen dør. Det forestiller seks danskeorlogsskibe og et par mindre fartøjer,som stævner ind mod seks svenskeorlogsskibe, der ses tæt under land.I forgrunden ses rødkjolede soldaterstående ved kysten. Der kan næppeherske tvivl om, at det må dreje sig omen gengivelse af Slaget ved KolbergerHeide d. 24.-25. april 1715.De erobrede svenske skibe varorlogsskibene Nordstiernen Sydermanlandog Gøteborg samt fregatterneHvide Ørn og Svenske Falk. Hertilkom yderligere et orlogsskib, PrincesseHedewig Sophia, som imidlertid varså ødelagt af svenskerne, at det ikkekunne reddes. Som det ses, passerdette antal nøje med de svenskefartøjer, der er gengivet på maleriet.Bemærk, at skibene fører vimpelog gøs, men at flagene er strøget.Det tredje skib fra venstre lader dogtil at føre hvidt flag. Det stemmeroverens med Tordenskiolds beretningom overgivelsen, idet han beretter,at Wachtmeister ”hafde strøget sietsuenske flag og eet huitt igien ophidset”(Se H.G.F. Garde, Efterretninger omden danske og norske Søemagt, bd. 229

s. 304).På trods af den noget skematiskefremstilling, vil man ved nøjere eftersynkonstatere, at de svenskeskibe er gengivet uden stormaster ogmesanmaster. Det må henvise til dekappede master, som også omtalesi kilderne. Rundt om skibene sesikke blot mindre fartøjer, men ogsåtilsyneladende de afkappede masterdrivende. En interessant detalje er, atmens de øvrige master synes afkappede,er fokkemasterne urørte og alle sejler sat, for at drive skibene så hårdt indpå grund som vel muligt.Centralt placeret på maleriet er enlille fregat, der sejler modsat deøvrige fartøjer. Det er formodentligtLøvendahls Galley med admiralWachtmeister om bord, på vej overtil den danske eskadrechef og denendelige overgivelse.Kunstneren og ejerenTilbage står nu spørgsmålet om, hvemkunstneren bag dette maleri vel kanvære? Og hvem har oprindeligt bestiltdet? Sammenligningsgrundlaget er somsagt ikke stort. Og det er både godt ogskidt. Godt, fordi det indsnævrer feltetaf mulige kunstnere, men dårligt, fordivi ikke kan vide os sikre på, om dermuligvis kan have stået andre og nuhelt ukendte kunstnere bag. Imidlertidvil jeg alligevel forsøge at kommemed nogle gæt om maleriets muligebaggrund.Det kan ikke helt udelukkes, atkunstneren har været svensk. Men deter usandsynligt. Ikke blot det faktum,at det var et svensk nederlag af dehelt store, taler derimod, men også,at motivet er næsten identisk medden eneste anden kendte samtidigeafbildning af slaget - nemlig billedetpå den medalje, der blev slået i anledningaf begivenheden.Det efterlader os igen med fleremuligheder. Enten er dette maleridet direkte forbillede for medaljen,eller også er det omvendt malt eftermedaljen. I begge tilfælde er det enoplagt mulighed, at kunstneren erGustav Lode, som ud over at lavemedaljer også beskæftigede sig medportrætmalerier. Der kendes dogingen signerede landskabsmaleriereller lignende fra hans hånd. En sidstemulighed er, at medaljen og maleriethar haft et fælles nu forsvundetforbillede.Hvem har så ejet det? Den privateejer i England var af svensk/norskafstamning. Det er uvist, hvordanmaleriet er kommet i familiens eje,men det har været det i generationer.Efterforskning har desværre ikke ledt tilnogen nærmere løsning af spørgsmåletom proveniens. Men hvis man skullegætte, er der to personer, som nokville have været meget interessereti at eje netop dette billede – og somville have haft råd til at bekoste det.Disse to personer er henholdsvis den30

danske admiral Gabel, som netop blevforfremmet på baggrund af den heldigeoperation. Den anden er naturligvisPeter Wessel Tordenskiold, der kunnetænkes at have villet eje en gengivelseaf den begivenhed, hvor han erhvervedesig sit kæreste skib, Hvide Ørn.I Tordenskiolds dødsbo omtaltes en del”Schielderier”, men det ”nye” ser ikkeud til at være blandt disse. (Se artiklenTordenskjolds Dødsbo af O. Lütken iTidsskrift For Søvæsen 1898 s, 302-3og 318-20).Men det er kun gisninger. Om det erTordenskiold, der har ejet malerieteller ej, er for så vidt underordnet. Denvigtige og glædelige nyhed er, at derstadig kan dukke sådanne perler op, somer helt ukendte for nutiden. Takket værestøtte fra Marinehistorisk Selskab - ogdermed dette blads trofaste abonnenter- har museet erhvervet maleriet, hvordet nu kan ses i udstillingen.Udsnit af maleriet.31

Anmeldelse af bog:Niels Probst: ”Niels Juel: Vor største flådeføreraf Viceadmiral Sven E. ThiedeNiels M.Probst: Niels Juel Vor størsteflådefører. Redaktion Hans ChristianBjerg. Statens ForsvarshistoriskeSkrifter nr. 2 udgivet af Statens ForsvarshistoriskeMuseum 2005. 132sider, ill. Kan bestilles ved henvendelsetil Tøjhusmuseet/Orlogsmuseet tlf.33116037 eller købes i Tøjhusmuseetseller Orlogsmuseets kiosker. Kr. 175plus evt. porto.Ved sammenlægningen af Orlogsmuseetog Tøjhusmuseet under navnetStatens Forsvarshistoriske Museumvalgtes som den første størreaktivitet åbningen i september 2005af en udstilling om Niels Juel Vorstørste flådefører og samtidig hermedudgivelsen af en bog med samme titelforfattet af marinehistorikeren NielsProbst.32

I Storbritannien fejres i året 2005 200-årsdagen for slaget ved Trafalgar, ognye bøger om Horatio Nelson slutter sigtil mængden af eksisterende værker omdenne deres søhelt. I modsætning hertilhar litteraturen om vor Niels Juel indtilnu været begrænset. Hovedværket harværet Jørgen H. Barfods ”Niels Juel,liv og gerning i den danske søetat”,der udkom i 1977 - 300 år efter slageti Køge Bugt. I dette omfattende værkskildrer Jørgen Barfod hele Niels Juelsliv og udtrykker samtidig ønsket om,at det kan blive et grundlag for andrehistorikere i et videre arbejde med emnet.Det er denne udfordring, der harinspireret Niels Probst. De sidste årtiersskibshistoriske forskning har bragtstørre klarhed over beskaffenheden afdels de skibe, som stod til rådighed forNiels Juel, dels de skibe, flåden underhans ledelse i årene 1679-1697 fiktilført. Endvidere er der i de senere årindført nye, mere sofistikerede metodertil kvantificering af skibe og flåder tilsupplement af tidligere tiders simpleopregning af antallet af skibe, kanonerog mandskab. Eksempelvis anvendesnu begrebet artillerieffekt, som er summenaf et skibs kalibre i pund og et bedremål for kampkraften end blot antalletaf kanoner. Endelig har forskningenindenfor skibsikonografien medført, atdet i dag er muligt med stor sikkerhedat illustrere de omtalte skibe.Formålet med Niels Probst bog erud fra disse nye forskningsresultaterat belyse Niels Juels indsats somkommanderende samt beskrive denskibshistoriske udvikling i hans tjenestetid.I forbindelse hermed gives enudførlig behandling af de krige, handeltog i.Niels Juel blev født i 1629 i Christiania,hvor hans familie havde søgt tilflugtunder kejserkrigen, og han voksede oppå Nørtorp i Thy. Hans baggrund varklart maritim. Alle hans fire oldefædrehavde deltaget i syvårskrigen 1563-1570, de tre af dem til søs, og blandttipoldefædrene finder vi PederSkram og Mogens Gyldenstjerne,medens Kong Hans’ flådefører, JensHolgersen Ulfstand, var blandt hanstiptipoldefædre. Efter et år på SorøAkademi drog Niels Juel i 1650 tilFrankrig for i 1652 at tiltræde tjenestei den nederlandske flåde. I løbet af deefterfølgende fire år avancerede hanfra adelburs til oberkaptajn og tjenteunder bl.a. den senere så navnkundigeadmiral Michael de Ruyter.Ved hjemkomsten til Danmarkindtrådte han umiddelbart i flåden ogbeordredes til bistået af to løjtnanterat udruste det lette orlogsskib SorteRytter. Det var indledningen til 41års tjeneste som dansk søofficer, herafde 40 som admiral, idet han alleredeåret efter i 1657, 28 år gammel, udkommanderedessom eskadrechef og33

samme år udnævntes til holmadmiral iforbindelse med en rokade i søetatenstop. Samme efterår udkæmpedes slagetved Falsterbo, hvor Niels Juel iNorske Løve førte kommando over4. eskadre. Udfaldet af dette slaggjorde det muligt for flåden at løse sinprimære opgave, at beherske søen ogdermed forhindre en invasion af øerne.Når dette slag i dag er kendt af så få,skyldes det efter forfatterens opfattelsenok til dels, at der ikke på nogen afsiderne deltog en heltemodig konge,men også at isvinteren efterfølgendeforhindrede flåden i at opretholde detvundne søherredømme. Den svenskehær kunne uhindret marchere over isentil Øerne. Under Københavns belejringhavde Niels Juel som HolmensAdmiral travlt dels med klargøringaf flådens skibe dels med deltagelsei byens landforsvar. Han kom ikke tilsøs i 1658, men året efter hejste hansom viceadmiral sit flag i Svanen ogdeltog under den nederlandske admiralOpdams kommando i opgøret den 30.april mellem de to hovedflåder, slagetved Rødsand.1660 var et dramatisk år i Danmarkshistorie. Den ulykkelige krig, derhavde kostet uhyre summer, afsluttedesi maj med freden i København. Rigetvar på bankerottens rand, så ibegyndelsen af august indkaldte KongFrederik 3. til stændermøde med denhensigt at finde midler til genrejsningaf de ødelagte finanser. Borgerneog de gejstlige fremsatte forslag omindførelse af arvelig tronfølge og Kongenfik gennemtvunget enevælden.Den nu 31 år gamle Niels Juel varblandt de adelsmænd, der underskrevhåndfæstningens annullering. Hanfortsatte som holmadmiral, men såvelhan som hans broder Jens Juelkom fremover til som medlemmeraf den gamle højadel at mærke, atkongen foretrak at støtte sig til andre.Rigsadmiral Ove Gjedde døde i 1660,uden at der umiddelbart udnævntes enefterfølger. Rigsviceadmiral HenrikBielke forfremmedes 1½ år senere tiladmiralitetspræsident, hvorefter rigsviceadmiralspostenforblev ubesat.På Holmen blev der i de først følgendeår stille på grund af pengemanglen. Iløbet af efteråret 1662 synes Frederik 3.imidlertid at have indset det uholdbarei at lade flåden forfalde, og han valgtetil den ledige admiralspost at ansætteen udefra kommende admiral, der ikkevar en del af den danske højadel. Valgetfaldt på Cort Sivertsen Adler, som varfødt i Norge og havde indlagt sig storefortjenester i Venedigs flåde underkampene mod tyrkerne. Samtidig tilførtesder søetaten øgede midler, somvar frigjort efter færdiggørelsen afKastellet i København. Cort Adelersankomst varslede nye aktiviteter påHolmen, hvor der var nogen uenighedom byggemåde. Tidligere havde man34

i Danmark vekslet mellem engelsk ognederlandsk byggemåde. EnglænderenJames Robins, som Christian 4. havdeansat i 1641, havde f.eks. byggetde store skibe, Prins Christian ogHannibal, senere omdøbt Svanen. Deblev nu afrevet ned til underste dækog genopbygget i en lavere faconefter hollandsk model. Cort Adeler fikfra Holland hentet bygmester ThiesHermansen van der Burg, som alleredei 1664 kom i arbejde på Holmen.Forfatteren, der har et indgåendekendskab til periodens skibbyggeri,påpeger, at Robbins skibe, der varforholdsvis smalle og dybtstikkende,omtales som velsejlende og hurtige.De hollandske var bredere, specielt varbunden, ”flakket”, meget bredere. Denengelske byggemåde var betydeligtdyrere end den hollandske, som blevden dominerende, skønt de øvrigeadmiraler øjensynligt foretrak skibeaf engelsk type. Under Cort Adelerblev der bygget i alt 12 egentligeorlogsskibe, 5 ”hovedskibe” (ca. 142fod) og 7 ”middelmådige” (ca. 124 fod).Hovedskibene havde 13 porte i laget,de middelmådige henholdsvis 10 og9. Begge typer var 2-dækkere. Bogenindeholder et skema over skibe bygget1647-1674 samt et sammenlignendeskema for europæiske flåder 1675.Under den engelsk-nederlandskekrig 1665-1667 støttede Danmark fra1666 Nederlandene. I 1667 var NielsJuel udkommanderet som chef forChurprinsen, som dog næppe komlangt væk fra reden.Den europæiske uro førte til det, vii Danmark kalder Skånske Krig. I1675 blev det besluttet, at Danmarkskulle udruste 16 orlogsskibe ognederlænderne 9 i en flåde, der skulleoperere i Østersøen for at hindresvenskerne i at overføre forstærkningertil Nordtyskland. Fra Holland komimidlertid kun 7 skibe og 1 jagt, og fraHolmen lykkedes det kun at udruste12 skibe. Flagskibet blev Cort Adelershovedskib Prins Jørgen, medens NielsJuel hejste sit flag i Charlotta Amalia.Mandskabsmangel og sygdom voldtefra begyndelsen vanskeligheder.Svenskerne gennemførte langt mereomfattende udrustninger; men ogsåden svenske flåde havde store problemerpå grund af dårligt vejr ogsygdom og vendte hjem med uforrettetsag. Den 28. oktober blev Adlerbeordret til København med flåden,som havde 699 syge og 72 døde. Selvramt af sygdommen måtte Cort Adelerovergive kommandoen til Niels Juel.Han døde den 5. november kun 52 årgammel.Efter Cort Adelers død stod Niels Jueli anciennitet lige efter rigsadmiralen;men han havde endnu ikke haft lejlighedtil at vise sit kunnen som flådefører, oghan var stort set ukendt uden for landets35

grænser. Ikke mindst af hensyn til dennederlandske flådestøtte, ønskedeGriffenfeldt at indkalde en hollandskadmiral, og valget faldt da på CornelisTromp, der var jævnaldrende medNiels Juel.Christian 5. gav i januar 1676 admiralitetetordre til at flåden skulleudrustes så stærkt som muligt medhenblik på: 1) Blokade mod de svenskekyster med mindre skibe, 2) Erobring afGotland, 3) Udrustning af hovedflådenfor med hollandsk bistand at nedkæmpeden svenske flåde og dermed opnåsøherredømme. I maj erobrede flådenunder Niels Juels kommando Gotland,hvorefter hovedstyrken returneredetil Bornholm. Her modtog Niels Juelmedelelse fra Kongen om, at CornelisTromp var udnævnt til generaladmiralog skulle kommandere flåden. NielsJuel, som var skuffet, understregededog over for rigsadmiral Henrik Bielke,at ”hans majestæt skal altid have entro tjener i mig, der ikke skal spare livog blod i hans majestæts tjeneste”.Den fungerende chef for det svenskeadmiralsråd, Lorentz Creutz, fik i april1676 ordre til at opsøge og angribe dendanske flåde, inden den nåede at forenesig med de skibe, der ventedes fraHolland. Når dette var opnået, skulleflåden overføre 2000 soldater og forsyningertil Pommeren. Den svenskeflåde bestod af i alt 44 kampskibe meden samlet artillerieffekt på 17.770. NielsJuel nåede ikke at få forstærkninger,medens han lå ved Bornholm. Hanrådede over 27 kampskibe med ensamlet artillerieffekt på 8.564, hvilketvar under halvdelen af den svenske.Den 24. maj fik forpostskibene kontakt;men hovedflåderne kom først ikamp den 25 og 26. maj. Det lykkedesNiels Juel først at trække den voldsomtoverlegne fjende ned mod Rügen ogderefter op mod Skåne, for endeligat frigøre sig. Niels Juel havde ikketilstrækkelig styrke til at nedkæmpeden svenske flåde; men det lykkedesham at hindre svenske forstærkningertil Nordtyskland. I stedet trak den svenskeflåde tilbage til Ølands nordspids.I slutningen af maj kom Tromp til med5 danske og 4 nederlandske skibe,og ved Falsterbo overtog han kommandoenover den allierede flåde, derderefter bestod af 35 kampskibe meden artillerieffekt på 12.836 samt 11småskibe og brandere. Den 30. majlettede den danske flåde og fik straksefter at have rundet Falsterbo densvenske flåde i sigte. Begge flåderstod nordøstover, og om morgenenden 1. juni passeredes sydspidsen afØland, hvor den allierede flåde ved atskære tæt om land vandt luven. Knapvar man kommet på skudhold, før detsvenske admiralskib Kronan vendtemod Tromps Christianus Quintus.Denne manøvre var imidlertid så36

dårligt forberedt, at Kronan, derhverken havde mindsket sejl ellerlukket de nederste kanonporte, kæntredeog sprang i luften. Under denefterfølgende voldsomme ildkamp, dervarede ca. 1½ time, mistede svenskerne10 skibe, deriblandt deres 3 størstekampskibe. Dette slag sikrede allieretsøherredømme resten af året. Den 27.juni 1676 foretoges en landsætningved Ystad, som erobredes. Og den29. samme måned gennemførteslandsætningen ved Rå, hvor 14.500mand uden at møde modstand blevsat i land fra 500 skuder og småskibeeskorteret af 12 orlogsskibe underadmiralerne Jens og Marquor Rodsten.I maj 1677 lykkedes det en svenskeskadre, der i de foregående 2 år havdeværet blokeret i Göteborg, at stikketil søs for at forene sig med hovedflådeni Østersøen. Niels Juel fik straksordre til at afsejle med de skibe, dervar til rådighed. Sjöblad valgte at gågennem Store Bælt. Den 30. maj fik deto flåder hinanden i sigte, og det komtil slaget ved Møen, hvor Niels Juelmed sin overlegne styrke (810 kanonermod 410) tilføjede fjenden betydeligetab og forhindrede foreningen mellemGöteborgeskadren og den svenskehovedflåde.I løbet af de første 3 uger af junilykkedes det at få samlet en flåde på27 orlogsskibe og fregatter, som NielsJuel planlagde at placere i farvandetmellem Stevns og Falsterbo. Flådeninddeltes i 3 eskadrer under kommandoaf henholdsvis Marquor Rodsten, NielsJuel og Jens Rodsten. Denne flåde førte1350 kanoner med en artillerieffekt på11.234 og havde en besætning på ca.6.700 mand. Over for denne styrkerådede svenskerne over en flåde beståendeaf 30 kampskibe samt 11boierter og 6 brandere. De førte 1096kanoner med en artillerieffekt på 12.932og en besætning på 8.600 mand.Den svenske flåde havde herved enmindre overvægt i skibe, mandskab ogartillerieffekt, der imidlertid var så lille,at man alt i alt må sige, at de to flåderpå papiret var næsten jævnbyrdige.For begge parter stod meget på spil.På dansk side forholdt det sig således,at hæren i Skåne efter nederlageneved Lund og Malmø risikerede atblive lukket inde og nedkæmpet,hvis den svenske flåde tiltvang sigsøherredømmet i Øresund. Og herefterville det være muligt for svenskerne atlandsætte en hær på Sjælland og tvingeden danske konge til en ydmygendefred. Kort sagt Niels Juel kunne tabekrigen på en dag. For den svenskeflådechef Henrik Horn gjaldt det omat nedkæmpe Niels Juels flådestyrkeinden admiral Tromp nåede frem medden hollandske hjælpeflåde. BurdeNiels Juel ikke i denne situation haveafventet hjælpeflådens ankomst? Det37

ville i hvert fald have været det sikreste.Vi kender ikke præcist Niels Juelsinstruks, men vi ved, at kongen bifaldtNiels Juels afgørelse om at lægge sigmellem Stevns og Falsterbo for atafvente fjenden, d.v.s. han havde friehænder. Niels Juels beslutning om attage et slag var naturligvis dristig, menalligevel ikke nær så risikabel, som manumiddelbart skulle tro, for det reellestyrkeforhold mellem de to flåder var ivirkeligheden til gunst for den danskeflåde, fordi det danske mandskab ogden danske føring var den svenskeoverlegen. Alene den kendsgerning,at de danske skibsbesætninger kunneskyde dobbelt så hurtigt som de svenskeog den svenske flådefører var udenmaritimt kendskab og aldrig tidligerehavde haft en kommando til søs, sigernoget herom. Disse nøgterne fakta,der nuancerer vort hidtidige billede afstyrkeforholdet fortæller forfatteren påudmærket vis om.Scenen var nu sat for det mestomdiskuterede slag i Nordens søkrigshistorie.Niels Probst giver et godt budpå, hvorledes slaget fandt sted, idethans rekonstruktion af slaget afklarerde hidtidige uløste spørgsmål om,hvordan Niels Juel kunne udnytte detskifte i vinden, som fandt sted underslaget samtidig med, at han afskar engruppe svenske skibe og vandt luven.Slaget, der i den ældre litteratur erblevet benævnt slaget i Køge Bugt,blev en overbevisende dansk sejr, dermedførte så omfattende materielle tabog var så stort et moralsk nederlag,at den svenske flåde ikke vovede sigtil søs resten af krigen, hvorved dendanske flåde havde vundet det absolutteherredømme i Østersøen.Forfatteren beskriver herefter NielsJuels andel i den resterende del afSkånske Krigs sømilitære begivenheder.Den sidste del af bogen skildrerperioden 1679-1697 og handler omNiels Juels indsats for skibsbyggeriet.Niels Probst fremhæver med rette, atden rakte langt ud over hans egen tid.Bogen afsluttes med en vurderingaf Niels Juel som flådefører, ogforfatteren konkluderer, at han besadalle de egenskaber, der kendetegner enfremragende leder. Hans sejre underSkånske Krig baserede sig på taktiskenyskabelser samt intens træning afmandskab og skibschefer, og det gavsig udtryk i overlegen manøvrering ogskytsbetjening. Det var fordele somdanske flådechefer som regel havdeog udnyttede godt i forhold til deressvenske modstandere. Heri adskilteNiels Juel sig næppe fra andre af dendanske flådes dygtige flådeførere.Snarere var det hans evne til på etøjeblik at overskue situationen ogtræffe den rigtige beslutning, derløftede Niels Juel op i en klasse forsig.Ifølge Niels Probst var Niels Juel ikke38

kun en fremragende flådefører – denstørste Danmark har haft – men han vistesig også som en initiativrig og fremsynetleder af flåden i fredstid. NielsProbst argumenterer overbevisende fordette flotte skudsmål.Med sin bog har Niels Probst leveretet både perspektivrigt og nyskabendebidrag til historien om Niels Juel, ogda bogen desuden fremstår med et flotlayout med mange farveillustrationerkan den varmt anbefales.Efterskrift: Forhenværende forsvarschef,admiral Sven E. Thiedeafgik ved døden den 28. november2005. En af hans sidste handlingervar at skrive denne anmeldelse, somhan arbejdede på at færdiggøre, dahan døde. Museumsdirektør Ole L.Frantzen har afsluttet anmeldelsen iadmiral Thiedes ånd.Konkurrence for bladets læsere.Redaktionen udsætter en bogpræmie for den første rigtige udtrukne besvarelseaf følgende spørgsmål:Søværnet hejste i 1962 - 1963 kommando i fire nye helikopterudrustede inspektionsskibe.Hvad hed de fire inspektionsskibe?Svaret sendes til redaktøren inden den 15 marts 2006.Præmien er et eksemplar af Per Herholdt Jensens nye bog ”Atlantsejlerne Flådensinspektionsskibe i 100 år” fra Aschehougs forlag.Vinderen af konkurrencen i sidste nummer var Niels Hartung Nielsen, som harmodtaget Admiral Thiedes to-bindsværk om dansk søartilleri 1860 - 2004 medposten.39

MEDDELELSER FRAORLOGSMUSEETS MODELBYGGERLAUG.Foråret 2006.Der indkaldes herved til generalforsamling iOrlogsmuseets ModelbyggerlaugTorsdag den 6. April 2006 kl. 1900i Orlogsmuseet, Overgaden oven Vandet 58.Dagsorden ifølge laugets vedtægter:1. Valg af dirigent.2. Formandens beretning.3. Regnskabsaflæggelse.4. Fastsættelse af kontingent.5. Indkomne forslag.6. Valg af bestyrelse og revisor.7. Eventuelt.Resterende arrangementer i vintersæsonen 2005 – 2006.Torsdag den 2. marts 2006 kl. 1900.Metalarbejde, støbning og lodning.Torsdag den 6. april 2006 kl.900Generalforsamling og foredrag.Marts/april 2006 besøg på Skibsteknisklaboratorium i Lundtofte. Tidspunkt og mødestedvil senere blive meddelt.Herudover gennemføres fra den 10. januar 2006 til den 4. april 2006tirsdagsmøderne med kursus i ældre tiders konstruktions- og opslagningsmetoderv/ Niels Probst.40

“Fregatterne Peder Skram og Herluf Trolleog det danske søværn under Den kolde Krig”Museumsskibet Peder Skram er idag en af Københavns seværdighederpå linje med Rundetårn og Den LilleHavfrue. Fra sin kajplads ved Elefantennær Mastekranen vidner det store gråorlogsfartøj om Den kolde Krigs tid.Den 4. juli 2006 udgiver StatensForsvarshistoriske Museum bogen”Fregatterne Peder Skram og HerlufTrolle og det danske søværn under Denkolde Krig”, skrevet af historikerneSøren Nørby & Steen Schøn.Bogen fortæller historien om detdanske søværn under Den kolde Krig1945-1989 og beskriver herunder bådeprojekteringen og bygningen affregatterne samt de funktioner skibenehavde i den hjemlige flåde og i alliancesammenhænge.Derudover fortællesskibenes historie fra tegnebræt tilhhv. museumsskib og skrotning samthvordan det var at leve og arbejde ombord på de to fregatter.Bogen er således både en indføringi Danmarkshistorien 1949-89 og etstykke marinehistorie om to af de stør-ste fartøjer, der har gjort tjeneste i dendanske flåde.Forfatterne har gennemgået forsvaretsog relevante museers arkiver samtpressens dækning og indhentet vidnesbyrdfra et stort antal tidligerebesætningsmedlemmer. Med udgangspunkti dette baggrundsmaterialefremstår bogen som en informativ,velskrevet og fagligt særdeles velfunderetberetning. Bogens ca. 200sider illustreres med over 100 ofteikke tidligere publicerede fotos ogtegninger og udstyres med et forord afformanden for Fonden Peder Skram,fhv. viceadmiral Jørgen F. Bork.Pris: 250,- kr. inkl. moms.Bogen kan bestilles hos:Statens Forsvarshistoriske Museum-Tøjhusmuseet / Orlogsmuseet påtelefon 3318-1430 eller e-mail:jh@thm.dk. Ved bestillinger indenden 1. maj 2006 kan bogen købes tilen rabatpris på 200,- kr. inkl. moms.

ORLOGSMUSEETS VENNER /MARINEHISTORISK SELSKABMedlemskort 2006Navn: ..............................................................................Medlemsnr.: .....................................................................Type: ................................................................................Medlemskortet giver gratis adgang til Orlogsmuseet.MEDDELELSER FRAORLOGSMUSEETS VENNER / MARINEHISTORISK SELSKABResterende aktiviteter for vintersæsonen 2005 – 2006Onsdag den 1. marts 2006 kl. 1930Foredrag om Marinens elevskole 1867-1932ved projektchef Lars WismannOnsdag den 5. april 2006 kl. 1930Generalforsamling med filmEfter onsdagsmøderne og generalforsamlingen er der mulighed for at få 2 stk.smørrebrød med øl og kaffe for ialt 80 kr.Tilmeldinger til foredragsaftener og generalforsamling til Trine@Kjems.comeller telefon 3315-1410. Tilmelding til mødet første marts til redaktøren, daTrine Kjems er bortrejst. Det skal præciseres, at tilmeldinger til foredrag skal skesenest mandagen før det pågældende foredrag.