KLARINGSRAPPORT - Ugeskrift for Læger

KLARINGSRAPPORT 21deret, vil langt de fleste patienter kunne have gavn afindgående information/patientundervisning vedrørendesygdommens natur og behandlingsmulighederne.Patientundervisning bør finde sted løbende i læge-patient-kontakten,ligesom man med held i flere hospitalsafdelingerhar indført egentlig struktureret undervisningaf patienter og pårørende.Inden behandlingen påbegyndes bør patienten grundigtinformeres om det givne præparats virkningsmekanismerog mulige bivirkninger. Det anbefales at udarbejdeskriftligt informationsmateriale om afdelingensstandardpræparater og om de store psykiatriske sygdomme.I forbindelse med lægevidenskabelige forsøg harlægen skærpet informationspligt, herunder skal lægenefter mundligt information indhente forsøgspersonensfrit afgivne informerede samtykke, fortrinsvis i skriftligform. Der henvises til cirkulære fra Sundhedsstyrelsenom information og samtykke (22. september 1992) samttil Madrid-deklarationen.KonklusionI henhold til ovenstående er lægen forpligtiget til vidtgåendeinformation som grundlag for samtykke i forbindelsemed antipsykotisk medikamentel behandling,en sådan information vil i langt de fleste tilfælde have engunstig virkning på behandlingsalliancen og prognosenpå længere sigt.Loven om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatriener for tiden under revision. Tvangsbehandling må kunanvendes over for personer, der opfylder betingelsernefor tvangstilbageholdelse, og tvangsbehandling skal udføresefter »det mindste middels princip«. I helt akuttetilfælde er der også i loven bemyndigelse til at behandleen meget urolig patient med et beroligende middel.Ifølge den gældende lov skal man primært anvendeafprøvede lægemidler i sædvanlige doseringer med færrestmulige bivirkninger. Der foreligger omfattende dokumentationfor effekt, bivirkninger og sikkerhed af deklassiske antipsykotika – og af det ældste af de »nye«antipsykotiske stoffer, risperidon. Disse præparater kanderfor alle anvendes ved tvangsbehandling. Selvomolanzapin har færre bivirkninger end konventionellepræparater, og selvom det synes velegnet i den akuttepsykosebehandling, er dokumentationen for langtidseffekterog sikkerhed indtil videre for sparsom til, at detkan forsvares at give stoffet mod patientens vilje. Clozapiner yderst velegnet i behandlingen af anspændte ogpsykotiske patienter, men pga. risikoen for udvikling afagranolocytose og hjerteinsufficiens kan præparatetkun anvendes, såfremt patienten accepterer og samarbejderom behandlingen, det vil sige såfremt patientenstillet over for tvangsbehandling selv foretrækker clozapinfrem for et typisk antipsykotikum.Sertindol er ikke velegnet til tvangsbehandling afakutte psykotiske tilstande præget af uro og anspændthed.Ekg-monitorering er påkrævet, og stoffet bør kungives med patientens accept – og under forudsætning afat der eksisterer en bæredygtig behandlingsalliance.Hverken risperidon, olanzapin, clozapin eller sertindolfindes endnu til parenteral administration. Risperidoninjektionspræparater er dog i fase 2-afprøvning, og stoffetforeligger nu som mikstur.Det præciseres også, at frihedsberøvede patienterikke må underkastes forsøgsbehandling. I bemærkningernetil den gældende lov er der endvidere anført, atordinationerne skal følge de retningslinjer, der er angiveti Lægemiddelfortegnelsen, at ekstraordinært storedoser ikke må anvendes, og at depotpræparater i videstmuligt omfang bør undgås. Disse præparater må ikkevære begyndelsesbehandling ved tvangsmedicineringaf patienter, hvis reaktion på behandlingen lægen ikkekender. Såfremt patienten tidligere har været velbehandletmed et givent præparat (der også foreligger idepotform), kan der dog være situationer, hvor tvangsbehandlingmed depotmedicin må anses for at væremere skånsom end en eller flere daglige injektionermed samme stof. Ved man, at en patient, der ikke acceptererperoral behandling, tåler zuclopenthixol, kantvangsbehandling med Cisordinol-Acutard (parenteralzuclopenthixol-præparat med virkningsvarighed på 2-3døgn) ligeledes opleves af patienten som mindre traumatiserendeend hyppigere administration af et korterevirkende stof.Tvangsadministration af »beroligende medicin« børligeledes finde sted med afprøvede lægemidler i sædvanligdosering med færrest mulige bivirkninger. Somberoligende medicin kan anvendes såvel benzodiazepinersom antipsykotika, enten hver for sig eller kombineret.Er der tale om ikke hurtigt afklingende psykotiskuro, der må forventes at kræve administration af beroligendemedicin gentagne gange, kan behandling medCisordinol-Acutard overvejes under forudsætning af, atpatienten tidligere har tålt zuclopenthixol.Der er tale om tvangsbehandling, så længe patientenmodsætter sig denne. Behandlingen kan gennemføresenten ved intramuskulær injektion eller peroralt. Der erikke fastsat grænser for, hvor længe en tvangsbehandlingmå finde sted, men i henhold til de tidligere anførteprincipper for terapistyring vil det være relevant at gennemføreen egentlig »medikamentel antipsykotisk kur«.Det vil sige, at patienten bør behandles i en periodeefter remission af de positive psykotiske symptomer.Selvom langvarig behandling ville være formålstjenligbør man dog ikke, når der er tale om tvang, udstrækkedenne periode ud over et par måneder efter remission afpositive psykotiske symptomer.18. RESUMÉAntipsykotika er indicerede i behandlingen af de akuttefaser hos skizofrene patienter, ligesom de har en veldokumenteretrecidivforebyggende effekt. Stofferne erherudover effektive i behandlingen af andre psykotisketilstande i voksenalderen, specielt de der er præget afhallucinatoriske oplevelser og vrangforestillinger.